Elise Sophie Møller. (Efterskrift til Politivennen)

Et Nutidsdrama. Om Formiddagen den 14de September i. 21. indfandt en paa Frederikssundsvejen boende Jernstøberarbeider sig paa Nordre Birks Kontor og anmeldte, at hans Hustru, den mange Gange tidligere straffede Elise Sophie Møller, formentlig havde gjort Forsøg paa at bibringe ham Gift. Anmelderen, der er 33 Aar gammel, blev i September 1870 viet til sin ovennævnte Hustru, der er 41 Aar gammel. Denne, som allerede under hendes Ophold i Straffeanstalten paa Kristianshavn havde omtalt, at der ventede hende en større Arv, som hun opgav at vare 12,000 Rd. og senere 18 og 25,000 Rd., beredte paa denne Maade efter Giftermaalet sin Mand en stor Skuffelse og dels paa Grund Heraf, dels fordi hun troede, at Manden ønskede at fortsætte Samlivet med et Fruentimmer, med hvem han forinden sit Ægteskab havde 4 Børn, blev deres ægteskabelige Samliv snart meget ulykkeligt. Søndagen den 10de var der atter Uenighed mellem dem paa Grund at, at Manden var kommen sent hjem Aftenen forud, ligesom Konen havde bragt i Erfaring, at han igjen havde talt med det ovennævnte Fruentimmer, og i sin Ophidselse herover brugte Konen nogle Ord, som Manden opfattede som en Trusel om, at hun vilde gjøre en Ulykke paa ham. Nogle Dage efter, da Manden var gaaet ind til sin i Stedet ved Siden af boende Broder, medens hans Kone vilde tillave Aftensmaden, traf han det med ham tidligere samlevende Fruentimmer, og da hans Hustru en halv Time efter kom for at hente ham hjem, traf hun saaledes sammen med sin Rivalinde, med hvem hun geraadede i et heftigt Skænderi. Hun overtalte endelig sin Mand til at følge med hjem, hvor Manden kort efter satte sig til Aftensbordet, medens Konen gik omkring og syslede med sin Husgjerning. Han nød en Snaps til sin Mad og sagde nu til sin Hustru: "Har Du ikke noget Øl", hvorpaa hun tog en Helflaske og rakte ham med de Ord: "Her er lidt til Rest fra iaftes". Han satte nu Flasken for Munden og tog sig en god Slurk, men mærkede strax en stærk, brændende Fornemmelse i Brystet og Halsen. I samme Øieblik foer han op af Sofaen med de Ord: "Hvad! Vil Du forgive mig?" og snappede i en Fart Flasken og sin Kaskjet for at ile bort. Konen løb imidlertid, uden at sige et Ord, ud af Værelset foran Manden og nedad Trappen til Gadedøren, hvor hun, da Manden ligeledes kom ned, hurtig aflaasede Døren og stak Nøglen i Lommen. Manden forlangte nu Nøglen, da han var nærved at kvæles og maatte ud for at faa Hjælp, og da Konen ikke vilde udlevere Neglen, sprængte han Døren og ilede ind til sin Broder, hvor han ved Nydelsen af Salt og Mælk kom til at kaste op. Han gik derpaaa tilligemed sin ovennævnte tidligere Konkubine ind paa Nørrebroes Apothek, hvor han erfarede, at der var blandet Saltsyre i Øllet i Flasken. Under den mod Elise Sophie Møller indledede Undersøgelse har hun imidlertid vedholdende og bestemt fralagt sig enhversomhelst forbryderisk Hensigt og uagtet der under Sagen blev tilveiebragt en meget høi Grad af sandsynlighed for hendes Brøde, kunde hun dog ikke dømmes af Mangel paa Bevis. Imidlertid var det under Undersøgelsen bleven oplyst. at Arrestantinten en Dag i August Maaned f. A. havde gjort sig skyldig i ulovlig Omgang med Hittegods, idet hun den ommeldte Dag i Falkoneralleen fandt et saakaldet Svingboer, som hun undlod at fremlyse og senere panlsatte. Arrestantinden, der er 41 Aar gl. og flere Gange er anset for Tyveri, senest ved Kriminal- og Politirettene Dom af 17de Septbr. 1861 ifølge Frd. 11te April 1840 § 16 med Tugthusarbeide i 8 Aar, kunde saaledes ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom i Henhold til Straffelovens § 247 straffes med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Middelfart Avis 12. januar 1872)

“Elise Sofie Johansen eller Møller, Jensen eller Hansens Hustrue, født 1839. 1, 4 og 8 Aar: prn:(?). See mist:: Prot: G. Pag: 240.” Fotograf: V. E. Svendsens Efterfs Fotografi Atelier, Nørrebrogade 12, Kbh. “Löbe Nr 6857 for fremtidige Bestillinger.” [1871/1872]. Foto Genealogisk Forlag.

Kvindens Frigørelse. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindens Frigørelse.

