Voldeligt Overfald. (Efterskrift til Politivennen)

Voldeligt Overfald. En Aften i Marts Maaned traf Arbejdsmand Frederiksen fra Gjentofte i Lundehuuskroen sammen med tre forskellige Personer, hvoriblandt den tidligere straffede Frederik Hansen. Den ene af Personerne, Arrestanten S., opfordrede kortefter i en truende Tone Frederiksen til at give Brændeviin, hvilken Opfordring denne af Frygt for Overlast efterkom ved at reqvirere en Pægel Brændeviin, som de Tiltalte og Frederiksen derpaa drak i Forening. Lidt efter gjentog S. sit Forlangende til Frederiksen om Brændevinstractement, og da denne vægrede sig herved, gav Arrestanten Frederiksen et Stød for Brystet, hvorefter Frederiksen endnu lod sig bevæge til at give en Pægel Brændeviin. Efter Nydelsen af denne vilde Frederiksen forsøge paa at undslippe, men Frederik Hansen stillede sig nu i Døren og standsede Frederiksen, hvorpaa Arrestanten S. sprang ind paa ham. tilføjede ham flere Slag i Ansigtet, sparkede ham og kastede ham om paa Gulvet, hvorefter Arrestanten og Hansen kastede Frederiksen med Voldsomhed over mod Kakkelovnen. Da den Overfaldne reiste sig op efter denne Medfart, forlangte alle tre Tiltalte, at han skulde give Kaffe punch, og Frederiksen saae sig ogsaa tvungen til af Frygt for Voldsmændene at bestille fire Kopper. Medens disse bleve nydte saae Frederiksen Lejlighed til at undvige ud af Stuen og Kroen, men blev kort efter i Søholms Have indhentet af de tre Tiltalte, af hvilke Frederik Hansen tilføjede ham flere Slag i Hovedet med Noget han havde skjult i Haanden, hvorpaa de andre To ligeledes slog løs paa Frederiksen, der ved Hansens Slag var styrtet til Jorden. De Tiltalte forlode nu den Overfaldne, der ved Assistence af Søholms Folk, blev løftet op, vasket og forbundet. Kort efter udbrød der en ny Balaille, dennegang mellem Karlene fra Søholm, der vare oprørte over den Behandling, Frederiksen havde faaet og vilde ledsage ham hjem, og de ovennævnte Tiltalte. Der blev ved denne Lejlighed uddeelt drøie Slag med Stokke, navnlig fra Frederik Hansens og hans Kammeraters Side, men dog ikke af nogen alvorlig Betydning, og da Karlene fra Søholm trak sig tilbage fra Slagsmaalet ophørte dette af sig selv kort efter. Efter en under Sagen fremlagt Lægeattest har Frederiksen erholdt et over 1 Tomme langt og temmelig dybt Saar tversover Panden samt paa Øienlaagene og langs Næseroden stærk Blodudtrædning og Hudafskrabning. Desuden fandtes rundt om i Ansigtet forskellige mindre Contusioner og Smaarifter. Ved Nordre Birks Extraretsdom bleve Arrestanterne S. og Frederik Hansen, - af hvilke den Førstnævnte er 20 Aar gl. og oftere straffet senest for Løsgjængeri og Overtrædelse af Frd. 5te Mai 1847 § 6 med Tvangsarbejde i 18 Dage og en Bøde paa 1 , Rd. og F. Hansen ligeledes 20 Aar gl. og i 1870 for Tyveri straffet med 8 Maaneders Forbedringshuusarbeide, - ansete efter Straffelovens §§ 203 og 210 med Fængsel paa Vand og Brød i resp. 4 Gange 5 og 2 Gange 5 Dage. Den tredie Tiltalte, der er 24 Aar gl. og ei førhen straffet blev anseet efter den citerede Lovs § 210 med simpelt Fængsel i 8 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juni 1872).

Knud Gamborg (1828-1900): Farvergade, nr. 15, Skjenkestuen i Logishuset, Holger Danske, i København. Illustreret Tidende nr. 776, 8. august 1874. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grundlovsdag 5. Juni 1872. (Efterskrift til Politivennen)

I Socialisten kunne man op til grundlovsdagen 5. juni 1872 se annoncer for et møde for foreningens medlemmer ved den røde port ved Klampenborg kl. 2, med en efterfølgende tur til den slesvigske sten på plænen ved Eremitagen. 

Politiforbud.

Igaar Middag Kl. 12 indfandt Formanden for den internationale Arbejderforening, C. Würtz, tilligemed den øvrige Bestyrelse og Festkomiteen sig hos Politidirektøren, for der at blive underrettet om de Bestemmelser, som Politidirektøren havde taget angaaende den Fest, som Foreningen agtede at afholde den 5te Juni, og modtog der følgende Tilhold:

"Da Formanden for den saakaldte internationale Arbejderforening heri Staden, Carl Würz, paa den nævnte Forenings Bestyrelses Vegne har udstedt et Program for den Grundlovsfest, der af Foreningen agtes afholdt i Jægersborg Dyrehave den 5te d. M., af hvilket Program det blandt Andet fremgaar, at Foreningen agter ved bemeldte Lejlighed at føre en rød Fane med Indskriften: "Frihed, Lighed og Broderskab";

da bemeldte Fane ifølge dens Historie har en mod Rigets lovhjemlede Forfatnings- og Samfundsforhold truende Betydning, og dens Afbenyttelse som Mærke for den ovennævnte Forening saaledes er uforenelig med, hvad fornødent Hensyn til den offentlige Orden, Fred og Sikkerhed fordrer; samt 

da Justitsministeriet har bifaldet, at Københavns Politi overtager Polititilsynet ved den ovennævnte Grundlovsfest;

bliver det i Medfør af Lov angaaende Omordning af Københavns Politi af 11te Februar 1863 § 9, og af Lov angaaende Politiet udenfor København af 4de Februar 1871 § 7 herved den ovennævnte Forening forbudt at benytte den ovenfor betegnede Fane, det være sig ved den ovenommeldte Fest eller nogetsteds her i Staden eller paa dens Grund, under den ved de nævnte Lovbestemmelser fastsatte Straf og andet lovligt Ansvar for alle Vedkommende

Københavns Politikammer, den 4de Juni 1872

Crone

Hvorvidt Hr. Etatsraad Crone er berettiget eller uberettiget til at udstede et sligt Forbud, staar mig for Øjeblikket ikke klart, i ethvert Tilfælde maa det være indlysende for Enhver, at vi maa afholde Festen uden Fane.

Det er en Selvfølge, at dette Forbud ikke vil være til Hinder for Festens Afholdelse, dog bliver følgende Forandringer i Programmet at foretage, at Mødestedet ikke, som angivet, vil blive ved Holdepladsen, men derimod ved den røde Port. Forøvrigt vil Bestyrelsen paa det fastsatte Klokteslet være tilstede paa Banegaarden ved Klampenborg, hvor Medlemmerne vil kunne erholde den fornødne Underretning.

C. Würtz,

Formand for "den internationale Arbejderforening" i Kobenhavn.

I Henhold til Ovenstaaende skal vi med det Allerførste komme tilbage til ovennævnte Politiforbud.

Red.

(Socialisten 5. juni 1872)

Socialistisk Folkemøde. Af det Folkemøde, som den herværende Afdeling af "Internationale" i Onsdags afholdt ved Klampenborg, har vi modtaget følgende Referat.

Kl. 2 Efterm. samledes Foreningens Medlemmer med deres Damer paa det betegnede Sted, og marscherede derfra med et Musikkorps i Spidsen til den slesvigske Sten, hvor Foreningens Formand, C Würtz, indledte Mødet med en længere Tale.

Han udtalte, at det glædede ham, at han nu saa sig istand til at indfri det Løfte, han havde givet i Foreningens Lokale, at han paa Grundlovsdagen vilde udbringe et Leve paa den slesvigske Sten for den arbejdende Klasse. For at naa dette Maal var han gaaet frem paa en rolig og besindig Maade, hvilket han haabede enhver retsindig og fornuftig Mand maatte billige. Der fejredes idag en Fest, som kaldtes Grundlovsfesten; hvorvidt Arbejderne fra et rigtigt Synspunkt betragtet burde fejre en slig Fest, kunde være tvivlsomt, idet nemlig, at fandtes der en Paragraf i Grundloven, som indrømmede Arbejderen en vis Frihed, saa fandtes der straks en tilsvarende Paragraf, som berøvede ham samme, men i andre Henseender kunde det være nødvendigt, at en slig Fest sejredes; Arbejderen burde ved en opløftende Tanke ihukomme Mindet om den højsindede Fyrste, som lagde sin nedarvede uindskrænkede Magt i Folkets Hænder; man kunde af det danske Folks Optræden i 1848 lære, at naar Enhver var besjælet af den rette Enigheds- og Broderaand, kunde ethvert Ønske gennemføres. Han vilde idag for Mængden gentage sit bestandige Program: Der burde være fri og fælles Undervisning for Alle. Da det ikke kunde undgaas, at der i Samfundet altid vilde findes Forskel i Vilkaar, saa at Enkelte blev mindre heldig stillede end Andre f. Eks. paa Grund af Evner, Flid, Konjunkturer o. s. v., burde Arbejderen, der ikke aflægges med nogen Pension, naar han endelig engang er opslidt, ikke som nu være Genstand for offentlig Medlidenhed, men nyde en efter Omstændighederne behagelig Tilværelse, ti vore offentlige Forsørgelsesanstalter lade i Virkeligheden meget tilbage at ønske. Hvad det første Punkt angik, da fandt han, at de fleste Ulykkelige, som skabes fra det ene Fængsel til det andet, er i Reglen af den uvidende Almueklasse, som næppe har lært at skælne hvad der er Ret eller Uret. Staten straffer Alle lige, men den belønner ikke Alle lige; naar den straffer alle lige, bør den ogsaa undervise Alle lige. Det er ikke disse Ulykkeliges egen Skyld, at de efter en ynkværdig Barndom, tilbragt i Savn og Elendighed ende med at fylde Statens Fængsler eller Fattighuse; i ethvert Menneske ligger en Spire til det Ædle og Gode, og blev den kun rigtig udviklet hos Enhver, vilde der vist neppe findes saamange Forbrydere som Tilfældet er. Afstanden mellem Kapitalist og Arbejder var for stor, hvilket den frisindede og humane Arbejdsgiver følte, saa at han paa andre Maader stræbte at vare sine Arbejdere til Gavn; men hvormangen Kapitalist fandtes der ikke, der betragtede Arbejderen kun som et Middel til at berige sig ved, og afspiste dem med Utaknemmelighedens karrige Brød; imod saadanne burde Arbejdernes Krig være rettet, ti de forurettede ikke alene Arbejderne, men bidroge ogsaa væsentlig til at gjøre Arbejdsgiverne forhadt hos Arbejderne. Slige burde bekæmpes paa alle Maader. Til Slutning bemærkede Taleren, at ihvorvel Socialisterne betragter hele Verden som deres Fædreland, findes det dog dybt indprentet i det menneskelige Hjerte, at man nærer en vis Forkærlighed til den Plet, hvor man er født, og hvor man saa end færdes, dvæler man dog stundom i Tanken ved den Plet, hvor man saa Lviet, og de Minder, som knytter sig dertil *), da der imidlertid trindt om i Landet udbragtes saamange Hurraer for Konge og Fædreland, vilde han her under Himlens hvalte Bue udbringe Leve for den arbejdende Stand, det første, som muligt paa en saadan Dag var udbragt, men som han haabede ikke skulde vare det sidste. Denne Tale blev besvaret af et nifoldigt Hurra fra Forsamlingen.

