Noget om Provstevisitatser i Almueskolerne paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Paa denne Tid af Aaret pleie de saakaldte Provstevisitatser at finde Sted i Almueskolerne paa Landet; det kunde maaskee ikke være ukjært for Folkeoplysningens Venner at lære at kjende saadant Noget som en Provstevisitats.

Hvad er vel Hensigten med Provstevisitatser i Almueskolerne paa Landet? Dette Spørgsmaal maae Skolelærerne forelægge sig, for at de kunne blive istand til at præstere, hvad der skal præsteres; men Provsterne maae ogsaa forelægge sig det, for at de ikke skulle forlange hverken for Meget eller for Lidet. Efter den almindelige Mening er Hensigten nok den, at Provsten skal erfare om Religionsunderviisningen drives i Overensstemmelse med vor Landsreligions Confession og symbolske Bøger, om de øvrige Lærefag fyldestgjøres i Fordelt til Børnenes Evner og den indskrænkede Skoletid, og endelig skal Provsten bedømme eller dømme over Lærernes Flid og Dygtighed af Børnenes Forstandighed.

Ere Provsterne istand til at fælde den rette Dom over alt dette paa den Maade, paa hvilken nu Visitatserne holdes ? Dette betvivle vi. Med faa Undtagelser visitere Provsterne paa følgende Maade. Provsten examinerer selv Børnene i Religion og dicterer til Retskrivning, lader Læreren forevise Skrivebøger og opgiver Eleverne nogle Regneopgaver. Denne Maade er neppe den rette til at erfare Børnenes Kundskaber; idetmindste er den ikke brugelig ved andre Læreanstalter. Naar Candidater ved Universitetet blive examinerede til Embedsexamen, bliv, de examinerede af de Professorer, der særlig have foredraget enhver Disciplin. Naar Studenter examineres ved Afgangseksamen fra Skolen, blive de examinerede af deres egne Lærere, ligesom dette er skeet hele Skolen igjennem ved de mwrre Examina. Ved Realskoler er det Samme Tilfældet, ja det er endog Tilfældet ved Borger- og Almueskolerne t Kjøbenhavn, hvor den ene Lærer bedømmer den anden Lærers Elever efter dennes egen Examination. Nu maa det dog antages, at Bedømmelsen i alle disse Tilfælde i Regelen er retfærdig og rigtig, idet her er taget et humant Hensyn umiddelbart til Eleverne og middelbart til Lærerne, som jo kunne bedømmes formedelst Elevernes Duelighed eller Uduelighed. Hvorfor fastholde da Provsterne endnu alene den forældede og inhumane Visitationsmaade selv at examinere i Religion og selv at dictere til Retskrivning? Troe de, at de kunne fælde den rigtigste Dom over Eleverne paa denne Maade, eller skulde Grunden være den, at de ere bange for at blive satte Blaar i Øinene af Lærerne? Det er vel muligt, at noget Saadant kan være Grunden; men saa er det ogsaa muligt, at de, for at undgaae Scylla, falde i Charybdis, eller at de, for at undgaae denne Ubehagelighed, blive uretfærdige baade imod Elever og Lærere, og altsaa imod Skolen.

Lad Lærerne selv examinere deres Elever i ane Fag, som de have lært dem, da kan Provsten derefter fælde sin Dom meget retfærdigere, end nu; thi da vil Læreren være istand til igjennem Eleverne at vise, hvad han har udrettet, og Eleverne ville være bedre istand til at vise hvad de hade lært, naar den, som de ere vante til, selv examinerer dem. Hvis Provsten derimod skulde frygte for at blive sat Blaar i Øinene, hvilket maaskee undertiden kunde forsøges, da er der ingen Tvivl om, at en Provst, som virkelig forstaaer at undersøge og bedømme en Skole, let vil kunne opdage det; men hvis en Provst ikke troer sig istand dertil, da er det utvivlsomt, at han heller ikke forstaaer at bedømme en Skole.