Man er saa tilbøjelig til at tro, at de Ideer om Frihed og ligeberettigelse, der nu synes at skulle bryde igennem, er nyopfundne Fantasterier, der fremsættes af "upraktiske Sværmere"; men har man lidt Kendskab til det egentlige Folk i Fortiden, da vil man vide, at disse Tanker har gæret i Massernes Bevidsthed gennem mange Aarhundeeder, før de har naaet at komme saa nær op til Begivenhedernes Overflade. Der gives, som den vise Salomon siger, intet Nyt under Solen; hvad der nu fuldmodent bryder ud og griber den store Mængde har mange Gange tidligere været fremsat af enkelte, oplyste Mænd, hvis Tankegang har været forud for deres Samtid; og har disse enkelte i fjerneste Maade naaet at se Resultater af deres Virksomhed, har de end maattet lide for deres første Overbevisning, saa vil de dog for Forskeren stedse staa som de Banebrydere, hvem Menneskeslægten skylder en evig Taknemlighed. 

Vi har flere Gange paavist, at de politiske Frihedsideer, som i. Eks. fremkom i den franske Revolution, var Resultaterne af en Bevægelse, hvis første Spor ligger i den tidlige Middelalder, og for den saakaldte "Kvindeemancipations" Vedkommende, som vi idag vil omtale, gælder akkurat det samme. I Anledning af Stuart Mills Bog om dette Emne, havde "Berlingske Tidende" i sin Tid en Artikel, som med den Uvidenhed og Overfladiskhed, der udmærker Alt hvad der fremkommer i det nævnte Blad, sætter Bevægelsens Begyndelse til Slutningen af forrige Aarhundrede. Dette er aldeles falsk. Saavel fra Midten af det 16de, som især fra Midten af det 17de Aarhundrede eksisterer der en rig Literatur, der behandler dette Spørgsmaal, og enkelte af disse Bøger er endog med ganske faa Forandringer dukket op igen i den nyere Tid, da Spørgsmaalet paany er blevet "brændende". *)

Hvad Fortiden har tænkt og troet, kan imidlertid vel være interessant at gøre sig bekendt med, men det Vigtigste for os, der lever i Reformernes Tidsalder, bliver dog ved en omhyggelig Undersøgelse af selve Sagen at drage de faktiske Forhold frem for at se, hvor Fejlen ligger, og ad hvilken Vej Hjælpen skal søges.

Men allerede ved det første Blik paa Kvindens Stilling i Samfundet vil der være to forskellige Opgaver, den første at undersøge, hvorledes Kvindens Forhold er i det Hele taget, den anden, hvorledes hendes Stilling er specielt som Arbejderske. Vi har, strængt taget, kun med det sidste Spørgsmaal at bestille; men det hænger dog saa nøje sammen med det første, at en forudgaaende Omtale af dette er absolut nødvendig.

* * *

Historien lærer os ganske vist, saa langt vi end gaar tilbage, at Kvinden har været Manden underordnet, undertiden endog ligefrem hans Slave; men skulde denne Grund have afgørende Betydning, saa vilde den samme Bevisførelse i sin Tid have foraarsaget, at Trældommen aldrig var bleven afskaffet, ti denne havde ogsaa Aartusinders Hævd. Vi maa derfor gaa over til at spørge, om der i selve de naturlige Forhold maaske er en Grund hertil. Hvad Legemsstyrken angaar vil vi ikke faa nogen Afgørelse; Kvinden er vel svagere bygget end Manden, men det er Opdragelsen Skyld, der gennem saa lang Tid har fordømt den ene Halvdel af Menneskeslægten til at sysle med Arbejder, som ikke kan tjene til at styrke og udvikle de fysiske Kræfter. Hvor dette i mindre Grad har været Tilfældet, f. Eks. iblandt Bondestanden, der vil man heller ikke træffe stor Forskel i denne Henseende. Aandelige Evner kan man næppe nægte, at Kvinden besidder i lige saa høj Grad som Manden: er der enkelte Retninger, hvori hun synes svagere, saa er der til Gengæld andre, i hvilke hun langt overgaar ham.

Men trods dette underkues hun ved alle Lejligheder. Hendes Opdragelse er slet, og beregnet paa hendes fremtidige Umyndighedsstand hun vænnes til at beskæftige sig med Ubetydeligheder, til ikke at kunde undvære Mandens Beskyttelse, til at tie i alle offentlige Anliggender, som dog ligesaavel angaar hende som ham, hun bliver endelig, naar hun er voksen, stillet imellem to lige vanskelige Valg; enten blindt at kaste sig i Armene paa en Mand, som kan forsørge hende, og hvem kun i de færreste Tilfælde kender tilstrækkeligt til at kunne vide om hun vil komme til at elske ham, eller at sidde Livet igennem som "gammel Jomfru"; en sandelig ikke misundelsesværdig Stilling, der tidt forhaanes at Folk, og hvorfor? Fordi den er unaturlig, fordi den i sin nuværende Skikkelse er et Vrængebillede af et Menneskeliv. Og opnaar hun den "Lykke" at blive gift, saa begynder Ubehagelighederne først ret. Hendes Liv gaar hen med Smaaskænderier over Ubetydeligheder dels med Manden, dels med Tjenstefolkene, faar hun Børn, saa optager disse den øvrige Tid, og faar hun ingen, saa fordømmer den gode Tone hende til at sidde og kede sig alene hele Dagen, mens Manden gaar til Forretningerne, hvis hun ikke foretrækker at gaa aldeles op i Gulvvask og Madlavning.

