Uro paa Landmandsforsamlingen Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

Landmandsforsamlingen i Flensborg 1854 var den femte af slagsen. Efter Randers i 1845 med 332 medlemmer, Odens i 1846 med 626 medlemmer, Århus i 1847 med 567 medlemmer og i København 1852 med 1242 medlemmer. I Flensborg deltog 422 medlemmer, 3/4 fra Danmark, 1/4 fra Slesvig.

Til Landmandsforsamlingen i Flensborg have kun meget Faa søndenfra indfundet sig: Hovedgrunden er, at man har udbredt den Løgn, at denne Forsamling kun er en Demonstration af de "Eiderdanske", takket være "Flvp.", "Kbhvnsp." samt samtlige holstenske Blade, som have bragt det dertil, at i Hertugdømmerne "Dansk" og "Eiderdansk" ere eensbetydende. Dertil kommer, at Eiderstederne ere blevne rasende over, at C. Moltke har afskediget deres Penningmeister Hønck, fordi han og hans Skatteopkrævere have dristet sig til den lovløse Gjerning, uden Ministeriets Tilladelse, at udskrive en Extraskat til dermed at betale de Skatter, som de i 1850 sendte til Rendsborg istedetfor til Flensborg og som det var dem paalagt selv at erstatte.

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 3. juni 1854).

Formand var kammerherre, stamhusbesidder Sehested-Juul (1806-1861), viceformand godsejer v. Ladiges (Sydslesvig). På forsamlingen kunne man udtale sig på tysk eller dansk. Den beskæftigede sig med forhold indenfor landbruget.

Et festmåltid fandt sted efter dyrskuet den 1. juni 1854 i Borgerforeningens lokale hvor over 200 af foreningens medlemmer deltog. 

Ved Landmandsmødet i Flensborg udbragte en Deeltager, Hr. With, en Skaal for den unge Frihed med Ønske om Deelagtiggørelse i Samme, hvorved der reiste sig et Hyl, der udartede til den Grad, at man kastede ham Servietter, Peberbøsser og slige Projectiler i Hovedet, hvorved især Stordignitarierne, Aristokraterne, vare ivrige. Saaledes fortælles der idetmindste (Cold. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. juni 1854).

Af et Brev fra Flensborg. *) Landmandsforsamlingen er sluttet; Deeltagerne have forladt Byen og den sædvanlige Virksomhed gaaer sin jevne Skridtgang. For Iagttageren er nu kun tilbage at meddele Indtrykket af de sidste Dages Begivenheder, der var meget forskjelligt fra, hvad man følte i Begyndelsen.

I Torsdags, den 1ste Juni, fandt et stort Festmaaltid Sted i Borgerforeningen, hvortil blandt Andre General Bülow var inviteret som Æresgjæst. Ved Bordet var Sehested-Juul selvkaaret Præsident og regerede med en mærkelig Myndighed. Blandt Skaalerne bemærke vi følgende: for Hs. Maj, Kongen, for Overpræsidenten, for Flensborg, for General Bülow, for Comiteen, for Præsidenten i Landmandsmøderne osv. - Generalens Skaal blev drukket med stor Enthousiasme, og da Musikkorpset spillede den hæderlige Hærførers Seirsmarsch, "den tappre Landsoldat", sang en stor Deel af Forsamlingen med. Dette maa imidlertid have saaret Sehested-Juuls Øren; thi det første Vers var ikke tilende, førend en forskrækkelig Ringen med Klokken, som om der var udbrudt Ildebrand, lød fra den adelige Herres Plads og æskede Stilhed. Der var imidlertid ikke Brand, der blev kun simpelthen givet et tydeligt og bestemt Forbud mod at synge den yndede Sang. Mange af de Tilstedeværende bleve selvfølgelig oprørte over et saa vældigt og saa udansk Despoti fra Præsidentens Side, ligesom det jo i Grunden var saarende for den gamle General. Det er første Gang, at vi her i Slesvig have faaet at vide, at denne Sang skal stilles i Klasse med "Schleswigholstein meerumschlungen" og ikke mere maa synges, naar en af vore Generalers Skaal bliver drukket; selv vor Minister vilde neppe nogensinde finde det anstødeligt, at Seirsmarschen toner fra Læberne, naar Seirherrens Skaal drikkes, og Mange ville vist endnu erindre, at Ministeren selv engang ved et Festmaal tid i Sønderborg har sunget med af fuldt Bryst. Saameget mere maatte det derfor overraske os, at vi skulde erholde hiin Lærdom af en dansk Kammerherres Mund. Følgen var da ogsaa, at der avledes endeel Bitterhed. Kort efter udbragte Pastor Møller fra Dalby en Skaal, der gjaldt en heldig Udryddelse af Ukrudtet, navnlig "Skarntyder" og "Nelder". Det hele ironiske Anlæg og den sine, men skarpe Maade, hvorpaa Taleren gjennemførte Ideen, blev fuldkommen forstaaet af Forsamlingen, og Bifald lod meget stærkt fra den større Deel af samme. Mod Slutningen begjærede en Forpagter fra Kongeriget Ordet, men han havde neppe reist sig og begyndt at tale, førend et Bombardement paa ham begyndte med Servietter, Brød, Peberbøsser, Flasker, Desserttallerkener osv, saa at et forfærdeligt Røre opstod derved. Det lod til, at unge adelige Herrer og deres Tilhæng fra Øerne havde Æren for denne drabelige Krigsbedrift, og en skarp Ordvexel opstod, der blandt Andet skal have havt til Følge, at der hos Overpræsidenten v. Rosen blev ført Klage over en høist upassende Opførsel af en vis Grev Bernstorff, der efter Forlydende boer i Nærheden af Tiis Sø paa Sjælland, og at denne Dagen efter maatte tilbagekalde sine ærekrænkende Yttringer og give tilfredsstillende Erklæringer. Slige Følger af en taktløs Færd fra en altfor myndig og udansk Præsidents Side ere vistnok i sig selv beklagelige, men de kunne aldrig udeblive, saalænge danske Hjerter slaae med nogen Varme. Det strenge Regimente, som man formener, at vi ere undergivne her i Slesvig, er dog endnu ikke saa strengt, at vor smukke Seirsmarsch er os forbudt; et saadant Forbud var det Hr. Kammerherre Sehested-Juul forbeholdt at give. Endelig bør endnu tilføies, at der neppe fandtes een Person ved Bordet, der vilde vedkjende sig at være en Slesvigholstener i kras Forstand, og hiint Forbud synes derfor dobbelt uforklarligt. - Efter Bordet samledes Selskabet i Haven, hvor Musiken atter lod stærkt og smukt. Flere af Byens Damer indfandt sig, og snart bragtes en munter Dands istand, der vedligeholdtes i flere Timer. Ved frivillige Sammenskud samledes omtrent 450 Rdl. til Rødding Høiskole, og Finalen var saaledes af fornøieligere Art end Slutningen af Bordglæderne.

*) Vi meddele ovenstaaende Skrivelse, der er os meddeelt fra en agtet Haand. uden nogen Forandring, idet vi betragte den som et Vidnesbyrd om de dansksindede Slesvigeres Mening! for vort eget Vedkommente kunde vi have adskillige Indvendinger at gjøre den ærede Forf. navnlig med Hensyn til hans Yttringer om Carl Moltke, hvis Fortjenester af Sprogsagen neppe ere saa overvættes store og lalfald i den sidste Tid have lidt et meget stort Skaar. Red.

(Dagbladet (København) 13. juni 1854).

Af "Flyveposten" optage vi følgende Skrivelse fra Flensborg, da Slutningen af Festmaaltidet for Landmandsforsamlingen i Flensborg ogsaa har været omtalt i dette Blad: Jeg læste i disse Dage i et kjøbenhavnsk Blad, der hører til de her forbudne, men som ved en Hændelse kom mig for Øie, en Korrespondance herfra, hvori den her afholdt Landmandsforsamling var omtalt, og hvori der anførtes, at det til sidst nær var løbet galt af, "fordi Præsidenten i Forsamlingen havde forbudt Afsyngelsen af "Den tappre Landsoldat". Det havde vistnok været rigtigst, om denne ubehagelige Omstændighed slet ikke var bleven offentlig berørt; men da dette nu dog er Skeet, anseer jeg det for Pligt at oplyse om den sande Sammenhæng, for at man ikke skal lægge Andet eller Mere deri, end hvad der virkelig er passeret. Da det iforveien var erkjendt, hvor ønskeligt det maatte være, alt der ved en Sammenkomst af den Natur, hvor man havde en gjensidig Tilnærmelse til et for Landets materielle Vel saa vigtigt Formaal for Øie, saameget som muligt maatte undgaaes alt Muligt, der kunde give Anledning til politiske Parti-Rivninger eller Konflikter mellem de forskjellige Nationaliteter eller vel rettere Sprogforskjelligheder, var der taget den Bestemmelse, at der ved det Festmaaltid, hvormed Forsamlingen sluttedes, slet ikke maatte synges. Denne Bestemmelse blev ogsaa punktlig overholdt, hvilket var saameget lettere, som Forsamlingen for allerstørstedelen bestod af besindige Mand i den modnere Alder, der mindre føle Trang til at give Glæden Luft paa den Maade. Men da der, efterat Skaalen for Hs. Maj. Kongen under almindelig Jubel var bleven drukket og den var bleven efterfulgt af flere Skaaler, ogsaa udbragtes en for General Bülow, og Musikken, hvad der jo var særdeles passende, hertil spillede Mellodien: "den tappre Landsoldat", faldt det nogle af de faa yngre Tilstedeværende ved Bordet ind at istemme Sangen. Det havde nu maaske viist en rigtigere Takt fra Præsidiets Side at ignorere denne lille Overtrædelse, der efter al Rimelighed da var hengaaet upaaagtet; men paa den anden Side var det heller ikke umuligt, at Fortsættelsen af Sangen kunde have indeholdt en Opfordring for de mindre Besindige blandt den tydske Del af Forsamlingen til at tage Repressalier, og at "Schleswig-Holstein meerumschlungen" var kommet til at afløse "Landsoldaten". Det var for at forebygge dette, at Præsidiet benyttede sig af sin Myndighed til at afbryde Sangen, og om denne Afbrydelse end hos en Del af de Tilstedeværende foranledigede en øieblikkelig Misstemning, saa kan jeg dog forsikkre, at denne snart igjen var forsvundet, og at den under alle Omstændigheder ikke gjorde noget Skaar i den almindelige Tilfredshed over det heldigt tilendebragte første Landmandsmøde mellem de forskjellige Landsdeles Beboere.

