Skibsforbindelse Flensborg-Faaborg. (Efterskrift til Politivennen)

Efter megen Anstrængelse fra Handelsstandens Side - hedder det i Faaborg Av., - var det endelig lykkes at faae en Dampskibsforbindelse bragt istand imellem Faaborg og Flensborg. Glæden herover var almindelig, men den var ogsaa kort. 3 Gange anløb Dampskibet "Diana" Faaborg paa Rejsen til Flensborg og lige saa ofte paa Reisen fra Flensborg til Korsør, men saa maatte denne Fart opgives. "Grunden hertil er ikke at Farten lønnede sig for slet, nei, det er Toldvæsenet, der lægger uoverstigelige Hindringer i Veien for Skibets hurtige Clarering. Nu skulde man troe, at Toldvæsenet burde fremme Alt, hvad der kunde bidrage til at forøge Toldindtægterne, og altsaa lette Samfærdselen saa meget som muligt. Men naar enkelte særligt begunstigede Pladse paa Kysterne undtages, kan man ialmindelighed, og Byerne isærdeleshed, ingenlunde glade sig over Forekommenhed fra Toldbestyrelsens Side. Toldvæsenet synes altid at have havt en afgjort Modbydelighed for Alt, hvad der har Lighed med en simpel Forretningsgang, en Paastand, der kan finde sit Beviis i en nylig udgaaet Bekjendtgjørelse angaaende endeel unyttigt Skriveri, som nu er ophævet ved Kjøbenhavns Toldsted. Der kan ikke indvendes, at vidtløftige Forholdsregler ere nødvendige for at forebygge Smugleri; thi dette kan meget godt forhindres uden at Toldvæsenet har nødig at tage sin Tilflugt til Foranstaltninger, der ere lige saa ubehagelige for de Reisende og Toldembedsmændene, som de ere kostbare og tidsspildende for Skibet, navnlig ved at lade Toldofficianter gjennemgaae hele Skibet og notere Alt, hvad der findes, lige til Forraadet i Hovmesterens Spiiskammer og Indholdet af de Reisendes Vadsække. Dersom man ved Skibets Ankomst hertil beordrede en Toldembedsmand ombord og lod ham følge Skibet til Svendborg, hvor han afløstes af en Collega, vilde man sikkert kunne forhindre Smugleri og undgaae at opholde Dampbaaden saa længe, at den ikke med Fordeel kan anløbe Byen."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. maj 1865).

Annonce i Sydfyenske Tidende, 15. april 1865.

Fra maj 1865 anløb Koch & Hendersons dampskib "Diana" Faaborg på ruten mellem Korsør og Flensborg. Skibet anløb også Sønderborg og Svendborg. I april indrykkede Koch & Henderson en annonce (se fx Korsør Avis 26. april 1865) hvori der bl.a. stod: "Paa Grund af de Vanskeligheder, de forandrede Toldforhold mellem Danmark og Hertugdømmerne medføre i Henseende til Skibets og Godsets Klarering, see vi os nødsagede til at lade Dampskibet "Diana" ophøre at anløbe Ohnsevig paa Kieler-Touren og Faaborg paa Flensborg-Touren." Dampskibet Flora sejlede i en kort periode Korsør, Svendbog, Faaborg, Assens og Haderslev.

Cornelius Peter August Koch (1816-1892) var ekspeditør kendt fra flere firmaer, fx Koch & Bird i Flensborg, samt som nævnt agent for engelske James Henderson & Son som satte skibe i fart mellem København og Flensborg. Det nævnte rederi var med Henderson jun. "Diana" var blevet købt 1856 til fart Korsør-Flensborg-Kiel. Skibet blev bl.a. brugt af H. C. Andersen i juni 1858 og juli 1862. Firmaet indgik 1866 i D. F. D. S. med fire skibe: Skruedampskibene "Arcturus" og "Aurora" og hjuldampskibene "Vesta" og "Diana".

Faaborgs Havn. Tegnet af E. Eckardt. Illustreret Tidende 495, 21. marts 1869.

