Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

I Mandags Morges fandtes i Kanalen i Frederiksberg Have Liget af et spædt Barn, der imidlertid var i en saa forraadnet Tilstand, at der ikke kunde foretages nogen Obduktion. Liget var imidlertid indsvøbt i et graat og blaatærnet uldent Tørklæde, og de Undersøgelser, som af søndre Birks Politi bleve anstillede for at udfinde Eieren af Tørklædet og derved mulig komme paa Spor efter Gjerningsmanden til den begaaede Forbrydelse, have allerede igaar ledet til det Resultat, at en i Smallegade tjenende 20aarig Pige har tilstaaet, at hun, efterat hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. havde født et levende Pigebarn i Dølgsmaal, havde, da dette begyndte at skrige, kvalt det med egne Hænder, hvorefter hun beholdt Liget under Dynen indtil om Morgenen, da hun, medens hendes Husbond med Familie drak The i et tilstødende Værelse, bar Liget op paa Loftet og lagde det i Tørklædet op under Taget, hvor det blev liggende, indtil hun for omtrent 1 Maaned siden, da hun skulde hente Vand i Kanalen i Frederiksberg Have, tog det med sig og kastede Barnet i Kanalen. Hun har yderligere forklaret, at hun for at skjule sin Skam, strax da hun følte sig svanger, besluttede at føde i Dølgsmaal og at ombringe Barnet, hvis det var levende; uden dog at have lagt nogen bestemt Plan herfor.

(Dags-Telegraphen (København) 1. juli 1868)

P. E. Klæstrup: Smørrebrødsplainen i Frederiksberg Have Pintsemorgen. Illustreret Tidende nr. 453. 31. maj 1868.

Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætligt Barnemord. Under en ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret i Torsdags paakjendt Sag var Arrestantinden Maren Kirstine Hansen, som er født den 10de April 1847 og ikke tidligere er tiltalt eller straffet, ved egen med de øvrige oplyste Omstændigheder stemmende Tilstaaelse overbeviist om at have gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal og forsætlig at have dræbt sit uægte Barn strax efter Fødselen. Efter at hun i forrige Sommer havde følt sig besvangret udenfor Ægteskab, besluttede hun nemlig for at skjule sin Skam, at føde i Dølgsmaal, og hvis hun fødte et levende Barn, da at aflive dette. Hun vedblev derpaa at holde sin Tilstand skjult for Enhver, og da hun Natten mellem den 10de og 11te Marts d. A. i sin Kondition paa Frederiksberg blev angreben af Fødselssmerterne, og hendes Madmoder, som havde hørt hende jamre sig, gik ned til hende for at spørge, hvad der festede hende, foregav hun at have Mavesmerter. Da Fødselen noget efter indfandt sig, og hun nu hørte Barnet skrige og derved forvissede sig om, at det havde Liv, tog Arrestantinden, som ikke tidligere havde fattet nogen Beslutning om Maaden, paa hvilken hun vilde dræbe dette, Barnet med den høire Haand om Halsen og kvalte det, medens det endnu laae under Dynen. Efterat Barnet var hørt op at skrige, og Arrestantinden deraf sluttede, at det var dødt, forblev hun dog, da det endnu var mørkt, efter hvad hun antager, i flere Timer, liggende, og da det omsider var blevet lyst, tog hun Liget op, saae, at det var et Drengebarn, og benyttede derefter Lejligheden, medens hendes Huusbond og Madmoder drak Thee, til at bringe Liget op paa Loftet, hvor hun skjulte det indsvøbt i et Stykke af et uldent Tørklæde. Der lod hun det blive liggende indtil begyndelsen af forrige Maaned, da hun en Aften, paa hvilken hun blev sendt til Frederiksberg Have for at hente Vand, kastede det i en af Kanalerne, hvor det om Morgenen den 29de s. M. blev fundet indsvøbt i det ommeldte Tørklæde, men i en saa forraadnet Tilstand, at det efter Lægens Erklæring var umuligt at opducere det. Arrestantinden blev saaledes at dømme efter Straffelovens § 120, sidste Deel, og § 194. sammenholdt med § 62, og Straffen blev med Hensyn til, at det var blevet oplyst, at hendes Aandsevner vare meget indskrænkede, at hendes tidligere Opførsel havde været god, samt hun, der er født udenfor Ægteskab, har nydt en meget forsømt Opdragelse, fastsat til 4 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 3. august 1868).

