M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen).

Nedenstående er 12. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Sene liv 1856-1862

Efter affæren med Claus ser det ud til at han forblev i Randers. I 1859 ser det endda ud til at han fik en vis form for rehabilitering for sit arbejde med hesteavl.

I "Rand. Av." klager Hr. M. L. Nathansen over det uhensigtsmæssige i, at det store Foraars-Qvægmarked i Husum er ansat saa tidligt, før der i Reglen er Græs i Marken til at modtage Qvæget, hvilket da virker til at trykke Afsætningen. Men mon det paa den anden Side ikke er nødvendigt, at Qvæget er tildrevet paa den Tid, da Græsset i Marsken dagligt ventes at fremkomme, eftersom det jo netop er det første Græs, som skal afbides for at Græsset ikke bliver for høit eller stærk og Qvæget da selv ikke gjerne vil nyde Samme eller trives derved? Saaledes er ogsaa til os af qvæforsendere bemærket.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 22. maj 1858)

Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 4. september 1858. (Kritisk og sarkastisk anmeldelse af Nathansons pjece om Danmarks hesteavl og forhold til Christian 8.)

Cosmus Bræstrup var Københavns vicepolitidirektør fra 1823 og fra 1845 de facto politidirektør da A. C. Kierulff gik af. Reelt dog først udnævnt som sådan 1859. Som sådan har han formentlig haft kendskab til Nathanson. (Edvard Bentzen: Politidirektør Cosmus Bræstrup. 1870. Statens Museum for Kunst).

For at fremme Danmarks Hesteavl afholdes et Møde Løverdagen den 6te November, Efterm. kl. 1, i Hotel Cimbria i Randers
M.L. Nathansen.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 1. november 1858)

Nathanson, Michael Leonard: Min Biographie fra min tidligere Alder til nu : og mit Svar paa Proprietair Weinschencks usandfærdige Beskyldninger mod mig, saavel ved Forsamlingen i Randers, som og i sin Beretning til Indenrigsministeriet. 2. oplag. - Randers, Udgiverens Forlag, 1859. - 48 sider

Endeel Landmænd, som interessere sig for Hesteavlens Fremme i Jylland, have i "Horsens Avis" bekjendtgjort, at de med Glæde have erfaret, at Hr. Nathanson fra Marielund ved Randers har opfordret Landmændene til at foranstalte en saadan Forsamling i Horsens. En saadan er nu berammet til Onsdagen den 30te Marts, hvortil Hoteleier Jørgensen har overladt sin Sal. Mødet ønskes afholdt om eftermiddagen Kl. 5. Hr. Nathanson er bleven indbudt dertil som den Mand, der gav den første Impuls til vor Hesteavls Forbedring. Et lignende Møde vil blive afholdt i Skanderborg Tirsdagen den 5te April. Hr. Nathanson har lovet at indfinde sig til begge Møder.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 28. marts 1859) 

Beretning angaaende Forhandlingerne paa Skanderborg Amts Landboforenings Generalforsamling den 26de Marts 1859

2. Formanden meddeelte, at han af M. L. Nathansen af Randers var anmodet om at overvære et Møde i Horsens den 30te dennes til Forhandling om samme Gjenstand, men at han ved Embedsforretninger var forhindret i at kunne efterkomme denne Anmodning, ligesom han for Foreningens Vedkommende maatte anse Sagen for uddebatteret ved den under 19de Octbr. f. A. afholdte Generalforsamling, hvorfor han heller ikke vilde foreslaae Foreningen at foretage videre, hverken med Hensyn til fornævnte eller et lignende, af nogle Privatmænd sammenkaldt Møde i Skanderborg. Heri erklærede Forsamlingen sig enig. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende. 2. april 1859)

Hesteavlen. Ved det i Onsdags paa Raadhuset i Horsens afholdte Møde for at discutere Hestevæsenet lededes Forhandlinger af Hr. Lieutenant Gaardeier Søderberg som Dirigent. Efter at Hr. M. L. Nathanson havde uddeelt tvende af ham forfattede Brochurer over Hesteavlens Forbedring, udbad han sig af Dirigenten ordet og oplæste det af ham i sin Tid til Rigsdagen indsendte Forslag til Danmarks Hesteavls Forbedring tilligemed resultaterne af de i samem anledning i Randers afholdte Forsamlinger. efter at Mødet var sluttet, overleverede Dirigenten følgende Skrivelse til Hr. Nathanson: "Forsamlingen paa Horsens Raadstue den 30te Marts var talrigt besøgt af Landmænd. Den almindelige stemning udtalte sig for, såvidt muligt at faae den ægte danske Hesterace tilbagevunden ved Oprettelsen af en Stutteri-Commission, hvorved aarlig uddeles Hingste- og Hoppepræmier, jo større des bedre, der skulde tilveiebringes ved Paaligning pa Gaardeiere og Gaardbrugere, og forøvrigt fandt Forsamlingen, at det af Hr. M. L. Nathanson oplæste og i sin Tid til Rigsdagen indsendte Forslag til Danmarks Hesteavls Forbedring burde antages. Ligeledes var Forsamlingen enig i, at anmode Amtmanden over Skanderborg Amt om, at indsende til Indenrigsministeriet det ved Forsamlingen Forhandlede."

(Hs. Av.)

(Thisted Amtstidende. En politisk og Avertissements-Avis. 11. april 1859)

Til den ærede Landmandsforsamling i Haderslev.
Det er vistnok over hele Landet tilstrækkelig bekjendt, at jeg i en Aarrække stadig har arbeidet paa at ophjælpe Landets Hesteavl og i denne Anledning i 1842 havde stationeret her i Amtet 6 værdifulde Hingste, hvorom der meddeltes mig af den daværende Amtmand følgende Skrivelse:
"Idet jeg takker Hr. Nathanson for den Nidkjærlig, hvormed han er betænkt paa Hesteavlens Forbedring i det mig allernaadigst anbetroede Amt, glæder det mig tillige at kunne bevidne, at hans Bestræbelser finde almindelig Paaskjønnelse hos landmanden, samt nærer jeg det grundede Haab, at hans Virksomhed vil være af gavnlig Indflydelse paa hans vigtige Anliggende.
Haderslev Amtshuus, den 7. April 1842
Johansen
Tiltrods for min fremrykkede Alder kan jeg ei heller afholde mig fra at gavne i denne Retning og haaber, at Bogen:
"Høist vigtige Meddelelser for alle Hesteeiere"
Som af mig oversattes i den danske Sprog, skal være kjørkommen og stifte Nytte.
Ligeledes har jeg forfattet et Forslag, der i sin Tid indsendtes til Rigsagen og nærmere belyste samme ved tvende Piecer:
"Mine Anskuelser om Danmarks Hesteavl",
og mit foredrag i Anledning af Udvalgsbetænkning over mit til Rigsdagen indsendte Forslag til Danmarks hesteavls forbedring
Gid mit Arbeide ved nærværende Landmandsforsamling maatte bringe heldige resultater.
M. L. Nathanson.

