Internationale. (Efterskrift til Politivennen)

Internationale holdt i Løverdags Aftes et Møde, som vidnede om, at der er Splid i Leiren, om end Ordenspartiet endnu synes at være i overvægten. Formanden, Cigarmager Würtz, behandlede Spørgsmaalet om, "hvorledes den internationale Arbejderforening for Øieblikket staaer overfor Autoriteterne, og hvilken Holdning Foreningen fremtidig bør antage ligeoverfor disse?" i et længere, ret velordnet Foredrag. Han vilde kun ad Lovlighedens Vei, med Ro og Orden, søge at virke hen til en Forbedring af Arbeidernes Kaar, og saalænge han var Foreningens Formand skulde det være hans Hovedopgave at holde Foreningen i dette Spor; men paa den anden Side vilde han ogsaa med alle til Arbejdernes Raadighed staaende lovlige Midler modsætte sig ethvert Overgreb af Storborgerne og Autoriteterne. Som et saadant Overgreb betragtede han Politidirecteurens Forbud mod Foreningens Fane, hvilket Forbud med Rette havde vakt Medlemmernes og ogsaa hans Harme. Men det havde været ham af Vigtighed, at Mødet, ogsaa uden Fane, blev afholdt, for, som skeet var, at vise Autoriteterne og Storborgerne, at lnternationale ikke er en Oprørsbande, der gaaer ud paa Uorden og Forstyrrelse af den offentlige Ro, men en Flok fredelige Arbeidere, der kun fordre de dem ved Loven hjemlede Rettigheder og saaledes ogsaa Ret til at holde Møder under aaben Himmel for at discutere deres Anliggender. Og dette vilde forhaabenlig fremtidigen heller ikke blive dem nægtet efter den smukke og værdige Maade, hvorpaa Mødet paa Grundlovsdagen var foregaaet. Han vilde virke hen til at der atter snart kunde blive afholdt et saadant Møde, for at drøfte de Resolutioner, som det havde været Hensigten at drøfte og vedtage paa Mødet den 5te Mai. og han vilde gjøre Alt, hvad der stod i hans Magt, for at Foreningen kunde blive istand til da at medføre sin Fane. Hvad Forbudet mod denne angik, da turde "han ikke afgjøre, om Politiet havde handlet ulovligt ved at forbyde den; men han vilde i alt Fald sige, at Politidirecteuren havde handlet haardt imod Foreningen. Det var blevet sagt, at det var en Blodfane, men det vilde vise sig, ved at tage den i Øiesyn, at den ikke havde den communistiske Blodfarve, men samme Farve som Dannebrog. Taleren vilde henstille til Forsamlingen, om den vilde bemyndige ham til at henvende sig til Politidirecteuren for at erholde Underretning om, til hvilket lovbud Politidirecteuren støttede Forbudet, og til, hvis dette ikke førte til, at Forbudet blev taget tilbage, at henvende sig til Justitsministeren, om fornødent, med Klage over Politidirecteuren. Hertil sluttede sig 2 andre Bestyrelsesmedlemmer, af hvilke den Sidste, en Snedker Pihl, derhos ansaae det for hensigtsmæssigt og tilladeligt, at der, nu da Foreningen havde beviist, at den ingen Uorden tilsigtede eller foranledigede ved at holde Møde under aaben Himmel, i den allernærmeste Fremtid indvarskdes til et saadant Folkemøde. Cigarmager Giessing var misfornøiet med Bestyrelsen, som han skarpt dadlede, fordi den havde respecteret Politidirecteurens Forbud, hvilket efter hans Paastand ikke havde været officielt, men beroede paa en mundtlig Overeenskomst mellem Politidirecteuren og Formanden. Han rettede et stærkt Angreb mod den nuværende Bestyrelse for dens Moderation, der førte til, at Foreningen nu blev haanet af Storborgerne, der for havde frygtet den (!). Den fængslede Bestyrelse vilde ikke saaledes have ladet sig sætte Stolen for Døren, det havde den viist den 4de Mai, og om den end da havde udtalt sig i maaske for skarpe Udtryk, havde dog vist Ingen kunnet troe, at den vilde, at de faa Medlemmer, der udgjorde Foreningen, skulde sætte Magt imod Magt. (En Stemme: - Ja, det er ikke godt at vide!) Würtz replicerede skarpt, idet han ivrede mod dem, der her paa Møderne førte ophidsende Taler og søgte at udsaae Tvedragtens Sæd, men som holdt sig hjemme, naar det gjaldt at vise sig. Snedker Forsberg sluttede sig til Giessing i dennes Bebrejdelser mod den nuværende Bestyrelse for dens altfor store Moderation. Arbejderne skulde vise Enighed, thi ved den kunde de naae saavidt, at Magthaverne vilde blive nødte til at støbe deres Kanoner om til Kakkelovne. Efterat der endnu var talt endeel for og imod Bestyrelsen, navnlig af Borger Schiønnemann, der lod til at have Mistanke om, at det i "Socialisten" offentliggjorte Forbud mod Fanen slet ikke existerede i Virkeligheden, og ønskede at see Originalen, fremhævede Sectionsformand Jørgensen, at Politidirecteurens Forbud af 4de Mai mod Afholdelsen ogsaa af fremtidigt Folkemøder endnu stod ved Magt, saa at man ikke, som af Pihl foreslaaet, burde indvarsle et saadant Møde, men derimod indgive et Andragende om Forbudets Tilbagetagene. Sluttelig blev det ved Afstemning saagodtsom eenstemmigt vedtaget, at der skulde indgives en Klage til Justitsministeren over Politidirecteurens Forbud mod Fanen. Mødet sluttede med Leveraab baade for den nuværende og for den fængslede Bestyrelse, for Würtz og for Internationale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1872).

