Ko stikker Barns Øie ud. (Efterskrift til Politivennen)

 Aalborg, den 2den Mai

Et saare beklageligt Tilfælde er indtruffet her ved Dampskibets Afgang til Kjøbenhavn forr. Tirsdag: Et Par Køer, som skulde skibes ombord, løb undervejs paa Quaien fra Driveren og den ene foer med sit Horn lige ind i Øiet paa et lille 6 Aars Pigebarn, som desværre vistnok ganske har mistet det ene Øies Lys. Barnet, som ved det tilføiede Saar tillige har været betænkeligt syg, men dog nu tør haabes at være ude af Livsfare, søgte i al sin Smerte endnu fromt og hengivent at trøste Forældrene med, at Stødet ikke havde ramt en af hendes yngre Sødskende. Den Lilles Tilstand indgyder i det Hele al Deeltagelse og da Forældrene, Stolemagersvend Sørensen og Hustrue, trods al deres Flid og under agtværdigt Forhold, ogsaa lide af forøgede Næringsbekymringer, vil en Opfordring til den altid redebonne Veldædighed om at lindre disse vist finde kjærlig Imødekommen. Hvert Bidrag hertil skal det være os en stor Glæde at modtage.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. maj 1860)

Sylvester Jørgensen og det danske Mindretal i Slesvigs Stænderforsamling. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af Adressen til Mindretallet i den slesvigske Stænderforsamling skriver Folketingsmanden for Ringkjøbing Kredsen, Hr. Sylv. Jørgensen, endv. i Byens Av.:

"Jeg betragter Striden i den slesvigske Stænderforsamling og i Slesvig som en Kamp om, hvordan de uopløste Opgaver, den sidste Krig har efterladt, bedst skulle ordnes, og det er mit Ønske at denne Ordning kunde skee ad fredelig Vei. For at naae en saadan Udjævning, maa man ikke gaae ud fra den Forudsætning, at den ene Part har i Eet og Alt Ret og den anden Part i Eet og Alt Uret. Jeg har lagt Mærke i til, at iblandt de Forberedelser, der gaae forud for en Krig, hører der iblandt Andet, at Parterne hver for sig ophidse Befolkningen og opflamme Noget, man vel nærmest kan kalde Nationalhad, ikke alene mod de foregivne eller virkelige Skyldige, men endog imod den Nation i sin Heelhed, man tænker sig som Modstander, i den forest. Kamp. Man er muligen af den Mening, at hvis Soldaten ialmindelighed vidste, at de virkelig Skyldige, nemlig de, som have bragt Striden tilveie - og næret den, enten slet ikke eller kun i ringe Antal ere tilstede i Feldten, vilde han kun med Uvillie satte sit Liv og Velfærd paa Spil for at ødelægge Folk, der i Reglen ere lige saa uskyldige i Krigen som han selv. Den menige Mand bruges i Krigens Tid i Magthavernes Hænder omtrent paa samme Maade som Spillekort i de Spillendes Hænder. Lader man sig først bruge til at ophidse sine Modstandere, saa har man i tildeels sig selv at takke for Følgerne. Den omhandlede Adresse kan ikke bidrage til at udjævne Striden og hvis de Mand, der udgjøre Mindretallet, ikke have en saadan Styrke i deres egen Bevidsthed, at deres Mod uden en saadan Adresse kan vedligeholdes, saa fortjene de neppe den Roes, der tildeles dem."

"Bliver det Begreb det almindelige, at der ved Undersaatter under den danske Konge og Medborgere i den danske Stat kun bør forstaaes dansktalende, saa maa Landet deles, da Sydslesvigerne, Holstenerne og Lauenborgerne tale Tydsk. Det er nok muligt, at Adskillige ønske en saadan Deling og Grundloven for Kongeriget med nogen Beklippelse af Valgretten saaledes omdannet, at Slesvig eller endeel af Samme kunde komme ind derunder, samt en nærmere Tilslutning til de nordiske Riger, Jeg ønsker den ikke, men skal en Sprogkrig fortsættes i den Betydning, at der ved dansk Nationalitet kun skal forstaaes udelukkende Dansktalende, saa maa en Adskillelse af Landet blive Følgen, og faaer Tydskland først Hold i et Stykke fra Syden, saa har det godt Fodfæste, og dersom Nogen troer, at Striden saa vilde vare bilagt, kunde han maaskee dog - regne feil. Ligesom man vel ogsaa tør antage, at vi bedst enes med vore Naboer nordpaa, naar vi ikke have altfor meget med dem at gjøre. Min Mening er kort og godt, at man ved den omhandlede Adresse og ved den saa kaldte national-liberale (men i Virkeligheden, ved to tvistende Sprognationaliteter i samme Stat, eensidigt statssplittende og ubilerale) Politik arbeider tydske Interesser saa godt i Hænderne som det vel er muligt. - Henimod en Trediedeel af Rigsdagens Medlemmer har ikke tiltraadt Adressen. Den har ikke været behandlet paa Rigsdagen, da denne kun har med Kongerigets særlige Anliggender at gjøre. Der er ikke Faa af vore Statsmand, der have en lignende Mening som den, jeg her har udtalt, men de ere fortiden ikke i Møde; man undseer sig ikke ved uden videre at stemple dem som Tydsksindede. Tiden vil maaskee bedst vise, hvilken af Parterne der har Ret."

