De kvindelige Arbeidere. (Efterskrift til Politivennen)

Det moralske Grundlag for Samfundets Organisation er Familien; et smukt Familieliv beviser, at Samfundet er sundt. Familielivets gode Aand er Kvinden, svigter hun sit Kald, vil der heraf opstaae Forstyrrelser, som kunne blive farlige for Samfundet. Det er godtgjort, at Kvinden havde en ikke ringe Deel i Parisercommunens Udskeielser, og franske Forfattere forlange, at man bør arbeide hen til en Reform navnlig af den arbeidende Klasses Familieliv. Men forat dette skal kunne skee, er det nødvendigt, at man ogsaa skjænker den unge Arbeiderinde Opmærksomhed, at hun, for hun træder ind i Ægtestanden, ikke hengiver sig til Fornøielser, som have Lasten i deres Følge.

Nutidens Reformer og Opfindelser have ikke forbedret Arbeiderindens Kaar, om de end just ikke have forværret dem. Det er en flor og smuk Opgave for Menneskevenner at arbeide hen til, at den unge Pige trods hendes ringe Fortjeneste kan holdes borte fra Fristelserne og blive en dygtig Hustru i en Arbeiders Hjem. Af alle Arbeiderinder ere Tjenestepigerne heldigst stillede, ja i en vis Forstand maaskee for heldigt, idet Tyendeloven neppe længer giver Huusbonden den fornødne Myndighed, hvoraf igjen følger Mangel paa Lydighed og Respect hos Tyendet. Det bliver sjeldnere og sjeldnere at træffe et Tyende, som har tjent flere Aar paa eet Sted. Man tør derfor nok paastaae, at gaaer et Tjenestetyende tilgrunde, saa er det i de sjeldnere Tilfælde Samfundets, men for det Meste Tyendets egen Skyld, saameget mere som der f. Ex. i Kjøbenhavn findes et Tjenestepigehjem, hvor der kan opnaaes midlertidigt Ophold, indtil en ny Condition findes.

Ganske anderledes forholder det sig med de saakaldte Syersker, Syjomfruer, Sypiger eller hvad man vil kalde dem; de have ikke foruden deres Løn baade Kost og Logis, de maae ved deres Hænders Gjerning tjene saa meget, at de først og fremmest deraf kunne bestride Udgifterne ved deres Underhold. Men deres Fortjeneste er meget ringe; thi Concurrencen er stor. Det er nemlig ikke alene de egentlige Syjomfruer, der paatage sig saadant Arbeide; det er slet ikke ualmindeligt, at Damer, som ikke ligefrem behøve det for deres Udkommes Skyld, concurrere i at tage fremmed Sytøi, som det hedder, for af Fortjenesten at besørge deres Garderobe, maaskee ogsaa for at kunne gaae lidt oftere i Theatret. De kunne naturligvis arbeide billigere end de Stakler, som skulle leve udelukkende af Fortjenesten. Og hvor Meget kan der da fortjenes? Ja, det retter sig naturligvis efter hvilket Slags Sytøi, man kan faae. Hosekræmmerne i St. Grønnegade have stor Afsætning paa Lærredsbeenklæder til Søfolk. De sende Lærredet til en vis bestemt Kone, der beregner sig selv 2 sk for at skjære et Par Beenklæder til, og der betales 10 sk for at sye dem. Det er almindeligt grovt Lærred og derfor ubehageligt at sye i. Ved anstrengt Flid, ved at staae meget tidligt op om Morgenen og "hænge i" til Kl. 9 om Aftenen vil en dygtig Arbeiderske kunne sye 3 Par Beenklæder om Dagen og altsaa tjene 30 sk. For Tilskjæring og Syning af en Blouse betales 10 sk, for en Skjorte 12 a 16 sk. Dog er der ogsaa Skjorter, som kun betales med 8 sk. For Mansketskjorter betales der fra 24 til 40 sk pr. Stk., idet Betalingen retter sig efter Indlæger i Brystet. I Gjennemsnit kan en Syerske, der syer i Haanden, høist tjene 15 Rd. om Maaneden, syer hun paa Maskine 20 Rd. Men det er kun Foraar og Efteraar, at hun kan gjøre Regning paa fast Arbeide; om Sommeren og Vinteren maa mangen en dygtig Syerske tage tiltalte med daarligt Sytøi og være glad ved at tjene 10 Rd. om Maaneden.

Man vil heraf kunne see, hvor strengt og vedholdende en Syerske maa arbeide blot for at kunne leve, og at der Intet bliver tilovers til Nydelser eller Forlystelser. Det unge Sind trænger dog engang imellem til lidt Adspredelse; gaaer man forbi Tivoli en Søndag Aften, vinke de farvede Lamper uimodstaaeligt. I Reglen har Syersken begyndt at arbeide for Kræmmerne, medens hendes Forældre endnu levede, hun har med dem besøgt vore Forlystelsessteder; den Tid staaer for hende som en smuk Drøm, der aldrig mere skal blive til Virkelighed, nu da hun staaer alene. Da faaer en erfaren Veninde hende engang med ud "at more sig"; men denne Morskab bærer saa saare ofte Spiren til en sørgelig Fremtid i sig.