Fra Svendborgegnen. (Efterskrift til Politivennen)

(Korrespondance til "Dags-Telegrafen"). Den hede Sommer 1828, da man i Juli Maaned havde 27 Graders Varme, begynder nu, navnlig blandt ældre Landmænd, at blive sammenlignet med Sommeren 1868. Gud fri os for, at vi skulle faa den omtalte Varmegrad uden at have faaet Regn; thi da vil næsten al Vegetationen svides bort af Jordens Overflade; det seer galt nok ud i Øieblikket. Naar man tager i Betænkning, at vi siden de første Dage i Mai kun have havt nogle Timers Regn og samtidig en for Aarstiden ualmindelig stærk Varme, af og til ledsaget af Blæst, kan man ikke undre sig over, at Plantelivet især paa høiereliggende Jorder ikke alene er sygnet hen, men staar i Fare for at udslukkes. Græsmarkerne ligne de fleste Steder bogstavelig et Logulv eller ere i det Høiste bevoxede med noget forbrændt vissent Græs, som kun afgiver den allertarveligste Føde for Kreaturerne. Mælkeudbyttet svinder Dag for Dag, og dermed ville naturligvis alle Meieriprodukter stige betydelig. Efter Sigende har man paa Holstenshus ved Faaborg maattet tage Køerne ind paa Stalden og fodre dem der, formodentlig med den Havre eller Vikkehavre, som var bestemt til at høstes i moden Tilstand. Det Samme vil blive Tilfældet mange Steder, dersom Tørken vedvarer 14 Dage endnu. Rugen staaer godt de fleste Steder, om man end ikke kan kalde den stærk; den staaer imidlertid Fare for at modnes for hurtig. Hveden har ligesom Vaarkornet sat for tidlig Ax som Følge af den stærke Hede, og Straaet er derfor saa kort, som man ellers aldrig seer det paa denne Egns gode og veldrevne Jorder. Mange Steder staa Bygget og Havren i Ax, hvor Straaet neppe er en Fod lang. Dette er sørgelige Udsigter saavel for Landmændene som for hele Landet; thi ikke alene er slet Høst, for ikke at sige Misvæxt, er der Udsigt til, men hvilke blive ikke de videre Følger? Fodertrang i Slutningen af den kommende Vinter og sparsom Gjødning til næste Aars Brakmark.

(Dags-Telegraphen (København) 24. juni 1868).

Ondartet Sygdom blandt Militære. (Efterskrift til Politivennen)

Ondartet Sygdom blandt Militære. Vi have modtaget følgende Skrivelse:

Hr. Redaktør! I Anledning af en Artikel i "Dags-Telegrafen" for Torsdagen den 10de d. M. med Overskrift "Ondartet Sygdom blandt Militære" maa jeg anmode Dem om til Beroligelse for de Mange, der have Sønner ved 4de Bataillon indkvarterede i Sølvgadens Kaserne, snarest at optage efterfølgende linier i Deres meget udbredte Blad.

At der ved 4de Bataillon fortiden haves mange Syge, forholder sig desværre fuldkommen rigtig, men at Grunden dertil kan søges i "den overordentlig slette Indkvartering" maa jeg bestemt modsige. Lokalerne have aldeles ikke været overfyldte, og med Hensyn til, at et Kompagni tildels har været indkvarteret paa den dertil særdeles godt indrettede Kvistetage, da maa jeg bemærke, at dette Kompagni hidtil ikke har havt det halve Antal Syge som noget af de andre Kompagnier, der have været indkvarterede i de nedre Etager.

Kjøbenhavn, den 19de Juni 1868.

J. H. Krabbe,

Oberst, Chef for 4de Bataillon.

Det forekommer os, at ovenstaaende Skrivelse i meget ringe Grad svarer til den deri udtalte Hensigt: at berolige dem, der have Sønner ved 4de Bataillon. Den indrømmer nemlig, at der ved Bataillonen for Tiden haves mange Syge, men det antydes end ikke med et Ord, at der er truffet eller vil blive truffet overordentlige Foranstaltninger for at imødegaa denne usædvanlige Sygelighedsttilstand Tværtimod synes man at ville slaa sig til Ro med, at denne Tilstand ikke kan antages at hidrøre fra de Forhold, hvorfra vi efter Sagkyndiges Udtalelser have anført, at den formentlig maatte stamme. Iøvrigt skulle vi endnu kun bemærke, at hvad der i Almindelighed ikke kan siges at være Overfyldning af Lokalerne, ofte under en Varme som den i denne Tid herskende maa betegnes som saadan, samt at en ellers "særdeles godt indrettet Kvistetage" (eller rettere Loftsrum, thi det af os omtalte Sovelokale er ovenover den egentlige Kvistetage og lige under Taget) umulig kan være noget sundt Opholdssted om Natten, efterat den om Dagen af en brændende og tør Solhede er opvarmet til en Temperatur af nogle og tyve Grader.