Voldene. (Efterskrift til Politivennen)

Opsætsighed mod Politiet. Vi meddelte for et Par Dage siden paa et andet Sted i Bladet, at Politiet nu med Kraft vil gjøre en Ende paa det forargelige Uvæsen paa Voldene, at Børn der skulle have aldeles fri Tumleplads til stor Ulempe for andre Spadserende og til stor Skade for voldpromenadens smukke Udseende, idet derved Grønsværet paa Skraaningerne ødelægges og disse selv blive tildels demolerede. Der gaaer nu næsten ikke en Dag, uden at der anholdes Drengebørn, som have giort sig skyldige i disse Uordener, og denne skæbne har ogsaa rammet flere velklædte Børn. Som bekjendt, plejer der altid ved saadanne Anholdelser at være Folk tilstede, som sætte sig op med Politiet og søge at bevæge det til at lade de Anholdte slippe, ja ofte gaaer det endog saavidt, at de befri de Anholdte. Det er ofte i Bladene blevet paatalt, at Sligt er skeet, men, som det synes, forgæves; det er derfor ret heldigt, at de, som forsøge Sligt, blive kjendte, saa at de senere kunne bøde for deres utidige og lovstridige Indskriden mod Politimagtens Udøvere. Noget Saadant skete i Mandags, da en Dreng blev anholdt for Uordener af den ovenfor omtalte Slags paa Volden. Den Betjent, som havde anholdt ham, førte ham ned ad Stokhusgade for at komme til Politistationen. Drengen græd og bad for sig, og dette bevægede en Mand, der kom dem imøde, til at søge at bevæge Betjenten til al lade Drengen qaa. Dette vilde Betjenten ikke, men Manden stillede sig iveien for ham og samlede ved sin Adfærd snart endel Folk, som sluttede sig til ham og ved at trænge ind paa Betjenten tvang denne til at lade Drengen løbe. Til alt Held var imidlertid den Ubesindige, som saaledes havde sat sig op imod Politiet og foranlediget Andre til det Samme, kjendt; han blev derfor afhentet af Politiet , og der blev taget Forklaring af ham. Efter al Rimelighed vil han blive fremstillet for den offentlige Politiret, og vi antage, at han for sin Opførsel ved Rettens Dom vil faa en saadan Straf, at det kan tjene ikke alene ham, men ogsaa Andre til alvorlig Advarsel.

(Dags-Telegraphen (København) 27. april 1865).

Skadelidte i Veile. (Efterskrift til Politivennen).

 Veile, 20de April.

Fra over hundrede Landboere er igaar afsendt til Indenrigsministeren en Adresse, hvori der andrages paa snarest muligt at erholde Erstatning for de røvede Heste. Adressen er saalydende: "I Foraaret 1864, under den fjendtlige Occupation af Jylland, fristede de iøvrigt haardt betrængte Jyder den Skjæbne, at Fjenden røvede Heste fra dem, og skete dette navnlig i den travle Driftstid. Fjenden viste ved denne Leilighed, ligesom iøvrigt under sin hele Færd, den største Hensynsløshed, og navnlig maatte Flere af Agerbrugerne afgive deres hele Besætning. Fremgangsmaaden var den, at Fjenden sammendrev hele Byers og Sognes Heste og deraf udsøgte de kostbareste og hvad man kalder egentlige Luxusheste, just den Slags, som man paa Markedet faaer betalt med de høieste Priser. Det behøver ikke at udvikles for det høie Ministerium, hvor nedtrykkende og strængt en saadan Fremgangsmaade af Fjenden maatte ramme; men Ulykken, thi dette var det paa den Tid, rammer i Særdeleshed haardt, naar den træffer den Enkelte, og navnlig Agerbrugeren, saaledes som Tilfældet var her. - Men just fordi Ulykken og Tabet saaledes har ramt den Enkelte, og navnlig Agerbrugeren, mene vi, at det ligefrem er en Fordring, der begrundes paa Billighed, naar vi herved underdanigst, men bestemt og med al Alvor, opfordre det høie Ministerium til at være betænkt paa at mildne det Skete og at oprette Skaden, og kan dette kun nogenlunde skee ved at fuld og contant Betaling gives strax. Vi behøve vist ikke at minde om, at vi alt have tabt et Aars Renter af vort Tilkommende, og at Tiden er trykkende, da der ikke er nogen Handel med Landmandens Producter, der staae i lav Priis, og Udgifter, saasom Skatter, Folkeløn etc., absolut skulle ud, ja, vi kunne gjerne tilføje, at Skatten med Strænghed inddrives og at Udpantning hører til Dagens Orden heri Egnen. Idet vi hengive os til det Haab, at det høie Ministerium vil lade vor billige Fordring skee Fyldest, er det vist ikke urigtigt at lægge Ministeriet paa Sinde, at flere Menneskers Velfærd er afhængig af, at hurtig og tilbørlig Hjælp skaffes. - Vedtaget i en Forsamling af Skadelidende i Veile Amt. - Veile, den 10de April 1865."

