Thorvald August Brown Jørgensen (1825-1890). (Efterskrift til Politivennen)

Manden på fotoet er Thorvald Jørgensen (1820-1890), kvinden Nicoline Marie Jørgensen (1825-1910). Jørgensen blev født 6. marts 1825 i Odense. Deltog kortvarig i Treårskrigen som frivillig i det beredne jægerkorps for øerne 1849, hjemsendt med knæskade januar 1850. Garnisonsauditor Rendsborg. Han tog slesvigsk juridisk eksamen 1856, og blev 14 dage senere politimester, auktionarius og rådmand i Slesvig. Magistraten bestod da af borgmester C. Leisner, stadssekretær Heinr. Rohweder og rådmænd Joh. Marquardsen og J. H. Jensen. 

Slesvig By blev efter Treårskrigen 1848-1851 udsat for fordrivelser af velhavende borgere og intelligentsiaen: angiveligt skal ca. 60 familier være blevet fordrevet af den danske regering i det håb at man derved fik fjernet lederskabet af oppositionen. Byen blev desuden i perioden mellem Treårskrigen og 1864 ret forarmet. Der opstod gnidninger mellem Jørgensen og Leisner der af danske myndigheder blev anset for at være for "blød".

Af hans erindringer perioden 1856-1864 "Nogle meddelelser om min embedsvirksomhed i staden Slesvig fra 1856 til 1864" (1906) fremgår at han som politimester i 1859 havde besluttet sig for en fastere hånd over for den slesvig-holstenske bevægelse, Ved juletid 1859 var der uroligheder. Kort efter årsskiftet lukkede 1860 Jørgensen den Heibergske Boghandel i byen og anholdt urmager Gerke i reaktion mod omdeling af en slesvig-holstensk adresse (Rumohr + 26 underskrivere). Gerke døde i cellen, muligvis selvmord. Den store menneskemængde der mødte op ved hans begravelse blev anset for en demonstration og hårdhændet splittet ad af alt disponibelt mandskab. Jørgensen ledede personligt aktionen. 

E. Carl Edvard Emil Rye (1820-1890): August Jørgensen (1825-1890). Nicoline Marie Jørgensen (1824-1910). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De danske myndigheder var tilfredse, mens det set med slesvigholstenske øjne blev opfattet som fanatisk dansksindethed. Leisner blev efterfølgende forflyttet til Eckernförde, og Jørgensen udnævnt til hans efterfølger og tildelt ridderkorset. Han beholdt samtidig posten som politimester. Jørgensens fremgangsmåde fandt også tilslutning i avisen Fædrelandet:

Fuld saa megen Galde øser Forfatteren af Adressesagen og især dennes Hovedoffer Advocat og Boghandler Heiberg i Slesvig. Med dybeste Indignation berettes, hvorledes den Adler- og Dielziske Boghandel i Dresden, alt iforveien berygtet ved Udgivelsen af den dansksindede, ungewitterske Geographi, har havt den Skjændighed, ikke blot at negte Heiberg Credit, men endog hertil at knytte sin Beklagelse over, at et saa nyt Firma drev Politik i Stedet for at passe sine Forretninger. - "I Sandhed", udbryder Forfatteren med skærende Ironi, "den Hædersmand, som skrev dette Brev, burde prydes med Dannebrogsordenen paa sin Kjole!" - Dog dette er, skjønt tungt at træffe hos en Landsmand, ikkun Smaating. Borge- og Politimester Jørgensen, det er Manden, som bærer det juridiske og moralske Ansvar, ikke blot for Heibergs borgerlige Ødelæggelse, men for Gerkes Selvmord og, som det lader til, for at en Mand er bleven vanvittig, som dog ei er bleven vanvittig - ikke at tale om flere høie Militaires Afgang og en Majors Forsættelse til Randers, Alt som fjernere Følger af den heibergske Sag. Ved at læse Skildringen af Jørgensen kommer man uvilkaarlig til at tænke paa en eller anden siciliansk eller neapolitansk Inqvisitor ja Side 64, hvor Forfatteren i høj Pathos udbryder: "Svøben er ikke tilstrækkelig, der maa pidskes med Skorpioner! Lad os derfor overalt indsætte Mænd som den regerende Borge- og Politimester Jørgensen i Slesvig til Landfogder" - er det tydelig nok Gessler - dessen Hochmuth Tell erschoss" - hvortil der alluderes, og man fatter nu den Følelse , der brugte den schillerbegeistrede Skoleungdom til at overvælde Manden med Undsigelsesbreve. Det forstaaer sig forresten af sig selv, at heller ikke den flensborgske Appellationsret, hvem det navnlig forekastes, at den har fraveget den holstenske Appellationsrets Fortolkning af Bestemmelserne om Petitionsretten, rimeligvis den som Professor Schütze efter "Fædrelandet"s Beretning har doceret, gaaer Ram forbi. "Det synes, som om denne den høieste Justitsautoritet i Slesvig, der rigtignok i sin større Halvdel bestaaer af Danske, vil indføre Skorpioner i Stedet for Pidsk; (øjensynlig er dette en Yndlingsvending hos Forfatteren) men da opgive den ogsaa Navn af Domstol!" Da dette blev skrevet, var Kjøbmand Langes Dom endnu ei bleven skærpet til ti Maaneders Fæstningsarrest, hvorledes skulde man ellers have fundet Udtryk stærke nok til at brændemærke denne Voldtægt paa Lov og Ret!

