Høiesteretsdom, betræffende Spørgsmaal om Embedsfortabelse for en Skolelærer og Kirkesanger paa Grund af Hang til Drukkenskab. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat Skolelærer og Kirkesanger Bøttcher, der tiltaltes til Embedsfortabelse for Hang til Drukkenskab og derved given Forargelse, saavel i Kirken og Skolen som ogsaa i hans private Liv, baade ved den som Følge deraf nedsatte Provsterets og ved Aarhuus Stifts extraordinaire Landemødes Dom var bleven dømt til at være sit Embede forbrudt, blev Sagen derefter indanket for Høiesteret, hvor hine Domme, som alt tidligere der i Bladet refereret, bleve forandrede derhen, at den Paagjældende istedetfor Embedsfortabelse slap med en Mulkt. Hvad Sagens Realitet angaaer, da hedder det herom i Præmisserne til Høiesteretsdommen, at det efter de fremkomne Oplysninger vel maa antages, at Tiltalte i den senere Tid havde været noget hengiven til overdreven Nydelse af stærke Drikke, og at det navnlig af hans Udseende og Adfærd havde kunnet skjønnes, at han ikke var ædru. Men ligesom det dog ikke efter samtlige i Sagen foreliggende Forklaringer kunde statueres, at den nævnte Feil hos Tiltalte, forsaavidt den var bemærket i hans Færd udenfor hans Kaldsforretninger, havde viist sig i en saadan Grad, at det havde vakt særdeles Forargelse eller i noget enkelt Tilfælde fremkaldt Skandale, saaledes fattedes der Beviis for, at han i noget Tilfælde under Udførelsen af sin Bestilling som Skolelærer havde været beruset, og det kunde heller ikke ansees godtgjort, at han under Udførelsen af sine Kaldsforretninger som Kirkesanger havde befundet sig i saadan Tilstand, uden forsaavidt dette maatte kunne siges at have fundet Sted ved den i den indankede Dom omhandlede enkelte Leilighed, da Tiltalte under Gudstjenesten viste en anstødelig og forstyrrende Adfærd, der antoges at hidrøre fra Beruselse. Hvad dette Tilfælde angik, fandtes det imidlertid, efter hvad under Sagen var oplyst, i Forbindelse med enkelte Yttringer i en fremlagt Lægeerklæring, ikke aldeles tilstrækkelig Føie til at forkaste, hvad Tiltalte i sin Undskyldning havde paaberaabt sig, nemlig, at han paa den Tid var stærkt angreben af Koldfeber, og at han, ved som Middel derimed at have indtaget noget bittert Brændeviin, var bragt i en forvirret Tilstand. Paa Grund af Foranførte, og da det Dadelværdige, der i andre Henseender maatte have viist sig i Tiltaltes Embedsførelse, for hvilken han iøvrigt havde fordeelagtige Vidnesbyrd, ikke kunde antages at være af nogen væsentlig Betydning, fandtes han, som ommeldt, ikke qvalificeret til at fradømmes sin Bestilling, hvorimod han for den Overtrædelse af hans Embedspligt, hvori han ved uordentligt Levned i ovenanførte Henseende maatte antages at have gjort sig skyldig, ved Høiesteretsdommen af 1ste ds. blev anseet med en Mulkt af 50 Rd., foruden at han tilpligtedes at udrede samtlige Sagens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. november 1861)

Laug i Nørresundby. (Efterskrift til Politivennen)

- Rand. Av. indeholder Følgende, af et Brev" her fra Aalborg:

"Vi have her Alt hvad der hører til et indgroet Laugsvæsen, og desuden, som eiendommeligt for os, et Færgelaug, hvis Privilegium trodser hver Bestræbelse efter hensigtsmæssige og tidsvarende Forbedringer i Henseende til Kommunicationen over Liimfjorden med Byens rigeste og bedste Opland, Vendsyssel; og fremfor Alt har Aalborg hidtil uantastet bevaret sit gamle Handelslaug, af hvis forældede men endnu gjældende Bestemmelser til Exempel skal anføres een, der iyder saaledes:

"Dersom nogen Ungkarl, som er udi Lauget, bortbærer nogen Mands Barn uden Lauget, og han det først anmelder for Oldermanden, tillader han det imod Erlæggelse til Kassen 2 Rigsdaler, men anmelder han det ikke, da 3 Rigsdaler".