Ja, kan man svare, men er ikke Børneopdragelsen eller endog alene Styrelsen af Huset en saa vanskelig Pligt, at dets Opfyldelse med Rette kan lægge Beslag paa et Menneskes hele Liv. Nej, og atter nej! Bliver Børnenes Opdragelse virkelig alene overladt til Moderen, saa bliver Børnene i et af ti Tilfælde forhærdede, og hvad Husholdningen angaar, da fordrer Moden ogsaa, hvis Pengene tillader det, at der baade holdes Husjomfru og Pige, eller idetmindste det sidste. Men hvor bliver saa Hustruens Gerning af?

Hvad vi her har sagt gælder navnlig Storborgerinderne, om muligt endnu værre er Forholdet, naar vi kommer ned til Arbejderklassen. Her er det ikke Tale om Huslighed eller Børneopdragelse. Konen maa arbejde med, hvis Familien ikke skal sulte. I Virksomhed paa Fabriken eller ved andet Arbejde fra den tidlige Morgen til sent om Aftenen, maa hun overlade de mindre Barn til deres Skæbne, medens de større faar deres Opdragelse paa Gaden eller i de usunde, helbredsfarlige Fabriklokaler. Skal hun sy eller lave Mad, bliver det Ekstra- og Hastværksarbejde; Husligheden forsvinder og den unge Pige forvandles i faa Aar ved et strængt Arbejde og Næringssorger til en bleg, hentæret Skikkelse, som Manden med et Slags Samvittighedsnag undgaar Synet af ved at løbe paa Kroen, hvor han drikker sine Penge op og spilder sin Tid.

Vel ved vi, at det ikke er saaledes overalt, der findes ogsaa Familier blandt Arbejderne, hvor der hersker Orden og Hyggelighed og hvor Familielivets mange gode Sider faar Lov til at udvikle sig. Men saadanne Tilfælde er Undtagelser; den Udvikling, som vort nuværende Samfund faar, vil om kort Tid ødelægge Familielivet saavel i de højere, som i de lavere Klasser Og vel at mærke, den vil ødelægge det Gode deri uden at borttage bet Onde; Præstevielsen, det uopløselige Baand, beholdes medens Husligheden gaar tilgrunde.

Men hvorledes stiller Socialismen sig nu ligeoverfor det moderne Ægteskab? Vil vi opløse det i den Forstand, at vi vil tvinge noget Menneske til at bære sig anderledes ad end tidligere, naar han vil gifte sig? Nej, aldeles ikke. Det er os ligegydigt, hvorledes en Mand arrangerer sig med sin tilkommende Kone; det er os ligegyldigt om han saa tager tre Præster tilhjælp, naar han skal belægges med "Hymens Lænker." men det er os selvfølgelig ogsaa aldeles ligegyldigt, om han saa slet ingen Præsts Bistand ønsker. Hermed mener vi ikke, at Folk aldeles ingen Love skal være underkastede, naar de gifter sig, men vi har tænkt, at hvis de for de verdslige Myndigheder sluttede den til for Pengeforholdenes Skyld nødvendige Ægteskabskontrakt, saa maatte det aldeles bero paa Vedkommende selv, om de bagefter ønsker Kirkens Bistand eller mener at kunne undvære den. Og hvad vi navnlig lægger Vægt paa er, at det Baand, der knyttes, ikke bliver saa vanskeligt at løse, som det nu er. Hvis der virkelig for et Par ÆgtefoIk kommer Grunde tilstede, der kunde gøre det ønskeligt at skilles, da bør de kunne gøre det uden Hinder og uden at det skal betragtes som en Skam. For Øjeblikket er Forholdets Løsning nemlig forbunden med saa mange Omstændigheder, at mange tvinges til at leve i et sandt Helvede med hinanden, medens de ved at gaa hver sin Vej vilde kunne undgnaa den Ulykke, hele sit Liv at maatte lide for at maaske ubesindigt Skridt, der er foretaget i Ungdommen. Vi er ogsaa overbeviste om, at selve den Tanke at kunne blive fri, vilde forsone Mange med Ægteskabets Ubehageligheder.

Men vi indrømmer, at det ved en saadan Ordning maaske vilde komme til at gaa ud over Kvinderne, hvis de vedblev at være saa undertrykte som hidtil. Der maa derfor ske en Forandring heri, og denne skal vi omtale i et følgende Numer.

*) Hvis [Forf.] skulde ønske nærmere Opløsninger om denne Literatur, vil han kunde faa dem paa det kongetige Bibliothek, hvor der findes omtrent en Snes af disse Bøger

(Socialisten 23. december 1871).

Arbejderforholdene paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Lidt om Arbejderforholdene paa Vandet.

Indsendt.

Arbeidsrøret har jo nu vækket en stor Del Arbeidere. Arbeiderne indsee, at der kan gjøres noget for at forbedre deres usle Kaar. Men det har ogsaa vækket Storborgerne, og man hører allerede en stor Del vedgaa, at Arbeiderens Stilling i Samfundet er slet; men endel kvæder endnu den gamle Vise, at naar Arbeideren er flittig og afbenytter Tiden godt, kan han og Familie leve anstændigt. De lange Vinteraftener kan der fortienes en Del ved at binde Kurve, flette Maatter og slige Ting. De Mænd, som bruge disse Talemaader, maa ikke kjende Arbeidsforholdene paa Landet tilgavns, eller ogsaa maa de være Mennesker, som ikke have Hjerte for andre end dem selv.