(Fædrelandet 30. november 1860)

Hans erindringer "Nogle meddelelser om min embedsvirksomhed i staden Slesvig fra 1856 til 1864" er citeret og behandlet i Børge L. Barløse: Borgmester August Jørgensen og "den gode sag" (Sønderjyske årbøger, 1. halvbind 1964). Her omtales de som et "Fængslende personligt dokument hidrørende fra en embedsmand, der var blevet en fabel, endnu mens han fungerede, og som i sjælden grad var blevet bagtalt og forhånet af sine modstandere." Jørgensen betegnede den slesvigholstenske opposition som terrorisme. Han støttede og finansierede herefter to loyale kandidater for at dæmme op mod slesvigholstenerne, skorstensfejer Friedr. Sam. Chr. Perschke og murermester Gustav Jessen. Det blev en fiasko, de fik kun hhv. 22 og 15 stemmer.

1861 udarbejdede han en liste over fremtrædende personer i byen dels om "kongens tro mænd ... har anledning til at vende ryggen" (modstanderne), dels "dem som på grund af bevidst loyalt sindelag er genstand for en sådan forfølgelse, at de trænger til særlig understøttelse fra de loyales side." Listen blev imod hensigten offentliggjort og vakte almindeligt røre, også i Danmark. Igen forsvarede Fædrelandet ham ved den lejlighed i nedenstående artikel:

- Politimester A. Jørgensen i Slesvig har som en af Kongens nidkjæreste og virksomste Embedsmænd i Sydslesvig stadig været Henstand for Oprørspartiets Forbittrelse og Forfølgelse, hvad der er i sin Orden, da det sikkert ingen mere energisk og ufortrøden Modstander har end netop ham, der ved enhver Leilighed er det paa Spor. Som Følge af Partiets Had, som det gjør ham den største Ære at have paadraget sig , er han baade flere Gange bleven fremstillet som "en dansk Blodhund" til Afsky og Rædsel i den tydske Presse, og endnu flere Gange er han bleven beæret med unavngivne Trusels- og Undsigelsesbreve i den pompeuseste og latterligste Form. Fornylig har Hr. Jørgensen mere end nogensinde opbragt Partiet, idet han har fundet sig foranlediget til at meddele et Par af de høiere Embedsmænd i Byen Slesvig, nemlig Brigadecommandeuren, Commandanten og Rectoren ved Domskolen en Liste, saavel over de Borgere, der ved deres i Løbet af det sidste Aar aabent udviste illoyale Sindelag have givet Kongens troe Mænd Grund til at vende dem Ryggen, som over dem, der ifølge deres yttrede loyale Sindelag ere udsatte for Forfølgelse af hine, og derfor trænge til Understøttelse fra de loyale Embedsmænds Side. Rectoren ved Domskolen, Dr. Professor S. Povelsen, har derpaa, fortælles der i "Koll. Zeit." for 26de Februar, fremlagt denne Skrivelse i Lærernes Forsamlingsværelse, og har derved givet Leilighed til at tage Afskrift af den og saaledes sende den til de undertrykte Schleswigholsteineres medlidende Venner i Tydskland. Dette "unverschämtes Actenstück" fingurerer nu i tydske Blade. I denne Anledning har Hr. Jørgensen modtaget følgende Brev fra Berlin i tydsk "Lapidarstil", skrevet afvexlende med rødt, blaat og sort Blæk, og med fransk Udskrift:

"Sehr werther Schuft!

Das schåndliche Benehmen, welches Er den deutschen Bewohnern Schleswgs gegenüber führt, hat die Unterzeichneten veranlasst Ihm einen deutschen Brief zu schreiben.

Wir verden vielleichl bald in Schleswig , dem Schauplatze Deiner Schandthaten, unsere braven Waffengefährten von 48-49 wieder begrüssen.

Dann wollen wir Dir Dein Hintertheil nicht anstreichen, sondern braun und blau streichen; merke Dir, dass jede neue Bedrückung der Schleswig- Holsteiner Dein kerbholz vergrossert, und dass, wo Du Dich auch verkriechen nidgest, die Dir bestimmte Kugel Dich doch erreichen wird!!!!!

