Ane Hansdatter. (Efterskrift til Politivennen)

Kvaksalveri. Ifølge en Indberetning til Stadslægen fra konstitueret Distriktslæge Dr. med. Studsgaard var denne den 31te Mai d. A. bleven kaldet til Bamet Carl Hermann Petersen, 2 Aar gammel, en Søn af Tømmersvend Petersen, boende i Aabenraa Nr. 8, hvilket Barn, der syntes at have havt Kighoste i længere Tid og af ham befandtes temmelig afmagret og lidende af en udbrudt bronchitis capillaris, hvoraf det afgik ved Døden den 3die Juni næstefter, efter Forældrenes Angivelse i længere Tid havde været under Behandling for den engelske Syge af en i Dronningens Tvergade boende Kone, den Tiltalte, Væversvend Lundbergs Hustru, Ane Hansdatter, imod hvem der derfor bleven lagt Sag for Kvaksalveri. Under denne Sag blev det ogsaa af den Tiltalte erkjendt, at hun for Betaling havde havt det ommeldte Barn under Behandling for den sidstnævnte Sygdom, hvoraf hun paastod, at det led, og imod hvilket hun anvendte forskjellige af hende sædvanlig brugte udvendige Midler, hvorhos hun tillige, da Barnet sidste Gang led af Hoste, som hun dog ikke antog for Kighoste, idet det efter Moderens Sigende var blevet forkjølet ved at sidde paa et vaadt Gulv, tilraadede, at Barnet skulde have et Afkog af Hørfrø og Kandissukker, Brystet besmurt med lunken Olie og i det Hele bedækkes med Vat. Da den Tiltalte sidst saa til Barnet, nemlig store Bededag, var det øjensynlig bedre, og hun fandt derfor ingen Anledning til at tilraade Moderen at søge Lægehjælp. Ifølge den Tiltaltes, af det iøvrigt Oplyste bestyrkede, Tilstaaelse havde hun, imod hvem der i 1864 havde været indledet en Undersøgelse for Kvaksalveri, uden at der dog dengang blev dekreteret Aktion imod hende, siden 1859 befattet sig med, dog først i de sidste 2 a 3 Aar, for Betaling at tage Personer under Kur for forskiellige Sygdomme, navnlig engelsk Syge, Gigt, Benskade, Bylder og tildels Fnat, imod hvilke hun væsentlig har anvendt udvendige Midler, fornemlig Salver, der efter den af Stadslægen afgivne Erklæring samtlige ere af en uskadelig Natur og saadanne, som af Enhver kunne erholdes paa et Apothek i Haandkjøb. Den Tiltalte, der har drevet denne Haandtering nærmest for at bidrage til sit og sin halvblinde Mands Underhold, har efter Angivende behandlet omtrent 30 Patienter om Aaret og kun benyttet de ovenanførte uskadelige Midler. Ifølge Stadslægens over Sagen afgivne Erklæring kunde det vel ikke bestemt paastaaes, at den Tiltalte paa indirekte Maade havde foranlediget Sygdommens dødelige Udgang hos det ovennævnte Barn, hvorimod det paa den anden Side maatte fastholdes, at hun ved at paatage sig dette Barns Kur og ved at fortsætte Behandlingen, efterat en ny akut Sygdom var tiltraadt, i høi Grad har bidraget til, at Barnet har maattet undvære den Kur og Pleie, der udfordredes for et saa alvorligt Tilfælde, og som alene vilde have været at søge i en kyndig og samvittighedsfuld Lægebehandling. Da der efter samtlige de foreliggende Omstændigheder ikke fandtes at kunne paalægges den Tiltalte noget Ansvar for at have foranlediget det ommeldte Barns Død, hvorfor hun tillige var aktioneret, blev hun, der er 57 Aar gammel og ikke for straffet, for det af hende i ikke ubetydeligt Omfang udøvede Kvaksalvere, der dog ikke iøvrigt er oplyst at have havt skadelige Følger for de Paagjældendes Helbred, ved Kriminal- og Politirettens Dom ifølge Lov af 3die Marts 1854 jfr. Frd. 5te Septbr. 1794 anseet med simpelt Fængsel i 1 Maaned.

(Dags-Telegraphen 6 oktober 1866).

Gravrøvere. (Efterskrift til Politivennen).

