Socialisten og Politidirektør Crone. (Efterskrift til Politivennen).

"Socialisten", den herværende internationale Arbejderforenings officielle Organ, der skulde udkomme, og siden sin første Fremtræden ogsaa er udgaaet hver Lørdag, er idag udebleven, fordi - saa siges det idetmindste af Velunderrettede - ingen Bogtrykker her i Staden mere vil have med Bladet at gjøre. Om denne for "Internationale" og dens Ledere uden Tvivl noget uvelkomne "Strike" skulde være hidført ved Tanken om paa denne Maade at kunne standse Bladets Udgivelse og paa denne Maade at berøve "Internationale" en af dens Gifttænder, er vistnok meer end tvivlsomt. Muligviis, maaskee endog sandsynligviis, bør Grunden snarere søges i "Internationales" - idetmindste dens herværendc Afdelings - alt andet end glimrende finantsielle Status, der vel kan gjøre en Bogtrykker kjed af og betænkelig ved at arbeide for den. Og at det staaer sig ringe med Kassen, det spores i Hr. M. Sommers mere og mere hjerteskjærendc Opraab til at hverve nye Medlemmer - skjøndt disse efter hans eget Sigende - daglig melde sig i Sneseviis, 'ja i Hundredeviis"; det lød gjennem hans i et Sectionsmøde forleden med taarekvalt Stemme afgivne Erklæring, at han nu i syv Uger har ligget her i Kjøbenhavn i "den gode Sags" Tjeneste paa sin egen Pung; det udtaltes med rene Ord af Hr. Brix under Forhandlingerne om Snedkernes Strike, under hvilke man fraraadede en almindelig Arbeidsnedlæggelse, fordi Selskabet manglede Midler til at støtte og vedligeholde en saadan, og det kan læses paa prent i "Socialistens" sidste Nummer af 25de November, hvor Medlemmerne i Spidsen af Bladet med fedeste Corpus anmodes om snarest muligt at indbetale deres Maanedscontingent - 4 sk. - for November. At "Socialistens" Redaktion vil søge at benytte den indtraadtc Standsning i Bladets Udgivelse saavidt muligt til sin Fordel, er en Selvfølge, og det er naturligviis et Skridt i denne Retning, naar det annonceres, at det er lykkedes "Politiets Anstrengelser" at forhindre den sædvanlige Udgivelse af Bladet, men at dette i sin Heelhed vil blive "oplæst" iaften paa et Fællesmøde i Dandsesalonen "Kjæden", hvortil Entreen koster 8 sk pro persona. Denne Insinuation om Politiets Indskriden maa naturligviis opfattes med stor Vaersomhed; men den gjør foreløbig sin Virkning, idet den virker stimulerende paa "Internationale"s Medlemmer, der begyndte at vise sig lidt sløve og ikke kunne holdes tilstrækkeligt i Aande ved de temmelig kjedelige og eensformige Sectionsmøder, - og saa skaffer et saadant Fællesmøde til forhøjet Pris og i en saa opsigtsvækkende Anledning ialtfald Kassen en god og kjærkommen Indtægt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1871).

"Socialisten" udkom ikke i Løverdags, hvorimod de Artikler, som skulde have staaet i Bladet, oplæstes paa et Fællesmøde i Salonen "Kjæden", imod at der løstes Adgangskort til 8 Sk. Grunden til at Bladet saaledes har maattet skuffe sine talrige Læsere synes at være Chikanerier fra Politiets Side "Berlingske Tidende" benytter Anledningen til at omtale saavel Bladet "Socialisten" som en af de Mænd, der formodes at staa det nar, nemlig M. A. Sommer, i en Stil, som ikke burde findes i et officielt Blads Spalter. Bladet kalder "Socialisten" "en af Internationales Gifttænder" og synes ligesom at gjøre Nar ad at Hr. Sommer befinder sig i Nød og Pengeforlegenhed, fordi han virker for "den gode Sag", som det officielle Blad siger (med Tilføielse af de ironiske Gaaseøine). Det vilde være meget ønskeligt, om "Berlingfle Tidende" vilde besinde sig en Smule paa sin Stilling, og mindes, at man ikke behøver at taale, at den gjør sig saa lystig som det første det bedste nationalliberale Partiblad.

(Aarhus Amtstidende 4. december 1871)

Hr. Politidirektør Crone og Friheden i Danmark.