(Ribe Stifts-Tidende 15. juni 1854).

Frederik Rubeck Henrik von Bülow (1791-1858) Generalløjtnant og øverstkomanderende under udfaldet fra Fredericia under Treårskrigen (1848 - 1850).

Frederik R. H. Bülow (1791-1858) tilbød sig efter oprøret i Rendsborg i marts 1848 uopfordret til krigsminister A.F. Tscherning som leder af det kommende felttog mod slesvig-holstenerne. Han kom dog for sent, og det blev i stedet Hans Hedemann. Bülow deltog i Slaget ved Bov den 9. april 1848, Slaget ved Slesvig den 23. april 1848, Flensborg den 25. april, kampen ved Nybøl den 28. maj 1848. Marts 1849 fik Bülow kommandoen over styrkerne på Als med hvilke han slog slesvig-holstenerne ved Adsbøl, Arnbøl og Ullerup i dagene 5. og 6. april 1849. Efter general Kroghs tilbagetræden efter Slaget i Eckernførde Fjord blev Bülow udnævnt til overgeneral, og som sådan bag udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849. På grund af gigt kunne han ikke deltage i Slaget ved Isted den 25. juli 1850. Han var på landmandsforsamlingens møde stadig i København som kommanderende general. Først i 1856 trådte han ud af aktiv tjeneste.

Mere om Landmandsforsamlingen.

- - -

Flensborgs Magistrat og "Bürgerverein" have unægtelig viist Landmandsforsamlingen stor Forekommenhed, det anerkjendtes ogsaa almindelig; derimod gjør det mig ondt at maatte tilstaae, at Klagerne over Mangel paa Gjæstfrihed og Deeltagelse fra Flensborgernes Side, vare vel begrundede; de maatte støde disse Folk, naar man hørte dem fortælle, hvorledes Aarhuus, Randers og Odenses Befolkning havde viist sig under de derværende Landmandsmoder. Sammenlignet med disse antog Flensborgernes Opførsel næsten Charakteren af Uvenlighed og er destoværre nok af Mange bleven optaget som saadan. Jeg har bidraget Mit til at oplyse om den egenlige Grund til Befolkningens lunkne Adfærd, hvor dette Thema kom paa Bane i de mindre Kredse, men det er vel kun de Færreste, hvem disse Oplysninger ere komne tilgode. Flensborgs loyale Kræmmerfolk ere eengang for alle utilgængelige for alt Andet end deres egen Fordeel, og det godtgjorde de glimrende, medens Forsamlingen stod paa. Formuende og velstaaende Folk, som man skulde have tiltroet mere Følelse for det Passende, bluedes ei ved at udleie deres Sengesteder for den preussiske Daler, Comiteen tilbød pr. Nat, og jeg har hørt Folk, som boede paa saadanne Steder, forsikkre, at de i den Tid, de logerede der, neppe havde seet Noget til deres Vært, langt mindre havt Opfordring til at besøge Familien. Man hørte ei sjelden En eller Anden gjære sig lystig over den Hovedrolle, den personlige Fordeel spillede hos Borgeren, og jeg for mit Vedkommende tvivler ei om, at mangt et Optrækkeri er gaaet i Svang, som den Paagjældende burde blues ved. Der gaves som altid naturligviis hæderlige Undtagelser, men Almeen indtrykket var det uheldigere. Denne Mangel paa Gjæstfrihed fremkaldte paa den anden Side et stærkt Sammenhold mellem Deeltagerne, og Forsamlingens Locale var livlig besøgt fra den tidlige Morgen til seent ud paa Natten.

(Dagbladet (København) 16. juni 1854).

I Forbindelse med hvad vi tidligere have mældt ang. Landmandsforsamlingen i Flensborg maa vi endnu optage følgende af "Kold. Av." Hvad der først frembragte hin uhyggelige Stemning ved Festmaaltidet i Borgerforeningens Lokale, der tilsidst nær havde udartet til Haandgribeligheder, var uomtvistelig Formandens Klokke og den myndige Tone, hvormed han irettesatte Forsamlingen, fordi den, efterat General Bülows skaal var drukken og Musikken havde intoneret "den tappre Landsoldat", uvilkaarligen istemte denne vor Seierssang. Man sang; men uhyggelig Mumlen ledsaget af Hyssen lød gjennem Salen. Pastor Møller fra Dalby reiste sig og interpellerede Formanden "om det blot var denne Sang, der forbødes, eller om enhver Sang var forbudt?" Formanden svarede: at han haabede, Forsamlingen ville respektere hans Værdighed, og at han i Kraft af denne forbød al Sang." En stærk Hyssen lod sig atter høre, dog bøiede man sig under Formandens souveræne Myndighed. Da Formandens Skaal senere blev drukken, blev en stor Del af Forsamlingen siddende og en vedvarende stærk Hyssen lod sig atter høre. Pastor Møller fra Dalby udbragte senere en Skaal "for Enhver, der i sin Stilling sørgede for at ødelægge Ukrudsplanterne og fremelske den rene Sæd i de deilige slesvigske Marker." Denne Skaal gav Anledning til, at en sjællandsk Greve fornærmede Pastor Møller i den Grad, at denne næste Dag indstævnede Greven for Byens Overpræsident og skal bemeldte Greve af den nedsatte Gjæsteret være dømt til, - at gjøre Præsten Afbigt. Da Musikken senere spillede "Danmark deiligst Vang og Vænge", begyndte Forsamlingen atter at synge; Formanden ringede og ringede atter, men kunne i længere Tid ikke skaffe sig Ordlyd; endeligen respekterede man hans Klokke og hans Stentorstemme; han fik Ordet og gav det til Professor Jørgensen. Professoren søgte meget klogt at udjevne de opstaaede Disharmonier og proponerede en Skaal, som han vidste vi Alle vilde drikke, næmlig "for Damerne". Nu reiste Formanden sig og hævede Taffelet. Hr. Hvidt, Forpagter fra Sjælland, steg op paa en Stol og fortalte, "hvorledes Formanden 3 Gange havde nægtet ham Ordet, men at han nu, da Formanden havde hævet Taffelet og Ævret saaledes var opgivet, vilde tage sig den Frihed at udbringe den Skaal, han tidligere havde ønsket, nemlig en Skaal for Friheden." Mere fik Hr. Hvidt ikke sagt; thi der reiste sig saadan Tummel fra de i Salen, i stort Antal tilstedeværende Aristokrater, de trængte sig om Taleren og overdængede ham først med en Regn af Servietter, derpaa med Frugt, Brød, fulde og tomme Champagneglas og andet Kasteskyts, saa han, uagtet han vedvarende prøvede paa det, ikke kunde komme til Orde. Hr. Hvidt stod uforfærdet op til Væggen, medens hine Projektiler i Snesevis sigtedes efter hans Hoved. Endeligen banede nogle af hans Venner sig Vej til ham, løftede ham op paa deres Skuldre og bare ham under Hurraraab ind i den tilstødende Havesal. I Haven fik vi, der følte os krænkede ved det Passerede, senere Musikken til at spille "den Tappre" ; her vare vi udenfor Grændserne af Formandens Magt; her yttrede hans Klokke ikke sin lammende Indflydelse; her blev "den Tappre" sjungen med Fynd og Klem af en Mængde kraftige Stemmer.

(Ribe Stifts-Tidende 17. juni 1854).

Af artiklerne i Dagbladet m. fl. kan udledes at disse avisers opfattelse af en forsoning af de forskellige befolkningsgrupper i Slesvig-Holsten gik ud på at de slagne skulle anerkende den danske regerings synspunkt og handlemåder, hvorimod der ikke fra dansk side skulle gives nogen anerkendelse af slesvig-holstenske synspunkter.

Breve om Landmandsforsamlingen (fra Mellemslesvig). III. Torsdag Eftermiddag fandt det store Festmaaltid Sted, hvori den større Halvdeel af Forsamlingen deeltog, og som begyndte under de heldigste Auspicier, idet Stemningen øiensynlig var fortræffelig og lovede megen Munterhed og Gemytlighed, men ak! Disse Forventninger skulde snart tilintetgjøres. Præsidenten, hvis Optræden idetmindste hos os Slesvigere hidtil kun havde fremkaldt et godt Indtryk, gjorde pludselig et uheldigt, utidigt Brug af sin Myndighed, den politiske Brand blev kastet ind i Forsamlingen, og denne tabte i dette Øieblik den Ligevægt, den saa mønsterværdig havde vidst at vedligeholde, for ei senere at gjenvinde den. Det er mig uforstaaeligt, hvorledes Kammerherre Sehested Juul efter de Begreber, man tidligere havde faaet om ham, kunde misforstaa sin Stilling ved Bordet i den Grad, at han tænkte sig den her som ved Forhandlingerne. De veed formodenlig alt, at Kammerherren forbød Afsyngningen af "Den tappre Landsoldat"; at det lykkedes ham, skylder han kun en Overraskelse. Han ringede, man troer at den brave General Bülow vil takke for den for ham udbragte Skaal, Sangen forstummer, men istedetfor Generalen rejser Kammerherren sig og forbyder Afsyngningen. Almindelig Forbavselse, Brigademusiken parerer Ordre, og istedetfor at man skulde begynde, hvor man slap, hersker den kompletteste Forvirring i Forsamlingen. Det skal endog have været ligeved, at endeel Nordslesvigere vilde have forladt Salen, dog lykkedes det at bevæge dem til at afstaae derfra. Det varede ei længe, for man underhaanden underrettedes om, at Meningen med Forbudet kun var, at der aldeles ikke maatte synges ved Bordet; men denne Mening forekom saa unaturlig, at den ingen Tiltro vandt. Et Forsøg paa at gjøre den gjældende gjorde Præsidenten vel senere ved at ville forhindre Afsyngningen af "Danmark deiligst Vang og Vænge" som Brigademusiken intonerede, men denne Gang lod Forsamlingen sig ei bringe ud af Fatning ved Præsidentens Klokke, men sang til Enden, rigtignok under bestandig obligat Hyssen af en stor Deel unge Aristokrater, hvis Laugsaand formodentlig indgav dem at understøtte deres Oldermand. Det var det første Øieblik siden Forsamlingens Begyndelse, at vi mærkede, der var talrige Adelsmænd mellem os. Vi havde just tidligere mellem os selv indbyrdes omtalt, hvor paafaldende lidt man havde mærket til Standsforskjel, idet Grever, Baroner, Forpagtere og Bønder færdedes indbyrdes, uden at den Ene spurgte, hvem den Anden var. Hvor forskjelligt fra Væddeløbsmøderne paa Augustenborg, hvor hele Aristokratiet mødte saa opblæst og indbildsk som vel mulig. Men ganske skulde vi ei slippe; vi fik en lille Lektion i, hvad der er god Tone, blandt Andet at der ikke maa synges ved et stort Middagsmaaltid, og nu vi danske Slesvigere, som aldrig komme sammen, uden at den ene fædrelandske Sang afløser den anden, hvad skulde vi troe? - Noget ukjendt, som jeg var, med de nærmere Omstændigheder, var der et Moment, hvor min Forstand virkelig stod stille. Ligeoverfor mig sad saaledes en opløben Dreng, som gjorde de voldsomste Anstrengelser for at hysse under Afsyngningen af ovennævnte Fædrelandssang, og det kostede mig Anstrengelse at holde mig fra at lære ham, hvad vi kalde god Tone. Jeg henvendte mig til min Nabo, en dansk Landmand fra Kongeriget. "Hvem er den unge Fløs, med Respekt at sige?" spurgte jeg. "Tys!" svarede han, "det er Grev den og den!" - "Men" spurgte jeg atter, "ere vi her forsamlede "gode danske Mænd eller ikke ?" - "Ja, Høistærede," svarede min Nabo, "dansksindede ere vi Alle, men Enhver paa sin Viis; De er øiensynlig ikke fortrolig med Forholdene. De maa vide, at her er en god Mængde Aristokrater og større Grundejere, brave Mænd, uden hvis Penge landmandsforsamlingen havde havt et sailigere Udseende end dens nuværende, men de have nu deres egne Manerer. Ere de samlede i større Antal, træder deres lyst til at herske frem." "Og," faldt jeg ind, "so wie de Olen sungen, so pipen och de Jungen." - "Ja ganske rigtig," svarede min velvillige Nabo. - Det er dog en prægtig Ting ved en saadan Forsamling, at man ei alene lærer Meget i der bestemte Fag, til hvis Fremme man kommer sammen, men ogsaa faaer sine Forestillinger klarede og berigtigede om mangehaande Forhold, som ikke vedkomme Sagen. Jeg vil haabe, at der gjensidig er vundet Endeel, især for vore Brødre fra Kongeriget, hvis tykke Uvidenhed om vore indre Forhold adskillige Gange har forbavset os i høieste Grad.

