Kjøbenhavns Tjenestepigehjem 1867-1877. (Efterskrift til Politivennen)

En af de almindeligeste klager i vore Dage er vistnok den gjensidige klage, der lyder over Tyendeforholdet. Paa den ene Side anke Herskaberne over, at Tjenestepigerne ikke længer tilfredsstille deres Fordringer, og skifte dem derfor ofte, hyppigst i Utide, og for ringe Aarsagers Skyld; paa den anden Side have Tjenestepigerne faaet Fordringer til Livet, der ikke kunne tilfredsstilles og derfor volde hyppige Skiftninger fra deres Side, for at opnaae noget Bedre. Følgen heraf bliver, at vort gamle halvaarlige Tyendeforhold næsten ikke mere existerer, og at Tjenestepigerne i de fleste Tilfælde fæstes paa en Maaned, uden Hjælp i Sygdom, udsatte for Alt. Ude af sin Tjeneste, uden Støtte, uden Hjem her i Byen, er hun blottet for Alt, udsat for de største moralske Farer og Fristelser.

Vi bør imidlertid mindes, af hvilken Vigtighed denne klasse er for Samfundet. I vort Hjem betroe vi Alt til den, vort hele Liv ligger aabent for den, til den betroe vi det Bedste, vi eie, vore Børn. Og for det store Samfund er det denne Stands Betydning, at det er fra den, at Haandværkeren, Arbejderen, Folkets store Masse henter sig sin Hustru, Moderen til sine Børn, den kommende Slægt! Heri ligger en alvorlig Opfordring for os til at kæmpe mod de Farer, der omgive den unge Tjenestepige i hendes Tjenesteledighed, at søge at bevare hende uskadt for vore Hjem og for Fremtidens Slægt!

Drevne af de sørgelige Erfaringer, vi have gjort, have Undertegnede derfor besluttet, om vi kunde finde Bistand, at oprette el Hjem for Tjenestepiger, hvor de kunde søge hen under deres Tjenesteledighed, blive optagne mod ringe daglig Betaling, og derhos blive sysselsatte, til en ny Tjeneste kunde anvises dem. I dette Hjem vilde der ikke blive taget Hensyn til Religionsbekjendelsen, men der vilde blive strengt vaaget over, at Ingen bliver optaget, der ikke kan fremvise Vidnesbyrd for at have tjent og for sædelig Opførsel. For at lette Pigerne Adgang til at faae Tjeneste, ville vi arbeide for, at Husmødrene kunne fæste dem der.

Vinder dette vort Forehavende Tilslutning og Fremgang, da er det vort Ønske dermed at kunne forene et Sted, hvor Tjenestepigerne, der ønske det, kunde samles om Søndagen, for at arbeide paa deres Klæder og blive underviste ved Samtale eller Oplæsning, der passer for deres aandelige Udvikling, og maaskee en Opdragelsesanstalt for vordende Tjenestepiger fra det 14de Aar.

Med dette for Øie henvende vi os til enhver Moder, der er saa lykkelig at kunne beholde sine Børn i sit Hjem, til enhver Qvinde, der ikke behøver at forlade Hjemmet for at tjene blandt Fremmede, til enhver Mand, der vil modarbeide Fordærvelsen, der griber om sig, - med Bøn om, at de ved deres Bidrag, smaa eller store, een Gang for Alle eller aarlige, ville sætte os istand til at begynde vort Foretagende. Vi bede dem betænke, hvilken Lettelse det vil være for Forældres Sind, der sende deres Døttre ud at tjene, hvilken Betryggelse det vil være for dem at vide, at der vil være et Sted, der kjærligt aabner sig for dem, naar de staae uden Tjeneste, der vil vaage over dem med kjærligt Alvor, til hvilket de altid ville kunne tye i de Timer, der staae til deres Raadighed, og der tinde et Hjem, de saa ofte og dybt maa savne!

Vi henvende os derfor trestig til den christne Menighed og til Enhver i den, der besidder et christeligt Sind og et kjærligt Hjerte, til Enhver, der vil tjene Gud i at kæmpe mod det Onde, Neden og Fordærvelsen, med Bøn om at staae os bi med Bidrag og personlig Hjælp.

Kjøbenhavn den 20de Septbr. 1866.

Elisa Falkenskjold, Hauserpladsen 16.

Josephine Schneider,  Nørrebroes Skolegade 2.

Lauritz H. Schmidt, Præst ved Frederiks Hospital.

(Fædrelandet 28. september 1866).

Hjemmet åbnede den 1. januar 1867 i Østergade 52 (nu Illum), mellembygningen og blev senere på året flyttet til Store Kongensgade 90, (Frederiks Kirkeplads). Sidstnævnte bygning er nedrevet, den nuværende er fra 1880.

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem 

har i Halvaaret fra den 1ste Januar til 1ste Juli 1867 været benyttet af 42 Piger, der alle derfra have faaet passende Tjenester. 

I samme Tidsrum have Udgifterne været ialt 385 Rd. 1 Mk. 12 Sk., deraf 45 Rd. 5 Mk. 12 Sk. til Indjøb af noget Inventarium.

[Herefter følger en liste over indkomne bidrag]

Idet vi takke for den Hjælp, der alt er ydet os til at fremme Sagen, saavel i Gaver, aarlige Bidrag, Dhrr. Redaktørers velvillige Optagelse as vore Bekjendtgjørelse, som i den Beboelse Indenrigsministeriet har overladt os for en billig Leie, tillade vi os at henledt Opmærksomheden paa, at enhver af undertegnede Bestyrelse med inderlig Tak fremdeles modtager, hvad kjærlige Hjerter ville yde til Anstaltens Udvidelse.

Kjøbenhavn, den 1ste Juli 1867.

Elisa Falkenskjold, Hauserplads 16.

L. H. Schmidt, Præst ved Frederiks Hospital.

G. F. Borch, dr. med., Store Fiolstræde 17.

C. H. Boldt. Kassserer, Dosseringen 8.

(Dags-Telegraphen (København) 23. juli 1867).

Notits i Fædrelandet 6. november 1867 hvori der berettes om de første måneder af hjemmets eksistens.

En gang om ugen fik pigerne vejledning i syning. Og blev ellers sysselsat med vask og anden husgerning.

Beretning om Kjøbenhavns Tjenestepigehjem

2det Aars Virksomhed.

I det forløbne Aar er en Væsentlig Forandring foregaaet med Hjemmets hele Indretning, en Forandring, ved hvilken vi haabe at være satte istand til paa en fyldigere Maade at naa Anstaltens Formaal, nemlig at yde arbeidsløse, svage og fortabte Tjenestepiger et Tilflugtssted, i hvilket de kunne finde passende Beskjæftigelse, og hvorfra de ved Bestyrelsens Hiælp kunne gaa ud i  Tjenester afpassede efter deres Evner og Anlæg.

Medens Pigerne nemlig tidligere bleve tingede i Kost hos Vadskeribestyrerinde Madam Larsen, hvem Tilsynet med Pigerne og deres Beskjæftigelse paalaa, har Hjemmets Bestyrelse fra den 1ste August 1868 selv overtaget bemeldte Vadskeri samt den hele Økonomi under personlig Ledelse af medundertegnede Frk. Falkenskjold efterat have erhvervet den hertil nødvendige tekniske Assistance samt anskaffet det fornødne inventarium. Fordelen ved denne Forandring har navnlig været den, at det derved er blevet muligt at gjennemføre kontrollen med Pigerne under deres Ophold i hjemmet langt nøiagtigere, at udvikle deres Sands for Orden, Flid og Renlighed og i det hele taget at paavirke dem paa en saadan Maade, at de kunne gaa ud derfra ikke alene styrkede i fysisk Henseende, men ogsaa med en saadan Erindring om deres Ophold i hjemmet, at de ere sig bevidste, at de her ville finde et sikkert Tilflugtssted, hvis de atter skulde blive truede af Nød, som de ikke selv have forskyldt.

Endelig have vi haabet ved Vadskeriet at kunne skaffe hjemmet en Forøgelse i dets Indtægter, en Forøgelse, hvortil det høilig trænger forat kunne udvide sin Virksomhed; vi tillade os derfor ogsaa, idet vi fremsende denne Aarsberetning, paany at anbefale Stiftelsen til Publikums fortsatte og forøgede Velvillie. Bestræbelserne forat modarbeide og formindske den heri Byen overhaandtagende Nød og Elendighed har jo navnlig fundet sit Udtryk i den Sætning, at hjælpen skal komme ikke alene paa rette Sted men ogsaa i rette Tid, saaat man ved hjælpen forebygger en dybere Synken og sætter den Paagiældende istand til at arbeide sig iveiret. Men den som vi søge at yde den fattige Tjenestepige, er netop af denne Beskaffenhed, idet vi stræbe efter at hjælpe hende, medens det endnu er Tid, og herved at forebygge, at hun i sin Nød griber til sørgelige Udveie og synker. Maatte derfor forøget Interesse for Sagen sætte os istand til at udstrække hjælpen til endnu flere.

Hjemmet har i 1868 været besøgt af 182 piger (i 1867 af 95), heraf 14 i januar, 15 i februar, 13 i Marts, 15 i April, 18 i Mai, 14 i Juni, 14 i Juli, 17 i August, 12 i September, 14 i Oktober, 17 i November og 19 i December.

Som Følge af den omtalte Forandring paa Regnskabet for det forløbne Aar nødvendigt falde i 2 Afsnit, før og efter den 1ste Auguft, hvilken Dag Bestyrelsen selv overtog Vadskeriet og Økonomien. 

(Herefter følger regnskab, liste over bidragydere m.v.. Fra beretning om hjemmets første år.

- Kjøbenhavns Tjenestepigehjem har i 1868 fortsat sin Virksomhed med al yde arbejdsløse, svage og forladte Tjenestepiger et Tilflugtssted, hvor de kunne tinde passende Sysselsættelse, indtil de ved Bestyrelsens Hjælp kunne faae Tjeneste andetsteds. For at naae dette Formaal paa en fyldigere Maade har Hjemmels Bestyrelse fra 1ste Aug. f. A. selv overtaget det Vaskeri, hvori Pigerne sysselsættes; det er derved blevet muligt at føre et bedre Tilsyn med de i Hjemmet optagne Tjenestepiger og bedre at udvikle deres Sands for Orden, Flid og Renlighed. Bestyrelsen nærer tillige det Haab gjennem Vaskeriet at faae forøgede Indtægter, hvorved del kan blive muligt at give denne Virksomhed, der vistnok fortjener den største Paaskjønnelse og kraftig Støtte, et større Omfang. Vaskeriets Ledelse er overtaget af Frk. Elise Falkenskjold. - Hjemmet har 1868 været besøgt af omtrent dobbelt saamange Piger som i 1867, nemlig 182; dets Indtægt har været 2605 Rdl., hvoraf 1382 Rdl. i Aarsbidrag , 426 Rdl. i Bruttoindtægt af Vaskeriet og 711 Rdl. Beholdning fra forrige Aar; dets Udgift har været 1795 Rdl , hvoraf 450 Rdl. til Indkjøb af Vaskeriinventariet; dets eholdning ved Aarets Udgang var derefter omtrent 800 Rdl. Bestyrelsen bestaaer af Frk. Falkenskjold, Pastor L. H. Schmidt, Dr. med. Borch og Kasserer T. P. Thomsen.

