Færgelauget i Nørresundby. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 20de August.

Efter den af Fælledsindenrigsministeriet stillede Frist har Færgelauget i Nørresundby i Løverdags igjennem Amtet afgivet sit Svar, hvori det, trods Lovforpligtelsen i Laugsartiklerne, nægter at efterkomme Ministeriets Paabud om uopholdelig Anskaffelse af et Damp-Færgereqvisit. Nægtelsen vil sandsynligviis alt befinde sig i Ministeriet, eftersom der nu ikke af de stedlige Myndigheder længere er noget i denne Sag at erklære sig over. Efter den satte Frists Udløb kan man nu ogsaa vente Ministeriets Udførelse af sin Resolution med samme Resoluthed fremmet. Den Tid vil altsaa omsider være omme, da et skadeligt Institut, som saa længe med usle Færgeredskaber har suget Indtægt af det Offentlige og trods dette og den Skade, det exclusive Færgeprivilegium ved sin daarlige Udøvelse alt i en Aarække har tilføiet Vendsyssel, Aalborg og Communicationen i det Hele, ikke vil efterkomme den Lovforpligtelse, hvormed der har overtaget sin Færge-Rettighed; den Tid, sige vi, vil altsaa være omme at et saadant Selskab af nogle Individer skal kunne forhindre hele Publicum paa begge Fjordsider i at faae et ordentligt og uafbrudt Forbindelsesmiddel eller skal kunne separatisere Nørresundby bort fra Aalborg, hvis Næringsannex det ved Loven er blevet og som Aalborg derfor dog vel skulde sættes istand til uden nogle Privates Gjenstridighed let og uafbrudt at færdes i, ligesom Vendsyssels og Nørresundbyes Beboere have samme Krav paa uden at opholdes af en slet Færgeindretning og at heraf fodet Tværhed at komme til Aalborg. Færgelauget havde forlængst burdet indsee sit eget naturlige Bedste ved Anskaffelse af en Dampfærge. Nu da det har sat Opsætsighed imod Forpligtelse, maa de selv bære Følgerne af at Staten sætter Puncum i Besiddelse af sin Ret og derved tillige statuerer et nyttigt Exempel paa Stringents i Overholdelsen af Forpligtelser imod det Offentlige eller i modsat Fald Rettighedens Suspension hos Instituter, som kun med hin Forpligtelse have erhvervet Ret til at drage Indlagt af et offentligt Forbindelsesmiddel. I sine forskjellige Regioner føler Færgevæsenet ogfaa denne naturlige Conseqvents, siden man i Løverdags, uden at Veiret kunde skjønnes at danne absolut Hindring, nægtede en Mand at blive sat over med Hest og Vogn og man, ved hans Beklagelse herover, naiv-ironisk henviste ham til at han jo nu snart kunde blive sat over i Dampfærge. Dette altfor længe savnede Middel vil upaatvivleligt ogsaa snart være ved Haanden; derfor borger Ministeriets og Postbestyrelsens alt udviste Virksomhed i denne Sag, der vil møde samme Støtte og Fremgang hos den fortiden const. Fælledsindenrigsminister, som i disse Dage har glædet vor By med sin Nærværelse og hos hvem ogsaa vedk. Committee i Audients har foredraget Sagen og modtaget de gunstigste Forsikkringer for dens Fremme. - Forhaabentiig vil en Dampfærge i England blive leiet til alternativ Anskaffelse og være her i næste Maaned til at kunne sættes i Fart inden October.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. august 1856)

I 1824 havde fattigvæsnet afgivet færgerettigheder til Færgelauget så samtlige Sundby færger tilhørte dette. Dette monopol blev først ophævet i 1865. Ved slutningen af 1850'erne var der i Sundby ansat ca. 50 mennesker som ernærede sig ved færgefarten. Ved Aalborgsiden skulle der altid ligge en stor kåg eller færgebåd sammen med 9 mand, de øvrige lå på Sundbysiden.

Sagen 331/57 Kammeradvocaten paa Embeds Vegne ctr. Interessenterne i Nørre-Sundby Færgelaug.

(Antaget, at det Offentlige ikke i Reglement 29de Novbr. 1834 § 30 har Hjemmel til at paalægge Nørre-Sundby Færgelaug at anskaffe en Dampfærge og ei beller kan være berettiget til selv at etablere en Dampfærgefart i det paagiældende Færgeløb.)

(Paadømt den 22de Februar 1858.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag, der efter Foranstaltning af Ministeriet for Monarchiets fælles indre Anliggender er anlagt mod de Indstevnte, Interessenterne i Nørre Sundby Færgelaug, i Anledning af at Lauget har vægret sig ved at efterkomme et samme af fornævnte Ministerium givet og ved kongelig Resolution af 17de Octbr. 1856 nærmere bestemt Paalæg om at anskaffe en Dampfærge paa Færgeløbet mellem Nørre-Sundby og Aalborg, har Citanten, Kammeradvocaten paa Embeds Vegne i 1ste Instans paastaaet det indstevnte Færgelaug kjendt pligtigt til under en daglig Mulkt og i fornødent Fald under Tvang af den i Reglementet for Færgefarten mellem Aalborg og Nørre-Sundby, af 29de Novbr. 1834 $ 31, sidste Stykke, bestemte Omgangsmaade at anskaffe og sætte i Fart en Dampfærge paa det ovennævnte Færgeløb, eller in subsidium det Offentlige kjendt berettiget til enten selv eller ved Andre, uhindret af Færgelauget, at etablere en Dampfærgefart i bemeldte Færgeløb, hvorhos Citanten endelig har paastaaet de indstevnte Interessentere in solidum idømte en anseelig Pengemulkt for at have siddet det dem givne Paalæg overhørige. Ved Underretsdommen ere de Indstevnte imidlertid frifundne for Citantens Tiltale, og Sidstnævnte har derfor nu indanket Sagen for Overretten, hvor han har gjentaget de ovenmeldte i 1ste Instans af ham nedlagte Paastande, medens de Indstevnte procedere til Underretsdommens Stadfæstelse.

