Tilbageblik ved Aarsskiftet. (Efterskrift til Politivennen)

VIII

Vi ville sluttelig betragte vore Presseforholde. Det sidste Aar har yderligere stadfæstet, hvor slet det staaer til i denne Retning hos os. I sin store Almindelighed gjøre vore Blade og Aviser et stærkt Indtryk af, at det væsentlig er Pengespekulationer, der styre deres Virksomhed. Istedetfor at en fri og uafhængig Presse skulde frit og hastigt lede den offentlige Mening, kaste sig i Kampen for det Fornuftige, Sande og Rette, saa speider vore Blade i Regelen kun efter, hvad der kan behage Folkestemningen i dens forskjellige Svingninger, og der tales saa efter, hvad der bedst kan holde paa de Abonnenter, man har, og som kan fiske flere. Der er i denne Henseende et formeligt Væddemaal, især i Hovedstadspressen. Der slaa endog Meningsfæller med den største Lyst hinanden, ingenlunde fordi der er en virkelig Meningsforskjellighed imellem dem, men, som det synes, alene for at den ene kan fiske den andens Abonnenter. Dette Forhold giver det hele Pressevæsen noget Høkeragtigt, noget Bissekræmmeragtigt, i hvis Følge Pressen bliver i høi Grad afhængig af Døgnstemningernes Svingninger. Men den værste Afhængighed, vort Pressevæsen lider af, er den Slaviskhed, hvormed den retter sig efter et Par Anførere i Hovedstaden. Naar "Dagbladet" og "Fædrelandet", der selv kun styres af Partihensyn, have udstedt Parolen, saa kvækker hele Skaren af Eftersnakkere, ligefra "Folkets Avis" og "Dagstelegrafen" ned til Viborg og Hjørring Aviser, dem efter uden Spor af Selvstændighed eller Uafhængighed. Der er ikke et eneste Blad i hele den lange Række af Doktrinærpressen, der vover at kny med endog den beskedneste Indvending eller Modbemærkning mod de despotiske Anføreres Resolutioner. Vare nu disse Anførere Organer med alsidig Dygtighed, moden Erfaring, praklisk Indsigt, saa kunde det endda være taaleligt. Men det er saa langt fra, at de ere det. Dere? bele Dygtighed bestaaer væsentlig i en vis Færdighed i stilistiske Taskenspillerkunster, erasmusmontanisk Sofisteri og en uovertræffelig gammelstrandsk Gave til at skjælde Modstandere ud. Disse Færdigheder ere saa parrede med et Hovmod og en gjennemgaaende, raa Parti-Herskesyge, som kun ere istand til at umuliggjøre enhver anstændig Forhandling med den fra den folkelige eller fra den konservative Presses Side. Den doktrinære Presse stiller sig i det Hele saaledes overfor alle andre Partier, at den stempler enhver Person og ethvert Blad son, ikke i Tykt og Tyndt følger det, eller som er dets Modstander, med Ondakabens, Lavhedens, Skurkens og Fædrelandsforræderens Mærke. Det er umuligt for denne Presse at udlede nogen Meningsforskjellighed hos Modstandere fra ædle og gode Motiver (Bevæggrunde). Er man af en anden Mening end disse Despoter i Pressen, saa er Grunden efter deres Mening kun enten den laveste Pengebegjærlighed, den lumpneste Mangel paa Fædrelandskjærlighed eller endog Landsforræderi. De erkjendc intet Godt hos deres Modstandere. Naar saa dertil kommer, at denne Presse, trods sit væmmelige Hovmod, sin uhyre Indbildskhed af egen Dygtighed og Snildhed, ikke har formaaet at vise Veien til Andet end Fædrelandets Ødelæggelse, Frihedens og Lighedens Indskrænkning; saa er det ikke sært, at den i en ikke ringe Grad er Gjenstand for Uvillie, Had og Ringeagt, især fra folkelig Side. At det Had, at den Foragt Doktrinærpressen udsaaer, vil den, saa haabe vi, høste med rigelige Renter. Den kan ikke undgaa den almindelige Lov: "at hvad man saaer, det skal man høste". - Vi, som see, hvilken Ulykke, denne Presse er for vort Land: dels derved, at den opammer den hele Hær af vordende Embedsmænd i Foragt for Folket, det Folk, der skal føde og klæde dem, saa det gode Forhold mellem Embedsmænd og Folket maa forstyrres; dels ved, at den ophidser til Had indadtil og udadtil og ved det Sidste fører vort Fædrelands Undergang imøde - : vi ville, indtil Forholdet forandres og forbedres, ansee det som en af vore Hovedopgaver at bekæmpe denne Presse, som vi af ganske Hjerte ansee for en Ulykke for vort Land. Vi ansee hverken Fædrelandet betrygget mod fremmed Vold, eller Friheden, Ligheden og Borgervellet for den store Befolkning sikkret, før denne Presses nuværende Magt er brudt, eller før den har aldeles forandret Karakteer. Vi haabe, Folket vil, lidt efter lidt, faa Øinene op, og at der vil komme en Tid, da en folkelig Presse med den Kraft og Indflydelse, som Landets og Folkets Vel fordrer, vil kunne værdigen varetage det Heles Tarv.

