Drengeslagsmaal paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Farlige Drengefeider. Mellem Drengene i Victoriagade, Gasveien, Badeveien, Absalonsgode og Danebrogsgade samt en Del af det unge Danmark paa Vesterbrogade synes der at bestaa en fuldstændig Krigstilstand. De krigsfarende Magter ere delte i to omtrent lige store Partier, der hvert har sine mere eller mindre faste Punkter, fra hvilke de dels drage ud og levere ordentlige Batailler og dels udsende Streifkorps paa de fjendtlige Gebeter, ligesom ogsaa de to krigende Parters Stridsmænd, naar de tilfældigviis støde paa hverandre, benytte Leiligheden til Holmgang. De tvende smaa kæmpende Magter ere organiserede paa almindelig Hærvis med Musik (Fløiter), Faner, Generaler og andre Officerer. Vaaben og Projektiler ere naturligvis ikke overensstemmende med den nyere Krigsbrug; de bestaa af Kastevaaben (Stene) og Kjeppe, der imidlertid for nogle af de fornemste Officerers Vedkommende ere forsynede i Spidsen med Stykker af Sabelklinger. Men disse Vaaben om end ikke af den allerfarligste Art have dog vist sig tilstrækkelig farlige, til at disse Krigslege ikke bør taales. En Dreng skal saaledes ved disse farlige Lege have faaet en Finger næsten hugget af, en Anden et Slag af en Sten i Ansigtet, knap en halv Tomme fra Tindingen. Hvis Politiet ikke allerede har sat en Pind for disse farlige Løier, er det at haabe, at disse Linier maa have et saadant Resultat.

(Dags-Telegraphen (København) 11. juli 1865).

Johanne Marie Lynbæk. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2den Afdeling for offentlige Politisager. (Assessor Wallick.)

Løverdag den 3de Juli.

- - -

Efterat et Par Smaasager for Helligbrøde, Forsømmelse af Gadefeining og Spadseren med Torvekurve paa Fortouget vare afgjorte med Advarsler, fremstod Pantelaaner Lynbæk og beklagede sig over, at hans fraskilte, drikfældige Hustru en Dag havde overfaldet deres fælles Datter paa Gaden, udskjældt og slaaet hende. Dommeren deelte fuldkommen Hr. Lynbæks Beklagelse, men saae sig ikke istand til idag at gjøre Noget ved Sagen, da Madame Lynbæk i disse Dage var fraflyttet sit gamle Logis, uden at hendes nuværende Opholdssted vidstes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juli 1865)

Den offentlige Politiret.

(2den Afdeling. Assessor Wallick)

Løverdagen den 8de Juli, Kl. 12.

- - -

- "De er Pantelaaner Lynbæk? 

"Ja !"

"De er gift med Johanne Marie født Block; lever De sammen med hende?"

"Nei Kors!"

Og deri gjør Lynbæk vel, thi Madamen har et stærkt Hang til at overfalde og prygle sin Mand og deres ældste Datter. Dette Hang havde hun forleden Aften tilfredsstillet paa Gaden ved ubarmhjertigt at prygle løs paa Sidstnævnte, og af den Grund skulde hun tilsiges at give Møde idag. Man havde dog ikke kunnet finde hende, men vil nu forsøge at faae fat paa hende til Tirsdag. 

- - -

- En Advarsel gaves ligeledes Mad. Pind, den samme Pind, der i Marts overfaldt og pryglede sin elskede Mand Hieronymus ude paa Nørrebro. Denne Gang havde hun gjort sig skyldig i Helligbrøde ved at sælge Fisk en Søndag under Kirketiden og været grov mod Politiet, der forbød hende delte. Advarslen gik især ud paa, at hun skulde afholde sig fra de klare Draaber.

- - -

(Flyveposten 10. juli 1865).

- Madame Johanne Marie Lynbæk, der af Politiet har faaet Tilhold om ikke blideligt at berøre sin Mand eller sin Datter, havde forleden Dag anfaldet Sidstnævnte paa Gaden. Men nu har hendes Søstersøn paa Mandens Vegne slaaet hende halvt fordærvet, saa det gaaer lige op. Datteren er gaaet med hendes franske Shawl og Mantille, medens Moderen blev sendt ud af Hjemmet "saa nøgen som en Aal", og det kan ærgre En; det er det, der driller, og derfor opstod Conflicten med Datteren. (Flp.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 19. juli 1865).

Den offentlig. Politiret.

(2den Afdeling. Assessor Wallick.)

Lørdagen den 22de Juli. Kl. 12.

- - -

- Madame Lynbæk, der havde slaaet sin Datter paa Gaden, saa at denne faldt til Jorden, uagtet Politiet havde forbudt hende at anfalde sin Mand og sine Børn paa Gaden, gav for Retten sin Mand adskillige Kjælenavne, saasom Skurk, Tyveknægt. Morderske - uagtet hun vist egentlig meente Morder - Meeneder etc., hvilket indbragte Kjøbenhavns Kommunes Kasse et Beløb af 5 Rd, Desuagtet forsikkrede hun, at Lynbæk havde villet qvæle sin første Kone, og var nær bleven forsynet med nok en Mulct. Sagen udsattes til nærmere Oplysning.

- - -

(Flyveposten 24. juli 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Wallick.

Torsdagen, den 27de Juli

- - -

- Hvis Fru Lynbæk skulde vove for Fremtiden at anfalde sin Mand og sine Børn paa Gaden, saa kan hun være overbevist om, at hun ikke oftere kommer for Politiretten, men for et af Kriminalkamrene. Men kunde Madammen idag tie stille? Nei - det maatte frem, at Manden var en Skurk, o. s. v . o. s. v., og skjøndt hun blev advaret, kunde hun dog ikke styre sin Tunge anderledes, end at Rettens Værdighed fordrede, at hun blev idømt en Mulkt af 5 Rd. til Kommunens Kasse for sin megen uhøviske Tale.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 28. juli 1865).

En driftig og dristig Tyv. Konen Johanne Marie Lynbæk, der i nogen Tid havde været hensat i Politiarrest som mistænkt for at have begaaet Tyveri, blev for nogle Dage siden atter sat paa fri Fod. Da hun gik bort fra Arresten vakte hun imidlertid Politiets Opmærksomhed og Mistanke ved at søge at skjule for dette, at hun bar nogle Gjenstande paa sig. Hun blev nu foranlediget undersøgt, og det viste sig, at disse Gjenstande, som hun ikke uden Grund havde søgt at unddrage Politiets Øine, bestode af 3 Kopper, som hun havde stjaalet, ovenikjøbet i selve Arresten. Hun blev naturligviis øieblikkelig igjen sat under Laas og Lukke.

(Sydfyenske Tidende 19. januar 1866).

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Sporon

Lørdagen den 18de Januar.

- - -

- Johanne Marie Lynbæk er forleden Søndag udebleven fra Ladegaarden, hvor hun for Øieblikket har fast Bopæl. Saa skulde det træffe sig saa uheldigt, at hun blev truffen af en Opdagelsesbetjent, da hun stod i en Gadedør i Gammelmønt og studerede Adresseavisen for at se, om der ikke skulde findes en mere passende Leilighed for hende end den paa Ladegaarden. Madam Lynbæk har ikke i sin Fraværelse foretaget sig andet Ulovligt end at læse Adresseavisen, og da hun tilmed hos en Overretsprokurator vilde have en Kapital paa 3 Rd. 58 sk., som hun havde tilgode, kan hun idag slippe for Løsgængerstraf, skjøndt hun har Tilhold ved de Mistænkeliges Protokol om ikke at forlade Ladegaardens Enemærker.

(Dags-Telegraphen (København) 20. januar 1868).