(Fædrelandet 27. marts 1869)

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem Det er en Kjendsgjerning, at det er ulige lettere at skaffe Hjælp og Understøttelse til den Faldne end til den, som under Modgangens Tryk har formaaet at holde sit Rygte uplettet, men som omsider i sin Fortvivleise og Nød tyer til Andres Bistand og trygler om en Haandsrækning. De Mange, som med Nidkjærhed virke for at føre den faldne Mand og Kvinde eller det vanartede Barn tilbage paa den rette vei, ville netop allerbedst ofte have havt Leilighed til at sande Rigtigheden af disse Bemærkninger. Det ligger imidlertid i Forholdenes Natur, at det er lettere at fyldestgjøre den Opgave at skaffe Hjælp til de Personer, som vise Anger over et tidligere lastefuldt Levnet, om ikke af den Grund, at en vis sygelig Følelse som oftest er raadende overfor den, der lover Bod og Bedring, medens man synes at glemme den pletfri Svage, som i lige høi Grad trænger til at støttes, - saa dog fordi disses Antal heldigvis altid er langt større, og Midlerne desaarsag ikke strække til at hjælpe Alle dem, der med lige Ret burde hjælpes. Det vundne Resultat kan maaske ogsaa for en overfladisk Betragtning synes bedre, naar man kan meddele, at saa og saa Mange ere ved godgjørende Menneskers Bidrag bragte til at føre et ordentligt, dadelfrie Levnet, end naar Beretningen kort og godt gaaer ud paa, at det er lykkedes at forhindre, at en Flok unge Piger eller forældeløse Børn have skeiet ud, idet man i deres øieblikkelige Nød tog dem under Armene og paa en haandgribelig Maade gav dem Bevis ihænde for, at naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest.

Besjælede af Ønsket om at udrette noget Godt for arbejdsløse, svage og forladte Tjenestepiger, nemlig ved at yde dem et Tilflugtssted, i hvilket de kunde finde passende Beskæftigelse, og hvorefter de kunde gaa ud i Tjenester, afpassede efter deres Evner og Anlæg, udsendte for omtrent 2 Aar siden Frøken Elisa Falkenskjold, Pastor L. H. Schmidt og dr. med. G. F. Borch en Opfordring til at give Bidrag til Oprettelse af et Tjenestepigehjem, og Tanken fandt saa megen Understøttelse, at man kort efter kunde begynde Virksomheden. Man tingede oprindelig Pigerne i Kost hos en Vadskeribestyrerinde, som førte Tilsyn med Pigerne og havde Ret til at benytte dem til sit vaskeri. Paa denne Maade gik det indtil 1ste August f. A. Selskabet hjalp i den Tid 193 Piger, og man havde ingen speciel Grund til at være misfornøiet med Tingenes Gang, men man kom ikke til nogen absolut Klarhed om de forskjellige Individers moralske Forhold, da den Tilsynshavende jo ikke var knyttet til Tanken med de samme Baand som Bestyrelsen. Ved den nævnte Tid fratraadte hun efter eget Ønske, og det gjaldt nu om at finde en Personlighed, til hvem man med Tryghed kunde betro Sagen. Man søgte og søgte, den Ene meldte sig efter den Anden, men Ingen fyldestgjorde de Betingelser, som Bestyrelsen troede at burde stille. De to mandlige Medlemmer af Bestyrelsen vare ligefrem fortvivlede over at skulle opgive Sagen; da gav Frøken Falkenskjold et Tilsagn, som i samme Øieblik bragte Fortrøstningen tilbage. "Skaf mig en passende Leilighed," udbrød Hun, "saa at jeg kan have mine Piger hos mig, og jeg vil selv paa mine gamle Dage overtage Styrelsen." I en Bygning i store Kongensgade, som efter vor Tids Begreber maa kaldes en Rønne, fandt man en Række værelser, hvor Gulvene paa første Sal dannede lutter Skraaplaner, og hvor en voxen Mand ikke kunde staa opret under Bjælkerne, men der var Plads inde og ude, det var nok, og en af de sidste Dage af Juli Maaned f. A. forlod den gamle Dame, som under hele sit tidligere lange Liv havde havt Hygge, Fred og Ro, først i Forældres og siden i sit eget Hjem, sin venlige mangeaarige Bolig og drog ind i den nye. Kun en Betingelse havde hun opstillet, og det var den, at hendes aarlige faste Indtægt skulde indflyde i Tjenestepigehjemmets Kasse; "jeg vil leve med mine Piger, som jeg finder for godt, og agter nu og da som tidligere at glæde mig i Theatret eller paa lignende Maade; bliver her lidt tilovers, skal det være til Gøde for Anstalten, thi jeg har altid brugt, hvad jeg havde at leve for, og særligt Regnskab vil jeg ikke føre"

Hvad har hun, den svage Kvinde, som aldrig tidligere var kommen i Berøring med Omverdenen, udrettet? Spørg hendes Piger og se paa dem, hvor deres Øine lyse af inderlig Kjærlighed, naar de fortælle Dig om den forunderlige, paa engang saa blide og strenge gamle Dame, som kunde skænde over Forsømmelighed, saa det havde baade Fynd og Klem, og som fordrede strengt og vedholdende Arbeide fra den aarle Morgen til den sildig Aften, men som kunde se paa sine Piger med saa milde, eiegode Øine og tale med dem paa en for dem saa forstaaelig Maade - en Gave, som maaske faa eller Ingen besidder som hun - at hun idelig og idelig maatte minde Pigerne om, at de maatte fæste sig bort i Løbet af en Maaned, da Opholdet efter Bestemmelsen ikke maa vare længere. Eller gaa en Dage ud i Hjemmet og se paa de mange tilfredse Ansigter. Det er Vask og Strygning hver Dag, Søndag undtagen; der skal arbeides flittigt, mindre fordi det er dyrt at leve og Indtægterne kan ere smaa, end fordi en af Hovedopgaverne er at vænne Pigerne til Flid og Arbeidsomhed. Hvad faa Husmødre med en mangeaarig Øvelse i at omgaaes Tjenestefolk kunne faa bestilt i en Dag, udrettes her med Liv og Lyst og lidt til endda. Eller se derud en Helligaften, naar den gamle hvidhaarede Dame sidder omgiven af sine Piger, baade nuværende og tidligere, som længes efter al høre hendes Stemme og se hendes kjærlige Ansigt, og Du vil kunne faa et Begreb om Sandheden af de Ord, som findes i Bestyrelsens Beretning: "det er blevet muligt at udvikle Pigernes Sands for Orden, Flid og Renlighed og i det Hele taget at paavirke dem paa en saadan Maade, at de kunne gaa ud herfra ikte alene styrkede i fysisk Henseende, men ogsaa med en saadan Erindring om deres Ophold i Hjemmet, at de ere sig bevidste, at de der ville finde et sikkert Tilflugtssted, hvis de atter skulle blive truede af Nød, som de ikke selv have forskyldt. Men gaa saa ikke bort, før Du har lagt en Sten til værket, og opsæt det ikke, thi det gjælder om at hjælpe ikke alene paa rette Sted, men ogsaa i rette Tid; det lider jo mod Aften og hvem skal engang - det ske sent - være hendes Afløser? m. s.

(Dags-Telegraphen 31. maj 1869)

Ifølge beretningen fra 3. virksomhedsår var hjemmet besøgt af 95 piger i 1867, 182 i 1868 og 200 i 1869.

- Kjøbenhavns Tjenestepigehjem har i 1869 været besøgt af 200 Piger. De Piger, der ere udgaaede derfra, ere blevne anbragte i passende Tjenester med Undtagelse af 1, der afgik ved Døden, og 1, der bortfjernede sig fra Hjemmet. Vadskeriet har givet Hjemmet det betydelige Overskud af 419 Rdl , idet Indtægten var 1513 Rdl. og Udgiften 1094 Rdl. Tjenestepigehjemmets samlede Indtægt var 1064 Rdl., hvoraf Bidrag een Gang for alle 760 Rdl. og Aarsbidrag for 1869 609 Rdl. Dets Udgift var 961 Rdl. og der fremkom saaledes et Overskud af 913 Rdl. Dets Formue udgjorde ved Aarets Slutning 1710 Rdl.

(Fædrelandet 19. februar 1870 1869)

I 1870 fik hjemmet 1500 rigsdaler af Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn i anledning af et jubilæum. Frk. Falkenskjold der efterhånden var en aldrende kvinde, blev i 1871 afløst som forstanderinde af enkefru Lund. Hjemmet blev i 1871 besøgt af 203 piger som i gennemsnit tilbragte seksten dage der.

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem. Denne Stiftelse adskiller sig væsentlig fra de andre saakaldte Tjenestepigehjem og Tjenestepigeskoler derved, at den ikke har sat sig til Formaal at uddanne Tjenestepiger, men snarere maa kaldes et Asyl for Piger, idet den midlertidig optager saadanne Piger, der enten som Rekonvalescenter træde ud af et Hospital eller af anden Grund uden egen Skyld ere blevne tjenesteledige og ikke have noget andet Sted at ty hen. I de 6 Aar, pigehjemmet nu har bestaaet, har det ifølge den nu udgivne Beretning om det 6te Aars Virksomhed modtaget over 1000 Piger, og mange af disse ere vist herved blevne reddede fra Elendighed og Vanære, idet de her have fundet et Tilflugtssted netop paa den Tid, de mest trængte dertil, ligesom god Anvisning og Vejledning har aabnet deres Øine for deres sande Vel og Arbejdets Betydning. Netop i vore Dage, da mange forførende Stemmer, idet de tale om jordisk Nydelse og Herlighed, søge at giøre de lavere Stillede misfornøjede med det ringere Arbeide og afmale det at tjene som noget Tungt og det at lyde som noget Trykkende, og da man mærker de sørgelige Følger af, at Baandene brydes, ikke mindst for de Tjenendes Vedkommende, vil Alt, hvad der kan gjøres for at imødegaae hine Forførere, gavne hele Samfundet. (D.-T )

(Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 27. februar 1873).