(Dannevirke. 27. juni 1859) 

Den bekjendte Hippolog M. L. Nathanson i Randers har paa sit eget Forlag udgivet "Min Biografi fra min tidligere Alder til nu og mit Svar paa Proprietair Weinschencks usandfærdige Beskyldninger mod mig, saavel ved Forsamlingen i Randers som og i sin Beretning til Indenrigsministeriet", med Motto:
Hvad Himlen sender, med Taalmod maa bæres,
I Lidelsens Skole det bedst kan lære,

samt Forfatterens Portrait, ledsaget af nogle af ham selv forfattede Linier. Efter Bogens Titel skulde man antage, at Proprietair Weinschencks Beskyldninger vilde spille en væsentlig Rolle, men man faaer ikke ret at vide, hvori disse skumle Angreb egentlig have bestaaet; derimod udslynger Forfatteren en Masse Beskyldninger imod Hr. Weinschenck, af hvilke dog den betydeligste - idetmindste er det den, som hyppigst gjentages - gaaer ud paa, at han tragter efter at blive Kammerraad ved Hjælp af sine Angreb paa Nathanson. Det er vanskeligt at sige, hvorvidt Nathansons Monomani strækker sig, og i hvilke Retninger hans fixe Idee er uden Indflydelse; og man bliver i saa Henseende ikke synderlig klogere af nærværende Bog. Han beretter endeel om de Forfølgelser, som han har maattet lide, samt de Domme, der ere overgaaede ham, af hvilke en Høiesterretsdom, der frikjendte ham, staaer i en mærkelig Modsætning til en Landsoverretsdom, der gik ham imod. Nathanson er atter en af de forunderlige Personligheder, som Christian den Ottende nærede en vis Sympathi for, ligesom f. Ex. for Jørgensen-Jomtou. Aaarsagen til, at han kom i Kongens Gunst, fortæller han selv paa følgende Maade. Ved Kongens Thronbestigelse vilde endeel "Ildesindede paa en brutal og lovstridig Maade" tiltvinge si Konstitutionen, de forsøgte at Nathanson for deres slette Sag og lovstridige Adfærd, "for at jeg ligeledes skulde blive min Konge utro". Nathanson gik lige strax "hen til Hs. Majestæt" og aabenbarede ham hines "sorte Handlinger", hvorpaa han blev sendt til Politidirekteuren for at aabenbare Planen. Planen kon dog "meget heroisk" til Udførelse men Insurgenterne maatte retirere fra Amalienborg til Hauserplads, hvor de dengang henlagte løse Steen "til Bombardement" skulde tages i Brig - "thi riflede Kanoner vare endnu ei opfundne" - men de der opstillede Politibetjente, anførte af en uforfærdet og dygtig Politiassistent, samt 50 Gardister i civile Klæder paa Kjøbmagergade fægtede saa "drabelig", at den "veludtænkte, lovløse Plan" blev tilintetgjort. Næste Morgen meddeelte Nathanson Kongen Udfaldet af Affairen, og Allerhøistsamme beordrede nu Politidirekteuren, at der maanedlig for hans "Troskab og udviste Konduite" skulde udbetales ham 100 Rdl., som han dog senere renoncerede paa. Tidligere havde han alt i en anden Anledning modtaget en klækkelig Sum, og senere erholdt han foruden fri Reise til Brasilien atter en anseelig Sum. Politidirecteuren havde ifølge Nathansons Tro fra den opdagede Sammensværgelses tid stadig Animositet imod ham, thi det havde jo været "en sag for en Politidirecteur med hans mange Medhjælpere at komme paa Spor efter og udfinde Midler for paa en eklatant Maade at forpurre dens videre Udbrud, men ingenlunde for mig som den mishandlede og i sine Borgerrettigheder krænkede Undersaat. Blanddt andre Fortællingere fra hans Ophold i Kjøbenhavn er ogsaa den, at den nuværende Kammerherre Berling i Anledning af, at Nathanson havde reddet en Familiefader, kom til ham i hans Bopæl og bad ham "om en Tjeneste, hvilken jeg dog nægtede ham". Senere opholdt Nathanson sig i Altona, Hamborg, atter i Kjøbenhavn og Berlin hvor han henvendte sig til mange Høierestaaende, af hvilke han fik gode Anbefalinger; en aget Redakteur skrev endogsaa i sit Blad Noget om "min sag" og yttrede til Slutningen: "Die Dummeheit ist auch ein Verbrechen". Nathanson er naturligviis yderst forbittret imod enhver, der har havt med hans Indespærring at gjøre; det er formodenlig i Vrede derover, at han gjør Professor Otte til "Diakonus" i Sundhedskollegiet.

(Dagbladet (København), 30. december 1859)

Hvad bør der skee for atter at ophjælpe den jydske Hesteavl?
Dette for Danmark, især for Jylland, høist vigtige Spørgsmaal blev senest af Rigsdagen drøftet og saaledes besvaret: Landstutteriet i Kolding bør afskaffes, hvorimod de gode elementer, der endnu haves tilbage, skulle benyttes til at forbedre Jyllands Hesteavl: - og endelig er det overdraget Amtsraadene at sørge for Landets Hesteavls Opkomst. I Henhold dertil er et Lovudkast nu forelagt af Regjeringen. Heri ligger en fornyet Opfordring til at fremkomme med Forslag til at fremme Landets Hesteavl, der i forrige Aare alene afgav 15,000 Heste til en Værdi af 3 Mill. Rdr. til Udførsel. 
Baron Zutphen Adeler med flere Mænd have oprettet en Forening til at producere den ædle Hest, mod et Bidrag af 5 Rdr. aarlig. Det kunde muligen hænde sig (thi i Udlandet seer det jo meget krigerisk ud), at vi til Foraaret atter skulle udføre en 15,000 Heste, hvoriblandt vistnok mange gode Hopper, som burde beholdes til Avl, ville blie solgte, - hvad vil der da i Fremtiden blive af Jyllands Hesteavl? Det kunde muligen gaae med Heste som det allerede gaaer med Stude: man indfører svenske, for at forøge sin Besætning, hvilke dog aldrig kunne komme i nogen Betragtning mod det jydske Qvæg. Har nu endelig Adelen og de rige Godseiere forenet sig om at producere den ædle Hest for at forskaffe Landet Rideheste, saa bør den jydske Bondestand ligeledes forene sig, for at producere den stærkbenede, velsluttede jydske Hest, og paa hvad Maade dette kan skee uden at bebyrde Statskassen med nogen Udgift, skal jeg nu nærmere tillade mig at foreslaae. Begyndelsen burde skee i Randers Amt; de andre Amter i Landet vilde utvivlsomt følge efter. Her bør ligeledes oprettes en Forening tila t forbedre og producere den jydske hest; thi de Foreninger,d er haves, føre ikke til Maalet. Enhver Hesteopdrætter bør aarligen bidrage til Forenignens Kasse blot 1 Rdr., som indbetales til Sognefogderne og dernæst sættes i Sparekassen til Forrentning. Sprøgsmaalet bliver da, hvorledes disse Midler rettest anvendes. At Jylland har stor Mangel paa gode og velsluttede, stærkbenede jydske Hingste, det ved vel enhver jydsk Hesteopdrætter. Derfor bør vi først og fremmest forskaffe os jydske Hingste. Vi have i Randers Amt endnu nogle gode Elementer blandt jydske Hingste, og der findes i Amtet et stort Antal meget gode Følhopper, hvilke utvivlsomt kunne producere et godt Afkom. Taars Hingstplage maatte der især tænkes paa, forsaavidt de tegne til at blive gode; de maa opdrættes til Avl og belønnes med gode prømier. Jeg har tidligere foreslaaet 100 Rdr. pr. Stk., og jeg troer, at vi ved denne Fremgangsmaade kunne faae gode jydske hingste, og endelig ogsaa gode jydske Handelsheste. - Skulde dette Forslag finde Randers Amts hesteopdrætteres Bifald, da var det ønskeligt, at det kunde sættes i Gang jo før jo Hellere. Ingen vil vist undslaae sig for aarlig at betale til slig en vigtig Sag 1 Rdr.; thi Pengene blive jo i Amtet, og med disse forbedres Amtets hesteavl
M. L. Nathanson.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 30. oktober 1860) 