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 24. april 1865).

Prospect af Veile, seet nordfra. Illustreret Tidende nr. 813, 25. april 1875.

Dragon dræbt. (Efterskrift til Politivennen)

Tiltale for Drab eller ialtfald for at have udøvet saadan Vold mod en Person, at dennes Død deraf er bleven en Følge. Viborg Overret har den 13de Februar d. A. paakjendt en imod en Meieriforpagter for at have dræbt Dragon Knud Hansen Green eller i all Fald for at have udøvet saadan Vold imod denne, at hans Død deraf er bleven en Følge, anlagt Sag. 

De nærmere Omstændigheder ved denne ikke uinteressante Sag ere ifølge Nr. 18 af "Jur. Tidskr." i alt Væsentligt følgende:

Efterat bemeldte Dragon Green, der var indkvarteret paa Hovedgaarden Bjørum, hvor Tiltalte var Mejeriforpagter, den 11te Juni f. A. havde faaet Tilladelse til at kjøre med denne til Nørresundby og de derefter ud paa Eftermiddagen vare trufne sammen paa et Værtshuus sammesteds, opstod der Uenighed imellem dem, idet Green i flere andre Gjæsters Overværelse lod sig forlyde med, at han stod i et utilladeligt Forhold til de qvindelige Medlemmer af Tiltaltes Huusstand, navnlig ogsaa til dennes Kone, hvilken Udladelse Green, uagtet han blev foreholdt det Uantagelige og Skammelige heri, ikke vilde tilbagekalde, og den i denne Anledning opstaaede Strid, der dog ikke gik over til Haandgribeligheder, maa derefter antages at have vedvaret et Par Timer, uden at Tiltalte og Green, der imidlertid nød forskellige Drikkevarer sammen og maa antages begge at være blevne i ikke ringe Grad berusede, bleve egentlig forligte. Efter Tiltaltes Forklaring havde han endog udtrykkelig forbudt Green at kjøre hjem med sig, men da Tiltalte omtrent ved Solnedgang vilde kjøre hjem tilligemed en Trainkudsk, der ogsaa havde været med ham fra Bjørum, kom Green ikke destomindre op at kjøre med ham. Paa Hjemvejen opstod der imidlertid paany Mundhuggeri imellem Green og Tiltalte - som det maa antages i samme Anledning som tidligere - og de stode endog engang af Vognen og sloges, ved hvilken Leilighed Tiltalte efter sin Forklaring fik noget af sit Skjæg revet af samt desuden nogle mindre betydelige Saar i Ansigtet, medens han dog efter den ommeldte Trainkudsks Forklaring slog Green til Jorden, hvorefter de atter stege paa Vognen og kjørte videre - som det maa antages under fortsat Skjænderi - indtil de vare komne tæt til Bjørum, da Green efter Tiltaltes Forlangende steg af Vognen, idet Tiltalte bemærkede, at han nu ikke længere vilde være sammen med Green, da de i saa Fald kom op at slaaes igjen. Green gik imidlertid saaledes foran Hestene, at Tiltalte ikke kunde komme frem for ham, og nægtede paa Tiltaltes Anmodning at gaae tilside, hvorfor han, da Tiltalte, der paa Grund af Veiens Beskaffenhed ikke kunde kjøre til Siden, lod Hestene skridte lidt til, greb den ene Hest i Tøilen og stødte den med et stærkt ryk tilbage mod Vognen. Nu sprang Tiltalte af Vognen med den Yttring, at han nok skulde sørge for, at de kom frem, og Tiltalte og Green gik derefter ind til