Efter ham talte Borger Pihl og Borger Veiss. Den første omtalte, hvilke Midler han foreløbigt ansaa for de tjenligste til at fremme Arbejdersagen. Han beklagede de bedre stillede Klassers Optræden overfor Arbejderne. Den anden Taler fordømte de blodige Krige, som tvinger Menneskene til at hade hinanden; han ønskede en almindelig Tilslutning til "Internationale", og at ethvert Menneske, ligemeget af hvilken Nation, burde betragte hinanden som Brødre. Imellem Talerne spilledes Socialisternes Marked. Efter disse Taler sluttedes den alvorlige Del af Festen, hvorefter Medlemmerne i et Par Timer fik dem en lille Svingom med deres Damer. Fra den slesvigske Sten marscherede Foreningen gennem Dyrehaven langs Jagtvejen til Charlottenlund; ankommen der, takkede Formanden Foreningen for den værdige Maade, hvorpaa den var optraadt, idet den havde sat ham istand til at indfri det Tilsagn, han havde givet Københavns Politidirektør, at Foreningen vilde optræde saaledes, al den skulde erhverve sig, saavel hans som alle Medborgeres Agtelse. Han bad enhver bevare Mindet om denne smukke Dag og udtalte Ønsket om, at det ikke maatte være sidste Gang, man samledes paa denne Maade.

Efter talrige Hurraraab, saavel sor den anholdte som den midlertidige Bestyrelse, opløstes Forsamlingen.

*) Vi tillade os at gøre Opmærksom paa, at vi kun refererer.
Red.

Den slesvigske sten i Dyrehaven. Stenen står på en bakke hvorfra man har udsigt over den lavereliggende slette. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bladene og "Internationales" Fane. I Anledning at, at den vise Politidirektør nedlagde Forbud imod, at "Internationale" mødte med en rød Fane ved Grundlovsfesten i Dyrehaven, har vore ærede Modblade, der naturligvis har gnedet sig i Hænderne af Glæde over denne store Triumf, opvartet med de sædvanlige dødfødte Negervittigheder. "Dagstelegrafen", eller den aandrige Underneger, der har havt det Hverv at sige de i den Anledning fornødne Brandere, finder, at, da det, "efter hvad det forlyder", skal være paatænkt, at Foreningen vil samles under en hvid Fane, vilde det være rettest, at denne behængtes "med lidt Flor eller Andet, der kunde vidne om, at Foreningen angrende sørger over det Skete." Naar man tænker sig denne Replik foredraget med et vist fedt Grin, bliver Virkningen storartet. "Dagens Nyheder", der just ikke specielt gør sig kaad over Forbudet mod Fanen, giver derimod et lille Kursus i Logik tilbedste i Anledning af Artiklen om "Tyrefægtninger og Nationalitet", sammenholdt med "Internationale"s Anskaffelse af en Fane med den bekendte Indskrift. Det unge Blad finder det "paa engang meget morsomt og lærerigt", at "Internationale" møder med denne Fane et Par Tage efter at "Socialisten" har spottet de forskellige Nationers Klude som Symboler paa den nationale Afsondring, der har holdt Folkene i indbyrdes Tvedragt og Had og maa anses for blandt Mere at vare et godt Middel til at vedligeholde disse Følelser. Hr. Watt, eller vedkommende Negerkorporal, finder, at dette lærer, at Socialisternes højtklingende Talemaader er tomt Ordgyderi, bestemt til at ophidse de Enfoldige, og paa hvis Sandhed de ikke selv tror saa længe, som det Blæk behover til at blive tørt, hvormed de har skrevet". Knusende! Det er beklageligt, at det staar saa simpelt til med "Dagens Nyheders Logik, at Bladet ikke begriber, at man meget godt kan foragte de Klude, der er Tegn paa den nationale Isolation, der kun tjener til at hæmme den almindelige Sammenslutning af de forskellige Folkeslag, samtidigt med, at man selv antager en Fane, der netop skal tjene som Symbol paa Noget, hvorom Alle, uden Hensyn til Nationalitet, skal kunne slutte sig. - Dette Eksempel paa "Dagens Nyheder"s Logik er "meget morsomt"; det er derimod ikke "lærerigt", ti for at Noget skal kunne siges at være lærerigt, maa det fordres, at det i forskellige Retninger aabner Perspektiver til Belæring; men, hvor "Dagens Nyheder" er Genstanden, er der naturligvis ikke Tale om Perspektiver.

