Vor Egn har alt i flere Aar været Gjenstand for hyppige Retsforfølgelser imod den Homøopathiske Læge i Hals, Pastor Hass for uprivilegeret Lægepraxis. Disse, om end efter Lovgivningen berettigede, saa dog efter Forholdenes Natur uhyggelige og skadelige Forfølgelser, og de Ulemper de medføre, ikke blot for Forfølgelsens nærmeste Gjenstand, Hr. Hass, men ogsaa for de Mange, der søge Lægeraad hos ham og heri have fundet Hjælp i Lideiser, som andre Læger ikke have kunnet fjerne, samt tillige i særdeles mange Tilfælde en opoffrende veldædig Bistand: have foranlediget Pastor Hass's talrige Venner til flere fremtrædende Beviser paa deres personlige Erkjendtlighed og som Udtryk af den almene Kjærlighed, han møder i sin nærmeste saavelsom i fjernere Kredse, baade som Præst og Læge og ved sin uegennyttige menneskekjærlige Personlighed. Foruden flere private Gaver og andre, der endnu forberedes, har man saaIedes alt for en Tid siden tilstillet ham en sølvforgyldt Daase med Taknemmeligheds-Indskrift og en indlagt Gave af 150 Rd. samt nylig overrakt hans Frue en smuk Sølvbordopsats af 105 Rdlrs. Værdi. Tillige forberedes i selve Lægedistrictet, hvor Savnet af hans Lægevirksomhed altsaa vilde føles meget haardt, et Andragende til Regjeringen om Lægebevilling for ham. Man bør ogsaa med Billighed haabe, at dette Andragende fra Beboerne og Andre indrømmes, og man kan kun beklage, at Lægerettigheden ikke forlængst har været ham tildeelt istedetfor at nære en nærig og eensidig Retsforfølgelse mod ham. Pastor Hass har tidligt studeret Homøopathien efter lægevidenskabelige Kilder, har dyrket og udøvet den baade tidligere og senere i Fædrelandet og i mellemliggende Tid under sin Missionairvirksomhed i det asiat. Tyrkiet; han har Vidnesbyrd om at have helbredet Mange og disse Vidnesbyrd forøges ved det Ry han nyder og de overvættes Mange, som dagligt strømme til ham og som han vanskeligt endog vil kunne tilbagevise, ialtfald naar han ikke stal fornægte den almene Menneskelighedspligt, der vel endog dobbelt paahviler Præsten. Heller ikke kan man jo forlange, hvor Studium, Praxis og Duelighed forøvrigt er godtgjort, at en Homøopath skal aflægge Examensprøve for et alløopathisk Facultet. Folkets Vidnesbyrd bør - hvad man end dømmer om Homøopathien, som vi hermed ialtfald ikke agte fortrinsviis eller udelukkende at tilraade Nogen - under saadanne Forhold at være det afgjørende. Ved fortsat Retsforfølgelse styrker man desuden kun Tilliden til den Forfulgte og svækker Troen paa de ellers privilegerede Læger.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. april 1857)
Pastor Hass, den bekjendte homøopathiske Læge i Hals, der flere Gange har været idømt Mulct for uprivilegeret Lægepraxis, har i "Aalb. Av." ladet indrykke følgende offentlige Taksigelse: "Mit Hjerte føler Trang til at udtale sin rørte Tak og dybtfølte Erkjendtlighed for de mange Beviser paa Deeltagelse, der siden den mig i Efteraaret overgaaede Domfældelse ere mig ydede saavel af enkelte Familier her paa Egnen, som af en Forening af "lindrede Vennter", hvilken ikke blot betalte Mulct og Procesomkostninger, men ogsaa tilstillede min Familie og mig dyrebare Gaver, med Bøn om, at jeg vilde holde ud og hverken lade mig skrække eller trætte".
(Svendborg Amtstidende 2. maj 1857).
Pastor Ludvig Daniel Hass (1808-1881) var tidligere sognepræst i Mjolden, Slesvig. For Dansk Missionsselskab havde Hass i 1842 været i Smyrna (Tyrkiet) sammen med højskolemanden Christen Mikkelsen Kold (1816-1870). Her forsøgte de uden større held at missionere mellem "muhammedanere", jøder og de affældige, kristne kirker. Udover at det ikke lykkedes dem at omvende nogen, blev de også uvenner.