Da Stemningen blev fordærvet saa godt som fra Begyndelsen var det naturligt, at dette indvirkede ufordeelagtig paa Skaaler og Taler. Skaalerne vare næsten udelukkende personlige, ofte udbragte for en eller anden Tilstedeværende, og havde kun Betydning, forsaavidt de bleve optagne med mere eller mindre stærk Akklamation af Forsamlingen. Blandt dem, som bleve optagne med megen Jubel, staaer selvfølgelig Hs. Majestæt Kongens øverst, dernæst General Bülows; Vicepræsidenten Ladiges, som takkede med de Ord: "Auf ein herzliches, unverkümmertes Wiedersehen in Aalborg"; Grev Holstein-Holsteinborgs; Hospitalsforstander Peter Jordts, hvis utrættelige Virksomhed har vundet almindelig Anerkjendelse; Professor Forchhammers; Flensborg Magistrats og flere Andres, som jeg ikke mindes. En Pastor Møller fra Fyen udbragte den eneste Skaal, som udmærkede sig ved at indeholde Mere end det Alleralmindeligste. I Betragtning af Forsamlingens egenlige Øiemed tog han Anledning til paa en sindrig allegorisk Maade at udvikle sig over deres Fortjenester, "som ryddede Ukrudtet og saaede den gode Sæd". Den Skaal var Vand paa vor Mølle, den blev ogsaa drukket under stormende Jubel. En Slags Interpellation, han i sin Indledning skjæmteviis henvendte til Præsidenten, for at faae at vide, om Sangforbudet gjaldt "Den tappre landsoldat" eller Syngen i Almindelighed, blev af en ung Adelsmand optaget som en Fornærmelse mod Præsidenten (atter Laugsaanden), hvorfor han fandt sig foranlediget til at fornærme Pastoren saa grovelig, at han senere i Comiteens Overværede maatte bede ham om Forladelse. Præsidentens Skaal blev drukket, men ikke uden at betydelig Hyssen blandede sig deri. Han selv udbragte i en forunderlig halvynkelig grædende Tone "vort Fædrelands" Skaal; det var, som om han var bange for at udbringe "Danmarks"; han troede maaskee, at Saadant ikke passer sig i Slesvig. Da jeg ikke fandt synderlig Behag i den Stemning, som udviklede sig henimod Maaltidets Ende, forlod jeg det" og blev heldigviis ei Vidne til de Rivninger, som fandt Sted senere. Det kan maaskee tjene til Undskyldning, at der var drukket tæt, at Gemytterne vare ophidsede, og at man altsaa nok kunde vente sig et eller andet Sammenstød. En lille Biomstændighed ved Episoden om "Den tappre landsoldat" maa jeg dog fortælle Dem. Jeg erfarede den først senere af en Flensborger. Melodien er General Bülows Yndlingsmelodi; hver Aften, Tappenstregen gaaer udenfor hans Bolig, maa Brigademusiken spille den. Derfor fandt Musiken det formodenlig passende at spille den, efterat hans Skaal var drukket. "Hvilke FøIelser mon der er opstaaet hos den gamle brave Soldat, da han hørte Forbudet udgaae fra Præsidenten, paa hvis høire Side han sad?

(Dagbladet 19. juni 1854. Uddrag)

Angaaende "Flyvepostens" i denne Avis Nr. 91 optagne Beretning om Landmandsforsamlingens Festmaaltid bemærker "Dagbl." af 15. Juni: Det er muligt, at Kammerherren ikke har ment det saa slemt og at han kan anføre adskillige Ting til sit Forsvar, men han har ialfald været særdeles uheldig ved at faae "Flyveposten" til Defensor, eftersom ikke et eneste af dens Argumenter duer det Allerringeste. Om der var taget den Bestemmelse, at der slet ikke maatte synges, om "Forsamlingen for allerstørste Delen bestod af besindige Mand i den modnere Alder, der mindre føle Trang til at give Glæden Luft paa den Maade", om det var "yngre Tilstedeværende", der istemte Sangen, osv., er aabenbart aldeles ligegyldigt og irrelevant; men foruden disse betydningsløse Argumenter opstiller "Flyveposten" ogsaa et, der er saa uforskammet, at det bedst viser Nødvendigheden af at drage Sagen frem og ikke fortie "denne ubehagelige Omstændighed". Det meget agtede Blad insinuerer næmlig, at Afsyngelsen af den danske Krigssang kunde have ledet til Repressalier af de mindre Besindige blandt den tydske Del af Forsamlingen, og at "Schleswigholstein meerumschlungen" var kommen til at afløse "Landsoldaten". Det skal altsaa være en Grund for Præsidenten til efter den for Sejrherren ved Fredericia udbragte Skaal at forbyde at stemme i med Musiken! Naar de Danske faaer Lov til at synge deres Seirssang, under hvilken de danske Soldater have kæmpet for Kongens Krone, saa skulle Tydskerne have Ret til at synge deres Oprørsvise! Det er den praktiske Fortolkning af den ministerielle Lære om "Separatisterne", de eiderdanske og de slesvigholstenske Separatister! -  Da den i Angel høistkommanderende danske Officer forbød sine Soldater at synge "Dengang jeg drog afsted", for ikke at irritere de oprørske Rester, saae man deri det første Tegn paa Sindssvaghed, men nu, i 1854, er det et skjønt Træk af Forsonlighed, naar en dansk Adelsmand tiltager sig Myndighed til er saadant Forbud.

Angaaende Landmandsforsamlingens Exkursion til Steenbjerghav beretter "Kold. Av." Vi kjørte fra Flensborg om Form. Kl. 10 (for største Delen paa leiede Vogne, da Komiteens Opfordring, at stille Vogne til Landmændenes Disposition paa den bemældte Kjøretour, kun havde bragt 7-8 Vogne tilveie, hvoraf et Par vare fra Adelbye Sogn) og ankom forfærdelig tilstøvede omtrent Kl. 2 tiI vort foreløbige Bestemmelsessted. Underveis stege vi af Vognene og bestege Angelns høieste Punkt "Skjærsbjerg" hvorfra vi nøde en fortryllende Udsigt over hele Landskabet, Als, Ærø osv. Ved Steenbjerghav var opreist en Æresport for os, prydet med 2 Dannebrogsflag, over Porten var anbragt et underligt Maleri, hvis Betydning jeg ikke rigtig kunde udgranske, det var malet med meget mistænkelige Farver, og tilstedeværende dansksindede Angelboer erindrede, at det 1848 havde været anbragt over en Æreport for de indmarscherede Preussere; Blomsterne i Porten vare meget sindrigt ordnede, saa de dannede hin bekjendte Trikolor, som vi Danske ikke kunne fordrage. De Angler Godseiere gave her i et stort Telt Landmændene en splendid Frokost og lode os komplimentere af deres Distriktsdeputerede, Baron Hope til Gelting; tilstæde var Etatsraad Hageman til Ohrfelde; de øvrige Herrer Godseiere have formodentlig fundet det under deres Værdighed at samles med os Danske. Her holdt vor forhenværende Formand 3 tydske Taler og ingen danske; en Herremand fra Jylland talte ligeledes noget gebrokkent Tydsk, saa vi næsten troede, at Dansken havde glemt sit Modersmaal. Vi Danske fandt os rigtignok ubehageligt berørte ved, at vor Konges Skaal blev udbragt paa tydsk af en Dansk, vi fandt endvidere, at det var en blodig Ironi, en Slags Haan mod Regeringens Foranstaltninger med Hensyn til det danske Sprogs Indførelse som Kirke- og Skolesprog i Angeln, naar en dansk Mand traadte op og paa tydsk udbragte Angelboernes Skaal. Var det maaske af Høflighed mod de tilstædeværende Tydske. I saa Fald var det i Sandhed en overdreven Høflighed; thi der fandtes vist Ingen flere i Forsamlingen, der ikke tale dansk, end Baron Hope til Gelting. Nu traadte Laur. Skau op og udbragte en Skaal for Carl Moltke; saaledes som denne Skaal blev indledet og udbragt, drak jeg den gjerne, og jeg kan ikke give "Dagbladet" Ret, naar det paastaaer: "at Skaus Skaal var meget uheldig. Skau yttrede, "at naar han her i Ordets egentlige Forstand kunde staa paa dansk Bund og Grund og tale Landets Sprog, da var det ene fordi, at Ministeren med Kraft og Konsekventse havde udført de tagne Beslutninger og gjenindsat det danske Sprog i sine naturlige Rettigheder her i Angeln, i Rettigheder, som det havde mistet for Aarhundreder siden, derfor fandt han det meget passende, at danske Mand her paa dette Sted drak den slesvigske Ministers Skaal." Propritær Pind fra Thestrup tillod sig med Hensyn til den Skaal, der var drukken for Angelboerne, at gjøre Forsamlingen opmærksom paa, under hvilken Forudsætning, han havde truffet denne Skaal, næmlig for dem der kom os imøde med Glæde, der broderligen havde rakt os Haanden, de loyale, deres Konge tro hengivne Angelboeres Skaal, og de, der havde tænkt som han, opfordrede han til at drikke nok en Gang paa Angelboernes Vel. Den Dansksindede Etatsraad Hagemans Skaal blev modtaget med stor Enthusiasme. En Del Vogne fra Angeln, vel nærmest tilhørende Godseierne, kjørte nu frem: og vi satte os op; vi skulde gjøre en Tour forbi Ohrfeldt til Geliing. Paa Gelting opholdt vi os en Timestid; vi bleve meget forekommende modtagne af Baronen og beværtede med Kaffe. Ved Ohrfeldt var oprist en smuk Æresport, smykket med Dannebrogsfaner; af og til vaiede desuden Dannebroge fra en Gaard eller Hus ved Veien; hos vor meget ærede Vært, Baronen til Gelting, kunde vi imidlertid uagtet al vor Forsken ikke opdage Dannebroge, hvad unegtelig for os var et stort Savn. I en Kro, jeg troer den hedder Steerup, traf vi atter vore Flensborger Vogne; Kudskene havde i Steenbjerghav gjort sig opsætsige mod Gensdarmerne, havde faael Bank og havde senere hen Kroen slaaet Sorgerne bort ved Flasken, saa at vi forefandt dem i en mere eller mindre pertaliseret Tilstand. Vi satte os nu paa Vognene og naaede, efter at vi Dagens Løb havde kjørt cirka 12 Miile igjennem det smukke og frugtbare Angeln, atter Fiensborg noget over Midnat.