Red.

(Dags-Telegraphen (København) 20. juni  1868)

De alvorlige Sygdomstilfælde, der, som vi have omtalt, havde udbredt sig blandt 4de Bataillons Mandskab, have nu udbredt sig til den ligeledes i Sølvgadens Kaserne kasernerede 2den Bataillon, hvis Indkvartering i sanitær Henseende er ligesaa slet som 4de Bataillons, idet ligeledes en Del af denne Bataillons Mandskab ligger lige under Taget. Vi vedblive at paastaa, at den slette Indkvartering for en stor Del har foraarsaget disse Tilfælde, og vi have bragt i Erfaring, at Stadslægen paa given Anledning har undersøgt navnlig Loftslokalerne og erklæret dem for lidet heldige i satinær Henseende samt henpeget paa det Ønskelige i at forlade disse Kvarterer. Men uagtet nu 13de og 17de Bataillon have forladt Sølvgadens Kaserne, og deres Kvarterer altsaa staa tomme, har Kasernedirektøren ikke fundet sig beføiet til at foretage den fornødne Omkvartering. Vi lægge Ansvaret for en saadan lidet hensynsfuld Fremgangsmaade paa Krigsministeriet, under hvem Kasernedirektøren umiddelbart folierer, og vi paastaa, at det er en uforsvarlig Maade at optræde paa ligeoverfor Rekrutten, der sandelig ikke kan siges at fremkomme med et urimeligt Ønske, naar han beder om et anstændigt Kvarter paa en Tid, da han i den mest brændende Solhede paa det mest skyggeløse Sted, der kan findes, er i fuld Aktivitet hver Dag i 9 Timer, et Tidsrum, der nok ovenikjøbet ikke saa ganske lidet overskrider, hvad der er foreskrevet for hans daglige Øvelser. Vi havde haabet, at det ikke havde været nødvendigt at vende tilbage til denne Sag, men vi maa endnu tilføie nogle Ord til vore Bemærkninger i Anledning af 4de Bataillons Chefs Skrivelse i vort Lørdags numer. Naar han "med Hensyn til, at et Kompagni tildels har været indkvarteret paa den dertil særdeles godt indrettede kvistetage" bemærker, "at dette Kompagni hidtil ikke har havt det halve Antal som noget af de andre Kompanier, der have været indkvarterede i de nedre Etager", da skulle vi tillade os at fremføre det simple Faktum, at Lokalerne i Kvistetagen ikke nær have den Størrelse som Lokalerne i de nedre Etager, og at som Følge deraf Rummene, som vi ikke kunne bekvemme os til at kalde Belægningsstuer, kun kunne belægges med en mindre Styrke end Belægningsstuerne i de nedre Etager. Naar saa Kvistetagen møder med det halve Antal Syge mod et af de andre Kompagnier, er jo Regnestykket for saavidt i Orden. Efter hvad vi have erfaret, var Sygetallet ved et af 4de Bataillons Kompagnier i Fredags 58, medens Kompagniets hele Styrketal var 142. Vi slutte disse Linier med det Haab, at Krigsministeriet vil optræde resolut og hensynsfuldt med Rekrutterne, og at de tvende Bataillonschefer samvittighedsfuldt ville vide at varetage og paatale deres Undergivnes Tarv, idet vi henstille, om det ikke vilde være hensigtsmæssigst at formindske Øvelsestimernes Antal, saalænge denne stærke Hede hersker.

(Dags-Telegraphen (København) 24. juni 1868)

Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 29. juni 1868 meddelte at det nu var blevet køligere og fugtigere vejr som havde god indflydelse på sundhedstilstanden, samt at mandskabet var blevet indkvarteret i de lokaler som tidligere benyttedes af to bataljoner der var marcheret til lejren ved Hald. Se artiklen om denne.