Siden Grundlovsforandringen har det stedse maattet gøre et trist Indtryk paa enhver Frihedsven at se Folket drage ud til Festlighederne den 5te Juni. Man vidste med sig selv, at det ikke længere var den unge, kraftige, livsglade Grundlovs Fødselsdag, man fejrede, det var kun en stakkels svækket, affældig Krøblings. Saa trøstede man sig med den Tanke, at vi dog havde beholdt noget af vor Frihed tilbage, dengang Kong Kristian den 9te tog, hvad Frederik den 7de havde givet: "har vi ikke Forsamlingsret, Valgfrihed, Trykkefrihed og Trosfrihed? Jo, der skal vi have det! Den, der blot én Gang har sét Godsejerne lade deres Fæstebønder og Husmænd køre paa Høstvogne til Valgstedet for at stemme paa storborgerlige Kandidater, den, der blot har en lille Ide om, hvor ofte Arbejderne paa de store Fabriker saavelsom Haandværkerne i Købstæderne har maattet stemme imod deres egen Overbevisning, fordi de ellers vilde være blevet brødløse, - han vil aldrig vove at paastaa, at det egentlige Folk har haft sin frie Villie ved Valgene. Og nu Trosfriheden? Kan en Menighed maaske blive af med sin Præst, naar han spiller Kort, gaar paa Jagt, og skraber Penge sammen istedetfor at opfylde sin Pligter? Kan en Menighed vælge sig selv en Præst, som ikke er blevet forkluddret og sprænglærd paa Universitetet ved at lære udenad alle mulige gale Meninger, som alle mulige Præster til alle mulige Tider har skrevet? Maa ikke ethvert fornuftigt Menneske indrømme, at en sand Trosfrihed først kan opnaas, naar Stat og Kirke stilles ad, og naar Præsterne ophører at være velmæskede, dovne, af Staten underholdte Embedsmænd?

Men er der snavs sat med Tros- og Valgfriheden, saa staar det ikke et Haar bedre med det danske Folks Forsamlings- og Trykkefrihed. Vi véd vistnok allesammen, hvor stor og ubegrænset en Frihed vor Grundlov indrømmmer alle ubevæbnede Borgere til at forsamle sig, men vi véd vistnok ogsaa alle, at det ikke har været den internationale Forening muligt at opnaa Tilladelse til at benytte ét eneste af de mange store Lokaler, som vore idiotiske Avtoriteter har til deres Raadighed, Lokaler, som dog er bestemt til at gavne alle Borgere, men som de Storborgere, der har tilranet sig Magten, betragter som deres private Ejendom, og som de disponerer over efter deres eget Hovede. Og vi véd ogsaa alle sammen, at ingen Magt her i Staten, selv ikke Regeringen, har Lov til at forbyde et Blad før det er kommet ud; men den, der af den Grund vilde stole paa, at han kunde trykke væk i Ro og Fred, han vilde gøre Regning uden Vært, og Værten det er Hr. Etatsraad, Politidirektør Crone. Denne Mand har forlænge siden taget sit Parti; han mener, at han og hans Kammerater staar over Loven. Loven er, efter hans Ideer, kun til at holde Fattigfolk, Arbejderne, itømme; men at anvende Loven mod de Rige, - ! Vorherre bevares! det gik nok ikke an. Skal en fattig Mand udspørges, saa kaldes han op paa Kammeret og kan faa Lov til at spilde sin halve Dagløn for at vente paa Politidirektørens Forgodtbefindende; men skal man have en Underretning af en formuende Storborger, saa sendes en Betjent i civil Dragt hjem til ham, for "venskabeligst" at bede ham være saa "velvillig" at give de fornødne Oplysninger. Denne Mand har naturligvis stedse havt et Horn i Siden paa vort Blad, han har stedse luret paa, om der ikke skulde være en eller anden Ytring, som han kunde hænge sin trekantede Hat paa; men han har ikke været heldig heri. Tilsidst kunde han da ikke styre sig længer, men vi haaber, at hans Mangel paa Selvbeherskelse skal blive værst for ham selv.

Vi har idag indgivet Klage over ham til Justitsministeriet, og da denne Klage indeholder en Skildring af hans Opførsel imod os, meddeler vi den her.

"Undertegnede tillader sig herved at frembære for det høie Justitsministerium en Klage over den Maade, hvorpaa Hr. Etatsraad Crone i sin Egenskab af Politidirektør i København er optraadt mod den internationale Arbejderforening for Danmark saavelsom imod dets Organ, Ugebladet "Socialisten".

