Karl Philip Francke (1805-1870) var en slesvig-holstensk embedsmand, uddannet i Göttingen, Heidelberg og Kiel. I 1827 blev han ansat i Slesvig-holstensk-lauenborgske Kancelli hvor han bl. a. bidrog til den økonomiske administration i 1840'erne. Han er nævnt her på bloggen i forbindelse med martsdagene 1848. Frederik 7. forsøgte at overtale ham til at blive minister for Holsten og Lauenborg, hvilket han afviste da han så det som et forsøg på at adskille Slesvig og Holsten. Han indtil det sidste forsøgte at undgå brud mellem hertugdømmerne og Danmark. Da det alligevel skete, rejste han fra København og blev præsident for den slesvig-holstenske regering i Kiel, senere dens repræsentant i Frankfurterparlamentet.
Efter Krigen 1848-50 blev han udvist af den danske regering, og var derefter regeringspræsident i Sachsen-Coburg-Gotha under Ernst II. I 1863 hvor nedenstående artikel er forfattet, blev han rådgiver for hertug Frederik VIII. Talen er skrevet før det blev klart at Frederik VIII ikke ville blive proklameret. Talen kan derfor stå som et eksempel på de forhåbninger som næredes for Slesvig-Holstein og som var vidt udbredt.
Da det i løbet af 1864 blev klart at Preussen ikke ville acceptere Frederik VIII, lod han sig pensionere. Han blev i 1867 valgt ind i Preussen Abgeordnetenhaus som partiløs, men samarbejdede med centrum-venstre og kom derved i modsætning til Frederik VIII.
Om Karl Francke i ørigt, se Store Danske, Dansk biografisk Leksikon og Wikipedia.
Tale af geh. etatsråd dr. Francke,
holdt i Coburg den 20. maj i mødet for at drøfte den tysk-danske sag. *)
Mine herrer! Jeg har talt for at vække Deres sympati for et tysk land hvis indbyggere er blevet dømt til tavshed ved danske voldsforanstaltninger. - Min stemme kan være svag - De vil finde det naturligt at jeg stiller op for mit hjemland. Og jeg er opmuntret over at det sker i Coburg, med den varme, aktive sympati der altid er blevet vist den ulykkelige Slesvig-Holsten gennem ord og handling. - En mørkere, fremmed hånd har hvilet over hertugdømmerne Slesvig-Holsten i lang tid. Den ene magtforholdsregel følger den anden, og indtil videre har det store Tyskland kun for meget givet efter for svaghed og derved forårsaget det ene tab af ret efter det andet. Der var kun én gang (under krigen), hvor alt hvad der højtideligt blev lovet til hertugdømmerne for 400 år siden (i 1460) blev opfyldt. Det var den periode hvor grundloven af 1848 blev vedtaget for de forenede hertugdømmer Slesvig-Holsten med samarbejde og godkendelse af Det Tyske Forbund og forblev i kraft, indtil Tyskland ofrede hertugdømmerne. Der er ingen grund til at se tilbage på Danmarks ældste forsøg på at indlemme Slesvig i kongeriget Danmark. Den seneste krig blev udkæmpet om Slesvig; og det første der blev ofret efter krigens afslutning - selv om de tyske våben vandt - var Slesvig. Der blev sluttet en fred den 2. juli 1850, som kendes under navnet "den indholdsløse", men som havde den fordel, at den forbeholdt hertugdømmerne Slesvig-Holsten alle rettigheder og selv de tyske kommissærer, som Østrig og Preussen januar 1851 sendte til Kiel, mødte statens repræsentation og guvernørskabet på det skarpeste: Vi er kommet for at beskytte Holstens rettigheder og for at bevare dets traditionelle forbindelse med Slesvig. Som svar på denne agitation gav statsrepræsentationen og guvernørskabet efter for kommissærernes krav og fjendtlighederne ophørte. Hvor blev hertugdømmernes loyalitet rost dengang i Berlin og Wien, og hvilket bittert bedrag fulgte denne tillid som blev næret af de tyske fyrster og kommissærerne for de to tyske stormagter! Hæren blev opløst, og efter kort tid blev der truffet foranstaltninger mod enkeltpersoner der ramte hårdt, selvom de altid var af underordnet karakter, såsom: udstødelse, forvisning, afsættelse af dommere osv. Men langt alvorlige ting ramte hele landet. Gennem Danmarks fup og bedrag blev Preussen og Østrig overtalt til at anbefale en overenskomst til Det Tyske Forbund til accept i 1851 og 52, og Forbundet accepterede den. For første gang så længe Tysklands og Danmarks historie har