I selve Ringkjøbing have, uagtet Byfogdens Opfordring til at deeltage, ogsaa kun 62 underskrevet Adressen. Her i det over 7 Gange saa folketalrige Aalborg har Adressen endog kun faaet, efter Had. Av., 161 (correctere 160) Underskrifter, uagtet den tidligere Præst i Slesvig, Stiftsprovsten, havde paa en af de udlagte Lister stillet sig i Spidsen for Underskrifterne. Af Borgerrepræsentanterne havde 4, en 5te var forreist, ikke underskrevet, hvad kun bemærkes i Anledning af en urigtig Fremstilling i nævnte Blad. Det var, efter hvad der er os meddeelt, ogsaa kun af ovennævnte geistlige Embedsmand og Lærere ved Latinskolen at der var telegrapheret Hilsen til Festmåltidet i Haderslev.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. april 1860)

Sylvester Jørgensen (1821-1881) var gårdmand og politiker, medlem af Folketinget valgt i Ringkøbingkredsen i 1855, 1856-1864 og 1866-1872. Desuden medlem af sogneforstanderskabet i Hanning 1854-1858. Han blev genvalgt to gange, men tabte ved folketingsvalget i 1864 til skolelærer C.J. Fjord. Jørgensen opnåede igen valg ved folketingsvalget i juni 1866 og sad igen i Folketinget til folketingsvalget 1872. Han tilhørte Venstre i starten af sin folketingskarriere, men gik efterhånden over til Højre. Jørgensen var tillige medlem af Rigsrådets Folketing 1864-1866 for Ringkøbingkredsen.

Amtsforvalter Laurids Skau af Mariegaard ved Haderslev, hvem Adressen fra Aalborg til Mindretallet i den slesvigske Stænderforsamling var tilsendt, har efter Modtagelsen af samme under 28de f. M. tilstillet Formanden for Borgerrepræsentantskabet i Aalborg følgende Skrivelse, som vi ere blevne anmodede om at optage:

"Med behagelig Skrivelse af 24de d. M. har jeg modtaget fire ligelydende Adresser med ialt 161 Underskrifter til Mindretallet i den sidste slesvigske Stænderforsamling.

Det er mig en dobbelt Glæde netop fra Aalborg at have modtaget en saadan anerkjendende Udtalelse angaaende Mindretallets Færd, eftersom denne Byes Avis synes at have bestræbt sig for at lede Stemningen i en anden - tildeels modsat - Retning, saa at endog een af de værste, om end ubetydeligste, Slesvigholstenere (Baudissin) har troet at kunne citere denne jydske Avis til Støtte for sine Meninger. Naar desuagtet Aalborgenserne have ydet Mindretallet den Anerkjendelse, hvorom deres Adresser give vidnesbyrd, da tør vi vistnok deri see et glædeligt Beviis paa. at en national og frisindet, skjøndt derhos moderat Optræden ligeoverfor gjenoplevende oprørske Tendentser og tydsk Wühleri, har en dyb og kraftig Selvbevidsthed i den danske Nation til Grundlag, der har været og vil stedse blive de loyale Sønderjyders bedste Støtte eg kjæreste Opmuntring. Idet jeg bemærker, at Adresserne gjennem "Dannevirke" ville blive bragte til mine Venners Kundskab og senere i Original blive forelagte mine Kampfæller i Stænderforsamlingen, tillader jeg mig herved at frembære Mindretallets hjerteligste Tak for den samme viste Deeltagelse, i hvilken vi ville see en styrkende Opmuntring til ogsaa i Fremtiden at bekæmpe Oprøret under enhversomhelst Skikkelse og Form, hvori det Tid efter anden maatte vise sig, og til at værne om det Sprog, der er vor Nationalitets bedste Kjendemærke og dyrebareste Eiendom. Med udmærket Høiagtelse har jeg den Ære at undertegne mig etc."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. maj 1860).

Rigsdagsmanden for Ringkjøbing, Sylv. Jørgensen, siger i en ny Udtalelse i Byens Av. ang. det sprognationale Stridsspørgsmaal:

"Der siges, at der er Dansk og Tydsk, hvorom det dreier sig. Dette er vistnok forsaavidt rigtigt, som der her i Landet gives et stort og mægtigt Partie, hvis nationale Troesbekjendelse, om jeg ikke har forstaaet den galt, lyder omtrent som saa: Du skal elske de Danske og hade de Tydske. Denne Tanke kunde tildeels være rigtig, naar en Hob vilde Røvere overfalde en fredeligtsindet Befolkning eller naar blot Ophavsmændene til en uretfærdig Krig stilledes frem for vor Betragtning; men naar den fremtræder med stor Styrke i et Land som Danmark, med dansk- og tydsktalende Undersaatter under den samme Konge, i en Stat kom den danske, med een Landsdeel, Kongeriget, hvis Indvaanere tale Dansk, een Landsdeel, Slesvig, hvis Beboere tale deels Dansk og deels Tydsk, samt de tvende Hertugdømmer, Holsteen ogLauenborg, hvis Befolkning taler Tydsk, og naar den fremtræder i en saadan Udstrækning, at tydsk og dansk Sprog i den samme Stat skal betragtes som afgjorte Fjender af hinanden, saa har man den Brand, som jeg i mit første Stykke hentydede til, og da Følgen deraf maa snart eller seent blive, at hver Part fra sin Side søger at afskjære Forbindelsen med den anden for at trække sig ud af Branden, saa har man Statens Opløsning. Den, som bevidst eller ubevidst bidrager dertil, gjør efter mit Begreb sit Fædreland en ringe Tjeneste, hvad enten han saa kaldes Slesvigholstener eller dansk National-Liberal. Det eneste Middel til ar modarbejde dette, er, at Mænd, kom ikke ynde den national-politiske Ruus, sige til de Berusede, at man helst vilde være fri for Klammeri.

"Mine Bemærkninger om, at man helst skulde see at bidrage til, at Ordningen af Slesvigs Anliggender kunde skee ad fredelig Vei, og at det dog var muligt, der kunde være nogen paa Begge Sider, vil jeg ikke have forstaaet som gjældende Hertugen af Augustenborg eller dem, som dengang og endnu ere hans Tilhængere. Disse har jeg stedse betragtet som Oprørere; men dermed er ikke sagt, at alle de Tydsktalende, der ikke i Eet og Alt ynde den danske Regjerings Foranstaltninger, kan medrette kaldes Slesvig-holstenere, eller at de Dansktalende, som ivrigst troe paa Ufeilbarlighed fra sproglig dansk Side, derved gavne deres Fædreland bedst. Den eller de Mænd, som kunde være saa heldige at give Antydning til, hvordan de stridende Parter bedst skulde lære at forliges, og selv privat og offentligt give Exemplet derpaa, vilde efter min Mening have den Tilfredsstillelse, at den Roes, som Anderledessindede modtage gjennem Adresser og andre Hædersbeviisninger, eller den Daddel, som de selv kunne være udsatte for, ikke skal smerte dem, thi Bevidstheden om at have gjort hvad der efter deres Overbeviisning var Pligt, vil bude dem Erstatning derfor.