(Aarhus Amtstidende 20. januar 1871).

Arbejdsmænd paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

 (Forlangt indrykket)

Nogle mene, at den store Indvandring af Svenske er Skyld i Arbeidsløsheden, hvilket ganske vist gjør sit dertil, men man huske paa, at omtrent lige saa mange Indfødte reise til fremmede Lande af Sorg for Næringen eller for at søge et bedre Udkomme. Jeg troer, at i det mindste en blandt de vigtigste Aarsager til Arbeidsløsheden kan søges i de mange Maskiner, der nu benyttes trindt om i Landet, navnlig Tærskemaskinerne. For nogle saa Aar tilbage var Arbejdsmanden beskjæftiget med Tærskearbeide om Vinteren, men nu er det næsten ophørt. Hvad skal nu Arbejdsmanden med Familie leve af om Vinteren? Nogle henvise ham til Jernbanearbeidet, hvorved kan tjenes 4 til 5 Mk. daglig, men i disse Egne skamme Bønderne sig ikke ved at forlange 3 Mk. 8 sk for Kost og Husly; naar hertil kommer, at Arbeidsmanden skal holde sig selv med Redskaber, og at han ikke kan arbejde de Dage, der indfalder med ustadigt Veir, saa gaaer Fortjenesten; og hvad skal saa Familien leve af derhjemme? Andre sige, at Arbeidsmanden kan tjene lidt tilovers om Sommeren at leve for om Vinteren. Men den, som veed, hvorledes Daglønnen staaer i Forhold til, hvad Føde og Klæder koste, veed ogsaa, hvad der bliver tilovers, og at Arbeidsmanden nødes til at søge Hjælp under Kommunen, der paa den Maade bliver opfyldt med sognepligtige Familier, medens Kommuneudgifterne blive større og større.

Nu svares Udgifterne ligeligt efter Hartkorn, men kunde det ikke være billigt, at den, som bruger Maskiner, svarede en Tillægs-Skat, der skulde udredes til Kommunen. Efter Maskinbrugernes eget Udsagn er Besparelsen paa Arbeidskraften ved disse Maskiner og Fordelagtigheden endog saa stor, at de kunne prale med at faa 1 Mk. mere for Tønden end Andre. Det var ønskeligt, om der ved politiske Møder blev talt om denne Sag.

L. S.

* * *

Vi ynkes fuldt saa vel som Nogen over den Fattiges og Arbeidsløses Nød og ville ikke hindre hans Suk i at komme frem for Offentligheden, at det maaske kunde røre; men vi ere overbeviste om, at det foreslaaede Middel ikke vil have de Følger, som Arbejdsmanden paa Landet maaske tillægger det. Red.

(Aarhus Amtstidende 4. januar 1871)

Foreningen for vordende Tjenestepigers Uddannelse. (Efterskrift til Politivennen)