Citantens principale Paastand er støttet paa den i det ovennævnte Reglement af 29de Novbr. 1834 § 30 indeholdte Bestemmelse, at Færgelauget skal finde sig i enhver Foranstaltning, Færgereqvisiterne, Besætningen og Færgefarten i det Hele betræffende, som Generalpostdirectionen maatte finde nødvendig eller hensigtsmæssig, og at det uvægerlig skal iværksætte de Forandringer og heraf følgende Forbedringer, der maatte vorde dem paalagte, idet Citanten nemlig mener, at den citerede Bestemmelse er affattet i saa almindelige Udtryk, at den maa ansees at omfatte en saadan Foranstaltning og Forbedring som den, hvorom der nu er Spørgsmaal; og at der saa meget mindre er Grund til ved en indskrænkende Fortolkning af Bestemmelsen at udelukke den nu paabudne Foranstaltning derfra, som den citerede Bestemmelse slutter sig til de Conditioner, hvorefter Færgerettigheden, der tidligere har tilhørt Fattigvæsenet i Aalborg, i sin Tid af dette er afhændet ved offentlig Auction, i hvilke Conditioner der paalægges Kjøberen, med Hensyn til en i Tiden mulig forbedret Indretning ved Transportvæsenet, Forpligtelse til at indrette deres Færger og Kaage efter de Regler og Anordninger, som desangaaende maatte udkomme, — og der derhos allerede i Reglementets § 2 indeholdes Bestemmelser om Forandringer af de daværende Færgereqvisiter, der formeentlig vise, at Bestemmelsen i § 30 maa have et andet og større Omraade, ligesom det efter Citantens Formening er sandsynligt, at Dampkraftens Betydning for Communicationen ikke paa den Tid kan have været udenfor Betragtningen, og at man ikke kan have villet forhindre en fremtidig Omordning som den, hvorom der nu handles.

Det skjønnes imidlertid ikke rettere, end at der maa gives de Indstevnte Medhold i, at den citerede Bestemmelse i Reglementets § 30 ikke kan ansees at hjemle et Paabud om en i Organisationen af hele det paagjældende Færgevæsen saa indgribende Foranstaltning, som Anskaffelsen af en Dampfærge og Opførelsen af de dertil fornødne Broanlæg m. v. efter Forholdets Beskaffenhed og de Indstevntes Fremstilling maa antages at ville være. Reglementets § 2 indeholder nemlig detaillerede Forskrifter om de Fartøier, som Lauget skal holde til Færgefartens Bestridelse, hvilke alle ere Ro- eller Seilfartøier, og ligesom der i denne § ikkun forbeholdes Generalpostdirectionen Ret til i Tilfælde af en ældre Færges Ombygning eller en ny Færges Anskaffelse istedetfor en ældre, at bestemme, om der i Henseende til Constructionen bør skee nogen Forandring, saaledes ere ogsaa samtlige Bestemmelser i de efterfølgende §§ i Reglementet byggede paa Forudsætningen om Færgefartens Bestridelse ved Ro- og Seilfartøier, og navnlig er det i Reglementets § 10 alene gjort Færgelauget til Pligt at vedligeholde de tilværende Broer og Anlægs. steder m. v.

Naar det nu derefter i Reglementets § 30 hedder: "Det er iøvrigt en Selvfølge“, at Færgelauget skal finde sig i enhver Foranstaltning, Færgevæsenet betræffende, som Generalpostdirectionen maatte finde nødvendig eller hensigtsmæssig, og iværksætte de Forandringer og heraf følgende Forbedringer, som maatte vorde dem paalagte, alt under Tiltale og Ansvar efter § 31, hvilken sidste § fastsætter Mulkter for Overtrædelser og Tilsidesættelser af de Færgelauget og dets Undergivne efter Reglementet paaliggende Pligter, og derhos bestemmer, at skulde Færgelaugets Tilsidesættelse af dets Pligter, enten i Henseende til Færgereqvisitternes Vedligeholdelse, i Henseende til Færgebesætningen, eller i andre Maader gaae saa vidt, at det Offentlige udsættes for at lide derunder, og uden at foregaaende Anvendelse af Mulkt har den tilsigtede Virkning, er det Offentlige berettiget til paa Færgeinteressenternes Bekostning at lade slige Mangler afhjælpe og de foreskrevne Forbedringer indføre, maa det efter disse Bestemmelsers hele Indhold og den Forbindelse, hvori de staae med de foregaaende Bestemmelser i Reglementet, ansees uantageligt, at det skulde være tilsigtet at forbeholde Autoriteterne Ret til at paabyde nogen saadan Forandring i de foregaaende detaillerede Bestemmelser i Henseende til Færgefartøierne, som vilde medføre en fuldkommen Omorganisation af Færgevæsenet, og navnlig kan det efter Forholdets Beskaffenhed og Indholdet af den ovenciterede Bestemmelse i Reglementets § 10 med Hensyn til de i Forbindelse med Færgefarten staaende Broanlæg ikke antages, at der ved Affattelsen af § 30 skulde være taget Hensyn til en eventuel Anvendelse af Dampfærger og den deraf følgende Udvidelse af Broanlæggene, hvilket der i saa Fald havde været al Anledning til udtrykkelig at udtale. Efter det Anførte vil Citantens principale Paastand ikke kunne tages til Følge, ligesom der selvfølgelig ikke kan blive Spørgsmaal om at idømme de Indstevnte Mulkt for ikke at have efterkommet det dem givne Paalæg, naar samme ikke findes at have Hjemmel i Reglementet; og da Citantens subsidiaire Paastand om, at det Offentlige skulde kjendes berettiget til selv at etablere en Dampfærgefart i det paagjældende Færgeløb, ikke kan forenes med den Færgelauget ifølge det oftnævnte Reglements § 1 tilkommende Eneberettigelse til Færgefart sammesteds, maa det billiges, at de Indstevnte ved Underretsdommen i det Hele ere frifundne for Citantens Tiltale i denne Sag, og bemeldte Dom, hvorved Processens Omkostninger i 1ste Instans ere ophævede, vil derfor efter de Indstevntes Paastand blive at ftadfæste.

