Hanne Andrea Adolphine Braun. (Efterskrift til Politivennen)

Anholdelse. Politiet her i Byen har i disse Dage anholdt det i de kriminelle Annaler velbekjendte Fruentimmer Hanne Andrea Adolphine Braun, som for kort Tid siden er bleven løsladt fra Tugthuset, hvor hun i Eftersommeren 1861 blev indsat til Straffearbeide i 8 Aar, efterat hun allerede dengang, da hun var i en Alder af 36 Aar, havde været to Gange i Forbedringshuset, foruden at hun gjentagne Gange havde udstaaet Vand- og Brød- og anden Fængselsstraf. Braun er en af Hovedstadens dristigste Forbrydersker, og hun har altid benyttet enhver Leilighed, som har tilbudt sig, til at stjæle uden at toge Hensyn til Tiden eller Maaden, hvorpaa hun stjal. Under den mod hende i 1861 anlagte Sag tilstod hun saaledes over 20 tildels natlige Indbrudstyverier, medens hun med en Ømhed og Inderlighed, der var en bedre Sag værdig, søgte at holde sin kjæreste udenfor sin Forbrydervirksomhed, skjøndt det viste sig, at han, der døde under Sagen, ved mange Lejligheder havde været hendes Medskyldige. Hun har efter sin Anholdelse allerede tilstaaet 16 Tyverier, hvoriblandt flere, der vidne om hendes sædvanlige Frækhed og Dristighed. Egenskaber, som man ved at se hende ikke kan tiltro hende, og der er ingen Tvivl om, at hun i den nærmeste Tid vil rykke frem med Tilstaaelse om endnu langt flere Tyverier.

(Dags-Telegraphen (København) 13. december 1869)

En driftig kvindelig Tyv. Arrestantinden Hanne Andrea Adolphine Braun, der signaliseres saaledes: 44 Aar gammel, middel af Væxt, blondt Haar, blegt, sygeligt Udseende, iført et lysttærnet Shavl, sort Kyse, bærer i Almindelighed en hvid Kurv paa Armen, er et Fruentimmer, hvis Besøg enhver Familie helst maa se sig forskaanet for, da hun har en sjelden Færdighed i at tilvende sig de mest forskjelligartede Gjenstande fra de Huse, hun under et eller andet Paaskud og med ualmindelig Dristighed hjemsøger. Hun har flere Gauge været straffet, saaledes i 1846 for Bedrageri og ulovlig Omgang med Hittegods med Fængsel paa vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, for Tyveri 3 Gange, senest i 1861, da hun idømtes 8 Aars Tugthuusarbeide. Neppe havde hun udstaaet denne Straf den 31te August f. A., førend hun begyndte at stjæle paany, og i Tidsrummet fra Slutningen af September f. A., indtil hun den 10de December næstefter blev anholdt, har hun udfoldet en saadan Virksomhed i denne Retning, at hun har begaaet ikke mindre end 22 Tyverier. Vel ere disse af den Beskaffenhed, at Straffeloven karakteriserer dem som simple, ligesom de stjaalne Gjenstandes Art og Værdi var høist forskjellig, men Værdien af det Hele, hun har tilvendt sig, beløber sig dog til imellem 140 og 150 Rd. Hun har tilvendt sig Gjenstandene, hvor hun kunde se Leilighed dertil, fra Kjældere, Forstuer, Kjøkkener, Pigekamre, Kvistværelser og Lofter. I et Sted paa Østergade, hvor hun fandt Døren til et værelse, der støder ud til Trappegangen, uaflaaset, tilvendte hun sig et Guld-Cylinderuhr, en Guld-Halskjæde, et Uhrstativ og en Paraply, tilsammen til en Værdi af 55 Rd. Paa andre Steder tog hun Uhre, Sølvskeer, Glasvarer, Klædningsstykker, saavel Mands- som Fruentimmerklæder, Husholdningsgjenstande, Linned, pletterede og Messingsager, vaser, kort sagt Alt, hvad der kunde gjøree i Penge eller benyttes, fra Guldbrocher til Lersparebøsser. Arrestantinden blev derhos funden i Besiddelse af nogle til 11 Rd. 1 Mk. vurderede Sengklæder, der af en Værtshusholder gjenkjendtes som ham frastjaalne i Oktober Maaned f. A. Saavel han som hans Hustru aflagde Tilhjemlingsed med Hensyn til disse Gjenstande og førte Bevis for deres tidligere Besiddelse, og da Arrestantinden ikke herimod kunde fremkomme med anden Forklaring, end at hun havde faaet dem i Bytte af en hende ubekjendt Person, kunde der intet Hensyn tages til hendes Paastand om, at hun havde erhvervet dem med Rette, og hun blev derfor i Medfør af D. L. 6-17-10 og 11, jvfr. Forordningen af 8de September 1841 § 6, af Kriminal- og Politiretten dømt for uhjemlet Besiddelse af de ommeldte Sengklæder, efter Omstændighederne dog kun som for Hæleri. For hendes hele Forhold dømtes hun efter StraffelovenS § 232 for 4de Gang begaaet simpelt Tyveri og efter sammes § 238, jvfr. § 241, 1ste Stykke, som for 4de Gang begaaet Hæleri til Tugthusarbeide i 5 Aar, og hun vil saaledes for dette Tidsrum være gjort uskadelig for Samfundet.

(Dags-Telegraphen (København) 24. maj 1870).

“Hanne Andrea Adolph: Braun, Hjh: i Kbhn:, str: oftere, navnlig for Tyveri af Uhre fra Mandfolk og for Tyveri af Sølvtøi; sidst med 8 Aars Tugth:; see mist: Prot: D. Pag 29.” [1869]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag. 

Fædrelandet den 23. maj 1870 bragte samme artikel.