Nu er det som bekjendt ved den nye Næringslov paabudt, at dette Laug skal hæves fra 1ste Jan. 1862 og at der skal gjøres Forslag til Indenrigsministeriet om,  hvorledes der bør forholdes med Laugets Formue, som bestaaer i det saakaldte "Compagniehuus", brandforsikkret for 24,260 Rd., med en Gjæld af 5500 Rd., en Capital af c. 3000 Rd. og nogle Legater, og da de iforveien existerer en velindrettet Hjælpekasse for Kjøbmænd, uafhængig af Lauget og eiende en Formue af c. 10,000 Rd., hvoraf dog omtrent Halvdelen stikker i jydske Kjøbstabcreditforenings-Obligationer, vare alle Betingelser tilstede for en heldig Ordning i Henseende til Laugets Formue, idet man kunde overgive den til Hjælpekassen, ligesom der ogsaa var ypperlig Leilighed til paa eengang og grundig at blive Laugsvæsenet qvit. Men den gamle Laugsaand trængte igjennem; istedetfor at følge den foran antydede Vei, blev det med stor Majoritet vedtaget, at andrage paa Oprettelse af en ny Forening (c: Laug), der skal komme den gamle saa nær som muligt, overtage Formuen og i Henseende til nye Interessenter kun være tilgjængelig imod en dobbelt saa høi Recognition som tidligere, kort sagt: det gamle Laug i en forynget og kraftigere Skikkelse. Et Minoritetsforslag i frisindet Retning er rigtignok samtidigt hermed indsendt; Ministeriets Resolution er endnu ikke modtagen."

Hvad i Spidsen af dette Brev er sagt om Færgelauget i Nørresundby, forholder sig vistnok rigtigt, men vilde alt have været uden Betydning, naar man havde villet behørigen realisere det Broanlæg, hvortil alt næsten for to Aar siden er beredvilligt af Ministerier og Rigsdag bevilget Penge og af Byen givet eenstemmigt Samtykke. Yttringer om en Bestemmelse i de fleste Kjøbmænds Liigbærerlaug kan vel være sand, saa nøie kjende vi ikke dette rigtignok meget antigue Institut. Men dette Liigbærerlaug, der var eller ansaaes forbindende for Medlemmerne af Kjøbmandslauget (forsaavidt disse ikke hørte til andre konfessioners Begravelsesritus), bliver fra Nytaar, da Kjøbmandslauget ophører retligt at existere, aldeles enestaaende, da hver Kjøbmand fra Nytaar, eftersom Kjøbmandslauget da er begravet og Liigbærerlauget ikke længere faaer nogen Function ved Kjøbmandslauget, kan gaae ind i hvilkensomhelst Begravelsesforening, naar han vil være i nogen, som han ønsker. At man derimod i Kjøbmandslaugets sidste Timer endnu har vedtaget den mere curieuse end bedrøvelige Indstilling, som den i Brevet omtalte, forholder sig ganske rigtigt. Forgjæves indvendtes der ved Mødet, at Ministeriet allerede maatte undres over at see Mangelen paa Kundskab til Grundloven, da derefter denne jo er Frihed til at danne Foreninger og der ikke længere skal spørges om Øvrighedstilladelse til at danne nye Foreninger. Selve Indstillingen er derimod, foruden at dens Mening er meget uklar, saa uskadelig, at den ikke kan have nogensomhelst Følge. Om Anvendelsen af det hidtil bestaaende Laugs Formue er heller ingen klar Indstilling gjort, saa at Ministeriel dog herom vistnok maa foranledige en ny. - Beklageligere er det, at Kjøbmandslauget ikke hellere endte sin Tilværelse som sluttet Handelscorporation med at foranledige Indstilling til Ministeriet, om at der foretages virkelige og snarlige Skridt samt for, beredende Arbeider der og andetsteds til Anlæg af Længdebanen. Saa havde den dog idetmindste gjort noget for Handelens Interesse, og hvortil fremfor Alt Handelen trænger saa meget. Vilde man endnu inden Nytaar foranledige Saadant, saa var det vist det bedste Gravøl og den smukkeste Virkeliggjørelse af en ny fri Handelsforening.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. november 1861).

Dr. phil. Christian Julin-Fabricius 1802-1875. (Efterskrift til Politivennen).

