Christian Julius Jensen: Sidste henrettelse i København. (Efterskrift til Politivennen)

Natten mellem den 20. og 21. oktober 1856 dræbte den 40-årige smedesmed Christian Julius Jensen sin kone, den 43-årige Juliane Marie Raadsig, med en brødkniv i deres lejlighed  på 2. sal i baghuset i gården i Sofiegade 341 på Christianshavn på Christianshavn. Fra 1859 til Sofiegade 20. Matriklen blev senere henlagt Dronningensgade 18 og udlagt til offentlig gade. Parret havde levet sammen siden 1837 og havde fået ni børn sammen, hvoraf seks endnu levede, og fem af disse boede hjemme.

Mandag den 20. oktober på selve drabsdagen havde parret i fælleskab flyttet deres bohave til en ny lejlighed i Strandgade 23. Dagen var gået uden konflikter, og om natten skulle familien sove en sidste gang på gulvet i deres gamle lejlighed i Sofiegade 341. 

Københavns Kriminal- og Politirets dom faldt 7. februar 1857, og Christian Julius Jensen ankede sagen til Højesteret. 

Dommen i den mod Smedesvend Christian Julius Jensen for begaaet Mord paa sin Hustru af Criminal og Politiretten den 7de Februar 1857 paakjendte Justitssag er saalydende:

Under nærværende mod Arrestanten Christian Julius Jensen for begaaet Mord anlagte Sag, er dan ved egen af de iøvrigt oplyste Omstændigheder bestyrkede Tilstaaelse overbevist at have ombragt sin Hustru Juliane Marie Raadsig, og er det dermed i det Væsentlige tilgaaet paa følgende Maade: Efterat Arrestantens Hustru, hvis Samliv med ham, efter hans egen med det iøvrigt Oplyste stemmende Forklaring, aldrig havde været rigtigt godt og i den senere Tid var blevet endnu værre, hvortil han har angivet Grunden at være den, at han deels ansaae sig tilsidesat og fornærmet af hende og deels troede at hun var ham utro. Mandagen den 20de October sidstl. om Aftenen havde lagt sig ni at sove tilligemed deres Børn, opstod der bo Arrestanten - der den Dag ingen Strid havde havt med sin Kone, men som allerede i længere Tid havde fattet det Forsæt at hævne sig paa hende eller afstraffe hende, nærmest fordi han, efter hvad han har udsagt, i Anledning af en nogen Tid iforveien imellem dem opstaaet Uenighed, der var udartet til Slagsmaal, var bleven pryglet af en i samme Huus som Arrestanten boende Mand, uden at han dog hidtil havde tænkt paa at aflive hende - pludseligt den Tanke at dræbe hende, af hvilken Grund han greb en paa Kakkelovnen liggende Kniv for at stikke hende i Halsen, men da han i samme Øieblik ikke formaaede at udføre Gjerningen, lagde han atter Kniven fra sig. Da hun imidlertid i det samme vendte sit Hoved, saa at hun kom til at ligge med den venstre Side af Halsen blottet, greb han paany kniven og stak hende i den venstre Side af Halsen, samt trak derpaa Kniven ud og lagde den paa det Sted, hvorfra den var tagen. Efter hvad Arrestanten har udsagt, gav hans Kone strax ingen Lyd fra sig og bevægede sig heller ikke, ligesom han selv faldt hen i en bevidstløs Tilstand, og da han nogen Tid efter vaagnede af denne, var Konen endnu levende, men døde kort efter. Ved den under 22de October næstefter afholdte Obductionsforretning et det antaget, at Aarsagen til Døden maatte tilskrives stiksaaret i Halsen, idet der ikke forelaae nogensomhelst anden antagelig Dødsaarsag, og tilføies det, at omendskjøndt Døden ikke kunde forudsættes at have været en øjeblikkelig Følge af Stikket, eftersom ingen af de store Blod- og Pulsaarer fandtes beskadigede, havde den dog, sandsynligviis paa Grund af den betydelige Mængde indvendigen udgydte Blod, været en uuudgaaelig Følge deraf, ligesom Sundhedscollegiet under 5te Januar d. A. har erklæret sig enig i, at Døden har været en Følge af det den Afdøde bibragte Stiksaar.

