Vaabenbrødrene. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 7de Juli.) Igaar gjorde Hovedstaden nærmere Bekjendtskab med det lille nystiftede Selskab "de danske Vaabenbrødre", der bestaaer af ca. 180 Mand af begge Etater, som samtlige have deeltaget i Feldttogene og som have forenet sig nærmest for at hjælpe hverandres mange Svage, men ogsaa for at mindes de mærkelige Dage fra hin Tid. Deres Formand er Hr. Johansen, Eier af et Dampkjøkken. Flere af dem ere Dannebrogsmand, men paa Grund af Invaliderne egne de sig ikke til at gaae i Optog, hvilket ogsaa igaar var meget smaat. Selve Mindefesten om Fredericiaslaget var i "Alhambra" til dens alvorlige Deel, endskjøndt det gode Veir, tarveligt besøgt. Talen for Kongen, af Skuespiller W. Holst, var særdeles vellykket. Han talte i Vaabenbrødrenes Navn og mindedes især Værneloven som et Baand imellem alle Statsborgere og som et ægte Udtryk for Folket - (hvad den dog først ret bliver, naar Løskjøbelsen fra Værne-Pligt kommer til at rette sig efter Formuestilling derved, at der stilles communalt eller i Kredse, der fordele Stillingsbeløbet som almeen Skattebyrde). Efter ham talte Grundtvig, men meest kun i en Række overflødige Udfald imod "Alt hvad som Tydsk er". Selve Festarrangementet, hvorpaa var anvendt megen Smag, gjorde forøvrigt Skuespildir. Brun Ære. Selv havde han skrevet en Prolog, som Fru Petersen fremsagde paa Skuepladsen, og havde anbragt et smukt Slutningstableau. Seraen om Aftenen var ogsaa heldigt anordnet, omgiven af Grantræer. Nogle Damer deeltog deri, medens Musikken spillede overalt. Under Kanonsalut udbragtes Kongens Skaal af Vaabenbrødrenes Formand, Hr. Johansen, Danmarks af Brun, den tappre Landsoldats af Rigsdagsmd. Zahle, Søgutternes af Johansen, de Norskes og Svenskes, som hjalp os, af Rigsdagsmand Kofod fra Bornholm, en af Vaabenbrødrene; samt flere Skaaler, der sluttede med en af Hr. Brun for Vaabenbrødrene, for hvilken Formanden takkede, hvorpaa Festen hævedes. "Vaabenbrødrene" ere nette Mænd af den saakaldte Middelclasse og deres Optræden bærer i det Hele et sindigt og moderat Præg, ligesom ogsaa de fleste af dem ikke ere ganske unge Mænd. Deres Hovedøiemeed, at hjælpe  trængende Brødre, er jo særdeles smukt. Kun skulde de, saa fornøieligt det end er at høre gamle Grundtvig, og hans Aand som han selv paa den aandige Friheds Gebeet aldrig ældes, ikke vælge ham til Talsmand ved saadanne Lejligheder, thi et Land styres ikke med Talemaader og styres især ikke, naar Bølgerne rulle, i Havn ved at skjælde ud paa dets Naboer.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. juli 1859).

Noget om Provstevisitatser i Almueskolerne paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Paa denne Tid af Aaret pleie de saakaldte Provstevisitatser at finde Sted i Almueskolerne paa Landet; det kunde maaskee ikke være ukjært for Folkeoplysningens Venner at lære at kjende saadant Noget som en Provstevisitats.

Hvad er vel Hensigten med Provstevisitatser i Almueskolerne paa Landet? Dette Spørgsmaal maae Skolelærerne forelægge sig, for at de kunne blive istand til at præstere, hvad der skal præsteres; men Provsterne maae ogsaa forelægge sig det, for at de ikke skulle forlange hverken for Meget eller for Lidet. Efter den almindelige Mening er Hensigten nok den, at Provsten skal erfare om Religionsunderviisningen drives i Overensstemmelse med vor Landsreligions Confession og symbolske Bøger, om de øvrige Lærefag fyldestgjøres i Fordelt til Børnenes Evner og den indskrænkede Skoletid, og endelig skal Provsten bedømme eller dømme over Lærernes Flid og Dygtighed af Børnenes Forstandighed.