I 1861 kunne man læse følgende notits i mange af landets aviser:

Den berygtede Dr. phil. Chr. Julin Fabricius (i sin Tid Sproglærer i Kjøbenhavn, siden Institutbestyrer i Horsens og Redacteur af "Horsens Avis") som 1848 gik over til Slesvigholstenerne og efter 1850 i Hamborg har udgivet "Tidsskrift for den tydske Ungdom" i slesvigholsteensk Aand, er, ifølge "Upsalaposten", bleven ansat som Docent i Tydsk ved Universitetet i Upsala. (Aalb.-Pst.).

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 8. november 1861)

5 måneder efter ansøgte han om afskedigelse, hvilket blev ham bevilliget.

Det følgende ser lidt nærmere på hvem han var og hvorfor danske aviser kaldte ham "berygtet" på trods af at han blev ansat på et af Sveriges mest ansete universiteter og Skandinaviens ældste.

Dr. phil. Jens Christian Julin-Fabricius 1802-1875 var søn af Ove Fabricius (1762-1821) ejer af Søbygård på Ærø og Anna Cathrine, født Nissen (1781-1849) i Uetersen. 1816-1830 var han elev på Odense Kathedralskole, 1821-1823 privat dimitteret til Københavns Universitet. Han foretog herefter forskningbegrundede rejser i Belgien, Frankrig, Schweiz og Italien. Ved hjemkomsten blev han redaktør af Skanderborg Amtstidende (1828-1831). Fra 1831 studerede han videre på Københavns Universitet, men opgav dog dette til fordel for det pædagogiske studium. 

Han blev gift første gang med Magdalene, født Aagaard (1803-1839), anden gang i 1842 i Göteborg med Elisabeth Sophia, født Andrén (1811-1870). De boede i København og Stockholm. Han skrev en lærebog for de danske og svenske lærde skoler "Tydsk Grammatik". For denne fik han i 1846 en filosofisk doktorgrad på Christian Albrechts Universitet i Kiel. Den 17. december 1846 blev han svensk statsborger.

Han skrev skønlitteratur og digte som blev bestsellere, og oversatte fra tysk og svensk andres romaner, ligesom han oversatte danske, norske og svenske værker til tysk. Han var overlærer på Haderslev Katedralskole, og 1848-1849 redaktør af Nordschleswig'schen Zeitung. 

"Altonaer Merkur" meddeler følgende udtalelse: Anmodningen fra det slesvig-holstenske guvernørskab af 23 f. m. følgelig og i anledning af den meddelelse, vi modtog fra 25 f. m. angående tronindsættelsen af ​​Hans Majestæt Kongen af ​​Danmark i overensstemmelse med en konvention af 10. juli i år nedsatte administrativ kommission, erklærer vi underskrevne embedsmænd i hertugdømmet Slesvig, at vi tidligere har udført vort embede i vor retmæssige suveræns navn; at vi kun anerkender Kong Frederik VII som sådan i hans egenskab af hertug af Slesvig-Holsten, og at vi fortsat vil varetage vort embede i denne forstand og efter denne opfattelse under den foreslåede statsforvaltnings egentlige eksistens. Haderslev, 1. september 1849. Bruhn, foged. Lisch, steward. Landsmand, toldadministrator. E. Falckenberg, controller. Dr. Julin Fabricius, overlærer. Dr. Carstens, fysiker. Kier, borgmester. Dr. Langbehn, underrektor. P. Volquardsen, rektor. Dr. Michelsen, konrektor, og tolv andre.

Der "Altonaer Merkur" theilt folgende Erklärung mit: Der Aufforderung der schleswig-holsteinischen Statthalterschaft vom 23. v. M. entsprechend und in Anlass der uns zugegangenen Bekanntmachung vom 25 v. M. betreffende den Antritt der von Sr. Maj. dem Könige von Dänemark in Gemässheit einer Convention vom 10. juli d. J. eingesetzten Verwaltungs-Commission erklären wir unterzeichente Beamte im Herzogthume Schleswig, dass wir unser Amt bisher Namens unsers rechtmässigen Landesherrn geführte haben; dass wir als solchen nur den König Friedrich VII. in seiner eigenschaft als Herzog zu Schleswig-Holstein anerkennen, und dass wir auch ferner in diesem Sinn und nach dieser Auffassung unser Amt während das factischen bestehens der obgedachten Landesverwaltung fortführen werden. Hadersleben, den 1. Sept. 1849. Bruhn, Amtmann. Lisch, Hausvogt. Landsmann, Zollverwalter. E. Falckenberg, Controleur. Dr. Julin-Fabricius, Collaborator. Dr. Carstens, Physikus. Kier, Bürgermeister. Dr. Langbehn, Subrector. P. Volquardsen, Rector. Dr. Michelsen, Conrektor, und zwölf Andere.