For den Arrestanten - der er langt over criminel Lavalder og ikke funden førhen straffet, samt om hvem det efter de under Sagen tilvejebragte Oplysninger ikke kan antages, at han overhovedet lider af Sindsforvirring, eller at han i Gjerningens Øieblik har befundet sig i en Tilregnelighed udelukkende Tilstand - ifølge det Foranførte overbeviste Gjerning vil han, da den med Hensyn til Bestemmelsen i Frd. 4de October 1833 § 6 maa betragtes som overlagt, ikke kunne undgaae ifølge samme Forordnings  § 10, samt Frd. 16de Cctober 1697, at ansees med Straf efter Lovens 6 - 9 - 12- cfr. Frd 24de Septdr. 1824 § 1 med at have sit Liv forbrudt og lægges paa Stole og Hjul, hvorhos han vil have at udrede alle af Actionen flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Desensor, Procuratorerne Alberti og Kammerraad Klein, 5 Rd. i ti hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. februar 1857)

En mere detaljeret gennemgang af sagen findes i Departementstidenden, nr. 35, 30. maj 1857, side 521-530. Denne er hovedkilden til oplysningerne i kommentarerne.

Den 20. februar videresendte politidirektøren sagen til Justitsministeriet til videre foranstaltning. Højesteret stadfæstede kriminal- og politirettens dom den 7. april 1857. To ud af de voterende dommere i Højesteret indstillede at tiltalte i stedet for at lide dommen skulle hensættes i tugthusarbejde på livstid. 

Tirsdagen den 7de April.

Etatsraad Salicath

contra

Christian Julius Jensen (Defensor Brock) der tiltales for Mord.

Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 7de Febr. 1857: "Arrestanten Christian Julius Jensen bor have sit Liv forbrudt og lægges paa Steile og Hjul. Saa bør han og udrede alle af denne Action flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procurator Alberti og Kammerraad Klein, 5 Rdl. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde fjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Salicath og Advocat Brock for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rdl. til hver.

[Herefter følger teksten til kriminal- og politirettens dom som er angivet ovenfor]

(Højesteretstidende 1857).

Sagen blev behandlet i statsrådets forhandlinger 6. maj 1857 og indstillet til kongelig afgørelse. Den var at  livstraffen skulle fuldbyrdes, men at Christian Julius Jensen ikke skulle lægges på stejle og hjul:

Da af samtlige Høiesterets 10 i Sagen voterende Tilforordnede ikkun 2 havde formeent at burde indstille Arrestanten til ved Hs. Majestæts Naade at eftergives Livsstraffen, fandt Justitsministeriet Betænkelighed ved at foreslaae saadan Benaadning for Domfældte, og Ministeriet androg derfor allerunderdanigst paa, at det maatte have sit Forblivende ved den afsagte Høiesteretsdom, dog saaledes, at det skjærpende Tillæg om at Domfældte skulde lægges paa Steile og Hjul bortfaldt.

Sagen er derpaa bleven foretaget i det Geheime Statsraad, og under 6te Mai sidstl. behagede det derefter H8. Majestæt allerhøist at resolvere, at den idømte Livsstraf vilde, med Bortfalden af hiint skjærpende Tillæg, være at fuldbyrde.

(Departementstidenden, nr. 35, 30. maj 1857, side 530)

Efter 211 dage i arresten blev han den 19. maj 1857 henrettet på Amager. Det blev den sidste offentlige henrettelse i København. Det må have været Sjællands skarpretter Peter Schmidt som foretog henrettelsen.

- Det turde ikke være uden Interesse for vore Læsere, naar vi i Korthed meddele de nærmere Omstændigheder ved det af den i Tirsdags henrettede Smedesvend af Christianshavn, Chr. Julius Jensen, forøvede Mord paa hans Kone, Juliane Marie Raadsig.

[Her følger det ovennævnte referat af retssagen]