(Ribe Stifts-Tidende 20. juni 1854).

Landmandsforsamlingen i Flensborg 1854.

Der havde hersket en saa fortræffelig Stemning under Sammenkomsterne, som det var muligt at  ønske; der var ikke nogen Stæben efter ikke at indblande Politik her, hvor den saa lidt som nogetsteds hørte hjemme, det faldt saa naturligt, ethvert Medlems Tanke var beskjæftiget med  den Sag, hvorfor man var kommen sammen; den samme Enighed og gode Tone yttrede sig ogsaa ved Maaltidet, indtil der indtraf en Tilfæl­dighed, som tildeels gjorde Skaar heri; det  er Anm. fulde urokkelige Overbeviisning, at det var den allerstørste Deel af Forsamlingens Ønske,  ligesom det dengang var deres Tro, at denne Begivenhed ikke var bleven omtalt, men da den  nu en­gang er bragt frem for Offenligheden, kommenteret af offent­lige Blade med usandfærdige og forvanskede Referater og Tilsætninger, og man i disse Blade har søgt at ville tillægge den en Betydning, som den ingenlunde fortjener, skal Anm. ikke afholde sig fra at udtale sig noget  nærmere herover, uden dog her at ville indlade sig paa en detailleret Imødegaaen af Bladartiklerne, hvilket han fremdeles anseer for at være unødvendigt. Da General Bülows Skaal  var udbragt og modtaget med levende Begejstring af Forsamlingen, spillede Brigade  Musikken Melodien til "den tappre Landsoldat;"  efterat have hørt en Tid herpaa, som paa de andre Melodier der vare blevne spillede, begyndte nogle af de Tilstedeværende at synge; Formanden fandt dette mindre passende og anmodede derfor om at afholde sig fra Sang ved Bordet. Dette blev optaget, siger man, af Nogle i den Mening, at Formanden nedlagde Forbud mod denne bestemte Sang, og denne Opfattelse fandt sit Ud­tryk i, at et Medlem begjærede Ordet, for at forlange Oplys­ning af Formanden i saa Henseende; hans Begjæring blev besvaret  derhen, at der ingen Anledning var  til Sang, eftersom ingen trykt Sang var omdeelt, at det ikke var stemmende med Bordskik, at enkelte Bordgjæster synge, og at hans Opfordring til at afholde  sig fra Sang naturligviis gjaldt Sang over­hovedet. Dette er Begivenheden i sin hele Omfang; den  var vist neppe bleven omtalt paa selve Stedet, hvis ikke selv en saa ubetydelig Sag paa en Jordbund, der er saa fængelig for politisk Stof, som den derværende, kunde foranledige Rivninger. Af denne Grund maa Anm. ansee det uheldigt at sligt skete, thi endskjøndt han i alle Maader maatte være enig med Formanden i, at det ikke er stemmende med god Orden, at Enkelte ved et Bord istemme en regelløs Sang efter en Melodi, som Musiken spiller, havde det dog maaskee været heldigere, om en Undtagelse her havde fundet Sted, da Sangen blev fremkaldt af Forsamlingens Stemning for den hæderlige Veteran, hvis Navn er knyttet saa nær til  Fædrelandets Ære; den samme Melodi hørtes mange Gange om Aftenen paa det selvsamme Sted og Flensborgs Damer dandsede med mange af Forsam­lingens Medlemmer efter den i den  bedste Forstaaelse; at For­mandens Opfordring skulde være et Forbud mod at afsynge den til Melodien svarende Sang det  er en saa latterlig Paastand, at der hører en i Partilidenskaber hildet Tankegang til at udfinde og fremsætte den. De øvrige smaa Rivninger, som visse Blade ogsaa have gjort sig Umage for at fremdrage, skal Anm. aldeles forbigaae, væsenligst fordi de ikke støde i nogensomhelst Forbindelse med selve Forsamlingen, og foregik, efterat Bordet var hævet, deels fordi de vare saa ubetydelige, at de forekomme ved mange Lejligheder, hvor langt færre Mennesker ere samlede. Det der har indigneret Anm. meest ved de forvanskede og usandfærdige Fremstillinger af Festmaaltidet, er det blinde Parti­had, hvormed Bladene uden Spor af Grund have kastet sig over Forsamlingens hæderlige Formand ved at ville beskylde ham for Partiskhed og Mangel paa Fædrelandssind —  for ikke at bruge et værre Udtryk  —  thi Enhver der har havt mindste Leilighed til at kjende Kammerherre Sehested-Juel skal og maa i ham erkjende en brav Patriot og en ærlig dansk Mand, med en saa stor Kjærlighed til Fædrelandet, som man med Rette kan tillægge nogen Anden i Forsamlingen. Det er virkelig høist comisk, hvis det ikke i anden Hen­seende var beklageligt, naar Partilidenskaben i vort lille Land, viser sig saa grel, at den vil have seet en Spaltning imellem Adelige og Borgerlige i den Stemning, som fandt Sted ved Forsamlingen i Flensborg, thi er der noget som ret er characteristisk for de danske  Landforsamlinger, saaledes som Anm. hidtil har lært dem at kjende, da er det, og det skal staae fast, netop den Sammensmelten, der finder Sted af de større og mindre Landbrugere med de forskjelligste Navne, og der skal sandelig meer end et mistænkeligt  Øie til at opdage Classeforskjel i Medlemmernes indbyrdes Samliv. Det  er sørgeligt og i høi Grad beklageligt at see den Partiskhed, hvormed Blade, der i andre Henseender ere respektable, og hvis Fortjeneste det allersidst skal falde Anm. ind at benægte, istedetfor ved de gode Kræfter, af hvilke de ledes, at stræbe efter at styrke de hos os i denne Retning vistnok heldigere end de allerfleste andre Steder udviklede Samfundsforhold, som det endog synes med Velbehag, søge at bringe en Spalt­ning ind i Forhold, der hidtil ikke have ladet meget tilbage at ønske, og som efter  Anm. inderlige og begrundede Overbevisning, heller ikke ville lide ved eller  lade sig rokke af  eensidige partiske Correspondentartikler eller forvanskede Blad-Anmeldelser.

(Tidsskrift for Landoekonomi. 1854, side 243-251. Uddrag).

I ugerne efter begivenheden opstod i flere aviser rygtet om at kongen havde forlangt en undersøgelse af godsejer og adelsmand Sehested Juel til Ravnholt, der var med i det dansk-tyske rigsråd. Dette har ikke været muligt at bekræfte. 

- Man vil erindre, at "B. T." berettede, at Hr. kammerherre og "tillige Ritmester a la suite i Armeen uden at henhøre til dens Detail" Sehested-Juel, der som Præsident ved Landmandsforsamlingen i Flensborg havde forudt Afsyngningen af "den tapre Landsoldat", paa Hs. Maj. Kongens Ordre skulde afsættes Forklaring herover, eller med andre Ord: Kongen vilde have oplysning om dette "taktløse" Forhold. "Fdl." opfordrer nu "B. T." til at meddele Enden paa Historien, og om Sehested-Juel har gjort antagelig Undskyldning og afbigt for sin ubesindige Adfærd.

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 16. september 1854).

Skønt  Sehestedt-Juel således forsøgte at forhindre afsyngelsen af enhver sang, ikke kun "Den tapre landssoldat", vedblev fortællingen om at han havde forbudt lige præcis denne sang på en udansk måde at florere i aviser gennem resten af 1854. Og den bliver fx overleveret i Dansk biografisk Leksikon: "hvor han ved festmåltidet af hensyn til tyskerne forbød at spille Den tapre Landsoldat" og "hvor hans forbud mod at spille Den tapre Landsoldat vakte opsigt." uden at dette sættes i kontekst.

