Frederik Ludvig (Zimmermann). Efterskrift til Politivennen)

Criminal- og Politiretsdom. Som alt meddeelt har Criminal- og Politiretten i Løverdags afsagt Dom over Frederik Ludvig kaldet Zimmermann. Han var sat under Tiltale for den i Straffelovens § 156 omhandlede Forbrydelse *). Den 8de Februar d. A. holdt han i "Internationales" Locale det ofte omtalte, offentlige Foredrag, som han forud havde bekjendtgjort i 4 offentlige Blade, og som overværedes af omtrent 200 Tilhørere, hvoriblandt nogle og tyve Fruentimmer, mod en Betaling af 4 sk for hver, der var Medlem af "Internationale", og 8 sk, naar det ikke var Tilfældet. Øiemedet med dette Foredrag har Tiltalte - om hvem det maa bemærkes, at han har erklæret iikke at høre til Folkekirken, men til et Troessamfund, kaldet "Jesu Venners Forening" - angivet at være at forsvare en Adskillelse mellem Kirke og Stat og at vinde Tilhængere for denne Anskuelse. Tonen i Foredraget stod ikke i det rette Forhold til Gjenstandens Alvor, men var stærkt paavirket af hans Uvillie imod og Mangel paa Agtelse for Folkekirkens Lærdomme og Præster. Dette har Tiltalte selv erkjendt, men det er tillige under Forhørene beviist, at han har betjent sig af flere bespottende og forhaanende Udladelser om den danske Folkekirke, dens Sacramenter, kirkelige Handlinger og Præsteembeder. Det er saaledes beviist, at han blandt Andet udtalte, at der var ligesaa stor en Forskjel imellem Folkekirkens Lære og Skriftens Lære i Almindelighed, som mellem Maanen og en grøn Ost, at det var idiotisk, naar Præsten under Daabshandlingen spurgte Pattebørn, der bragtes ham i Kirken: "Vil Du forsage Djævelen og al hans Gjerning", da han ligesaa godt kunde tale til dem om Keiserens Skjæg, for de forstode ingen af Delene, at Nadveren, naar den den uddeltes af Præsterne, udmeiede med Messehagel og Messesærk, var en Handling, der bar Præget af et Gjøglespil, som man maatte lee ad eller vende sig bort fra med Væmmelse, at Præsterne, hvormed han har erkiendt at have sigtet til Folkekirkens Præstestand i Almindelighed, ikke vare Guds Tjenere men udvalgte Redskaber til at holde Folket i Uvidendhed, hvortil de lode sig bruge forat tjene Penge, og at han troede, at mange af Præsterne gik med Biblen under den ene og Pengeposen under den anden Arm og vare villigere til afsee Biblen end Pengeposen. Tiltalte blev ved Dommen, som tidligere anført, anseet med simpelt Fængsel i 3 Maaneder. Han er henimod 28 Aar gammel, kom efter sin Confirmation i Lære hos en Broderihandler, men forandrede Stilling af Ulyst til denne Forretning og har senere ernæret sig som Murerarbeidsmand.

*) § 156 lyder saaledes: Den, der driver Spot med eller forhaaner noget her i Landet bestaaende Religionssamfunds Troeslærdom eller Gudsdyrkelse, straffes med Fængsel ikke under en Maaneds simpelt Fængsel, eller under særdeles formildende Omstændigheder med Bøder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. maj 1872).

Folkemødet paa Nørre Fælled 5te Mai 1872. (Efterskrift til Politivennen)

