22 juli 2021

Da Baptismen kom til Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående artikel stammer fra en af grundlæggerne af baptismen i Danmark, Peter Emil Ryding. Han var også kendt internationalt og skrev bl.a. artikler for The Sailor's Magazine som var et blad for sømænd. Ryding fortæller om sin virksomhed på Bornholm, nærmere bestemt Nordbornholm i området Tejn-Allinge. 

Oversættelse til dansk (spring til den originale engelske udgave nedenfor). Nogle af episoderne findes også i andre engelske baptistiske tidsskrifter:

Min kære broder: "Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, som ifølge hans store barmhjertighed har født os igen til et levende håb ved Kristus."

Jeg takker dig for dit Brev af 9. Marts og den bog du sendte mig. Bogen og brevet du sendte til broderen Rymker, er blevet sendt til ham.

I midten af januar tog jeg til de sydlige dele af Bornholm. Den 15. og 16. var jeg i en by ved navn Nexø, hvor jeg arbejdede blandt søfolk. Jeg holdt tre møder der. De synlige frugter af dette arbejde var at fire stakkels syndere blev grebet af Herrens ånd og blev ført til sand omvendelse på grund af deres synder. Siden har de konstant besøgt møderne. Adskillige andre blev ramt i deres hjerter af åndens sværd, men det har endnu ikke frembragt omvendelsens frugter. Jeg besøgte flere steder og talte om Herrens nåde. Sådan fortsatte jeg indtil jeg nåede Rønne hvor jeg arbejdede til den 22. februar.

22. februar gik jeg med en anden bror mod den nordlige del af øen. Evangeliet er ikke blevet forkyndt der før. Disse stakkels mennesker har ikke lært andet end rationalisme og filosofi, som prædikes af statskirkens vise mænd, og dette tomme bedrag holder deres sjæle i uvidenhedens mørke. Det første sted vi besøgte var Tejn. Jeg gik ind i huset hos en bror, som er nyligt kommet fra Amerika. Vi skulle indlogere hos hans forældre, og der blev aftalt et møde der skulle holdes. Jeg lagde så en plan for vores operationer og sendte broderen som fulgte mig, ud med bøger, og for at invitere syndere til at besøge mig på mit logi. For dem der kom, pegede jeg på Guds ord. Næste dag besøgte vi nabolandsbyen kaldet Allinge, for at aftale et møde da jeg to dage senere havde til hensigt at holde et møde der. Jeg besøgte nogle af deres huse og bad dem om at lade mig få et værelse at prædike i, men alle nægtede. Til sidst fandt jeg en husholder tæt ved havet som søfolk frekventerede; han var villig til at leje mig et stort værelse som bruges som danserum. Denne mand har i mange år været søfarende. I fjorten år har han gjort tjeneste i den engelske flåde og var i den engelske tjeneste under den sidste krig i Kina, hvor han fik et sår i foden, hvorfor han vendte tilbage til sit fødested, Allinge på Bornholm. Efter at have set religionsfriheden i England som er så fremmed for Danmark og især Bornholm, var han villig til at lade mig få sit lokale til at prædike. Da dette var arrangeret, vendte jeg tilbage til Tejn for at prædike der samme aften. Et stort antal mennesker var samlet. De var alle meget opmærksomme, og det var overordentlig glædeligt at se den orden der var, og deres iver efter at høre Guds ord. Alligevel var det foruroligende at se så mange mennesker uvidende om frelsens vej. Der blev aftalt et møde, der skulle afholdes klokken to om eftermiddagen næste dag. Dette var et meget interessant møde. Der var så mange mennesker tilstede at de ikke kunne finde plads i huset, men mange var nødt til at stå udenfor og lytte gennem vinduerne som blev åbnet. Mange lyttede med en sådan opmærksomhed som om det var sidste gang de skulle høre Guds ord. Kvinder stod i mængden med små børn i armene. En kvinde der havde været til mødet dagen før, kom igen denne dag. Hun sagde: "Jeg kan ikke lade være med at høre Guds ord; min mand har truet med at slå mig, hvis jeg gik til mødet i dag, men jeg vil gerne tage et tæsk, hvis jeg må høre Guds ord." Hun slap dog for tæsk den nat, men omkring en måned efter da hendes mand kom hjem, efter at have hørt om hendes kristendom, trak han hende ud af sengen og slog hende på det mest skammelige, i den hensigt at tvinge hende til at opgive sin religion; men ikke desto mindre forbliver hun fast og holder sig til sandheden. Efter at have afsluttet mødet den dag, kom fiskerne hjem, og da der var et stort antal af dem, måtte jeg instruere dem i Herrens veje, som varede indtil aften. Jeg forsynede dem Guds ord så godt jeg var i stand til, men til sidst var vores forsyning opbrugt. Broderen der var sammen med mig, var til stor tjeneste for mig ved uddeling af bibler og traktater. Næste dag tog jeg til den førnævnte landsby Allinge. Der blev aftalt et møde, der skulle afholdes klokken to. Et stort antal mennesker var samlet, men de var ikke så ædle som dem i Tejn. En række sømænd havde sagt ja til at stene huset og drive os ud af landsbyen, men jeg stolede på Herrens stærke arm, som har lovet at være med os altid, og mange gange har jeg oplevet hans nådige bistand. Jeg prædikede derfor uden frygt. De forsøgte flere gange at forstyrre, men jeg standsede og talte til dem, og Herren gav mig nåde til at ramme dem med Åndens sværd, så de ikke var i stand til at gennemføre deres onde plan. Men så begyndte de at bande og sværge at Ordet ikke skulle finde indgang i deres forhærdede hjerter. Mange var alvorlige tilhørere, blandt dem den gamle sømand som værelset tilhørte. Tårer blev set i hans øjne. I mange kampe har han set fjenden i øjnene, og han har set mange blødende sår, som han selv havde lavet, men blodet fra Golgata smeltede hans hårde hjerte. Dette hjerte blev gennemboret af Guds Ånds pile. Han kunne ikke holde det ud længere, men gik ud på marken for at give luft til sine følelser. Men inden han gik, havde han sagt til sin kone at hun ikke måtte tage imod betaling for værelset. På trods af fjendens raseri kom jeg uskadt væk fra landsbyen. Jeg vendte tilbage til Tejn, hvor jeg blev til næste dag. De synlige frugter af denne rejse var, at to sjæle kom til en levende tro.