eksisteret, blev hertugdømmerne rystet i deres grundvold efter Tysklands deltagelse i krigen. De blev revet fra hinanden. Slesvig blev skilt fra Holsten, og alt dette skete, mine herrer, skønt preussiske og østrigske kommissærer førte en eksekutionshær på 50.000 mand ind i hertugdømmerne. Man skal have oplevet det for at vide hvad det betyder når to lande som er tæt forbundet af historie og lov, af sædvane, af familiebånd, bliver revet fra hinanden, to lande der har de samme interesser, de samme mål i deres fælles stat, to lande hvortil man så sent som i 1846 gjorde det hjælpeløse forsøg på at indlemme hertugdømmerne i Danmark med Christian 8.s åbne brev, det tyske forbund gav vidnesbyrd om, at de var tæt knyttet og havde alle offentlige rettigheder til fælles. Men denne overenskomst fra 1852 var kun begyndelsen på underkastelsen af hertugdømmerne. Det der ramte alle og ikke kun de enkelte, var at Danmark ikke respekterede de forpligtelser som overenskomsten af 1852 havde pålagt det. Hvad var indholdet? Danmark havde lovet at beskytte tysk statsborgerskab i Slesvig på samme måde som dansk statsborgerskab. Det er nu velkendt: Den tyske kirke og den tyske skole i hertugdømmet Slesvig blev daniseret. Det er nået dertil hvor forældre ikke længere forstår deres børn. Mine herrer! I det lykkelige land hvor vi bor, kan man næsten ikke forestille sig sådan en forstyrrelse af familielivet. Man aner ikke den trængsel at forældre står og græder foran kirken under konfirmationen af deres børn, og at de på dansk bliver bekræftet i at moderen ikke længere kan bede med barnet. Jeg behøver ikke at beskrive hvilken indflydelse dette har på familielivet. Traktaten af 1852 pålagde Danmark en pligt til ikke at inkorporere Slesvig. Hvordan holdes det? Hertugdømmet Slesvig er på alle måder blevet oversvømmet af danske embedsmænd af enhver art. Danmarks retsforhold blev indført dér uden at rådføre sig med stænderforsamlingen. Danske gendarmer bevogter grænsen mellem Holsten og Slesvig. Slesvig er allerede materielt fuldstændig indarbejdet. Det blev også lovet at beskytte Holstens selvstændighed. Ikke desto mindre blev Holsten drænet for skatter, dets obligationer blev ødelagt, danske embedsmænd blev introduceret i massevis til postvæsenet og toldvæsenet også dér, og stænderforsamlingens modstand forblev upåagtet. Det er lovet at den samlede forfatning for det danske kongemagt først skal forelægges hertugdømmet Slesvig og Holstens stænderforsamlinger til godkendelse. Ja, mine herrer! Den blev forelagt den danske Rigsdag som gav sit udtrykkelige samtykke. I hertugdømmernes stænderforsamlinger var det forbudt at sige blot et ord om det. Det er endelig, og det er det mest betydningsfulde for fremtiden, at arvefølgen i hertugdømmerne er blevet ødelagt, som historien ikke kender noget eksempel på. I de nært forbundne hertugdømmer hersker mandslinjen efter gammel lov og de er fri for tilknytning til Danmark, så snart mandslinjen dør ud i Danmark. Dette sker snart. Kongen er en ældre mand, hans efterfølger en gammel mand. For at lænke hertugdømmerne til Danmark for altid, blev der i London indgået en aftale, hvorefter en uautoriseret prinsesøn skulle indtage tronen over Danmark og hertugdømmerne. Det danske rigsråd gav sit samtykke til denne protokol af 8. marts 1852.
Hertugdømmerne blev aldrig spurgt om det. Den tyske forbundsregering anerkendte heller aldrig London-protokollen. Den danske stat som helhed var nu bygget op med det tyske forbunds fuldstændigt passive, rolige tilskuer.
Det danske Rigsråd godkendte grundloven af 1855 og der blev oprettet en forsamling hvor det danske flertal var så overvældende at tyskerne måtte tie, selvom holstenerne i første omgang mødtes i rigsrådet. De blev hånet af flertallet, og alle deres beslutninger var magtesløse og ineffektive. De blev elimineret, og først derefter fulgte nogle svage beslutninger fra det tyske forbund for at hjælpe Holstens rigtig op igen. Desværre fulgte endnu flere kedelige trusler om en føderal henrettelse i Holsten. Slesvig var ikke længere kendt i Frankfurt. Men Danmark grinede af det hele.