Lysttoure med Jernbanen. (Efterskrift til Politivennen)

Lysttoure paa den sjællandske Jernbane. Det er Synd at sige, at der ikke til bydes Kjøbenhavns Befolkning Lejlighed nok til at forlyste sig, baade Vinter og Sommer, og det saavel i Staden selv og dens nærmeste Omkreds, som i længere Afstand fra samme. Vesterbro med det tilliggende Frederiksberg har alt i flere Aar vidst at hæve sig til Rangen af et "St. Pauli" eller "Hamburger Berg" hvad man helst vil kalde det - for "Nordens Athen". Saasnart man er kommen vel udenfor den Aabning, der tidligere tilsnævredes af den gamle Vesterport, høilovlig Ihukommelse! kan man lige fra Tivoli og til den zoologiske Have ved Frederiksberg Slot finde en Masse Forlystelsessteder af forskjellig Art, Ølhaller med klassiske Navne, henlede fra den græske og nordiske Mythologi, Sangerpavilloner med Syngeselskaber af den meest heterogene cg forbavsende Sammensætning, større Etablissementer, som "Alhambra"og "Sommerlyst", kort sagt, flere end Steder nok til at slaae Tiden ihjel, eller, som det hedder, "more sig i sin Fritid". Vi maa her gjøre den Bemærkning, at vi ingenlunde betragte disse Nutidens mange Forlystelsessteder som lutter Belials Værker, der kun gaae ud paa at trække Penge ud af Lommen paa Folk; vi indrømme, at de navnlig for Ungdommen kunne frembyde Fristelse til at give Mere ud til Fornøielse, end den strengt taget har Raad til, men samtidig dermed have disse Forlystelsessteder havt den i Virkeligheden gavnlige og priisværdige Indflydelse paa den mindre bemidlede Middelklasses private Liv, at medens Familiefaderen i tidligere Tider gik alene ud paa en eller anden Kneipe og lod Familien skjøtte sig selv hjemme, tager han nu Kone og Børn med og giver ikke flere Penge ud for i Fællesskab at fornøie sig med dem, end han tidligere gav ud for sin egen Person alene til Spil, Drik og anden mindre priisværdig Morskab. - De tvende andre Forstæder have ikke i den her omtalte Retning taget samme Opsving som Vesterbro. Nørrebro har rigtignok - ja, smil ikke, kjære Læser! fordi Talen er om Forlystelsessteder, men Sagen er en Kjendsgjerning - den har sin Assistentskirkegaard, hvorhen mangen en mindre bemidlet Familie om Søndageftermiddag gjør sig en lille billig Fornøielsestour, og hvor den, ligerviis som "Hingsten, græsser stolt paa Fædres Grave", medens den ved sine Kjæres Grav i al Gemytlighed fortærer et medbragt Slukke Smørrebrød og en Mindesnaps. - Østerbro staaer i den her nævnte Henseende paa samme Trin som Nørrebro, den har ogsaa sin "Kirkegaard", ja endog to, dog er det kun navnlig Søetatens, hvortil der om Søndagen valfartes, men saa har den sit ejendommelige Etablissement: "De Fattiges Dyrehave", hvis Navn er sikkret mod Forglemmelse ved Henrik Hertz's morsomme Lystspil af samme Navn.

Det var imidlertid ikke om Forlystelsessteder i Hovedstadens nærmeste Omkreds, vi her skulle tale, men om Lysttourene paa Jernbanen. Disse falde nu i tre Slags: 1) De daglige Lysttoure paa Klampenborgbanen, og Søndagstourene med Extratog til nedsat Priis paa 2) den nordsjællandske og 3) den vestsjællandske Jernbane.

Klampenborgtourene skulle vi ikke her videre berøre. Hvermand, baade Kjøbenhavnere og tildeels Tilrejsende, kjende eller lære snart at kjende deres Formaal og Endemaal. De frembyde herlige Udsigter, prægtige Skove, pyntede Kjøbenhavnere i en saadan Masse, at man knap kan see Skoven, ikke for Træer, men for Krinoliner og Parasoller og gode Beværtningssteder, som "Bellevue" og Klampenborgs Restauration, ikke at tale om de utallige mindre Spiseanstalter i Skikkelse af Trav og Lærredshuse, hvor den sultne Gjæst kan faae stillet sin Hunger med Noget, der kan henføres under den fælles Benævnelse "Skovmad", hvorom det forresten undertiden kan være vanskeligt nok bestemt at sige, hvoraf den er lavet.

Tourene paa den nordsjællandske Bane frembyde tilvisse en større Afvexling af Naturskjønheder, især naar man fortsætter Touren lige til Helsingør og dens Omegn. Nordsjælland med sine mægtige Skovstrækninger og deilige Skovsøer (Esromsø, Gurresø osv.) sit af vexlende jevne og bakkede Terrain, og sin hele kraftige, livlige Friskhed frembyder en Mængde Punkter, hvorimellem den Reisende kan have Vanskelighed nok med at bestemme sig, hvor han helst skal dvæle. Allerede i Frederiksborg føler man, at man har naaet et Skovbelte, hvor den deilige danske Bøgeskov og Blandingsskov af Eg, Bøg og andre Træsorter tager sin Begyndelse for at strække sig videre i nordlig Retning. Man kan godt udstrække sin Dagstour hertil og finde sig vel ved Udflugter i den nærmeste Skovegn. Dertil kommer, at man i Frederiksborg kan erholde anskændig Spise og Drikke, og som bekjendt: "foruden Øl og Mad er Helten Ingenting", og Touristen ikke mindre. Det nyopførte Frederiksborg Slot er naturligviis en Seeværdighed. Staaer det end ikke længere som et Minde om Christian den Fjerde, saa staaer det dog i sin nuværende Skikkelse som et Minde om Frederik den Syvendes kjæreste Ophold, saa og om Professor Meldahls architektoniske Dygtighed. Og med alt det gjør det dog, saa smukt det end har rejst sig af sin Aske, et ejendommeligt, jeg maa for mit Vedkommende sige, næsten mindre behageligt Indtryk. Den ydre Form er der, saa skuffende, at det seer ud, som om det gamle Slot kun var blevet oppudset. Men hvor ere de mange synlige Tegn for Slottets ærværdige Alderdomsminder, som det tidligere indesluttede i sit Indre? Ja, de er der ikke mere - Luerne have fortæret dem. Uvilkaarlig paatrænger det Spørgsmaal sig Beskueren: "Hvad vilde have gjort dybest Indtryk paa Dig, at see det gamle Slot som Ruin, eller see det i sin nuværende foryngede Skikkelse?" Jeg tør ikke besvare dette Spørgsmaal. Dog hermed Nok om Frederiksborg. Det nærmeste Dvælepunkt for Touristerne paa den nordsjællandske Bane er Fredensborg. Her vil han finde sig midt i det store nordsjællandske Skovkomplex; den venlige lille By, det smukke Landslot med sin velanlagte Have; den deilige skovkrandste Esromsø ville være tilstrækkelige til at gjøre dette Sted til et behageligt Dvælepunkt for Touren. Vil han vælge Helsingør, da vil han have tilstrækkelig Tid til i Dagens Løb at kunne gjøre sig bekjendt med Naturen nordfor denne By og denne Naturs ejendommelige Skjønheder, og hvad vi atter udtrykkelig maa bemærke, han vil hverken i Fredensborg eller Helsingør savne en god Naturalforpleining.