Død 1862 

Bekjendtgjørelser.
I Nat Kl.. 11½ kaldte Herren min kjære Mand, forhenv. Kjøbmand i Randers Michael Leonard Nathanson, 67½ Aar gl., efter at han omtr. det sidste halve Aar havde vært sengeliggende. I den lange Aarrække, 45 Aar, Gud forundte os at leve sammen, var han mig altid, selv under de haarde Prøvelser, der saa ofte tilskikkedes os, en kjærlig og omhyggelig Ægtefælle. Af vore 9 børn leve kun 4, hvoraf de 3 i Brasilien.
Randers, den 10de Juli 1862.
Louise Sophie Nathanson,
født Bonnefang.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 12. juli 1862) 

Forrige Hestehandler M. L. Nathansen, en af de flere uheldige Personer, Kong Christian den Ottende i sin Tid tog sig af, har nu ifølge "Randers Avis" endt sit eventyrlige Liv ved Døden. 

(Fædrelandet. 14. juli 1862) 

Den nylig afdøde Hestehandler M. L. Nathanson var som bekjendt en af de besynderlige Figurer, hvem Christian den VIII uden nogen i deres Begavelse liggende Grund i visse Retninger skjænkede en særlig Fortrolighed og Tillid; Kongen understøttede ham saaledes til Udgivelsen af et Blad "Korvetten Politivennen", som skulde modarbejde "Korsaren", og Nathanson søgte at vise sin Erkjendtlighed ved at opdage forskjellige Sammensværgelser. Han kom imidlertid i Konflikter med Politiet, blev erklæret for gal, og tilsidst sendtes han med Familie til Brasilien, men kom tibage igjen efter nogle Aars Forløb og har siden gjentagne Gange mindet Offentligheden om sin Tilværelse. I Kjøbenhavn vil man ikke have glemt det Vædderidt, han for ikke mange Aar siden foretog eller annoncerede at ville foretage med sin Knabstruphingst "Mikkel", men som kun tjente til at fremkalde Latter paa hans Bekostning, da "Mikkel" blev kjed af det paa Halvvejen og trods Pidsk og Sporer vendte om med sin Rytter. Han har skrevet flere Smaating uden Værd, saaledes sin Biografi, en Beretning om sine Lidelser og Forfølgelser og nogle "hist vigtige Oplysninger for enhver Hestekjende," der fortrinsvis udmærkede sig ved den forholdsvis meget høje Betaling som forlangtes for dem (Rand. Av.)  

(Ribe Stifts-Tidende. 17. juli 1862)

Eftermæle

Petersen, Nis (f. 1897) Gale Nathansen : en Viborg-Skikkelse / udgivet af Biblioteksforeningen for Viborg og Omegn. - 1946. - 33 sider : ill.

Thomsen, Rudi: Den almindelige værnepligts gennembrud i Danmark. Gyldendal, 1949, s. 94-96.

(Omtaler Isaac Nathansens forslag til værnepligt. Slutningen lyder således:)
Men Nathansen var en enlig svale, og - som det også fremgår af mange snurrige enkeltheder i hans forslag - uden tvivl sindssyg. Det var "den gale Nathansen", som ville belære den høje kommission af militære fagmænd om, hvorledes Danmarks forsvar burde indrettes!

Helge Toldberg: Goldschmidt og Kierkegaard

I: Festskrift til Paul V. Rubow : 1896 - 9. januar - 1956 : fra fagfæller og elever. Redaktion: Henning Fenger ... et al.. Gyldendal, 1956, s. 222f.

Inger Johannesen: Jøderne i Randers. Kulturhistorisk Museum Randers Årbog 1998: Artiklen nævner ikke Nathanson, men kan være nyttig som baggrundsmateriale til jødernes forhold i Randers på hans tid. 

Hall, Henning På gennemrejse : en fortælling om jøderne i Randers. Randers Amts historiske Samfund, 2004. Heri: "Fuldblods-Nathansen", s. 101-119. Anmeldelse: Hestehandleren og de andre jøder i Randers. Berlingske Tidende 12. august 2004.

Graugaard, Esben Nordvestjyske bønder som kreaturhandlere i Nordsørummet : studie i netværket omkring en regional kultur- og driftsform o. 1788-1914. Odense : Syddansk Universitetsforlag, 2009. - 729 sider : ill.
Bent Blüdnikow: Henri Nathansens familie. Side 11 ff. (Artiklen findes i pdf-format på nettet)
Bent Blüdnikow. I: Berlingske tidende, 2010-08-04, Sektion 2, s. 4-5  

Vridsløselille Fængsel. (Efterskrift til Politivennen)

Det nye Fængsel paa Vridsløselille Mark modtager i disse Dage sine første Indvaanere, idet der fra Forbedringshuset for, s endel Fanger derud, som nok foreløbig skulle sysselsættes med Aibejder i fn ssuft, Planering af Grundene vsv. Det nye Fængsels Inspektør er Inspektør Bruun, der tidligere har været ansat i Viborg og i Horsens; ifølge et Provindsblad har Notabiliteten Gomard, Folketingsmanden for Nyborg, faaet Ansættelse under Inspektionen. Som Læge er ansat Krigsraad Viborg, som Præst Pastor Oxholm. Undervisningen i de to Skoler, der ere indrettede hver til 36 Fanger og efter samme Aflukningssystem, som Kirken, skal besørges af 3 Lærere. Fremdeles er der ansat 2 Overbetjente, 24 Underbetjente, 1 Kogemester, 1 Medhjælper og 1 Bager; Fruentimmerne maa ikke veje sig indenfor Ringmuren; Vask besørges af 8 Fanger i dertil indrettede Celler, 4 andre Fanger pumpe Vand. En Værkmester forestaaer Arbejdet, der bestaaer i Vævning, Syning af Sko og Klæder, Forfærdigelse af Trætøfler, Plukning af Værk osv. Arbejdstiden er om Sommeren fra Kl. 4 Morgen til 9 Aften, om Vintren fra Kl. 6 Morgen, med 1 Times Spaseretid i de 66 aflukkede Gaarde, 1 Times Spisetid om Middagen og 1 Time til spisning. Naar Fangerne føres til og fra deres Celler, bedækkes deres Hoved med en Hætte, som har Huller for Øjne og Mund, men gjør Personen ganske ukjendelig. (Dgdl.)

(Ribe Stifts-Tidende 6. december 1859)

Inquisitoriske Afhøringsmethoder i Silkeborg? (Efterskrift til Politivennen).

