Fabriksvirksomhed. (Efterskrift til Politivennen)

I "Hors. Av." skrives: I Løbet af det sidste Tiaar har der heri Byen efterhaanden udviklet sig en Fabrikvirksomhed, som stadig antage et større og større Omfang, og som derved giør mangfoldige Hænder Beskæftigelse. Den Del af vor Byes industrielle Virksomhed, vi herved sigte til, er Dhrr. Crome & Goldschmidts Fabrik. I Aaret 1860 begyndte det nævnte Firma sin Fabrikvirksomhed ved Overtagelsen af Størstedelen af Fangernes Arbeidskraft paa den herværende Straffeanstalt, men hvad der her kunde præsteres, blev snart for lidt i Forhold til den store Efterspørgsel, der hurtig reiste sig efter det udmærkede Fabrikat, som leveredes. Dhrr. Crome & Goldschmidt anlagde derfor en egen Fabrik, som Aar for Aar er bleven udvidet ved nye Tilbygninger, og ved hvilken der i den nærmeste Tid atter paatænkes en ny Udvidelse. Her beskæftiges kun lutter frie Arbeidere, baade Mænd, Kvinder og Børn. Det Antal Arbeidere, der fortiden anvendes ved denne betydelige Fabrikvirksomhed, udgjør ca. 500, hvoraf omtrent Halvdelen arbeide i Fabriken paa Straffeanstalten, Resten dels paa den nye Fabrik, dels i deres Hjem omkring i Byen. Den Arbeidsløn, der aarlig udbetales, andrager allerede nu ca. 70 000 Rd. Ved de forskjellige Grene af Fabrikationen er der ansat ialt 17 Værkmestre. Til at drive de forskjellige Maskiner anvendes to Dampmaskiner paa tilsammm ca. 40 Hestes Kraft. De Maskiner, der benyttes, ere af Udlandets nyeste og bedste Konstruktioner, og flere af disse ere prisbelønnede paa sidste Pariserudstilling. Af de mange forskjellige Maskiner skulle vi fremhæve 6 kæmpemæssige Uldspindermaskiner, af hvilke de 3 nylig ere amskaffede fra Udlandet efter den nyeste og bedste Konstruktion, der kjendes, forskjellige fortrinlige Kartemaskiner og ca. 180 Væve, hvoraf henimod de 100 en Dampvæve. Der tilvirkes Bomuldstrøier, Bolster, Kjoletøier, Lærred, Dreiel, Shavls, Uld- og Bomulds-Trikotage, Possement- og Naalemagersager, Hornknapper og nu i den senere Tid ogsaa fortrinlige Klæde og Bockskin. Som Følge af de Forbedring, der stadig indføres i Fabrikationen ved Anskaffelsen af de nyeste og bedste Maskiner, har navnlig Uldfabrikationen taget et betydeligt Opsving, idet der nu foruden den almindelige indenlandske Uld, hvortil man tidligere alene var henvist, ogsaa forarbeides den finere spanske Raceuld, som hovedsagelig indføres fra Udlandet, og ved hvilken det er blevet muligt at levere saadanne finere Varer, som hidtil næsten udelukkende have maattet indforskrives fra Udlandet. - Af de korte Træk vi her have givet af denne Fabriks Virksomhed, vil man se, at den drives i et meget betydeligt Omfang, og allerede nu, saa kort Tid efterat den er fremstaaet her, er den største i sit Slags her i Landet. Men det virksomme Firma agter, som sagt, ikke at blive staaende herved, da en ny Udvidelse atter forestaar, og man i det Hele taget lægge Bind paa at gjøre Fabrikatet saa fuldkomment som mulig ved stadig at indføre nye Forbedringer gjennem de nyeste og bedste Maskiner.

(Dags-Telegraphen (København) 6. marts 1870)

Over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

- Fra en af de Rejsende, der har gjort den besværlige Reise fra Knudshoved til Halskov, som varede fra forrige Fredag Morgen til Mandag Aften har "Fs. St." modtaget følgende Brev:

I Fredags stod jeg da op Kl. 5. og efter at have indtaget min Kaffe og forsynet mig med lidt Proviant i Hotellet kjørte jeg ud til Knudshoved. Her samlede sig efterhaanden 40- 50 Passagerer, hvoriblandt jeg kun traf 3 Bekjendte, Resten var ubekjendte Størrelser, mest Svenskere og endel Tydskere. Kl. 8 begyndte Overfarten, der i Begyndelsen gik meget langsomt, da Baadene, 8 i Tallet, stadig gik "i Blød", men opad Dagen naaede vi endel fast Is og et Par aabne Vaager, som hjalp os over den halve Vei, saa at der ikke var Tale om at vende tilbage til Knudshoved; men efterat vi saaledes havde "brændt vore Skibe" eller for at bruge en anden mere nærliggende Lignelse, "kastet Broen af efter os", begyndte vore Gjenvordigheder. Skjøndt vi havde en mageløs flink Fører i Kapitain Weidemann, og Folkene vare utrættelige, vilde det dog slet ikke gaa fremad. Vi kom blandt Andet i en Vaage, der var fuld af en tæt Vælling, som skruede sig sammen om Baadene, saa at vi i mere end 2 Timer maatte arbeide paa at komme ud af den Suppe. Henimod Aften kom vi udfor Sprogø, men vel en Fjerding vei ude i Søen mod Syd, og da det i den sidste Timestid var gaaet godt, og Veiret var deiligt klart og stille, bleve mange af Passagererne fulde af Forhaabninger og henstillede til Kapitainen, om det ikke lod sig gjøre at gaa lige til Halskov. Dette afviste han dog meget bestemt, idet han yttrede, at han vilde være meget lykkelig ved at naa ind til Øen inden Mørket faldt paa, og han havde Ret, thi vi vare vistnok 6-8 Timer om at tilbagelægge den Fjerdingvej. Tænk, at vi havde en Dame med paa denne yderst anstrengende og kedsommelige Reise, som er af den Art, at Damer ikke bør indlade sig paa at forsøge den. Denne Dame var en Englænderinde, gift med en svensk Grosserer, og hun holdt tilvisse ud trods Nogen af os; men jeg fatter knap, hvorledes hun kunde dette. Hun fik da ogsaa med Rette det Vidnesbyrd af os Alle, at hun gjorde sine Sager mesterligt og gjorde det uden at være en af disse emanciperede Englænderinder, som man undertiden seer paa Reiser, saa at vi Alle kom til at synes godt om den lille Kone og undte hende det, da hun ved Sprogø slap lidt heldigere end vi Andre, idet hendes Baad naaede til Land Kl. 12 om Natten, medens vi Andre, der fulgte hende i Hælene, pludselig befandt os i den os fra tidligere Erfaringer saa velbekjendte Skrueis, hvori det var næsten umuligt at komme frem. Klokken var over 2 om Natten, da vi Alle, dygtig udmattede og forkomne, landede paa Sprogø. Saavel den tørre som den flydende Proviant havde alt længe været fortæret, saa De begriber at vi som graadige Ulve styrtede til det opdækkede Bord. 4 a 5 Timer for os var der kommet 4 Baade fra Sjælland til Øen, hvor der allerede i et Par Dage havde ligget 3 Baade med ialt 140 Passagerer og Mandskab, og disse Mennesker havde ogsaa været sultne, hvorfor vi maatte tage tiltakke med Levningerne; men Hungeren gjorde os mindre vanskelige, og en god varm Suppe, 2 til 3 Portioner pr. Mand, gjorde en ypperlig Virkning i Forening med en ikke saa ganske ringe Kvantitet Vin. Der findes paa Sprogø det ret anstændige Antal af 60 Senge, men det forslog jo ikke meget til 220 Personer; dog var jeg saa heldig at saa en Seng, hvori jeg sov som en Sten, skjøndt den baade var haard og kold. Løverdag Morgen bleve vi purrede ud Kl. 8, efter 4 Timers Hvile, men det viste sig snart, at vore Folk vare saa udmattede efter Gaarsdagen. at vi roligt maatte blive paa Øen; desuden var det nok heller ikke muligt af andre Grunde at komme derfra. De 11 sjællandske Baade gik imidlertid ad Fyen til, og det gav Luft i Værtshuset. En af mine Bekjendte og jeg opnaaede at faa et Værelse med to Senge - Natten forud havde vi sovet i en stor Sovesal paa Loftet - , fik lagt i Kakkelovnen, og jeg krøb i Sengen med alle Klæderne paa under Dynen, uden dog at kunne faa Kulden, som jeg følte i hele Kroppen, til at vige; da stod jeg op, tog min Pelts paa og gik mig en dygtig Tour omkring Øen i en bidende Østenvind, fik derefter en rigtig god Middagsmad og krøb saa atter i Sengen, hvor jeg sov fortræffeligt. I Søndags gjorde vi om Formiddagen et Forsøg paa at gaa over til Halskov, men efterat vi havde arbeidet i Isen et Par Timer, maatte Forsøget opgives paa Grund af den stærke Modvind. Vi drev Dagen hen med at sove og spise, og om Aftenen bleve vi rigtig gemytlige, fik Bollen paa Bordet og Sangen igang; saa kom de bekjendte "Isbjørne" -et Optog af Søfolk i Forklædning, der morede meget og indbragte Skuespillerne endel Drikkepenge, som bleve punschede op, og dermed var denne Dag tilende. Mandag maatte vi atter tidlig ud, og Kapitainen havde svoret, at nu vilde han over til Sjælland, det koste, hvad det vilde. Han holdt Ord; dog naaede jeg, der var blandt de forreste Baade, først Land Kl. 6 om Eftermiddagen, medens 4 af Baadene og med dem vor lille Frue, først kom ind Kl. 12 om Natten. Jeg fik mit Tøi for seent til at kunne benytte Aftentoget til Kjøbenhavn, blev derfor i Korsør i Nat og tog ind med Morgentoget, hilste Godmorgen paa "vor lille Frue", der lod som om hun slet ikke havde været med paa Isen Dagen forud - og dermed var min Isfart tilende.