Som bekjendt stadfæstede Høiesteret den af Kjøbenhavns Criminal- og Politiret afsagte Dom, hvorefter Jensen havde forbrudt sit Liv. Han blev nogle og fyrretyve Aar gammel, var robust af Skabning, noget undersætsig, havde et ret godt Ansigt, og man havde ikke tidligere hørt noget Ufordeelagtigt om ham; han havde Arbeide i Baumgarten og Burmeisters Etablissement. Der skal være 3 Børn, hvoraf det ældste, en Dreng paa omtrent 14 Aar, skal have givet Anledning til Forbrydelsens Opdagelse. Delinqventen, der i mange tusinde Menneskers Nærværelse blev henrettet om Morgenen Kl. 6 1/4 i Kløvermarken paa Amager, var undervejs til Retterstedet ved ret godt Mod og ved ualmindelig Fatning, af hvilken han dog paa selve Skafottet syntes at have tabt noget; imidlertid afklædte han sig dog selv og lagde selv Hovedet paa Blokken; Executionen var forbi i et eneste Øieblik. At Forbryderen, fraregnet den begaaede gruelige Misgjerning, iøvrigt ikke har besiddet nogen slet Charakteer, viser den Omstændighed, at han maa have været godt lidt af sine Kammerater; thi da hans jordiske Levninger, som Skik og Brug er, umiddelbart efter Exerutionen nedsænkedes i Jorden tæt ved Retterstedet, var Graven omgiven af et ikke lidet Antal Smedesvende fra de forskjellige store Etablissementer paa Christianshavn, hvilke paa deres Viis bragte deres Kammerat det sidste "Levvel".

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. maj 1857).

Christian Julius Jensen var den sidste som blev henrettet i København. Siden enevælden var kun en før blevet henrettet her: kvindebedårer og skorstensfejerlærling H. P. Nielsen for mordet på ligbærer Hans Petersen. Henrettelsen skal have tiltrukket over 20.000 tilskuere, heraf mange kvinder. Også her var det Peter Schmidt som svingede skarpretterøksen.

Christian Julius Jensen blev begravet på Slaveanstaltens Kirkegård ved nuværende Hollænderdybet i en kiste som blev besørget af otte fæstningsslaver fra Stokhuset. Det var deres kirkegård. Fem dage efter drabet var hans kones lig blevet begravet på Fattigkirkegården, i dag Vor Frelsers Kirkegård, på den anden siden af Amagerbrogade hvor Christian Julius Jensen kom til at ligge.

Se endvidere Pernille Ulla Knudsen: Københavns sidste offentlige henrettelse. Skildring af et professionelt processystem.

Brygger Jacobsen om Hjælpeskat. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur!

I Anledning af en til en større Artikel i Deres Gaarsnummer knyttet Note, hvori det udhæves som et mærkeligt Factum, at jeg, der driver Næringsbrug som Brygger i Kjøbenhavn og er Medlem af Borgerrepræsentationen, har vægret mig ved at svare Hjælpeskat, paa Grund af at jeg boer udenfor Stadens Grund, troer jeg med et Par Ord at burde oplyse denne Sags rette Sammenhæng.

Jeg har ligesaa lidt ved denne som ved nogen anden Lejlighed "vægrer" mig ved at opfylde en mig paahvilende Pligt, men jeg har i sin Tid gjort Ligningscommissiomen opmærksom paa, at det var ligefrem stridende mod Loven af 14de April 1855, at man havde optaget mig, som ikke mere var Indvaaner i Kjøbenhavn, paa Listen over de Hjælpestatpligtige. Om det Urigtige i denne Ansættelse kunde der saa meget mindre være nogen Tvivl, som der i det første Udkast til den nævnte Lov havde foreligget et Forslag - hvilket jeg havde været med at stille - som netop gik ud paa at ogsaa de Næringsbrugere, der ikke have Bopæl i Staden, skulde svare Hjælpeskat, hvilket Forslag var bleven forkastet af Ministeriet og følgelig ude ladt af Loven. Da det saaledes aabenbart var ved en Fejltagelse, at mit Navn var bleven opført paa Hjælpestatslisten, hvilket ogsaa strax blev erkjendt af Ligningscommissionen, forekommer det mig "mærkeligt", at Nogen kan undre sig over at jeg ifølge den offentlige Opfordring gjorde opmærksom paa den indløbne Feil. Enhver fornuftig Mand vil vistnok i lignende Tilfælde handle paa samme Maade.

At jeg iøvrigt som Næringsbruger i Staden ved bliver at svare Næringsskat, er en Selvfølge og den "uhildede Betragter", der i den foregaaende Artikel lægger et nøie Kjendskab til Forordn, af 1ste Januar 1840 for Dagen , maa altsaa vide, at jeg ikke har tabt min Valgbarhed, fordi jeg ikke tillige svarer Hjælpestat og at jeg følgelig ikke er berettiget til at frasige mig det af mine Medborgere mig paalagte Hverv. Enhver vil herefter kunne bedømme om det "Paafaldende" ligger i min Færd eller i Notens Forfatters.

Carlsberg, den 14de Februar 

Ærbødigst

J. C. Jacobsen

Brygger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. februar 1857).

