Internationales Kvinder. (Efterskrift til Politivennen).

Internationale's Forsamlingskjælder har i de sidste Aftener været Skuepladsen for forskjelligartede, meget animerede Møder. I Tirsdags Aftes var der et kvindeligt Fællesmøde, hvortil alle Foreningens Damer havde Adgang, og paa hvilket kun Kvinder maatte tage Ordet. Forhandlingerne, der lededes af "Borgerinde" Jensen, dreiede sig fornemmelig om, hvorledes Foreningens Damer paa bedste Maade kunde vise deres Erkjendtlighed mod de fængslede Førere. Efter en skrap Drøftelse af forskjellige Forslag vedtoges det, ved ugentlige Bidrags som kun maae ydes af Kvinder, at samle en Sum, for hvilken der skal arrangeres et Festmaaltid for den fængslede Bestyrelse, naar den "om kort Tid" kommer paa fri Fod. - Mindre lysteligt og fredeligt gik det Aftenen efter paa et Sectionsformandsmøde, hvor der paany forsøgtes et Stormløb mod den midlertidige Bestyrelse og navnlig mod Formand Würtz, hvem Sectionsformand, Skomagermester Schrøder, der var Oppositionens Ordfører (men neppe dens Hoved) forekastede, at det ham tilstaaede Honorar slugte hele Indtægten af Medlemscontingentet - Foreningen talte den 1ste August knap 600 Medlemmer! - og i temmelig personlige Udtryk bebreidede hans despotiske Optræden mod Forsberg, Gissing og de andre af ham udstedte tildeels egenhændig udkastede Opponenter. Det var aabenbart en forberedet Sammensværgelse, der her blev sat i Scene; men Rollerne vare uheldigt fordeelte, Indstuderingen høist mangelfuld og Sammenspillet saa slet, at det ogsaa dennegang lykkedes Würtz at gjøre sig til Herre over Situationen og skaffe sig og Foreningens, ogsaa af Schrøder angrebne, Kasserer et fuldstændigt Tillidsvotum, hvorhos det dog vedtoges, at Bestyrelsen ikke mere paa egen Haand, endsige med egen Haand, maa udstøde noget Medlem af Foreningen, men i forekommende Tilfælde skal fremsætte sine Anker paa en Generalforsamling, for hvilken det anklagede Medlem da indstævnes og gives Leilighed til at forsvare sig. - Endelig afholdtes der igaar Aftes et meget talrig besøgt Discussionsmøde for at forhandle Spørgsmaalet: - Kan Foreningen bidrage Noget til, at den anholdte Bestyrelse i en nær Fremtid kommer paa fri Fod?" Efter nogen Ordvexel vedtog man eenstemmig, at der skulde affattes en Adresse til Kongen om Førernes Løsladelse og at Adressen skulde colporteres til Underskrift.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. august 1872).

En af de skrivende kvinder i Internationale var Augusta Jørgensen, som er omtalt andetsteds på denne blog. Hun holdt bl.a. foredrag om kvindens stilling i Danmark og hvordan man kunne forbedre den. Augusta Jørgensen blev gift 1878 med Louis Pio med hvem hun fik en datter 1876, Sylvia Pio.

Uforsigtig med Ild. (Efterskrift til Politivennen).

Fra den offentlige Politiret.

- - -

Under Patrouilleringen paa Nytorv den 22de f. M. bemærkede den posthavende Betjent, at der i et Værelse paa 2den Sal i Ejendommen Nr. 19 paa nævnte Torv var opstaaet Ild i et Fag Gardiner, hvilken Ild dog strax blev slukket af nogle Tilstedekommende, uden at der blev Brug for de Sprøiter, der mødte. Ilden maatte antages at være opstaaet derved, al Beboeren af Værelset, Student Jensen, kort forinden sin Bortgang har tændt en Cigar ved en Svovlstik, som han, medens den endnu var i Flamme, henkastede i Vindueskrogen, hvor den da antændte det der hængende, let fængelige Gardin; denne Antagelse bestyrkedes ved, at der i Krogen fandtes en afbrændt Svovlstik. Magistraten fandt, at der her forelaa en Overtrædelse af § 11, Lov af 15de Marts 1868, og da det af de Politirapporter, der indsendes i Anledning af stedfundne Ildebrande sees, at mangfoldige Ildebrande skyldes den store Uforsigtighed, hvormed brændende Svovlstikker henkastes paa meget let antændelige Gjenstande, henstillede Magistraten til Politidirecteuren, at Sag anlagdes imod Student Jensen. Under sit Møde i Retten negtede denne ikke at have henkastet Svovlstikken, men bemærkede, at han ikke kunde erindre det, og undrede sig over, at Sigtelsen saa bestemt var rettet imod ham, da den ligesaavel maatte kunne rettes imod en anden Student, der paa samme Tid som han var i Værelset, og som ligeledes tændte sin Cigar ved en Svovlstik, da han forlod det tilligemed Sigtede. For at faae en Afgjørelse af Sagen vedtog han imidlertid at betale den Bøde af 1 Rd., som Dommeren bestemte for den begaaede Forseelse.