Lillebælt. (Efterskrift til Politivennen).

Fra Lillebelt. Hr. Redaktør! Medens Dampskibsfarten paa Storebelt kun lader Lidet tilbage at ønske, er dette derimod ikke Tilfældet med den paa Lillebelt, som bliver behandlet med en Sparsommelighed, der med Rette kan kaldes uanstændigt kniberi. En tilstrækkelig Begrundelse for, at der snarest mulig maa ske en gennemgribende og af alle Reisende længe savnet Forandring i den sidstnævnte Befordring, indeholdes formentlig i Følgende : Paa Storebelt er det ikke alene et Dampskib særlig for den ene Reise, der gjøres om Dagen, og et andet for den ligeledes enkelte Reise, der gjøres om Natten, hvilket naturligvis er en Ordning, som netop fremkalder de største Driftsomkostninger; men ikke nok hermed. Til Dagreisen har man endog valgt det mindste af Skibene, og det er ikke stort nok, saa at de store Skibe, der fare paa Kiel, regelmæssig en Gang om Ugen maa gjøre en af Dagrejserne. Det andet Skib skal gjøre Nattereisen, men heller ikke dette gjennemføres konsekvent; thi at seile om Natten regnes i Postvæsenet for extra Sømandsbeskæftigelse og belønnes med Dusør for hver Uge, hvori Sligt finder Sted. Det vilde nu ganske vist være stridende mod gammel Skik, om denne Indtægt skulde formenes et enkelt Skibs Besætning; derfor gjør det Skib, der gaaer om Dagen, kun en eneste Natreise, og Udgiften til Dusører kan da passere. Foruden disse to Skibe og de tre store Skibe, som fare paa Kiel, holder der endvidere i Reserve i Korsør et stort Dampskib med en væsentlig Del af sin Besætning. Paa Storebelt ansees saaledes de to Dampskibe "Freya"og "Fyen" ikke for store nok, men paa Lillebelt regnes de to smaa Dampskibe "Niord" og "Lillebelt" for tilstrækkelige, uanseet at Trafiken hver Dag er ligesaa stor over Lillebelt som over Storebelt, og med mange af de østgaaende Tog vel endog en hel Del større. "Niord" har kun ringe Kahytsplads og, naar der er noget Gods med, kun høist indskrænket Dæksplads. Om "Lillebelt" kan man næsten sige, at det ingen af Delene har. I Almindelighed afgive Kahytterne neppe Plads for de reisende Damer og enkelte ældre, svagelige Herrer. Resten af Passagererne maa staa sammenpakket paa Dækket. Om Sommeren og i godt Veir finde de Reisende sig vel deri, men en ganske anden Sag bliver det dog om Vinteren, i Stormveir med Regn, Slud og Kulde at forlange, at den Reisende, selv om han har løst 1ste Klasses Billet, skal være udsat for kun at faa Plads paa Dækket, der neppe tillader ham at røre sig, og at han taalmodig skal lade sig gjennemblæse og gjennembløde af Regn og Søvand samt være udsat for at gjøre Resten af sin maaske temmelig lange Reise i vaade Klæder, og det paa samme Tid, som Postvæsenet foruden Overflødigheden af Dampskibe i Storebelt endvidere har liggende i Reserve i Kjøbenhavn de tre Dampskibe "Skirner", "Gerda" og "Limfjorden". Vi tillade os derfor at henstille til Generalpostdiret øren« Overoeittte, om der ikke var fuld Anledning til i det Mindste at ombytte Dampskibet "Lillebelt" med "Skirner" eller "Gerda", og det snarest mulig, endnu inden Julen, til hvilken Tid der, som bekjendt, altid reiser et betydeligt forøget Antal Passagerer. Skeer en saadan Forandring ikke, ville de Reisende istedenfor Juleglæder kunne vente at hente sig Spiren til en alvorlig Sygdom ved Overfarten over Lillebelt.

W.

(Dags-Telegraphen (København) 13. december 1869).

Carl Henrik Bøgh (1827-1893): Snoghøi Feltvagtens Tidsfordriv i ledige Øjeblikke ved Strib Færgegaard. 1865. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Lillebæltsoverfarten foregik Strib til Fredericia. I nødstilfælde brugte man i stedet for færgelejerne "Nordenbro". Passagererne skulle skifte fra tog til færge og fra færge til tog, hvilket var en langsommelig affære. Den første jernbanefærge blev indsat i 1872 (hjuldamperen H/F Lillebelt). Det tog ca. 20 minutter. I 1923 kom overfarten Faaborg-Mommark (Als). Et maleri af færgen Niord findes på Det kongelige Bibliotek.

Episoder fra Pedermadsens Gang. (Efterskrift til Politivennen).