Mine herrer! Hvis du har tilbragt nogen tid i Danmarks hovedstad, København, kan De helt sikkert bedømme statsmændenes karakter der. Tysklands splittelse, det tyske forbunds magtesløshed på den ene side, Danmarks ø-stilling på den anden side, dets søforbindelser af enhver art giver danskerne en insolvens der sjældent er fundet andre steder, og frækheden i dette er desværre stigende fra år til år år, steget på grund af manglen på en lignende dyd i Tyskland. Stænderforsamlingerne i Slesvig såvel som i Holsten har altid været omhyggelige med at beskytte retten til at sende adresser til kongen som ikke blev modtaget, at træffe deres beslutninger på en negativ måde mod danske foranstaltninger. Det har dog på ingen måde afskrækket Danmark, men lige nu står vi over for en handling der ikke overrasker mig. Det er kun en fortsættelse af årelange brud på overenskomsten af 1852. Efter kendelse af 30. marts i år. Det stod klart, at Holsten skal udstyres med egen hær og økonomi med deltagelse i fællesudgifter, men at Slesvig skal indlemmes. Vær opmærksom på, mine herrer, Slesvig er altid det væsentlige. Holstein kan være hæmmet i sin tilstandsudvikling - dette er situationen og yderst beklageligt -; men Holsten er mere sikker som tysk forbundsstat. Slesvig har i århundreder været det bytte, som Danmark har udset sig og nu griber. (Fortsættes.)
*) Som vi allerede har meddelt, deler vi denne i flere henseender betydningsfulde tale ord for ord ifølge stenografen. Noter fra medlemmer af den lokale "Stenogr. Fortbildungs-Kränchen. D. Red.).
Rede des Geh. Staatsraths Dr. Francke,
gehalten zu Coburg am 20. Mai in der Versammlung zur Erörterung der deutsch-dänischen Angelegenheit. *)
Meine Herren! Ich habe das Wort erheben, um von Neuwm Ihre Sympathien zu erweckeb, für ein deutsches Land, dessen Bewohner durch dänische Gewaltsmassregeln zum Schweigen verurtheilt worden sind. - Mag meine Stimme eine schwache sein - Sie werden es natürlich finden, dass ich eintrete für mein Heimathsland. Und dass dieses in Coburg geschieht, dazu ermuthigt mich die warme, rege Theilnahme, die dem unglücklichen Schleswig-Holstein durch Wort und That in Coburg allezeit bewiesen worden ist. - Es ruht eine schwsere, fremde Hand aif den Herzogthümern Schleswig-Holstein seit einer langen Reihe von Jahren. Eine Gewaltsmassregel folgt der andern, und nur zu sehr hat das grosse Deutschland bisher der Schwäche nachgegeben und dadurch einen Verlust nach dem andern an den Rechten herbeigeführt. Es gab nur eine Zeit (während des Kriegs), wo alles das erfültt ward, was vor 400 Jahren (im Jahre 1460) feierlich den Herzogthümern gelobt ward. Das war die Zeitperiode, in der unter Mitwirkung und Genehmigung des deutschen Bundes das Staatsgrundgesetz von 1848 für die vereinigten Herzogthümer Schleswig-Holstein erlassen wurde und in Kraft blieb, bis Deutschland die Herzogthümer opferte. Es ist nicht erforderlich, zurückzublicken auf die ältesten Versuche Dänemarks, Schleswig in das Königreich Dänemark einzuverleiben. Der neueste Krieg wsard geführt um Schleswig; und das Erste, was geopfert wurde nach Beendigung des Krieges - obgleich die deutschen Waffen siegreich waren - , war Schleswig. Es wurde ein Friede geschlossen am 2. Juli 1850, der bekannt ist unter dem Namen der "inhaltsleere" der aber doch den Vorzug hatte, dass er alle Rechte den Herzogthümern Schleswig-Holstein vorbehielt, und selbst die deutschen Kommissäre, die Oesterreich und Preussen im Januar 1851 nach Kiel sandte, kamen der Landesvertretung und der Statthalterschaft mit der Verheitzung entgegen: Wir sind gekommen, um das Recht Holsteins zu schützen und dessen altherkömmliche Verbindung mit Schleswig zu wahren. Auf diese Verheitzung hun gab die Landesvertretung und die Statthalterschaft dem Andringen der Kommissäre nach, die Feindligkeiten wurden eingestellt. Wie wurde damals in Berlin und Wien die Loyalität der Herzogthümer gepriesen, und welche bittere Täuschung folgte diesem Vertrauen, das genährt wurde von den deutschen Fürsten un den Kommissären der beiden deutschen Grossmächte! Die Armee wurde aufgelöst und nach kurzem Verlaufe traten Massregeln ein gegen Einzelne, die schwer trafen, wenn sie auch immer untergeordneter Natur waren, wie: Aechtung, Verbannung, Absetzung der Richter etc. Aber viel Schwereres traf die Gesammtheit des Landes. Durch Dänemarks Trug und Hinterlist liessen Preussen und Oesterreich sich bewegen, im Jahre 1851 und 52 eine Vereinbarung dem deutschen Bunde zue Annahme zu empfehlen, und der Bund nahm sie an. Zum ersten Male, so lange überhaupt eine Geschicte Deutschlands und Dänemarks besteht, wurden, nachdem