Internationale og "Folkemødet" paa Nørrefælled. I Løverdags Aftes var der annonceret Foredrag af Hr. Pio i Foreningens Locale i Kirkestræde, hvor der til den bestemte Tid havde indfundet sig en temmelig anseelig Tilhørerkreds, som fyldte baade Foredragssalen, Beværtningen og Trapperne. Paa den Tid, da Foredraget skulde begynde, indfandt Hr. Geleff sig og meddeelte, at Hr. Pio var beskjæftiget med at skrive en Artikel til "Socialisten", men snart vilde komme for at gjøre Forsamlingen en Meddelelse, som han, Taleren, ikke vilde foregribe. Efter kort Tids Forløb indfandt Hr. Pio sig og meddeelte under Bifaldstilkjendegivelser fra Forsamlingen, at det til næste Dag berammede Møde paa Nørrefælled var forbudt af Politidirecteuren, men at det alligevel vilde blive afholdt, hvorfor han opfordrede Arbeiderne til at møde talrigt og hverken bryde sig om Politi eller Militair. Til Pio sluttede sig Brix, medens Geleff erklærede, at han hverken vilde tilraade eller fraraade Mødet, men blev det afholdt, skulde han nok indfinde sig. Mundberg traadte frem og udtalte, at Politidirecteuren havde Medhold i Grundloven for sit Forbud, som derfor maatte respecteres. Denne Udtalelse blev modtagen med Piben og Hujen og truende Udraab, men Taleren skaffede sig dog Opmærksomhed og meddeelte da, at han med Geleff havde været hos Kronprindsen for at faae Forbudet hævet, men gjennem Adjutanten var bleven underrettet om, at Forbudet var givet efter en Statsraads-Beslutning, og henvist til Justitsministeren. Denne havde igjen henviist til Politidirecteuren. De havde da været hos denne, men han havde bestemt fastholdt Forbudet; derfor maatte det respecteres. Efter Mundbergs Tale lod der paany Hujen og Piben samt Trusler mod ham. Pio startede Mødet med fornyet Opfordring til Arbeiderne om at give talrigt Møde, hvilket atter besvaredes med Leve- og Hurraraab. Som Følge af deres Udtalelser paa dette Møde bleve dHrr. Pio, Geleff og Brix noget efter Midnat anholdte og afgivne til Varetægt i Kjøbenhavns Arresthuus for at underkastes Tiltale for Modstand mod Øvrighedens Befalinger, i hvilken Henseende Sagen henvistes til Undersøgelse, i Forbindelse med en allerede mod dem for Statsforbrydelse ved Criminalretten i Løverdags i Anledning af deres hele Optræden anlagt Sag. Igaar Middags afsagde Undersøgelsesdommeren, Criminal- og Politiassessor Knudsen, tvende Kjendelser, hvorved han decreterede Arrest paa de Anholdtes Personer, og at Huusundersøgelse skal foretages saavel i Internationales Localer som i Arrestanternes egne Boliger og i andre at dem benyttede Localer, samt at Beslaglæggelse skal finde Sted af alle Documenter, Papirer m. m., som maatte blive forefundne under disse Huusundersøgelser. Kjendelserne ere motiverede ved en Henvisning til, at de fremkomne Oplysninger fremkalde Mistanke om, at den saakaldte internationale Arbejderforening for Danmark har Formaal, som sigte til, navnlig paa en voldsom Maade, at kuldkaste den bestaaende Samfundsorden og foretage Handlinger, hvis Øiemed er Indgreb i enkelte Borgerklassers lovlige Rettigheder, samt til at de Arresterede - der som Foreningens Bestyrere maae betragtes som Hovedbærere af dens Opgaver - i Foreningens Møde i Løverdags Aftes have opfordret til trods Politidirecteurens Forbud at afholde Mødet paa Nørrefælled, hvorhos der henvises til, at det er fornødent at sikkre sig deres Personer og hindre dem fra Samkvem med Andre og med dem selv indbydes, samt at sikkre sig Beviserne for Arrestanternes og Foreningens forbryderste Virksomhed. I det igaar Morges udkomne Numer af "Socialisten" fandtes en Artikel, hvori der fremsattes samme Anskuelser, som Hr. Pio havde gjort gjældende i Internationale, og bebudedes, at Mødet paa Fælleden dog vilde blive afholdt, og at der paa samme vilde blive forelagt Forslag til Resolutioner om at støtte Murerstriken og om at vælge en Deputation til for Hs. kgl. H. Kronprindsen at andrage om Udnævnelse af en Arbejdsminister, om Tilladelse for Arbeiderne til at oprette Forligscommissioner, der kunne udjevne Tvistigheder i Arbeidersagen mellem Mester og Svende samt om et Paalæg til alle Autoriteter om ikke at optræde til Fordeel for den ene eller den anden Part, naar Arbeidet er nedlagt. I Spidsen af Bladet fandtes der imidlertid fra Hr. Aug. Toucher følgende Linier: "Da Dhrr. Pio, Brix og Geleff ere anholdte i Løbet af Natten, maae vi bede vore Venner om at holde sig Loven efterrettelig og ikke møde." I Løbet af Eftermiddagen blev der desuden paa Gadehjørnerne opstaaet følgende Henvendelse til Arbeiderne: "Til Arbejderne. Borgerne Pio Brix og Geleff er arresterede i Nat Kl 2. Berøvede vore valgte Førere vil ethvert Forsøg af Arbejderne paa idag at holde det berammede Folkemøde utvivlsomt kun føre til Nederlag, og vor Bøn til dem, hvis Ve og Vel er maalet for vor Kamp, er, at de strængt afholde sig fra ethvert Brud paa den offentlige Orden, der kun kan skade Arbejderens retfærdige Sag. A. Mundberg, Kredsformand; Henriksen, Skræder, Sectionsformand; P. Grøn, Murer, Sectionsformand; August Toucher, midlert. Redacteur af "Socialisten"; F. Christensen, Sectionsformand for Smedene; Forsberg, Snedkersectionsformand; C. Würtz, Sectionsformand for Cigarmagerne; R. Lundbeck, Sectionsformand for Smedene; P. C. Johnsen, Cigarmager." Ikke desto mindre indfandt der sig dog i Løbet af Eftermiddagen en betydelig Mængde Mennesker, for Størstedelen øjensynlig Nysgjerrige, deriblandt Fruentimmer og Børn, ved Fælleden, hvortil Adgangen holdtes spærret af Politiet. Ud paa Eftermiddagen, omtrent Kl. 5-6, trængte nogle større Hobe af Menneskemassen sig dog ind paa den Triangelen nærmeste Deel af Fælleden. Husarerne, som vare holdte i Reserve i Rærheden bleve nu kaldte til Hjælp og rykkede ind paa Fælleden med Værget i Skeden. Da Menneskemassen vedblev at voxe og trænge sig frem med Hujen og Skrigen samt begyndte at kaste Steen paa den væbnede Magt, maatte der gribes til energiske Forholdsregler for at splitte den. Den høistkommanderende Politiembedsmand, Inspecteur Clausen (Politidirecteuren, Etatsraad Crone, var tilstede i Thinghuset og ledede herfra alle Bevægelser), rykkede derfor frem i Spidsen for den samlede Politistyrke og opfordrede overeensstemmende med Grundlovens Bydende tre Gange efter hinanden i Kongens og Lovens Ravn Mængden til at stilles ad. Da denne Opfordring ikke frugtede, maatte Politiet og strax efter Husarerne under Oberst Castenskjold skride ind med Magt, og det lykkedes da uden Vanskelighed at rydde Pladsen og de tilstødende Veie, hvorpaa Mængden hurtigt spredtes ad og for Størstedelen vendte tilbage til Byen, fornemmelig ad Østerbro, idet hele Blegdamsveien holdtes afspærret. Flere Personer, der særlig havde gjort sig bemærkede under Optøjerne, bleve anholdte og uden Modstand eller Forstyrrelse fra Mængdens Side førte deels til Thinghuset og deels under Escorte til Politistationen paa Fælledveien. Det har vel ikke kunnet undgaaes, at nogle af Tumultuanterne ved Sammenstødet med den væbnede Magt have lidt Skade paa deres Personer; om betydeligere Kvæstelser have vi dog endnu Intet erfaret, men det maa erkjendes, at den væbnede Magt ved sin nødvendige Indskriden gik frem med ligesaa meget Hensyn som Kraft og Energi.