Processens Omkostninger for Overretten findes efter Omstændighederne at kunne ophæves.

Det til Sagen hørende stemplede Papir har her for Retten rigtigen været forbrugt.

Thi kjendes for Ret:

Underretsdommen bør ved Magt at stande.

Processens Omkostninger for Overretten ophæves.

(Juridisk Ugeskrivt 1858)

Forbryderbander paa Fyen. (Efterskrift til Politivennen)

- Korsør, den 14de August. Med Godstoget fra Kjøbenhavn ankom igaar hertil, under Bevogtning af 6 Politibetjente, Hovedmændene for den berygtede Bande Forbrydere, Peder Olsen, Jens Boye, Christen Sosmed og Anders Prangers, som for faa Aar siden i saa høj Grad foruroligede Beboerne af det vestlige Fyen, der var Skuepladsen for deres forvorpne, tildeels bestialske Ugjerninger. Forbryderne transporterees i Aftes videre med "Kronprindsen" til Nyborg, for derfra at fortsætte Reisen til Middelfart, og Fredag Morgen at føres til Stedet for deres Forbrydelser, Egnen mellem Assens og Middelfart, hvor Dommen skal fuldbyrdes. De to Første, Peder Olsen og Jens Boye henrettes; Christen Søsmed og Anders Pranger kagstryges samt derefter hensættes i Horsens Tugthuus paa Livstid.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  15. august 1856)

Henrettelse. Af den bekjendte fyenske Forbryderbande ere nu 2 blevne henrettede. "Vestfyenske Avis" meddeler herom: "Forbryderne have nu lidt deres Straf. Efter Øienvidners Beretning viste Boye sig i Dødsøieblikket meget fattet og frimodig, hvorimod Peder Olsen var feig og forknyt, ligesom hans Forbrydelse var lav og nederdrægtig, saa at han halv med Magt maatte føre ham til Executionen. - Den væmmelige Overtro, at man ved at drikke et Menneskes varme Blod kan blive befriet fra Slagtilfælde osv., gjorde sig ogsaa gjældende ved denne Leilighed, idet, som der berettes, 2de Piger drak af Jens Boyes Blod, hvortil han for sin Død havde givet sit Minde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. august 1856).

Da Fyn var i Røvervold.

Retstilstande omkring 1850.

Danmarks Smørhul, det venligt smilende Fyn, har ikke altid været den samme fredfyldte Idyl som nu. Endnu den Dag i Dag beretter gamle Folk med en sær Gysen i Stemmen om hine Tider, da det halve Fyn ikke fik ordentlig Søvn i sine Senge i de lange, lange Nætter, hvor Gru og Uhygge som en Mare red Beboerne af ensomme Gaarde og Huse. Thi i Mørket derude lurede Stimænd og Røvere, som ingen Øvrighed syntes at kunne faa Bugt med.

Bogstavelig ikke én vidste sig sikker paa Liv og Gods. Det var sørgelig velbekendt, at de to dristige Røverbander, som terroriserede visse Dele af Øen, ikke gik af Vejen for nogetsomhelst. Og hvad nyttede det, at man satte tykke Jernstænger for Vinduerne - endnu findes de særlig i Nordfyn bibeholdt i Storstuen paa adskillige gamle Gaarde - man havde Exempler paa, at Røverne, som ofte kom kørende, mange i Følge og bevæbnede til Tænderne, naar de mødte denne Hindring da uden videre brød Hul i Muren ved Siden af Vinduet og derefter frejdigt steg ind for at fuldføre deres Forehavende.

Det siger sig selv at Beboerne under disse forrykte Forhold blev meget nedtrykte og modløse, saa meget mere som Henvendelser til den lokale Øvrighed om Beskyttelse forblev aldeles frugtesløse. Undersøgelse og Forhør blev naturligvis prompte iværksat, men derefter døde Sagerne hen. Det var jo ikke just som "Sherlock Holmes"er, at Datidens Retsbetjente udmærkede sig.

Tilsidst turde Beboerne næppe anmelde de grove og dristige Forbrydere til Herredsfogden, thi Erfaringen viste, at dette saa langt, fra at føre til noget, tværtimod gjorde den vidt, forgrenede og glimrende organiserede Røverbande endnu mere sikker i sin Overbevisning om at der herskede Fred og ingen Fare, hvad Efterstræbelser fra Øvrighedens Side angik. Den almindelige Mening vidste vel at betegne Flere Personer som Deltagere i eller endog Ophavsmænd til de fleste Forbrydelser, men Beviserne manglede, hvilket rigtignok synes i allerhøjeste Grad paafaldende, naar man betænker, hvor ovenud dristigt Forbryderne gik til Værks. De drog omkring i hele Flokke, som nævnt endog undertiden med Heste og Vogn. Jærnbanen existerede endnu ikke, ellers havde de vel benyttet denne! (Først i 1865 aabnedes Banestrækningen fra Nyborg til Middelfart, senere forlængedes den til Strib).

Men omsider skete der noget, som bevirkede, at Regeringen ikke længer kunde sidde Befolkningens Klager overhørig. Dette "noget" var to Mord, som fandt Sted under særlig uhyggelige Omstændigheder.