Hvad Soldaten angaaer, saa har jeg den Tro, at han nu som for vil gjøre sin Pligt, hvis han bliver kaldet dertil! men jeg troer ogsaa, at han igien kan fordre af dem, der befatte sig med nationale Anliggender, at de, Enhver efter sin Betragtning - og ikke efter Andres Forskrifter - gjøre hvad de, formaae til en fredelig Løsning af Forviklingerne, forsaavidt en saadan Løsning kan være overensstemmende med Fædrelandets Tarv. Hæderen til Soldaten er i sin Orden, naar han staaer for en retfærdig Sag eller forsaavidt han udfører sin undersaatlige Pligt imod sin Konge; men jeg holder dog meest af den Soldat, som kan undvære en saadan Roes."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. maj 1860)

Det er et lige saa perfid og daarligt maskeret som det er et aldeles borneret Forsøg paa at skjule Sandheden og herpaa bygge klodset indirecte Sigtelse, naar Laur. S. kan i et Brev hertil, i Anledning af og i bagvendt Forbindelse med Nationalitets sagen, vil give falsk Skin af, at en af hans Colleger i den slesvigske Stænderforsamling, hvem han kalder "een af de værste, om end ubetydeligste Slesvigholstenere (Baudissin)", "endog har troet at kunne citere Aalborg Avis til Støtte for sine Meninger". Brevskriveren har vel troet at kunne "citere" flotvæk en saadan i sin hele Forbindelse fremført usand og taabelige Sladder uden at den skulde komme videre, siden han vel ellers vilde have sørget herfor igjennem hans beredvillige Organ Had. Avis. Da den imidlertid nu ad anden Vei "efter Anmodning" er forsøgt propaganderet igjennem "Berl. T.", skulle vi gjerne vise Beskaffenheden heraf og af Skaus sande Stilling hertil. Den Sag nemlig, hvori Baudissin, efter Hdl. Avises Yttring i sin Tid, thi vi have ikke den slesvigske Stændertid., skal have i Stænderforsamlingen citeret vort Blad, er ved hans Forslag om Pressefrihedens Indførelse i Slesvig, altsaa ikke i fjerneste Forbindelse med "hans Meninger" om det nationale Stridsspørgsmaal, hvilket udelukkende foranledigede Adressen herfra og andetsteds. Da B. bebudede sit Forslag om Pressefrihed, udtalte vi, eller rettere fornyede vi tidligere Udtalelser og Ønsker for at dette Gode maatte blive Slesvig tildeel, samt Beklagelsen af, at Regjeringen ikke selv havde taget Initiativet i at fremkalde det. Heri, i dette Sidste, er det at Forslagsstilleren, da han siden indbragte Forslaget, skal have paaberaabt sig vor Udtalelse, og det er, siden Saadant er skeet, os kjært, at man da tillige i Slesvig har erfaret, at der i Kongeriget ogsaa aander Ønsket for Pressens Frihed lige saa fuldt i Hertugdømmerne som den lykkeligen er tilstede i Kongeriget, saa at Slesvig fra Kongeriget kan vente at borgerlig Friheds Tilstyrkning, imedens denne sydpaa søges sørgeligen hæmmet. Hin Beklagelse, at Regjeringen ikke selv har taget og tager Initiativet, istemme vi saa meget mere, som man ved at befordre Frihed i Slesvig alt vilde have praktisk viist, at man mener det alvorligt med Friheden, og man tillige herved vilde have havt det sandeste og sundeste Middel til at fjerne den sprognationale og sønderlemmende Tvist og til at knytte alle Slesvigeres Hjerte nærmere og fastere til Danmark. Om Forslaget nu, da Regjeringen ikke selv har benyttet Initiativet, er udgaaet fra en Greve eller hvilketsomhelst Medlem, er os og Sagen ganske Ligegyldigt. Laae Friheden Skau og hans tvende bureaukratiske Fæller mere paa Hjerte, saa vilde og burde disse ogsaa selv have været de Første hermed eller have støttet Sagen, især da de selv med Føie have beklaget sig over, at man oftere paa den anden Side har ved det sprognationale Brud viist sig utilbøielig til at følge dem i Forslag, der kunde være til Slesvigs Bedste. Vilde Skau dette, i sin hele indre Udvikling og Befæstelse, tilgavns, da havde han selv maattet følge Folkefriheden, for hvilken han er født og baaren, og burde have havt mere Grund og vilde have gjort bedre Virkning, end Greven, ved selv at have istemt vor Udtalelse. Ialtfald burde Mindretallets Førere, uagtet de jo naturligviis have meest Hjerte for Danmark, mindst lade en meer aristokratisk Side i noget Tilfælde have Lejlighed til at tage Initiativet, hvor der er Spørgsmaal om Frihed i Slesvig.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. maj 1860)

Ved den Fest i Ringkjøbing som feiredes i Anledning af Istedslaget havde ogsaa den bekjendte Rigsdagsmand Sylvester Jørgensen indfunden sig, og da han af en Taler blev opfordret til at bevise sin Paastand, at Slesvig ikke var en dansk Provinds (man vil bemærke, at Hr. Sylvester Jørgensen er enig med Hr. v. Schleiniz), søgte han virkelig at godtgjøre, at Danmark aldeles ingen Ret har til at indblande sig i Slesvigs Anliggender, og han tilføjede, al det var bedst "at aflægge disse Mindedage for ikke at irritere Fjenden". Grev Schulin imødegik S. Jørgensen og udbragte el Hurra for Danmark til Ejderen. Konsul Husted lagte Vælgerne paa Hjertet at vælge en ægte dansk,selvstændig og oplyst Mand, naar der atter skulde vælges  til Rigsdagen; saavel han som de følgende Talere udtalte sig imod den nævnte Rigsdagsmand. Om Aftenen var et Festmaaltid arrangeret, hvorpaa fulgte el Bal. 