Med Hensyn til Provstens egen Examination maa endnu bemærkes een Ting: Der er sikkert mange Provster, der godt forstaae at faae et Svar af et Almuesbarn; men Barnet er dog altid ikke vant til ham, hvilket gjør saare Meget hos den Slags Børn. Men der er ogsaa Nogle, som ikke forstaae, eller ikke gjøre sig den Uleilighed at spørge saaledes, at Barnet med Billighed kan svare tilfredsstillende. Naar Provsten f. Ex. spørger: Hvad er Kiærlighed, Taknemlighed osv.? da kan man ikke forlange med Rette et fyldestgjørende Svar herpaa, som jo er en Definition, og dog har Ingen Ret til at sige: De Børn kunne ikke Noget, eller de ere slet underviste; thi Definitioner ere ikke Børns Sag, og Definitioner, som ikke forstaaes, ere unyttige. Desuden kan Barnet godt vide Besked om disse Begreber uden at kunne forklare dem, og her er det, at Læreren har Leilighed til at vise sin Dygtighed, idet han skal faae Barnet ved sine Spørgsmaal til at vise, hvad det veed.

Alt, hvad her er sagt om Provstevisitatser, gjælder ogsaa om de halvaarlige Examina i Skolerne paa Landet, hvor Præsternes Fremgangsmaade omtrent er den samme, som her er omtalt.

Kjøbenhavn, i Juni. J.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30 juni 1859)

En bispevisitats i skolen kunne fx se sådan ud som Ribe Stifts biskop Jacob Brøgger Daugaard (fra et brev til provsten om hvordan han ønskede visitatsen gennemført. Visitatsen omfattede også - og fortrinsvis - kirken):

Efter gudstjenesten prøvedes skolebørnene af øverste klasse i pastoratets Skoler. De opstille sig skolevis, prøves i læsning i det ny Testamente og i religion i reglen af de respective skolelærere. Skøn- og retskrivningsprøve samt regningsprøve leveres mig samlede af lærerne, hver fra sin skole, men ikke af børnene; thi bladene forkrølles og tid spildes, naar hvert barn fremkommer med sin prøve.

Soldater-Optøier. (Efterskrift til Politivennen)

Lørdagen den 28de Mai Eftermiddag forefaldt der paa Nytoldbod ved Vestindisk-Kompagni i Kjøbenhavn nogle Excesser, som let kunde have faaet et sørgeligt Udfald. Dampskibet "Princess", Kapit. Koch, skulde Kl. 6 afgaa til Kiel med Rekruter fra Kjøbenhavn, for Størstedelen Haandværkssvende, som ikke havde forsømt at tømme et Afskedsbæger med de mange Frænder og Venner, der i en ligefaa exalteret Tilstand som de selv ledsagede dem til Toldboden, hvor den bitre, sidste Kalk tømtes, idet man saa mange Snapsflasker under Raab og Skrig vandre fra Haand til Haand. Øjeblikket nærmede sig, og i Masser styrtede nu baade Rejsende og Følgesvende ombord i Skibet der laa saa tæt ved Bolværket, at det blev en formelig Entring, som foretoges, ikke blot over landgangsbroen, men ogsaa over Skibets Sider. Ombord var man i fuld Arbejde med at nedstuve Godset, hvilket nu næsten umuliggjordes ved Menneskemassen paa Dækket. Kapitainen søgte at faa de Uvedkommende fra Borde, først ved Opfordringer, der vare spildte paa den begejstrede og berusede Mængde, og da dette saaledes mislykkedes, greb han til det vist meget uheldige Middel "at gjøre Plads" og jage Folk iland, skjøndt del simpleste vistnok vilde have været at lade Klokken lyde. Følgen af denne ubetimelige Sømandsdjærvhed udeblev heller ikke; den gav Signalet til en formelig Opstand, som begyndte med Hujen. Skrig og Piben og fortsattes med at Kapitainen og Styrmanden bleve baarne iland og hvad man kalder "mørbankede" med Slag og Spark; det er ikke let at forudse, hvad Enden paa denne Historie kunde være bleven, dersom ikke en kæmpestærk Drager havde befriet den maltrakterede Kapitain fra den rasende Pøbels Kløer, thi tilstede var der ikke een autoriseret Person for at opretholde Ordenen. Den befriede Kapitain fik nu sendt Bud til Toldbodvagten om Assistance, og kort efter ankom den vagthavende Jægerofficer med tre Mand. Det var ikke en væbnet Magt, der kunde imponere den raa, larmende Hob, som gjerne havde leet sine Raab: "Kast Vagten i Vandel," "lad dem faae en Dukkert," "Herud med den Lieutenant" "Giv ham En i Skallen" osv., medens Brændeviinsflaskerne fløj fra Land til Skib og tilbage, satte i Værk, man maa tilskrive Officerens kolde Rolighed og maaske ogsaa hans høje Skikkelse, at Landgangsbroen blev fri, og at Pøbelen endelig efter en halv Times Forløb blev nogenlunde rolig, saa at Skibets Afgang kunde iværksættes. (Dgb.)