Fra Autoriteternes Side var der truffet alle Foranstaltninger for at møde de mulige Uroligheder, som enten strax eller i Løbet af Aftenen kunde ventes fra den fra Fælleden sprængte Skares Side. Det viste sig ogsaa, at disse vare nødvendige, idet der baade paa Hjemveien fra Fælleden og senere paa Aftenen forefaldt endeel Optøier, som imidlertid dog havde en isoleret og ikke farlig Charakteer, og ikke havde anden Følge, end at nogle af de værste Urostiftere bleve satte under Anholdelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. maj 1872)

Tumulten paa Nørrefælled igaar Eftermiddags var heldigviis hverken i sit Væsen af nogen farlig Charakteer eller i sine Følger af nogen Betydning. Foreningen "Internationale", der naturligviis forsaavidt bærer Ansvaret for Spectaklerne, som det var det vanvittige Opraab fra dens Bestyrelse i "Socialisten" for i Torsdags, der havde hidkaldt Massen, synes ellers ikke at have spillet nogen Rolle. Der skete intet Forsøg paa at tiltrodse sig Afholdelsen af det forbudne Møde, og om der end maaskee kan have været mange Medlemmer af Foreningen tilstede, saa optraadte de i alt Fald ikke som saadanne, men tabte sig blandt Mængden. Denne bestod for den langt overvejende Deel af Kjøbenhavns sædvanlige Søndagspublicum, som hverken Politiets eller Pressens Advarsler havde kunnet afholde fra i store Skarer at begive sig hen, hvor det ventede et nyt Skuespil for sin Forlystelsessyge. Det var Tilskuerne, men ved sin Nærværelse kom det til at danne Rammen  og Baggrunden for den forholdsviis lille Hob af Agerende, der bestod af Gadedrenge og anden Pøbel, som selvfølgelig ikke forsømte Lejligheden til at lægge sin medfødte Animositet mod Ordenen og dens Haandhævere for Dagen. Men var end saaledes den stedfundne Conflict med den offentlige Myndighed i det Hele kun af ringe Betydning, saa fortjener det derfor ikke mindre Anerkjendelse, at Politiet, da det engang var besluttet at skride ind, havde udfoldet en Styrke og ved Tilkaldelse af militair Assistance indtaget en Position, der vilde have været istand til at modtage og modstaae Angreb paa den offentlige Orden af en ganske anden Art, og Ingen kan vide, hvor stor Andeel Politiets faste foldning havde i, at saadanne udebleve.