Et frækt Tyveri. En paa St. Kjøbmagergade boende Handlende bemærkede igaar Middags, medens han sad i sil Kontor, der ligger umiddelbart op til Boutiken, at Boutiksdøren sagte aabnedes, og han saa derpaa en Drengearm med et hurtigt Greb nappe to Kasser med engelske Biscuits, som stod lige indenfor Døren. Da den Handlende i Øieblikket var ene, kunde han ikke strax forfølge den dristige Tyv, men da hans Medhjælperske kort efter kom hjem, begav han sig ufortøvet ud paa en Opdagelsesrejse, og neppe var ban kommen en halvhundrede Alen bort fra sin Boutik, førend han fik Øie paa en Sværm Drenge, der ganske gemytlig drev af med de nu aabnede Kasser og fortærede Bicuits af al Magt. Saasnart de saa den Handlende, spredtes de ad som Avner for Vinden, efterladende Krigsbyttet paa Gaden; men Manden satte efter den af Drengene, der havde baaret Kasserne, og det lykkedes at opløbe ham i Antoniestræde. Der havde imidlertid naturligvis samlet sig et stort Opløb, og vedkommende Handlende blev af den forsamlede Mængde tvungen til at lade "den stakkels Dreng gaa. da det var Synd og Skam at bringe ham paa Kamret" Sagen blev nu anmeldt til Stationen i Pilestræde, og ved Hjælp af de andre Drenge Ivkkedes det en Betjent at faa fat i Tyven, der viste sig at være den af Skjæbnen i den senere Tid saa haardt forfulgte, "stakkels Dreng", der bærer Hædersnavnet "Sildehovedet", og som tilligemed sin Kammerat "Byldefugeren" r de sidste fjorten Dage har været tre Gange tiltalt for Tyveri ved den offenlige Politiret. - I Anledning af, hvad vi ovenfor berørte, at den forsamlede Mængde tvang den bestjaalne Handlende til at opgive sin Forfølgelse af Tyven, skulle vi ikke undlade at udtale vor Forundring over. at det store Publikum ikke snart kan blive vænnet af med den, mildest talt, ilde anbragte Barmhjertighed, der leder det til at hjælpe Forbryderen, istedenfor den af ham Forurettede. 

(Dagens Nyheder 7. december 1869)

Tyveri, udført af Drenge. De tre af de unge Syndere, der, som tidligere af os meddelt, havde gjort sig skyldige i Tyveri af en Kasse Kiks hos en Delikatessehandler paa st. Kjøbmagergade, stod igaar for Skranken i den offenlige Politiret. Den Fjerde var ikke mødt, da han ifølge Faderens Sigende var afleveret til Fattigvæsenet. De tre Drenge benægtede imidlertid igaar deres til Rapporten afgivne Tilstaaelse, som de erklærede kun at have afgivet af Frygt for Mishandling af en Overbetjent. Under disse Omstændigheder fandt Dommeren, Assessor Walich det rigtigst at lade dem sætte under Anholdelse.

(Dagens Nyheder 14. december 1869).

Tyveri, udøvet af Drenge. De fire af os tidligere omtalte Drenge, der havde gjort sig skyldig i Tyveri af en Kasse Kiks hos en paa St. Kjøbmagergade boende Delikatessehandler, vare igaar paany fremstillede i den offenlige Politiret og vedgik nu, at de to af dem havde udøvet Tyveriet, medens de to andre vare vidende om dette og meddelagtige i dets Udbytte. Da de tre af Drengene alt tidligere have gjort sig skyldig i Tyverier, var der egenlig ingen Anledning til at fritage dem for Straf denne Gang, men Dommeren, Assessor Wallick, fandt dog en Undskyldning for Børnenes Fordærvelse i de Forhold, hvorunder de leve hos deres Forældre i Peder Madsens Gang og som vare aldeles ødelæggende for Børn. De slap derfor for Straf, men i Henhold til Forordningen af 11te Mai 1810, der tillader Øvrigheden at overgive løsladte Børn, hvem det ansees for betænkeligt at udlevere til deres Forældre, til Pleieforældre, bleve Drengene afleverede til Politiet, for at dette kunde træffe de fornødne Foranstaltninger i faa Henseende.

(Dagens Nyheder 16. december 1869)

Fra den offenlige Politiret. Politiet havde igaar foranlediget en Sag imod Eieren af Ejendommene Nr. 3, 6 og 7 i Pedermadsensgang, Brændevinsbrænder Haslund, eller rettere imod hans Vicevært, Høker Sandgaard, som mødte i Retten og erkjendte, at Ansvaret for det paaklagede Forhold paahvilede ham. Han havde nemlig uden Eierens Vidende udleiet lil Beboelse et i nævnte Eiendom værende Rum, der ikke maa benyttes til Beboelse, fordi del ligger ovenover en Kostald. Efter vedkommende Distriktslæges Erklæring er det et usselt Rum, 3 Alen høit og henved 6 Alen i Kvadral , og ved den senest foretagne Undersøgelse fandt han det beboet at 3 fruentimmer og en lille Pige paa 9 à 10 Aar. I de sidste Par Maaneder har han havt under Behandling der en Dreng, Søn af et al Fruentimmerne, hvilket Barn for Skarlagensfeber og Diphteritis indlagdes paa kommunehospitalet, hvor det døde, og senere Drengens Moder og et af de andre fruentimmer, der indlagdes paa samme Hospital for Vandrosen. Hvorvidt disse sørgelige Resultater udelukkende ere en følge af Lokalets Usundhed, vil blive undersøgt og næmere oplyst; men der er neppe Tvivl om, at Lokalets Beliggenhed og daarlige Beskaffenhed for en stor Del er Skyld deri, og denne Sag afgiver saaledes nyt Bevis paa, at det hele Kvarter i Pedermadsensgang kunde trænge til, at der træffes alvorlige og omfattende foranstaltninger til at faa Tilstanden sammesteds undersøgt og forandret 

(Fædrelandet 21. december 1869)

Sandgaard blev senere idømt en mulkt på 30 rigsdaler. Det synes imidlertid ikke at have afholdt Haslund for at fortsætte:

Mere fra Peder Madsens Gang. Politiet anholdt forleden Dag en Tiggerske, der opgav sin Bolig som Nr. 5 i Peder Madsens Gang. Ved at se efter fandt man umiddelbart op til en Stald ligeoverfor 3 Retirader et snevert Rum med Komfur, hvor Konen tilligemed sit Barn havde sit leje paa et Stengulv mellem nogle Klude. Dette Opholdssted gav hun 3 Mk. i leje af ugenlig. I en Stue ved Siden af boede hendes Værtinde med 3 Børn og en anden Kone med 3 Børn, saa at et lille Værelse med Køkken, hvortil man kommer op gennem en Stald, tiener til Opholdssted for 3 Koner og 7 Børn. Hvad Følgerne heraf er og kan blive, er det overflødigt at antyde. Sundhedspolitiet maa have en meget daarlig Hukommelse, hvis det har glemt de Børn, der for et Par Aar siden behandledes paa Hospitalet for væmmelige Sygdomme. Brændevinsbrænder Haslund, som ejer det omtalte og Nabostedet, maa staa sig godt ved at udleje sine Huler, da han i Efteraaret bødede 30 Rd. for sine Ejendommes uforsvarlige Tilstand. Ordenspolitiet havde for ikke lang Tid siden jævnlig Anledning til at stride ind mod en Bande smaa Tyve, som havde deres Tilhold i denne uhumske Smøge. Men Peder Madsens Gang vedbliver at være det samme Opbevaringssted for legemligt Smuds og moralsk Smitte. Vil Magistraten ikke i Menneskelighedens Navn jævne dette Sodoma med Jorden, saa var det vist ikke vanskeligt med Tal at bevise, at det koster København flere Summer at bevare denne Planteskole for Usundhed og Usædelighed end at ødelægge den.

(Folkets Avis - København 27. maj 1870)

Annonce fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 23. december 1869. Måske rigtig nok, men den kan lige så godt være et forsøg på bedrag.

En Familiescene fra Peders madsens Gang. I den offentlige Politiret foretoges igaar en Sag, der gav rettighed til at gjøre et nyt Indblik i de Forhold, hvorunder Beboerne af denne Kjøbenhavns Skamplet leve. Mad. Knudsen, der er en gammel Bekjendt i den offentlige Politiret, hvor hun har mødt flere Gange, dels paa egne Vegne som tiltalt for Gadeuorden, dels paa hendes "fordærvelige" Søns Løgne, som havde været delagtig i flere Tyverier, mødte atter igaar, idet hun og hendes Mand, hvilken Sidste ikke havde behaget at give Møde, vare tiltalte for at have været i en saadan Kiv og Strid med hinanden, at "Gangens" Beboere, der dog vistnok ellers ikke ere uvante til det Slags Scener, havde fundet sig foranledigede til at lade Politiet hente. Ved Betjentenes Ankomst fandt disse Manden tilligemed et Par af Børnene spadserende paa Gaden, idet de ikke vovede at gaa ind i Huset, hvorfra Md. Knudsen i et Anfald af Raseri, ved hvilket ogsaa et Par Vinduesruder var gaaet i Løbet, havde fordrevet dem, idet hun truede Manden med en Kniv, som hendes ophidsede Tilstand ogsaa gjorde det sandsynligt, at hun vilde bruge. Mad. Knudsens Forklaring, der var i hot Grad forvirret, idet hun snart fortalte vidt og bredt om, at Manden bankede hende, snart atter paastod, at hun ikke vilde blotte sin Mand, og hentydede til indre ægteskabelige Forhold, som skulde retfærdiggjort hendes Forhold til Manden, hvem det forøvrigt ved en Kjendelse af Overpræsidenten er forbudt at komme til hende, gik derimod ud paa, at Manden var Skyld i hele Ulykken. Hendes Adfærd saavel ved denne som ved flere tidligere Leiligheder bestyrkede imidlertid Dommeren i hans Mening om, at det ikke stod rigtig til i hendes Hoved, saa at der, naar baade hun og Manden, hvad der nok af og til skal være Tilfældet, have drukket en lille Taar over Tørsten, let kan opstås Strid imellem dem. Dommeren ønskede imidlertid ikke at foretage Videre ved Sagen, forinden ogsaa Manden var bleven hørt, og den blev derfor udsat. Som et yderligere Bidrag til Oplysning om Tilstanden i Pedermadsens Gang kan det fremhæves, at i det Værelse, hvor det her omtalte Ægtepar og 8 Børn opholdt sig, boer der ogsaa to Fruentimmer, som have deres Sovepladser hver i sit Hjørne af Værelset, naturligvis uden Sengested eller Sengklæder, og at det ene af disse erklærede "aldrig nogensinde at have været i et saadant Hus", skjøndt hun vel ikke har været forvænt i saa Henseende.

(Dags-Telegraphen (København) 30. december 1869)

Peder Madsens Gang set fra Grønnegade ca. 1870. Kildetekst: Nedrevet Aar 1873. Ny Østergade førtes ind over det dermed indvundne store Areal. Peder Madsens Gang! Hvilke sørgelige Tanker forbindes ikke med dette Hjemsted for Bærmen af vort Proletariat hedder det i et Jammerskrig over denne Kjøbenhavns Skændsel. Dette Arnested for alt Smitsot, dette Hjem for Lasten og Elendigheden i dens værste Skikkelser. Det føltes som en virkelig Glæde da Det Kjøbenhavnske Byggeselskab erhvervede Koncession til Peder Madsens Gangs Ombygning. Den gik ud paa en Ombygning af Hotel d'Angleterre, tilintetgørelse af den berygtede Prammandens Gang, der gjennem en lav Gadedør mundede ud i Ny Adelgade, og Anlæget af en ny bred Gade (Ny Østergade) paa Ruinerne af Peder Madsens Gang og enkelte andre tilstødende Eiendomme.Lader ethvert Haab ude, I som træder herind burde man i sin Tid have skrevet over den port, som fra Østergade førte ind til Gyden. Gangen var opkaldt efter Kræmmer og Brygger Peder Madsen, som omkring Aar 1615, var byens Kæmner. Paa et af Gadens fineste Huse, No. 6, som var ret pænt at se til, var anbragt en Medallon med Hovedet af en Mand, der var prydet med Rundskæg og Baret. Det er Peder Madsen, sagde Folk i Gaden, idet de beundrende betragtede den store Mands Billede. Men de gode Folk var paa Vildspor. Medaillonen skulde vistnok forestille Kong Christian d. 3die den Mand efter hvem Gaden er opkaldt, har intet som helst Krav paa at blive mindet. Fra Peder Madsens Gang udgik Store og Lille Pistolstræde, to meget smalle og korte Gyder, som for øvrigt endnu fandtes ved Aar 1914. (Mariboe). Kbhbilleder.