(Ribe Stifts-Tidende 16. juni 1859)

Københavns toldbod, dog ved en anden lejlighed, nemlig kronprinsen og kronprinsessen som modtages efter brylluppet i Sverige. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Oldenborreplagen. (Efterskrift til Politivennen)

- Oldenborreplagen føles ogsaa heroppe, dog have vi intetsteds hørt den beskrive i saa stærk Grad, som Hr. N. Haumann til Erichsborg ved Randers beretter i Byens Av.: I de 25 Aar, han har været Landmand, har han aldrig seet saa mange Oldenborrer som iaar. Pludseligt den 18de ds. om Aftenen vældede de op af Jorden og næste Morgen bugnede Træerne i Ordets egentligste Forstand af Oldenborrer. Der ere Linde- og Egetræer i hans Have, 14 a 15 Alen høie, der aldeles ere afbladede; Æble-, Pære- og Kirsebærtræerne ere alle færdige i Toppen og om to Dage er der heller ikke paa dem en eneste Blomst eller Blad. Paa Stikkelsbær- og Ribstræerne hænge de ogsaa ligesom i Klaser, saa der kan ikke vare Tale "om at redde et eneste Blad af de Træer, som behage dette Utøi. Han troede at have kunnet fordrive dem ved Svovldamp; men det generede dem aldeles ikke, og derfor har han nu ladet ryste Træerne og eftersom man ryster dem, saa hurtigt som muligt faae Oldenborrene sammen og øste i Sække, hvorpaa de sænkes i Vand for at druknes og siden bruges til Gjødning, hvortil de, efter Agerdyrkningschemikeren Prof. Stöckhardt, skulde have en Værdi af 5 Mk. Tdn. Der kan jo paa ingen Maade være Tale om at faae Bugt med dem; men det gjælder om at faae saa mange ødelagte som muligt. Han havde den første Dag samlet omtr. 6 Tdr. og naar det nu gjentages hver Morgen saa længe de husere, saa er der dog saa mange mindre. Ovennævnte Maade at samle dem paa kan forøvrigt kun anvendes hvor Frugttræerne staae ved Gangene; men hvor der er Græs eller Andet under Træerne, holder man et Lagen eller en Vognpresenning under. Dersom alle kunde tænkes samlede i hans Have, anslaaes de til henved et halvthundrede Tønder. I saadan Masse ere de tilstede der og om Aftenen og, saasnart Mørket falder paa, sværme de saaledes, at, naar man blot gaaer udenfor Dørren, flyve de En formeligt ind i Øinene og Luften er saaledes fyldt med dem, at man troer at have en Bisværm om Ørerne. Til at ødelægge saa mange som muligt er der sikkert overalt den stærkeste Opfordring. - Ved Nestved have, efter Byens Av., Oldenborrene i de sidste Aftener viist sig i saa store tætte Sværme, at kjørende Vejfarende flere Steder have været i Fare ved Hestenes deraf foranledigede Ustyrlighed. Saaledes maatte i Torsdags Aftes en Vogn, som var paa Veien til Nestved fra Mogenstrup, tage ind i en Bondegaard og gjøre Ophold der indtil Nattens Kjølighed gjorde Veien passabel for disse uvelkomne Gjæster. Et lignende Tilfalde indtraf samme Aften - paa Veien imellem Vordingborg og Præstø.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. maj 1859)