Den unge Pige bliver gift. En Haandværkssvend eller en Mand i en lignende Stilling faaer hende til Hustru; Udstyret er sædvanligvis taget paa Afbetaling, og nu skal der arbejdes inden det første Barn melder sig. Men hun har faaet Smag paa Forlystelser, og hun opfordrer sin Mand til at føre sig ud paa de forskjellige Forlystelsessteder - Entreen er jo saa billig. Men er man først kommen ind, skal der dog nydes Noget, man skal høre Sangerinder osv. Kommer nu den Tid, da Manden ikke mere har Penge tilovers til at anvende paa Fornøielser, bliver hun gnaven og trættekjær og fortæller Manden, at hun ikke har giftet sig for at blive "et Trældyr", at hun fortryder, at hun har giftet sig; thi hun førte et langt fornøieligere Liv som ugift, og har hun faaet Børn, kan man være Vidne til, at hun ogsaa lader sin Vrede gaae ud over de uskyldige Smaa. Hun skuer med et Suk tilbage paa en ikke ganske pletfri Fortid, og har intet Begreb om. at hun i Selvopoffrelse for Mand og Børn kan finde Opreisning og varig Tilfredshed. Rivningerne tiltage mellem hende og Manden, denne bliver kjed af de evige Bebrejdelser og søger til Værtshuset. Gjælden voxer, Assistentshuussedlernes Antal bliver større, Børnene faae daarlige Klæder og utilstrækkelig Føde. De voxe op i en tung Atmosphære af Utilfredshed og Mangel paa Gudsfrygt, deres Sind taber sin barnlige Uskyldighed og ungdommelige Frejdighed, det bliver bittert og misfornøiet, ja, Døttrene belæres af Moderen om, at de aldrig bør gifte sig; thi "det er det Dummeste, de kunne gjøre".

Og nu de Arbeidersker, som ikke blive gifte? De, som modstaae de lokkende Fristelser, føre et kummerligt Liv til deres Livs Ende, som i Reglen kommer tidligt; thi Sundheden lider ved den megen Stillesiden. De, som give efter for Fristelseme, gaae en endnu sørgeligere Alderdom imøde - og ende - det er endda ikke de alleruheldigste! - som Lemmer paa Almindeligt Hospital eller i et andet Fattighuus.

Det er ikke alene den knappe Fortjeneste, som bidrager til at lokke den unge Pige ud i Lastens, med pralende Giftblomster bedækkede Hængedynd; der er mange andre Factorer, som virke med, og den slibrige Literatur, som i de sidste 20 a 30 Aar er bleven omplantet fra fremmed paa dansk Jordbund, er ikke den mindst virksomme. De franske Publicister udtale sig i stærke Udtryk om, hvor meget denne Literatur har bidraget til at svække og demoralisere det franske Samfund. Lad det ikke gaae os ligedan! I en Artikel af Revue des deux Mondes om det "literaire Løsgjængeri", oversat i "Fædrelandet", hedder det: "Nutidens Roman har derfor sin Part, sin tunge Part af Ansvaret for de sidste Begivenheder. De Exempler, den har givet paa sine Kjeltringsstreger og paa aandelig Fordærvelse, har blændet og fortryllet en Mængde svage Aander, hvilke Samfundets og vor Tids upaalidelige Moralitet kun skjærmede daarligt mod deres egne Tilbøieligheder. Mange af hine Ulykkelige, som blot havde faaet deres moralske Opdragelse af saadanne Bøger, have banet sig Vej gjennem den virkelige Verden, som om den havde været hine plumpe og fordærvelige Opdigtelsers Verden."

De Dannede kjende Intet til denne Literatur og endnu mindre til de Veie, den afbenytter, for at skaffe sig Indgang i de lavere Klasser. Vi kunne forsikkre om, at den Literatur, som ikke averteres i Bladene, blomstrer frodigere end nogensinde, og at dens Colporteurer strejfe hele Landet rundt ligefra Skagen til Nakskov. I den sidste Tid skal der gjøres gode Affairer ved at udgive Paul de Kocks "samlede Værker" paa Subskription. Denne Literaturs Forlæggere udgive Alt paa Subskription og til en Priis af 2 Skilling Arket. Dens Colporteurer kunne findes i alle Smaagader og paa alle Bagtrapper, og Entreprisen skal efter Sigende betale sig fortræffeligt.

Spørge vi nu, hvad der, under disse Omstændigheder er gjort, for at lette navnlig de fattige Syerskers Kaar, saa maae vi svare: "Der er Intet gjort, det er den eneste Klasse, for hvilken der slet Intet er gjort." - Vi skulle villigt indrømme, at der her opstiller sig flere Vanskeligheder end andetsteds, men disse Vanskeligheder maae dog kunne overvindes. En Bestræbelse for at faae Sylønnen forhøiet, vilde neppe føre til Noget, uden ved en Formindskelse af Concurrencen, og man maatte derfor nærmest rette sin Virksomhed paa at aabne nye Erhvervsgrene for unge Piger.