Det maa antages, at man ved et skærpet Opsyn og ved nogle Anholdelser nu har faaet Frederiksbergs gamle Kirkegaard nogenlunde fredet. Men en endnu langt værre Plyndring truer den nye Kirkegaard ved Roskilde Landevej. Indsenderen var Vidne til, at forleden Dag en Flok paa nogle og tredive Faar med et Par Væddere til Anfører, gjorde sig lystig blandt Gravene, tumlede sig muntert om mellem Resedaer og Asters og lod sig den fede Græsgangs Behageligheder smage godt. Modbydeligere end dette Syn var det, da Driverne kom til og med tykke Knipler ubarmhjertig slog løs paa Dyrene for snarest mulig at faa dem ud, formodentlig for at undgaa Opbringerpenge, der dog nok aldrig fordres, fordi de fredelige Gravere nødig indlade sig med brutale Folk. Der blev sagt, at slige Indbrud hørte til Dagens Orden, hvilket ogsaa er troligt, da den østlige Side af Kirkegaarden ud imod Fasanveien ikke er forsynet med an et Hegn end en tynd, lav, paa mange Steder for Mennesker og Dyr aaben Hæk. - Har den befolkede og tildels velhavende Kommune ikke Raad til at værne bedre om det sidste Hvilested, hvor der dog loves Fred? I Løbet af det Aar, Kirkegaarden har været tagen i Brug, skulle allerede c. 600 Brødre og Søstre der være blevne nedsænkede. Det er en Skandale at se den Plet, hvorom de Efterlevende kjærlig frede, oprodet af Svin, Lam osv. og nedtrampet af Driverne. Det fattigste Landsbysogn sørger dog for at have sin Kirkegaard i fredet Tilstand men Frederiksberg, saa tæt ved Hovedstaden emanciperer sig frit og flot fra Mure, Hegn og Gjærde. -ff

(Dags-Telegraphen 28. september 1866).

Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

Rundetaarn underkastes i denne Tid en gjennemgaaende Reparation, foriden det skal afleveres fra Universitetet til Trinitatis Kirkes Bestyrelse. Ved denne Leilighed forekommer det "Dgbdt.", at der kunde træffes en for Færslen paa Kjøbmagergade ret heldig Foranstaltning, paa hvilken det derfor henleder Vedkommendes Opmærksomhed. Passagen imellem Rundetaarn og Regentsen er nemlig saa snever, at det ofte medfører Ulempe baade for Gaaende og Kjørende, og herpaa kunde der for en Deel raades Bod, ifald man vilde benytte Reparationsarbejderne til at aabne en ny Passage for Fodgjængere igjennem Rundetaarn fra Nord til Syd. Taarnets Diameter er os opgiven at være 18 Fod, og man vil da vistnok uden Skade kunne bryde en Dør igjennem paa hver Side af det med en Brede af f. Ex. 8 Fod medens man til Gjengjæld kunde tilmure Indgangsporten ud imod Regentsen. Paa denne Maade vilde Fodgjængere faae en bekvem Passage fra Gadens Udvidelse ved Kirkegaarden til den brede Deel af Landemærket, og der vilde saaledes ialfald for den gaaende Færsel være vundet betydelig. Saavidt man kan see, har der allerede tidligere paa den nordlige Side af Taarnet været en Udgangsdør, og isaafald vil den Forandring, vi tillade os at foreslaae, saa meget lettere kunne lade sig udføre.

(Horsens Folkeblad 27. september 1866).

Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866). (Efterskrift til Politivennen)

 

August Weger (1823-1892): Johann Heinrich Bartelsen. Koffardikaptajn, senere officer i den preussiske hær. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skipper Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866) var født i Maasholm ved Kappel nordøst for byen Slesvig ved Sliens udmunding i Østersøen. Han var af en skipper- og bondefamilie. Han blev gift i 1830 og ægteparret fik 16 børn, hvoraf 10 døtre overlevede ham. Om hans barndom, opvækst og tidlige liv vides ikke meget, men siden han blev 22 var han sømand, fra 1833 med egen jagt, Dorothea. I 1840'erne kom han i kontakt med de demokratiske og liberale strømninger i Slesvig og sluttede sig til oprøret i 1848. 

Bartelsen gjorde sig i 1849 bemærket ved Slaget i Eckernförde hvor danske krigsskibe blev nedkæmpet. Han deltog på slesvig-holstensk side, og bidrog til at redde den danske besætning på det brændende skib "Christian VIII", med fare for sit eget liv - skibet sprang i luften kort tid efter at det var blevet rømmet.

