For 3 Uger siden fandt endeel Haandværkssvende i Høier sig foranledigede til ved Nattetider at afsynge den slesvig-holsteenske Oprørsvise udenfor Apotheker Nagels Vinduer. De bleve ved Gensd'armer afhentede til Tønder; 12 af dem idømtes resp. 5, 6, 8, 10, 15 Dages Vand- og Brødsstraf og ere nu hjemsendte til deres Hjemstavn, Holsteen og det sydlige Slesvig. (Vestk. Td.)
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. august 1858).
Paa Roeskilde Landevej mellem Glostrup og Taastrup, hænder det ikke saa sjælden - hedder det i "R. o. S. - at en ung Pige forundret peger ud af Vognvinduet og spørger, hvad er det for er Slot, hvis Spiir hæver sig saa romantisk over Skoven derhenne. Det er det nye Cellefængsels Kirkespiir, man seer rage frem over Træerne. Dette Fængsel, paa Vredsløselille Mark, er bygget i Form af en Stjerne, fra hvis Midpunkt 5 Straaler (Bygninger) udgaae. Cellerne besinde sig i de 4 af disse Straaler, der have en Brede af 21 Alen, en Længde af 90 fra Midten af Centralhallen, hvori de løbe sammen, og en Høide af 20 Alen. Centralhallens Høide er c. 25 Alen. Hver Straale er afdeelt i 3 Etager, hver Etage med 30 Celler, 15 paa hver Side af Corridoren. Alle Corridorer løbe sammen i Centrahallen, hvor Vogteren opholder sig og med eet Blik kan oversee alle Cellerne. Hver Straale ender i en mindre "Observationshalle", hvorfra 12 trekantede aabne Spadseregaarde udgaae i en Halvcirkel, og hvori disse Gaardes spidse Topvinkler løbe sammen, saa at en Vogter fra Observationshallen paa een Gang kan iagttage alle Gaardene. I disse kunne Fangerne, Een for Een, en Time daglig hver gjøre sig en Motion; han har en Spadseregang paa c. 50 Alen. Selve Cellerne bestaae af lutrer Muur, med Undtagelse af Døren, der er forsynet med et Vindue, hvorigjennem Vogteren fra Corridoren ubemærket kan iagttage Fangen. I Cellens modsalte Væg, oppe under Loftet, er et Vindue, hvorigjennem Fangen kan see Himlen. Der er forsynet med en Trækrude, som Fangen selv kan aabne og lukke. Gulvet bestaaer af en Slags Cement, der er ligesaa glat som Marmor, men ikke koldt. Cellens Høide er 1 Alen 16 T., dens Længde 6 Alen, Brede 3 Alen 12 T. Cellen opvarmes ved et Rør, som er anbragt langs med Gulvet. Vand erholder Fangen fra en udvendig Beholder. - Kirken har en Længde af 40 Alen. I dens ene Ende staar Præsten i en Fordybning; ligeoverfor ham sidde Fangerne i Rækker af lukkede Stole, 20 i hver Række. Disse Stolerækker danne er Amfitheater; hver Fange kan see Præsten men ikke de andre Fanger. Præsten seer hver Fange fra Issen til Skulderen. Kirken kan rumme 200 Fanger, hele Fængslet 400, saa at hver Fange kun hveranden Søndag kommer i Kirke, - saaledes er den foreløbige Bestemmelse. Naar Fangerne begive sig fra deres Celler til Kirken eller Spadseregaardene, skulle de have Hovedet heelt bedækket med en Voxdugshætte, som de først tage af i den lukkede Stol eller i den eenlige Gaard. Saaledes kan det opnaaes, at de efter et fleeraarigt Ophold i Fængslet hverken selv have seet eller ere blevne sete af een eneste af deres Medfanger. I Fængslet, saavel i som udenfor Cellen, vil herske en uhyggelig Stilhed; den afbrydes kun ved Lyden af Lokomotivfløiten fra Jernbanen, - den smerteligste Lyd for en Fange at høre paa, og som han alligevel vil længes efter; det er dog en Afvexling. - Dette Fængsel, det første i sin Slags hertillands, bygges under Tilsyn af Konferensraad David, og Arkitekt Nebelongs Ledelse, samt en af hans Elever, Hr. Bechmann, der styrer Arbejdet. Overslaget over Udgifterne er paa 550,000 Rd. Naar det bliver færdigt, kan endnu ikke angives, uagtet der er arbeidet et Par Aar paa der. I dette Efteraar haaber man at blive ganske færdig med en af Straalerne.
(Ribe Stifts-Tidende 31. juli 1858).