Dom om Næringsfrihed. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Svendborg Politirets Dom af 16de Aug. 1852 var Commissionair E. W. van der Hude for "uberettiget Næringsbrug" dømt til at bøde 10 Rd., hvoraf Klageren, Mægler Schytt, tjente de 5 Rd. og Svendborg Kæmnerkasse fik den anden Halvdeel, hvorimod v. d. Hude ved Overrettens Dom af 2den Mai 1853 - altsaa omtrent ni Maaneder derefter - frifandtes for Citantens Tiltale. Høiesteret har nu i Torsdags - altsaa atter efter et Aars Forløb - stadfæstet denne Dom og ophævet Processens Omkostninger for alle Retter samt idømt Hr. Schytt til Justitskassen de 5 Rd., han saa flot havde vundet ved Byretten. Saadanne Sager, der ikke saa sjeident fremkomme, give et bedrøveligt Indblik i vor bedrøvelige Næringsinstitution, den smaalige Brødnid og Retsforfølgning den avler, og den Beskjæftigelse den saa tid- og pengespildende giver den offentlige Retspleie. I 2 Aar have nu 3 Retter, alle Rigets Instantser, maattet prøve og dømme i en saadan Lapperisag fordi en Mægler og Commissionair stredes om, ikke hvem der skulde have en Courtage, men hvem der turde tjene den. Og alle saadanne af Næringsforfølgelse udrundne Sager synes i de senere Aar snarere at tiltage, end aftage, formodentlig fordi Grundloven som et Skræmmebillede for alle Flittige tilsiger større Næringsfrihed. Forfølgelsesaanden vil derfor heller ikke finde Hvile, før Grundlovens Løfte opfyldeses og derved sætter en Grændse for Lovtrækkeriet i den hele elastiske Næringslovgivnings Udøvelse og Fortolkning og giver den friere Næring et større Raaderum. Men det første Skridt hertil maatte da ogsaa være, at have alle Laugs- og besværende Baand i Handelen og imellem de handlende Individer indbyrdes. Skal et Lands Handel blomstre og høste saavel Fordel som Anseelse, maa den være fri for Alt, hvad der endnu har Fornemmelsen og hele Trykket af Laugstvang og Laugsbegrændsning i sig, og saa længe ikke de Handlende selv virke til at faae den forskrumpede gamle Skorpe aflagl og det Aag afkastet, Handelen saaledes slæber om med sig, vil den ogsaa blive holdt nede i hver Bestræbelse for at skabe sig selv og Landet, sine private og de offentlige Kræfter, en større Udvikling.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. maj 1854)

Mordet i Store Kannikestræde 3. (Efterskrift til Politivennnen).

Kjøbenhavn d. 6. Febr,

- (B. T.) I Torsdags Formiddag blev Liigbærer Hans Petersen, boende i store Kannikestræde, myrdet af en tidligere afstraffet Person, som efter i Løverdags at være paagrebet, tilstod sin Brøde. Motivet til Forbrydelsen var at sætte sig i Besiddelse af nogle Penge og Klædningsstykker.

(Dannevirke 8. februar 1854).

"Flyvp." giver en nærmere detailleret Beskrivelse om Mordet i Kannikestræde, saalydende: I Torsdags Aftes fandtes Liigbærer Hans Petersen, boende i store Kannikestræde 29, 2den Sal, med overskaaren Hals i sin Seng; ved Siden af Sengen stod en brændende Lampe, og Stuen var formelig udplyndret. Mistanken for denne afskyelige Misgjerning faldt paa en forhenværende Skorsteensfeierlærling fra Kjøge, hvem den myrdede Petersens Datter kun kjendte under Navnet Hans, og med hvem Petersen skal have stiftet Bekjendtskab paa et Værtshuus. Ved en af Politiet hurtigt foranstaltet Eftersøgelse lykkedes det i Løverdags at paagribe Personen, som samme Aften bekjendte, at han havde myrdet Petersen, men at det var skeet i Forening med tre andre Personer. Denne Tilstaaelse skal han imidlertid i Søndags have tilbagekaldt og erklæret, at han alene var Morderen. Resultatet af hans Tilstaaelse skal i det Væsentlige være Følgende: da han i Torsdags Middags befandt sig alene med Petersen, hvis Datter var fraværende, besluttede han at udføre den Tanke, han i nogen Tid havde gaaet om med, at myrde ham og bemægtige sig hans Eiendele. Med en Barberkniv tilføiede han Petersen et Snit bag i Nakken, og da denne styrtede om i Sengen, fuldendte han Mordet ved at overskjære Struben paa ham. Han gav sig nu til at plyndre Stuen, og da han ikke paa een Gang kunde faae Alt med sig, gik Forbryderen i sin afskyelige Frækhed saavidt, at han tre Gange vendte tilbage for at slæbe Resten bort. Den sidste Gang var det blevet mørkt, og han tændte derfor en Lampe, for desto bedre at udføre sit Ran. At han skulde have havt isinde at sætte Ild paa Sengen for at dølge Misgjerningen, har han benegtet. Alt hvad han høstede ved sin gruelige Gjerning, skal være vurderet til - 36 Rbd.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 14. februar 1854).

- I Tirsdags stadfæstede Høiesteret den af Kjøbenhavns Criminalret den 27de Mai afsagte Dom i Justitssagen imod Skorsteensfeierlærling Hans Peter Vilhelm Nielsen, som den 2den Februar d. A. myrdede Liigbærer og Leietjener Hans Petersen på dennes Bopæl i Store Kannikestræde. Ved Dommen er Arrestanten dømt til at have sit Liv forbrudt og at lægges paa Steile og Hjul.

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 12. august 1854).

(Kjøbenhavn, den 29de August.) Imorges Kl. 7½ henrettedes paa Amager Skorsteensfeierlærling Olsen, som myrdede Liigbærer Petersen i St. Kannikestræde. Forbryderen, som omringet af Vægtere gik fra Byen derud, skal have seet meget bleg ud og endnu paa det Sidste spurgt, om der var Haab om Benaadning. En overordentlig stor Menneskemasse havde samlet sig om dette blodige Skuespil, der forøvrigt skal være foregaaet med stor Hurtighed og Sikkerhed. Tilskuerne skulle ikke blot have været den fattigere Deel af Befolkningen. Som Exempel paa, hvad Literatur denne ynder, fortjener at anføres, at en lille Udgave af Criminalprocessen, besørget af Criminal- og Politiretsfuldm. Søndergaard, har været solgt i henved 6000 Exemplarer. Mordet hører forøvrigt til de raaeste og frækkeste, der kunde tænkes, og da Forbryderen hverken har viist sig som exalteret eller stupid, er Dødsstraffen her udentvivl velfortjent. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. august 1854).

Store Kannikestræde 3 er den midterste af de tre bygninger til højre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hans Peter Vilhelm Nielsen, 

     Skorsteensfeierlærling, 
Liigbærer og Leietjener Hans Petersens Morder.
              (Meddeelt efter Acterne.) 

Efter at have tilbragt Dagen hos Familien G., hos hvem hun havde Beskjæftigelse ved Syning, gik Jomfru Kirstine Petersen, Liigbærer og Leietjener Hans Petersens 19aarige Datter, Torsdagen d. 2den Febr. 1854, om Aftenen Kl. 10½, hjem til sin Fader, der tilligemed hende beboede et Værelse paa anden Sal til Gaarden i Huset Nr. 29 i store Kannikestræde i Kjøbenhavn. Hun var forbleven noget længere end sædvanligt hos G., paa Grund af at de skulde paa Maskerade i Casino, hvortil hun havde været dem behjælpelig med at træffe Forberedelserne. Døren til Faderens Værelse fandt hun aflaaset, og, da der ikke blev lukket op, efter at hun gjentagne Gange havde banket paa, begav hun sig ned til den i Kjelderen til Stedet Nr. 28 i samme Gade boende Værtshuusholder Niels Andersen, for at hente Nøglen til Værelset, hvilken Den, som gik sidst ud, Faderen eller Datteren, altid pleiede at bringe derned, for at den der kunde hentes af Den, som først kom hjem. Jomfru Petersen, som, efter at have lavet Kaffe til sin Fader, havde forladt Hjemmet om Morgenen lidt før Klokken 9, ventede saaledes at forefinde Nøglen hos Andersen; men denne erklærede, at han ingen Nøgle havde modtaget af Faderen, hvem han antog maatte være hjemme, hvorfor han raadede Datteren til atter at banke paa. Da dette ogsaa viste sig at være forgjæves, blev hun staaende i Gangen udenfor, indtil hun hørte Een at komme op ad Trappen, hvem hun, da han nærmede sig hende, der i Mørkningen ikke kunde gjenkjende Personen, spurgte, om det var Fader, men fik et benægtende Svar. Det var Skræddermester Rasmussen, som havde sit Værelse ligeoverfor Petersens, og, skjøndt han, med Undtagelse af et Par Timers Tid efter Klokken 9 om Formiddagen, var hjemme til om Aftenen, havde han, hvis Værelse kun ved en smal Gang var adskilt fra Petersens, end ikke hørt dennes Dør aabnet eller lukket. Han opfordrede Jomfru Petersen til at forhøre om Faderen hos Værtshuusholder Andersen, og, da hun dertil svarede, at hun alt forgjæves havde været der, leverede han hende Gadedørsnøglen, for at hun paany kunde forhøre hos Andersen. Denne havde endnu Intet erfaret, og forblev Jomfru Petersen derefter paa Husets Trappegang indtil om Morgenen, da hun, efter at have gaaet en Spadseretour, for at blive varm, igjen indfandt sig hos Andersen, nød en Kop Kaffe, og derefter begav sig til sit Arbeide hos G., idet hun yttrede til Andersen, der fandt det underligt, at hun ikke havde truffet fin Fader, at han formodentlig havde været i Casino, og at han havde fortjent dygtige Skjænd herfor.