Noget kunde i denne Henseende maaskee opnaaes, naar flere unge Piger med dertil fornøden Dannelse vilde søge Beskjæftigelse som Oversætterinder, skjøndt stort Udbytte kan ikke ventes heraf, da Oversættervirksomheden allerede er saa stærkt optagen, at det kun i ringe Grad vil lønne sig at forøge Arbejdernes Antal. Større Udbytte maatte der kunne ventes af at anvende Kvinder ved de mindre anstrengende Haandværk navnlig ved Skræderprofessionen. Allerede nu blive i Reglen alle Herreveste syede af Kvinder; hvorfor skulde disse da ikke kunne anvendes ogsaa til den øvrige Herreeqvipering? Ligeledes maatte man kunne benytte deres Hjælp til Bogføring for Haandværkere osv.

Men ikke alene ved Arbeide, ogsaa ved at gjøre det billigere for dem at leve vilde man kunne hjælpe de kvindelige Arbeidere, og man burde da følge det allerede givne Exempel og, ligesom der opføres billige Arbejder boliger nærmest for Arbejderfamilier, ogsaa opføre billige Arbeiderboliger for ugifte Kvinder. De Boliger, som Syerskerne nu beboe, ere enten at finde paa Kvister, i Kjældere eller Bagstuer, eller ogsaa boe de hos en Familie, som i Reglen har mange Børn, er fattig og ofte forlanger en gratis Haandsrækning af Syersken i hendes Fritid. Varm Mad er en Sjeldenhed for Syersken: hun lever saagodtsom udelukkende af Kaffe og Thee eller tyndt Øl og tør Kost, det vil sige Rugbrød med "skrabet" Smør paa og dertil ved høitidelige Lejligheder en Skive Ost. Denne Skildring er i sin Almindelighed ikke overdreven.

Det er naturligt, at Beboerskerne af en Arbeiderindebolig som den, vi tænke os, maatte staae under en vis Control og finde sig i at underkaste sig et Huusreglement. Controllen kunde ledes af en Damecomitee, og Reglementets Overholdelse paasees af en gift Inspecteur. Til Boligen maatte der høre en Vaske og Badeanstalt og en Strygestue. Hvert Værelse burde være meubleret med sunde, men anstændige Meubler, bestaaende af en Sovesopha, et Bord, et Par Stole og en Servante. Der burde i Reglen være to Syersker om hvert Værelse, og hver af dem derfor betalte 2 Rd. om Maaneden, Vilde en Syerske have et Værelse for sig selv, maatte hun betale 4 Rd. derfor. Byggedes der nu en Arbeiderbolig med f. Ex. 100 Værelser, vilde den aarlige Bruttoindtægt være alene af Leie 4800 Rd., og indrettede man Stueetagen til at udleies til Handlende, vilde Leien kunde blive endnu større. Selv om altsaa en saadan Bolig vilde koste mellem 70 og 80,000 Rd. at opføre, hvilket den ikke behøver at koste, saa vilde den aarlige Indtægt dog kunne blive over 5 pCt. af Kapitalen.

Endskjøndt den bekjendte amerikanske Velgjører Peabody har skjænket et Par Millioner Dollars til Opførelsen af Arbeiderboliger, og Tanken saaledes andetsteds er ved at blive virkeliggjort, er det dog maaskee muligt, at den ikke ligestrax herhjemme vil vinde Indgang i sin Heelhed, men at man først vil gaae forsøgsviis tilværks. For dette Tilfælde tillade vi os at henstille følgende Forslag til Overvejelse: Som bekjendt bliver der i Nyboder udparcelleret en stor Mængde Grunde, og paa mange af disse opføres der Arbeiderboliger. Naar man nu kjøbte Grundene i den tidligere Bjørnegade og Ulvegade, hvorpaa der staae Bygninger, som først ere opførte 1818, og saa udvirkede Finantministeriets Tilladelse til for Øiemedets Skyld at maatte lade Bygningerne blive staaende indtil videre, hvilken Tilladelse maaskee, i Lighed med, hvad der tidligere er indrømmet Vognmandscorporationen, vilde kunne opnaaes, saa havde man indtil videre Bygningerne for Intet. Med nogle Forandringer, blandt hvilke den, at der kun blev een eller et Par Indgange til hele Huusrækken, vilde man kunne faae ret brugelige Boliger for kvindelige Arbeidere. Det er naturligviis ikke her Stedet til yderligere at udvikle denne Plan; men vi have ikke villet undlade at antyde den.

