15. Bataillon i Helsingøer. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående historie er en blandt mange hvor hovedstadspressen - flittigt citeret af provinspressen - beskrev historier som skulle antyde at slesvig-holstenere var rå og brutale personer. Historierne blev ofte bragt langt fremme i bladene, med forsøg på generalisering. Denne historie viste sig senere at være opspind, på trods af flere påstande om at den var sand, og et dementi blev udsendt, dog næsten bagest i bladet, og næsten ikke citeret i provinspressen. En lovet opfølgning på hvad der reelt skete, kom aldrig.

Helsingør, den 26de Decbr. Igaar Aftes er der her i Byen forefaldet Optøier af en temmelig alvorlig Natur. De holsteenske Soldater, som ligge i Garnison i Helsingør, ere lange blevne betragtede med mindre gunstige Øine af Byens lavere Befolkning, og der er allerede tidligere skeet Excesser, som Følge af hvilke Soldaterne ved en Parolbefaling have faaet Ordre til stedse at bære deres Sabler. Igaar Aftes stødte endeel "Kadreiere", som man siger her i Helsingør, paa et Beværtningssted sammen med Soldaterne; der opstod snart et Slagsmaal, som fortsattes ud paa Gaden, hvor Soldaterne bleve stemt medtagne ved et Bombardement med Muursteen, men fik Forstærkning og hævnede sig ved en kraftig Brug af deres Sabler. Striden maa have været alvorlig, thi over hundrede Soldater skulde have været indviklede i den, og paa Valpladsen er der forefundet adskillige Sabler og en afhuggen Finger, hvis resp. Eiermænd nok ville blive fundne. Soldaterne have foreløbig faaet Ordre til at afholde sig fra at besøge Værtshusene i Byen, og Forhørere allerede optagne over de Skyldige. Naar jeg erfarer det Nærmere om Sagens Gang, skal jeg meddele Dem det. (Dagbl. Con.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. december 1854).

Efter "Helsingørs Avis" har hele Slagsmaalet der i Byen paa første Juledags Aften bestaaet i, at endeel Soldaler, rimeligviis foranledigede ved tidligere Uenighed med nogle Civile paa en af Byens Dandseboder, i et Værtshuus havde begyndt Klammeri med de der tilstedeværende civile Gjæster, og under det sig her deraf udviklede Slagsmaal havde gjort Brug af deres Sabler og tilføiet 2 eller 3 af bemeldte Civilpersoner Saar, der heldigviis ikke have været betydelige. Den derved udenfor paa Gaden forsamlede Folkemængde havde angrebet og forfulgt de Soldater, der enten virkelig havde eller dog antoges at have deeltaget i det saaledes Forefaldne, og frataget to af dem Sablerne, ved hvilken Lejlighed den ene, der uheldigviis var aldeles uden Deelagiighed i det Passerede, desværre er bleven temmelig forslaaet. Det forholder sig ogsaa rigtigt, at endeel Soldater under bemeldte Forfølgelse ere drevne paa Flugten ved Steenkast; men foruden de Personer, der, som anført, bleve let saarede i Værtshuset, vides kun Een at være saaret paa Gaden ved et Hug over en Finger. Et Forbud imod, at Soldaterne besøge Byens Værtshuse, er ikke givet, hvorimod det anden Juledags Aften var dem forbudt at komme paa Dandseboderne eller at være ude af deres Qvarterer efter Tappenstreg. Vi have, tilføier Bladet, al Grund til at haabe, at denne vistnok beklagelige Tildragelse, der udentvivl har sin Oprindelse fra "Kjærestehistorier", og saaledes, som ialmindelighed i saadanne Tilfælde, maa tilskrives Feil fra begge Sider: ikke vil have videre forstyrrende Følger for det gode og fredelige Forhold, som det Tidsrum af over to Aar, hvori den 15de Bataillon har garnisoneret i Helsingør, har fundet Sted imellem Bataillonens Mandskab og Byens Befolkning.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. januar 1855).

Kjøbenhavn, d. 19. Febr.

