Overretten har i Fredags faldet den første Dødsdom efter den nye Straffelov, og det er ganske vist, at den Forbrydelse, hvorfor den er faldet, er af en saa oprørende Beskaffenhed, at Dødsstraffen synes at maatte være den eneste Straf, hvorved den menneskelige Retfærdighed kan tilfredsstilles overfor slige Forbrydere. En Huusmand Peder Jensen, som for nogle Aar siden kjøbte et Huusmand Lars Pedersen i Sneglerup, Dragholm Birk, tilhørende Huus, for en Sum Penge og en Aftægt, saae sig ikke istand til at betale Afdragene paa Kjøbesummen og Aftægten. Da han nu blev truet med Stævning, fattede han den Beslutning at dræbe den gamle Mand, der boede i Huset sammen med ham, og efter at han forgjæves havde søgt at bevæge en anden Mand til at udføre Gjerningen, besluttede han den 29de Decbr. f. A. selv at gjøre det. Den anden Mand, Niels Nielsen, var da i hans Huus og lovede ham at være ham behjælpelig. Da den gamle Pedersen gik ud i Stalden for at malke en Ko, sneg Jensen sig efter ham paa Hosesokker og tog en Øxe, med hvis Bagside han bibragte ham et saadant Slag i Hovedet, at han strax faldt død om; men desuagtet gav han ham endnu endeel Slag med Øxen, for at han kunde blive fuldstændigt af med Livet. Liget lagde Forbryderne derpaa i Loen til om Natten, da de stod op, og ved Hjælp af Steen sænkede det i en Tørvegrav. Jensen blev, som ovenfor anført, dømt fra Livet, imedens Nielsen dømtes til 8 Aars Tugthuusarbeide. Efter den gamle Lovgivning vare de ved Underretten dømte; Jensen til at have sit Liv forbrudt og "Hovedet at sættes paa en Stage", Nielsen til Tugthuusarbeide paa Livstid.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. august 1866)
Højesteretsdom nr. 255, 30. oktober 1866 stadfæstede dommene. Dødsstraffen blev i december 1866 benådet til livsvarigt tugthus:
Justitssag
Ved Høiesterets Dom af 30te October, der stadfæster Lands over- samt Hof. og Stadsrettens Dom af 27de Juli d. A., er Arrestanten Peder Jensen for overlagt Drab tilfunden at straffes paa Livet.
De nærmere Omstændigheder ved denne Sag have, efter den af Protokolsekretærerne i Høiesteret affattede Relation, i det Væsentlige været følgende:
Den 2den Januar d. A. anmeldte Huusmand Peder Jensen af Sneglerup for Sognefogden, at hans Aftægtsmand Lars Pedersen ikke havde været hjemme siden Fredagen den 29de December, og den 4de næstefter anmeldte han, at Aftægtsmanden endnu ikke var kommen hjem. Sognefogeden anstillede da samme Dag Undersøgelse i Aftægtsmandens Leilighed og i de nærmeste Tørvegrave, men uden at dette ledede til noget Resultat. Dagen efter anstillede Lars Pedersens Slægtninge imidlertid en ny Undersøgelse, som ledede til at hans Liig blev fundet i en Tørvegrav Christen Andersens Lod i Taarndrup med tydelige Tegn paa at han var kommen af Dage paa en voldsom Maade, idet han i hovedet havde flere Saar og der var bundet ham en Steen om Halsen og ligeledes en om Benene.
I Anledning heraf blev Dragsholm Birks Politiret den 6te Januar sat paa Peder Jensens Bopæl, hvorhen Liget var bragt og hvor en Synsfor retning strax blev foretaget af Distriktslægen. Det constateredes derved at den Afdøde maatte være dræbt og derefter kastet i Tørvegraven, idet раа hans Hoved forefandtes flere meget betydelige Saar, som antoges af være tilføiede deels med et stumpt og deels med et skarpt Redskab.
