(1870).
(Anmeldt af Professor Bohr.)
Saaledes som Samfundsforholdere hos os stille sig, føler en stor Deel unge Piger sig henviist til at uddanne sig til Lærerinder, nærmest for at søge et Erhverv. De Fordringer, der stilles til de Kvinder, som forberede sig til egentlig Skolegierning, ere enkeltviis bestemte og finde deres Udtryk i en offentlig Prøve, men for Privatlærerindernes Dannelse stiller Sagen sig anderledes. Den unge Pige, der optages i en Familie som Lærerinde, navnlig for Piger, skal selv stille sig sit Formaal med dets Indhold og Afgrændsning og vælge de Midler, der paa den bedste Maade kunne høre til Maalet; hun kan ikke lade sig nøie med at lægge sin Plan og efter bedste Evne arbeide paa dens Gjennemførelse, men hun skal ogsaa ved sin hele Dannelse, ved sin Kjærlighed til sin Gierning og ved at kunne paavise dens Resultater bringe Familien, hvori hun er optagen, til at arbeide sammen med sig; thi uden denne Fællesarbeiden vil hendes hele Virksomhed være spildt, saasaandt som Opdragelse og Underviisning netop i dette Forhold maae være inderlig sammenknyttede.
Den Fordannelse, som saadanne unge Piger have underkastet sig som Forberedelse til deres ansvarsfulde Gjerning, har efter Sagens Natur været ubestemt i sit Indhold og i sin Form; i Almindelighed har man troet, at man som Minimum kunde nøies med eet Grundlag, som vindes ved at have gjennemgaaet en god Skole; som en høiere Adkomst til en god Stilling betragter man Færdighed i Musik og Færdighed i at tale et eller andet levende Sprog; det har ikke altid været klart for Forældre og Lærerinder, at de elementaire Kundskaber vel ere nødvendige og Færdighederne saavel nyttige som behagelige, men Alt kun under den Betingelse brugbart, at disse Forkundskaber saaledes have ordnet sig til et Totalindtryk, at den unge Pige gjennem dem har modtaget en almindelig Dannelse, der kan aabne et videre Blik paa Kvindens Stilling til hendes Livsgjerning og veilede hende til at udvikle hos sine Elever den Interesse for Livets store Gjerning, som Kvinden ikke kan undvære, dersom hendes beskedne Virksomhed ikke skal synke ned til et isoleret Trællearbejde.
Det er derfor glædeligt, at der efterhaanden begynder at udfoldes en større Virksomhed i Retningen af denne betydningsfulde Deel af de pædagogiske Opgaver, hvis Løsning vore Forhold med Nødvendighed kræve. Frøken Zahle har ogsaa i denne Henseende snart i 20 Aar rastløs arbeidet med sin bekjendte Kjærlighed til sin Gjerning, og saavel theoretisk som praktisk givet Bidrag til at klare denne Opgave; hun har nylig udkastet en Afskygning af sine Planer og sin Virksomhed i det lille Skoleskrift, som bærer ovennævnte Titel.
Frøken Zahles Cursus for unge Piger, der forberede sig til Virksomheden som Privatlærerinder, er nu deelt i fire halvaarige Afdelinger. Underviisningen omfatter Bibellæsning, Dansk med Literaturhistorie (og i øverste Afdeling Svensk), Regning, Geographi, Naturhistorie, Historie med nordisk Sagnhistorie, Skrivning, Tegning, Haandarbeide, Fransk, Tydsk og Engelsk. Sprogene, navnlig Fransk, have ved Timetallet Forrangen i Underviisningens Apparat, og desuden fremhæver Frøken Zahle med Vægt den historiske Underviisning som den betydningsfuldeste og vigtigste. Den hele Undervisningstid, naar samtlige fire Cursus gjennemgaaes, er beregnet paa 2 Aar. Elevernes Alder er imellem 18 og 24 Aar.