Værtshuusholder Niels Andersen havde kjendt Liigbærer Petersen fra tidligere Tider, navnlig fra den Tid, de begge conditionerede her i Staden, og, siden Petersen i December Maaned 1853 fraskiftede en Portnertjeneste og kom til at boe i Kannikestræde, næsten dagligen seet ham i sit Huus, hvor Liigbærercontoirets Tilsigelsessedler til Petersen, til at møde ved Begravelser, bleve modtagne og afhentede af denne, ligesom Andersen ogsaa jevnligen modtog anden Besked til Petersen; saaledes havde han op ad Formiddagen, efter Jomfru Petersens Bortgang, modtaget det Budskab, at man hos Consul N. N. ønskede Petersens Assistance ved et Bal, som skulde afholdes Dagen efter. Da Andersen af nogle Liigbærere, som bemeldte Torsdag henad Middagen indfandt sig hos ham, havde, paa sit Spørgsmaal til dem, om de ikke havde seet noget til Petersen, faaet et benægtende Svar, og han fandt det paafaldende, at denne ikke havde spurgt om "Tilsigelserne“, bestemte han sig til at gaa ind paa hans Værelse, for at see, om der ikke skulde være noget iveien med ham. Han henvendte sig derfor til Eierinden af Stedet Nr. 29, Madam Hansen, af hvem han erholdt en Nøgle, men vilde ikke aabne Døren, medmindre Værtinden ogsaa var tilstede, hvortil han fik hende overtalt, skjøndt hun gjorde det ugjerne, paa Grund af at Andersen havde yttret, at han havde en besynderlig Følelse i det Øieblik. Madam Hansen gik derefter ind til Skrædermester Rasmussen, og, i Følge med denne, aabnede Andersen Døren til Petersens Værelse."Her er jo Ingen“, sagde Andersen til sine Ledsagere, og tilføiede, da han i det Samme bemærkede den Confusion, hvori Alt befandtes i Værelset, at her ikke saae videre godt ud. Gulvet, Væggene, Kakkelovnen, Døren og Meublerne vare overstænkende med Blod og, ved at opløfte Dynen paa Liigbærer Petersens Seng, fandtes han livløs og svømmende i Blød. Andersen aflaasede derpaa Døren og afleverede Nøglen til Madam Hansen, som ufortøvet gjorde Anmeldelse om det Passerede til Politiet. Under den derefter indledede criminelle Undersøgelse forklarede Jomfru Kirstine Petersen, at hendes Fader havde været i et særdeles godt Humeur, da hun den foregaaende Dags Morgen forlod Hjemmet. Der kunde ikke være Tanke om, at han havde taget sig selv af Dage, thi, saavidt hun vidste, var der Intet, der havde trykket hendes Faders Sind. Han havde vel fortalt hende, at han skyldte 41 eller 42 Rigsdaler bort, men han ventede til Qvartalets Slutning at kunne betale Enhver Sit. Han havde derhos ved flere Leiligheder, naar Talen kom paa Selvmord, erklæret, at "et Menneske aldrig burde berøve sig selv Livet; thi, da Gud havde skjænket Livet, burde det ogsaa være ham overladt at tage det." Der kom ikke Mange til hendes Fader, navnligen kun nogle Ligbærere og hans Brødre; først paa den senere Tid havde der flere Gange indfundet sig en ung Bondekarl, ved Navn Hans, som, efter Sigende, var en Søn af en Gaardmand her i Sjælland, og med hvem hendes Fader havde gjort Bekjendtskab hos Værtshuusholder Rasmus Olsen i Adelgaden Nr. 295 i Kjelderen. Hans blev omtalt som en Person, der brugte flere Penge end han havde Raad til, samt havde pantsat flere af sine Klædningsstykker paa Assistentshuset. Han havde havt den Plan, at han og hendes Fader skulde gaa i Compagni om et Værtshuushold, hvortil han troede at kunne skaffe Penge fra sine Forældre, naar hendes Fader ogsaa kunde reise nogle; i Tirsdags havde han imidlertid foreviist et Brev fra Hjemmet, hvormed han ikke var tilfreds, og hvori omtaltes, at Forældrene selv vilde komme ind til Staden.

Da den af Politiet foretagne Undersøgelse af Localiteterne hos Liigbærer Petersen tydede paa, at han var bleven et Offer for et røverisk Overfald, og Jomfru Petersens Forklaring henledede Opmærksomheden paa en Person, der i den sidste Tid stadigen var kommen til hendes Fader, blev den ommeldte Bondekarl eftersøgt hos Værtshuusholder Olsen. Løverdagen den 4de Februar, om Eftermiddagen Klokken 3, blev en Person de antruffen, som svarede til det af Jomfru Petersen paa Hans opgivne Signalement. Han navngav sig Hans Peter Vilhelm Olsen. Ved den med hans Samtykke foretagne Visitation fandtes han iført flere end de nødvendige Klædningsstykker (saaledes 3 Par Beenklæder og 2 Veste) og vare flere af hans Klæder bestænkede med Blod. Han bragtes paa Politikammeret, hvor Jomfru Petersen i de Klædningsstykker, Anholdte havde været iført, og i de andre hos ham forefundne Gjenstande gjenkjendte flere, som borttagne fra hendes Faders Værelse. I det samme Dag optagne Criminalkammerforhør erklærede Anholdte, efter en alvorlig Formaning til ikke, saaledes som han havde paabegyndt, at fravige Sandheden, - at han nu vilde sige den: Han havde den foregaaende Aften forøvet Tyveri i et Sted i store Kannikestræde ligeoverfor Regentsen. Efterat han nemlig paa Gaden havde truffet 2 Personer, som han havde gjort Bekjendtskab med paa forskjellige Værtshuse, bleve de enige om at forøve et Tyveri i bemeldte Sted, som den ene af disse Personer, Peter Petersen, anviste. De gik samlede derop, og Anholdte blev staaende paa Gangen, for at passe paa, medens de 2 Andre, Peter Petersen og Ole Hansen, forøvede Tyveriet. Efter nogen Tids Forløb kom disse tilbage med endeel Tøi, som bragtes ned i Kirsebærgangen, hvor de deelte det imellem sig, og Anholdte fik de Gjenstande, som han er fundet iført eller i Besiddelse af, med Undtagelse af de ham selv tilhørende. Efter paany at være formanet og foreholdt det Utroelige i, at han paa den Maade skulde være kommen i Besiddelse af Klæder, der desuden vare besudlede med Blod, indrømmede Anholdte, at han "idag" havde hørt fortælle, at en Person, som beboede det Værelse, hvori Tyveriet blev forøvet, skulde være bleven dræbt; men Anholdte nægtede paa det Bestemteste at vide, om Drabet var forøvet af hans 2de Kammerater, da han selv aldrig nogensinde havde været inde i Værelset. Gjort opmærksom paa det Usandsynlige ogsaa i denne Forklaring, erklærede han, at nu skulde han sige, hvorledes det forholdt sig, og fremkom derefter blandt andet med følgende Fortælling: Efter et Besøg hos Liigbærer Petersen "itorsdagsmorges“, mødte Anholdte paa Hjørnet af Kjøbmagergade og store Kannikestræde Peter Petersen og Ole Hansen, hvilke han fortalte, hvorfra han kom, og spurgte disse ham nu, om der ikke var Noget at erholde hos "Personen." Anholdte yttrede dertil, at Liigbærer Petersen var i Besiddelse af forskjellige Effecter, og det blev derefter bestemt, at de i Forening skulde udplyndre ham, idet Anholdte skulde blive staaende udenfor paa Trappen og holde Vagt, medens de Andre gik ind og udførte Gjerningen, og det blev tillige aftalt mellem dem, at Liigbærer Petersen skulde dræbes, dersom de ikke paa anden Maade kunde komme i Besiddelse af hans Eiendele. Efter omtrent 10 Minuters Forløb aabnede Peter Petersen Døren ud til Gangen og vinkede ad Anholdte, som nu kom op i det af Liigbærer Petersen beboede Værelse, og saae Anholdte da, at denne laae dræbt i sin Seng, hvilket Peter Petersen betydede ham ved ad pege hen paa det med Blod besudlede Sengested. Efterat Anholdte saaledes havde seet, at Mordet var forøvet, deeltog han med de Andre i at udplyndre den Afdøde, og de borttoge og bortbare Hver forskjellige Gjenstande, efterat de Hver for sig havde iført sig nogle af Klædningsstykkerne. Anholdte tilføiede sluttelig, at, uagtet han saaledes var medskyldig og meddeelagtig i det begaaede Mord, og ikke kunde undgaae sin Straf, maatte han paa det Bestemteste benægte, at han selv havde begaaet det, hvilket han, efter Alt, der var passeret, maatte antage at være forøvet af Peter Petersen. Denne Forklaring vedblev han. Forhørsdommeren decreterede derefter Arrest paa hans Person.

Samme Dag blev Retten sat paa Almindelig Hospitals Liigstue, hvor den Dræbte var henbragt, og hvor Arrestanten fremstilledes. Han blev opfordret til at erklære, om han ingen anden Andeel havde i Mordet end den af ham vedgaaede, men, idet han lagde Haanden paa Liget - i hvilket han gjenkjendte den Hans Petersen, i hvis Mord han havde været meddeelagtig forsikkrede han, at, skjøndt han var deelagtig i Mordet, som af ham tidligere forklaret, havde han dog hverken personlig deeltaget i samme eller været tilstede i Stuen, da den Afdøde blev myrdet, hvilken Forklaring han vedblev, uagtet det blev betydet ham, med hvilken ny Brøde han betyngede sin Samvittighed, ved at vælte Skylden over paa Andre. Arrestanten erklærede gjentagende, at han havde Andeel i Mordet, men nægtede, at det havde været paa anden Maade, end at han havde staaet Vagt udenfor, medens de to Andre gik ind og forøvede det.

Den næste Dag, Søndagen den 5te Februar, sattes Retten paa Almindelig Hospitals Obductionsstue, hvor Arrestanten blev fremstillet. Han gjentog, idet han lagde Haanden paa den Afsjæledes Hoved, paa det Høitideligste sin Nægtelse af at have havt nogensomhelst personlig Andeel i eller været nærværende ved det begaaede Mord, uagtet han vedblev sin Tilstaaelse om Meddeelagtighed i dette. Saavel denne, som den foregaaende Gang, da Arrestanten afgav Forklaring ved Liget, bevidnede han, med den største Rolighed og Sikkerhed, samt uden mindste Vaklen, at han var aldeles uskyldig med Hensyn til selve Udførelsen af Drabet, og, ved sin første Fremtræden for Liget, kaldte den Afdøde idet han lagde Haanden paa dennes Hjerte - "sin bedste Ven."