Politidirektøren opkaldte Lørdagen den 19de November d. A. Bogtrykker Olsen, Firma C. C. Olsen & Co., boende i Pilestræde 18, for at forhøre ham angaaende en "Opfordring til Kjøbenhavns snedkere", som aldeles intet Ulovligt indeholdt og som Politiet heller ikke senere har vovet at anlægge Sag for. Ved samme Lejlighed ytrede Hr. Crone til bemeldte Hr. Olien, at "Politiet ganske vist ikke kunde forbyde bladet, men at det vilde gøre Alt for at stanse det, kunde det ikke faa fat i Udgiveren, saa skulde det nok vide at ramme Trykkeren" Det fremgik klart, og blev ogsaa saaledes opfattet af Hr. Olsen, at han vilde være udsat for vedvarende Forfølgelser fra Politiets Side, hvis han vedblev at trykke Bladet, og kun af denne Grund opgav han det. Vi maa her tillade os at bemærke, hvad der ogsaa vil kunne sees af medfølgende Eksemplar af Bladet, at der paa det staar Udgiverens Navn. Samme Dag, som det Anførte foregik, blev der holdt et formeligt Politiforhør paa Trykkeriet over alle de der beskjæftigede, hvorved Trykningen af det i Pressen værende Nummer forsinkedes en halv Dag, ligesom vi ogsaa har bragt i Erfaring, at en denne sag aldeles uvedlommende Person blev kaldt op til Politidirektøren og truet med kriminel Tiltale, endskøndt Presselovens § 3 udtrykkelig paalægger den paa "Opfordringen" angivne Trykker Ansvaret herfor.

Da vi fik en ny Trykker, Hr. Oettinger, lod denne umiddelbart eller Trykningen af et eneste Rummer os vide, at han ikke kunde paatage sig Trykningen for Fremtiden. Efter Hr. Crones Udtalelser, har Hr. Oettinger forespurgt hos Politiet om det havde Noget imod, at han trykkede Bladet, og faaet det Svar, at hvis han trykkede det, saa blev ene og alene af den Grund alt Poltiarbejde, som han ellers stedse har havt, taget fra ham.

To af Sektionsformændene for de internationale Cigarmageres Sektion i vor Forening havde i forrige Uge udstedt en Indbydelse til Cigarmagerne i København til et Diskussionsmøde Søndagen den 26de November Kl. 9 Formiddag, i Helligejslstræde 13. Efter vort Raad forespurgte de først hos Politiet, om der kunde være Noget tilhinder for dette Møde, men fik af Hr. Crone det Svar, at det ikke kunde tillades, ligesom der samtidig blev sendt en Politibetjent til Værten, for at forbyde ham at aabne Salen til det bestemte Klokkeslet. Hr. Crone støtter sig, som det vil ses at medfølgende Bilag, til Helligdagsanordningen af 26de Marts 1845 §  11; men ligesom vi vilde kunne anføre mange Beviser paa, at denne Lov ikke før af Politiet er blevet fortolket paa den Maade, saaledes fremgaar det ogsaa klart af Helligdagsanordningens hele Indhold, saavelsom at Udtrykkene i § 11: "Communalmøder eller offenlige Møder", at der her kun er Tale om saadanne offenlige Møder, som foranstaltet af Statsavtoriteter og som derfor mere eller mindre er tvungne; men vi kender ingen Lov, som kunde antages at indskrænke Grundlovens § 88, der giver ubevæbnede Borgere Lov til trit og uhindret at forsamle sig i ethvert lovligt Øjemed.

Støttet til ovennævnte Fakta, hvis Rigtighed vi kan bevise ved Vidner, tillader vi os at anmode det høje Justitsministerium om, at der maa blive foranstaltet en Undersøgelse af Hr. Crones Forhold i disse Sager, eftersom hans Adjærd efter vor Formening maa falde ind under Straffelovens § 124 om Misbrug af Embedsmyndighed, ligesom han ogsaa maa være pligtig til at erstatte Udgiveren det Tab, som er forvoldt ved de utilladelige Trusler mod Trykkeren. Vi haaber, at det høje Justitsministerium vil vide uopholdeligt at sætte Grænser for en Adtærd, som mere minder om Forholdene i en middelalderlig Tyranstat end om Forholdene i et frit Land.

Paa den internationale Arbejderforenings samt egne Vegne

H Brix,

Sekretær samt Udgiver af "Socialisten"

(Socialisten 6. december 1871)

Vor Klage over Etatsraad Crone.