Den Fare, at det store Antal af Underviisningsfag let kunde overvælde den unge Pige i "den desværre altfor korte Forberedelsestid", ligger nær, og denne Fare voxer ved Nødvendigheden af at samle Elever med ueensartede Forkundskaber, der vanskeliggiør Underviisningens rolige Udvikling. Dette vigtige Moment ved Anordningen af Underviisningsstoffet har ogsaa været Gjenstand for Bestyrerindens alvorlige Overveielse, og hun har paa forskjellig Maade søgt at samle Fagenes Mangfoldighed til en fælles Eenhed; thi hendes Hovedtanke, som Skriftet næsten paa hver Side fremhæver, er at skabe Grundighed og Klarhed til deres Ret i Underviisningen.
Den Begrændsning af Underviisningsstoffet, som Frk. Zahle anseer som nødvendig, har hun ikke vovet at fremstille ved at stryge noget af de nævnte Fag hos Eleverne i Almindelighed: navnlig nærer hun Frygt for at udskyde noget Sprog af Underviisningen, fornemmelig af Hensyn til den unge Piges Fremtidserhverv, - forbi der endnu kun er et saare lille Antal af Forældre, der ikke af deres Lærerinde foruden de almindelige Skolekundskaber fordre Spil og alle de tre fremmede Sprog. Fransk, Engelsk og Tydsk". Men det er altsaa dog Bestyrerindens Ønske, om det var muligt at begrændse sig ad denne Vei, og hun har kun følt sig tvungen til at opgive denne Plan af udvortes Hensyn. Der kunde dertil bemærkes, at det er Skolens Pligt ikke blindt hen at følge Meningernes Strømning, men at stræbe efter bedste Skjøn at retlede den i en fornuftig Retning. I disse Dage har Hr. Cand. Femmer med Flere bekjendtgjort en Plan til Dannelsen af Underviisningscursus for tilkommende Privatlærerinder, og han har været dristig nok til at bortkaste dette Hensyn til uvedkommende Fordringer, i Haab om, at Respekten for Grundigheden skal trænge igjennem: hans Plan udskyder Engelsk, Religion og Pædagogik fra Kredsen af de Underviisningsfag, der i Almindelighed antages for nødvendige; han har altsaa forsaavidt forsøgt at realisere den samme Tanke, der er Frk. Zahles principielle.
Da Bestyrerinden har meent ikke at burde indskrænke Underviisningens egentlige Stof, har hun valgt en anden Udvei for at fremstille den nødvendige Begrændsning. Hun deler Underviisningsfagene i to Klasser, en Deel, der "væsentlig gaaer ud paa Indøvelsen, Indprentningen, Indskærpelsen", og en anden Deel, til brillen der ikke fordres nogen daglig og bestemt Forberedelse saalidt som noget Examensudbytte af hvilkensomhelst Art, men hvor der "ved den Udførlighed, Fylde og Varme, hvormed Sagen kan blive behandlet, lægges an paa at vække Elevernes Interesse, paa alvorligt at give dem Mening om sand Grundighed." Der bruges til Vejledning i disse Fag ingen bestemt Bog og i Reglen ingen Giengivelse af Foredragene, "da det her væsentlig giælder om at vække og befæste Interessen". Til Fagene af første Klasse henføres: Dansk Sproglære, Regning, Fransk, Tydsk, Engelsk og tildeels Jordbeskrivelse; til Fagene af anden Klasse: Historie, Naturhistorie, Literaturhistorie og til deels Jordbeskrivelse, foruden Samtaler eller Foredrag over pædagogiske eller andre Spørgsmaal af almindelig Interesse.
Denne Inddeling af Fagene er pædagogisk vilkaarlig, saaledes at Jordbeskrivelsen endog er taget med til begge Sider. Men det faae nu at være, da Praxis og dygtige Lærere kunne klare den logiske Feil; efter den Timetabel, der omendskjøndt kun løselig meddeles, synes det bundne Stof at være godt fordeelt og Timetallet, paa en enkelt Undtagelse nær, passende. Men det er ikke let at see, hvorledes denne Anordning kan forebygge den befrygtede Fare af Overanstrengelse eller Hastværksarbejde i 1ste og 2det Cursus, hvor de friere behandlede Fag spille ingen eller dog en forsvindende Rolle, medens Dansk, Fransk, Tydsk og Engelsk ere tagne med paa alle 4 Cursus.