(Baierscher Eilbote. 14. september 1849)

Han opgav efter krigen sin stilling i Haderslev og flyttede til Hamborg-St. Paulli hvor han grundlagde Norddeutsche Jugendzeitung, som senere blev til Deutsche Jugendzeitung. Bladet skal have haft et ret stor oplag på 5.000 og overskuddet gik til fordrevne slesvigere:

Hamborg, 16. februar En fordrevet slesvig-holstener, dr. Julin-Fabricius, har for nylig udgivet "Norddeutsche Jugendzeitung", hvis mission som en mere detaljeret beskrivelse antyder, er at uddanne den opvoksende generations hjerter og sind så meget som muligt. Det synes at være menneskehedens pligt at tænke over dette foretagende og gøre opmærksom på det i bredere kredse, dels fordi den fjerde del af nettoindtægten fra ovennævnte side har til formål at støtte slesvig-holstenere med behov for hjælp, som nogle gange bor i og omkring Hamborg er tvunget til at leve et meget trist liv, blandt andet fordi redaktionen ikke sparer kræfter på at forsyne virksomheden med selv de dygtigste medarbejdere.

Hamburg, 16. Febr. Ein vertriebener Schleswig-Holsteiner, Dr. Julin-Fabricius, gibt seit Kurzem eine "Norddeutsche Jugendzeitung" heraus, die es sich, wie eine nähere bezeichnung sagt, zur Aufgabe macht, Herz und Geist des heranwachsenden geschlechtes möglichst zu bilden. Es scheint Pflicht der Humanität zu seyn, auf dieses Unternehmen hinzudenken, und auch in weiteren Kreisen dorauf aufmerksam zu machen, theils weil der vierte Theil der Netto-Einnahme genannter Seitung zur Unterstützung hülfsbedürftiger Schleswig-Holsteiner bestimmt ist, die in und um Hamburg ein mitunter sehr trauriges Leben zu führen genöthigt sind, theils auch, weil die Redaktion keine Aunstrengung scheut, dem Unternehmen selbst die tuchtigsten Kräften zuzuführen.

(Aschaffenburger Zeitung. 23. februar 1853)

Vedrørende
Den fra Dr. Julin-Fabricius udgivet i Hamborg
Nordtysk ungdomsavis

I juli sidste år modtog undertegnede forening en fjerde del af den første halvårlige nettoindtægt fra "Norddeutsche Jugendzeitung" udgivet af Julin-Fabricius i Hamborg: 1000 mk. Cour., som han havde udpeget til at støtte landsmænd med behov for hjælp. Vi er glade for at kunne meddele at vi igen har modtaget 1000 mk fra ovenstående til samme formål. Cour., som 2. halvårlig nettoindtægt for året 1853, er overført, og som foreningen herved kvitterer for. På vegne af dem som af dr. Julin-Fabricius således modtog et samlet beløb på 2000 mia. Cour, vil vi næsten gerne anse det for overflødigt at udtrykke vores ringeste tak, eftersom en handling som den ovenfor bærer sin bedste tak og sin bedste belønning i sig selv. Vi kan dog ikke undgå at nævne hvorledes vi skylder vor forenings fortsatte eksistens denne ædle mand og hans indsats, som da vore almindelige indsamlinger blev indstillet, uden dette betydelige tilskud, ville have måttet opløses sidste år, og vi kan kun gør det med løftet om hans støtte var vi i stand til ikke blot at bringe juleglæde til mere end 40 trængte familier, men også tørre mange tårer af sorg og presserende nød. Vi blev derved skænket glæden ved at gøre godt, mens den modige filantrop alene tog æren for det.