Hendrik Jan van Lummel: Oldenborre (1841). Oldenborre. Papir med farvelitografi. Insekten. No. 9. Samlingen omfatter 86 billeder. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I midten af  1800-tallet gjorde oldenborrelarver stor skade på bl.a. landbrugsafgrøder. Oldenborre har en fireårig livscyklus -  "oldenborreår". Her var skaderne på afgrøderne særlig omfattende. På artiklens tidspunkt blev der gennemført offentlige og delvis statsstøttede indsamlinger af oldenborrer. Larver blev samlet i plovfurerne, og voksne biller indfanget i sækkevis som beskrevet i artiklen. I 1887 blev der på landsplan indsamlet 3,75 millioner kg oldenborrer (ca. 5 milliarder biller). Antallet af indsamlede oldenborrer faldt herefter drastisk, i 1903 var det faldet til blot 4.000 kg. Pressen kaldte det lidt muntert  oldenborrekrigen, men om den førte til den almindelige oldenborres generelle tilbagegang, er usikkert.

Fr. Frølund: Kortfattet Geographi til Brug for de lavere Skoler. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående artikel anmeldte denne skolebog. Mest om stavefejl og manglende indhold. Afsnittet om Afrika beskrives således: 

...Som en Mundsmag skal jeg her aftrykke og med nogle Bemærkninger ledsage et klassisk Sted. Det findes Pag. 67 og 68 og slutter en meget interessant Beskrivelse af Afrika. 

"De fleste Indbyggere ere af Negerracen, bekjende sig til forskiellige hedenske Religioner og ere meget raa. Kun Ægypten, Røverstaterne [NB. Forfatteren har aldeles ikke tidligere talt om værende eller forhenværende Røverstater] og Kaplandet have nogen Kultur. Her, saavelsom i de øvrige Besiddelser paa Øerne [NB. 1) hvad mon der menes med "Besiddelse"? 2 Ægypten, Røverstaterne og Kaplandet ere altsaa Besiddelser paa Øerne!] findes endeel Christne, men iøvrigt ikke [fremhævet af Forf.] er den muhamedanske Religion herskende i Norden og de nordøstlige Dele. [Altsaa høre Øerne og Kaplandet til "Norden og de nordøstlide Tele" !] Fleertallet af de øvrige Indbyggere er Hedninger [Atter Bedemands-stiil. - See Linie 2.j Størstedelen af Afrikas Indbyggere leve som Nomader, og mange drive betydelig Kvæg-, Faare- og Hesteavl. I Afrika findes en utrolig Mængde af vilde Dyr, Slanger og Fugle [Altsaa ere Slanger og Fugle ikke "vilde Dyr"], som tilhøre den hede Zone, hvoraf vi blot her vil nævne: Løven, Elefanten, Kamelen, Hyænen, Aben, Nilhesten, Zebraen, Giraffen, Krokodillen og Strudsen [Er det ikke, som om Forfatteren havde giort sig Umage for at gjøre Ordenen saa ravgal som mulige?] Ligeledes findes her alleslags varme Planter [kogte kartofler?], især en Mængde Palmearter, forskjellige Kornarter, Riis, Mais, Dadler, Bomuld, Viin, Sukker, Peber og andre Krydderier [Altsaa enten ere Riis, Mais ikke "kornsorter", eller Dadler, Bomuld o. s. v. ere "Kornsorter"]. Af Mineralriget findes her Guld, Kobber, Jern og Salt. Indbyggerne høre deels til den kaukasiske, deels til Negerracen; den sidste er mest udbredt." [Det var det; lad os ende, bogstavelig som vi begyndte. See 1ste Linie.]