(Ribe Stifts-Tidende 28. juli 1860).

Dagbladet nævnte 7. august 1860 i en længere artikel om Zahle, Sylvester Jørgensen, Bernhard Ree fra Aalborg Stifts-Tidende og andre kritikere af regeringen at man skulle holde nøje øje med om tanke- og ytringsfriheden ikke blev misbrugt til landsforræderi. 

Sprogreskripterne i den slesvigske Stænderforsamling. (Efterskrift til Politivennen)

Den 30. januar 1860 havde den slesvigske stænderforsamling behandlet en anmodning mod sprogreskriptet. Den kongelige kommissær sagde dertil at kongen ikke kunne gå ind på en sådan. Man insisterede imidlertid alligevel på at lave en, hvilket blev vedtaget med 27 stemmer imod 14. I marts måned skulle så kommissionens anmodning behandles.

(Slesvig-Holsten.) Flensborg, 16. marts. I går nåede de mellemslesvigske stænderforsamlingsmedlemmers forslag mod sprogskriftet endelig til den afsluttende behandling. Dep. Hansen-Grumby gav som kommissionens ordfører en meget detaljeret beskrivelse af de håbløse forhold i de pågældende distrikter. Selv den ret der er garanteret i sprogskriftet til at få udført kirkelige aktiviteter på det sprog der passer de pågældende, bliver på den mest brutale måde trampet på af prædikanterne; befolkningen er blevet ganske retsløse; man har kun frihed til at udøse sit hjerte ud i Stændersalen hvert tredje år, og så vil man sige, at Stænderne er ballademagere. Politikken, der sigter mod at udvise tyskere fra kirke og skole, har været en sort tråd gennem lovgivning og administration gennem de sidste ti år. Man går til værks som om mennesker eksisterer på grund af sprog og ikke omvendt sprog på grund af mennesker. Thomsen-Oldensworth og Hüfner Ebsen talte i samme ånd. Behovet er stort, sagde sidstnævnte, fordi forældre og børn ikke længere kan forstå hinanden; men når nøden er størst, siger folket, er man tættest på Gud. Fra dansk side talte pastor Mørk-Hansen imod forslaget, om end på en påfaldende mat måde; Repræsentanten for Flensborg, senator Petersen der normalt altid stemmer med ultradanskerne, talte for forslaget. Endelig rejste præsidenten, provst Otzen (der, skønt meget servil i verdslige anliggender som præst, ikke kunne få sig selv til at tie om de nuværende forhold i kirke og skole) og bad næstformanden tage hans sæde, da han følte sig tvunget til selv at tale. Han havde længe overvejet, om han skulde tale eller tie; resultatet er at han må aflægge vidnesbyrd som en loyal mand. Han så mange tårer, megen nød og elendighed, især i de sydlige distrikter (amt Gottorf) på grund af sprogreskriptet. I ni sogne forkyndes Guds ord på et helt fremmed sprog; anglerne forsikrede ham om, at de ikke kunne forstå en dansk prædiken. Tilstanden er ynkelig. Den sproglige skrift volder kun skade, adskiller hertugdømmets indbyggere og nærer og opretholder konstant uroligheder. Alt her er stadig loyalt, men urolighederne kan blive til et oprør. Der skal gøres noget for at forhindre dette. Den kongelige kommissær forsikrede endnu en gang, at flertallets bestræbelser på at få en ændring i sprogskriftet vil mislykkes. Kommissionens forslaget blev til sidst godkendt med 29 stemmer mod 12. Mødet var meget stormfuldt, og tribunerne var fyldt til randen især med landmænd.

(Schleswig-Holstein.) Flensburg, 16. März. Gestern gelangte endlich der Antrag der mittelschleswigschen Abgeordneten gegen die Sprachrescripte zur Schlussverhandlung. Abg. Hansen-Grumby gab als Berichterstatter der Commission eine sehr eingehende Schilderung der heillosen Zustände in den betreffenden Districten. Selbst das in den Sprachrescripten noch zugesicherte Recht, die kirchlichen Handlungen in der den Betreffenden zusagenden Sprache vornehmen zu lassen, werde von den Predigern in der brutalsten Weise mit Füssen getreten; die Becölkerung sei gänzlich rechtlos geworden; man habe nur noch die Freiheit, alle drei Jahre sein Herz im Ständesaal auszuschütten, und dann heisse es, dass die Stände Unruhestifter seien. Die auf Verdrängung des Deutschen aus Kirche und Schule gerichtete Politik ziehe sich wie ein schwarzer Faden durch Gesetzgebung und Verwaltung der letzen zehn Jahre hin. Man gehe zu Werke, als ob die Menschen der Sprache wegen und nicht ungekehrt die Sprache der Menschen wegen da sei. In demselben Sinne sprachen Thomsen-Oldensworth und der Hüfner Ebsen. Die Noth sei gross, sagte letzterer, denn Aeltern und Kinder Könnten sich nicht mehr verstehen; aber wenn die Noth am grössten, sage das Volk, sei Gott am nächsten. Von dänischer Seite sprach Pastor Mörk-Hansen, jedoch in affallend matter Haltung, gegen den Antrag; der Abgeordnete für Flensburg, Senator Petersen, der sonst immer mit den Ultradänen zu stimmen pflegt, nahm dagegen für den Antrag das Wort. Endlich erhob sich der Präsident, Probst Otzen (der, obwohl in weltlichen Dingen sehr servil, es dennoch als Geistlicher wohl nicht über das Herz bringen konntte, zu den jetzigen Zuständen in Kirche und Schule still zu schweigen), und forderte den Vicepräsidenten auf, seinen Stiz einzunehmen, indem er sich gedrungen fühle, selbst zu reden. Er habe lange bei sich selbst erwogen, ob er reden oder schweigen solle; das Resultat sei, er müsse als loyaler Mann ein Zeugniss ablegen. Er habe namentlich in den südlichen Districten (Amt Gottorf) viele Thränen, viel Noth und Jammer gesehen wegen des Sprachrescripts. In neun Kirchspielen werde Gottes Wort in einer ganz fremden Sprache verkündet; die Angliter hätten ihm versichert, sie könnten keine dänische Predigt verstehen. Der Zustand sei erbarmenswerth. Das Sprachrescript wirke nur Unheil, trenne die Einwohner des Herzogthums, nähre und unterhalte beständig Unruhe. Noch sei hier alles loyal, aber die Unruhe könne in Aufstand übergehen. Etwas müsse geschehen, um dem vorzubeugen. Der königliche Commissär versicherte nochmals, dass das Streben der Majorität, end Veränderung der Spraschrescripte herbeizuführen, durchaus erfolglos sein werde. Der von der Commission befürwortete Antrag wurde schliesslich mit 29 gegen 12 Stimmen angenommen. Die Sitzung war eine sehr stürmlische und die Tribünen, namentlich von Landleutern, bis zum Erdrücken voll. 