Ane Marie Thomsen. (Efterskrift til Politivennen)

Tvveri og Deelagtighed i denne Forbrydelse m. m. Efterat det var anmeldt for Politiet, at der fra Gaarden til Stedet Nr. 11 i Aabenraa var blevet stjaalet endeel til Tørring ophængt Vasketøi, og et til Protocollen over mistænkelige Personer hørende Fruentimmer Maren Kirstine Jensen kort efter en Aften var bleven seet ifærd med fra et Gangvindue i et Sted ved Nørrevold at stjæle noget Tøi, der var ophængt til Tørring udenfor, men blev forhindret heri, fordi en Person kom tilstede, blev Mistanken for det førstnævnte Tyveri henledet paa hende, hvorfor hun blev anholdt. Under det optagne Forhør blev det ogsaa oplyst, at hun i Ledtog med Ane Marie Thomsen havde i længere Tid heri Staden fra forskjellige aabenstaaende Eiendommes Gaardspladse stjaalet en Mængde til Tørring ophængt Tøi. Antallet af disse Tyverier havde Arrestantinderne imidlertid ikke nøjagtigt kunnet opgive, men ved de 15 af disse, der fuldstændigt bleve oplyste, blev der stjaalet Tøi til en Værdi af omtrent 40 Rd. Arrestantinden Jensen havde desuden alene begaaet 5 Tyverier af det sidst ommeldte Slags. Arrestantinderne havde under Sagen ogsaa tilstaaet, hvad der blev bestyrtet ved det iøvrigt Oplyste, at de, der havde gjort Aftale om at stjæle i Forening til fælles Fordeel, havde foruden ovennævnte Tyverier begaaet forskjellige Tyverier paa Landet, idet de bl. A. havde fra tvende Blegepladse stjaalet 2 Stykker Lærred til en Værdi af henholdsviis 16 Rd. 4 Mk. og 16 Rd. 3 Mk 12 sk og stjaalet paa 3 Steder i Roeskilde. Efterat de havde optaget en Tredie, nemlig Arrestantinden Bodil Martine Nielsen som Deeltager i deres Complot, udførte de de ovenanførte Tyverier af Vasketøi heri Staden, i hvilke sidstnævnte Arrestantinde deeltog i Udførelsen af 2 Tyverier, samt efterat være gjort bekjendt med de af de tvende Andre stjaalne Koster, medvirkede til at pantsætte disse og modtog en Deel af det ved Tyverierne vundne Udbytte som sin Andeel af samme, hvorhos denne Arrestantinde tillige havde gjort sig skyldig i ulovlig Pantsætning af nogle af hende leiede Klædningsstykker. Arrestantinderne, der Alle flere Gange have været straffede for Tyverier m. m., bleve af Criminal- og Politiretten idømte Tugthuusarbeide, Arrestantinden Thomsen i 5 Aar, Arrestantinden Jensen i 4 Aar og Arrestantinden Nielsen i 3 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juni 1872)