Berlin den 28sten Februar 1861.
königlich preussische Garde-Füseliere, 150 Mann.
(Hoch Schleswig Holstein stammverwandt!)"

(Fædrelandet 5. marts 1861)

Jørgensen fortsatte som borgmester indtil 1864. Han var godt klar over at langt hovedparten af byen Slesvigs befolkning var imod den danske administration og hvad de opfattede som en økonomisk udsugning bl.a. gennem beskatning som skulle afbøde den danske statsgæld - og de danske embedsmænds pensioner. Et slesvig-holstensk øgenavn for dem var "Levebröder". Han planlagde derfor at vende stemningen i sommeren 1863 ved at udgive et dansksindet blad, "Südschleswigske Volkszeitung".

Før det nåede at udkomme, blev han indhentet af de historiske begivenheder. Forbitrelsen mod Jørgensen i Slesvig By viste sig ved at de "Stadtverordneten"/ deputeretkollegiet i slutningen af november 1863 på borgmester Jørgensens opfordring (eller befaling?) nægtede at sende en lykønskningshilsen til Christian 9. efter dennes tronbestigelse.

Mod slutningen af januar begyndte han at modtage truselsbreve, og da krigstilstanden indtrådte 1. februar 1864, blev familien sendt over Haderslev og Odense til København. Han fulgte efter den 4. februar. 23. marts til 21. april var han byfoged i Fredericia. Så valgt til rigsrådets folketing i Hillerød. Oktober 1866 herredsfoged i Lunde-Skam (Fyn) og herefter tabte han langsomt interessen for Slesvig. 

Schleswig by fik herefter en ny borgmester Reimers som blev almindelig velanset i store dele af befolkningen som en dygtig embedsmand. Han blev i september 1865 af den preussiske administration erstattet af en anden som beboerne dengang frygtede ville genskabe forholdene under den danske borgmester Jürgensen (se fx Magdeburger Presse 11. september 1865).

Jørgensen deltog i Peschkes begravelse 1879. Her citerede han selv i sine erindringer en gammel slesviger for at skulle have sagt at de foretrak ham for preusserne. Det er nok snarere ønsketænkning.

Pleiemoder idømt Forbedringshuus. (Efterskrift til Politivennen)

En Arrestantinde Inger Bolette Linnø, Clausens Enke, Datter af en afdød Dyrlæge, nu 45 Aar gammel, var tiltalt ved Kbhvns. Criminalret for uforsvarlig Behandling af de hende anbetroede Pleiebørn. Ved Undersøgelse var oplyst, at 23 saadanne alene i de sidste 8 Aar til Midten af 1859 vare anmeldte som døde, medens de vare i "Pleie" hos hende og hendes under Sagens Undersogelse ved Døden afgaaede Mand, Skomagerm. R. Clausen, imod hvem der var tilveiebragt en høi Grad af Formodning om, at han forsetligt ved slet Behandling og Sult søgte at fremskynde Døden hos flere af disse Børn, navnlig dem, for hvilke der var erlagt en Betaling eengang for alle. Ved de af en Mængde forskjellige Personer afgivne Forklaringer og øvrige Oplysninger fremkom der tjlstrækkeligt Beviis for, at Forbrydersken, som i en Række af Aar har søgt Erhverv ved at modtage Børn i Pleie - har gjort sig skyldig i det hende paasigtede Forhold. Det blev saaledes godtgjort, at næsten alle de Pleiebørn, som hun har modtaget, ere afgaaede ved Døden af Sygdomme, der efter de afgivne Forklaringer af Læger meget vel kunne være en Følge af Mangel paa tilbørlig Pleie, og navnlig deraf, at de ikke have erholdt tilstrekkelig Næring ; at Børnene, som hun bestandigt søgte at erholde for en forholdsviis meget ringe Betaling eengang for alle (i Reglen kun 60 Rd. for deres Forsørgelse i alle Henseender, indtil de vare blevne voxne), ere meget hurtigt afgaaede ved Døden, uagtet det efter de fremkomne Oplysninger maa antages, at idetmindste endeel af dem have været sunde og stærke, da hun modtog dem; at Børnenes Behandling idethele taget har været slet; de vare ikke under tilbørlig Opsigt og Pleie; den dem tildelte Føde har ikke været saaledes, at den kunde vere tilstrækkelig til deres Ernæring, og Arrestantindens afd. Mand var ovenikjøbet ond imod Pleiebørnene, viste en raa og brutal Adfærd imod dem, ja endog slog dem, selv i deres spæde Alder, og den Skjændige havde Tilsynet med dem, saavel naar hun var ude om Dagen, som naar hun i flere Dage var borte fra sit Hjem. Navnlig gjælder dette en lille Pige Marie, der efter de fremkomne Oplysninger maatte antages at være død af Mangel paa Pleie. Arrestantinden havde ogsaa, som det maa antages, for at den utilstrækkelige Ernæring ikke skulde gjøre Børnene altfor urolige, ladet flere af dem ligge med Sut, uagtet Brugen af en saadan, som skadelig for Børn, udtrykkeligt var forbudt af vedk. Læge. Alle under Sagen afgivne Forklaringer gaae saagodtsom eenst. ud paa, at Børnene ere blevne slet behandlede, i hvilken Henseende hun selv har erkjendt, at hun alene tog Børnene i Pleie for at skaffe Penge tilveje, og at hun, efter at disse vare forbrugte, ikke bekymrede sig videre om Børnene! Skjøndt hun tillige var tiltalt for Meddelagtighed i Forsøg paa Fosterfordrivelse, for Forlokkelse til falsk Forklaring for Retten og Meddelagtighed i Tyveri og Helen, da det blev vedgaaet af hende, at hun deels havde modtaget forskjellige Fødevarer og andre Gjenstande af Fruentimmer, uagtet hun vidste, at de vare fravendte de Familier, hos hvilke de tjente, og deels har opfordret dem til at bringe hende og derefter af dem modtaget lignende Gjenstande, uagtet hun vidste, at de vilde blive tagne fra deres daværende Herskaber, osv.; slap hun, mærkeligt nok, med 5 Aars Forbedringshuus.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. februar 1861)