Man hører ofte fortælle om en tilbørlig Behandling af Inqvisiter fra Forhørsdommerens Side. Skjældsord og Trudsler skulle temmeligt almindeligt høre til de mildeste Midler, der anvendes for at fravriste en Tilstaaelse, naar Udsigten til en uendelig Varetægtsarrest ikke forslaaer; men der fortælles ikke sjeldent om endnu grovere Brud paa Loven eller paa den Humanitet, som man især skylder den aldeles værgeløse Anklagede. Der er saaledes nylig af en Mand her ved Byen her i Avisen fremsat en offentlig Klage i den Retning imod Herredsfogden i Nørresundby. Er Klagen muligen ubegrundet, vi kjende idetmindste selv ikke til den omhandlede Sag, saa forekommer det os, at Herredsfogden ialtfald skyldte det Offentlige at oplyse herom eller overhovedet nærmere at opklare Sagen. Taushed bliver lettere udlagt som Bekræftelse. Tilfælde af denne eller lignende Art maae, som et andet Blad bemærker, række Længsel efter endelig engang at see den i Grundloven bebudede Omordning af Retsplejen træde ilive eller idetmindste rykke et Skridt fremad. I "Db." berettes saaledes fra Silkeborg om et af Birkedommeren der udøvet Forhold, der, hvis det er begrundet, forhaabentlig vil blive nærmere undersøgt og da i hvert Fald fremkalde en Appel til den offentlige Mening. Beretningen herom lyder saaledes :

Den 10de Juni d. A. opkom der Ild i Kjøbmand Rix's Pakhuus, hvorved dette afbrændte. Kjunker. Drechsel optog strax Forhør, og ved dette, der fortsattes et Par Dage, blev det tilstrækkeligt oplyst og derhos bestyrket ved egen Tilstaaelse, at Ilden var foraarsaget ved, at tvende Børn af en i Gaarden boende Leier - ca. 7 a 8 Aar gle. - havde havt Ild paa en Ildgryde, som de havde hensat i Vognporten i Pakhuset for at smelte Flaskelak, hvilket de havde seet Eieren gjøre Dagen forud i Kjælderen. Ilden havde da taget fat i bakken, derfra forplantet sig til endeel Foder i Vognporten og derfra til det øvrige Huus. Der fortælles, at da de ovennævnte Børns Fader, som befandt sig i Kjøbenhavn da Ilden opkom, kom hjem, skal han have berettet til Hr. Drechsel, at en af Slagterm. Hertz's Sønner havde banket hans Drenge til at sige, at de havde gjort det, endskjøndt hin var den egentlige Skyldige. Uden nu at undersøge dette Paasagn nøiere, skjøndt det allerede ved første Øiekast syntes temmelig usandsynligt, lod Dr. ved Retsvidnet Farver Langhoff den 16de næstefter H.'s yngste Søn, Martin, 12 Aar gl., afhente til Birkecomptoiret, hvor han modtog ham med de Ord: "Du har sat Ild paa Rix's Baghuus, og nu skal Du bekjende." Da Drengen imidlertid nægtede dette, tog han ham ind i sit private Comptoir, der støder umiddelbart op til Birkecomptoiret, laasede begge Dørene til Samme, tildeelte Drengen, efter dennes Udsigende, forskjellige Ørefigen, slog ham imod Kakkelovnen, tog ham derpaa i Haaret, trak hans Hoved ned imellem sine Been og bankede ham dygtigt igjennem paa Ryggen osv. Da denne Everests var forbi, blev Drengen sendt hjem; H.'s næstyngste Søn blev derpaa afhentet og behandlet paa samme Maade med Undtagelse af, at han istedetfor at faae Ørefigen osv. blev gjennempryglet med en beslagen Stok osv. Nu er det vel sandt, at Ingen har seet denne af Drengene berettede Pryglehistone, men da der paa Birkecomptoiret opholdt sig, foruden det nævnte Retsvidne, Herredsfogdens Fuldmægtig og Comptoirist Mortensen. og da Drengene streg og jamrede sig ynkeligt under denne tyranniske Behandling, saa kan det ikke feile, at de maae have hørt Støien og Slagene, og dette, i Forening med, at Drengene bleve tagne friske og raske fra deres Hjem, men efter paalidelige Mands Vidnesbyrd kom forslaaede og mishandlede tilbage fra Birkecomptoiret, maa vel indeholde et temmelig gyldigt Bevis, selv om ogsaa D. skulde nægte det Passerede, hvad vi dog ikke have Anledning til at troe han vil."

Hermed er Historien ikke tilende; Brevet beskylder endnu for flere Misgreb eller Overgreb af Forhørsdemmeren , og til Slutning hedder det, at de stakkels Børns Fader, der er syg og sengeliggende, vil indgive Klage til Justitsministeriet. Det burde forøvrigt strax være skeet, og helst ad Offentlighedens Vei, ligesom ogsaa Ministeriet burde lade Forklaringer over lignende Klager, de være grundede eller ikke, og i sidste Tilfælde ligger det meest i Rettens egen Interesse, samt selve den vedk. Undersøgelses Udfald ligesaa offentligt fremtræde.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. december 1859).

Retspleien i Silkeborg. Den i "Dagbladet" Nr. 278 af en Brevskriver P.  indrykkede Fortælling om, at jeg skulde have pryglet Slagter Hertz's to Drenge, er deels en Opdigtelse, deels en Overdrivelse. Sandheden er, at nævnte Drenges Fader havde, da flere Vidner forklarede, at Drengene eller dog en af dem vare deelagtige i Ildspaasættelsen, anmodet mig om, at jeg under hans Svaghedstilstand, og da det var ham som god Borger om at gjøre at faae Sandheden frem, vilde være ham behjælpelig dermed, i hvilken Anledning han i Vidners Paahør bad mig at tage Drengene alvorlig for; han sagde endog, at jeg maatte gjøre ved dem, hvad han som Fader burde gjøre, for at bringe Lys i Sagen. Jeg hidkaldte derfor Drengene, som dengang endnu slet ikke havde været i Forhør, hver for sig, og foreholdt dem Deeltagelsen i Ildspaasættelsen, hvori de efter flere Vidners Forklaring maatte være deelagtige, men med Undtagelse af Graad og Hyl, som de strax istemte, naar jeg talte til dem, fik jeg intet Resultat og har intet faaet under hele det senere Forhør. Den i "Dagbladet" med saa stærke Farver skildrede Mishandling af Drengene fra min Side er saaledes en Opdigtelse: men det er vistnok Enhver her paa Silkeborg bekjendt, hvorledes Slagter Hertz senere under og efter Forhørene har søgt at benytte min Foreholden af Drengene til at aflede Opmærksomheden fra Sagens Hovedpunkt, om Drengene vare skyldige eller ikke i Ildspaasættelsen. hvilket ogsaa tildeels er lykkedes ham. Jeg haaber, at Redaktionen af "Dagbladet", der saa villig har optaget Hr. P.s Inserat, ogsaa vil skjænke Nærværende en lille Plads.

Silkeborg, den 30te November 1859.
Drechsel.