Paa den vestsjællandske Bane er der egentlig kun to Punkter af Interesse for Touristen, og det er Roeskilde og Sorø. Vælger han at opslaae sit Hovedqvarteer i Roeskilde, da vil han der finde tilstrækkelig Leilighed til at sørge for sit materielle Velvære og udfylde sin Tid. Domkirken er Byens udelukkende Seeværdighed, eg i sin nuværende Skikkelse fortjener denne at sees af Enhver. Om Forandringer i den ydre Form kan der naturligviis ikke være Tale, men kun om dens Omgivelser og Indre. Af de Førstnævnte er snart Alt fjernet, hvad der kunde støde Øiet, og hvad det Indre angaaer, da staaer denne mægtige Kirkebygning ved den Smag og Udholdenhed, hvormed den nuværende Forvalter, Hr. Kammerraad Friis fremfor nogen Anden har arbeidet paa at gjengive den sin oprindelige architechtoniske Storhed, som et næsten forbausende Exempel paa, hvad den gothiske Bygningskunst har forstaaet at udrette med tre Farver: Rødt, Hvidt og Graat. Har man anvendt en Timestid paa at see dette herlige, storartede Gudstempel, vil man kunne vælge imellem at gjøre en Udflugt til det smukke Ledreborg eller til den deilige friske Boserup Skov, der med Hensyn til en rig Flora maaskee kun har Charlottenlund til Konkurrent. Vil man ikke blive i Roeskilde kan man enten lade sig slutte med et af de vakkre Smaadampskibe "Frederik den Syvende" eller "Adjudanten" til Jægerspriis eller Frederiksværk, en Tour, man heller ikke vil fortryde, etter man kan begive sig lige til det andet Dvælepunkt Sorø. Her er unægteligt smukt. Kraftige Skovpartier, en prægtig Sø, en pæn By, Akademiet, og Kirken med sine historiske Minder, men med alt dette, er der noget Indesluttet, noget Beklumret ved hele Byen og dens Omgivelser. Det er ligesom den lærde lille Byes philosophiske, philologiske og æsthetiske Luft lagde sig trykkende paa den besøgende Lægmand, samtidig med at den absorberede alle grovere materielle Gjenstande, saaledes at den Reisende maa drage sulten derfra, naar han ikke har været saa forsynlig selv at tage Noget med sig. Dette er idetmindste en ofte gjentagen Klage over Sorø By, og jeg maa tilstaae, jeg har personlig fundet den bekræftet. Og hermed kunde det maaskee være Nok for denne Gang om den sjællandske Jernbanes Lysttoure.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juli 1865).

Liigbærerinstitutionen i Thisted. (Efterskrift til Politivennen)

- I Thisted bestaaer en ganske ejendommelig Eneret, det er Eneretten til at begrave Folk, ja egentlig til at "bære dem bort", saa at der Ingen kan komme i Jorden uden at det skal skee ved det dertil eneberettigede Liigbærerlaug. Havde sal. And. Nøthen, som har gjort sig saa ubodelig ved sin Betænkning om Liigkasserne, vidst det, vilde han vist havde dvælet ved dette interessante Phænomen i "Jordiskhedens" Historie. Nu har imidlertid Liigbærerinstitutionen i Thisted sandsynligviis indseet det Forunderlige i, at Folk ogsaa efter dette Liv skulle gjøres laugsbundne "med det Smule der er tilbage mellem Liv og Død", naar deres Paarørende eller Venner selv ville stede dem til Jorden. Liigbærerlauget har nemlig tilbudt at anskaffe en Liigvogn og Lauget forlanger kun Betaling naar man benytter dets Assistance i Forening med Liigvognen. Men kommunalbestyrelsen, uagtet den gjentagende har behandlet Liigvognsspørgsmaalet, kunde "ikke blive enig om den Erklæring, der vil være at afgive, idet de 2/3 af Bestyrelsens Medlemsantal vedtog at erklære, at de ganske maae billige de af Syge- og Begravelsesforeningen anførte Grunde, navnlig at Tvang, naar det Ansøgte approberes, ved Liige Henbæren til Graven ophæves og Begravelsesomkostningerne derved for Byens Borgere i mange Tilfælde ville blive billigere, hvorfor de anbefale Andragendet. Skulde Ministeriet imidlertid ikke bevilge det, da forventer man, at det maa blive en frivillig Sag , hvorvidt man vil benytte Liigbærerlaugets Assistance eller ikke, saa at ingen Tvang i denne Henseende for Fremtiden existerer.

- Mindretallet, Byfoged Schow, Konsul Nyborg og Kjøbmand Gjørup, kunde ikke anbefale Foreningens Andragende i Betragtning af, af saasnart Andragendet bevilges, vil derved tillige Liigbærerlauget tilintetgjøres, da det umuligt vil kunne bestaae uden sin Eneret, men man maa ansee en saadan Ophævelse af Lauget for betænkelig, da det saa ved indtrædende Tilfælde, navnlig Epidemier, formeentlig vil være vanskeligt at faae Ligene bragte til Graven, en Ulempe, som end yderligere vilde forøges, hvis Syge- og Begravelsesforeningen opløstes". Vi have dog aldrig hørt, selv i Kholeratiden, at det blev vanskeligt at faae de Døde jordede, og endog under store Epidemier kunde der opstaae Vanskeligheder, som selv ved Liigbærerlaug krævede det Offentliges extraordinaire Foranstaltning. Men derfor turde der da neppe heller være Grund til at bibeholde en saa forunderlig Eneret.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. juli 1865)

Den 16. april 1869 (altså knap 3 år senere) bifaldt ministeriet for kirke- og undervisningsvæsen at ligbværerlauget blev ophævet mod en godtgørelse af 100 Rd., og at ligbæring blev overtaget af syge- og begravelsesforeningen. Det var herefter frivilligt om man ville benytte ligbærere eller ligvogn. 

Også i andre byer fandtes lignende ligbærerlaug, fx Fredericia. I 1899 udkom en artikel om emnet:

Ligbærerlauget i Thisted.

(Et Bidrag til Laugenes Historie).

I 1769, den 24de April, indgav 16 Borgere i Thisted Andragende til Kongen om Stadfæstelse paa Vedtægterne for et Ligbærerlaug, som disse Borgere havde oprettet. I Andragendet herom hedder det i de Dages snørklede Stil:

"Efterdi det her udi Thisted stedse har været den Vanskelighed, at naar nogen er Død har man med stor Møje maattet bede adskillige til at bortbære den Døde, og ofte af en og anden er nægtet, som ikke enten har haft Lejlighed dertil, eller har villet, saa man ofte har maattet søge den heele By omkring og taget i Flæng, hvem man har kunnet faae".

Denne Mangel og Uskik havde de 16 Borgere nu søgt at afhjælpe ved at danne "et ordentlig Liig-Laug", som skulde være pligtig til, naar det forlangtes, "enten halvt eller helt" at møde til Begravelser for at bortbære den Døde "enten paa Liig-Bør eller imellem Hænderne, eller at sætte og løfte paa og af Liig-Vogn, naar den bruges, og nedsætte Liget i Graven".

De 16 Borgere, hvis Navne ere underskrevne Andragendet, vare følgende: Jens Christensen Lomborg, Hans Clausen, A. I. A. Fruergaard, Jens Axelsen Snedker, Jørgen Mikkelsen, Jens Poulsen, Mikkel Heedegaard, Søren Jensen Fruergaard, Christen Nielsen, Jens Thøgersen, Rasmus Jensen Bart, Jens Poulsen Bonck, Anders Kok, Jacob Pedersen Kløv, N. .Kisen, A. Andersen. Den 24de April 1769 blev Lauget dannet og den 7de Juli s. A. fik Vedtægterne kgl. Stadfæstelse.

I disse fastsættes, at Lauget skal anskaffe sig tvende Ligbaarer, den ene smukkere end den anden; "den smukkeste til fornemme og den anden til ringere Folk at bruge". Ligeledes skulde anskaffes et smukt, sort Klædes-Ligklæde med Fryndser og et ringere uden Fryndser, samt Lig-Brædter, Skovle, Skuffeler osv. Dersom Lauget kunde komme saa vidt, at det kunde anskaffe en Ligvogn, skulde dette ske. Betalingen for Laugets Arbeide var fastsat saaledes: For Rangspersoner eller andre fornemme Folks Lig, der bortbæres mellem Hænderne, 10 Rdl.; for Kjøbmandsstanden 8 Rdl.; blev Liget transporteret paa Baare var Betalingen: for Kjøbmandsstanden 6 Rdl., for den øvrige Borgerstand 4 Rdl. og for ringere Folk 2 Rdl.; for Ligvognen skulde der "betales aparte efter Billighed, Omstændigheder og Veiens Længde"; Folk havde dog Ret til selv al levere Heste og Kudsk, og i saa Tilfælde betaltes der kun Leie af selve Vognen. I Bærelønnen var ikke indbefattet Betaling for Ligklæde, Ligbrædt, Skammel og Baare, for hvis Benyttelse der betaltes "aparte efter Billighed". I Vedtægterne forpligtes Lauget til uden Betaling at besørge Transporten af Laugsbrødrenes, deres Hustruers og deres Børns Lig. Ligeledes bares Byens Øvrighed med Familie til Graven uden Betaling, og den samme Ret tilkom de Fattige.