Lærerinder. (Efterskrift til Politivennen)

Lærerinderne i Kjøbenhavns Almueskoler. Det har sikkert forundret ikke saa faa Sagkyndige, naar en Forfatter - Nemo - som i "Dags Telegrafen" for den 25de og 26de November undersøger Hovedmanglerne ved kjøbenhavns Almueskoler - Undersøgelser, som i det Hele forekomme os temmelig overfladiske - , iblandt disse Mangler opfører "en overdreven Ansættelse af Lærerinder"; men Forundringen maa stige, naar man erfarer, at det Væsentligste, som man har at iboende mod Lærerindernes Virksomhed, er, at nogle af dem mangle den fornødne Færdighed til at undervise i Skrivning, en Paastand, som begrundes ved at Sammenligning af sideordnede Klasser skulde for det Meste udvise et bedre Resultat for de Klassers Vedkommende, som undervises af Lærere. Dette maa vi bestemt benegte; vi paastaa og vi tro, at enhver i Sandhed Sagkyndig vil give os Ret deri, at Lærerindernes Resultater i det Hele fuldkommen kunne maale sig med Lærernes ikke blot i Skrivning, men ogsaa i alle andre Retninger, hvilket ikke udelukker, at de paa et enkelt Sted kunne staa under, et andet Sted endog over. Erfaringen har desuden her, ligesom i Sverige, Norge og Finland, tilstrækkelig godtgjort, til hvor stor Velsignelse den dannede Kvindes Gjerning er i Folkeskolen, og vi kunne dristig indbyde til en Sammenligning imellem de Klasser, hvor Pigebørnene ere betroede til Lærerinders Vejledning, og dem, der undervises af Lærere, og skjøndt der naturligvis kan gives Undtagelser, vil man dog let opdage, hvor der i Reglen hersker den største Disciplin, Orden, Renlighed og i det Hele taget den bedste Tone. Det er derfor saa langt fra, at vore Pigeklasser i det Hele taget have tabt ved Lærerinders Indførelse, at de tværtimod væsentlig have vundet; thi vi maa vel erindre, at Almueskolen ikke blot skal være undervisende, men i Sandhed ogsaa virke forædlende og opdragende; vi Lærere kunne undervise ligesaa godt, for ikke et sige bedre end mangen Lærerinde, men vi kunne dog umulig tro om os selv, at vi skulde være de Bedste til at opdrage den vordende Kvinde; i den Henseende maa vi absolut give tabt. Vi skulle vel vogte os for alle Overdrivelser og derfor villig indrømme, at Lærerinder skulle vælges med Skjønsomhed, og at der bør gjøres Forskjel paa Lærerinder som paa Lærere; Alle have ikke lige store Evner, Alle tilveiebringe ikke lige store Resultater, det vilde jo være umuligt, men de allerfleste af vore Lærerinder skulle have det velfortjente Vidnesbyrd, at de arbeide med en Iver, en Udholdenhed, en Punktlighed og Utrættelighed, som gjør dem selv Ære, er Skolen til stor Gavn og i flere Henseender kunne være os Lærere til gavnlig Paamindelse. Er der derfor med Hensyn til Lærerinders Ansættelse ved vore Folkeskoler en Mangel tilstede, da ligger denne ikke i, at der er ansat for mange, men snarere deri, at man ikke endnu har været istand til at føre Principet fuldt ud: Ansættelse af Lærerinder i alle Pigeklasser - dog naturligvis ikke med Udelukkelse af Faglærere, hvor dette gjøres nødvendigt, og det ikke blot i de Høiere, men først og fremmest i Elementarklasserne. Ogsaa i denne Henseende er vi nemlig fuldstændig uenige med Hr. Nemo; ogsaa i denne Henseende ere vi saa heldige at kunne henvise til Erfaringens sikre Vidnesbyrd; vi have nemlig Lærerinder i enkelte Pigeforberedelsesklasser, og vi have god Grund til at mene, at man maa være særdeles tilfreds med deres hele Virksomhed, saa tilfreds, at Overstyrelsen derved nu sikkert har vundet den Overbevisning om Lærerinders Anvendelighed paa dette Punkt, som den savnede for 8 Aar siden. Og det ligger i sagens Natur, at det lille Barn, som med Ængstelse og Bedrøvelse forlader sin Moders Omsorg, langt lettere slutter sig til, langt lettere kan veiledes af en Kvinde, som i Reglen er taalmodigere, kjærligere, mildere og venligere end nogen Mand, der ofte mod sin Villie foretrækker Barnet ved sit barskere Væsen og sin Haardere Tiltale. Vi ville derfor aldeles ikke have Noget imod at se Lærerinder i vore Drengeforberedelsesklasser og kunne ingenlunde med Hr. Nemo finde dette absolut forkasteligt, dog vel at mærke, naar disse Klasser samtidig blive gjort, meget mindre. Deri maa nemlig Alle være enige, at de nuværende Elementarklasser med et Antal af stundom indtil 100 Børn ere aldeles forkastelige, og at de tilføie baade Skolen og Individerne, navnlig de svagere begavede, den ubodeligste Skade, selv der, hvor man har de dygtigste Lærere eller Lærerinder; vi ere ogsaa overbeviste om, at de kun opretholdes af rent økonomiske Grunde, idet man hidtil er vegen tilbage for de ikke ubetydelige Udgifter, som forøget Lærerkraft og Ombygning af Lokaler vilde medføre. Sagen lod sig dog sikkert ordre uden altfor store Udgifter, naar man lod Lærerinder, der jo nu engang haves billigere, undervise overalt i Elemertærklasserne, hver et Antal af indtil 30 a 40 Børn , og for disse Klassers Vedkommende kunde der ikke være noget Væsentligt at indvende imod, at to Klasser samtidig undervistes i et Rum, da de til disse Klasser bestemte Værelser ere meget store, hvorved altsaa alle Ombygninger kunde undgaaes. Som et Forsøg paa at komme ud over den nuværende uheldige Tilstand have vi ikke taget i Betænkning at fremsætte dette Forslag, som naturligvis vil møde megen Modstand, til nærmere Overveielse; vi tro, at det uden store Vanskeligheder lader sig gjennemføre. Endnu maa det være os tilladt at bemærke, at disse Linier, hvad der vel kan sees paa flere Steder, ikke have til Hensigt at fremhæve Lærerinderne paa vor egen Bekostning; vi have kun gjort et Forsøg paa at hævde vore Lærerinders Stilling som et vigtigt Led i Almueskolens nuværende Ordning overfor Udtalelser, som vi fandt uretfærdige mod dem og skadelige for den Sag, for hvilken vi alle kæmpe, hvor uenige vi end i det Enkelte kunne være: vor Almueskoles Vel og Fremgang. A-n.