“Ane Marie Thomsen født og hjh: i Benløse; str: ofte her i Kjøbenhavn, navnlig 1872 med 5 Aars Tugthus, for Tyveri; uforbederlig navnlig i Komplot; Borts: Prot: 6/6 77. 154” [1876/1877]. Genealogisk Forlag.

I Genealogisk Forlags forbryderalbum optræder også en Bodil Martine Nielsen førdt 1839 som omkring 1865 blev straffet med 1 års forbedringshusarbejde samt 8 års tugthusarbejde for at have at ild til hendes busbonds gård. Det kunne have ladet sig gøre at det var den samme hvis hun havde fået eftergivet noget af sin straf.

Voldeligt Overfald. (Efterskrift til Politivennen)

Voldeligt Overfald. En Aften i Marts Maaned traf Arbejdsmand Frederiksen fra Gjentofte i Lundehuuskroen sammen med tre forskellige Personer, hvoriblandt den tidligere straffede Frederik Hansen. Den ene af Personerne, Arrestanten S., opfordrede kortefter i en truende Tone Frederiksen til at give Brændeviin, hvilken Opfordring denne af Frygt for Overlast efterkom ved at reqvirere en Pægel Brændeviin, som de Tiltalte og Frederiksen derpaa drak i Forening. Lidt efter gjentog S. sit Forlangende til Frederiksen om Brændevinstractement, og da denne vægrede sig herved, gav Arrestanten Frederiksen et Stød for Brystet, hvorefter Frederiksen endnu lod sig bevæge til at give en Pægel Brændeviin. Efter Nydelsen af denne vilde Frederiksen forsøge paa at undslippe, men Frederik Hansen stillede sig nu i Døren og standsede Frederiksen, hvorpaa Arrestanten S. sprang ind paa ham. tilføjede ham flere Slag i Ansigtet, sparkede ham og kastede ham om paa Gulvet, hvorefter Arrestanten og Hansen kastede Frederiksen med Voldsomhed over mod Kakkelovnen. Da den Overfaldne reiste sig op efter denne Medfart, forlangte alle tre Tiltalte, at han skulde give Kaffe punch, og Frederiksen saae sig ogsaa tvungen til af Frygt for Voldsmændene at bestille fire Kopper. Medens disse bleve nydte saae Frederiksen Lejlighed til at undvige ud af Stuen og Kroen, men blev kort efter i Søholms Have indhentet af de tre Tiltalte, af hvilke Frederik Hansen tilføjede ham flere Slag i Hovedet med Noget han havde skjult i Haanden, hvorpaa de andre To ligeledes slog løs paa Frederiksen, der ved Hansens Slag var styrtet til Jorden. De Tiltalte forlode nu den Overfaldne, der ved Assistence af Søholms Folk, blev løftet op, vasket og forbundet. Kort efter udbrød der en ny Balaille, dennegang mellem Karlene fra Søholm, der vare oprørte over den Behandling, Frederiksen havde faaet og vilde ledsage ham hjem, og de ovennævnte Tiltalte. Der blev ved denne Lejlighed uddeelt drøie Slag med Stokke, navnlig fra Frederik Hansens og hans Kammeraters Side, men dog ikke af nogen alvorlig Betydning, og da Karlene fra Søholm trak sig tilbage fra Slagsmaalet ophørte dette af sig selv kort efter. Efter en under Sagen fremlagt Lægeattest har Frederiksen erholdt et over 1 Tomme langt og temmelig dybt Saar tversover Panden samt paa Øienlaagene og langs Næseroden stærk Blodudtrædning og Hudafskrabning. Desuden fandtes rundt om i Ansigtet forskellige mindre Contusioner og Smaarifter. Ved Nordre Birks Extraretsdom bleve Arrestanterne S. og Frederik Hansen, - af hvilke den Førstnævnte er 20 Aar gl. og oftere straffet senest for Løsgjængeri og Overtrædelse af Frd. 5te Mai 1847 § 6 med Tvangsarbejde i 18 Dage og en Bøde paa 1 , Rd. og F. Hansen ligeledes 20 Aar gl. og i 1870 for Tyveri straffet med 8 Maaneders Forbedringshuusarbeide, - ansete efter Straffelovens §§ 203 og 210 med Fængsel paa Vand og Brød i resp. 4 Gange 5 og 2 Gange 5 Dage. Den tredie Tiltalte, der er 24 Aar gl. og ei førhen straffet blev anseet efter den citerede Lovs § 210 med simpelt Fængsel i 8 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juni 1872).