Snekastning og Rejseforsinkelser. (Efterskrift til Politivennen)

Uforsvarlig Forsømmeligked ved Sneekastning. Det er bekjendt, ar Hamborgerposten den 9de ds. og jydske Post, som ankom hertil i Tirsdags Kl. 2, var ikke mindre end 36 Timer underveis fra Roeskilde til Kjøbenhavn. Aarsagen til denne fabelagtige Forsinkelse maa søges i den store og uforsvarlige Malkonduite, som Vedkommende, der have med Sneekastningen at bestille, udviste ved denne Leilighed, og som fortjener streng Dadel. Vi have derom erfaret Følgende: Postillonen, som kjørte Posten fra Roeskilde, var Mandag Eftermiddag Kl. 1½ ankommen til Roeskildekro, og da han saae, at Veien fra Kroen og ned til Bommen var belagt med Snee af c. 5 Alens Høide og saaledes ufremkommelig isærdeleshed for en firehjulet Fjedervogn, henvendte han sig strax til Sognefogden saavel som til Formanden for Sogneforstanderskabet i Vridsløselille med Anmodning om Hjælp, hvilken blev ham lovet, men istedetfor at opfylde dette Løfte underrettede Sognefogden ham om Eftermiddagen Kl. 4-5 om, at han ikke kunde beordre Mandskab ud til Sneekastning efter Solens Nedgang, men at han imorgen tidlig skulde faae den fornødne Assistance; ja, Formanden skal - efter hvad der fortælles - endog have givet Postillonen en som det rigtignok synes overflødig skriftlig Underretning om, at han var nødt til at blive i Roeskildekro, til Sneen blev kastet. Først næste Dags Formiddag Kl. 10 kom enkelte Mænd med Skuffer ud og faae paa Sneen, men det egentlige Arbeide for at gjøre Veien passabel begyndte først ved Middagstid, efterat en af Postvæsenets Embedsmænd i Forening med en Politiofficiant vare ankomne til Stedet, og efterat man iforveien ved tilkaldt Hjælp havde maattet bære Posten paa Lægter og Stænger ind over Marken ned til Bommen, hvor Veien kunde passeres. Naar man nu veed, at det Stykke, hvorom der var Tale, neppe er en Strækning paa 150 Alen, saa vil det indsees, at en øieblikkelig og kraftig Assistance af en Snees Mand vilde have bevirket, at Posten kunde være ankommen hertil næsten fire og tyve Timer tidligere, end det nu var Tilfældet. At Vedkommende fra Generalpostdirectionens Side bør kræves til Ansvar, maa vel ansees som givet.

(Flyveposten 15. februar 1861).