I Onsdags modtog Sekretæren for Internationalt følgende Skrivelse fra Etatsraad Crone:

"Justitsministeriet har under 18de dennes tilskrevet mig saaledes;

"I et med Hr. Etatsraadene behagelige Erklæring af 12te d. M. hertil tilbagesendt Andragende, har Udgiveren af Bladet "Socialisten" H. Brix, der angiver sig at være "Sekretær for den internationale Arbejderforening", saavel paa egne som paa bemeldte Forenings Vegne fremført forskellige Besværinger over Hr. Etatsraaden i Deres Egenskab af Politidirektør heri Staden, dels med Hensyn til at De skal have bevirket, at tvende Bogtrykkere have frasagt sig Trykningen af det ovennævnte Blad, dels paa Grund af at De under Paaberaabelse af Helligdagsanordningen af 26de Marts 1845 § 11 har nægtet at meddele Tilladelse til paa en Søndagsormiddag Kl. 11 at afholde en Forsamling, til hvilken tvende Cigarmagere agtede at indkalde samtlige Cigarmagere heri Staden, og har Andrageren anholdt om, at der maa blive indledet en Undersøgelse til nærmere Oplysning om Hr. Etatsraadens Forhold i de omhandlede Retninger."

Foranlediget heraf skulde Ministeriet, idet man efter Omstændighederne i dette Tilfælde skal se bort fra, at Andrageren med Hensyn til flere Punkter ikke har godtgjort nogen berettigelse til at optræde paa deres Vegne, der vilde have været de rette Klagere, tjenstligst anmode Hr. Etatsraaden om at tilkendegive ham, at Ministeriet efter de modtagne Oplysninger maa anse Besværingen for ubeføjet.

Hvilket jeg ikke undlader herved tjenstligst at meddele til fornøden Efterretning

Crone."

Skrivelsen taler selv saa tydeligt, at vi ikke finder det fornødent at ledsage den med nogen Kommentar. Men det kunde være ret morsomt at saa at vide, hvor Ministeriet har hentet de "modtagne Oplysninger", om det har søgt dem andre Steder end hos Politimesteren. Vi har al Grund til at tro, at kun Hr. Crone er bleven "forhørt", og det er derfor ikke saa sært, at Ministeriet "maa anse Besværingen for ubeføjet."

(Socialisten 23. december 1871).

Om Arbejderbevægelsen i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev, dateret den 29de Rovbr.) I Mandags Aftes holdt Skomagersvendene et Møde i Nr. 27 i Adelgaden for at drøfte Arbeidersagen. De bleve enige om at forlange en Arbeidsforhøielse, der dog bedst kunde ordnes ad Mindelighedens Vei med Mestrene. Svendene sammenstod en Sum af 22 Mk. til Grundfond for den internationale Arbeiderforenings Strikekasse for Skomagere. Ligeledes samledes Sektionsformændene for de forskjellige Fag. Deres Tal er fortiden 47, men der er allerede stor Trang til at vælge endel nye. Der holdtes Taler af Brix og Flere. Forhandlingerne var særlig angaaende Kontingentets Opkrævning. I Tirsdags Aftes holdt Smedene Forsamling paa samme Sted. Der valgtes 2 nye Formænd, Ploug og Weis, og Strikelovene vedtoges enstemmigt. Sommer talte over Arbejderbevægelsen i de forskjellige Lande og betegnede den nærværende Tid som Tidens Fulde for Arbejdernes fremkomne berettigede Fordringer. Derpaa var den blandede Sektion samlet og valgte 2 nye Sektionsformænd, nemlig F. Hertz og Kunstdreier Lundqvist. Brix og Sommer ledede Forhandlingen. Sidstnævnte holdt et længere Foredrag, hvori han særlig fremhævede, hvad Internationale havde at betyde. Man havde sagt, at den vilde opløse Samfundsordenen. I en Forstand kunde man ikke nægte, at den nedrev en betydelig Del Skillevægge, saaledes de Nationalitetsskillevægge, der havde holdt Arbeiderne adskilte, saa at den ene havde betragtet den anden med onde Øine og et ufordrageligt Sind. Internationale smeltede Arbeideme sammen i Fordragelighed, Sammenhold og Enighed for at kæmpe til et fælles Maal, Arbejdets Frigjørelse! At Arbeideme havde været fomretlede og tilsidesatte, det indrømmede selv Modstandeme, men derfor rørte de dem dog ikke af Stedet for at lindre Arbeidemes tunge Kaar. Men hvorlænge troede man, at Arbeiderne vilde lade sig smøre om Munden med søde Talemaader og tomme Indrømmelser, nu de ere opvaagnede til Selvtænkning! Magistraten nægter dem at samles i et passende Lokale for at drøfte deres egne alvorlige Anliggender, og nu kommer Politiet og vil forhindre Trykningen af Bladet "Socialisten"! Det gjalt imidlertid for Arbeideme ikke at lade sig forlede til tomme unyttige Demonstrationer, der kun vilde skade deres Sag, og som dennes Modstandere maaske endog kunde ønske at fremkalde, Xylograf L. Toucher talte om de Urimeligheder og Svingninger, der kunde paavises i den saakaldte nationale Politik. Vi Danske havde hadet Svenskerne fra 1815 til 1848, saa vendte det sig til Kjærlighed mod Svenskere og Had mod Tydskere. Siden 1864, da "ham selv og de 22,000" udeblev, var Kjærligheden betydelig kølnet og mulig kunde den Dag komme, da man med Glæde vilde se paa, at Tydskerne bankede Svenskerne. Taleren havde i mange Aar omgaaedes de nationale Politikere, men nu havde han faaet Øinene op for deres uholdbare og ufomuftige Politik. Brix sluttede Mødet Kl. 10½ efter at der var udbragt et Hurra for ham og et for Intemationales Bestyrelse. Der er al Grund til al antage, at Bladet "Socialisten" ikke vil udkomme paa Løverdag, da det hidtil har været umuligt at faa noget Trykkeri til at paatage sig Trykningen.

