Vi skulle da for det Første meddele nogle fra de kjøbenhavnske Fattigvæsensregnskaber hentede Talstørrelser, som ville giøre det indlysende, at Hovedstadens Fattigdom er i en foruroligende Tilvæxt. I Tiaaret 1857-66 voxede Fattigdommens Udgifter jevnt fra 340,000 til ca. 480,000 Rd. aarligt, og i 1867 steg Udgiften endog til over 520,000 Rd. I det sidstnævnte Aar har Fattigvæsenet altsaa kostet over 50 pCt. mere end i 1857. Seer man hen til Antallet af de Individer, som Fattigvæsenet antager sig, kommer Pastor Munck gjennem Beregninger til det Resultat, at i 1867 har hvert 8de Menneske i Kjøbenhavn modtaget offentlig Hiælp, og naar man tillige tager Hensyn til dem, som i Sygdomstilfælde stille Krav til det Offentliges Understøttelse, troer han at kunne sige, at i det angivne Aar have omtrent 40,000 Mennesker af Kjøbenhavns Befolkning i større eller mindre Grad nydt offentlig Hjælp c: omtrent hvert fierde Menneske eller omtrent 25 pCt. af den hele Befolkning. Og spørger man om den hele Fattigdom, mener han, at man end ikke kan standse ved dette Resultat, idet der findes Tusinder af virkeligt Elendige og Forarmede, som hellere ville friste alt Andet, end henvende sig til det Offentlige, eller som mangle Betingelser for at faae den Hjælp, de ellers gierne vilde modtage. Selv om man nu muligviis skulde antage Resultaterne af disse Beregninger for noget overdrevne, staaer det dog fast, at medens Totalsummen af dem, der ved Udgangen af Aaret 1866 modtoge Understøttelse af Fattigvæsenet, udgiorde 12,300, var dette Antal et Aar efter steget til 15,837, foruden de Syge, som erholde Mad eller fri Cuur og Medicin i deres Boliger (see Fattigvæsensbetænkningen Pag 7).At en saadan Fattigdom er meget farlig, behøver ikke at udvikles; den er desto farligere, naar den i sit Skjød skjuler et stort Proletariat. Ladegaarden, "Barometeret for Kiøbenhavns Proletariat", har i 1867 været belagt med det betydelige Tal af i det Hele 4190 Personer; i løbet af de sidste 4 Aar er der aaligt af det københavnske Politi skeet 2500 a 3000 Anholdelser, begrundede i Erhvervsløshed og Løsgængeri, og desuagtet har Tiggeriet viist sig florerende og stærkt nok til at bære en saadan Modstand; sluttelig ere Forbrydelserne i Hovedstaden betydeligt tiltagne i Løbet af fire Aar og specielt Tyverierne med 37 pCt.
Forlader man disse tilstrækkeligt betegnende Talstørrelser og følger man dernæst Pastor Munck i hans for en stor Deel paa personlige Erfaringer grundede Skildring af den almindelige Fattigdoms Charakteer, blive de ovenfor meddeelte Resultater endnu sørgeligere. Sædeligheden blandt de Fattige synes at staae paa et lavere Trin end nogensinde forhen; Ægteskabet og Familielivet nyde ringe eller ingen Anseelse; Fødselsstiftelsen faar Aar for Aar større Tilstrømning af Barselkvinder, hvoraf tre Fjerdedele vise sig at være ugifte; Skilsmisse hører til Dagens Orden; Demoralisationen blandt den kvindelige Deel af Kiøbenhavns Fattige antager større og større Dimensioner, hvilket navnlig synes begrundet i, at de Unge foretrække det lidet lønnede Fabrikarbeide og Erhverv ved Syning for det mere bundne Liv som Tyende. En ganske speciel Side ved den kjøbenhavnske Fattigdom maa endvidere fremhæves: dens overordentlig store Spild af Menneskeliv. Som bekjendt ere ikke blot Selvmord uforholdsmæssig hyppige hos os, men rigtigere end disse maa dog den overordentlig store Dødelighed blandt smaa Børn siges at være. Den utilbørlige Priis for Fattigvæsenets Pleiebørn af 3 Mk. ugentlig, den ikke ualmindelige Skik, at Plejebørn af Private udsættes mod en Betaling een Gang for alle, samt endelig de Fattiges usunde, ofte forfærdelige Boliger maae vel væsentligst bære Skylden for denne Dødelighed.
Saaledes stille Forholdene sig altsaa, og det viser sig med hver Dag klarere, at den Opgave, man hidtil har troet at kunne overlade til det officielle Fattigvæsen, i den sørgeligste Grad er voxet dette over Hovedet og vilde være det uoverkommelig, selv om vel var langt fortrinligere organiseret, end vel virkelig er.
Naar man vil have et Billede af det offentlige Fattigvæsens hele Organisation her i Kjøbenhavn, behøver man kun at gjennemlæse den Betænkning, som nu efter tre Aars Arbeide er afgivet af det af Borgerrepræsentanterne nedsatte Udvalg (Eskildsen, Brix, J. Helmann, Henrichsen, Chr. Herforth, Howitz og F. Meldahl). Udvalget har undersøgt samtlige under Fattigvæsenet hørende Stiftelser, og det fremgaaer af Undersøgelsen, at de alle lide af væsentlige Mangler. Udvalget har stillet 52 Forslag, hvoraf de 43 gaae ud paa mere eller mindre indgribende Forandringer i Ordningen af Fattigvæsenets Stiftelser. Blandt disse synes især Almindeligt Hospital, Fattiggaarden og Ladegaarden at lide af meget betydelige Brøst. Ladegaarden frembyder for Øieblikket en Tilstand, som gjør en snarlig Reform paatrængende nødvendig; denne vidtløftige og komplicerede institution, som bestandig var rigeligere Tilgang, frembyder Forhold, der uden Overdrivelse kunne betegnes som fortvivlede. Iøvrigt kan det ikke være vor Hensigt paa dette Sted at gaae ind paa Udvalgets Forslag med Hensyn til Fattigvæsenets enkelte Stiftelser, i Forbigaaende skulle vi kun tillade os at bemærke, at naar man paa den ene Side maa være Udvalget taknemmelig for dets Stræberi efter Grundighed i Undersøgelserne, naar man i det Hele maa anerkjende Rigtigheden af de Principer, som have været ledende for Vedtagelsen af de forskiellige Forslag, saa synes det paa den anden Side utvivlsomt, at disse Forslag gjennemgaaende kunde ønskes mere detaillerede, at nogle af dem - f. Ex. samtlige Fattigskolers Ophævelse og Disciplenes Anbringelse i Friskolerne - vistnok er vel skikkede til en meget ombyggelig og prøvende Undersøgelse, før de tages til Følge, samt endelig, at Udvalget maaskee mere end nødvendigt har gjennemført det iøvrigt rigtige Princip om Afsondring mellem de forskiellige Afdelinger af Optagelsesanstalterne. erfaringer fra England bekræfte jo Muligheden af et heldigt Resultat trods en vis Forbindelse.