Knud Gamborg (1828-1900): Farvergade, nr. 15, Skjenkestuen i Logishuset, Holger Danske, i København. Illustreret Tidende nr. 776, 8. august 1874. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grundlovsdag 5. Juni 1872. (Efterskrift til Politivennen)

I Socialisten kunne man op til grundlovsdagen 5. juni 1872 se annoncer for et møde for foreningens medlemmer ved den røde port ved Klampenborg kl. 2, med en efterfølgende tur til den slesvigske sten på plænen ved Eremitagen. 

Politiforbud.

Igaar Middag Kl. 12 indfandt Formanden for den internationale Arbejderforening, C. Würtz, tilligemed den øvrige Bestyrelse og Festkomiteen sig hos Politidirektøren, for der at blive underrettet om de Bestemmelser, som Politidirektøren havde taget angaaende den Fest, som Foreningen agtede at afholde den 5te Juni, og modtog der følgende Tilhold:

"Da Formanden for den saakaldte internationale Arbejderforening heri Staden, Carl Würz, paa den nævnte Forenings Bestyrelses Vegne har udstedt et Program for den Grundlovsfest, der af Foreningen agtes afholdt i Jægersborg Dyrehave den 5te d. M., af hvilket Program det blandt Andet fremgaar, at Foreningen agter ved bemeldte Lejlighed at føre en rød Fane med Indskriften: "Frihed, Lighed og Broderskab";

da bemeldte Fane ifølge dens Historie har en mod Rigets lovhjemlede Forfatnings- og Samfundsforhold truende Betydning, og dens Afbenyttelse som Mærke for den ovennævnte Forening saaledes er uforenelig med, hvad fornødent Hensyn til den offentlige Orden, Fred og Sikkerhed fordrer; samt 

da Justitsministeriet har bifaldet, at Københavns Politi overtager Polititilsynet ved den ovennævnte Grundlovsfest;

bliver det i Medfør af Lov angaaende Omordning af Københavns Politi af 11te Februar 1863 § 9, og af Lov angaaende Politiet udenfor København af 4de Februar 1871 § 7 herved den ovennævnte Forening forbudt at benytte den ovenfor betegnede Fane, det være sig ved den ovenommeldte Fest eller nogetsteds her i Staden eller paa dens Grund, under den ved de nævnte Lovbestemmelser fastsatte Straf og andet lovligt Ansvar for alle Vedkommende

Københavns Politikammer, den 4de Juni 1872

Crone

Hvorvidt Hr. Etatsraad Crone er berettiget eller uberettiget til at udstede et sligt Forbud, staar mig for Øjeblikket ikke klart, i ethvert Tilfælde maa det være indlysende for Enhver, at vi maa afholde Festen uden Fane.