Ere Provsterne istand til at fælde den rette Dom over alt dette paa den Maade, paa hvilken nu Visitatserne holdes ? Dette betvivle vi. Med faa Undtagelser visitere Provsterne paa følgende Maade. Provsten examinerer selv Børnene i Religion og dicterer til Retskrivning, lader Læreren forevise Skrivebøger og opgiver Eleverne nogle Regneopgaver. Denne Maade er neppe den rette til at erfare Børnenes Kundskaber; idetmindste er den ikke brugelig ved andre Læreanstalter. Naar Candidater ved Universitetet blive examinerede til Embedsexamen, bliv, de examinerede af de Professorer, der særlig have foredraget enhver Disciplin. Naar Studenter examineres ved Afgangseksamen fra Skolen, blive de examinerede af deres egne Lærere, ligesom dette er skeet hele Skolen igjennem ved de mwrre Examina. Ved Realskoler er det Samme Tilfældet, ja det er endog Tilfældet ved Borger- og Almueskolerne t Kjøbenhavn, hvor den ene Lærer bedømmer den anden Lærers Elever efter dennes egen Examination. Nu maa det dog antages, at Bedømmelsen i alle disse Tilfælde i Regelen er retfærdig og rigtig, idet her er taget et humant Hensyn umiddelbart til Eleverne og middelbart til Lærerne, som jo kunne bedømmes formedelst Elevernes Duelighed eller Uduelighed. Hvorfor fastholde da Provsterne endnu alene den forældede og inhumane Visitationsmaade selv at examinere i Religion og selv at dictere til Retskrivning? Troe de, at de kunne fælde den rigtigste Dom over Eleverne paa denne Maade, eller skulde Grunden være den, at de ere bange for at blive satte Blaar i Øinene af Lærerne? Det er vel muligt, at noget Saadant kan være Grunden; men saa er det ogsaa muligt, at de, for at undgaae Scylla, falde i Charybdis, eller at de, for at undgaae denne Ubehagelighed, blive uretfærdige baade imod Elever og Lærere, og altsaa imod Skolen.

Lad Lærerne selv examinere deres Elever i ane Fag, som de have lært dem, da kan Provsten derefter fælde sin Dom meget retfærdigere, end nu; thi da vil Læreren være istand til igjennem Eleverne at vise, hvad han har udrettet, og Eleverne ville være bedre istand til at vise hvad de hade lært, naar den, som de ere vante til, selv examinerer dem. Hvis Provsten derimod skulde frygte for at blive sat Blaar i Øinene, hvilket maaskee undertiden kunde forsøges, da er der ingen Tvivl om, at en Provst, som virkelig forstaaer at undersøge og bedømme en Skole, let vil kunne opdage det; men hvis en Provst ikke troer sig istand dertil, da er det utvivlsomt, at han heller ikke forstaaer at bedømme en Skole.

Med Hensyn til Provstens egen Examination maa endnu bemærkes een Ting: Der er sikkert mange Provster, der godt forstaae at faae et Svar af et Almuesbarn; men Barnet er dog altid ikke vant til ham, hvilket gjør saare Meget hos den Slags Børn. Men der er ogsaa Nogle, som ikke forstaae, eller ikke gjøre sig den Uleilighed at spørge saaledes, at Barnet med Billighed kan svare tilfredsstillende. Naar Provsten f. Ex. spørger: Hvad er Kiærlighed, Taknemlighed osv.? da kan man ikke forlange med Rette et fyldestgjørende Svar herpaa, som jo er en Definition, og dog har Ingen Ret til at sige: De Børn kunne ikke Noget, eller de ere slet underviste; thi Definitioner ere ikke Børns Sag, og Definitioner, som ikke forstaaes, ere unyttige. Desuden kan Barnet godt vide Besked om disse Begreber uden at kunne forklare dem, og her er det, at Læreren har Leilighed til at vise sin Dygtighed, idet han skal faae Barnet ved sine Spørgsmaal til at vise, hvad det veed.

Alt, hvad her er sagt om Provstevisitatser, gjælder ogsaa om de halvaarlige Examina i Skolerne paa Landet, hvor Præsternes Fremgangsmaade omtrent er den samme, som her er omtalt.

Kjøbenhavn, i Juni. J.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30 juni 1859)

En bispevisitats i skolen kunne fx se sådan ud som Ribe Stifts biskop Jacob Brøgger Daugaard (fra et brev til provsten om hvordan han ønskede visitatsen gennemført. Visitatsen omfattede også - og fortrinsvis - kirken):

Efter gudstjenesten prøvedes skolebørnene af øverste klasse i pastoratets Skoler. De opstille sig skolevis, prøves i læsning i det ny Testamente og i religion i reglen af de respective skolelærere. Skøn- og retskrivningsprøve samt regningsprøve leveres mig samlede af lærerne, hver fra sin skole, men ikke af børnene; thi bladene forkrølles og tid spildes, naar hvert barn fremkommer med sin prøve.