Sagen imod d'Hrr Pio, Brix og Geleff. Af de 19 Tumultuanter, som bleve paagrebne under Gaarsdagens Optøier, ere de 10 blevne dimitterede indtil videre, medens 9 af dem ere blevne belagte med Arrest og Sagen mod dem henviist til Undersøgelse ved Retten i Forbindelse med de tre nævnte Herrers Sag, som altsaa herved kommer til at antage større Dimensioner. Ved den foretagne Undersøgelse af "Internationales" Papirer etc. har del bl. A. viist sig, hvad der fortjener særlig Opmærksomhed, at der i Strikekassen kun fandtes 15 Rd., medens der ifølge Regnskaberne skulde være flere Hundrede Rigsdaler.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. maj 1872).

"Socialisten" om Folkemødet 5te Mai 1872. (Efterskrift til Politivennen)

Da d'Hr. Pio, Brix og Geleff ere anholdte i Løbet af Natten, maa vi bede vore Venner om at holde sig Loven efterrettelig og ikke møde. Aug. Toucher.

Idag Eftermiddag Kl. 4

afholdes et folkemøde paa Nørrefælled for at drøfte Arbejderspørgsmaalet.

Igaar Kl. 12 modtog vi fra Politiet en Erklæring om, at dette Møde ikke kunde finde Sted, begrundet paa

at Internationale og "Socialisten" har stillet en Omstyrtning af det Bestaaende i Udsigt, "som Noget, der ikke kan undgaas"; og

at Bladet i en Artikel betitlet "Maalet er fuldt" har motiveret Sammenkaldelsen af det nævnte Møde paa en for det øvrige Samfund truende Maade.

Vi erklærer herved atter, at vi anser en total Forandring af de bestaaende Samfundsforhold for uundgaaelig, hvis det skal blive muligt for Arbejderen at eksistere, og vi erklærer samtidigt, al vi ikke tager en Tøddel tilbage af hvad vi har skrevet i den nævnte Artikel, eftersom den indeholder vor sande Overbevisning, og eftersom den aldeles intet Truende indeholder mod det bestaaende Samsund.

Vi maa tillige nedlægge den bestemteste Protest mod den Fremgangsmaade, som Politiet har brugt ligeover for os, og som er aldeles uforenelig med Grundlovens Paragrafer. Hr. Crone erklærer, at han forbyder ikke alene dette, men alle fremtidige Møder, som vi agter at afholde, uden at tage Hensyn til, hvad Vi paa dem agter at forhandle.

Vi, og alle Arbejdere med os, stilles altsaa for Fremtiden udenfor Loven!

Medens Tusinder af Arbejdere uhindret kan samle sig i Londons Parker, medens Prøjsens Jernlove tillader Tyskerne det Samme, er vi altsaa her kommet saa vidt, at vi maa tigge Politidirektøren om Lov til i Fred og Ro at diskutere vore Interesser. En saadan Tilstand kan vi ikke finde os i; vi maa betragte den som et utaaleligt Tyranni, som en Genindførelse af Despotismen, som uværdig for det Folk, der i 1848 modtog Friheden af Kong Frederik den Syvende.

Maaske staar det i Politiets og Regeringens Magt at forbyde det; maaske kan de bevæge Danmarks frie Værnepligtige og de af Landets Borgere, som de sulter i Polititjenesten, til at optræde som viljeløse Redskaber i deres Hænder; men en Ting staar klart for os: Saalænge vi staar paa Lovlighedens Grund, saalænge vi benytter de Midler, som vor Grundlov hjemler os, saalænge viger vi ikke et Fodsbred tilbage for Magten! Vi vilde svigte det Hverv, vi har paataget os, vi vilde være uværdige til at staa som Arbejdernes Talsmænd, hvis vi ved Trusler lod os afskrække fra at hævde deres Rettigheder. Lad vore Modstandere handle, som de har Lyst, vi tager ikke vor Bekendtgørelse tilbage.