Torsdagen den 1. April 1852 blev en ugift Kvinde Ingeborg Rasmusdatter fundet som Lig i en Tørvegrav i Nærheden af Ettrup i Rørup Sogn (Finansborgmester Jensens Fødesogn). Ansigtet var frygtelig mishandlet, og det syntes, som om Morderne havde kvalt hende, forinden de kastede hende i Vandet

Den myrdede var Søster til en ugift Gaardejer Jørgen Rasmussen i Ettrup, og den almindelige Mening paa Egnen var øjeblikkelig, at Mordet var begaaet af en løsagtig Kvinde, Laurine Boye, som i Giftermaalshensigt lagde an paa Jørgen Rasmussen, men irriteret ved den Modstand, hendes Planer mødte hos hans Søster Ingeborg, resolut havde besluttet at rydde denne Hindring af Vejen. Som Laurine Boyes Hjælper nævntes hendes Elsker, en Tjenestekarl Peder Olsen, men skønt Egnens Befolkning dermed i Realiteten havde opklaret Mordet, kom den tilkaldte Øvrighed ingen Vegne med Sagen, som blev indrulleret under Rubriken: Uopklarede Mysterier. 

Natten mellem 11. og 12. Oktober 1853 skete det næste Mord. En 60-aarig Husmand Niels Hansen i Broendehus under Grevskabet Wedellsborg blev ved Midnatstid banket op af en fremmed, som bad Niels Hansen følge ud med en tændt Lygte, da den fremmede angav at være væltet med sin Vogn i Nærheden af Huset. Niels Hansen fulgte intetanende med, men da han i nogen Afstand fra sit Hus Bemærkede endnu to Personer, men ingen væltet Vogn, anede han Uraad og vilde i Løb vende tilbage til sit Hus. I samme Nu, han drejede omkring, kastede den fremmede bagfra en Strikke om hans Hals og jog ham derefter en bredbladet Kniv i Underlivet. Niels Hansen segnede ikke, men frigjorde sig hurtigt for Strikken og løb alt, hvad han kunde, henimod den noget fjærnere liggende "Broendegaard"; til sit eget Hus, hvor han boede alene, turde han nu ikke begive sig af Frygt for, at de tre Mænd dér yderligere skulde lemlæste ham. Ankommen til "Broendegaard" blev Niels Hansen bragt til Sengs og en Timestid senere kørt til sit Hjem, hvor han to Dage senere døde. Forinden var Retten bleven sat ved hans Dødsleje, men det Signalement, han kunde opgive af Morderne, var yderst mangelfuldt og indskrænkede sig egentlig til, at de alle tre var ret smaa af Væxt og alle iført mørkt Tøj. Naar man kendte de lokale Retsbetjente var det altsaa paa Forhaand afgjort, at en Opklaring af Mordet paa Niels Hansen var haabløs som de andre Forbrydelser.

Men nu greb Regeringen endelig ind, hvad den forlængst burde have gjort, og gav i December 1853 Assessor i Københavns Kriminal- og Politiret Herman Rothe et allerhøjeste Commissorium til at anstille Undersøgelser om alle de igennem de seneste fem Aar begaaede Forbrydelser.

Rothe var i Sandhed den rette Mand, en fremragende Dygtighed, og - som det synes - et langt Stykke forud for sin Tid. I Efteraaret 1855 kunde han forlade Fyn med den stolte Bevidsthed at have bragt ordnede Tilstande til Veje. To af Omfang imponerende Commissionsdomme, afsagte henholdsvis 21. og 2. Oktober 1855, gjorde definitivt Ende paa det hærgende Uvæsen, rykkede Ondet op med Rode. To i Landets Kriminalhistorie aldeles enestaaende Forbryderorganisationer hævde ophørt at existere, deres 109 Medlemmer var behandlede efter Lovens strængeste Straf, Hovedmændene (alle af den nordfynske Bande, som i Raahed og Hensynsløshed langt overgik den mere beherskede sydfynske, der havde Svendborg og Egnen deromkring til Arnested) dømtes fra Livet, den ovenfor omtalte Peder Olsen, som deltog i Mordet paa Ingeborg Rasmusdatter, skulde ikke alene miste Hals, hans Hoved skulde ogsaa sættes paa en Stage.

- Laurine Boye unddrog sig den jordiske Retfærdighed ved at dø, mens Undersøgelsen stod paa. De tre, der myrdede Niels Hansen, "Broendehus", var Jens Henrik Christan Boye, Christen Hansen Sosmed og Anders Pranger. De dømtes alle til Halshugning med efterfølgende Stejle og Hjul. Resten af den nordfynske Bande, som alene talte 59 Personer, idømtes Fængselsstraffe fra 16 Aar og nedefter. Blandt de 59 var af mere kendte Forbrydere "Stikirend Skræderen" og Jens Rytter, en af Deltagerne bar det fine Navn Henrik Ibsen (hvad dog ikke kunde fri ham for 8 Aars Tugthus!), 15 af de 59 var Kvinder, væsenligt de impliceredes Hustruer. Hovedmanden og Organisatoren var Jens Boye, Mand og Mand imellem benævnes den da ogsaa "Boyes Bande". Han var en udmærket begavet Mand som ofte under Forhørene imponerede Assessor Rothe ved sine kloge Svar og endog et Par Gange skal have sat denne ypperlige Kriminalist til Vægs i Diskussioner om juridiske Spørgsmaal.

Den Bande, som samtidig med Boyes huserede i Fyns sydlige Del, men forøvrigt var aldeles uafhængig af denne, bestod af 50 Personer, deriblandt 14 Kvinder. Bandens Hovedmand var en Husmand Jørgen Jespersen Lind af Skovrup Mark. Han var tillige Vinkelskriver og "nød som saadan en vis frygtsom Respekt hos Almuen", forøvrigt ligesom Boye en udmærket Begavelse, som ved Kløgt og haardnakket Benægtelse kunde sno sig fri selv af Sager, hvor hans Medhjælper var fuldt overbeviste. Han naaede ikke at blive dømt, men døde under Sagens  Behandling. Hans 49 Medskyldige fik Fængselsstraffe, der spændte lige fra livsvarigt Tugthusarbejde og ned til Vand og Brød i 5 Dage. De mest bekendte Navne i den sydfynske Bande var Møller Morten Mikkelse, Thurø, en forhenværende Tugthusfange Jens NIelsen Thøsing og Rasmus Hansen Pave af Tved. Iøvrigt er Banden bemærkelsesværdig derved, at den blandt sine Medlemmer talte adskillige Haandværksmestre i Svendborg, som man mindst vilde have ventet at finde i dette Iag. Familien Dreyer har været særlig virksom baade en Snedkermester, en H[ær]svinger, en Snedkersvend og en Smedemester af dette Navn findes blandt de Dømte, desuden vor der en Guldsmedemester i Svendborg og en Bødkermester i Rudkøbing, Resten er Vævere, Indsiddere, Tjenestekarle, Slagtere o. s. v., men alle faste, bosiddende Folk i Svendborg og Omegn.

