Vanvidskjørsel. (Efterskrift til Politivennen)

Den 1ste dS, forefaldt paa en Landevej lidt Vesten for Varde en Scene af en besynderlig Beskaffenhed. To Vogne, hvoraf den ene var forspændt med 3 Heste, kjørte omkap ved Siden af hinanden i saa stærk en Fart, at de for den ene Vogn forspændte tre Heste bleve løbske. Under Ledet henad Vandevejen faldt efterhaanden de to paa Vognen værende Mennesker at, uden dog ar komme videre til Skade, og et Stykke længere frem tørnede de tre løbske Heste med Vognen mod et Kobbel Køer. Den her stedfundene Forvirring lader sig lettere tænke end beskrive: Roerne, Hestene og Brudstykkerne af en massakreret Vogn imellem hverandre. Samtlige Køer bleve tide tilredte, en af dem mistede i Kampen et Horn, en anden fik Snuden opreven, en tredie blev liggende paa Valpladsen med en Del af Vognen ovenpaa sig. - Vi meddele imidlertid ikke denne Begivenhed for at fortælle en Nyhed, men vi meddele ben for atter at komme tilbage til et Thema, vi tidligere have behandlet, og som vi tro ikke kan omtales for tidl. Der er nemlig der afskyelige Brændevinsfylderi. Det forsikres nemlig, at begge Kudskene for de omkapkjørende Vogne (Christen Nielsen den Ældre af Outrup og Mølleforpagter Mohr af Søvig Mølle) vare drukne, og at dette ogsaa virkelig maa have  været Tilfældet, fremgaaer tydelig af Væddekjørselen, thi ingen ædru og fornuftig Mand vil kunne hitte paa, baade for sin egen og sine Hestes Skyld, ikke at tale om den Fare, han udsætter de Vejfarende for, at gjære sig skyldig i saadanne kaade Drengestreger. (Varde Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 17. september 1859)

Beretningen fik følgende ord med på vejen:

- - - Det er ogsaa vitterligt at der, især Markeds- og Torvedagene, i flere Timer kan holde forspændte Vogne udenfor Værtshuse i Varde (og ikke der alene) og vente paa dem, der skulle befordres, medens disse sidde paa Værtshuset og drikke sig fulde, og naar saa Vedk. endelig skulle afsted, er der strax Sammenstimlen af Mennesker for at see de fulde Folk. Bladet henstiller til Værterne, i Menneskelighedens Interesse at give Afkald paa den Smule Fortjeneste, der kan hentes ved allerede berusede Folk - "siden Politiet, der umuligt kan være uvidende herom, lukker Øinene for Scandalen og i den Retning forholder sig passiv". Bladet opfordrer ogsaa Politiemesteren til at paatage sig det Hverv personlig af og til at "lade sig see omkring i Byen; han vilde da tidt komme til Kundskab om Ting, som han nu ikke veed, og som en Politiemester ubestrideligt bør vide".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. september 1859. Uddrag).

