Tiltale for edelig at have aflagt falsk Vidneforklaring for Retten m. m. (Efterskrift til Politivennen).

I Midten af Decbr. Maaned f. A. forhandledes der i den offentlige Politiret en Sag imod Vognmandskarl Theodor Valdemar Berggreen for Paakjørsel af en Sporvogn mm. Under denne Sag, der endte med, at han idømtes en Bøde af 10 Rd., var der opstaaet Formodning om, at tre af Tiltalte førte Vidner, nemlig Vognmandskarlene Niels Møller Thomsen, Bendt Jørgen Bendtsen og Christian Nielsen havde afgivet falsk Forklaring for Retten og bekræftet samme med Ed, at et fjerde Vidne H. ligeledes havde afgivet falsk Forklaring for Retten, uden at have beediget samme, og at Tiltalte havde forledet alle Fire til disse Forbrydelser. Der blev derfor indledet Undersøgelser imod samtlige fem Personer, som alle blive belagte med Varetægtsfængsel, og igaar (Tirsdag) blev Sagen paadømt af Criminalretten. Af Forhøret fremgaaer Følgende: Den 30te Novbr. f. A. om Formiddagen kom 3 Skraldevogne kjørende fra Byen paa Nørrebrogade. Arrestanten Bendtsen kjørte forrest, Thomsen og Nielsen paa den anden og Berggreen og H. paa den bageste Vogn. Berggreen kjørte i rask Trav i Sporvognssporet og vedblev hermed, uagtet han saae Sporvognen komme sig imøde. For ikke at faae sine Heste paakjørte maatte Sporvognskusken dreie dem til Siden, men han undgik ikke Sammenstødet med Berggreens Vogn, som tørnede saa stærkt imod Sporvognens venstre Side, at Passagererne faldt om imellem hverandre og Sporvognens Trappegelænder tilføieres en Skade, der er ansat til 14 Mk. I det Øieblik, Sammenstødet fandt Sted, vare begge de andre Vogne saa langt fra Berggreens, at de Personer, der befandt sig paa dem, ikke kunde see, hvorledes det gik for sig. Ved flere Vidners Forklaringer blev det godtgjort, at Berggreen havde kjørt i stærk Fart, at han havde havt Tid til at vige ud af Sporet, og at Sporvognskudsken ikke havde kunnet undgaae Sammenstødet ved at bremse. Rigtigheden heraf blev imidlertid benægtet af Berggreen, som i Haab om derved at undgaae Ansvar overtalte de ovenfor nævnte Arrestanter til som Vidner at afgive usandfærdige Forklaringer til Fordeel for ham og i fornødent Fald at bekræfte dem med Ed. Berggreen vidste eller havde erfaret, at Thomsen, Bendtsen og Nielsen slet ikke havde seet noget til Paakjørselen og at H., da den indtraf, var saa beskjænket, at han ingen Mening kunde have om det Forefaldne.

Ikke destomindre overtalte han Arrestanterne til at afgive den falske Forklaring, og han var tilstede i den offentlige Politiret og paahørte Forklaringen og Edsaflæggelsen, uden at foretage det Mindste for at afværge Forbrydelsen. Hvad Arrestanterne angaaer, da have de 3 nævnte imod bedre Vidende usandfærdig udsagt, at de havde været Vidne til Sammenstødet, Arrestanten Bendtsen derhos, at det efter hans Skjøn havde været umuligt for Berggreen at slippe ud af Sporet i rette Tid, og Thomsen og Nielsen tillige, at de havde seet Berggreen 20 Skridt fra det Sted, hvor Sammenstødet skete, gjøre sig al mulig Umage for at dreie ud af sporet, samt at Sporvognskudsken kunde have undgaaet Paakjørselen, hvis han betimelig havde bremset. Arrestanten H. afgav en Forklaring, der lignede de to sidstnævnte Arrestanters, uagtet han maatte vide, at den var falsk. Forinden de tre navngivne Arrestanter beedigede deres Forklaringer, bleve de - hvilket udtrykkelig er indrømmet - alvorlig formanede af Dommeren til at udsige Sandhed og foreholdt Lovens Straf for Mened; de aflagde alligevel Eden, ikke fordi de derved opnaaede noget Vederlag, men alene "fordi de ikke syntes at kunne nægte Arrestanten Berggreen den Villighed at vidne falskelig for ham, naar han bad dem derom". Arrestanten H. blev ikke opfordret til at aflægge Ed og paastod, at han, hvis hans Ed var bleven ham affordret, ikke vilde have trøstet sig til at aflægge den, men han afgav dog den falske Forklaring for Retten under Et« Tilbud af Frygt for Mishandling, naar han modsagde de Andres dengang allerede afgivne falske Forklaringer. Arrestanten H. tilstod strax til Rapporten sin Brøde, hvorimod de andre Arrestanter, flvst Arrestanten Bendtsen, først senere opgave deres Nægtelse af at være skyldige.