- (Dgbl.) Vore Læsere ville erindre, at vi i Dagene mellem Juul og Nytaar omtalte nogle Optøjer, af en temmelig alvorlig Natur , som havde fundet Sted i Helsingør, hvor det gjentagne Gange var kommen til Slagsmaal mellem Civile og Militære paa et Beværtningssted. "Hels. Avis" indeholdt kort Tid efter en Art "Berigtigelse" af denne Meddelelse, men det var kun aldeles uvæsenlige Punkter, som bleve modsagte, medens Avisen maatte indrømme alt det Væsenlige af vor Beretning. Der blev dengang talt om stræng og nøjagtig Undersøgelse for at opdage de Skyldige og forhindre slige Excesser for Fremtiden, men senere have vi hørt , at hele Sagen er bleven neddysset og tilgivet. Vi ere nu blevne underrettede om, at denne Ligegyldighed fra Autoriteternes Side, som man kunde vente, har havt de allersørgeligste Følger: der er begaaet nve Excesser af den helsingørske Garnison, og denne Gang paa en saadan Maade. at det vilde være aldeles uforsvarligt, om man atter vilde neddysse Sagen istedetfor at anstille nøjagtige Undersøgelser og dømme de Skyldige efter Lovens hele Strænghed. - Medens Isen har ligget fast over Øresund have saavel Svenske som Danske gjæstet Nabolandet, og der har stedse hersket den bedste Forskånelse mellem de tvende Nationer, indtil dette gode Forhold er bleven forstyrret af den helsingørskc Garnison. Søndagen d. 11. Januar besøgte et stort Antal Menige af den 15. Bataillon (Holstenere), væbnede med Sidegevær, Helsingborg og viste der en højst upassende Opførsel; de spærrede klyngeviis Torvet og Gaderne i Byen og anfaldt navnlig ved høilys Dag Fruentimmerne paa en højst uanstændig Maade. Fra svensk Side blev der Intet foretaget mod Rolighedsforstyrrerne, skjøndt der havde været god Anledning dertil, og kun paa et Beværtningssted bleve nogle af Soldaterne, der vilde holde Huus som nylig paa Gaderne, pryglede igjennem og satte udenfor af nogle danske Søfolk. Paa Tilbagevejen over Isen mødte Soldaterne en ubevæbnet svensk Husar, der med tvende svenske Piger havde været i Helsingør; uden Anledning overfaldt de danske Soldater Husaren med deres Sabler, tilføjede ham adskillige Hug og Slag, sønderreve hans Uniform og berøvede ham hans Feltbue, som Dagen efter fandtes med afskaarel Skygge, afsprættede Snore, qjennemstukket og ituflænget ved Helsingørs Havn og indleveredes som Hittegods paa Politikammeret. De tvende Piger, der fulgte med Husaren, bleve paa den uteerligste Maade mishandlede. En dansk Politibetjent, som sendtes over til Helsingborg for at opspore Ejermanden til den fundne Hue , skal have bragt en smuk Rapport tilbage. Alt, hvad der fra Bataillonskommandøren, Major Nissens Side er gjort i Anledning af disse skandaløse Optrin, indskrænker sig til, at det ved Parolen i Mandags eller Tirsdags er forbudt Soldaterne at gaae til Helsingborg; forøvrigt har man ikke hørt Noget om, at Undersøgelse er indledet for at opdage de Skyldige , hvilket dog ikke kan være saa vanskeligt, da flere Sergeanter og andre Overordnede i Søndags vare i Helsingborg og maae have seet idetmindste nogle af Soldaterne. - Klagerne over den 15. Bataillon ere hverken saa eller nye. Afvigte Foraar blev der klaget over, at Soldater af BatailIonen havde slæbt store Stene og Straatage (der bruges af Steenhuggerne paa Chausseen) ud paa Kjøreveien, ja endog havde taget en Harve fra en Ager og lagt denne med opadvendte Tænder paa Veien. I Julen var det Slagsmaalet med Kadreierne, og nu er det de oprørende Scener i Helsingborg. Medens Oberstlieutenant Dodt kommanderede Bataillonen, fandtes Disciplin og Mandstugt, men efterat denne Officeer hovedkulds er bleven først forflyttet og siden afskediget af Krigsminister Hansen, og siden Major Nissen er bleven Bataillonskommandør, hersker tøjlesløs Uorden mellem de holsteenske Soldater, og Kommandøren skal have besvaret Vedkommendes Klager med den Yttring, at han ikke kunde forbyde sine Folk at more sig, hvor der var Lystighed. - Saaledes lyde de Beretninger, vi have modtaget fra Helsingør. Det er muligt, at der i et eller andet Punkt kan være nogen Feil eller Overdrivelse, men i Hovedsagen troe vi, at Beretningen vil befindes sand. Vi haabe, at Krigsministeriet vil tage sig af Sagen og med den yderste Strænghed lade anstille Undersøgelser for at opdage de Skyldige og drage dem til Ansvar, selv om Bataillonskommandøren kunde være tilbøjelig til atter at "neddysse" det Skete. Det er saameget nødvendigere at gjøre en Ende paa disse Uordener, som Excesserne denne Gang ere udøvede i et fremmed Land og mod dets Undersaatter, der have Krav paa den fuldstændigste Satisfaktion.

(Dannevirke 21. februar 1855).

Langt henne i en avis fandtes følgende:

Kjøbenhavn, d. 20. Febr.

- "Dagbladet" tilbagekalder idag i Efterstaaende den forfærdelige Beretning, det meddeelte igaar om Uordener, forøvede af den 15. Bataillon i Helsingør, en Beretning, som synes at have været Opdigtelse og være bleven "Dagbl." tilsendt for at faae dette saare kjæphøie Blad ud paa glat Iis. Det siger: 

"Efter foreløbige Oplysninger, som ere os meddeelte fra en competent Side, synes det, at den i vort Gaarsnummer meddeelte Beretning om Excesser, som skulle være udøvede i Helsingborg og mod Svenske af den 15de Bataillons Soldater, hidtil ikke er støttet paa Andet end løse Rygter, og at den ialfald i væsenlige Punkter er unøiagtig. Da Beretningen allerede for flere Tage siden er bleven os tilsendt fra en navngiven Mand i Helsingør, havde vi ingen Grund til at betvivle dens Paalidelighed; det skulde gjøre os ondt, om vi derved havde givet Plads for uretfærdige Beskyldninger mod Bataillonen og dens Chef. - Vi haabe om nogle Dage at kunne give en nøiagtig Beskrivelse af hvad der er forefaldet.