Soldatermarsch ved Hald. (Efterskrift til Politivennen)

Om soldaternes Marscher til Hald skrives i "Veile Amts Av." under 16de ds.: Tolvte Bataillon marscherede imorges Kl. 5 herfra til Brædstrup; imorgen skal den gaa indtil 1 Mil nord for Silkeborg, hvor der holde en Dag Rast. Det er i Grunden umenneskeligt at forlange, at Soldater i disse Dage, hvor vi have en vestindisk Hede, skulle gaa med fuld Oppakning, altsaa med Tornyster, Feltkappe, et ikke ubetydeligt Kvantum Munition, Brød osv. fra Fredericia til Hald ved Viborg. At det er for store Vexler at trække paa et Menneskes Helbred, viste sig alt igaar, idet ikke faa Mand tabtes undervejs, og Nogle maatte allerede "give sig" omtrent halvvejs, ved Hvilested kro. Man har endog forøget deres Byrde, da de - fra Veile have faaet 3 a 4 Pd. Brød mere at slæbe paa. Det var intet Under, at de vare i høi Grad udasede og tildels saa ynkelige ud, da de igaar i Middagsstunden indtraf hertil. Vi saa tilsyneladende haardføre karle, der sank sammen og faldt omkuld, da de naaede Byens Kirketorv, Andre kastede sig ned paa Trapper og hvor de kunde komme til, atter Andre styrtede over Vandpumpen for at slukke deres brændende Tørst paa den under disse Forhold farlige Drik. Batallionen maatte ogsaa efterlade Adskillige her i Byen, der, ødelagte af Marschen igaar, ikke kunne fortsætte idag. Men naar et kun forholdsvis lille Antal er blevet tilbage, ere vi overbeviste om, at der i de bortmarschaede Geledder findes Mange, der kun vanskelig udholde Fortsættelsen, men som ikke ville give sig, thi det var Synd at sige om den danske Soldat, at han er blødagtig, tværtimod, han er af Naturen haardfør og har Æresfølelse; han sætter en Glæde og Ære i at døie Ondt og Godt med Kammeraterne. Krigsbestyrelsens Mening med disse Marscher kan dog heller neppe være den, at Soldaterne, belæssede som Pakæsler - thi saaledes saa igaar mange af de Stakler ud - stønnende og gispende efter Veiret, møisommelig skulle slæbe sig frem gjennem det glohede Sand i 26 Graders Varme og saa tilsidst segne under Byrden. Kan man med stor Bekostning indrette en Leir, maatte man vel ogsaa kunne faa Evne til, under Veirforhold som de nærværende, at befri Soldaten for Oppakningen og læsse denne paa Vogne. Hvad man spare paa denne Maade, taber man igjen ved at fylde Lasaretherne med Marodører. Tydskerne og Franskmændene er altid let paaklædte, hvad enten de marschere eller kæmpe, og det var nok ogsaa en af Hovedfeilene i sidste Krig, at vore Folk ikke altid vare saa hurtige, som ønskeligt var.

Forøvrigt meddeler det nævnte Blad, at ingen Soldat er død af Anstrengelser paa Marschen; den Soldat, der indlagdes paa Sygehuset i Veile, er i Bedring, og den Sygdom, hvorfor han er indlagt, har han lidt af i mange Aar.

(Dags-Telegraphen (København) 19. juni 1868)

Se endvidere artiklen om lejren ved Hald m.m.

Fra Lejren ved Hald. (Efterskrift til Politivennen)

I 1868 afholdtes den første af de såkaldte Hald Lejre som herefter fandt sted hvert år 15. juni til 29. juli indtil 1880. Den blev til efter den nye hærlov fra 1867 hvorefter der blev anskaffet moderne geværer og artilleri, hæren omorganiseret mv. Dette skulle trænes ved et fast øvelsesterræn syd for Viborg i et sammenhængende hedeareal mellem Dollerup og Finderup på 750 tdr land med permanente rammer for en militærlejr, der kunne rumme 10.000 mand. Der blev tillige indrettet en slags gade hvor egnens bønder og handlende fra Viborg kunne tilbyde deres varer. 

Artiklerne herfra handlede mest om øvelserne, men nedenstående gav også en egnsbeskrivelse:

Fra Leiren ved Hald.

(Fra vor Korrespondent).

Lørdagen, den 13de Juni. Efter Løfte faaer De min første Korrespondance idag.  At jeg imidlertid neppe naaer saa vidt denne Gang, at jeg faaer selve Leiren omtalt, bemærker jeg forud for ikke at skuffe Nogen. Leiren har jo desuden endnu ikke optaget sine militære Indvaanere. Leiren qua Leir existerer altsaa ikke endnu, men først fra næstkommende Mandag, saa at der jo er en Smule Tid til forinden at kaste et Blik paa Omegnen.