Breve fra Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

"Fædrelandet" for Torsdag har begyndt en Række "Breve fra Slesvig--, dateret Husum den 6. Septbr. I den første Artikel hedder det heri blandt Andel: - - Værre er det, naar dansk Patriotisme fra Folkets og Privates Side kun bliver staaende ved Talemaader, og naar Lejligheden til uden Opofrelse at gjøre en patriotisk Opofrelse bliver forsømt. En saadan Lejlighed var Overtagelsen af den nu i tydske Hænder overgaaede Østersforpagtning. Hvorfor greb ikke en af vore store Kjøbmænd den skjønne Lejlighed til baade at gjøre en god Forretning og udøve en mægtig dansk Indflydelse paa en Del af Slesvigs Vestkyst, paa Sild og Halligerne, der for en stor Del ere afhængige af denne Virksomhed? Sagkyndige Mænd herovre ere enige om, al den Nye Forpagtningsafgift (noget over 30,000 Rd. aarlig) endnu er temmelig lavt ansat, idel man baade i de senere Aar har fundet nye og rige Banker, og Afsætningen, fornemlig til Rusland, er tiltagen i høj Grad. Naar man dernæst betænker, at de nuværende Forpagtere tildels ere de Samme som tidligere, saa skjønnes det let, at disse Mænd maa have vidst, hvor fordelagtig Entreprisen tidligere var, naar de nu ikke betænkte sig paa at gaa, om fornødent, op til 36 a 36,000 Rd., eller over det Dobbelte af den tidligere Afgift. Det Samme gjælder om Badestederne paa Før og Sild. Istedetfor at være hovedsagelig danske, som de ved Deltagelse fra dansk Side let kunde blive, saa ere de nu nærmest Samlingssteder for nordtydsk Lediggang, og hvad dermed følger. Danske Kapitaler ere fremmede for disse Etablissementer, danske Badegjæster skorter det ogsaa paa; vore Landsmænd gaa hellere til Tydskland eller Schweiz osv. for at bade sig, end de styrke sig, vor egen dejlige og kraftige Nordsø imellem en Befolkning, som kun venter paa dansk Deltagelse for at blive helt dansk. Jeg har tilbragt nogle Dage begge Steder, og har navnlig paa Sild lært at skatte en tarvelig, dygtig og velsindet Befolkning, der som søfarende har alle Interesser tilfælles med Kongerigets, hvor Enhver taler Dansk med En, endskjønt Kirke- og Skolesprog er tydsk, men som om nogle Aar, naar de ypperlige Bade ville have trukket til sig en stor Søgning fra Hamborg og Nordtydskland, uden at man fra dansk Side viser Øen og dens Opkomst den ringeste Interesse, naturligvis vil være tabt for den danske Nationalitet, ligesom List, der, skjønt hørende under Ribe Amt, har tydsk Kirkesprog, fordi vor egen danske Rigsdag vægrer sig ved at bevilge nogle hundrede Rigsdaler til en dansk Præst paa Øen.

(Ribe Stifts-Tidende 12. september 1859)

Artiklen er en ud af mange hvoraf adskillige blev optrykt i provinsaviserne.

At dokumentationen i Fædrelandet ofte blev farvet af artiklernes hensigt, og ikke altid var i orden, fremgår af flere dementier, bl.a. nedenstående (om et andet emne):

I el "Brev fra Slesvig", som har været oplaget i dette Blad efter "Fædrel.", dadler Brevskriveren den danske Rigsdag, fordi den skulde have nægtet nogle faa Hundrede Rigsdaler til den danske Skole paa List. "Fædrel." oplyser, at Brevskriveren deri har gjort Uret, da Sagen aldrig har været for Rigsdagen. 1819 blev den danske Skole paa List lagt under Tønder Provsti. Den understøttedes af det slesvigske Skolefond indtil 1840, da Understøttelsen inddroges af den slesvig-holstenske Provindsialregering, "fordi Biskolen paa List ikke hørte til Hertugdømmet Slesvig". 1850 henvendte den overordentlige Regeringskommissær i Slesvig, da man fandt, at der nu var Anledning til at bringe det tydske Skolesprog i Samklang med Beboernes Modersmaal, sig til det danske Kirke- og Undervisningsministerium med Opfordring til at tage sig af Skolen; men dette beklagede, ar del ikke havde noget Fond til Raadighed, hvoraf en saadan Understøttelse kunde udredes. Den daværende Undervisningsmimster bær altsaa Skylden, fordi han ikke forelagde den danske Rigsdag el Forslag om at anvende en ringe Sum aarlig hertil. Nu er Undervisningen paa List ordnet saaledes, at Religionsundervisningen (Katechismus) gives paa Tydsk, men der skal tillige holdes dansk Bibellæsning med Børnene; Fædrelandshistorie og Geographi alene paa Dansk, Læsning, Skrivning og Regning i begge Sprog.

(Ribe Stifts-Tidende 24. september 1859).