* * *

De Forslag, der foreligger paa Mødet idag fra den internationale Forenings Bestyrelse, er følgende:

1. Alle Arbejdere erklærer, at den nuværende Murerskrue bør støttes ved Pengebidrag, dels fordi den er fremkaldt ved Mestrenes Nægtelse af billige Fordringer; dels fordi det vilde være ubodelig Skade for alle andre Arbejdere, hvis den skulde mislykkes.

2. Bestyrelsen i Forening med hvem andre, som Arbejderne dertil maatte udvælge, bemyndiges til for den nærmeste Tid at handle i alle Arbejderes Navn, og skal forebringe Hs. kongelige Højhed Kronprinsen følgende Ønsker:

A. Der udnævnes en Arbejdsminister, for at han straks i Forening med den øvrige Regering kan tage under Overvejelse, paa hvilken Maade den Fattige øjeblikkelig kan hjælpes, uden at han kommer ind under Fattigvæsenet i den nuværende Skikkelse, og uden at han mister sine borgerlige Rettigheder.

B. Det tillades Arbejderne i de forskellige Fag at oprette Forligskommissjoner, der kan udjevne Tvistigheden i Arbejdssager mellem Mestre og Svende.

C. Det paalægges alle Avtoriteter ikke at optræde til Fordel for den ene eller anden Part, naar Arbeidet er nedlagt.

* * *

Denne af Arbejderne valgte komite skal da ved de offentlige Møder, som herefter afholdes hver Søndag, aflægge Regnskab for, hvad de har udrettet, ligesom ogsaa nærmere Bestemmelser om den fremtidige Fremgangsmaade skal tages.

Hvis Mødet paa Grund af Avtoriteternes ubeføjede Optræden skulde blive resultatløst, opfordrer vi alle Arbejdere til at underskrive de med Ovenstaaende ligelydende Adresser, som vil være fremlagt paa Kontoret i Gotersgade 55, og paa Foreningens Kontor, lille Kirkestræde 1, 2den Sal, ligesom vi ogsaa forventer, at Arbejderne af al Magt vil støtte deres strikende Kammerater ved Bidrag. Saavel Murerne, som alle andre, der direkte er blevet arbejdsløse ved Skruen, - saaledes Murerarbejdsmændene vil efter Evne blive understøttede.

* * *

Vi haaber, at Mødet vil løbe roligt af, og vi opfordrer alle Deltagere til ikke ved deres Holdning at give vore Modstandere Lejlighed til den væbnede Indskriden, som de synes at puffe. Folkemødet idag er det første, der i Aarhundreder er blevet afholdt i Danmark; lad os give det det Udtryk af Kraft og Maadehold, som stedse har udmærket den danske Arbejder.

(Socialisten 5. maj 1872).

"Maalet er fuldt": Folkemøde på Nørre Fælled. (Efterskrift til Politivennen)

Folkemøde paa Nørrefælled. Da vi i vort Aftennumer for igaar meddeelte, at Bestyrelsen for den herværende Afdeling af "Internationale" havde udstedt en Indbydelse til Afholdelsen af et "Folkemøde" paa Nørrefælled paa Søndag, fandt vi det endnu tvivlsomt, om vi burde aftrykke det Opraab, hvormed Indbydelsen motiveres. Efterat imidlertid "Fædrelandet" for iaftes har optaget dette Actstykke in extenso, ville vi heller ikke opsætte at meddele vore Læsere det. Som man vil see, indeholder Opraabet Intet om, hvad der skal finde Sted paa Mødet; men det efterlader desuagtet ingensomhelst Tvivl om, hvad Hensigten er: Afholdelsen af et Mandtal over Alle, som ville deeltage i "Kampen mod Capitalen", og en Appel til Anvendelsen af Magt, for at sætte sine Fordringer igjennem. Opraabet lyder saaledes :

"Maalet er fuldt!

Snart dages det Brødre, det lysner i Øst!
Til Arbejdet fremad i Kor!

Løgn og Bagtalelser i Bladene, ulovlig Fremsend af Avtoriteterne, Had og Forfølgelse fra Kapitalisternes Side, det er den "Imødekommen", der er vist vore smaa og billige Fordringer af de idiotiske Magthavere. Denne Lejlighed burde gribes, sagde de, for ret at vise Arbejderen, hvor afhængig han er af Kapitalens Naade og Barmhjertighed, for at lade ham føle, hvor let det er for den lille herskende Klike paa aldeles storborgerlovlig Maade at sulte ham ihjel, hvis han ikke bøjer Nakken under Aaget, hvis han ikke kryber til Korset og beder om den Naade at maatte slide som sædvanligt for al forøge Indholdet af Storborgernes velspækkede Pengepunge. 