Kommuneskat var næringsskat 1812-1855. Lov af 14. April 1855 om en Nærings- og Hjælpeskat indførte en hjælpeskatt som en skat på formue og lejlighed, ved hvilken samtlige stadens indbyggere blev inddraget under den personlige skattepligt. Dog skulle kun 1/3 af de udgifter, der lignedes på stadens næringsbrugere, tilvejebringes under navn af hjælpeskat ved ligning på formue og lejlighed. Men da også hjælpeskatten pålignedes de næringsdrivende, vedblev disse således fremdeles at bære størsteparten af den personlige skattebyrde. Loven skulle udløbe med udgangen af 1858, men da man ikke ved dette tidspunkt havde fået gennemført nogen anden ordning, blev loven yderligere gjort gældende for årene 1859, 1860 og 1861. De sdiste to år blev den pålignet med halvdelen af næringsskatten. Hjælpeskatten blev afskaffet i 1861. Herefter skulle man kun betale indkomstskat.

Indsamling til Afskedigede Slesvig-holstenske Embedsmænd mv. (Efterskrift til Politivennen)

Bekendtgørelse.

Til den af ​​hans majestæt kongen bevilgede lodtrækning af gaver til understøttelse af de afskedigede gejstlige, lærere og tjenestemænd fra hertugdømmerne Slesvig og Holsten der trænger til hjælp, er skænket et meget stort antal genstande, nogle af dem meget værdifulde, fra de mest forskelligartede egne af det tyske fædreland på den glædeligste måde. Udstillingen af ​​disse gaver finder sted fra søndag den 8. d. m, søndag fra kl. 11.00 til kl. 02.00, på hverdage fra kl. 11.00 til kl. 03.00, i hjørnerummet på den kongelige akademibygning, indgang Unter den Linden, mod entré på 5 Sgr. per person. I lyset af den yderst triste situation for de belejrede familier som støtten skal gives, anmoder vi indtrængende og meget alvorligt, at mange besøgende besøger denne udstilling, og beder adelige filantroper om yderligere venlige donationer af lodtrækningsgenstande, som hver af undertegnede i Vi er meget glade for at modtage dig. Lodder til 7½ Sgr. fås i kassen og hos udvalgsmedlemmer. Berlin, 2. februar 1857.

Centralkomité for at indsamle støtte til de afskedigede embedsmænd, gejstlige, lærere osv. fra hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

Bekanntmachung.

Zu der von Sr. Majestät dem Könige Allergnädigst genehmigten Verloosung von Geschenken zur Unterstützung der entlassenen hülfsbeduftigen Geistlichen, Lehrer, Beamten aus den Herzogthümern Schleswig und Holstein sind in erfreulichster Weise sehr viele und theilweise sehr werthvolle Gegenstände aus den verschiedensten Theilen des deutschen Vaterlandes gespendet. Die Ausstellung dieser Geschencke findet von Sonntag dem 8. d. M. ab, Sonntag von 11 bis 2 Uhr, in den Wochentagen von 11 bis 3 Uhr, in dem Ecksaale des Königl. Akademie-Gebäudes, Eingang unter den Linden, gegen ein Entree von 5 Sgr. pro Person, statt. In Rücksicht auf die höchst traurige Lage der bedrängten Familien, denen die Unterstützung zu Theil werden soll, ersuchen wir dringend und ganz ergedenst um recht zahlreichen Besuch dieser Ausstellung, und bitten edle Menschenfreunde um fernere geneigte Zuwendung von Verloosungs-Gegenständen, welche jeder der Unterzeichneten in Empfang zu nehmen sehr gern bereit ist. Loose a 7½ Sgr. sind an der Kasse, sowie bei den Comité-Mittgliedern zu haben. Berlin, den 2. Februar 1857.

Central-Comite zur Sammlung von Unterstützungen für die entlassenen Beamten, Geistlichen, Lehrer etc. aus den Herzogthümern Schleswig und Holstein.

(Berlinische Nachrichten von Staats- und gelehrten Sachen. 8. februar 1857)

Centralkomiteen meddelte i slutningen af februar 1857 at der var indsamlet 3.384 Thr. 11 Sgr. 1 Pf. incl 1 Kronthaler. I maj 1857 var der indsamlet 6.000 Thaler. Berlinische Nachrichten von Staats- und gelehrten Sachen, 31. maj 1857 angav antallet af familier til 64 med 360 familiemedlemmer. I 1856 fik 7 gejstlige, 3 lærere, 21 jurister og officerer, 6 enker af embedsmænd et regelmæssigt månedligt bidrag, mens 34 fik et engangsbeløb.