Da jeg er født paa Landet og nøie bekjendt baade med Arbeidstiden og hvad en Arbeidsmand kan fortjene et Aar om, skal jeg forsøge at fremsætte en Opgjørelse deraf. Arbejdstiden paa Landet retter sig ikke efter Taarnuhret som i de store Byer. Om Sommeren er Arbeidstiden paa Landet fra Solopgang og til Solnedgang, med Undtagelse af en halv Time Formiddag og Eftermiddag til Spisetid, og fra Kl. 12-2 om Middagen ligeledes til Spise- og Fritid. Der kan vist Ingen klage paa, at dette jo er en tilstrækkelig lang Arbejdstid; men saa er det hen paa Efteraaret og om Vinteren, man raaber paa, at Arbeidsmanden har saa megen Fritid. Lad os se lidt nøiere paa den Ting. Om Efteraaret og Vinteren gjælde Solen ikke mere for Arbejdstiden; saasnart det gryer ad Dag, og som oftest allerede Kl. 6 om Morgenen, møder Arbeidsmanden, baade den som skal tærske i Loen og den som skal grave Marken, der er det meste Arbeide paa Landet om Vinteren, og dermed fortsættes, med Undtagelse af den nødvendige Spisetid, til Kl. 5½ om Eftermiddagen. Men Kl. 5½ maa han ikke gaa hjem og begynde at flette Kurve, saa skal der spises Mellemmad, som vi kalde det paa gammel Jydsk, og dertil bruges en halv Time, saa Kl. 6. Derefter skal der skjæres Hakkelse til Hestene; der skal Arbeidsmanden ogsaa hjælpe til; dette tager en god halv Time, saa er Kl. 6½ og nu skal der spises Aftensmad. Kl. er nu 7, og endelig maa Arbeidsmanden gaa hjem. Dersom han nu har et lille Stykke Vei at gaa inden han naar sit Hjem, saa bliver Kl. henved 7½. Den Tid der saa er tilbage indtil han lægger sine trætte Lemmer til Hvile, den maatte han altsaa ikke bruge til at læse i en god Bog eller til at underholde sig med sin Familie, som han er skilt fra hver Dag; men saa fordres der, at han skal binde Kurve eller forrette andet Aftenarbeide, som der igrunden Ingenting er at fortjene ved. Ja paa den Maade er Arbeidsmanden et Trældyr i menneskelig Skikkelse. 

Nu da vi er paa det Rene med Arbeidstiden, skal vi se, hvad Arbeidsmanden kan fortjene et Aar. Da Skiftetiden med Tjenestefolk paa Landet i Reglen er den første November, vil jeg regne Arbeidsaaret fra denne Dag. I Maanederne November, December, Januar og Februar faar Arbeidsmanden 24 sk pr. Dag. Derefter vil vi nu see, hvormange Arbeidsdage der bliver. Søndagen regnes ikke for en Arbeidsdag, og en Sognedag i hver Maaned maa Arbeidsmanden have for at gaa til nærmeste Kjøbstad og dente Livsfornødenheder hjem til Familien. November har altsaa 25 Arbeidsdage. I December kommer Juledagene; den har altsaa kun 22 Arbeidsdage. Januar har 23 Arbeidsdage. Februar har ogsaa 23 Arbeidsdage. For de fire Maaneder bliver 24 sk daglig 23 Rd. 1 Mk. 8 sk. I Marts og April er Daglønnen 2 Mk. pr. Dag. Marts har 26 Arbeidsdage. I April kommer Paasken; denne Maaned har altsaa kun 21 Arbeidsdage. For disse to Maaneder beløber Arbeidslønnen sig til 15 Rd. 4 Mk. Mai og Juni faaer Arbeideren 2 Mk. 8 sk pr. Dag. Mai har 23 Arbeidsdage; i denne Maaned indtræffer alm. Bededag, Christi Himmelfartsdag og Pintsen. Juni har 25 Arbeidsdage. I disse to Maaneder tiener han 19 Rd. 5 Mk. Juli og August faaer han 3 Mk. pr. Dag. Juli har 25, August 26 Arbeidsdage. Fortjenesten for disse to Maaneder udgjør 25 Rd. 3 Mk.

September og Oktober faaer han 2 Mk. pr. Dag. September har 25, Oktober 26 Arbeidsdage. For disse to Maaneder udgiør Fortjenesten 17 Rd. Arbeidsmanden faaer tillige Kosten hos Arbeidsgiveren. Ialt beløber en Arbeidsmands Fortjeneste paa Landet sig altsaa til et samlet Beløb af 101 Rd. 1 Ml. 8 sk. eller med et rundt Tal til 100 Rd. Det er kun under de allerheldigste Omstændigheder at Arbeideren kan have saa stor Fortieneste, nemlig naar han har Arbeide hver Dag, og naar hverken han eller nogen af Familien bliver syge. Gjennemsnitsbeløbet af en Arbeidsmands aarlige Fortjeneste udgiør vist neppe mere end 80 Rd. Af denne Sum skal der udredes Husleje og indkjøbes Ildebrændsel, hvortil vil medgaa 25 a 30 Rd., og der er altsaa kun et Beløb af 60 a 70 Rd. tilbage eller omtrent 1 Ml., siger og skriver 1 Mark daglig, til Levnetsmidler. Klæder, Lys, Husgeraad og alle andre Udgifter som forefalder for en Familie, Desuden skal Manden koste sig selv de hellige Dage og de Søgnedage der før er omtalt. Nu staar det til Andre at dømme om der kan komme saa god en Levemaade ud af den Capital, som en Arbejdsmand aarlig kan fortjene.