Da der formentlig er få redaktører af tidsskriftsudgivelser der gerne vil give så væsentlig en del af deres hårdt tjente indtægter til velgørende formål, føler vi heller ikke noget pres for at appellere til såvel forældre som til de unge, der vokser op, og som give dr. Fabricius som har vendt deres sympati mod ham, til at udsende en opfordring til at blive ved med at deltage, ikke at lade sig afskrække af hvisken og mulige skælmskheder, men snarere for at sikre at alle i hans omgangskreds sikrer en stadig større udbredelse af hans ugeblad. Og det så meget mere som vi har erfaret at der i senere tider hist og her andre, vistnok ansporet af hans firmas gunstige succes, trådte ind på det område, hvori dr. Fabricius, der tidligere havde samlet sine blomster til glæde og gavn for ungdommen, søgte at udnytte dem i sin egen interesse. Vi kan og ønsker ikke at have sagt dette til nogens skade, vi lader gerne enhver stræbe efter deres egne formål upåvirket, men vi tror også at vi ved en sådan lejlighed kan udtrykke vores dybe overbevisning, nemlig at ingen kan påtage sig en sådan et foretagende på en mere velvillig og human måde optrådte som redaktør af den nordtyske ungdomsavis. Og netop derfor mener vi at vi skal udtale os om hans virksomhed frem for alle andre af lignende karakter, da den ud over dets velgørende formål er kendetegnet ved sit tiltalende indhold der opdrager hjerte og sind. Vi er ikke i tvivl om at udtryk af vores følelser vil give genlyd i hjerterne hos alle dem der støtter dr. At forstå hvordan man værdsætter Julin-Fabricius og fortjent anerkender hans dobbelt smukke bestræbelser.

Altona, 10. februar 1854. Mathilde Wedekind.

Die vom Dr. Julin-Fabricius in Hamburg herausgegebene

norddeutsche Jugendzeitung

betreffend.

Im Juli vorigen Jahres erhielt der unterzeichnete Verein als vierten Theil des ersten halbjährigen Nettoertrages der von dem Herrn Dr. Julin-Fabricius in Hamburg herausgegebenen "norddeutschen Jugendzeichnung": 1000 Mrk. Cour., die Dieser zur Unterstützung hülfsbedürftiger Landsleute bestimmt hatte. Es freut uns, hiermit die Anzeige machen zu können, dass uns zu demselben Zwecke abermals von dem Obengenannten 1000 Mrk. Cour., als zweiter halbjähriger Nettoertrag für das Jahr 1853, übermacht worden zind, und für welche der Verein hiermit quittirt. Im Namen Derer, denen der Herr Dr. Julin-Fabricius somit den Gesammtbetrag von 2000 Mrk. Cour. durch und hat zukommen lassen, unsern värmsten Dank auszusprechen, möchten wir fast für überflüssig halten, da eine That, wie die obige, ihren besten dank, ihren schönsten Lohn in sich selbst trägt. Wir können jedoch nicht umhin, zu erwähnen, wie wir diesem edlen Manne und seinem Streben allein den Fortbestand unseres Vereins verdanken, der sich, bei Sistirung unserer regelmässigen Sammlungen, ohne diesen bedeutenden Zuschuss, schon im vorigen Jahre hätte auflösen müssen, und wir nur durch die Zusage seines Beistandes uns im Stande gesehen, mehr als 40 bedürftigen Familien nicht nur eine Weihnachtsfreude zu bereiten, sondern ausserdem noch manche Thräne des Kummers und der drückenden Noth zu trocknen. Uns ward dadurch die Freude des Wohlthuns zu theil, während jenem wackern Menschenfreunde allein des Verdienst dafür anheim fällt. 