I den lærde og Realskolen i Flensborg - hvor disse tvende heelt forskjellige Læreformaal i een og samme Skole ere lige saa uheldigt combinerede som her og ved nogle flere af Kongerigets Latinskoler - undervises i de forskjellige Læregjenstande i nogle paa Dansk og andre paa Tvdsk og kan der ved Religionsunderviisningen frit vælges Dansk eller Tydsk som Underviisningssprog. Dette er den eneste og sande retfærdige Maade ved offentlig Underviisning, og navnlig den religiøse, i blandede Sprogkredse. Havde man fulgt det Samme i de blandede Kredse paa Landet eller særligt ved Konfirmations- forberedelsen og konfirmationen, hvilket ogsaa er overensstemmende med Sproqrescriptets Bud, der i de kirkelige Handlinger for Individet tilsteder frit Valg af Sproget: saa vilde man derved baade have fyldestgjort et billigt Krav og undgaaet megen ikke blot politisk, men ogsaa i Samfunds- og Menighedsforholdene indgribende Tvist; ikke at tale om at man ved Frivilligheden ogsaa bedst leder bort fra sprogligt Stivsind, hvor saadant forudsættes, endskjøndt det i givne Tilfælde altid er vanskeligt at idømme, og vækker lettere Sandsen for den danske Underviisning. At man nu f. Ex. i Flensborg vilde have gjort Skolen og Underviisningsformaalet Skade ved at opstille Sprogtvang ved Religionsunderviisningen i Skolen, samt tillige at det Tydske der endnu er det overvejende hos Befolkningen, kan sees deraf, at i den nævnte Skole have af 180 Borgersønner de 159 valgt Religionsunderviisningen paa Tydsk og 21 paa Dansk og af 33 Sønner af Lærere, Læger, Embedsmænd osv. de 18 valgt dansk og 15 tydsk Underviisning, Flensb. Av. siger: "Alt naturligviis m. H. t. de kirkelige Forhold og (selve) Confirmationsunderviisningen". Men i Flensborg, hvor vel Sproget i de øvrige Kirker er tydsk, er jo ogsaa en reent dansk Menighed, og skulde del ikke staae frit at vælge Kirken, saa vil dette jo lettes ved at løse fra Sognetvangen, hvilket overhovedet ogsaa i Slesvig vilde være en kirkelig Velgjerning og som derfor ogsaa Grundtvig ved Kirkemødet i Kjøbenhavn under Misbilligelse af Konfirmations- Sognetvangen tilraadede. Bliver der først kirkelig Frihed i Slesvig og Frihed ved Valget af Skolesproget for Religions-Underviisningen i de offentlige Skoler, saa vilde ogsaa selve Slesvigernes Anledning til Klage over Sprogforhold, baade fra den ene og den anden Side, bortfalde. Det er dog fra Sprogtvisten at vore Forviklinger hjemme og udadtil hidrøre.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juli 1858).
Ejderstaten, uanset hvor mange tilhængere den ellers havde, er blevet en umulighed efter de danske erfaringer på syv år. Skrifter som den almindeligt anerkendte "Die Schleswig-schen Sprachsache, betrachtet vom Standpunkt der Gesetzgebung und Politik, von Theophilus; København 1858", og hele den danske presses klager har endegyldigt bevist dette. Et meget vigtigt skrift, der netop er udkommet i København (hos C. V. Meier), hvortil vor ærede korrespondent fra København allerede har gjort opmærksom på, og hvis store betydning vi gerne snart vil belyse: "Zur dänisch-deutschen Frage von einem deutschen Gesammtstaatsmann" taler om det sådan: Danskerne har nu atter haft fuldstændig kontrol over Slesvig i syv år; De har en regering dér, som i en vis forstand er så stærk, som man kan forestille sig; Der er, i hvert fald for den tyske del af Slesvig, hverken fri presse eller forsamlingsret eller nogen form for politisk agitation, på den anden side er alle midler til politiets overvågning og forebyggelse i fuld funktion. Trods alt dette må danskerne selv erkende, at deres regering stadig kun bygger på fysisk magt, og de danske avisers klager bekræfter selv, at daniseringen f.eks. endnu ikke er kommet videre i sprogspørgsmålet. Daniseringsforsøgene mislykkedes på grund af de juridiske og faktuelle omstændigheders magt; befolkningen blev kun gjort endnu mere bitre, ikke vundet. Trods al deres indsats i Slesvig har danskerne endnu ikke været i stand til at opnå dansk flertal i stænderforsamlingen, og de har intet håb om nogensinde at opnå det. At inkorporere Slesvig betyder: at proklamere den danske grundlov dér, dvs. give alle slesvigere danskernes rettigheder. Må det nu anerkendes som en vidunderlig illusion fra Eiderdanskes side, hvis de mener, at de samme slesvigere, som hidtil har ført en så ihærdig kamp for deres nationalitet, skulle opgive denne kamp af taknemmelighed over de friheder, de fik?! Nej, de vil kun føre det mere energisk, med den tyske nations stærkeste sympati, med de stærkere midler, de har til rådighed, og bruge det første gunstige øjeblik til at bryde væk fra Danmark for altid.