Enhver veed, hvilken gavnlig Indflydelse et hyggeligt Hjem har navnlig paa Kvinden; men der er maaskee kun Faa, der gjøre sig nogen Forestilling om, hvor fordærvelig en Indflydelse det Modsatte medfører; vi skulle blot fremhæve, at naar Hjemmet er uhyggeligt, driver det Beboerne til at søge andetsteds hen, og der er neppe Tvivl om, at den unge Syerskes hyppige Færden paa Gaden, der ofte bliver faa fordærvelig for hende, for en stor Deel skyldes Uhyggeligheden paa det Sted, hun kalder sit Hjem.

Vor Tid har en smuk Tendens til at virke for Arbejderens aandelige og legemlige Velvære; det er paa Tide, at den stakkels Syerske ikke længer bliver Stedbarn. Hun fortjener Hjælp; thi hendes Kamp for at kunne friste Livet er som oftest haardere end Mandens, og det er jo tildeels hende, der skal opdrage Fremtidens Slægt af Arbeidere. Lad derfor Nutiden sørge for, at der ved denne Slægts Vugge fældes saa faa Taarer som muligt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. oktober 1871).

Striken paa Burmeister og Wains Værksteder. (Efterskrift til Politivennen)

Naar et Skib løber af Stabelen, bliver der tilstaaet Arbejderne paa Burmeister og Wains Værksteder en Fridag og tillige faar de Afløbningspenge, som i Almindelighed har beløbet sig til 8 a 10 Mk. pr. Mand. Da "Thorvaldsen" forleden Dag løb af Stabelen, blev imidlertid Fridagen strøget af ubekendte Grunde. Misfornøielsen hermed var naturligvis stor, og en Arbejder paa ottende Afdeling henvendte sig til en af Kvartermændene (Larsen) og opfordrede ham til at ophøre med Arbejdet. Heraf udviklede sig en Strid, som førte til, at den nævnte Kvartermand i Forening med tre andre Kvartermænd efter endt Arbejdstid overfaldt og mishandlede Arbejdsmanden i den tid Grad, at han maatte indlægges paa Hospitalet.

Da Arbejderne Torsdag Morgen indfandt sig paa Værftet, blev de derfor enige om ikke at optage Arbejdet, før de 4 brutale Kvartermænd var fjærnede. En ny Grund til Misfornøjelse var imidlertid, at Afløbningspengene efter nogle Faas Paafund skulde indgaa i en oprettet Sygekasse i Stedet for som sædvanlig at fordeles mellem Alle. Den anden Fordring var derfor, at den gamle Maade der skulle bibeholdes; og endelig forlangte Arbejderne i Lighed med, hvad de havde haft i tidligere Vintre, at Lønnen forhøjedes med en Skilling Timen. Den er for Øieblikket kun syv Skilling pr. Time.

Da disse Fordringer ikke blev opfyldte, nedlagdes Arbejdet af Alle, ca. 300 i Tallet og en Komite paa 6 Medlemmer valgtes for at styre Sagen.

Som et Bevis paa det i Aviserne saa tidt omtalte "gode Forhold" mellem Firmaets Chefer og deres Arbejdere kan tjene, at disse første, da de om Middagen indfandt sig, havde sikret sig en stærk Ledsagelse af Politiet. De kom i øvrigt for at meddele Arbejderne, at de, der vilde nedlægge Arbejdet, ikke vilde faa deres Tilgodehavende før om Kordagen.

Derefter berammedes et Møde til Kl. 3, paa hvilket Arbejdernes Fordringer hovedsagelig indrømmedes, saaledes at de to værste Deltagere i Overfaldet fjærnedes fra Pladsen, og Afløbningspengene deltes paa sædvanlig Maade. Med Hensyn til det tredje Punkt udsattes Sagen indtil videre.

Arbejdet er derfor genoptaget.

(Socialisten 30. september 1871).