Eckernførde, 7. april. I går morges halv tre gik skipper Bartelsen fra Slesvig, medlem af søkommissionen Lorenz Karberg, skibsbygningsudstillingen fra Kiel, med 25 mand - hovedsagelig fra Arnis og Kappeln - og 10 mand fra slesvig-holstenske soldater om bord på den på reden liggende danske fregat "Gefion", tog kommandoen fra den danske besætning, gjorde det smukke skib klar til at sejle, hejste det tyske sorte, røde og guld flag under gaflen med tre begejstrede hurra og bragte denne nu tyske fregat sikkert ind i Eckernförde havn ved 5-tiden om morgenen, hvorefter kaptajn Donner - der netop var ankommet fra Holtenau med søfolk - indtog fregatten med sine folk. Fregatten bærer 60-pund, 30-pund og 18-pund kanoner.

Eckernförde, den 7. April. Gestern Morgen 2ein halb abgingen der Schiffer Bartelsen aus Schleswig, das Mitglied der Marine-Commission Lorenz Karberg, der Schiffbauconstruction Schau aus Kiel, mit noch 25 Männern - hauptsächlich von Arnis und Cappeln - und 10 Mann schleswig-holsteinischer Soldaten an Bord der auf er Rhede liegenden dänischen Fregat "Gefion", entnahmen der dänischen Besatzung das Commando, machten das schöne Schiff segelklar, hissten die deutsche schwartz-roth-goldene Flagge unter dreimaligen begeisterten Hurrah unterm Gaffel, und brachten diese nunmehr deutsche Fregatte gegen 5 Uhr Morgens sicher in den Hafen von Eckernförde, wonach der Capitain Donner - der von Holtenau mit Matrosengerade angelangt war - die Fregatte mit seinen Leuten besetzt. Die Fregatte trägt 60pfündige, 30pfündige und lage 18pfündige Kanonen.

(Neue preußische Zeitung 11. april 1849)