Cholera paa St. Croix og St. Thomas. (Efterskrift til Politivennen)

Quarantainen i Vestindien. "Dagbladet" af 17de Januar Nr. 14 har meddeelt Oplysninger om Stemningen paa St. Thomas i Anledning af de Quarantaine-Bestemmelser, hvorved Gouvernementet afspærrede St. Croix fra St. Thomas under Cholera-Epidemien paa sidstnævnte Ø, og disse Oplysninger gaae ud paa at skildre Quarantaineforanstaltningerne som urimelige og Gouvernementets Fremgangsmaade som vilkaarlig og keitet. Denne haarde Dom er aldeles ugrundet og ufortjent. Det er naturligt, at Kjøbmænd paa St. Thomas ønske alle Hindringer fjernede for deres Afsætning, og at de ved Udbruddet af en farlig Epidemie paa det Sted, hvor de have deres Vareoplag, dog ikke tage i Betænkning at tilbyde deres Varer paa de omliggende Øer, uden Hensyn til, om et saadant Samqvem muligen kan medvirke til Sygdommens Udbredelse. Men det er ligesaa naturligt, at man har en modsat Anskuelse paa St. Croix , der som agerdyrkende Land har en meget afvigende Interesse fra den, der gjør sig gjældende paa St. Thomas. Arbejderbefolkningen paa St. Croix's Sukkerplantager er efter Emancipationen i 1848 saaledes aftaget i Tal, at den ingensomhelst Forringelse kan taale uden ubodelig Skade for Sukkerdyrkningen; men, dersom Cholera udbryder paa St. Croix, vil den, med sin umaadelige Voldsomhed under den tropiske Himmelegn, sikkert bortrive 3 til 4000 Arbejdere, men den utvivlsomme Følge heraf vilde blive mange Sukkerplantagers Nedlæggelse paa lignende Maade, som omtrent al Sukkerdyrkning er ophørt paa Øen St. Thomas efter Choleraen i 1853, og denne Sygdoms Fjernelse fra St. Croix er i Virkeligheden et Livsspørgsmaal for Øen. Man vil derfor let kunne forstaae, hvorfor Alle paa St. Croix ere, som een Mand, enige i den Anskuelse, at der bør anvendes behørig Forsigtighed i Samfærdselen med St. Thomas, og Indvaanerne paa St. Croix ere aldeles beredvillige til at underkaste sig Afspærring ligeoverfor St. Thomas, uagtet Ulejligheden heraf føles langt stærkere paa St. Croix end paa St. Thomas. Det er nemlig over St. Thomas, at St. Croix har sin daglige Hovedforbindelse med Udlandet, hvorimod St. Thomas, som Centralpunkt for det vestindiske Handelsrøre, i St. Croix ikkun seer et meget underordnet Punkt i den store Afsætningskreds, der saa er aaben for St. Thomas til alle Sider. Men, vil man indvende, al Ouarantaine er ufornuftig, thi den kan ikke iværksættes saaledes, at den kan opnaae sin Hensigt. En saadan Indvending kan og neppe holde Stik for de Erfaringer, Vestindien har at opvise. Den Afstand og Beliggenhed, som Øen St. Croix har ligeoverfor St. Thomas og andre omliggende Øer, gjør det nemlig muligt at effectuere en saa fuldstændig og saa virksom Quarantaine, at neppe nogetsteds et bedre Resultat kan haabes opnaaet. I Aaret 1853 udbrød Cholera for første Gang paa St. Thomas og bortrev i tre Maaneder vel 2000 Individer af en Befolkning af omtrent 14,000 Mennesker. Men St. Croix, som ligger 9 danske Mile fra St. Thomas, og hvortil Skibe kun gaves Adgang efter nogle Dages Qvarantaine, blev dengang ganske forskaanet. I afvigte Sommer udbrød Cholera paany i St. Thomas og rasede samtidig i de nærliggende spanske Besiddelser. De samme Foranstaltninger, der i 1853-54 bleve trufne paa St. Croix, bragtes paany til Anvendelse, og hidtil er Øen atter dennegang bleven forskaanet. At selv efter Sygdommens Ophør Afspærringen mellem Øerne maa vedvare nogen længere Tid, om endog under en lempeligere Form, vil synes meget forstaaeligt for dem, der vide, med hvilken Iilfældighed Individer af den sorte Befolkning have efter tidligere Epidemier oversendt de Afdødes Klædningsstykker til Slægtninge paa St. Croix, og at derhos mange Familier paa St. Thomas have for Skik at oversende smudsigt Linned til St. Croix, for der at vadskes, da dette gjøres der billigere end paa St. Thomas.

