Communalt.
Svendborg Byraadsmøde Onsdagen den 8de Decbr. -
- - -
Sluttelig meddelte Formanden, at han havde modtaget en Skrivelse fra Indenrigsministeriet angaaende en Sag om 150 Rd., som en tidligere Fatligcommission ulovligen havde benyttet af Communens Midler, og som Ministeriet fordrer, at Commissionen skal erstatte Byen. Skrivelsen blev ikke oplæst, og der fandt ingen oplysende Discussion Sted om denne Sag, men Raadet vedtog vedblivende at nægte at inddrive Fordringen *).
*) Denne Sags Enkeltheder ere, saavidt vi have kunnet sætte os ind i disse, omtrent saaledes: Svendborg Fattigcommission har for endeel Aarsiden (med Pastor Tr. Smith som Formand) skjænket en Mand 150 Rd. som Hjælp til at komme i Besiddelse af et Huus ved Odense og derved sætte ham istand til at kunne gifte sig med et Fruentimmer med flere Børn, der var eller Vilde falde Svendborg Commune til Byrde. Da Familien senere kom ind under Odense Fattigvæsen, oplystes dette, hvilket foranledigede en start Klage fra Odense over en slig hemmelig Understøttelse. Ministeriet har resolveret, at den daværende Fattigcommission skal tilbagebetale de 150 Rd. til Svendborg Kæmnerkasse som ulovlig anvendte, hvorimod Odense skulde forsørge Familien. Den første Resolutions Berettigelse har Byraadet uagtet sin Anerkjendelse, det anseer den som et Indgreb i kommunens Selvstændighed, men Ministeriet har paany fordret, at Beløbet skal inddrives, da Ingen selvfølgelig ustraffet kan overtråde Lovens Bud, hvilket, som ovenfor bemærket, i Raadets Møde paany nægtedes. Formanden udtalte forøvrigt samtidig sin Misbilligelse med det af Fattigcommissionen foretagne Stridt.
- - -
(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 13. december 1869. Uddrag)
Hr. Redacteur !
Jeg er blevet opmærksom paa Deres Referat af Svendborg Byraads Forhandlinger i dets Møde den 8de ds., og skal tillade mig at fuldstændiggjøre dette med følgende Oplysninger, fordi denne Sag virkelig fortjener at blive almindelig bekjendt.
Paa en Gaard i Nærheden af Svendborg tjente en Røgter, forsørgelsesberettiget i Odense, hvor han tidligere havde nydt urefunderet Fattigunderstøttelse, og en i Svendborg forsørgelsesberettiget Pige, af hvis 4 uægte Børn de trende vare udsatte i Pleie paa Svendborg Fattigvæsens Bekostning. Et femte Barn var ivente, og da ifølge det optagne Politiforhør det blev dem betydet, at Svendborg Fattigvæsen vilde understøtte deres Giftermaal, saa bleve de enige om at knytte Hymens Lænker, naar de af Svendborg Fattigvæsen kunde opnaae en Medgift af 150 Rd. I dette Øiemed og paa dertil af et Medlem af den nævnte Fattigcommission given Anledning fremstillede han sig i Commissionen med et Brev fra sin Moder, der tilsagde ham Fæste paa hendes Huus, hvilket Brevs Ægthed eller dets Indholds Paalidelighed man dog ikke fandt ringeste Opfordring til nøiere at undersøge, ligesaalidt som til desangaaende at forhøre sig hos hans Forsørgelsescommune. Man bød ham da 100 Rd. "for at gifte dette Fruentimmer og overtage Forsørgelsen af hendes 4 Børn", men da han ikke kunde gaae ind herpaa, gik han sin Vei. Nogle Dage derefter fik han Bud fra et Medlem af Fattigcommissionen om atter at møde i denne, og der blev da sagt ham, at man nu vilde betale ham 150 Rd. for at gifte Fruentimret, men at Pengene først bleve betalte naar han fremlagde Vielsesattest - i denne Retning iagttoges altsaa megen Forsigtighed. Han skyndte sig nu at holde Bryllup, mødte Dagen derpaa med Vielsesattesten i Svendborg Fattigcommission og fik sin accorderede Løn derfor rigtig udbetalt. Der er nu aldrig mere Tale om den tidligere Fortælling om at erholde et Huus i Fæste, men da Kjøbepengene for Giftermaalet efter kort Tids Forløb ere opspiste, tyer Manden til Odense Fattigvæsen, der ved Giftermaalet nu ogsaa er blevet Forsørgelsesstedet for hans Kone og hendes uægte ham tidligere aldeles uvedkommende Børn. Odense Fattigvæsen fandt dog, at det var for galt, at den ene Commune ved at kiøbe en Mand til at gifte sig, skulde kunne frigjøre sig for de paahvilende Byrder, og vælte disse over paa en Anden, thi om der end forsikkres, "at man ved at faae hende gift har villet reise denne saa dybt sunkne Kvinde", saa synes det dog tydeligt at fremgaae, at man ikke har brudt sig, det Allerringeste om Andet, end ved et engang for Alle bragt Pengeoffer at befri sit Fattigvæsen fremtidig for dets hidtidige Byrde.