...

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. april 1859).

Ola Berggreen. (Efterskrift til Politivennen)

 Domme.

afsagte i den kgl. Landsoverret i Viborg Mandagen den 1ste Novbr. 1858.

Nr. 343. Ldsovrprøvepct. Smith som Actor, contra: Ldsovrpct. Morville som Defensor for Arrestanten Ola Berggreen, svensk af Fødsel, der tiltales for Mord i Forening med Røveri eller Udplyndring af den myrdede svenske Pige Karna Boosdatter, som tilligemed Arrestanten tjente paa Hovedgaarden Holbekgaard, og ved Rougsøe m. fl. Herreders Extraretsdom af 6te Septbr. 1858 dømt at miste sin Hals og hans Hoved at sættes paa en Stage. De nærmere Omstændigheder i denne Sag ere følgende: Arrestanten, der i Novbr. 1857 kom i Tjeneste paa Holbekgaard og der traf Karna Boosdatter, hvem han godt kjendte fra Sverrig, da de vare fra samme Egn, blev strax Kjæreste med Karna, dog ikke i den Forstand, at de havde levet hinanden Ægteskab, hvilket han end ikke nogensinde havde anmodet hende om at love ham, men iøvrigt spøgte og talte de meget med hinanden og stode i et meget venskabeligt Forhold. Heri foregik der imidlertid nogen Forandring, efterat Karna havde faaet Brev fra en tidligere Kjæreste i Sverrig, med hvem hun havde været uenig, men som nu fornyede Forbindelsen med hende, idet hun nemlig da yttrede til Arrestanten at hun nu vilde have sin gamle Kjæreste igien og vilde tilbage til Sverrig til November, og skiønt hun vedblev at være venlig mod Arrestanten og fjasede og talte meget med ham, var han dog meget fortrydelig i sit Sind over, at hun ikke længere vilde have ham til Kjæreste. 