Det er en Selvfølge, at dette Forbud ikke vil være til Hinder for Festens Afholdelse, dog bliver følgende Forandringer i Programmet at foretage, at Mødestedet ikke, som angivet, vil blive ved Holdepladsen, men derimod ved den røde Port. Forøvrigt vil Bestyrelsen paa det fastsatte Klokteslet være tilstede paa Banegaarden ved Klampenborg, hvor Medlemmerne vil kunne erholde den fornødne Underretning.

C. Würtz,

Formand for "den internationale Arbejderforening" i Kobenhavn.

I Henhold til Ovenstaaende skal vi med det Allerførste komme tilbage til ovennævnte Politiforbud.

Red.

(Socialisten 5. juni 1872)

Socialistisk Folkemøde. Af det Folkemøde, som den herværende Afdeling af "Internationale" i Onsdags afholdt ved Klampenborg, har vi modtaget følgende Referat.

Kl. 2 Efterm. samledes Foreningens Medlemmer med deres Damer paa det betegnede Sted, og marscherede derfra med et Musikkorps i Spidsen til den slesvigske Sten, hvor Foreningens Formand, C Würtz, indledte Mødet med en længere Tale.

Han udtalte, at det glædede ham, at han nu saa sig istand til at indfri det Løfte, han havde givet i Foreningens Lokale, at han paa Grundlovsdagen vilde udbringe et Leve paa den slesvigske Sten for den arbejdende Klasse. For at naa dette Maal var han gaaet frem paa en rolig og besindig Maade, hvilket han haabede enhver retsindig og fornuftig Mand maatte billige. Der fejredes idag en Fest, som kaldtes Grundlovsfesten; hvorvidt Arbejderne fra et rigtigt Synspunkt betragtet burde fejre en slig Fest, kunde være tvivlsomt, idet nemlig, at fandtes der en Paragraf i Grundloven, som indrømmede Arbejderen en vis Frihed, saa fandtes der straks en tilsvarende Paragraf, som berøvede ham samme, men i andre Henseender kunde det være nødvendigt, at en slig Fest sejredes; Arbejderen burde ved en opløftende Tanke ihukomme Mindet om den højsindede Fyrste, som lagde sin nedarvede uindskrænkede Magt i Folkets Hænder; man kunde af det danske Folks Optræden i 1848 lære, at naar Enhver var besjælet af den rette Enigheds- og Broderaand, kunde ethvert Ønske gennemføres. Han vilde idag for Mængden gentage sit bestandige Program: Der burde være fri og fælles Undervisning for Alle. Da det ikke kunde undgaas, at der i Samfundet altid vilde findes Forskel i Vilkaar, saa at Enkelte blev mindre heldig stillede end Andre f. Eks. paa Grund af Evner, Flid, Konjunkturer o. s. v., burde Arbejderen, der ikke aflægges med nogen Pension, naar han endelig engang er opslidt, ikke som nu være Genstand for offentlig Medlidenhed, men nyde en efter Omstændighederne behagelig Tilværelse, ti vore offentlige Forsørgelsesanstalter lade i Virkeligheden meget tilbage at ønske. Hvad det første Punkt angik, da fandt han, at de fleste Ulykkelige, som skabes fra det ene Fængsel til det andet, er i Reglen af den uvidende Almueklasse, som næppe har lært at skælne hvad der er Ret eller Uret. Staten straffer Alle lige, men den belønner ikke Alle lige; naar den straffer alle lige, bør den ogsaa undervise Alle lige. Det er ikke disse Ulykkeliges egen Skyld, at de efter en ynkværdig Barndom, tilbragt i Savn og Elendighed ende med at fylde Statens Fængsler eller Fattighuse; i ethvert Menneske ligger en Spire til det Ædle og Gode, og blev den kun rigtig udviklet hos Enhver, vilde der vist neppe findes saamange Forbrydere som Tilfældet er. Afstanden mellem Kapitalist og Arbejder var for stor, hvilket den frisindede og humane Arbejdsgiver følte, saa at han paa andre Maader stræbte at vare sine Arbejdere til Gavn; men hvormangen Kapitalist fandtes der ikke, der betragtede Arbejderen kun som et Middel til at berige sig ved, og afspiste dem med Utaknemmelighedens karrige Brød; imod saadanne burde Arbejdernes Krig være rettet, ti de forurettede ikke alene Arbejderne, men bidroge ogsaa væsentlig til at gjøre Arbejdsgiverne forhadt hos Arbejderne. Slige burde bekæmpes paa alle Maader. Til Slutning bemærkede Taleren, at ihvorvel Socialisterne betragter hele Verden som deres Fædreland, findes det dog dybt indprentet i det menneskelige Hjerte, at man nærer en vis Forkærlighed til den Plet, hvor man er født, og hvor man saa end færdes, dvæler man dog stundom i Tanken ved den Plet, hvor man saa Lviet, og de Minder, som knytter sig dertil *), da der imidlertid trindt om i Landet udbragtes saamange Hurraer for Konge og Fædreland, vilde han her under Himlens hvalte Bue udbringe Leve for den arbejdende Stand, det første, som muligt paa en saadan Dag var udbragt, men som han haabede ikke skulde vare det sidste. Denne Tale blev besvaret af et nifoldigt Hurra fra Forsamlingen.