Hass fungerer tilsynedeladende ifølge en kilde som lokal politimand for sognets 1.000 personer:
En fortæller: "Der var møde i gæstgivergården. Midt under mødet kom Madam Holm, krokonen, farende ind og råbte, at de var ved at slå hinanden ihjel i krostuen. Der var intet politi i Hals, kun en gammel sognefoged, som ingen brød sig om. Hass tog resolut sin stok, gik ind imellem de kæmpende, slog i bordet, så glas og brændevin flød mellem hinanden - og ryddede hele bulen på et øjeblik. Fra den tid havde pastor Hass mere autoritet end ti sognefogeder. Det var noget Halsboerne kunne forstå, og den respekt bevarede de så længe han var præst i Hals."
På samme tid var indvandringen af svenskere til Danmark stor, og Hals Ladegård, som dengang drev brænderi, havde også fået en slump svenskere. Om søndagen søgte disse mennesker kroen, og følgen var, at de blev fulde og gjorde spektakler. "En søndag, hvor de var særlig slemme, og kroværten ingen udvej så til at komme af med dem, sendte han bud efter præsten, som mødte op med sin knortekæp. Efter kort tids forløb var de ude af kroen, og præsten drev hele flokken foran sig op til Ladegården."
Han blev i december 1849 ved underretten i Aalborg idømt 5 gange 6 dages vand og brød for kvaksalveri (homøopati), dog uden forklejnelse af embedsstilling eller ære. Sagen endte i Højesteret juni 1850. Den stadfæstede dommen. Dommen blev indstillet til benådning hos kongen, der ændrede det til en mulkt af 100 Rbd. Nogle beboere ansøgte efterfølgende om bevilling for ham til at udøve lægepraksis, men det blev afvist. Dommen fik dog ikke pastor Hass til at ophøre med sin virksomhed. I november 1850 fremsatte Alberti på pastor Hass' foranledning en ændret lovgivning for kvaksalveri. I februar 1851 udtalte pastor Hals sig imod at forbyde mormoners offentlige møder, idet dette ville virke stik imod hensigten og i øvrigt være imod forsamlings- og religionsfriheden. I 1852 blev han valgt til Folketinget, han blev genvalgt i februar 1853 og 1858. I juni 1857 blev han ved Viborg Landsoverret for fjerde gang dømt for kvaksalveri, og idømt simpelt fængsel i 2 måneder. .
Jeg kan nu ei forstaae mig paa det Qvaksalveri;
De kloge Koner maa man ikke kalde;
Men jeg kan ikke see, at der er Noget deri,
For saa kan man komme i Jorden for det Halve.
(Fra: Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 16. juni 1857).
I "Dagbl." læses følgende: Hr. Redaktør! Det vil maaske være Dem bekjendt, at en Præst ved Navn Hass i Aar er for 4de Gang begaaet Kvaksalveri idømt en Straf af 2 Maaneders Fængsel. Indsenderen af disse Linier har forgjæves ventet, at denne Sag skulde blive bragt under Omtale, men da dette ikke er sket, skal han, alene af Interesse for Sagen - thi Manden er ham fuldkomment ubekjendt - tillade sig et Par Ord om den. Saavidt vides, beklæder Præsten uforstyrret sit Embede, og den ham 4de Gang overgaaede offenlige Straf betragtes formodenlig af ham og af det Ministerium, der ikke har removeret ham, kun som et andet Uheld, der kan tilstøde en Mand. Men jeg tillader mig at spørge, om det er passende, at det fremdeles tillades en Embedsmand og tilmed en Præst, der haardnakket vedbliver at tilsidesætte bestaaende Love og at foragte de Straffe, som for Overtrædelserne ere bestemte, at fungere? Kan en saadan Mand være Lærer i Folket? Saavidt jeg erindrer, er Præsten Hass tidligere dømt til Vand og Brød for samme Forseelse, og det er ikkun at tilskrive de mildere Straffebestemmelser i Loven af 3die Marts 1854, at han ikke definitivt ved at indsættes i en Straffeanstalt er bleven afskaaren fra yderligere ar bedærve sine Medmennesiers Legemer. Dette kunde mulig synes et stærkt Udtryk; men hvis jeg ikke tager feil, har denne Præst ikke alene afholdt en syfilitisk Person fra at give sig under Lægebehandling, men endog selv tager ham under Kur og fortsat denne, indtil den Paagjældende var, som man siger, færdig med Regnskabet. Jeg ved, at Borgerne ere daarlig tjente med saadanne Embedsmænd, der foretrække selv at give Love, fremfor ar adlyde de bestaaende; jeg tænker mig, at Præstestanden ikke kan være synderlig glad ved at have en Embedsbroder, der med Rette kan karakteriseres som en fræk Lovovertræder, og jeg haaber, at Kultusministeriet vil henvende sin specielle Opmærksomhed paa denne Sag; thi den er vigtigere, end den mulig har Udseende af.