(Socialisten 7. juni 1872)

Efter at Pio, Geleff og Brix var arresteret, forsøgte politiet at "købe" lederne, bl.a. cigarmager Johan Carl Christian Würtz. C. Würtz (1832-) var opvokset på Opfostringshuset. 16 år gammel lærte han cigarmagerfaget. Han blev i november 1871 formand for cigarmagernes sektion i Internationale. Hans officielle holdninger blev mistænkeliggjort for at han også skulle have mere skjulte aktiviteter. Han blev i marts 1872 valgt som anden suppleant til bestyrelsen, mens Anthon Mundberg blev første suppleant. De to suppleangter der trådte til da de tre bestyrelsesmedlemmer blev arresteret, var uenige, og da Mundberg blev arresteret, stod Würtz alene i spidsen for Internationale. I efteråret 1872 rejste han rundt til talrige møder i Jylland, og i marts 1873 blev han væltet som formand af kollegaen, cigarmager Johnsen. Kort tid efter blev han ekskluderet og rejste i 1873 til USA, muligvis finansieret af politiets kasse,

Murerstrikens Ophør. (Efterskrift til Politivennen)

"Dagens Nyheder" leverede igaar to Spalter Vaas om Murerstrikens Ophør. Det er saa uhyre let at indse, hvad Meningen med hele denne Artikkel er, det Hele er forresten et ret godt Forsøg i den Erik Bøghske Taktik. Saadanne Udbrud har vi naturlivis slet ikke været uforberedte paa, dog maa vi tilføje, at vi ikke havde ventet dem nær saa matte og intetsigende, som det har vist sig, at de er. Vi kan saa godt forstaa, at "Dagens Nyheder" og Konsorter vil drage saa megen Fordel af den nu tabte Murerskrue som muligt, men vi kan ikke forstaa, at de kan antage Arbejderne, og særlig Murerne, for endnu værende saa uvidende, at en saa plat Smiger og et saa grelt Lefleri af dem kan blive taget for gode Varer. Bladene har i de først paafølgende Dage efter Strikens Ophør stadig pranget med deres Opfordring til os, om at give de af os lovede nærmere Oplysninger. Atter et Bevis paa Bladenes ynkelige Afmagt, at de maa tage deres Tilflugt til saadanne Latterligheder. Da vi om Aftenen fik den Underretning, at Murerskruen var ophørt og altsaa tabt, da skete dette ved en Meddelelse paa en Linje, som altsaa ikke indeholdt mere, end hvad der den følgende Morgen stod at læse i "Socialisten", vi tilføjede som et Haab, at vi den næste Dag kunde give vore Læsere en yderligere Meddelelse. Vi synes, at det maa ligge klart for Enhver, der vil se det, at disse yderligere Meddelelser slet ikke kunde bestaa i andet end et Referat af den Generalforsamling, som Murerne afholdt i deres Lokale i "Føniks", og paa hvilken det blev vedtaget, at Skruen skulde ophøre. Hvilke andre Oplysninger det er, som "Dagens Nyheder", med samt sin Mængde af "ærede Kolleger", puffer, det kan vi sandelig ikke indse, da de jo idetmindste burde kende de nærmere Forhold, hvorunder Murerskruen har eksisteret, lige saa godt, som vi. At vi ikke fremkom med disse Oplysninger, beviser slet ikke, at vi har svigtet vort Løfte, da vi, vi maa gentage det, jo kun udtalte det som et Haab, at vi kunde skaffe de omtalte Oplysninger, og vi kan jo da til enhver Tid skyde os ind under den Form, at vort Haab glippede ; det behøver vi imidlertid slet ikke at gøre. Sandheden er, at vi ansaa det for rigtigst og som værende i Murernes Interesse, ikke at fremkomme med de Oplysninger, som vi havde indhentet. "Dagens Nyheder" har heller ikke godt af at vide Alting. Det gamle forslidte og ubeføjede Angreb, som "Dagens Nyheder" atter har serveret med i den nævnte Artikkel, og som gaar ud paa, at tillægge "Internationale" Skylden for Strikens Opkomst, behøver vi ikke mere at imødegaa; der findes ikke en eneste af alle de strikende Murere, som ikke ved, at denne Paaduttelse er fuldstændig falsk og løgnagtig, og vi er aldeles overbeviste om, at denne Løgn idetmindste ikke vil vinde nogen Indgang hos Arbejderne. Da Murerskruen begyndte, var der omtrent slet ingen Mursvende i Foreningen "Internationale", men desuagtet søgte denne Forening af al Magt at støtte Striken og opmuntre de Strikende, og det har vist sig, at denne Opmuntring var fuldstændig paa sin Plads. Er der nogen, som har handlet samvittighedsløst overfor den nu tabte Strike, saa er det de Blade, som ved deres uhyggelige og utidige Klynkeri har gjort alt for at knække Modet hos de Strikende, og dobbelt Skændsel over disse Organer, fordi de paa en saa lav og simpel Maade var underkøbt af Storborgerne til at gaa disses smudsigste og laveste Ærinder. Det har nu vist sig, at havde Murerne holdt Skruen blot en ganske kort Tid endnu, saa vilde Skruen ogsaa have været vunden, nu, da den er tabt, indrømmer Mestrene det selv.

Til Arbejderne, og særlig til Murerne, skal vi kun endnu henstille disse Ord!

Arbejdere! I har set, hvormange Aar I er blevne førte bag Lyset af alle dem, som kalder sig Eders sande Venner. I har set det, og I vil sikkert vide at huske det, derpaa stoler vi trygt. Hvad Murerskruer og Skruer i det Hele taget angaar, da ved vi, at Arbejderne paa deres selvstændige Diskussionsmøder har underkastet dette Svstem en langt nøjere Drøftelse, og har derfor et langt nøjere Kendskab til det, end disse amerikaniserede Pariserjournalister, hvis Tid ikke tillader dem for Alvor at beskæflige dem med Arbejderens Kaar.