Af Arrestanterne, der ere i en Alder af imellem 19 og 29 Aar, ere Bendtsen og Berggreen tidligere straffede for mindre Forseelser. Ved Dommen bleve Arrestanterne Thomsen, Bendtsen, Nielsen og Berggreen ansete med Straf af Forbedringshuuarbeide, Berggreen i 3 Aar, de to Andre i 2 Aar for hver især; Arrestanten H. idømtes Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1871).

P. Olsen: En ny Sporvogn, construeret af civilingenieur Adolph Keisler. Illustreret Tidende nr. 645, 4. februar 1872.

Socialdemokrater i Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

 Hertugdømmerne.

- - -

Socialdemokraterne, det fjerde Parti, have under de sidste tyve Aars Partistridigheder i Hertugdømmerne sygt at organisere sig som eget Parti og at træde i Forhindelse med Ligesindede i Tydskland. Byerne Altona, Neumünster, Heide, Kiel, Rendsborg og Danischwoldistrictet i Sydslesvig have hidtil været Tumleplads for deres Virksomhed. I de sidste Uger have de holdt en Række Møder og opstillet Candidater i Altona (Skrædder Bräuer fra Hamborg), i 7de Valgkreds (Hartmann fra Hamborg) og i Heide (Cigarmager Winther). Talerne paa disse Møder erklærede sig for Ophævelsen af de staaende Hære, for almindelig Valgret, Afskaffelsen af alle indirecte Skatter, fri Underviisning og Understøttelse af Arbeiderassociationer med Statens Midler. Da de derhos ligesom de fængslede Socialdemokrater fra Vesttydskland udtalte sig imod enhver Erobringskrig og ikke viste den mindste patriotiske Sympathi for de slesvigholsteenske Tropper og disses Deeltagelse i de 55 Slag, Fægtninger og Belejringer, kan man let forstaae, at det paa nogle af disse Forsamlinger gik noget tumultuarisk til. Selve den Kjendsgjeming, at store Masser af Arbeiderne indfandt sig ved Møderne og med Interesse fulgte Foredragene, er imidlertid ikke uden Betydning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. februar 1871).