Reisefataliteter. For de Reisende, 41 i Tallet, som isøndags ankom med Hamborger Posten til Roeskilde, hvor Jernbanetoget som bekjendt maatte standse, har denne Tour frembudt ikke faa Fataliteter. Dertil hører blandt Andet, at de maatte overnatte, Herrer og Damer péle-méle, i Banegaardens store Sal samt andetsteds, hver de kunde finde Tilhold, og dernæst at der næsten ikke var at opdrive nogen Befordring til at komme videre, uagtet det dog vistnok havde været Banebestyrelsens Sag at sørge derfor. Endeel af de Reisende kom endelig afsted med Posten og naaede Mandag Middag Roeskildekro, men da Postvognen paa Grund af den i Gaarsnumeret omtalte uforsvarlige Ligegyldighed med Hensyn til Veiens Ryddeliggjørelse ikke kunde komme videre, besluttede 6 af de Reisende, 4 Udlændinge og 2 Danske at begive sig videre tilfods. Gjennem tykt Sneefog kæmpede de sig frem til Glostrup, hvor de ankom i Mørkningen og søgte hen til Fogden, for at faae en Slæde. Fogden var borte med Hestene og ventedes hjem om kort Tid. De Reisende besluttede nu at oppebie hans Tilbagekomst, men istedelfor at bydes indenfor, maatte de vente paa ham i Gaardsrummet. Efter en halv Times Forløb kom han, men gav de forkomne Reisende den lidet trøstelige Underretning, at han ikke kunde skaffe dem nogen Slæde, da hans Heste vare altfor trætte, og at  han ligesaa lidet kunde give dem Huusly, eiheller vidste Nogen, der vilde bære deres Bagage og vise dem Veien. Et Forsøg, der af en Reisende gjordes hos Præsten i Glostrup, havde et lignende Resultat, og tvivlende om at finde nogen barmhjertig Samaritan i hele Glostrup, begave de Reisende sig atter paa Vandring. Men ligesom de vare ifærd dermed, bleve de anraabte af en Mand. Han havde hørt, hvor betrængte de vare, og tilbød dem sit Huus til at overnatte i. Det var en Indsidder Christensen. Med den største Hjertelighed modtog han de Reisende, bespiste dem og gav dem Natteleje, og da de den næste Morgen vilde betale ham derfor, var det kun med Nød og næppe, at han lod sig overtale til at modtage en lille Sum, der ialfald ikke stod i Forhold til den store Tjeneste, han havde ydet dem. Sin store Forekommenhed satte han Kronen paa ved med stor Umage at skaffe dem en Slæde, og saaledes skete det, at de i god Behold ankom hertil Kjøbenhavn en Tid før Posten. - Denne Fremstilling er givet os af en af vedkommende Reisende, og vi efterkomme gjerne hans Opfordring, at bringe Indsidder Christensen hans og hans Reisefællers Tak for en Opførsel, der afgiver en mærkelig Modsætning til den hensynsløse Ugjæstfrihed, der vistes dem fra andre Sider, man man mindst skulde vente den.

(Flyveposten 16. februar 1861)

Rainals Reise til Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

- Den i Kjøbenhavn som storbritannisk Konsul fungerende Mr. Rainals foretager for Tiden en Rundreise i Slesvig for at gjøre sig bekjendt med Stemninger og Tilstande i denne Landsdeel og for at indberette Resultaterne af sine Iagttagelser. De holsteenske og slesvigske Blade have bragt en Række Meddelelser angaaende denne Rundrejse, der for endeel laborerer ad Urigtigheder. Naar der saaledes er blevet sagt, at Konsul Rainals næsten udelukkende har søgt Oplysninger hos tydsksindede Personer, at han næsten stedse har logeret hos Tydskere, samt at han har udtalt sig skarpt med Sprogreskrivtet, saa kunne vi af god Kilde forsikkre, at disse Beretninger ere ligesaa urigtige som i flere Tilfælde Forudsætningerne, de ere byggede paa, ere urimelige. Mr. Rainals har hidtil kun besøgt Sydslesvig og den vestlige Deel af Mellemslesvig. Han har opholdt sig i Rendsborg, Slesvig, Husum, Oldensworth, Bredsted, de frisiske Egne, Joldelund, Tønder etc., og er fra sidstnævnte By reist til Flensborg, hvor han har opholdt sig i de sidste 5 til 6 Dage. De omtalte Meddelelser i Bladene omfatte ikke hans Ophold i sidstnævnte By. Konsul Rainals har paa denne Tour ikke alene besøgt de bekjendte Deputerede Hansen-Grumby, Thomsen Oldensworth og Hamckens, samt en stor Deel af de mest anseet tydsksindede Mænd i de nævnte Byer, men ogsaa, hvor han kunde - og Leiligheden dertil kunde under den første Deel af hans Reise kun være sjelden - ivrig dansksindede og dansktalende Mænd, saavel en af de nyvalgte Deputerede (Diemer i Tønder) som Landmænd, Borgere og Geistlige. At ville bebreide ham, at han kun i faa Tilfælde har henvendt sig til Regjeringens Embedsmænd, synes og noget strengt, forsaavidt hans egen Opfattelse af disses Stilling eller hans Instruktioner ikke kjendes. At ville holde sig op over, at han har boet hos bekjendte Slesvigholstenere og i tydske Værtshuse, forekommer os næsten urimeligt, da valget paa den største Deel af nævnte Tour ikke var givet ham, og det vel neppe kunde forlanges, at han af dette Hensyn skulde forsage enhver lettelse og Beqvemmelighed paa en særdeles besværlig Reise. Det er os bekjendt, at han i saa Henseende har bestræbt sig for at holde sig saa neutral som mulig, saa at han f. Ex. i Flensborg hverken har indqvarteret sig i "Stadt Hamburg", de Tydsksindedes Samlingssted, eller i "Rasch's Hotel", hvor Reisende fra Danmark helst søge hen, og hvor "Kongens Klub" har sit lokale, men i den mere neutrale Postholdergaard, skjøndt denne i andre Retninger staaer en heel Deel tilbage for hine. Det er vist ogsaa af denne Aarsag, at Konsul Rainals har afslaaet flere Indbydelser, deriblandt til en Fête, som vore Hjemmetydskere, der med deres sædvanlige Snuhed paa alle mulige Maader have søgt at drage ham til sig, havde paatænkt at arrangere for for ham i Flensborg. Morsomt lyde forøvrigt flere holsteenske Blades Meddelelser, efter hvilke nævnte engelske Konsul skildres som den, der paa sin Reise har erhvervet sig en god, nøiagtig og "upartisk" Dom over Forholdene i Slesvig, naar det erindres, at det var de samme Blade, der for kun faa Maaneder siden frakjendte en Mand (Prof. P. Hjort), der i længere Tid end en Menneskealder har beskæftiget sig med slesvigske Anliggender, navnlig med Sprogsagen, en berettiget Dom, da han, der var mødt med ganske anderledes rige Forkundskaber end Konsul Rainals, efter omtrent en Maaneds Ophold i Angel, som var anvendt til nøie Undersøgelser af de nuværende Skole- og Kirkeforhold, vilde udtale sig derom.