Der Eiderstaat, so viel er Anhänger sonst zählte, ist doch nach den eigenen dänische Erfahrungen von sieben Jahren zur Unmöglichkeit geworden. Schriften, wie die allgemein anerkannte "Die Schleswig-schen Sprachsache, betrachtet vom Standpunkt der Gesetzgebung und Politik, von Theophilus; Kopenhagen 1858", ja die Klagen der ganzen dänischen Presse haben dies zur Evidens bewiesen. Eine sehr wichtige, so eben in Kopenhagen (bei (C. V. Meier) erschienene Schrift, auf welche unser geehrter Correspondent aus Kopenhagen bereits hingewiesen hat, und deren grosse Bedeutung wir demnächst noch in das Licht stellen wollen "Zur dänisch-deutschen Frage von einem deutschen Gesammtstaatsmann" spricht sich darüber also aus: Die Dänen haben Schleswig nun seit sieben Jahren wieder völlig in Besitz; sie haben dort eine, in gewissen Sinne so starke Regierung, wie man sie nur denken kann; es giebt, wenigstens für den deutschen Theiæ Schleswigs, weder freie Presse, noch Versammlungsrecht, noch irgend ein Mittel der politischen Agitation, dagegen sind alle Mittel polizeilicher Ueberwachung und Verhinderung in vollster Thätigkeit. Trotz alledem müssen sich aber die Dänen selbst gestehn, dass ihre Regierung nach wie vor nur auf physischer Macht beruht, und die Klagen der dänischen Blätter selbst bestätigen es, dass die Danisirung z. B. in der Sprachfrage auch noch nicht um einen Schritt weiter gekommen ist. Die Danisirungsversuche sind an der Macht rechtlicher und factischer Verhältnisse gescheitert, man hat die Bewohner nur noch mehr erbittert, nicht gewonnen. Die Dänen haben es, trotz aller Mühe in Schleswig, noch nicht zu einer dänischen Majorität in der Landesvertretung bringen können, und sie haben keine Hoffnung, es je zu erreichen. Schleswig incorporiren heisst aber: das dänische Grundgesetz dort proclamiren, d. h. allen Schleswigern die Rechte der Dänen geben. Muss es nun nichts als eine wunderbare Illustion der Eiderdänen erkannt werden, wenn sie meinen, dass dieselben Schleswiger, die bisher einen so ausdauernden Kampf für ihre Nationalität geführt haben, aus Dankbarkeit für die ihnen verliehenen Freiheiten diesen Kampf aufgeben sollten?! Nien, sie werden ihn, und das under den lebhaftesten Sympahtien der deutschen Nation - mit den ihnen dann zu Gebote stehenden, kräftigeren Mitteln nur energischer führen, und den ersten günstigen Augenblick benutzen, um sich für immer von Dänemark loszureissen.
(Berlinische Nachrichten von Staats- und gelehrten Sachen. 9. juli 1858)
Bag pseudonymet Theophilus gemte sig Harald Iver Andreas Raasløff (1810-1893), bror til Waldemar Raasløff (1815-1883). Han havde i 1848 udsendte "Det slesvigske Spørgsmaal, et Bidrag af Theophilus". I dette havde han understreget de tyske sydslesvigeres naturlige krav på at forblive i forbindelse med Holsten som ligestillet med de danske nordslesvigeres ønske om tilslutning til kongeriget og sammenstiller det danske forlangende om Slesvigs indlemmelse under en fælles forfatning med slesvig-holstenernes om Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund. Han havde foreslået en deling af Slesvig (Slien-Husum). I december 1854 blev Raasløff minister for Slesvig. Han tog 18. februar 1856 sin afsked, fordi han misbilligede den afskedigelse, Scheele havde foretaget af preusser og en anden holstensk overappellationsretsråd. Det nævnte skrift fra 1858: "Die schleswigsche Sprachsache" udtalte sig imod den tankegang der til dels lå i sprogreskripterne 1850-51. Hvor formålet før havde været at værge og frede det danske sprog hvor det endnu var fuldt levende, forsøgte reskripterne at fordanske på ny egne i hvilke det i virkeligheden var gået til grunde (Angel der formentlig var mere tysk end dansk).