Mellem de friere Fag har Frk. Zahle optaget pædagogiske Øvelser eller, som det hedder, "Samtaler eller Foredrag over pædagogiske eller andre Spørgsmaal af almindelig Interesse." At Pædagogiken som Underviisnings- og Examensfag i sin Tid blev paalagt de unge Piger, der ville uddanne sig til Skolelærerinder, var vistnok et Misgreb; det er vanskeligt at forstaae, hvorledes en ung Pige uden mindste praktiske Forudsætning skal vinde noget Udbytte af disse theoretiske Udkast, der fremtræde som Philosophi. Frøken Zahle har derfor rigtig optaget dette Fag med Forbehold, kun som Samtaler, der leilighedsviis føres over derhen hørende Ting. Men selv med denne Modification turde det være tvivlsomt, om disse Samtaler bringe noget reelt Udbytte, ihvorvel de i Udkastet tage sig sokratisk ud; det er farligt, hvis den unge Pige skulde troe, at hun af denne Vei havde lært Pædagogik. Titelen af: "Samtaler eller Foredrag over Pædagogiske, eIler andre Spørgsmaal af almindelig Interesse, som Tid og Leilighed maatte kunne byde", aabner et altfor stort Spillerum for Tilfældigheden, og Udbyttet vil derfor ene beroe paa Lærerens fulde Forstand paa sin Opgave, paa hans Skjøn om den rette Begrændsning og i det Hele paa hans Evne til at giennemføre en fast Plan. Men under heldige Omstændigheder synes dog disse pædagogiske Samtaler at kunne tjene som et almindeligt Dannelsesmiddel ligesom de gamle "Forstandsøvelser".
I nøie Forbindelse med denne theoretiske Dannelse staaer eet Forsøg paa den unge Piges "praktiske Uddannelse i Barneskolen", en Veiledning, hvorpaa Frøken Zahle lægger særdeles Vægt. Eleverne i de øverste Afdelinger af Lærerindecursusset faae Adgang til at overvære og betingelsesviis at deeltage lidt i Undervisningen i Frøken Zahles Pigeskole, saavel i de yngre som i de ældre Klasser. "Dette Iagttagelses- og Øvelsesaar", siger Frøken Zahle, "hvor hun (den unge Pige) deels faaer Leilighed til at see, hvad den ældre Lærerinde fordrer af sig selv for at tilfredsstille de til hende satte Krav see den Opoffrelse, hvorved Alt sættes tilside for denne hendes Livsopgaves Skyld, deels faaer Leilighed til at spørge og høre og tilsidst til at øve sig lidt ved at ordne Haandarbeider, indrette Stilebøger, rette Stile og tilsidst ved endog selv at tage lidt Del i Unerviisningen og Tilsynet med Børnene, har i mine Tanker for den iforveien nogenlunde vel Underviste en endnnu langt større Betydning end Forberedelserne ved selve hendes Læsning paa Cursus."