Foreningen for vordende Tjenestepigers Uddannelse. At Fattigunderstøttelsen er en Sag, der kræver megen Taalmod og mange Lærepenge, kan ikke benægtes. Det Liv og den Interesse, der i de sidste Aar er vakt her i Staden herfor, har imidlertid efterhaanden paa en glædelig Maade klaret Synet for Fattigdommen og Midlerne derimod, og om der end staar overordentlig meget tilbage at ønske, saa synes det dog, at Sagen stedse bringes ind i mere praktiske Spor. Et nyt Led i denne Udviklingskjæde er den Forening, som vi for kort Tid siden have havt Lejlighed til at omtale, og som synes at være gaaet ud fra den samme Plan, der oprindeligt er udkastet af Tømmerhandler Mottlau. Medens Understøttelsesforeningernes Opgave er at værne imod øjeblikkelig Nød, bevare den borgerlige Selvstændighed, opmuntre Æresfølelsen og stolte Selvvirksomheden, har den nærværende Forening fornemmelig sin Opmærksomhed henvendt paa Fremtiden, paa de Familier, der gjennem Børnene skulle begrunde en ny Slægt. Det maa staae klart for enhver alvorlig Iagttager af Forholdene her i Byen, at de Kaar, de fattige københavnske unge Piger leve under, i høi Grad gjøre dem uskikkede til i sin Tid at blive selvstændige Huusmødre, og at de paa en sørgelig Maade ere blottede for alle de Betingelser, der ere nødvendige for dem til at styre en Huusholdning, hvor Fattigdom kræve den største Orden, Sparsommelighed, Flid og Ihærdighed, for at det ikke skal blive et Liv fuldt af Nød og Elendighed.

Den Maade, hvorpaa Foreningen tænker sig at skaffe disse Betingelser til stede, er følgende: Den søger fattige, opvakte Børn, som i Skolen vise Lyst og Evne til at lære Noget, og sætter sig da i Forbindelse med Familier, hvor Huusmoderen er villig til i Løbet af et Par Aar før Confirmationen at øve Barnet i al Slags Tjenestepigegjerning. Foreningen staaer da som et Mellemled mellem Forældrene og Familierne, saa at disse i alle Sager kun faae med dens Medlemmer at gjøre. Det kan ikke betvivles, at Barnet ved disse Aars Veiledning vil blive skikket til efter Confirmationen at kunne overtage en Tjeneste, og at det Haandelag, der i den Tid kan udvikles, og den Sands for Orden, Reenlighed og Sparsommelighed, der kan bibringes hende, ikke alene vil have en væsentlig Indflydelse paa hendes egen Fremtid, men ogsaa vil være til Gavn for de Huusholdninger, der vil blive hende betroet som Tjenestepige.

Vi ville derfor varmt anbefale elle Huusmødre, for hvem denne Sags store Betydning staaer klart, ikke at skye deres Deel af Arbeidet, men at gjøre Enhver Sit til at støtte deres Fremtid.

Planens Gjennemførelse skyldes væsentlig Justitsraad Boyesen, der som Inspecteur ved Fattigvæsenet har havt rig Leilighed til at erfare, hvor stor Trangen er til Omsorg i denne Retning. Pastor Evaldsen er Foreningens Formand, hos hvem nærmere Oplysninger kunne faaes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. december 1870)

Foreningen blev stiftet 21. juni 1870. Formålet var at få piger af "hæderlige forældre" med gode vidnesbyrd i skolen optaget i huse hvor de ved siden af stadig fortsatte skolegang, under husmoderens tilsyn vænnedes til at tage del i husgerningen. De 12-13 piger viste sig at være så glubende sultne at de familier hos hvem de blev anbragt, havde besvær med at finansiere dette. 

Som nævnt var pastor Ewaldsen formand for bestyrelsen, der desuden bestod af kammerråd Harboe (kasserer) og bankdirektør i Nationalbanken Jakob Christian Fabricius, sekretær (1840-191). Foreningen skal ses i sammenhæng med industrisamfundets gennembrud. Fabricius (1840-1919) var embedsmand, etatsråd, komponist og musikorganisator. Han havde før deltaget i arbejdet med en understøttelsesforening før han sammen med en pastor Ewaldsen. I midten af 1880'erne udkastede ham en plan for finansiering til opførelse af billige arbejderboliger, men da havde socialdemokratiske og radikale politikere allerede gang i tilsvarende projekter. Der blev  vedtaget en lov om byggeri med statstilskud der dog aldrig blev udnyttet, og først efter 1. verdenskrig kom der for alvor gang i opførelsen af almennyttige lejeboliger. 