Deutschland sich am Kriege betheiligt hatte, die Herzogthümer in ihren Grundfesten erschüttert. Sie wurden auseinandergerissen. Schleswig wurde von Holstein getrennt, und dies Alles geschah, meine Herren, obgleich preussische und österreichische Commissäre eine Executionsarmee von 50,000 Mann in die Herzogthümer hineinführten. Man muss das erlebt haben, um zu wissen, was das heisst, wenn zwei Länder auseinander gerissen werden, welche durch Geschicte und Recht, durch Sitte, durch Familienbande eng verbunden sind, zwei Länder, die dieselben Interessen, dieselben Endziehle ihres gemeinheitlichen, staatlichen Lebens stets vor Augen hatten, zwei Länder, denen noch om Jahre 1846 als der ohnmächtige Versuch gemacht wurde, mit dem offenen Briefe Christians VIII. die Herzogthümern in Dänemark einzuverleiben, der deutsche Bund das Zeugniss gab, dass sie eng verbunden, alle öffentlichen Rechte gemeinsam haben. Aber diese Vereinbarung von 1852 war nur der Anfang zur Unterjochung der Herzogthümer. Das was Alle traf, und nicht blos die Einzelnen, bestand darin, dass Dänemark nichts hielt von dem, was die Vereinbarung von 1852 an Pflichten ihm auserlegt hatte. Was war der Inhalt? Dänemark hatte versprochen, in Schleswig die deutsche Nationalität in derselben Weise zu schützen, wie die dänische. Es ist nun allbekannt: die deutsche Kirche, die deutsche Schule im Herzogthum Schleswig wurde danisirt. Es ist so weit gekommen, dass die Eltern ihre Kinder nicht mehr verstehen. Meine Herren! In dem glücklichen Lande, wo wir wohnen, har man kaum einen Begriff von einer solchen Zerrütting des Familienlebens. Man hat keinen Begriff von der Trübsal, dass Eltern bei der Confirmation ihrer Kinder weinend vor der Kirche stehen und diese dänisch confirmirt werden, dass die Mutter mit dem Kinde nicht mehr beten kann. Welchen Eindruch das auf das Familienleben macht, brauche ich nicht zu bescreiben. Der Vertrag von 1852 legt Dänemark die Verpflichtung auf, Schleswig nicht zu inkorporiren. Wie ist das gehalten? Das Herzogthum Schleswig ist in jeder Weise von dänischen Beamten aller Art überschwimmt worden. Dänemarks Rechtverhältnisse sind dort eingeführt, und zwar, ohne die Ständeversammlung zu fragen. Dänische Gensdarmen bewachen die Grenze zwischen Holstein und Schleswig. Scleswig ist materiell bereits vollständig incorporirt! Es ward ferner versprochen, die Selbstständigkeit Holsteins zu schützen. Trotzdem ward Holstein durch Steuern ausgesogen, seine Anleihen sind in frevelhafter Weise vernichtet worden, auch dort sind in Post- und Zollfach dänische Beamte in Massen eingeführt worden, der Rath und der Widerspruch der Stände blieb unbeachtet. Es ist versprochen worden, die Gesammt-Verfassung für die dänische Monarchie vorher den Ständeversammlungen der Herzgothümer Schleswig und Holstein zur Verathung vorzulegen. Ja, meine Herren! dem dänischen Reichstag ist sie vorgelegt worden und der hat seine ausdrückliche Zustimmung gegeben. In den Ständeversammlungen der Herzogthümer ist verboten worden, auch nur ein Wort darüber zu reden. Es ist endlich und das ist das Folgenreichste für die Zukunft, es ist die Erbfolge in den Herzogthümern vernichtet worden, wie die Geschichte kein Beispiel weiss. In den engverbundenen Herzogthümern herrscht nach altem Rechte der Mannsstamm und sie sind frei von der Verbindung mit Dänemark, sobald in Dänemark der Mannsstamm ausstirbt. Das steht nahe bevor; der König ist ein älterer Mann, sein Nachfolger ein Greis. Um nun die Herzogthümer auf ewig an Dänemark zu ketten, wurde in London die Vereinbarung abgeshlossen, wonach ein Unberechtigter Fürstensohn den Thron von Dänemark und den Herzoggthümern einnehmen soll. Der dänische Reichsrath hat seine Zustimmung zu diesem Protokolle vom 8. März 1852 gegeben.
Die Herzogthümer sind nie darüber gefragt worden. Auch der deutsche Bund hat niemals das Londoner Protokoll anerkannt. Es wurde nun unter einem durchaus müssigen, ruhigen Zusehen Seitens des deutschen Bundes der dänische Gesammtstaat aufgebaut.
Der dänische reichsrath stimmte der Verfassung von 1855 zu und es entstand eine Versammlung, in der die dänische Majorität so überwiegend war, dass die Deutschen schweigen mussten, wenn auch die Holsteiner Anfangs sich im Reichsrathe einfanden. Sie wurden verhöhnt von der Majorität und alle ihre Beschlüsse waren kraft- und wirkungslos. Sie schieden aus ind erst dann folgten einige matte Beschlüsse des deutschen Bundes, dem Rechte von Holstein wieder aufzuhelfen. Es folgten leider noch mattere Drohungen einer Bundesexekution in Holstein. Schleswig kannte man nicht mehr in Frankfurt. Doch Dänemark verlachte Alles.
