Pinlig Affair i "Harmonien". (Efterskrift til Politivennen)

Fra Flensborg skrives under 19. ds. i "Dagbl.": Den 19. ds. feirede Selskabet "Harmonien" sit halvhundredaarig Jubilæum, i hvilken Anledning saagodt som alle de borgerlige Medlemmer og Etatsraad Bagger vare samlede til et festligt Aftensmaaltid. Det var hændelsesvis samme Aften, som Hs. Majestæt paa sin Gjennemreise opholdt sig i vor By. Under Maaltidet, hvor Klubbens Phønix, Hr. Etatsraad Bagger, den eneste Embedsmand, der con amore holder til der, skjønt han ikke længere er Medlem af Bestyrelsen, nød den Ære at udbringe Hs. Maj. Kongens Skaal, begyndte Kirkeklokken pludselig at ringe, til Tegn paa, at Hs Majestæt nu begav sig paa Veien. Greben af dette høitideljge Øieblik reiste sig en ung Kjøbmand Autzen, som hører til "det andet Parti", tog sit Glas og sagde omtrent Følgende: "Die Glochen läuten! Wollen wir unserm lieben Königherzoge eine glückliche Reise wünschen und lhn leben lassen!" En Dødsstilhed indtraadte efter disse Ord. Det var, som følte Enhver, al Optagelsen af denne slesvigholstensk - ungdommelige Frækhed vilde være et Naadestød og have Klubbens Lukninq næste Morgen tilfølge. Hr. Autzen, som dog nok idet mindste havde ventet Undetstøttelse af sine talrige Meningsfæller, blev synlig forbauset over sit ringe Held og endte med modfalden at erklære, at ville ingen Anden drikke den Skaal, saa drak han den alene, og dermed satte han sig. Men Krudtet havde fænget; de gamle politiske Storme, der i Kriqsaarene bleve førte med en poteniseret Lidenskabelighed, satte atter den gamle loyale Stoks støvede og indslumrede Patriotisme i Bevægelse, og som Repræsentant for den reiste sig Kjøbmand P. A. Petersen og udtalte i stærke Ord sin Misbilligelse af et Udtryk, som saa slet skjulte den tilsigtede Demonstration, samt underrettede Selskabet om, at han som Medlem af Bestyrelsen ansaae det for sin Pligt øieblikkelig at underrette Overpræsidenten, Kammerh. v. Rosen, om det Forefaldne. Interessantest af det Hele skal det have været at iagttage de talrige slesvigholstenske Medlemmers Holdning under den hele Sag. Ikke al tale om, at man ikke vovede det mindste Skridt til Forsvar for Synderen, undgik man enhver Berørelse med ham, som om man derved kunde risikere strax at dele Skjæbne med ham, og som om man allerede udmalede sig speciel Politiopsigt, Putten i Hullet, Vand og Brød osv. Man har ikke høret, om Autoriteterne have gjort Noget ved Hr. Autzen; derimod opfordrede "Harmoniens" Bestyrelse ham allerede næste Dag til frivillig at udtræde af Selskabet, og da han vægrede sig derved, indvarsledes der en Generalforsamling til igaar Aftes, hvor Bestyrelsen vilde have forebragt Spørgsmaalet for Medlemmerne og forlangt Synderen udvoteret. Imidlertid synes der, som om Hr. Autzen har faaet Vink om, al han ikke kunde stole paa sine Meningsfæller, som ere talrige nok til at forhindre Udvoteringen, men formodentlig ikke have vovet der, hvad enten de nu ikke have villet støde de "Royale" for Hovedet eller frygtede for aner al blive "klubløse". Han udmældte sig igaar Morges, og som Følge heraf blev Generalforsamlingen strax afsagt.

(Ribe Stifts-Tidende 28. november 1854).