(Ribe Stifts-Tidende 4. august 1857).
Mandagen den 2den November.
Justitsraad Bungen
contra
Ludvig Daniel Hass (Defensor Liebenberg) der tiltales for Qvaksalveri.
Kjær Herreds Extrarets Dom af 7de October 1856: "Tiltalte, Pastor Ludvig Daniel Hass af Hals bør til Aalborg Amtsfattigkasse bøde 100 Rdl.; saa bør han og betale alle af Undersøgelsen og Sagen lovligt flydende Omkostninger, derunder Salairerne til Actor, Cancelliraad, Procurator Jensen i Aalborg 5 Rdl. og til Defensor, Cancelliraad, Procurator Moller ibid. 4 Rdl. At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven".
Viborg Landsoverrets Dom af 4de Mai 1857: "Tiltalte, Sognepræst Ludvig Daniel Hass bør hensættes i simpelt Fængsel i 2 Maaneder. Saa bør han og udrede Actionens Omkostninger efter Herredstingsdommens Bestemmelser og derunder i Salarium til Actor og Defensor for Overretten, Procurator Kühnell og Proveprocurator Møller 8 Rdl. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven“.
Høiesterets Dom.
Da det under Sagen ved Tiltaltes egen Tilstaaelse er godtgjort, at han, efterat der under 25de October 1855 ved Kjær Herreds Extraret var overgaaet ham en senere af Overretten og Høiesteret stadfæstet Dom, hvorved han for tredie Gang begaaet Qvaksalveri blev anseet efter Loven af 3die Marts 1854 med en Mulet af 100 Rdl., paa ny har gjort sig skyldig i denne Lovovertrædelse, idet han navnligen, efter Indholdet af hans Forklaring i Forhøret af 12te Marts d. A., efterat han sidst var dømt, ikke blot har meddeelt foreløbigt Raad og Medicin til nye Patienter, der henvendte sig til ham, men ogsaa er vedblevet at behandle nogle Patienter, som han tidligere havde taget under Cuur, vil han, uden at det kan tillægges nogen Indflydelse, om han end tidligere maatte have confereret om disse Patienter med en homøopathisk Læge, nu igjen være at dømme efter den citerede Lov. Men naar hensees til, at det ei er uantageligt, at Tiltalte har bestræbt sig for, siden han sidst blev dømt, at indskrænke sin uberettigede Lægevirksomhed, som han efter de Forholds særegne Beskaffenhed, under hvilke han var stillet, har troet ei ganske at kunne unddrage sig, hvortil kommer, at det ikke er oplyst, at nogen Skade ved samme er foraarfaget, findes disse Omstændigheder at hjemle, at Straffen ogsaa under denne Sag indskrænkes til en Mulet af 100 Rd., som tilfalder Amtets Fattigkasse.
I Henseende til Actionens Omkostninger vil Overrettens Dom være at stadfæste.
Thi kjendes for Ret:
Tiltalte bør til Amtets Fattigkasse bøde 100 Rdl. I Henseende til Actionens Omkostninger bør Landsoverrettens Dom ved Magt at stande. I Salarium til Justitsraad Bunzen og Etatsraad Liebenberg for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rdl. til hver.
I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Sognepræst for Hals Menighed Ludvig Daniel Hass, der tre Gange tidligere har været straffet for Qvaksalveri, senest ifølge Høiesterets Dom af 27de Octbr. f. A. med en Mulkt af 100 Rdl., tiltales under nærværende Sag for paany at have gjort sig skyldig i denne Lovovertrædelse.