Herimod skulle vi lidt nøiere tillade os at betragte Betænkningens sidste Forslag, der ligge os saa meget nærmere paa dette Sted, som Udvalget her ikke alene foreslaaer Forandringer, der ville have en mere almindelig Indflydelse paa det hele officielle Fattigvæsen, men tillige bestemt gaae ud fra den Forudsætning, at det almindelige Fattigvæsen ikke kan eller skal tage sig af al Armod i Samfundet, men at det bør understøttes af den private, den frivillige Fattigforsørgelse. Den offentlige Fattigforsørgelses nuværende Ordning gjør det muligt, at Hjælp fra Fattigvæsenet altfor let kan opnaaes. Det er naturligviis først og fremmest af Vigtighed, at der gives Personer, som undersøge de Fattiges Tilstand, kjende den tilbunds, og som først, naar det er nødvendigt, indstille de Vedkommende til Understøttelse. Hvorledes stiller Forholdet sig imidlertid nu? Gives der i Virkeligheden nogen Garanti for, at den, som begjærer Understøttelse, behøver denne? Naar en Person søger Hjælp af det Offentlige, har han at henvende sig til Fattigforstanderen, der da, forinden han indstiller Vedkommende til Understøttelse, skulde gjøre hans samtlige Forhold til Gjenstand for en grundig Undersøgelse.
Naar man nu kun én Gang har været tilstede i den eller den Urtebod, indenfor hvis Disk den paagjældende Forstander befinder sig, og der har hørt, af hvilken Beskaffenhed en saaden Undersøgelse er, vil man have erkjendt, at den Institution, hvorpaa den hele offentlige Fattigforsørgelse i Grunden skal hvile, mangler alt muligt Hold. At det forholder sig saaledes, er meget forklarligt, og for den, som kjender den almindelige menneskelige Natur, vil dette Factum ikke indeholde mindste Grund til Forundring. De nuværende Fattigforstandere vælger nemlig islæng blandt de næringsdrivende Borgere, og da de intet Vederlag modtage for det dem paalagte Arbeide, kunne og ville de naturligviis ikke forsømme deres private Forretninger for en Gierning, som, hvis den tilbørligt skulde passes, ofte vilde kræve deres hele Tid. Resultatet bliver da saa sørgeligt og for det almindelige Fattigvæsen saa fordærveligt som muligt, idet der for Tiden i Reglen ikke er Tale om en grundig øieblikkelig Undersøgelse, endsige om et stadigt og omhyggeligt Tilsyn. Jo mere man allsaa erkjender, at den Basis, hvorpaa et velorganiseret Fattigvæsen skal hvile først og fremmest maa være en institution, der tilveiebringer et gjennem stadig personlig Forbindelse med de Fattige omfattende og nære Kjendskab til disse, desto mere maa man forundre sig over, at den nuværende Tilstand saalænge er bleven bevaret, desto skarpere maa man fastholde, at en Forandring snarest muligt maa sinde Sted. Udvalget har da stillet det Forslag, at samtlige Fattigforstandere afgaae, og at der ansættes 10 a 12 Nye, som lønnes hver med 1000 a 1200 Rd. Et omtrent ligelydende Forslag er alt tidligere fremkommet fra Pastor Munck, og vi for vort Bedømmende maae paa det Bestemteste tiltræde det. Naar vi skulde yttre nogen Tvivl i saa Henseende, skulde den alene gaae ud paa, hvorvidt det foreslaaede Antal er tilstrækkeligt. Antallet af de nuværende Forstandere udgjør omtrent 80, c: 1 for hver 2200 Indbyggere; gaar man nu ud fra den Mening, at de nye lønnede Forstandere, som altsaa udelukkende skulde offre sig til det dem betroede Hverv, kunde overkomme flere Gangere Mere end de tidligere Forstandere, saa forholder dette sig utvivlsomt rigtigt; men et Spørgsmaal bliver det desuagtet, om det nye District dog i Virkeligheden ikke blev for stort. Hvad det fornemmelig maa komme an paa, er tilveiebringelsen af det saa nødvendige omfattende personlige Kjendskab til samtlige Fattige, og man kan ikke skarpt nok urgere Vigtigheden af dettes Grundighed. I Modsætning til Pastor Munck skulle vi endnu med Hensyn til dette Forslag tilføie den Bemærkning, at Forstandernes Løn ikke vel synes at kunne overe under 1000 Rd.; Fattigvæsenet maa være paa det Rene med, at Forstanderen bliver en af dets vigtigste Embedsmænd; han maa være en Mand af Dannelse, have særligt psychologisk Blik, maa kort sagt være i Besiddelse af saa mange forskjellige Egenskaber, at den angivne Løn paa ingen Maade synes at være for høit ansat. Man staaer sig ikke ved Kniberi, naar man vil gjennemføre en saadan Plan, og de forøgede Udgifter ville snart vise sig rigeligt dækkede ved de Besparelser, som en fornuftig Forstanderinstitution vil medføre.
En lignende Opfattelse som den, der har ledet Udvalget til det ovenfor fremsatte Forslag om Fattigforstanderne, maa siges at ligge til Grund for dens ikke mindre vigtige Forslag om Distictslægerne. Der findes for Tiden i Kiøbenhavn og Forstæder 19 Distriktslæger, der hver ere lønnede med 300 Rd. aarligt. Naar man nu veed, at der fra det Offentliges Side stilles meget betydelige og forskielligartede Fordringer til Districtslægerne, maa den angivne Løn siges at staae i meget slet Forhold til disse Fordringer, og som det gaaer med Fattigforstanderne, saaledes gaaer det tildeels ogsaa med Districtslægerne: Virksomheden for de Fattige bliver kun altfor meget betragtet som en Bisag, og Lægen nødes til fortrinsviis at passe sin private Praxis. Da Forstanderinstitutionens mangelfulde Gerning derhos bebyrder Fattigvæsenet med et utilbørlig stort Antal Patienter, og da Lægen sjeldnere kan behandle disse i ders Hjem, overfyldes Hospitalerne, og den Frygt synes ikke lidet grundet, at Kjøbenhavn i en nærliggende Fremtid maatte behøve endnu et kostbart Hospital. At en radical Reform ogsaa i denne Henseende er paatrængende nødvendig, vil sikkert være indlysende for Enhver, som har havt Leilighed til at iagttage de virkelige Forhold, og for os stiller det sig klart, at Udvalget i alt Fald i sit hovedforslag har valgt det Rette: samtlige Districtslæger afgaae, og der ansættes l Districtslæge for hver Fattigforstander med en lignende Løn som dennes. Tages dette Forslag til Følge, maae vi med Udvalget antage at Districtslægen vil kunne anvende en særdeles betydelig Deel af sin Tid paa sine offentlige Forretninger. Atter her maa det imidlertid være os tilladt at yttre Trivl om, at det foreslaaede Antal Districtslæger er tilstrækkeligt.