Over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

Halvtredie Døgn i Isen. Hvor besværlig og farefuld Isbaadsseiladsen over Storebelt kan være - melder "Bgs. Av " - derpaa faaer man et Beviis i de 4 Baades Skjæbne, som forrige Søndag Morgen afgik fra Halskov med Kjøbenhavnsposterne af 3die og 4de. Efter om Formiddagen Kl 10 3/4 at være komne forbi Sprogø, bleve de siddende fast i Isen mellem denne Ø og Fyen, uden at kunne arbeide sig ind til Land, og i denne Stilling maatte de tilbringe Natten imellem Søndag og Mandag. Mandag Formiddag Kl. 11 bleve de endnu sete fra den fyenske Kyst, arbeidende ind mod Land, men med en Sydøst-Storm bleve de om Eftermiddagen med Isen ud i Kattegattet; da Vinden om Natten vendte sig til Nordøst, dreve de igjen ind imod Fyens Nordkyst, og Tirsdag Morgen fik man dem isigte paa Isen mellem Æbelø og Bogense. For om muligt at yde dem Bistand afgik der Tirsdag Formiddag tre Baade fra Bogense over Isen, og Flere kjørte over Land til Æbelø for at bringe de Reisende Levnetsmidler og Lægehjælp. Imidlertid lykkedes det Iisbaadenes Mandskab ved egen Hjælp at naae tæt ind til Æbelø. Selve Øen naaede Jollerne omtrent Kl. 4½ Eftermiddag, netop paa samme Tid som den fra Bogense afsendte Bistand ankom til Øen. De Restende, 12 i Tallet, saavelsom den af 21 Mand bestaaende Jollebesætning, vare naturligviis i en noget forkommen Tilstand. Jollerne havde kun været forsynede med Levnetsmidler for halvanden Dag, og det endda kun for Besætningens Vedkommende; de Restende vare endnu daarligere forsynede. I det sidste Døgn havde man næsten Intet. Et Slags Vederkvægelse søgte man ved at spise Isen, der i den strenge Kulde dannede sig paa Jollernes Master. Søvn havde næsten Ingen nydt i de 55-56 Timer, denne farefulde Reise havde varet. - Strax ved Landstigningen overraktes der de udhungrede Mennesker Forfriskninger af det fra Bogense ankomne Forraad, og en Læge der fra Byen undersøgte hver Enkelts Tilstand. Mange havde ophovnede Hænder og Fødder, men lykkeligviis vare de Fleste slupne fri for Koldbrand; 5-6 vare dog mere eller mindre angrebne deraf. Værst medtagne vare en Underofficeer af 20de Bataillon og en stakkels Haandværkssvend, som var hjemskreven til Odense fra Slagelse Commune, og som var afgivet til Iistransport i en ussel tynd Paaklædning, hvilken en betænksom Postembedsmand dog havde forøget med en rød Kappe. Efterat Levnets- og Lægemidler havde bragt lidt Liv i de forfrosne Lemmer, kom baade Restende og Mandskab i Huus hos Øens Beboere, som paa egne og Øbesidderen, Grev Petersdorffs, Vegne ydede Alle den største Gjæstfrihed og den bedst mulige Pleie. De fra Bogense ankomne Søfolk trak Jollerne i Land og lossede Godset som bestod af 17 Postsække samt endeel Kufferter og andet Reisegods. Saavel Reisende og Mandskab som Gods forblev Natten over paa Øen. Det holdt haardt at skaffe passende Natteleie til den store Befolkning, som den lille Ø saa uventet havde medtaget; men ved de faa Øboeres mageløse Forekommenhed lykkedes det dog paa en efter Omstændighederne meget heldig Maade. Onsdag Formiddag bleve først Postsagerne og siden de Reisende kjørte over til Jersøre og derfra videre til Bogense, hvor Ankomsten skete noget over Middag. Postsækkene bleve uden Ophold befordrede til Aarup Jernbanestation. De Rejsende toge ind paa Gjæstgivergaarden eller bleve anbragte hos Byens Indbyggere; de to ovennævnte haardest medtagne Reisende maatte indlægges paa Byens Sygehuus, hvor muligviis ogsaa en Tredie, der har Koldbrand i Fødderne, bliver nødsaget til at tage foreløbigt Ophold. De fire Joller er det Meningen at føre over Land paa Vogne til Nyborg. Befalingen over Jollerne paa denne besværlige Tour havde Skibsfører Lund, hvem de Reisende ere enige om at rose. Paa hele Reisen havde man kun havt aabent Vand, da Jollerne kom Æbelø ganske nær, ellers bestandig Sjap og Grødiis. Land havde man ofte troet at see, men det var som oftest en Skuffelse; man veed, at trælle og forhungrede Mennesker ofte have slige Syner. Den aabne Rende, ad hvilken Jollerne slap ind til Øen, lukkedes strax efter Landsætningen af Isen. Var dette skeet forinden, vilde de mange Menneskers Ophold i Jollerne paa Isen efter al Sandsynlighed være blevet yderligere forlænget, maaskee saa meget, at det Værste kunde være hændet.

Man maa indrømme, slutter "Bogense Avis", at den nærmest vedkommende Myndighed ikke har været ligegyldig for Jollernes Skjæbne. Tvertimod har Chefen for Istransportvæsenet, Capt. Lund, udviklet en stor Virksomhed for at opdage dem og at komme dem til Hjælp. Saaledes have Dampskibene "Fyen" og "Hermod" været ude at søge efter Jollerne; "Fyen" var i Tirsdags kommen Æbelø et Par Miil nær. Speidere udsendtes langs Kysten lige til Fyenshoved. Til Kjerteminde blev der telegrapheret om at sende Baade med Mandskab til Romsø, idet man tænkte sig Muligheden af at bringe Jollerne Undsætning fra dette Punkt. Ogsaa til Samsø blev der sendt Telegram om at holde Øie med Kyststrækningen. Til Sorg og Fortvivlelse for de Mange, der i ængstelig Spænding ventede Underretning om de bortdrevne Joller, bleve alle disse Bestræbelser frugtesløse. Man kan forstaae, at der blev Glæde, da Telegraphen i Tirsdags meldte fra Bogense, først at Jollerne vare iagttagne og senere, at de vare komne til Land. - De to Restende, som maatte indlægges paa Sygehuset, ere i god Bedring.