26. februar ankom jeg til Rønne. En ung sømand besøgte mig i mit logi, han var meget bekymret over sin sjæls frelse. Jeg talte til ham om Kristi nåde, og Herren behagede at åbne hans hjerte og fylde ham med glæde og fred ved at tro: Han faldt på knæ og priste Gud for hans store nåde. Siden den tid har han båret vidnesbyrd om Guds nåde i Kristus, og han har fået mange unge sømænd til at deltage i møderne. Han er nu rejst med et fartøj til Island.

I den tid jeg opholdt mig i Rønne, har jeg prædiket regelmæssigt to gange hver Herrens dag. Jeg har også besøgt syndere både i huse og ombord på skibe. Herren har også lyttet til mine ydmyge bønner og elskværdigt besvaret dem. Jeg stoler også på, at Herren vil lytte til vore brødres bønner på den anden side af havet på vores vegne. En vækkelse er begyndt for sent, som viste sig at være en velsignelse, især for mange sømænd. Mange af de sømænd, der er blevet vækket sidste vinter, er nu kommet hertil og er et levende vidnesbyrd om Guds nåde blandt deres kammerater.

I marts måned døbte jeg tolv troende. Mange er blevet vækket, men er ikke blevet døbt da de ikke følte noget behov for dåb.

Den 27. marts var en velsignet dag. Jeg prædikede om formiddagen, og ved middagstid havde jeg det privilegium at døbe otte troende. Det var en storslået årstid, og mangen en forhærdet synder, der var til stede ved denne lejlighed, blev smeltet og rørt til tårer.

I oktober måned sidste år mødtes jeg med en sømand i København om bord på et fartøj, hvor jeg delte nogle bøger ud. Jeg fik ham og andre til at deltage i møderne. I vinter da jeg var på Bornholm, var han der også. I marts måned kom han og besøgte mig, og det så ud til, at Herren havde åbnet hans hjerte. Da han selv havde opnået nåde, kunne han ikke andet end at fortælle andre om det. Han talte til sine kammerater om Guds nåde og fik flere af dem til at deltage i møderne. Han er nu rejst med et fartøj til forskellige steder. Jeg forsynede ham med en række traktater, og han vil således distribuere Livets Ord, hvor end han går.

I Rønne er en stor vækkelse begyndt. Mange læser og ransager i Skriften, og mange giver Gud ære. Andre håner og håner. Nogle er rasende på mig, fordi jeg forkynder evangeliet; de siger, at jeg er kommet for at forstyrre deres fred.

Bornholmerne er et brutalt og uvidende folk, meget præget af drukkenskab. Denne brutalitet viser de ofte i en frygtelig grad. En broder ved navn Holm blev for kort tid siden mishandlet på grund af sin tro på Kristus. Hans svoger kom til ham og greb ham i halsen og truede med at kvæle ham, fordi han havde talt til sin kone om Kristus, og hun havde troet. Men da H. var kommet ud af sine hænder, tog hans svoger en kniv op af lommen og skar ham i kinden. H. råbte, han slog ham i siden, men forældrene til H., der kom ind, var den anden nødt til at forlade huset, men truede med, at han ville hævnes enten på H. eller på mig. Han lod da som om han ville høre Guds Ord, og ønskede at jeg skulle komme til hans hus og prædike, ved hvilken lejlighed han agtede at hævne sig på mig. Men hans kone som kendte til hans onde hævn, advarede mig. Herren ved, hvordan han skal bevare os. Trængsel virker tålmodighed. Vores brødre er meget styrket i deres tro og bærer vidnesbyrd om Guds nåde med stor frihed.

I København har jeg besøgt en række fartøjer og talt med sømænd om Guds ord. Jeg har besøgt 143 fartøjer og prædiket 34 gange, afholdt 26 bønnemøder, uddelt 70 eksemplarer af hellige skrifter og andre religiøse bøger, og i forbindelse med andre brødre har jeg uddelt 2.000 traktater.

Hermed sender jeg dig statistik over baptistkirkerne i Danmark.

   Med kærlig respekt forbliver jeg,

           Med venlig hilsen i Kristus,

Rev. P. E. Ryding, Sailor Missionary.

My dear Brother: "Blessed be the God and Father of our Lord Jesus Christ, who according to Ilis abundant mercy has begotten us again to a lively hope through Christ."

I thank you for your letter of the 9th March, and the book you sent me. The book and letter you sent to brother Rymker has been sent him.

In the middle of January I went to the Southern parts of Bornholm. On the 15th and 16th I was at a town called Nexo, where I labored among seamen. I held three meetings there. The visible fruits of these labors were, that four poor sinners were seized by the Spirit of the Lord, and were led to true repentance on account of their sins. Since then they have constantly visited the meetings. Several others were pierced in their hearts by the sword of the Spirit, but who have not yet brought forth fruits of repentance. I visited several places and spoke about the grace of the Lord. Thus I continued till I reached Ronne, where I labored till the 22d February.