(Aarhus Amtstidende 1. december 1871)

Lauritz Olsen (1834-1899): F. A. Hertz (1831-1925), socialist og redaktør. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Ombæring af Tavler. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur! Tillad mig igjennem Deres ærede Blad at gjøre opmærksom paa en i Hovedstadens Kirker stedfindende Ustik. Jeg vil ikke omtale den evindelige Gaaen og Kommen, som end ikke standser under Bønnen, heller ikke at Kirkegangen for Mange faaer Charakteren af en Forestilling, idet de komme netop naar Prædikenen begynder og gaae igjen øjeblikkelig, naar den er endt - Alt dette kan vel neppe være anderledes i en stor By, hvor saa mange Slags Mennesker færdes; hvad jeg vil omtale er den Uskik der fra Kirkebestyrelsens Side finder Sted, idet den endnu lader Tavlerne ombære. Jeg er fra Provindserne, og i den Kirke, hvor jeg hører hjemme, er det flere Aar siden, at Tavlernes Ombæring ophørte, og at der istedetfor dem blev hensat Bøsser i "Vaabenhusene" ved Indgangene. Desto mere maa det derfor støde mig, at man her i Hovedstaden, hvor der fremfor andre Steder burde sørges for en god Kirkeorden, endnu lader Tavlerne ombære. Saasnart Prædikenen er begyndt, opmarchere disse 4 a 6 Tavler med den derfra uadskillelige Forstyrrelse og Klingren med Skillingerne, og man maa undres over, at Præsterne i det Hele taget formaae at løfte Menigheden bort fra det Materielle, paa samme Tid som Tavlebærerne ved deres Pegen med Tavlen søge at henlede Opmærksomheden paa det. Det kan dog ikke feile, at mangen Præst i sit Hjerte maa føle sig saaret ved denne Forstyrrelse, forsaavidt som Vanen ikke har støvet denne naturlige Følelse.

Og hvem er det saa, til hvis Fordeel Tavlerne bæres om? Det er til Bedste for Kirken, for Præst, Catechet, Capellan osv Men er virkelig Kirken og Præsterne saa slet stillede her i Hovedstaden, at de maae lade samle Bidrag til deres Underhold? Præsterne, forekommer det mig, maatte langt foretrække, at der udstilledes Bøsser for dem, end at der paa denne forstyrrende og stødende Maade opfordres til at yde Bidrag. Man vilde ofte med Glæde lægge sin Gave i en Bøsse til Den, ved hvis Forkyndelse af Ordet man var bleven opbygget.

Meest Anstød vækker det dog, at ikke engang Communen undseer sig for ved Kirketavler at indsamle Bidrag til sig selv. Ialfald staaer der paa en af Tavlerne i Holmens Kirke "Fattigvæsenet". Men "Fattigvæsenet" er ikke de Fattige eller "de Fattiges Kasse", som Mange maaskee troe; ved "Fattigvæsenet" forstaaes efter almindelig Sprogbrug den communale Fattigunderstøttelse, og Alt, hvad der gives i den Tavle, bliver derfor ikke til Fordeel for de Fattige og Trængende, men til Fordeel for Kjøbenhavns Skatteydere. Men at Kommunen vil tillade, at de Kirkesøgende blive prellede om Bidrag til Lettelse for Skatteyderne, er mere, end jeg kan forstaae, og jeg vil helst troe, at man slet ikke er bleven opmærksom paa dette upassende forhold. I den øvrige Deel af Landet afskaffedes det ved Lov af 8de Marts 1856 om frivillig Fattigunderstøttelse, og det er mærkværdigt, at det desuagtet er vedblevet her i Kjøbenhavn.

Med Ønsket om en Forandring af disse Forhold i Hovestadens Kirker og i Haabet om, at det muligviis kunde bidrage til en Ændring, at det offentlig fremstilledes, er det, at jeg tillader mig Fremsendelsen af Nærværende til Optagelse i Deres ærede Blad.