(Dannevirke 22. februar 1855)

Med Hensyn til de Excesser, som skulde være udøvede mod civile Indvaanere i Helsingborg af den 15de Bataillons Soldater, meddeler "Hels. Av.", at Borgermester Weylander i Helsingborg efter Vedkommende Opfordring har ladet Stadsfiskalen Rosenberg anstille de nøiagtigste Undersøgelser, om saadanne Excesser have fundet Sted og i hvilket Omfang, men at ogsaa Fiskalens Erklæring efter disse Undersøgelser gaaer ud paa, "at der i Soldaternes Opførsel i Helsingborg den nævnte Dag ikke har været mindste Grund til Klage".

(Ribe Stifts-Tidende 6. marts 1855).

15. Bataillon blev oprettet ved kongelig resolution af 17/12 1777 som Lollandske Infanteriregiment. 1785 Holstenske Infanteriregiment. 1842 15. Linie Infanteribataillon. 1848 slettet af Armeen. Bataillonen blev en del af den slesvigholstenske hær under ledelse af overgeneral Willisen og stabschef von der Tann under slaget ved Isted . 1851 1. Holstenske Infanteribataillon (Helsingør). 1852 15. Linie Infanteribataillon. 1860 15. Infanteribataillon. 1863 15. Infanteriregiment. 1865 15. Infanteribataillon. 1867 15. Bataillon. 1951 ophævet.

M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående er 10. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Mellemperiode 1848-1856

Nathanson ankom med sin kone til Altona midt under treårskrigen, hvad ikke forhindrede ham i at rejse til København med et "vigtigt brev". Han blev dog arresteret i Frederiksborg - og på politiets regning fik en enkeltbillet tilbage til Altona. I 1851 vendte han tilbage til Randers til sin nevø og datter. Dog ikke uden bryderier med sin svigersøn. Her boede han resten af sit liv. 

Bibliotek for Læger. 1848, bind 3, s. 270-393: "En psycho-pathologisk Skizze Af Redaktøren" 

(Den 123 sider lange artikel er tilsyneladende skrevet af Harald Selmer som var en af de store kanoner inden for dansk anstalt-psykiatri. Artiklen beretter om sagsforløbet og hvorfor det var nødvendigt at indlægge Nathanson).

Hestehandleren Nathanson, sørgelig Ihukommelse, har i denne Tid udgivet en Brochure i Hamborg, betitlet: "Chicote eller Slavepidsken, Advarsel for de Slesvig-Holstenere, som ere tilsinds at lade sig hverve til brasiliansk krigstjeneste."
(Flyveposten, 28. januar 1851.) 

Hr. Redacteur!
Idet min Svigersøn, Slagtermester Isaac Nathansen i Randers, har lagt Hindringer i Veien, at saavel hans Skrivelse til mig som og Svar derpaa blev aftrykt i Randers Avis, saa beder jeg D. Bbhd at optage disse i Deres Blad, thi Offenttligheden er det bedste Værn for den forurettede.
Ærbødigst
M. L. Nathansen
fra Randers.
* * *
"Da jeg ifjor erholdt flere Klager fra mine Svigerforældre i Altona, fandt jeg det for min helligste Pligt at tage dem hos mig og ernære dem, i Haab om at de øvrige af hans Familie maatte bedrage til denne Gjerning, men da jeg nu har havt mine Svigerforlædre hos mig siden 7de juli 1851 og ikke nydt det mindste godt af Familien, saa er den Byrde mig for haard, da jeg selv har Kone og Børn, og min Profession bliver Aar for aar mere og mere undertrykt af Bønderne, saa det er mig ganske umuligt at sørge for dem.
Randers, den 5te Januar 1852
Isaac Nathansen
Slagtermester.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 14. januar 1852.) 

Til mine agtede Medborgere.
Være disse Linier rettede, ingenlunde som Klage over den af min Svigersøn, Isaac Nathansen, mod sin Svigerforældre i disse Dage udøvede "Gjerning", hvorved vi nødsagedes, om Aftenen, at forlade hans Huus, for at han ei næste Dag skulde kunne udføre sine Trusler.
Siden 1817 har jeg været Borger her i Byen, og vistnok i alle Henseender og især som Fattigkasserer og Rodemesteer opfyldt mine Pligter. I dette Blad Nr. 10 har man læst "at jeg skulde fra Altona have tilskrevet min Svigersøn Klagebreve, saa at han fandt det for sin helligste Pligt at tage os til sig og ernære os."
Da jeg med Kone f. A. aldeles ubemidlet fra Brasilien kom til Hamborg, fandt jeg det dog under min Værdighed at bede min Svigersøn om nogensomhelst hjælp; omendskjøndt jeg stedse, ja saagar fra den Tid af, da dennes Fader med en Flok Børn endnu boede i Odense, understøttede Familien, med det som stod i min Magt, det var vel ei "min helligste pligt", men det var min forarmede Broder, og jeg var dengang bemidlet, men aldrig har jeg givet noget skriftligt fra mig desangaaende for at det offentligt skulde udbasuneres.
Det vi nøde i hans Huus fra den 18de Juni f. A., indtil Skandalen udøvedes mod mig og min Kone, have vi vistnok ved Arbeide troligen fortjent os.
At han til Slutningen tilbageholder mine otte Lagener, hvilke han paa mine Vegne har modtaget af et Medlem af Repræsentanterne ved den mosaiske Menighed, ifølge min Udleveringsseddel, ligeledes de 9 Rbd. 4 Mk, hvilke jeg fortjente mig og leverede ham, dette ville mine agtede Medborgere muligen endnu ei kunne troe.
Iøvrigt er det beklageligt, at Svigerforældre, som i de senere Aar har kæmpet mod alle Livets Gjenvordigheder, skulle have været Gjenstand for Pengespeculationer hos sine rige Slægtninger. Mon dette kaldes "at opfylde sin helligste Pligt"? Jeg tilgiver min Svigersøn den Adfærd han saa ubetænksom udøvede mod sine Svigerforældre thi dette byder mig den Religion, hvori jeg med min troe Ægtefælle nu finder Trøst og Styrke, men jeg maa antage, at han til denne Daad har ladet sig forlede af sine Slægtninge.
Vi bede den Almægtige, at give os Kraft og Mod til at bære vor tunge Skjæbne. Til min Retfærdiggjørelse har jeg i dette Blads Redaction henlagt de tvende Breve fra min Svigersøn, hvormed jeg med Kone overtaltes til at komme til Randers.
randers, den 14de Januar 1852
M. L. Nathanson
Nordregrave nr. 73.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 16. januar 1852.) 

