Min kære broder: "Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, som ifølge hans store barmhjertighed har født os igen til et levende håb ved Kristus."
Jeg takker dig for dit Brev af 9. Marts og den bog du sendte mig. Bogen og brevet du sendte til broderen Rymker, er blevet sendt til ham.
I midten af januar tog jeg til de sydlige dele af Bornholm. Den 15. og 16. var jeg i en by ved navn Nexø, hvor jeg arbejdede blandt søfolk. Jeg holdt tre møder der. De synlige frugter af dette arbejde var at fire stakkels syndere blev grebet af Herrens ånd og blev ført til sand omvendelse på grund af deres synder. Siden har de konstant besøgt møderne. Adskillige andre blev ramt i deres hjerter af åndens sværd, men det har endnu ikke frembragt omvendelsens frugter. Jeg besøgte flere steder og talte om Herrens nåde. Sådan fortsatte jeg indtil jeg nåede Rønne hvor jeg arbejdede til den 22. februar.
22. februar gik jeg med en anden bror mod den nordlige del af øen. Evangeliet er ikke blevet forkyndt der før. Disse stakkels mennesker har ikke lært andet end rationalisme og filosofi, som prædikes af statskirkens vise mænd, og dette tomme bedrag holder deres sjæle i uvidenhedens mørke. Det første sted vi besøgte var Tejn. Jeg gik ind i huset hos en bror, som er nyligt kommet fra Amerika. Vi skulle indlogere hos hans forældre, og der blev aftalt et møde der skulle holdes. Jeg lagde så en plan for vores operationer og sendte broderen som fulgte mig, ud med bøger, og for at invitere syndere til at besøge mig på mit logi. For dem der kom, pegede jeg på Guds ord. Næste dag besøgte vi nabolandsbyen kaldet Allinge, for at aftale et møde da jeg to dage senere havde til hensigt at holde et møde der. Jeg besøgte nogle af deres huse og bad dem om at lade mig få et værelse at prædike i, men alle nægtede. Til sidst fandt jeg en husholder tæt ved havet som søfolk frekventerede; han var villig til at leje mig et stort værelse som bruges som danserum. Denne mand har i mange år været søfarende. I fjorten år har han gjort tjeneste i den engelske flåde og var i den engelske tjeneste under den sidste krig i Kina, hvor han fik et sår i foden, hvorfor han vendte tilbage til sit fødested, Allinge på Bornholm. Efter at have set religionsfriheden i England som er så fremmed for Danmark og især Bornholm, var han villig til at lade mig få sit lokale til at prædike. Da dette var arrangeret, vendte jeg tilbage til Tejn for at prædike der samme aften. Et stort antal mennesker var samlet. De var alle meget opmærksomme, og det var overordentlig glædeligt at se den orden der var, og deres iver efter at høre Guds ord. Alligevel var det foruroligende at se så mange mennesker uvidende om frelsens vej. Der blev aftalt et møde, der skulle afholdes klokken to om eftermiddagen næste dag. Dette var et meget interessant møde. Der var så mange mennesker tilstede at de ikke kunne finde plads i huset, men mange var nødt til at stå udenfor og lytte gennem vinduerne som blev åbnet. Mange lyttede med en sådan opmærksomhed som om det var sidste gang de skulle høre Guds ord. Kvinder stod i mængden med små børn i armene. En kvinde der havde været til mødet dagen før, kom igen denne dag. Hun sagde: "Jeg kan ikke lade være med at høre Guds ord; min mand har truet med at slå mig, hvis jeg gik til mødet i dag, men jeg vil gerne tage et tæsk, hvis jeg må høre Guds ord." Hun slap dog for tæsk den nat, men omkring en måned efter da hendes mand kom hjem, efter at have hørt om hendes kristendom, trak han hende ud af sengen og slog hende på det mest skammelige, i den hensigt at tvinge hende til at opgive sin religion; men ikke desto mindre forbliver hun fast og holder sig til sandheden. Efter at have afsluttet mødet den dag, kom fiskerne hjem, og da der var et stort antal af dem, måtte jeg instruere dem i Herrens veje, som varede indtil aften. Jeg forsynede dem Guds