Hvad forresten det Hverv angaaer, Konsul Rainals har paataget sig, ansee vi det for et saare vanskeligt, vi ere næsten fristede til at sige for et fortvivlet. Har det ved Befolkningens indesluttede og mistroiske Charakteer i forholdsviis rolige Tider, været en overordenlig vanskelig Sag for Mænd, der i Aarrækker have beskæftiget sig med Slesvigs politiske og nationale Anliggender, eller selv vare fødte og i lang Tid bosatte i denne Landsdeel, der vare i Besiddelse af udstrakt Personalkjendskab og de Sprog mægtige, som den egentlige Befolkning talte i de nationale Grændsedistrikter, at komme til en klar Kundskab om Stemninger, Forhold og Tilstande, saa maa dette, med Hensyn til mangfoldige Punkter og Spørgsmaal, endnu i langt høiere Grad være Tilfældet, naar enkelte og væsentlige af disse Forkundskaber mangle. Dobbelt vanskelig bliver naturligviis en saadan Undersøgelse, naar den, som i foreliggende Tilfalde, maa afsluttes i en kort Tid, foretages aldeles aabenlyst samt udføres i en Tid, hvor Gemytterne ere agiterede i høi Grad, og de vrangeste Forestillinger ved en fjendtligsindet Presses uophørlige Bestræbelser have faaet Indpas hos en stor Deel af Befolkningen i Hertugdømmets sydlige Halvdeel.

Under den første Halvdeel af sin Reise har Konsul Rainals vel neppe faaet at høre synderlig Andet end et Stykke isoleret Historie, end en Række Klager over Forhold, hvis Tilblivelse de Adspurgte have fundet det beqvemmest at fortie, hvis Sammenhæng, man har søgt at forvanske for ham, eller selv ikke har kjendt. Har han, der skal være en intelligent Mand, med varme Sympathier for det engelske Folkfrie Institutioner, af disse Beretninger og af dem, han har kunnet indhente paa sit nuværende Opholdssted, kunnet finde den Ariadnetraad, han søger, maa han have varet mirakulens heldig. Har han formanet ved sin Dom at tage de tilbørlige Hensyn til Danmarks hele Stilling og de eiendommelige Forhold, der have udviklet sig i Slesvig, saa vil han næsten have præsteret det Umulige. Men med al Agtelse for Konsulens Intelligents og Skarpsindighed kunne vi neppe troe, at han har seet Forhold og Tilstande aldeles uhildet eller været i Besiddelse af en tilstrækkelig Kundskab til den historiske Udvikling og den politisk og historisk tvingende Nødvendighed, der har frembragt saadanne Tilstande. Hvad han i Løbet af nogle faa Uger ikke har kunnet see eller erfare, det er de mange kunstige Indflydelser, den lange Række af historiske Aarsager, der førte saa mange Slesvigere bort fra den loyale, patriotiske Vei. Har han, som næsten maa formodes, anlagt den engelske Maalestok paa vore Forhold, paa et Land, der i mere end en Menneskealder er bleven bearbejdet af talrige tydske "Wühlere" i Ord og Skrift, ved Emissairer og Embedsmand, et Land, hvorefter det erobringssyge Tydskland har fisket fra dette Aarhundredes Begyndelse, et Land, som nylig ved Preussernes Machinationer blev ophidset til Oprør og endnu er opfyldt af Oprørets Tilhængere, saa kan han ikke have seet Tilstandene anderledes end i en falsk Belysning. At den danske Regjering har samme Berettigelse og Forpligtelse som den engelske og preussiske, at sørge for Rigets Integritet og Konsolidation, det synes mange Frihedsmænd, som bekjendt, ikke at kunne fatte. Om Herr Rainals hører til dissse, ville vi ikke paastaae, uagtet mange af hans Udtalelser, der ere komne os for Øre, synes at begrunde en saadan Formodning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. januar 1861).