Poul Pedersen, Snedker i Aarslev

(Aarhus Amtstidende 15. december 1871).

Arbeidslønnen Paa Landet. Det tør ansees for at være en Kjendsgjerning, at Arbeiderne paa Landet leve under ugunstigere Vilkaar end i Kjøbenhavn, og det er derfor meget glædeligt, at større Arbeidsgivere paa Landet begynde at tage Forholdsregler til Forbedring af deres Arbeideres Kaar. I en Skrivelse til Arbejdsgiverne i Præstø Amt har "Overbestyrelsen for Foreningen til Forbedring af Huusmands- og Arbeidsklassens Kaar i Præstø Amt" (Pastor Gøtzsche i Fensmark, Grev C. Moltke til Lystrup, Lehnsbbaron Reedtz-Thott, Hofjægermester G. Grüner, Lærer Arentzen i Steensby, Gaardmand Jens Olsen i Sjelle og Lærer Vinter i Dysted) fremsat Forslag til Arbeidslønnens Regulering i Forhold til Kornpriserne. Forslagene ere følgende:

"Daglønnen sættes i Forhold til Bygprisen saaledes som denne bestemmes ved Capitelstaxten. 

For Vinterhalvaaret, regnet fra 1ste (15de) October til 1ste (15de) April, vil Daglønnen passende kunne være halvt saamange Mark, som Bygget koster Rigsdaler.

For Sommerhalvaaret fra 1ste April til 1ste October forhøies ovenanførte Dagløn med en Trediedeel; istedetfor fra 1ste Arpil til 1ste October kan ogsaa sættes fra 15de til 15de October.

(En halv Skilling eller derover regnes for en heel Skilling, under en halv Skilling regnes ikke med.)

Da Capitaltaxten først sættes ved Januar Maaneds Udgang, gives fra 1ste October til 1ste Februar enten en Dagløn, som svarer til den almindelige Markedspris, eller en Dagløn, som er noget mindre end Markedsprisen vilde berettige til, og Huusbonden efterbetaler da, hvis sidste Methode vælges, Resten paa een Gang, naar Capitalstaxten er sat.

Den nævnte Capitalstaxt afgiver Rettesnoren indtil paafølgende 1ste October.

Naar, saaledes som for Tiden er Tilfældet, Bygprisen er 6 Rd., vil altsaa Daglønnen i Vinterhalvaaret være 3 M.k om Dagen, og i Sommerhalvaaret 4 Mk. om Dagen for en fuldt arbeidsdygtig Mand paa egen Kost. For et Fruentimmer forholdsviis mindre. Ved Accordarbeide vil kunne fortjenes mere.

Som Prøve paa føranførte Forslags Holdbarhed indsættes Følgende: 

Hvad Arbejdsmanden holder meest af, fordi der tjener ham bedst, er at faae Sæd i Løn.

Bonden indgaaer herpaa i den travleste Høsttid og Arbeidsmanden faaer da fra St. Hansdag til Mikkelsdag, som er fjorten Uger, een Tønde for hver Dag ugentlig, halvt Rug, halvt Byg.

Tjener en Arbeidsmand saaledes fast to Dage om Ugen, altsaa 28 Dage, faaer han een Tønde Rug og een Tønde Byg og Kosten, - sætte vi Bygget til 6 Rigsdaler og Rugen til 7 Rigsdaler, indbringe disse 28 Dage ham altsaa 13 Rigsdaler eller 78 Mk., hvilket er 2 Mk. 12 sk om Dagen foruden Kosten, som kan anslaaes til 1 Mk. 4 sk dagligt, eller altsaa ialt 4 Mk. om Dagen.

Naar det betænkes, at dette er i den allertravleste Tid, og at Arbejdsmanden er vel tjent med denne Lønningsmaade, er det klart, at han vil være mere end almindelig vel tjent med at faae 4 Mk. om Dagen ogsaa for den øvrige Tid af Sommerhalvaaret. Dertil kommer, at Kosten ikke staaer Arbejderen i 1 Mk. 4 sk om Dagen pr. Dag, naar hans Kone tillaver den.

Saalænge Indsidderen tærskede til Punds hos Bonden om Vinteren, eller med andre Ord fik en Qvotapart af den Sæd, hin udtærskede, i Løn, og derhos tjente for Sæd om Sommeren, hørte man ingen Klage over, at en stræbsom Indsidder ikke kunde komme ud af det. Maskinerne have imidlertid nu for største Delen fortrængt Tærskningen ved Haandkraft, ikke alene paa de større Gaarde, men ogsaa paa Bøndergaardene, og det gaaer ogsaa mere og mere af Brug at lønne Arbejderne med Sæd om Sommeren, deels fordi denne Lønningsmaade i Regelen er dyrere for Arbejdsgiveren, deels fordi mange Arbeidere helst ville have fat i hele Ugelønnen strax, istedetfor at lade en Deel af samme (Sædlønnen) henstaae til Forjag ligesom i en Sparekasse.

Det gamle Princip, at det er gavnligst for Arbejderen, og desaarsag indirecte ogsaa for Arbeidsgiveren, at Arbeidslønnen tildeels bestaaer i Sæd, bør man derfor søge at komme tilbage til, men paa en Maade, som passer til Nutidens Forhold, og det er hertil, at nærværende Forslag sigter."