February 22d I went with another brother towards the north of the island. The Gospel has not been preached there before. These poor people have learned nothing but rationalism and philosophy which is preached by the wise men of the State Church, and this empty imposture keeps their souls in the darkness of ignorance. The first place we visited was Tain. I went into the house of a brother who is newly come from America. We were to lodge with his parents, and a meeting was appointed to be held there. I then laid a plan for our operations, and sent the brother who accompanied me out with books, and to invite sinners to visit me at my lodging. Those who came I pointed to the Word of God. Next day we visited the neighboring village, called Allinge, in order to appoint a meeting, as I intended two days later to hold a meeting there. I visited some of their houses and asked them to let me have a room to preach in, but all refused. At length I found a public house keeper, near the sea, where seamen frequented; he was willing to rent me a large room which is used as a dancing room. This man has for many years been a seafaring man. For fourteen years he has served in the English navy, and was in the English service during the late war in China, where he received a wound in his foot, on account of which he returned to his native place, Allinge on Bornholm. Having seen the religious liberty in England, which is so foreign to Denmark and particularly Bornholm, he was willing to let me have his room for preaching. When this was arranged I returned to Tain in order to preach there the same evening. A great number of people assembled. They all paid great attention, and it was exceedingly pleasing to see the order there was and their eagerness to hear the Word of God. Yet it was distressing to see so many people ignorant of the way of salvation. A meeting was appointed to be held at two o'clock in the afternoon next day. This was a most interesting meeting. There were so many people present that they could not find room in the house, but many were obliged to stand outside and listen through the windows, which were opened. Many listened with such an attention as if it was to be the last time they should hear the Word of God. Women stood in the crowd with little children in their arms. A woman who had been to the meeting the previous day came again this day. She said: “I cannot leave hearing the Word of God; my husband has threatened to beat me if I went to the meeting this day, but I will willingly take a beating if I may hear the Word of God.” She escaped however the beating that night, but about a month afterwards, when her husband came home, having heard of her Christianity, he pulled her out of bed and beat her most shamefully, intending to compel her to give up her religion; but, nevertheless, she remains firm, and abides by the truth. Having concluded, the meeting that day, the fishermen came home, and as there was a great number of them, I had to instruct them in the ways of the Lord which lasted till even. ing. I provided them with the Word of God as well as I was able, but at last our provision was exhausted. The brother who was with me was of great service to me in distributing bibles and tracts. Next day I went to the forementioned village, Allinge. A meeting was appointed to be held at two o'clock. A great number of people assembled, but they were not so noble as those at Tain. A number of seamen had agreed to stone the house and drive us out of the village, but I trusted in the strong arm of the Lord, who has promised to be with us always, and many a time I have experienced His gracious assistance. I preached therefore, without fear. They endeavored several times to make a disturbance, but I stopped and spoke to them, and the Lord gave me grace to strike them with the sword of the Spirit, so that they were not able to accomplish their evil design. But then they began to curse and swear, that the Word might not find entrance into their hardened hearts. Many were earnest hearers, among them the old seaman to whom the room belonged. Tears were seen in his eyes. In many a battle he has looked the enemy in his eyes, and he has seen many a bleeding wound which himself had made, but the blood from Golgotha melted his hard heart. This heart was pierced by the arrows of the Spirit of God. He could not bear it any longer, but went out into the field to give vent to his feelings. But before he left, he had told his wife not to take any payment for the room. Notwithstanding the rage of the enemy, I got away from the village unhurt. I returned to Tain, where I stayed till next day. The visible fruits of this journey was that two souls came to a living faith.

February 26, I arrived at Rónne. A young seaman visited me in my lodging,who was much troubled about the salvation of his soul. I spoke to him about the grace of Christ, and the Lord was pleased to open his heart and fill him with joy and peace through believing: He fell down on his knees and praised God for his great grace. Since that time he has borne testimony of the grace of God in Christ, and he has induced many young seamen to attend the meetings. He has now gone with a vessel to Iceland.

During the time I stayed at Ronne, I have preached regularly twice every Lord's day. I have also visited sinners both in houses and on board ships. The Lord has also listened to my humble prayers and graciously answered them. I also trust that the Lord will listen to the prayers of our brethren on the other side of the ocean on our behalf. A revival has commenced of late which proved a blessing, particularly to many seamen. Many of the seamen who have been awakened last winter have now got here, and are a living testimony of the grace of God among their comrades.

In the month of March I baptized twelve believers. Many have been awakened but have not been baptized, as they felt no need of baptism.

March 27 was a blessed day. I preached in the forenoon, and about dinner time I had the privilege of baptizing eight believers. It was a most glorious season, and many a hardened sinner who was present on this occasion was melted and moved to tears.

In the month of October last year, I met with a seaman at Copenhagen on board a vessel where I distributed some books. I induced him and others to attend the meetings. This winter when I was in Bornholm he was also there. In the month of March he came and visited me, and it appeared that the Lord had opened his heart. Having himself obtained mercy, he could not but tell others of it. He spoke to his comrades about the grace of God, and induced several of them to attend the meetings. He has now left with a vessel for different places. I supplied him with a number of tracts, and he will thus distribute the Word of Life wherever he goes.

In Rónne a great revival has commenced. Many read and search the Scriptures, and many give glory to God. Others revile and mock. Some are enraged with me because I preach the Gospel; they say I am come to disturb their peace.

The people of Bornholm are a rude and ignorant people, much given to drunkenness. This rudeness they often show in a fearful degree. A brother by the name of Holm was a short time ago illtreated on account of his faith in Christ. His brother-in-law came to him and seized him by his throat, threatening to strangle him because he had spoken to his wife of Christ, and she had believed. But H. having got out of his hands, his brotherin-law took a knife out of his pocket and cut him in his cheek. H. crying out, he struck him in his side, but the parents of H. coming in, the other one was obliged to leave the house, but threatened that he would be revenged either on H. or on me. He then pretended that he would hear the Word of God, and wished me to come to his house and preach, on which occasion he intended to venge himself on me. His wife, however, who knew of his wicked avenge warned me. The Lord knows how to keep us. Tribulation worketh patience. Our brethren are much strengthened in their faith, and bear testimony of the grace of God with great liberty.

In Copenhagen I have visited a number of vessels, and spoken to seamen about the Word of God. I have visited 143 vessels and preached 34 times, conducted 26 prayer meetings, distributed 70 copies of Holy Scriptures and other religious books, and in connection with other brethren I have distributed 2,000 tracts.

With this I send you the statistics of the Baptist churches in Denmark. 

  With affectionate regard, I remain, 

          Yours sincerely in Christ, 

                      P. E. RYDING. 

(The Sailor's Magazine, September 1859)


Krigene i Kina må være 1. Opiumskrig 1839-1842 eller Taipingoprøret 1850-52. 2. opiumskrig 1856-1860 kan det vel i forhold til artiklens dato næppe have været.