I Spidsen for Lauget stod en Oldermand, der valgtes for 2 eller 3 Aar ad Gangen. Til ham indsendtes Begjæring om Laugets Medvirkning ved Begravelser, og han sammenkaldte da Laugets Medlemmer, hvorved det yngste Medlem maatte gjøre Tjeneste som Bud. Hos Oldermanden beroede Laugets Lade (Pengekasse), der efter Vedtægten var forsynet med tre Laase; til den ene af disse havde Oldermanden, til den anden den ældste Laugsbroder og til den tredie "Oberbisidderen" Nøglen. Foruden Laugets Penge opbevaredes ogsaa alle Papirer og Dokumenter det vedkommende i Laden, der kun maatte aabnes engang om Aaret, med mindre Oberbisidderen og Oldermanden fandt dette fornødent. "Oberbisidderen", der ikke valgtes af Lauget, men var en ved Vedtægten bestemt Person, nemlig Byfogden, øvede en temmelig betydelig Indflydelse paa Laugets indre Anliggender; han skulde f. Ex. være tilstede ved Møder indenfor Lauget og kunde ikke blot deltage i Forhandlingerne, men ogsaa ved Stemmeafgivning - alle Spørgsmaal afgjordes ved Afstemning - deltage i denne med to Sternmer, ligesom hans Stemme, naar Stemmerne stod lige, var den afgjørende.

Under 3die Mai 1811 fik Lauget kgl. Konfirmation paa en forandret Betalingstaxt, hvorefter der for Transport af Lig af Rangspersoner betaltes 20 Rdl., for Lig af Embedsmænd og deres Familier saavel som for andre formuende Borgere 16 Rdl., naar Liget forlangtes henbaaret mellem Hænderne. Skete Transporten derimod ved Hjælp af Baare, erlagdes der for Rangspersoner, Embedsmænd og Kjøbmænd samt disses Familie 12 Rdl., for "simple" Borgere og Haandværtere 6 Rdl., for Daglønnere og disses Familie 2 Rdl.; for Børn betalt kun det halve af, hvad der var bestemt for den Klasse, hvortil det efter sin Fødsel maatte henregnes; som Børn betragtede alle Personer, der ikke vare fyldte 12 Aar. Det var altsaa en ganske antagelig Forhøielse, der blev givet Tilladelse til, men samtidig indskrænkedes Laugets Eneret til Transport af Døde en lille Smule, idet spæde Børn, som kunde henbæres af enkelt Person, maatte bæres til Graven uden Laugets Medvirkning. Medens de første Taxter havde været gjældende i 42 Aar, kom de nye kun til at virke i 14 Aar, idet de atter forandredes 1825 for Lig, der bortbæres i Hænderne, saaledes: Rangspersoner 14 Rdl.-Sedler, Embedsmænd, Kjøbmænd og disses Familier 11 Rdl.-Sedler, andre Borgere og Haandværksfolk 6 Rdl.-Sedler og for Daglønnere og disses Familier 2 Rdl.-Sedler. Ved begge Forandringer beholdt Lauget Forpligtelse til at bortbære de Fattige uden Betaling.

Næringsloven af 1857 ophævede som for saa mange andre Korporationer ogsaa Thisted Ligbærerlaugs Forrettigheder, men det vedblev dog at bestaa indtil 1869, altsaa i akkurat 100 Aar, da den i 1857 oprettede Syge- og Begravelsesforening" foranledigede Byraadet til at søge Lauget hævet. Kultusministeriet imødekom Byraadets Andragende herom og ved Skrivelse af 22de April 1869 blev Lauget formelt ophævet mod at der ydedes det en Godtgjørelse af Kommunens Kasse paa 100 Rdl.

Ved samme Skrivelse blev der tillagt Syge- og Begravelsesforeningen Eneret til Anskaffelse af en Ligvogn, "saa at ingen Anden, være sig privat Mand, Korporation eller Selskab, maa til Udleie anskaffe en saadan"; og det er ganske pudsigt at Anskaffelsen af en Ligvogn, som Ligbærerlauget har bebudet ved sin Stiftelse 100 Aar forinden, først virkeliggøres ved dels Ophævelse, idet Lauget aldrig kom saa vidt, at det kunde holde en Ligvogn. Selvfølgelig fik Syge- og Begravelsesforeningen ikke denne Rest af Ligbærerlaugets Rettigheder for intet; den maatte paatage sig Forpligtelse til gratis at føre Ligene af 1ste Klasses Fattige til Graven, hvorimod der for andre Fattige skulde af Kommunen betales 2 Rdl. 4 Mark og for Børn det halve, naar kun 4 Ligbærere benyttes.

Syge- og Begravelsesforeningen sidder endnu med sin Eneret til at holde Ligvogn og sin Forpligtelse overfor Byens Fattige. Den har for nogle Aar siden søgt at blive løst fra den sidste ved at give Afkald paa den første, men Ministeriet vilde ikke høre paa det Øre, hvilket har været saa meget mere ubehageligt for Foreningen, som den siden da har været nødt til at føre Proves for at hævde sin Ret.

(Thisted Amtsavis 18. oktober 1899).

Thisted Syge- og Begravelsesforening der var blevet stiftet 12. februar 1857 fik ved overenskomst af 24. januar 1869 uden vederlag overdraget laugets rettigheder med hensyn til ligbæringen. Det var ikke lykkedes for det gamle laug at få en ligvogn. Det blev den nye forening der anskaffede den samme år som den overtog laugets rettigheder. Alle dettes rekvisitter, skamler, brædt, løjbænk og klæde, overgik også til foreningen mod et mindre beløb, men lauget forbeholdt sig, at ”Syge-og Begravelsesforeningen” påtog sig ”at henbære de nuværende medlemmer af lauget og deres hustruer uden betaling”. Ved samme lejlighed afskaffedes de sorte kapper, som lauget havde båret ved ligbæringen. Alt dette er gået tabt gennem årene.

Mestertyven Niels Frederiksen fra Hjembæk (1823-1875)

Niels Frederiksen sad i fængsel en stor del af sit liv. Af avisartiklerne fremgår at han mest stjal fra meget rige mennesker. Det meste af udbyttet ser det ud til at han brugte på sig selv, men dog også på sin mor og på en prostitueret som han fik ud af et bordel og sendt hjem. Måske er det årsagen til at han skal have været beundret af folk. Moderen solgte hvedebrød, og allerede som dreng stjal han et ur og gemte til oppe i tagrygningen. Herefter blev det bare til mere og mere indtil han endeligt blev fanget og forblev indespærret i 1865:

Ringsted, den 29de Juni. En af Kjøbenhavns Politi efterlyst, meget farlig Indbrudstyv, for hvis Anholdelse der var udlovet 200 Rdl., blev igaar paagreben paa Ringsted Banegaard af Politibetjent Holm her af Byen. Den Paagrebne, som for et Par Dage siden var ankommen hertil, var i Besiddelse af en Mængde deels hele, deels itubrukne Sølv- og Guldsager, en stor og 27 mindre Nøgler, en med 6 Skud ladet Revolver, samt endeel forskjellige andre Sager. Det er sandsynligt, at det er ham som har forøvet Indbrudstyverierne i Skibby Kro, idet noget af det der stjaalne Sølvtøi gjenkjendtes, paa Sorgenfri Slot, i Vallø Kirke, samt endvidere forsagt Indbrud paa Hagestedgaard og paa Aastrup. Ved det af Konferentsraad Harhoff strax optagne foreløbige Forhør vedgik Anholdte, at han tidligere har været straffet til forskjellige Tider, første Gang da han i en Alder af 19 Aar tjente i Kallundborg med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for Besiddelse af uhjemlet Gods, senere blev han for Hestetyveri i Leire Herred straffet med 1 Aars Forbedringshuusarbeide; Aaret efter idømtes han samme Straf i 5 Aar, men han undveg inden Tiden var udløben og blev senere paa Grund af Besiddelse af uhjemlet Gods idømt 8 Aars Forbedringshuusarbeide. Efter endt Straffetid agtede han sig til Amerika, men han kom kun til Hamborg, hvorfra han begav sig til Jylland, som han gjennemstreifede paalangs og paatvers, og kom derefter i Begyndelsen af Sommeren igjen tilbage til Sjælland. Hans Navn er Niels Frederiksen Hjembæk og han er født i Byen Marke, Kundby Sogn, Holbæk Amt, hvor hans Forældre vare Huusfolk. Chefen for Kjøbenhavns Opdagelsespoliti, Inspecteur Hertz, ankom iaftes hertil for at afhente Arrestanten til Kjøbenhavn,

(Sjællands-Posten (Ringsted) 29. juni 1865).

