05 juni 2021

Forbryder med Postvæsnet. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14. ds. om Aftenen afgik fra Nakskov en Arrestant med Diligensen til Kjøbenhavn, naturligvis under den nødvendige Bedækning; men i den Anledning var det dog værd at vide, om der i Almindelighed kan tillades, at slige Personer besørges paa denne Maade til deres Bestemmelsessted. Man søger jo dog i det daglige Liv saameget som muligt at undgaa Samkvem med saadanne Subjekter, og der synes derfor billigt, at Postvæsenet ikke indlader sig paa at transportere overbeviste Tyveknægte samtidig med ærlige Folk, saalænge der ikke haves er særskilt Aflukke for begge Klasser. Dette om Sagen i sin Almindelighed. Med Hensyn til hint specielle Tilfælde, synes ovenstaaende Forlangende endnu billigere, da bemældte Forbryder har været straffet 4 Gange som Tyv og nu er idømt 6 Aars Tugthusarbeide, fordi, som han selv har erklæret, det er ham umuligt at lade være at stjæle, naar han ser Leilighed dertil. Men sæt nu, at en saadan Person i Nattens Mørke plyndrer sin Medrejsende, vil da Generalpostdirektionen erstatte et saadant Tab, der maaske kan sætte en Reisende i en øieblikkelig meget betydelig Forlegenhed? Hvad bemældte Perlon angaar, da kommer desuden dette til, at han for ganske kort siden led af en ækel Hudsygdom, som vel ifølge Stadslægens Attest, maatte ansees for hævet, men dog vilde have indgiver alle Medrejsende en Modbydelighed for at sidde sammen med en saadan Rekonvalescent. (Loll.-Falst.-Stifst )

(Ribe Stifts-Tidende 18. februar 1858).

04 juni 2021

Danmark og Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

I 1850'erne citerede danske aviser flittigt franske og engelske aviser der overvejende var "pro-danske". St. Petersburg Zeitung udkom som det fremgår af navnet i Sankt Peterborg og var en ud af flere aviser som udkom på tysk i datidens Rusland. 


Petersborg den 30. januar. Med hensyn til Holstein-Lauenburg-spørgsmålet har "St. Petersb. Ztg." for nylig følgende interessante kommentarer:

Forfatningsudkastene og andre lovforslag vedrørende dette emne, som blev forelagt hertugdømmernes stænder efter forfatningsloven af ​​11. juni 1854, har trods alle forventninger på ingen måde fjernet de formelle mangler. Den danske regering har dog ikke blot formelt set fuldstændig tilsidesat de forpligtelser, som den kontraktligt har påtaget sig med hensyn til hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, men har også gennemført det modsatte af deres forpligtelser i materiel henseende på en måde der er meget følsomme for hertugdømmerne. Med hensyn til hertugdømmet Slesvig har dansk side gentagne gange på bindende måde anerkendt at en indlemmelse af dette hertugdømme i Danmark ikke er tilsigtet og ikke bør finde sted; Men det blev også i samme grad forklaret at man ikke ønskede at tillade at der blev taget "nogen skridt, der ville underminere samme (inkorporering)". London-protokollen af ​​2. august 1850 ændrede ikke noget i denne situation, men bestemte kun arvefølgen og dermed kun regenthusets personlige forhold til hertugdømmerne uden at det påvirkede den reelle situation. Dette kunne ikke ske af den grund at en reel forening af hertugdømmerne med Danmark ville ophæve deres uafhængighed og lighed og derfor en traktat mellem Danmarks krone og stormagterne som på den ene side kræver hertugdømmernes personlige og reelle forening, med den danske krone, og på den anden side ville uafhængighed og lige rettigheder for landene have et helt absurd indhold. Det følger heraf at den danske regering var forpligtet til ikke at tage disse skridt selv uden et specifikt løfte om at den ikke ville "tage nogen skridt, der ville have til formål at stifte". Med hensyn til hertugdømmet Slesvig-Holstens stilling blev det aftalt at det hidtidige fællesskab og sammenhold som det før 1848 bestod på forfatningsretlig anerkendt måde, skulle afskaffes, men at alle ikke-politiske institutter, inkl. Universitetet i Kiel, ville forblive fælles for de to hertugdømmer hvis eksistens "i alle sine privilegier" var beskyttet i henhold til folkeretten ved traktaten om den kejserlige russiske krone på den ene side og den kongelige danske krone på den anden side af 11. (23) april 1767, angående overdragelse af den tidligere storhertugs andel i Holsten. Hertugdømmet Lauenburg der før 1848 ikke havde haft nogen indre politisk forbindelse med Slesvig og Holsten, forblev i sit gamle forhold og skulle samtidig danne et selvstændigt hertugdømme med Slesvig og Holsten, hver med lige rettigheder i forhold til Danmark. Hvad hertugdømmet Slesvigs stilling angår, har det samme juridiske grund til at klage over den manglende opfyldelse af de løfter der er afgivet i overenskomsterne fra 1850 til 1852 og den højeste meddelelse af 28. januar 1852. Fordi Slesvigs særforfatning er lige så lidt på juridisk grund som Holstens, og Slesvigs forfatning for helstatens anliggender er lige så lidt fremlagt til forfatningsdeltagelse. Men Slesvig har stadig meget specifikke klagepunkter at komme med. I de ovennævnte depecher fra de østrigske og preussiske regeringer af 26. og 31. december 1851 blev det udtrykkeligt aftalt, at de juridiske forhold fra 1848 skulle tilbageføres. Denne overenskomst led kun af en undtagelse i det omfang, det blev nødvendigt på grund af adskillelsen af ​​retsvæsen og administration, der eksisterede med Holsten før 1848. I den højeste bekendtgørelse af 28. januar 1851 står der bl.a.: "Det lovforslag, der skal udfærdiges til det påtænkte formål for hertugdømmet Slesvig, vil især indeholde de nødvendige bestemmelser for at give de danske og tyske nationaliteter fuldstændig lige ret og yde og sikre en stærk beskyttelse i det påtænkte hertugdømme". Trods disse givne garantier er det danske og danske kirke- og skolesprog rykket meget mod syd til fordel for det danske sprog. Den strenghed, hvormed denne daniseringsforanstaltning blev forsøgt gennemført i København, og hvor mange uhyrligheder, der fandt sted mod private i denne henseende, vil ikke blive undersøgt nærmere her; den tyske presse har af naturlig medfølelse gentagne gange og ofte diskuteret disse detaljer. Her skal blot bemærkes, at de slesvigske stænder udtalte sig energisk imod disse tiltag. Befolkningen er fuldstændig enig med stænderne, hvilket fremgår af indgivelsen af ​​næsten 8.000 individuelle petitioner vedrørende kirke- og skolesproget. Dette tal grænser fuldstændig til enstemmighed, når man tænker på, at i Slesvigs særlige forfatning foreskriver at møder, hvor offentlige sager skal drøftes pålægges med straf og på samme måde indsamling af underskrifter til et andragende som enhver har ret til at gøre for at bringe et andragende til stænderne. Det er tydeligt i denne situation at der i betragtning af hertugdømmernes rolige og forsigtige karakter må være truffet hårde forholdsregler når 8.000 mand hver rettede klager og anmodninger til stænderforsamlingen. Et yderligere klagepunkt som slesvigerne har al mulig ret til at rejse, er besættelsen af ​​embedsmandsstillinger i Slesvig med danskere af fødsel som ikke har gået på universitetet i Kiel som er fælles for hertugdømmerne. Dette er også en foranstaltning der har til formål materielt at indlemme Slesvig i Danmark og er i modstrid med internationale aftaler og den øverste proklamation af 28. januar 1852. I den ovennævnte afhandling af 11. (23) april 1767 havde den danske regering forpligtet sig til at "bevare Akademiet i Kiel, og beskytte dets privilegier". Disse privilegier omfatter nu den lovbestemmelse, at alle fag der dedikerer sig til studier, skal studere eller forvente at studere i Kiel i to hele år, at de ikke har noget håb om at blive forfremmet hverken i civilibus eller i ecclesiasticis, og i den højeste meddelelse af 28. januar. I 1852 blev det sagt at regeringen skulle styres "i henhold til de eksisterende regler". For Slesvig er også Kiel Universitets privilegier omgået og kun i betydningen en danisering af hertugdømmet, idet afgangstiden for elever fra de lærde skoler i Haderslev, Flensborg og Slesvig er sat op i en sådan en måde at det ikke falder sammen med opdelingen i semestre i Kiel, men i København. Det er indlysende at hvis det tillades at gå frem i hertugdømmet Slesvig på den angivne måde, i modstrid med de udtrykkelige aftaler med stormagterne og endog imod Danmarks konges højtidelige erklæringer, vil alle embedsmænd efter kort tid bestå af fødte danskere der er fuldt ud i stand og villige til at gennemføre en stiltiende indlemmelse af Slesvig i landet Danmark.