Den, der ikke veed, at Viborg kun en Gang om Aaret, regelmæssig ved den aarlige Grundlovsfest, kommer ud af sine gamle og rolige Folder og paa denne Dag i Aaret tager et gemytligt Opsving, vil mulig tro, at Byen alt nu, et Par Dage før Leirtiden begynder, har faaet et Præg af Uro og Tummel, tro, at man Intet kan høre for rullende Bagagevogne og Intet sandse uden Leiren. I saa Fald slutter man feil. Strax naar man stiger ud af Vaggonen dernede paa Stationen og gjenseer de samme Ansigter med de samme rolige Træk, de samme Personer, som nu alt i Aar og Dag trolig og rolig have valfartet Morgen, Middag og Aften til Stationen ved Togenes Ankomst og Afgang - ja strax da faaer man jo uvilkaarlig Indtrykket af, at Alt er ved det kjære Gamle, og at Alt gaaer i sin elskværdige uforstyrrelige Ro, regelmæssigt som et ærværdigt gammelt bornholmsk Uhrværk.

Kommer man fra en af de større Byer - Aarhuus eller Randers - faaer den Besøgende let ved Synet af Viborg endnu Indtrykket af noget Forknyt, Forkuet og Fortrykt; thi den Del af Byen, der vender mod Sydvest, tager sig unegtelig fattig ud med sine smaa, paa sine Steder fortrykte og skæve Huse. - Hvormeget en Kirke bidrager til at give en By en bestemt, ejendommelig Karakter, kan den ret iagttage, som tidligere har seet Viborg Domkirke med sine vældige Taarne rage op over Byen og nu gjenseer den gamle Stad, berøvet sin høie Majestæt. Vel hæver den kullede Domkirke sig betydelig op fra Byen, men man faaer dog Indtrykket af, at Majestæten har gjemt sig eller har trukket Hovedet ned mellem Skuldrene. Gid den Tid ikke maatte være fjern, da Kirken atter og i forynget Skikkelse kunde kneise med sine 2 Taarne op over Byen.

Det er uheldigt, at den største Færsel fra Jernbanen gaaer ad St. Michaelsgaden - uheldigt, fordi det første Indtryk af Byen ikke i an være heldigt; i den nederste Del af St. Michaelsgade, som beboes af Byens mindre bemidlede Familier, ere nemlig Husene smaa og Brolægningen slet. Man har vel søgt ved at anlægge en smuk Kjøre- og Spadserevej, kaldet "Dumpen", at lede Færselen indad Byens smukkeste Gade, St. Mathiasgaden, men paa Grund af den store Omvei benyttes denne ikke saa meget som St. Michaelsgaden. Mærkeligt er det derfor, at denne Sidste endnu den Dag idag henligger med sin gamle Brolægning, en Brolægning, som gjør, at den Besøgende ofte holder et ynkeligt, haltende og bandende Indtog i Byen. Gaaer man imidlertid længere ind eller rettere op i denne (thi Viborg ligger jo opad og paa et Bakkestrøg), da kan den, der i nogen Tid har været fjernet fra Byen, glæde sig over den bedre Stenbro og over alle de smukke Forandringer, der i den sidste Tid ere gjorte; nye Bygninger have reist sig, ældre ere blevne ombyggede eller forhøjede og det gjerne i en Stil, som gjør Bygmestrene Ære. En ny gothisk Bygning paa Hjørnet af Store Bradepande og St. Mathiasgade er trods det Usymmetriske i selve Bygningen en Prydelse for Gaden, og en paabegyndt stor Bygning paa Hjultorvet vil sikkert engang gjøre et endnu heldigere Indtryk paa Beskueren. Viborg gaaer frem, det er klart, men langsomt og forsigtig gaaer det. - Man kan ikke ret blive klog paa, om Garnisonen har skadet eller gavnet Byen. Spørger man Embedsmanden, da har den skadet meget, og han ønsker blot, at den var vel ude af Byen, saa at Husleien vilde dale; men spørger man Huseieren og den Næringsdrivende, da forstaaer han tilfulde at fremhæve alt det Gode, Byen har af Garnisonen. Mærkelig nok skal det kun vare ganske Faa af Byens Næringsdrivende, som agte at gjøre Forretninger ved Leiren. Restauratørerne for Officersmesserne ere saaledes fra Aarhuus og Randers, Vinhandelen fra Kjøbenhavn (F. W. Hyllested & Komp's bekjendte gode Firma). Folk her i Byen klage meget over den dyre Vognleie: Vognmændene forlange 3 a 4 Rd. for en Tur ud til Leiren, og det er jo unegtelig godt betalt for den korte Vei (1 Mil). Forunderligt er det, at Ingen allerede er falden paa at etablere en Kaperkjørsel, Leiren staaer kun til imorgen Aften aaben for Alle og Enhver, og mangen En vilde derfor sikkert ofre sin Mark og benytte Lejligheden til forinden at aflægge et Besøg derude; men nu trykker man sig ved den høie Vognleie og foretrækker at blive hiemme fremfor at gaa henad en støvet Landevei i en stærk Solvarme.