(Aarhus Amtstidende 23. februar 1870).

Anna Christina Gustafsen Blom. (Efterskrift til Politivennen)

Indbrudstyveri m.m. Efterat Arrestantinden Anna Christina Gustafsen Blom, svensk af Fødsel, i længere Tid havde opholdt sig heri Staden, reiste hun i Aaret 1866 i et Besøg til Sverige, hvor hun for Tyveri blev idømt 3 Aars Strafarbeide. Da hun havde udstaaet denne Straf, tog hun i forrige Sommer igjen Ophold her i Staden, hvor hun imidlertid saaes ofte at drive omkring paa Gaden og undlod at melde sig ifølge det hende givne Tilhold til Politiets Protokol over mistænkelige Personer, hvortil hun henhørte. Paa Grund heraf blev hun anholdt, og ved nærmere anstillet Undersøgelse blev det nu oplyst, at hun i Løbet af indeværende Vinter havde begaaet flere tyverier. Da Arrestantinden saaledes i Slutningen af November f. A. var i Pengeforlegenhed, gik hun i den Hensigt at begaa Tyveri ud til et Sted paa St. Annaplads, hvor hun tildels var kjendt med Lokaliteterne, idet hun havde logeret der for nogle Aar siden. Da hun kom til Stedet, gik hun ind ad Porten og ned ad en Trappe til[skusre] i samme, og da hun saa at der tilhøire var en aflaaset Dør, som førte ind til et Pigekammer, stødte hun af alle Kræfter med Haanden imod Døren, saa at den sprang op, hvorved Laasen blev løsreven, og Listen, hvori Slutblikket var anbragt, gav efter. Fra dette Værelse, der benyttedes af 2 Piger, som tjente hos en i samme Steds Kjælder boende Værtshusholder, bortstjal hun nogle Klædningsstykker af Værdi 12 Rd. 5 Mk., som hun derefter pantsatte. Kort forinden havde hun fra samme Værelse paa en Tid, da Døren til dette stod aaben, stjaalet en Kaabe, der tilhørte den ene af de anførte Piger. Foruden disse to Tyverier havde Arrestantinden desuden i den førnævnte Maaned fra Dampskibene "Helsingborg" og "Uffo", hvor hun havde begivet sig ombord, medens de laa ved Kvæsthusbroen, stjaalet 2 Frakker, der hang i Kahyterne, og hvilke hun ligeledes pantsatte. Da hun omtrent paa samme Tid en Dag saa, at der paa Dækket i Dampskibet "Transit Nr. 1", der laa ved Toldboden, henlaa en Pakke, indeholdende Klædningsstykker, som tilhørte en bortreisende svensk Pige, tilvendte hun sig ubemærket disse. Værdien af det hende, som anført, Stjaalne udgjorde ialt 40 Rd. Arrestantinden, der tillige uden vedkommende Eierindes Samtykke havde pantsat et laant Lagen og nogle hende til Syning leverede Chemiser, blev ved Kriminal- og Politirettens Dom anseet dels efter Straffelovens §§ 228, 229 Nr. 4, 1ste Led, og § 253, dels efter Lov af 3die Marts 1860 § 1 om Løsgængeri med 2 Aars Forbedringshusarbeide, hvorhos hun efter udstaaet Straf vil være at udbringe af Riget.