B. Olsen: Den praktiske Tjenestepigeskole på Niels Ebbesens Vej nr. 25. Illustreret Tidende nr. 713, 25. maj 1873. Skolen blev protekteret af kronprinsessen og skulle modarbejde de vanskeligheder "for hvilke de nuværende sociale tilstande udsætte kvinderne af arbejdsstanden"

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem. Blandt de i de senere Aar oprettede Stiftelser, der have til Hensigt at tage sig af de kvindelige Tyende, have nogle stillet sig til Opgave at uddanne Tjenestepiger. I Modsætning til disse har Kjøbenhavns Tjenestepigehjem sat sig til Formaal at skaffe saadanne Piger, der uden egen Skyld ere blevne tjenesteledige og ikke have noget andet Sted at tye hen, et midlertidigt sædeligt Tilflugtssted. Dels for at kunne give de optagne Piger tilstrækkeligt Arbejde, dels ogsaa for at skaffe Anstalten nogen Indtægt, er der med Pigehjemmet forbundet et Vaskeri, der kan regnes at give et aarligt Overskud af c. 400 Rdl. løvrigt bestaae Indtægterne af Renterne af en lille opsparet Kapital og af aarlige Medlemsbidrag. Kjøbenhavns Tjenestepigehjem har nu bestaaet i 6 Aar, og i den Tid have over 1000 Piger nydt Godt af det der tilbudte Asyl. At denne Stiftelse i forholdsvis kort Tid har kunnet udrette saa Meget, skyldes fornemlig den nys afdøde Frk. Falkenskjold, der var iblandt Stifterne, og som trods sin høje Alder i flere Aar havde overtaget den personlige Ledelse af Pigehjemmet. Hendes Død er et stort Tab for det, ikke blot i pekuniær Henseende, idet hendes betydelige. Bidrag bortfalder, men ogsaa hendes opofrende Interesse og praktiske Sans have gavnet Tjeneste pige hjemmet meget og skallet det mange Velyndere, og Bestyrelsen synes i den nu offenliggjorte Aarsberetning for 1872 at nære nogen Frygt for, at de bidragydende Medlemmer efter Frk. Falkenskjolds Død skulle tabe deres Interesse for Tjenestepigehjemmet. Dette vilde dog være saameget mere uheldigt, som der netop nu fore staaer en betydelig Reparation at Lokalet, hvortil dette alt længe har trængt. Og da Tjenestepigehjemmets ordinære Indtægter, navnlig nu da Priserne paa alle Livsfornødenheder ere i stadig Stigen, ikke ville kunne bære de saaledes forøgede Udgifter, retter Bestyrelsen i Aarsberetningen en indstændig Anmodning til alle dem, der interessere sig for Tjenestepigehjemmet og ønske dets fortsatte Bestaaen i samme Omfang som hidtil, om at hjælpe med Bidrag til Realisationen af Stiftelsens smukke Formaal. Bestyrelsen bestaaer af Fru Stiftsprovstinde Paulli, Frk. E .Zahlmann, Konferenssraad J. P. Holm, Pastor L. H. Schmidt, Dr. med. O. F. Borch og cand. jur. C. T. Bang, Kasserer.

(Dagbladet (København) 11. marts 1873).

Se også nekrologen over frøken Falkenskjold andetsted på denne blog.

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem. Bestyrelsen for denne i et ædelt Formaal oprettede og med en velsignet ivrig Nidkjærhed opretholdte Stiftelse har nylig udgivet sin 7de Aarsberetning. Det er glædeligt derigjennem at se den Omsigt, hvormed Stifteliens Anliggender ere ledede, og paa samme Tid at erfare, at det uafviselig nødvendige Tilskud til Forehavendets Fremme heller ikke denne Gang er udeblevet. Medens nemlig nogle uopsættelige Reparationsarbejder og Inventarieanskaffelser bevirkede at den samlede Udgift overskred de regulære Indlægter for 1873 med 600 Rdl., havde Bestyrelsen havt den Glæde til sammes Dækning at være betrygget ved nogle nye Gaver, navnlig fra en unævnt Velgjører en Kjøbenhavns Kommuneobligation paa 600 Rdl., fra Criminal- og Politirettens Fattigkasse 50 Rdl. og fra Vallø Stift 100 Rdl. (med Tilsagn om et lignende Beløb for ethvert af de følgende 4 Aar) samt ved mindre Bidrag for det enkelte Aar af 67 Rdl., i Alt 717 Rdl., hvorved er fremkommet et Overskud for Aaret af over 200 Rdl. Det vil imidlertid let skjønnes, at Stiftelsen vedblivende trænger til et deltagende Publikums Imødekommen. Og naar det betænkes, at de midlertidig tjenesteledige Piger, som i 1873 der have fundet et i materiel og moralsk Henseende lige bensigtssvarende Asyl, udgjorde et Tal af 138, og at Bespisningsdagenes Tal i samme Aar var i Alt 3185, anse vi det for en Pligt at anbefale den til Medborgere eg Medborgerindere fortsatte Velvillie. Bestyrelsen bestaar af Fru Paulli, Frøken Zahrtmann, Konferensraad J. P Holm, Pastor Schmidt, Dr. med. Borch og Kassereren, Cand. jur. C T. Bang.

(Fædrelandet 12. februar 1874).

Kjøbenhavns Tjenestepigehjem oprettedes for en halv Snes Aar siden og har navnlig i de første Aar virket til megen Gavn ved at yde et midlertidigt Asyl til saadanne Piger, der uden egen Skyld vare blevne tjenstledige. Tallet af Piger, der have varet optagne i Hjemmet, steg i Aarene 1869-71 indtil omtr. 200 aarlig. Senere aftog Tallet af dem, der meldte sig til Optagelse, og Aarsagen hertil maa vel nærmest søges i en voxende Tilbøjelighed hos Tjenestepiger til at føre et mere frit og ubundet Liv og en Ulyst til at underkaste sig den Kontrol og det Tilsyn, som Opholdet i Tjenestepigehjemmet nødvendigvis maatte medføre. Af denne og flere medvirkende Grunde bestemte Bestyrelsen for Tjenestepigehjemmet sig derfor til at ophæve dette fra 1ste Januar 1877, idet den mente, at Udbyttet af Hjemmets Virksomhed nu ikke længere stod i noget rimeligt Forhold til de Pengemidler og Arbejdskræfter, der anvendtes derpaa, og den tog saameget mindre i Betænkning at standse sin Virksomhed, som der i Kjøbenhavn findes et andet Tjenestepigehjem, der arbejder under tildels heldigere Betingelser, og til hvilket endel af Formuen kunde overgaa. Kjøbenhavns Tjenestepigehjem havde nemlig i Aarenes Løb dels ved større Gaver, dels ved Vaskeriets Overskud samlet sig en Kapital, der udgjorde 11900 Kr. i Obligationer. Heraf overgaa 1200 Kr. efter Giverens Ønske til det lille Understøttelseselskab til Oprettelse af 2 Legatportioner for Tjenestepiger; af Resten, som Bestyrelsen havde erholdt Dispositionsret over, er der tildelt Tjenestepigehjemmet i Ryesgade 4000 Kr., Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole 2000 Kr., "Foreningen af 1843", der yder Udstyr til Tjenestepiger, 1000 Kr., Foreningen, der antager sig faldne Piger, 1000 Kr., Magdalenestiftelsen 1000 Kr., Asylet for unge straffede Kvinder 800 Kr. og det lille Understøttelsesselskab 900 Kr. samt den eventuelle Kassebeholdning, ventelig omtrent 100 Kr. Inventariet er overdraget Fru Dreyer til Anvendelse i de af hende oprettede Skoler. (Dagbl.)

(Fædrelandet 18. april 1877)

Det optalte hjem i Ryesgade 28 på Nørrebro var oprettet 1878 under navnet Kjøbenhavns forenede Børne- og Tjenestepigehjem. Dette hjem synes at have eksisteret indtil i hvert fald 1895. Bygningen er nedrevet og den nuværende opført i 1920.

En Mindeartikel om Kong Frederik VIII.

I Diakonissestiftelsens Blad "Føbe" har Førstepræsten, Pastor N. Dalhoff skrevet en køn og sympatetisk Mindeartikel om Stiftelsens nys afdøde Protektor, Kong I rederik den Ottende. Den belyser Træk hos den afdøde Konge, der var karakteristiske for hans Personlighed og fortjener at huskes.

- - -Forstanderinden paa et senere nedlagt Tjenestepigehjem i St. Kongensgade har fortalt mig, hvorledes hun uden at kende sin Gæst havde vist ham om i hele Huset og talt om mange Ting desangaaende, da han afbrød hende med, at han nu skulde hjem og spise til Middag, hvortil hun formanende btmærkede, at det rigtignok var en sen Tid, helt ud paa Aftenen, for saadan en ung Mand at spise til Middag; hun selv havde naturligvis spist Kl. 12!

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 14. juni 1912. Nationaltidende 23. juni 1912. Uddrag).

Jul 1867. (Efterskrift til Politivennen)

Julebespisning paa Fattiggaarden. Ligesom i de sidste Aar ville d'Hrr. Politiassistenter Thalbitzer og Rantzau, som det sees af nedenstaaende Opfordring, atter iaar ved frivillige Bidrag søge at berede de mange Trængende paa Fattiggaarden en glad Dag i Julehelligdagene ved at forskaffe dem et Maaltid god varm Mad. Den Beredvillighed, hvormed d'Hrr. Politiassistenters Opfordringer tidligere ere blevne efterkomne, lader haabe, at deres smukke Formaal ogsaa iaar vil blive opfyldt ved Kjøbenhavns mange Velgjøreres Bistand. Bidrag modtages paa nærværende Blads Kontorer, Østergade 32 og Store Kongensgade 24.

(Dags-Telegraphen (København) 11. december 1867)

Illustreret Tidende nr. 535, 26. december 1869 havde to illustrationer af hhv. "Den Fattiges Jul" og "Den Riges Jul".

Juletidende

Som særdeles passende til Julegaver for halvvoxne Børn kunne vi anbefale endel hos Papirhandler A. Levy udkomne Modellerkartons, hvoraf vi skulle fremhæve Kapellet i Dyrehaven, Rundetaarn og Trinitatis Kirke, samt Frue Kirke (i to Plader). Sammensætningen af disse Kartons yder, som bekjendt, Børn en underholdende og passende Beskæftigelse, hvorhos de sammensatte Bygningsmodeller, naar Arbejdet er godt udført, ere ret nette. Frue Kirke er indrettet saaledes, at Vinduerne udskæres, og der altsaa skaffes Lys i den, hvorfor del Indvendige ogsaa er ligesaa omhyggelig udarbejdet som det Udvendige.