Trommesalen. (Efterskrift til Politivennen)

Trommesalen. Om den uheldige Plads, hvorpaa Trommesalen eller Kreatur-Torvet er beliggende, har der ofte været talt; men hvad Grunden end har været, dette Torv er endnu paa sit gamle Sted. Enhver som passerer der forbi nedad Kongeveien, vil indrømme mig, at det er med Fare for Liv og Lemmer at man kommer der, og det er en forunderlig Ligegyldighed, som vises mod de Passerende, ved at det tillades baade Prangere og deres Drenge i fuld Fiirspring at ride og kjøre over Kongeveien nedad Farimagsveien. Man skulde dog ikke opsætte Forlæggelsen af Torvet indtil der er skeet en Ulykke. Hvad der ogsaa gjør denne Flytning ønskelig er, at Dyreplageriet, som her drives paa et mindre befærdet Sted, ikke blev saa synligt; tilladet og drevet for Alles Øine, maa det have en uheldig Indflydelse paa Moraliteten. - Der er jo heller ikke Mangel paa Plads, da Communen mellem Farimagsveien og Kjærlighedsstien fra Vester- til Østerbro eier en Strækning Jord, hvoraf et Stykke fortrinligt vilde egne sig til dette Brug. - Da jeg nu er kommen paa Vesterbro, maa jeg med det Samme tillade mig at gjøre Vedkommende opmærksom paa, at Grøvterne ved Glaciholm, ved Begyndelsen af Farimagsveien og lands Kjærlighedsstien er i en sørgelig Tilstand, nogle Steder stinkende og næsten overalt ikke lig Grøvter, men tilfældige Fordybninger. Det er et sørgeligt Vidnesbyrd om vort Veivæsens Virksomhed i den Retning, naar en saadan Uorden kan finde Sted umiddelbart ved Byen og saa kort efter at en skrækkelig Epidemi har anrettet sine Ødelæggelser; men det er da sandt, under denne var Tilstanden som nu. Man maa haabe, at en offentlig Paatale vil foraardage en Bedring. -

Ved denne Leilighed maa jeg gjøre en Bemærkning om den Jordstrækning mellem Farimagsveien og Kjærlighedsstien fra Vester- til Østerbro. Dette Terrain er lavt og fugtigt og bestaaer væsentlig af Opfyldning af al Slags Renovation. Naar nu Tilladelsen til at bebygge dette Terrain bliver given, og jeg tvivler ikke paa, at Krigsministeren vil komme til at opgive sin FOrtolkning af Loven 6te Januar 1852, saa vil Communen formodentlig afhænde det til Bebyggelse. Dette maa jeg ansee for en stor Ulykke for Kjøbenhavns Sundhedstilstand, da Erfaringen vel har viist, at en suur Grund giver en usund Byggeplads. Jeg antager derfor, at det vilde være til det Almindeliges Bedste, om dette Terrain blev afhændet med den Betingelse, at det maatte kun afbenyttes til Haver eller andet Brug, som ikke fordrede mange Bygninger. Hvad der allerede er Eiendom maatte naturligviis være udenfor denne Bestemmelse, da Eierne have kjøbt under Forudsætning af at kunne benytte deres Jordsmon som tjener dem bedst. Hvis der anlagdes Hauger, vilde det bidrage til Byens Forskjønnelse, et Hensyn, som altfor lidt hidtil er taget og som har gjort sit til at give Kjøbenhavn sit kjedsommelige Udseende. X

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1854. 2. udgave).

Kongens og Grevinde Danners Besøg i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Altona, 27. oktober. Ministrene Tillisch, Hansen og Reventlow-Criminil der fulgte kongen, blev i Flensborg. Overbevist om at grevinde Danners følgeskab kun ville volde kongen besvær, bliver hun tilbage i Glücksburg. De fire fornemmeste flensborgske damer som kongen i 1851 dekorerede på grund af den gode omsorg for de syge og sårede danske soldater, forlod Flensborg, da kongen og grevinde Danner ankom, fordi de ikke opvarte disse; andre Flensborg-damer som var af ægte danske følelser, foregav sygdom og forlod ikke huset under hele kongens tilstedeværelse i Flensborg. I Plön pakkede de adelsmænd der boede der og i omegnen, deres kufferter, så de straks kunne tage af sted hvis kongen kom dertil ledsaget af Danner. Også her i Altona forberedte flere loyale damer sig til at tage af sted for at undgå et besøg hos Danner. Hertug Carl von Glücksburgs opførsel, ægtemand til den nuværende konges fraskilte hustru, som er datter af kong Frederik VI, gjorde ikke blot et dårligt indtryk på alle tyskere i Flensborg, men krænkede også mange æreselskende dansksindede. Hertugen Charles V. Glücksburg lod sig præsentere for grevinde Danner i Flensborg. Hertugen opnåede derved sit formål, fordi han som følge af det fik genoprettet alle sine ordrer; især bekymrede han sig om elefantordenen. (Fr. J.)