(Dagbladet (København) 3. december 1859)

Retsplejen i Silkeborg. Hr. Redakteur! I Deres ærede Blads Nr. 282 har Kammerjunker. Birkedommer Drechsel som Svar paa vort i Dgbl." Nr. 278 indrykkede Brev, bemærket, at dette indeholder lutter Overdrivelser og Opdigtelser, og at Slagtermester Hertz selv har anmodet ham om at tage hans Børn alvorlig for, da det var ham som en god Borger om at gjøre, at Sandheden kom frem. Hvad Overdrivelserne og Opdigtelserne angaaer, da har Hr. Drichiel aldeles ikke oplyst, hvori disse bestaae; han maa saaledes antages at erkjende, at de fremstillede Fakta ere rigtige, at han har banket en Borgers uskyldige Børn, at han har arresteret det ene af dem fra Kl. 11 Formiddag til Kl. 6 Eftermiddag, m. v., thi som Jurist maa Hr. Drechsel jo vide. at hvad man ikke nægter af bestemte Fakta under en Sag, det erkjender man. Denne Erkjendelse er forøvrigt ikke kommen os uventet ; thi Børnene blev jo, som de sige, bankede paa Kammerjunkerens Kontor. Hvad dernæst den anførte Opfordring af Slagtermester Hertz angaaer, da frygte vi noget for, at denne Forklaring ikke er ganske korrekt. Efter hvad der siges, har Hertz vel ønsket, at Sandheden kom frem, men Yttringer af ham i denne Retning - "Opfordringer" er vel et feilagtigt Udtryk - ere vistnok først fremkomne, efterat Børnene vare bankede og det ene arresteret, mulig endog først, efterat de første Forhører over dem vare sluttede. Det er vel ogsaa Sandhed, at en saadan Yttring er falden fra Hertz, mulig paa Hr. Drechsels Opfordring, men det sees let, at der er stor Forskjel paa, om en saadan er fremkommen før eller efter Prygleaffairen, og er den kommen efter denne, saa fører Hr. Drechsel Sagen ud af sin rette Gænge og afleder Opmærksomheden fra det, man skal holde sig til.

Vi haabe, at Justitsministeriet, hvis nye Chef. efter "Fædrelandets" Vidnesbyrd, skal være en "Handlingens Mand", vil besorge Hertz's Klage undersøgt. og paa denne Undersøgelse ventes her med Længsel af Mange. P.

(Dagbladet (København) 20. december 1859)

Da jeg af Mange og ofte er blev en opfordrede til directe og personlig at henvende mig til Justitsministeriet for at forlange den af Kammerjunker Drechsel imod mine Børn udviste uretfærdige og ærekrænkende Behandling undersøgt, saa erklærer jeg herved, at jeg er villig til at foretage en Reise til Hovedstanden i dette Øiemed, naar mine Medborgere ville yde et pecuniairt Bidrag dertil, da min Evne ellers ikke tillader mig det. Jeg har formaaet Redacteuren af Silkeborg Avis til at modtage hvad Hver især er ville til at yde.

L. Hertz.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad  30. maj 1850).

Birkedommer Drechsel (ved fuldmagthavende) mødte redaktøren af avisen i Silkeborg Forlingscommission den 8. juni hvor redaktør Listøe forsikrede at optagelsen af de to "mottoer" (herover og herunder) på ingen måde havde til hensigt at fremstille kammerjunkeren som en ikke upartisk eller retfærdig dommer. Drechsel erklærede sig tilfreds med redaktørens forklaring.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 2. juni 1860).

Den 22. januar 1861 blev af sættedommer, auditør, by- og herredsfoged Bülow fra Skanderborg slagter Hertz' udtalelser dømt som fornærmelser og erklæret for døde og magtesløse. Keller og Hertz blev idømt mulkt på hhv. 100 og 20 Rdl. til Skanderborg Amts fattigkasse.

Schillerfest i Kiel. (Efterskrift til Politivennen)

100 årsdagen for Friedrich Schillers fødsel (10. november 1859). Det blev naturligvis fejret i det tyske forbund, men også i Holsten (Kiel, Rendsburg, Itzehoe, Glückstadt m. fl.) og sågar i mindre mere fordækt omfang Slesvig og i større byer udenfor det tyske forbund, dog ikke i Danmark.

- - - Kort før Maaltidet forlangte Hr. Overdirektøren af Comiteen, at den 2den Skaal maatte være for Kongen og udbringes af ham; Comiteen kom derved i Forlegenhed og tilbød ham den 1ste Plads til Skaal for Kongen, men han vedblev sin Paastand om den 2den Plads for denne. Comiteen traadte da sammen eg bestemte, at ved Udbringelsen af Kongens Skaal skulde Alle reise sig til Udmærkelse for den. Dette skete ogsaa, efterat Kauffmann fra Talerstolen havde udtalt nogle faa, vakkre Ord om den Fyrste, under hvis milde Scepter Kunst og Videnskab blomstrer og Intet skeer, som kan lægge Noget iveien for dem; men da han sluttede med et Hurra for Kongen, stemte kun nogle Embedsmænd i med. Denne Scene satte tykt Blod. Da derfor Kjøbmand Lange, den bekjendte Senator fra Eckernførde, efterat de fastsatte Comiteskaaler vare udbragte, i et Foredrag udviklede Hertug Frederik Christian af Augustenborgs og Grev Schimmelmanns Fortjenester i at yde Schiller en betydelig Understøttelse og havde det saa overraskende Indfald at slutte med et Hoch for den Augustenborgske Familie, hvilket Mangfoldige i det forsamlede brogede Selskab behagede med Lyst og stor Kraft at istemme, saa var Freden ulægeligt brudt. Festpræsidenten Carstens, Kauffmann, Dumreicher og enkelte Flere reiste sig fra Bordet og forlode Salen; det paastaaes bestemt, at Overdirectøren gjorde Borgmesteren ansvarlig for, hvad der passerede, indtil han kom tilbage. Taler og Toaster fortsattes nu. Efter at have bragt Fru Kammerherreinde Kauffmann i Sikkerhed, vendte Curatoren tilbage i Spisesalen og tog Plads ved Siden af Talerstolen. Herpaa befandt sig just Dr. Müller, Lærer ved den lærde Skole i Kiel, upaatvivlelig i den Hensigt paa Præsidiets Vegne at hæve Maaltidet; men dette kom ikke til Udførelse, da i det Samme Advocat Kraus slog paa sit Glas og sagde, at nu begyndte strax Forestillingen i Skuespilhuset, og at Maaltidet altsaa maatte hæves. Flere, hvoriblandt Kauffmann, forlode ogsaa Salen, og nu fulgte et skingrende Hurra. 

Hvorfor Hr. Kammerherre Kauffnann ikke forud havde truffet fast Aftale med Comiteen om Skaalerne, er mig ubekjendt; høist ønskeligt havde det været, om det kunde være skeet; saa havde man dog vel undgaaet den saa yderst anstødelige Augustenborgerskaal. Denne var nemlig det pure Drilleri, thi i og for sig have Augustenborgerne jo slet ikke noget Parti her i Holsten.

Under Maaltidet telegrapheredes til Schillerfesten i Weimar, og under Teaterforestillingen fik man Svar. Dettes Ankomst forkyndte fire Medlemmer af Comiteen, idet de, efterat Tæppet var gaaet ned, traadte frem foran ved Souffleurkassen. Comiteen viste den gode Conduite, at den ikke oplæste det Sted i Depeschen, at just nu sang man der i Weimar Sangen "Schleswig Holstein meerumschlungen." Man havde ellers faaet den nye og større Skandale, at den ogsaa var bleven sungen i Theatret af enhver af Viin og Tydskhed og Oprørskhed Beruset iblandt de Tilstedeværende.

Saameget beklageligere er Maaltids-Skandalen, som man til Ære for Justitsraad Politimester Gussnann maa fremhæve, at Toget, Illuminationen cg alt Andet gik aldeles sømmeligt af. Intet upassende Transparent kom frem, ingen Slags Optøier eller lignende. Desværre maatte Hr. Guffmann, for sin svækkede Helbreds Skyld, afholde sig fra Deeltagelse i Festmaaltidet. Hele Garnisonen afholdt sig viseligen fra Gildet, hvis "Neben -Tenbends" kjendtes.

(Flyveposten 14. november 1859. Uddrag).