Vi skulle hermed forlade det offentlige Fattigvæsen og gaae over til at omtale den store Opgave, som er stillet Nutiden til Løsning af den Opgave som de ovenfor skildrede forhaandenværende Forhold saa stærkt lægger Samfundet paa Hjerte. Spørgsmaalet om den private, den frivillige Fattigforsørgelse.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. marts 1869).
Frederik Vilhelm Munck (1833-1913) var siden 1865 kateket ved Frelsers kirke på Christianshavn og 1868 præst ved straffeanstalten. Han skrev om sygekassernes samvirken og sammenslutning, herunder også for at lette medlemmer der flyttede, overgangen til andre kasser. Den frivillige sygeforsikring var i stærk udvikling. I et skrift fra 1868 mente han at "pauperismen" i København havde fremkaldt "et stærkt og farligt proletariat", at det var "i den yderste Tid" og at samfundet skulle gribe ind for at det ikke faldt i armene på socialismen og gøre "alvorlige Spektakler". Flere af hans forslag til sociale forbedringer (fx resocialisering af sociale tabere) blev siden gennemført, enten af det offentlige eller af Københavns Indre mission.
Bernhard Olsen (1836-1922): Højbro, vinteren 1869 i København ved Gammelstrand. Bragt i Illustreret Tidende nr. 489, 7. februar 1869. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Kjøbenhavns offentlige private Fattigforsørgelse.
II.
Som vi alt tidligere have bemærket, er Borgerrepræsentanternes Udvalg gaaet ud fra den Forudsætning, at det officielle Fattigvæsen ikke kan paatage sig Omsorgen for al Samfundets Armod, men at det ved sin Side maa have en privat Fattigforsørgelse, og at hver af disse Institutioner faaer sin Deel af Fattigdommen at varetage. At der nu med Rette kan stilles den Fordring til et selvstændigt, frit Samfund, at det organiserer private Fattigforsørgelser, behøver sikkert ikke nærmere at udvikles; i alt Fald her i Hovedstaden vil man forhaabentlig sjelden træffe den Anskuelse, at den paalignede Fattigskats Udredelse skulde fritage alle Pligter ligeoverfor de Fattige. At Samfundets forskjellige Individer have en Følelse af Forpligtelse ligeoverfor de Fattige, kan blandt Andet sees af den destoværre altfor almindelige og uforstandige Godgjørenhed mod aldeles ubekjendte Tiggere, som ofte med Meget Held drive deres uværdige Metier. Før et frivilligt Fattigvæsen aldeles almindeligt har indseet den Pligt, det har til at organisere sig, og har realiseret Udførelsen af denne Pligt, vil det offentlige Fattigvæsen altid staae magtesløs ligeoverfor Forhold som de af os tidligere skildrede. Redacteuren af Maanedsskriftet "Samfundet", Hr. Fr. Krebs, har heri leveret en høist interessant Afhandling om Fattigvæsenet, fornemmelig paa Landet, hvoraf vi skulle tillade os at anføre Følgende, der synes os meget oplysende i denne Henseende:
"De, som maatte mene, at det officielle Fattigvæsen kan og skal tage sig af al Armod eg Elendighed i Samfundet, gjøre sig skyldige i en uhyre Vildfarelse, som ikke kan have andet end de sørgeligste Følger for Samfundet. Ingen offentlig Institution kan paatage sig dette Kæmpearbeide, og ethvert Forsøg vil kun forøge Ondet, det skulde modarbeide. Man kan aldrig udstyre den med den Iver og den Sag og Personalkundskab, som er nødvendig, naar den skal kunne begrændse sin Virksomhed paa en fornuftig Maade. Det, der skal ydes, er ikke udelukkende materiel Hjælp i Skikkelse at Penge, Føde, Huusly osv.; det er ikke engang det Væsentligste. De Fattige trænge nok saa meget til Raad, Vejledning, Opmuntring, Formaning, Advarsel og Arbeide, som til Pengehiælp i den ene eller den anden Skikkelse, og enhver Institution, som kun har til Opgave at uddele Pengehiælp eller anden materiel Understøttelse, aabner Sluserne for en Paatrængenhed uden Grændser og sætter en Præmie for Ladhed og slet Huusholdning. Men hvad Mere er, selv om en offentlig Institutten magtede denne Opgave - hvilket den ikke kan - har den ikke i Lov til at paatage sig den; thi den aabner kun Pungene, medens den lukker Hjerterne. Den har ingen Ret til at fritage Samfundet, som en Samling af ansvarlige Individer, for en af dets Hovedpligter, nemlig den, umiddelbart og uden Mellemmand at tage sig af de Fattige i dets Midte; og dette kan paa sin Side ikke unddrage sig sin Pligt i denne Retning, uden at lide ubodeligt. Et officielt Fattigvæsen, der virker saaledes, virker samfundsopløsende."
