Ægyptisk Øiensygdom: Kritik af Dr. Bendtz. (Efterskrift til Politivennen)

Om den "ægyptiske Øiensygdoms" Natur og Farlighed ere Lægerne, som bekjendt, meget uenige, og for et Par Aar siden fandt i denne Anledning en meget hæftig og bitter Strid Sted imellem Armeens Korpslæge og Prof. Bendz. Et i disse Tage af Prof. Djørup udgivet Skrift om denne Sygdom har gjort en vis Opsigt, da det, understøttet af de fleste danske Militarlægers Erfaring, afgjort hælder til den Mening, at det nu i Danmark ved Prof. Bentz's ivrige Bestræbelser adopterede System, med Hensyn til de Foranstallninger, der skulle træffes imod denne Sygdom, næsten i alle Punkter er forkasteligt. Bendz fik i sin Tid sat igjennem, at der blev truffet de samme Foranstaltninger mod den omtalte Sygdom her, som anvendes i Belgien. Forfatteren erklærer imidlertid disse Foranstaltninger for uanvendelige hos os og uhensigtsmæssige, idet han foretrækker de Forholdsregler, som man i en Række af Aar har truffet i Preussen og Østerrig og som i disse Lande have afgivet de gunstigste Resultater. Rigtigheden af denne hans Mening synes ikke blot at finde en Bekræftelse i den Omstændighed, at de talrigste mest ondartede og haardnakkede Sygdomstilfælde findes i Garden, hvor Bendz har anvendt sin Behandlingsmaade i al Strænghed, men ogsaa deri, at han nu ikke vover at gjennemføre sit System practisk. I de sidste 4 Aar, hvor den ægyptiske Øiensygdom er optraadt i Armeen, er der idethele kun  forekommet 13 Tilfælde, hvor der er indtraadt en fuldstændig eller partiel Blindhed. Sygdommen kan derfor ikke ansaas for saa farlig, som man hidiil har troet. Hertil kommer endnu, at de fra samtlige Stiftphysici i Landet til de kgl. Sundshedskollegium indløbne Beretninger skildre Udbredelse af Øiensygdommen blandt den civile Befolkning som saare ringe og lidet farlig. Bliver det nuværende System forkastet og det indført, der med Held er bleven anvendt i Østerrig og Preussen, vil Følgen deraf være, at Lazarethet paa Augustenborg bliver ophævet, alle Øiensyge permitterede og en mildere Behandling indført. (Sjællp.)

(Ribe Stifts-Tidende 21. oktober 1856).

Bandeoverfald. (Efterskrift til Politivennen)

I Ulstrup Kro, 1 Miil fra Ebeltoft, er i Onsdags Nat passeret en tragisk Begivenhed. En Natmandsbande (saakaldte Skjærsliber- eller Glarmesterfolk), bestaaende af 3 Familier, med Koner, Børn og 7 a 8 Hunde (hvilke sidste bruges til at trække Skjærslibervognene), indtraf sildigt om Aftenen til Landsbyen Ulstrup, hvor den tvang Bønderne til at give sig Natteqvarteer, hvorefter Mandfolkene begave sig til Kroen, hvor de svirede og drak saalænge indtil Kromandens Søn, et ungt Menneske, der var alene hjemme, ikke mere vilde skjænke for dem. Under Trudsler og Skjældsord forlode de nu Kroen; men kort derefter kom hele Banden, bevæbnet med Knipler og Gjærdestaver, under Hujen og Skrigen tilbage til Kroen, som imidlertid var bleven tilsvoerret og barricaderet saa godt som muligt. Men Røverne sprængte Vinduer og Dørre og sloge løs paa Sønnen, begge hans Søstre og Tjenestefolkene. Da greb Sønnen, til sit Forsvar, en ladt Bøsse, som hang paa Væggen, og nedskjød dermed en af Voldsmandene, som styrtede død til Jorden. En anden af Banditerne blev truffen af et Slag, som af Vanvare tilføiedes ham ved en af hans egne Kammerater, og slæbtes bort af Qvindfolket, som tog Deel i Kampen. Der blev strax sendt Bud ind til Ebeltoft om Assistance og endnu samme Nat blev hele Banden arresteret. Jens Peter Møller, der saa kjækt havde forsvaret sig og Sine mod Voldsmandenes Angreb, er temmelig haardt saaret.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. oktober 1856).

Grønlandshandel. (Efterskrift til Politivennen)

Handelen paa Grønland fra Kjøbenhavn tager bestandig mere og mere til og beskæftiger nu ti til tolv store Skibe. Naturligvis leverer Søen det største Bidrag hertil. Totalværdien af de fra Grønland udførte Varer kan i Gjennemsnit anslaaes til 230,000 Rd. aarlig; deriblandt indtage Produkterne af Sælhundefangsten den første Plads (c. 40,000 Sælhunde og 6 til 8000 Tdr. Tran). Men ogsaa Fastlandet leverer et temmelig rigt Udbytte, thi der udføres i Gjennemsnit aarlig 18 til 20,000 Rensdyr, 2000 Ræveskind, 3000 Pd. Edderdun osv. Kun Hvalfiskefangsten er næsten ganske ruineret, idet Hvalfisken, der tidligere viste sig i store Skarer i Havet omkring Grønlands Kyster, dels er udryddet, dels er udvandret til Sydpolen. Naar man betænker, at disse Dyr kun hvert tredje eller fjerde Aar bringer en Unge til Verden, og derhos tager det uhyre Blodbad i Betragtning, der i Løbet af et Par Hundrede Aar er bleven anrettet mellem dem af Hvalfangerne, maa man undre sig over, ar der overhovedet endnu bestaaer Dyr af denne Art ved Grønlands Kyster. Landet er herved bleven berøvet en af sine rigeste Indtægtskilder. Som en Slags Erstatning antager Udbyttet af Mineralierne i Grønland hvert Aar større Dimensioner, og der er ingen Tvivl om, at dette fjerne Land i saa Henseende endnu skjuler mange ubekjendte Skatte. Gode Steenkulsminer ere allerede blevne fundne paa flere Steder, men endnu ikke behørig undersøgte. Kryolithen bearbejdes nu bjergmandsmæssig, og der gaaer allerede hele Skibsladninger til England og Danmark. Minerallet er saa meget værdifuldere, som det hidtil ikke er bleven fundet i noget andet Land. (Sjp.)