Tiltale for at have mishandlet sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Den 20de April 1855 blev Snedkersvend Frederik Villiam Andersen gift med sin nuværende Hustru, Christine Vilhelmine Larsen. De have i dette Ægteskab havt 11 Børn, hvoraf dog kun de 5 leve, og Samlivet imellem Ægtefolkene var fredeligt indtil Aaret 1864, da Manden lod sag stille til Militairtjeneste imod en Sum af 900 Rd. Størstedelen af disse Penge brugte han, medens han var ved Armeen, og Resten kort efterat han var bleven permitteret, saa at hans Familie ikke fik megen Glæde af dem, og de medførte derhos en Virkning, der var meget værre i sine Følger, idet Andersen blev hengiven til Lediggang og følte sig utilfreds, da Pengene vare opbrugte. Han forlangte nu at faae de Penge, hans Hustru fortjente til sit og Børnenes Underhold, og naar hun nægtede at give ham dem, blev hun behandlet haardt, idet han deels udskjældte hende, deels slog hende med Haanden. I de første Aar forefaldt slige Optrin sjeldnere, men i Løbet af de sidste halvandet Aar bleve de baade hyppigere og antoge en voldsommere Charakteer, og Grunden hertil maa antages at være den, at Andersen efterhaanden blev mere tilbøielig til overdreven Nydelse af stærke Drikke. Lidenskabelig, som han var, henfaldt han til en høi Grad af Skinsyge, og uagtet hun aldeles ingen Anledning gav ham til at nære en saadan, begyndte han enten under det grundløse Paaskud, at hun var ham utro, eller fordi hun vægrede sig ved at efterkomme alle hans Forlangender, jevnligen at yppe Klammeri med hende, og under disse Sammenstød lod han det ikke være nok med at overdænge hende med Skjældsord, men kneb hende saaledes, at der efterlodes Spor af hans Negle, sparkede hende og slog hende paa forskjellige Steder af Legemet deels med Hænderne, deels med en Træliste eller med et Spanskrør. I Regelen medførte disse Mishandlinger ikke Saar eller betydelige Legemsbeskadigelser, men ved tre Lejligheder var dette dog Tilfældet, nemlig i Juli eller August Maaned f. A., da han med et Kosteskaft slog hende paa Panden og derved bibragte hende et dybt Saar, ligesom ogsaa hendes Øine i den Grad ophovnede, at hun var ukjendelig i 4 a 5 Dage; anden Gang skete det ved Paasketid i indeværende Aar; ved denne Lejlighed sparkede Andersen, der rigtignok mener, at hans Hustru var den, der slog først, hvilket hun har modsagt, saaledes til hende, at hun i tre Uger derefter var under Lægebehandling for Beskadigelser i venstre Side; med størst Voldsomhed optraadte han dog tredie Gang den 29de Juli d. A. Paa denne Dag havde der allerede om Formiddagen været Skjænderi imellem Ægtefællerne, foranlediget ved, at han fremkom med sine ubeføiede Besaltninger om Utroskab. Det kom imidlertid ikke til Voldsomheder før hen paa Eftermiddagen, da han fornyede sine Beskyldninger, som hun saa inderligt bad ham at forskaane hende for, foer ind paa hende, greb hende i Haaret og løftede hende op ved dette, som om han vilde trække Hovedhuden af hende, og slog hende over Armene og Haandleddene og mange andre Steder paa Legemet. For ikke at blive aldeles lemlæstet tog hun sin Trætøffel og slog ham med Hælen af denne i Hovedet, og derved lykkedes det hende et Øieblik at befrie sig for ham. Hun saae, at han blødte, medens han satte sig ned ved Siden af sin Høvlebænk, men strax derpaa greb han hende i Skulderen, stillede sig Ansigt til Ansigt imod hende og sparkede hende med sin Støvle i Underlivet, udenpaa hendes Klæder, men med saa stor Voldsomhed, at Blodet strømmede i Mængde, og hun faldt i Afmagt om paa Gulvet. I denne Tilstand blev hun funden af en Politibetjent, der blev tilkaldt, og som, efterat en tilstedebragt Læge havde erklæret hendes Indlæggelse i et Hospital for nødvendig, sørgede for, at hun blev bragt til Communehospitalet. Efter vedkommende Overlæges Erklæring antages de tilføiede Beskadigelser ikke at ville efterlade skadelige Følger for hende, og ved sit Møde i Retten den 14de f. M. erklærede hun sig ogsaa rask og helbredet paa nogen Mathed nær.

Andersen, der har været arresteret under Sagen, og som er født den 30te April 1828 og ikke funden forhen straffet, dømtes af Criminalretten efter Straffelovenn §§ 202 og 203 efter Omstændighederne til Forbedringshuusarbeide i eet Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. september 1871).

Lejren i Hald. (Efterskrift til Politivennen)

(Indsendt.)

Kjøbenhavn, den 9. Septbr.

Indsenderen heraf har forgjæves siden Leirsamlingens Slutning ved Hald ventet paa i en eller anden Avis at se Gjendrivelse af de mange Breve fra Hald, som næsten daglig indførtes i de kjøbenhavnske Aviser og af de mange Usandheder og Fordrejelser, som fandtes i samme.

Jeg vil begynde med at gjøre Opmærksom paa, at disse Hald-Breve af de Menige gjennemgaaende bleve betegnede som Tendentshistorier, og desto underligere er det, at Ingen har taget til Gjenmæle; - muligviis har de Lysthavende ladet sig afholde ved det bekjendte Ordsprog: "Naar man rører ved ...... "

Indsenderen heraf, som selv har været Menig, føler sig imidlertid forpligtet til i Sandhedens Interesse at give en lidt ædrulig Skildring af Sagen, og det især fordi nu snart Hærloven skal ligge for i Rigsdagen til Revision og Beskæring, og fordi Røsterne mod Hær og Krig i den senere Tid bedre kan høres.

I Leiren var Soldaternes Mening om hine Breve, at de vare skrevne enten af en sølle Løitnant, som saae alting, der hører til det Væsen, rosenrødt undtagen sit eget Blod, eller af en journalistisk Kandidat med Briller og den dermed følgende Verdensanskuelse; desuden har jo slige Skrivere deres Instrux om, i hvilken Retning Aanden i saadanne Breve skal gaa, og Tendentsen er da klar, naar man kjender den kjøbenhavnske Presse. 