Det maa indrømmes, at man her i Danmark kun altfor længe har slaaet sig til Ro med den Forsorg, det officielle Fattigvæsen var istand til at byde. Jo klarere det imidlertid viser sig, at dette ikke formaaer at løse den Opgave, man har overladt det, jo betænkeligere de Forhold stille sig, som den hidtilværende Ordning for en ikke ringe Deel maa antages at have fordærvet, desto hurtigere maa Samfundet søge at realisere den Pligt, der naturligt paaligger det til almindeligt at danne private Fattigforsørgelser, desto mere energisk maa det søge at giennemføre en Virksomhed, som ikke taaler nogen Tøven. Kun under Forudsætning af et privat Fattigvæsens Tilstedeværelse er det desuden muligt at stræbe efter Gjennemførelsen af den Sondring mellem de Fattige, som paa det officielle Fattigvæsens Omraade synes saa vanskelig at overholde, og som maa siges i høi Grad at være ønskelig; Sondringen mellem de Værdige og de Uværdige. Borgerrepræsentanternes Udvalg urgerer skarpt Nødvenvigheden af en saadan Sondring. Kun de Individer, som ved egen Skyld ere ude at Stand til at ernære sig selv, bør forsørges af det offentlige Fattigvæsen, hvorimod Alle, som ved Sygdom, Alderdom, forbigaaende Arbeidsløshed og andre tilfældige Omstændigheder ere blevne brødløse, bør støttes ved Midler, der ikke vedkomme det Offentlige. Kun de Første bør udsættes for den Skam, som Modtagelse af offentlig Fattigunderstøttelse ansees for at medføre, de Sidste bør man ikke anvise nogen exceptionel Stilling blandt deres Medborgere, de bør ikke bringes ind under den offentlige Forsørgelse, som har noget Beskjæmmende ved sig, fordi den er tvungen, som bringer de Understøttede i et Underdanighedsforhold til Samfundet, som haandgribeligt viser dem sin Magt ved at føre særligt Tilsyn med dem og berøve dem deres statsborgerlige Rettigheder. Kun de fordærvede Individer, der ikke ville reise sig, kun Forbrydere og Løsgængere, bør falde Communen som saadan til Byrde, medens den private Godgjørenhed bør hjælpe saavel de saakaldte værdige Trængende som dem, om hvilke det endnu tør haabes, at de ville blive skikkede til at skaffe sig Livets Ophold ved Selverhverv. En saadan Sondring vil mere end noget Andet bidrage til at styrke den Selvfølelse hos den Fattige, som er saa overordentlig vigtig for Samfundet, styrke den Følelse af Undseelse, som offentlig Fattigunderstøttelse bør Medføre - en Følelse, som for Øieblikket desværre kun altfor almindeligt er sløret, idet den Fattige meget ofte raisonerer saaledes, at det er naragtigt ikke at søge at opnaae al den Hjælp, der kan faaes, og at det ikke er saa farligt at lade staae til, thi kan man ikke længer sørge for sig selv, saa skal Fattigvæsenet. At denne Sondring, hvorpaa Udvalget med Rette lægger særdeles Vægt, vil give den private Fattigforsørgelse et meget betydeligt Omfang, kan ikke nægtes, og Udvalget mistvivler ogsaa om, at de mønsterværdige Fordele, under hvilke det offentlige Fattigvæsen kun behøver at bekymre sig om de Frafaldne, nogensinde ville kunne naaes. Men det udtaler, at man desuagtet bør stræbe henimod en saadan Tilstand, ogsaa for det offentlige Fattigvæsens egen Skyld, der i saa Fald vil blive istand til at arbeide med desto større Klarhed og Conseqvents. Der maa bestaae et saadant Forhold mellem det tvungne og det frivillige Fattigvæsen, at hiint kan henvise Individer, der falde ind under Begrebet "værdige Trængende" til dette, og at det frivillige Fattigvæsens Anmodninger til det offentlige imødekommes med den samme Tillid, hvormed de blive fremsatte. Det offentlige og det frivillige Fattigvæsen skulle ikke have nogen Hemmelighed for hinanden; de maae betragte hinanden som Virksomheder, der ikke kunne undvære hinanden, uden at hver af dem vil savne sin naturlige Begrændsning og at nødvendige Supplement. Den offentlige og den private Fattigforsørgelse bør altsaa underholde en stadig gjensidig Forbindelse.
Spørgsmaalet bliver nu: hvorledes skal da et frivilligt Fattigvæsen i saa stor en Stil tænkes organiseret? Betænkningens 52de Forslag er saalydende: "Saasnart den private Fattigforsørgelse er saaledes ordnet i Hovedstaden, at dens frivillige Forgreninger, byggede paa forud bestemte Principer og Regler, virke gjennem en fælles Overbestyrelse, skal der søges tilveiebragt en organisk Forbindelse mellem det offentlige og det private Fattigvæsen og en derpaa grundet stadig Samvirken mellem begge Institutioner". Vi ville ikke tilbageholde den Anskuelse, at dette Forslag synes os at indeholde det svageste Punkt i Udvalgets Arbeide. Ligesom selve Forslaget stærkt fremhæver "en fælles Overbestyrelse" og gør den organiske Forbindelse mellem den offentlige og private Fattigvæsen afhængig af en saadan Bestyrelses Tilstedeværelse, saaledes skeer dette yderligere i den Motivering, som ledsager Forslaget. Udvalget udtaler sig saaledes: "Ligesom et Fællesorgan for det frivillige Fattigvæsen kan gjøre megen Nytte ved at indsamle Midler og dermed directe understøtte værdige Trængende, ved at kalde saadanne Velgjørenhedsindretninger tillive, som endnu savnes og overhovedet ved at virke rækkende og beaandende paa Samfundets Trang til at antage sig dets nødlidende Medlemmer, saaledes vil det ogsaa kunne faae stor Betydning, forsaavidt det sættes istand til at erdhverve sig et fuldkommen klart Indblik i det private Understøttelsesvæsens Detailler, og forsaavidt dets paa et saadant omfattende Kjendskab til Forhold og Personer støttede Vink, Oplysninger og Anmodninger finde et velvilligt Øre hos Bestyrelserne for de forskjellige Stiftelser og Foreninger til Trængendes Vel. Kun en Autoritet som den der omtalte, hvorved en loyal Samvirken til det fælles Maal mellem det frivillige Fattigvæsens mangfoldige Forgreninger tilveiebringes, kan optræde som sideordnet med den offentlige Fattigbestyrelse, og kun med en saadan kan den stadigt samvirke. En uafbrudt directe Forbindelse mellem det offentlige Fattigvæsen og de enkelte private Velgiørenbedsindretninger er nemlig en Umulighed, deels paa Grund af disses meget betydelige Antal, deels fordi den private Velgjørenhed ikke kan yde det offentlige Fattigvæsen den fornødne Garanti for en hensigtsmæssig Anvendelse af sine Midler, saalænge den savner ethvert Spor af Organisation. - "Vi tilstaae, at denne Motivering ikke forekommer os at være overbevisende. I første Øieblik lader man sig maaske paavirke af Forsikkringen om Nødvendigheden af en Overbestyrelse