Niels Frederiksen kom langt omkring. Aastrup Gods ligger ret øde og langt ude i nutidens Lejre Kommune. Godset ejedes som det står i artiklerne, på daværende tidspunkt af Frederik 6.s "hemmelige" søn (Frederik Vilhelm Dannemand, 1813-1888) med sin elskerinde Bente Frederikke Rafsted. Han havde købt det i 1842 og indrettede det til et "kloster" Det Grevelige Dannemandske Stift for uformuende frøkener og enker af hans egen slægt. Han måtte pga. økonomiske vanskeligheder sælge det i 1884 til Frederick Brockdorf - en handel der dog pga. et testamentes bestemmelser måtte gå tilbage. Foto Erik Nicolaisen Høy.

- Om den anholdte farlige Indbrudstyv Niels Frederiksen Hjembæk have vi fra velvillig Haand faaet følgende Oplysninger:

Født 1823, og altsaa nu 42 Aar gammel, begyndte han sin Forbryderbane 18 Aar gammel med nogle mindre Tyverier. 1844 brød han første Gang ind i et karlekammer og opbrød en kiste, hvorved han blev overrasket, men undgik at fanges ved at true med en medbragt knippel; ikke destomindre blev han overbevist og straffet med 39 Dages Vand og Brød. Fra et nyt Indbrudstyveri kort eller at han var løsladt, slap han ved haardnakket Benegtelse. Atter anholdt for Hestetyveri, blev han straffet med et Aars Forbedringshusarbeide; men undgik atter kort efter sin Løsladelse ved Benægtelse Straf for nogle paa Sjælland begaaede Indbrud. Endelig blev ban i 1859 anholdt for et stort Indbrudstyveri paa Ledreborg, hvorved han havde tilvendt sig en Mængde Sølvtøj, og uagtet han atter haardnakket benegtede, blev han dog dømt til Strafarbeide i 5 Aar. Han saae imidlertid Ledighed til at undvige i December 1861, begik nye Indbrudstyverier og fik nu Tugthusarbeide paa 8 Aar. Efter disse 13 Aars Strafarbeide blev han løsladt 21 de Januar d. A.

I Straffeanstalten havde han ved sjelden Flid, Dygtighed, Udholdenhed og Sparsommelighed ved Overarbeidsfortjeneste samlet sig en Capital af noget over 600 Rd., foruden 20 Rdl. aarlig, som han lod tilflyde sin gamle fattige, i Hjembæk boende Moder. Det var hans Ønske, at opsøge sig et nyt Hjem ved at udvandre til Amerika, for at faae kastet et Glemselens Slør over sin Fortid, hvilket han indsaae neppe lod sig gjøre her i Landet, og endskjønt det paa det Alvorligste fraraadedes ham at paabegynde denne Reise strax efter hans Løsladelse, da Vinteren just da var allerstrengest, fastholdt han dog sin Beslutning, i hvilken Anledning han, efterat have aflagt et Besøg paa nogle Dage hos Moderen, afgik herfra til Hamborg den 28de samme Maaned, og senere lod han Intet høre fra sig.

Da Birkedommeren i kjøbenhavns Amts nordre Birk, Justitsraad Flensborg, havde meddelt Kjøbenhavns Politi, at der Nætterne til den 24de, 28de og 29de Mai var skeet meget dristige Tyverier ved Indbrud paa Sorgenfri Slot, Sølyst og Christiansro, uden at nogetsomhelst Spor var at finde af Gjerningsmanden, uagtet der umiddelbart derefter ved Birkets Politiassistent, Blom, i Forening med flere af Egnens Beboere, patrouillerede om Natten, og ingen Opoffrelse eller Anstrængelse blev skyet for at faae ham udfunden og paagreben anmodede Birkedommeren Politidirecteuren om at sætte Kjøbenhavns Opdagelsespoliti i Bevægelse for at efterspore Forbryderen. Som Følge heraf henvendte dette sin specielle Opmærksomhed paa de i den senere Tid løsladte større Forbrydere, og ved at gjennemgaae Rækken af disse, dvælede Tanken ved Niels Frederiksen Hjembæk som den af dem Alle, paa hvis hele forbryderske Virksomhed, navnlig hans eiendommelige Udførelsesmaade m. v., slige Tyverier som de anmeldte kunde passe; men da Hjembæk antoges velforvaret i Amerika, kunde denne Tanke ikke strax vinde Indgang.

Ved nu underhaanden at lade anstille Forespørgsel i Hamborg desangaaende, viste det sig imidlertid, at Hjembæk ikke var reist til Amerika, men derimod tagen tilbage til Danmark i den første Halvdel af April Maaned, efter at have ført et meget vildt og tildels udsvævende Liv, og desuden spillet Philanthrop, det han havde anvendt c. 250 Mark Courant til dermed at udløse af et Bordel et offenligt fruentimmer - en Landsmandinde - i hvis Følge han havde forladt Hamborg. Dette gav unegtelig Mistanken en forøget Styrke, og da de herfra udsendte Betjente fandt noget af Sølvtøiet fra Sølyst samt en Ring fra Tyveriet paa Sorgenfri pantsat i Hamborg hos en Jøde, der i et ham forevist photographisk Visitkort af Niels Frederiksen Hjembæk gjenkjendte den Person, som havde pantsat Sølvtøiet hos ham, havdes der selvfølgelig ingensomhelst Tvivl længer om, at den rette Gjerningsmand var udfunden. Der blev desaarsag sat al kraft paa hans Eftersøgelse, idet et større Antal af Kjøbenhavns Opdagelsesbetjente udsendtes dels i Sjælland, dels andensteds; men her viste det sig, hvor vanskeligt det er at fange en saa lunefuld og snedig Forbryder som Hjembæk, idet de Betjente, der stadig fulgte hans Spor og stundom kun vare fjernede fra ham fra kro til anden, dog tabte Sporet ved at Hjembæk pludselig gjorde en lille Svingning og undertiden gik samme Vei tilbage, hvorfra han var kommen. Under sin hele Vandring søgte han stadig at skaffe sig Underretning om Folks Mening angaaende Gjerningsmændene til Tyverierne, og undlod ikke at bringe Samtalen hen paa dette Emne, hvor han kom frem. Saaledes sagde han til en Færgemand, der talte ham over en Arm af Isefjorden, at det var de "Satans Svenskere", som laa og seilede over til den danske Kyst om Natten og gjorde Indbrud og saa strax tog tilbage med kosterne; men nu havde Politiet faaet fat i dem, det "havde staaet i Avisen", og nu vilde de nok faae deres velfortjente Straf. Paa denne Maade søgte han at skaffe sig Underretning om, hvorvidt der havde været Spørgsmaal om hans egen Person, og det sees saaledes heraf, hvor vigtigt det er, at slige Eftersøgninger foretaget med den størst mulige Hemmelighed. Dette blev strengt overholdt i nærværende Tilfælde, og uagtet Hjembæk blev efterfulgt af Kjøbenhavns Opdagelsesbetjente i over 14 Dage, havde han end ikke Tanke om, at Politiet vidste det Mindste om hans Tilstedeværelse her i Landet, thi i saa Tilfælde vilde han - dette erklærede han ligefrem ved det over ham af vedkommende Politiinspecteur optagne Udenretsforhør - øieblikkelig have sørget for at forsvinde saavel fra Sjælland, som fra den øvrige Del af Riget.