- Anden Pintsedag den 24te Ma om Aftenen KI. 9 gik Arrestanten og Karna tilligemed stokkepigen og en Tømmerdreng først ud at spadsere i en nær ved Gaarden liggende Skov og derfra gik de efter Karnas Forslag til den c. 1/4 Miil fra Holbekgaard liggende Landsby Udby, hvor Karna havde et Ærinde: ankommen hertil bleve de enige om, at Karna skulde gaae alene derind, medens de andre tre skulde vente udenfor Byen; der var vel først Tale om at Kokkepigen skulde følge med Karna, men da Arrestanten yttrede, at det vilde være et Savn for dem ogsaa at miste hende og Karna derfor Meente, at det ogsaa var bedst, at Kokkepigen blev tilbage for at de ikke skulde gaae fra hende, gik Karna alene ind i Byen. Arrestanten kom da til at tænke paa, at naar de ikke ventede paa Karna, kunde han gaae tilbage og møde hende og derved faae Leilighed til at hævne sig paa hende hvorved han imidlertid kun i Almindelighed tænkte paa at hævne sig lidt, men ikke nærmere paa, hvorledes det skulde udføres, dog var det nærmest hans Hensigt at at give hende et Par Ørefigen; idet han derefter besluttede at see at faae de andre hiem til Holbekgaard uden at oppebie Karna foregav han for dem, at Karna skulde til et Geburtstagsgilde i Udby og derfor neppe kom saa snart, og fik derved de to andre til at begive sig hjem tilligemed ham, hvorhen han paa Hjemveien, idet de alle tre gik Arm i Arm, gik rask til for at kunne komme tilbage. Ankommen paa Gaarden Kl. c. 10 gik han ind i sit Kammer for at see, om en anden Karl, der havde fælleds Sovekammer med ham, var derinde og sov eller ikke, hvilket han gjorde for at erfare, hvorvidt denne Karl bemærkede at han var borte, idet han dog har udsagt, at han i hvert Fald vilde være vendt tilbage; og efterat den havde seet, at Karlen ikke var paa Kammeret, gik Arrestanten der paa Kokkepigens Spørgsmaal derom havde negtet, at han vilde gaae tilbage og møde Karna tilbage ad Udby til og traf ogsaa Karna paa en Sti i Nærheden af et nedrevet Huus, hvorefter de deels stode noget og talte sammen, deels fulgtes et lille Stykke henad Veien: men da nu Karna drillede ham med en Pige, som hun havde truffet i Udby og som formeentlig gierne vilde være Kiæreste med arrestanten og hun navnlig spurgte ham, om han ikke vilde gaae til Udby til det Sted, hvor hun var, samt da han dertil svarede nei, med Tilføiende, at hun ikke behøvede at drille ham med denne Pige, vedblev dermed og yttrede, at naar han fik den nævnte pige fik han en rigtig Kassetaske, blev han over dette Drilleri endnu mere fortrydelig paa Karna, der vel ogsaa tidligere enkelte Gange havde drillet ham med den ommeldte Pige, men kun ubetydeligt og uden at han havde lagt sig det paa Sinde, og han fattede nu med eet, uden tidligere at have tænkt i mindste Maade derpaa den Beslutning at aflive Karna, idet han tillige strax udkastede Planen til Beslutningens Udførelse, nemlig at qvæle hende og derpaa kaste hende i Fjorden. I denne Hensigt og for at faae hende nærmere ned mod Fjorden formaaede han hende til, istedetfor at vedblive at følge Stien og gaae igjennem Skoven at gaae nedenom denne og udenom et Stykke Raps, idet han navnlig som Grund dertil anførte, at der i Skoven var noget Morads; uden Indvending fulgte hun da med ham ned mod Fjorden først over en Mark og derpaa langs en Skjelgrøft mellem Udbyes og Holbekgaards Enge, idet de gik med Hinanden i Haanden og talte om ligegyldige Ting, uden at Karna længere drillede ham og uden at der var nogen Ordstrid eller Uenighed imellem dem; da de imidlertid saaledes vare naaede et Stykke langs Grøften og vare komne nær ved Fjorden, c. 250 Skridt fra Fjordbredden, vilde Karna ikke gaae længere ned, men vilde over Grøften ind paa Holbekgaards Side og derpaa hjemad, og Arrestanten bestemte sig da hurtigt til her at udføre sin Beslutning. Til dette Øiemed og for at kunne komme til at gvæle Karna, der var af en stærk Legemsbygning, gav han hende først med knyttet Næve saastærkt han kunde, et Slag i den høire Tinding, hvortil hun yttrede, "Du skal vel ikke slaae mig" og derefter et lignende stærkt Slag omtrent paa samme Sted i hovedet, hvorved hun signede baglænds til Jorden og syntes at være besvimet samt laae ganske stille uden at skrige eller sige noget; hurtigt tog han nu sit ene Strømpebaand af, og liggende paa Knæ bøiet over Karna, der laae paa Ryggen, kastede han Baandet om hendes Hals, slyngede det i en enkelt Knude foran og trak saa stærkt som han kunde til i begge Baandets Ender; da han havde trukket noget, kom Karna til sig selv og yttrede, "Du skal vel ei gjøre det af med mig" eller "qvæle mig", men uden at svare noget dertil, vedblev Arrestanten at trække, indtil Karna, efterat have sprællet nogle Gange med Arme og Been, efter nogen Tids Forløb blev ganske rolig, og da han nu kunde mærke at hun var død, slap han Baandets Ender. Efter hans Formening hengik der c. Time fra det første Slag indtil rette Øieblik. Efterat Karna saaledes var dræbt, kom Arrestanten i Tanke om at eftersee, om hun ikke havde Penge hos sig; hun havde vel om Eftermiddagen viist ham sin Portemonaie hvori han saae at der var Sølvpenge og svenske Sedler, og derpaa puttet den i Lommen, men da han besluttede at aflive Karna, vidste eller tænkte han dog slet ikke paa, om hun havde Penge hos sig. Hvorimod det først efter Drabet faldt ham ind at see efter, og da han nu i hendes Lomme fandt en Portemonaie og syntes, at det ei var værdt at de deri værende Penge, som han dog ei da eftersaae, til ingen Nytte blive kastede i Fjorden, samt desuden tænkte, at Pengene jo altid kunde bruges, tog han Portemonaien til sig i den Hensigt at beholde dens Indhold, hvorefter han deels slæbte deels bar Liget ned til Fjordbredden og derfra, efterat have taget sine Strømper og Trætøfler af og opsmøget sine Buxer, ud i Fjorden, hvor han lagde Liget paa et Sted, hvor Vandet gik ham op til Knæet. Derpaa gik han tilbage til Gjerningsstedet, hvor Karnas Skoe og en lille Pakke Uldtøi var bleven liggende, tog disse Gjenstande til sig uden strax at tænke over, hvad han ville giøre med dem, og begav sig tvers over Engene ad Holbekgaard til, men da han underveis kom til at tænke paa, at det ikke gik an at tage disse Sager hiem med sig, skiulte han dem ved en Grøftekant under nogle Græstørv, Skoene paa eet Sted og den lille Pakke lidt derfra, idet han havde isinde senere at tage dem der eg kaste dem bort. Dom: Underretsdommen bør ved Magt at stande."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis1. december 1858)