Altona, 27. Oct. Die den König begleitenden Minister Tillisch, Hansen und Reventlow-Criminil haben sich in Flensburg überzeugt, dass die Begleitung der Gräfin Danner dem König nur Unannehmlichkeiten bereitet. Darum bleibt sie in Glücksburg zurück. Die vier vornehmsten Damen Flensburgs, welche der König im Jahr 1851 decorirte wegen der guten Verplegung der kranken und verwundeten dänischen Soldaten, haben bei der Ankunft des Königs und der Gräfin Danner Flensburg verlassen, weil sie letzterer nicht ihe Aufwartung machen wollten; andere Damen Flensburg, ächt dänischer Gesinnung, haben Kränklichkeit vorgeschützt und während der ganzen Anwesenheit des König in Flensburg das Haus nicht verlassen. In Ploen haben die dort und i der Umgegend wohnenden Adeligen ihre Koffer gepackt, um sofort abreisen zu können, wenn der König in Begleitung der Danner dort eintreffen sollte. Auch hier in Altona schickten sich schon mehrere Damen loyaler Gesinnung zur Abreise an, um einen Besuch bei der Danner auszuweichen. Das Benehmen des Herzogs Carl von Glücksburg, Gemahl der geschiedenen Gemahlin des jetzigen Königs, welche eine Tochter des Königs Friedrich VI ist, hat nicht nur auf alle Deutschen in Flensburg einen üblen Eindruck gemacht, sondern auch viele ehrliebende Dänischgesinnte arg verletzt. Der Herzog Karl v. Glücksburg hat sich in Flensburg der Gräfin Danner vorstellen lassen. Seinen Zweck hat der Herzog dadurch erreicht, dnn er ist in Folge dessen wieder in alle seine Orden restituirt worden; namtlich was es ihm um den Elephantenorden zu thun. (Fr. J.)

(Augsburger Postzeitung. 3. november 1854)

Ifølge Dannevirke 30. oktober 1854 havde ingen af borgerne i Slesvig By prydet deres hus med dannebrogsflag, og mens stemningen blandt de ældre borgere var mest loyal, så var den yngre del af borgerne mere stemt mod syd. 

Slesvig-Holstens sympatier for Danmark.

Fra Holsten den 30. oktober. Kongen af ​​Danmarks pludselige rejse til sine tyske lande sidst på året har stor politisk betydning. Afhængig af udfaldet af denne rejse vil konsekvenserne af en ministermanøvre både for Danmark og for hertugdømmerne snart vise sig. På den ene side har kongen undgået den offentlige utilfredshed i Danmark som følge af opløsningen af ​​den danske regering, Folkekammeret, og så skulle stemningen i hertugdømmerne som man håbede ville blive fremkaldt til højlydte udtalelser ved kongens rejse, tjene som folie for den ikke længere skjulte hensigt om voldsomt at omstyrte den danske grundlov. Sagen er denne: I hertugdømmerne er der en, hvis ikke ædel, så dog undskyldelig fryd blandt masserne over alle og enhver ulykke for danskerne, og man vil derfor hilse den danske grundlovs omstyrtning med jubel, "fordi" - siger massen af ​​mennesker der ikke tænker, men kun føler (de mere uddannede gør selvfølgelig en undtagelse) - "det er bare straf for, at danskerne vil underkue os"! Denne stemning er kendt i København, og derfor anbefales det at rejse til hertugdømmerne i det aktuelle kritiske øjeblik.

De nuværende magthavere i København håber at kongen vender tilbage med laurbær af folkelig begejstring, og disse laurbær skal så tjene til at udsmykke den fædrene statsbygning og som løftestang for den danske grundlovs fuldstændige omstyrtelse. De statslige komikere i København har lavet en fiasko! På trods af at loyale embedsmænd, den servile presse og den kunstige ophidselse af særinteresser har gjort alt for at inspirere folket, har den ønskede entusiasme endnu ikke vist nogen steder. Vi var vidne til kongens indtog i Rendsborg i går på en solrig søndag. De to banegårde og byens gader var officielt udsmykket med danske flag, æresporte, blomsterdekorationer osv. - her deltog ingen ordentlig borger. Byrådsmændene havde sendt en deputation til Flensborg for at møde kongen. Den vidste ikke nok til at fortælle hvor venlig kongen havde været, "at han havde glemt og tilgivet de kære rendsborgere alt" osv.