Peter Emil Ryding (1804-1885) var med i baptistsamfundet der i årtier forinden udfordrede statskirken og embedsværket. Fra Nordisk Kirketidende nr. 45 1839 der bragte en beskrivelse af dåben den 26. oktober 1839 ved Lundehussøen, ved vi at "Spisevært P. E. Ryding med deres koner" var blandt de første der blev voksendøbt. Han havde den 21. april 1834 åbnet en restauration i St. Gjertrudsstræde nr. 152, 1. sal (i dag). Han havde for sine "lovstridige religionsforsamlinger" fået adskilige bøder under enevælden.

Af Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 26. september 1834 fremgår at det ikke just var guds ord som spisevært P. E. Ryding serverede i Skt. Gertruds Stræde i København. Sankt Gertruds Stræde 5/ Rosenborggade 4-8 er opført 1889, og Rydings spiserestaurant kan således ikke længere ses.

I Rønne havde urmager Søren Nielsen oprettet en baptistmenighed (7 medlemmer) i 1848, inspireret af Peter Chr. Mønsters i København fra 1839. Baptistmenigheden var splittet, og Peter Emil Ryding var ledende i en anden menighedsfraktion i København med stærk tilknytning til baptistsamfundene i Hamburg og USA. Han fik oprettet en menighed på Christiansø/Ertholmene i juli 1852 hvor flere af øens beboere lod sig voksendøbe. Søren Nielsen var foruroliget over dette og advarede mod Ryding. I 1853 blev Søren Nielsen udelukket af menigheden, især fordi han var gået konkurs efter et køb af søndre Teglværk ved Søndre Landevej og kommet i gældsfængsel. Ifølge baptistlæren måtte han ikke teglværksovnen om søndagen. Senere udvandrede han til USA. 

Træskomager Lars Hansen Holm (Rø) overtog kortvarigt baptistsamfundet (35 medlemmer). Det må være ham der omtales i Rydings artikel. Året efter (1854) blev københavneren Ryding forstander for menigheden i Rønne, da fæstningen Christiansø lukkede, og menigheden flyttede til Bornholm. Rønne havde i 1850'erne omkring 4.800 indbyggere. Hele Bornholm omkring 28.000. 

Ryding førte en hård linje mod medlemmer som overtrådte sabbatsbrud, udeblev fra møderne eller drak. 1861 købte han et 4 fags hus i Antoniestræde til møderne. I 1880 var der 139 baptister på hele Bornholm. I 1888 byggedes et stort kapel i engelsk gotisk stil ved Lille Torv i Rønne. Nexø menighedshus blev opført 1889, Sandvig baptistkapel 1893, Hasle mødehus 1901, Nørregade 23, Allinge 1918 (lukket 1979). I 1932 havde menigheden 689 medlemmer. (Se Karl M. Kofoed: Bornholms Kirkehistorie, 1933)

Pga. en stor indvandring af svenske arbejdere til stenværket på Hammeren, voksede baptistmenigheden hurtigere i Sandvig end i Allinge, hvorfor forsamlingshuset blev bygget der i 1893. Da stenværket gik stærkt tilbage, blev det omvendt, og i 1918 købte man derfor afholdshjemmet i Allinge. Kapellet i Sandvig blev herefter kun benyttet lidt. Menigheden genvandt aldrig sin styrke. Huset Nørregade 23 i Allinge er fra 1908 og opført som afholdshjem af sømand Laurits Christian Andersen. Der var 10 gæsteværelser på loftet. Gæstgiver 1913-1918 var Johan Valdemar Nielsen. Bornholms Baptistmenighed holdt til her indtil 1979. Herefter privat beboelse. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I august 1857 havde Ryding også en artikel i The Sailor's Magazine, der var udgivet af American Seamen’s Friend Society og blev læst af søfolk verden over. Selskabet var en del af handelsflåden, dannet 11. januar 1826 til 5. maj 1828, med det formål at “To improve the social and moral condition of seamen, by uniting the efforts of the wise and good in their behalf; by promoting in every port boarding houses of good character, savings banks, register offices, libraries, museums, reading rooms and schools; and also the ministrations of the gospel, and other religious blessings.”

Det indebar bl.a. oprettelse af gode gæstgiverier, læsestuer og biblioteker, banker, skoler. Samt afholdelse af bønnemøder, uddeling af bibler, traktater og magasiner. I 1842 etableredes det første sømandshjem ved East River for 300 søfolk. Det lukkede i 1903 pga. Manhattan Bridge og genopstod 1908 som Sailor’s Home and Institute at the corner of West and Jane Streets. Selskabet ophørte med at eksistere efter en lang nedgangsperiode omkring 1986.

Generalfiskalen mod Literatus Johan Jørgensen-Jomtou. (Efterskrift til Politivennen)

Jomtou havde gjort sig bemærket ved i I Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 20. januar 1843 at gøre op med  opfattelsen af Ulfeld som forræder. Han anvendte nu udtryk som "en stor historisk Characteer, der, med hædrende Udmærkelse, har repræsenteret sin Konge ved de vigtigste Hoffer; mere end 20 Aar staaet ved Statsroret, og med 6,000 Svenske, som ved et Trylleslag, indtaget et heelt Kongerige ..."

Johan Jørgensen Jomtou (1791-1866) var udlært væversvend fra Maribo. Gennem læsning gjorde han sig offentligt kendt under indflydelse af J.-J. Rousseau og J. F. Struensee. Han tog juridisk eksamen 1818, men blev i stedet skønlitterær forfatter, skrev i dagbladene, udgav tidsskrifter og bestyrede en tid et skriftstøberi. 1833 fik han understøttelse af det Reiersenske fond til studierejse. Arveprins Christian Frederik brugte han som  uofficiel rådgiver og af ham fik han en årlig understøttelse. Da Christian VIII døde, forsvandt hans økonomiske støtte. Han udgav skrifter om Struensee (1852) og Caroline Mathilde (1856). I 1860 blev han idømt fængselsstraf for fornærmelser mod Frederik VII. 