Soldater-Optøier. (Efterskrift til Politivennen)

Lørdagen den 28de Mai Eftermiddag forefaldt der paa Nytoldbod ved Vestindisk-Kompagni i Kjøbenhavn nogle Excesser, som let kunde have faaet et sørgeligt Udfald. Dampskibet "Princess", Kapit. Koch, skulde Kl. 6 afgaa til Kiel med Rekruter fra Kjøbenhavn, for Størstedelen Haandværkssvende, som ikke havde forsømt at tømme et Afskedsbæger med de mange Frænder og Venner, der i en ligefaa exalteret Tilstand som de selv ledsagede dem til Toldboden, hvor den bitre, sidste Kalk tømtes, idet man saa mange Snapsflasker under Raab og Skrig vandre fra Haand til Haand. Øjeblikket nærmede sig, og i Masser styrtede nu baade Rejsende og Følgesvende ombord i Skibet der laa saa tæt ved Bolværket, at det blev en formelig Entring, som foretoges, ikke blot over landgangsbroen, men ogsaa over Skibets Sider. Ombord var man i fuld Arbejde med at nedstuve Godset, hvilket nu næsten umuliggjordes ved Menneskemassen paa Dækket. Kapitainen søgte at faa de Uvedkommende fra Borde, først ved Opfordringer, der vare spildte paa den begejstrede og berusede Mængde, og da dette saaledes mislykkedes, greb han til det vist meget uheldige Middel "at gjøre Plads" og jage Folk iland, skjøndt del simpleste vistnok vilde have været at lade Klokken lyde. Følgen af denne ubetimelige Sømandsdjærvhed udeblev heller ikke; den gav Signalet til en formelig Opstand, som begyndte med Hujen. Skrig og Piben og fortsattes med at Kapitainen og Styrmanden bleve baarne iland og hvad man kalder "mørbankede" med Slag og Spark; det er ikke let at forudse, hvad Enden paa denne Historie kunde være bleven, dersom ikke en kæmpestærk Drager havde befriet den maltrakterede Kapitain fra den rasende Pøbels Kløer, thi tilstede var der ikke een autoriseret Person for at opretholde Ordenen. Den befriede Kapitain fik nu sendt Bud til Toldbodvagten om Assistance, og kort efter ankom den vagthavende Jægerofficer med tre Mand. Det var ikke en væbnet Magt, der kunde imponere den raa, larmende Hob, som gjerne havde leet sine Raab: "Kast Vagten i Vandel," "lad dem faae en Dukkert," "Herud med den Lieutenant" "Giv ham En i Skallen" osv., medens Brændeviinsflaskerne fløj fra Land til Skib og tilbage, satte i Værk, man maa tilskrive Officerens kolde Rolighed og maaske ogsaa hans høje Skikkelse, at Landgangsbroen blev fri, og at Pøbelen endelig efter en halv Times Forløb blev nogenlunde rolig, saa at Skibets Afgang kunde iværksættes. (Dgb.)

(Ribe Stifts-Tidende 16. juni 1859)

Københavns toldbod, dog ved en anden lejlighed, nemlig kronprinsen og kronprinsessen som modtages efter brylluppet i Sverige. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Oldenborreplagen. (Efterskrift til Politivennen)

- Oldenborreplagen føles ogsaa heroppe, dog have vi intetsteds hørt den beskrive i saa stærk Grad, som Hr. N. Haumann til Erichsborg ved Randers beretter i Byens Av.: I de 25 Aar, han har været Landmand, har han aldrig seet saa mange Oldenborrer som iaar. Pludseligt den 18de ds. om Aftenen vældede de op af Jorden og næste Morgen bugnede Træerne i Ordets egentligste Forstand af Oldenborrer. Der ere Linde- og Egetræer i hans Have, 14 a 15 Alen høie, der aldeles ere afbladede; Æble-, Pære- og Kirsebærtræerne ere alle færdige i Toppen og om to Dage er der heller ikke paa dem en eneste Blomst eller Blad. Paa Stikkelsbær- og Ribstræerne hænge de ogsaa ligesom i Klaser, saa der kan ikke vare Tale "om at redde et eneste Blad af de Træer, som behage dette Utøi. Han troede at have kunnet fordrive dem ved Svovldamp; men det generede dem aldeles ikke, og derfor har han nu ladet ryste Træerne og eftersom man ryster dem, saa hurtigt som muligt faae Oldenborrene sammen og øste i Sække, hvorpaa de sænkes i Vand for at druknes og siden bruges til Gjødning, hvortil de, efter Agerdyrkningschemikeren Prof. Stöckhardt, skulde have en Værdi af 5 Mk. Tdn. Der kan jo paa ingen Maade være Tale om at faae Bugt med dem; men det gjælder om at faae saa mange ødelagte som muligt. Han havde den første Dag samlet omtr. 6 Tdr. og naar det nu gjentages hver Morgen saa længe de husere, saa er der dog saa mange mindre. Ovennævnte Maade at samle dem paa kan forøvrigt kun anvendes hvor Frugttræerne staae ved Gangene; men hvor der er Græs eller Andet under Træerne, holder man et Lagen eller en Vognpresenning under. Dersom alle kunde tænkes samlede i hans Have, anslaaes de til henved et halvthundrede Tønder. I saadan Masse ere de tilstede der og om Aftenen og, saasnart Mørket falder paa, sværme de saaledes, at, naar man blot gaaer udenfor Dørren, flyve de En formeligt ind i Øinene og Luften er saaledes fyldt med dem, at man troer at have en Bisværm om Ørerne. Til at ødelægge saa mange som muligt er der sikkert overalt den stærkeste Opfordring. - Ved Nestved have, efter Byens Av., Oldenborrene i de sidste Aftener viist sig i saa store tætte Sværme, at kjørende Vejfarende flere Steder have været i Fare ved Hestenes deraf foranledigede Ustyrlighed. Saaledes maatte i Torsdags Aftes en Vogn, som var paa Veien til Nestved fra Mogenstrup, tage ind i en Bondegaard og gjøre Ophold der indtil Nattens Kjølighed gjorde Veien passabel for disse uvelkomne Gjæster. Et lignende Tilfalde indtraf samme Aften - paa Veien imellem Vordingborg og Præstø.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. maj 1859)