Da en af den Afdødes Slægtninge anmeldte, at der af hans Eiendele manglede nogle Sække med Korn, som han for nylig havde været i Besiddelse af, blev der anstillet Visitation paa Peder Jensens Bopæl, men uden at der fandies Noget, som havde tilhørt L. Pedersen, ligesom baade Peder Jensen og hans Hustru under Forhøret udsagde, at de ingen Oplysning kunde give om Forbrydelsen. Mistanken vendte sig derfor i Begyndelsen mod Andre, og fra den 6te til den 16de Januar blev der optaget Forhør over en stor Mængde Personer, uden at dog noget Mistænkeligt blev oplyst, men paa den sidstnævnte Dag blev det anmeldt for Dommeren, at Peder Jensen havde bragt forskjellige Gjenstande, som antoges at have tilhørt den Dræbte, hen til Parcellist Anders Larsen af Aastofte, og at han ved denne Leilighed til A. Larsens Hustru havde brugt Yttringer, hvorefter det maatte antages, at han havde dræbt L. Pedersen. Foranlediget heraf lod Dommeren samme Dag foretage en ny Ransagning paa Peder Jensens Bopæl, og i en Leergrav tæt ved Huset fandtes der 3 Sække med Sæd, ligesom der paa et Skillerum mellem Loen og Fæhuset fandtes Pletter, som skjønnedes at kunne være af Blod. Peder Jensen blev da anholdt og næste Dag stillet for et Forhør, hvorunder han tilstod at have myrdet Lars Pedersen og bagefter tilvendt sig adskillige af hans Eiendele. Ifølge denne Tilstaaelse, som han senere stadig har fastholdt, samt det iøvrigt Oplyste er det med de nævnte Forbrydelsers Udførelse gaaet til paa følgende Maade:
Arrestanten Peder Jensen kjøbte for nogle Aar siden Lars Pedersens Huus og Jordlod i Sneglerup for 675 Rd., hvoraf 300 Rd. betaltes contant og 50 Rd. skulde afdrages med 10 Rd. om Aaret, medens Resten var prioriteret i Huset til Statskassen, samt en aarlig Aftægt. Arrestanten saae sig imidlertid ikke istand til at betale de ommeldte Afdrag paa Kjøbesummen, ligesom han ogsaa stod til Rest med hele Aftægten for 1865, som skulde have været betalt til 1ste November. Da nu denne Gjeld trykkede ham haardt, og han ingen Udvei saae til at faae den betalt, og Lars Pedersen, som oftere te sin Misfornøielse med at han ikke fik sin Aftægt, truede med at lade ham stevne, begyndte Arrestanten allerede i afvigte Høst at tænke over, at naar Aftægtsmanden var død, vilde han maaskee nok kunne komme ud af det, og ialtfald sælge Stedet med Fordeel, da det, naar Aftægten faldt bort, vilde faae en forøget Værdi. Tanken herom blev ved at gjære hos ham, uden at han kunde blive den qvit, og efterhaanden opstod hos ham Ønsket om at faae L. Pedersen ryddet afveien paa en eller anden Maade.
Da han imidlertid følte, at han ikke selv havde Mod til at udføre Gjerningen, besluttede han at betroe sig til en omreisende Uldhandler, Medtiltalte Niels Nielsen Frenderup, der paa sine Vandringer oftere kom i hans Huus. Denne nægtede imidlertid at ville have med Sagen at gjøre eller at ville lægge Haand paa L. Pedersen, og afslog Arrestantens gjentagne Opfordringer til ham i saa Henseende. Den 29de December f. A. var han atter Gjæst i Arrestantens Huus, og da dennes Hustru og Børn den Dag vare tagne bort for at besøge nogle Slægtninge, og de saaledes vare allene, kom Sagen paany paa Tale mellem dem. Da Arrestanten nu yttrede, at han selv vilde tage sig Sagen paa, hvis N. N. Frenderup vilde hjælpe ham med at faae Liget bort, erklærede denne sig villig dertil, naar Arrestanten derfor vilde give ham 5 Rd., og herom blev da Aftale sluttet mellem dem. Det er sandsynligt, at den Omstændighed, at Lars Pedersen netop i de Dage havde omtalt til Flere, at han tænkte paa at berøve sig selv Livet, fordi han havde mistet nogle Penge, bragte Arrestanten til at troe, at Mordet kunde gaae upaatalt hen, naar Liget blev skaffet tilside.