Slesvig, 8. april. Den vidunderlige ødelæggelse af det danske slagskib "Christian VIII" og erobringen af ​​den smukke fregat "Gefion" er af så stor betydning for vores land og vores fremtid givet den nuværende konstellation af europæiske forhold at vi stadig mangler at tilføje individuelle detaljer til alle disse som involverede sig i dette, også for at lade retfærdigheden ske. Efter at de to nævnte skibe havde smidt parlamentærflag og forhandlingerne var brudt sammen, begyndte der først ild fra det sydlige batteri. Dette besvarede skibene for en tid. "Christian VIII" forsøgte i mellemtiden at komme væk og lettede ankeret (ifølge andre, hvilket dog bestrides, blev ankertovet på det tidspunkt skudt ned). Brændingen var dog for høj, så den sejlede ind mod byen og kom til at ligge over for sydbatteriet, og så strandede den og gik så på grund, og senere strøg skibene det danske flag og hejste det hvide flag. Hvis der nu lå en overgivelse i dette, syntes der ikke at blive gjort noget for den nuværende besætning på skibene. Da flere skibskaptajner fra Kappeln, Arnis og Bartelsen fra Slesvig havde overværet begivenhederne hele dagen, ilede kaptajn Bartelsen, brødrene Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart m.fl. sig til kommandanten sammen med officerer og besætning på "Christian VIII" for at hente dem i land. Bartelsen gik derfor med overfyrmester Preutzer op på slagskibets dæk og gav kommandanten et brev, hvorpå denne efter at han havde foretaget nærmere undersøgelser, blev bragt i land med flere andre. Kommandøren blev båret i land gennem brændingen på Bartelsens anmodning, mens sømændene gik i vand til brystet. Mens Bartelsen var på skibet, fik han at vide at skibet var i brand. Han gik ned og så det brænde fire steder. Han beregnede efter at være blevet forevist krudtkammeret, at ilden ville vare til kl. 12, så ville ilden nærme sig krudtkammeret, og han siges at være af den mening at ilden måtte være udbrudt et andet sted. Tanken om at redde skibet lader ikke til at være faldet nogen ind. Efter at han og Preutzer havde aftalt at han skulle blive på skibet, anmodede Bartelsen om at de forlod det. Da danskerne ikke adlød ordren om at sætte skibet i søen, forlod han skibet sammen med kommandør Paludan. Skipper Bartelsen bad da de der stod i land, følge med til fregatten "Gefion" for også derfra at hente kommandanten. Ingen svarede dog før kaptajn Peter Petersen sprang ud i vandet og sluttede sig til ham i båden. Disse to fik så selskab af førnævnte Meyer og to fiskere fra Wesebye. Det ser ud til, at Eckernförde-fiskerne var bange. Disse mænd gik nu om bord på fregatten efter at have valgt Bartelsen som talsmand undervejs. Efter en halv time kom de; "Gefion" havde dog ikke hængt en stige ud. Men da et reb hang ned, klatrede Bartelsen op og bad om at tale med chefen for skibet. Tvunget op på dækket af en officer gik han til kaptajn Meyer i kahytten og bad ham tage sig sammen med en anden officer og 25 mand og følge ham. På spørgsmålet om, hvem der gav ordren, og hvad kommandøren i Eckernförde hed, opgav vores landsmand ikke navnet. Han svarede at han ikke kendte navnet, kun kommandoen, og at den straks skulle udføres. Da der stadig var nogen tøven og batteriet nu frygtede for Bartelsen, blev der sendt en kugle. Da Bartelsen havde sagt at hvis de ikke fulgte med, ville der blive affyret ild fra flere batterier, da hans liv var uden betydning, bragte disse skud sagen til afklaring, idet Bartelsen noterede sømændenes nedtrykte humør og forsikrede at de ikke vil blive udsat for noget. Nu gik chefen for fregatten, en anden officer og 25 mand ned i båden og blev budt velkommen af ​​de fem mænd, kl. 8.30 kom de til borgmesteren og fra da af overgivet til hertugen af ​​Coburg-Gotha. Da han fik at vide at kun unge artillerister fra Slesvig-Holsten betjente fortbatterierne, næsten uden officerer, gav kommandanten udtryk for, hvordan ulykken havde ramt danskerne i denne kamp i dag. Nu gjaldt det om at bringe skibet i havn, forgæves anmodede Bartelsen om det. Hertugen af ​​Gothas adjudant stillede derefter 1000 mark til rådighed for ham for at få den nødvendige styrke. De fem mænd fik selskab af andre fra Kappeln og Arnis, som tidligere havde været med til at redde besætningen på slagskibet, og gav Bartelsen fuld kommando. Så det lykkedes dem, også fordi den tyske flådekomité fra Kiel sluttede sig til kl. 01.00, at føre fregatten til broen i Eckernförde kl. 05.00. Så snart skibet lå for anker her, blev de resterende fanger landsat. (H.C.)

Schleswig, den 8. April.