"Bestyrelsen for Børnenes Haandgjerningsskole" har ved Ritmester Clausson-Kaas udgivet Hos Chr. Steen & Søn meget vel udførte Modellerkartons af en Herregaard med Landsby i 6 Blade, hvorved der bydes Elever, som have nogen Øvelse i dette Slags Arbejde, en meget underholdende, om end noget kompliceret Beskæftigelse.

Saavel hos Chr. Steen Le Søn som hos A. Levy er der udkommet Blade med Tegninger til at sammensætte til koniske Lygter til Juletræet. Begge Blade ere net udførte med passende Tegninger af komiske Figurer; den Sidstnævntes blive mulig noget billigere paa Grund af, at der er Materiale til flere Lygter paa hvert Blad.

(Dags-Telegraphen (København) 17. december 1867)

Illustreret Tidende nr. 535, 26. december 1869 havde to illustrationer af hhv. "Den Fattiges Jul" og "Den Riges Jul".

Juletidende.

Fotograffirmaet Budtz Møller & Komp. har til Juletiden arrangeret en Udstilling af fotografiske Arbeider, blandt hvilke neppe Nogen forgæves vil søge efter en passende Julegave, da Udstillingen indeholder saavel billige som dyrere Sager. Blandt den betydelige Mængde Fotografier af bekjendte Personligheder, som her er samlet, vil sikkert Enhver sinde et eller andet, som han kan ønske at eie, og hertil kommer endnu et rigt Udvalg af forskjellige til fotografiske Sager henhørende Artikler, saasom Albums, Stereoskopkasser o. s. v. Af de fotografiske Aibeider fortjene særlig at fremhæves de udkomne Rækker af "Danske Mindesmærker" nemlig Rosenborg Slot i 12 Blade med Text, kjøbenhavnske Slotte i 24 Blade, ligeledes med Text, den første Række af Thorvaldsens mythologiske Arbeider i 12 Hefter (24 Blade), net udstyrede og med dansk-fransk Text. Thorvaldsens kristelige Arbeider ere begyndte at udkomme i en ny Suite, hvoraf 1ste Hefte indeholder "Christus" og "Daabens Engel", som sædvanlig i fortrinlig Udførelse, med dansk og fransk Text. Af denne Suite kunne allerede nu erholdes særskilt "Apostlene" i stort Format saavelsom i det almindelige Format, hvori nu de vigtigste af Thorvaldsens Arbeider haves komplet i omtrent 150 Blade. Disse forskjellige store og smukt udførte Fotografier af berømte Kunstværker kunne erholdes i Samlinger paa 12 eller 24 Stykker, og lignende Samlinger ere arrangerede af Portræter.

Til Juletiden er den hos D'Hrr. Michaelsen & Tillge udkommende Samling af "Danske Billeder" bleven forøget med flere nye Blade , indeholdende Nationaldragter og Paaklædninger, Skodsborg, Indsejlingen til Øresund, Frederiksberg Slot samt Fredensborg Slot. Disse Billedark, der faaes saavel sorte som kolorerede, staa i Henseende til Udførelsen saameget over de indførte, navnlig de tydske billige Billeder, at det vilde være ønskeligt, om et af dem maatte blive foretrukket som Julegave fremfor et nok saa stort Antal af disse.

(Dags-Telegraphen (København) 18. december 1867)

Juletidende.

'Naar man i disse Dage fra den paa Gaden herskende Kulde af 9-12 Grader træder ind i kgl. Hof -Blomsterhandler G. W. Knipschildts Efterfølgers Etablissement i Frederiksberggade 5, er Modsætningen unegtelig slaaende paa Grund af den i dette herskende Blomsterduft og Farvepragt. Medens Sne og Is bedække Jorden i et høst Lag, frydes Øiet her ved prægtige blomstrende Kamelier, ved en kolossal Buket af Syrener og de deiligste Roser, ved Orangetræer med ualmindelig stor Frugt, ved Buketter af de kostbarest og sjeldneste Blomster, ved Verbunder af betydelig Størrelse, kort sagt, ved en Mængde af saavel billige som kostbare blomstrende Potteplanter. Den skjønne og for Aarstiden sjeldne Udstilling er foranstaltet med megen Smag, og Virkningen deraf forhøies yderligere ved en rig Anvendelse af Speilglas samt stærk Belysning om Aftenen.

(Dags-Telegraphen (København) 23. december 1867).

Høibroplads paa Juleaften. Tegnet af B. Olsen. Illustreret Tidende 29. december 1867, nr 431. 

Salget af St. Thomas og St. Jan, Oktober 1867. (Efterskrift til Politivennen)

Danmark nederlag i Krigen i 1864 skabte i USA bekymring for om Østrig ville indtage Dansk Vestindien. Den amerikanske udenrigsminister William H. Seward indledte derfor forhandlinger med den danske gesandt Waldemar Raasløff i Washington. Amerikanerne var meget interesserede i at erhverve St. Thomas havn til sin orlogsflåde. I begyndelsen af 1867 forhandlede Seward og Raasløff en salgstraktat på plads som blev underskrevet på diplomatniveau den 24. oktober 1867: Amerikanerne ville købe St. Thomas med St. Jan for 7,5 millioner dollars i guld, men var ikke interesserede i landbrugsøen St. Croix. Dette skabte bekymring på denne ø for fremtiden:

To the Editor of the "St. Thomæ Tidende."

Hear Sir:! - It appears to me that, His Majesty the King of Denmark, &c., &c., &c., saw, from a political point of view, danger staring us in the face, and. in order to save his "beloved and faithful subjets", came to the conclusion to cede these Islands to the United States of America. Let us then through your paper return thanks to His Majesty, our Gracious King, for this noble act, in procuring our future welfare, by placing us in the hands of a government whom we feel assured will watch over us with a Mother's care.

Since this transaction took place we have labored under sad misfortunes, Hurricane and Earthquakes, which have placed us for the moment in great distress, let us then hope that our Gracious King will cause us to owe him a greater debt of gratitude, by placing at our disposal a Million of Dollars at a low rate of interest in order to enable us to restore, without delay our properties and to fix things in a fit state to receive with greeting of joy that Government whom our Gracious King has so judiciously selected to take charge of li is beloved and faithful subjects.

Long live our Gracious King!

(St. Croix Avis 10. december 1867)

Tiie position - speaking politically; and if we can venture to express these words: truly and really - of this Island, is uncertain at this moment, with regard to the future rule of it - the change of government, as is apparent. Some parties say, that St. Croix is sold; others deny it. Doubt has prevailed, for a considerable time, as to the uncertainty of the sale of this place. The secrecy that lasted during all this while, has not been either familiar or pleasant to any one. No! the feelings of man are too keen and perceptive not to observe all, and withstand this movement. Look then! Fellow-Citizens! at your present position; and study your own interests; for, it is undeniable, that the change of government, as far as regards the islands of St. Thomas and St. John came on equally as rapidly, suddenly, and unexpectedly as the hurricane of last month and the earthquakes during this month. Can any man of common sense and the least judgment then declare, that this island would be of value, benefit, or gain to Denmark, without St. Thomas and St. John? Can any one, for a moment, believe that the Agricultural interests of it would be better provided for in the present state of things? Shall we then with truth explain ourselves, and positively avow, that all things - whether agricultural, commercial and otherwise, would be left in suspense.

(St. Croix Avis 13. december 1867)

(From the St. Thomas Times, December 14.)

At an extraordinary Meeting held by the Colonial Council of St. Thomas and St. Johns on Wednesday the 11th instant, for the purpose of discussing the matters entered on the order of the day, fixed for the ordinary session appointed for the 19th ultimo, but which on account of the confusion that this community has been thrown into since the 18th November, had been postponed sine die, His Excellency, the Vice-Governor, immediately after the opening of the Meeting, addressed the Council in the following manner .

That the members of the Council had already by the Royal Proclamation of 25th October, 1867, been made acquainted with His Majesty the King's resolution relative to the cession of these Islands to the United States of America, and that the members, one and all, would doubtless join with him in the hope expressed in the proclamation, that the favorable dovelopcment of the Islands, in spiritual as well as in material respects, would be powerfully advanced, also under the new sovereignty. He would, however, take the liberty to use this occasion in earnestly impressing on the minds of the Council, and all its members to contribute on their side everything possible towards a happy transition from the new existing state of things to the future. The Colonial Council is at present the representative of this community, not only in municipal, but also to a certain extent, in legislative matters; and it is to be expected and hoped, that the new Government will make use of this institution in the deliberations on the changes in the legislature, and the regulating of the administration, that the new relations will require. Until that time the hitherto existing rules, and prescriptions must of course be observed; and he hoped, as long as he had the honor to fill the office of Superior Authority in this Community, and until the Islands be taken over by the new Government, that the Council with the same zeal as hitherto will contribute its co-operation in all matters which according to the Colonial Law appertain to and come under its competency. This for the present will be the correct, and only manner in which the transition to the future can happily be prepared.

From the foregoing remarks, no doubt can be left on the minds of this public, that henceforth and just as soon as the preparatory measures are completed, these Islands will pass into the hands of the United States.

Included among the proceedings of that day, the following proposal was put and carried: - 

"That an amount of $10,000 of the funds of the Colonial Treasury be placed at the disposal of His Excellency the President, to be employed as loans in conformity with the Presidency's letter of 9th November last, No. 2565 ; and on such terms, and conditions, respecting the repayment, rate of interest, and security to be given, as may be decided upon by His Excellency, and two members of the Colonial Council, to be elected to-day".

The Members elected to unite with the Vice-Governor for carrying out the above measure, were Mr. S. B. Lange and Mr. H. Krebs.

(St. Croix Avis 17. december 1867).

Kongelig Agent Jens Peter Wissing (1788-1867). (Efterskrift til Politivennen)

Jens Peter Wissing (1788-1867) var søn af en rig købmand i Kolding. Ved faderens død i 1817 overtog han forretningen og havde desuden en række kommunale tillidsposter. Han blev yderligere velstående ved moderen død i 1830, at han opgav købmandsforretningen og levede af afkastet af ejendommen og statspapirer. 

Jens Peter Wissing lånte kommunen penge til et nyt rådhus til billig rente og lempelige afdrag. Han bestemte at hvis han (der var ungkarl og derfor uden efterkommere) døde, skulle resten af lånet hensættes som et legat. Desværre for byen levede Wissing så længe at lånet ved hans død for længst var betalt. Rådhuset stod færdigt i 1839. I 1841 gav han penge til Kolding bys trængende ved udredelsen af deres kommuneskatter.