Købmand Chr. G. Lange tilhørte sammen med de fleste fra borgerskabet i Eckernförde den tyske bevægelse. I 1864 overtog han midlertidigt administrationen af byen. 

Heinrich August Theodor Kauffmann (1819-1905). Familien var i Krigen 1848-1850 splittet. Først efter Preussens indgriben meldte han sig til den danske hær. I 1855 blev han ansat som amtmand i Kiel, kuratelet for universitetet og bestræbte sig for en forsonende linje. 1857 medlem af rigsrådet. Han var i Krigen 1864 stabschef, ledede også forhandlingerne med de allieredes overkommando om våbenhvilen og medlem af delegationen ved fredsslutningen i Wien.

Slesvig-Holsten. Rendsborg, den 10. november For at markere Schiller-festivalens forfejring, fandt et imponerende fakkeltog sted i går, hvori deltog Turnere, håndværkerne og virksomhederne og endelig arbejderne i Karlshütte. Den mest storslåede var sektionen af ​​skibssnedkere fra Karlshütte, som markerede afslutningen på hele processionen: Tolv unge skibssnedkere bar på skuldrene en kolossal model af et skib, hvis enorme master, dekoreret med farvede lamper, rejste sig gigantisk. Hele byen var oplyst - selv i den fattigste hytte skinnede et lys - og foran de offentlige bygninger, såvel som foran den kongelige kommandant, brændte begkranse; der var smukke bannere med meningsfulde inskriptioner på mange huse. Efter at processionen bevægede sig gennem byens hovedgader, indrettede den sig på den store, smukke paradeplads omkring en søjle dekoreret med den kolossale buste af Schiller. Derefter sang og taler. Endelig blev Schillers buste oplyst af bengalske lys, og efter at faklerne var blevet kastet sammen, blev sangen "Ein' veste Burg" sunget, eller rettere spillet, fordi sangen var overvældet af den enorme folkemasse. (D. Bl.)

Schleswig-Holstein. Rendsburg, 10. Nov. Gestern fand zur Vorfeier des Schillerfests ein imposanter Fackelzug statt, an dem sich die Turner, die Gewerke und Corporationen, schliesslich die Arbeiter der Karlshütte betheiligten. Am grossartigsten war die den Schluss des ganzen Festzugs bildende Abtheilung der Schiffszimmerleute der Karlshütte: zwölf junge Schiffszimmerer trugen auf dem Schultern ein kolossales Modell eines Schiffes, dessen gewaltige, mit farbigen Lampen gezierte Masten gigantisch emporragten. Die ganze Stadt war allimunirt - auch in der armseligsten Hütte leuchtete ein Lichtchen - und vor den öffentlichen städtischen Gebäuden, sowie auch vor der kgl. Commandanteur, brannten Pechkränze; an vielen Häusern befanden sich hübsche Transparente mit sinnreichen Inschriften. Nachdem der Zug sich durch die Hauptstrassen der Stadt bewegt, ordnete er sich auf dem grossen schönen Paradeplatz um eine mit der Kolossalbüste Schillers gezierte Säule. Hierauf Gesang und Rede. Endlich wurde die Schillerbüste durch bengalische Flammen beleuchtet, und nachdem man die Fackeln zusammengeworfen, der Choral "Ein' veste Burg" gesungen, oder vielmehr gespielt, denne der Gesang wurde erdrückt von der gewaltigen Menschenmasse. (D. Bl.)

(Allgemeine Zeitung 15. november 1859).

Slesvig-Holsten. **Kiel, 10. november. Vores bys Schiller-fejring var værdig til den position, som Kiel skal fastholde som hertugdømmernes åndelige centrum. Efter at alle skolerne havde arrangeret en tilsvarende forberedende fest i går morges, fandt en storslået parade sted i går ved middagstid, dannet af magistraten og byens myndigheder, universitetets lærere og studerende og håndværkerne (de fleste af dem med deres arbejdes skilte og i klædedragt), til markedspladsen for at afsløre og indvie Schillers kolossale statue, der er rejst dér. Hr. billedhugger Pfeiffer der leder den kunstneriske del af forretningen på Fernsichter Lervare-fabrik, havde udført arbejdet i gips i løbet af få uger og overrakte det sammen med fabriksejeren Videl for udvalget som gave. Da tæppet faldt, hilste en generel glæde det vellykkede arbejde. I morges holdt prof. Forchhammer hovedtalen i det akademiske auditorium; derefter præsenterede den lokale kunstnerforening levende billeder fra Schillers værker i en virkelig kunstnerisk forestilling i teatret; bagefter er der banket, og nu, om aftenen, skinner hele byen i et lyshav. Ligesom alle deltog i denne illumination, var hele festivalen også en virkelig generel, populær. Det er en skam at en foruroligende disharmonisk tone skulle forstyrre denne harmoniske demonstration. Ved banketten hvor lokalbefolkningens elite deltog, besluttede udvalget at ingen måtte tale før de udpegede seks officielle skåltaler var blevet holdt. Kammerherre Kaufmann, kurator for universitetet og leder af det lokale administrative distrikt, bad nu efter først at have hyldet Schillers minde, om at udråbe et hurra for kongen. Da dette blev givet ham efter en længere diskussion, var der næsten ingen der fulgte hans opfordring. Senere da en herværende købmand gav et hurra for hertugens familie med henvisning til, at den daværende hertug af Augustenborg havde udbetalt Schiller en årlig godtgørelse på 1.000 floriner i tre år, forlod kammerherre Kaufmann salen, men vendte straks tilbage for at foranstalte banketten aflyst.

Sleswig-Holstein. **Kiel, 10 Nov. Die Schillerfeier unserer Stadt war würdig der Stellung welche Kiel als der geistlige Mittelpunkt der Herzogthümer zu behaupten hat. Nachdem schon gestern Morgen alle Schulen eine entsprechende vorbereitende Feier für sich varanstaltet, bewegte sich gestern Mittag ein grossartiger Festzug, gebildet von dem Magistrat und den Stadtbehorden, den Lehrern und Studierenden der Universität, den Gewerbetreibeden (diese meist mit den Zeichen und im Gewande ihrer Arbeir), nach dem Marktplatz, um die dort errichtete Kolassalstatue Schillers zu enthüllen und einzuweihen. Hr. Bildhauer Pfeiffer, der auf der fernsichter Thonwaaren-Fabrik den künstlerischen Theil des Geschäftsbetriebs leitet, hatte dieselbe in der kürzen Zeit von wenigen Wochen in Gyps ausgeführt, und im Verein mit dem Fabrikbesitzer Videl dem Comité zum Geschecnk gemacht. Als die Hülle fiel, begrüsste eine allgemeine Freude das gelungene Werk. Heute Morgen hielt Prof. Forchhammer in der akademischen Aula die Festrede; sodann führte der hiesige Künstlerverein im Theater lebende Bilder aus Schillers Werken in wahrhaft künstlerischer Auffassung vor; darnach Festessen, und jetzt, am Abend, strahlt die ganze Stadt in einem Lichtmeer. Wie an dieser Beleuchtung alle theilnahmen, so war auch das ganze Fest ein wahrhaft allgemeines, volkthümliches. Schade dass in diese harmonische Kundgebund noch zuletzt ein störender Misston scih einmischen müsste. Bei dem Festessen, an welchem sich die gesammte Elite der hiesigen Bevölkerung betheiligte, war seitens des Comité's die Bestimmung getroffen dass niemand reden solle ehe die festgesetzten sechs officiellen Toaste ausgebracht seyen. Kammerherr Kaufmann, dr Curator der Universität und Chef des hiesigen Verwaltungsbezirks, verlangte aber nun, nachdem zuerst dem Andenken Schillers die Huldigung dargebracht, das Wort zu einem Hoch auf den König. Als ihm dieses nach längerer Discussion eingeräumt war, stimmte indessen fast niemand in seinen Ruf ein. Als dann später von einem hiesigen Kaufmann, mit Bezug darauf dass der damalige Herzog von Augustenburg drei Jahre lang an Schiller einJahrgeld von 1000 fl. hatte zahlen lassen, der Familie dieses Herzogs ein Hoch gebracht wurde, verliess Kammerherr Kaufmann den Saal, kehrte aber alsbald zurück, um zu veranlassen dass das Festessen aufgehoben wurde

(Allgemeine Zeitung 17. november 1859).