og finder maaskee endog, at Tanken om en saadan er den eneste naturlige. Men ved nærmere Overveielse troe vi, at man vil forandre Anskuelse. Man vil spørge sig selv: hvad skulde egentlig en Overbestyrelse være til? Kunne ikke Bestyrelserne for de forskellige Understøttelsesforeninger, der i Reglen ville have en Præst eller anden Embedsmand til Formand, gjøre den samme eller langt større Nytte, end den, man har tænkt sig tilvejebragt ved en Overbestyrelse? Og hvorfor skulde der ikke kunne finde en directe Forbindelse Sted mellem det offentlige Fattigvæsen og de forskjellige Sogneunderstøttelser? Allerede nu er den directe Forbindelse vitterligt tilstede, hvor saadanne er dannede. Og hvorfor skulde en Understøttelsesforening som f. Ex. den christianshavnske ikke kunne yde det offentlige Fattigvæsen den fornødne Garanti for en hensigtsmæssig Anvendelse af sine Midler? - Tanken om en fælles Overbestyrelse synes nødvendigviis at maatte forbindes med Tanken om en fælles Kasse. Udvalget udtaler sig vel ikke i denne Retning, men man synes at kunne læse dets Anskuelse mellem Linierne. At nu Constitueringen af en fælles Kasse for det samlede private Fattigvæsen ikke vil føre til et heldigt eller retfærdigt Resultat, vil meget let kunne paavises. Garnisons Sogn har f. Ex. 200 Fattige, og med de Midler, dets Understøttelsesforening har at raade over, kunne alle disse Fattige forsørges. Trinitatis Sogn har derimod f. Ex. 2000 Fattige og kan end ikke tilnærmelsesviis sørge for disse. Vilde der saa dog ikke være noget høist Unaturligt i, at Garnisons Sogns Understøttelsesforening skulde afgive de for den tilstrækkelige Midler til den fælles Kasse og af denne modtage utilstrækkelige Midler tilbage, utilstrækkelige, fordi der gaves andre Sogne, som behøvede Mere, end de selv kunde skaffe tilveie? Forsaavidt man da muligviis kunne tænke paa en Overbestyrelse som nødvendig for Indsamling til slige uforholdsmæsigt bebyrdede Sogne, formaae vi heller ikke at indsee dens Nødvendighed i denne Henseende; selve Sognene kunne efter vor Anskuelse optræde med samme Gavn. Hvis det altsaa er Udvalgets Mening, at Overbestyrelsen i Virkeligheden skal have det Hverv at bestyre den fælles Kasse, saa maae vi paa det Bestemteste erklære os imod en saadan Ordning af Forholdene.
Jo dybere man gaaer i sin Betragtning, desto klarere forekommer det os desuden at blive, at der ved Løsningen af denne store Fremtidopgave netop ikke bør eftertragtes noget Fællesskab. Opgaven er jo ikke den at faae et nyt offentligt Fattigvæsen ved Siden af det gamle. Det ene skal være offentligt, det andet privat. Heri bestaaer den store Forskiel, som ikke vil undlade at medføre store Conseqventser. Og har man ikke Blik herfor, vil man neppe kunde vente, at Bestræbelserne for at organisere det private Fattigvæsen ville krones med Held. Udvalget udtaler, at der skal være Udsigt til, at en ordnende Haand i en nærliggende Fremtid vil foranledige, at der opstaaer en hidtil ukjendt planmæssig Samvirken mellem de forskjellige Velgjørenhedsindretninger, og det anseer det derfor for ubetimeligt at ville yttre nogen Mening om. Hvorledes det eventuelle frivillige Fattigvæsen i det Enkelte vil blive organiseret. Ved denne Yttring sigtes til det Faktum, at der den 24de October 1866 af Centralcomiteen til Forsørgelse af Invalider osv. blev nedsat et Udvalg med det Hverv, at organisere et frivilligt Fattigvæsen i Kjøbenhavn, og at dette Udvalg den 13de Septbr. f. A. har afgivet sin Betænkning, der senere er bleven drøftet af ansete Mænd udenfor Centralcomiteen i Forbindelse med Delegerede fra denne. Efter hvad vi have bragt i Erfaring, tør man imidlertid vist neppe fæste altfor stort Haab til Resultaterne af det nævnte Udvalgs Arbeide - maaskee netop fordi Udvalget ikke tilstrækkeligt har haft Blikket henvendt paa Charakteren af det frivillige Fattigvæsen som privat. Borgerrepræsentanternes Udvalg har dels forkyndt en Sandhed for hvis Betydning det imidlertid ikke tilstrækkeligt synes at have haft Øie "Erfaringen lærer", hedder det, "at hvis et saadant Værk skal lykkes, maa det være Resultatet af en Bevægelse nedenfra, en Trang der rører sig i selve Befolkningen, klaret, ansporet og ledet af en eller flere Personligheder, hvis Liv er viet til denne Gjerning." Denne Yttring maa man supplere saaledes, at Erfaringen tillige lærer, at den omtalte Bevægelse rører sig mere i disse afgrændsede Kredse end i den store Almindelighed, at den nævnte Trang i Reglen føler sig kaldet til først at tænke paa sine Nærmeste. Man vil ogsaa have seet, at Byens forskjellige Sogne i den senere Tid organisere deres Understøttelsesforeninger, og vi maae finde dette saa meget glædeligere, som denne Form for det frivillige Fattigvæsen synes os at være den, der practisk vil lede til det heldigste Resultat, og vi troe, at "Bevægelsen nedenfra" saaledes har valgt det Rette. Vi kunne ikke indsee Andet end at i Modsætning til det offentlige Fattigvæsen skal den private Forsørgelse virke i snevre Kredse, jo mindre, desto bedre; i Modsætning til det officielle Fattigvæsens Centralisation skal det private Fattigvæsen udmærke sig ved sin Decentralisation. Sognene synes at afgive en meget naturlig Basis for Begrændsningen, og den Følelse for Fællesskab, som hidtil ikke har været meget udviklet hos de forskjellige Beboere af et Sogn, om den end ikke kan siges at have manglet, vil let kunne faae et meget gavnligt Opsving, netop naar man i høi Grad lægger beslag paa den, og denne Følelse vil ikke blot i denne, men ogsaa i mange andre henseender have sin store Betydning. Naar da de forskiellige Sogne med virkelig Energi tage fat paa den Virksomhed, som for flere af dem vil stille sig som meget vanskelig. ja endog som foreløbigt uoverkommelig, naar hvert Sogn med fuld Kraft arbejder paa at kunne sørge for sig selv, vil det efter vor Formening ikke blive tvivlsomt, at en Overbestyrelse vilde være overflødig og snarere til Skade end til Gavn.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1869)
J. F. Meyer: Københavns Tvangs- og Arbejdsanstalt set fra gården. Bygningen med de to kviste er den sydlige fløj, der vendte ud mod Ladegårdsmarken. Den del, der lå længst mod vest, stod uændret fra ombygningen i 1750'erne og indtil Ladegården blev revet ned i 1930. Til højre anes lidt af den vestlige fløj. Den blev opført i 1857 og erstattede en bygning fra 1750'erne. Ca. 1895. Kbhbilleder. Public domain.