I Spidsen vil jeg sætte den almindelige Dom iblandt Soldaterne om Leiren, at den er noget dyrt Legetøi, at Soldaterne ikke have Spor af Nytte af den, men kun Skade og at mange Officerer render Blindebuk i de større Manøvrer. Skulde Nogen have et Udbytte, er det Generalerne og nogle faa højere Officerer; men for disses Skyld fandt man ingen Grund til at tromme 10,000 Mennesker ud af deres nyttige Beskjæftigelser; det er for stort Apparat, naar Hensigten kan opnaaes ved at sende de Par Generaler til Udlandet for at overvære en større Militærmagts Øvelser.

Og nu den Øvelse i Feltlivets Strabadser, som skulde være det væsentligste Udbytte; hvad denne Øvelse angaaer, da kan man ikke øves til at leve i en Svinesti, medmindre man iforveien er et Svin; 12 Mand i eet Telt, hvor Gulvfladen er 6 Alen paa hver Side, er nemlig og bliver en Svinesti, naar der ikke engang er fælles Forsamlingstelte til Brug i slet Veir. I dette Telt er alt Ens Dingeldangel, undtagen Gevær, ophængt paa det saakaldte Teltkryds; men da hele Gulvet dækkes om Natten af sovende Mennesker, følger det af sig selv at Teltstangen let faaer et Spark af de Sovende, som altsaa ligger udsat for at blive lemlæstet af nedfaldende Sager samt tillige udsat for at komme til at betale Feltflasker etc. af deres usle Lønning, hvilket da ogsaa oftere hændtes. Det er sandt, Officererne ligge ikke 12 men kun 1 i et Telt; de have desuden Jernsenge og vide at forsyne sig med 3 a 4 Uldtæpper, medens Soldaterne ligge omtrent paa det bare Gulv med eet Tæppe.

I et af de nævnte Tendents-Breve hed det sig endvidere, at Teltene kunde modstaae Regnen; men ikke engang slig Kjendsgjerning kunde være sand; - regnede det stærkt, ja saa regnede det Støvregn igjennem, og regnede det langvarigt, saa seilede snart hele Gulvet i Vandet; men det gjorde ikke Officererne Noget, thi de sov sødt i Jernsenge med Tæppehimle over sig. 

Se, saadant Svineri, hvor Luften om Morgenen er kvælende, vænner man sig slet ikke til, ligesaalidt som til at rende idiotiserende hele Dagen med 3 a 4 Lispunds Vægt i Solheden; - ja selv om man vænte sig til det, var det uden Betydning, naar man ikke bliver i den dyriske Bane, men Sandheden er, at Soldaten faaer Modbydelighed for det hele Væsen og ovenikjøbet maaske faaer en snigende Sygdom paa Halsen.

Hvad der er en let Sag at døie. naar det virkelig kniber, er lettelig legems- og sindsnedbrydende, naar det ikke gjælder.

Humøret blandt Soldaterne var saamænd ogsaa derefter; de, der ikke drak sig fulde for at glemme Suppedassen, vare uden Lystighed, og Udtalelser mod Leiren hørte til Dagens Orden, kun at man ofte kunde høre den Mening udtale, at Rigsdagen nu snart vilde gjøre Ende paa den hele Historie.

Den Aften-Lystighed, som ogsaa var paa Omtale i Brevene, den saakaldte Ballade, var virkeligen kun et Par kjøbenhavnske Prangere, som forrige Aar havde læst, at saadant hørte med til Leiren, og derfor gjorde nogle ferske Forsøg i det Vittige og Gemene. Paa Marscherne hørtes sjeldent Sang, og paa Grund af den stadige legemlige og aandelige Sløvhed, man befandt sig i, bevægede Samtalen sig mellem nogle faa yndede Ord, der skulde betegne Alt muligt; saadanne Ord vare Ballade, Dæksmand, Vilmand osv.

Der stod endvidere i de titnævnte Breve Beskrivelser af den skjønne Egn med Maanen paa Himlen etc., ligesom det var Noget, der vedkom Lejrlivet. Nei! Den menige Soldat var indespærret af en Snor, saa at han ikke engang kunde gaae op i Skoven og kjøle sig af, og den skjønne Natur laa altsaa udenfor Leiren, saavelsom Maaneskinnet paa Hald Sø, thi Udgangstilladelse maatte tiltigges og var af kort Varighed.

Jeg vil sluttelig gjøre opmærksom paa, at Leiren foruden de flere Hundrede Tusinde, den koster Staten, tillige er den mest nærgaaende Skat, der existerer, thi den trækker mangen Soldat Skjorten af Kroppen. Leirmilitærtjenesten er ikke blot en Svedskat, men i Sandhed den ublueste Formueskat, idet den fattige Husmandssøn og Haandværker ikke blot lider stor Standsning i sin Fortjeneste, men tillige tilsætter sine faa Sparepenge, ved hvis Hjælp han skulde begrunde en selvstændig Stilling. Og dog vover den kjøbenhavnske Presse at rose Leirøvelsen, at snakke for dens Bibeholdelse, men heldigviis haaber Indsenderen heraf, at det store menige Folk ikke lader sig saa let besnakke. Leiren er og bliver en Svulst paa Statslegemet, hvad Enhver ogsaa maa sige om den tvungne Militærpligt i det Hele, at sige enhver ikke drengeagtig Krabat, som endnu kan holde af at lege Soldat.