De Kup, som Jørgen Linds Bande præsenterede, siger rent Sparto til, hvad Boyes samtidig kunde udrette i Nordfyn. Medens Boyes Folk vist aldrig har drevet det til mere end ca. 100 Rigsdaler paa et Sted, stjal Lind personlig 1900 Rigsdaler fra Gaardmand Jens Rasmussen i Oure og har flere Gange ved Indbrud bjærget 7 800 Rigsdaler. Til Gengæld er intet bekendt om, at Linds Bande har begaaet Voldshandlinger, endsige Mord, mens Boyes ikke veg tilbage for nogetsomhelst. Mordet i Broendehus blev begaaet i røverisk Øjemed, men bragte ikke de tre Mordere det fjernesite Udbytte, da Niels Hansen mod Forventning ikke laa med kontante Penge.

Boye, Sosmeden, Anders Pranger og Peder Olsen blev henrettet kort efter, at Assessor Rothe havde afsluttet sit store og energiske Arbejde. Dommene exekveredes som Skik var paa en Bakke i Nærheden af det Sted, hvor Forbrydelserne var begaaet. Fra hele Fyn strømmede Folk til for at overvære Henrettelserne, og der gik som en Bølge af Lettelse igennem Masserne, da Skarpretteren løftede de blodige Hoveder op til Beskuelse. En ond Tid var endt, og de oprevne Sind kunde atter falde i Lave. Kun Jærnstængerne for Vinduerne i de gamle ensomme Gaarde er nu tilbage som Vidner om en svunden Tids Rædsel og Uhygge.

(Gunnar Fenøe i "Hver 8. Dag").

(Horsens Social-Demokrat 16. december 1922)

Scandinavistisk Uovereensstemmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Imellem Helsingør og Helsingborg, hvor Scandinavismen ellers dog skulde antages at befinde sig i nærmeste Berøring, er "Fælleds-baandet alt nærmest ved at briste, idet man forlods i Helsingborg næsten brister af Harme over den "fælleds" - Næringsfrihed paa Søen og af Krænkelse over de af Helsingørerne nedsalte Dampskibspriser. Man er endog allerede rykket halvveis frem med en Krigserklæring, der selv anteciperer sig som en Krigsberetning. I Helsingborgs "Øresundsp." lyder Bulletinen saaledes: "Uhyggelige Rygter ere her i Omløb, f. Ex. at alle Sømærker ere borttagne paa Kysten imellem Helsingør og Kjøbenhavn, saa at "Helsingborg" som et mere dybtgaaende Dampskib (der altsaa synes bygget uden tilstrækkelig scandinavisk Øresundskjendskab) end "Ophelia", neppe vovede at Iæqge til ved de sædvanlige Landgangspladse paa Kysten; - dernæst at "Helsingborgs" Fører ofte skal være bleven modtaget med Haan og Skjældsord baade i Helsingørs Havn og andetsteds osv. "Saadanne Rygter sætte dog ondt Blod i Folket, endskjøndt de - tilføier Beretningen til Beroligelse - lykkeligviis ikke kunne forstyrre et Venskab og Tillidsforhold imellem Nabofolkene, som hviler paa en sikkrere Grund. Een Draabe i Havet gjør jo heller Intet, men mange Draaber (yderligere Prisnedsættelse) ere en heel Flod." - Den krigerskadvarende Unionist er "blot en Student, som "for ikke 6 Uger siden har været med i Henrykkelsen paa det scandinaviske Møde i Upsala. Det er saaledes ene en billig Harme, vakt af Kjærlighed til Scandinavismen, der driver ham til nærværende Skridt." Man kan sige hvad man vil og betragte Sagen som man vil, saa forlanger han, at "Ophelia" og "Hamlet" og "Helsingborg" skulle af Mængden ansees at "repræsentere Landene og deres industrielle Liv". Det Sidste, skulde man troe, kundgjør sig bedst ved de af den scandinaviske broderlige Concurrence nedbragte Priser. Men Studenten seer dybere i denne "kildne Sag" og haaber, at "Fdrl."'s Redacteur, hvem han traf paa Upsalatouren, vil "oplyse noget i Sagen." - "Troligen - tilføier Helsingborgstudenlen da naivt eller polidsk - underretter han os om, at Dampskibsinteressenterne i Helsingør, hvllket jeg ogsaa strax antager, blot ere nogle i Staten for saa Aar siden indflyttede Tydskere"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. august 1856)

Se også artiklen om prins Oscars besøg i Danmark.

Kong Carl XVs ankomst i Helsingørs Havn på dampskibet Slesvig den 17. juli 1862. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Prinds Oscar paa Besøg. (Efterskrift til Politivennen).

Prins Oscar af Sverige-Norge (den senere Oscar 2. (1829-1907), konge af Sverige 1872-1907, konge af Norge 1872-1905) foretog i sommeren 1856 en større Europarejse. Formålet var bl.a. at advare Napoleon 3. mod russiske ambitioner i Norden. Oscar 1. var rasende på Preussen/Østrig som havde afsluttet Krim-krigen uden at knuse Rusland, og derfor syntes han godt om skandinavismens anti-tyskhed. Frederik 7.s ønske var at Sverige skulle bakke op om en løsning af problemet Slesvig-Holsten. Prins Oscar kom til Danmark over England, og meningen var at han skulle tage ophold på Christiansborg. Det personlige forhold mellem Frederik 7. og Oscar 1. var godt i sommeren 1856.