Kjøbenhavns offentlige og private Fattigforsørgelse.
III.
Naar vi i det Foregaaende har betegnet det som naturligt, at hvert Sogn optraadte for sig og stræbte efter at kunne forsørge samtlige sine Fattige, saa have vi ikke alene taget Hensyn til det Factum, at den almindelige Mening synes at have erklæret sig for Sogneinddelingen, idet Velgjørenheden rundtom har begyndt at organisere sig sogneviis; men vi see i og for sig ikke rettere, end at Opgavens Løsning paa denne Maade practisk vil være lettest at gjennemføre. Vi ere imidlertid ikke blinde for at der kan reises vægtige Indvendinger mod rigtigheden af denne vor Opfattelse. "Foreløbig", vil man sige "kan denne Inddeling have sin Berettigelse, men i Længden vilde det være urigtigt at ordne Forholdene paa denne Maade, og Borgerrepræsentanternes Udvalg har fuldkommen Ret i den Mening, at naar de forskiellige Understøttelsesforeninger have organiseret sig, skulle de forenes og som Forgreninger virke gjennem den fælles Overbestyrelse. Man kan ikke standse ved Tilveiebringelsen af flere private Understøttelsesforeninger, Maalet er først naaet, naar der existerer eet privat Fattigvæsen. Sogneinddelingen har jo været meget heldig for de velhavende Sogne, som rigelig kunde forsørge deres Fattige, men hvorledes vil Sagen vel stille sig for de Sognes Vedkommende, der rumme liden Rigdom og tilmed ere overvættes bebyrdede med Fattigdom? Slige ville aldrig kunne blive forsørgede, undtagen under den Forudsætning, at samtlige Gaver til det private Fattigvæsen ingaae i den Kasse, hvoraf samtlige Udgifter afholdes."
Opfatter man Sagen reent Theoretisk, kan det ikke nægtes, at denne Betragtningsmaade synes at have en ikke ringe Vægt. Practisk seet, troe vi imidlertid ikke, at den vil bevirke nogen Forandring i den Ordning af Forholdene, der vistnok ikke blot som foreløbig, men endelig vil have Udsigt til at hidføre de heldigste Resultater. Vi antage det nemlig for utvivlsomt, at Tanken om at samle de forskiellige Understøttelsesforeninger til een altomfattende Helhed hviler paa en Illusion. De Sogne, der have været heldige nok til at kunne realisere den Opgave at sørge for samtlige de Fattige, som opholde sig i Sognet, vilde nemlig aldrig indlade sig paa at gaae ind under et almindeligt privat Fattigvæsen. De ville aldrig opgive den Virksomhed, der har viist sig kronet med Held, og de ville finde det uforsvarligt at afgive de for dem tilstrækkelige Midler, for dermed at bidrage til andre Sogne og da at være nødsagede til at søge Trøst i Tanken om det fælles Skibbrud. For de Sogne, som vitterligt ikke kunne forsørge deres Fattige, maatte der da sørges paa anden Maade, f. Ex. ved særlige Indsamlinger etc. Men hvad der for os stiller sig som Hovedsagen, er det, at et privat Fattigvæsen efter Sagens Natur ikke taaler en Centralisation, at det aabenbart altid vil arbeide med desto større Held, jo mindre de Forhold ere, hvorunder det virker.
Vi have alt livligere i Materien om det offentlige Fattigvæsen fremhævet den overordentlige Vægt, man maa lægge paa Tilveiebringelsen af et grundigt personligt Kendskab til de Fattige, et Kjendskab, som forhaabentlig vil kunne opnaaes ved den paatænkte nye Forstanderinstitution. Seer man den til det private Fattigvæsen, maa denne Fordring i endnu høiere Grad fremhæves. For Øieblikket stille Forholdene sig let saaledes, at naar en Fattig henvender sig med Bøn om Understøttelse til en Velgjører, har denne en Følelse af at begaae Uret, naar han nægter sin Almisse, men giver han den, har han en maaskee endnu stærkere Følelse af at have handlet urigtigt, fordi han savner alt Kjendskab til den Vedkommende, der muligvis er en aldeles Uværdig. Naar de private Understøttelsesforeninger ere forstandigt organiserede, bør denne Collision ikke kunne indtræde. Det bør bringes dertil, at der ikke existerer et eneste fattigt Individ indenfor det enkelte Sogns Omraade, om hvem man ikke veed den meest fuldstændige Besked. Kun under denne Forudsætning er det muligt at tilveiebringe en Forandring hos det store Antal Fattige, der speculerer i den almindelige Uklarhed, de Uværdige, for hvem Sogneunderstøttelsesforeningerne stille sig som en Forfærdelse, der vil afskære dem Muligheden af at kunne subsistere ved det magelige Tiggerliv. Det bør bringes dertil, at Enhver, der bliver anmodet om Understøttelse af en Fattig, med Tryghed kan henvise denne til den Understøttelsesforening, hvorunder han hører, og de uhyre Summer, som mellem Aar og Dag hidtil ere klattede bort til Fattige, uden at de i Reglen have gjort den mindste Gavn, bør for Fremtiden hos Understøttelsesforeningerne finde den Anvendelse, hvor de med Sikkerhed kunne vides vel anbragte. I samme Grad, som det store Publicum vil ophøre med den hidtilværende Letsindighed i Understøttelsesmaaden, i samme Grad vil det blive umuligt, at en stor Deel af Samfundets Individer ikke kiende noget andet Arbeide end det at gaae omkring og tigge.