Slesvigholsteenske Farver. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev fra Altona til Dgb.) Som et nyt Bidrag til Bedømmelsen af de herværende Forhold henleder jeg Deres Opmærksomhed paa en lille Notits i Hamborgerbladet "Reform." "I Blankenese," siger det nævnte Blad, "blev Alles Opmærksomhed i disse Dage med Rette henvendt paa to Vogne, i hvilke der sad en Del hvidklædte unge Damer, smykkede med blaa-rød-hvide Skjærf. Det var, som man snart fik at vide, Kvartetsangerinder fra Hamborg, der foredrog flere Sange med stor Præcision og vandt almindelig Anerkjendelse. Valget af Farverne til deres Skjærf som dog mulig (!) kan være skeet, uden at de have villet lægge nogen Betydning deri, vilde imidlertid kunne have indviklet de Skjønne i ubehagelige Konflikter med det danske Politi." Jeg kan til denne Meddelelse føje den Oplysning, at der midt imellem Damerne var en Fane med de samme tre Farver som i deres Skjærfer, og at de i dette Optog kjørte igjennem Altonas Gader, uden at de blev forstyrrede af nogen at de derværende Embedsmand. De seer altsaa, at man begynder saa smaat paa de gamle Streger igjen, og det anførte Exempel er langtfra enestaaende. For ikke ikke længe siden fik en Vært her i Altona saaledes det Indfald at forlyste sil Publikum med en saakaldet "holländische Nacht" for herved at faa en Anledning til at benytte de røde, hvide og blaa Farver, der jo ogsaa ere hollandske, ligesom et trefarvet Flag blev stukket ud paa Kneipen, og trefarvede Plakater rundt omkring blev opslaaede paa Gadehjørnerne. Efter Sigende - med Sikkerhed tør jeg ikke indestaa derfor - er Politiet dog ved denne Lejlighed skredet ind og har konfiskeret hele det trefarvede Uvæsen. Vi have ogsaa her lagt Mærke til "Kiel. Corr."'s Meddelelse om, at de saa meget omtalte "Denkwürdigkeiten," der nedlagdes ved det nye Hospitals Indvielse, ifølge en ministeriel Ordre skulde optages og skaffes af Vejen; men i Altona veed man aldeles Intet heraf at sige, og Alle tvivle om, at Etatsraad Springer vil tillade Geheimeraad Unsgaard at foretage et saa nærgaaende Skridt imod de kjære Slesvigholstenere. 

(RIbe Stifts-Tidende 5. september 1859)

Tugthus-Ane. (Efterskrift til Politivennen)

Sluttelig tilføie vi en Meddelelse fra Holbek Avis, grundet paa Forhøret angaaende det Mord, som for noget over en Maaned siden fandt Sted ved Nykjøbing p. S. og forøvedes mod en Huusmand, Jens Nielsen.

Paa Nykjøbings Vesterlyng boede et Par Huusmandsfolk, Jens Nielsen og Ane Nielsdatter. De havde været gifte henved 24 Aar; han var nu 51, hun 46 Aar gammel. Ved sit Giftermaal bragte hun sin Mand en Gaard, Engmosegaarden i Høiby Sogn, hvor hun, der var et uægte Barn, blev opdragen hos en Pleiefader, som nogle Aar senere tog sig selv af Dage. Hun havde aldrig gaaet i Skole, men var bleven underviist hiemme lige til Konfirmationsforberedelsen. Mandens Tilbøielighed til Drik og Konens vistnok i høi Grad skjødesløse og ødsle Huusholdning satte dem efterhaanden saa langt tilbage, at de maatte afhænde Gaarden, og de kjøbte brefter et Huus paa Nykjøbings Lyng, som de igjen afhændede for det mindre, de nu beboede, og hvor de levede i megen Armod og under kummerlige huuslige Vilkaar. De havde fem Børn, hvoraf de to vare hjemme. Forholdet imellem Ægtefællerne havde længe ikke været godt, og for et Aarstid siden indlod Konen sig i en hemmelig Forstaaelse med Ungkarl Hans Pedersen (nu 26 Aar gammel). Manden kom nok under Veir med dette Forhold, men turde ikke besvære sig derover, ja han maatte endog finde sig i, at Hans Petersen en Tidlang fik Nattelogis i Huset og havde sit Tøi der.