(Regensburger Tagblatt : Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerechtigkeit. 23. marts 1860)

De Slesvigske Provindsialstænder

(Fra vor Referent)

Provst Otzen holdt det længste foredrag, der endnu er forekommet i denne Diæt. Han havde længe overveiet, om han skulde tage Ordet i denne Sag. Der er jo blevet sagt, at det vil være forgjæves, at det skal have sit forblivende med de gjældende Bestemmelser. Men han vil i Henhold til Forfatningstillægets § 59 rette sig efter sin egen samvittighedsfulde Overbevisning om, hvad der kan fremme Almeenvellet, og der er fremfor Alt Anledning for Sjælesorgerne til at tage Ordet. Han vil derfor tage Ordet i denne Sag, det kan ikke være illoyalt, som man har sagt; han forsynder sig ikke dermed imod sin Konge, det er hans simple Pligt. Han repræsenterer Gottorp Amt; ni Segne ere der blevne haardt trufne af Sprogrestriptet, han har seet hede Taarer rinde over den ynkværdige Tilstand, har hørt bittre Klager og læst Petitionerne; naar han seer de lithograferede Petitioner, forekommer det ham rigtignok, som om dens Hjerte, der har underskrevet dem, maa være lige saa koldt som den Steen, hvorpaa de ere trykte; men han veed, at der er Grund til Klage. Guds Ord forkyndes i et Sprog, som Folket ikke forstaaer. Man siger, at de kunde forstaae det, naar de blot vide, men de kunne ikke. Han er født i Flensborg, hans Forældre have talt Platdansk, han kjender det platdanske Sprog i Angel nøie og kan altsaa dømme om, hvorvidt den, der forstaaer og taler dette platdanske Sprog, ogsaa kan forstaae en høidansk Prædiken. Naar en Kjøbenhavner kommer til Angel og taler om "Samvittighed", "Fristelse osv., forstaaer man ham ikke; naar Beboeren selv vil udtale sig om aandelige og himmelske Ting, griber han til det platydske eller Høitydske. I de Sogne, Taleren repræsenterer, forstaaer man slet ikke dansk. Der er blevet sagt, at man ikke skulde røre ved Forfatningen, men naar Kongen og Forsamlingen blive enige om, at der skal foretages Forandringer, kan deri tog ikke ligge noget Betænkeligt. Langt betænkeligere og farligere er det, naar man gaaer ud over Forfatningen, og dette er skeet (intet frit Valg med Hensyn til Sproget ved Confirmationen; Underviisning i Fædrelandshistorie er dansk ved Slesvigs Domstole). Naar saadanne Overgreb befales eller taales, hvor har man saa Borgen for, at der ikke gaaes endnu videre? Han vil derfor indstændig bede den kongelige Regjering om at gjøre en Ende paa saadanne Overgreb; det kunde falde tungt at bære de sørgelige Følger. Taleren fremkommer derpaa med Forslag til Sagens Ordning, som ikke ere ret forstaaelige, men synes at gaae ud paa, at Slesvig skal betragtes som eet blandet Distrikt. - Naar Sagen ordnes paa en tilfredsstillende Maade, grundlægger Kongen et sandt Lyksborg i sine Undersaatters Hjerte. Der gaaer en Urolighedens Aand igjennem  det slesvigske Folk, da det frygter for at berøves store og dyrebare Goder; det er ikke Oprørets Aand, det slesvigske Folk er intet oprørsk Folk; men hvad der ikke er, kan blive, smaa Aarsager kunne have store Følger. Han troer som den af Folket valgte Forsamlings Præsident at turde rette Formanings- og Advarselsord til sit elskede Folk. Han formaner det til at være roligt, til ikke at lade sig ophidse, ikke at forglemme, at al Hjemsøgelse kommer fra Herren. Men gid ogsaa de, som staae omkring Thronen, maatle betænke, at Hvem meget er givet, af ham fordres der meget. Taleren tager den Trøst med sig hjem, at han uden Menneskefrygt har talt i Sprogsagen. (Bravo paa Tribunen.)

Den kongelige Commissarius oplæser endnu engang den kongelige Resolution paa Stænderforsamlingens sidste Andragende angaaende Sprogsagen, og anseer ogsaa det foregaaende Andragende, om det skulde vedtages, derved for afgjort. Vicepræsidenten beklager, at Commisarius paa en saadan Maate har sluttet Forhandlingerne om Sprogsagen. Andragentet vedtoges med 26 St. imod 12.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. marts 1860. Uddrag).