(Ribe Stifts-Tidende 13. oktober 1856).

Krage-Skydning. (Efterskrift til Politivennen)

En Mand, som for ikke længe siden har berejst Vendsyssel, fortæller i "Flyveposten", at der sammesteds paa Brakmarkerne viser sig et overordentligt stort Antal af Oldenborrelarver, der i de sidste Aar mere og mere ere blevne til en Landeplage; thi naar Rugen er kommen op, og der indtræffer mildt Efteraarsveir, især i Oktober, æde de Spirerne over og dråbe derved Sæden. "Man kan ikke," siger Brevskriveren, "lade være at opkaste det Spørgsmaal, hvorfra den saa stærkt tiltagende Formerelse af de ødelæggende Larver vel kan skrive sig, og man har da Erfaringer, som nok kunne vejlede. Hvor Rævene f. Ex. aldeles ere bortskudte, formere Musene sig til Skarer, der ødelægge Høsten. Men Oldenborrelarvens Fjende er Kragen, der fortærer en stor Mængde af dem. Nu veed man jo imidlertid, at der i de senere Aar er fremstaaet en stor Mængde Jægere her i Landet, og da Vildtet ikke er voret i samme Forhold, og mange af dem desuden heller ikke forstaae at søge det, saa gaaer Skydelysten ofte ud over alt Flyvende og Løbende, der kommer i Jægernes Nærhed , og derfor ogsaa over Kragerne, skjøndt de ikke ere spiselige og gjøre megen Nytte ved al fortære skadelige Insekter og deres Larver. Jeg erindrer saaledes, at man ifjor endog roste sig af i Aviserne, at man et Sted i Jylland paa en Dag havde myrdet flere hundrede stakkels Krageunger, uden meget andet Maal og Med end at myrde. Det var en ringe Bedrift; men jeg ønsker, at man vil erindre sig den, naar man taler om Oldenborrelarvernes Ødelæggelser, for at det muligvis kunde forhindres, at slige Mordscener blive gjentagne, og for at de modige Jægere kunne styre deres Lyst paa anden Maade; thi den, der myrder Kragerne, formerer indirecte Oldenborrerne...

(Ribe Stifts-Tidende 9. oktober 1856).

Ifølge biologen Vilhelm Bergsøe (1835-1911) i "Fra mark og skov" 1881 var oldenborren det insekt der påførte landbruget og skovbruget de største skader, ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Det hjalp ikke at kirken lyste billen i band. Bergsøe så årsagerne som dræning (oldenborrelarver elsker løs iltrig jord), den forandrede pløjetid og den aftagende fuglemængde. Han pegede også på muldvarper og grævling som oldenborrelarvers fjende. I 1887 blev der vedtaget en lov om oldenborreår (hvert 4. år). 

Afsindig af Indespærring. (Efterskrift til Politivennen)

"Forst. AviS" meddeler følg. sørgelige Exempel paa Politievilkaariighed og Sammes Følger: En Kone paa Vesterbro er Eierinde af fire Hunde, som hun tilbørligen havde forsynet med Hundetegn og Mundkurv. I en af Hundedagene laae den ene af Madamens fire Favoriter udenfor Huset, da Hundevognen idetsamme kom forbi. Hundens Halsbaand med Tegnet var skjult af de lange Haar. Hundebetjentene toge imidlertid Hunden, puttede den i Vognen og kjørte bort med den trods den til Vinduet komne Eierindes heftige Indsigelser. Hendes Karl var dengang ikke tilstede, men da han kom hjem, sendte Madamen ham øieblikkeligt afsted, for at faae Hunden befriet. Karlen gik da op paa Politikammeret, fortalte hvad der var skeet og anmodede om, at en Betjent maatte gaae med, for at overbevises om, at Hunden havde sit Tegn; men han fik, siges der, studse Ord og maatle gaae alene. Paa Veterinairskolen fik han af Dørvogtersken til Hundelocalet Lov til at eftersee, om den Hund, han pegede paa, havde sit Halsbind og Tegn. Det forholdt sig som han iforveien vidste, og han gik nu igjen tilbage til Politikammeret, fortalte dette og fordrede Hunden tilbageleveret. Der blev Karlen imidlertid, som mistænkt for at have paasat Hunden Halsbaandet med Politietegnet imedens han var ude paa Veterinairskolen, arresteret og holdtes 5 Dage indespærret i et stygt Arresthul, hvor han blev tracteret med Vand og Brød! Hunden var imidlertid bleven sendt tilbage til Eirinden; men Karlen, som flere Gange havde været i Forhør, hvor han stadigt vedblev sin Paastand og "ikke kunde give anden Forklaring, om man endog vilde plage ham nok saa meget," blev af Græmmelse over den Behandling, der var ham vederfaret saa uforskyldt - afsindig og befinder sig nu paa Bidstrupqaard! - Man maa vente, at Justitsministeren lader vedk, Myndighedsmisbrugere drage alvorligt til Ansvar.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. september 1856).