(Dags-Telegraphen (København) 16. februar 1870)

“Ane Christine Blom, Gustafsen Holms Hustru; straffet i Sverrig med 3 Aars Straffearbeide for Indbrudstyveri i Hoteller. See mist: Prot: H. Pag: 19.” [1869] [Se PE nr. 146, 30/11-1869]. Genealogisk Forlag.

Tyve fra Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

En lille gruppe indsatte på Ladegården besluttede at undvige anstalten ved at stjæle:

"Peter Valdemar Arvedsen, født og hjemmeh: i Kbhn:; drikfældig Driver; Leilighedstyv og Lommetyv. See mist: Prot: E. Pag 455." [1869]. Genealogisk Forlag.

Tyveri og Meddelagtighed heri. Medens Arrestanten Lauritz E. Ferdinand Poulsen og hans Kiæreste Cathrine B. i Begyndelsen af Oktober f. A. vare indlagte paa Ladegaarden, bleve de kjede af dette Opholdssted, og under en Samtale, de havde med hinanden om, hvorledes de skulde komme derfra, opfordrede B. Poulsen til at stjæle for derved at skaffe sig de fornødne Penge til deres Dimission fra Ladegaarden. Poulsen gik ind paa dette Forslag hvortil hun endmere opmuntrede ham derved, at hun fortalte ham, at hun - efter hvad der ogsaa blev oplyst - for længere Tid siden i Forening med et andet Fruemtimmer havde forøvet et Tyveri, som hun var kommen godt fra. Nogle Dage derefter fortalte Poulsen sin foranførte Plan til en anden, ogsaa paa Ladegaarden indlagt Person, Arrestanten Peter Valdemar Arvesen, der strax gik ind herpaa hvorhos begge Arrestanter bleve enige om i dette Øiemed at skaffe tilveiebragt de fornødne Redskaber, hvormed de kunde gjøre Indbrud. Poulsen henvendte sig derefter i denne Anledning til en ligeledes paa Ladegaarden indlagt Smedesvend, Arrestanten Johan Frederik Beitzel, om at forfærdige disse Redskaber, efterat han havde fortalt denne, hvortil han vilde bruge dem, og fik Beitzel til mod Løfte om Vederlag for hans Uleilighed ubemærket i Smedeværkstedet paa Ladegaarden af noget der beroende gammelt Jern at forfærdige Brækjern, en Hovednøgle og to Dirke. Efterat Beitzel havde overleveret Poulsen de til det opgivne Brug forfærdigede Redskaber, og den Sidstnævnte havde vist sin Kjæreste Hovednøglen og Dirken og fortalt hende, at han ved Hjælp af disse vilde begaa Tyveri for at skaffe Penge tilveie til dem Begge, opfordrede og opmuntrede hun ham endnu mere til at udføre det hos ham tidligere vakte forbryderske Forsæt. Da Poulsen den paafølgende 24de Oktober tilligemed sin Kjæreste hos en Værtshusholder i Evaldsgade traf sammen med Arrestanten Arvesen, bleve den Sidstnævnte og Poulsen enige om at udføre Tyveriet samme Aften. Efter først at have hentet de ovennævnte Redskaber fra Glaciet, hvor de vare skjulte, begav begge Arrestanter sig ind til Byen, og da de vare komne udenfor en Eiendom i Kronprindsensgade, hvor der var en Uhrmagerbutik i Stuen, gik Poulsen ind i dette Sted, medens Arrestanten Arvesen blev staaende udenfor for at holde Vagt og ved Fløitning advare Poulsen, naar der kom Nogen. Efter at Poulsen først ved at banke paa Døren havde forvisset sig om, at Ingen var tilstede, aabnede han med den medtagne Hovednøgle den aflaasede Dør til det i Stuen værende Uhrmagerværksted, hvor han stjal 6 Uhre, der hang ved Vinduet over Værkstedbordet. Han forsøgte derpaa med en medbragt Dirk at aabne en fra Værkstedet til Butiken førende, aflaaset Dør; men dette mislykkedes, da Dirken gik istykker. Efterat han havde forladt Gjerningsstedet, leverede han Arvesen et af de stjaalne Uhre, som denne pantsatte, hvorefter de delte Udbyttet heraf, ligesom Arvesen forgæves forsøgte at pantsætte de andre af de ommeldte Uhre, som Poulsen i samme havde leveret ham. To af Uhrene leverede Poulsen til en Kammerat, den Medtiltalte Axel Frederik Dahl, der ogsaa gjemte dem for ham, uagtet han af Poulsen var bleven underrettet om, hvorledes denne var kommen i Besiddelse af dem. For de ved det ovenanførte stjaalne Uhrs Pantsætning modtagne Penge fortærede Poulsen og Arvesen i Forening endel Brændevin hos en Værtshusholder, og Poulsen kjøbte hos en Brændevinsbrænder flere Potter Brændevin, som han ved sin Hjemkomst indsmuglede i en Blære paa Ladegaarden, hvor det solgtes af ham. Da han var bleven endel beskænket, tabte han paa Hjemveien uden at mærke det lige udenfor Ladegaarden to af de stjaalne Uhre, af hvilke det ene senere fandtes, hvilket gav Anledning til Tyveriets Opdagelse, hvorhos han forinden havde kastet et af Uhrene i Ladegaardsaaen. Arrestanterne Poulsen, Arvesen og Beitzel samt Dahl, der alle tidligere have været straffede, henholdsvis med 8 Aars Tugthusarbeide, 4 og 1 Aars Forbedringshusarbeide samt 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, bleve nu af Kriminal- og Politiretten idømte: Poulsen og Arvesen Tugthusarbeide, den Førstnævnte i 6 Aar og den Sidstnævnte i 3 Aar, Beitzel 18 Maaneders Forbedringshusarbeide og Dahl 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, samt Cathrine B. 1 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen (København) 10. februar 1870).