Se også indslaget Engelske Rapporter om Slesvig, januar 1859.

Dødsstraffe. (Efterskrift til Politivennen)

I afvigte December Maaned har Højesteret dømt ikke mindre end 7 Personer fra Livet, nemlig en svensk Pige, Charl. Ångman, for at have forsøgt paa at ombringe sit udenfor Ægteskab fødte Barn, to andre Fruentimmer for Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord og 4 Personer for Blodskam (en Svigersøn med sin Svigermoder og to Halvsødskende). Ingen af disse Dødsdomme vil imidlertid blive fuldbyrdet, da de vedk. Forbrydelser alle høre til dem, der nu betragtes paa en anden Maade end i gamle Dage; hvor, for de i Loven fastsatte urimelige Straffe, som Domstolene jo maae idømme, altid efter Høiesterets Indstilling ved kgl. Resolution formildes til offentligt Arbeide i kortere eller længere Tid. Gjennemsnitsviis kan man regne 14 Dødsdomme, men kun 1 Henrettelse aarligt. Det er iøvrigt ikke alene ved de her nævnte og andre Dødsforbrydelser, at der er et saa stort Misforhold imellem den Straf, som en forældet Lov fastsætter, og den, som i og for sig maa ansees for at være retfærdig og passende; der er tværtimod mange flere Tilfælde af denne Art, hvor den kongelige Benaadning ikke har Praget af Naade, men ligefrem er en Retfærdighedshandling, og nogle af de vedk. Lovbestemmelser ere endog fra den nyere Tid, f. Ex. Frdng. 11te April 1840 § 12 (den mindste Straf for Indbrudstyveri 2 Aars offentligt Arbeide) og § 13 (den mindste Straf for 2den Gang begaaet nok saa ubetydeligt Tyveri 1 Aars Arbeide). Men naar Benaadningsretten maa gjøres gjældende i et saa stort Omfang, for at ikke Statsmagten skal begaae ligefremme Uretfærdighedshandlinger, vænnes Befolkningen let til at ansee Straffelovens Trudsler for tomme Lyd. Hertil kommer endelig, at naar Sagen paa Grund af den høie Straf appelleres lige til Høiesteret, derefter til Justitsministeriet som den 4de Instants, og derfra endelig til Statsraadet som den 5te, bliver Retsplejens iforveien sene Gang end mere langsom og besvarlig, ligesom ogsaa Omkostningerne ved Salairer til 3 Sæt Sagførere, den langvarige Arrest m. v. bestandig voxe. Det vilde allerede af disse Grunde vare meget ønskeligt, om det Udkast til en ny Straffelov, hvorpaa der nu har været arbejdet siden 1850, snart maatte være færdigt til at forelægges Rigsdagen. (Eft. Fdl )

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. januar 1861)

Ved Høiesteret er den 9de ds. Huusmand Lars Ped. Husbond og hans Steddatter Kirst. Marie Larsdatter, Begge af Staun ved Løgstør, for Blodskam dømte til at miste deres Liv. Efter Kirkebogens Udvisende vare de egentlig Fader og Datter, men da de selv bestandigt havde betragtet hinanden som Stedfader og Steddatter, og der var fremkommen temmelig stor Sandsynlighed for Rigtigheden af denne deres Formening, blev det ved alle Instanser antaget, at denne Betragtningsmaade ogsaa burde lægges til Grund for Bedømmelsen af deres Forholds Strafbarhed, hvorfor der i Dommen ikke tilføiedes noget om, at deres Kroppe efter Henrettelsen "skulde kastes paa en Ild for der at opbrændes". Det fremgaaer iøvrigt af Sagen, at denne Forbrydelse allerede er bleven begaaet paa en Tid, da Steddatteren kun var 11-12 Aar gammel og Moderen endnu levede. Dødsdommen hører dog, efter Fdrl., til dem, der efter Høiesterets Indstilling ved kongelig Resolution formildes.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. januar 1861)