Skolelæreransættelser. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Hjørringegnen. (Meddelt.) Nedenstaaende meddeles som et Vidnesbyrd om, at Landbefolkningens Sands for hvad der angaaer Skoleundervisningen er saaledes vakt, at man ikke skyer endog betydelige Pengeofre for at fremme, hvad man i denne Henseende anseer for gavnligt. Da Lærerembedet i vort Nabosogn, Sønder-Harritslev, ved Lærer Nielsens Afgang med Pension var bleven ledigt, indsendte samtlige Beboere et Andragende til Biskoppen om at faa beskikket den hidtilværende Hjælpelærer C. Jørgensen i Embedet, med hvem Alle havde været saa særdeles tilfredse. Da Alders-Hensyn ikke desmindre bevirkede, at Biskoppen ansatte en Anden, sammenkaldte Beboerne strax et Møde, paa hvilket tilveiebragtes 700 Rd., der bødes den kaldede Lærer for at denne skulde træde tilbage, hvilket ogsaa bragtes i Orden. Ved derpaa atter at henvende sig til Biskoppen fik man endelig sit Ønske opfyldt med Hensyn til Hr. Jørgensens Kaldelse. Lærer Jørgensen er en meget duelig Mand, der i sin Skole opretholder en Orden og Tugt, som desværre savnes i saa mange andre Skoler. De saakaldte Grundtvigianere paastaa rigtignok, at Børnenes Lærelyst skal vækkes ved at der ideligt fortælles dem Eventyr og Sagn, medens de derhos faa Lov til at gjøre hvad dem lyster, men denne Fremgangsmaade kan umulig være den rette, saasandt som den hellige Skrift siger, at den, som elsker sit Barn, tugter det tidligen. Børn ere jo dog ogsaa saa delagtige i den almindelige menneskelige Skrøbelighed, at det ikke gaaer an ubetinget at stole paa, at der i alt Væsentligt kan bygges paa deres gode Natur, saa den skulde mere eneste Grundlag og Rettesnor for Undervisningen. Jeg haaber, at Meddelelsen om det forholdsvis betydelige Offer, Beboerne af Sønder-Harritslev have bragt for at holde paa den Lærer, de havde Tillid til, maa være som en Røst, der paaminder Andre om heller ikke at knibe for meget paa Tid eller Penge, hvor det gjælder Børnenes Vel og Oplysningens store Sag. Det Ord bliver mere og mere sandt, at Kundskab er Magt.

Vennebjerg ved Hjørring, den 5. Novbr.

En Ven af Oplysning.

(Aarhus Amtstidende 14. november 1870).

(Forlangt indrykket.)

Vi bede godhedsfuld optaget i "Aarhus Amtstidende" Følgende om Koed Sogneraad. Det har indstillet 3 Seminarister, hvoraf en skulde konstitueres som Lærer ved Koed Skole i den herværende Lærers Sygdom. Der var ialt anmeldt 12 Ansøgere, hvoraf Beboerne ønskede en Seminarist Hansen, der en Tid havde været i Koed og deltaget i Undervisningen, hvorfor en Indstilling, underskrevet af c. 50 Beboere, blev givet til Sogneraadet om at virke for hans Konstitution. Sogneraadet viste da ikke alene Beboerne den Hensynsløshed ar udelukke Hansen af Listen til Indstillingen, men satte endog en, der efter Sogneraadets egen Erklæring havde de daarligste Karakterer, paa Listen. Han skal dertil, efter Sigende, være en Grundtvigianer. Denne er rigtignok en nær Paarørende af det ene Sogneraadsmedlem, som er en meget velhavende Mand, og som rimeligvis har paavirket de andre Medlemmer af Sogneraadet. Havde Sogneraadet udvalgt de 3 bedste af Ansøgerne, saa havde det havt Lidt til sin Unskyldning, skjøndt det dog var hensynsløst lige over for Beboerne.

Hvis De altsaa i Deres Blad vilde indrykke dette Stykke, da vilde De de vise de mange tilsidesatte Beboere en stor Tjeneste.

Flere Beboere i Koed Sogn.

(Aarhus Amtstidende 5. januar 1871)

(Forlagt indrykket)

Den Betydning, som en Lærers Undervisning og Ledelse af Ungdommen i og ved Skolen har for de Vedkommendes Fremtid, giver mig Anledning til at fremkomme med Nærværende.

Hvorledes skeer Indstilling til et Lærerembede?! For kort siden gjorde Sogneraadet Indstilling til Lærerembedets Besættelse her ved Tinning Skole; faa Dage forud havde samtlige Beboere af Distriktet indgivet Begjæring til Sogneraadet om at saa den konstituerede Lærer, Hr. Pedersen, kaldet til Embedet, idet nævnte Hr. Pedersen var os bekjendt fra en længere Vakanse for et Par Aar siden, da han ogsaa var konstitueret, og da han ikke alene havde givet vore Børn god Lærdom, men ogsaa lærte dem en god Opførsel. Tog nu Sogneraadel nogen Notits heraf ved Indstillingens? Kun ved en ren Tilfældighed, idet en af Beboerne fra Distriktet, som netop var tilstede i Mødet, ved en Henvendelse fra Formanden fik Anledning til at udtale, at hvis Hr. Pedersen ikke kom paa Indstillingslisten, vilde der vist reise sig en stærk Opposition i Distriktet mod Sogneraadet; Formanden gav da det Tilsagn, at hvis "nævnte Beboer" ikke vilde støtte en saadan Opposition, men derimod søge at dæmpe Demonstrationer, om saadanne fremkom, da vilde han, "Formanden", sørge for, at Hr. Pedersen kom paa Listen; dette maatte nævnte Beboer gaa ind paa, og kun saaledes kom Hr. Pedersen som Nr. 3 med paa Listen!