Den offentlige Mening paa St. Croix taler saaledes høit for at opretholde Quarantainen paa Øen, og de gjentagne indvundne Erfaringer tale i samme Retning. Men skulde man da i en Sag af saa uendelig Vigtighed for St. Croix aabne de letseilende Skonnerter, der i 3 til 4 Timer gaae fra St. Thomas til St. Croix, en aldeles uhindret Adgang for Personer og Varer, saasnart Kjøbmændene paa St. Thomas ansee det betimeligt? Hertil vil neppe Nogen være tilbøjelig, som med Interesse for det almene Vel paa St. Croix har Indflydelse paa Øens offentlige Anliggender, og Gouvernementet har fuldkommen Ret, naar det har besluttet i denne Sag ikkun at tage saadanne Forholdsregler, som befindes nødvendige for at sikkre St. Croix, uden at skjænke andre Hensyn væsenlig Betydning; thi et Feilgreb her kan let udslette St. Croix af de Sukkerdyrkende Coloniers Række, hvorimod Sagen er af aldeles underordnet Betydning for St. Thomas.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. februar 1857)

Annuleret Vielse i Kjær Herred. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Kjær Herred skrives i "Vestfl. T." Her i Egnen er fornylig indtruffet et pudserligt Tilfælde, som, navnlig i de Tydsksindedes Leier, har vakt nogen Opmærksomhed og vel fortjener en komme til offentlig Kunskab. Den for 4 Aar siden afsatte Provst over Tønder Provsti Herr. Ahlmann, som nu er bosiddende i Ladelund Sogn, hvor han i tidligere Tid har været Præst, fik engang i Efteraaret af den daværende Sognepræst, Herr Luplau, Tilladelse til at ægtevie et Par Folk, som derved naturligvis havde til Hensigt, paa en iøjnefaldende Maade at lægge deres tydske Sympathier for Dagen. Skjæbnen har imidlertid i Skikkelsen af Herredsfoged Hansen i Læk, spillet dette Brudepar saavelsom samtlige afsatte Præster et Puds, der har gjort dem ikke lidet lange i Ansigterne. Herredsfogden har nemlig, paa dertil givet Foranledning, erklæret hin af Herr. Ahlmann forrettede Brudevielse for borgerlig ugyldig, saa at altsaa Børn af dette Ægteskab i Arveanliggender o. d. l. blive at betragte som uægte fødte, overladende iøvrigt til Kirken at afgjøre, om Brudeparret kan og bør kopuleres paany eller ikke. Det ulykkelige Par, som saaledes svæver i den pinligste Uvidenhed om, hvorvidt det er i Besiddelse af ægteskabelige Rettigheder og Pligter eller ikke, har i sin Vaande henvendt sig til en "rigtig" Præst, med Anmodning om at gjøre Skaden god igjen ved at forrette Vielsen nok en Gang; men denne, i hvis Praxis et saadant Tilfælde aldrig var forekommer, vovede ikke at efterkomme Begjæringen, med mindre Provst og Biskop vilde give deres Samtykke dertil. For Pastor Luplau selv vil det af ham begaaede Misgreb, efter Forlydende, have en mindre behagelig Følge. Han er nemlig iblandt Ansøgerne om det fortiden ledigværende Præsteembede i Hostrup, der er et Valgkald, og vilde sandsynligvis, hvis han kunde opnaae at blive præsenteret, blive valgt af Menigheden, der tæller mange Tydsksindede, som nok kunne bruge den Føjelighed, det haaber at finde hos ham; men Visitatoriet i Tønder skal efter det Passerede ikke være tilsinds at præsentere ham, da der er af den, som det synes velbegrundede Mening, at Herr Luplau ikke vilde være istand til fyldestgjørende at klare for sig i de Vanskeligheder, som de snedige Tydsksindede i Hostrup Sogn, med den der boende afsatte Advokat Bargum i Spidsen, næppe vilde undlade at berede den Nye Præst.

(Ribe Stifts-Tidende 2. februar 1857)