Politilægen i Aabenraa. (Efterskrift til Politivennen)

Borgerrepræsentanternes Møde

Mandagen den 24de Mai. Efterm. Kl 6.

- - -

Endeel Grundeiere i Gaden Aabenraa havde til Forsamlingen indgivet et Andragende med Besværing over om i den nævnte Gade i en længere Aarrække stedfindende Visitation i Politilæge Hecquets Ejendom af offentlige Fruentimmer, der vare istand til derfor ar erlægge Extrabetaling. Ved denne Visitation, der fandt Sted Kl 7-9 Form. besværedes Passagen i Gaden, ligesom den ogsaa vanskeliggjordr det for Grundeierne at faa deres Leiligheder bortleiede. Man ønskede derfor Borgerrepræsentationens Medvirkning til, at denne visltaiton blev henlagt til et af Stadens Hospitaler. - Formanden fremhævede, at Forsamlingen ikke var istand til at afgiøre i hvor høi Grad Visitationen forulempede Passagen i Passagen, samt at Borgerrepræsentation ikke kunde have nogen direkte Indflydelse paa Sagens Afgiørelse. Han vilde derfor foreslaa, at man skulde sende Andragendet til Magistraten med Anmodning om at opfordre Sundhedspoliliet til at gjøre hvad det kunde for at formindske de paaankede ulemper. Herforth fandt at det var at giøre Andragendet for megen Ære, thi de offentlige Fruentimmer, hvem det var befalet at møde til Visitation, bleve alle visiterede paa Almindeligt Hospital, og der var i Andraget egentlig Tale om at forbyde en Læge at modtage Patienter, som ønskede at søge ham i hans Bopæl, hvilket vilde være aldeles utilstedeligt. At det paa Grund af det paaankede Forhold skulde være vanskeligt at faa Leilighederne i Gaden bortleiede, var ganske utroligt. Han vilde derfor foreslaae at man skulde meddele Andragerne, at der Intet var at giøre ved Sagen. Syndergaard paastod imidlertid, at der var Tale om Fruentimmer, der vare underkastede Tvangsvisitation, og som istedetfor at møde paa Almindeligt Hospital indfandt sig paa Politilægens Bopæl imod at erlægge en Extrabetaling derfor. Brix ønskede at vide, om den Opfattelse var rigtig. Borgermester Larsen kunde ikke give noget bestemt Svar, men antog iøvrigt, at Syndergaard havde Ret. Mollerup foreslog, at man skulde sende Andragendet til Magistraten og overlade det til den, hvorvidt den vilde finde det rigtigt at foretage noget videre Skridt i Sagen. Formanden sluttede sig til Mollerups Forslag, som vedtoges. 

---

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  26. maj 1869. Uddrag).

Frederik Frantz Hecquet (1811-1876). Underlæge ved 9. infanteri bataljon 1842-1845 (Badstuestræde 129, stuen), konstitueret politilæge i København 1843-1845, fast ansat 1845-1876. Den 17. april 1866 flyttede han til Nørregade 14, 2. sal, Oktober 1868 til Nørrevold 8, 2. sal sammen med sin søn, C. F. A. Han var far til bl. a. skovrider Carl Hecquet og læge C. F. A. Hecquet.

Magistraten behandlede sagen som kom op i Borgerrepræsentationen igen den 5. juli 1869:

Klagen fra Beboerne i Aabenraa over Benyttelsen af Poiitilæge Hecquets Eiendom i den nævnte Gade har været tilstillet Politidiretktøren, som har fremsendt en Udtalelse fra 3die Politiinspektør, Petersen, hvori der bl. Andet gjøres opmærkom paa, at den ene af Andragerne ikke har underskrevet Klagen, hvilket han, der selv lever af Prostitutionen, ikke heller godt kunde have gjort, og at en anden os Klagerne handler med Klæder til berygtede Fruentimmer. Klagen blev selvfølgelig henlagt.