Ved min Hjemkomst skal jeg ei undlade, at indgive Klage til Vedkommende Politiøvrighed over den hos Kromanden i Støvring f. M. lidte scandaleuse Behandling, og tvivler ingenlunde, at hans Herredsfoged nok vil vide at forebygge, at den Reisende i benævnteKrøei oftere vilde være udsat for Chicaner.
Aalborg, den 6te August 1852.
M. L.Nathansen
fra Randers.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 6. august 1852)

Indsendt
Naar jeg atter optager Traaden angaaende Dyrlæge Kellers "kronede Priisafhandling", da skeer det ingenlunde for at opægge ham til Forsvar men det skeer blot af en Aarsag, at bevise ham, at ogsaa Thyland fremskrider til det bedre med Hesteavlen. Saaledes kunde man see fremstillet til Dyrskuet den 13de ds. ved Thisted flere fortrinlige Hingste, hvoraf Afkommet lover meget.
(Herefter nogel eksempler på hestehandler og væddemål)
Thisted, den 21de August 1854.
M L. Nathanson
fra Randers 
(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer. 22. august 1854. ) 

Artiklen bliver citeret i Fyns Stiftstidende. 28. august 1854. 

Til Publikum
Saaledes som jeg atter er betænkt paa at foranstalte gavnlige Indretninger for Landet, saaledes har jeg alt i Aaret 1839 været betænkt paa at forbedre den jydske Hesteavl, men først i Aaret 1841 lykkedes det mig at realisere Samme, hvilket ei alene i "Veile Avis" Nr. 47 fra 20de April 1841 blev omtalt, men tillige i en allerunderdanigst Ansøgning til vor høisalige Kong Christian VIII, dateret Viufgaard den 11te Februar 1841, som jeg havde den Ære at overrække Allerhøistsamme, har Comiteen (Major Ingversen, C. Dalgas og Betzer) ytret sig saaledes:

"Med Taknemmelighed og paaskjønnende Erkjendtlighed have vi erfaret de Forandringer Dres Majestæt ved Hr. Nathanson allerede har ladet iværksætte til Hesteavlens Forbedring."

Senere modtog jeg en Skrivelse fra den daværende Amtmand for Haderslev Amt, Conferentsraad Johansen, saaledes lydende:

"Idet jeg takker Hr. Nathanson for den Nidkjærhed, hvormed han er betænkt paa Hesteavlens Forbedring i det mig allernaadigst anbetroede Amt, glæder det mig tillige at kunne bevidne, at hans Bestræbelser finde almindelig Paaskjønnelse hos Landmanden, samt nærer jeg det grunde Haab, at hans Virksomhed vil være af gavnrig Indflydelse paa hiint vigtige Anliggende."

Med Glæde seer jeg nu, at mit Forslag var heldbringende for Landet, desaarsag haaber jeg, at min Nærværelse i Hovedstaden i en for Jylland ikke mindre vigtig Sag, heller ikke vil være uden Nytte.
Min Afhandling om "Danmarks Hesteavl" bliver af Portneren i "Hotel d'Angleterre" gratis udleveret.

M. L. Nathanson.
(Flyveposten. 11. september 1854)

Pinlig Affair i "Harmonien". (Efterskrift til Politivennen)