(Aarhus Amtstidende 15. september 1871).

Se også tidligere indslag om Lejren ved Hald (og linkene i det indslag).

Om Arbejderne paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Det har nærmest været Arbejdernes Stilling i de større Byer, hvormed Deres ærede Blad har beskæftiget sig, og omendskønt Arbejderne her, hvad Danmark angaar, ere i afgjort Minoritet med deres Brødre paa Landet, har der til Dato ikke løftet sig noget Banner, hævet sig nogen Røst for den forkuede jordløse Husmands og Indsidders sag.

Fabrikarbeiderne og Haandværkerne ere slet, meget slet stillede under vore nuværende sociale Forhold, men er dette i en ringere Grad Tilfældet med den store Arbejderbefolkning paa Landet? Nej, den jordløse Husmand og Indsidderen er næsten endnu mere ulykkelig stillet end hans Brødre i Købstaden. Jeg skal saa kortfattet som muligt, forsøge at give Dem et lille Billede af en Indsidders Vilkaar. Emnet er rigt, og jeg kunde have megen Lyst til at udvikle det mere detailleret; her findes en rig Kilde, som imidlertid Ingen har turdet røre ved. Et almindeligt Ramaskrig, saavel fra Godsejerne som fra Gaardmændene, fra de Reaktionære som fra den doktrinære Lejr vilde have forfulgt den ulykkelige Forfatter, som havde vovet at afsløre de Lænker af Raadenskab, Egoisme og Sneverhjærtethed, hvormed Proletariet paa Landet "holdes i Tømme".

Indsidderen paa Landet er i Reglen søn af en Indsidder eller jordløs Husmand. Fra Barndommen af har han været vant til Forsømmelse og Ligegyldighed. Forældrene have maattet arbejde haardt for at bjerge Føden, der altid er af den tarveligste Beskaffenhed, og Barnet har da lige fra Fødselen lært at taale og undvære paa ethvert Punkt. I en Alder af 6 Aar kommer han i skole, men da Forældrene sjælden have noget at undvære til at "fornøje" Læreren med, gør denne sig som oftest ingen Ulejlighed med at lære Barnet mere, end det strængt taget behøver for at slippe igennem til Konfirmationen. Samtidig med Skolegangen sendes den Lille ud for at "vogte". I ondt Vejr, storm og slud, Regn og Kulde har Forfatteren af disse Linier truffet Børn, der i flere Timer have været udsatte for det barske Vejrligs Paavirkning, og det skønt Koldfeberen endnu knugede de smaa Lemmer, eller med spor af Mæslinger og Skarlagensfeber i de kolde næsten forstenede Ansigter; hvad bryder Husbonden sig om den Fattiges Barn; han kan sagtens faa det erstattet, og Sogneraadet vil ej heller tage sig Tabet af et saadant videre nær. Barnet bliver endelig konfirmeret og faar sig en Tjeneste; den tarvelige Løn er næppe tilstrækkelig til de nødvendige Klæder og paa en uskyldig Fornøjelse er der ikke at tænke. Følgen heraf bliver da, at den unge Karl, naar han endelig faar Plads som saadan, med Ungdommens hele Glæde søger Erstatning for den glædeløse Barndom ved hyppigt at deltage i Legestuer, gæste Markederne og prøve Lykke i Kortspil. Den ringe Løn tillader ham selvfølgelig ikke at lægge Penge op. Gaardmanden, i hvis Familie for næppe tredive Aar siden Tjenestefolkene var optagne, har nu aldeles hævet det daglige patriarkalske samliv, som knyttede Husbond og Tyendet sammen; hin ser nu med en utaalelig stolthed ned paa de slaver, hvis slid erhverver ham hans Rigdomme, et saa meget mere uberetiget Hovmod, som Husbonden i aandelig Henseende, Dygtighed og Flid tit staar under Karlen, der pløjer hans Mark og tærsker hans Hvede.