Efter ham talte Borger Pihl og Borger Veiss. Den første omtalte, hvilke Midler han foreløbigt ansaa for de tjenligste til at fremme Arbejdersagen. Han beklagede de bedre stillede Klassers Optræden overfor Arbejderne. Den anden Taler fordømte de blodige Krige, som tvinger Menneskene til at hade hinanden; han ønskede en almindelig Tilslutning til "Internationale", og at ethvert Menneske, ligemeget af hvilken Nation, burde betragte hinanden som Brødre. Imellem Talerne spilledes Socialisternes Marked. Efter disse Taler sluttedes den alvorlige Del af Festen, hvorefter Medlemmerne i et Par Timer fik dem en lille Svingom med deres Damer. Fra den slesvigske Sten marscherede Foreningen gennem Dyrehaven langs Jagtvejen til Charlottenlund; ankommen der, takkede Formanden Foreningen for den værdige Maade, hvorpaa den var optraadt, idet den havde sat ham istand til at indfri det Tilsagn, han havde givet Københavns Politidirektør, at Foreningen vilde optræde saaledes, al den skulde erhverve sig, saavel hans som alle Medborgeres Agtelse. Han bad enhver bevare Mindet om denne smukke Dag og udtalte Ønsket om, at det ikke maatte være sidste Gang, man samledes paa denne Maade.

Efter talrige Hurraraab, saavel sor den anholdte som den midlertidige Bestyrelse, opløstes Forsamlingen.

*) Vi tillade os at gøre Opmærksom paa, at vi kun refererer.
Red.