Af de Reisende have dHrr. Skolelærer Jensen af Middelfart, J. C. Aggersborg af Aalborg. Otto Devulff, B. Voigt, E. T. Reehoff og T. H. Lunøe, Alle af Kjøbenhavn, Aug. Jønsson og H. J. Fr. Høgquist, begge fra Sverig, Julius Iklee og J. Goldschmidt, begge af Hamborg, i "Bogense Av." for i Torsdags bragt Bogense Indbyggere og de fremmede Søfolk, der ligeledes vare behjælpelige, deres dybtfølte, inderlige Taksigelse for deres venlige Imødekommenhed, deres personlige Opoffrelser og levende Interesse for dem. Endelig takkes Redacteur Pagh, der selv personlig var saa opoffrende virksom.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. februar 1871)

Spedalsk Arbejder. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Under en af Høiesteret igaar paakjendt Sag paaankede Planter A. Latimer af Plantagen The William paa St. Croix en af den vestindiske Landsoverret den 24de Februar 1839 afsagt Dom, der stadfæstede Frederiksteds Politiretsdom af 12te Octbr. 1868, hvorved ommeldte Latimer var bleven tilpligtet at betale til Timothy William - der indtil 1ste Octbr. 1868 havde levet som Arbeider paa den Latimer tilhørende Plantage The William, men som i August f. A. havde erholdt Opsigelse til Fraflytning den 1ste Oct. - en ugentlig saakaldet Allovance, c. en Præstation af Fødemidler in natura eller 25 Cents i Penge og desforuden var idømt en Bøde til det Offentlige af 25 vestindiske Dalere. Oprindelsen til Sagen var den, at bemeldte Timothy William, der er født i 1833 paa Plantagen The William med Undtagelse af, at han i Aarene 1852 til 1855 og 1860 til 1863 tjente andetsteds, iøvrigt altid havde opholdt sig som Arbeider paa den nævnte Planlage, navnlig uafbrudt fra Juli 1863, indtil han i Septbr. 1868 var bleven erklæret for Invalid - havde paastaaet sig fritagen for Arbeide paa Grund af legemlig Brøst. Efter en Undersøgelse af Forholdene, under hvilken Planter Latimer var tilstede, og efterat det af Politilægen var attesteret, at Timothy William var uskikket til Arbeide, indhentedes en Erklæring fra Landphysicus, der gik ud paa, at Manden ved Spedalskhed havde mistet alle sine Fingre samt Tæerne paa den venstre Fod, at Tæerne paa den høire Fod allerede vare angrebne og snart vilde falde af, samt endelig, at Physicus vel havde seet Exempler paa, at Folk i saadan Tilstand havde assisteret ved at passe Creaturer, saalænge de kunde staae paa Stumperne af deres Fødder, men at han maatte erklære Manden for udygtig til Arbeide. Planter Latimer havde formeent, at der hverken efter Indholdet af den ved Slaveriets Ophævelse den 3die Juli 1848 udstedte Proklamation eller efter 17 i Anordningen for St. Croix af 26de Januar 1849, kunde paahvile ham nogen Forsørgelsespligt ligeoverfor oftnævnte Timothy William, og havde derfor paastaaet sig frifunden for hans Tiltale. Da imidlertid Timothy William maatte, efter hvad der, som ovenfor bemærket, under Sagen var oplyst, betragtes som hjemmehørende paa ovenanførte Latimer tilhørende Plantage, og da det ikke var bestridt, at Timothy William som Invalid var trængende til Forsørgelse, fandt Høiesteret, at det maatte ansees at have Hjemmel i ovennævnte Anordning af 26de Januar 1849 § 17, at Latimer var tilpligtet at udrede en ugentlig saakaldet Allovance eller 25 Cents til Timothy William. Derimod fandtes den Latimer under Sagen endvidere idømte Mulct af 25 vestindiske Dalere at maatte bortfalde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1871).

Tilbageblik ved Aarsskiftet. (Efterskrift til Politivennen)