Efter kortere eller længere Tids Tjeneste gifter Karlen sig og drager som Indsidder ind i en tarvelig Hytte, hvor et elendigt Kammer, med Murstensgulv, smudsige Vægge og Utøj, skal være det Sted, hvor han og hans Kone efter det daglige Slid maa trælle sig tilbage, for at faa den knap tilmaalte, højst fornødne Hvile. Med Kraft og Lyst tage ægtefolkene i Begyndelsen fat paa Arbejdet; man haaber med Tiden at kunne erhverve en vis Selvstændighed; men i ikke et af tusende Tilfælde naas Maalet. Fattigfolks Rigdom er Børn, og af dem indfinder der sig som oftest en sand Velsignelse, Sygdom slaar sig til, og Familiens Haab og Lykke er ødelagt for stedse. Kraften er brudt, en dump sløv Resignation afløser det frejdige Mod, hvormed man før saa Livet og Fremtiden imøde. Hvad er nu Skyld i disse ulykkelige Forhold? Den Karrighed og smaalige Egoisme, hvormed Arbejdet betales. En Dagløn af tre Mark, i visse Egne kun to (!) Mark er Maksimum for en Daglejers Fortjeneste -- hans Kone maa være glad for en Dagløn af 24 Skilling - og derfor maa der slides fra Morgen tidlig til Aften sildig, og Anmodninger om en bedre Betaling besvares altid med et haardt "Saa søg Dig Arbejde andetsteds, her faar Du ikke mere, der er nok at faa". Vi tale om den stigende Velstand her i Danmark, brovte af den Velsignelse, Grundloven af 5te Juni 1849 har forskaffet os; men hvem nyder Godt af den stigende Velstand, hvem nyder Godt af Grundlovens Velsignelse? Ikke Arbejderen, men udelukkende de velstaaende, de saakaldte dannede Individer i samfundet. For tredive Aar siden var Daglønnen ligesaa høj, - som den nu er, men betragt engang det uhyre Misforhold mellem Priserne paa Livsfornødenhederne da og nu, mellem dengang da f. Eks. et Pund Smør kostede 24 Skilling, et Pund Ost 8 Skilling og nu da Priserne er det dobbelte. Er dette Fremskridt? Nej, en Tilbagegang for Landets Kærne, for det egentlige Folk, som ikke har høstet Gavn af den saa meget lovpriste Frihed. Hvem er den fattige Landarbejdsmands værste Fjende. Ikke Godsejeren, ikke Herremanden, ikke Proprietæren. Nej det er Gaardmanden, Kød af hans Kød, Blod af hans Blod, der gør Alt for at holde de Fattige, Trældyrene under Aaget, det er ham, som paa enhver Maade søger at berøve Arbejderen politisk og social Selvstændighed og hans Middel er Berøvelsen af Arbejde og Brød. Det er den rige Bonde, som torterer de Fattige, og de vide det godt uden dog at have Mod til at afryste Aaget eller Tillid til at det vil lykkes dem. Fremtræder der blandt det undertrykte Proletariat en dygtig og begavet Mand, der har Mod til at udtale sig offentlig om sin stands ulykkelige Stilling, da forsøger man først ved Forfølgelse at bringe ham til Tavshed, og formaar han alligevel at skaffe sig Gehør, gør man ham til Gaardmand eller Rigsdagsmand og i Reglen paa samme Tid til Renegat.

Efter et Liv, tilbragt i slid og slæb, bliver Indsidderen tidlig gammel og udslidt; han formaar ikke at arbejde, og han kommer "paa Sognet"c: under Fattigvæsenets faderlige Omsorg. Den stræbsomme og flittige Arbejder faar Ordre til at møde, naar Sogneraadet er samlet, han tiltales med "Du" af de opblæste Gaardmænd og maa gøre Rede og Regnskab for Alt indtil den mindste Detail; han maa taale haarde og umilde Ord for endelig som en Naadegave at blive tilkastet den ringe, vrangvillige Hjælp, som Sogneraadet finder for godt at give ham. Jeg har derfor truffet paa Folk, som have valgt den sørgelige Udvej at ende Livet i en Mergelgrav eller ved en Hampestrikke, fremfor at henleve de sidste Dage paa en saa tung, ærekrænkende Maade.

Mennesket er forpligtet til at arbejde; men tror de strænge Herrer, der nu regerer Verden, at det er Menneskets oprindelige Bestemmelse at slide sig op, at være en Træl for sin bedre stillede Medborger? Sikkert ikke. Det er umuligt at naa den upaatvivlelig høje aandelige Bestemmelse, hvorfor Menneskeaanden er bestemt, naar Kampen for det daglige Brød saa fuldstændig udfylder Tilværelsen, at "den bedre Del" bliver en Biting, som kun den Rige formaar at naa. Hvor forunderlig det end synes i vore Dage, er jeg dog overbevist om at Socialismens Modstandere, de Mægtige og de Rige, naar de ville være oprigtige, i Hjærtet er fuldt overbeviste om, at den Sjæl, hvormed "den Fattige og Forladte" er udrustet, i Virkeligheden er af et langt grovere Stof end den, hvormed de selv er begavede.

Tandem.

(Socialisten 2. september 1871).

Artiklen medførte at Aarhus Amtstidende der i starten havde taget godt imod Socialisten, anklagede "Socialisten" for at støde gårdmændene som Bondevennerne repræsenterede, fra sig. Socialisten besvarede dette med at husmændene godt nok var nødt til at lade sig repræsentere ved gårdmænd med hvem de kun havde det til fælles at de også boede på landet, men at deres interesser ikke blev varetaget af Bondevennerne - løsningen måtte være at de dannede deres eget parti.