Under en af Kriminal- og Politiretten den 27de August paakjendt Actionssag tiltaltes Literatus Johan Jørgensen Jomtou, ifølge Justitsministeriets Skrivelse af 2den Mai sidstleden til Straf og Undgjældelse efter Lov om Pressens Brug af 3die Januar 1851 § 6 for Indholdet af en i Nr. 15 af Bladet "Rappee" for den 9de April næstforhen indrykker Artikel med Overskrift: "Forrige Tid og Nuomstunder" og underskreven med Tiltaltes Navn. Ligesom det maatte ansees utvivlsomt, at flere af de i den inkrimerede Artikel indeholdte Sætninger, saavel efter Ordenes naturligt Betydning, som efter Tiltaltes Forklaring af samme, indeholde forhaanende Domme og Yttringer om Kongen og tillige omtale hans Person paa en fornærmende Maade, saaledes kunde det ikke tjene Tiltalte til at frie ham for Ansvar, at han, som af ham anført, deels kun har udtalt hvad der efter hans Overbevisning var Sandhed, og dels har anført hvad der var meddelt ham af Andre, og det fa an, eget mindre, som han har erkjendt, at han ved den i Artiklen indeholdte yderligere Udvikling af disses Yttringer har gjort dem til sine egne, idet han ansaae dem for at være, som han udtrykker sig, historisk Sandhed, i hvilken Henseende det ogsaa bemærkedes, at Tiltalte ligeledes har erkjendt, at hvad han i de foranførte Henseender har anført som historisk Sandhed, ikke stiller den nuregerende Konge fordelagtig ligeoverfor hans to sidste Forgængere. Tiltalte - der er i en Alder af 68 Aar og under en imod ham for Overtrædelse af Frdn. 28de Decbr. 1792 anlagt Sag ved Høiesterets Dom af 24de Octbr. 1821 frifunden for Aktors videre Tiltale, men forøvrigt ikke funden overgaaet nogen kriminel Dom - blev anseet efter den ovennævnte Lovbestemmelse med Straf af Fængsel efter Omstændighederne i 4 Maaneder, hvorhos efter samme Lovs § 12 det ommeldte Nummer af Bladet "Rappee" bliver at konfiskere. Tiltalte tilpligtedes derhos at udrede de af Aktionen flydende Omkostninger, derunder 30 Rd i Salær til Generalfiscalen.

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 1. september 1859)


J. J. Jomtou. Illustration fra "Diorama" (1858).

Den bekjendte Literatus Jørgensen-Jomtou, Kong Christian den Ottendes personlige Ven og Raadgiver i Lovgivningssager, er i disse Dage bleven dømt til 4 Maaneders Fængsel af Landsover- samt Hof- og Stadsretten i en Pressesag. I forskjellige Artikler i et af de smaa illustrerede Blade havde han nemlig fremført endel fornærmelige og mindre passende Yttringer om vor nuværende Konge og paa en mindre smuk Maade sammenlignet Allerhøjstsamme med hans to Forgængere. Som en Følge heraf blev der af det Offentlige anlagt Sag imod ham. Jørgensen-Jomtou forsvarede sig med, at hvad han havde ytret, var historisk Sandhed, men selv om Retten havde været af samme Mening som Jomtou, at han var særlig kvalificeret og berettiget til at tale i Historiens Navn, og at hans Udsagn skulde gaa og gjælde for ægte historiske Sandheder, vilde det ikke kunne have hjulpet ham, da enhver Fornærmelse mod Kongen er strafbar ifølge Presseloven uden Hensyn til, om den er bevislig eller ikke; der maa aldeles intet Bevis føres for dens Sandhed eller ikke-Sandhed. Den samme Forret nyde Dronningen, Enkedronningen og Tronfølgeren. Straffens højeste Grad er Fængsel paa 2 Aar, den mindste Grad 3 Maaneders Fængsel. Jørgensen Jomtou slap altsaa temmelig mildt. (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 6. september 1859).


Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten: Dom i Sagen: Generalfiskalen imod Tiltalte Johan Jørgensen Jomtou, afsagt af Kjøbenhavns Criminal- og Politiret den 27de Marts 1860.

Ifølge Justitsministeriets Skrivelse af 15de October f. A tiltales Tiltalte Johan Jørgensen Jomtou til Straf og Undgjældelse efter Lov 3die Januar 1851 6 for i Nr. 38, 39, 40 og 41 af Bladet "Rappee" for forrige Aar at have under Overskriften: Indlægene i Sagen om Artiklen i Nr. 16 "Forrige Tid og Nuomstunder", publiceret under sit Navn nogle af de Yttringer, for hvilke han ved Rettens Dom af 27de August sidstleden er i Henhold til den anførte Lovbestemmelse bleven idømt 4 Maaneders Fængsel. Da det nu ved den af Tiltalte afgivne Tilstaaelse og de iøvrigt fremkomne Oplysninger er godtgjort, at han i bemeldte Numere af det omhandlede Blad har ladet indrykke et af ham under den forrige Sag fremlagt Indlæg, i hvilket, navnlig i den Del af samme, som findes i Nr. 40 og 41, indeholdes de væsenligste af de Ytringer, for hvilke han ved den ommeldte Dom er anseet med den ovennævnte Straf , og da det saa meget mindre vil kunne tjene til at frie ham for Ansvar, at de paaklagede Yttringer indeholdes i et af ham affattet Forsvarsskrift, hvilket han har anseet sig berettiget til at offenliggjøre, som de ere ansete strafbare ved en usvækket Dom, vil han, der ikke kan antages at have handlet i en utilregnelig Tilstand og tidligere er dømt som anført, nu være at ansee efter den ovenciterede Lovbestemmelse med Fængsel efter Omstændighederne i 4 Maaneder, hvorhos de 2 sidstnævnte Numere af det berørte Blad i Medfør af samme Lovs 8 12 ville være af confiskere, ligesom han og vil have at udrede Actionens Omkostninger, derunder Salairer til Generalfiskalen 30 Rdl. og til Defensor, Procurator Alberti 10 Rdl Sagførelsen har været forsvarlig.

(Fædrelandet 29. marts 1860).