I 1845 fik han titel af kongelig agent af Christian 8. En titel man fik når man betalte rangskat og som belønning for den indsats, han gennem gaver havde givet Kolding, bl. a. en ny klokke til Skt. Nikolai Kirke, forbedring af orglet og et nyt alterklæde. I 1856 forærede han kirken et stort stykke skov i Seest. Wissing stiftede et legat af hvilke renterne (10 Rd) skulle anvendes til det. Beløbet var så lille at det var nødvendigt at spare sammen for flere år. I 1866 anskaffede man fx 4 nye tavler til salmenumrene.

Allerede i 1830'erne havde han opbygget et ry(gte) som skandalemager, hvilken kom til udtryk i en artikel i Corsaren:

I det Øieblik, da Bladet skal sluttes, modtage vi endnu følgende Brev:

Kolding den 20de Januar.

Kjære Corsar!

Igaar er Jens Peter Wissing bleven Agent; Byfogden har i Kongens Navn meddeelt ham denne Udnævnelse. De husker ham vel nok: det er ham, der hele Dagen staaer udenfor sit Huus i bar Nattrøie, undtagen om Sommeren, da han bærer Chenille; kalder de smaae og store Gadedrenge, der samles om ham, "Mine Herrer", men skikkelige Folk, der gaae forbi, Lumpenpak; laaner Penge ud til Smaadrenge, men aldrig til Familiefædre; aldrig lader gjøre reent i sit Huus, men pynter Kirken med Alterklæder o. desl. - han er bleven Agent, og det er umuligt at see paa ham, at det undrer ham, ja, han syntes slet ikke at føle sig ydmyg ved saaledes at være bleven stillet ved Siden af den store Carstensen. Kun Byfogden saae lidt geneert ud under Høitideligheden.

(Corsaren 24. januar 1845)

Under krigen 1848-1850 havde hans pakhus været benyttet til magasin, to af hans parceller til artilleri, hans lystbåde til fiskeri i Kolding Fjord og han havde måttet aflevere sine våben. I september 1849 indberettede han til krigsministeriet at han renoncerede på erstatning for de tab der havde været ved det. 

I november 1852 blev Wissing idømt en mulkt på 25 Rbd. ved politiretten. Det fremgår af domsprotokollen at han med hujen og skrigen havde forstyrret ”den offentlige Rolighed og gjort sig skyldig i Gadeoptøjer”. Han havde for vane at hidkalde gadens børn for at spørge dem, om de vidste, hvor den fattige agent boede. Børnene pegede så på genboen agent Warmings hus, hvorefter Wissing spurgte dem, hvor den rige agent havde hjemme. Herefter pegede de på Wissings ejendom, en oplysning han kvitterede med fire skilling til hver.

- "Fra mangfoldige Sider" - hedder det i Kolding Avis - "Hører man atter klage over, at Byens berygtede Skandalemager, Agent Jens Peter Wissing, driver sit Uvæsen over alle Grændser af det Tilladelige. Der er navnlig fra flere Sider anket over, at han anfalder saavel Byens som ganske fremmede Damer med de meest uhøviske Talemaader og Udraab. Skulde vort Politi, som man vil vide, ansee sig for uberettiget til at skrive ind for at forebygge saadanne offentlige Skandaler (vi troe næppe, at det kan mangle paa tilstrækkelige Vidner), da er det tilvisse høiligen at beklage. Lad Manden forfølge Byens mandlige Beboere med sine Skjældsord og sin Cohorte af Gadedrenge; det finder man sig j; men det kan aldrig tilgives, at Byen for et saadant Individs Skyld kommer i den Grad i slet Rygte, at anstændige Damer ikke til nogen Tid af Dagen ene tør passere Gaderne"

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 12. august 1854).

22 Marts (1856). Confirmation paa et af Agent I. P. Wissing af Kolding oprettet Gavebrev om en Fredskovslod til Kolding Kirke. Gavebrev.

Undertegnede Agent Jens Peter Wissing i Kolding skjænker og bortgiver herved til Kolding Kirke, overeensstemmende med en af mig under 23de September 1844 udstedt og d. 23de December 1851 tinglæst Declaration, den mig tilhørende Fredskovslod i Seest Skov, Seest Sogn, Andst Herred, Ribe Amt. Denne Gave knyttes herved til følgende Betingelser. 1) Da jeg har ladet Skoven plante og frede, ville jeg ikke have Skovbestanden ødelagt, hvorfor jeg herved bestemmer, at der i Skoven aldeles intet maa hugges eller udluftes, uden at Stiftsdirectionen i Ribe dertil giver speciel Ordre og fastsætter de Regler, hvorefter Skoven skal behandles. 2) Skovlodden skal til evindelige Tider være Kirkens uformindskede Skoveiendom og som Følge deraf maa den aldrig afhændes fra Kirken. 3) De Indtægter som Kirken maatte erholde af Fredskoven, maa alene anvendes til Kirkens indvendige Forskjønnelse og deraf maa ingensinde noget anvendes i andet Øiemed, det være sig af hvad Navn nævnes kan. 4) Det skal stedse være vedkommende Authoriteters Pligt at vaage over, at Skoven opelskes og fredes, og at den ikke ruineres. Foranførte Betingelser erklærer og declarerer jeg herved, at den ovenanførte Fredskovslod skal fra den 14de September d. A. være Kolding Kirkes lovlige Skoveiendom fri for enhver Paa- eller Tiltale, efter Loven. Til Bekræftelse under min Haands Underskrift i Overværelse af tvende Vitterligheds Vidner.

Kolding, den 4de Februar 1856. 
Jens Peter Wissing

Til Vitterlighed:
Kralund. Schmell.

Jens Peter Wissing (1788-1867). Købmand. Teksten lyder: "Meld ham" Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

- Under "Indsendt" læstes nylig Følgende i "Kolding Av." "Hr. Redacteur! Der er her i Byen et Individ, som jeg skal tillade mig at henleve deres Opmærksomhed paa, et Individ, der ikke alene agerer Formand for Byens Gadedrenge, naar det, som sædvanlig, er i Selskab med disse, men som ogsaa paa egen Haand er meget værre end Gadedrengene. Dette Individ søger at tortere Enhver, der ikke staaer i særdeles Gunst hos det, ikke alene Herrer, men selv Damer, paa den meest pøbelagtige Maade, og saaledes er Individet ikke alene Aarsag til, at saa Mange, der ellers gierne spadsere ad Byens bedste og ellers meest befærdede Gade, maae gjøre en Omvei, for at undqaae Skandaler; men det er ogsaa en formelig Plage for dem, der boe i dets Nærhed. Vi vide ikke, om der ikke skulde gives Midler til at lukke Munden paa dette impertinente Individ, der stadig praler af at være HS. Majestæt Kongens Agent, Jens Peter Wissing; men saameget er vist, at det er absolut nødvendigt, at der med det første paalægges ham en ordentlig Mundkurv; thi det er dog vel drøit, at de fleste af Byens Indvaanere skulle undsee sig ved at passere forbi dette tilsyneladende halvgale Menneske."

(Thisted Amtstidende. En politisk og Avertissements-Avis 2. juni 1856)

En Indsender har paany i "Kolding Avis" fremsat følgende skarpe Anke imod Agent J. P. Wissing: Endskjønt der ofte her i Avisen er ført Klage over den Maade, hvorpaa Hans Maiestæt Kongens Agent Jens Peter Wissing agerer paa vore Gader og Stræder, er dog, med Undtagelse af, at han engang ved Politiretten er idømt en Mulct af 20 Rd., saavidt vi vide, Intet fra Politiets Side foretaget for at hemme det Uvæsen, han daglig driver. Det er derfor saare naturligt, at denne forfængelige og hovmodige Person troer sig berettiget til at tilsidesætte al Sædelighed og Velanstændighed og vedbliver med uhøviske Ord og Talemaader offentligt at insultere Enhver, der har det Uheld at mishage ham. Vel have vi hørt sige, at vor Agent, der har skjænket betydelige Summer til offentlig Brug, og frivillig svarer uforholdsmæssig høie Afgivter til Kommunen, staaer i megen Anseelse og Gunst hos de lavere Klasser af Byens Befolkning, og at disse høiligen vilde misbillige ethvert Skridt, der foretoges for at hindre hans lovstridige og skamløse Færd. Men denne Anskuelse er vistnok aldeles falsk; thi næppe engang af de Gadedrenge, der sædvanlig ledsage vor Agent og høre hans cyniske Foredrag, er han synderlig agtet og anset, og i alt Fald nærer sikkerlig enhver rettænkende og velsindet Borger og Indvaaner det Ønske, at et Individ, der daglig forstyrrer den offentlige Ro - der paa den mest uforskammede Maade uden al Anledning overøser snart En, snart en Anden med de gemeneste og plumpeste Skjeldsord - der alt længe har været til Skam og Skændsel for den hele By, omsider bringes til Orden og lærer at lyde Lovens Bud.

(Ribe Stifts-Tidende 7. august 1856).

I 1858 skænkede Wissing Fredericia Kommune en obligation på 100 Rd. hvis renter skulle anvendes til vedligeholdelse af det mindesmærke som ville blive oprejst for generalløjtnant Bülow.

Gadedrengenes Formand i Kolding. I "Kold. A." skriver en Indsender: Hr. Redacteur! Vi have jo nu et godt Politi her i Byen; jeg har læst en Attest om den Ting i Bladene, og da denne Attest var underskreven af Politimesteren selv, er den efter min Mening uantastelig. De maa for mig gierne raisonnere anderledes, det er ikke min Sag. Det var nu egentlig ikke det, jeg vilde sige: jeg vilde egentlig henlede det aarvaagne Polities Opmærksomhed paa et Individ, der oftere er kaldt og endnu synes at være "Byens privilegerede Skandalmager" nemlig Skraalhalsen Jens Peter Wissing, gadedrengenes Formand. Dersom han ikke kan drages til Ansvar, fordi han med allerstørste Flid søger at insultere og paa sin Viis insulterer Enhver, selv om man ikke i fjerneste Maade har fornærmet ham, saa maa han ligefrem blive straffet for "Gadeoptøier", der ere en Yndlingsbeskjæftigelse for ham. Saa længe der bliver seet igjennem Fingre med ham, maa enhver honnet Person undsee sig ved at passere forbi ham; og da jeg er overbeviist om, at enhver anden Stymper, der vilde gjere Forsøg i lignende Retning, snart vilde blive tagen ved Vingebenet, anmodes Politiet indstændig om ogsaa at habe et vaagent Øie med

Jens Peter Wissing;

thi hans Opførsel er virkelig utaalelig. Skulde Skandalen vedblive, vil De snart høre fra mig igjen.