Fra Flensborg skrives under 19. ds. i "Dagbl.": Den 19. ds. feirede Selskabet "Harmonien" sit halvhundredaarig Jubilæum, i hvilken Anledning saagodt som alle de borgerlige Medlemmer og Etatsraad Bagger vare samlede til et festligt Aftensmaaltid. Det var hændelsesvis samme Aften, som Hs. Majestæt paa sin Gjennemreise opholdt sig i vor By. Under Maaltidet, hvor Klubbens Phønix, Hr. Etatsraad Bagger, den eneste Embedsmand, der con amore holder til der, skjønt han ikke længere er Medlem af Bestyrelsen, nød den Ære at udbringe Hs. Maj. Kongens Skaal, begyndte Kirkeklokken pludselig at ringe, til Tegn paa, at Hs Majestæt nu begav sig paa Veien. Greben af dette høitideljge Øieblik reiste sig en ung Kjøbmand Autzen, som hører til "det andet Parti", tog sit Glas og sagde omtrent Følgende: "Die Glochen läuten! Wollen wir unserm lieben Königherzoge eine glückliche Reise wünschen und lhn leben lassen!" En Dødsstilhed indtraadte efter disse Ord. Det var, som følte Enhver, al Optagelsen af denne slesvigholstensk - ungdommelige Frækhed vilde være et Naadestød og have Klubbens Lukninq næste Morgen tilfølge. Hr. Autzen, som dog nok idet mindste havde ventet Undetstøttelse af sine talrige Meningsfæller, blev synlig forbauset over sit ringe Held og endte med modfalden at erklære, at ville ingen Anden drikke den Skaal, saa drak han den alene, og dermed satte han sig. Men Krudtet havde fænget; de gamle politiske Storme, der i Kriqsaarene bleve førte med en poteniseret Lidenskabelighed, satte atter den gamle loyale Stoks støvede og indslumrede Patriotisme i Bevægelse, og som Repræsentant for den reiste sig Kjøbmand P. A. Petersen og udtalte i stærke Ord sin Misbilligelse af et Udtryk, som saa slet skjulte den tilsigtede Demonstration, samt underrettede Selskabet om, at han som Medlem af Bestyrelsen ansaae det for sin Pligt øieblikkelig at underrette Overpræsidenten, Kammerh. v. Rosen, om det Forefaldne. Interessantest af det Hele skal det have været at iagttage de talrige slesvigholstenske Medlemmers Holdning under den hele Sag. Ikke al tale om, at man ikke vovede det mindste Skridt til Forsvar for Synderen, undgik man enhver Berørelse med ham, som om man derved kunde risikere strax at dele Skjæbne med ham, og som om man allerede udmalede sig speciel Politiopsigt, Putten i Hullet, Vand og Brød osv. Man har ikke høret, om Autoriteterne have gjort Noget ved Hr. Autzen; derimod opfordrede "Harmoniens" Bestyrelse ham allerede næste Dag til frivillig at udtræde af Selskabet, og da han vægrede sig derved, indvarsledes der en Generalforsamling til igaar Aftes, hvor Bestyrelsen vilde have forebragt Spørgsmaalet for Medlemmerne og forlangt Synderen udvoteret. Imidlertid synes der, som om Hr. Autzen har faaet Vink om, al han ikke kunde stole paa sine Meningsfæller, som ere talrige nok til at forhindre Udvoteringen, men formodentlig ikke have vovet der, hvad enten de nu ikke have villet støde de "Royale" for Hovedet eller frygtede for aner al blive "klubløse". Han udmældte sig igaar Morges, og som Følge heraf blev Generalforsamlingen strax afsagt.

(Ribe Stifts-Tidende 28. november 1854).

Trommesalen. (Efterskrift til Politivennen)

Trommesalen. Om den uheldige Plads, hvorpaa Trommesalen eller Kreatur-Torvet er beliggende, har der ofte været talt; men hvad Grunden end har været, dette Torv er endnu paa sit gamle Sted. Enhver som passerer der forbi nedad Kongeveien, vil indrømme mig, at det er med Fare for Liv og Lemmer at man kommer der, og det er en forunderlig Ligegyldighed, som vises mod de Passerende, ved at det tillades baade Prangere og deres Drenge i fuld Fiirspring at ride og kjøre over Kongeveien nedad Farimagsveien. Man skulde dog ikke opsætte Forlæggelsen af Torvet indtil der er skeet en Ulykke. Hvad der ogsaa gjør denne Flytning ønskelig er, at Dyreplageriet, som her drives paa et mindre befærdet Sted, ikke blev saa synligt; tilladet og drevet for Alles Øine, maa det have en uheldig Indflydelse paa Moraliteten. - Der er jo heller ikke Mangel paa Plads, da Communen mellem Farimagsveien og Kjærlighedsstien fra Vester- til Østerbro eier en Strækning Jord, hvoraf et Stykke fortrinligt vilde egne sig til dette Brug. - Da jeg nu er kommen paa Vesterbro, maa jeg med det Samme tillade mig at gjøre Vedkommende opmærksom paa, at Grøvterne ved Glaciholm, ved Begyndelsen af Farimagsveien og lands Kjærlighedsstien er i en sørgelig Tilstand, nogle Steder stinkende og næsten overalt ikke lig Grøvter, men tilfældige Fordybninger. Det er et sørgeligt Vidnesbyrd om vort Veivæsens Virksomhed i den Retning, naar en saadan Uorden kan finde Sted umiddelbart ved Byen og saa kort efter at en skrækkelig Epidemi har anrettet sine Ødelæggelser; men det er da sandt, under denne var Tilstanden som nu. Man maa haabe, at en offentlig Paatale vil foraardage en Bedring. -

Ved denne Leilighed maa jeg gjøre en Bemærkning om den Jordstrækning mellem Farimagsveien og Kjærlighedsstien fra Vester- til Østerbro. Dette Terrain er lavt og fugtigt og bestaaer væsentlig af Opfyldning af al Slags Renovation. Naar nu Tilladelsen til at bebygge dette Terrain bliver given, og jeg tvivler ikke paa, at Krigsministeren vil komme til at opgive sin FOrtolkning af Loven 6te Januar 1852, saa vil Communen formodentlig afhænde det til Bebyggelse. Dette maa jeg ansee for en stor Ulykke for Kjøbenhavns Sundhedstilstand, da Erfaringen vel har viist, at en suur Grund giver en usund Byggeplads. Jeg antager derfor, at det vilde være til det Almindeliges Bedste, om dette Terrain blev afhændet med den Betingelse, at det maatte kun afbenyttes til Haver eller andet Brug, som ikke fordrede mange Bygninger. Hvad der allerede er Eiendom maatte naturligviis være udenfor denne Bestemmelse, da Eierne have kjøbt under Forudsætning af at kunne benytte deres Jordsmon som tjener dem bedst. Hvis der anlagdes Hauger, vilde det bidrage til Byens Forskjønnelse, et Hensyn, som altfor lidt hidtil er taget og som har gjort sit til at give Kjøbenhavn sit kjedsommelige Udseende. X

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1854. 2. udgave).