I februar 1864 ophævede civilkommissærerne såvel sprogreskriptet som forfatningen af 18. november 1863.

Slesvig By: Knapmager begaaer Selvmord i Fængslet. (Efterskrift til Politivennen)

I Slesvig havde borgerne besluttet at eskortere possementmester Gercke, som var blevet arresteret af danskerne, og som havde bortført sig selv i fængslet, til graven. Men politiet beordrede, at ethvert optog, der blev opfattet som en demonstration, såsom sang ved graven og noget lignende, skulle stoppes med strenge straffe. I forgårs var alle byens borgere der i sorg for at deltage i begravelsesoptoget i biler eller til fods. Men hele gaden fra den afdødes lejlighed til kirkegården var besat af politifolk og gensdarmer, gaden, hvor en anden gade slutter sig til, var afspærret, og to kompagnier danske soldater var stationeret i nærheden af ​​kirkegården. Da ligvognen begynder at bevæge sig, og begravelsesfølget er ved at være med, meddeler en gensdarme: "I lovens navn er ethvert følge forbudt." Borgerne trækker sig tilbage, hvor end to personer står sammen bliver de kørt fra hinanden, unge piger, der står foran husene for at strø blomster, jages væk, soldaterne truer med bajonetten, da de forsøger at nærme sig kirkegården.

In Schleswig hatten die Bürger beschlossen, den von den Dänen verhafteten Posamentier Gercke, der sich im Gefängniss entleibt hatte, zum Grabe zu geleiten. Aber die Polizei gebot, eine jede Procession, die wie eine Demonstration angesehen werde, wie Gesang am Grabe und alles, was dem ähnlich sey, bei schwerer Strafe zu unterlassen. Vorgestern Morgen waren nun sämmtliche Bürger der Stadt in Trauer zur Stelle, um im Wagen oder zu Fusse sich dem Leichenzuge anzuschliessen. Aber die ganze Strasse von der Wohnung des Abgeschiedenen bis zum Kirchhofe war mit Politizisten und Gensdarmen besetzt, die Strasse, wo eine zweite Strasse einmündet, abgesperrt, in der Nähe des Kirchhofes zwei Kompagnien dänischer Soldaten aufgestellt. Wie der Leichenwagen sich in Bewegung setzt, und das Trauergefolge sich anschliessen will, verkündet ein Gensdarm: "Im Namen des Gesetzes ist jedes Gefolge verboten." Die Bürger ziehen sich zurück, überall, wo zwei zusammenstehen, werden sie auseinander getrieben, junge Mädchen, welche vor den Häusern stehen, um Blumen zu streuen, werden fortgejagt, die Soldaten bedrohen mit dem Bajonet, der sich dem Kirchhofe zu nähern sucht.

(Neue Würzburger Zeitung : Würzburger Abend-Zeitung ; Würzburger Anzeiger und Handelsblatt 12. marts 1860)

En possementmester fremstillede knapper. Andre steder angives han til at være knapmager.

Efter "Itzehoe Ubl. " skulde den paa Grund af Adresse-Undersøgelsen i Byen Slesvig (næst en Handskem. Stender) fængslede Possementm. Goercke have hængt sig i Fængslet, heed det sig, paa Grund af haard Behandling, da han havde siddet 8 Dage uden Lys i et koldt Fængsel. Han var en Mand inde i de Fyrretyve og alt i mange Aar Familiens Støtte. Liget overgaves til Familien til Jordfæstelse og nogle Venner af den Afdøde havde bragt det fra Fængslet til det fædrene Huus. De syngende Medlemmer af Sangforeningen ville synge nogle Psalmer ved Graven, men det blev forud forbudt af Politiet. Ved Jordefærden blev ogsaa de Piger, som havde indfundet sig for at strøe Blomster, og de Indvaanere, som vilde følge, viste tilbage af Politiebetjente og Gensd'armer. Hvor Liigtoget passerede, aabnede sig derimod næsten overalt Huusdørene og der viste sig en Mand med Sørgeflor, men som strax blev staaende. Militairet havde besat alle Adgange til Kirkegaarden. Overalt, tilføies der, var stor Alvor og størst mulige Stilhed. Kun en ung Mand, fra Leipzig, lod det komme dertil, at han fængsledes. - I Adresseundersøgelsen ere ogsaa flere Deputerede (formodentlig Borgerrepræsentanter) inddragne. I Torsdags fængsledes Kjøbmand Herting. M. H. t. Politiets Fremgangsmaade imod Boghdlr. Hr. Heiberg da er det, efter Alt. Merc., ved Kjendelse af Overappellationsretten paalagt Magistraten at tage Seglene fra Bogladen, hvis Forsegling derefter jo altsaa maa have været ulovlig. Dernæst, heed det kunde der ved denne Sag kun være Tale om Stadarrest, hvorimod man heller ikke kunde gaae ind paa H.'s Klage over den imod ham brugte Fremgangsmaade. Det overlodes til Magistraten at føre Sagen videre ved simpel kriminel Undersøgelse eller paa fiscal Vei. Politiemester Aud. Jørgensen havde imidlertid, efter f. Bl., viist sig gjenstridig imod Overappelationsrettens Kjendelse om at tage Seglet fra Bogladen, fordi En, som var under criminel Undersøgelse, ikke skulde turde drive sin Forretning. Det vilde da vare mærkeligt, om en saadan Bestemmelse existerede i Slesvig, hvad jo forresten efter Overapellationsrettens Kjendelse ikke kan være Tilfældet. Ellers skulde jo ogsaa en Politiemester, naar han lod en event. Uskyldig tiltale, kunne lukke hans Forretning og berøve Familien Brødet? Saadanne Bestemmelser existere dog vel intetsteds. Ministeriet kommer nu til at afsige sin Kjendelse og hvis det ikke vil desavouere Overappellationsretten indsatte en anden Politiemester til at udføre Rettens Forskrift. - Efter f. Bl. have to af de fængslede Borgere (der maae altsaa være fleer end ovenfor anført), Korkfadr. Esch og Kjøbmand Benek, nævnt sig resp. som Forfatter og Udbreder af Adressen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. marts 1860)