ord så godt jeg var i stand til, men til sidst var vores forsyning opbrugt. Broderen der var sammen med mig, var til stor tjeneste for mig ved uddeling af bibler og traktater. Næste dag tog jeg til den førnævnte landsby Allinge. Der blev aftalt et møde, der skulle afholdes klokken to. Et stort antal mennesker var samlet, men de var ikke så ædle som dem i Tejn. En række sømænd havde sagt ja til at stene huset og drive os ud af landsbyen, men jeg stolede på Herrens stærke arm, som har lovet at være med os altid, og mange gange har jeg oplevet hans nådige bistand. Jeg prædikede derfor uden frygt. De forsøgte flere gange at forstyrre, men jeg standsede og talte til dem, og Herren gav mig nåde til at ramme dem med Åndens sværd, så de ikke var i stand til at gennemføre deres onde plan. Men så begyndte de at bande og sværge at Ordet ikke skulle finde indgang i deres forhærdede hjerter. Mange var alvorlige tilhørere, blandt dem den gamle sømand som værelset tilhørte. Tårer blev set i hans øjne. I mange kampe har han set fjenden i øjnene, og han har set mange blødende sår, som han selv havde lavet, men blodet fra Golgata smeltede hans hårde hjerte. Dette hjerte blev gennemboret af Guds Ånds pile. Han kunne ikke holde det ud længere, men gik ud på marken for at give luft til sine følelser. Men inden han gik, havde han sagt til sin kone at hun ikke måtte tage imod betaling for værelset. På trods af fjendens raseri kom jeg uskadt væk fra landsbyen. Jeg vendte tilbage til Tejn, hvor jeg blev til næste dag. De synlige frugter af denne rejse var, at to sjæle kom til en levende tro.
26. februar ankom jeg til Rønne. En ung sømand besøgte mig i mit logi, han var meget bekymret over sin sjæls frelse. Jeg talte til ham om Kristi nåde, og Herren behagede at åbne hans hjerte og fylde ham med glæde og fred ved at tro: Han faldt på knæ og priste Gud for hans store nåde. Siden den tid har han båret vidnesbyrd om Guds nåde i Kristus, og han har fået mange unge sømænd til at deltage i møderne. Han er nu rejst med et fartøj til Island.
I den tid jeg opholdt mig i Rønne, har jeg prædiket regelmæssigt to gange hver Herrens dag. Jeg har også besøgt syndere både i huse og ombord på skibe. Herren har også lyttet til mine ydmyge bønner og elskværdigt besvaret dem. Jeg stoler også på, at Herren vil lytte til vore brødres bønner på den anden side af havet på vores vegne. En vækkelse er begyndt for sent, som viste sig at være en velsignelse, især for mange sømænd. Mange af de sømænd, der er blevet vækket sidste vinter, er nu kommet hertil og er et levende vidnesbyrd om Guds nåde blandt deres kammerater.
I marts måned døbte jeg tolv troende. Mange er blevet vækket, men er ikke blevet døbt da de ikke følte noget behov for dåb.
Den 27. marts var en velsignet dag. Jeg prædikede om formiddagen, og ved middagstid havde jeg det privilegium at døbe otte troende. Det var en storslået årstid, og mangen en forhærdet synder, der var til stede ved denne lejlighed, blev smeltet og rørt til tårer.
I oktober måned sidste år mødtes jeg med en sømand i København om bord på et fartøj, hvor jeg delte nogle bøger ud. Jeg fik ham og andre til at deltage i møderne. I vinter da jeg var på Bornholm, var han der også. I marts måned kom han og besøgte mig, og det så ud til, at Herren havde åbnet hans hjerte. Da han selv havde opnået nåde, kunne han ikke andet end at fortælle andre om det. Han talte til sine kammerater om Guds nåde og fik flere af dem til at deltage i møderne. Han er nu rejst med et fartøj til forskellige steder. Jeg forsynede ham med en række traktater, og han vil således distribuere Livets Ord, hvor end han går.
I Rønne er en stor vækkelse begyndt. Mange læser og ransager i Skriften, og mange giver Gud ære. Andre håner og håner. Nogle er rasende på mig, fordi jeg forkynder evangeliet; de siger, at jeg er kommet for at forstyrre deres fred.