Skandinavismen (tanken om et forenet Skandinavien) havde på samme tidspunkt nået et højdepunkt med studenterforsamlingen i Stockholm 15. juni 1856. Og der blev flirtet med muligheden for en fælles monark.

Dampskibet "Slesvig" er i Søndags løbet paa Grund udenfor Korsørs Havn. I en Skrivelse, vi herom have modtaget fra Korsør, dat. den 3die August, hedder det: Dampskibet "Slesvig", som var afsendt for at overføre HS. Kgl. Høihed Prinds Oscar af Sverrig fra Kiel til Korsør, er ved Ankomsten hertil idag, Søndag Morgen Kl. 4, i en liden Afstand fra venstre Indløb til Havnen, løbet fast eller strandet paa en Steengrund, saa at HS. Kgl. Høihed med Suite maatte forlade det og landsættes i en Skibsbaad. Skibet førtes af Capitainlieutenant, Ridder Frølich. Det er intet Under, at hver Mand i de ved Havnen, paa Banegaarden og ved Kysten forsamlede Folkeklynger hensattes i en meget uhyggelig Stemning ved det uventet indløbne Budskab om og Skue af, at Skibet var sat paa Grund tæt udenfor Byen. Harme, ugunstige, ja bittre Domme yttrede sig lydeligt og almindeligt over denne beklagelige, næsten ubegribelige Hændelse. Ubegribelige siger jeg; thi mange Dampskibe gaae sagligt og ofte i meget haardt Veir ind og ud fra vor Havn uden Uheld; Strandingen skete i det skjønneste Magsveir under en let nordlig Brise; fra Kiel var medtaget en med dette saa simple Farvand saakaldt bekjendt Mand, - Indsejlingen er tydeligt betegnet ved Vager eller Sømærker, og "Slesvig" havde paa hele Reisen havt det foran gaaende Dampskib "Jylland" til Veiviser, indtil begge Skibe nærmede sig Havnen. "Slesvig" forcerede nu Farten indenfor Sømærkerne for at komme foran og først i Havn med dets ophøiede Passageer og løb da fast paa en, alle Søfarende velbekjendt Steengrund, hvor det nu staaer paa 4 a 5 Fods Vand og er udsat for Tilintetgjørelse eller Ruin, saafremt Vinden gaaer til Vest. Man lægger Capitainen tillast, at han for seent signaliserede Lodsen om at komme ombord, da han forlod sin Veiviser, "Jylland". Dette Uheld er saa meget mere beklageligt, som der paa "Slesvigs" Udbedring og elegante Udstyr for nylig er anvendt en betydelig Sum, og dette Skib som bekjendt skulde have været benyttet til HS. Majestæt Kongens forestaaende Reise. Dampskibet "Jylland" gik strax, efter at have i Havnen landsat sine Passagerer, ud for om muligt at bugsere "Slesvig" af Grunden, og et Seilfartøi udsendtes for at indtage Ballasten m. m. for at lette det; men enhver anvendt Kraftanstrengelse har endnu til i Eftermiddag Kl. 5 været frugtesløse. (Flvp.).

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 6. august 1856).

Dampskibet Slesvig, dog ikke i 1856, men i 1862 ved prins Oscars storebror, Carl 15.s ankomst til Helsingør. Illustreret Tidende. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Hjuldampskibet Slesvig (1848-1893) var kongeskib fra 1855. Fra 1884 transportskib. 

Om Dampskibet "Slesvigs" Uheld ved Korsør indeholder "Aalb. Av." følgende: Kapitainlieuten. Frølich var afsendt til Kiel med Hs. M. Kongens Dampskib "Slesvig" for at afhente den svensk-norske Prinds Oscar. Samtidig afgik fra Kiel Kapit. Wrisberg med "Jylland". Skibene gik, hedder det, herop saaledes, at "Slesvig" gik i "Jyllands" Kjølvand. Men tæt oppe her ved Byen ud for "Badstuen" vilde "Slesvig" nok skyde Gjenvei herind til Byen og kom da med hele sin Fart paa Grund. Prindsen maatte sættes iland i en Baad og den stødte ogsaa paa Grund, men ankom dog i Korsør Havn omtrent Kl. 6 Morgen. Her maatte den lægge til ved "Skirner", hvilket Sammes Fører, Hr. Garde, ikke var forberedt paa, men sov. En Matros hjalp imidlertid Prindsen op. Paa Landet stod Generallieuten. Bülow med Følge for at tage mod Prindsen, hvorpaa han under Salut fra Fæstningen (hvilket, mærkeligt nok! ikke var Tilfældet, da Hds. Maj. Enkedronningen forleden vendte hjem) kom til Banegaarden; men den var lukket, og da man endelig førte Prindsen til den festligt smykkede Ventesalon var - Nøglen bleven borte! Prindsen, der nok ogsaa i Frankrig har havt Fataliteter tillands, har saaledes her faaet dem baade tillands og tilvands, hvilket Sidste især maa interessere Hs. K. Høihed, der selv er Admiral. Hvad "Slesvig" angaaer, skal der nylig være kostet 50,000 (?) Rd. eller saa omtrent paa dets Istandsættelse og Dekorering, efter at HS. M. Kongen har overtaget det til Privatbrug. Skibet laa langt indenfor Kostene paa den blinde Revle. Jeg behøver ikke at sige Dem, hvilken uhyggelig Stemning dette nye Uheld for Søetaten har udbredt her, især da det er forbundet med en Blottelse ligeoverfor Nabolandets søkyndige Prinds og med et Afbræk i vor egen Konges Lystreise den 4. til Bornholm.

(Ribe Stifts-Tidende 9. august 1856).

"Slesvig" ankom til København den 6. august om eftermiddagen til København, ført af kaptajnløjtnant Frølich. Den 8. afsejlede det til Helsingør hvor det skulle overføre prins Oscar til Ystad eller Stockholm i Sverige. Efter rejsen skulle det muligvis i dok til reparation.