N.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1871).

Kvindesamfundet. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindesamfundet. Iaftes afholdt Kvindesamfundet et offentligt, talrigt besøgt Møde i Viingaardstræde Nr. 6. Mødet aabnedes af Hr. Fr. Bajer, som oplyste, at dette Samfund oprindelig var bleven stiftet i Genf som en international Forening, men at den danske Afdeling nu havde besluttet at udstille sig og være selvstændig. Med nogle faa Ord antydede han Foreningens Formaal, som for Øieblikket navnlig maatte være at lette de kvindelige Arbejderes trykkede Stilling, og gav derpaa Ordet til Pastor Christiani, som begyndte med at fralægge Kvindesamfundet enhver Overeensstemmelse med den nyere Emancipationsidee, saaledes som den var optraadt navnlig i Amerika og England. Samfundets Formaal skulde være at frigjøre Kvinden, men ikke saaledes at det Skjønne, Dybe, det, som egentlig gjør Kvinden til Kvinde, gik tabt. Man havde villet anvise Kvinden en aandløs Stilling i Samfundet, en tjenende Rolle; hun skulde være som et Slags Baggrund for Mandens Gjerninger. Der laa heri en Antydning om, at Kvinden ikke selv havde nogen Aand. Mange Kvinder havde baade kunnet tale og handle: men det var bleven anseet for Intet, fordi det ikke kom fra en Mand. Han (Taleren) havde den personlige Erfaring, at Kvinden er ligesaa begavet som Manden, at hun, ligesaavel som han, har Ret til at være med i Aandens Gjerninger. Han troede ikke, at Videnskab eller Oplysning vilde træde hindrende op i Kjærlighedslivet, som "ganske vist er Kvindens egentlige Bestemmelse". Kvinden burde have den samme Ret som Manden til at vælge og lade sig vælge til Rigsdagen og Communen. Det var imidlertid ingenlunde Kvindesamfundets Mening at reformere Verden i denne Henseende, selv om det var istand dertil; en altfor hurtig Fremgangsmaade kunde kun lede til politisk og socialt Kandestøberi. Det var foreløbig kun Samfundets Hensigt at levendegjøre Tanken om Kvindens Undertrykkelse saaledes, at Enhver følte det og var sig det bevidst - Aanden vilde da nok selv skaffe sig Plads. Samfundets Gjerning gjaldt ikke alene de ulykkelige Kvinder; det skulde ikke blot være et Skjold og Værn for dem, der lide, men for alle Kvinder. Det var Oplysning, Kvinden havde Trang til: i den Retning skulde man virke, Oplysning i samme Maalestok og paa samme Maade, som den gives Manden. Taleren endte med al anbefale Samfundet til alle danske Mænd og Kvinder, der ville lægge Haand og Hjerte til for delte Formaals Opnaaelse. 

Efter Anmodning meddele vi, at Indtegning i "Kvindesamfundet" kan skee hos Boghandler L. A. Jørgensen, Høibroplads Nr. 10.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. november 1871).