Imidlertid indløb der Anmeldelse om et natligt Tyveri i Skiby kro, og da det tillige bragtes i Erfaring, at der Matterne til den 25de og 26de f. M. har forsøgt Indbrud paa Aastrup og Hagestedgaard, turde Politiet ikke længere lade Localøvrighederne være uvidende om denne farlige Persons Nærværelse i de forskjellige Jurisdictioner, og derfor udsendtes under 26de s. M , efter i Forveien at have besat samtlige Færgesteder paa Sjælland, Efterlysninger med Hjembæks photographiske Portrait til alle Politiøvrighederne i Sjælland, hvorhos der udlovedes en Belønning af 200 Rdl. for hans Paagribelse. Dette ledede til, at han 2 Dage efter, nemlig den 28de, blev anholdt af Politibetjent Holm med udmærket Assistance af Baneinspecteur Olsen paa Ringsted Banegaard, hvor han havde løst Billet til og var i Begreb med at afgaae til Korsør, for videre at begive sig over til Fyen. Han lod sig anholde paa en rolig og freidig Maade, men udgav sig dog strax for at være Snedker fra Kjøbenhavn og opgav sit Navn at være Poulsen. Han fandtes ved sin Anholdelse i Besiddelse af kosterne fra Tyveriet i Skiby kro samt en Del Nøgler fra Tyveriet paa Sorgenfri og desuden en skarpladt, sexløbet Revolver.

I del Hele taget er han, omtrent hver Gang han er bleven anholdt af Politi, funden i Besiddelse af skarpladte Pistoler, ligesom han ogsaa under Tilførelsen af sine Tyverier i Reglen har været forsynet med en knippel eller andet Lignende, og det lader saaledes til, at han, hvis han var bleven overrasket eller havde mødt Modstand under Udførelsen af Tyverierne, just ikke havde ladet sig anholde for godt Kjøb, endskjønt han forsikkrer, at den hos ham fundne, ovenfor omtalte Revolver er anskaffet til Brug for hans paatænkte amerikanske Reise.

Næste Dag blev han af tvende af Opdagelsespolitiets Betjente afhentet fra Ringsted, hvorhen Inspecteuren for Opdagelsespolitiet strax havde begivet sig for omhyggelig at tage Alt i Bevaring, hvad den Anholdte førte med sig m. v., ligesom han derhos udbetalte Anholderen, den fornævnte Holm, den udlovede Belønning af 200 Rdl. Efter at være ankommen til Kjøbenhavn, lykkedes det her for første Gang ved det tidligere berørte af Inspecteuren for Opdagelsespolitiet optagne Udenretsforhør at bringe Forbryderen Niels Frederiksen Hjembæk til at gaae i sig selv og aabent bekjende sin Brøde.

Det havde været hans fulde Agt at afgaae til Amerika, men da han i Hamborg maatte vente saa længe paa Skibsleilighed, stiftede han slette Bekjendtskaber og tilsatte det Meste af, hvad han havde havt med sig, og deraf en ikke liden Del paa det ovenberørte Fruentimmer, der egenlig hører hjemme paa Fyen. Efter at have ledsaget hende gjennem Holsten og Slesvig til Jernbanestationen i Vojens, forlod han hende og tog samme Vei tilbage til Hamborg. Her morede han sig endnu en Maanedstid; men da var hans Pung saa godt som tom, og han besluttede derfor at vende tilbage til Sjælland for ved et eller andet dristigt og heldigt Coup atter at komme i Besiddelse af de fornødne Midler til sin Udvandring. I denne Anledning tog han i April Maaned over Lübeck til Korsør og derfra tilfods om i Sjælland. Efter først at have aflagt Grev Dannemand paa Aastrup et natligt Besøg, ved at gaae ind gjennem et aabentstaaende Vindue og tilvende sig en stor Del Sølvmedailler m. m., ankom han i Midlen af Mai Maaned til Lyngby. Han drev om deri Egnen i nogle Dage og fattede endelig den Beslutning at gjøre Indbrud paa Sorgenfri Slot, idet han havde den hos Almuesfolk ikke sjældne Formening, at her maatte saa godt som Alt bestaae af Guld og Sølv. Tyveriet udførte han ved at sætte en Stige, som han fandt henstaaende ved et Hus j Nærheden af Brede, til den høie Stue og krøb derefter ind gjennem Vinduet, som han havde faaet aabnet ved at trykke en Rude itu. Han satte sig i Besiddelse af en Mængde forskjellige Gjenstande, saasom Taffeluhr, Armstager, Klokkestrengs-Haandtag, Beslaget af en Æske m. m M. og troede derved formodenlig at være forsynet med Guld for hele sin Livstid, men da han kom udenfor og fik sit Bytte rigtig undersøgt, viste det sig, at Alt var af - Bronce paa en Ring og to Signeter nær, og han kastede derfor det Meste fra sig igjen. Efter at have skjult sig i Dyrehaven et Par Dages Tid, gik han atter ud paa Rov denne Gang med bedre Held. Det var Baron Freytag paa Sølyst, han gjæstede, ligeledes ved at bryde ind gjennem et Vindue. Her stjal han en betydelig Del Sølv- og Guldgjenstande og desuden en Krandsekage, som han forøvrigt i al Ro og Mag satte sig til at spise det Meste af strax paa Stedet, han har altid givet sig god Tid og ligeledes her; thi da han antog, at der befandt sig Penge i et i Stuen staaende Dameskrivebord, bar han dette udenfor i Haven tilligemed alle Kosterne, som han havde indpakket i et Shavl eller Bordteppe, og slog Skufferne itu, og først da det var blevet aldeles lyst, og efterat en Mand, som han antog for Gartneren, var kommen ud i Haven, uden dog at bemærke, hvad der var foregaaet, forlod Hjembæk Stedet med alle sine Koster. Hele den paafølgende Dag skjulte han sig tilligemed sit Bytte i Dyrehaven og benyttede den paafølgende Nat til at gjøre Indbrud paa Christiansro, hvor han satte sig i Besiddelse af en hel Del Gjenstande, som han antog vare af Sølv, hvilket dog senere viste sig ikke at være Tilfældet, og desuden en Portion Rødgrød - med eller uden Fløde og Sukker, derom melder Historien Intet.

Efter derpaa at have gjort en Sviptour til Hamborg med flere Steder i Udlandet og afsat sine Koster, kom han i Midten af forrige Maaned tilbage til Sjælland og begyndte sin Omdriven paany. Udbyttet havde nemlig ikke svaret til hans Forventninger, han var endnu omtrent lige rig.

Løverdagen den 17de Juni om Eftermiddagen kom han til Skiby Kro, Horns Herred, hvor han opholdt sig et Par Dage. Han var nu udpyntet med 3 á 4 Guldringe paa Fingrene, Guldringe i Ørene, en meget stor bred og massiv gul - ikke Guld - Vestekjæde og desuden iført en ganske net sort Klædesdragt. Han udgav sig for Commissionair for en udenlandsk Linnedhandler, gik i Kirke om Søndagen og var tilsyneladende meget rørt. Den Præst, som den Dag prædikede, var netop en Slægtning af Eierinden af Skiby Kro, og efter endt Gudstjeneste gik Hjembæk ind - formodenlig for nærmere at gjøre sig bekjendt med Leiligheden - og takkede Pastoren meget for den opbyggelige Tale, han havde holdt. Efterat have spist til Middag med familien og ret gjort sig bekjendt med Localiteterne, forlod han kroen og begav sig hen i Omegnen af Jægerspris, men vendte tilbage Natten mellem den 20de og 21de Klokken omtrent 2, gik ind i Kroen paa sædvanlig Maade - det vil sige, den Maade, Hjembæk synes at foretrække, nemlig gjennem el Vindue - og satte sig her i Besiddelse af en ikke ubetydelig Del Sølvtøi m. m., som han Alt fandtes i Besiddelse af ved Anholdelsen.