Kongens og Grevinde Danners Besøg i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Altona, 27. oktober. Ministrene Tillisch, Hansen og Reventlow-Criminil der fulgte kongen, blev i Flensborg. Overbevist om at grevinde Danners følgeskab kun ville volde kongen besvær, bliver hun tilbage i Glücksburg. De fire fornemmeste flensborgske damer som kongen i 1851 dekorerede på grund af den gode omsorg for de syge og sårede danske soldater, forlod Flensborg, da kongen og grevinde Danner ankom, fordi de ikke opvarte disse; andre Flensborg-damer som var af ægte danske følelser, foregav sygdom og forlod ikke huset under hele kongens tilstedeværelse i Flensborg. I Plön pakkede de adelsmænd der boede der og i omegnen, deres kufferter, så de straks kunne tage af sted hvis kongen kom dertil ledsaget af Danner. Også her i Altona forberedte flere loyale damer sig til at tage af sted for at undgå et besøg hos Danner. Hertug Carl von Glücksburgs opførsel, ægtemand til den nuværende konges fraskilte hustru, som er datter af kong Frederik VI, gjorde ikke blot et dårligt indtryk på alle tyskere i Flensborg, men krænkede også mange æreselskende dansksindede. Hertugen Charles V. Glücksburg lod sig præsentere for grevinde Danner i Flensborg. Hertugen opnåede derved sit formål, fordi han som følge af det fik genoprettet alle sine ordrer; især bekymrede han sig om elefantordenen. (Fr. J.)

Altona, 27. Oct. Die den König begleitenden Minister Tillisch, Hansen und Reventlow-Criminil haben sich in Flensburg überzeugt, dass die Begleitung der Gräfin Danner dem König nur Unannehmlichkeiten bereitet. Darum bleibt sie in Glücksburg zurück. Die vier vornehmsten Damen Flensburgs, welche der König im Jahr 1851 decorirte wegen der guten Verplegung der kranken und verwundeten dänischen Soldaten, haben bei der Ankunft des Königs und der Gräfin Danner Flensburg verlassen, weil sie letzterer nicht ihe Aufwartung machen wollten; andere Damen Flensburg, ächt dänischer Gesinnung, haben Kränklichkeit vorgeschützt und während der ganzen Anwesenheit des König in Flensburg das Haus nicht verlassen. In Ploen haben die dort und i der Umgegend wohnenden Adeligen ihre Koffer gepackt, um sofort abreisen zu können, wenn der König in Begleitung der Danner dort eintreffen sollte. Auch hier in Altona schickten sich schon mehrere Damen loyaler Gesinnung zur Abreise an, um einen Besuch bei der Danner auszuweichen. Das Benehmen des Herzogs Carl von Glücksburg, Gemahl der geschiedenen Gemahlin des jetzigen Königs, welche eine Tochter des Königs Friedrich VI ist, hat nicht nur auf alle Deutschen in Flensburg einen üblen Eindruck gemacht, sondern auch viele ehrliebende Dänischgesinnte arg verletzt. Der Herzog Karl v. Glücksburg hat sich in Flensburg der Gräfin Danner vorstellen lassen. Seinen Zweck hat der Herzog dadurch erreicht, dnn er ist in Folge dessen wieder in alle seine Orden restituirt worden; namtlich was es ihm um den Elephantenorden zu thun. (Fr. J.)

(Augsburger Postzeitung. 3. november 1854)

Ifølge Dannevirke 30. oktober 1854 havde ingen af borgerne i Slesvig By prydet deres hus med dannebrogsflag, og mens stemningen blandt de ældre borgere var mest loyal, så var den yngre del af borgerne mere stemt mod syd. 

Slesvig-Holstens sympatier for Danmark.

Fra Holsten den 30. oktober. Kongen af ​​Danmarks pludselige rejse til sine tyske lande sidst på året har stor politisk betydning. Afhængig af udfaldet af denne rejse vil konsekvenserne af en ministermanøvre både for Danmark og for hertugdømmerne snart vise sig. På den ene side har kongen undgået den offentlige utilfredshed i Danmark som følge af opløsningen af ​​den danske regering, Folkekammeret, og så skulle stemningen i hertugdømmerne som man håbede ville blive fremkaldt til højlydte udtalelser ved kongens rejse, tjene som folie for den ikke længere skjulte hensigt om voldsomt at omstyrte den danske grundlov. Sagen er denne: I hertugdømmerne er der en, hvis ikke ædel, så dog undskyldelig fryd blandt masserne over alle og enhver ulykke for danskerne, og man vil derfor hilse den danske grundlovs omstyrtning med jubel, "fordi" - siger massen af ​​mennesker der ikke tænker, men kun føler (de mere uddannede gør selvfølgelig en undtagelse) - "det er bare straf for, at danskerne vil underkue os"! Denne stemning er kendt i København, og derfor anbefales det at rejse til hertugdømmerne i det aktuelle kritiske øjeblik.