Skal man imidlertid kunde drive det saavidt, at Understøttelsesforeningen i hvert Sogn veed din meest fuldstændige Besked med samtlige Fattige i Sognet - og derpaa beroer det i Virkeligheden, om Foreningen kan virke til Gavn - saa fordres der hertil en Organisation, som ikke kan gaae formeget i det Enkelte. Understøttelsesforeningen ordner sig i Kredse, og uagtet der naturligviis i de forskjellige Gader at kunne være megen Forskjel paa Mængden af Fattige, kan man vistnok fastsætte som Regel, at i alt Fald hver Gade bør udgjøre sin Kreds, og adskillige Gader bør utvivlsomt hver for sig indeslutte flere Kredse. Jo mindre Kredsene kunne afgrændses, desto heldigere. I Spidsen for enhver af disse Kredse staaer da en Kredsformand, der under sig optager saa mange Medhjælpere af ham bekjendte Mænd og Kvinder, som han finder fornødent. Enhver, som begjærer Hjælp, henvises da til Kredsformanden i den Kreds, hvori Vedkommende boer. Den Fattiges Forhold undersøges, og Hjælpen gives da efter et fælles Skjøn af dem, der arbeide i samme Kreds. Ligesom Kredsformændene jevnlig holder møder med Medhjælperne, saaledes holde de indbyrdes, f. Ex. maanedligt, Møde med Bestyrelsens øvrige Medlemmer. Man vil see at der ved saadan Organisationsplan, som i Hovedtrækkene ligger til Grund for de etablerede Understøttelsesforeninger, stilles der alvorlige Krav til Sognenes forskjellige Medlemmer. De Pengeunderstøttelser, som Foreningerne behøver, ere ikke i høiere Grad Hovedsagen, end den personlige Medhjælp, som Opgavens Gjennemførelse kræver. Der maa melde sig et meget betydeligt Antal Medhjælpere, hvis Maalet skal naaes, og disse Medhjælpere maae paatage sig det Hverv, saa godt som daglig at besøge de Fattige, som antage sig, saa at de med den fuldkomneste Sikkerhed kunne følge deres følge deres Vandel. Heldigst vilde det derfor være, naar en Medhjælper kun behøvede at paatage sig Tilsynet med ganske enkelte Fattige, hvem han da maatte kunne omgaaes saaledes, at de betragtede ham som deres bedste Ven, til hvem de henvendte sig om alt Muligt. Men for at en saadan Tilstand skal kunne naaes, er det uomgængelig nødvendigt, at Samfundets enkelte Medlemmer i langt høiere Grad end hidtil indsee de Pligter, der i saa Henseende paahvile dem. I Tilvejebringelsen af det tilstrækkelige Antal dygtige Kredsformænd og Medhjælpere ligger i Virkeligheden den største Vanskelighed for det private Fattigvæsens lykkelige Organisation. En stor Mængde Mennesker vil med Gru tænke paa den Gjerning, at skulle være Huusven hos en forarmet Familie, og de offre hellere det Dobbelte af, hvad de nu give til Fattige, naar de blot maae være frie for en saadan fortrolig Stilling. For Andre, som savne de tilstrækkelige Pengemidler, vil det muligviis være kjært at kunne yde Fattigdommen sin Skjærv i Form af personlig Omsorg; men blandt disse vil der altid findes Adskillige, ligeoverfor hvem det vil vise sig, at den gode Villie ikke er tilstrækkelig. Det er ikke nok, at en Medhjælper har et godt Hjerte, i Reglen maa han eller hun ogsaa have god Forstand. Bestyrelserne for Understøttelsesforeningerne ville kun altfor ofte komme til at beklage, at deres Fattige i sidstnævnte Henseende vise sig at staae over Medhjælperne. Disse maae have mange forskjellige Egenskaber, naar de virkelig skulle gjøre Gavn. De maae være i Besiddelse af Iver, Alvor og Utrættelighed, de maae eie et vist practisk Blik, maae være istand til at kunne give mangt et godt Raad, maae forstaae at kunne irettesætte og at opmuntre paa passende Maade osv. Jo vanskeligere Sagen imidlertid stiller sig, desto skarpere maa man fremhæve, at de, der føle sig i Besiddelse af Kald, ikke der unddrage sig Opfyldelsen af den Pligt, der paahviler dem; og hvis de forstandige Kvinder - Menneskekjærligheden er jo i Reglen meest udviklet hos Kvinderne - i en større Almindelighcd vilde melde sig til Medvirkning, er der ingen Tvivl om, at Maalet maa kunne naaes.
Under en saadan Ordning skal det vel vise sig, hvermeget den personlige Indflydelse formaaer at udrette, hvor langt betydningsfuldere og virksommere Gaverne blive, naar de uddeles saaledes, end naar de gives uden nøiere Kjendskab til de Fattige og disses Forhold. Understøttelserne bør naturligviis ydes uden Hensyn til, hvilket Troessamfund den Fattige maatte tilhøre, og deres Størrelse der alene bestemmes efter de stedfindende Forhold. Hvor det gjøres fornødent, at en større Pengesum anvendes for grundigt at hjælpe en Familie op af Armod til Selverhverv, f. Ex til Beklædning, Indløsning af pantsat Bohave, Sengklæder, Værktøi osv. bør et saadant Offer ikke flyes. Vel vil snart vise sig, hvorvidt Foreningen der antage sig en Fattig, eller hvorvidt denne som uværdig bør henvises til det offentlige Fattigvæsen; er der Udsigt til, at han kan reises, og tager man sig derfor af ham, bør Foreningen af al Magt virke for, at han virkelig reiser sig. Der gjælder her fornemmelig om at bevare de Individer for Samfundet, som ellers vilde forlades; det gælder om at fremkalde, bevare eller stinke den Følelse hos den Fattige, at der er noget Beskæmmende i at modtage offentlig Fattigunderstøttelse, det gjælder om at opretholde den Selvfølelse hos den Fattige, som er en nødvendig Betingelse for den Sparsommelighed og Arbeidsomhed, uden hvilke han aldrig tilgavns vil kunde reises. Hertil er det de Fattige skulle hjælpes, og de understøttes tilgavns, naar de, som Pastor Munck udtrykker sig, hjælpes "lige netop med hvad de behøve og ikke med en eneste Rigsdaler mere". Det er dernæst af Vigtighed, at Foreningerne indsee, at Understøttelse i Penge, om end nødvendige, ikke er den eneste, stundom den mindre væsentlige Form for Godgjørenheden. Foreningerne ville kunne giøre Meget for skaffe Arbeide til de Arbeidsløse, Mænd og Kvinder. Til Sysselsættelse af de Sidste ville Syeforeninger sikkert kunne udrette en deel Deel, og det er os bekjendt, at i alt Fald een Understøttelsesforening har opnaaet meget heldige Resultater ad denne Vei. Tøi bliver tilklippet og bliver