Meine Herren! Wenn man eine Zeit lang in der Hauptstadt Dänemarks, in Kopenhagen, zugebracht hat, so kann man wohl über den Charakter der dortigen Staatsmänner ein Urtheil fällen. Die Zersplitterung Deutschlands, die Ohnmacht des deutschen Bundes auf der einen Seite, die insularische Lage Dänemarks auf der andern, seine See-Verbindungen aller Art geben den Dänen eine Insolenz, di eman selten wo anders gefunden hat und die Kühnheit derselben ist leider von Jahr zu Jahr gestiegen durch den Mangel einer änhlichen Tugend in Deutchland. Es sind nun die Ständeversammlungen in Schleswig sowohl wie in Holstein stets beflissen gewesen, das Recht zu wahren, Adressen an den König zu erlassen, die nicht angekommen wurden, ihre Beschlüsse in ablehnender Weise gegen dänische Massregeln zu fasse; es hat dies aber in keiner Weise Dänemark entmüthigt, sondern gerade jetzt stehen wir vor einem Akte, der mich nicht in Erstaunen setzt. Er ist nur die Fortsetzung jahrelanger Vertragsbrüche in Bezug auf die Vereinbarung von 1852. Durch eine Ordonnanz vom 30. März d. J. ward klar ausgesprochen, dass Holstein auszuscheiden sei mit eigner Armee und eignen Finanzen unter Betheiligung an gemeinsamen Ausgaben, dass aber Schleswig zu incorporiten sei. Sei wissen Alle, meine Herren, es handelt sich immer wesentligt um Schleswig. Holstein mag in seiner Staatsentwicklung gehemmt sein - es ist dies zuzugegen und im hohen Grade zu bedauern - ; aber Holstein ist als ein deutsches Bundesland mehr gesichert. Schleswig ist seit Jahrhunderten die Beute, die Dänemark sich ausersehen hat und die es jetzt an sich rasst. (Forts. folgt.)
*) Wir theilen diese in mehrfacher Hinsicht bedeutungscolle Rede, wie wir bereits angekündigt hatten, wortgetreu nach den stenograph. Aufzeichnungen von Mitgliedern des hiesigen "Stenogr. Fortbildungs-Kränzchens mit. D. Red.).
(Coburger Zeitung: älteste nationale Tageszeitung Coburgs. 26. maj 1863)
Tale af geh. etatsråd dr. Francke,
holdt i Coburg den 20. maj i mødet for at drøfte den tysk-danske sag.
(Slutning).
Dette er den nuværende situation, og spørgsmålet er hvad der skal gøres! Mine herrer, det er ekstremt nemt at udbryde med en tysk professor: "Vi vil have en ny, lykkelig krig." Det lyder ekstremt godt. Men er Tyskland i øjeblikket i stand til at føre en krig mod Danmark uden allierede? Har vi en flåde, der kunne konkurrere med den danske? Er vi i en position hvor folk ønsker at prale af vished om sejr? Har vi et centralt organ der kan føre krig med styrke og energi? Enhver der har et minde om krigsførelse som jeg oplevede det, siger: Nej! Med hvilken iver blev krigen startet, og hvor forsvandt iveren hurtigt! Og hvad blev resultatet? At tabe alt det som krigen blev brugt på. Lad os tage den politiske situation!
Er der ikke nok eksplosivt materiale tilgængeligt i alle dele af Europa, og er Tyskland i stand til at stå over for en europæisk krig? Er forholdene i den største rent tyske stat, Preussen, sådan, at samarbejdet mellem delstatsregeringen og statsrepræsentationen kunne love varig succes i en sådan krig? De ved alle det modsatte er tilfældet. Er fællesskabet med Tysklands anden stormagt, Østrig, så tæt og så urokkeligt at man med sikkerhed kan sige at Østrig ikke vil opgive Preussen i en krig mod Danmark? Mine herrer, vi er fuldstændig berettiget til at kaste os ud i krigen i sådanne øjeblikke. Men jeg spørger: er det godt at beslutte sig for krig og så igen skulle lægge sværdet som følge af truslerne fra ikke-tyske stormagter? Og det er desværre muligt! (Livligt bravo.) Nå, siger de - og nogle siger det med selvtillid: forbundseksekution må finde sted.