Hendrik Jan van Lummel: Oldenborre (1841). Oldenborre. Papir med farvelitografi. Insekten. No. 9. Samlingen omfatter 86 billeder. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I midten af  1800-tallet gjorde oldenborrelarver stor skade på bl.a. landbrugsafgrøder. Oldenborre har en fireårig livscyklus -  "oldenborreår". Her var skaderne på afgrøderne særlig omfattende. På artiklens tidspunkt blev der gennemført offentlige og delvis statsstøttede indsamlinger af oldenborrer. Larver blev samlet i plovfurerne, og voksne biller indfanget i sækkevis som beskrevet i artiklen. I 1887 blev der på landsplan indsamlet 3,75 millioner kg oldenborrer (ca. 5 milliarder biller). Antallet af indsamlede oldenborrer faldt herefter drastisk, i 1903 var det faldet til blot 4.000 kg. Pressen kaldte det lidt muntert  oldenborrekrigen, men om den førte til den almindelige oldenborres generelle tilbagegang, er usikkert.

Fr. Frølund: Kortfattet Geographi til Brug for de lavere Skoler. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående artikel anmeldte denne skolebog. Mest om stavefejl og manglende indhold. Afsnittet om Afrika beskrives således: 

...Som en Mundsmag skal jeg her aftrykke og med nogle Bemærkninger ledsage et klassisk Sted. Det findes Pag. 67 og 68 og slutter en meget interessant Beskrivelse af Afrika. 

"De fleste Indbyggere ere af Negerracen, bekjende sig til forskiellige hedenske Religioner og ere meget raa. Kun Ægypten, Røverstaterne [NB. Forfatteren har aldeles ikke tidligere talt om værende eller forhenværende Røverstater] og Kaplandet have nogen Kultur. Her, saavelsom i de øvrige Besiddelser paa Øerne [NB. 1) hvad mon der menes med "Besiddelse"? 2 Ægypten, Røverstaterne og Kaplandet ere altsaa Besiddelser paa Øerne!] findes endeel Christne, men iøvrigt ikke [fremhævet af Forf.] er den muhamedanske Religion herskende i Norden og de nordøstlige Dele. [Altsaa høre Øerne og Kaplandet til "Norden og de nordøstlide Tele" !] Fleertallet af de øvrige Indbyggere er Hedninger [Atter Bedemands-stiil. - See Linie 2.j Størstedelen af Afrikas Indbyggere leve som Nomader, og mange drive betydelig Kvæg-, Faare- og Hesteavl. I Afrika findes en utrolig Mængde af vilde Dyr, Slanger og Fugle [Altsaa ere Slanger og Fugle ikke "vilde Dyr"], som tilhøre den hede Zone, hvoraf vi blot her vil nævne: Løven, Elefanten, Kamelen, Hyænen, Aben, Nilhesten, Zebraen, Giraffen, Krokodillen og Strudsen [Er det ikke, som om Forfatteren havde giort sig Umage for at gjøre Ordenen saa ravgal som mulige?] Ligeledes findes her alleslags varme Planter [kogte kartofler?], især en Mængde Palmearter, forskjellige Kornarter, Riis, Mais, Dadler, Bomuld, Viin, Sukker, Peber og andre Krydderier [Altsaa enten ere Riis, Mais ikke "kornsorter", eller Dadler, Bomuld o. s. v. ere "Kornsorter"]. Af Mineralriget findes her Guld, Kobber, Jern og Salt. Indbyggerne høre deels til den kaukasiske, deels til Negerracen; den sidste er mest udbredt." [Det var det; lad os ende, bogstavelig som vi begyndte. See 1ste Linie.]

...

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. april 1859).