Bornholmerne er et brutalt og uvidende folk, meget præget af drukkenskab. Denne brutalitet viser de ofte i en frygtelig grad. En broder ved navn Holm blev for kort tid siden mishandlet på grund af sin tro på Kristus. Hans svoger kom til ham og greb ham i halsen og truede med at kvæle ham, fordi han havde talt til sin kone om Kristus, og hun havde troet. Men da H. var kommet ud af sine hænder, tog hans svoger en kniv op af lommen og skar ham i kinden. H. råbte, han slog ham i siden, men forældrene til H., der kom ind, var den anden nødt til at forlade huset, men truede med, at han ville hævnes enten på H. eller på mig. Han lod da som om han ville høre Guds Ord, og ønskede at jeg skulle komme til hans hus og prædike, ved hvilken lejlighed han agtede at hævne sig på mig. Men hans kone som kendte til hans onde hævn, advarede mig. Herren ved, hvordan han skal bevare os. Trængsel virker tålmodighed. Vores brødre er meget styrket i deres tro og bærer vidnesbyrd om Guds nåde med stor frihed.
I København har jeg besøgt en række fartøjer og talt med sømænd om Guds ord. Jeg har besøgt 143 fartøjer og prædiket 34 gange, afholdt 26 bønnemøder, uddelt 70 eksemplarer af hellige skrifter og andre religiøse bøger, og i forbindelse med andre brødre har jeg uddelt 2.000 traktater.
Hermed sender jeg dig statistik over baptistkirkerne i Danmark.
Med kærlig respekt forbliver jeg,
Med venlig hilsen i Kristus,
Rev. P. E. Ryding, Sailor Missionary.
My dear Brother: "Blessed be the God and Father of our Lord Jesus Christ, who according to Ilis abundant mercy has begotten us again to a lively hope through Christ."
I thank you for your letter of the 9th March, and the book you sent me. The book and letter you sent to brother Rymker has been sent him.
In the middle of January I went to the Southern parts of Bornholm. On the 15th and 16th I was at a town called Nexo, where I labored among seamen. I held three meetings there. The visible fruits of these labors were, that four poor sinners were seized by the Spirit of the Lord, and were led to true repentance on account of their sins. Since then they have constantly visited the meetings. Several others were pierced in their hearts by the sword of the Spirit, but who have not yet brought forth fruits of repentance. I visited several places and spoke about the grace of the Lord. Thus I continued till I reached Ronne, where I labored till the 22d February.
February 22d I went with another brother towards the north of the island. The Gospel has not been preached there before. These poor people have learned nothing but rationalism and philosophy which is preached by the wise men of the State Church, and this empty imposture keeps their souls in the darkness of ignorance. The first place we visited was Tain. I went into the house of a brother who is newly come from America. We were to lodge with his parents, and a meeting was appointed to be held there. I then laid a plan for our operations, and sent the brother who accompanied me out with books, and to invite sinners to visit me at my lodging. Those who came I pointed to the Word of God. Next day we visited the neighboring village, called Allinge, in order to appoint a meeting, as I intended two days later to hold a meeting there. I visited some of their houses and asked them to let me have a room to preach in, but all refused. At length I found a public house keeper, near the sea, where seamen frequented; he was willing to rent me a large room which is used as a dancing room. This man has for many years been a seafaring man. For fourteen years he has served in the English navy, and was in the English service during the late war in China, where he received a wound in his foot, on account of which he returned to his native place, Allinge on Bornholm. Having seen the religious liberty in England, which is so foreign to Denmark and particularly Bornholm, he was willing to let me have his room for preaching. When this was arranged I returned to Tain in order to preach there the same evening. A great number of people assembled. They all paid great attention, and it was exceedingly pleasing to see the order there was and their eagerness to hear the Word of God. Yet it was distressing to see so many people ignorant of the way of salvation. A meeting was appointed to be held at two o'clock in the afternoon next day. This was a most interesting meeting. There were so many people present that they could not find room in the house, but many were obliged to stand outside and listen through the windows, which were opened. Many listened with such an attention as if it was to be the last time they should hear the Word of God. Women stood in the crowd with little children in their arms. A woman who had been to the meeting the previous day came again this day. She said: “I cannot leave hearing the Word of God; my husband has threatened to beat me if I went to the meeting this day, but I will willingly take a beating if I may hear the Word of God.” She escaped however the beating that night, but about a month afterwards, when her husband came home, having heard of her Christianity, he pulled her out of bed and beat her most shamefully, intending to compel her to give up her religion; but, nevertheless, she remains firm, and abides by the truth. Having concluded, the meeting that day, the fishermen came home, and as there was a great number of them, I had to instruct them in the ways of the Lord which lasted till even. ing. I provided them with the Word of God as well as I was able, but at last our provision was exhausted. The brother who was with me was of great service to me in distributing bibles and tracts. Next day I went to the forementioned village, Allinge. A meeting was appointed to be held at two o'clock. A great number of people assembled, but they were not so noble as those at Tain. A number of seamen had agreed to stone the house and drive us out of the village, but I trusted in the strong arm of the Lord, who has promised to be with us always, and many a time I have experienced His gracious assistance. I preached therefore, without fear. They endeavored several times to make a disturbance, but I stopped and spoke to them, and the Lord gave me grace to strike them with the sword of the Spirit, so that they were not able to accomplish their evil design. But then they began to curse and swear, that the Word might not find entrance into their hardened hearts. Many were earnest hearers, among them the old seaman to whom the room belonged. Tears were seen in his eyes. In many a battle he has looked the enemy in his eyes, and he has seen many a bleeding wound which himself had made, but the blood from Golgotha melted his hard heart. This heart was pierced by the arrows of the Spirit of God. He could not bear it any longer, but went out into the field to give vent to his feelings. But before he left, he had told his wife not to take any payment for the room. Notwithstanding the rage of the enemy, I got away from the village unhurt. I returned to Tain, where I stayed till next day. The visible fruits of this journey was that two souls came to a living faith.