Det hører langtfra til Sjeldenhederne, at een Communes Beboere ved private Sammenskud underhaanden understøtte en Person i en anden, saalænge indtil han der kan erhverve Forsørgelsesret, og der lader sig Intet stille op imod en saadan Trafik, men man kunde dog vistnok have ventet, at Forsørgelsesbyrden ikke ved en saadan Handel vilde blive væltet over paa en anden Commune. Alligevel er dette skeet idet Ministeriets Resolution lyder paa, "at Odense i Trangstilfælde skal forsørge saavel ham som hans Hustru og hendes (forud for Ægtestabet avlede uægte), Børn, uden at det i saa Henseende kan komme i Betragtning, at Ægteskabet er indgaaet imod Bestemmelserne i Lov af 29de Decbr. 1857, eller at der af Svendborg Commune er udbetalt den Paagjældende et Beløb af 150 Rd. for at sætte ham istand til at imdgaae Ægteskab med det førnævnte Fruetimmer, men at Forørgelsescommunen iøvrigt vil kunne søge Regres hos Vedkommende, hvem Ægteskabets lovstridige Indgaaelse kan tilregnes."
Deres Referat giver imidlertid den for os hidtil skjulte, men høist interessante Oplysning, at Ministeriet endvidere har resolveret, at den daværende Fattigcommission skal tilbagebetale Svendborg Kæmnerkasse de 150 Rd,, som ulovlig anvendte i dette Øiemed! Altsaa ere dHrr. dømte til at erstatte det ved deres ulovlige Handel Communen paaførte Tab, men her synes Ministeriet aabenbart at være geraadet i en besynderlig Modsigelse, som for almindelig Menneskeforstand synes ufattelig. Svendborg Commune har ganske vist ved denne Handel maattet bringe et Offer engang for alle, men ved denne Fattigcommissionens Nidkjærhed er den blevet befriet for bestandig for en aarlig Udgift af 80 Rd., hvorimod Odense, som den eneste, der i Virkeligheden taber, alligevel skal bære Byrden af den lovstridige Handel med Ægteskab - sandelig en smuk ministeriel Retfærdighed! Et andet ikke mindre interessant Punkt oplyser Deres Referat af Forhandlingerne om, det nemlig, at Formanden - ved denne Leilighed - udtalte sin Misbilligelse af det af Fattigcommissionen foretagne Skridt!
Moralen af denne Sag synes at være, at de forskjellige Fattigcommuner opfordres til at finde Kjøbere til deres "dybt sunkne Kvinder", men at Vedkommende, for at hytte deres eget Skind, maa anvende høist mulig Forsigtighed, og ikke drive Handelen saa ugeneert, som i nærværende Tilfælde. Det bliver opbyggeligt, hvis det blev almindeligt i Communerne ved lignende Midler paa andre Communers Bekostning at gjøre de "dybt sunkne Kvinder" til ærbare Matroner, og Ministeriet med lignende Retfærdighed hjælpe dertil.
Odense, den 20de Decbr. 1869.
Deres ærbødige
Lor. Bierfreund.
(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 21. december 1869)
Lars Dinesen (1840-1903): Lorens Christian Petersen Bierfreund (2.12.1817-27.6.1891) købmand, bankdirektør. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Lorenz Christian Petersen var blandt initiativtagerne til Fyens Disconto Kasse (1846) hvor han først var bogholder, 1858-1891 administrerende direktør. Han var endvidere købmand og oprettede Odense Dampvæveri. 1861–72 var han medlem af Odense byråd.