Denne Sigtelse er foranlediget ved en Anmeldelse fra vedkommende Districtslæge om, at Tiltalte havde taget en Person ved Navn Søren Peter Hansen eller Christensen, — der var afskediget af Krigstjenesten paa Grund af Sindssvaghed og hjemsendt til sine Slægtninge i Ulsted Sogn, i Cuur. Tiltalte har nu ogsaa indrømmet, ligesom dette stemmer med hvad der iøvrigt under Sagen er oplyst, at han saavel da det nævnte unge Menneske, der led af en religiøs Mani, af sin Moder og dennes Svoger i October 1855 blev bragt til Tiltaltes Huus, som da han senere besøgte den Sindssvage i Ulsted, har i længere Tid havt Samtale med ham og derhos af og til givet ham homøopathist Medicin for de Underlivstilfælde og den Mangel paa Fordøielse, hvoraf han led, hvilket maa antages at være skeet efterat Underretsdommen i den sidste mod Tiltalte anlagte Sag under 25de Octbr. 1855 var afsagt; men Tiltalte har dog efter sin Forklaring ikke gjort stadig Brug af Medicinen eller taget den Syge under fast Cuur, saasom Tiltalte ikke kunde have noget Haab om, at Medicinen vilde have Virkning, naar ikke Patienten blev stationeret i Hals, og Tiltalte derved jevnsides med Brugen af Medicinen kunde paavirke ham ved Samtaler. Iøvrigt har Tiltalte forklaret, at han har raadet den Sindssvages Slægtninge til, at de skulde see at faae ham et Qvartal paa Prøve til Anstalten for Sindssvage i Aarhuus, og at de, hvis det ikke lod sig gjøre, skulde sende ham til Hals for at være under Tiltaltes Cuur. Det sidste Raad ville den Sindssvages Slægtninge ikke kunne erindre at have modtaget af Tiltalte, hvorimod det maa ansees oplyst, at han har foreslaaet dem at sende Patienten til Aarhuus, hvilket imidlertid ikke er skeet, og ei heller have den Sindssvages Slægtninge consuleret nogen Læge angaaende hans Tilstand. For de af ham ydede Raad og Medicin har Tiltalte ikke fordret nogen Betaling; men det er oplyst, at han af den Sindssyges Slægtninge har modtaget engang 4 Mk. og en anden Gang 1 Rdl, da de bleve ham tilbudte og tildeels paanødte.
(Sluttes i næste Nr.).
(Højesteretstidende nr. 27, den 13. november 1857)
Tiltalte har derhos vedgaaet, at han ogsaa har behandlet en Mængde andre især religiøs Sindssvage, ligesom han og, efter sin, under et ifølge Overrettens Kjendelse optaget Forhør, afgivne Forklaring, har behandlet andre Syge, og navnligen gjort saadant, efterat han sidst var bleven dømt for Qvaksalveri, hvilket han i et senere Forhør nærmere har forklaret saaledes, at han ikke har taget nye Patienter i Cuur, siden han sidst blev dømt i Høiesteret, i den Forstand, hvori han tager Ordet Cuur, hvilken, naar den foretages efter den homøopathiske Methode, udfordrer en langvarig og omstændelig Behandling, men vedgaaer dog, at han, siden hiin Dom er falden, er vedbleven at behandle nogle enkelte Patienter, som han tidligere havde taget under Cuur, og at han desuden har givet Patienter, der have henvendt sig til ham, foreløbig Raad og Medicin, hvorhos han bemærker, at der af de Patienter, som have søgt ham i sidste Vinter, kun ere 2 eller 3, som han venter atter ville henvende sig til ham, og at han da er betænkt paa, efterat have confereret med en homøopathisk Læge, at tage dem under Cuur. Tiltalte har endvidere yttret, at han har opstillet sig den Regel, at han til Cuur antager sig saadanne Syge, som enten i længere Tid forgjæves have brugt en eller flere andre Læger, eller hvis Formuesomstændigheder ere saa ringe, at de ikke selv kunne antage Læge og ei heller kunne faae faadan paa Fattigvæsenets Bekostning, hvorimod han, naar han indlader sig med andre Syge, ikke gaaer videre, end at han giver dem et foreløbigt Raad, og iøvrigt henviser dem til Sygestuerne eller til de authoriserede Læger; og han bemærker derhos, at han, naar en Patient, der har smitsom Sygdom, henvender sig til ham, strax gjør Meddelelse derom til vedkommende Læge og henviser Patienten til denne, ligesom han og med Hensyn til de Patienter, som han maatte have under vedvarende længere Cuur, i Almindelighed confererer enten mundtligt eller skriftligt med en authoriseret homøopathisk Læge i Kjøbenhavn. De Sygdomstilfælde, som han hyppigst behandler, ere efter hans Opgivende Kirtelsvaghed, gammel Gigt og Epilepsi, for hvilke han foreskriver forskjellige, efter Patienternes Tilstand valgte, Lægemidler, som gives i den almindelige homøopathiske Fortynding. Af Sindssvage have efter Tiltaltes Forklaring mange henvendt sig til ham, navnlig for at søge Hjælp ved hans Samtaler med dem; men han har da tillige givet dem Medicamenter for det legemlige Ildebefindende, hvoraf de i Almindelighed lide, navnlig Underlivs-Tilfælde. Tiltalte tilføier, at han ikke for sine Cure for Sindssvaghed har forlangt nogen Betaling, og at han mange Gange har afviist den, naar den blev tilbudt, men at han dog undertiden og naar det var formuende Folk, har modtaget den tilbudte Betaling.