Die wunderbare Vernichtung des dänischen Linienschiffes "Christian VIII" und die Eroberung der schönen Fregatte "Gefion" ist für unser Land und unsere Zukunft bei der gegenwärtigen Constellation der Europäischen Verhältnisse von so grosser Bedeutung, dass wir noch Einzelnes immer Nachtragen müssen, um Allen, die sich hierbei betheiligt, auch Gerechtigkeit widerfahren zu lassen. Nechdem die beiden genannten Schiffe die Parlamentair-Flagge gestrichen hatten und die Unterhandlungen abgebrochen waren, begann das Feuer zuerst aus der Südbatterie. Dieses ward von den Schiffen eine Zeitlang erwiedert. "Christian VIII" versuchte indessen fortzukommen und lichtete die anker (nach Anderen, was aber bestritten wird, wurde damals das Ankertau abgeschossen). Die Brandung war aber zu hoch, so dass es gegen die Stadt getrieben und der Südbatterri gegenüber zu liegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und der Südbatterie gegenüber zu lliegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und später die Dänische Flagge fallen liess; worauf die Schiffe die weisse Flagge aufzogen. Wenn nun hierin eine Uebergabe lag, so schien doch für die augenblickliche Besatzung der Schiffe nichts gethan zu werden. Da indessen mehrere Schiffscapitaine aus Cappelm Arnis und Bartelsen aus Schleswig dem Treffen den ganzen Tag über mit angesehen hatten, so beeilten sich namentlich Capitain Bartelsen, die Gebrüder Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart und Andere den Commandeurnebst Offizieren und Mannschaft von "Christian VIII" an's Land zu holeen. Bartelsen begab sich deshalb mit dem Uber-Feyerwerker Preutzer auf das Deck des Linienschiffes und überbrachte dem Commandeeur ein Schreiben, worauf dieser, nachdem er nähere Erkundigungen eingezogen hatte, mit mehreren Andern an's Land gebracht wurde. Indem der Commandeur, auf Bartelsen's Aufforderung, durch die brandung an's Land getragen wurde, mussten die Matrosen bis an die Brust durch das wasser gehen. Während bartelsen auf dem Schiffe war, wurde ihm gesagt, dass es im Schiffe brenne. Er begab sich in die unteren Räume und sah es an vier Stellen brennen. er berechnete, indem er sich die Pulverkammer zeigen liess, dass der Brand bis 12 Uhr andauern könne, bis das Feuer der Pulverkammer sich nähern werden, und soll der Mainung sein, dass das Feuer noch an einer anderen Stelle ausgebrochen sein müsse. Der Gedanke an eine Rettung des Schiffes scheint Niemanden eingefallen zu sein. Nachdem er und Preutzer sich dahin verständigt hatten, dass dieser auf dem Schiffe bleiben solle, Bartelsen's Aufforderung. Die bote von dem Schiffe in die See zu bringen, von Seiten der Dänen nicht Folge gegeben war, verliess er mitt dem Commandeur Paludan das Schiff. Hierauf forderte Schiffer Bartelsen die am Lande Stehenden auf, sich mit ihm nach der Fregatte "Gefion" zu begeben, um ebenfalls von dieser den Befehlshaber zu hoolen. Niemand meldete sich aber, bis der Capitain Peter Petersen aus Sonsackerin's Wasser sprang und sich zu ihm in's Boot begab. Diesen beiden schlossen sich dann noch der vorerwähnte Meyer und zwei Fischer aus Wesebye an. Es scheint, dass sich dis Eckernförder Fischer gefürchtet haben. Jene Männer, schifften nun an die Fregatte, indem sie Bartelsen unterwegs zum Wortführer erwählt hatten. Nach einer halben Stunde kamen sie an; allein der "Gefion" hatte keine Leiter ausgehängt. Da aber ein Seil hinab hing, so kletterte Bartelsen, an diesem bis in die Hängematten empor und verlangte den Commandeurr des Schiffes zu sprechen. Von einem Offizierauf's Deck genöthigt, begab er sich zu dem Capitain Meyer in die Kajüte und forderte diesen auf, sich nebst einem anderen offizier und 25 Mann zu übergreben und ihm zu folgen. Auf die Anfrage, von wem der Befehl komme und wie der Commandant von Eckernförde heisse, berliess unsern Landsmann seine Geistesgegenwart nicht. Er antwortete, dass er den Namen nicht wisse, nur den Befehl kenne, und dass derselbe sogleich ausgeführt werden müsse. Da noch einige Zögerung entstand und man auf der Batterie jetzt für Bartelsen fürchtete, wurde eine Kugel hingesandt. Da Bartelsen geäussert hatte, dass, falls man nicht folgen werde, von mehreren Batterien Feuer gegeben werden würde, indem es auf sein Leben dabei nicht ankomme, so führten diese Schüsse zum Abschluss der Sache, indem Bartelsen die gedrückte Stimmung der Matrosen durch die Versicherung zu heben suchte, dass ihnen keinee Unbill viderfahren werde. Nun begaben sich der Commandant der Fregatte, ein zweiter Offizier und 25 Mann in das Boot und wurden von den fünf Männern um 8½ Uhr an den Herrn Bürgermeister und von da an Se. Durchl. den Herzog von Coburg-Gotha abgeliefert. Auf die Mittheilung, dass nur junge Schleswig-Holsteinische Artilleristen fast ohne Offiziere die Schanzbatterieen bedient, sprach der Commandeur es aus, wie das Unglück die Dänen in diesem Kampfe heute verfolgt habe. Jetzt kan es darauf an, das Schiff in den Hafen zu bringen. Vergebens forderte Bartelsen dazu auf. Von dem Adjudaten des Herzogs von Gotha wurden ihm dann 1000 Mark zur Verfügung gestellt, um die nöthigen Kräfte zu bekommen. Den fünf Männern gefellten sich nun auch andere aus Cappeln und Arnis, die bisher bei der Rettung der mannschaft des linienschiffes anablässig thätig gewesen waren, bei, und übertrugen Bartelsen das volle Commando. So gelang es ihnen, denen noch um 1 Uhr das Comite der Deutschen Marine aus Kieel beitrat, die Fregatte Morgens 5 Uhr an die Brücke in Eckernförde zu führen. Sobald das Schiff hier befestigt war, wurden die übrigen Gefangenen ausgeschifft. (H. C.)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 12. april 1849)

Efter Treårskrigen kom han under politiopsyn, men måtte dog stadig foretage sine fragter, indtil han i februar 1852 blev idømt 2 gange 4 dages vand og brød for at have udbragt en skål for Slesvig-Holsten på et værtshus. Han blev efterfølgende forbudt at besøge noget værtshus. Han var i en periode sat i husarrest af politimester Leisner som er behandlet andetsteds på denne blog. 