(Socialisten 2. juni 1872).

Skomagerstrike. (Efterskrift til Politivennen).

(Forlangt indrykket.)

Hr. Redaktør!

Endel Mennesker er af den Formening, at Murernes Skrue var ugrundet. Jeg gad nok vide, om den samme Paastand vil fremkomme, hvis Skomagerne nu laver en Skrue. Jeg vil give Dem et Indblik i, hvorledes Skomagernes Stilling er. Jeg tror ikke, at der er mange Haandværkere, der er daarligere stillet end Skomagersvendene. Skomagermestrene har for flere Aar siden funden paa den snilde Ide, at de ingen Svende vilde have paa deres Værksteder. De paastod nemlig, at der altid var Drikkeri paa Værkstederne (og saa en Grund). Dette er ingenlunde Tilfældet; Skomagerne er ligesaa ædruelige og respektable Mennesker, som enhver anden Haandværksstand. Det Hele er blot et Paafund af Mestrene, for dog at have en Grund til at lukke deres Værksteder for Svendene. Den sande Grund, hvorfor de ingen Svende har paa Værkstederne, ligger i Konkurrencen; naar først en af de større Mestre har faaet Svendene til at arbejde paa Logi, og saaledes er sluppen for at betale Værkstedsleje, og er bleven fri for at holde Svendene med Pløkker, Garn og andre saadanne Sager, samt fri for at holde Værkstedet med Lys og Varme i de lange Vinteraftener, saa kan man let forstaa, at Udsigterne til en saadan Gevinst er altfor fristende til, at de andre Mestre ikke ogsaa skulde sørge for at saa Skikken indført. Det var jo en Fortjeneste, som ikke var saa ganske ubetydelig.

Enhver kan jo nok forstaa, at det er meget uhyggelig at arbejde paa Logi. For det første har vi i Reglen daarlige Værelser, og for det andet er der ikke ret mange Værter, der vil have Skomagersvende i Logi, og vi maa derfor som oftest betale et Værelse meget dyrere end Andre. Efter hvad jeg hører, er det næsten ikke til at faa Logi for Skomagerne i Sommer, medmindre de vil give en aldeles ublu Betaling. Jeg finder ogsaa, at det er meget ubehageligt for en gift Svend, naar han skal sidde og arbejde hjemme; han har i Reglen ikke mere end et Værelse, og det skal saa bruges baade til Værksted, Dagligstue og Sovekammer; kommer der nu en Del Børn til, og Stuen er lille, da kan man vist nok tænke sig til, at Stuen ikke ligefrem er hyggelig, og hvad det angaar med Fortjenesten, da er den i de fleste Tilfælde ikke over 4 a 5 Rd. om Ugen. Som ovenfor sagt skal vi holde os selv med Pløkker, Garn o. s. v., og om Vinteren tillige med Lys og Varme, og ikke nok dermed, der er ogsaa andre uberegnelige Udgifter og Tab, naar vi f. Eks. har været hos Mesteren om Formiddagen og hentet Arbejde, og vi kommer Dagen efter om Morgenen, da er det saa ofte Tilfældet, at Mesteren ikke er staaet op endnu. "Vil De komme igen om en Timestid," hedder det; naar saa den Timestid er gaaet, kommer vi igen. Ja, saa kommer vi ubelejligt, "Mester spiser. De maa vente eller komme igen."

Paa den Maade spildes mange halve, og jeg kan gerne sige hele Dage, især om Vinteren, hvor Dagene er korte. Hvad det angaar med vor Arbejdstid, saa er den, naar der er noget at bestille, i Reglen 14 a 16 Timer i Døgnet. Vi kan ikke, som de andre Haandværkere, holde en halv Time Frokost, en Time Middag og en halv Time Fesperkost; vi maa spise og arbejde paa samme Tid.

Det vi fordrer mere i Arbejdsløn er saa ubetydeligt, som det vel kan være. Vi burde endog sætte den Fordring til enhver Mester, at levere os ordenlige og gode Værksteder, hvor vi rimeligvis skulde have baade Lys og Varme og de øvrige Pillerier, og saa en begrændset Arbejdstid, f. Eks. 11 Timer. Da kunde vi nogenlunde komme paa samme Plads i Samfundet som de andre Haandværkere og saa ligesaa gode og billige Logier som de, og lad os ikke glemme, at stal vi have vore Fordringer sat igennem, saa er Tiden dertil i Sommer. Vor Finanskasse er rigtignok ikke stor i Forhold til de mange, der vil søge en Understøttelse i Tilfælde af en Skrue; men jeg gør Regning paa, at enhver vil støtte os, da vi er fuldkommen berettiget til at gøre den omtalte Skrue. Det havde rigtignok været udmærket, dersom vi havde faaet den Produksjonsforening igang, der blev begyndt paa i Marts Maaned, men maaske ved kraftig Sammenslutning den endnu kan komme istand. Vi kunde da være sikre paa, at naar alle Svendene holdt op at arbejde for Mestrene og Produksjonsforeningen var i Virksomhed, vi da ville saa uhyre meget at bestille. Vi maatte rimeligvis i dette Tilfælde leje en Stue paa et befærdet Strøg, og sørge for at saa smukt Arbejde i Vinduerne, samt stadigt søge at levere solidt og godt Arbejde, saa vilde Enhver kunde saa hele Udbyttet af sit Arbejde. Kapitalen, der skulde bruges dertil, blev i Foraaret anslaaet til 2000 Rd., og naar vi saa gør Regning paa, at der er mellem 1400 til 2000 Skomagersvende her i Byen, og naar vi beregner, at blot Enhver gav 1 a 2 Rd., saa kunde den jo komme i Virksomhed straks. Jeg tror nok, at de fleste Haandværkere vilde tage deres Arbejde hos os, og for at vise det Arbejde, der blev lavet der, kunde vi jo sætte en Del paa Udstillingen. Jeg er overbevist om, at det vilde kunne maale sig med enhver Skomagermesters, da det jo vilde være de samme Folk, som forarbejdede det.