Deres ærbødige a-ø

(Middelfart Avis og Vends Herreds Tidende for Politik, Handel og Bekjendtgørelser 20. april 1859).

Wissing var stadig i 1860'erne byens højst beskattede indbygger.

Tegner og maler Peter Møller (1838-1910): Jens Peter Wissing. Teksten lyder: "W: Har du meldt ham? Drengen: Jo! Ja!" Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Angaaende den nylig afdøde Agent I. P. Wissing, der i "Koldpst." gjordes til Gjenstand for en temmelig hensynsløs Omtale, meddeler "Kolding Av." forskjellige Notitser, der vidne om, at han ingenlunde har savnet Tilbøielighed tit at anvende sin Formue i almeennyttige Øiemeed. Særlig tog han sig af Kolding Kirke. Denne skjænkede han først den saakaldte Kirketoft, imod at Kirken skulde sørge for Vedligeholdelse af hans Forældres og hans egen Begravelse. Han tænkte derefter paa Kirkens indvendige Forskjønnelse og offrede i en Aarrække mange Penge paa den, først til Alterklæder o. desl., derpaa til en ny Stemme i det ældre Orgel, endvidere til Restaurering af Altertavlen og endelig til Skriftestolen. I 1840 skjænkede han en ny Kirkeklokke. For ogsaa at give sit Bidrag til Kirkens Vedligeholdelse i Fremtiden overdrog han Kirken en Skovlod, som han eiede i Seest, og som han havde tilplantet med megen Omhu; at denne Gave ikke er uden Værdi, fremgaaer af, at Kirken i en Række af Aar har havt en Indtægt af Skoven af 200 Rd. aarlig. Endelig har han sikkret Kirken en aarlig Indtægt af 10 Rd., der er bestemt til dens indre Forskjønnelse. For Børn af Borgerskolen, som synge ved Begravelser, har han oprettet et Legat paa 150 Rd., og dette Legat omfatter tillige 400 Rd., hvoraf Renten anvendes til Flidsbelønning i Borgerskolen og Friskolen til de Børn, der udmærke sig i Religion. Skrivning og Regning. Endelig skjænkede den Afdøde i sin Tid den latinske Skole et Legat, som nu er gaaet over til Realskolen og uddeles til Disciple, der udmærke sig ved Sang og Deklamation. Da den nye Raadstue blev opført 1839, maatte Byen gjøre et Laan af 3500 Rd. hos det Offentlige; Obligationen for Laanet indløste I. P. Wissing og bestemte, at hvad der blev tilovers af Laanet efter de aarlige bestemte Afdrag, ved hans dødelige Afgang skulde anvendes til Afdrag i fattige Borgeres Kæmnerskatter; han levede imidlertid saa længe, at Laanet vist for Størstedelen er tilbagebetalt, saaledes at hans gode Hensigt ikke blev opnaaet.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 22. januar 1868).

Nogle Barndomserindringer fra Kolding. af J. L.

- - - 

Tæt herved, paa Hjørnet af Søndergade og Helligkorsgade, boede i en meget stor to Etages gammel Bindingsværksbygning den bekjendte Rigmand Agent J. P. Wissing, en i vide Kredse bekjendt Særling. Trods sin Rigdom boede han som Eremit i den store Gaard, i hvilken sjælden Nogen fik Lov til at komme, og her levede han som en anden Diogenes mellem det værste Skrammel og i det værste Griseri, man kan tænke sig. Fra Gaden saae han ud som en Lazaron i en lang, vid Kappe, Tøfler og høj Silkehal; Hatten var som oftest forholdsvis ny og pæn - af den gode Grund, at Ungdommen ikke kunde lade ham beholde Hovedtøjet i Fred. Nu er Jens Peter Wissing død og borte, og paa hans gamle Ejendoms Grund findes en stor, smuk Kjøbmandsgaard, men Minder om ham vil først sent uddø. Kom Folk ham for nær, gav han dem det glatte Lag, og en Dag, da ovennævnte dansktalende østerrigske Officer nysgjerrig indlod sig med ham, fik han og de øvrige tilstedeværende høje Herrer "baade læst og paaskrevet".

- - -

(Fyens Stiftstidende 7. august 1886).

På Arkiv.dk findes en anden tegning af Wissing med teksten: "Kolding. Agent Jens Peter Wissing. (1788 - 1867). Tegning af Peter Nikolaj Møller. J.P. Wissing boede i Peder Helts hus, et markant bindingsværkshus, som han ejede, og som han desværre lod forfalde (nedrevet 1868) på hjørnet af Helligkorsgade og Søndergade."  (Kolding Leksikon, se yderligere her)

Den afdøde Wissings ejendom ses her til salg i Haderslev Avis 13. februar 1868. Auktion over hans jorder m.m. blev foretaget den 17. juli 1868..

Wissings gård var opført i 1619 af legatstifteren Peder Helt. Hovedbygningen lå parallelt med Helligkorsgade, med et mindre sidehus ned langs Søndergade. Gården var ikke vedligeholdt af  Wissing-familien siden overtagelsen den omkring 1781. Gården blev dog malet hvert år. Han boede kun i et karnapværelse i stuen, og han spiste middagsmad ude skiftende steder af frygt for at blive forgivet.

Ved Jens Peter Wissings død 15. december 1867, udviste hans dødsbo en formue på lidt over 131.000 rigsdaler. Da Wissing ikke havde skrevet testamente, blev formuen fordelt mellem hans søster og hans søsters børn. Den nye ejer, H. W. Meyer, lod gården nedrive i 1868.

Bidrag til Kolding Bys Historie i det 19. Aarhundrede.

(Af Filialbestyrer P. Eliassen, Kolding).

VI. En Særling.

Naar ældre Koldingborgere kommer til at tale om svundne Tider, er der en enkelt Mand, der stadig afgiver Samtaleæmner, nemlig kongelig Agent Jens Peter Wissing. Denne mærkelige Mand, hvis Navn allerede er nævnt i der foregaaende, var med alle sine iøjnefaldende Fejl og Særheder dog en interessant Repræsentant for en længst forsvunden Tid. Ved sine vittige og skarpe Svar, ved sin sære Livsførelse, ved sine mange Gaver og Legater til Byen og ved sine bestandige Kampe med Ungdommen, er han bleven et Brændpunkt for de fleste ældres Barndornserindringer, og da Jens Peter WissingHistorierne giver gode Billeder fra Livet her i Byen i Datiden, fortiener de en Plads her. Allerførst nogle biografiske Oplysninger:

I det 18 Aarhundredes Slutning og det 19des Begyndelse indtog Købmd. Jens Wissing en fremragende Stilling indenfor Byens Handel. Han var fra Sønder Vissing, født 1737. I 1774 brev han, der altsaa da var 37 Aar gl., gift med den 23-aarige Ane Marie Fischer fra Vejle. Købmand Jens Wissing var Svoger til de to Præster Jokum Haar til Vejen og Læborg og Johan Otto Haar, Garnisonspræst i Frederiksværn i Norge.

Man har ment, at Jens Peter Wissing, eneste Søn af dette Ægteskab og født 3. Marts 1788 her i Kolding, skulde have arvet nogle af sine Særheder efter Forældrene, men fra paalidelig Side paastaas det bestemt, at Forældrene ikke i nogen Maade var Særlinge. Faderen var anset for en nøje paaseende Mand, som holdt godt ved sine Penge, Som et Træk, der vidner om, at Faderen var fornuftig nok, kan anføres: Paa Laasbybanke boede en Mand ved Navn Zacharias Eriksen. En Søn af ham, der var i København, skrev til ham 1812 eller 1813, at der vilde ske en Forandring med Pengevæsenet. Dersom Faderen havde de Penge, han skyldte Jens lKissing, skulde han udbetale Gælden. Det gjorde Faderen ogsaa, og Jens Wissing modtog Pengene med Renter og kvitterede. Eriksen raadede sine Venner til at gøre som han, at betale deres Gæld med Papirspenge, der jo ganske rigtig bag efter blev ret værdiløse. Men de Folk, der fulgte Eriksens Raad og kom og, vilde betale Jens Wissing, blev affærdigede med: "Jo pyt! Sig mig dem lovlig op !"

Om Jens Wissing sagde man forøvrigt, at hans Penge forøgedes ligesom Bogstaverne i hans Navnetræk forstørredes. Han var erkendt for en rig, men ogsaa for en human Mand, der ikke satte nogen fra Gaard og Grund, selv om han ikke prompte kunde betale, hvad han skyldte ham.

Jens Wissing døde 1817. Hans Hustru overlevede ham og døde 1830. Sine sidste Dage henlevede hun i en mindre Ejendom, opført 1619, liggende paa Rendebanen mellem Warburgs og Daugaards, nu nedbrudt og sammenføjet med Hjørnestedet.

Om Jens Peter Wissing fremgaar det af Dokumenter i Raadhusarkivet, at han har beklædt mange kommunale Tillidsposter. Han har saaledes været Takserborger, i 1816 var han Havnefoged en Tid, 1826 blev han eligeret Borger, valgt med 25 af 28 afgivne Stemmer. Allerede 1829 fratraadte han dog denne Bestilling. Desuden har han i sin Tid været Overformynder. Paa Grund af en Brokskade slap han for Borgervæbningen. J. P. Wissing, der som nedenfor nævnt, maa have overtaget Forretningen ved Faderens Død 1817, fik ved Moderens Død i Arvepart over 19000 Rdl. i Obligationer og Afregningsbeviser foruden nogle faste Ejendomme, Løsøre og Effekter, men allerede i Forvejen var han en særdeles velstaaende Mand.

I Aaret 1845, 9. Jan., blev han af Christian VIII udnævnt til kongelig Agent.

Jens Peter Missing. afgik ved Døden 15. Dec. 1867. Paa hans Ligsten, staar henvist til Tobiæ 3. 2. Efter disse Oplysninger giver jeg Ordet til Skomagermester P. Martin Møller (f. 1824):

Jens Peter Wissing gik i Skole hos Lærer P. Jørgensen samtidig med min Moder og Jens Jørgen Fyhn, der blev Præst og Udgiver af "Efterretninger fra Kolding". Min Moder har fortalt, at der allerede den Gang var noget vildt over ham, medens Fyhn opførte sig saa godt 0g altid var saa venlig. Skolen blev holdt i Jürgensens Privatbolig for Enden af Rendebanen, hvor nu Elektricitetsværket er.

Efter at Jens Peter havde lært Handelen hos sin Fader, kom han til Lübeck for yderligere at uddanne sig. Fra den Tid talte han Tysk med stor Færdighed 0g maa altsaa have været der nogen Tid. Ved Faderens Død var J. P. Wissing 29 Aar og har da rimeligvis overtaget Handelen.