(Dags-Telegraphen (København) 29. november 1869).

I 1859 havde kvinder fået mulighed for at blive lærere i offentlige skolers pigeklasser og fra 1867 også i blandede klasser og drengeklasser.

Byrådsvalg i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Den 16. november 1869 var der i Slesvig valg til deputeretkollegierne - byrådene.

I Flensborg blev der nyvalgt 4, heraf 1 dansksindet. De ønskede imidlertid ikke at modtage valget.

I Sønderborg blev tre augustenborgere valgt. Danske borgere mente at det skyldtes at borgerrullen gav tyskerne et stort fortrin i forhold til deres antal. De udsende en liste som angiveligt skulle vise at 100 borgere havde stemt dansk, 92 tysk, mens 36 embeds- og bestillingsmænd havde stemt tysk. 

I Åbenrå var der 202 tyske mod 162 danske stemmer. Ved valget til menighedsforstandere blev 13 dansksindede og 5 tysksindede valg.

Ved valget til byrådsmedlemmer i Haderslev undlod danske vælgere at stemme. Begrundelsen var bl.a. at 3/4 af de skatteydende borgere var blevet udelukket fra valget. Deputeretkollegiet bestod af 16 medlemmer, hvoraf 4 afgik. I modsætning til i Flensborg og Sønderborg - hvor de var blevet valgt - mente man de var blevet udpeget.

Slesvig-Holsten, 20. nov. I de seneste uger er en valgbevægelse fejet gennem landet, men den har kun fået noget liv i enkeltstående tilfælde. Ifølge den nye byforordning og den nye sognefællesskabsbekendtgørelse var der repræsentanter hhv. af de bymæssige og kirkelige samfund. Størstedelen af ​befolkningen har modtaget begge forordninger med lunkenhed, uden at have stillet dem noget særligt håb om en fremgangsrig udvikling af hverken vore bymæssige eller vore kirkelige Forhold. Politiske partikampe fandt kun sted i isolerede tilfælde under valget, og selv da normalt kun med svag deltagelse. Næsten overalt dukkede navnene på mænd fra forskellige politiske partipositioner derfor frem fra stemmeboksen. I Kiel er tilsidesættelsen af ​​kandidaternes politiske farve endda blevet etableret som et princip af en ikke ubetydelig brøkdel af det demokratiske parti, hvilket naturligvis er blevet godt accepteret af regeringspartiet, som har et ret stort antal stemmer takket være sin veldisciplinerede stab af embedsmænd, og er blevet udnyttet gennem kompromiser. Men så vidt det kan ses, er det ikke lykkedes regeringspartiet at opnå en reel sejr hverken i Kiel eller andre steder; det har kun nogen steder været i stand til at komme igennem nogle få mennesker, der var tilbøjelige til det, og dette kun ved at optage dem på sin kandidatliste samtidig med oppositionens mænd. Kampene mellem tyskere og danskere i Nordslesvig var til tider ret livlige. I Flensborg ville alle de tyske kandidater med behørig deltagelse have kunnet komme igennem, men det lykkedes danskerne gennem bedre disciplin at få en halv snes af deres antal igennem. Tyskerne vandt fuldstændigt i Sønderborg på Als, samt i Haderslev, hertugdømmets nordligste by. Det danske parti blev også fuldstændig besejret i Aabenraa og Tønder. I Aabenraa fik det 1/5 af de afgivne stemmer den første dag, men den følgende dag undlod det som i Haderslev at stemme. Disse valg har vist at i Nordslesvig er det bymæssige element overvejende tysk, mens valgene til delstatsparlamentet og rigsdagen viser, at landbefolkningen i Nordslesvig for en stor del ubetinget adlyder den parole, som de får fra København. Men situationen på landet er sådan at der blandt ejerne af større landbrugslodder ikke er få tyskere, og faktisk jo større parcellerne er, jo flere tyskere. Kirkevalget blev i det hele taget afholdt med endnu mindre deltagelse og gav et endnu mere varieret resultat end kommunalvalget.