Der er i denne Foranstaltning et Tilløb til det Rigtige, men ogsaa her frygter jeg, at denne praktiske Veiledning vil være mislig, fordi Udkastet mangler det rette Syn paa, den egentlige Drivkraft i den unge Lærerindes praktiske Udvikling. Dette Forsøg med Uddannelsen af Lærerinder gjennem en halvt hørende, halvt undervisende Virksomhed er gjort i Almueskolerne, men er fundet misligt. Den fremmede Gjæst forstyrrer saavel den rette Lærers som Børnenes Ro; Lærerne føle sig tvungne ved at undervise i dobbelt Retning; Børnenes Opmærksomhed spredes og dvæler hellere ved det besøgende pædagogiske Phænomen end ved Lærerens Foredrag. Den unge besøgende Pige selv vil neppe vinde noget Udbytte i sin uholdbare Stilling, deelt mellem en Lærerindes og en Elevs Pligter; hun faaer ikke det rette Syn paa, hvad der foregaaer, og vil let staae Fare for at tilegne sig Særheder og Manerer og andet paahængt Væsen i den gode Tro, at hun tilegner sig praktisk Dygtighed. Jeg stoler ikke paa det Indtryk, den unge Pige faaer ved Synet af de "ældre Lærerinder" og deres "Opoffrelse" fra deres Tabouretter. De ældre Lærerinder ville ligesom den pythiske Præstinde fra Trefoden fremsige dunkle Gaader, som kun Fremtiden kan raade, eller hvad værre er, lokke den Raadspørgende til at gjætte feil, som fordum den lyriske Konge, og ødelægge sit eget Rige. Skal den unge Pige gjøre et praktisk Forsøg paa at klare sin Begavelse for sit Kald, maa hun fremfor Alt have et eget Ansvar, hvor lille den Kreds end er, hvor hun faaer Lov til forsøgsviis at bevæge sig. Kun saaledes ville hendes Evner vækkes, hendes Syn paa Sagen klare sig og Midlernes Rækkeevne gaae op for hende. Dersom en Skolebestyrerinde fortrøster sig til at gjøre et saadant Forsøg i sin Skole, troer jeg, at hun vil give et Bidrag til den unge Lærerindes Uddannelse, omendskjøndt ikke uden Fare for Prøvebørnenes heldige Udvikling.
I det Hele frembyde Underviisningsfagene af den saakaldte 2den Klasse med deres friere Behandling en pædagogisk eller rettere en moralsk Fare, som Frøken Zahle vel har anet, men hvis Betydning hun ikke har fattet.
Altsaa Fagene af 2den Klasse behandles "med Udførlighed, Fylde og Varme" for at give Eleverne et Indtryk af Grundighed, for at vække deres Lyst til hvad Bestyrerinden "forstaaer ved at studere c: at læse med Tørst efter Fuldstændighed, med Higen efter Klarhed, med Trang til selvstændig Indsigt." Disse temmelig ubestemte Talemaader blive nærmere forklarede, dog meest negativt, i Udviklingen af den Plads, som Underviisningen i Historie bør indtage, og den historiste Underviisning er, efter Bestyrerindens Mening, den betydningsfuldeste og vigtigste, saa at Fremgangsmaaden ved Underviisningen i dette Fag har et betegnende Fællespræg for Underviisningen i alle de friere stillede Fag. "Er Nogen", siger Frk. Zahle, uddannet og grundig uddannet i Historie ved at have læst, især examenslæst. Allers mindre Fædrelandshistorie eller Bohrs mellemste Verdenshistorie? Og tør Nogen indestaae for, at den, der har faaet Ug. for denne Præstation, senere vil lære Andre Historie godt, grundigt og klart? Har man deri den allermindste Sikkerhed for nogen sand, levende og varm Interesse for Historien? Har man nogen Borgen for, at Historiekundskabens Betydning derved er gaaet op for den vordende Lærerinde? Jeg troer det ikke; jeg troer næsten lige tvertimod, at den unge Piges Sands for Historie ved en slig Examenslæsning er vildledet og afstumpet, og jeg troer, at hun netop ved en saadan Forberedelse staaer Fare for at komme til at give en daarlig Veiledning i dette Fag i Fremtiden, staaer Fare for at lægge hele Vægten paa en idelig Indexerceren, en idelig Samlen og Samlen af Details, hvorved Barnets Sands for og Glæde ved Historien kan tage den største Skade. Modsætningen, den aandrige Underviisning i Historie, betegnes saaledes: Vægten bør lægges paa, "at enkelte Partier blive saa klart og nøie, saa fuldstændigt gjennemgaaede, at det egentlig Historiske vil træde frem og Historiens Traade aabenbare sig".