Forrige Sommer begyndte Ane Nielsdatter at yttre for Hans Pedersen sine Ønsker om, "at det var godt, om Vorherre vilde tage hendes Mand, for at de kunde faae hinanden," men først i Løbet af denne Sommer bragte hun uden Omsvøb paa Bane, at hendes Mand paa en eller anden Maade maatte bringes af Dage. Hans Pedersen vægrede sig ved at bidrage hertil; "han hverken kunde eller vilde, da det var en farlig Sag, og vel aldrig kunde gaae dem godt; vilde hun af med Jens Nielsen paa den Maade, maatte hun selv gjøre det" osv.; men han var alligevel den, som først henledte Anes Opmærksomhed paa , at hun ved at give Manden Noget ind, navnlig det Slof, som sidder paa enden af Svovlstikker, let kunde foranledige hans Død. Hans Pedersen foreslog ogsaa, om hun ikke ved et Snit i Struben med en Barbeerkniv vilde gjøre det af med ham. Folk kunde saa troe, at Manden selv havde gjort det. Dette sidste Forslag vilde Konen imidlertid ikke gaae ind paa - hun valgte hellere Giftstoffer eller saadanne, som hun ansaae for giftige, og i Løbet af den sidste Maaned, Jens Nielsen levede, gjorde hun tre Mordforsøg paa ham. Først gav hun ham en Aftenstund, han var kommen tilsengs for 2 sk. Skedevand i Tanddraaber (Kreosot) under Paaskud af, at det kunde godt fordrive Utøi: Jens blev syg, kastede længe op, men kom sig dog næste Dag ovenpaa den Dosis. Fjorten Dage senere kogte hun ham en Kop Søndagskaffe paa brændt Rug, hvortil der var tilsat en halv Snees Svovlstikker, og otte Dage efter gav hun ham ene Kreosot, men ingen af Delene havde han nogen Skade af. At give ham mere Gift ind kunde ikke nytte; der maatte Andet og Mere til. Ane Nielsdatter undfangede da den Plan, som tildeels blev fulgt ved Mordet: Manden skulde drikkes fuld, bringes op paa Loftet ved Siden af Loen - hvor han nemlig meget ofte pleiede godvillig at sove, naar han var beruset - og derfra styrtes ned i Loen. Rimeligviis vilde han i sin berusede Tilstand slaae sig ihjel, og det Hele kunde let faae Udseende af et Ulykkestilfælde - han kunde jo i sin Drukkenskab være tumlet ned i Mørket. Denne Plan meddeelte hun Hans, der efter sin vedholdende og ikke modsagte Forklaring stadig ømmede sig ved at udføre den, men Ane søgte efter bedste Evne baade at ægge hans Selvfølelse ved Yttringer som "nei, det vil jeg nok troe, Du vil Intet gjøre; nu har jeg gjort, hvad jeg kunde, men Du vil Intet gjøre", og at gjøre ham Gjerningens Nødvendighed indlysende ved Udladelser om, at "nu havde hun forgivet paa ham i 3 Uger, uden at det kunde hjælpe, saa nu maatte han gjøre Noget." Saaledes var Forbrydelsen forberedt, da Søndagen den 10de Juli kom. Konen lod kjøbe Brændeviin og Punsch-Extract i det Øiemed at beruse Manden, og da denne henad Middag kom hjem fra Nykjøbing, fandt han Petersen i Hjemmet; det kom til Slagsmaal imellem dem, der dog endte med, at de som "gode Venner" satte sig til at drikke. I dette Drikkelag, der afbrydes ved heftige Ordstridigheder, deeltog senere en tredie Person, en Svensker, som tilfældig kom til, og da denne ved Solnedgang forlod Jens Nielsens Huus, vare saavel Jens som Hans svirende, Førstnævnte mest. Nu fornyede Ane sine hele Eftermiddagen gjentagne Opfordringer til Hans om dog endelig at gjøre Alvor af det den Aften, "skete dete det ikke nu; skete det aldrig"; og Hans, som var beruset og udsat for en idelig . listig Paavirkning af den ham i aandelig Henseende overlegne Qvinde, var for svag og lod sig forlede til at begaae Forbrydelsen. "Lad mig see," havde hun sagt som en sidste Opmanding. "at Du lader Dig bevæge (!) og omvender (!) dit Sind!" De havde begge fulgt Svenskeren ud, og da de kom ind i Sovekammeret, hvor Drikkelaget havde fundet Sted, sad Jens Nielsen, halvt sovende, hvilende Hovedet paa Armene, som støttede mod Bordet. Hans Opfordring til at gaae op paa Loloftet besvarede Jens imødekommende, naar Hans vilde blive hos ham, og hertil erklærede denne sig villig. Han reiste ham saa fra Bordet, ledsagede ham gjennem