Borgerne forblev uberørte. Magistraten havde inviteret borgerne og beboerne hus for hus til højtideligt optog og formation fra æresporten ved indgangen til byen - ud af mere end to tusinde mødte otteogfirs tjenestevillige borgere og beboere op, som fra koncertsalen mødte op til klingende toner og til medborgernes hånlatter. De marcherede til Thorstrasse til den dertil kommanderede officielle jubel. Tusinder havde på den smukke søndag morgen samlet sig omkring den provisoriske station for den sydslesvigske jernbane som var bevogtet af et stort antal beredne gendarmerier, kanonernes torden, klokkeringningen og hurraråb fra militæret og embedsmændene inden for afspærringerne for at melde kongens ankomst - folket forblev tavse - og da kongen kørte gennem den tavse masse i en åben bil, var der næsten ingen der løftede hatten! Disse scener gentog sig i byen, på paradepladsen under mønstringen af ​​militæret ved kongens afgang ved middagstid, efter cirka en times ophold, og på stationen for jernbanen Rendsburg-Neumünster. En borger der blev betragtet som en republikaner, sagde højlydt: "Kongen holder af mig! Man kunne tydeligt på hans alvorlige pande aflæse de bitreste anklager mod hans ansvarlige rådgivere." Ministrene burde dog have vidst, at sådanne sår som de der blev påført befolkningen i Slesvig-Holsten, ikke læger på fire år.

Schleswig-Holstein'sche Sympathien für Dänemark.

Aus Holstein, 30. Okt. Die plötzliche Reise des Königs von Dänemark in seine deutschen Lande in der späten Jahreszeit hat eine grosse politische Bedutung. Je nach dem Ausfalle dieser Reise werden sich die Folgen eines ministeriellen Manövers, sowohl für Dänemark als für die Herzogthümer, bald herausstellen, Einestheils ist der König der öffentlichen Misstimmung in Dänemark in Folge der Auflösung der Volkskammer aus dem Wege gegangen, und dann soll die Stimmung in den Herzogthümern, welche man zu lauten Aeusserungen durch die Reise des Königs zu provoziren hoffte, der nicht mehr verhehlten Absicht, die dänische Verfassung gewaltsam unzustürzen, zur Folie dienen. Die Sache verhält sich so: In den Herzogthümern herrscht bei der Masse eine, wenn zwar auch nicht edle, so doch gewiss entschuldbare Schadenfreude über alles und jedes Missgeschick der Dänen, und man würde daher den Sturz der dänischen Verfassung mit Jubel begrüssen, "denn" - sagt die nicht denkende, sondern nur fühlende Volksmasse (die Gebildeteren machen natürlich eine Ausnahme) - "das ist nur gerechte Strafe dafür, dass die Dänen uns knechten wollen"! Man kennt diese Stimmung in Kopenhagen und darum rieth man im gegenwärtigen kritischen Momente zur Reise in die Herzogthümer.

Die jetzigen Machthaber in Kopenhagen hoffen, der König werde mit Lorbern der VOlksbegeisterung zurückkehren, und diese Lorbern sollten dann zur Auschmückung des Gestammtsstaats-Gebäudes und als Hebel dienen zum gänzlichen Umsturtz des dänischen Verfassungswerked. Die Herren Staats-Komödianten in Kopenhagen haben Fiasco gemacht! Trotzdem durch loyale Beamte, die servile Presse und künstliche Aufregung der Partikular-Interessen alles Mögliche geschehen ist, das Volk zu begeistern, hat sich bis jetzt nirgends der gewünschte Enthusiasmus gezeigt. Wir waren Zeuge des Einzugs des Königs in Rendsburg gestern an einem sonnigen Sonntage. Die beiden Bahnhöfe und die Strassen der Stadt waren offiziell geschmückt mit dänischen Fahnen, Ehrenporten, Blumengewinden u. s. w. - kein anständiger Bürger hatte sich daran betheiligt; die Stadt-Kollegien hatten dem Könige eine Deputation nach Flensburg entgegengeschickt. Dieselbe wusste nicht genug zu erzählen, wie freundlich der König gewesen, "dass er den lieben Rendsburgern Alles vergessen und vergeben habe" u. s. w. 