Petersburg, den 30. Januar. Zur Holstein-Lauenburgischen Frage bringt die "St. Petersb. Ztg." neuerdings folgende interessanten Bemerkungen:

Die nach der Vorlage des Verfassungsgesetzes vom 11. Juni 1854 den Ständen der Herzogthümer ferner vorgelegten Verfassungsentwürfe und sonstigen auf diesen Gegenstand bezüglichen Gesetzvorlagen haben die formellem Mängel trotz aller Vorstelliungen in keiner Weise beseitigt. Die Dänische Regierung hat aber nicht allein in formeller Hinsicht diejenigen Verpflichtungen vollständig unberücksichtigt gelassen, welche sie rücksichtlich der Herzogthümer Schleswig, Holstein und Lauenburg verträgsmässig übernommen hat, sondern auch in materieller Beziehung auf eine dür die Herzogthümer sehr empfindliche Weise in das Gegentheil ihrer Verplichtungen verkehrt. Rücksichtlich des Herzogthums Schleswigs wurde von Dänischer Seite wiederholt auf bindende Weise anerkannt, dass eine Incorporation dieses Herzogthums in das Land Dänemark nicht beabsichtigt sei und auch nicht stattfinden solle; es wurde aber auch in gleichem Masse erklärt, dass man "irgend dieselbe (Incorporation) bezweickende Schritte" nicht vornehmen lassen wollte. Das Londiner Protokoll vom 2. August 1850 änderte in diesem Verhälltnisse nichts, sondern bestimmte nur die Erbfolge und damit lediglich das personelle Verhältnss des Regentenhauses zu den Herzogthümern, ohne die Realverhältnisse zu berühren. Dies konnte auch schon aus dem Grunde nicht geschehen, weil eine Realunion der Herzogthümer mit Dänemark ihre Selbständigkeit und Gleichberechtigung aufheben würde und daher ein Vertrag der Krone Dänemarks mit den Grossmächten, der einerseits die Personal- und Realunion der Herzogthümer mit der Dänischen Krone, anderseits die Selbständigkeit und Glechberechtigung der Lande stipulirte, einen vollständig widersinnigen Inhalt haben würde. Hieraus folgt schon von selbst, dass die Dänische Regirung auch ohne das bestimmte Versprechen, "keine Schritte vornehmen lasse zu wollen, welche eine Incorporation bezwecken", zu der Nichtvornahme jener Schritte verpflichtet war. Die Stellung des Herzogthums Schleswig zu Holstein betreffend, wurde vereinbart, dass die bisherige Gemeinsamkeit und Zusammengehörigkeit wie sie staatsrechtlich vor 1848 in anerkannter Weise bestanden, aufgehoben werden, den beiden Herzogthümern jedoch gemeinschaftlich bleiben sollten alle nicht politischen Institute, zu denen die Universität zu Kiel, deren Bestand "in allen ihren habenden Privilegiis" völkerrechtlich durch den Tractat der kaiserlich Russichen Krone einerseits und königlich Dänischen Krone anderseits vom 11. (23) April 1767, betreffend die Abtretung des vormals grossfürstlichen Antheils an Holstein, geschützt war. Das Herzogthum Lauenburg, welches vor 1848 in keiner innern politischen Verbindung mit Schleswig und Holstein gestanden hatte, blieb in seinem alten Verhältniss stehen und sollte zugleich mit Schleswig und Holstein jedes für sich ein selbständiges und gleichberechtigtes Herzogthum Dänemark gegenüber bilden. Was nun zunächst die Stellung des Herzogthums Schleswig betrifft, so hat dasselbe mit derselben Rechtsgültigkeit Grund, sich über die Nichterfüllung der durch die Abmachungen von 1850 bis 1852 und der allerhöchsten Bekanntmachung vom 28. Jan 1852 gemachten Zusagen zu beklagen. Denn es steht die Sonderverfassung Schleswigs eben so wenig auf rechlichtem Boden wie die Holsteins und Schleswig ist eben so wenig die Verfassung für die allgemeinen Angelegenheiten des Gesammtstaates zur verfassungsmässigen Mitwirkung vorgelegt. Schlewig hat aber noch ganz besondere Klagepunkte geltend zu machen. In den mehrerwähnten Depechen der Oesterreichischen und Preussischen Regierungen vom 26. und 31. December 1851 war ausdrücklich abgemacht, dass aif die gesetzlichen Zustände von 1848 zurückgegangen werden sollte. Diese Abmachung