da udleveret til Syning hos forskiellige i Sognet boende Koner, som midlertidigt ere uden Arbeide og som man saaledes skaffer Erhverv. Det forarbejdede Tøi bliver derefter solgt, og da hvert enkelt Klædningstykke kun vurderes til, hvad det har kostet Foreningen selv, og Tøiet derhos indkjøbes i større Partier, hvis Priis i Reglen kan opnaaes nedsat af Hensyn til det velgjørende Øiemed, ville disse Klædningsstykker kunne sælges betydeligt under sædvanlig Priis, og selve de Fattige kunne saaledes ofte indkjøbe Resultatet af deres eget Arbeide. En saadan Virksomhed vil altsaa i dobbelt Henseende være velgjørende. - Understøttelsesforeningen vil saaledes kunde udfolde Virksomhed i de forskjelligste Retninger, og for en energisk Stræben vil vel sikkert ikke vise sig uoverkommeligt at tilveiebringe Arbeide for den Fattige, som nu savner dette. Alene det, at Foreningen kjender ham og giver ham sin Anbefaling vil være ham til stor Nytte. Som særlige Virksomheder, der aae ligge nær for Understøttelsesforeningerne, skulle vi fremdeles nævne: Tilveiebringelsen af Sparebanker, Sygekasser, Alderdomsforsikkringer, Begravelseskasser, Consumforeninger, Arbeidshuse etc. Saavidt som Understøttelsesforeningernes Bestræbelse bør gaae ud paa i det Hele at hæve den arbejdende Befolkning, saavist maa man dog ikke tabe af Syne, at man ogsaa i denne Henseende har Forpligtelser, hvis Opfyldelse kan medføre den største Tilfredsstillelse. Det gjælder om at give de Fattige Smag paa ædlere Nydelser, end dem, der for Øieblikket kun altfor meget vise sig som deres Fjender; og Bestræbelser i denne Retning ville altid kunne regne paa den Støtte, som findes i den almindelige menneskelige Natur, paa Tilbøieligheden til i Reglen at føle sig meest hendraget til det Bedste. Ifølge Pastor Muncks Udsagn findes der blandt de Fattige en overordentlig udpræget Trang til Læsning, og til Afhjælpelsen af denne Trang vilde det være ønskeligst om der oprettedes Sognebibliotheker, en Opgave, som sikkert ikke vilde være vanskelig at udsyre.
Uagtet vi, som tilstrækkeligt antydet, nære den Anskuelse, at hvert Sogn for sig bør stræbe at tage sig af de Fattige i alle Henseender, troe vi dog, at dette i visse Retninger, i alt Fald for Tiden, vil være umuligt. Vi vil saaledes i den nærmeste Fremtid ikke kunne være Tale om, at Sogneforeningerne tænke paa at tilveiebringe Midler til Opførelsen af egne Arbeiderboliger. Enkelte Opgaver ville i alt Fald foreløbigt fordre særegne Selskaber, og jo vigtigere det maa siges at være, at den almindelige Elendighed med Hensyn til Boliger bliver afhjulpen, desto ønskeligere var det, om Velgiørenheden mere almindeligt end hidtil vilde have Blikket henvendt herpaa, saa at flere særegne Selskaber i denne Henseende satte sig i Bevægelse. Fremdeles skulle vi her fremhæve Vigtigheden af billige Laanecontoirer for de Fattige. Naar man vil møde den lavere Befolkning, naar den gjør sit første Skridt henimod Fattigdommen, saa skal man giøre det paa Laanecontoiret, og at man strax her træder Fattigdommen imøde, er af den største Vigtighed. Vel er oplyst, at for Fattigbefolkning for sine Laan aarligt betaler i det mindste 85,000 Rd., medens Halvdelen af denne Sum vilde være tilstrækkelig til Afholdelsen af den tilbørlige Rente og de for Laanecontoirernes Drift nødvendige Udgifter. Vel vilde være en ganske overordentlig Vinding, om man kunde spare Fattigbefolkningen for Efterstræbelserne fra de hidtilværende fordærvelige Pantelaanere. Som bekjendt existerer der her i Kjøbenhavn et Actieselskab for billige Laanecontoirers Oprettelse og dette har for Øieblikket 4 contoirer paa forskjellige Steder i Byen. Det den nylig stedfundne Generalforsamling var der Tale om Oprettelsen af et femte Contoir, men man fandt det ikke muligt at kunne udstrække sin Virksomhed videre. Vi ansee det for at være af den allerhøieste Betydning, at dette Selskab støttes saa meget som muligt, og vi beklage, at det synes som om der paa den nævnte Generalforsamling var liden Varme i Stemningen. Da Renten er fastsat til 50 pCt. (Pantelaanerne tage 100 pCt.), og da Actionairernes indskudte Capital saaledes tilbørligt kan forrentes, sees det ikke rettere, end at Pengemænd, som nu maaskee ikke udbringe mere af deres Midler, med Tryghed kunde slutte sig til rolle Selskab og derved samtidig gjøre en god Gjerning.
Som man vil see, er der en viid Mark at arbeide paa, naar der skal gjennemføres en virkelig Reform i de nuværende ulykkelige Forhold. Som Borgerrepræsentanternes Udvalg udtrykker sig, svinger det offentlige Fattigvæsen under de nuværende Forhold holdningsløst frem og tilbage mellem Politivæsenet, som det ifølge sin Natur tilhører, og Barmhjertigheden, som Omstændighederne foreskrive det. Men skal det virkelig drives til, at den private Forsørgelse antager sig alle dem, der endnu kunne reises, alle de værdige Fattige, saa er dette først muligt, naar Nødvendigheden heraf trænger tilstrækkeligt ind i den almindelige Bevidsthed, saa at det hele Samfund energisk reiser sig for at tage fat paa Opgaven med alt det Alvor, den kræver.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. marts 1869)
Til de værdigt trængende hørte fx officersenker. Denne bygning blev opført 1868 i Viktoriagade 19 af commerceraad J. V. Heyman og Hustrus Stiftelse for officersenker. Den indeholdt "5 Friboliger for Enkerne, og 1 Fribolig for Inspekteuren, der skulde være en gift Invalid, eller en afskediget gift Underofficer. Nedbrudt Aar 1895." Billedet stemplet Chr. Neuhaus Eftf. Oluf W. Jørgensen, Kjøbmagergade 14. (Mariboe). Kbhbilleder. Public Domain. Et tillæg til artikelserien (IV) findes i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. marts 1869. Det omhandler pjecen "Om godgjørenhed og frivilligt Fattigvæsen i Kjøbenhavn af J. C. Holck, præst ved Vor Frelsers Kirke.
I nyere tid er et stort arkivmaterialet fra Københavns Kommunes fattig- og forsørgelsesvæsen blevet tilgængeligt online. Dette kan man se i de hundredvis af protokoller i Københavns Stadsarkiv.