Overbestyrelsen gjør den Indrømmelse, at Accordarbeide er bedst tjenligt saavel for Arbejderne som for Arbejdsgiverne, men at der er mange Arbeider paa Landet, som ikke kunne udføres i Accord. Det er Overbestyrelsens Anskuelse, at hvis dens Forslag tages til Rettesnor, da vil paa den ene Side Arbeidsmanden kunde leve med sin Familie, uden at falde det Offentlige til Byrde, og paa den anden Side vil den foreslaaede Arbeidsløn kunne betales, uden at ødelægge Arbeidsgiverne, der paa Landet saa godt som alle, middelbart eller umiddelbart, have Indtægt af Korn. Man maa vistnok samstemme med Overbestyrelsen i, at dens Forslag ville være heldbringende for Landarbeiderne; ganske vist kan Bygprisen falde saa stærkt, at Arbeidslønnen vil blive saa lav, at der ikke kan leves deraf, men skulde dette skee, skulde Bygget synke ned til f. Ex. 3 Rd. Td., saa vilde Arbeidsgiveren Være værre faren end Arbejderen, da vilde der indtræde Forhold, som i dette Aarhundredes Begyndelse, og da kan man sikkert antage, at ogsaa Priserne paa alle andre Landproducter vilde blive trykkede; jo billigere Fodringsmidlet er, desto billigere er ogsaa Kvæget. Vi ansee det for rigtigt, at Overbestyrelsen ikke har taget Hensyn til slige exceptionelle Forhold, men udarbeidet sine Forslag med den stigende Fremgang i vor landøkonomiske Udvikling for Øie.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. december 1871).

Arbeidersagen. Høiby Sogns Gaardmænd har alle, med Undtagelse af een, tilbudt de i Sognet værende fattige Arbeidere, Indsiddere og jordløse Huusmænd, som have havt stadigt Ophold der i 5 Aar, Arbeide i Vintermaanederne, forsaavidt de ikke selv kunne forskaffe saadant, for en passende Dagløn. Den Arbeidssøgende har kun at henvende sig til et af Sogneraaders Medlemmer, som har paataget sig at anvise Arbeide i Foreningen. "Fyens Stiftstid." som meddeler dette, tilføier: "Det var ønskeligt, om flere Sogne vilde efterfølge dette Exempel, da mangen fattig Dagleier muligen derved vilde kunne forskaanes for at tye til det offentlige Fattigvæsen, hvilket han tidt paa Grund af Arbeidsløshed i den strenge Vinter ellers er udsat for.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. december 1871).

Arbejdermøde i Odense. (Efterskrift til Politivennen)

Om Arbeiderrøret i Odense skrives der til os: Stormen er reden af og Skuden er kommen i Havn. Det var en høi og huul Søgang, der i forrige Uge rullede hen over vor By, og den truede et Øieblik med at opsluge adskillige Individer med skjøre Hoveder i sin Afgrund. Til at sætte de onde Lidenskaber i Bevægelse hører der i Grunden kun Frækhed og en vis Sufficanse i at fremsætte sine Paastande, og begge disse Egenskaber besidder Hr. Poul Geleff. Efterat han idag for otte Dage siden var slaaet af Marken i det store Møde i Pantheon, hvor der, naar Alt kommer til Alt, vel var over 1000 Mennesker tilstede, dukkede han op i mindre Møder, der udelukkende skulde være for Arbejderne. Jeg har alt meddeelt, hvilket Udfald det første af dem fik; jeg skal idag sige et Par Ord om det andet og derpaa gaae over til en Beretning om det i Løverdags Aftes i Pantheons Circus afholdte Arbeidermøde, hvorved Sagen blev ledet ind i det rette Spor. Det andet Møde afholdt Hr. G. Fredags i Dandsesalonen "Apollo." Her søgte han at paavise, hvorfor det ikke kunde føre til Noget at stifte en dansk Arbejderforening; Trykket maatte være større end det, som kunde øves af et saa lille Lands Arbejdere, og Organisationen saaledes, at Udlandets Arbejdere ikke skulde kunne trænge ind og svække Følgerne af hjemlige Arbeideres Striker og Tryk paa Arbejdsgiverne. Kun dette var Nyt; det Øvrige var Opkog fra Pantheonsmødet. Uagtet dette Møde talte omtrent alle dem her i Byen, som kun gaae hen, hvor der er sjou, vovede dog de Fleste, som optraadte imod ham, at advare Forsamlingen imod at indtræde i "Internationale", og Ingen tog Ordet for at danne en Filial. Hr. G. fandt det derfor raadeligst at slutte med, at han her ikke vilde danne nogen Forening, og afreiste allerede i Løverdags til Kjøbenhavn. Ved dette Møde optraadte ogsaa en Huusmandskone fra Nyborgegnen; hun begyndte meget kjønt med at fortælle, at vi alle vare Arbeidere i Viingaarden, at denne Viingaard var Danmark og Viingardens Herre Kongen; men da hun herpaa gik over til at tale om Jesu Indtog i Jerusalem, og at vi idag skulde holde et saadant Indtog, blev hun afbrudt af en voldsom Støi; en saadan forstyrrede flere Gange Forhandlingen. 