erlitt nur in so fern eine Ausnahme, als diese durch die Trennung der vor 1848 mit Holstein bestandenen Gemeinsamkeit der Justitz und Administration notwendig wurde. In der allerhöchsten Bekanntmachung vom 28. Januar 1851 heisst es unter anderm: "Der zu dem gedachten Zwecke für das Herzogthum Schleswig auszuarbeitende Gesetzentwurf wird unsbesondere die erforerlichen Bestimmungen enthalten, um der Dänischen und Deutschen Nationalität in dem gedachten Herzogthume völlig glieche Berechtigun und kräftigen Schutz zu verschaffen und zu sichern". Trotz dieser gegebenen Garantien hat die Dänische und Dänischen Kirchen- und Schulsprache um ein sehr Bedeutendes zu Gunsten der Dänischen Sprache nach Süden zu verschieben. Mit welcher Härte man in Kopenhagen diese Danisirungsmassregel versucht hat in Werk zu setzen und wie viele Ungeheuerlichkeiten in dieser Beziehung gegen Privatpersonen vorgekommen sind, soll hier nicht näher beleuchtet werden, die Deutsche Presse hat aus natürlichem Mitgefühl wiederholt und oft diese Details besprochen; es soll hier nur bemerkt werden, dass die Schleswigschen Stände sich energisch gegen diese Massnahmen ausgesprochen haben. Die Bevölkerung ist mit den Ständen in vollkommener Uebereinstimmung, wie dies durch das Einsenden von nahe an 8000 einzelnen Petitionen, betreffend die Kirchen- und Schulsprache, bewiesen ist. Es grenzt diese Zahl vollständig an Einstimmugkeit, wenn man bedenkt, dass in der Sonderverfassung von Schleswig Versammlungen, in dene öffentliche Angelegenheiten besprochen werden sollen, mit Strafe bedroht sind und in gleicher Weise das Sammeln von Unterschriften zu einer Petition, wogegen es jedem Einzelnen unbenommen bleibt für sich eine Petition an die Stände zu bringen. Es ist bei dieser Sachlage einleutend, dass bei dem ruhigen und besonnenen Character der Bewohner der Herzogthümer hart einschneidende Massregelm stattgefunden haben müssen, wenn 8000 Männer jeder für sich Klagen und Bitten an die Ständeversammlung gerichtet haben. Ein fernerer Klagepunkt, den die Schleswiger mit vollem Rechte erheben, ist die Besetzung der Beamtenstellen in Schleswig mit gebornen Dänen, welche nicht die den Herzogthümern gemeinsame Universität zu Kiel besucht haben. Es ist dies ebenfalls eine Massregel, welche eine materielle Incorporation Schleswigs in Dänemark bezweckt und völkerrechtlichen Abmachungen und der allerhöchsten Bekanntmachung von 28. Januar 1852 zuwider läuft. In dem oben erwähnten Tractate vom 11. (23) April 1767 hatte die Dänische Regirung sich verpflichtet, "die Akademie zu Kiel zu conserviren, auch bei ihren habenden priviligiis zu schützen". Zu diesen Privilegiis gehört nun aber die gesetzliche Bestimmung, dass alle sich dem Studium widmenden Unterthanen zwei volle Jahre zu Kiel studiren oder gewärtigen sollen, dass sie zu keiner Beförderung weder in civilibus noch in ecclesiasticis Hoffnung haben, und in der allerhöchsten Bekanntmachung vom 28. Januar 1852 heisst es, dass "nach den bestehenden Vorschriften" regiert werden solle. Es hat für Schleswig auch noch dadurch eine Umgehung der Privilegien der Kieler Universität und zwar lediglich im Sinne einer Danisirung des Herzogthums stattgefunden, dass die Abgangszeit für die Schüler der gelehrten Schulen in Hadersleben, Flensburg und Schleswig so eingerichtet ist, dass sie nicht mit der Semestereintheilung der Kieler, wohl aber der Kopenhagener übereinstimmt. Es liegt auf der Hand, dass, wenn gestattet wird, dass auf die angegebene Weise im Herzogthume Schleswig gegen die ausdrücklichen Abmachung mit den Grossmächten und selbst gegen die feierlichen Erklärungen des Königs von Dänemark zu verfahren, nach kurzer Zeit alle Beamten aus gebornen Dänen bestehen werden, die vollständig im Stande sind und den Willen haben eine stillschweigende Incorpotation Schleswigs in das Land Dänemark zu vollziehen.