Angaaende Tyverierne i Vallø Kirke, paa Hagestedgaard og det seneste paa Aastrup har han ingen Besked villet vide og mener, at han maa troes i hvad han siger, da han meget godt veed, at Straffen, der venter ham, bliver lige stor, nemlig Tugthusarbeide paa Livstid.

Ved denne Persons Paagribelse er Samfundet heldigvis for lang Tid og maaskee for stedse befriet for en af Landets dristigste Indbrudstyve.

(Fædrelandet 3. juli 1865).

Genealogisk Forlag har dette foto af Niels Frederiksen med følgende beskrivelse: “Niels Frederiksen, Hjembek, født i Marke 10/1 23, Tjenestekarl og Væver; er straffet ofte senest med 8 Aars Tugthusarbeide for uhjemlet Besiddelse; har alsentret(?) sig fra Straffeanstalten. – Han er en fræk Tyv, men synes godmodig i Omgang; har gode Evner og er en udmærket Arbeider i forskjellige Haandværk. – /: See Bortsendelsesprot: :/ 77”. [1865]. Niels Frederiksen, 10.1.1823. Født i Kundby sogn, Marke, Tuse herred, Holbæk amt. Kbh.'s Politi. 2. politiinspektorat. Arkivserie: Forbryderalbum 1863-1868.

En Corresp. i det sydlige Sjælland har meddeelt Flvp. følg. komiske Politiebegivenhed. For nogle Dage siden bleve et Par temmelig lurvede Personer antrufne tæt ved Byen N., og da de paa Forespørgsel, om de kunde legitimere sig med Papirer eller paa anden Maade, besvarede delte benægtende, bleve de førte til Politiekammeret. Ankomne der, bleve de af den derv. Fuldmægtig adspurgte om Navn og øvrige Forhold, men de vægrede sig ved at afgive nogen Forklaring undtagen for Politiemesteren selv, og da denne kom tilstede, nægtede de at svare eller forklare Nogetsomhelst uden til Politimesteren alene uden Andens Tilstedeværelse. Dette usædvanlige Ønske blev da ogsaa opfyldt og kort efter saae man de to Vagabonder, hvis Forklaring og Legitimation maa have været fuldkommen tilfredsstillende, forlade Politikkammeret og atter begive sig paa Vandring. Velunderrettede have nu forklaret Sammenhængen saaledes: Som bekjendt have Kjøbenhavns Politiebetjente i stor Mængde været udsendte for at efterspore den nu anholdte Indbrudstyv Hjembæk, og flere af dem havde, for lettere og meer ubemærket at komme i hans Nærhed, valgt allehaande Forklædninger; dette var saaledes Tilfældet med de to Betjente, som i ovennævnte Skikkelse bleve antrufne, og da det selvfølgelig var af Vigtighed, at saa Faa som muligt fik Kundskab om hvad der stak indenfor Vesten, foretrak de en kort Anholdelse fremfor at afgive en Forklaring til Andre end vedkommende Politimester personlig.

Der er stor Glæde blandt Kjøbenhavns Politie over Mestertyven Hjembæks Paagribelse, hvorfor Opdagelsespolitiets dygtige og energiske Chef, Politieinsp. Hertz, har Æren. Det var nemlig ham, der fra Først af fik Mistanke til Hj., som formodedes al være i America, og det var ham, der baade satte det store Maskineri igang og ledede det saaledes, at Hj. tilsidst maatte falde i hans Hænder. Hertz's Dygtighed er almindeligt bekjendt og anerkjendt, og det er ogsaa derfor at han, der begyndte som Væverdreng i det dav. Salomonske Væveri i Viborg, hurtigt er stegen til den vigtige, ansvarsfulde Post som Chef for Hovedstadens Opdagelsespolitie og bleven decoreret med Dannebrogsordenens Sølv- og Ridderkors. Tyvene ere virkelig bange for ham, og dette er maaskee Grunden til, at der forefalder saa mærkværdig faa (?) egentlige Tyverier i Kjøbenhavn. Den Arrestforvarer i Ringsted, der paagreb Hjembæk, er 80 Aar gl.; han kjendte ham efter det Photographie, som var blevet sendt rundt omkring. Photographien har i det Hele taget spillet en stor Rolle i denne Affaire, og havde man ikke havt et Photographie af Hj., taget i Januar, da han kom ud af Tugthuset, var han maaskee aldrig bleven paagreben; men ved Hjælp af det fik man at vide, at han ikke var reist til America, idet Pantsætteren i Hamborg, hos hvem han havde pantsat Enkedronningens Ring, kjendte ham efter det, og ved Hjælp af det blev han jo ogsaa paagreben. Det er nu Skik og Brug, at enhver Forbryder, Politiet faaer med at gjøre, bliver photographeret, og disse Billeder opbevares paa Politiekammeret i et colossalt Album, som iblandt Personalet har faaet det smukke Navn "Familiealbumet". (Hors. Av.)

Forøvrigt har Hjembæks Paagribelse, efter Rand. Av, ialt kostet den ikke ubetydelige Sum af 1600 Rd. I henved 3 Uger have nemlig ca. 20 af Kjøbenhavns dygtigste Opdagelsesbetjente gjennemkrydset Sjælland, og samtidigt har der været posteret Betjente i de svenske Kjøbstæder, i Lübeck, Kiel og Hamborg. Nogle af disse Betjente have viist en overordentlig Dygtighed og Udholdenhed, og et Par af dem siges saaledes paa deres Fod at have vandret over 100 Miil i 20 Dage. Den gamle Politiebetjent Holm i Ringsted, som ved Hjælp af de lithographerede Stikbreve og photographiske Visitkort, hvoraf 250 vare udsendte, havde Æren af at fange Hjembæk, erholdt en Douceur af L00 Rd.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. juli 1865).

Hjembækiana. I flere af Dagbladene er der efter "Sorø Avis" optaget "en Episode af Niels Hjembæks Liv". Da der heri ikke tales om den Virksomhed, som Kjøbenhavns Politi dengang udfoldede, ere vi ved velvillig Meddelelse satte istand til at suplere dels denne, dels vor tidligere Beretning med Følgende:

Da Indbrudstyveriet i sin Tid blev forøvet paa Ledreborg, vakte det ualmindelig Opsigt, dels paa Grund af den Dumdristighed, hvormed det var udført, og dels paa Grund af den store Mængde Sølvtøi, som var stjaalet, og som Følge deraf blev Kjøbenhavns daværende Opdagelsespoliti strax sat i Bevægelse. Det erfaredes meget snart, at en Person, der betegnedes som en Bondekarl, Dagen efter at Tyveriet var forøvet paa Ledreborg, havde været hos en Handlende i Kjøbenhavn og spurgt, om han købte og hvormeget han gav for Pundet, og efter hvad Politiet underhaanden fik oplyst, havde samme Dag en lignende Bondekarl henvendt sig til en af Kjøbenhavns mistænkelige Personer og spurgt ham, om Guldsmeden i Sorø endnu befattede sig med at kjøbe skinnende *) Sølvtøi, og da dette var besvaret bekræftende, var der god Grund til at antage, at Personen vilde tage til Sorø for at sælge Sølvtøi, mulig det, som var stjaalet paa Ledreborg, til Guldsmeden, som han havde spurgt efter. Denne Guldsmed havde været impliceret i flere store Tyvesager i Kjøbenhavn som sigtet for at have kjøbt Tyvekoster, og han var saaledes godt kjendt af Politiet, der havde den Mening, at han i Sorø, hvor han boede drev den samme Trafik, nemlig kjøbte Tyvekoster, naar Lejlighed tilbød sig, men da det tillige vidste, at han var en snild Person og strax vilde søge at tilintetgjøre ethvert Bevis, dersom han kjøbte noget af del stjaalne Sølvtøi, var det om at gjøre at vinde ham for at være Politiet til Tjeneste, dersom det stjaalne Sølvtøi skulde blive falbudt til ham.