Medens Hr. Geleff saaledes ikke har opnaaet  det, hvorfor han kom hertil, har han opnaaet, at der er kommet Røre iblandt Arbejderne, og at Arbejdsgiverne ere blevne stemte for saavidt muligt at imødekomme de Velsindedes desværre kun altfor begrundede Krav paa at blive bedre stillede, end de have været i den sidste Tid. Efter Arbejdsgivernes Ønske sammentraadte derfor i Torsdags Aftes Arbejderne fra fem af de største herværende Værksteder, og nedsatte et Udvalg, bestaaende af 10 Mænd, med det Hverv at forfatte et Program for en dansk Arbejder forening i Odense, og at indbyde til Dannelse af en saadan Forening. En Følge af denne Bevægelse var et Arbeidermøde i Løverdags Aftes i Pantheon, hvilket var besøgt af omtrent 1000 Mennesker, hvoraf de fleste vare Arbeidere i dette Ords snevrere betydning. Frugterne af den Sæd, som var bleven udsaaet, gav sig strax tilkjende, idet det varede en Stund, inden Sagens Indleder, Skoleinspecteur Joh. Møller var bleven anmodet om at assistere Indbyderne, for Støi, Hulen og Piben kunde faae Ordet. Da det endelig lykkedes ham med sin mægtige Stemme at trænge igjennem, rev han saaledes Forsamlingen med sig, at Programmet, som jeg senere skal meddele, fandt almindelig Billigelse og han selv blev hilst med stormende Bifald. Nogen Drøftelse fandt ikke Sted; denne vil først begynde, naar Foreningen paa Grundlag af det billigede Program er bleven stiftet ved Paategning af de Lister, som snarest ville blive fremlagte; først da vil ogsaa Bestyrelsen blive dannet. Det, som Hr. Møllers Foredrag især slog Tilhørerne, var, at Arbeiderne slet Intet kunde vinde ved at stille sig vrangvillig til Capitalen og Arbeidsgiverne, eftersom de ikke selv kunde skabe Arbeide, og det i de fleste Tilfælde vilde være Arbeidsgiverne let at faa andre Arbeidere, medens der nu var Stemning for at imødekomme deres Begjæringer, naar de fremsattes paa en lovlig og sømmelig Maade. Det var en let Sag at love, men de Herrer, som tage Munden fuld, formaae ikke at skaffe Arbeiderne enten Arbeide eller større Løn; en saadan Adfærd var ingen ærlig Mand værdig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1871).

Socialistisk Fællesmøde i Kjøbenhavn 2den December 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Det socialistiske Fællesmøde, hvor til den internationale Arbejderforenings Medlemmer og "Socialistens" Abonnenter i Løverdags Aftes vare indbudne", aabnedes af Hr. Brix, der, da han med M. Sommer traadte frem paa Tribunen, modtoges med Haandklap og Bifaldsraab af den omtrent 500 Mennesker stærke Forsamling. "Der har i disse Dage", saaledes begyndte han, "været Glæde i Pressen og mellem Storborgerne, fordi de troede, at nu var det ude med "Socialisten"; men de toge storligen feil!" (Hurra! Bravo!) Et enkelt Numers Udgivelse var det vel lykkedes Politiets Bestræbelser at forsinke. (Ned med Crone! hør! hør!) men for at forebygge Sligt for Fremtiden, for om muligt at skaffe Bladet sit eget Trykkeri, (Ja! Ja!), for om muligt at lade det udgaae som Dagblad, hvorom der næredes et almindeligt Ønske havde "Internationales" Bestyrelse fundet det tilladeligt og passende at tage Entree for Adgangen til dette Møde for af det indvundne Overskud at grundlægge et "Pressefond" til Iværksættelse af de nævnte Øiemed, der nok skulle naaes trods Etatsraadens og Consorters Spot og Bagvaskelser!" (Det er rigtigt! Brix leve! ned med Crone! ned med Rimestad!) - Han gik derefter over til at oplæse det Numer af "Socialisten", som skulde være udgaaet i Løverdags. I dets første Artikel, der var overskrevet "Politidirecteur Crone og Friheden i Danmark" fortaltes der, hvorledes Politidirecteuren, der altid havde seet skjævt til "Internationale" og dens Organ "Socialisten", den 18de November havde ladet Bladets Bogtrykker Hr. Olsen kalde til sig "paa Kammeret" og forlangt af ham, at han skulde ophøre med at arbeide for "Socialisten", da han i modsat Fald paa enhver mulig Maade fremtidig vilde blive forulejliget og forulempet i sin Virksomhed, og ved al vise ham, hvormange Veie og Midler Politiet havde til sin Raadighed i denne Retning, var det virkelig lykkedes ham at foranledige Hr. Olsen til at frasige sig Trykningen af "Socialisten". Redactionen havde da dertil antaget Hr. Oettinger, men efter Trykningen af eet Nummer var ogsaa han bleven kaldet til Politidireeteuren, der, ved at true ham med at fratage ham Politiets Arbeide, der naturligviis maae være af stor Værdi, havde intimideret ogsaa ham til at nægte at trykke "Socialisten". Denne Politi directeurens Fremfærd havde foranlediget Redactionen til at indgaae til Justitsministeriet med en Klage, hvori Ministeriet ansøges om at lade Etatsr. Crones Forhold i denne Sag, som formeentlig faldende ind under Straffelovens § 124, undersøge og paatale. (Stærk og vedholdende Larm - Ned med Crone! Brix og "Socialisten" leve! Væk med Politiet! osv.) Saa tog Sommer Ordet for - efter som Overgang fra den oplæste Artikel at have paaviist ved Exempler fra Christus, Luther og Dr. Dampe, at alt Nyt, hvor godt og gavnligt det end er og ogsaa senere viser sig at være, stedse møder Modstand og skaffer sine første Udbredere og Tilhængere Lidelser og Forfølgelser, atter at tale om, hvad "Internationale" virker og vil udvirke for Arbejdernes Vel; han fremkom imidlertid ikke med noget Nyt med Undtagelse af, at han nu udtrykkelig erklærede sig som Candidat til de næste Folketingsvalg. Da han nemlig ved atter at berøre Nødvendigheden af, at Arbejderne fik deres Repræsentant i den lovgivende Forsamling, yttrede, at han meget godt kunde udtale dette Krav uden derfor, som "Berlingske Tidende" havde sigtet ham for, at ansee sig selv som skikket og værdig til at indtage en saadan Plads, afbrødes han af saa almindelige og gjentagne Tilraab: "Jo, De er værdig dertil! De skal være Rigsdagsmand! Rimestad skal ud af Rigsdagen!" at det varede længe, for han kunde komme til Orde for at takke for den udtaltes tillid til hans Villie og Evner, som gjennem disse Bifaldsraab. To Gange tidligere havde han troet at burde stille sig til Valg, men første Gang faldt han for en Provst, der dog kun seirede ved begaaede Misligheder ved Valghandlingen; anden Gang traadte han frivillig tilbage for ikke at splitte stemmerne. Men skulde nu Arbejderne ansee netop ham for egnet og værdig til at være deres Repræsentant, saa skulde han tilvisse ikke undslaae sig for dette Hverv, og "med den Almægtiges Haand skal jeg med samme Fynd og Klem tale Arbeidernes Sag paa Christiansborg Slot, som jeg taler den her i Kjæden og paa Tømrerkroen!" -Dette Løfte modtoges med længe vedvarende Jubel.