Gaarden, medens den ommeldte Trainkudsk kjørte Vognen, og da de tæt udenfor Meierigaarden mødte nogle Transportvogne, gav Green sig til at skiælde denne ud og gav ham i det Samme en Lussing. Tiltalte har nu udsagt, at han, efterat Vognen var kjørt hen foran hans Dør, og medens han var beskjæftiget med at spænde fra, blev vaer, at Green, der var gaaet hen til Ladebygningen, hvor han maa antages at have havt sit Quarteer, stod udenfor Gaarden ved Ladeporten, og da nu Tiltalte frygtede for, at Green stod der for at passe ham op for det Tilfælde, at han vilde i Marken med Hestene, gik han ind og kaldte paa to Soldater, der vare i Quarteer hos ham, idet han sagde dem, at han antog, at Green vilde overfalde ham. De to Soldater kom kort efter ud, og omtrent samtidig dermed kom Green hen til Tiltalte, der stod ved sin Vogn, og forlangte Noget at drikke; dette nægtede imidlertid Tiltalte ham, idet han foreholdt Green, at han jo havde sagt, at denne ikke fik Mere i hans Huus, saasom han havde fornærmet ham saa skammelig, hvorhos Tiltalte forlangte, at Green skulde gaae sin Vei, men dette vægrede Green sig ved, idet han yttrede, at han havde Lov til at staae der, eller, efter 3 Tiltaltes Forklaring, at han havde ligesaameget at sige der som Tiltalte, og da han i det Samme sted og famlede i Lommen og derefter holdt Haanden knyttet, yttrede Tiltalte, at Green nok vilde bruge Kniv imod ham, hvorpaa Green aabnede Haande og viste, at det var et Porcellains Pibehoved han havde i den; Green vedblev imidlertid, uagtet Tiltalte gjentagende forlangte, at han skulde gaae bort, at vægre sig herved, og Tiltalte greb da en Svingel af Hamlen paa Vognen, hvormed han stødte Green for Brystet, idet han tillige sagde, at han vilde slaae ham, hvis han ikke gik, og da Green desuagtet ikke vilde gaae, men endog efter Tiltaltes Forklaring trængte sig nærmere ind paa ham, blev denne, som han har udtrykt sig, vred, fornemmelig fordi Green var saa paatrængende og ikke vilde rette sig efter hans Paalæg, og han slog da med Svingelen lige ud for sig og traf Green i Hovedet, saa at denne faldt til Jorden, hvorefter han blev hjulpen op og ført bort af de tilstedeværende Soldater. Den følgende Dag blev Green indlagt paa et Lazareth, hvor han den 18de Juni næstefter afgik ved Døden, og efter den foretagne Obduktion af Liget have de vedkommende Læger erklæret det for meget sandsynligt, at Døden er bevirket ved den under Sagen omhandlede Mishandling. Det kongl. Sundhedskollegium har derhos erklæret, at Aarsagen til Døden utvivlsomt er at finde i de ham ved den omhandlede Mishandling tilføiede Læsioner af Hjerneskallen.

Tiltalte har erkjendt, at han ved saadan at slaae vildt hen for sig mod et Menneske med den ommeldte Svingel, jo vel kunde tilføie den Paagjældende et dræbende Slag, men han har forsikret, at det ikke var hans Hensigt at dræbe Green eller at tilføie denne nogen bestemt Skade, idet det end ikke var hans Hensigt at ramme ham i Hovedet, hvorimod han kun vilde give Green et saadant Slag, som denne kunde mærke.