“Lauritz Engestoft Ferdinand Poulsen; straffet i mange Aar jevnlig for Tyverier i Uhmagerboutik og i Beboelsesl: med falsk Nøgle. Mist: Prot: C 342. 284”. [1880]. Genealogisk Forlag. 

Høiesteretsdomme.

Tirsdagen den 29de Marts.

Nr. 100. Advocat Klubien mod 1. Peter Valdemar Arvedsen eller Arvesen. 2. Lauritz Engelstoft eller Dygelstoft Ferdinand Poulsen. 3. Cathrine Frederikke Bryde. 4. Johan Frederik Beitzel og 5. Axel Frederik Dahl. Nr. 1 og 2 for Tyveri, Nr. 3 for Tyveri og Meddeelagtighed i Tyveri. Nr. 4 for Meddelagtighed i Tyveri og Nr. 5 for Hæleri (Defensor Levinsen). Ved Kjøbenhavns Criminal, og Politiretsdom af 8 Febr. 1870 er kjendt for Ret: Arrestanterne Peter Valdemar Arvedsen eller Arvesen, Lauritz Engelstoft eller Dygelstoft, Ferdinand Poulsen og Johan Frederik Beitzel og de Tiltalte Cathrine Frederikke Bryde og Axel Frederik Dahl bør straffes, Arrestanterne Poulsen og Arvedsen med Tugthuusarbeide, den Førstnævnte i 6 Aar og den Sidstnævnte i 3 Aar, Arrestant Beitzel og Tiltalte Cathrine Bryde med Forbedringshuusarbeide, Arrestant Beitzel i 18 Maaneder og Tiltalte Cathrine Bryde i 1 Aar og Tiltalte Dahl med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande, dog at Straffetiden for Cathrine Frederikke Bryde bestemmes til 8 Maaneder. Advocaterne Klubien og Levinsen tillægges i Salarium for Høiesteret hver 20 Rd., der udredes af de Tiltalte paa den med Hensyn til de øvrige Salarier fastsatte Maade.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. april 1870).

Der er navnesammenfald samt andre detaljer fælles med nedenstående Cathrine Frederikke Bryde:

Vold og Løsgængeri. Under et imellem Tiltalte Cathrlne Frederikke Bryde og Fruentimmeret K, i deres fælles Logis i Prindsensgade opstaaet Skiænderi, der udartede til Haandgribeligheder, saaledes at Tiltalte greb K. i Struben, kom et tredie Fruentimmer N.'S Hustru tilstede og gik imellem de virkende for al stille dem ad. Herover blev Tiltalte, der var i en noget beruset Tilstand, saa opbragt, at hun i sin Hidsighed tog et Stykke af Trapperækværket, der sad løst, og slog dermed ovennævnte N.'s Hustru i Hovedet, hvorved hun bibragte hende paa den bageste Deel af venstre Issebeen et Saar, der efter Udvisende af en fremlagt Lægeattest var omtrent 1 1/4 Tomme langt, lidt bugtet og med skarpe Rande, men tog ikke var naaet ind lil Beenhinden. Bemeldte Saar, der imidlertid kort efter blev lægt, antoges dog ikke at ville have nogen skadelig Følge for den Skadelidtes fremtidige Helbred. Tiltalte, der tidligere har været straffet for Tyveri med Forbedringshuusarbeide, havde desuden imod et hende af Politiet under sædvanlig Straffetrusel givet Tilhold uden Tilladelse forladt det hende af Fattigvæsenet anviste Ophold paa Almindeligt Hospital uden at være vendt tilbage til samme dengang hun anholdtes i ovenanført Sag. For begge de ovenomhandlede Forhold blev Tiltalte, under Hensyn til at den Skadelidte under Sagen var gaaet i Forbøn for heade, ved Criminal- og Politirettens Dom anset efter Straffelovens § 203 og efter § 1 i Lov af 3die Marts 1860 om Straffen for Løsgængeri og Betleri under Eet med 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. oktober 1874).

Kvindens Kaar. (Efterskrift til Politivennen)

Bladet "Hejmdal" har modtaget følgende Skrivelse: "Den Retning, som kæmper for "det unge Gjenbyrdsliv i Norden", maa ogsaa have Hjerte for det Spørgsmaal, der nu for Alvor kommer frem her hos os, og som er "Kvindens Ret". Derfor bede vi Kvinder, som kæmpe for denne Sag, om "Hejmdal" vil unde os en Plads, saa vi kunne fremstille, hvad vi forlange. - Kvinden forlanger Ret til at arbeide, til at ernære sig; forlanger de ringere Pladser i Samfundet, som netop vilde passe for hende, der jo er i Besiddelse af Nøisomhed, Tarvelighed, Taalmodighed og praktisk Sands. - Det hedder jo, at Kvindens Evner ikke ere saa omfattende som Mandens - jeg vil ikke anstille Betragtninger om vor Opdragelse maaskee er Skyld deri, men uden Videre antage, at det er saa - , men giv os da flere af de Stillinger, som vore nu engang antagne Evner menes at passe til. - Hustruens, Moderens Kald er skjønt og stort, men netop derfor bør Kjærlighed være Ægteskabets Grundvold, og netop derfor er det saa tungt, naar den unge Pige i sin i Brudgom ikke seer ham, hun maa elske i Liv og Død, men kun ham, som kan skaffe hende en Stilling, en Forsørgelse. - Mange Kvinder faae vel ikke den Mand, de elske, eller træffe Ingen, der vækker deres dybere Følelser; lad disse faae Lov til at ernære sig, og man vil spare mange Legater og milde Stiftelser. - "Kjær Ven bliver kjedelig, naar han sidder for længe paa anden Mands Bænk". Saaledes siger allerede Nordens gamle Høisange; hvorfor maa da ikke vi Kvinder have Lov til at have vor egen lille tarvelige Bænk. - Lærerindegjerningen er næsten den eneste Vej, og hvor Mange gaae ikke den uden Lyst eller Kald, ja mene, at denne betydningsfulde Gjerning er en Plage og en Byrde. - Hvorfor er der ikke flere Veie? Saa behøvede man ikke at betroe sine Børn til andre end til dem, som havde Evner og Kald til at tage sig af dem. - En Kvinde er ikke ukvindelig, fordi hun sidder paa et Kontoir, paa et Telegraphstation eller ved et Orgel, nei ukvindelig er hun, naar hun tager en Mand for at faae Mad og Drikke og Huusly. Jeg har i Nabolandet seet en ung Telegraphistinde, der ikke havde Kald til at være Lærerinde og derfor havde valgt hiin Stilling, som hun med sit hele Hjerte hang ved, og hvis Arbejde hun udførte med en saadan Glæde og Lyst, at jeg inderligt kom til at ønske, at denne Vej, som nu ogsaa aabnes her, maatte finde flere saadanne Arbeidere. - I Mænd, hjælp os! og naar Kvindens Ret til Erhverv er anerkjendt, ville I faae lykkelige Hustruer, betro Lærerinder til Eders Børn; thi da har Kvinden Valget. - Kvinder, som ere enige om at "slutte Kreds og slaa fast" i denne gode Slags Tjeneste, lad os arbeide trolig hver i sin Opgave, at de, som ingen Gjerning have, faa Lyst til at tage en op."

(Svendborg Amtstidende 8. februar 1870).