(Dags-Telegraphen_(København) 6. juli 1869)

Magistaten tilføjede at der snart ville ske en omordning af alle prostitutionsforholdene, og der så meget desto mindre var grund til at tage hensyn til andragendet.

Gaden var også oppe i ...

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor With.

Torsdagen den 3die Juni.

- - -

Til Aabenraa's øvrige Behageligheder havde Garvermester Meyer føiet den, at han mellem Kl. 12-1 om Formiddagen havde ladet ildelugtende Land flyde ud i Gadens Rendesten. Paa lignende Maade havde Garvermester Hertz vist sin Ringeagt for Rosenborggades velklingende Navn. Skjøndt det ikke kan disputeres om Smagen, førte de Tiltalte en længere Disput med de vedkommende Betjente om Lugten, idet de paastod, at Vandet ikke var ildelugtende, medens Betjentene i Henhold til deres Næsers Erfaring paastod det Modsatte. Da det nærmere skal undersøges, om det saaledes udflydte Vand henhører under den Kategori, som Sundhedsvedtægten fordrer kun maa løbe ud om Natten, blev Sagen udsat.

- - -

(Dags-Telegrapen (København) 5. juni 1869)

Dølgsmaal i Silkegade. (Efterskrift til Politivennen)

Fødsel i Dølgsmaal. En i et Sted i Silkegade i Kjøbenhavn boende Mand bemærkede i Torsdags Morges Kl. 5, at der var Nogen inde paa et af Latrinerne i Gaarden, idet Nøglen sad i, men da Ingen kom ud derfra, antog han, at Vedkommende var falden i Søvn, og gik derfor ind i en tilstødende Retirade. Et Øieblik efter hørte han, at et Fruentimmer gik ud og lige op i Stedet, og strax derpaa hørte han Barneskrig derinde. Han ilede derfor til og fik Lys tændt, men da Barnet laae nede i Kulen omtrent 2 Alen under Dækket, var det ham ikke muligt at naae det. Han tilkaldte derfor Politiet, ved hvis Foranstaltning Barnet blev udtaget og underkastet Behandling af en strax tilkaldt Jordemoder, men desuagtet afgik det strax efter ved Døden. Det oplystes at Barnet var født af en Pige paa 31½ Aar, som i nogle Dage havde logeret i Huset, og hvis Kjæreste, som var Fader til Barnet, i Februar var reist til Amerika. Den ulykkelige Pige blev ved Politiets Foranstaltning indlagt paa Fødselsstiftelsen.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. maj 1869).

Nyfødt dræbt. (Efterskrift til Politivennen)