February 26, I arrived at Rónne. A young seaman visited me in my lodging,who was much troubled about the salvation of his soul. I spoke to him about the grace of Christ, and the Lord was pleased to open his heart and fill him with joy and peace through believing: He fell down on his knees and praised God for his great grace. Since that time he has borne testimony of the grace of God in Christ, and he has induced many young seamen to attend the meetings. He has now gone with a vessel to Iceland.
During the time I stayed at Ronne, I have preached regularly twice every Lord's day. I have also visited sinners both in houses and on board ships. The Lord has also listened to my humble prayers and graciously answered them. I also trust that the Lord will listen to the prayers of our brethren on the other side of the ocean on our behalf. A revival has commenced of late which proved a blessing, particularly to many seamen. Many of the seamen who have been awakened last winter have now got here, and are a living testimony of the grace of God among their comrades.
In the month of March I baptized twelve believers. Many have been awakened but have not been baptized, as they felt no need of baptism.
March 27 was a blessed day. I preached in the forenoon, and about dinner time I had the privilege of baptizing eight believers. It was a most glorious season, and many a hardened sinner who was present on this occasion was melted and moved to tears.
In the month of October last year, I met with a seaman at Copenhagen on board a vessel where I distributed some books. I induced him and others to attend the meetings. This winter when I was in Bornholm he was also there. In the month of March he came and visited me, and it appeared that the Lord had opened his heart. Having himself obtained mercy, he could not but tell others of it. He spoke to his comrades about the grace of God, and induced several of them to attend the meetings. He has now left with a vessel for different places. I supplied him with a number of tracts, and he will thus distribute the Word of Life wherever he goes.
In Rónne a great revival has commenced. Many read and search the Scriptures, and many give glory to God. Others revile and mock. Some are enraged with me because I preach the Gospel; they say I am come to disturb their peace.
The people of Bornholm are a rude and ignorant people, much given to drunkenness. This rudeness they often show in a fearful degree. A brother by the name of Holm was a short time ago illtreated on account of his faith in Christ. His brother-in-law came to him and seized him by his throat, threatening to strangle him because he had spoken to his wife of Christ, and she had believed. But H. having got out of his hands, his brotherin-law took a knife out of his pocket and cut him in his cheek. H. crying out, he struck him in his side, but the parents of H. coming in, the other one was obliged to leave the house, but threatened that he would be revenged either on H. or on me. He then pretended that he would hear the Word of God, and wished me to come to his house and preach, on which occasion he intended to venge himself on me. His wife, however, who knew of his wicked avenge warned me. The Lord knows how to keep us. Tribulation worketh patience. Our brethren are much strengthened in their faith, and bear testimony of the grace of God with great liberty.
In Copenhagen I have visited a number of vessels, and spoken to seamen about the Word of God. I have visited 143 vessels and preached 34 times, conducted 26 prayer meetings, distributed 70 copies of Holy Scriptures and other religious books, and in connection with other brethren I have distributed 2,000 tracts.
With this I send you the statistics of the Baptist churches in Denmark.
With affectionate regard, I remain,
Yours sincerely in Christ,
P. E. RYDING.
(The Sailor's Magazine, September 1859)
Krigene i Kina må være 1. Opiumskrig 1839-1842 eller Taipingoprøret 1850-52. 2. opiumskrig 1856-1860 kan det vel i forhold til artiklens dato næppe have været.