En Skomagersvend.

(Socialisten 2. juni 1872).

Arbeiderbevægelsen. Efterat Murerstriken er bleven sluttet, synes det nu som om der muligt vil finde en Arbejdsnedlæggelse Sted iblandt Skomagersvendene i Kjøbenhavn. Allerede i Efteraaret henvendte Svendeforeningen sig til Mesterlauget med Andragende om en Forhøielse i Arbeidslønnen, hvortil Bestyrelsen svarede, at den ikke vilde indlade sig paa at søge en Priiscourant faststaaet, idet den meente, at Betalingen rettest bestemtes ved frivillig Overeenskomst mellem de enkelte Mestre og Svende, hvorimod den vilde anbefale Andragendet til velvillig Opmærksomhed af Mestrene. Fra Svendeforeningens Side skete der derpaa i Henhold hertil en Henvendelse til de enkelte Mestre, af hvilke 106 gave en ombaaren Liste Paategning om, at de vare villige til at indrømme en Forhøielse til Svendene, saaledes at disse i det Hele skulde have 1 Mk. i Tillæg for et Par Støvler, 8 sk i Tillæg for Forsaaling m. v. Ligesom det kun var en Minoritet af Mestrene - hvis Antal skal være c. 500, hvoraf imidlertid en stor Deel ikke er i Lauget - der gik ind paa en Forhøielse, saaledes skal det ogsaa være Tilfældet, at ialfald nogle Enkelte af disse Mestre paa Grund af de mindre gode Conjuncturer i Vinterens Løb have standset med deres Indrømmelser og ere gaaede tilbage til den gamle Betaling. Da Foraaret kom, begyndte Bevægelsen igjen, og henimod Slutningen af April Maaned indgaves der et Andragende til Lauget om Nedsættelse af et Udvalg til at forhandle med Andragerne om en af dem udarbeidet Priiscourant. Dette Andragende, der angaves at være tiltraadt af 846 Skomagersvende, var imidlertid ikke udgaaet fra Svendeforeningens Bestyrelse, men var underlegnet af en "Formand for Skomagersvendenes Strikekasse" m. fl. og den foreslaaede nye Priiscourant indeholdt Gjennemgaaende en overordentlig stor Forhøielse for Svendene, saaledes f. Ex. over 100 pCt. for Forsaaling. Andragendet blev ei heller tiltraadt af et kort Tid derefter af Svendeforeningen afholdt Møde, og Mesterlaugets Bestyrelse vedtog, idet den iøvrigt henviste til sin ovenomtalte Skrivelse af afvigte Novbr. Maaned, at svare, at den ikke fandt tilstrækkelig Anledning til at deeltage i Nedsættelsen af et Udvalg for at forhandle om en Priiscourant. Iaften bliver der afholdt et Møde af Skomagersvende til Overveielse af, hvad der videre maatte være at gjøre i denne Sag.

Skomagersvendene skulle med den nuværende Betaling, efter hvad derfor os opgivet, kunne tjene 6 til 7 Rd. om Ugen ved Arbeide for Mestrene, men endeel af Svendene arbeide for sig selv og tjene derved noget Mere. Fra en anden Side er det imidlertid blevet paastaaet. at deres Fortjeneste kun beløber sig til 4 a 5 Rd. om Ugen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. juni 1872).

Skomagersvendenes Møde i "Føniks". Paa den i Tirsdags Aftes af Skomagersvendene afholdte Generalforsamling, der var udmærket godt besøgt, blev det enstemmig vedtaget, at saafremt de af Svendene opstillede Fordringer ikke fra Mestrenes Side blev opfyldte i de nærmeste Dage, da at nedlægge Arbejdet. Vi skal, ved at referere dette Møde, ganske afholde os fra selvstændige Udtalelser, og kun bestræbe os for at referere saa nøjagtig, som det er muligt.

Efter at flere forskellige Talere havde godtgjort, at Svendenes Fordringer var uhyre moderate, idet en Forhøjelse af 30 pCt. paa en gennemsnitlig Ugeløn af 3 -5 Rd. ikke kan anses for at være for betydelig, blev nedenstaaende Priskurant vedtaget til Gennemførelse.

Den mindelige Overenskomst skulde først forsøges, men vilde, efter Mestrenes tidligere Holdning at dømme, neppe føre til noget gunstigt Resultat, og man maatte derfor, ved en total Arbejdsnedlæggelse, søge at faa den vedtagne Priskurant sat igennem.

Denne lyder saaledes:

Stemningen blandt Skomagersvendene var udmærket god, og vi tror, at der er alvorlig Anledning til at lægge Mestrene paa Sinde, at de ikke ved et overilet Svar nøder Svendene til ved Magt at sætte deres Fordringer igennem.