Die Bürger blieben ungerührt; der Magistrat hatte Haus bei Haus die Bürger und Einwohner bitten lassen zu einer feierlichen Prozession und Aufstellung von der Ehrenporte am Eingange zur Stadt - von mehr als zwei Tausend erschienen achtundachtzig dienstwillige Bürger und Einwohner, welche von der Tonhälle mit klingendem Spiele und unter dem Hohnlächeln ihrer Mitbürger nach der Thorstrasse zogen, um dort auf Kommando den officiellen Jubel ertönen zu lasse; um den provisorischen, von einer Unzahl reitender Gendarmerie bewachten Bahnhof der südschleswigschen Eisenbahn hatten sich an dem schönen Sonntagsmorgen Tausende versammelt, Kanonendonner, Glockengeläute und Hurrahruf des Militärs und der Beamten innerhalb der Barrieren verkündeten die Ankuft des König - das Volk blieb stumm - und als der König im offenen Wagen durch die schwiegenden Massen fuhr, rückte fast Niemand den Hut! Diese Szenen widerholten sich in der Stadt, auf dem Paradeplatze bei der Musterung des Militärs bei der Abfahrt des Königs um Mittag, nach etw einstündigem Ausenthalte, und auf dem Bahnhofe der Rendsburg-Neumünster'schen Eisenbahn. Ein als Republikaner verschridener Bürger äusserte laut: "Der König dauert mich! Liesst man doch auf seiner kammervollen Stirn deutlich die bittersten Vorwürfe gegen seine verantwortlichen Rathgeber." Allerdings hätten die Minister wissen müssen, dass einem Volke Wunden, wie sie dem schleswig-holsteinischen Volke geschlagen wurden, in vier Jahren nicht verharschen.

(Kurier für Niederbayern : Landshuter Tag- u. Anzeigeblatt ; unabhängige Tageszeitung für Heimat und Volk. 7. november 1854)

Slesvig-Holsten. På grund af Danmarks konges tilstedeværelse i de tyske hertugdømmer har folk dér ikke glemt, hvad den medfølgende minister for Slesvig (også et redskab for den russiske regering i indre anliggender) bragte over dem ved at ødelægge de mest dyrebare rettigheder for folket. Og dette folk der klamrer sig til deres rettigheder og skikke, skulle pludselig kysse stangen, som slog dem så følsomt? De receptionsceremonier der fandt sted, blev der foretaget efter ordre fra de lokale myndigheder. I Flensborg kan det danske parti frivilligt have tilføjet lydigheden for at fremkalde den offentlige ærgrelse, der i denne by der lovligt erklæres tysktalende, ¨forvoldes ved tyskernes sang af danske nationalsange. Kongen siges selv at have udtrykt sin overraskelse over for embedsmændene over at de kun henvendte sig til ham på dansk. I Slesvig talte provsten, en tysker, til kongens hustru på dansk i domkirken, men hun bad udtrykkeligt om tysk, fordi hun var i en tysktalende by. Selv danskere bliver forarget, når en tysker nægter sin nationalitet. Laugene var rykket ud efter ordre. Invitationen til et af ​​dem lød: "Alle må selv vurdere de ubehagelige konsekvenser af udeblivelse." Illuminationen viste sig at være bestilt, og der blev ikke engang givet private audienser i Slesvig. Ministeren K. v. Moltke var altid til stede. Ellers kunne en privat borger sagtens have sagt noget til suverænen som ministeren ikke ville have ønsket.

Schleswig-Holstein. Ueber der Anwesenheit des Königs von Dänemark in den deutschen Herzogthümern hat man dort nicht vergessen, was der begleitende Minister für Schleswig (auch in den inneren Verhältnissen ein Werkzeug für russische Regierungsmarimen), durch Vernichtung der theuersten Rechte des Volks über dasselbe gebracht hat. Und dieses, an seinen Rechten und Gewohnheiten festhaltende Volk sollte plötzlich die Ruthe küssen, die es so empfindlich schlägt? Was an Empfangsfeierlichkeiten stattgefunden, ist auf Befehl der Ortsbehörde geschehen. In Flensburg mag von der dänischen Partei zu dem Gehorsam eine freiwillige Zugabe gekommen sein, um die öffentlichen Aergernisse herbeizuführen, welche in dieser, gesetzlich für deutschredend erklärten Stadt durch Absingung dänischer Nationallieder von Deutschen gegeben sind. Der König selbst soll sein Befremden gegen die Beamten ausgesprochen haben, dass er von ihnen nur dänisch angeredet worden sei. In Schleswig hat der Probst, ein Deutscher, die Gemahlin des Königs im Dom dänisch angeredet, dieselbe sich aber Deutsch ausdrücklich ausgebeten, da sie in einer deutsch redenden Stadt sei. So erregt es selbst die Verachtung der Dänen, wenn ein Deutscher seine Nationalität verläugnet. Die Gewerke waren auf Befehl ausgezogen; an eine derselben lautete die Einladung: "Jeder habe sich selbst die unangenehmen Folgen des Ausbleiben beizumessen." Die Illumination zeigte sich als eine anbefohlene, Privataudienzen in Schleswig gar nicht ertheilt worden. Der Minister K. v. Moltke war immer genenwärtig. Ein Privatmann hätte sonst leicht dem Landesherren etwas sagen könnnen, was dem Minister nicht behagt hätte.