Tiltale imod en Moder for at have dræbt sit uægte, nyfødte Barn. En Dag i afvigte Vinter blev en praktiserende Læge tilkaldt af en herværende Grosserer for at se til dennes Tjenestepige, Arrestantinden Johanne Bøøk, der for sin Husbond havde foregivet at være angreben af kopper. Efterat Lægen var kommen op til hendes Værelse, fandt han Døren aflaaset, og da den efter gjentagen Anmodning endelig blev aabnet, saa han Arrestantinden liggende paa Sengen og en Spand Vand staaende paa Gulvet, der bar Spor af betydelige Blodpletter, hvoraf Lægen strax formodede, hvad der var passeret; han spurgte da, hvor Barnet var. Efterat Arrestantinden først havde negtet at have noget Barn, pegede hun hen paa et Skab, hvor man endelig fandt Noget indsvøbt i en Avis, der viste sig at være et nyfødt, men dødt - skjøndt endnu ganske varmt - Drengebarn. De sædvanlige Oplivningsmidler bleve strax forsøgte, men uden Virkning. Under det i den Anledning foretagne Forhør tilstod Arrestantinden, at hun, der den 21de September f. A. var kommen hertil fra Sverige for at søge Tjeneste, og hvis Kjæreste boede i Malmø, var, efter at hun var kommen til Kundskab om sin Frugtsommelighedstilstand, men ikke havde omtalt denne for Nogen her, den 21de December sidstleden om Morgenen Kl. 5½ i sin Tjeneste staaet op i det Værelse, hvor hun laa alene. Da Fødselen nu pludselig paakom hende, og hun havde født et Drengebarn, der efter Fødselen gav Lyd fra sig, svøbte hun det ind i sin Klokke og søgte derpaa forgæves Hjælp i Huset, men fandt alle Døre lukkede. I Fortvivlelse herover opstod den Tanke hos hende, da hun atter kom tilbage til Værelset, at skjule Fødselen. Efterat hun derpaa havde seet til Barnet og fundet det levende, svøbte hun det paany ind i Klokken i den Tanke, at det mstder vilde dø, og at hun saa vilde skjule Fødselen. Da hun omtrent 10 Minuter derefter igjen saa til Barnet, fandt hun, at det nu var dødt, hvorfor hun tog det ud af Klokken og lagde det indsvøbt i et Stykke Papir ind i et Skab under Vinduet. Ifølge den foretagne Obduktionsforretning har det omhandlede Barn været fuldbaaret, levedygtigt og nyfødt, har trukket vejr og har altså levet efter Fødselen; dets Død var antaget bevirket ved Kvælning, hvorhos den vedkommende Læge efterat Arrestantinden i Retten havde paavist, hvorledes hun navnlig anden Gang havde indsvøbt Barnet i Klokken, havde erklæret, at dette ved en saadan Indsvøbning upaatvivlelig af Mangel paa Luft omsider har maattet dø. Arrestantinden, der er 20 Aar gammel og ikke før straffet, blev ved Kriminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens § 192, 1ste Led, med 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen_(København)_20. april 1869).

Dyre Begravelsesgilder. (Efterskrift til Politivennen)

Fattigbyrden voxer paa de fleste Steder her i Landet i en saa foruroligende Grad, at det vistnok er paa høie Tid for ramme Alvor at tænke over Midlerne til dens Lettelse eller ialtfald at forhindre dens videre Stigning. Sogne-Sparekasser i Forbindelse med Sygekasser ere prøvede og ufejlbarligt f hensigtsmæssige Midler til Vækkelse af Sparsommelighedssandsen hos Tyende- og Arbeiderklassen og det maae ansees for en sand Velgjerning, ogsaa fra Sædelighedens og Moralitetens Standpunkt, om de kunde vinde meer almindelig Udbredelse og blive frugtbringende Gjemmesteder for de mange Smaasummer, som letsindigt bortødsles i Kipper og Krohuse, ved Flaske og Kort. - I Erkjendelsen af det Gavnlige i Oprettelsen af nævnte Kasser, have flere agtede Mænd i Gunderup Pastorat ved Aalborg, if. "Aalb. Av.", sluttet sig sammen for at fremme et saadant Foretagende, have forfattet Love til Drøftelse ved en Generalforsamling af Kommunens Beboere, som agtes snarest sammenkaldte. -  Iligemaade have samme Mænd, grundet paa Samstemning hos flere af Kommunens Beboere indbudt til en Forening, hvor den saa lidet tidssvarende Skik, eller rettere Uskik: at holde store Begravelsesgilder, agtes hævet. At det strider imod Sømmelighed og Velanstændighed, at Sørgehusene efter den Afdødes Jordfæstelse fyldes med Gjæster, der ofte flere Dage i Rad tilbringe Tiden med overdaadige Nydelser, Kortspil eller deslige, vil Enhver, som ikke er hildet i Fordomme, indsee. Ogsaa af Hensyn til de Udgifler, der ere fornødne med disse saakaldte "hæderlige Begravelser", burde disse banlyses; thi det er vel ikke uden Exempel i vore Dage, hvad Holberg i sin Tid skrev, at "mangen en Enke ofrer saa Meget paa at give sin afdøde Mand en hæderlig Begravelse, at hun ikke har Noget tilbage at føre et hæderligt Levnet for." 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 12. april 1869).