En Fattigforsørgelsessag. Borgemester Schrum i Svendborg har under 8de dS. i "Svendb. Amtstid." imødegaaet den af Bankdirekteur Bierfreund i "Sydf. Tid." givne Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag, som Svendborg og Odense Kommuner have havt med hinanden. Efter Hr. B.s Fremstilling skulde Svendborg Fattigkommission have opfordret de to omhandlede Personer til at gifte sig med hinanden, for at den kunde vælte Forsørgelsespligten, som Svendborg havde i Forhold til Pigen og hendes uægte børn, fra sig. Borgemester Schrum bemærker imidlertid hertil:
"Det gjør mig ondt at maatte sige, at Hr. B. meget vel veed, at dette ikke forholder sig saaledes, da han kjender Sagens Akter, deriblandt det i Odense over Manden, Lars Pedersen, optagne Forhør, der viser, at de to Personer, der tjente sammen og vare Kjærester, ønskede af egen Drift og gjensidig Tilbøjelighed at gifte sig med hinanden uden mindste Tilskyndelse fra Fattigkommissionens Side. Men, hører jeg Nogen spørge, hvorledes hængte del da sammen med de 150 Rd.? Det hængte ganske simpelt saaledes sammen, at Lars Pedersen henvendte sig til Kommissionen og forestillede den, at, medens han paa den ene Side gierne vilde have Hedevig Rielsen tilægte, saa dristede han sig paa den anden Side ikke til dette Skridt, da han med hende maatte overtage Forsørgelsen af 4 børn (det 5te var ivente), medmindre han kunde sættes istand til at betale Indfæstning af et Huus under Einsidelsborg Gods, som hans Moder havde i besiddelse. Dette Forlangende var dog egentlig ikke saa ubilligt af Lars Pedersen. Hvorledes bar nu Fattigtommissionen sig ad? Efter Hr. B.S Fremstilling skulde man troe, at den strax slog til, kisteglad ved at slippe Hedevig Nielsen med hendes 4 børn. Langtfra. Kommissionen søgte saavidt muligt at skaffe sig Sikkerhed for, at en saadan Foranstaltning virkelig kunde hjælpe de Paagjældende, og henvendte sig desangaaende til Pigens Præst, Pastor Prip i Egense, der erklærede, at han antog, at hun ad denne Vei endnu vilde kunne reise sig, og at han derfor meget maatte anbefale, at Giftermaalet kom istand, og til Karlens Huusbond, der erklærede om ham, at han var en ædruelig og arbeidsom Mand. Jeg seer virkelig ikke rettere, end at Svendborg Fattigkommission har brugt forstandigt Overlæg i Sagen, og at den havde gyldig Grund til at troe, at et Par arbeidsføre, raske, unge Folk ved den Haandsrækning, der blev dem given, vilde kunne hjælpe sig igjennem Livet. Nu faaer denne Foranstaltning et uheldigt Udfald; Splid imellem Ægtefolkene førte her som overalt til, at den Smule, de havde, ødelagdes, og at Familien hjemfaldt til Odense. Denne Byes Fattigudvalg har under en meget langvarig Sag søgt at hævde sin Byes Ret, hvilket ikke er mere end billigt, og Sagen har nu faaet sin juridiske Afslutning ved den af Ministeriel givne Resolution, hvorved Odense har beholdt Familien. Hr. B. søger nu at angribe vor Ærlighed, Tro og Love; det er første Gang, at dette er skeet i min Tid, men jeg haaber, at hans Angreb ikke vil overtale ret Mange til at troe paa hans Sigtelser. Det hører til en af Fattigvæsenets vanskeligste Opgaver at skjønne, naar det bør gribe rask til og tilstaae en ofte betydelig Understøttelse paa een Gang, før at holde den Understøttede metret, inden det endnu er for silde. Klagerne over, at Fattigvæsenet forsømmer denne Pligt, ere overalt meget almindelige. Nu indtræffer det modsatte Tilfælde, men da Sagen ikke lykkes, bliver Fattigkommissionen Gjenstand for en nærgaaende Dadel, der ikke indskrænker sig til at bestride Foranstaltningens Hensigtsmæssighed, men ligefrem sigter Kommissionen for Svig. At Menneskenes Handlinger til en vis Grad, forsaavidt deres Klogskab og Hensigtsmæssighed angaaer, maae bedømmes efter Udfaldet, det erkjender jeg, og derfor har jeg nu, da Følgerne af vor Handling laae for Dagen, udtalt mig tvivlende, om vi have handlet rigtigt; men aldrig i den Forstand har jeg misbilliget Handlingen, som om den indeholdt Noget, der stred mod Tro og Love og Akrlighed. Det er kun Hr. B., der har dristet sig til at insinuere noget Saadant. - Den angrebne Fattigkommission bestod af hæderlige og anseete borgere samt af Byens Præster, Dhrr Pastor Troels Smith og E. Barburg "