Schleswig-Holstein, 20 Nov. In den letzten Wochen ist durch das Land eine Wahlbewegung gegangen, die jedoch nur ganz vereinzelt zu eininger Lebhaftigkeit gelangt ist. Es waren nach der neuen Städte-Ordnung und nach der neuen kirchlichen Gemeinde-Ordnung Vertreter resp. der städtischen und der kirchlichen Gemeinden zu wählen. Die Mehrzahl der Bevölkerung hat beide Verordnungen mit Lauheit aufgenommen, ohne daran besondere Hoffnungen für eine gedeihliche Entwicklung sei es unserer städtischen, sei es unserer kirchlichen Zustände zu knüpfen. Zu einem politischen Parteikampf kam es bei den Wahlen nur in einzelnen Fällen, und auch da regelmässig nur unter schwacher Betheiligung. Fast überall sind daher auch die Namen von Männern verschiedener politischer Parteistellung aus der Wahlurne hervorgegangen. In Kiel ist die hintanzetzung der politischen Farbe der Candidaten von einem nicht ganz kleinen Bruchtheil der demokratischen Partei sogar als Princip aufgestellt worden, was natürlich von der Regierungspartei, welche vermöge der wohldisciplinirten Beamtenschaar über ziemlich viele Stimmen gebietet, bestens angenommen und durch Compromisse ausgenutzt worden ist. Doch ist es, soweit ersichtlich, weder in Kiel noch anderswo der Regierungspartei gelungen einen eigentlichen Sieg zu erringen; sie hat immer nur einzelne zu ihr hinneigende Personen durchbringen können, und diess auch nur dadurch dass sie dieselben zugleich mit Männern oppositioneller Richtung in ihre Candidatenliste aufnahm. Zwischen Deutschen und Dänen ist in Nordschleswig der Kampf mitunter recht lebhaft gewesen. In Flensburg hätten bei gehöriger Betheilung die deutschen Candidaten sämmtlich durchgebracht werden müssen, die Dänen haben aber durch bessere Disciplin ein halbes duzend ihrer Farbe durchgebraht. In Sonderburg auf Alsen haben die Deutschen vollständig gesiegt, ebenso in Hadersleben, der nördlichsten Stadt des Herzogthums. Auch in Apenrade un Tondern worde die dänische Partei vollständig geschlagen. In Apenrade brachte sie es am ersten Tag auf 1/5 der abgegebenen Stimmen, am folgende Tage hat sie wie in Hadersleben Wahlenthaltung geübt. Diese Wahlen haben geseigt dass in Nordschleswig ds städtliche element überwiegend deutsch ist, währen allerdings aus den Wahlen zum Landtag und zum Reichtag hervorgeht dass die ländliche Bevölkerung Nordschleswigs zum bei weitem grössten Theil der ihr von Kopenhagen aus gegebenen Parole unbedingt gehorcht. Doch steht die Sache auf dem Lande so dass unter den Besitzern grösserer bäuerlicher Grundstücke nicht wenige Deutsche gefunden werden, und zwar verhältnissmäasig um so mehr, je grösser die Grundstücke sind. Die kirchlichen Wahlen sind im ganzen unter noch geringerer Theilnahme erfolgt, und haben ein noch bunteres Resultat ergeben als die städtischen.

(Allgemeine Zeitung 23. november 1869).

I Slesvig-Holsten fandt der efter indførelsen af ​​den preussiske byforordning nyvalg til kirke- og menighedsråd sted med meget lav deltagelse. Valget havde kun politisk betydning i Nordslesvig, hvor det tyske eller danske elements overvægt var på spil. I Haderslev og Aabenraa undlod danskerne næsten helt at stemme, i Sønderborg og Tønder blev de besejret, og i Fredericia og Flensborg fik de en lang række af deres kandidater igennem. I landbefolkningen i Nordslesvig er den danske stemning langt fremherskende, som det viste sig ved stats- og folketingsvalget, mens byernes befolkning efter de seneste valg at dømme er blandet. Det skal dog tages i betragtning, at kommunalvalg ifølge det preussiske byforordning næsten udelukkende påhviler en håndfuld store grundejere: de vælger 2/3 af repræsentanterne, de mindre bemidlede 1/3.

In Schleswig-Holstein haben nach Einführung der preussischen Städteordnung die Neuwahlen in die kirchlichen und Gemeindekollegien unter sehr schwacher Betheiligung stattgefunden. Eine politische Bedeutung hatte die Wahl nur in Nordschleswig, wo es sich um das Ueberwicht des deutschen oder des dänischen Elements handelte. In Hadersleben und Apenrade enthielten sich die Dänen fast ganz der Wahl, in Sonderburg und Tondern unterlagen sie, in Friedericia und Flensburg brachten sie einen grossen Theil ihrer Kandidaten durch. In der ländlichen Bevölkerung Nordschleswigs ist die dänische Gesinnung bei weitem vorherrschend, wie sich bei den Land- und Reichstagswahlen gezeigt hat, während die Bevölkerung der Städte, den neuen Wahlen nach zu urtheilen, gemischt ist. Doch muss dabei erwogen werden, dass die städtlichen Wahlen nach der preussischen Städteordnung fast ganz Sache eine Handvoll Grossbesitzer sind: diese Wählen 2/3 der Vertreter, die Minderbemittelten 1/3.

(Nürnberger Anzeiger 24. november 1869).

Fredericia hørte ikke til Preussen, så det må skyldes en uvidenhed.

Fra Slesvig skriver vi den 20. november. den "Schw. M.": Glæden over tyskernes valgsejr i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa er stor i det tysksindede Nordslesvig, og det viser sig nu, at danskerne i forventning om deres nederlag ikke stemte overhovedet for ikke løbende at afsløre mindretallet. I Haderslev (den nordligste by) var stillingen dog ikke engang lige ved første valgrunde. Ved vurderingen af ​​de enkelte vælgeres holdninger viste det sig straks at der var en betydelig overvægt af tysksindede vælgere. Sejre er naturligvis endnu ikke vundet, og det eneste nu er at få så mange ligesindede som muligt til stemmeboksen. Danskerne i Sønderborg vil forsøge at gennemføre deres trussel om at opildne landboerne mod byens tysksindede borgere ved at kræve, at de hverken køber af dem eller arbejder for dem, og det vil helt sikkert medføre betydelige tab for nogle mennesker, men det vil udligne over tid, da danskerne ikke er i stand til at skabe andre forsyningskilder, der ville være mere bekvemme for bønderne på Als.