I Formiddags ankom Hs. Exc. General Scharffenberg hertil Byen pr. Jernbane, blev modtagen paa Stationen af den her kommanderende General Bylow og tog derpaa ind i "Preislers Hotel", udenfor hvilket der iaften bliver musiceret af den herværende Brigademusik. Der er iaften mere Liv i de ellers temmelig tomme Gader, Musiken har lokket Ældre og Yngre, Damer og Herrer, Civile og talrige Militære ud, saa at man føler dog iaften Leirens Nærhed. Der kom flere svingende Læs rullende gjennem Byen - jeg troede, at det var indkaldt Mandskab, mm det var Latinskolens Lærere og Disciple, der vendte tilbage fra deres aarlige Udflugt til Hald.

Inden jeg afsender disse Linier, skal jeg berette en ret komisk Scene, som passerede for et Par Dage siden paa et af de Dampskibe, der fare mellem Jylland og Øerne. Blandt mange andre Passagerer befandt der sig ombord en skikkelig Bondekarl, der med sin velproppede, hvide Lærreds Tværsæk røbede sig som en indkaldt Jens. Da man gav sig i Snak med ham, forklarede han, at han skulde til "Manøvren" og var indkaldt til 15de Bataillon, som ligger i Frederikshavn; han var nu paa Reisen derop. Dette maatte jo aabenbart bero paa en Fejltagelse; men vor Jens paastod paa det Bestemteste, at han skulde melde sig i Frederikshavn; det stod at læse paa hans Pas, og Lægdsmanden, der havde skrevet dette, havde selv vist ham paa Kortet, hvor Frederikshavn ligger, og havde givet ham 9 Mk. til Reisen. Ved nærmere Eftersyn viste det fig imidlertid, at der paa Passet stod: "Citadellet Frederikshavn", og at Manden altsaa skulde til Kjøbenhavn og ikke til Skagen. Kun vanskelig lykkedes det at overbevise ham om Nødvendigheden af snarest mulig at vende tilbage, da den Vei, han var paa, aldrig vilde føre ham til 15de Bataillon. Endelig lykkedes det dog, og ved Samsø blev han sat iland lidt modfalden og med de sørgelige Rester af de ham betroede 9 Mk; men er han endnu ikke kommen til sit rette Bestemmelsessted, gaaer han vel endnu med sin Tværsæk paa Samsø!

(Dags-Telegraphen (København) 17. juni 1868)

Maler, fotograf Andreas Fritz (1828-1906). 1869. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fra Leiren ved Hald.

(Fra vor Korrespondent).

Lejren, den 18de Juni. Opdyrkningen af Heden omkring Viborg er foregaaet temmelig hurtig. Man kan vel endnu se Lyngen inde fra Byen; men forhaabenilig vil det vel ikke vare længe, inden Heden ganske vil være udenfor Byens Synskreds. Sydvest for Viborg strækker Lyngen sig nærmest ind til Byen. Grunden til, at Heden her endnu Aar 1868 ligger uopdyrket, og det saa nær Byen, er den, at man i Lyngens Underlag, i Rullestenssandet, have en langt værre Fjende at overvinde end f. Ex. østerpaa, hvor Rullestensleret udgjør Lyngens væsentlige Underlag. Hedepartiet sydvest for Viborg - Partiet henimod Hald - ligger dog ikke ubenyttet hen, idet der nemlig her er anlagt en Plantage af Naaletræer og enkelte villig voxende Løvtræer; men naar man seer hen over denne store Plantage (tilhøire for Veien ud til Leiren), og endnu den Dag idag, flere Aar efter Plamogens Anlæggelse, faaer Indtrykket mere af det Brune, af Lyngen end af de grønne Smaatræer, da synes dog endnu den Tid fjern, "da man vil kunne gaa i Skygge af Træer fra Viborg til Hald Sø" *). Mangen En, der i denne Tid maa færdes ad Ringkjøbingveien ud til Hald, vilde vel ønske, at det alt var saa, ønske, at der her var en Skov, der kunde opfange baade Solens brændende Straaler og Støvet, der som store Skymasser kommer langveis fra over Heden og hvirvler sig henad Veien. Men mangen En vilde sikker derved ogsaa føle Savnet af den nuværende vide, frie, karakteristiske Udsigt henover Heden, der her strækker sig som en mørk Havflade af flere Mils Omfang. Langt ude begrændses Lynghavet af blaalige Bakker; mm hist og her ligesom glippe Bakkerne, den varme, ophedede Luft over Heden bølger og dirrer, Bakkerne forsvinde, Skove, skovbekrandsede Søer, Skibe for fulde Seil, Kirker, Huse, ja hele Byer med røde Tage træde ofte i Stedet, indtil de atter en Tid give Plads for Virkeligheden. Slige Luftspeilinger kan Vandreren ofte se her i Jylland.