Et andet Tilfælde af uforsigtig Omgang med letfængelige Stoffer havde ligeledes givet Anledning til Sags Anlæg. Den 26de f. M. anmeldtes nemlig Huusild i Ejendommen Nr. 23 i Skindergade, hvor det røg stærkt ud af Taget. Det erfaredes imidlertid hurtigt, at Nogen hidrørte fra noget Svovl, der af Farver Søborg var antændt i 2 Loftskamre for at fordrive Væggetøi. Da Svovldampene bestandig bleve stærkere, og Varmen paa Loftet var betydelig, frygtede Brandinspecteuren for, at Huset var antændt, og lod derfor ved hjælp af en Haandsprøite det antændte Svovl slukke. Det viste sig nu, at der i to meget smaa Loftskamre var hensat to Askeskuffer, formeentlig hørende til Kakkelovnene i Huset; i dem var der lagt Ild og ovenpaa Ilden var kastet en i Forhold til Localernes Størrelse saa betydelig Mængde Svovl, at Afbrændingen heraf kun kunde betragtes som en temmelig stor Uforsigtighed, selv om Apparaterne vare opstillede med størst mulig Omhu. Dette var imidlertid ikke Tilfældet, thi de nævnte Askeskuffer vare vel satte paa Jernfødder, men disse stode deels ovenpaa, deels tæt op ad Trækasser og endeel Skrammel, og Askeskufferne bestode kun af sammennittet Jernblik; de vare derhos ikke tætte, og en Deel smeltet Svovl var derfor løbet ud af den ene Skuffe ned paa Gulvet. Denne Fremgangsmaade fra Søborgs Side var saaledes i høj Grad uforsvarlig og havde temmelig sikkert fremkaldt en Ildløs, hvis Brandvæsenet ikke i rette Tid havde stukket hans Svovlpander. Farver Søborg, der giver sig af med for Betaling at fordrive Væggetøi, og af hvem derfor en særlig Forsigtighed maa forlanges, blev sat under Tiltale. Ved Mødet i Retten paastod han at have viist den samme Forsigtighed, han altid pleier at vise, og han kunde ikke erkjende, at Brandfaren var saa stor, som af Brandinspecteuren angivet, da Svovldampene udvikle en Fugtighed, der forhindrer Antændelse. Da Dommeren imidlertid maatte give Brandinspecteuren Medhold i, at Brandlovens Bestemmelser om den Forsigtighed, der bør udvises ved Omgangen med Ild, var overtraadt, fandt Sigtede sig i at vedtage at betale en Bøde af 15 Rd. foruden 9 Rd. i Erstatning til Brandvæsenets Folk.

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. august 1872. Uddrag).

Magdalene Feldthausen. (Efterskrift til Politivennen)

Magdalene Feldthausen blev født 28. november 1847 i Skælskør, og var datter af politibetjent Hans Adler F. og Martha Sophie Hansen. 