- Der klages ofte, siger "DM.", over, at "Originalerne" forsvinde, at de døe ud efterhaanden, og at der ingen nye kommer i deres Sted. Er denne Klage berettiget, saa indeholder den en Opfordring til at behandle de faa Exemplarer af denne Art, hvorover Samtiden kan glæde sig, med nogen Skaansomhed, og dette er Grunden til, at vi her tillade os at nedlægge en Forbøn for en Collega i det literaire Fag, Hr. Literatus Johan Jørgensen Jomtou, hos HS. Exellence Justitsministeren.

Jørgensen Jomtou var en af de besynderlige Personer, som nøde Kong Christian den Ottendes særlige Fortrolighed. Den dannede og begavede Monark, der af Hestehandler Nathanson lod sig belære om Folkestemningen, gav sig meget af med Jørgensen Jomtou, lod ham udarbejde Love om Skolevæsen og Criminalvæsen, sendte ham paa Rejser med Anbefalinger til høitstaaende Mænd og behandlede ham i det Hele som en værdifuld Raadgiver. Jørgensen Jomtou synes ikke at have misbrugt Kongens Yndest, men tvertimod at have viist en ualmindelig Uegennyttighed; derimod har det krænket ham, at Kong Frederik den Syvende ikke skjænker ham den samme Fortrolighed, og navnlig, at man har forholdt ham endeel Manuskripter - man mindes Trops værdifulde Manuskripter! - , og under Indtrykket af denne Krænkelse har han skrevet saa lange og saa ofte, at han endelig er kommen til at forbryde sig imod HS. Maj. Kongens Person og Presselovens § 6. Høiesteret har den 21. Mai dømt ham til tre Maaneders Fængsel for en Artikel i Bladet "Rappee", og efter de danske og tydske Kvad, hvori den Domfældtes Venner have givet deres Følelser Luft i "Avertissmentstidenden", maae vi antage, at Jørgensen Jomtou allerede har tiltraadt sit Fængsel.

Vi tillade os at nedlægge en Forbøn for ham, og vi haabe, at vore Colleger i Pressen ville slutte sig til os i Bestræbelsen for at udvirke en Benaadning Imod den fældede Dom skulle vi ikke vove nogen Indsigelse; den er ganske sikkert retfærdig, men gjennemlæser man den incriminerede Artikel, vil man vist nok finde, at den i subjektiv Strafværdighed staaer under Meget af det, som Lovens Arm ikke har kunnet naae, og vi kunne sige for sikkert, at den ikke har svækket Folkets Agtelse for eller Kjærlighed til Kongen. Det synes os klart, at Jørgensen Jomtou lider af en Monomani, og da Hs. Maj Kongen personlig vistnok ikke har følt sig fornærmet ved hans Yttringer, vilde Justitsministeren neppe hos Allerhøistsamme finde et uvilligt Øre for en Indstilling om al frilagt den gamle Mand for Resten af hans Fængselstid.

(Dannevirke 13. juni 1860).


Et rygte om at Jomtou var løsladt midt juni 1860 er formentlig usandt. I august 1860 skrev flere aviser at han nu skulle sidde 7 måneder i fængsel..

Kjøbenhavns 3die Valgkreds. Som bekjendt har Justitsraad O. Müller nedlagt sit Mandat som Folkethingsmand for Kjøbenhavns 3die Valgkreds. Blandt de Kandidater, der agte at stille sig her til Valg, befinder sig ogsaa den bekjendte Literat Jørgensen-Jomtou. Han er, som man veed, en af de besynderlige Personer, som Christian VIII. trak frem fra borgerlige Stillinger til en Virksomhed, der ikke passede for dem, men kun tjente til en indgive dem den Mening, at de vare noget  Andet og Mere end de virkelig vare. Da Christian VIII, døde, forsvandt naturligviis disse besynderlige Raadgivere fra den politiske Horizont og mellem dem Jørgensen-Jomtou. Han gjorde imidlertid Fordring paa en Pension og Godtgjørelse for præsterede Arbeider, og da han fik Afslag, blev han bitter og hævede gjentagne Gange Christian VIIIdes Regering paa Frederik VIIdes Bekostning, indtil han tilsidst for nogle i en Artikel i Bladet "Rappee" indeholdte usømmelige Udtryk imod HS. Majestæt idømtes Fængselsstraf. Hans Ansøgning om faae denne lempet har faaet Afslag; men han har strax indgivet en ny og er saaledes endnu paa fri Fod. Efterat Dommen er faldet, have hans virkelige eller foregivne Venner fyldt Bladene, og navnlig "Avertissementstidenden", med Avertissementer til hans Priis, og blandt Andet indeholdt det nævnte Blad forleden Dag en versificeret tydsk Opfordring, undertegnet C., til Hr. Jørgensen-Jomtou om at stille sig til Valg til Folkethinget. Opfordringen er blevet opfattet (og har maaskee ogsaa været meent) i ramme Alvor og Hr. Jørgensen-Jomtou (nu snart 70 Aar) gaaer i disse Dage rundt hos flere af Valgkredsens Borgere, for at formaae dem til at være hans Stillere. Man føler virkelig Medlidenhed med den gamle Mand, der, trods Alt, ikke kan slaae den Tanke af Hovedet, at han er født Statsmand. Hans Liv har formedelst den Maade, hvorpaa han er bleven trukken fra en simpel, ukjendt Stilling af den, med al sin Dannelse, Iidet statskloge eller skarptseende Christian VIII., været rigt paa Skuffelser og han vil ved at stille sig til Valg til Folkethinget berede sig en ny. Men det tør vel med temmelig stor Sikkerhed forudsættes, at han ingen Stillere vil finde.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 28. august 1860)


Jomtou begyndte afsoningen af sin 3 måneders straf i slutningen af august 1860 i Slutteriet. Ifølge visse aviser skal han være set gå frit på gaden i november 1860. Frederik 7. nedsatte den 30. august 1861 højesteretsstraffen af 19. december 1860 fra 4 til 2 måneder.

Af de få domme for majestætsfornærmelse kan nævnes: I 1854 havde Peter Harald Jensen lavet er digt til et Tivoliprogram. Han blev dømt til 3 måneders fængsel for majestætsfornærmelse. Hvis man kun læste forbogstaverne i hver linje, stod der: "Gid Satan havde Kongen ... som har tyvstjålet Grundloven". I en artikel i Social-Demokraten 15. juli 1909 var en fortegnelse over de 17 sager med majestætsfornærmelser i perioden 1873-1904. 