- Kvindesagens foreløbige Venner havde til iaftes indstævnet et Møde her i Byen i Salen i Vingaardsstræde Nr. 6, hvor der var mødt adskillige Tilhørere og Tilhørerinder, for hvilke Højskolelærer, Lieutenant Bajer, i faa Ord og Pastor Christian i i et længere Foredrag antydede, hvad Formaalet var, og paa hvilket Punkt Bestræbelserne for Øjeblikket stode. Man vil af forskjellige og vistnok gyldige Grunde ophøre med at danne en dansk Filialforening af Association internationale des femmes (i Genéve), idet man haaber at vinde flere Medlemmer til og større Udbytte af et særskilt dansk Kvindesamfund. I Henhold til den Stilling, som "Fædrelandet" har indtaget til det begyndende Røre, Kvindesagen vedkommende, i Anledning af Udgivelsen af Mills Bog osv., kunne vi i det Hele anbefale Velviilie overfor de Skridt, som Kvindesamfundet synes at ville foretage; men vi kunne kun gjøre det med Forbehold, fordi dettes Tendenser i det Enkelte hidtil ere temmelig uklare. Det var i alt Fald ikke godt at komme paa det Rene dermed efter Pastor Christiania Foredrag igaar. Dette kunde vel kaldes baade livligt og aandrigt, men det var ikke at blive klog paa, hvor vidt Kvindesamfundets Emancipationsbestræbelser egenlig tænkes at skulle gaa, og endnu mindre fik man Rede paa de Midler, ved hvilke Sagen praktisk skulde sættes i Værk. Hr. Christian! vilde nemlig ikke blot Intet have at gjøre med den tidligere (amerikanske?) Emancipation, som han fandt vanvittig, og hvis Adfærd han stemplede som Narrevæsen; men han syntes endog at holde paa en større Forskjel mellem Mandens og Kvindens Anlæg og Evner, end f. Ex. Stuart Mill. Han stillede Mand og Kvinde til hinanden som Aand og Hjerte, men vilde dog have, at Kvinden ligesaa fuldt som Manden skulde have Adgang til "Oplysning2, og slog dette Begreb sammen med "Videnskabelighed", idet han dog syntes at mene, at "Latin" var temmelig overflødigt. Han antydede, at Kvinden viser større Lyst end Manden til at møde, hvor "Aandens Klokker lyde",  og al Kvinden altid vilde behandle de aandelige (videnskabelige?) Ting paa en særegen Maade. Han talte smukt om, at de Kvinder, der føle sig lykkelige, allermest burde være villige til at tage Del i en Gjerning, hvis Maal er at hjælpe alle Kvinder, blandt hvilke mange vitterlig ere ilde stedte, men at forøvrigt det nærmeste Maal burde være at vække Kvinderne til Følelse af, at deres lykkelige Stilling ofte er en virkelig Ulykke. Han holdt overhoved paa, at Kvindesamfundets første Opgave maatte være at berede Sindene, men ikke at reformere Samfundet i Øjeblikket. Det var dog alligevel ikke Smaating, han stillede i Udsigt, idet han f. Ex. tilkjendte Kvinderne Ret til at vælge - som det syntes, ogsaa til at vælges - til Rigsdag og Kommune. Han sammenlignede mange af de Indvendinger, som gjøres mod Emancipation af denne eller hin Art, med Ellefolk, som ere hule i Ryggen, og erklærede dem tildels for Fordomme, der ligesom Trolde vilde dø, naar de kom frem for Lyset; men han indlod sig ikke paa nogen virkelig Belysning af disse "Trolde". Han klarede overhoved slet ikke nogen Indvending; hele hans Foredrag var holdt i en vækkende, men meget lidt oplysende Billedstil. Vi tro ikke, at Sagen er vel tjent med en saadan svævende Behandling. Er det sandt, at Kvinden er saa særlig redebon til at give Møde, hvor Aandens Klokker lyde, saa maa det vel være Meningen, at det er Aandsindholdet, som hun skal høre efter, og ikke selve Klokkelyden, hvor velklingende denne end kan være. Vi antage det for givet, at hvis Kvindesamfundet skal vinde Udbredelse og gjøre Gavn, saa maa det have positive Formaal, for hvilke det vil virke gjennem en fast Organisation. I modsat Fald ville selv de mest aandrige Foredrag ikke hjælpe Kvinderne ud over den omtalte "Aandløshed", men kun ind i uklare Fantasterier.

(Fædrelandet 25. november 1871).

Hr Redaktør! Naar det i Deres ærede Blad af 25. ds. hedder, at jeg den foregaaende Aften i "Kvindesamfundet" havde "anbefalet visse kvindelige Arbejdere at gjøre Skrue netop i denne Tid", er dette meget mistydeligt uden nærmere Forklaring. Jeg henviste til Hr Erik Bøghs Tanke i Folkets Avis den 23de ds. (under Dit og Dat. Slutn ), idet jeg opfordrede de velhavende Damer, som i denne Tid med Julen for Øje arbejde i hvidt og kulørt Broderi m. m , at gjøre en Skrue, "omvendt Skrue", eller "Modskrue," til Fordel for de fattige Arbejdersker. Jeg bad dem nedlægge Arbejdet til Fordel for de fattige, og selv at bruge den saaledes indvundne lid til endnu engang, som Medlemmer af "Kvindesamfundet", at virke for de egenlige Arbejdersker.

Mindre Vægt lægger jeg paa, at jeg ikke talte om at hæve Kvinden i "sædelig og moralsk", men I "sædelig og økonomisk" Henseende, o. Lign. Dog vilde jeg være Dem taknemlig, om De vilde lade ogsaa denne Rettelse komme til Deres ærede Læseres Kundskab.

Ærbødigst
Frederik Bajer.

(Dagbladet (København) 30. november 1871.