"Det hænder saa let", siger Frøken Zahle i sine Betragtninger over den historiste Underviisnings Form, "at det bliver det mindre Væsentlige, Navne, Tal, Datoer, og ikke det egentlig Betydende, Aanden, der trænger ind og fastholdes". Disse Ord kunne let misforstaaes, som om det var Meningen, at man kan indføre "Aanden" i den historiske og altsaa i enhver Underviisning ved at bortskyde Enkelthederne, ved at fjerne "Navne, Tal og Datoer". Men det er ingenlunde Meningen, at "Grundigheden" skal reddes ved at kaste disse Smaating overbord; tvertimod, de kunne gjenoptages og opfriskes paa et sildigere Stadium, naar den unge Piges Udvikling og individuelle Forvold maatte kræve det, da netop gjennem det høiere og friere Studium Sandsen vil være vakt for det lavere. Det er ikke ganske let at fremstille denne Proces, saa at Fremgangsmaaden bliver klar, og jeg vil derfor anføre Frk. Zahle vid: "Der gjennemgaaes paa de to Afdelinger Dele af Nordens, paa de to andre Dele af Verdens Historie efter Lærerens eget Valg. Der kunde vel paavises Perioder, som det kunde synes særlig vigtigt at faae klarede; men i denne Henseende vil jeg nødig lægge noget Baand paa den enkelte Lærer. Hvad der særlig maatte interessere ham, og hvad han derfor med saameget desto større Liv og Varme kan meddele, vil ikke forfeile sin Virkning paa Lærlingen, men vil netop bedst kunne vække hendes Lyst til fyldigere Kundskab og Oplysning paa Omraader, der maaskee have vakt hendes Interesse. Vil man indvende derimod, at den Paagjældendes Kundskab paa denne Maade vil faae store Huller, da kan jeg ikke svare Andet, end at det dog i Almindelighed tør antages, at enhver ung Pige en Gang i sit Liv har gjennemgaaet Verdenshistoriens Oldtid, Mellemtid og Nytid saavelsom sit Fædrelands mere specielt; og kan det end ikke nægtes, at hun ofte deri kan forekomme ei alene høist usikker, men endog høist uvidende, saa vil dette dog ikke sige mere, end at hendes Kundskaber med lidt Vejledning eller ved en selvstændig Læsning let opfriskes."
Det er altsaa Frøken Zahles Mening, at Fremstillingen af enkelte interessante Partier af Historien skal vække den unge Piges Interesse for Historien i det Hele og saaledes kalde hende til videre Studium for at styrke og begrunde sin Viden. Men deri ligger netop Misforstaaelsen! Begrebet Interessant er meget individuelt, og hvorledes skal det i det enkelte Tilfælde formuleres? Frøken Zahle overlader Valget af disse interessante Fragmenter til de enkelte Lærere og handler det i fuldkommen rigtigt, forsaavidt hun ikke maa tiltro sig selv Omsigt nok til at kunne indordne dette Interessante under en Fællesplan. Men ogsaa Lærerens Valg af Stoffet og dets Form er jo tilfældigt ligeoverfor en bestemt pædagogisk Dannelsesplan og, afhængigt af hans Smag og Specialsludium, saa at det vil blive høist vanskeligt for den unge Pige gjennem disse Forestillinger at faae det "egentlig Historiske" til at træde frem og "Historiens Traade til at aabenbare sig". Jeg kan derfor ikke dele Frøken Zahles Haab om, at denne Underviisningsmaade skal skabe Interesse og Lyst til fortsatte Studier. Nei, den ulykkelige Vane at modtage det Tiltalende, det Interessante som Historiens Kjerne, vil udvikle sig til Storhed og Afstumpethed ligeoverfor det alvorlige Arbeide, uden hvilket intet videnskabeligt Maal naaes, og vil føre sin Straf med sig i en blaseret Ringeagt for Enkelthederne,, som om de ere Historien uvedkommende. Den unge Lærerinde vil være overbeviist om, at hun elsker Historien, at hun har fattet Aanden i Historien og at hun kan fremmane Aanden i Historien for sine Elever. Men lad det være sagt med det Alvor, som en alvorlig Sag kræver: den Interesse for Historien eller fer enhver anden Lidenskab, der hviler paa den løse Grundvold af det lokkende Tilfældige, er en huul Interesse, der aldrig vil fremkalde noget alvorligt Arbeide; denne Interesse fødes i en ungdommelig Phantasi med Naturlighed og Uskyldighed, men en fra Fødselen besmittet: den vil opvoxe som hovmodig Indbildskhed og igjen afføde Tomhed og Forfængelighed.