I min Barndom hørte jeg ofte Fortællinger om Wissing og hans vittige og skarpe Svar, som han ikke var saa nøje over. Gik der en Mand forbi, hvis Pengevæsen ikke var som det borde være, fik han gærne: "Naar et Svin er slagtet, saa veed man, hvad det vejer, og naar en Købmand er død, saa veed man hvad han ejer."

Fra sin Købmandstid bar W. et vist Nag til Toldvæsenet. Navnlig havde han et Horn i Siden paa Toldkasserer E. Denne var en særdeles korrekt og agtet  Mand, men han havde den Svaghed, at han stadig maatte ryste Drypper af Næsen, naar han sad paa Kontoret og skrev. Naar E. kom forbi, raabte Wissing: »Æ Frak er Kongens, men æ Neis er Din!" - Toldvæsenet brugte tidligere civilt Tøj, men fik hen i Fyrrerne Uniformer.

Det maa være i Begyndelsen af Tredverne, at Wissing opgav Handelen. Jeg er ikke sikker paa, om han endnu holdt Heste eller de var solgte, men Køer havde han endnu. En Kone kom og malkede dem for ham. Fik han for megen Mælk, hældte han den paa Møddingen, "for det gav fed Gødning". Senere solgte han Køerne, for, sagde han, naar Folk drillede dem, blev han syg af Mælken.

Fra Begyndelsen af Trediverne — det første, jeg kan huske ham, naar han stod paa sin Trappe — var hans sædvanlige Dragt følgende: Et Par blaa Klædes Benklæder, der var forede med Dyreskind eller Vaskelæder, den ene Klapflig hængende ned og stikkende stærkt at mod det blaa Klæde, Trøje eller rettere Undertrøje af Vaskeskind. Derover en Vest eller ogsaa uden dem Venstre Haands Tommelfinger stak han ind i Ærmegabet eller under Selerne.

Flere Gange, naar jeg kom forbi, kaldte han mig ind til sig og lod mig læse i en tysk Avis ("Hamburger Nachrichten") for at se, hvor meget vi lærte i Borgerskolen. Til Gengæld lod han sine Spilleuhre - han havde en 3--4 Stykker staaende i sin Stue — spille for mig. Naar Stykket var ude og inden det begyndte igen, var der en lille Pavse. Naar han saa vidste, at det vilde begynde igen, sagde han "Begön" for at vise, at Spilleværket lystrede hans Kommando.

Sang og Musik holdt han meget af, og jeg tror ogsaa at kunne huske ham selv synge. Derfor var det ikke sært, at han betænkte Skolerne med Legater til Uddeling af Præmier for Sang og Deklamation. *) Han spurgte saaledes en af Drengene, som havde sunget ved Ligfærd paa Kirkegaarden, om de fik noget for det. Drengen kunde kun svare Nej, hvortil Wissing saa sagde: "Hvor der er Sang, skal der ogsaa være Klang". Dermed mente han, at der burde ydes et Vederlag derfor i klingende Mønt. — Da Kolding Borgeres Sangforening blev oprettet 1845 9. Oktbr., gav han Foreningen en Obligation paa 100 Daler. (Egentlig var det et Kaper-Brev). Renterne deraf skulde uddeles som Præmier.

Jeg tror ikke, at han gav sig meget af med Bøger, men "Bondens Praktika" **) kunde han udenad. Han spurgte Drengene om, i hvilken Maaned de var født. Var de født i Juni (under Løvens Tegn), saa havde de et stort Mod og en lille Forstand. Han sagde ogsaa: 

"Haver du ondt udi din Hierne, 

lad Aare(r)ne slaa udi din Stierne" osv.

Af Aviser holdt Wissing mange. En Tid lod han dem bagefter cirkulere imellem Folk. Navnlig var han glad ved "Dannevirke". Med Rødkridt eller Blæk indstregede han flittigt Aviserne, til Slutning var de ganske overstregede. Han sagde, at Læserne blot behøvede at læse, hvad han havde indstreget. Ord som "Død", "Mord", "Brand" kom der Streger om. "Corsaren" fik mange Bemærkninger. Med "Ny Portefeuille" fulgte hver Gang et smukt Litografi. Det skulde Wissings Ven have, Fuldmægtig paa Byfogedkontoret cand. jur. Saxild, senere Herredsfoged og Justitsrand.

Wissing var vred over, at Skatterne hvert Aar steg, navnlig de kommunale Skatter. Han sagde derfor: "Først blev det Rigsbank, saa blev det Kurant, saa blev det Specier og nu bliver det snart Dukater." I sin Skattebog skrev han derfor: 

"Geduld, Vernunft und Zeit 

macht moglich die Unmöglichkeit!"

Han havde en egen Frygt for, at de Gaver, han havde givet til Byen, skulde forsvinde, hvorfor han sagde til flere, at de skulde passe paa Saaledes kom han en Dag ind til mig og sagde: 

"Bror, skriv nu op, hvor meget jeg har givet til Byen."

Jeg skrev de forskellige Gaver op og talte sammen. Renten deraf beløb sig da aarlig til 33 Specier (132 Kr.) og desuden et Skovskifte, den saakaldte Kirkeskov.

Han kunde slet ikke forstaa, hvordan det skulde gaa med Skatterne, naar han, den store Skatteyder, døde. Derfor sagde han: "Efter min Død skal de have deres Nød".

Wissing havde mulig tænkt sig, at der 1834 ved Valget til Provinsialstænderne i Viborg vilde være faldet Stemmer paa ham, men det gjorde der ikke. Da Valget var forbi, sagde han: "Jeg gav ingen Stemme og fik ingen Stemme. Derfor vil jeg give en' Stemme, der kan høres af dem alle", og saa gav han 220 Rigsdaler til en ny Stemme i Orgelet i Kolding Kirke.

Wissing vilde gærne holde lidt Øje med Gæstgivergaarden lige overfor (nu "Thomsens Hotel"). Han passede paa, hvem der kom der og hvad de tog sig for.

Undertiden viste han Tilbøjelighed til at se ind ad Vinduerne, men near han blev for nærgaaende, satte de et lille smukt Billede af ham selv i Vinduet. Saa trak han sig tilbage. Det var et fint udført oliemalet Billede, hvor man saa ham i den gule Skindtrøje, med Tommelfingeren stukken ind under Vesten og Bukseklappen hængende ned paa den ene Side. — Med Alderen blev hans Klædedragt forresten simplere end da han var yngre, idet han som ældre fik Tøj, der slet ikke passede ham.

I de senere Aar skiftede han ofte Madsted, da han troede, at Folk vilde forgive ham. Spiste han hjemme, saa var det Spegeflæsk, hvortil han drak Chocolade (I). Om Ost sagde han: Det er Guld om Morgenen, Søisom Maddagen, men suræltet Bly om Aftenen. 

Under et Besøg, som Kong Christian VIII aflagde her i Kolding, vilde han takke Wissing for hans Gaver til Byen og Kirken, men det voldte Wissing meget Bryderi, for han skulde jo møde standsmæssigt. Han skrev derfor til Kongens Hofskræder om at sy ham en Klædning, men fik det Svar, at saa skulde Wissing lade sig sy Modeller af Shirting og sende ham, saa skulde Dragten nok komme i Stand til den bestemte Tid. Modellerne blev saa syede her i Byen.

Da Kongen var her, boede han hos Borgmester Estrup i Østergade, (hvor Melhandler Hansen nu bor). Jeg saa ikke Wissing, da han gik til Kongen, men da han kom tilbage fra Avdiensen, saa jeg ham komme i straalende Sindsstemning, med bart Hoved og Hatten under venstre Arm. I Haanden holdt han en stor Pung, hvoraf han uddelte Penge til alle Sider, alt hvad han formaaede, og Drengene flokkedes om ham. Livkjolen, som han bar, var meget fuldkommen og hang løs om ham saa vel som Benklæderne.

Da Wissing i 1845 blev Agent, havde han ingen Ro, for han fik Rangskatten betalt paa én Gang, thi han sagde, han kunde miste alt, hvad han ejede, saa havde han da kun den sølle Krop at betale af. Men stolt var han at, at han var Hans Majestæts højt betroede Agent. Han var stærkt kongeligsindet og raabte ofte: "Til Sibirien med alle Rebellerl"

Med Drengene førte han en evig Krig. Naar de trængte til Penge, slog de hans Ruder ud, og den samme Dreng, der havde gjort det, fik ofte Betaling for at hente Glarmesteren. Paa Hjørnet ud til Helligkorsgade stod en Kasse af Støbejærn, en saakaldt "Prøvekasse" til den underjordiske Telegraf (se Billedet at Søndergade). Til den gik Wissing ofte ud og slog efter den med Haanden for at indbilde Drengene, at han telegraferede til Kongen og nu var de ulykkelige. "Meld ham: Til Sibirien med dem."

I min Drengetid gik jeg en Dag forbi. Wissing kaldte paa mig og sagde, at nu kunde han i en Fart skaffe Ild. Han brugte et eget drastisk Udtryk, der ikke godt kan anvendes her. Det viste sig, at Agenten havde faaet en Art Tændstikker til at dyppe i Svovlsyre, men det tog dog nogen Tid' inden han kunde fas tændt et Lys paa den Maade. Jeg fortalte ham, at vi havde dem bedre, og han bad da om at faa dem at se. Svovlstikkerne til at stryge var da nylig (1838-39) komne frem, og jeg maatte skaffe ham en Kasse. i Forvejen havde han et Platin-Fyrtøj, hvor Brinten tændes, naar den strømmer ud mod et Stykke Platinsvamp. -- Saa viste han mig, hvorledes han havde sikret sig mod Overfald. Naar han strakte sig ud i sin Seng og stemte Fødderne mod Fodenden, ringede en lille Klokke, Ved højre Side at Sengen Ina en lang Kaarde, og naar han rejste sig op, var der vest Foden en Skuffe, hvori han havde en Pistol. Han lagde sig ned i Sengen og viste mig, hvorledes det hele skulde gaa for sig.

Da Amtmanden en Gang var her fra Vejle, spurgte han Wissing, hvorledes Tilstanden var her i Kolding blandt de Handlende. Wissing svarede: "Ja Deres Velbaarenhed, enten skal de smugle eller sulte,": og det var ganske rigtigt, thi enhver, der skulde have en Frakke eller gøre noget større Indkøb, købte i Haderslev eller Kristiansfelt.