Julie Olsen. (Efterskrift til Politivennen).

Forsøg paa at dræbe sin Husbond og Madmoder m. M. En paa Christianshavn boende Skrædermester havde i den senere Tid om Morgenen, naar han stod op, savnet mindre Pengebeløb af sin Portemonnaie, der laa i hans Benklæder, hvilke han om Aftenen, inden han gik tilsengs, lod ligge i et Værelse ved Siden af sit Sovekammer. I den Anledning fattede han Mistanke til sin Tjenestepige Julie Olsen, der ogsaa for sin Madmoder tilstod, at hun tre forskjellige Gange havde frastjaalet ham, de to første Gange 1 Mark ad Gangen og den sidste Gang 2 Mark. Da hendes Husbond senere henad Aften samme Dag , da det omtalte Tyveri blev opdaget, kom hjem eg tilligemed sin Kone vilde drikke en Kop Kaffe, som Pigen havde tillavet og sat paa Kakkelovnen i Stuen, fandt man ved at nyde et Par Mundfulde af den, at dens Smag var syrlig og modbydelig. Pigen, der imidlertid var gaaet i Seng, blev nu tilkaldt, men hun negtede at vide af, at der var kommet Noget i Kaffen, hvorpaa hun atter gik i Seng uden nærmere at forklare Sandheden. For at komme til vished herom lod hendes Husbond den i Kaffekanden tilbageblevne Del af Kaffen helde i en Flaske og bragte den selv til Undersøgelse paa et Apothek, hvor det blev erklæret, at der var blandet Svovlsyre i den. Paa Grund af den herved imod Pigen opstaaede Mistanke blev Sagen anmeldt for Politiet, og hun blev arresteret. Arrestantinden tilstod nu, at hun, der paa Grund af det af hende tilstaaede Tyveri ønskede at skifte fra sin Tjeneste, havde i Harme og af Hævngjerrighed over, at hendes Madmoder havde negtet at udlevere hende hendes Skudsmaalsbog, men henvist hende til Manden, hvis hun vilde skifte, samt - hvad dog hendes Madmoder har nægtet - truet hende med at give hendes Skudsmaalsbog Paategning om Utroskab, besluttet at forgive sin Husbond og Madmoder og i denne Hensigt blandet en Theskefuld Polervand i den af hende tillavede Kaffe, der var bestemt til at nydes af dem. Arrestantinden vidste vel, at Polervandet kunde medføre Døden, men ikke, hvor stor en Mængde der behøvedes for at fremkalde en saadan Virkning. Efter vedkommende Læges Erklæring indeholdt Blandingen foruden Vand og Kaffe væsentlig kun Svovlsyre, og dette sidste Stof i en saa ringe Mængde, at Vædsken ikke kunde have nogen giftig Virkning og ikke heller, selv nydt i større Mængde, saasom en Kop, fremkalde nogetsomhelst sygeligt Symptom, hvilket den ikke heller antoges at have medført for Nogen af dem, der smagte paa den. Ved Kriminal og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 28 Aar gammel og 2 Gange straffet for Tyveri, anseet efter Straffelovens § 231, 1ste Led, og § 190, jfr. § 46, med 8 Aars Tugthusarbeide.

(Dags-Telegraphen (København) 6. april 1869).

Højesteret stadfæstede dommen den 4. maj 1869. Herefter forsvinder hun ud af avishistorien.

“Julie Olsen; hjh: i Frederikshavn; str: 2 Gange for Tyveri og 1 Gang med 8 Aars Tugthusarb: her for Tyveri og attent: Giftmord af Hævnlyst. Mist: Prot: K. Pag 323. 156”. [1876/1877] Forbryderalbum 1874-1882. Genealogisk Forlag.