Og hvor ypperligt forstaar vore Modstandere ikke at enes, naar det gælder en saadan Sag! Ministre, Magistrat, Politidirektør, Grundejer- og Pengeposemamd, - alle have de faaet travlt med at sammensværge dem mod Folket; alle føler de, at nu gælder det at kvæle Frihedsspiren, ligegyldigt om det skal skee "med eller uden Loven". Derfor løser Ministeriet Murmesteren, der har det kgl. Teater, fra hans Forpligtelser; derfor opkalder Crone hver Dag Mursvende, omenskjøndt de ikke har forset sig; derfor udsætter Magistraten Murerlærlingenes Prøver, og har endog den Frækhed at ville røve Laugenes Penge og gjøre Kjøbenhavns Haandværkere og Arbejdere umyndige; derfor overfalder Ligningskommissionen Mursvendene med Breve; derfor inddriver Grundejerne ubarmhjertigt Huslejen hos de Strikende; derfor skælder Friskolelærerne deres uskyldige Børn ud; derfor nægter Understøttelsesforeningerne at hjælpe de Nødlidende blandt dem; derfor falder endelig hele Pressen over dem med Løgn og Skældsord, med Haan og Trusler.

Kjøbenhavns Arbejdere! 

Vor ivrigste og meest hadefulde Modstander, Redaktør C. Ploug, erklærer i "Fædrelandet", at "Samfundets Tarv fordrer paa det bestemteste, at dette Forsøg (Murerskruen) falder saaledes ud, at Arbejderne kommer til bedre Erkjendelse af deres egen Interesse", det vil med andre Ord sige, at han opfordrer Murmestrene til at sulte deres Svende ud, for at ikke de andre Haandværkere og Arbejdere ogsaa skal faae Mod til at forsøge at forbedre deres Kaar! Skal vi da som Lam lade os føre til Kapitalens Slagterbænk? Skal vi taale, at vore Fjender maaskee for flere Aar standser vor Fremgang? Nej, det kan Kjøbenhavns Arbejdere ikke være bekendt! Lad os derfor samle os; Regeringerne plejer jo hvert Øieblik at holde Revu over de af deres Undersaatter, som de ved første givne Lejlighed vil offre paa Krigsgalskabens Alter for at tilfredsstille deres Ærgjerrighed. Lad os da engang holde Mandtal over alle frie Arbejdere, over Alle, som vil hjælpe os i Kampen mod Kapitalen; vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed; samlede i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre at staa Last og Brast indtil Sejren er vor!

Men Jer, I Guldets Dyrkere! I, de Fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu en Gang tilraabe: - I har i Aartusinder iskænket os en bitter Livsdrik; vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller "det flyder over!""