Det hændes undertiden, at Politiet i en eller anden vigtig Sag maa søge Assistance hos Personer, der give sig af med Forbrydelser, og i de fleste Tilfælde føle saadanne Personer sig meget smigrede ved den Tillid, der vises dem, og gjøre da god Nytte. Den samme Fremgangsmaade anvendte Politiet ved den ovennævnte Leilighed imod Guldsmeden i Sorø, idet han uforbeholdent fik Underretning om, at der var stjaalet en betydelig Mængde Sølvtøi, og for det Tilfælde, at noget af dette skulde blive falbudt ham, blev han anmodet om at være Politiet til Tjeneste ved at sørge for,  at Falbyderen blev anholdt, hvilket bevirkede, at han senere henvendte sig til Politimesteren i Sorø og meddelte, at en ham ubekjendt Person havde været hos ham og falbudt endel Sølvtøi, som upaatvivlelig var stjaalet, eftersom Personen, da han havde erklæret sig villig til at kjøbe det for en bestemt billig Pris pr. Lod, havde lovet at komme igjen i Mørkningen, for at de kunde følges ad til det Sted, hvor Sølvtøiet var gjemt. Efter denne Anmeldelse fra Guldsmeden tog Politimesteren i Sorø sine Forholdsregler, hvorefter Politiet blev istand til at holde Øie med den paagjældende Person og paagribe ham i et beleiligt Øieblik. Efter Aftale indfandt han - som viste sig at være Niels Frederiksen Hjembæk eller Marke - sig ganske rigtig i Mørkningen hos Guldsmeden, der ikke længe efter gik sammen med ham ud ad Landeveien til en lille Træplantage; men herfra vendte de kort efter tilbage, og Guldsmeden havde da en Pakke under Armen, hvis Indhold lod til at være Sølvtøi, eftersom Skaftet af en Sølvpotageske stak ud. Da Guldsmeden mente, ar det vilde vække Opsigt, naar de gik gjennem Byen, og Skaftet af Skeen stak ud af Pakken, bevægede dette Hjembæk til at modtage Skaftet af Potageskeen og gjemme det i sin Frakkelomme. Medens Hjembæk og Guldsmeden havde været borte, vare nogle Politibetjente blevne skjulte i den Sidstes Bopæl, og ved Hjemkomsten foranledigede Guldsmeden at Hjembæk i Nærheden af Betjentenes Skjulesteder kom til at ytre sig om Salget af Sølvtøiet paa en saadan Maade, at der ikke kunde næres nogen Tvivl om, at han var ifærd med at sælge det hjembragte Sølvtøi til Guldsmeden. Hjembæk havde saa travlt med at undersøge Leiligheden for at overbevise sig om, at han ikke var gaaet i en Fælde og ikke blev udspioneret, at han endnu ikke havde lagt Skaftet af Potageskeen fra sig, da Politiet sprang til og paagreb ham i Besiddelse af dette og en med Kugle ladt Pistol, som han dog ikke forsøgte at bruge. Besiddelsen af Skaftet til Potageskeen i Forbindelse med hans Udtalelse om Salget af Sølvtøiet var tilstrækkelig til at overbevise ham om, at han havde været i uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster, eftersom det til Gulvsmedens Bopæl hjembragte Sølvtøi tilligemed Skeskaftet, som fandtes hos Hjembæk, var omtrent Halvdelen af det Sølvtøi, som var stjaalet ved Indbrudstyveriet paa Ledreborg. Hjembæk tilstod Intet, hverken da han blev anholdt eller ved de senere Forhør, men mærkværdig nok opstod der en Slags Mistanke om, at Guldsmeden havde afkjøbt ham den anden halve Del af Sølvtøiet, forinden han meddelte Noget til Politiet, og der blev anstillet en Undersøgelse paa hans Bopæl i den Anledning, men den ledede ikke til Noget, og, saavidt bekjendt, er intet af det resterende Sølvtøi fra Tyveriet paa Ledreborg senere kommet tilstede.

Da Undersøgelserne imod Hjembæk vare tilendebragte i Sorø, afreiste Kjøbenhavns Politi, som havde været tistede, derfra for at anstille Undersøgelser omkring paa Landet om Hjembæks Forhold, og det fremgik blandt Andet af disse Undersøgelser, at han havde gjort et varmt Indtryk paa flere af de landlige Skjønheder, som han var kommen i Berøring med; det hørte næsten til Dagens Orden at erfare, at der, hvor Hjembæk havde udgivet sig for at være en velhavende Mand, havde han enten friet til Husjomfruen eller Datteren paa Gaarden, og der, hvor han havde gereret sig som Tjenestekarl, spillede han gjerne Kjæreste med en eller flere af de yngste Tjenestepiger paa Gaarden, hvor han opholdt sig, eller i Nabolavet. Han havde mærkværdig nok brugt en principmæssig Fremgangsmaade ved at love alle de bedre stillede Fruentimmer, han kom i Berørelse med, Ægteskab, saasnart han havde kjøbt sig en Gaard i Jylland, som han sagde at staa i Handel om, hvorimod han var meget gavmild med Penge og Klædningsstykker til de simplere Tjenestepiger, som han agerede Kjæreste med. Efterat Kjøbenhavns Politi var færdig med Undersøgelserne paa Landet, tog det til Ledreborg, hvor det lykkedes at faa fuldstændig Eierdomsbevis til Skaftet af den Potageske, som Hjembæk var funden i Besiddelse af, og dette i Forening med de mande Oplysninger, som Kjøbenhavns Politi fik tilveiebragt til Bestyrkelse for, at Hjembæk var Gjerningsmanden til Indbrudstyveriet paa Ledreborg, bidrog upaatvivlelig meget til, at han blev dømt for uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster til 5 Aars Straffearbeide, saa at Samfundet dengang blev befriet for en saa farlig Person, som Hjembæk altid med Rette har været anseet for.

Det var dengang saavel som nu Kjøbenhavns Politis Virksomhed, der befriede Samfundet for denne store Forbryder og afholdt de mange Udgifter, dette medførte, og man tør dristig paastaa, at Hovedstadens Politi altid, naar det dreier sig om store Forbrydelser, udfolder en betydelig Virksomhed for at opdage Gjerningsmændene, selv om Forbrydelserne ere begaaere paa Landet, men det Uheldigste herved er, at denne Virksomhed koster mange Penge, og da disse kun sjelden blive refunderede fra den Landjurisdiktion, hvor Forbrydelserne ere begaaede, er dette tilstrækkeligt til at virke hæmmende paa Kjøbenhavns Politis Virksomhed med Hensyn til Opdagelsen af Forbrydelser, begaaede udenfor Kiøbenhavns Jurisdiktion. Af denne Grund kunne vi ikke undlade at fremhæve Nødvendigheden af, at en bestemt Ordning indtræder, hvorefter Udgifterne ved den Virksomhed, som Kjøbenhavns Politi maatte udfolde for at opdage Forbrydelser begaaede udenfor Kjøbenhavns Jurisdiktion, kunne afholdes uden dog ganske at falde Kjøbenhavns Kommune til Byrde.

*) Hans Maade at betegne stjaalet Sølvtøi paa.

(Dags-Telegraphen (København) 9. juli 1865).

I januar 1866 blev Niels Frederiksen ved overretten dømt til 16 års tugthusarbejde. I april 1866 stadfæstede Højesteret denne dom. Han døde formentlig i fængsel i 1875, efter at have udstået ca. 10 år af sin straf.

Se også: Jan Sohn: Borgerkrigen I Holbæk. Og andre fortællinger om byen i 1800-tallet (2018). Heri: Niels Frederiksen, Mestertyven fra Hjembæk, s. 76-81.