Paa Veien, som fører henover Heden forbi Hald, var der før Stilhed. Man kunde møde en Studevogn, der sneglede henad Veien, medens Kudsken selv, Bonden, laa sovende i Bunden af Vognen, udsat for, men desuagtet ugenert af det brændende Solstik, ja man kunde maaske have det Held at møde en elegant Eqvipage, der kom og svandt som et Syn, indhyllet i Skyer, som en Drøm paa Heden, men snart var dog Stilheden atter vendt tilbage, man hørte atter blot Insekterne summe og søgte atter efter Lærken, der sang, indtil man omsider fandt den sorte, svævende Prik høit oppe i Luffen. Nu er her ganske anderledes: Bonden har ikke Tid eller rettere Lejlighed til at sove i sin Vogn, hvert Øieblik kan han vente at blive opskræmmet af rullende Bagagevogne, rullende Ekvipager, rullende Kanoner eller blive tiltalt i det lakoniske Militærsprog og se et Ansigt, en Mine, et Blik, der minder ham om en ladt Kanon; og Folk, der nu vandre her, have Andet at sandse end summende Insekter og kvidrende Lærker; Leiren! Leiren! staaer skrevet i hvert Fysiognomi, i hvert et Træk og paa hver en Vogn!

Tilvenstre for den, der vandrer ad Ringkjøbingveien ud mod Hald, paa Lyngen, der strækker sig hen til Hald Egeskov, seer man af de reiste Mælkepinde, at Artilleriets Øvelser skulle foregaa her; Terrænet er ganske fladt, hist og her ligger der blot en Kæmpehøi. Man øiner Leiren, længe inden man er ved den; de hvide Pyramidetelte vise sig og forsvinde, vise sig atter og forsvinde atter mellem de grønne Egetræer, men det er kun Teltene af den mindre Leir-Afdeling, af den, der ligger noget fjernere fra den egentlige Leir, og hvor Artilleriet og Kavaleriet ligge. Ved "Halds Teglgaarde", hvor der i Anledning af Leiren er etableret en Urtekramhandel, dreier Veien tilvenstre.

Efterat have passeret gjennem et Stykke af en lille Egeskov, udvider denne sig, og man er ved Kavalleriets og Artilleriets mindre Leirafdeling; den ligger lunt, næsten omgiven af skov paa alle Sider. Men vi gaa videre, hen til den egentlige Leirby. Skoven trækker sig atter sammen, man gaaer atter i Læ og Ly af gamle Ege. Man mærker strax, at man nærmer sig en - ialtfald efter vore Forhold - temmelig stor By. Der er en Brummen og Summen, en Raaben og Støien, en Huggen og Saven - kort en Uro og et Liv, der karakteriserer en stor By. Egetræerne paa begge Sider af Landeveiene trække sig atter tilbage, ud af hinandens Favn, og nu ligger den store Leirby der med sine Træhuse og hvide Lærredstelte, med sin Mylder af hvidklædte Soldater og nysankomne blaa Dito'er, af Spekulanter og Besøgende, af Referenter og Tømmermænd.

Idag maa "Dags-Telegrafen"s Læsere og Læserinder imidlertid ikke vente nogen Beskrivelse af selve Leiren. Derimod sender jeg hermed et Situationskort over Leiren, ved Hjælp af hvilket det vil være lettere og behageligere baade for Læseren at følge Beskrivelsen og for mig at give et Billede af Leiren her ved Hald. Jeg skal for idag blot endnu omtale, hvilke Batailloner der alt ere rykkede ind i denne.