Kammerherre Kaufmann afkrævede efterfølgende på opdrag af det holstenske ministerium borgmester Kirchhoff en forklaring. Ligeledes blev købmand Lange indkaldt til politimæssigt forhør.

Efter hvad der meddeles fra Kiel, ere Forsøgene fra Kammerherre Kaufmanns og den holstenske Ministers Side paa at drage Ophavsmændene til de oprørsksindede Ytringer ved den kielske Schillerfest til Ansvar fuldstændig strandede; Sagen er lagt tilside, og Resultatet er blevet, at Slesvigholstenerne haane de danske Autoriteter, fordi de som sædvanlig springe op som Løver og falde ned som Faar. Undersøgelsen mod Kjøbmand Lange fra Ekernførde er standset, og Ministeren har affundet sig med den taalmodige Borgermester Kirchhof ved en Erklæring. (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 5. december 1859).

De danske aviser som ikke kunne nægte Schillers betydning, forsøgte i stedet at nedgøre arrangørerne for at bruge Schiller i deres eget øjemed, fx i Holsten for "slesvig-holstenismen". Omtalen af de i Slesvig arrangerede Schillerfest i Flensborg, Eckernförde og Rendsborg i efteråret 1859 blev i Berlingske omtalt som "Schillerfeber" der når så langt "som den tydske Tunge rækker".

Schillerstatuen i Stuttgart,  tæt på den by hvor han blev født, er lavet af Bertel Thorvaldsen i 1836. Den står der stadig.

Schillerfesten blev fejret ved alle tyske lærde skoler og universiteter i 440 tyske og 50 ikke-tyske byer med fakkeltog m.m. Det var dengang den største fest til ære for en tysk digter. De markerede samtidig afslutningen på reaktionen mod de tyske revolutioner 1848. Det blev også begyndelsen til studentersammenslutninger for tysk enhed og frihed. I 1905 fejredes Schiller atter, denne gang 100-året for hans død i Weimar, og i 1909.

Schillerfest i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Schiller blev i Slesvig fejret i bl. a. Flensborg, Eckernförde, Tönningen og Rendsborg, mens der ikke nord for var nogen højtideligheder af betydning. Se også særskilt afsnit om Schillerfesten i Kiel. I dag huskes Friedrich Schiller fx for "Freude schöner Götterfunken" (Sang til glæden) 

Schiller-Festen i Sønderjyland.

Man skal sikkert lede længe og forgjæves lede om Magen til den ikke blot feberagtige, men fuldkomment forrykte Begejstring, denne øllede Ruus, som har grebet alle tydske Hjerner i denne Tid, og som først den 10. November vil naae sit Holdepunkt. Vi kjende Gudskelov Tydskerne og deres Maade at fantasere og sværme paa; gjorde vi ikke dette, saa maatte vi som Fættere - om ogsaa langt ude - og Naboer nære den alleralvorligste Bekymring for dem. Thi ikke blot er det et af de for Menneskenaturen smerteligste Indtryk man modtager, naar man paa Menneskestudiets Vegne vover sig ind i en Daarekiste eller endog kun kaster et Blik derind, men der gives en Galskab, som er smitsom, det har man ofte hørt, og det er denne Side af Sagen, der forekommer os den farligste Lad den ædle Schiller længe nok have været en fortræffelig Digter, en Digter af første Rang og tillige ret egentlig en Folkedigter (Gud skal vide, at dette Sidste navnlig er han bleven for ganske nylig), saa Meget er dog vel udenfor al Tvivl , at hverken han eller nogen anden Moderssjæl nogensinde har drømt om, at han et halvt hundrede Aar efter, at han gik til Hvile, skulde komme til saadan Ære og Værdighed som det nu for Alvor tegner til. Det er i Sandhed meget komisk at forfølge denne Svimmels korte Historie, som jo i faa Ord er følgende: Det tegnede stærkt til, at de tydske Eenhedsprædikanler vilde komme tilkort. Hvor skulde man nu i en Hast gribe en Idee, som kunde holde den villieløse Masse i Aande en Stund endnu? Blot en lykkelig Tanke vilde være Nok for at holde Rusen igang og bringe den til Deliriets Stadium, - da faldt der en lykkelig Tanke ned fra Himlen, som et Stjerneskud, i Skikkelse af - Schillers Fødselsfest, som det virkelig vilde have været først kommende 10. November, hvis Manden var bleven saa vel et halvhundrede Aar ældre, end han blev Tanken var god, det har den viist sig at være; thi inden 8 Dages Forløb vare Gemytterne, Fantasterne, Hjerterne og Hjernerne over det hele store Fædreland, ja hiinsides Have og Oceaner, fulde af den ømmeste Pietet mod en Mand, som levede for endeel Aar siden, og som de Allerfleste vel aldrig før havde hørt tale om men, lige meget, som efter Avisernes Forsikkring havde været en stor Tydsker. Dette er, som man vil see, i Korthed Feberens Historie indtil Dato, naar endnu hertil komme de mere eller mindre storartede Forberedelser, som til Dagens Ære træffes overalt. Men, lass sie haben; saa lidt som Nogen misunde, Tydskland dets Schiller, saa gjerne under man det vist dels Fester til hans Forherligelse, lige meget hvad saa den egentlige Drivefjeder er til den hele Komedie. Om ogsaa det Hele for vore Øine maa tage sig ud som systematisk Galskab, saa vide vi dog Alle, hvor stor en Deel af dette fattige Livs Glæde der skyldes Illusionen. Kan det nu gjøre Tydskerne lykkelige, om ogsaa kun for en fjorten Dage af deres Liv, saa var det jo dog stor Synd ikke af et godt Hjerte at unde dem den korte Herlighed, som kun altfor snart vil give Plads for den Katzenjammer, der altid følger paa Rusen, og som skal være værst efter en Ølruus hvad denne jo er.