Aus Schleswig schreibt man unterm 20. Novb. dem "Schw. M.": Die Freude über den Wahlsieg der Deutsche in Hadersleben, Sonderburg und Apenrade ist im deutschgesinnten Nordschleswig gross, und es stellt sich jetzt heraus, dass die Dänen in Voraussicht ihrer Niederlage das Abstimmen gar nicht forsetzten, um nicht ihre Minderheit andauernd offenbar werden zu lassen. In Hadersleben (der nördlischsten Stadt) was es aber nicht einmal so, dass für den ersten Ueberschlag die Partie gleich stand. Bei der Anschätzung der Gesinnung der einzelnen Wähler ergab sich sofort ein ganz bedeutendes Uebergewicht der deutschgesinnten Wähler. Damit sind freirich Siege noch nicht gewonnen, und nun erst handelte es sich darum, die Gleichgesinnten möglichst alle zur Wahlurne zu bringen. Die Dänen in Sonderburg werden ihre Drohung, die Landbewohner gegen die in deutschem Sinne stemmenden Bürger der Stadt in der Weise Aufzuhetzen, dass man bei den betreffenden weder kaufen noch arbeiten lassen solle, wahr zu machen suchen, und gewiss werden für Manche empfindliche Verluste daraus hervorgehen, mit der Zeit wird sich dies aber wieder ausgleichen, da die Dänen doch nicht andere Bezugsquellen, welche den Landleuten auf Alsen bequemer wären, schaffen können. 

(Fränkischer Kurier : Nürnberg-Fürther neueste Nachrichten ; Mittelfränkische Zeitung 26. november 1869).

Den allerede i går nævnte erklæring med 57 underskrifter fra bønder på Als lyder ifølge "Düppelposten" således: Flere af vore medborgere fra Sønderborg sluttede sig til det tysk-preussiske parti i det lokalvalg, der fandt sted, og gjorde sig dermed ansvarlige for dets handlinger. Nå, lad dem gøre, hvad de vil; vi er ikke i stand til at tvinge dem. Dog erklærer vi hermed udtrykkeligt: ​​1) Vi vil bestræbe os på så vidt muligt at frigøre os fra enhver forbindelse med de Sønderborgske borgere, som gav deres stemmer til kandidaterne fra det preussisk-tyske parti ved valget. 2) Som følge heraf vil vi påtage os at afbryde al handel og trafik med disse borgere. Til sidst udtrykker vi håbet om, at vore medborgere i Als og Sundeved i videst muligt omfang vil slutte sig offentligt til os. - Det er et formelt afslagsbrev fra de dansksindede.

Die bereits gestern erwähnte mit 57 Unterschriften versehene Erklärung der Bauern auf Alsen lautet nach der "Düppelpost": Veschiedene unserer Mitbürger aus Sonderburg haben bei den stattgehabten Communalwahlen sich der deutsch-preussischen Partei angeschlossen und sich somit verantwortlich für die Handlungen derselben gemacht. Gut, mögen sie thun, was sie wollen; wir sinde nicht im Stande ihnen Zwang aufzuerlegen. Wir erklären aber hiermit ausdrücklich: 1) Wir wollen uns bestreben, soviel es uns von jeder Verbindung mit denjenigen Bürgern in Sonderburg freizumachen, die bei den Wahlen den Candidaten der preussisch-deutschen Partei ihre Stimmen gegeben haben. 2) In Folge dessen werden wir es uns engelegen sein lasse, sämmtlichen Handel und Verkehr mit jenen Bürgern abzubrechen. Schliesslich sprechen wir die Hoffnung aus, dass unsere Mitbürger in Alsen und aud dem Sundewitt im weitesten Umfange sich uns öffentlich anschliessen werden. - Das ist so ein förmlicher Absagebrief der Dänischgesinnten.

(Fränkischer Anzeiger : Tagblatt d. Stadt Rothenburg u. Umgebung. 24. december 1869).

Nordslesvig. Den danske agitation er stærkere og mere aktiv end nogensinde. Siden sidste valg har bønderne på Als og Sundeved erklæret, at de ikke længere vil købe af eller arbejde for nogen med tysksindet. Som følge heraf er de tyske handlende og håndværkere, især i byen Sønderborg, i en dårlig situation.

Nordschleswig. Die dänische Agitation ist wieder kräftiger und rühriger als je. Seit den letzten Wahlen haben die Bauern auf Alsen und im Sundewitt erklärt, bei keinem Deutschgesinnten mehr kaufen oder arbeiten lassen zu wollen. In Folge dessen sind die deutschen Krämer und Handwerker, zumal in der Stadt Sonderburg, in übler Lage.

(Der Grenzbote, 26. december 1869).

Den 27. oktober 1869 ankom en deputation ("Den slesvigske Adresse-Deputation") fra Nordslesvig ti Berlin for at søge om audiens hos kong Vilhelm. Den bestod af Kryger, Ahlmann, Carllsen, Jensen (Glensborg), Lassen og P. Schau. De henvendte sig til baron Scheel Plessen for at få ham til at opnå audiens. Han henviste dem til overhofmarskallen som var den som kunne udvirke noget sådant. Deputationens mål var at kræve at Vilhelm enten opfyldte Pragfredens § 5 eller afskaffede den, eftersom uklarheden var utålelig. Scheel Plessen meddelte senere at indenrigsministeren var villig til at modtage dem hvis de fremsatte ønske om det. Kongen afslog at modtage deputationen.