De nuværende magthavere i København håber at kongen vender tilbage med laurbær af folkelig begejstring, og disse laurbær skal så tjene til at udsmykke den fædrene statsbygning og som løftestang for den danske grundlovs fuldstændige omstyrtelse. De statslige komikere i København har lavet en fiasko! På trods af at loyale embedsmænd, den servile presse og den kunstige ophidselse af særinteresser har gjort alt for at inspirere folket, har den ønskede entusiasme endnu ikke vist nogen steder. Vi var vidne til kongens indtog i Rendsborg i går på en solrig søndag. De to banegårde og byens gader var officielt udsmykket med danske flag, æresporte, blomsterdekorationer osv. - her deltog ingen ordentlig borger. Byrådsmændene havde sendt en deputation til Flensborg for at møde kongen. Den vidste ikke nok til at fortælle hvor venlig kongen havde været, "at han havde glemt og tilgivet de kære rendsborgere alt" osv.

Borgerne forblev uberørte. Magistraten havde inviteret borgerne og beboerne hus for hus til højtideligt optog og formation fra æresporten ved indgangen til byen - ud af mere end to tusinde mødte otteogfirs tjenestevillige borgere og beboere op, som fra koncertsalen mødte op til klingende toner og til medborgernes hånlatter. De marcherede til Thorstrasse til den dertil kommanderede officielle jubel. Tusinder havde på den smukke søndag morgen samlet sig omkring den provisoriske station for den sydslesvigske jernbane som var bevogtet af et stort antal beredne gendarmerier, kanonernes torden, klokkeringningen og hurraråb fra militæret og embedsmændene inden for afspærringerne for at melde kongens ankomst - folket forblev tavse - og da kongen kørte gennem den tavse masse i en åben bil, var der næsten ingen der løftede hatten! Disse scener gentog sig i byen, på paradepladsen under mønstringen af ​​militæret ved kongens afgang ved middagstid, efter cirka en times ophold, og på stationen for jernbanen Rendsburg-Neumünster. En borger der blev betragtet som en republikaner, sagde højlydt: "Kongen holder af mig! Man kunne tydeligt på hans alvorlige pande aflæse de bitreste anklager mod hans ansvarlige rådgivere." Ministrene burde dog have vidst, at sådanne sår som de der blev påført befolkningen i Slesvig-Holsten, ikke læger på fire år.

Schleswig-Holstein'sche Sympathien für Dänemark.

Aus Holstein, 30. Okt. Die plötzliche Reise des Königs von Dänemark in seine deutschen Lande in der späten Jahreszeit hat eine grosse politische Bedutung. Je nach dem Ausfalle dieser Reise werden sich die Folgen eines ministeriellen Manövers, sowohl für Dänemark als für die Herzogthümer, bald herausstellen, Einestheils ist der König der öffentlichen Misstimmung in Dänemark in Folge der Auflösung der Volkskammer aus dem Wege gegangen, und dann soll die Stimmung in den Herzogthümern, welche man zu lauten Aeusserungen durch die Reise des Königs zu provoziren hoffte, der nicht mehr verhehlten Absicht, die dänische Verfassung gewaltsam unzustürzen, zur Folie dienen. Die Sache verhält sich so: In den Herzogthümern herrscht bei der Masse eine, wenn zwar auch nicht edle, so doch gewiss entschuldbare Schadenfreude über alles und jedes Missgeschick der Dänen, und man würde daher den Sturz der dänischen Verfassung mit Jubel begrüssen, "denn" - sagt die nicht denkende, sondern nur fühlende Volksmasse (die Gebildeteren machen natürlich eine Ausnahme) - "das ist nur gerechte Strafe dafür, dass die Dänen uns knechten wollen"! Man kennt diese Stimmung in Kopenhagen und darum rieth man im gegenwärtigen kritischen Momente zur Reise in die Herzogthümer.

Die jetzigen Machthaber in Kopenhagen hoffen, der König werde mit Lorbern der VOlksbegeisterung zurückkehren, und diese Lorbern sollten dann zur Auschmückung des Gestammtsstaats-Gebäudes und als Hebel dienen zum gänzlichen Umsturtz des dänischen Verfassungswerked. Die Herren Staats-Komödianten in Kopenhagen haben Fiasco gemacht! Trotzdem durch loyale Beamte, die servile Presse und künstliche Aufregung der Partikular-Interessen alles Mögliche geschehen ist, das Volk zu begeistern, hat sich bis jetzt nirgends der gewünschte Enthusiasmus gezeigt. Wir waren Zeuge des Einzugs des Königs in Rendsburg gestern an einem sonnigen Sonntage. Die beiden Bahnhöfe und die Strassen der Stadt waren offiziell geschmückt mit dänischen Fahnen, Ehrenporten, Blumengewinden u. s. w. - kein anständiger Bürger hatte sich daran betheiligt; die Stadt-Kollegien hatten dem Könige eine Deputation nach Flensburg entgegengeschickt. Dieselbe wusste nicht genug zu erzählen, wie freundlich der König gewesen, "dass er den lieben Rendsburgern Alles vergessen und vergeben habe" u. s. w. 