Den Artikel, hvormed Bladet "Socialisten" igaar motiverer Indbydelsen til et "Folkemøde" paa Nørrefælled paa Søndag Eftermiddag, er, som man vil have seet af vort Morgennumer, hvori vi have gjengivet dette Actstykke i dets Heelhed, et Væv af Løgn og Sandhedsfordreielse, beregnet paa Mængden, som ikke selv veed Besked, men med Begjærlighcd griber og gjentager hvad der siges til Besmykkelse for Udskeielser, som det maatte lykkes at ophidse dens Lidenskab til al indlade sig paa, og med en Islæt af Misundelse og vanvittigt Had til "Capitalen", det vil sige dem, der have den i Hænde. Spørger man nu, hvad Hensigten er hermed, saa synes det Hele nærmest at maatte opfattes som et Tegn paa, at Murerstriken er ifærd med at høre op, og at Lederne nu ville forsøge et fortvivlet Skridt for at holde den i Gang og drive den igjennem. Og uagtet hverken Indbydelsen til Mødet eller Opraabet, som ledsager den, melder Noget om, hvad der skal finde Sted paa Mødet, saa er Hensigten dog tydeligt nok den at imponere med Massen og indjage Frygt ved Truslen om Anvendelse af Magt. "Samlede i tusindvis" hedder det - "ville vi stille vore Fordringer og love hverandre at staae Last og Brast, indtil Seiren er vor! Men Jer, I Guldets Dyrkere! I, de Fattiges Udsugere! Eder ville vi endnu een Gang tilraabe: "I have i Aartusinder skænket os en bitter Livsdrik; vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller "det flyder over!" Dette Sprog kan ikke misforstaaes. Men naar Truselen nu ikke virker, naar Mestrene nu ikke lade sig imponere af, at Deeltagerne i en stor Forsamling erklære sig enige i, at Muursvenden  bør have høiere Løn og kortere Arbejdstid, hva saa? Er det saa ensbetydende med, at "Maalet flyder over", og hvad saa? Skal saa Truselen med at drive sine Fordringer igjennem med Magt sættes i Værk, og hvorledes? Hvori bestaae Fordringerne? Efter sædvanlig retlig Opfattelse er Forholdet saaledes at naar Mestrene ikke ville gaae ind paa de Betingelser, Svendene opstille for at vedblive med deres Arbeide, saa ophøre Svendene med Arbeidet. Dertil ere de fuldt berettigede; men dermed er Sagen ogsaa afgjort saalænge, indtil een af Parterne betænker sig; thi ligesaa fuldt som Svendene ere berettigede til at stelle hvad Priis de ville paa deres Arbeide, ligesaa fuldt ere naturligviis Mestrene berettigede til at vægre sig ved at betale denne Priis, naar de finde den for høi. Følgen er kun, at der ingen Arbeidscontract kommer istand. Men naar der ingen Contract kommer istand, kan der selvfølgelig heller ingen Fordringer udledes af en saadan. Svenden har hos en Mester, for hvem han arbeider, ikke Mere at fordre end hos enhversomhelst Anden, der ikke er særlig contractlig forpligtet ligeoverfor ham. Men naar Svendene altsaa aldeles ingen Fordringer have paa Mestrene, hvad er det da, der skal opnaaes ved Anvendelsen af Magt? Er det en Omstødelse af Samfundsordenen ? Er det Oprør, der prædikes? Skal der øves Vold og Hærværk paa Personer og Eiendom? Skal Byen plyndres? Gaae de Herrer Indbydere til "Folkemødet" med en Petroleumsflaske i den ene Lomme og et Bundt Svovlstikker i den anden? Vi troe det ikke, vi troe ikke engang, at Lederne selv i deres vanvittige Raseri tænke sig Muligheden af, hvad deres Optræden i sine Conseqventser kunde føre til; vi ville helst troe, at al denne Paakaldelse af Magten osv. nærmest er Talemaader, som høre med til Costumet; men de Herrer maae tilskrive sig selv Skylden, hvis man handler under Forudsætning af, at der bagved deres Udtalelser skjuler sig en virkelig Fare. Kjøbmand Mundbergs nedenfor referede Yttringer paa et Møde igaar Formiddags tjene kun til at styrke en slig Forudsætning. Vi vide ikke, om Politiet opfatter Indbydelsen som et Skridt, der i Medhold af Grundlovens § 88 bør forbydes. Men hvad vi vide, det er, at man ikke kan bruge stærke Udtryk nok for sin Dadel af de Personer, der stille stige Historier i Scene, og ikke indstændigt nok lægge alle retsindige Medborgere paa Hjerte, ikke at lade sig forlede til, selv kun af Nysgjerrighed, at følge Indbydelsen. Det kan see uskyldigt nok ud at samles og vedtage Resolutioner. Men man tænke sig Situationen, hvis Mødet blev nogenlunde talrigt! Der vilde naturligviis blive holdt Taler til Forsamlingen af den bekjendte Art, og naar saa Mødet var tilende, og Deeltagerne skulde begive sig hjem i en ophidset Stemning og selvfølgelig uden Resultat, saa behøvedes der kun en Tilfældighed eller en Kaadhed for at fremkalde et Skridt, der førte flere efter sig, og som i den mere og mere irriterede Stemning let kunde føre til Udskeilser, ja til Ulykker, som man dybt maatte beklage, ikke mindst fordi de Skyldige maaskee vilde være ellers ordentlige og rolige Arbejdere, der havde fundet sig tilfredse i deres tarvelige Kaar, indtil de af samvittighedsløse Ledere lode sig foregjøgle et Eldorado, som ikke existerer, og forlokke til Deeltagelsen i Foretagender, der førte til deres Ruin. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1872).

Forsiden på Socialisten torsdag den 2. maj 1872.

Politiet bekendtgjorde herefter ved opslag på gadehjørner og i aviserne at i henhold til grundlovens § 88 og Lov angående omordning af Københavns Politi af 11. februar 1863 § 9 at mødet var blevet forbudt fordi det var farligt for den offentlige fred og sikkerhed.