Da es wohl wenige Herausgeber periodischer schriften geben möchte, die einen so bedeutenden Theil ihrer mühevolle erworbenen Einnahme zu wohlthätigen Zwecken hingeben, fühlen wir uns ausserdem nich gedrungen, sowohl an Eltern, als an die heranwachsende Jugend, die der Wochenschrift des Dr. Fabricius ihre Theilnahme zugewandt haben, den Aufruf ergehen zu lassen, in dieser ihrer Theilnahme zu beharren, sich durch die Zuslüsterungen mögliche Schelsucht nicht beirren zu lasse, sondern Jeder in seinem Kreise für die immer grössere Verbreitung seiner Wochenschrift Sorge zu tragen, und dies um so mehr, als wir in Erfahrung gebracht, dass in späterer Zeit hie und dort Andere, wahrscheinlich angespornt durch den günstigen Erfolg seines Unternehmens, das Feld, auf welchem Dr. Fabricius bisher seine Blumen zur Freude und zum Nutzen der Jugend sammelte, im eigenen Interesse auszubeuten suchen. Wir können und wollen dies Keinem zum Nachtheil gesagt haben, wir lassen gern Jeden unangetastet für eigene Zwecke streben, glauben jedoch auch unsere innige Ueberzeugung bei solcher Veranlassung aussprechen zu dürfen, und zwar die, dass wohl Niemand mit einem derartigen Unternehmen in wohlwollenderer und mennschenfreundlicherer Weise aufgetreten ist, als der Herausgeber der norddeutscher Jugendzeitung. Und eben darum glauben wir denn auch, seinem Unternehmen vor allen andern ähnlicher Art das Wort reden zu müssen, da es sich, abgesehen von seinem Wohlthätigkeitszwecke, eben so sehr durch den ansprechenden, Herz und Geist bildenden Inhalt auszeichnet. Wir zweifeln nicht, dass der Ausdruck unserer Gefühle Wiederklang finden wird in den Herzen aller Derer, welche die Handlungsweise des Dr. Julin-Fabricius zu würdigen verstehen und sein doppelt schönes Streben verdientermassen anerkennen.

Altona, den 10. februar 1854. Mathilde Wedekind.

(Magdeburgische Zeitung: Anhalter Anzeiger. 26. februar 1854) - Mangler Julin-Fabricius svar.

Annonce i Landshuter Zeitung: niederbayerisches Heimatblatt für Stadt und Land; 11. februar 1859.

Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg. den 31de Oktober. (Slagsmaal. St. Nikolaigildets Emblemer og Sølvsager). Et af de beklagelige Sammenstød, der idelig forekomme her og vel neppe kunne forebygges i en By, hvor Partierne staae saa skarpt mod hinanden, har atter iforgaars fundet Sted, I et herværende stærkt besøgt Lokale, der fører Navnet "Odeon", og i hvilket siden det sidste Marked et Sangerselskab optræder, opstod efterhaanden en stærk Spænding mellem de tydsk- og dansksindede Giæster, af hvilke de førstnævnte idelig opfordrede Sangerne til at afsynge tydske Sange, især den østerrigske Nationalsang, medens sidstnævnte opmuntrede en af Sangerinderne, der var fra eller havde opholdt sig i Kjøbenhavn, til at synge danske Nationalsange. I Tirsdags Aftes gientog dette sig atter, og Gjæsterne istemmede selv snart de omtalte Nationalsange samt dyssede og applauderede afvexlende, eftersom der blev sunget en dansk eller tydsk Sang. Da tilsidst en af de Tilstedeværende ved et Bord udbragte en Toast for Hs. Majestæt Kongen, og flere Gjæster ved denne Leilighed deels viste en paafaldende Ligegyldighed, deels paa Opfordring ikke vilde aftage deres Hovedbedækning, opstod en stærk Ordstrid, der snart udartede til et alvorligt Slagsmaal, under hvilket mange Personer fik baaade Qvæstelser, og en Skiferdækker endog fik sin Arm af Led. Igaar var der atter i det nævnte Lokale en stor Sammenstimlen af Folk: Politiet har taget Post sammesteds, - St. Nikolaigildets gamle Emblemer, Dekoratiener og Sølvsager bleve afhændede i forrige Uge og forstørstedelen kjøbte af tydsksindede Personer, der vare mødte i større Antal. De bekjendte Oppositionsmænd, Gjæstgiver Døll (der eier Hotellet "Stadt Hamburg", hvor de tydske Reisende tage ind, hvor Stænderforsamlingens tydske Majoritet har sin Klub og hvor adskillige slesvigske Oppositionsmænd samles fra Tid til anden) og Guldsmed Beireis erhvervede de værdifuldeste Gjenstande og en stor Mængde Sølvsager, der bleve betalte med mere end Metalværdien og siges at skulle opbevares "bis ein schönrer Morgen tagt", hvor da det gamle Gilde som en Phønix skal reise sig af Asken. Det tidligere Gildes smukt forarbeidede, gamle og store Sølvpokal, behængt med Sølvskilte, blev af nævnte Beireis betalt med omtrent 160 Rigsdaler og er af denne Mand, der som bekjendt var Skyld i Gildets Opløsning, bleven udstillet som Dekoration i hans Boutik, rimeligviis til Erindring om hans Meriter.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. november 1861).

Parti af Flensborgs Hovedgade, med den danske kirke i baggrunden. Illustreret Tidende nr. 399, 19. maj 1867.