(Flyveposten 12. janur 1870)
Hr. Bankdirekteur Bierfreund har anmodet os om at optage Følgende:
Hr. Overauditeur Schrum har søgt at imødegaae min Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag, i hvilken Anledning jeg beder vel at lægge Mærke til :
1) at det ogsaa af Hr. S. omtalte Politiforhør oplyser, at der var givet Lars Pedersen Vink om af Svendborg Fattigvæsen at faae Understøttelse til sit Giftermaal, og at han, paa Tilskyndelse af et Medlem af Fattigkommissionen, i denne Anledning fremstillede sig for samme,
2) at Svendborg Fattigkommission, uden at undersøge Ægtheden af Moderens Brev eller Paalideligheden af det deri givne Tilsagn om at erholde hendes Huus i Fæste eller endog blot at forespørge i hans Forsørgelseskommune, strax bød ham 100 Sid. for at gifte Fruentimmeret, for hvilken Sum han dog ikke vilde gjøre det,
3) at Svendborg Fattigkommission faa Dage derefter sendte Bud efter ham og da indvilligede i at betale ham 150 Rd., naar han foreviste Vielsesattest.
Med nogle flotte Talemaader borteskomoterer man virkelig ikke saadanne Kjendsgjerninger, dem Hr. S. jo heller ikke bestrider, medens hans egen Beviisførelse jo endog klart godtgjør, at Fattigkommissionen ikke har gjort eet Allermindste for at sikkre Medgiftens Anvendelse paa den foregivne Maade (Fæste af Huset) til Betryggelse af Familiens fremtidige Existents, men fundet det fuldt tilstrækkeligt at nøies med en Erklæring fra Præsten i Pigens Hjemstavn om, at "han antog, hun ad denne Vei endnu kunde reise sig". Naar man ikke kan anføre andre eller bedre Grunde til Forsvar for en Sag, jeg saa godt kan forstaae man helst havde ønsket uomtalt, havde det vist ræret klogere slet ikke at imødegaae mit formeentlige Angreb "paa vor Ærlighed, Tro og Love". Til Ære for Hr. S. skal jeg dog oplyse, at Sagens Akter vise, at han aldeles Intet har havt med "Handelen" at bestille; det er først nu, "da han er bleven tvivlende, om vi have handlet rigtigt", at han optræder som Forsvarer for den daværende Fattigkommission og priser den for at have handlet "med forstandigt Overlæg" - ja, det er netop det, der nu svier til Odense. Som Hr. S. overhovedet gaaer udenom Sagen og i alt Fald slet ikke indlader sig paa dens Kjærnepunkter, saaledes vil han naturligviis heller ikke see, at jeg ved min Fremstilling af Sagen ingenlunde har villet alene vise Fattigkommissionens Nidkjærhed, men ogsaa den mærkelige Modsigelse i Ministeriets Resolution, der fordømmer Svendborg Fattigkommissions Fremgangsmaade, paalægger dennes Medlemmer at tilbagebetale Svendborg Kæmnerkasse de 150 Rd. "som ulovlig anvendte", men alligevel bestemmer, at fem Personers fremtidige Forsørgelse skal overtages udelukkende af Odense !
Ganske vist har, som Hr. S. siger, Sagen ved Ministeriets Resolution fundet sin juridiske Afgjørelse, i alt Fald foreløbigt, men er der overhovedet nogen Fattigforsørgelsessag, som egner sig til offentlig Paatale, da har bestemt denne fortrinsviis Krav derpaa, og kan jeg, ved at have bragt den paa Bane, bidrage til at forebygge fremtidige Anstrengelser af lignende Art imellem Kommunerne, da skal jeg ikke beklage over herved at have paadraget mig personlige Ubehageligheder.
Odense den 10de Januar 1870.
Lor. Bierfreund.
(Svendborg Amtstidende 13. januar 1870).