Holbækgård. Nationalmuseets samlinger.

Tirsdag den 18. januar 1859 stadfæstede Højesteret landsrettens dom. Se hele teksten i Højesteretstidende. Også kongen stadfæstede dommen, men hovedet skulle dog ikke sættes på en stage. 

Holbæksgaard nordøst for Randers er en herregård hvis historie går tilbage til 1200-tallet. I hele 1800-tallet havde Holbækgaard kun tre ejere.

Den Ola Berggreen idømt Dødsstraf for at have myrdede Pigen Karna Boosdatter paa Holbekgaard blev, efter Rand. Av., igaar Morges Kl. 8 fuldbyrdet 1 1/4 Miil fra Byen. Morderen havde for længere Tid siden tilbagekaldt sin Tilstaaelse af Misgjerningen og vedblev denne Paastand om at være uskyldig indtil han ankom paa Retterstedet. For Herredsfogden og Pastor Langballe, som med utrættelig Nidkjærhed har været hans Sjælesørger, erkjendte han da her atter sin Brøde og røbede megen Anger. Henrettelsen overværedes af en stor Menneskemængde. (Eft. Rand. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. marts 1859).

Ola Berggreen er en af de 10 sidste som blev henrettet. I perioden 1859-1882 blev følgende henrettet: 3 i 1859: Lars Jønsson for rovmord, Morten Sørensen for Rovmord og Ola Berggreen for Rovmord; 1 i 1860: Lars Nielsen for at have skudt en kone efter anmodning og for betaling, "smældet hende af for 110 Rdl." I 1861: Lars Gabrielsen for at have myrdet en sovende mand for 100 Rdl. I 1862 Anna Andersdatter for barnemord; I 1863 skulle smeden Morten Elman have været henrettet for at have ombragt sin hustru med gift, men efter dødsdommens forkyndelse syntes han imidlertid afsindig, stilledes i lang tid til observation og benådedes året efter, da der var hengået så lang tid efter mordet. I 1865 Lars Tofte for at have forsøgt at myrde lægen i straffeanstalten på Christianshavn samt en opsynsmand i Horsens Straffeanstalt og endelig for brandstiftelsen i Studiestræde der kostede 5 mennesker livet. I 1869 Hans Hansen for at have skudt sin mor, "da han kedede sig hjemme." (Se om hans henrettelse i Dags-Telegraphen (København) 7. august 1869). I 1880 Rasmus Pedersen Mørke for et rovmord på to sovende mænd. I 1882 Anders Nielsen Sjællænder.