Vi kan endvidere oplyse, at Udvalget for Svendene, der bestaar af ur Medlemmer, igaar har vedtaget at tilsende Oldermanden for Skomagerlauget følgende Skrivelse:

Til Oldermanden.

Vi tillader os herved at underrette Dem Hr. Oldermand om nedenstaaende, som blev vedtaget paa et Møde af Skomagersvende den 4de Juni, hvilket vi beder Dem godhedsfuldt at bringe til Dhrr. Mesteres Kundskab:

Arbejdet vil blive nedlagt Mandagen den 10de Juni hos de Mestere, som ikke - for alle deres Svende - skriftlig vil indgaa paa de engang af Svendene stillede Fordringer, medmindre vi inden den Tid har modtaget fyldestgørende Svar.

Paa Komiteens Vegne

M. Larsen,

Formand.

Oldermanden bedes at bemærke i Skrivelsen, om Indrømmelsen gælder baade for Vinteren og for Sommeren.

Komiteen.

(Socialisten 7. juni 1872)

Arbeiderbevægelsen. Fra Oldermanden for Skomagerlauget her i Staden, Oberst Dahlberg, modtog de Skomagersvende, der havde andraget om en Forhøjelse af Arbeidslønnen, i Løverdags en Svarskrivelse, hvori de underrettedes om, at Bestyrelsen og Repræsentantskabet efter nøie Overveielse vare komne til det samme Resultat, som blev udtalt i en Skrivelse tll den tidligere Formand for Strikekassen i Mai d. A., nemlig, at Arbejdslønnens Forhøielse maatte være en frivillig Sag imellem enhver Mester og Svend. Det tilføiedes i Svaret, at en Forhøjelse allerede havde fundet Sted for et ikke ringe Antal Arbeidere. Der er derefter i Formiddags i Dandsesalonen Phønix afholdt et Møde, der dog kun var besøgt af mellem 2 og 300 af Kiøbenhavns 1572 Svende. Efter en meer end 3 Timers trættende Discussion, der lededes af Skomagersvend Jeppesen (Sectionsformand i Internationale), blev det næsten med Eenstemmighed vedtaget, at nedlægge Arbeidet hos de Mestre, der ikke allerede ere gaaede ind paa eller ikke, naar Svendenes idag tagne Beslutning bliver dem forkyndt, ville gaae ind paa den af Svendene udarbeidede Priiscourant, der giver den omtalte Priis forhøjelse af c. 30 pCt. Det aftaltes endvidere, at der stal oprettes Productionsforeninger. Formanden for Strikekassen, Jørgensen, tilraadede indtrængende, at oprette en saadan Forening; Stemningen var imidlertid meest for at oprette flere mindre, hvilket, dog uden Afstemning, bestemtes at skulle skee snarest muligt, naar de nødvendige Pengemidler dertil vare tilveibragte; men hvor man skulde faae eller søge disse, blev ikke drøftet. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1872).

Skomagerlauget holdt et møde den 20. juni 1872 hvor 2-300 deltog, og med stor majoritet vedtog man at give svendene en forhøjelse af 30% til den arbejdsløn der blev givet i november 1871.

Marthine Vilhelmine Soelberg. (Efterskrift til Politivennen)