Ja, jeg har allerede taget mig den frihed at fortælle Jer, hvad eksekutionshæren på 50.000 mand der marcherede ind i Holsten i 1851, opnåede. Det har givet os umådeligt materiale til at sørge over Slesvig-Holstens skæbne. (Bravo.) Den tyske forbunds ret til at beordre eksekution i Holsten kan ikke betvivles på nogen måde, og konsekvensen ville være en underordnet: det rige Holsten skulle opretholde eksekutionshæren; det ville Danmark bestemt ikke give afkald på. Men, mine herrer, hvis Holsten bliver besat af tyske tropper, vil Slesvig utvivlsomt gå helt tabt! Hvor er napoleoniderne på de tyske troner eller i de tyske regeringer som kan besætte Holsten på samme måde, som Rom har været besat i årevis? Det kan ikke antages at Slesvig pludselig vil blive besat natten over som følge af en grænsetræfning med danske soldater. Det betyder som tingene er nu, en europæisk krig, og Tyskland kan ikke føre den uden allierede, hvilket det ikke har. Min opfattelse er at det er Tysklands pligt at genoprette retsgrundlaget, at anerkende hvilken lov der har eksisteret for Holsten og Slesvig i lang tid og har været ødelagt i mange år. Dette udelukker på ingen måde at man ikke bruger muligheden for at forsvare loven på en måde, der sætter sværdet først. Men en af de første og største dyder i politik er tålmodighed. Den der utålmodigt ønsker at opnå de største mål, kommer aldrig til virkelighed. Man kan håbe, og enhver af os har dette håb, at der vil udvikle sig forhold af offentlig karakter i Tyskland som vil forudsætte en tilnærmelse af andre europæiske magter, især England. Men så længe det ikke er tilfældet, er det ikke tilrådeligt at holde provokerende taler om krig eller eksekution. For intet er mere latterligt for en mand end at hengive sig til vendinger der ikke har noget grundlag - og her er der ikke grundlag! Hvordan ser danskerne på sagen? I de sidste par dage er samme sag blevet drøftet i rigsrådet som nu er genstand for dagens møde. Statsmanden der sluttede overenskomsten af 1851 og 52, minister Bluhme har i rigsrådet på oppositionsbænken, erklæret at det var klart som dagen at denne aftale var blevet brudt, vi kan nok bruge dette vidnesbyrd fra traktatens fader af 1852 bruge til vores fordel. Han tilføjede: "Det er meget muligt, at Tyskland nøjes med en lovlig tilbageholdelse, en protest ad gangen, og det er det værste der kan ske for os, som vil hænge over vores hoveder som et Damokles-sværd. Vi bliver aldrig i stand til at falde til ro og løbe "Over tid vil ideen om uretfærdighed i Tyskland blive så inkorporeret, at vi vil bukke under." Nå, mine herrer, når en dansk statsmand udtaler sig på denne måde i en dansk forsamling, kan man nok gå ud fra, at blot at spore uretfærdigheden tilbage til det danske statsstyres eneste gyldige retsgrundlag er højst ubelejligt. I mellemtiden må danskerne fortsætte med deres små brutale tiltag. Til så store formål er sådanne detaljer irrelevante. Jeg er fuldstændig overbevist om at det godt kan være at der løber et varmere blod i Holsten som det allerede er vist for nylig. I kender alle processen! Unge mennesker ønskede at kranse gravene for dem der døde i krigen med Danmark, på Altona kirkegård. På vejen frem og tilbage blev den kendte slesvig-holstenske sang sunget. Hvad blev resultatet? Politiet greb ind. Der var mundhuggerier og arrestationer. Nu er den harmløse by Altona besat med kanoner, kavaleri og infanterister på en måde den aldrig har været før. Jeg nævner dette kun for at vise den ihærdighed hvormed danskerne forfølger deres mål. Altona falder ikke sammen på grund af dette, men stemningen bliver lidt mere livlig, og det er godt. På det seneste er der også blevet afholdt møder i Kiel, Altona, Rendsburg og andre byer, der havde samme formål som vores møde. De er straks forbudt, og gentagelse er næppe at forvente, når bajonetten er umiddelbart bag dem. Det er vores ansvar at sige et ord til vore tyske brødre i Holsten og Slesvig. "Vi føler med dig. Vi kender dine rettigheder, vi ønsker først at anerkende dem som det eneste middel, der vil tjene din velfærd." Det er i denne ånd at den beslutning som er i jeres hænder, er udarbejdet, og jeg vil gerne læse den for dig. (Den allerede kendte resolution følger.) *) Hvis dette eller noget lignende, formuleret i samme ånd, anerkendes af alle tyske stater, så vil der være sket så store fremskridt, at man kan håbe på at se den retlige situation genoplivet, som var i fuld kraft i 1848. Jeg anbefaler at man vedtager denne beslutning. Det er trods alt et vigtigt ord, når oplyste mænd i en tysk by vender sig til retten og viser gennem resolutionen at de er gennemsyret af bevidstheden om dens nødvendighed. Når tiden kommer hvor andre midler er nødvendige, vil der ikke mangle mænd i Coburg, som vil trække sværdet for hertugdømmerne. (Lang bravo. - Resolutionen blev som bekendt vedtaget enstemmigt.)