(Magdeburgische Zeitung: Anhalter Anzeiger. 10. februar 1858)

Begravelse uden Præst. (Efterskrift til Politivennen)

Den 31. Januar bleve de fem Offre for Ildebranden i Studiestræde stedte til Jorden, og et talrigt Følge, sikkert over 200 Mennesker, sluttede sig til Ligtoget og fulgte ud med til Kirkegaarden. Da man var kommet herud, viste det sig imidlertid til almindelig Forbavselse, at ikke en eneste af Hovedstadens Geistlige var tilstede, og Jordspaakastelsen var da altsaa bleven foretagen paa Ligstuen i Almindeligt Hospital, hvorfra Begravelsen udgik, som Skik og Brug er, naar de Dødes Efterladte ikke ere istand til at betale det Honorar, uden hvilket en Præst anseer det for at være under sin Værdighed at foretage en Udflugt til Kirkegaarden. Ved denne Leilighed, da en saa overordenlig Ulykke havde ramt flere fattige Familier, vilde det dog uden Tvivl have været passende, om Dhrr. Pastorer vare afvegne fra gammel Vedtægt; vist er det i ethvert Tilfælde, at Følget blev ikke lidet uhyggelig tilmode, da det saa Kisterne blive sænkede i Graven, uden at der lod et eneste Trøstens eller Deltagelsens Ord over dem. Ved slige Begravelser, hvor intet Monopol kan siges at blive krænket, vilde det være meget hensigtsmæssigt, om Ordet blev givet frit, saaledes at en Ven eller Slægtning kunde troede frem og sende den Afdøde det Levvel, som kun for de mere Velhavendes Vedkommende lyder fra en ordineret Geistligs Læber. (Dbl.)

(Ribe Stifts-Tidende 8. februar 1858).


I Anledning af Bemærkningerne om den forr. Søndag stedfundne Jordefærd (uden præstelig Ledsagelse) af de fem ved Branden den 24. Jan. i Studiestrædet i Kbhvn. Forulykkede ere vi blevne underrettede om, at Præsten ved alm. Hospital, Hr. Lange, uopfordret og uden Vederlag ledsagede Jordspaakastelsen i Hospitalets Ligstue med nogle Trøstens og Opvækkelsens Ord til de der forsamlede Tilskuere. Da Præsten umiddelbart efter Jordspaakastelsen havde sin Gudstjeneste i Hospitalet at besørge, var han forhindret fra at ledsage Ligene til Kirkegaarden. (Dbl.)

(Ribe Stifts-Tidende 16. februar 1858).

Brand i Lægeforeningens Boliger. (Efterskrift til Politivennen)

Atter maa der beklages Tabel af Menneskeliv ved en opkommen Ildebrand. I Fredags Formiddag mærkedes en stærk Brandlugt i en af Lægeforeningens Boliger paa Østerfælled Ltr. C. En stærk Røg stod ud fra en af en Strømpevæversvends Familie beboet Bopæl; man brød Døren op, og her viste sig ei forfærdeligt Syn. Stuen stod fuld af Røg og Flammer, som dog hurtig blev slukkede; over Sengestolpen laa en lille 4½ Aars Dreng død, et andet 16 Maaneders Barn laa død i Sengen, og en lille to Maaneders Patteglut var kun bleven frelst ved, at den laa tæt tildækket af Puderne i Vuggen. Faderen var paa Arbeide, og Moderen havde været nødsaget til at overlade Børnene til sig selv for at besørge et husligt Ærinde. Forinden hun var gaaet, havde hun lagt nogle Tørv i Kakkelovnen; det antages, at Drengen havde aabnet den, hvorved Tørvene vare faldne ud, havde antændt Gulvet og saaledes udbredt en stærk Røg, der havde kvalt Børnene. Det foretagne Lægeskjøn gaaer ogsaa ud paa at Børnene ere blevne kvalte at Tørverøg. Denne Begivenhed giver atter et yderst sørgeligt og advarende Exempel paa, hvor farligt det er at overlade Børn til sig selv. (Flp.)