Nu kunde man spørge: Hvem kjender Læreren bedst, enten Forældrene, som jevnlig hører Børnene paa deres Lektier og herved mærke deres Fremgang, eller Sogneraadet, om hvem det vist gjerne kan siges, at det ikke har Lejlighed til at kjende enten Lærer eller Børn i den Betydning? Svaret er let at give. Har Raadet maaske hørt Sognepræsten, hvis Dom, til hvilken Side den end gaaer, vist maa være meget tvivlsom, da han kun 2 Gange om Aaret i et Par Minutter hører hvert enkelt Barn. Hans Dom bør derfor neppe være afgjørende ligeoverfor en Begjæring fra Alle i et Distrikt, som have saa nøie Kjendskab til den Begjærte.

Spørger man, hvem kom saa som Nr. 1 paa Listen, bliver Svaret: En, som er født her i Sognet og som har Slægt og Frænder blandt Beboerne; En, som er Alle her i Distriktet aldeles utaalelig og ufordragelig; En, som gjør Fiasko, hvor han kommer; En, som Biskoppen heller ikke fandt værdig til Embedet her i Foldby, endskjøndt Raadet til dette Embede ogsaa havde stillet ham som Nr. 1 paa Listen. En saadan har vort Sogneraad bestemt for os!

Dog, hvem kom som Nr. 2 paa Listen? En, som ved Frændskab er holdt frem af Formanden efter egen Udtalelse, men som ikke har de bedste Karakterer blandt Ansøgerne.

Naar man nu seer en saadan Opstilling, og veed, at ikke alene den af os Begjærte, men af ganske udmærkede Ansøgere, som virkelig vilde være en ren Vinding for enhver Skole, ere skudte tilside ligeoverfor hine To, hvad skal man saa sige til en saadan Fremgangsmaade! - See, saaledes sker Indstilling til et Lærerembede her i Søsten-Foldby Kommune; og vilde vi Beboere i Distriktet være Sogneraadet særdeles meget forbunden, ved fra dette at see en troværdig Erklæring og Forklaring af denne deres Handlemaade.

Paa flere af Beboernes Vegne.

3. H.

(Aarhus Amtstidende 23. februar 1870).

Kjøbenhavns Vestre Kirkegård

Københavns Vestre Kirkegård blev i går indviet i anledning af den første begravelse med en tale af stiftsprovst Rothe. Ved indvielsen var flere af stadens præster og af magistratens medlemmer til stede.

Vi benytter denne lejlighed til at gøre opmærksom på at når vi efter magistratens første bekendtgørelse meddelte at vejen til den nye kirkegård går ad "Vesterfælledvej", var dette ikke rigtigt, idet vejen, således som de senere bekendtgørelser viser, går ad "Enghavevejen".

(Dags-Telegraphen (København), 3. november 1870.)

Graveren Bahnson boede i den gamle jernbanes vogterhus ved indgangen til kirkegården for enden af Vesterfælledvaj, med adgang desuden fra Enghavevej ved den gamle jernbane. Der var desuden adgang via Carlsbergviadukten.

Begravelser annonceredes yderst sjældent. Jeg har i det første år af kirkegårdens historie kun kunne finde to i Mediestream:

Christina Marie Jensen, født Tofte. Død 14. januar 1871. Gift med blikkenslager J. Jensen. Begravelsen fandt sted 22. januar. Og

Lucie Christine Foslund, f. Andersen. 64½ år. Begravet 26. marts 1871.

Albert Rüdinger: Markvej på Vestre Kirkegårds nuværende terræn. 1880. Selv om maleriet er 10 år efter anlæggelsen, fortæller det måske lidt om hvordan der så ud også i 1870. (Ved Vestre Kirkegårds 100-årsjubilæum, side 7.)