*) Udkastets fire punkter blev godkendt efter anmodning af kabinetsråd dr. Tempeltey tilføjede den femte.
Rede des Geh. Staatsraths Dr. Francke,
gehalten zu Coburg am 20. Mai in der Versammlung zur Erörterung der deutsch-dänischen Angelegenheit.
(Schluss)
So ist die Lage der Dinge gegenwärtig, und es fragt sich, was zu thum ist! Meine Herren, es ist ausserordentlich leicht, mit einem deutschem Professor auszurufen: "Wir wollen einen frischen, fröhlichen Krieg." Es hört sich das ausserordentlich gut an. Aber ist man denn gegenwärtig in der Lage in Deutschland, einen Krieg ohne Alliirte mit Erfolg gegen Dänemark zu führen? Haben wir denn eine Marine, die mit der dänischen sich glecihstellen konnte? Sind wir denn in der Lage, dass man sich einer Siegesgewissheit rühmen möchte? Haben wir ein Centralorgan, das mit Kraft und Energie einen Krieg führen konnte? Wer eine Erinnerung hat an die Kriegsführung, wie ich sie erlebt habe, der sagt: Nein! Mit welchem Eifer wurde der Krieg angefangen und wie bald schwand der Eifer! Und was war der Resultat? Dasjenige auszugeben, wofür der ganze Krieg engefangen wurde. Nehmen wir die politische Lage!
Ist nicht Zündstoff hinreichend vorhanden in alle Theilen Europa's, und befindet sich Deutschland in der Lage, einem europäischen Krieg zu begegnen? Sind die Verhältnisse in dem grössten reindeutschen Staate, in Preussen, derart, dass Gemenschaft zwischen Staatsregierung und Landesvertretung einem solchem Kriege einen nachhaltigen erfolg versprechen könnte? Sie wissen Alle das Gegentheil. Ist denn die Gemeinschaft mit der andern Grossmacht Deutschlands, mit Oesterreich, so enge, so unerschütterlich, dass man mit Bestimmtheit sagen dürfte, Oesterreich werde Preussen, nicht im Stiche lassen in einem Kriege gegen Dänemark? Meine Herren, wir sind vollkommen berechtigt, uns über derartige Moments hineinwerfen könnnen in die Wagschale des Krieges. Aber ich frage: ist es ruhmvoll, einen Krieg zu beschliessen und in Folge der Drohungen nichtdeutscher Grossmächte das Schwert wieder einstecken zu müssen? Und das ist leider möglich! (Lebhaftes Bravo.) Nun, man sagt - und Einige sagen es mit Zuversicht: es mässe die Bundesexecution eintreten.
Ja, ich habe mir schon erlaubt, Ihnen vorzutragen, was die Executionsarmee von 50,000 Mann, die im Jahre 1851 in Holstein einrückte, bewirkt hat. Sie hat das bewirkt, dass wir unermesslichen Stoff haben, über das Schicksal Schleswig-Holsteins zu trauern. (Bravo.) Es ist das Recht des deutschen Bunes, Execution in Holstein anzuordnen, in keiner Weise zu bezweifeln und die Folge wäre eine untergeordnete, dass das reiche Holstein die Executionsarmee unterhalten müsse; Dänemark würde sicher keiner Heller dazu hergeben. Aber, meine Herren, ist Holstein besetzt von deutschen Truppen, so ist Schleswig ohne Frage vollständig verloren! Wo sind denn auf den deutschen Thronen oder in den deutschen Kabinetten die Napoleoniden, die Holstein so besetzen können, wir Rom seit Jahren occupirt ist? Es ist nicht anzunehmen, dass man etwa in Folge eines Grenz-Scharmüssels mit dänischen Doldaten bei nächtlicher Weile auf einmal Schleswig besetzt; das bedeutet, wie jetzt die Dinge liegen, einen Europäischen Krieg, und den vermag Deutschland, ohne alliirte, die es nicht besitzt, nicht zu führen. Meine Meinung geht dahin, dass es Deutschlands Pflicht ist, die Rechtsbasis wieder herzustellen, anzuerkennen, was an Recht für Holstein und Schleswig lange bestanden hat und seit langen Jahren vernichtet worden ist. Es schliesst dies in keiner Weise aus, dass nicht die Gelegenheit benutzt werde, das Recht in einer Weise zu verfechten, wo das Schwert voransteht. Aber eine der ersten und grössten Tugenden in der Politik ist die Geduld. Der kommt nie zum Ziehel, der mit Ungeduld grosste Zwecke erreichen will. Es lässt sich hoffen, und Jeder von uns hegt diese Hoffnung, dass in Deutschland sich Zustände öffentlicher Art bilden werden, welche die Annäherung sonstiger europäischer Mächte, namentlich Englands