VIII

Vi ville sluttelig betragte vore Presseforholde. Det sidste Aar har yderligere stadfæstet, hvor slet det staaer til i denne Retning hos os. I sin store Almindelighed gjøre vore Blade og Aviser et stærkt Indtryk af, at det væsentlig er Pengespekulationer, der styre deres Virksomhed. Istedetfor at en fri og uafhængig Presse skulde frit og hastigt lede den offentlige Mening, kaste sig i Kampen for det Fornuftige, Sande og Rette, saa speider vore Blade i Regelen kun efter, hvad der kan behage Folkestemningen i dens forskjellige Svingninger, og der tales saa efter, hvad der bedst kan holde paa de Abonnenter, man har, og som kan fiske flere. Der er i denne Henseende et formeligt Væddemaal, især i Hovedstadspressen. Der slaa endog Meningsfæller med den største Lyst hinanden, ingenlunde fordi der er en virkelig Meningsforskjellighed imellem dem, men, som det synes, alene for at den ene kan fiske den andens Abonnenter. Dette Forhold giver det hele Pressevæsen noget Høkeragtigt, noget Bissekræmmeragtigt, i hvis Følge Pressen bliver i høi Grad afhængig af Døgnstemningernes Svingninger. Men den værste Afhængighed, vort Pressevæsen lider af, er den Slaviskhed, hvormed den retter sig efter et Par Anførere i Hovedstaden. Naar "Dagbladet" og "Fædrelandet", der selv kun styres af Partihensyn, have udstedt Parolen, saa kvækker hele Skaren af Eftersnakkere, ligefra "Folkets Avis" og "Dagstelegrafen" ned til Viborg og Hjørring Aviser, dem efter uden Spor af Selvstændighed eller Uafhængighed. Der er ikke et eneste Blad i hele den lange Række af Doktrinærpressen, der vover at kny med endog den beskedneste Indvending eller Modbemærkning mod de despotiske Anføreres Resolutioner. Vare nu disse Anførere Organer med alsidig Dygtighed, moden Erfaring, praklisk Indsigt, saa kunde det endda være taaleligt. Men det er saa langt fra, at de ere det. Dere? bele Dygtighed bestaaer væsentlig i en vis Færdighed i stilistiske Taskenspillerkunster, erasmusmontanisk Sofisteri og en uovertræffelig gammelstrandsk Gave til at skjælde Modstandere ud. Disse Færdigheder ere saa parrede med et Hovmod og en gjennemgaaende, raa Parti-Herskesyge, som kun ere istand til at umuliggjøre enhver anstændig Forhandling med den fra den folkelige eller fra den konservative Presses Side. Den doktrinære Presse stiller sig i det Hele saaledes overfor alle andre Partier, at den stempler enhver Person og ethvert Blad son, ikke i Tykt og Tyndt følger det, eller som er dets Modstander, med Ondakabens, Lavhedens, Skurkens og Fædrelandsforræderens Mærke. Det er umuligt for denne Presse at udlede nogen Meningsforskjellighed hos Modstandere fra ædle og gode Motiver (Bevæggrunde). Er man af en anden Mening end disse Despoter i Pressen, saa er Grunden efter deres Mening kun enten den laveste Pengebegjærlighed, den lumpneste Mangel paa Fædrelandskjærlighed eller endog Landsforræderi. De erkjendc intet Godt hos deres Modstandere. Naar saa dertil kommer, at denne Presse, trods sit væmmelige Hovmod, sin uhyre Indbildskhed af egen Dygtighed og Snildhed, ikke har formaaet at vise Veien til Andet end Fædrelandets Ødelæggelse, Frihedens og Lighedens Indskrænkning; saa er det ikke sært, at den i en ikke ringe Grad er Gjenstand for Uvillie, Had og Ringeagt, især fra folkelig Side. At det Had, at den Foragt Doktrinærpressen udsaaer, vil den, saa haabe vi, høste med rigelige Renter. Den kan ikke undgaa den almindelige Lov: "at hvad man saaer, det skal man høste". - Vi, som see, hvilken Ulykke, denne Presse er for vort Land: dels derved, at den opammer den hele Hær af vordende Embedsmænd i Foragt for Folket, det Folk, der skal føde og klæde dem, saa det gode Forhold mellem Embedsmænd og Folket maa forstyrres; dels ved, at den ophidser til Had indadtil og udadtil og ved det Sidste fører vort Fædrelands Undergang imøde - : vi ville, indtil Forholdet forandres og forbedres, ansee det som en af vore Hovedopgaver at bekæmpe denne Presse, som vi af ganske Hjerte ansee for en Ulykke for vort Land. Vi ansee hverken Fædrelandet betrygget mod fremmed Vold, eller Friheden, Ligheden og Borgervellet for den store Befolkning sikkret, før denne Presses nuværende Magt er brudt, eller før den har aldeles forandret Karakteer. Vi haabe, Folket vil, lidt efter lidt, faa Øinene op, og at der vil komme en Tid, da en folkelig Presse med den Kraft og Indflydelse, som Landets og Folkets Vel fordrer, vil kunne værdigen varetage det Heles Tarv.

(Aarhus Amtstidende 20. januar 1871).