Efterat de derpaa havde spiist Midaften og nydt noget Brændeviin, hvorved Peder Jensen efter sin Forklaring dog aldeles ikke blev beruset, idet han kun nød en enkelt Snaps, saae de L. Pedersen, der havde sin Aftægtsleilighed i den ene Ende af Huset, komme forbi Vinduerne i den Stue, hvor de nød deres Maaltid, og gaae hen i Stalden for at malke en Ko, og i Henhold til en tidligere Yttring om at Gjerningen bedst kunde udføres, naar Lars Pedersen var beskjæftiget hermed, reiste Arrestanten sig nu op for at udføre den, idet han dog, som han har udtrykt sig, "nødigt drog til det" og trykkede sig derved", men blev opmuntret af Medtiltalte, hvilket denne dog bestemt har benægtet, idet han tvertimod da vil have fraraadet Udførelsen. Arrestanten tog nu sine Træskoe af, for at L. Pedersen ikke skulde høre hans komme, gik paa Hosesokkerne ud i Kjøkkenet, derfra gjennem en aabentstaaende Dør ind i Loen, som stødte til Stalden, og tog en her henstaaende langskaftet Øre. Med Bagsiden af denne bibragte han derpaa, idet han stod bag det 1% Alen høie Leerstillerum mellem Loen og Stalden, Lars Pedersen, der med Ryggen vendt imod ham sad paa„Hug i Stalden og malkede, et stærkt Slag oven i Hovedet, som bevirkede, at han uden at give en Lyd fra sig faldt om paa Siden, hvorefter Arrestanten, medens han laae i denne Stilling, gav ham flere Slag med Øxen, uden at han dog kan erindre om det var med Skarpen eller Bagen, i Hovedet, for at L. Pedersen, hvis han ei skulde være rigtig død ved det første Slag, kunde blive af med Livet. Liget slæbte han ind i Loen og vendte derefter tilbage til Stuen, hvor han nu aftalte med N. N. Frenderup, at da hans Familie snart funde ventes tilbage, skulde Liget først om Natten bringes bort og da bæres ud i en Tørvegrav i Nærheden.
Omtrent Kl. 8 kom Arrestantens Kone og Børn hjem og kort efter gik de Alle tilsengs, idet N. N. Frenderup fik Lov til at ligge paa en Slagbank. Ud paa Natten reiste Peder Jensen sig, uden at hans Kone mærkede det, og kaldte paa den Anden, hvorpaa de gik ud i Loen, fik Liget lagt paa en Stige og bare det i Forening ud til Chr. Andersens Tørvegrav, der ligger i en Afstand af 6-700 Skridt fra Huset. Her kastede de Liget, efterat have bundet Steen saavel ved Hovedet som ved Benene, ud i Graven, men da Liget ikke var kommet heelt under Vandet, hentede Arrestanten en Rive og stødte det med den længere ud, saa at det kom heelt under Band. Da han kom tilbage og atter gik iseng, vaagnede hans Hustru og spurgte ham, hvor han havde været, hvortil han svarede, at han havde været ude i et naturligt Ærinde.
Den næste Morgen gik Arrestanten op paa L. Pedersens Loft, der kun ved nogle Knipper Halm var adskilt fra hans eget, og satte sig der i Besiddelse af nogle Sække med Sæd, som han med N. N. Frenderups Hjælp bar ind paa fit eget Loft, ligesom han ogsaa bemægtigede sig noget Flesk, der hang i Skorstenen, og noget Lærred m. m., der laae i Aftægtsmandens Kiste, foruden nogle andre Gjenstande, ialt vurderet til 19 Rd. 20 f. Lars Pedersens Hue af Plyds, som var falden paa Jorden under Overfaldet, og hans Træskoe, som de havde taget af ham, forinden de bare ham bort, tilintetgjorde han derefter ved at brænde dem, og Øxen laante han, efterat have vasket Blodet af den, til Huusmand Peder Andersen i Asnæs, da han nødig vilde have den i Huset af Frygt for at den skulde vække Mistanke. Han gjentog sit Løfte til den medskyldige N. N. Frenderup om de 5 Rd., hvorpaa denne forlod Stedet. Efterat han var gaaet, sagde Arrestanten, som ikke formaaede at bære det hos sig allene hvad der var skeet, til sin Hustru, at det var forbi med Lars Pedersen, hvorpaa hun udbrød: „Du har vel aldrig slaaet ham ihjel!", og da han hertil svarede: „Ikke allene“, sagde hun: Naa, saa være Gud Din Sjæl naadig!", hvorefter hun græd og jamrede sig over hvad der var skect. Arrestanten paalagde hende paa det Indstændigste at tie med hvad han havde betroet hende, da ellers hans