Hoffs Svovlstikfabrik i Randers. (Efterskrift til Politivennen)

Om Svovlstikfabriken i Randers. Som vi ser af en Stævning agter Svovlstikkefabrikant Hoff i Randers at anlægge Sag mod os for vore Udtalelser om Børnearbejdet i hans Fabrik. For at give bemeldte Hr. Hoff en yderligere Opmuntring til hans vanskelige Foretagende, skal vi meddele en Oplysning, vi i disse Dage har modtaget fra en Borger i Randers:

"Paa Hr. Hoffs Fabrik arbejder der et halvt Hundrede Børn (undertiden noget over, undertiden noget under), i en Alder fra 7 a 8 indtil 14 Aar. En af Drengene døde for nogen Tid siden. Han var i lang Tid bleven syg og var endog undertiden besvimet, naar Svovlningen af Stykkerne foregik. I det Hele taget behøver man kun at opholde sig to Minutter i et af Arbejdslokalerne for øjeblikkelig at indse, hvor farlig og skadelig Arbejdet er for Børnene.

Hr. Hoffs Søn, der bestyrer Fabriken, regalerer ikke saa sjældent de smaa Børn med diverse Lussinger, naar de ikke arbejder ham hurtigt nok. Arbejdslønnen der nok tidligere var 1 Skilling pr. Ramme, er nu kun 1/3 Skilling. Istedetfor at der paa Fabriken burde være en Spisestue, maa Børnene nu, naar de vil indtage deres turre og knappe Maaltid, gøre dette enten i Gaarden. hvad der jo ej kan være Tale om ved Vintertid, eller i et af de usunde Fabriklokaler, hvad der selvfølgelig er i højeste Grad nedbrydende for Helbredet.

Hvis det kan more Hr. Hoff at anlægge Sag imod os, saa under vi ham gerne den Fornøjelse, da det bliver ham selv, der kommer til at betale Gildet: men vi vil gøre ham opmærksom paa, at en Sagsanlæggelse ikke er det samme som en Gendrivelse. Hvis han vil overbevise Publikum, saa lad ham skaffe en Attest fra den Læge, der har behandlet Barnet. Kan denne med rolig Samvittighed og uden Forbehold erklære, at Barnets Død ikke kan siges at vare bevirket eller i høj Grad fremskyndet ved Opholdet i Hr. Hoffs stinkende Lokaler, saa har han renset sig, men ogsaa først da!

(Socialisten 18. november 1871).

Svovlstiksfabrikation i Randers. I "Randers Dagblad" for i Mandags læstes Følgende: En Artikel i "Socialistens" 17de Rumer omtaler til Slutningen den herværendc Svovlstikfabrik, og fortæller, at der i denne arbeider 100 ganske smaa Børn i den nedrigste Stank og i det sletteste Locale, samt at et af Børnene for kort Tid siden er død ved Forgiftning. Hele Beretningen er usand, og uden at indlade os paa noget Videre kunne vi kun ansee det Hele for et hadefuldt Udfald imod Fabrikens Eier. Dersom Meddeleren, istedetfor at opfordre Overlærer Albrectsen og Assessor Bruhn dertil, selv vilde ulejlige sig til Fabriken, saa vilde han komme til Kundskab om, at Localerne ere rummelige, at der kun beskjæftiges nogle og tredive ikke ganske smaa Børn i disse, at intet Barn har været sygt og langt mindre noget er død af Forgiftelse. Fra sikker Kilde vide vi, at det største Antal Børn, der har været beskjæftigede paa Fabriken, er halvtredsindtyve, og det er idetmindste os ubekjendt, at der nogensinde har hersket Sygdom eller Forgiftelse iblandt disse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. november 1871)

I august 1872 blev Harald Brix (1841-1881) som redaktør af Socialisten dømt for injurier mod fabrikant Hoff og fik en bøde på 100 Rd. eller simpelt fængsel i 30 dage, samt at betale for sagens omkostninger (25 rdl).

Fabrikken lå i Vestergade 505 i Randers. Carl Frederik Emil Hoff havde i 1864 købt Søren Larsen Sørensens købmandshandel og svovlstikfabrik og flyttet den til sin egen købmandsgård. Den skiftede navn til Randers Tændstikfabrik og lavede som den første i Danmark sikkerhedstændstikker. I 1866 beskæftigede den over 50 arbejdere, primært børn. Fabrikken udvidedes i 1868. Den var udsat for en række brande. I 1872 indgik Anders Sørensen og Hoff en aftale om forhøjelse af deres priser. Sønnen Ernst Hoff overtog i 1873 fabrikken. Den gamle Hoff døde af gigtfeber. Fabrikken fik konkurrence fra H.E. Gosch, og efter en brand 22. oktober 1881 der ødelagde fabrikken, solgte Ernst Hoff fabrikken i 1884 til Just Abildgaard,  Peter Justesen og konsul Michaelsen. Randers Tændstikfabrik blev herefter et aktieselskab under navnet "Tændstikfabrikken Merkur".