Han blev i danske aviser under krigen 1864 beskrevet som en landsforræder. I tyske som en helt. Om hans indsats ved Dannevirke følgende danske artikel:

En slesvigsk Forræder. Af et os meddeelt Brev optage et følgende Afsnit, der giver en ganske interessant Oplysning om en af de slesvigske Forrædere, som have vejledet Fjenden under hans Angreb paa Dannevirke:

"Lad mig tilføie et Par Ord om en Personlighed, der har spillet en Hovedrolle ved Preussernes Overgang over Slien ved Arnæs. I Byen Slesvig har der levet og lever endnu en Skipper Bartelsen, barnfødt der i Byen, alt saa dansk; med sin Jagt "Dorothea", der for Tiden ligger i Lübeck, har han holdt en stadig Fart mellem dette Sted og Slesvig. Allerede i den forrige Krig spillede han en fremragende Rolle; han var saaledes en af Hovedlederne ved den sørgelige Ekernførde-Affaire og har stadig været paa færde ved alle oprørske Foretagender. Han blev derfor ogsaa, saa vidt jeg veed, undtagen fra Amnestien, men senere paa Grund af sin store Familie benaadet; dog har han maattet udstaae en kort Fængselsstraf. Strax ved Begyndelsen af det nærværende Oprør i Holsteen var han med at forberede Demonstrationer i Slesvig, men blev nødsaget til at forlade Slesvig og begav sig da tit Kiel, hvor han stillede sig til "Hertugens" Disposition. Da denne ikke gav ham Udsigt til Virksomhed, tilbød han Prinds Friedrich Carl sin Tjeneste som Fører ved en eventuel Overgang over Slien. Han gav Prindsen meget detaillerede Beskrivelser af Dannevirkestillingen og opgav ham hvor og paa hvilken Maade den bedst kunde omgaaes. Prindsen modtog Forræderens Bistand, gav ham Officeers Rang og ansatte ham som Næstkommanderende ved Brotrainet. I denne Egenskab har Bartelsen ledet hele Overgangen over Slien. Han tilvejebragte fra Kiel og Ekernførde de 200 Baade, som blev benyttede ved Arnæs, han førte saa at sige Fjenden lige ind i Baadene han gav Forholdsregler for Overfarten og var det Hele den ledende Mand. Jeg haaber, at den Dag skal komme, da Bladet vender sig, og at retfærdig Straf da vil ramme denne skjændige Landsforræder og dem, der have forbrudt sig som han."

Dagbladet (København) 24. februar 1864)

Skipper Bartelsen havde foreslået at beskytte pontonbroen ved Egernsund (som han havde været med til at lave) den 18. februar 1864 efter Rolf Krake-affæren ved at spærre farvandet med sænkede fartøjer. Det kom dog ikke til udførelse. Han blev udnævnt til preussisk skibskaptajn med ansvar for kystbevogtningen, dvs. bevogtningen af Flensborg Fjord, observation af fjendtlige skibe og kystsignalapparaterne. Han foreslog - dog uden held - at spænde fiskenet tværs over Vemmingbund for at de kunne stoppe det danske krigsskib "Rolf Krake"s skrue.