I den fra Stiftsphysicus indhentede Erklæring har denne yttret, at de af Tiltalte anvendte Lægemidler ere af den Beskaffenhed, at de anvendes i Medicinen saavel af Læger i Almindelighed som af Homøopather i Særdeleshed, og at det ligger indenfor Mulighedens Grændser, at de kunne have yttret nogen Indflydelse paa Vedkommendes Helbredstilstand, men han vil iøvrigt ikke uden speciel Kjendskab til de behandlede Tilfælde kunne afgive nogen yderligere Betænkning om disse Lægemidlers Hensigtsmæssighed. Iøvrigt bemærker Stiftsphysicus, at Tiltalte, ved at paatage sig Behandlingen af enhver Sindssyg, der af Vedkommendes Omgivelse sendes ham, modarbeider de Foranstaltninger, som navnlig i de senere Aar ere gjorte til Sindssyges Helbredelse paa dertil oprettede Hospitaler, og at der vel til de Midler, hvorved den Sindssvage paavirkes, ogsaa hører den aandelige Trøst, som ydes ham af Religionens Tjener, men at Præstens Virksomhed under saadanne Forhold ikke er selvstændig, men maa ledes af Lægens Indsigt, der ene kan bestemme, hvor den bør anvendes og hvor den bør undlades.
Da det saaledes er oplyst, at Tiltalte ikke alene i et betydeligt Omfang har givet sig af med at tage Sindssvage og andre Syge under Cuur, efterat Underretsdommen i den mod ham sidst anlagte Sag var afsagt, men ogsaa er vedbleven med denne Virksomhed, efterat Høiesteretsdommen i denne Sag var falden, ligesom det efter hans Udladelser maa antages at være hans Hensigt fremdeles at vedblive dermed, i hvilken Henseende det ikke kan gjøre nogen Forskjel, at de anvendte Midler ere foreskrevne efter den homøopathiske Cuurmethode, ligesaalidet som det efter Bestemmelserne i Forordningen af 5te Septbr. 1794 kan fritage Tiltalte for Ansvar, at det ikke er oplyst, at hans Cure have havt skadelige Virkninger paa nogen af de Paagjældende saa vil Tiltalte ikke kunne undgaae paany at ansees med Straf for Qvaksalveri, og da han, som meldt, 3 Gange tidligere har været dømt for samme Lovovertrædelse, og ved den sidste af disse Domme er anseet med Maximun af den i Lov af 3die Marts 1854 for det nævnte Forhold foreskrevne Mulkt, findes der efter Sagens Beskaffenhed Anledning til for den nu fjerde Gang gjentagne Lovovertrædelse at bestemme Straffen til simpelt Fængsel i 2 Maaneder“.
(Højesteretstidende nr. 28, 20. november 1857)
Dommen udløste en underskriftindsamling hvor 1.600 underskrivere anmodede kongen om at pastor Hass uhindret kunne udøve sin virksomhed. I 1858 blev han forflyttet til Nibe, hvorfra han trak sig tilbage 1875 for at flytte i nærheden af København.
I 1862 blev Hass idømt en mulkt på 100 Rd. ved Viborg Landsoverret for uberettiget handel med medikamenter, 500 flasker homøpatisk medicin. Sundhedskollegiet havde undersøgt præparaterne og fandt at de bestod af stærkt fortyndet vinånd og mælkesukker, og at det påståede indhold af medicinske stoffer ikke havde kunnet konstateres tilstede. Underretten havde ellers fundet at præparaterne var uskadelige og ikke krænkede apotekernes ret.
L. D. Hass og Smyrnamissionen.
Af Sognepræst P. Severinsen i Tiim.
Den 4. November 1808 fødtes i et lille, fattigt Hjem i Ringsted en Dreng, som blev kaldet Ludvig Daniel Hass. Der er ikke blevet holdt noget 100 Aars Jubilæum; og dog har denne Mands Navn enkelte Gange i del svundne Aarhundrede været ikke saa lidt i Forgrunden i den danske Kirke.