Om Wissings Møde med den senere Amtmand, Orla Lehmann fortælles: Orla Lehmann besøgte en Gang Kolding og tog ind paa det nuværende Thomsens Hotel. Da han bemærkede J. P. Wissing, der altsaa boede lige over for, sendte han Bud til ham, at han gærne vilde hilse paa ham. Da W. kom ind, spurgte Amtmanden, om han kendte ham, men W. sagde Nej. Amtmanden nævnede nu sit Navn, hvortil Wissing svarede: "Ja, den Kongen ikke kan lide, sender han langt bort."

Man har ofte sat den gamle Ungkarls og Eneboers Navn i Forbindelse med Kærlighedshistorier, men noget bestemt vides dog næppe om, hvem "hun" har været. Man ved, at han i sin Ungdom som Superkargo fulgte med et Skib til Norge. Ladningen var Rug. Skibet frøs inde deroppe og først om Foraaret kom Wissing hjem — med tomme Lommer. Man siger, at Faderen sendte Jens Peter paa Rejsen paa Grund af en Kærligshistorie. Selv har han fortalt, at han i Norge kunde have faaet en rig Jernværksejers Dotter, og man har senere gisnet paa Navnet Jacob Aal. Om denne Norgesrejse fortaite han gærne, hvorledes de fangede Fisk ved ar hugge Hul paa Isen og lokke Fiskene med Ærter_

Kæmner J. O. Brandorff fortæller: "Naar Drengene mødte Wissing paa Gaden, hilste de ofte høfligt paa ham med et "Goddag, Hr. Agent!" Han gengældte Hilsenen og kunde somme Tider falde paa at spørge Drengene: "Hvor bor den fattige Agent?" Drengene pegede da paa hans Genboes Hus. Derefter spurgte han efter den rige Agent. og naar Drengene saa pegede paa hans Hus, blev han saa fornøjet, at han gav dem Penge."

Wissing værdsatte Penge højt. Han kunde jo huske den pengeknappe Tid. Naar han gav Drengene Penge, var det derfor en Lybskskilling, en Skilling Kurant (godt og vel 6 øre) eller ogsaa en "Søsling" (altsaa 3 Øre) eller et Stykke Kandis. Han havde nemlig stadig en stor Kasse med Sukker staaende og delte ud deraf, "for det er godt baade for Sult og Tørst." Sukkeret var en Rest fra hans Varelager.

Endnu et Par Træk af den gamle Særling skal her meddeles:

I hans Skov sønden for Byen, et Skovhoved i Teglgaardskær og som forlængst er forsvundet, blev der stjaalet Træer. Han kunde paa Sønderbro staa og se, at de fældedes derovre. "Naa, Herregud," sagde den gamle Mand, "de har maaske mere Brug for Træer end jeg." Det er et smukt Træk af ham.

Naar Vognene fra Landet korn kørende ind i Byen, plejede Wissing at synge, ganske langtsornt, "Vi skal til Kolding og smø--res, vi skal til Kolding og smøres!" Men naar Bøndervognene atter kørte, hjemad, sang han hurtigt: "Vi fik hverken Fedt eller Skidt! Vi fik hverken Fedt eller Skidt!

Man saa en Dag en Postfører C. banke Wissing. Grunden hertil var den, at Wissing havde sagt til ham: "Naar Kongen ta'r æ Kjøvl, hvem vil saa fød' æ Krop?"

Den ligeledes som Original af Folk ofte omtalte Jens Limschou, en fordrukken, ødelagt Mand, der nød en Pension som Postfører, (en Søn af postmester, Justitsraad Limschou), vilde Wissing aldrig tale med. Naar han kom, gik Wissing skyndsomt ind og slog den tunge Dør i. Limschou kaldtes stadig "Kære", et Mundheld han hyppigt brugte.

Der fortælles en Mængde Træk om gamle Jens Peters Sammenstød med Gadeungdommen. Mange af dem vidner om en Raahed, der er ganske forbavsende, og hvis der ikke var paalidelige Mænd bag Meddelelserne derom, kunde man tvivle om Muligheden. Det skete f. Eks. ofte, at naar Wissing lige have købt sig et Sæt nyt Tøj, gik en Dreng bagfra hen - og skar ham Tøjet i Stykker fra øverst til nederst. Wissing gik saa tilbage og købte andet Tøj. Dette er sket flere Gange en enkelt Dag. Eller Drengene skar Pullen af hans Hat, fyldte Skarn i hans Hankekrukke, naar han kom med Mælk, eller slog Krukken i Stykker for ham. Ganske vist, Wissing gav ofte selv megen Anledning, men den gamle ensomme Mand havde dog trods sin haarde Mund ikke fortjent denne Medfart. Værst var det, at ogsaa talrige voksne Mennesker deltog i disse Optøjer. At Wissing ofte var sine Medborgere til Besvær, er ikke nogen Undskyldning.

I Kancelliets Indstilling til Kongen i Anledning af Udnævnelsen til kongelig Agent med Rang i 7. Kl. Nr. 1 nævnes Wissings Gaver til Kirken, Kirkeskoven i Seest paa 16—18 Tdr. Land og den nye Kirkeklokke, som han i Anledning af Christian VII og Gemalindes Besøg i Kolding paa deres Hyldningsrejse 3. Aug. 1840, lod ophænge som. Erstatning for en Klokke, der i Aarhundredets Begyndelse var slaaet itu. Denne Klokke kostede Wissing 820 Rdl. Af andre Gaver nævnes foruden den tidligere omtalte Forbedring af Orgelet et nyt Alterklæde (534 Rdl) et Bidrag til Altertavlens Forskønnelse (110 Rdl.) og det anføres, at Wissing under Navnet "Georg Saxilds Legat" havde skænket en Kapital al 550 Rigsdaler til Byens Skolevæsen. Gavebrevet af 9/ 5  44 bestemmer bl. a. at Renten af i 150 Daler skal gives til Børn i Borgerskolen, der synger ved Begravelser.

For disse Gaver modtog Wissing ogsaa gennem Stiftsøvrigheden anerkendende Udtalelser fra Kancelliet, og paa dettes her anførte Indstilling blev Jens Peter Wissing kongelig Agent 9. Januar 1845.

Et morsomt Træk, der saa aldeles ligner Wissing, meddeles mig af Rigsarkivets 2. Afdeling: Da Wissing gav Stiftsøvrigheden Meddelelse om Skovens Overdragelse til Kirken, tilføjede han: "Svar frabedes paa det Bestemteste". Af nærliggende Grunde kunde disse Ord dog ikke refereres i Kancelliets Indstilling til Kongen.

Wissings Familiegravsted paa Kirkegaarden vedligeholdes paa Kirkens Bekostning. Da Kirken i Begyndelsen af det 9. Aarhundrede erhvervede den østlige Del af Husmerstoft, tilbyttede den sig Grunden mod en Toft og Eng i Teglgaardskær. Wissing, der ejede sidstnævnte Jordstykke, skænkede det til Kirken med Forpligtelse at vedligeholde hans og hans Forældres Gravsted.

Selv dette Gravsted kunde Wissing, medens han levede, knap holde i Fred for de slemme Drenge. Gravstedet var omgivet med et ca. 7 Kvarter højt Træ-Rækværk, hvis Overkant var forsynet med Jærnopstandere 6-7 Tom. høje, der endte i Spyd eller Pile af Kobber. Disse Kobberspidser var forgyldte, og Vedligeholdelsen af dem kostede Wissing ikke saa lidt, da Drengene brød dem af. Bag efter kom de og viste ham Stumperne og fik Penge til for deres Ulejlighed.

Ogsaa for andres Grave kunde Wissing vise Omhu. 1833 døde Premiermajor Nording de Witt ved Landsenererne, og Officerskorpset satte ham et smukt Monument paa Kirkegaarden. Da Gravstedet saa i 1853 ikke var fornyet, købte Wissing det for bestandige Tider, og Kirken holder det vedlige.

- - -

Til Slutning er Par Ord om Wissings gamle Gaard paa Hjørnet af Søndergade og Helligkorsgade, Legatstifteren Peter Helts ***) Gaard, bygget i 1619.

Til Rendebanen og til Helligkorsgade var der over Indgangene anbragt smukt udskaarne Overliggere. Hosføjede Billede viser Overliggeren ud til Helligkorsgade. Den sad midt paa Gaarden over en tilmuret Dør.

Indskriften er:

ANNO 1619 LOD PEDER HELT OG METTE NIELSDATER VPSETTE DETTE HVSS. HINGEIDT DE ZEIDT DER KOMP DE DODT, 0 MENSKE DO RECHT VND FRvCHTE GODT.

Nogle Bogstaver i de sidste Ord er knuste, vistnok af en Granatstump. Til Venstre ses Peder helts Vaaben og til Højre de sammenslyngede Bogstaver J. H. S. (Jesus Hominem Salvator e: Jesus, Menneskenes Frelser).

Wissing nærede den største Omhu for Gaardens Ydre. "Altid var Gaarden frisk malet", siger Dr. K. Carøe i et Brev, der er stillet til min Disposition. "Jeg tror næsten, at Huset blev malet hvert Aar. Det hed sig den Gang, at det kun var Malingen, der holdt det vinde og skæve Tømmerværk sammen. At der var gaaet megen Maling til i Aarenes Løb, kunde man se paa Lagets Tykkelse, hvor Solen havde faaet det til at revne og skalle af. Karakteristisk var ogsaa den dybe, men dog varme, rødbrune Tone, det havde, som altid var den samme, og i hvilken de smaa, hvidmalede Vinduesrammer, særligt i den ejendommelige Karnap, tog sig lysende ud. Denne Farve var saa meget mere iøjnefaldende, som de nærmeste Bygninger alle var lyse, Hotellet lysegult, Aagaards, der den Gang havde sin originale Bindingsværksfacade, lysegraa og Søren Petersens Gaard (nu C. S. Borchs) en da ret almindelig brugt søgrøn Farvet.

E. S.

Som Kilder for dette Arbejde er benyttet tairige Papirer: Raadhusarkivet, navnlig Breve, Kammerregnskaber, Forhandlingsprotokoller og Kopibøger, og en Mængde mundtlige Meddelelser fra mange forskellige. Gennemgaaende har det været muligt i Arkivet for at finde Støttepunkter for mundtlige Meddelelser.

P. E.

*) Gavebrevet til Latinskolen, daterer 1845, er af Rektor Georg Bruun bogstavret aftrykt i "Indbydelsesskrift til Afgangsprøven 1903 i Kolding Latin og Realskole".

**) "Borde-Practica eller Veyr-Bog". Trykningsaar ubekendt

***) Se Fyhns Efterretninger fra Kolding, Side 131 og 285.

(Vejle Amts Årsbøger 1905, s. 72-88)