Havnen i Hals. (Efterskrift til Politivennen).

Af endeel Næringsdrivende i Hals By blev i Løbet af September indgivet et Andragende til Indenrigsministeriet, om at faae Bropengene for Hals Skibsbro nedsatte. Efter at have indhentet Aalborg Havnecommissions Betænkning i denne Anledning, har Indenrigsministeriet nu afslaaet ommeldte billige Forlangende om Nedsættelse af de Hals Bro paahvilende høie Afgifter. Bemeldte Bro med dertil hørende Havn er, som noksom bekjendt, aldeles uhensigtsmæssig. I den lille Havn kunne kun eet høist to smaa Fartøier ligge, og for Enden af Broen, hvor den egentlige Losning skal gaae for sig, kan kun et mindre Fartøi ligge, da der ialmindelighed kun haves 5 a 6 Fod Vand, hvorfor man, naar lidt større Skibe skulle læsses eller lades, maa lægge lange Stillinger ud eller ogsaa losse med Baade; og da her ikke losses og lades lidet, maae Fartøjerne, da kun eet høist to mindre kunne komme til Broen, ofte om For- og Efteraaret, hvor den meste Losning gaaer for sig, ligge i længere Tid og vente efter hverandre.

Og for at faae Tilladelse til at afbenytte denne uhensigtsmæssige Bro og Havn, maae man betale 6 sk for hvert Læs, der kjøres op eller ned, og dertil kommer, at Broen er saa smal, at ved den stærke Freqvents, som ofte finder Sted paa den, og hvorfor to Vogne ere nødsagede til at passere hinanden paa den lange Bro: Hestene skubbe hinanden udenfor Samme, hvilket i dette Efteraar er skeet adskillige Gange. Forunderligt nok er hidtil ikke tilsat nogen Hest, men man kan god paastaae, at de Heste, som bruges jævnligt paa Broen, have alle een eller flere Gange været kjørte ud af den, hvortil endnu kommer, at, paa Grund af den daarlige Passage for Enden af Broen, kan der, uagtet de høje Bropenge, kun kjøres med ganske smaa Læs; og for at faae en saadant lille Læs til Broen, maa der foruden de 6 sk Bropenge, betales 4 sk for en Baad eller Kaag i Havnepenge for at lægge til Broen; saa det betvivles meget, at der findes Broer med den Passage, som her finder Sted, hvor der svares en saa høi Afgift.

Nu tales der rigtignok om, ifølge de i al Hemmelighed førte Forhandlinger af Havnecommissionen, som ikke maae komme for Verdens Lys for for silde, at Broen agtes udvidet til næste Sommer, d. v. s. der siges, at der skal gjøres bredere Kjørebane og Havnen udvides en Ubetydelighed. Men hvorfor vil man, naar der engang tages fat, ikke strax gjøre det ordentligt, navnlig føre Havnemolerne længere vester og lade den sydlige Havnemole føre i lige Retning med Broens Ende, hvorved forhindres, at al den Tang, som nu stadigt driver, stopper ved Broen og derfra føres ind i og tilmudrer hele Havnen? Og hvorfor ikke gjøre Indseilingen til Havnen saa bred, at et Fartøi kan seile ind? Og da der er for liden Plads ved denne dyre Bro, saavel for Fartøier, som for Vogne, hvorfor indretter man da ikke Havnemolerne saaledes, at der kan kjøres paa dem og Skibe ligge til dem? Man har jo nu engang prøvet, at det ikke nytter ved slige Anlæg, at spare for at gjøre  dem mindre hensigtssvarende, hvorved der sættes Hindringer for al Færdsel og Næringsdriften standses, ligesom dette alt er Tilfældet ved den vanskeliggjorde Expedition af Kystseiladsen, som De, Hr. Redacteur! ofte i Deres ærede Blad har paatalt, dog uden at nogen Forandring er indtraadt siden, og hvilken Hindring ogsaa viser at hæmme al Udvikling af den ellers for vore Kyster heldbringende Kysthandel. Men Paatale af dette har hidtil ikke nyttet. Skulde nu i Harmonie hermed nærværende Oplysninger heller ikke føre til nogen Forbedring i Brosagen?

Flere Næringsdrivende i Hals.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. november 1861).

Hals Skibsbro blev opført 1656-1657, men byen selv levede af landbrug og fiskeri.