En kvindelig Kvistkammertyv. Det er ikke alene Mandspersoner, der lægge sig efter Kvistkammertyverier, ogsaa Fruentimmer give sig af med denne, som det synes, yndede Maade at giøre sig ulovligt Erhverv paa, eller som det hedder i det af Tyvene indbyrdes brugte Sprog "at redde noget". Det tidligere straffede Fruentimmer, Marthine Vilhelmine, kaldet Soelberg, synes at være en den forleden omtalte Arrestant Emil Ferdinand Petersen værdig Medbeilerske til Lønnen for slige Forbrydelser. Hun er noget ældre end han, nemlig 31 Aar gl., men synes ikke at staae tilbage for ham i Dristighed og Snuhed. Rigtignok naaede hun ikke inden sin Paagribelse det samme Antal af Tyverier som han, men Antallet af dem, hun har tilstaaet, beløber sig dog til 18, og vidner saaledes om en ikke ringe Færdighed. Samtlige Forbrydelser ere udførte i Løbet af forrige Aar, og det har hovedsagelig været Kvistkamre, som benyttedes til Soveværelser eller Pulterkamre, hun har hjemsøgt, men hun tog ogsaa Lejligheden iagt, hvor hun kunde, paa Trappegange, Tørrelofter og Kjældere. Efter den Forklaring, hun har afgivet under Forhørerne og som af Criminalretten efter det Oplyste er antagen for gyldig, var der de fleste Steder, hvor hun har stjaalet, uhindret Adgang for hende, idet Dørene enten stode aabne eller dog ikke vare anderledes lukkede, end at hun uden Anvendelse af saadan Vold, som charakterisere Indbrud, kunde skaffe sig Adgang til Gerningsstederne; men i 2 Tilfælde blev hun dog nødsaget til at anvende saadanne Midler, som gjorde Tyverierne til den Slags, der i Straffeloven betegnes som grove, nemlig et Sted i Klædeboderne, hvor Døren til et Kvistværelse var aflaaset med en simpel paaskruet Pladelaas, og et Sted i Store Kongensgade, hvor Døren til Tørreloftet var forsynet med en lignende Laas; begge Laase vare dog ikke kunstigere end at hun kunde aabne dem med sin Commodenøgle. Gjenstandene for Tyverierne have været af forskjellig Art, dog navnlig Klædningsstykker, Sengklæder, Linned, Gardiner og deslige, og den samlede Værdi af det Stjaalne beløb sig til omtrent 120 Rd. Det omtalte Indbrudstyveri i Store Kongensgade løb ikke ganske heldigt af for hende. Efterat hun nemlig paa det nævnte Tørreloft havde fat sig i Besiddelse af noget Vasketøi, forlod hun Eiendommen og begav sig ned ad Gothersgade; men hendes Tyverier vare imidlertid strax blevne opdagede af den Bestjaalne, en i Stedet boende Boghandler, som ilede efter hende, indhentede hende og tvang hende til at følge med sig tilbage til Eiendommen, hvor han fratog hende Kosterne, ialt 11 Stkr. Tøi; men derefter lod han hende gaae, uden at gjøre Anmeldelse til Politiet om Tyveriet, hvilken Undladelse var saa meget uheldigere, som det Omtalte foregik en af de første Dage i Mai f. A., da Arrestantindens forbryderiske Virksomhed endnu var i sin Begyndelse, og en Anmeldelse muligen vilde have forebygget det Omfang, den senere tog. I det sidste Aarstid før sin Anholdelse, der fandt Sted i Slutningen af October Maaned f. A., havde Arrestantindcn Bopæl og Huusholdning sammen med en Arbeidsmand, der tidligere i sin Militairtjeneste flere Gange var straffet arbitrairt for Tjenesteforseelse og senere havde været arresteret for Bedrageri, uden dog dengang at være bleven straffet. Denne Person blev under Sagens Gang overbeviist om at have været meddeelagtig med Arrestantinden i flere af hendes Tyverier og i det Hele at have været vidende om disse, foruden at han alene har begaaet 3 Tyverier. I en Port i Adelgade stjal han saaledes en Seng, i en Port i Skindergade en Barnevogn og fra en Vogn, der stod i en Gaard i Hausergade, en Bøtte med c. 7 Pd. Smør. Baade han og Arrestantinden have gjensidig hælet med hinanden, idet Sidstnævnte har deeltaget i Fortæringen af det i den omtalte Bøtte værende Smør, og derhos til den fælles Huusholdning anvendt Penge, om hvilke hun vidste, at de vare indkomne ved Salget af de af Medtiltalte stjaalne Koster. Denne havde paa sin Side været Arrestantinden behjælpelig med at pantsætte, hvad hun stjal, skjøndt han vidste, at Tingene vare stjaalne, og ligeledes deeltaget i Fortæringen af de Fødemidler, der vare kjøbte for de ulovligt erhvervede Penge. Tiltalte havde iøvrigt ogsaa aflagt Beviis paa Dumdristighed. Efterat han saaledes engang havde forsøgt at pantsætte 2 af Arrestantinden stjaalne Dyner, uden at dette var lykkedes ham, overdrog han et Bybud at besørge Pantsættelsen. Da vedkommende Pantelaaner yttrede Betænkelighed ved at modtage Dynerne af Bybudet, indfandt Tiltalte sig selv hos Pantelaaneren, og ved den Fripostighed, hvormed han forsikkrede, at der ikke var noget Galt iveien, og at han selv var Eier af Dynerne, lykkedes det ham at faae 6 Rd. at laane paa dem. Ved den, afvigte Tirsdag, afsagte Criminalretsdom bleve Begge kjendte skyldige for de Forbrydelser, for hvilke de vare satte under Tiltale, og Straffen lød for Arrestantinden paa Forbedringshuusarbeide i 3 Aar, og for Tiltalte paa Fængsel paa Vand og Brød i 5 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. maj 1872).

"Martine Vilhelmine Soelberg, født i Kjøbenhavn d: 1/9 41; straffet med V: og B: i 6 G: 5 D: for attent: Fosterfordrivelse og 2 Gange for Tyveri; senest med 3 Aars Forbdharbeide for en Mængde Qvistkammertyverier med falsk Nøgle. Mist: Prot: H. Pag 27.” [1875] Foto Genealogisk Forlag.

Ved højesterets dom 1877 blev hun idømt forbedringshusarbejde i 2 år for tyveri. Ved folketællingen 1880 boede i Rådhusstræde 10 den dengang 38-årige rengøringskone Martine Vilhelmine Soelberg sammen med sin 12-årige søn Georg Frederik Soelberg.  Navnesammenfald med nedenstående person kan være tilfældigt, men jeg bringer den for en ordens skyld. Der findes dog også en kvinde med tilsvarende navn som blev født i 1848:

En Kleptoman. En Kvinde ved Navn Martine Vilhelmine Soelberg-Jensen, der tidligere flere Gange har været straffet for Tyveri, blev i Marts Maaned anholdt i Kjøbenhavn for ved Lommetyveri at have tilvendt sig forskjellige Beløb, som hun gjemte i en Handske og anbragte bag ved en Kommode.

Under Arrestationen viste hun undertiden en saa paafaldende Opførsel, at man havde Anledning til at antage hende for sindssvag, hvorfor hun indlagdes til Observation. Professor Pontoppidan og det kgl. Sundhedskollegium bekræftede denne Antagelse, hvorfor hun ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret er bleven fritagen for Straffeansvar, medens hun i Henhold til Straffelovens 38 dømtes til at tages i Forvaring af øvrigheden som farlig for den offentlige Sikkerhed.

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. november 1892).