Men derimod er der, som allerede nævnt, en anden Side af Sagen, hvilke vi heroppe ikke kunne betragte med Ligegyldighed, nemlig Galskabens smitsomme Charakteer. Hvor stor eller liden Grund til Frygt der i saa Henseende er tilstede, beviser allerede den Omstændighed, at der, efter hvad man vil vide, ogsaa her i det sønderjydske Land spores Lyst hist og her til ogsaa denne Gang som saa ofte at abe disse ægte tydske Narrestreger efter, - for saa at blive udleet og gjort Nar af af den hele vide Verden. Fra Ekernførde, denne for sin Intelligents saa berømte By hvor Schillers Navn neppe er hørt, førend nu de tydske Aviser have fortalt de gode Spidsborgere Lidt derom, berettes det jo til Gud veed hvor mange Blade, at en Schiller-Fest der skal feires; det skulde slet ikke undre os, om det Samme spurgtes fra Arnæs og Kappel, fra Husum og Tovning, ikke at tale om det fine intelligente Slesvig; der vil man være nødt til at reise en Fest i Lighed med Kiels, Wiens og Berlins. Men hvad skal man sige, naar Galskaben griber om sig i den Grad, at der selv i Flensborg, det gode, adstadige Flensborg, der maaskee endda vilde have opkaldt en lille Gyde eller en af sine Vandbeholdere efter den store Schiller, i Lighed med, hvad man gjør andre Steder, dersom han havde været en stor Geschäftsmann, men som ikke giver en Mark i "gamle Penge" for Digteren, at der selv i dette Flensborg, den mest prosaiske By under Solen, findes Spor af, at Sygdommen har fundet Veien dertil, sandsynligviis kommen med Twistballer eller Tobaksblade ad Jernbanen Sydfra. Naar Sagen ikke i sig selv var saa uendelig komisk, at man virkelig døier med at bevare et Øiebliks Alvor, og man ikke veed, om man skal lee eller græde, saa vilde man dog vel have Grund til at sige: Det er Nok med den Galskab, at dens Strøm rækker saa langt Nord paa som til Danmarks Riges Grændse; Norden for den, Norden for Eideren er Galskaben ikke længere lidt berettiget, ikke længere til at undskylde. Hvad kommer Tydskernes nationale Jubel paa Schillers Fødselsdag os ved? Vilde Tydskerne gjøre for en Skilling Stads af en af vore dygtige Mænd, hvis vi fik isinde - hvad vi sagtens aldrig gjøre - at gjøre hans Fødselsdag til en politisk Demonstration? Og man kunde med en Smule Kjendskab til Forholdene, som disse i Virkeligheden ere, medrette spørge: Kjende I Schiller, I duunhagede Ynglinge, som for Øieblikket repræsentere Tysklland i Flensborg og tror, at en staaende Bart og "fliegende Haare" ere Nok til at gjøre Tydskeren? Hvad vide I om ham og hans Fortjeneste? Hvad tilsigte I med Eders abeagtige Optræden? Have I blot saa megen Fantasi at raade over, at I saa længe kunne drømme Eder midt i det lykkelige store Fædreland, hvor I saa gjerne høre hjemme, som et værdigt Led i den store tydske Kjede? Ikke engang det kunne I; een Følelse vil trænge sig med ind i Eders Festlokale, Følelsen af, at I staae i Begreb med at give en Prostitutionsscene tilbedste, som ikke engang vil kunne bringe Eder det allermindste Martyrium. Man vilde gjerne frie Flensborg og den Landsdeel, hvis Hovedstad den er, for den Tort og Svie, der maa følge paa en slig tydsk Drengestreg, og derfor: Hold op itide, mens Legen er god; allerede Rygtet er Flensborgs Prostitution, Bekræftelsen derpaa vilde være en Skandale. -a

(Dannevirke 5. november 1859)

Se endvidere det særskilte indslag om Schillerfesten i Kiel.

De holsteenske Blade ere, som man maatte vente det, opfyldte med Beretninger om Schillerfesten. I Kiel synes den hele Høitidelighed - paa en enkelt Skandale nær - at være løben ret heldig af, i Overeensstemmelse med Programmet. Den første Dag blev feiret i alle Byens Skoler, og i Universitetets Aula blev der holdt Tale af Rector, Professor Horn. Localerne vare overalt festlig smykkede og det manglede naturligviis ligesaa lidt paa Schillerbuster, som paa Musik og Sang, Glandspunktet af hele Festligheden dannede dog det store Festtog, der fandt Sted i Onsdags den første Dag. Det bestod af henved 2000 Personer, næsten, som "S. B." udtrykker sig, "die ganze rüstige Jugend- und Manneskraft unserer Stadt". Optoget lededes af Advokat Ritzsch og satte sig i Bevægelse præcis Kl. 9. I Spidsen red en af de akademiske Borgere som Herold, klædt i de holsteenske Farver; derpaa fulgte et Musiksikcorps, et Sangchor, Universitetspersonalet, Festcomiteen, Magistraten, de deputerede Borgere og tilsidst Laugene med deres Faner, Emblemer osv. Paa Torvet var den af Hr. Vidal skiænkede colossale Schillerstatue opreist den foregaaende Nat. Det forenede Sang- og Muslicorps udførte her en Festsang fra en i Nærheden af Statuen opreist Tribune, og efterat Advocat Ritzsch havde holdt en Tale, der sluttede med et citat af "Wilhelm Tell", blev den colossale Statue afsløret under Mængdens begeistlede Jubel, hvorpaa dens Hoved blev kronet af Studenterne med en Laurbærkrands. 

Ogsaa i Altona har Schillerfesten, ifølge "A. N.", havt et tilfredsstillende Udfald. Foran et Billede af Borgermestrens Bolig vare Schillers, Goethes og i Baggrunden Guttenbergs Statue opstillede med en smagfuld Omgivelse af Blomster. Fakkeltoget, der omtrent Kl. 7 bevægede sig ned ad Palmaille, var "ein wahrhaft imposanter". I Spidsen befandt sig Overpræsidenten, Hr. Conferentsraad Heinzelmann. Iblandt de mange Laug, hvoraf Processionen bestod, bare Jernbanearbeiderne Prisen med Hensyn til den smukke Maade, hvorpaa deres Emblemer vare udstyrede. Foran Schillerbusten blev der afsunget en Sang, og derpaa holdt Lærer Pehling en Festtale, imedens flere unge, hvidklædte Damer bekrandsede Busten. I Borgerforeningens Festlokale blev derpaa afholdt en Banket, hvori 390 Personer toge Deel, og hvorved den "mit einem wundervollen Organ ausgestattete Präses der Liedertafel, Hr. Wendorff" holdt Festtalen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. november 1859)

Slesvig-Holsten, Kiel, 18. november Ifølge rapporter sendte kammerherre Kauffmann på vegne af ministeriet for Holsten i går et officielt brev til borgmester Kirchhoff, hvori han bad ham om at tage affære på grund af sin opførsel som medlem af Schillerfest-udvalget for at begrunde det i "Harmonien" ved banketten. Købmand Lange havde allerede måttet udstå et politiforhør på grund af sin skål for det augustenborgske kongehus.

Schleswig-Holstein, Kiel, 18. Nov. Dem Vernehmen nach hat der Kammerherr Kauffmann, im Auftrage des Ministeriums für Holstein, gestern ein amtliches Schreiben an den Bürgermeister Kirchhoff gerichtet, worin er denselben auffordert, sich wgen seines Verhaltens als Mitglied des Schillerfest-Komité beim Festmahl in der "Harmonie" zu rechtfertigen. SChon vorher hatte der Kaufmann Lange, wegen seines Toastes auf das Augustenburgische Fürstenhaus, ein polizeiliches Verhör zu bestehen gehabt.

(Passauer Zeitung : niederbayerische Volkszeitung. 25. november 1859)

På mange skoler blev det forbudt at fejre Schillerfesten. Skoleelever skulle vende blikket mod nord. Det blev ligeledes ikke tilladt at gå med klassehuer som kielernes og rendsborgernes. Og der blev holdt opsyn med om påbudene blev overholdt.

Can Pac Swire: Schillerdenkmal. Statue af Friedrich Schiller i Leipzig. Creative Commons.