Skomagerstrike i Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

Horsens, den 19de April. (B. Av.) Skomagerstriken vedvarer, efter hvad vi erfare, destoværre endnu i næsten hele sin Udstrækning, idet kun nogle enkelte gifte Svende have gjenoptaget Arbeidet. De Forsøg, der ere gjorte paa at udjevne Striden, have hidtil havt et uheldigt Udfald, og det uagtet der vistnok hos Mestrene gjør sig den Erkjendelse gjældende, at Svendene ere for slet aflagte, og de derfor vistnok ere villige til at gaae saa vidt i deres Indrømmelser, som det er dem muligt. Hvad der imidlertid gjør det snare vanskeligt for Mestrene at gaae ind paa en forhøiet Arbejdsløn, er den Omstændighed, at Materialet netop i den senere Tid er blevet meget fordyret, saa at den Priisforhøielse paa Varerne, der vil blive en nødvendig Følge af Arbeidslønnens Forhøjelse, vil blive altfor betydelig til, at Mestrene ikke maa frygte for at tabe en Deel af deres Næring ved at lade den indtræde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. april 1872).

Skomager-Striken i Horsens. I Anledning af den ogsaa her i Bladet optagne Meddelelse om denne Strike har "Horsens Av." modtaget to Skrivelser, een fra de forenede Skomagermestre og een fra samtlige Byens Skomagersvende. 

Den første Skrivelse er saalydende: "Hr. Redacteur! Idet vi meget takke Dem for de Oplysninger, De har bragt Publicum ved Indholdet i Gaarsavisen med Hensyn til Skomagernes Strike, tillade vi es dog herved at meddele Dem nogle nærmere Oplysninger desangaaende, som vi meget bede Dem godhedsfuldt optage i Deres ærede Blad. For Arbeidsnedlæggelsen fra Svendenes Side, modtoge vi den Underretning, at Svendene fordrede 18pCt Tillæg. Som Følge heraf blev i et Møde af os udarbejdet en Priiscourant. hvorved Lønnen blev forhøiet paa enkelte Arbeider - dog naturligviis ikke i Forhold til det Forlangte. Derpaa fulgte Arbejdsnedlæggelsen, og vi modtoge da en Priiscourant fra Svendene, hvorpaa der for enkelte Arbeider, navnlig Ting, hvorpaa Mestrene tjene mindst, var forlangt Forhøielse af indtil 36 pCt. Svendene modtoge da en skriftlig Meddelelse fra os, at vi fandt os nødtvungne til at fastholde vor indgivne Priiscourant, hvorimod vi særlig vilde tage Hensyn til de dygtige Arbeidere og bære Omsorg for, at Saadanne kunde blive aflagte efter Fortjeneste. Herpaa modtoge vi følgende Svar fra Svendene, at deres Priiscourant kun gjaldt den daarlige Arbeider, og at den Dygtige endnu skulde lønnes høiere. - Paa Grund af, at Materialet siden de store Opkjøb fandt Sted til den tydsk-franske Krig er steget gradviis indtil 46 a 50 pCt., og da en Mesters Nettofortjeneste for den Tid var beregnet til høist 26 pCt., er Fortjenesten, trods Forhøielse af Prisen, dog trykket ned til 16 a 12 pCt. Naar vi nu dertil skulle indrømme de af Svendene opstillede Fordringer, troe vi, at det vilde være ligefrem at henvise vore Kunder til Nabobyerne eller Udlandets Fabricata, og have derfor troet det rigtigt saavel i vor egen som Publicums Interesse at fastholde den af os engang tagne Bestemmelse endvidere at bringe samme til Publicums Kundskab." 

Den anden, fra Svendene, lyder saaledes: "Hr. Redacteur! I Anledning af Artiklen i Deres ærede Blad, Nr. 103, angaaende Skomagersvendenes strike, tillade herved samtlige strikende Svende sig at gjøre den ærede Redaction mere bekjendt med, Hvorledes vor Stilling ligeoverfor det øvrige Samfund er. Idet der indrømmes os, at vore Fordringer ere berettigede, ville vi med det Samme takke derfor. Hvorledes er en Skomagersvends Stilling? Det er Noget, som maaskee er de Fleste ubekjendt. En almindelig god Arbeider kan med sin bedste Flid i Gjennemsnit fortjene 4 Rd. om Ugen. Hvor vil nogen samvittighedsfuld Mand fragaae, at en Familieforsørger med flere Børn umulig kan leve deraf. Kan der paastaaes, at Mestrene paa Grund af Concurrence ikke kunne forhøie Prisen paa deres Arbeide, da troe vi, at vi kunne modbevise dette da den samme Fordring, som vi stille, er indrømmet af de største Mestre i Randers og forelagt Mestrene i Aarhuus til Vedtagelse, og hvis ikke dette skeer, vil der indtræffe samme Forhold som her. Derfor troe vi ikke, at Dhrr. Skomagere bør være bange for Concurrencen fra Provindserne og langt mindre fra Kjøbenhavn, da deres Fordringer der ere langt større end her."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. april 1872. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).