(Ribe Stifts-Tidende 6. februar 1858)

Dømt som Barnefader. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen 96/57 Smaakjører Mads Christian Pedersen ctr. Ane Marie Christensen.

(En som Barnefader til et uægte Barn udlagt Mandsperson ubetinget tilpligtet at betale Alimentationsbidrag til Barnet, skjøndt han paastod ikke at have havt Samleie med Moderen senere end 44-Ugers-Dagen før Barnets Fødsel.)

(Paadømt den 1ste Februar 1858.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag har Citanten, Smaakjører Mads Christian Pedersen af Skive paaanket en inden Skive Kjøbstads Politiret den 6te Septbr. f. A. afsagt Dom, hvorved han er tilpligtet efter Overøvrighedens nærmere Bestemmelse at udrede et aarligt Underholdningsbidrag til et af Indstevnte Ane Marie Christensen af Thorum den 12te Juli 1856 født uægte Barn, Dorthe Christensen, indtil dette fylder 14 Aar, hvilken Dom han har paastaaet forandret derhen, at han frifindes for Indstevntes Tiltale i denne Sag. Derimod. har Indstevnte, hvis principaliter nedlagte Afvisningspaastand ved en af Retten den 15de Juni f. A., i Anledning af en af Citanten fremsat Begjæring om, at Retten skulde indhente Sundhedscollegiets Betænkning i Sagen, afsagt Kjendelse blev forkastet, paastaaet Politiretsdommen stadfæstet.

Citanten har vedgaaet at have havt Samleie med Indstevnte i Tidsrummet fra midt i August Maaned 1855 til hen i Begyndelsen af den paafølgende September Maaned, muligt i de første 8 Dage af denne Maaned, men han har nægtet efter denne Tid at have havt Samleie med Indstevnte og navnlig, som af denne paastaaet, indtil Udgangen af September Maaned, og da nu Barnet efter den fremlagte Daabsattest først er født den 12te Juli 1856, har han formeent, at Barnet ikke kan være en Frugt af det af ham vedgaaede Samleie med Indstevnte, der iøvrigt har nægtet at have havt Omgang med andre Mandspersoner. Efter de foreliggende Oplysninger, navnlig en af vedkommende Jordemoder udstedt, senere i Retten beediget, Attest samt en af constitueret Districtslæge Schou i Skive afgiven Erklæring, maa det antages, at det omhandlede Barn ved dets Fødsel ikke alene har været fuldbaaret, men endog temmeligt stærkt udviklet; og da nu constitueret Districtslæge Schous Erklæring derhos gaaer ud paa, at det, selv om Citantens Angivelse af Tiden for Samleiet lægges til Grund, maa ansees for ikke usandsynligt, at han er Fader til Barnet, idet dette da kan være avlet 44 Uger før dets Fødsel, og Muligheden af, at et Barn, naar det fødes stærkt udviklet, kan have ligget 44 Uger i Moders Liv, efter Lægens Erklæring, der i saa Henseende stemmer med hvad det kongelige Sundhedscollegium i Skrivelse af 22de August 1840*) har udtalt, ikke kan benægtes, finder Retten det saaledes Fremkomne tilstrækkeligt til at begrunde Citantens Forpligtelse til at udrede Underholdningsbidrag til det omhandlede Barn.

Den indankede Dom vil derfor, overeensstemmende med Indstevntes Paastand, være at stadfæste, hvorhos Citanten vil have at godtgjøre Indstevnte Sagens Omkostninger for Overretten med 16 Rdlr.

Det anordnede stemplede Papir er her for Retten forbrugt. 

          Thi kjendes for Ret: 

Politiretsdommen bør ved Magt at stande.

Sagens Omkostninger for Overretten betaler Citanten til Indstevnte med 16 Rdlr., som udredes inden 8 uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

(Juridisk Ugeskrivt 1858, s. 324-326)