Fra nogle navngivne Borgere ere vi anmodede om at optage Følgende:
"Hr. Bankdirecteur Bierfreund i Odense har i Deres ærede Blad givet en Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag heri Byen, som ikke er correct. Han siger saaledes, at Fattigcommissionen (altsaa i sin Heelhed) ikke har gjort det Allermindste for at sikkre Medgiftens Anvendelse til, at Vedkommende kunde faae Fæste af et Huns. Dette er urigtigt; en Minoritet af Commissionen har vel indvilliget i, at Beløbet udbetaltes naar der præsteredes Beviis for, at den Vedkommende havde ægtet Pigen og erholdt "Forældrenes Huus" i Fæste, men senere, da der kun leveredes Beviis for det Første, vægrede denne sig ved at give en forlangt Tilstaaelse for, at Pengene maatte udbetales. Det var altsaa kun en Majoritet af kommissionen, der begik Feilen, og Minoriteten kan ikke drages til Ansvar for de slet anvendte Penge.
Herr Bankdirecteur Bierfreund bemærker endvidere, at Hr. Overauditeur Schrum tidligere Intet har havt med Sagen at gjøre; herimod bør dog oplyses, at den daværende Formand for Fattigcommissionen, Herr Pastor Smith, da Sagen stod paa yttrede sig tvivlende om. hvorvidt det var rigtigt at tilstaae den omtalte Understøttelse, hvorfor han først vilde afæske Byfogden, Hr. Overauditeur Schrum's Anskuelse. Han meddelte kort efter, at Byfogden havde raadet Fattigcommissionen til at handle, som den gjorde. Ogsaa Commissionens Forretningsfører, Hr. Chordegn Frederiksen, skal med samme Resultat have henvendt sig til Schrum. - Der har hidtil aldrig været Grund til at tvivle om Pastor Smiths Sanddruhed"
(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 14. januar 1870).
I Indledningen til et Inserat i "Svendborg Amtstidende" for 9de dS. har Hr. Overauditeur Schrum benyttet Lejligheden til et aldeles umotiveret Angreb vaa vort Blads Respectabilitet, indklædt saaledes, at han ikke kan drages til Ansvar ved en Injurieproces. Da Hr. Overauditeur Schrum's Meninger om vort Blad ere os temmelig ligegyldige, og hans afmægtige Vrede paa os hidtil kun har gavnet og ikke skadet os, skulde vi ikke have omtalt denne Sag, naar vi ikke fra forskjellige Sider vare blevne opfordrede dertil. Vi ville nu kun korteligen erklære Hr. Overauditeuren, at vi gjerne overlade ham Æren af, istedetfor at sige os sin Mening ærligt i Ansigtet, at anvende sine juridiske Kundskaber til et Forsøg paa at nedsætte os gratis (mon dette egentlig kan kaldes respectabelt af en Lovens Haandhæver?); vi forsikkre ham, at han, om han end ogsaa selv troer det, ikke er den Mand, som skal sidde til Doms over vort Blad; vi have en meget bedre Dommer i vor Abonnements-Protocol, der til Exempel viser - hvad Hr. Overauditeuren let kan overbevise sig om - at herværende Postcontoir i Øieblikket modtager 214 Exemplarer, (intet andet Blad heri Byen har tilnærmelsesvis naaet dette Tal) medens vi for 4 Aar siden begyndte med 23.
Red.
(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 15. januar 1870)
Den svendborgske Fattigforsørgelsessag. I "Fyens Stiftstidende" har Bankdirecteur Bierfreund til Overauditeur Schrums Fremstilling af den svendborgske Fattigforsørgelsessag bemærket: at et optaget Politiforhør har oplyst, at den omhandlede Røgter har faaet Vink om, at han af Svendborg Fattigvæsen vilde faae Understøttelse til sit Ægteskab; at Svendborg Fattigcommission, uden at undersøge Paalideligheden af det ham af hans Moder gjorte Tilbud om Afstaaelsen af et Fæstehuus, strax tilbød ham 100 Rd. for at ægte paagjældende i Svendborg forsørgelsesberettigede Fruentimmer, og endelig at samme Commission faa Dage efter sendte Bud efter ham og tilbød ham 150 Rd., naar han fremlagde Vielsesattest. Disse Kjendsgjerninger har Hr. S., som personlig staaer heelt udenfor denne Sag, ikke bestridt.
(Kallundborg Avis 18. januar 1870).