Det er min Overbeviisning, at ingen Lærerinde, forsaavidt hun sætter nogen Priis paa ren Dannelse, Historien meddeler, kan forberede sig til sin Gjerning uden at have modtaget et almindeligt Indtryk af Verdens Culturudvikling. Det er dog vel Meningen med den historiske Underviisning, som den unge Pige skal medtage, at hendes Synskreds skal udvides udover den daglige Gjerning, at hun skal kunne deeltage i Kjærligheden til Livets store Bedrifter, at hun skal være istand til at følge Nationernes Culturgang, at hun skal kunne føle for Staternes og Kirkens evige Lidelser og Kampe; hun skal vel lære at elske sit Fædrelands Udvikling, at agte dets Institutioner og vogte paa dets Fjender. Men kan denne Kundskab naaes, denne Følelse udvikles, uden at der gives hende Leilighed til at faae et samlet Overblik over Historiens Gang og klare dette Syn ved at betragte Enkelthederne i en planmæssig Begrændsning? Uden dette samlede og saa at sige motiverede Overblik vil bun være tilbøielig til at falde sammen i flov Ligegyldighed overfor den enkelte Kjendsgjerning, fordi hun ikke har Fornemmelsen af dens Sammenhæng med den almindelige Udvikling, eg hun vil med al sin aandrige Forberedelse kun blive en aandløs Lærerinde. Hvor mange eller hvor saa Enkeltheder der bør medtages i Lærerindens Fordannelse maa jo rette sig efter Læreplanen, men saa Meget bør dog tages med, at den almindelige Betragtning af de store Begivenheder kan faae en Grundvold, thi det kan ikke tilstedes, at den unge Pige er "høist uvidende" om nogen af de store Begivenheder, der bære Udviklingen af Menneskeslægten. Men fremfor Alt maa det mærkes, at det er en mislig Sag paa det pædagogiske Omraade at stille Enkelthederne i Modsætning til "Aanden". Aanden bliver ikke kastet ind i Verden som en Gud fra Maskinen og maa heller ikke svæve for Elevernes Phantasie som en Størrelse, der er uden Forbindelse med Begivenhederne. Hvormeget eller hvorlidet der er lært, maa der være en ved Fremstilling af Enkelthederne gjennemført Sammenhæng i det Lærte. Det er ofte de miskjendte Enkeltheder, disse "Navne, Tal og Datoer", der vise den rette Vei til Aandens Territorium.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. maj 1870)
Der er formentlig tale om Henrik Georg Christian Bohr (1813-1880), Niels og Harald Bohrs farfar. Han var søn af rektor i Rønne Peter Georg Bohr (1776-1847) og Birgitte Steenberg f. Sandal. For Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug udgav han i 1838 Lykkens ABC eller allernyeste Drømmetavle og i 1839 en levnedsbeskrivelse af Peder Tordenskjold samt ydede flere bidrag til Dansk Folkeblad. Han var lærer ved Det von Westenske Institut (en lærd skole/gymnasium i Nørregade 46, nu 41) hvor han i 1844 overtog skolens styrelse og hævede den til stor anseelse og meget stærk frekvens. Nicolai Femmer var også lærer på skolen, med hvem Bohr i 1861 havde oprettet et lærerindekursus. Som elever gik bl.a. Georg og Edvard Brandes og Herman Trier på skolen. Foruden programmer udgav han en række i sin tid meget benyttede historiske lærebøger. Han gik 1873 ud af skolens styrelse og overlod den til sin søn Peter Georg Bohr (1845-1912) og døde den 21. november 1880. 1860 var han blevet titulær professor.
Fotograf Otto Hermann Emil Lange (1825-1899): Natalie Zahle til højre med samleveren Pouline Govl. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