Hjemmet var, som sagt, fattigt. Faderen var Told- og Konsumptionsbetjent med en lille Gage. Moderen søgte at hjælpe paa Indtægterne ved at sy fint Linned for de spanske Officerer, der da laa i Ringsted. Siden fik hun en lille Skole i Gang. Men i de følgende Aar blev Tiderne stadig daarligere. Da tog Moderen resolut Børnene med sig, søgte Audiens hos Frederik den Sjette og fortalle ham, hvordan det kneb. "De skal blive hjulpen; De skal blive hjulpen", sagde Kongen, og saa blev Toldbetjenten forflyttet til København.
Her voxede Drengen da op og kom ved gode Menneskers Hjælp i Metropolitanskolen, hvor Jac. Chr. Lindberg var Lærer og i alle Maader fandt sig en Discipel i den modtagelige Dreng. 1826 blev Drengen Student, og 1832 blev Studenten theologisk Kandidat. Det var de store kirkelige Kampes Tid, og den unge Mand stod begejstret paa Grundtvigs og Lindbergs Side. Saa blev han Huslærer paa Magaard i Skaarup Sogn ved Svendborg hos Frederik Fenger, Farbroder til de bekendte Præstebrødre. Her kom han i Forbindelse med den synske Vækkelse og blev maaske i nogen Grad Mellemled til at faa Lindberg i Forbindelse med samme. Endelig blev han 1835 Sogn præst i Medolden mellem Ribe og Tønder.
Han kom efter en Rationalist, der ikke havde villet bruge Djævleforsagelsen ved Daaben. Husmand Peder Møller fra Faarballum var i Kirke ved Indsættelsen. Da han kom hjem, spurgte de hos Knud Knudsens, hvad han saa syntes om den ny Præst.
"Jo, no er æ Döwel ægjen kommen i æ Kirk", sagde Husmanden.
Men der kom da ogsaa Mennesker i Kirken. Han fik en stor Virksomhed. Datidens Grundtvigianeres Prædiken var, hvad man nu om Dage vilde kalde "missionsk", og Hass var i høj Grad Opvækkelsesprædikant. Hans Ideal var egentlig de amerikanske Frikirkeforhold, og han brød mangen Lanse for sine Idealer, - ogsaa paa Tryk. I Kolds bekendte Strid angaaende Remselæsningen af Balles Lærebog slog han et drabeligt Slag paa Kolds Side.
Men Landsbypræsten sønden Aa gik og fik Missionær-Tanker. Han begyndte som Missionskritiker. Han kritiserede disse Missionærer, der uddelte Masser af Bibler, hvor der ikke var prædiket, og hvis Rejseruter kun kendtes af deres lange Rejsebeskrivelser i Missionstidsfinskerne, medens Apostlenes Reiser kunde spores ved en Række af Menigheder, hvor de var komne igennem. Man ser nok, at Missions-Kritikeren tillige var Missions-Romantiker. Det var nu slet ikke saa mærkværdigt. Det var der mange, der var. Menigheden havde endnu ikke tilegnet sig den Sum af Missionær-Erfaringer, som den nu har.
Men hans Kritik af Missionen satte andre Frugter. Han begyndte selv at drømme om en Missionærs Gerning. Frikirkemanden, der daarlig kunde komme til Rette med Kancelliets mange Reglementer, følte vel ogsaa nogen Udve. I den Retning blev han altid en urolig Natur. Ogsaa en bestemt Missionsmark begyndte at vise sig for ham. Det var Lilleasien, de gamle Apostelmenigheders Land. I Smyrna, den store Handelsstad, maatte Udgangspunktet være.
Hass havde alle Dage været meget skrøbelig af Helbred. Han mente at være bleven hjulpen af en homøopathisk Læge. Dette havde ført til, at han i sine Studenterdage var kommen til at studere lidt Medicin og var bleven overbevist Homøopath. Som Præst blev han greben af Medlidenhed over et Par syge Stakler og forsøgte sig som Læge, havde Held og blev voldsomt søgt, - hvad der ogsaa skaffede ham Bryderier med Myndighederne. Men hvad, om han nu brugte sin Lægekunst i Missionens Tjeneste? Nutidens Tanke om Lægemission kommer til at staa for ham.
Et Par Aar gik han med disse Tanker. Han bekæmpede dem, men de kom igen. Saa skrev han i Maj 1840 til det danske Missionsselskab og tilbød at rejse ud.