Stuerne og Forstuen ind i Loen, hvor Ane, der havde sit mindste Barn, en lille tiaars Pige med, forlod dem og rendte tilbage til Stuen, oppebiende Udfaldet af den Gjerning, hun selv havde lagt Sæden til. Dengang var Klokken over 9. Hans Pedersen gik først op ad Stigen for dernæst at hjælpe den berusede Jens Nielsen op; idet Hans traadte ind paa Loftet, og Jens endnu befandt sig paa det øverste eller næstøverste Trin, gled Stigen omkuld, hvorved Jens jamrende faldt om paa Logulvet. Hans Petersen paastaaer vedholdende, at hans i Dagens Løb givne Tilsagn til Ane om at udøve Udaaden den Aften, kun blev givet for at slippe for hendes Overhæng, men uden at det var hans Forsæt at indfrie sine Løfter ved Forbrydelsen; at Stigen uden forsætlig Medvirkning fra hans Side gled omkuld, og at dengang Jens Nielsen, rimeligviis bedøvet ved Faldet og jamrende sig, laa paa Logulvet, var det først at det dukkede op i ham som et fuldmodent, mørkt Forsæt at efterkomme Anes saa mangfoldige Gange gjentagne Opfordring om at aflive hendes Mand; nu var Modstandskraften hos den berusede, bedøvede Mand ringe, om ikke aldeles brudt, og med denne Tanke klavrede han fra Loftet ned i Loen - han havde "bevæget sig og omvendt sit Sind." Hans tog en Rebende, som han vidste hang paa et Søm ved Døren, og slog den om Halsen paa Jens, rimeligviis udenpaa hans Halstørklæde, trak for paa Halsen en Knude og hørte ved den Leilighed, at Jens drog Veiret, og at det rallede i Halsen. Til Rebets ene Ende knyttede han et nyt Stykke Reb og viklede dettes anden Ende om et Søm i Væggen, omtrent tre Alen fra Gulvet; Legemets egen Tyngde trak Knuden mere sammen, og da Hans kunde skjønne, at Jens, som ikke havde givet mindste Kny fra sig, maatte være død, lagde han Liget ned og gik ind til Ane. Hans Melding om, at "det nu var forbi med ham", modtog hun med, "at det var godt", og opfordrede ham til at løse Rebene af Halsen paa Liget, hvilket han ogsaa gjorde og hængte dem hen paa Væggen. Liget lagde han tilrette paa Gulvet, men i en Stilling, som ikke egnede sig til at støtte Formodningen om et Dødsfald, foranlediget ved et Ulykkestilfælde. Ved Bortgangen omfavnede Ane ham og yttrede, "at nu kunde hun faae ham som sin Egen." Hans var dog endeel betænkelig; han havde gjort den Gjerning, hun saa ofte havde bedt ham om, men han frygtede det forestaaende Forhør. Denne Betænkelighed søgte hun at overvinde; naar de kun forklarede det Samme, vilde at Mistanke mod dem snart forsvinde, meente hun. Han gik nu til sit Hjem, og hun gik tilsengs, om end ikke til Ro; næste Morgen bad hun den hjemmeværende ældste Datter vække Faderen, og Datteren fandt ham følgelig stiv og død paa Logulvet. Samme Dag bleve de paagiældende anholdte; den 25de Juli forlangte Hans Petersen selv at komme i Forhør; Samvittigheden lod ham ingen Ro, og han tilstod Forbrydelsen i Løbet af Natten. Da han bekjendte, maatte Ane indrømme sin Meddeelagtighed, var det end først efter adskillige Benægtelser, at hun vedgik at have forsøgt paa ved Gift at ombringe sin Mand. Hvad Hans Pedersen angaaer, da er hun aabenbart ledet Forbrydelsen og sin Ulykke imøde ved den Qvindes Magt, han havde hengivet sig til. Han er af Naturen saare tarvelig begavet og har nydt en daarlig Opdragelse; skjøndt han var 17 Aar gammel, da han blev confirmeret, vare hans Kundskaber saa maadelige, at der maatte søges Dispensation for ham hos Biskoppen. Ane Nielsdatters mere lidenskabelige Charakteer medfører nødvendigviis en større Bevægelse i Følelsen, naar denne først vækkes, og det er utvivlsomt, at hun virkelig angrer sin Misgerning og den Blodskyld, som hviler paa hende. Sluttelig maa endnu anføres den Mærkelighed, at der ikke, hverken ved det foreløbige Ligsyn eller ved Obductionsforretningen var noget Spor af Rebets Sammensnøring om Halsen at opdage, hvilket vist er et meget sjeldent, om end ikke enestaaende Tilfælde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. september 1859)