I Mandags Kl. 2 Eftermiddag afmarscherede 8de Bataillon fra "Hjultorvet" i Viborg med fuld Musik og under Oberst Ravns Kommando. Ved denne Leilighed saa man da for første Gang det smukke Remingtongevær paa Soldatens Skulder; Blytallet, som angiver, til hvilken Bataillon Soldaten Hører, er nu flyttet - for ikke at gnave Geværet - fra Skulderen op paa Huen under Kokarden. Ved Bataillonens Udmarsch af Viborg vare Damer og Herrer strømmede til de aabne Vinduer eller ud paa Gaden; Nogle fulgte ogsaa Bataillonen et Stykke ud ad Veien. Om selve Marschen herud er Intet at sige, kun maaske, at denne var temmelig ubehagelig, da Støvet stod paa langs gjennem den lange kolonne, og at en Mand fandt et Ridderkors, hvis Eiermand blev meget henrykt ved at faa det igjen, da han i sin Tid havde faaet det som ung Løitnant af Kong Frederik den Syvende efter et Slag i Krigen 1848. Kl. 4 ankom 8de Bataillon til Leiren under fuld Musik. Hs. Exc. General Scharffenberg henvendte nogle Ord til Bataillonen, den først ankomne her til Hald. Efterat Mandskabet havde sat Geværerne ind i de dertil indrettede Geværhuse, og Enhver havde faaet sit Telt anvist, tog han dette i Besiddelse. 8de Bataillon har maattet afgive alt Mandskab med Undtagelse af Vagtmandskabet til Arbeide i Leiren, og dette maatte saaledes reise Teltene til de senere ankommende Batailloner. Da sex Mand imidlertid kunne reise et Telt i Løbet af et Kvarterstid, gik dette Arbeide let fra Haanden. Ulige besværligere vare de Arbeider, som Mandskabet under Ingeniørkorpsets Ledelse har maattet udføre, nemlig Opførelsen af Skydevolde og Anlæget af Kolonneveie for Kavalleriet og Artilleriet. Disse Arbeider foregaa nemlige ude i Heden, og det er i Sandhed ikke noget misundelsesværdigt Arbeide i en brændende Solhede og med en ganske ny, flov Spade at arbeide sig 4 a 6 Fod ned gjennem Lyng, Ahl, Ler og Sand. 

5te Dragonregiment drog Tirsdag Middag gjennem Viborg, der hilsede det med Danebroge fra flere Steder, og ankom Kl. 1 til Leiren. En Timestid efter ankom to Batterier Artilleri, der vare overførte til Aarhuus fra Kjøbenhavn paa Transportbaade. Igaar Eftermiddags Kl. 2 rykkede 20de, idag 13de, 19de, 17de og 11te Infanteribataillon ind i Leiren; 13de Bat. skal efter Forlydende have havt 127 Marodører.

Skjøndt det ikke vedkommer Leiren, vil jeg dog ikke undlade at berette, at Dhrr. kgl. Skuespillere V. Wiehe og Døcker samt Pianisten Dahl iaften have givet en Aftenunderholdning i Byens store Klubsal, og at Modtagelsen efter Viborgske Forhold var gunstig.

*) Se "Geografiske Billeder fra Heden" ved Ingenirkamptain E. Dalgas. (Side 6)

(Dags-Telegraphen (København) 21. juni 1868)

Her en scene fra lejren ved Hald ved en senere lejlighed (1874). Tegner, xylograf, museumsmand Bernhard Olsen (1836-1922): Troppedefileringen for H. M. Kongen ved Hald 1874. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Herefter fortsætter artikelserien sig med lejrlivet og øvelserne, i Dags-Telegraphen (København) 24. juni 1868,  25. juni 1868 f. f. og sluttede da lejren blev forladt igen juli 1868.

Fra Leiren ved Hald. Under Øvelserne i Løverdags havde ifølge "Vib. Av." en Soldat af 20de Bat. det Uheld at stikke sig selv med Bajonetten i Øiet; han besvimede strax og var en halv Dag fra Samlingen; senere har han vel befundet sig bedre, men Følgerne af Uheldet kunne dog endnu ikke beregnes. - I Søndags holdtes atter Feltpradiken og Pastor Spleis fra Viborg prædikede. Gudstjenesten holdles paa en aaben Plads i den meest brændende Sol, og da Soldaterne i omtrent 1 Time i denne Hede maatte staae stille paa samme Plet, saa har denne Tjeneste efter Sigende været dem den største Tortur, de endnu have udholdt, og det var derfor ikke saa underligt, at Flere faldt om og maatte bæres bort.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 17. juli 1868)

Bagtanken var at den danske hær skulle indgå i en alliance med Frankrig mod den tyske hær. Da Frankrig tabte krigen 1870-1871 og Tyskland blev et samlet kejserrige, brød grundlaget for den danske militærstrategi sammen. Hærloven fra 1880 afskaffede de militære øvelser ved Hald. I de 12 år, lejren eksisterede, deltog over 100.000 mand i de store øvelser. Herefter koncentrerede man sig om et stort armeret befæstningsanlæg med massive volde omkring København (bl. a. Vestvolden og Vestencienten).

Se også indslaget om soldatermarcher i varmen, om sundhedstilstanden på Sølvgade Kaserne, krumslutningsstraffen som kom op i aviserne i forbindelse med lejren, og om distriktshestene.