Det var første Gang siden Hans Egedes Dage, at en Præst i Fædrelandet vilde bryde op fra sit Embede og gaa til Missionsmarken. Derfor vakte dette Skridt en ikke ringe Opmærksomhed. Fra sin Moder fik han et "jammerfuldt Brev", og Vennerne havde mange Indvendinger. Men da Missionsselskabet tilsagde ham sin Støtte, søgte han sin Afsked, som meddeltes ham under 8. September 1840.
I to Aar opholdt han sig nu i København for at studere Sprog og Lægevidenstab. Det var Baptistrørets Tid, da mange af Københavns vakte Lægfolk lod sig fange af eller i al Fald stod vaklende overfor Baptismen. Lindbergs "Kalkbrænderi-Forsamlinger" havde i sin Tid kun varet et halvt Aar og ophørte, da Grundtvig fik Lov at prædike i Frederiks tyske Kirke. Efter ti Aars Forløb genoptog Hass dem nu, og disse "Store Kongensgade-Forsamlinger" bevarede mange fra Baptismen. De fortsattes siden af Lindberg og andre til 1846. Kredsen skænkede Hass en Kalk og Disk, som nu er hos den danske Menighed i Spenser i Iowa.
Christen Kold kunde ikke faa Embede. Mismodig drømte han om at reise til Amerika og dø i dets Urskove. Nu fandt han, han kunde lige saa godt tage med til Smyrna som tjener for Hass.
1. Oktober 1842 rejste da Hass med Hustru og Børn og "Tjener" sydpaa. Rejsen var saare besværlig. 1. December naaede de Smyrnas Havn. Nu skulde da Smyrna-Missionen begynde. Aftalen med Missionsselskabet var iøvrigt alt andet end klar. Det havde til Grundsætning kun at understøtte andre Missioner, ikke selv at optage nogen. Hass var altsaa kun understøttet og stod ellers frit.
Smyrna var og er en broget By. Øverst oppe ligger Tyrker-Kvarteret med de store cypresbevoxede Kirkegaarde, længere nede Jøde-Kvarteret, derefter Armenier-Kvarteret og det store Græker-Kvarter, endelig ved Havnen Franker Kvarteret. Ikke uden Grund spekulerede en lærd Armenier i Smyrna paa at lave et Verdenssprog.
Grækerne tog først Hass' Interesse. Brødrene Lambises, hvoraf den ene blev hans Sproglærer, udgav et Tidsskrift, hvori han skrev et og andet. De sluttede sig stærkt til Hass. Han satte sig, bl. a. paa Rejse til Athen, ind i de kirkelige Modsætninger i den græske Kirke.
Men Missionsselskabets Direktion blev betænkelig ved dette. Ved en Skrivelse af 4. Juli 1843 gav den Hass "det broderlige Raad, ikke at fordybe sig for meget i de græske Forhold, men huske paa, at han var gaaet til Orienten ikke for at bidrage til de alt bestaaende Kirkers Reformation, men for at prædike Evangeliet blandt ikke-kristne Folkeslag."
Hass forsvarede sit Arbejde ved at sætte sig ind i Grækerkirkens Forhold. Men iøvrigt vilde han nu lægge sig efter Arabisk og se at faa fat i de Arabere, der kom ind til Smyrna.
Og saa arbejdede han flittigt videre. Han gjorde i det hele et stort Arbejde med at sætte sig ind i Sprog og Forhold. Og samtidig var han alt i Virksomhed som Missionslæge. Der gik vide Ry af ham, og han havde nok at gøre. Bekymringernes Mand Christen Kold mente rigtignok, at det var galt. Det var lutter Fattigfolk, saa det gav ikke meget i Kassen! Desuden virkede han som Sømandspræst. Han fik Lov at bruge det hollandske Gesandtskabskapel.
Kold skiltes nu fra Missionærfamilien og nedsatte sig som Bogbinder i Smyrna. Han var rejst med af Fortvivlelse uden nogen som helst Interesse for Mission. Hans Dagbog med de mange mismodige Udfald mod alt og alle her hidtil været den mest kendte, men meget uretfærdige Skildring af Smyrna-Missionen.
Sommeren 1844 blev en haard Prøvelsestid for Hass. "Andeligt Mørke, haarde Kampe, legemlige Sygdomme, huslige Beværligheder afvejede med hinanden." Arabermissionen kunde han ikke ret komme i Lag med. Men da - som det saa ofte gaar - kom hans Missionsopgave til ham. Han blev Israelsmissionær.