Derefter oplæste Brix Bladets anden Artikel "Situationen", i hvilken det blandt Andet omtaltes, at Rossel, Ferré og Bourgeois vare blevne skudte, hvad der fremkaldte stærke Mishagsraad som: "Ned med dem, der have ladet Rossel skyde! Ad Helvede til med dem!" Saa fulgte en temmelig triviel Artikel: "Hvem er Folket?" og et ikke synderlig mere interessant Stykket "Religionen", hvorefter Sommer atter tog Ordet for at rette et meget bittert Angreb mod Præstestanden i Almindelighed og mod Danmarks Præster i Særdeleshed, som blandt Andet giøre sig skyldige i den store Brøde at koste Staten 3 Millioner aarlig og at besidde 1000 af Landets bedste Gaarde. Der raabtes bestandig paa, at "Internationale" vilde kuldkaste og afskaffe al Religion: men det skal siges og atter siges, at dét ikke er Religionen, men Præsterne, disse Religionens vanartede og falske Tjenere og Forkyndere, den vil have afskaffet. I Religionen har "Internationale" netop sin Rod, i Religionens og dens Læresætningers rette Anvendelse og conseqvente Gjennemførelse, søger den netop sin Styrke. Den lader ikke en Dreng, naar han er 15 Aar, aflægge Ed paa, at han vil forsage Djævelen og al hans Gjerning, for, naar han bliver 22 Aar gammel og faaer Soldatertrøien paa at lade ham aflægge en ny Ed paa, at ville offre Liv og Blod paa at udføre Djævelens Gjerning. Thi er der nogen værre Djævelens Gjerning end Krig og Krigsberedskab, der alene koster vort lille Land 8 Millioner aarlig! Christus sagde selv: Elsker Eders Fjender! men at slaae dem ihjel, det er dog en underlig Maade at vise sin Kjærlighed paa. (Umaadelig Jubel). Nei, "Internationale" vil Freden; Fred med sig selv, Fred med sin Broder! (Gjentagne Bravoraab). Brix oplæste endnu af "Socialisten": "Et Par Breve", hvorpaa han - efterat Sommer atter havde havt Ordet, navnlig forat udtale den Fortrøstning og det Haab, at Ingen i Forsamlingen, hvad saa end Rimestad og Erik Bøgh i deres smaalige Had sagde og skrev derom, vilde finde at have spildt de otte Skilling, han havde maattet betale iaften for at være sammen med ligesindede Brødre og blive styrket og oplyst ved lærerig Underholdning !) (Nei! Nei! Ned med Smudsbladene! Ned med Rimestad!) - sluttede Mødet med den Bemærkning, at Politidirecteurcn naturligviis vilde vedblive med at forfølge og fortrædige "Internationale" og "Socialisten", hvor han blot fandt en Hage, "hvorpaa han kunde hænge sin trekantede Hat; men "Socialisten" vilde alligevel udkomme paa tirsdag c: imorgen. (Frygtelig Støi. "Leve Brix! Ned med Crone! Leve Sommer! "Internationale", "Socialisten"! osv. osv.)

Som et Curiosum kan det sluttelig noteres, at dette Møde kunne opvise i det mindste een kvindelig Deeltager, - en velklædt, men tilsløret midaldrende Dame.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1871).