Liv var fortabt, og efter hans Paalæg forklarede hun i det første Forhør, ligesom han selv, at hun ingen Oplysning kunde give, men at hun den omhandlede Dag havde hørt Aftægtsmanden bevæge sig i sin Stue, efterat hun var gaaet iseng. Arrestanten betroede tillige sin Kone, at han havde tilvendt sig nogle Sække Korn samt noget Flesk og Lærred L. Pedersen tilhørende, men da Konen med Bestemthed erklærede, at hun Intet deraf vilde have og ikke vilde taale, at det blev i deres Huus, bar han Sækkene ud i en Leergrav paa hans Mark, efterat han først havde taget nogle Skjepper Korn ud af dem. Disse Skjepper bar han over til Parcellist Anders Larsen, hvem han skyldte noget Rug, tilligemed en Pose, hvori han havde lagt de andre stjaalne Gjenstande, og som han bad maatte blive staaende der indtil videre. Da A. Larsens Kone, som var ene hjemme, undrede sig over at han saa snart kunde tilbagebetale den laante Rug, sagde han, at det var Rug, som han skulde have leveret til Aftægtsmanden, men tilføiede han "nu er det forbi med den Gamle, jeg har slaaet ham ihjel med en Øre ude i Loen." Konen yttrede hertil, at det kunde da vel aldrig være sandt, at han kunde gjøre en saadan Gjerning; men han gjentog det og paalagde hende derhos at tie stille med hvad han havde sagt. Da Arrestanten under Forhøret blev adspurgt om, hvorfor han saaledes havde aabenbaret sin Misgjerning for A. Larsens Kone og derved selv bevirket, at Mistanken blev ledet hen paa ham, svarede han, at han ikke kunde forklare Andet, end at der var Noget indeni ham, der drev ham til at sige hvad han havde gjort, og at det vel maatte være saaledes tilskikket for at Gjerningen ikke skulde blive skjult.
Ifølge den af Physicus og Distriktslægen den 8de Januar foretagne Obductionsforretning er L. Pedersens Baghoved formelig blevet knuust ved Slagene af Øren der er befunden at veie 5% ũ og store Beenstykker fundne nedtrykkede i Hjernesubstantsen, ligesom Obducenterne have udtalt, at den mod ham udøvede Vold maa have medført hans øieblikkelige Død.
Arrestanten er født den 18de August 1821 i Hørve af Forældrene Huusmand Jens Larsen og Hustru Mette Madsdatter. Efterat være udskreven af Skolen med Charakteren maadelig" for Kundskab og være confirmeret, har han tient paa forskjellige Steder og faaet gode Vidnesbyrd for fit Forhold. For omtrent 6 Aar siden blev han gift med sin Hustru, der hensad som Enke med 4 Børn, og med hvem han har et Barn. Han har ikke tidligere været tiltalt eller straffet. Sognefoged R. Jensen, som har kjendt Arrestanten fra Dreng af, har forklaret, at han var temmelig enfoldig, men stille og godmodig i sin Færd, og Sognefogeden har aldrig hørt noget Uskikkeligt om ham. Arrestantens Hustru har udsagt, at hun vel oftere har hørt ham udtale et Ønske om at Aftægtsmanden maatte døe, men dog aldrig paa en saadan Maade, som om han nærede nogen Tanke om enten selv at ville gjøre en Ulykke paa L. Pedersen eller at ville forsøge at formaae Andre til at gjøre det. Hun har derhos aldrig kunnet tænke sig Muligheden af at hendes Mand, der ingenlunde har noget ondt eller heftigt Sind og som altid har vist et godt Forhold mod hende og hendes Børn, kunde faae sig til at udøve en slig gruelig Gjerning. Den fortrykte Tilstand, hvori de befandt sig, var tildeels en Følge af den ringe Høst, de havde havt paa deres lille Lod, saa at de ikke kunde klare Aftægten, og deels en Følge af at Manden i denne Vinter intet Arbeide havde kunnet faae ved Tærskning, saa at de, uagtet han aldrig drak Brændeviin og Intet forødte, ikke havde Midler til at skaffe det Nødvendige tilveie og maatte gjøre Gjeld. Forhørsdommeren har til Protokollen bemærket, at Arrestanten, der var tilstede saavel ved den første Synsforretning som senere ved den legale Obductionsforretning, og paa forskjellige Maader assisterede ved Ligets Afklædning og ved at holde Lyset for Obducenterne, bevarede den største Rolighed og Besindighed, uden at det var at spore, at