Arrestanten, der derefter var bleven afgiven til Arresten, blev samme Dags Eftermiddag fremstillet i Rettens ordinaire Locale, og vedgik nu, at han alene havde gjort sig skyldig i Mordet paa Liigbærer Hans Petersen, og vare de nærmere Omstændigheder dermed følgende: Efterat Arrestanten, der omtrent i Midten af afvigte Januar Maaned var udbrudt af Kjøge Byes Arrest, hvor han hensad, som mistænkt for at have begaaet et Aftenen den 9de November sidstl. i bemeldte Byes Laugshuusgade forøvet Indbrudstyveri, havde taget Ophold her i Staden, gjorde han hos Værtshuusholder Olsen Bekjendtskab med Ligbærer og Leietjener Hans Petersen, hvem han oftere besøgte paa dennes Bopæl i Kannikestræde, og med hvem han, der udgav sig for en Gaardmandssøn fra Byens Omegn, havde talt om, i Forening at oprette et Værtshuushold, hvortil han yttrede formentlig at kunne skaffe nogle Penge. Onsdagen den 1ste Februar fattede han den Beslutning at myrde Petersen. Under sit Bekjendtskab med denne havde Arrestanten aldrig været uenig med ham, og Petersen havde stedse viist Forekommenhed og Gjæstfrihed med Arrestanten, og selv den Morgen, da Arrestanten udførte sin Beslutning, havde der ikke været nogensomhelst Trætte imellem dem, og Samtalen havde dreiet sig om ligegyldige Ting, som Arrestanten ikke længere saae sig istand til at erindre. Den eneste Bevæggrund til Mordet var, at han vilde tilvende fig de Effecter, han paa Petersens Bolig havde feet denne i Besiddelse af, og hvilke han deels vilde benytte selv og deels sælge eller pantsætte, for at skaffe Midler til at komme bort her fra Landet, hvilke han ikke vidste paa anden Maade at tilveiebringe. Til den Ende begav han sig den følgende Dag, Torsdagen den 2den Februar, om Morgenen Klokken 9, forsynet med en ham tilhørende Barbeerkniv, for dermed at begaae Mordet, hen til Petersen, hvem han traf ene, og med hvem han blev enig om at spise Frokost sammen, hvortil Arrestanten hos den i Stedets Kjelder boende Andersens Hustru kjøbte en Pægel Brændeviin og en Flaske Øl, i hvilken Anledning han, der dengang ikkun eiede 8 Sk., pantsatte et ham tilhørende Lommetørklæde for 3 Sk. Da de havde spist og Drikkevarerne vare fortærede, og Petersen, iført Beenklæder og Skjorte, havde sat sig ned paa en Stol ved Vinduet, fremtog Arrestanten, der stod ved hans høire Side, og nu fandt Leiligheden passende, Barbeerkniven ubemærket af Petersen, og, idet han fortsatte den begyndte Samtale, samt slog den halve Deel af Gardinet ned, for at forhindre, at Nogen skulde see ind, bibragte han Petersen et 6½ Tomme langt og over 1 Tomme dybt Snit bag paa Halsen op mod Nakken, hvorved Skaftet blev afbrudt af Kniven, af hvilken Arrestanten beholdt Bladet i Haanden. Da Petersen, holdende med begge Hænder om Saaret, uden at skrige, var styrtet hen og havde kastet sig over sin, i omtrent 3½ Alens Afstand fra Stolen staaende Seng, saaledes at han laa paa Maven med den venstre Side af hovedet opad, sprang Arrestanten hurtigt efter ham, greb ham i Ansigtet og bøiede Hovedet tilbage, samt gav ham med det nævnte Knivsblad et dybt Snit tværs over den forreste Deel af Halsen, hvorved Petersen, idet der stod en stærk Straale af Blod ud af Saaret, sprang i Veiret, rækkende sine Arme ud mod Arrestanten, ligesom for at støde ham bort, men dertil var han altfor magtesløs, og han faldt om i Sengen, uden at røre sig mere; hvorefter Arrestanten kastede Liget, der med Hovedet laa mod Fodenden af Sengen og med Benene udaf samme, heelt op i Sengen og tildækkede det med Dynen. Han tilvendte sig nu et paa Bordet liggende Sølvuhr; af et Skriin, hvilket han opbrød med en forefunden Sax, omtrent 6 Rbd. i Sølvpenge, nogle Prætiosa, samt 2 Sølvtheskeer, og af de øvrige i Værelset værende Effecter endeel Klædningsstykker m. v., hvilke Gjenstande han dog først efter at have med en i den paa Bordet liggende Portemonnaie forefunden 3 Sk. indløst sit i Kjelderen pantsatte Lommetørklæde, ved hvilken Leilighed han, for at skjule, at hans Trøie var besudlet med Blod, iførte sig en, den Afdøde tilhørende Frakke bragte bort, idet han aflaasede Døren og tog Nøglen med sig. Uhret, Prætiosaerne og Theskeerne solgte han for 8 Rd. 3 Mk., og indleverede de øvrige Gjenstande til Pantsætning paa 2 forskjellige Steder, hvor han omtrent Klokken 3 om Eftermiddagen hentede Laanesummen, circa 20 Rd., hvornæst han atter begav sig op paa den Myrdedes Værelse og tilvendte sig flere Klædningsstykker, hvilke han tildeels iførte sig, og hvormed han, medtagende Nøglen til Værelset, begav sig til sit Logis paa Hjørnet af Vognmagergade og Brøndstræde. Her forblev han indtil det var blevet mørkt, da han 3die Gang begav sig til den Myrdedes Bolig, lukkede sig ind i Værelset, pakkede en stor Deel i samme endnu forefundne Effecter i en dersteds staaende og med Blod besudlet Trækasse, i hvilken Anledning han antændte den Afdødes Lampe, en saakaldet Studeerlampe, uden Kuppel, og bortbar Kassen til sit Logis, idet han forinden han aflukkede Leiligheden, hvortil han atter medtog Nøglen henstillede den brændende Lampe saaledes under det ene Sidestykke af Sengen, at han haabede derved at bevirke Sengens Antændelse, og ved en paa den Maade opstaaet Ildebrand at skjule Sporene af den af ham begaaede Forbrydelse, hvilket Attentat imidlertid, da Lampen, formeentlig af Mangel paa Olie, er udgaaet kort efter hans Bortgang, ikke havde anden Virkning, end at der blev brændt et hul i Sidestykket af Sengen. Arrestanten erklærede derhos paa Anledning, at de 2de, under Sagen tidligere omforklarede Personer vel vare virkelige, ham bekjendte Personer, men, ligesom deres Opholdssteder vare ham ubekjendte, saaledes havde de ingensomhelst Andeel havt i de af ham begaaede Forbrydelser, og Grunden til, at han angav dem som Medskyldige, var ene den, at han derved tænkte at gjøre sig selv mindre strafskyldig. Med Hensyn til fit Foregivende for den Afdøde, at hans Navn var Hans Nielsen og at han var en Søn af en Gaardmand, angav han Grunden dertil at være den samme, ifølge hvilken han under sit Ophold her i Staden var flyttet fra det ene Sted til det andet, nemlig at forebygge, at man skulde erfare hans sande Stilling, som en undvegen Forbryder, og Politiet, af hvilket han troede sig eftersøgt, komme paa Spor efter ham, og havde han indladt sig med den Afdøde om det ovennævnte Compagniskab, for desto lettere at faae ham til at troe, at han var den, han udgav sig for.

Ved den over Liget af den Myrdede omtrent var 41 Aar gammel og af en robust Bygning afholdte Obductionsforretning blev det befundet, at den eneste Beskadigelse paa samme, der kunde komme i Betragtning som Dødsaarsag, var Saaret foran paa Halsen, ved hvilket, der var af 5½ Tommes Længde, blandt andet Strubehovedet heelt og den store Halsblodaare paa høire Side tildeels var overskaaret, idet der ved Aarens Overskjæring maatte afstedkommes en hurtig, dødelig Forblødning, medens Snittet i Nakken, paa Grund af sit Sted, ikke kunde bevirke nogen synderlig stærk eller farlig Blødning.

De Gjenstande, Arrestanten, som meldt, tilvendte sig, og som tilhørte deels den Afdøde, deels dennes Datter og hendes Forlovede, og deels Liigbærerlauget, vare omtrent af 170 Rdl. Værdi.

Arrestanten vedgik endvidere, at han havde gjort sig skyldig i Tyveri, idet han om Aftenen mellem Klokken 7 og 8 den 9de November 1853 igjennem et Vindue, han havde aabnet ved at slaae en Rude ind, var stegen ind i Arbeidsmand Lars Jensens Bolig i Laugshusgaden i Kjøge, paa en Tid, da denne og Hustru vare fraværende paa en Reise, og der havde tilvendt sig adskillige Klædningsstykker m. v., til en Værdi af 41 Rdl. 4 Mk., foruden et Pengebeløb af 5 à 6 Rdl., samt den 23de Januar næstester havde frastjaalet Skorsteensfeiersvend H. C. Christensen fra dennes Logis i et uaflaaset Værelse i Stormgaden Nr. 195 i Kjøbenhavn endeel, til 32 Rdl. 5 Mk. 8 Sk. ansatte Effecter og et Pengebeløb af 4 Mk.

Arrestanten, der er 24 Aar gammel, er ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 23de Februar 150, for at have frastjaalet Tjenestekarl Abraham Jensen et i dennes Kammer, hvortil Adgangen var aaben, hængende Sølvlommeuhr, af Værdi 6 Rdl., anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, og har, ifølge samme Rets Dom af 20de April 1850, været straffet med 3 Aars Forbedringshuusarbeide, som skyldig deels i Tyveri, forbundet med Indbrud, og deels i Bedrageri. Han havde nemlig den 12te Marts s. A. stjaalet nogle, Malerlærling Vilhelm Thorvaldsen Rustgaard tilhørende, til 4 Rdl. 3 Mk. vurderede Klædningsstykker m. v., der vare beroende i et Værelse i Baghuset til Gaarden Nr. 7 ved Gammelstrand, til hvilket Værelse han skaffede sig Adgang, idet han ved hjælp af en Stige, som han fra et andet Sted i Gaarden bragte hen til bemeldte Baghuus, frøb igjennem et Vindue, der var tillukket, men efter Arrestantens Forklaring uden at Krogene vare fastgjorte. I Bedrageri havde han gjort sig skyldig med Hensyn til et. Johan Christopher Andersen tilhørende, til 6 Rdl. vurderet Uhr, hvilket han uden Tilladelse havde pantsat, og med Hensyn til 1 Rdl., der af Pigen Else Andersdatter var ham leveret, for at han skulde bringe den til hendes Broder, bemeldte J. C. Andersen, men hvilken han selv forbrugte.