(Kemptner Zeitung. 11. november 1854)

Tærskemaskine-Ulykke. (Efterskrift til Politivennen)

I 1850 blev der indført damptærskemaskiner i landbruget. Om det er denne type eller andre, fortæller notitserne ikke noget om: 

Ulykkestilfælde. Stege, d. 1ste Nov. Paa Tranemosegaarden tildrog sig i Fredags det høisdt sørgelige Tilfælde, at en Dreng, der var beskjæftiget med at kjøre den ene Hest for en Tærskemaskine, havde sat sig op paa Hjulet, hvorved han, da Maskinen kom igang, blev saaledes forklemt, at han døde en halv Time efter.

(Møens Av.)

(Sjællands-Posten (Ringsted) 5. november 1853).

Ved Rendsborg er skeet den skrækkelige Ulykke, at en Gaardmands Kone kom ind under en med Hestekraft dreven Tærskemaskine og omkom.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 2. september 1854).

Atter er afstedkommet et Ulykkestilfælde ved en Tærskemaskine, idet en Kone i Stevelt ved Haderslev, Enke efter afd. Gaardmand Hans Birk, er ved at komme Bommen for nær, bleven greben af det paa denne anbragte Ledemod, der, ved at snoe sig fast i Klæderne, rev den ulykkelige Kone til Jorden og tvende Gange med omkring, hvorved hun paa der Skrækkeligste er bleven tilredt. Det ene Been siges at være brudt paa to Steder og der andet er ligeledes haardt beskadiget; dog haabes Overkroppen at være forbleven ubeskadiget, endskjøndt dette neppe synes muligt. Dette Ulykkestilfælde, der er et af de mange, omtalte Maskine alt har forvoldt, vil vel neppe blive det sidste, naar ikke den til den egentlige Maskine førende Bom med dens Ledemod bliver omgiven med en Slags Rør- eller Hylster, der vel ikke vilde koste over 1 a 2 Rd. (Dv.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15, oktober 1854)

Brev fra Nakskov. (Efterskrift til Politivennen)

(Indsendt.)