Nykjøbing den 23. Febr. Landsover- samt Hof- og Stadsretten har nu afsagt Dom i den fra Nykjøbing Kjøbstads-Extraret til Overretten indankede Sag angaaende Mordet paa Huusmand Jens Nielsen af Nykjøbing Lyng. Vi have i vort Blads Nr. 102-3 for f. A. meddelt de væsentligste Omstændigheder ved dette Mord og skulde her indskrænke os til følgende:

Arrestanten Hans Petersen auctioneredes for at have ombragt Huusmand Jens Nielsen af Nykjøbing Lyng, samt for at have gjort sig skyldig i Hoer og bedrageligt forhold, og Arrestantinden Ane Nielsdatter for at have været medvidende i og tilskyndet til det paa hendes Mand, førnævnte Jens Nielsen, af Arrestanten begaaede Mord, samt for at have gjort Forsøg paa at ombringe sin Mand ved Gift og endelig for at have gjort sig skyldig i Hoer.

Den af Landphysikus og Distriktslæge Friis den 13de Juli f. A. foretagne legale Obductionsforretning gaaer ud paa, at Jens Nielsen ikke har paadraget sig noget dødeligt Stød paa Hovedet ved Faldet fra Stigen ned paa Logulvet, samt at det ikke er sandsynligt, at der ved dette Fald er paadraget ham nogen dødelig Hjernerystelse, men at det maa antages, at han er død suffocativt. - Efter dertil fra Overretten given Anledning have disse Læger, efter at vare blevne gjorte bekjendte med Sagens Akter, erklæret det for utvivlsomt, at det er den af Arrestanten foretagne Strangulation, som har gjort Ende paa Jens Nielsens Liv, og endelig har det kongl. Sundhedsscollegium i en af Overretten indhentet Erklæring udtalt, at skjøndt flere af de almindelige Tegn paa Qvæling. i nærværende Tilfælde have manglet, er der dog overvejende Sandsynlighed for, at Døden er bevirket ved Qvæling, og at Rebet altsaa har været snøret sammen om den Afdødes Hals, medens han endnu levede. Efter Indholdet af disse Erklæringer, i Forbindelse med den af Arrestanten afgivne Tilstaaelse, findes det saaledes ikke at kunne betvivles, at Jens Nielsens Død er bevirket derved, at Arrestanten sammensnørede Rebet om hans Hals.

Det af Arrestanten udviste bedragelige Forhold bestaaer i, at han uden Eierens, Arbeidsmand Peder Eriksens Vidende eller Samtykke, har solgt et Par denne tilhørende og til 1 Rd. vurderede Støvler, som Arrestantinden, i hvis Værge Støvlerne befandtes, i forrige Sommer havde overladt ham til Brug.

For den af Arrestanten, der er født d. 16 Jan. 1833, saaledes begaaede Forbrydelse, efter Overlæg at have ombragt Jens Nielsen, blev han saavel ved Under- som Overretten anset med den i Lovens 6-9-1 cfr. Frd. 24de September 1824 foreskrevne Straf af at have sit Liv forbrudt og Hovedet sættes paa en Stage, hvormed den Straf, han havde forskyldt for bedrageligt Forhold, absorberedes; derimod fandtes han ikke som ugift at have paadraget sig strafansvar ved sin utugtige Omgang med Arrestantinden.