Dampskibet "Slesvig" havde den 2. august 1856 fået besked på at afhente ham i Kiel for at sejle ham til Korsør, hvorfra han skulle tage jernbanen til Roskilde og videre til Frederiksborg hvor Frederik 7. ville opholde sig. Han ankom den 3. august til Frederiksborg. Kongen og grevinde Danner forlod den 5. august Frederiksborg med henblik på afrejse med "Slesvig" til Bornholm fra Skodsborg, efter taffelet med prins Oscar på Frederiksborg Slot.

Efter lykkelig og vel at have ført HS. kongl. Høihed Prinds Oscar til Stockholm, hvor der formodenlig ingen store Stene ligge i Veien, er Hr. Kapitainlieutenant Frølich ankommen til Kjøbenhavn med Dampskibet "Slesvig". Den almindelige Forundring over, at Damperen atter blev betroet til Kapitainlieulenanten har tabt sig, da man hørte, at den svenske Prinds havde bedet om, at Hr. Frølich maatte føre ham videre til Sverrige. Det var et særdeles Galanteri af HS. kongl. Høihed, og da ogsaa den Maade, hvorpaa dette kunne ske, thi efter Alt, hvad man hører, har Kapitainlieutenanten prostitueret sig i den Grad ved Korsøer, at han aldrig mere burde have noget Skib at føre. Naar han ikke selv kjendte Farvandet - skjøndt der rigtignok er en stor Skam, at en Søofficer ikke er bekjendt med sit eget Vands Farvande - burde han da idetmindste have sørget for at faae en Mand med sig, der kjendte der, og ikke en, hvis hele Bekjendtskab til Korsøer Farvande efter Sigende indskrænker sig til, at han engang har været der og solgt Æbler og Pærer. (Kold. Av)

(Ribe Stifts-Tidende 21. august 1856).

Dampskibet Slesvig blev bygget i Glasgow og blev benyttet af søværnet 1848-1850. Derefter købt af postvæsnet. I 1855 blev det på orlogsværftet indrettet som kongeskib. Det blev benyttet af kongen i 1856 under kaptajn Frølich, 1857 under kaptajn Møller, 1858 kaptajn P. C. Albeck, 1859 kaptajn Købke. 24. februar 1860 udbrød brand i skibet og måtte repareres. Herefter blev det benyttet i årene 1860-1863 af kongen. Det fragtede i 1863 Frederik 7.'s lig fra Holdnæs til København. Christian 9. benyttede skibet i 1863 og årene derefter.

Affæren med grundstødningen ved Korsør har ikke kunnet bekræftes af andre kilder som findes på internettet.

I september 1856 kom prins Oscars storebror, kronprins Karl til København hvor han ikke blot blev hyldet af kongeparret, men også af københavnske studenter ledet af Carl Ploug som fik at vide at Karl regnede med at blive adopteret af Frederik 7., hvilket efterlod prins Christian med Holsten og Lauenborg som erstatning for den danske krone. Forholdet mellem kronprins Karl og prins Oscar var ikke det bedste.

(Se Glenthøj og Nordhagen Ottosen: Union eller undergang. Gad 2021).

Korsør. (Efterskrift til Politivennen)