- En vis Knapmager Goercke i Slesvig, bekjendt som en dygtig Wühler, var bleven arresteret for at have løbet omkring og uddeelt den rumohrske og Eckernførder-Adressen, men hængte sig efter et Par Dages Forløb i Arresten. Det var naturligt, at Manden maatte betragtes som et Offer for den "gode Dag", og da han i Mandags skulde begraves, havde scleswigholsteinerne aftalt en storartet Demonstration med del hele Apparat af "Liedertafel", hvidklædte Damer og Blomsterstrøening osv. osv. Politiet forbød imidlertid den hele Comedie og havde til yderligere sikkerhed ladet Indgangen ved Kirkegaarten besætte med Militair og Gendarmer, saa at Ordenen ikke blev videre forstyrret, med Undtagelse af en tydsk Haandværkssvend, en Leipziger, blev arresteret paa Grund af Gadeskandaler. - Undersøgelserne angaaende Adressen gaae imidlertid deres Gang, en Kjebmand Herting er bleven arresteret og flere af de deputerede Borgere i slesvig indstævnede. (Vestslesv. Av.)

(Roskilde Avis 15. marts 1860).

Veteraner fra Slaget paa Rheden. (Efterskrift til Politivennen)

- Den "Berlingske Tidendes" Liste over Veteraner fra 2den April skal jeg tillade mig at supplere med Nedenstaaende :

"I Dreiø Sogn, Fyens Stift, lever endnu en Veteran fra 2den April 1801, Huusaftægtsmand Rasmus Hansen. Allerede i Aaret 1799 giorde han Tieneste paa Linieskibet "Oldenborg". bestemt til Tranquebar, og med dette led han skibbrud under Madeira. Paa Danmarks Hædersdag var han med paa "Dannebrog" og var saa heldig at komme uskadt fra Kampen; mindre heldige vare, efter hans Fortælling, tre andre Dreiøbørn og Byesbørn; de to faldt i Begyndelses af Slaget, og, da "Dannedrog" ikke længere vilde narres med Engelskmanden, men sprang i Luften, sprang den tredie Dreiøbo med. Efter Affæren i Busum Fjord 1814, hvori han ligeledes deeltog, blev han hjempermitteret. I sit huuslige Liv har han rigtignok senere havt adskillige Smaamalheurer, f. Ex. da Havet (der, som han siger, altid har havt et godt Øie til ham) gjemte hans første Kone et Sted mellem Ærø og Dreiø, og under sidste Krig tog en gift Søn fra ham, der var gaaet i Transport til Als. Med alt dette har han en saa besynderlig, gammeldags Tro, at han aldrig har ladet sig forbløffe, men ender gjerne Fortællingen om sit bevægede Liv med de Ord: "Ja, Vorherre har alligevel været besynderlig god mod mig". Nu lever han i stilhed her paa Øen, et Pragtexemplar af Menneske, Fader etc. etc, der nok fortjener at konserveres saa meget som muligt, Jeg kan desværre ikke anbefale ham til den offentlige Opmærksomhed, fordi han er skrøbelig; thi har gaaer endnu, om forlanges, 2 a 3 Miil ad Gangen uden Gene, og arbeider daglig 7 til 8 Timer paa sit lille Snedkerværksted. Heller ikke er han egentlig trængende, da han har, som man siger fra Haanden og i Munden, og dertil, hvad ikke Enhver har, slet ingen ængstelig Bekymring for den Dag imorgen, fordi han troer, at den, der engang talte: "Seer til Fuglene under Himlen" osv., taler endnu til ham. Iøvrigt er han kun 80 Aar gammel, og det er da ikke, som "Dreiøboen siger, nogen Alder, der er værd at tale om. Skulde ikke destomindre Nogen have Sind til at betænke denne Mand med Et eller Andet, da vil det ikke komme paa det urette Sked."

Dreiø Præstegaard, den 22te Febr. l860

Ærbødigst

Bøhmer.

Sognepræst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1860)

- Af Krigeroldingene fra 2den April  1891 lever ogsaa i Nykjøbing forhenv. Skibstømrer Fisker P. Svenningsen i en Alder 79 Aar. Paa "Charlotte Amalie", Capit. H. H. Koefoed, som i Forening med "Sjælland" under den uforfærdede Capit. Harboe kjæmpede med 117 Kanoner imod 191 engelske, erholdt han hin Dag en Kugle i høire Underarm og modtager desaarsag en lille Pension. Endv. lever paa Morsø en anden Krigerolding, en nu 84aarig Gubbe, Mads Sørensen, som desværre er næsten stokdøv og maa friste sin Tilværelse med at "gaae paa Hold", som det hedder, i Ljørslev og Ørding Sogne. Han var hin Kampens Dag med paa "Nyborg" under den brave Rothe, der tilligemed Egede paa "Rendsborg" kjæmpede med 29 Kanoner imod 49 og først trak sig tilbage, efter at hans Kanoner paa een nær vare ubrugelige, hans Pram synkefærdig og Fjerdeparten af hans Mandskab falden eller saaret. Mads Sørensen var senere med paa Kanonbaadene fra 1897 til 1814 og havde tidligere som 16aarig Gut gjort et Togt til Vestindien. - Den Høitbedagede kunde dog vel fortjene, at Nutiden mindede hans Ungdoms modige Gjerning med en Veldædighedensgave.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. marts 1860)

Veteraner. I Egerup ved Skielskør lever en Mand ved Navn Peder Hansen, som var med i Slaget 2den April 1801. Han var ombord i Flydebatteriet Nr. 1. stod ved Kanonen Nr. 12, og var den eneste af de 12 Mand ved denne Kanon, som kom derfra med Libet, da Kanonen sprang. Willemoes havde Commandoen ombord. Han er nu 85 Aar gammel, dog gaaer han i Reglen 1 Miil hver Dag. - Han lever af Almisse.