Den slesvigske sten i Dyrehaven. Stenen står på en bakke hvorfra man har udsigt over den lavereliggende slette. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bladene og "Internationales" Fane. I Anledning at, at den vise Politidirektør nedlagde Forbud imod, at "Internationale" mødte med en rød Fane ved Grundlovsfesten i Dyrehaven, har vore ærede Modblade, der naturligvis har gnedet sig i Hænderne af Glæde over denne store Triumf, opvartet med de sædvanlige dødfødte Negervittigheder. "Dagstelegrafen", eller den aandrige Underneger, der har havt det Hverv at sige de i den Anledning fornødne Brandere, finder, at, da det, "efter hvad det forlyder", skal være paatænkt, at Foreningen vil samles under en hvid Fane, vilde det være rettest, at denne behængtes "med lidt Flor eller Andet, der kunde vidne om, at Foreningen angrende sørger over det Skete." Naar man tænker sig denne Replik foredraget med et vist fedt Grin, bliver Virkningen storartet. "Dagens Nyheder", der just ikke specielt gør sig kaad over Forbudet mod Fanen, giver derimod et lille Kursus i Logik tilbedste i Anledning af Artiklen om "Tyrefægtninger og Nationalitet", sammenholdt med "Internationale"s Anskaffelse af en Fane med den bekendte Indskrift. Det unge Blad finder det "paa engang meget morsomt og lærerigt", at "Internationale" møder med denne Fane et Par Tage efter at "Socialisten" har spottet de forskellige Nationers Klude som Symboler paa den nationale Afsondring, der har holdt Folkene i indbyrdes Tvedragt og Had og maa anses for blandt Mere at vare et godt Middel til at vedligeholde disse Følelser. Hr. Watt, eller vedkommende Negerkorporal, finder, at dette lærer, at Socialisternes højtklingende Talemaader er tomt Ordgyderi, bestemt til at ophidse de Enfoldige, og paa hvis Sandhed de ikke selv tror saa længe, som det Blæk behover til at blive tørt, hvormed de har skrevet". Knusende! Det er beklageligt, at det staar saa simpelt til med "Dagens Nyheders Logik, at Bladet ikke begriber, at man meget godt kan foragte de Klude, der er Tegn paa den nationale Isolation, der kun tjener til at hæmme den almindelige Sammenslutning af de forskellige Folkeslag, samtidigt med, at man selv antager en Fane, der netop skal tjene som Symbol paa Noget, hvorom Alle, uden Hensyn til Nationalitet, skal kunne slutte sig. - Dette Eksempel paa "Dagens Nyheder"s Logik er "meget morsomt"; det er derimod ikke "lærerigt", ti for at Noget skal kunne siges at være lærerigt, maa det fordres, at det i forskellige Retninger aabner Perspektiver til Belæring; men, hvor "Dagens Nyheder" er Genstanden, er der naturligvis ikke Tale om Perspektiver.

(Socialisten 7. juni 1872)

Efter at Pio, Geleff og Brix var arresteret, forsøgte politiet at "købe" lederne, bl.a. cigarmager Johan Carl Christian Würtz. C. Würtz (1832-) var opvokset på Opfostringshuset. 16 år gammel lærte han cigarmagerfaget. Han blev i november 1871 formand for cigarmagernes sektion i Internationale. Hans officielle holdninger blev mistænkeliggjort for at han også skulle have mere skjulte aktiviteter. Han blev i marts 1872 valgt som anden suppleant til bestyrelsen, mens Anthon Mundberg blev første suppleant. De to suppleangter der trådte til da de tre bestyrelsesmedlemmer blev arresteret, var uenige, og da Mundberg blev arresteret, stod Würtz alene i spidsen for Internationale. I efteråret 1872 rejste han rundt til talrige møder i Jylland, og i marts 1873 blev han væltet som formand af kollegaen, cigarmager Johnsen. Kort tid efter blev han ekskluderet og rejste i 1873 til USA, muligvis finansieret af politiets kasse,

Murerstrikens Ophør. (Efterskrift til Politivennen)