Arrestantinden, som er født den 3die Januar 1813, blev, som overbevist saavel gjentagende at have forsøgt at ombringe sin Mand ved giftige Substantser, som at have forledet Arrestanten til at ombringe Manden, uden at det kunde tillægges nogen Betydning, at dette Mord ikke blev fuldbragt netop paa den Maade, hvorpaa hun havde søgt at formaae ham til at udføre samme, anseet med den i Lovens 6-9-12 cfr. Frd. 24de September 1824 foreskrevne qvalificerede Straf af at have sit Liv forbrudt og henlægges paa Steile og Hjul, hvorved Hoerstraffen absorberedes 

(Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 23. februar 1860)

21. maj 1860 stadfæstede Højesteret Nykjøbing Kjøbstads Extraretsdom af 24. september 1859 og Landsrettens dom. Justitsministeriet. En af de voterende Tilforordnede i Højesteret ind­stillede hende til ved Kongens Nåde at eftergives Livsstraffen mod livsvarigt Tugthusarbejde. Samtlige voterende instillede Hans Pedersen til benådning. Justitsministeriet bifaldt Indstillingerne. Kongen resolverede at begge de domfældte skulle eftergives Livsstraffen mod at hensættes til Tugthusarbejde på Livstid. Efter 20 år i tugthuset blev de benådet. Ane der fik tilnavnet Tugthus-Ane, boede herefter i Nykøbing fattighus, mens Hans var på Nygård Fattighus.

Cholera i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

I Aarhus er fra 30. til 31. Aug. anmeldt 7 nye Cholerapatienter og 6 Dødsfald; fra 32. Aug. til 1. Septbr, 4 Syge og 3 Døde; ialt S8 Syge, hvoraf 32 Døde.

Horsens Sundhedskommission bekjendtgjør d. 31. Aug.: I Hestedamsalleegade heri Byen er en Kone igaar død af Cholera (2det Tilfælde). Beboerne af Huset ere strax blevne udflyttede og deiee renset og afspærret.

Sundhedskommissionen i Fredericia bekjendtgjør den 1. Septbr.: Den 22. August angrebes en Person, der nogle Dage tidligere var ankommen fra Aarhus, af Cholera; han er nu i Bedring. Den 27de August og idag ere to nye Tilfælde indtrufne, der have havt Døden til Folge.

Ifølge en "Dvk." tilstillet Meddelelse skal Choleraen nu ogsaa have vist sig i Frederiksstad.

Af et Brev fra Aarhus til "Berl. Tid.", dateret 29. August. ... Da jeg veed, at De som gammel Aarhusianer har Interesse for vore Forhold, vil jeg meddele Dem et Par Notitser om Choleraen. Vor By hører, ifølge sin Beliggenhed og sin Bygningsmaade, ingenlunde til de sunde; midt igjennem Byen løber Aaen, og mangfoldige Steder i Byen ere gamle faldefærdige Rønner, der i enhver Henseende begunstige Epidemiens Udbredelse. Om Choleraen iaar er opkommen ved Smitte eller ikke, er vistnok umuligt at afgjøre, og man kan kun sige, at den Første, der blev angreben, var en Havnefoged, altsaa en Mand, der stod i mange Forbindelser med de fra andre Steder Ankomne. I de første Dage holdt Sygdommen sig navnlig til den Del af Byen, som ligger i Nærheden af Havnen, men senere har den spredt sig rundt om i Byen, og da navnlig til de Huse, hvis Beboere ikke tage de hygieiniske Forhold sagt. Indtil idag Middag er de Angrebnes Tal 38 og de Dødes 21, eller med andre Ord, - naar vi overføre dette Tal paa Kjøbenhavns Befolkning (Aarhus Indbyggertal ansat til 10,000, Kjøbenhavns til 150,000) - det vil være ligt med Forholdet 570 Angrebne og 315 Døde i en By af Kjøbenhavns Størrelse. I det sidste Døgn er de Angrebnes Tal 10 (for Kjøbenhavns Størrelse lig 150). Det er altsaa en meget heftig Epidemi, og vi ere dog kun ved Begyndelsen. Befolkningen er imidlertid ved godt Mod, idet Sundhedskommissionen, støttet paa sin tidligere Erfaring, udfolder en betydelig Kraft; den har forskrevet 2 Læger og 10 Vaagekoner fra Kjøbenhavn. Byens Sygehus (den forhenværende Realside) er taget til Choleralazareth, et i alle Henseender fortræffeligt Lokale, o. s. v.; men Mennesket spaaer, og Gud raader . . .