Korsør, den 2den August. Jeg lovede Dem i mit sidste Brev at omtale Korsør, der jo siden Jernbanens Aabning har faaet en helt ny Skikkelse. Enhver kjender vist især fra Beltfarten den lille nøgne By med det nøgne Fæstningstaarn og det kullede Kirkeskuur, de snævre Gader og de lave Huse. Et flygtigt Blik paa Kortet maa vise Enhver, at Korsør, der ligger paa en fremspringende Pynt ved Havet, savner det der giver de andre Kjøbstæder deres blomstrende Udseende, nemlig et Opland, der kan sætte Liv i Kjøbmandshandelen. Korsør har ogsaa indtil den sidste Tid vedligeholdt sig saa nogenlunde i den Uskyldighedstilstand, hvori Pontoppidans danske Atlas afbilder vore Kjøbstæder, nemlig en tæt lille Klump Huse med een eller flere Kirker og Møller, lidt Træer op til Husene og saa de aldeles nøgne Marker umiddelbart udenfor, uden mindste Tegn til Udvidelse eller til at have Lystanlæg og Træplantning. Saaledes  seer Korsør ogsaa ud fra den sydlige Søkyst. Imod Vest skvulpe Storebelts Bølger næsten lige op til Smaahusene, men imod Nord - hvor forandrer er der den lille beskedne Byes Udseende! Naar man fra Slagelse ankommer pr. Jernbane til Korsør, overraskes man imidlertid ved, at man faaer Byen paa høire Haand for Trainet istedetfor ar man skulde ventet den tilvenstre. Det ligger deri, at Jernbanen paa Halskov gjør en Bue, saa at man kommer fra NO. ind i Byen, der imidlertid ved Havnen er adskilt fra Jernbanegaarden. Osten for Byen ligger et stort saakaldet Noer, hvis Forbindelse med Havet danner Byens Havn, der skiller Byen fra Halskov imod Nord. Herover førte tidligere en Bro, hvoraf Byen opkrævede Bropenge til Afbetaling af et Laan, hvoraf nu nok resterer 10,000 Rd., men saa kommer nu Jernbanekompagniet og opfører nok en Bro! Tænk Dem! To Broer ! Kunde De ikke faae den ene over til Sundby? Selve Jernbanegaarden er ikke videre smagfuldt bygget, men ved Siden af den og i Flugt med den og Banen ligger imod NV. en stor toetages høi Bygning, som Forligelses comm. Jacobsen har opført under Navn af "Hotel Storebelt" og bortleiet til Gjæstg. Petersen. Foruden J. skulle nok flere Korsørianere have anholdt Eieren af Halskov om at erholde Byggegrunde, men denne har ikke villet sælge, men kun afhænde mod en vis aarlig Afgift pr. Qvadratalen! Herfor betakkede man sig, og Jernbanen, til hvem Eieren af Halskov jo nolens volens maatte lade sin Jord expropriere, har da overladt J. et Stykke Jord af Jernbanens Grund til Opførelse af sit Hotel. Maaskee har den dyre Expropriation af Halskovs Grund foranlediger en Forholdsregel, der muligen kan blive meget uheldig i sine Følger. Hele den Grund, hvorpaa Banegaard og Hotel ligge, er nemlig opfyldt deels fra Landjorden og deels fra den Muddermaskine, der nu stadig arbeider i Havnen. Derved er rigtignok Banegaarden rykket Byen nærmere, men - Havnen er ogsaa derved bleven smallere eller dog ialtfald hindret i al udvides, og dette er nok allerede føleligt. Havnen begrændses imod V. af Fæstningen og Byen, imod NO. af Jernbanegaarden og imod SO. af Broerne, Indløbet er imod NV., hvor Fyrtaarnene ligge paa Halskov. Del er forøvrigt et stolt Syn at see den lange Række af 5 a 6 Dampskibe, der ligge i parallel Linie med Hotel og Banegaard, naar man fra Banen gaaer igjennem Banegaarden. Her er der en Quai noget smallere end "Slotspladsen" ved Aalborg. Og denne gaaer sra Hotellets yderste Ende langs Banegaarden ned imod Broerne, der da dreie lidt imod Syd ind til Byen. Heller ikke Byens Nordostside eller Havnstrækningen seer just saa ringe ud. Foruden et Par store engelske Tremastere med Flag paa alle Touge i Anledning af Søndagen, saae jeg et aftakket Barkskib, der nok var bestemt til en Verdensomseiling og paa Stabelen ligeledes et stort Barkskib. Langs Havnesiden var der opført endeel Huse, saa ar der formodentlig fra Byhaverne ned imod Stranden efterhaanden bliver bortsolgt Byggegrunde til en heel Havnegade. Men ogsaa disse Byggegrunde ligge paa inddæmmet Grund og selv i de sidste Aar har der fundet Inddæmninger Sted. Der klages nu allerede over, at Dampskibene ikke kunne vende i Havnen; hvormeget mindre vil dette da kunne ffee fremtidigt, naar Skibene bestandigt bygges længere og Iængere for Hurtighedens Skyld og den vundne Hurtighed gaaer tabt i Havnekluderier. Saaledes har man kun været lidet fremsynet i Henseende til den Trafic, der med hver Dag voxer ved Korsør. Den Dag jeg var der, laae neiop en norst Officeer dernede for at foranstalte Korsør valgt til Anløbssted maaskee istedetfor Kjøbenhavn og Nyborg. Danske Søofficerer (Bruun og Bluhme) ligge paa Opmaaling i Beltet for at regulere Søkortene for den nu saa forøgede Seilads i disse Farvande.

Endskjøndt Korsør, som sagt, ikke hidtil har udmærker sig ved noget Opsving, drive dog Husene Jørg. Kruse, Fischer, Rasmussen og Nyeland en ret livlig Omsætning, flere af dem ved Skibbyggeri. Ogsaa have de nu opført endeel større Bygninger, men langtfra i Omfang som de tidligere omtalte i Slagelse. Jernbanen vil jo vel nu give Byen dens Betydning, og allerede ere Huusleierne stegne meget høit. Korsørianerne paastaae, at Banen kunde være bleven ½ Miil kortere ved at følge Landevejen fra Slagelse. Det har vel sine Ulemper, at Byens Hjerte kommer til at staae ovre paa Halskov, og hidtil har der maattet være to Postcomptoirer, et ved Banen og det gamle i Byen, hvilket Sidste dog vist maa gaae ind. I Slagelse skal Postsækken kjøres til Slagelse fra Banen og Breve udleveres først ½ Time efter Postens Ankomst. Med Jernbanen er man allerede bleven saa fortrolig, at man sender hele Skoler pr. Jernbane til Korsør for at bade i Søvandet. I disse Dage har man begyndt med Extratog om Søndagen, og med Toget i Søndags gik der over 700 Mennesker, hvoraf 500 fra Sorø, saa at Jernbanen havde en reen Indtægt af ca. 800 Rd. Slagelse Extratog gaaer lige til Korsør. - Hvad selve Korsør By angaaer, har den uafhængigt af Jernbanen faaer adskillige nye Bygninger, deriblandt en Præstebolig og en Borgerskole, hvilken, saa smuk den er, dog heller ikke kan maale sig med Slagelses colossale nye Skolebygning. Birkners Mindesmærke er nu flytter hen ved Kirkemuren, hvor det, saa lille det er imod Kirken, dog tildrager sig alle Forbigaaendes Opmærksomhed. Jens Baggesen derimod har intet Mindesmærke der! thi den Bygning paa Fæstningen, hvor hans Fader boede som Kornskriver ved det derværende Magazin, existerer ikke længere. Dette Magazin, der er en ældgammel Slotsbygning fra Erik af Pommerns Tid, er nu indrettet til Arsenal for Feldtvogne. Fæstningen er nu forsynet med Kanoner, og Forter skulle opføres saavel paa Halskov som paa Klinten S. for Byen. Paa Halskov sees Skandsebakker fra Carl X'S Tid, og paa Fæstningen viser man det Sted, hvor denne Konge bedrøvet saae sine Tropper nødsagede til at rømme Fyen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. august 1856)

Korsørs første station (1856-1907) var et kompromis mellem hvad der var mest ideelt for byen og hvad der passede godt for postskibene til Nyborg. Arkitekt var T. P. P. Wattson. En dampskibsrute til Kiel fik kajplads i nærheden. Da den anden station (1907-1997) åbnede, fungerede den gamle som godsekspedition inden 1970'erne. Den blev nedrevet i 1981.

Arkitekten til Hotel Storebælt var Ferdinand Meldahl. Bygningen er nu havnekontor.

Korsør Fæstning. Foto Erik Nicolaisen Høy.