"Dagens Nyheder" leverede igaar to Spalter Vaas om Murerstrikens Ophør. Det er saa uhyre let at indse, hvad Meningen med hele denne Artikkel er, det Hele er forresten et ret godt Forsøg i den Erik Bøghske Taktik. Saadanne Udbrud har vi naturlivis slet ikke været uforberedte paa, dog maa vi tilføje, at vi ikke havde ventet dem nær saa matte og intetsigende, som det har vist sig, at de er. Vi kan saa godt forstaa, at "Dagens Nyheder" og Konsorter vil drage saa megen Fordel af den nu tabte Murerskrue som muligt, men vi kan ikke forstaa, at de kan antage Arbejderne, og særlig Murerne, for endnu værende saa uvidende, at en saa plat Smiger og et saa grelt Lefleri af dem kan blive taget for gode Varer. Bladene har i de først paafølgende Dage efter Strikens Ophør stadig pranget med deres Opfordring til os, om at give de af os lovede nærmere Oplysninger. Atter et Bevis paa Bladenes ynkelige Afmagt, at de maa tage deres Tilflugt til saadanne Latterligheder. Da vi om Aftenen fik den Underretning, at Murerskruen var ophørt og altsaa tabt, da skete dette ved en Meddelelse paa en Linje, som altsaa ikke indeholdt mere, end hvad der den følgende Morgen stod at læse i "Socialisten", vi tilføjede som et Haab, at vi den næste Dag kunde give vore Læsere en yderligere Meddelelse. Vi synes, at det maa ligge klart for Enhver, der vil se det, at disse yderligere Meddelelser slet ikke kunde bestaa i andet end et Referat af den Generalforsamling, som Murerne afholdt i deres Lokale i "Føniks", og paa hvilken det blev vedtaget, at Skruen skulde ophøre. Hvilke andre Oplysninger det er, som "Dagens Nyheder", med samt sin Mængde af "ærede Kolleger", puffer, det kan vi sandelig ikke indse, da de jo idetmindste burde kende de nærmere Forhold, hvorunder Murerskruen har eksisteret, lige saa godt, som vi. At vi ikke fremkom med disse Oplysninger, beviser slet ikke, at vi har svigtet vort Løfte, da vi, vi maa gentage det, jo kun udtalte det som et Haab, at vi kunde skaffe de omtalte Oplysninger, og vi kan jo da til enhver Tid skyde os ind under den Form, at vort Haab glippede ; det behøver vi imidlertid slet ikke at gøre. Sandheden er, at vi ansaa det for rigtigst og som værende i Murernes Interesse, ikke at fremkomme med de Oplysninger, som vi havde indhentet. "Dagens Nyheder" har heller ikke godt af at vide Alting. Det gamle forslidte og ubeføjede Angreb, som "Dagens Nyheder" atter har serveret med i den nævnte Artikkel, og som gaar ud paa, at tillægge "Internationale" Skylden for Strikens Opkomst, behøver vi ikke mere at imødegaa; der findes ikke en eneste af alle de strikende Murere, som ikke ved, at denne Paaduttelse er fuldstændig falsk og løgnagtig, og vi er aldeles overbeviste om, at denne Løgn idetmindste ikke vil vinde nogen Indgang hos Arbejderne. Da Murerskruen begyndte, var der omtrent slet ingen Mursvende i Foreningen "Internationale", men desuagtet søgte denne Forening af al Magt at støtte Striken og opmuntre de Strikende, og det har vist sig, at denne Opmuntring var fuldstændig paa sin Plads. Er der nogen, som har handlet samvittighedsløst overfor den nu tabte Strike, saa er det de Blade, som ved deres uhyggelige og utidige Klynkeri har gjort alt for at knække Modet hos de Strikende, og dobbelt Skændsel over disse Organer, fordi de paa en saa lav og simpel Maade var underkøbt af Storborgerne til at gaa disses smudsigste og laveste Ærinder. Det har nu vist sig, at havde Murerne holdt Skruen blot en ganske kort Tid endnu, saa vilde Skruen ogsaa have været vunden, nu, da den er tabt, indrømmer Mestrene det selv.

Til Arbejderne, og særlig til Murerne, skal vi kun endnu henstille disse Ord!

Arbejdere! I har set, hvormange Aar I er blevne førte bag Lyset af alle dem, som kalder sig Eders sande Venner. I har set det, og I vil sikkert vide at huske det, derpaa stoler vi trygt. Hvad Murerskruer og Skruer i det Hele taget angaar, da ved vi, at Arbejderne paa deres selvstændige Diskussionsmøder har underkastet dette Svstem en langt nøjere Drøftelse, og har derfor et langt nøjere Kendskab til det, end disse amerikaniserede Pariserjournalister, hvis Tid ikke tillader dem for Alvor at beskæflige dem med Arbejderens Kaar.

(Socialisten 2. juni 1872).