Efter det Anførte maa det nu vel ansees for godtgjort, at Tiltalte ved den omhandlede Leilighed har forsætlig tilføiet Green et Slag, der er blevet Aarsag til hans Død, men efter hvad der, som meldt, var passeret imellem Tiltalte og Green, siden der først i Nørresundby opstod Uenighed imellem dem, og navnlig umiddelbart før Gjerningen, fandtes Tittalte dog at have havt Føie til at ansee sig berettiget til at anvende Magt imod den fredsforstyrrende og faretruende Adfærd, som Green udviste paa et Sted, hvor Tiltalte ifølge sin Stilling som Mejeriforpagter maatte ansee sig for at være eneraadig, og Retten antog derfor, at hans Forhold ikke vilde kunne henføres under Frd. 4. Oktober 1833, § 2, hvorimod han for den fremfusende og voldsomme Maade, hvorpaa han havde overskredet den Berettigelse, der kunde tilkomme ham til at tilvejebringe Ro og Orden og til at fjerne Green, i Henhold til Grundsætningerne i den nævnte Forordning, navnlig §§ 5 og 29 blev anseet med en arbitrair Straf, der bestemtes til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. april 1865).

Forpagter Daniel Joseph Knudsen var ved Kjær Herredsrets dom af 6. september 1864 blevet dømt til 3 års forbedringshusarbejde for at have udøvet vold mod dragon Knud Hansen Green. Det var denne dom som overretten i Viborg nedsatte til fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage. Dragon Knud Hansen Green (Jellinge) tilhørte 6. dragonregiment, 1. kompagni i Garderhusarregimentet og døde på lazarettet i Ribstrup den 18. juni 1864. Han blev begravet samme sted. Hele sagen er gengivet i Juridisk Ugeskrivt nr. 18 1865, Viborg Overretssager, s. 283-288

Heste og Soldater i Nykjøbing F. (Efterskrift til Politivennen)

Nykjøbing paa Falster, i April 1865. Ved Nytaarstid sendte Krigsministeren en Afdeling Konstabler, 1 Underofficer og 25 Mand, herover for paa Auktionsdage at trække de Foderheste frem, som Regjeringen efterhaanden indkaldte for at lade dem sælge. Man lo ad det Besynderlige i at sende en Afdeling Soldater herover til en slig Gjerning, som for en ringe Betaling kunde udføres af enhver Karl, og man tænkte, at denne Ødslen med Statens Folk og Penge kun var Følgen af et Øiebliks Forvirring, som snart vilde blive kontremanderet. Umidlertid har hin Afdeling Konstabler ligget her hele vinteren og ligger her endnu. De enkelte Auktioner, som med lange Mellemrum ere holdte, have ikke kunnet give Synderligt at bestille for Folkene, og den værste Opgave for dem har det derfor været, hvorledes de skulde faa Ende paa Tiden. Men for Borgerne har det været mindre behageligt, ved Ministerens Luner at være blevne bebyrdede med "en Flok Dagdrivere imod deres Villie", og for Beboerne ikke mindre end for Staten vil det blive en ikke ringe Udgift, som Krigsministerens Experiment har medført. Det lakker vel, som det synes, mod Enden, idet de sidste Foderheste nu ere indkaldte for at skulle sælges, men det er ogsaa paa Tide, thi over den halve Del af den militære Besætning her har allerede taget Ophold paa Byens Sygehus, og den øvrige Del følger formodentlig snart efter. Dersom Ministeren skulde have glemt, at han har en saadan Styrke herovre, underrettes han herved om, at af de 25 Mand ligge de 14 paa Sygehuset som Fnatpatienter, og at de omtrent alle paa en Gang ere fundne kvalificerede dertil. Det vil vel indrømmes af Enhver, at delte kan være særligt i en lille Kjøbstad, hvor mange Smaafamilier have Indkvartering.

(Dags-Telegraphen (København) 21. april 1865).