I starten af juni blev der i danske aviser berettet om at Bartelsen i slutningen af maj havde opholdt sig på Als hvor han optrådte i civil og rekognocerede terrænet med henblik på den senere overgang. Han optrådte efterfølgende officielt med preussisk uniform. Knap en måned senere var han en af lederne ved overgangen af Alssund. Hans egen beretning om overfarten kan læses i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864:

En Sømand, som ledede Overgangen til Als (Skipper Bartelsen fra Slesvig) melder derom i "Itzeh. N.": "Først sattes 3000 Md. over i 180 Baade, som roedes af (20) frivillige slesvigske Skippere, preussiske Pionerer og 1½ Bataillon Infanteri; de danske Batteriers Ild var meget hæftig; men kun 2 Baade kæntrede, 60 Md. saaredes og dræbtes; 100 Skridt fra Land sprang Preusserne i Vandel (2-3 Fod dybt) og stormede strax Batterierne. Efter 1 Times Forløb kom atter 3000 Md. over i Baadene; de foruroligedes ikke af det danske Skyts. Da det 3die Hold (3000 Md.) skulde sattes over, kom "Rolf Krake" til; det var et meget piinligt Øieblik ; det regnede ned omkring os med Shrapnells; niende preussiske Batterier tvang heldigviis snart "Rolf Krake" til at vende om. Artilleriet fattes dernæst over paa Dobbelt-Pontoner, der vare sammenbundne, betakkede med en Træbro og paa begge Sider forsynede med et Rækværk, saa at ethvert Par dannede en ordentlig Færge; Kanonerne kjørtes fra Pontonbroen i fuld Fart ned i Vandet, hver af 6 Heste; dernæst roede man videre. Kl. 10 om Form. var hele den preussiske Styrke paa Als: 20,000 Md. Infanteri, 2 ridende Batterier, 2 Cavalleriregimenter."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864)

Under krigen 1864 blev han dekoreret 2 gange af preusserne. Han blev i november 1864 udnævnt som krydstoldinspektør på Slesvigs og Holstens østkyst. Ved en festlighed for 5. april 1849 fik Bartelsen i 1865 af "taknemmelige medborgere" overrakt en sølvpokal af borgmesteren i Eckernförde. I juli 1865 søgte han stillingen som havnekaptajn i Kiel. Han fik overdraget at forestå Sliens opmudring, og var rejst til Hamburg for at hente en muddermaskine, men blev samtidig smittet med kolera. Han døde deraf den 27. august 1866 i Kappeln (Slesvig - der i mellemtiden var blevet preussisk).

Kjøbenhavns offentlige Politiret September 1866. (Efterskrift til Politivennen)

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Torsdagen den 6te September.

- - -

Forhenværende Mel- og Grynhandler Hans Andersen Hansen, boende i Magstræde Nr. 6 som flere Gange havde hjemsøgt Assistenskirkegaarden og plukket Resedaer, var endelig bleven greben paa fersk Gjerning af et Par Graverkarle, der længe havde havt ham mistænkt for Blomstertyveri. Da Blomsterelskeren imidlertid ikke havde rykket Resedaerne op med Rode men kun afplukket selve Blomsterne, blev hans Forhold ikke betragtet som Tyveri, men derimod kun som Uorden, og da han ikke i Mindelighed ville afgjære sin Forseelse, maatte Vidnerne tages i Ed, hvorpaa den forhenværende Mel- og Grynhandler blev dømt efter Plakaten af 25de Juni 1814 til at bøde 5 Rd. til Kjøbenhavns Kommunes Kasse.

- - -

(Dags-Telegraphen 7. september 1866).

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Torsdagen den 13de September.

- - -

- Der var kommet Anmeldelse til Politiet om, at de af en Høker og en Melhandler forhandlede Rugbrød vistnok vare undervægtige, og ved den stedfundne Undersøgelse hos de to Forhandlere forefandtes der ialt 17 8 Pd.s Rugbrød der kun veiede fra 7 Pund 38 Kvint, til 7 Pund 60 Kvint. pr. Stk, men Høkeren og Melhandleren opgav Bager Hillekjær paa Bisberg Mølle som den, af hvem de havde kjøbt de undervægtige Brød, og denne kunde heller ikke negte at have solgt Brødene men erklærede, at Undervægten maatte hidrøre fra Svendenes Uefterrettelighed. Dommeren bemærkede nu, at det var mærkeligt at denne Uefterrettelighed i saadanne Tilfælde altid kom Sælgeren men aldrig Publikum tilgode, og beklagede, at dette skammelige Bedrageri, der hovedsagelig rammede de fattige Klasser, kun medførte en Bøde af 4 Rd., fordi det efter Praxis betragtedes som en Overtrædelse af Laugsartiklerne istedenfor at det burde straffes som Bedrageri. Bager Hillekjær betalte derpaa sine 4 Rd. foruden Erstatning for de 17 Brød til de to Forhandlere og 5 Mark 8 Sk. til Politiet.

- - -

(Dags-Telegraphen 14. september 1866)