nogen indre Bevægelse rørte sig hos ham, men at han derimod i Forhøret den 17de Januar, da han afgav sin Bekjendelse, oftere var meget bevæget, faldt i heftig Graad og udtalte sin Anger. Sognepræst Budde-Lund har afgivet følgende Erklæring om Arrestanten: "Peder Jensen er af meget indskrænkede Forstandsevner og kun i Besiddelse af yderst ringe Kundskaber; han kan hverken læse eller skrive, ligesom hans Indsigt i den christelige Religions Lærdomme er i høi Grad mangelfuld. Han forekommer mig at være af en meget svag Charakteer, der let giver efter for enhver Paavirkning, og uagtet den afskyelige Forbrydelse, han har begaaet, tør jeg dog med fuld Overbeviisning sige, at han ikke er nogen forhærdet Forbryder. Visheden om ikke at kunne svare den stipulerede Afgift til L. Pedersen, navnlig efterat hans Høst i afvigte Sommer var aldeles mislykket, Frygten for den sørgelige Lod, der forestod ham og hans Familie ved at komme under Sognets Fattigvæsen, og endelig L. Pedersens hyppigt brutale og urimelige Opførsel, naar han var i beruset Tilstand, som ofte skal have været Tilfældet, have i Forening virket ind paa den baade legemlig og aandelig svage Mand og været Motiverne til hans Forbrydelse. Fortiden nærer han en dyb og inderlig Anger og er i høieste Grad nedslagen, og naar Straffens Øiemed skal være at forbedre, da tør jeg efter min fuldeste Overbeviisning sige, at et langvarigt Fængsel under christelig Veiledning i dette Tilfælde vilde naae sin Hensigt og under Guds Naade frelse hans Sjæl fra Fortabelse." Forhørsdommeren har bemærket, at han efter Arrestantens Forhold under Forhørerne og Udtalelser om sin Anger og Fortrydelse kan tiltræde denne Erklæring af Stedets Præst. Endelig findes der paa flere Steder i Forhørerne Udtalelser af Arrestanten selv om hans Anger, idet han saaledes om sin Tilstand den første Nat efter Mordet har udtalt, at han ei kunde falde isøvn, da han var urolig og nedtrykt i Sindet og bitterlig angrede hvad han havde gjort, samt med Hensyn til fine Yttringer til A. Larsens Kone, at han allerede dengang bittert angrede sin Gjerning og ingen Ro havde i sit Sind hverken Dag eller Nat.
Efter det saaledes Oplyste maatte Høiesteret billige, at Arrestanten ved den indankede Landsoverretsdom, som den, der med Overlæg har skilt Lars Pedersen ved Livet, i Medfør af Straffelovens § 306 er dømt efter § 190 til at straffes paa Livet, hvorved i Medfør af § 62, 1ste Led, den Straf, han endvidere har forskyldt for Tyveri efter § 228, absorberes; og bemeldte Dom blev derfor af Høiesteret stadfæstet.
Men skjøndt Arrestanten saaledes ikke kunde undgaae at ansees efter de citerede Bestemmelser, formeente dog 9 af de 10 Voterende at burde indstille ham til ved Hans Majestæts Naade at eftergives Livsstraffen, i hvilken Henseende blev anført:
1) at Domfældte, forinden hans slette oekonomiske Forfatning bevægede ham til at begaae Forbrydelsen, saavidt oplyst har ført en ustraffelig Vandel;
2) at hans Aandsevner ere meget svage, og
3) at han efter Gjerningens Udførelse maa antages at have angret den. Paa disse Grunde indstillede de 9 Tilforordnede, at Livsstraffen maatte eftergives Arrestanten, mod at han henfattes til Tugthuusarbeide paa Livstid.
Da ogsaa Justitsministeriet maatte være af den Formening, at der i Henhold til de anførte Omstændigheder turde være Anledning for Hand Majestæt til allernaadigst at eftergive Domfældte den ham idømte Livsstraf, og da Ministeriet maatte ansee den af Majoriteten af Høiesterets Tilforordnede foreslaaede Straf af Tugthuusarbeide paa Livstid for passende, nedlagde Ministeriet i Overensstemmelse hermed en allerunderdanigst Forestilling.
Sagen har derpaa været foretaget i Statsraadet, og ved allerhøieste Resolution af 26de November har det behaget Hans Majestæt allernaadigst at eftergive Peder Jensen den ham idømte Livsstraf, mod at han hensættes til Tugthuusarbeide paa Livstid.
(Departementstidenden nr. 78, 15. december 1866)