voraussetzen lassen. So lange aber das nicht der Fall ist, ist es zu widerrathen, aufreizende Reden zu halten für Krieg oder für Exekution. Denn nichts ist lächerlicher für einen Mann, als sich in Phrasen zu ergehen, denen der Boden fehlt - und es fehlt hier der Boden! Wie sehen denn nun die Dänen die Sache an? Im Reichtsrathe ist in den letzten Tagen dieselbe Sache besprochen worden, die jetzt den Gegenstand der heutigen Versammlung bildet. Derjenige Staatsmann, der die Vereinbarung von 1851 und 52 geschlossen hat, der Minister Bluhme har im Reichsrath auf der Oppositionsbank erklärt, es sei klar, wie der Tag, dass diese Vereinbarung gebrochen worden sei, wir können wohl dieses Zeugniss des Vaters des Vertrages von 1852 zu unserm Nutzen verwenden. Er hat hinzugefügt: "Wohl möglich, dass Deutschland sich mit einer Rechtsverwahrung, mit einem Protest zur Zeit begnügt und das ist das Schlimmste, was uns begegnen kann, das wie ein Damoklesschwert über unserm Haupte schweben wird. Wir kommen nie zur Ruhe und im Laufe der Zeit wird sich die Idee des Unrechts in Deutschland so verköråern, dass wir unterliegen." Nun, meine Herren, wenn ein dänischer Staatsmann in dieser Weise in einer dänischen Versammlung sich ausspricht, so kann man wohl annehmen, dass schon die einfache Zurückführung des Unrechts auf die einzig gültige Rechtsbasis der dänischen Staatsregierung in einem hohen Grade unbequem ist. Mögen die Dänen mittlerweile mit ihren kleinlichen brutalen Massnahmen fortfahren. Bei so grossen Zwecken kommt es auf dergleichen Einzelheiten nicht an. Es kann sogar nach meiner vollen Ueberzeugung, gut sein, dass in Holstein ein wärmeres Blot rinnt, wie dies neuerdings schon sich gezeigt hat. Sie kennen Alle den Vorgang! Junge Leute wollten die Gräber der im Kriege mit Dänemark Gefallenen auf dem Altonaer Kirchhof bekränzen. Auf dem Wege dahin und zurück ward das bekannte Schleswig-Holstein'sche Lied gesungen. Was war die Folge? Die Polizeibehörde griff ein. Es kam zu Wortstreit und Verhaftungen. Jetzt ist die harmlose Stadt Altona mit Kanonen, Cavallerie und Infanteristen dermassen belegt, wie es nie der Fall gewesen ist. Ich erwähne das nur, um zu beweisen, mit welcher Zähigkeit die Dänen ihre Zwecke verfolgen. Altona wird deshalb nicht zu Grunde gehen, aber die Stimmung wird etwas lebendiger werden, und das ist gut. Es sind auch in neuerer Zeit in Kiel, Altona, Rendsburg und anderen Städten Versammlungen gehalten worden, die denselben Zweck hatten, wie unsere Versammliung. Sie sind sofort verboten und Wiederholung ist schwerlich zu erwarten, wo gleich das Bajonnet dahinter steht. Uns liegt es ob, unsern deutschen Brüdern in Holstein und Schleswig ein Wort zuzurufen. "Wir fühlen mit Euch. Wir kennen Euer Recht, wir wollen es zunächst anerkennen als das einzige Heilmittel, das zu Eurer Wohlfahrt gereichen wird." In diesen Sinne ist die Resolution entworfen, die sich in Ihren Händen befindet, und ich erlaube mir, Sie Ihnen vorzulesen. (Folgt die schon bekannte Resolution.) *) Wenn Dies oder Aehnliches, im gleichen Sinne abgefasst, von allen deutschen Staaten anerkannt sein wird, so ist ein so immenser Fortschritt gewonnen, dass man sich der Hoffnung hingeben darf, den Rechtszustand wieder belebt zu sehen, der 1848 in voller Wirksamkeit sich befand. Ich empfehle Ihnen diese Resolution zur Annahme. Es ist immerhin ein wichtiges Wort, wenn in einer deutschen Stadt aufgeklärte Männer dem Rechte sich zuwenden und durch die Resolution zu erkennen geben, dass sie durchdrungen sich von den Bewusstsein der Nothwendigkeit derselben. Kommt dann die Zeit, wo andere Mittel gebraucht werden müssen, so wird es auch in Coburg nicht an Männern fehlen, die das Schwert für die Herzogthümer ziehen. (Lange anhaltendes Bravo. - Die Resolution wurde, wie metgetheilt, einstimmig angenommen.)
*) Den vier Punkten des Entwurfs wurde auf Antrag des Kabinetsrath Dr. Tempeltey noch der fünfte hinzugefügt.
(Coburger Zeitung : älteste nationale Tageszeitung Coburgs. 27. maj 1863)