Hr. Redacteur! Naar man i den senere Tid er kommen i Forbindelse med andre Mennesker end Nakskovitter, faaer man næsten altid det Spørgsmaal kastet i Næsen: hvordan kan det dog være, at Nakskovitterne, som fra Arilds Tid have staaet fremmest i Hoben, naar det gjaldt gamle Danmarks Ære og Frihed, i disse farlige Dage ikke yttre det mindste Liv eller tilsyneladende lægge nogen Interesse for Dagen for de store Spørgsmaal, som for Øieblikket beskæftige alle Gemytter, og saa spørges der igjen med en vis Spydighed om, denne politiske Ro, hvortil Byen nu har hengivet sig, skal søges enten i Ligegyldighed for det offentlige Vel, i forandrede Anskuelser eller muligt endog i den Frygt, som jo vor Amtmand har sagt har indsneget sig rundtomkring her i Stiftet. Da jeg som god Nakskovit bestandig ærgrer mig over at høre disse Spørgsmaal gjentages, og navnlig af og til er bleven meget opbragt over de ovenfor anførte Slutninger, som i Grunden ere ligesaa mange Fornærmelser imod vor gode By, vil jeg dog engang bryde overtvært, som man siger, og underrette alle de ærede, meer eller mindre næsvise Spørgere om, at den eneste Aarsag, hvorfor vi i den senere og følgende Tid ikke have havt eller vil kunne faae Lejlighed til at udtale os over Dagens store Spørgsmaal, stifte Grundlovsforeninger, give Bidrag til Rødding Høiskole, skrive Mistillids-Adresser til Ministeriet, som vi Alle ønske - nok sagt! foruden meget Mere, ene bestaaer i, at vi af Frygt for Livets Existents ikke have Stunder til at beskjæftige os med saadanne Smaating. Naar jeg imidlertid siger "vi", saa maa De vel vide, hvem disse "vi" ere. Hermed menes ikke Embedsklassen, der, paa enkelte Undtagelser nær, har bragt al Politik et midlertidigt Levvel, heller ikke indbefattes herunder Haandværksstanden, der endnu kjender sin egen Styrke for lidt til at have nogen synderlig Indflydelse, og nu seer De selv, at det kun er Handelsstanden, der kan indbefattes under dette "vi", og at det er denne for saa frisindede og mandigt optrædende Handelsstand i Nakskov, som for Øieblikket ikke har Tid til at beskjæftige sig med de store Spørgsmaal om Statens fremtidige Vee og Vel, hvilke den tog tidligere baade i Ord og Gjerning har viist at ligge sig paa Hjertet. Tingen er nemlig den, at samtlige Byens Handlende have forenet sig om "ueftergivelig at see opdaget og lovlig paatalt og forfulgt til Confiscation og anden Straf og Undgjældelse efter Lovenes Strænghed" al ulovlig Handel, saa at de "ved alle lovlige Midler ville forfølge Enhver, som i eller udenfor Byen driver ulovlig Handel". Ja til ret at drive denne Forfølgelse paa Kraft have de givet 3 Mænd det ikke misundelsesværdige Hverv, at "opdage" den ulykkelige Synder, som vover at sælge et eneste Pund Rosiner uden i Byens privilegerede Kramboder, og siden overgive ham i Rettens ubønhørlige Vold, Ligesindede til Skræk og Advarsel og os Alle til et godt Exempel. De vil vist forbavses over at erfare, at en Handelsstand, der tæller saa mange humane, oplyste og frisindede Mand i sin Midte, kan have givet sit Navn og Indrømmelse til en Bestemmelse, der maatte berettige dens Medlemmer til lige de modsatte Prædicater, naar man ikke kjendte dem bedre, eller ogsaa de maatte mene, at Byens Handlende i den Grad ere komne paa Knæerne, at de desaarsag ikke kunne taale den Smule Handel, som maaskee en eller anden mindre gunstig stillet Medborger eller Medborgerinde drev ved Siden af dem, og derfor have seet sig nødsagede til at forsøge det yderste Middel for at holde sig oppe endnu nogen Tid. Hvorledes alt dette egentlig hænger sammen, skal jeg mulig en anden Gang, naar den første Storm har lagt sig og Resultaterne af de 3 Mænds første Opdagelser foreligge Publicum i de afsagte Domme, give Dem nærmere Oplysning om. Hensigten med disse Linier har kun været at fremkomme med ei undskyldende Ord for vor politiske Sløvhed i denne Tid; thi De behøver ikke at gaae videre end til Dem selv, Hr. Redacteur, med Deres 5 Processer, og tænk Dem nu en Handelsstand, som kan skabe sig ligesaa mange hver Dag. naar den bare er om sig, og derhos nu skal til at fylde Marskallernes Jagter med Korn - thi, som bekjendt, lever en stor Deel af denne Byes, nemlig Marstals, Skippere, ligesom i gode gamle Tider, endnu for det Meste af Fragthandelen fra Nakskov - , hvor megen Tid kan man vel saa her i Byen have til at tænke paa Grundlovsforeninger, Folkehøiskoler og lignende Snurrepiberier. 

Nakstov, den 1ste October 1854. C. + 1.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 7. oktober 1854)

Christian Adolph Barfod Lønborg (1835-1916): Axeltorv i Nakskov, mod Søndergade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

(Indsendt)

I Stifts-Tidenden af 7de October (Nr. 185) har en anonym Forfatter under Mærket C.+1 givet nogle Meddelelser fra Nakskov, i hvilken Anledning det maa bemærkes at, naar det hedder, at "samtlige Byens Handlende" i denne Tid ere beskjæftigede med at forfølge enhver formeentlig uberettiget Handel saavel i som udenfor Byen, dette da forsaavidt er urigtigt, som Hr. Consul C. Hage Intet hermed har at bestille. Ved denne Leilighed kan ogsaa erindres, at ingen Ærøjagter enten fra Marstal eller Omel fortjene Noget hos ham ved Fragtfart.

6

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 11. oktober 1854).