Die Bürger blieben ungerührt; der Magistrat hatte Haus bei Haus die Bürger und Einwohner bitten lassen zu einer feierlichen Prozession und Aufstellung von der Ehrenporte am Eingange zur Stadt - von mehr als zwei Tausend erschienen achtundachtzig dienstwillige Bürger und Einwohner, welche von der Tonhälle mit klingendem Spiele und unter dem Hohnlächeln ihrer Mitbürger nach der Thorstrasse zogen, um dort auf Kommando den officiellen Jubel ertönen zu lasse; um den provisorischen, von einer Unzahl reitender Gendarmerie bewachten Bahnhof der südschleswigschen Eisenbahn hatten sich an dem schönen Sonntagsmorgen Tausende versammelt, Kanonendonner, Glockengeläute und Hurrahruf des Militärs und der Beamten innerhalb der Barrieren verkündeten die Ankuft des König - das Volk blieb stumm - und als der König im offenen Wagen durch die schwiegenden Massen fuhr, rückte fast Niemand den Hut! Diese Szenen widerholten sich in der Stadt, auf dem Paradeplatze bei der Musterung des Militärs bei der Abfahrt des Königs um Mittag, nach etw einstündigem Ausenthalte, und auf dem Bahnhofe der Rendsburg-Neumünster'schen Eisenbahn. Ein als Republikaner verschridener Bürger äusserte laut: "Der König dauert mich! Liesst man doch auf seiner kammervollen Stirn deutlich die bittersten Vorwürfe gegen seine verantwortlichen Rathgeber." Allerdings hätten die Minister wissen müssen, dass einem Volke Wunden, wie sie dem schleswig-holsteinischen Volke geschlagen wurden, in vier Jahren nicht verharschen.

(Kurier für Niederbayern : Landshuter Tag- u. Anzeigeblatt ; unabhängige Tageszeitung für Heimat und Volk. 7. november 1854)

Slesvig-Holsten. På grund af Danmarks konges tilstedeværelse i de tyske hertugdømmer har folk dér ikke glemt, hvad den medfølgende minister for Slesvig (også et redskab for den russiske regering i indre anliggender) bragte over dem ved at ødelægge de mest dyrebare rettigheder for folket. Og dette folk der klamrer sig til deres rettigheder og skikke, skulle pludselig kysse stangen, som slog dem så følsomt? De receptionsceremonier der fandt sted, blev der foretaget efter ordre fra de lokale myndigheder. I Flensborg kan det danske parti frivilligt have tilføjet lydigheden for at fremkalde den offentlige ærgrelse, der i denne by der lovligt erklæres tysktalende, ¨forvoldes ved tyskernes sang af danske nationalsange. Kongen siges selv at have udtrykt sin overraskelse over for embedsmændene over at de kun henvendte sig til ham på dansk. I Slesvig talte provsten, en tysker, til kongens hustru på dansk i domkirken, men hun bad udtrykkeligt om tysk, fordi hun var i en tysktalende by. Selv danskere bliver forarget, når en tysker nægter sin nationalitet. Laugene var rykket ud efter ordre. Invitationen til et af ​​dem lød: "Alle må selv vurdere de ubehagelige konsekvenser af udeblivelse." Illuminationen viste sig at være bestilt, og der blev ikke engang givet private audienser i Slesvig. Ministeren K. v. Moltke var altid til stede. Ellers kunne en privat borger sagtens have sagt noget til suverænen som ministeren ikke ville have ønsket.

Schleswig-Holstein. Ueber der Anwesenheit des Königs von Dänemark in den deutschen Herzogthümern hat man dort nicht vergessen, was der begleitende Minister für Schleswig (auch in den inneren Verhältnissen ein Werkzeug für russische Regierungsmarimen), durch Vernichtung der theuersten Rechte des Volks über dasselbe gebracht hat. Und dieses, an seinen Rechten und Gewohnheiten festhaltende Volk sollte plötzlich die Ruthe küssen, die es so empfindlich schlägt? Was an Empfangsfeierlichkeiten stattgefunden, ist auf Befehl der Ortsbehörde geschehen. In Flensburg mag von der dänischen Partei zu dem Gehorsam eine freiwillige Zugabe gekommen sein, um die öffentlichen Aergernisse herbeizuführen, welche in dieser, gesetzlich für deutschredend erklärten Stadt durch Absingung dänischer Nationallieder von Deutschen gegeben sind. Der König selbst soll sein Befremden gegen die Beamten ausgesprochen haben, dass er von ihnen nur dänisch angeredet worden sei. In Schleswig hat der Probst, ein Deutscher, die Gemahlin des Königs im Dom dänisch angeredet, dieselbe sich aber Deutsch ausdrücklich ausgebeten, da sie in einer deutsch redenden Stadt sei. So erregt es selbst die Verachtung der Dänen, wenn ein Deutscher seine Nationalität verläugnet. Die Gewerke waren auf Befehl ausgezogen; an eine derselben lautete die Einladung: "Jeder habe sich selbst die unangenehmen Folgen des Ausbleiben beizumessen." Die Illumination zeigte sich als eine anbefohlene, Privataudienzen in Schleswig gar nicht ertheilt worden. Der Minister K. v. Moltke war immer genenwärtig. Ein Privatmann hätte sonst leicht dem Landesherren etwas sagen könnnen, was dem Minister nicht behagt hätte.

(Kemptner Zeitung. 11. november 1854)