Betræffende hans tidligere Livsforhold giver Lærer ved Kjøge Borgerskole, Dannebrogsmand P. E. Becher, Arrestanten følgende Vidnesbyrd:

"Hans Peter Vilhelm Nielsen, en Søn af afdøde Skorsteensfeier Henning Peter Bohn Christian Nielsen og Hustru Lovise Vilhelmine Petersen, og født den 2den April 1830, blev i November 1838 opflyttet fra Kjøge Borgerskoles Elementairklasse til 1ste Drengeklasse, hvorfra han i November 1840 rykkede op i 2den Drengeklasse, og her forblev han indtil han i October 1843 udskreves til Confirmation, uden at naae op i øverste eller 3die Drengeklasse. I 5 Aar stod jeg saaledes i Forbindelse med bemeldte Drengebarn, og maatte dagligen beklage de uheldige Familieforhold, under hvilke han levede. Faderen var nemlig yderst forfalden og endte Livet, som Følge af et Fald i Drukkenskab, medens Sønnen endnu kun var 22 Aar gammel. Den 8de April 1835, altsaa da Sønnen var 5 Aar, giftede Moderen sig med Skorsteensfeier Jacob Jørgensen, der var forfalden til samme Last, som Nielsen, og under denne Stedfader fik Drengen nu sin Opdragelse, som væsentlig bestod i, at han dagligen maatte løbe omkring med den drukne Mand, og krybe op i de Skorstene, der vare uoverkommelige for den svækkede Dranker. Sandsynligvis har den nuværende Forbryders Hang til at bemægtige sig Andres Eiendele skudt sin første Spire under denne Omvanken i Husene, endskjøndt jeg ikke har nogen Erindring om, at der i hine Dage blev ført Klage derover. Det følger af sig selv, at Drengens Skolegang under lige Forhold var høist uordentlig. Hjemmeflid kunde der naturligvis ikke være Tanke om, og Forsømmelserne løbe ofte op til en Fjerdedeel af Skoletiden. Naar han mødte i Skolen, var han ureenlig i sit Ydre, og kunde kun med stor Vanskelighed føre Pen og Griffel med de saarede og overanstrængte Hænder. Til den Aandssløvhed og Raahed, som, ifølge Ovenstaaende, allerede tidligere maatte udvikle sig hos ham, kom endnu dette, at han af Naturen var maadelig begavet, uden Interesse for Roes eller Opmuntring, temmelig ligegyldig ved Frettesættelser og Straffe, samt mut og tvær i sit hele Væsen. Derimod var han dristig og uforfærdet ved de Vovestykker, Drengebørn ikke sjeldent finde paa, og saaledes ogsaa Mester under de gymnastiske Øvelser. Han var og forblev et af de saakaldte Skumpelskud i Skolen, hvor han netop lærte saameget, som behøvedes for at kunne blive confirmeret, hvilket skete den 14de April 1844. Desuagtet erindrer jeg ikke, at han i sin Skoletid begik nogen egentlig umoralsk Handling. Stedfaderen døde den 29de Juli 1844, og den 9de Juni 1848 giftede Moderen sig 3die Gang med Skorsteensfeier Niels Christian Sørensen, der ikke kan have havt nogen synderlig Indflydelse paa den allerede 18 Aar gamle Stedsøn, som desuden var kommen eller snart derefter kom ud af Huset."

Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets under 27de Mai 1854 afsagte Dom i den mod Arrestanten for Mord, Mordbrand og Tyveri anlagte Justitssag der ifølge Justitsministeriets Skrivelse af 18de April s. A. blev at paakjende ved denne Ret, uanseet at den Forbrydelse, som foranledigede hans Paagribelse og den første Forfølgning imod ham, var begaaet i Kjøge Kjøbstad — blev han, i Henhold til Forordningen 11te April 1840, §. 34, 4de Membrum, dømt efter L. 6-9-12, cfr. Forordningen 24de September 1824 §. 1, til at have sit Liv forbrudt og at lægges paa Steile og Hjul.

Ved Høiesteretsdom af 1ste August 1851 blev Kriminal og Politieretsdommen stadfæstet..

(Niels Matthias Petersen: Mærkelige danske Forbryderes Levnet. 1856. s. 114-130)

Store Kannikestræde 29 er nutidens Store Kannikestræde 3. Huset er fra 1833.

Vægter dømt for Vold. (Efterskrift til Politivennen)

En Vægter, tiltalt for Misbrug af sin Myndighed. Natten mellem den 21de og 22de Septbr. f. A. Kl. 12 kom nogle Personer, der i Selskab med andre vare paa Veien herind til Staden i den søndre Allee udenfor Vesterport i en Ordstrid med 2 dem ubekjendte Mandspersoner, af hvilke den ene snart fjernede sig, hvorimod der opstod et Slagsmaal med den anden. Da Carl Frederik Borch, som havde Post som Vægter paa den nærmeste Deel af Vesterbro, havde begivet sig hen til det Sted, hvor hiint passerede, fandt han, efter hvad han har forklaret, en Deel Personer i høirøstet Samtale, og paalagde dem strax at tie stille og at forføie sig bort, hvilket Paalæg ikke mødte nogen Indvending eller fremkaldte trodsig eller fornærmelig Adfærd imod ham, men, da de Paagjældende ikke strax taug, og, som B. har udtrykt sig, nogen af dem gik hen imod ham, gav han, uden at der var sagt et Ord til ham, eller paa anden Maade givet ham Anledning til at befrygte, at man enten vilde modsatte sig hans Befaling eller personlig angribe ham, sig til, idet han i Øieblikket tænkte sig Muligheden deraf, at bruge sin Stok, og ved med denne, der var en saakaldet Naturstok af Egetræ, og havde et Omfang foroven af 4 Tommer og forneden, hvor den var stærkt beslaaet med Jern, af 3 Tommer, at tildele forskjellige Personer Slag, fordrev han samtlige Vedkommende ned ad Alleen henimod Indgangen til Jernbanegaarden.

Imidlertid havde Politibetjentene Martin Hertz og Ludvig Hertz samt Opsigtsbetjent Steensbech, der efter en tilendebragt Patrouillering sadde paa en Bænk i den nordre Allee, bemærket, at Uorden fandt Sted i den anden Allee, og navnlig hørt nogen skrige meget høit, samt at det lod som om nogen blev slaaet med en Stok, hvisaarsag de ilede over i den sidstnævnte Allee, hvor de antraf endeel Personer, som forfulgtes af Borch. M. Hertz, der vil have foreviist sit Politiskilt for Borch og betydet denne, samt en anden tilstedeværende Vægter at de skulde begive dem til deres Poster, gjorde udtrykkeligt opmærksomt paa, at det var Politiet, der var kommet tilstede, men han havde neppe udtalt, førend B. løftede sin Stok og bibragte ham et Slag i Hovedet, saa at han styrtede til Jorden, hvorefter B. ogsaa tilføiede Opsigtsbetjent Steensbech, der ligeledes fremtog sit Skilt, og foreviste der for B. et Slag med Stokken over den høire Arm. B. vendte sig derefter til Politibetjent Ludvig Hertz og gjorde Mine til at slaae ham, men han forebyggede Slaget, ved at tilraade B., om han slog Politiet, og ved at holde ham Politiskiltet lige under Øinene.

Saavel M. Hertz som Steensbech indlagdes strax i Frederiks Hospital og under 23de Septbr. erklærede Overchirurgen, Professor Stein, med Hensyn til H., at han havde et contunderet Saar i venstre Tinding af lidt over 1 Tommes Længde, men uden Blottelse af Benet, hvorimod der havde viist sig nogle Hjernetilfælde af en saadan Beskaffenhed, at deres Udfald endnu ikke kunde bestemmes, og i Henseende til S., at han havde en Contusion af høire Albueled, der dog rimeligviis ikke vilde bevirke nogen blivende Skade paa hans Helbred og Førlighed. Under 6te October har Prof. Stein, næst at bemærke, at H. havde den 26de Septbr., ifølge eget Forlangende, forladt Hospitalet, efterat de Tilfælde af Hjernerystelse, som ledsagede Beskadigelsen, vare hævede, yttret, at Saaret kun var trængt igjennem de bløde Dele uden Beskadigelse af Benet, og at det saaledes kunde antages, at denne Læsion ikke vil efterlade Følger for Fremtiden, hvorhos han med Hensyn til det Spørgsmaal, hvorvidt den Beskadigedes Liv kan have varet udsat for øiensynlig Fare, har tilføiet, at det maa antages for afgjort, at et voldsomt Slag med en Stok af den Beskaffenhed, som den omhandlede, lettelig kunde have havt Døden til Følge.

I Forhør af 29de October har M Hertz erklæret, at det paagjældende Saar vel ikke endnu var fuldkomment lægt, men at han dog følte sig saa vel, at han igjen havde meldt sig til Tjeneste. For Steensbechs Vedkommende har Prof. Stein under 6te Octbr. yttret, at han, ifølge egen Begjæring, forlod Hospitalet d. 27. Septbr. i saa kjendelig Bedring, at hans fuldstændige Helbredelse kunde ventes inden kort Tid og det uden Følger for Fremtiden, og i Forhør af 4. Octbr har Steensbech erklæret, at han ingen Fornemmelse har af den ham tilføiede Beskadigelse.

Tiltalte Borch benægtede, at Nogen har, førend efter at han havde ophørt at tildele Slag med sin Stok foreviist ham Politiskilt, eller betydet ham, at det var Politiets Betjente, der vare komne tilstede, og, idet han, i Overensstemmelse hermed har anført, at han ikke slog Nogen, efter at han var kommen til Kundskab om, at Politiets Betjente havde indfundet sig, antog han, at M. Hertz og Steensbech have været iblandt de Personer, han, som ovenmeldt, bortjog, og der blev under Sagen ikke tilveiebragt Beviis for, at han, da han tilføiede H. og S. de omtalte Slag, vidste, at de vare til Politiet henhørende Betjente, i hvilken Henseende det med Hensyn til den ovenfor omtalte Foreviisning af Politiskiltene, bemærkes, at Tiltalte, efter hvad der er oplyst, maa antages at være i høi Grad nærsynet.

Som Følge heraf kunde der ikke paadrages ham Strafansvar fra det Synspunkt, hvorfra den Deel af Actionen gik ud, under hvilken han sigtedes for at have tilstået H. og S Legemsbeskadigelser under Udførelsen af deres Tjenesteforretninger, men derimod blev han fældet som skyldig i Misbrug af den ham, som Vægter tilkommende Myndighed, og blev han - der er 43 Aar gl., og ifølge Politidirecteurens Resolution har for usømmelige Udladelser imod en Politiofficiant straffet med Fængsel paa Vand og Brød - ved Criminalrettens Dom af 21. januar nu anseet med lige Fængsel i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. januar 1854, 2. udgave. Afsnit er indsat for at øge læsbarheden).