Der fandtes i Smyrna en mærkelig Mand, Giovanni Cohen, der var i det anglikanske Missionsselskabs Tjeneste. Han var Søn af en jødisk Mægler i Konstantinopel, var bleven døbt og havde lidt meget for sin Kristendom, indtil det londonske Selskab tog ham i sin Tjeneste som Missionær. Men han kunde ikke rigtig med Anglikanerne, sluttede sig derimod hjerteligt til Hass og bad ham hjælpe sig med en Mission blandt Jøderne i Smyrna. Og Hass sagde ja.
Han begyndte strax som Missionslæge. Efter den store Brand, der 4 Aar tidligere lagde næsten alle Jødernes Huse i Alle, boede 137 jødiske Familier i en stor Bygning, Comitatet kaldet, der var opført for de store europæiske Understøttelser, der indløb. Af Forstanderskabet fik han Lov at være Læge for denne Stiftelse. Samtidig, kastede han sig ind i nye Sprogstudier. Nu maatte han lære Ladino, Levantens Jøde-sprog, et hebraisk farvet Spansk. Og det gik atter flinkt med Sprogtilegnelsen. Han kom i Forbindelse med en Del unge Jøder, der søgte ham. Nu er der aabenbart Fart i hans Arbejde. Han faar den glade FøleIse, at nu vil Gud alligevel bruge ham derude.
Men da døde hans Hustru 3. December 1845 efter lang Tids Svagelighed. Denne fromme stille Kvinde havde i Virkeligheden været hans bedste Støtte.
Nu stod han ene med sine 3 smaa Børn. Dem maatte han have hjem til Danmark. I Maj 1846 var han hjemme med dem Men han vilde ud igen. I Sommerens Løb gjorde han paa Møder Rede for sin Gerning. Hen paa Efteraaret giftede han sig paany. Der var lidt Rivninger med Missionsselskabet om Understøttelsens Art; men midt i December 1846 var han atter i Smyrna, hvor man først havde ventet ham næste Sommer.
Han genoptog strax sin Gerning, ogsaa som Prædikant paa Ladino, og forberedte samtidig to unge Jøder, Josef og Abraham til Daab. Af deres Daab ventede han sig meget. Han mente, at man først efter Daabens hellige Bad af dem kunde fordre den rette levende Kærlighed og den virksomme Kamp mod Synd.
Og aabenbart har han ventet større synlig Forandring, end han havde Lov til at vente.
Pinsedag 1847 blev de døbt.
Men da var Hass inde i ængstelige Overvejelser. Fra Missionselskabet havde han aldrig kunnet faa noget Tilsagn om, at det vilde blive ved at støtte hans Gerning. Det gik stadig paa Tilsagn om endnu et Aars Understøttelse. Hans Helbred vaklede uafladelig. Og hans anden Hustru kunde slet ikke finde sig i at være i Smyrna. Saa borede det Spørgsmaal sig atter og atter ind i hans Sjæl, om nu ogsaa hans Ophold herude var alt det værd. Han var jo dog en fremmede Mand med en fremmed Tunge. Og saa syntes han, at der ikke skete det med de to døbte Jøder, som han havde ventet. Det slog ham, at Herren vilde ydmyge ham, fordi han havde været hovmodig.
Hen paa Sommeren 1847 brød han da op Cohen lovede at fortsætte Gudstjenesterne og tage sig faderligt af de døbte. I August var Hass hjemme.
Siden blev han Præst i Hals og til sidst i Nibe. Den 11. Juli 1881 døde han i København. Han blev meget omtalt for sin omstridte Virksomhed som homøopatisk "Kvaksalver" og andre Stridigheder og var ogsaa gentagne Gange Rigsdagsmand. I alt dette viste han sig som den uforbederlige Frikirkemand, men ogsaa som et sjeldent varmhjertet og virksomt Menneske. Sin Missionsgerning talte han ikke gerne om. Denne vor første selvstændige Mission blev jo en Skuffelse, - men blandt andet ogsaa, fordi den hvilede paa denne ene Mands Skuldre. Og i al Fald bør det fremdrages, at han virkelig gjorde et Missionsarbejde, som er mere end et Skuldertræk værd.
(Dagens Nyheder 3. januar 1909).
Hans anden kone var Johanne Ipsen, datter af grosserer Mogens Ipsen i København.