Peter Emil Ryding (1804-1885) var med i baptistsamfundet der i årtier forinden udfordrede statskirken og embedsværket. Fra Nordisk Kirketidende nr. 45 1839 der bragte en beskrivelse af dåben den 26. oktober 1839 ved Lundehussøen, ved vi at "Spisevært P. E. Ryding med deres koner" var blandt de første der blev voksendøbt. Han havde den 21. april 1834 åbnet en restauration i St. Gjertrudsstræde nr. 152, 1. sal (i dag). Han havde for sine "lovstridige religionsforsamlinger" fået adskilige bøder under enevælden.
I Rønne havde urmager Søren Nielsen oprettet en baptistmenighed (7 medlemmer) i 1848, inspireret af Peter Chr. Mønsters i København fra 1839. Baptistmenigheden var splittet, og Peter Emil Ryding var ledende i en anden menighedsfraktion i København med stærk tilknytning til baptistsamfundene i Hamburg og USA. Han fik oprettet en menighed på Christiansø/Ertholmene i juli 1852 hvor flere af øens beboere lod sig voksendøbe. Søren Nielsen var foruroliget over dette og advarede mod Ryding. I 1853 blev Søren Nielsen udelukket af menigheden, især fordi han var gået konkurs efter et køb af søndre Teglværk ved Søndre Landevej og kommet i gældsfængsel. Ifølge baptistlæren måtte han ikke teglværksovnen om søndagen. Senere udvandrede han til USA.
Træskomager Lars Hansen Holm (Rø) overtog kortvarigt baptistsamfundet (35 medlemmer). Det må være ham der omtales i Rydings artikel. Året efter (1854) blev københavneren Ryding forstander for menigheden i Rønne, da fæstningen Christiansø lukkede, og menigheden flyttede til Bornholm. Rønne havde i 1850'erne omkring 4.800 indbyggere. Hele Bornholm omkring 28.000.
Ryding førte en hård linje mod medlemmer som overtrådte sabbatsbrud, udeblev fra møderne eller drak. 1861 købte han et 4 fags hus i Antoniestræde til møderne. I 1880 var der 139 baptister på hele Bornholm. I 1888 byggedes et stort kapel i engelsk gotisk stil ved Lille Torv i Rønne. Nexø menighedshus blev opført 1889, Sandvig baptistkapel 1893, Hasle mødehus 1901, Nørregade 23, Allinge 1918 (lukket 1979). I 1932 havde menigheden 689 medlemmer. (Se Karl M. Kofoed: Bornholms Kirkehistorie, 1933)
Pga. en stor indvandring af svenske arbejdere til stenværket på Hammeren, voksede baptistmenigheden hurtigere i Sandvig end i Allinge, hvorfor forsamlingshuset blev bygget der i 1893. Da stenværket gik stærkt tilbage, blev det omvendt, og i 1918 købte man derfor afholdshjemmet i Allinge. Kapellet i Sandvig blev herefter kun benyttet lidt. Menigheden genvandt aldrig sin styrke. Huset Nørregade 23 i Allinge er fra 1908 og opført som afholdshjem af sømand Laurits Christian Andersen. Der var 10 gæsteværelser på loftet. Gæstgiver 1913-1918 var Johan Valdemar Nielsen. Bornholms Baptistmenighed holdt til her indtil 1979. Herefter privat beboelse. Foto Erik Nicolaisen Høy.
I august 1857 havde Ryding også en artikel i The Sailor's Magazine, der var udgivet af American Seamen’s Friend Society og blev læst af søfolk verden over. Selskabet var en del af handelsflåden, dannet 11. januar 1826 til 5. maj 1828, med det formål at “To improve the social and moral condition of seamen, by uniting the efforts of the wise and good in their behalf; by promoting in every port boarding houses of good character, savings banks, register offices, libraries, museums, reading rooms and schools; and also the ministrations of the gospel, and other religious blessings.”
Det indebar bl.a. oprettelse af gode gæstgiverier, læsestuer og biblioteker, banker, skoler. Samt afholdelse af bønnemøder, uddeling af bibler, traktater og magasiner. I 1842 etableredes det første sømandshjem ved East River for 300 søfolk. Det lukkede i 1903 pga. Manhattan Bridge og genopstod 1908 som Sailor’s Home and Institute at the corner of West and Jane Streets. Selskabet ophørte med at eksistere efter en lang nedgangsperiode omkring 1986.