Under den forrige Epidemi i 1853 blev Horsens forskaanet, der viste sig vel et mistænkeligt Tilfælde, men det forblev uafgjort, om det havde været el virkeligt Choleratilfælde eller lkke. Under Choleraepidemien i Korsør 1857 blev en Pige, der kom fra Korsør, der angreben af Choleraen, men den udbredte sig heller ikke dengang. Man tør fadedes maaske haabe, at Byen ogsaa denne Gang vil blive forskaanet for Epidemien, og at Tilfældet vil forblive enestaaende. (Dgbl.)

(Ribe Stifts-Tidende 3. september 1859)

I Aarhuus vare fra Tirsdag til igaar Middag 6 nye Choleratilfælde anmeldte, Døde 4. Ialt siden 18de Aug. 86 Syge, hvoraf 51 er døde. Iøvrigt er Cholera-Sygehuset udenfor Middelgadesport nu nedlagt, idet 2 i Tirsdags bleve udskrevne og Een, som er i Bedring, indlagdes paa Sygehuset ved Mindet. Til de Cholerabetrængte i Aarhuus er i Byen foruden en stor Deel Gaver i Klædningsstykker, indkommet i Penge 163 Rd. For de andre Kjøbstæder og Egne turde her ogsaa være Opfordring til Veldædigheden.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. september 1859)

Choleraen har denne Gang tager en modsat Retning af den, som den fulgte i 1853. Da udbrød Epidemien i Kjøbenhavn, uden at der øvrigt kunde paapeges nogen bestemt Anledning til Smitte, og den viste sig derefter dels i Sjælland, dog kun i en ringe Grad, dels rundtom i Jylland. Det var vel ikke absolut paavisligt, men det var ikke usansynligt, ar den i 1853 ved Smitte blev bragt til flere Havnestæder i Jylland. Denne Gang har derimod Choleraen vist sig først i Jylland, og det har ikke paa nogen Maade været muligt at eftervise Smitte. De første Tilfælde i Aarhuus opstod uden ar Vedkommende vare komne i nogensomhelst Berørelse med Syge fra andre Steder. I Horsens, hvor det ogsaa har vist sig Cholera-Tilfælde, har Smitte heller ikke været paavislig, og i Skanderborg, der ligger mellem de to sidstnævnte Byer, har der ingen Tilfælde vist sig, hvorimod der har været enkelte mistænkelige Tilfælde i Fredericia, medens Veile hidtil er gaaet aldeles fri. Der kan ikke negtes, al der heri ligger stærke Argumenter mod Quaratainen. Kjøbenhavn har staaet i daglig Forbindelse med Malmø, hvor Choleraen har grasseret i flere Uger, der er stadig Dampskibsforbindelse med Wismar og Lybeck, paa hvilke Steder Choleraen har varet i de sidste Maaneder og dog er der ikke bleven angreben et eneste Individ, ligesom Epidemien heller ikke har vist sig i Korsør, hvor den tidligere har raset saa haardt som neppe noget andet Sted, uagtet der hver Dag ankommer Rasende til denne By, der have forladt Hamborg en halv Snes Timer tidligere. Derimod viser Sygdommen sig i Aarhus og Horsens, der ikke staa l direkte Forbindelse med noget smittet Sted. De hygieiniske Forhold ere paa ingen Maade slettere i de jydske Byer end i Kjøbenhavn, hvorimod findes der et større Antal Fattige sammemrangr, og mindre Plads, end i de jydske Byer. Var der nogen af de jydske Byer, der maatte være særlig disponeret til at blive angreben, maatte vel være Aalborg, i hvilken By der i flere Henseender findes daarlige hygieiniske Forhold, men man har endnu ikke hørt om et eneste Tilfælde i denne By. Choleraens Gang har saaledes vist sig aldeles uberegnelig; men saa Meget er vist, at hvad der iaar er skeet, synes endnu mere end de tidligere Epidemier at tale imod Quarantainen. Choleraen er udbrudt i Malmø, hvor der holdes Quarantaine mod de smittede Byer, men ikke i Kjøbenhavn, hvor der ingen Ouarantaine anvendes. Den er ikke udbrudt i de Byer, der staa i direkte Forbindelse med smittede Steder, men kun i saadanne, der have en indirekte Forbindelse med disse og de først Angrebne have ikke været i nogensomhelst Forbindelse med Syge. (Hobro Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 13. september 1859).