Se også J. J. Jomtou: Generalfiskalen imod Johan Jørgensen Jomtou (1859).
Kiøbenhavn og Kiøbenhavnerne. (1856)
Diorama. (1858)
Forslag til Rigsdagen: Om Kjøbenhavns Politie. (1860)

Slagsmaal paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Et gyseligt Slagsmaal imellem Civile og tydske Soldater fandt i Søndags Aftes Sted paa en Dandsebod paa Kjøbenhavns Nørrebro. Anledningen dertil paastaaes at være given af Soldaterne. Midt under Slagsmalet stormede endeel af de Civile udenfor, hvor de ved Døren, bevæbnede med afbrudte Bord- og Stolebeen samt med Knipler og Knive, modtoge Soldaterne, som roligt En efter Anden kom ud af Huset og ikke her satte sig til Modværge, med saadanne Dommedagsslag, at man maa undres over, at ikke flere af dem bleve liggende paa Pladsen i deres strømmeviis flydende Blod; dog blev en Undercorporal af 16de Bataillon forslaaet i den Grad, at han saa godt som livløs maatte bringes til en lige overfor boende Barbeer for at forbindes, men man antog, at han efter denne Behandling vilde udaande sit Liv. Under Slagsmaalet stillede en Sømand, paa hvem de øvrige Civile ogsaa syntes at være opbragte, sig med Rygstod imod Huset og med en dragen Kniv, som han svingede med et saadant Raseri, at Ingen vovede at nærme sig ham. Endelig ankom en Capitain, der befalede Soldaterne at forføie sig bort. Streng Undersøgelse af det Passerede vil upaatvivleligt blive indledet. (Tid.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. september 1859)

Affæren beskrives kun i få provinsaviser. Hvad der menes med "tydske soldater" er usikkert. Der var på daværende tidspunkt ikke tyske soldater i København. Derimod soldater fra Slesvig og Holsten.

21 juli 2021

Afhjælpning af Vandmangel. (Efterskrift til Politivennen)

Afhjælpning af Vandmangel.

Den Fare, hvormed den bestandig tiltagende Vandmangel under de seneste Aare Tørke truer mangfoldige Landboere og Industridrivende i Kjøbstæderne, i Forbindelse med de mindre heldige Resultater, som mangelfuld Indsigt i Brøndgravning paa mange Steder har fremkaldt, foranlediger mig til al tilbyde min Tjeneste i denne Retning. En mangeaarig Erfaring, som er erhvervet deels ved min Stilling her hjemme, deels ved den Ledighed, jeg har havt til at giøre mig bekjendt med stem Brøndarbeider i Udlandet, og de heldige Resultater, jeg har opnaaet ved Brøndanlæg hos flere af vore større Industridrivende i Hovedstaden, haaber jeg, ville være en tilstrækkelig Anbefaling for mig hos dem, der ville benytte min Tjeneste. Naar jeg tilbyder at skaffe Enhver, der vil henvende sig til mig, godt og rigeligt Vand til en forholdsviis priisbillig Betaling, har jeg ikke lovet Mere, end jeg seer mig istand til at holde. Min Adresse er Knabrostræde Nr. 88. 

Jens Sørensen.
Vandmester.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. august 1859)

Brygger Jacobsen havde i 1846 ved jernbanens anlæggelse gennem Valby Bakke observeret at en kilde vældede frem. Han havde derfor engageret vandmester Jens Sørensen til at vurdere vandets kvalitet og mængde. Sørensen vurderede begge positivt, og Jacobsen besluttede herefter at anlægge sit bryggeri efter at bevillingen var givet den 25. november 1846.

Jens Sørensen var gennem årtier en af de førende vandmestre. Han var gået på pension i 1876.


Afhjælpning af Vandmangel. Under denne Overskrift har Hr. Vandmester Sørensen indrykket en Annonce i dette Blads Morgenavis Nr. 200, hvori han tilbyder sin Tjeneste ved Anlæg af Brønde. Vi troe at burde henlede saavel Landboernes som de større kjøbenhavnske Vandforbrugeres Opmærksomhed paa dette Tilbud.

Som bekjendt har de sidste Aars Tørke mange Steder paa Landet fremkaldt en faretruende Vandmangel og viist Nødvendigheden af at sikkre sig Vandbeholdere, der kunne afgive et tilstrækkeligt Værn med en saadan Fare. Hver Landsby har jo rigtignok i Almindelighed en Art fælles Vandbeholder i Skikkelse af et Gadekjær, men hvad disse Kjær ere blevne til i det sidste Par Somre, behøve vi desværre ikke at underrette dem om, der daglig have maattet kiøre hele og halve Miil efter Vand til deres Kreaturer. Den eneste Sikkerhed mod en slig Ulempe eller rettere Ulykke er Anlægget af Brønde, det vil sige ikke saadanne smaa, ialmindelighed skjødesløst anlagte Brønde, som findes i næsten hver Gaard paa Landet, og om under Temperaturforhold som de ovenfor berørte ikke indeholde mere Vand tilbage end Kjærene, men store, dybe, med behørig Ivrigt anlagte Brønde, der under alle Forhold ville kunne afgive en tilstrækkelig Mængde sundt Drikkevand for Mennesker og Kreaturer. Den enkelte Gaardeier vil vel i Reglen krympe sig ved den Udgift, som Anlæget af en saadan Brønd udkræver, men vor Mening er heller ikke, at slige Brønde skulde være nødvendige vedhbver Gaard; det vilde tveriimod være tilskrækkeligt, naar enhver Landsby anskaffede sig en saadan fælles Vandbeholder, der, brugt paa en fornuftig Maade, til enhver Tid vilde kunne sikkre samtlige Landsbyens Beboere mod en Vandmangels Eventualiteter; og for de fleste Landsbyer her i Landet vil en saadan Udgift under de nuværende Forhold kunne overkommes.