Benaadning for Dødsstraf. Ved Høiesterets Dom ar 3die f. M.. der stadfæster Viborg Landsoverrets Dom af 6te August næstforhen, er Arrestantinden Charlotte Engmann eller Ångmann, som tiltaltes for at have forsøgt at ombringe sit Barn, dømt til at have sit Liv forbrudt. - Vi give herrer efter "Departtid." et Uddrag af de nærmere Omstændigheder ved denne Sag: Arrestantinden, der er svensk af Fødsel og tiente hos en Bager i Randers, forlod paa Grund af Svangerskab sin  Tjeneste først i April f. A. og fik Logis hos Skræder Voldum, hvor hun samme Dag, som hun var kommen der, fødte et Barn. Efter hendes Udsagn lader det til, at hun har havt Grund til at antage, at Barnets Fader ikke vilde vedkjende sig Paterniteten, og da hun stod i den Formening, at hun som Fremmed i Kommunen ikke vilde erholde Understøttelse til Barnets Forsørgelse af Fattigvæsnet og ikke selv saae sig istand til af sin Løn at udrede, hvad dertil udfordreres, besluttede hun at aflive Barnet. Dette forsøgte hun ved om Morgenen den 24te April at indgive det en halv Spiseskefuld Poleervand. Barnet blev derefter meget sygt, men ved tilkaldt Lægehjælp redderes dets Liv, og den 29de var vel saa meget bedre, at Lægen kunde erklære, at det ved længere Tids omhyggelig Pleie kunde ventes at ville gjenvinde sit Huld og sine Kræfter. For Voldums Kone, som tilspurgte Arrestantinden, om hun ikke havde givet Barnet Noget ind, benegtede denne dette og gjentog senere denne Benegtelse. Som Grund hertil har hun angivet Frygt for Følgerne af en saadan Tilstaaelse og Haab om, at Barnet vilde overstaae Sygdommen, uden at hun angav Aarsagen dertil; ligeledes har hun forklaret, at hun i allerhøieste Grad fortrød sin Gierning, saasnart hun saae dens Virkninger paa Barnet. Da hun den 26de April bragtes i Forhør, aflagde hun strax en fuldstændig Bekjendelse, som hun senere fastholdt.

Da Tiltalte efter sin egen, ved Sagens øvrige Oplysninger bestyrkede Tilstaaelse, var tilstrækkelig overbeviist om at have efter foregaaende Overlæg forsøgt at ombring sit Barn med Gift, maatte det af Høiesteret billiges, at hun ved den indankede Viborg Landsoverets Dom af 6te August 1860, der stadfæster Randers Kjøbstads Extrarets Dom af 5te Juni næstforhen, i Henhold til frd. 4de Oktober 1833 § 14, 2det Membrum, var dømt til, overeensstemmende med L. 6-6-22, at have sit Liv forbrudt.

Men skjøndt Tiltalte saaledes ikke kunde undgaae at idømmes Livsstraf, formeente dog samtlige i Sagen voterende Assessorer at burde indstille hende til ved Hans Majestæts Naade at eftergives denne Straf, i hvilken Henseende blev anført: 1) at Tiltalte, efter sin Forklaring, er motiveret til Gjerningen derved, at hun ingen Udsigt havde til al kunne forsørge Barnet; 2) at den indgivne Gift, efter Sagens Oplysninger, maa antages ikke at ville have skadelige Følger for Barnets Helbred; og 3) at man ikke tør forkaste Tiltaltes forklaring om, at hun strax efterat have udført Gjerningen har angret denne, hvilket hun i Retten strax tilstod.

Paa disse Grunde indstillede de Voterende, at Tiltalte allernaadigst maatte forskaanes for at lide efter Dommen, imod at hensættes, efter fire Voterendes Indstilling, til Tugthuusarbeide i 8 Aar, og efter de øvrige Voterendes Indstilling til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

Da Justitsministeriet ligeledes maatte holde for, at der var Anledning til at eftergive den idømte Livsstraf, og med Pluraliteten af Høiestereis Tilforordnede maatte ansee den høieste Grad af Forbedringshuusstraf, nemlig i 6 Aar, som en passende Formildelse, nedlagde Ministeriet i Overeensstemmelse hermed en allerunderdanigst Forestilling, og efterat Sagen derpaa har været foretaget i det Geheime Statsrad, har det behaget Hs. Maj. Kongen ved allehøieste Resolution af 16de Januar sidstleden allernaadigst at eftergive Domfældte den hende tilfundne Livsstraf, imod at hun hensættes til Forbedringshuusarbeide i 6 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. februar 1861).