- Listen over Veteranerne fra 1801 kan, ifølge velvillig Meddelelse, endvidere suppleres med den 84 aarige Aftægts-Huusmand Hans Simonsen i Seden ved Odense. Han har i sin Ungdom været med til at grave Odense Canal. I 2den April Slaget stod han som Landsoldat paa Vagt paa Kongebroen imellem Nyholm og Qvintus. Han havde dengang til Lieutenant nuværende General Krogh og var efter sin Opgivelse Nr. 113 ved 2det Musketteercompagni. Skjøndt han ikke tog videre activ Deel i Kampe, er 2den April Slaget dog vedblevet at være hans Livs store Minde, hvorom han taler om Dagen og drømmer om Natten. Han har senere levet som Huusmand i Seden og arbeidet ved Opmudringsvæsnet paa Odense Canal. Indtil det sidste Par Aar var han meget rask og rørig og saaes for 5 Aar siden undertiden oppe paa Taget som Tækker. Nu er han bleven affældig, men gaaer dog en del oppe. Han forsørges af sin Svigersøn og Datter og har ikke modtaget Understøttelse af det Offenlige.

I Dragør paa Amager lever, ifølge en en velvillig Meddelse til Red., en af Deltagerne i Slaget paa Rheden, Andreas Zacharias. Han er født i Rønne paa Bornholm og kæmpede under Slaget ombord paa "Holsten". Han er nu 82 Aar gammel og har den tunge Skjæbne at være blind; hans Kone er kun to Aar yngre og bestandig sengeliggende. Det gamle Par lever i meget trange Kaar og trænger i høi Grad til Understøttelse.

- Christen Christensen af Hostrup, født i Aaret 1777, var, ifølge "Hiørr. Av." i Aaret 1800 ombord paa Admiralskibet "Justitia" og gjorde under Slaget paa Rheden Tjeneste ved Carstensens Batteri paa Stranden ved Amager. Han lever  i meget trange Kaar og har været sengeliggende i over to Aar.

- I Svenstrup i Holbeks Amt lever, ifølge "Kall. Av.", en Veteran, Mads Frederiksen Søltbek, født 1779. Han blev udcommanderet som Søvant paa Linieskibet "Danmark" 1799, og efter forskjellige Fata var han i 1806 ombord i Linieskibet "Prinds Christian". I Træfningen ved Sjællands Odde (23de Marts 1808) blev han fangen og ført til  til Engeland, hvor han maatte forblive til 1810. Ved sin Hjemkomst kom han paa en kaperbaad og brækkede senere Benet, hvorved han blev utjenstdygtig. Nu opholder han sig i Svenstrup By i Holbek Amt og underholdes af Communen

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1860).

"Bombardment of Copenhagen" (published 1 oct. 1801). A view of the Battle of Copenhagen, fought on 2 April 1801, between the British fleet, under the command of Admiral Sir Hyde Parker (1739-1807), and a Danish-Norwegian fleet which was anchored off Copenhagen, resulting in a strategic British victory. Royal Collection Trust. 

Veteraner. Ifølge velvillig Meddelelse fra Hr. Toldkontrolleur Tb. Andersen lever der paa Aglsgaard ved Hellebek en Veteran fra 2den April, nemlig Fisker Niels Poulsen, Aar gammel. Han gjorde Tjeneste under hele Slaget ombord i Blokskibet "Mars" og kom usaaret ud af Kampen: han har senere gjort Orlogstjeneste i 4 Aar, og var, fra 1807 til 1814, Bestyrer for Telegrafen paa Odins Høi, imellem Kronborg og Nakkehoved. Niels Poulsen blev gift og hans Kone døde 1854; han lever i trange Kaar og har Underhold ved en 51aarig døvstum Søns Fiskeri, der dog i de senere dyre Aar ikke har været tilskrækkeligt til Begges Fornødenheder, hvorfor han siden Konens Død hvert Aar har medtaget noget Brændsel af Fattigvæsnet, samt i dette Aar 2 Læs Tørv, ligesom han ogsaa siden 1854 har modtaget ugentlig 7 Pd. Brød. Han kan ikke længere selv drive Fiskeri, men er dog saa rørig, at han kan gaae etc: Alderdomssvagheder trykke ham mere og mere, Synet slaaer ham feil og han føler det Trykkende i sine trange Kaar: dog, naar han fortæller om sin syvaarige Telegrafbestyrelse, røber den gamle Mand tydelig, at dette har været Glandsperioden i hans Liv, og han taler om Begivenhederne fra den Tid med en Varme og Begejstring, som lader see, at han har følt Betydningen af sin Stilling, og efterlader en Følelse af, at han utvivlsomt har været en meget paalidelig Personlighed.

Ligeledes har Hr. Distriktscommissair B. Jensen velvillig meddeelt os, at der paa Slettens Fiskerleie lever to Veteraner fra 1801. Den ene, Fisker Jens Jensen Helle, er 80 Aar gammel. Han kæmpede ombord i "Dannebrog" og var en af de Faa, som slap med Liv og Lemmer, da Skibet sprang i Luften, og fik kun sit Ansigt forbrændt. Senere tjente han paa Kanonbaadene og sloges I 1807 paa Skibet "Afrika" ved Dragør. Han har nu i flere Aar været sengeliggende og lever i yderst trange Kaar. Den anden Veteran er Fisker Svend Sørensen. Han kæmpede ombord i Skibet "Danmark" 1801, og gjorde senere Tjeneste paa Kanonbaadene. Han er 83 Aar gammel, nyder et godt Helbred, men er meget fattig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. marts 1860).

Dette er et udvalg af smånotitser som florerede i aviserne i anledning af Berlingskes forsøg på at lave en liste over veteranerne.