Men ogsaa for Hovedstadens større Vandforbrugere er Anlægget af gode Brønde en Gjevuand, der fortjener Opmærksomhed, da de derved ville opnaae at faae baade billigere og bedre, d. v. s. koldere Vand, til deres Bedrift. Den, der daglig skal forsynes fra det nye Vandværk med f. Ex. 600 Tdr. Vand, vil nemlig derved paadrage sig i Vandskat en aarlig Udgift af over 700 Rd., medens en Brønd, der giver den samme Vandmængde og derover, næppe vil koste 1000 Rd. een Gang for alle. Dertil kommer, at medens Vandet fra de nye Vandværker i varme Dage har en Temperatur af 17 a 18 Grader, naaer Brøndvandets Varme ikke over 6½ R., hvilket er af Iler Betydning for dem, der ved deres Bedrift skulle anvende det til Condensering og Afkøling. Flere af vore større Industridrivende have ogsaa forsynet sig med saadanne Brønde, f. Ex. DHrr. A. Brøndum, Brændeviinsbrænder Holm, Capitain, Brygger Jacobsen m. Fl., og af disse Brønde leverer ingen under 1000 Tdr. reent Vand i Døgnet, flere endog indtil 5 a 6000 Tdr., f. Ex. hos Hr. Brøndum.

Disse Brønde ere anlagte af Hr. Vandmester Sørensen og afgive tilstrækkeligt Vidnesbyrd om den Indsigt eg Duelighed, han under en trediveaarig Virksomhed i Landvæsnets Tjeneste og paa sine Reiser for offentlig Regning i Udlandet har erhvervet sig. Man har dobbelt Grund til at henlede Opmærksomheden paa en dygtig Mand af Faget, naar man hvert Øieblik hører, hvorledes mangelfuld Indsigt deri ikke blot har paabyrdet Folk overdrevne og mangengang tildeels spildte Udgifter, men - hvad værre er - har kostet ikke faa Mennesker Liv og Lemmer; vi kunne i saa Henseende henvise til, hvad der jevnligt er meddeelt heri Bladet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. august 1859).

Knipleindustrien. (Efterskrift til Politivennen)

Om Knipleindustrien skrives i "B. T."- For huusmands- og Indersteklassen er Knipleriet Vesteregnens fornemste, man kunde næsten sige eneste faste kvindelige Syssel. Dette gjælder især Strøget fra Høier til Ribe med Tønder og Lygumkloster til Østgrændse og saaledes, at dette Arbeide drives mest udlandet, jo længere man kommer mod Sydkanten af dette Strøg. Emmelev Sogn havde ved Folketællingen i 1855 319 Kniplersker, der ernærede sig ved haandværket, foruden endeel Pigebørn som Lærlinge, saa at man godt kan anslaae det kniplende Kvindekjøns Antal her til 350 eller til 23 pCt. af Befolkningen eller 43 pCt. af Stedets kvindelige Personale. Efterat have bemærket, at dette kunstige Arbejde, der drives som haandværk og Næringsvei, altsaa ikke blot til nyttig at udfylde arbeiesløse Tmer, med fuld Føie kan gjøre Krav paa Navnet Industri og saaledes rangerer med de Fabrikata, der paaskjønnes og stundom lønnes som Huusflidsgjenstande, skulle vi bede Læseren et Øieblik at gjøre os Følgeskab ind i en Kniplestue. Det er Sommer. Ved Indtrædelsen slaaer os en Lyd imøde, som fra en Mængde Smaahamre i et Fabrikværksted. Den hidrører fra Kniplingestokkene, som falde hid og did paa et Stykke Læder eller Pergament for at slynge den vedfæstede Traad til Væv. Ved første Øiekast synes denne Omslyngning at foregaae uden Maal og Med; men give vi lidt nøiere Agt, sees snart, at Vævet derved er kommet tilveie, hvorpaa det fæstnes ved Naale, der nedsættes i det nedenunder lignende "Prikkebrev", i hvilket Mønsteret er afsat ved mange Huller, der kræve hver sin Naal. Stokkenes Antal varierer efter Mønsterets Brede og Fiinhed fra 20 til 300. Disse tages partiviis i Brug saaledes, at naar en Sidestrimmel eller Midten er skreden noget fremad, sættes de herhenhørende Stokke i Ro paa Siden af Kniplingsskrinet, ved en Messingstang, kaldet "Stils", hvorpaa et andet Parti tages frem fra en anden Side. Og alt imellem ere Fingrene i uafladelig Bevægelse med de forskjelligartede Omslyngninger og med Naalesætningen, saa at en "Takke" eller en Part af samme ligger færdigkniplet, førend man veed af det. Her i Stuen sees nu 8 Kniplersker, hver med sit "Skriin" paa Skjødet og i travl Virksomhed; det er derfor forklarligt nok, at man maa tale temmelig højt for at blive hørt. De to 7-9 Aars Piger med den ældre Kone imellem sig skulle lære af hende, derfor gaaer deres Arbeide endnu meget langsomt; de næste To behøve kun i vanskelige Tilfælde nogen Hjælp og de øvrige ere selvstændige Kniplersker, der ere komne herhen for Selskabs Skyld. Sommeren igjennem sidde de fra om Morgenen Kl. 6 til om Aftenen Kl. 9 eller blot med en kort Fritid i Middagsstunden. I særdeles smukt Veir sætte de sig ud at kniple ved huusmuren. Om Vinteren begyndes Arbejdet ved Daggry og fortsættes til Kl. 10-11 om Aftenen. Vore 8 Kniplersker sidde iaften, som stedse, i tvende Afdelinger, hver Fire have en Lampe staaende paa en "Stander" og sidde tæt omkring den. I denne Stander staaer et Brændglas for hver Kniklerske, eller hun har en Lysflaske hængende i en Snør under Loftet. Igjennem disse optiske Redskaber kastes Lyset forstærket paa Prikkebrevet, hvorved Arbeidet gaaer sikkrere frahaanden. Ved Lys kniples fra Midten af September til noget ind i Marts. Vintersemesteret sluttes gjerne med et "Standerhøtte", et Gilde paa Kaffe med Tiæbehør for Knipleselskabet og Aftengjæsterne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. august 1859)