Mord. Den 9de Mai d. A. (Christi Himmelfartsdag) om Aftenen imellem Kl. 10 og 11 bemærkede en Mand, der passerede Kjærlighedsstien, udfor Communehospitalet, et Fruentimmer, der gik frem og tilbage med et lille Barn paa Armen. Hendes Adfærd forekom ham noget besynderlig, og han gik derfor hen til hende og spurgte hende, om hun havde noget Ondt isinde. Hun svarede nei og tilføiede, at hun gik og ventede paa sin Mand. De fulgtes derpaa sammen til Nørrebro og samtalede underveis paa en saadan Maade, at Mandens Mistanke forsvandt, og da hun skulde til Nørrebro, han til Byen, skiltes de ad. Fruentimmeret gik imidlertid ikke til Nørrebro, men vendte tilbage til det omtalte Sted paa Kjærlighedsstien, gik nogle Gange frem og tilbage, tog derefter sit Barn, som havde sovet hele Tiden, medens hun bar det paa Armen, lagde det paa Ryggen i Vandet tæt ved Land, og gik derpaa strax bort uden at see efter, om det sank tilbunds eller ei. Barnet sov endnu i det Øieblik, hun lagde det ned i Vandet, og der hørtes intet Skrig fra det, efterat Moderen havde ladet det falde i Vandet. Der var Ingen, der iagttog Gjerningen, og først den følgende Morgen Kl. 4½ fik en Arbejdsmand, der passerede Kjærlighedsstien paa Veien fra sin Bolig, Øie paa Barnets Lig, som laae c. 2½ Alen ude i Sortedamesøen. Han tog det op og bragte det til Politistationen, hvor alle anvendte Oplivelsesmidler viste sig frugtesløse, hvorfor Liget, der viste sig at være Liget af et Drengebarn paa lidt over eet Aar, bragtes til Almindelig Hospital. Nogle Dage efter lykkedes det Politiet efter gjentagne Opfordringer i Adresseavisen, ved en Kones Hjælp at indhente saadanne Oplysninger, at Mistanken for den begaaede Forbrydelse bestemt rettedes imod et Fruentimmer, der blev anholdt, og som ogsaa strax tilstod, at det fundne Barnelig var Liget af hendes Barn, og at hun var den, der efter foregaaende Overlæg og i den Hensigt at stille det ved Livet havde lagt det i Vandet i Sortedamssøen, omtrent paa det Sted, hvor barnet var fundet. Hendes nærmere Forklaringer under forhørerne gik ud paa, at det ommeldte Barn var avlet, medens Arrestantinden i Aaret 1870 tjente i Korsør. Faderen var en Matros, hvem det af Øvrigheden blev paalagt at betale Underholdningsbidrag, men han reiste bort uden at betale Noget. Arretantinden, der havde født Barnet den 2den April f. A. paa Fødselsstiftelsen, fik herfra 4 Mk. ugentlig i Barnets tørste Aar, men andet Bidrag til Barnets Underhold fik hun ikke, og hun havde selv ikke andet, end hvad hun kunde erhverve som almindeligt Tjenestetyende. Det lykkedes hende dog, ved at pantsætte saagodtsom Alt, hvad hun eiede, at skaffe de fornødne Penge tilveie, navnlig til Betalingen af de Personer hos hvem hun anbragte Barnet i Pleie, indtil Midten af April Maaned d. A., men da vare alle hendes Hjælpekilder ophørte. Efterat den Kone, der havde Barnet i Pleie, ikke havde faaet Betaling i 14 Dage. afleverede hun Barnet, formeentlig den 4de Mai, til Arrestantinden. Denne anmodede derpaa 4 forskjellige Personer om at tage sig af Barnet, indtil hun kunde faae en fast Tjeneste, hvad hun dengang ikke havde, men ingen af disse vilde indlade sig herpaa uden Betaling. Hun vidste vel, at han kunde henvende sig til Fattigvæsenet, men hun kunde ikke bekvemme sig til at gjøre dette, fordi hun ikke vilde udsætte sig for den Skam at blive sendt til sit Hjemsted, hvilket, efter hvad man havde sagt hende, vilde blive Tilfældet, og under disse fortvivlede Omstændigheder var det, at Tanken om at dræbe Barnet opstod hos hende. Hun omgikkes med denne Tanke i nogle Dage, indtil hun den 9de Mai tog den endelige Bestemmelse, som hun derpaa ogsaa udførte. Efter de Oplysninger, der ere fremkomne, maa det antages, at Arrestantinden har næret stor Kjærlighed til sit Barn, at hun af yderste Evne har bestræbt sig for at skaffe det god Pleie, og at hun kun i Fortvivlelse over den aldeles hjælpeløse Forfatning, hvori hun befandt sig, efterat endog de, som stode hende nærmest, havde nægtet at modtage Barnet, er bleven bragt til at fatte Forsættet om at tage det af Dage, og efter hendes egen Forklaring, som Retten ikke fandt nogen Grund til at forkaste, var det først efter en haard Kamp med sig selv at hun iværksatte sit Forsæt. Arrestantinden er født i Aaret 1847 og ikke forhen straffet. Hendes Charakteer skildres som en Blanding af Letsindighed og let Sind; i sine Tjenester viste hun sig til sine Tider ligegyldig for Alt, til andre Tider sang hun fra Morgen til Aften, og kunde hun end en enkelt Gang vise sig studs, saa var hun dog som oftest godhjertet, flink og villig. Det var ikke vanskeligt at faae hende bevæget, men ligesaa hurtigt var hun den Muntre og Letsindige igjen. Trods de til Gunst for hende talende Omstændigheder hjemfaldt hendes Gjerning under Straffelovens § 190, og Criminalrettens Dom lød derfor paa, at Arrestantinden bør straffes paa Livet."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juli 1872)

Senere oplyste aviserne at kvinden var Magdalene Feldthausen. Højesteret stadfæstede dødsdommen den 28. august 1872.

Nr. 208.

Onsdagen den 28de August.

Advocat Nellemann

contra

Magdalene Feldthausen (Defensor Bunzen), der tiltales for Mord.

Criminal og Politirettens Dom af 27de Juli 1872: "Arrestantinden Magdalene Feldthausen bør straffes paa Livet samt udrede denne Actions Omkostninger og derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Berggreen og Kaas med 6 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde fjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocat Nellemann og Etatsraad Bunten for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rd. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestantinden Magdalene Feldthausen, der under nærværende Sag tiltales for Mord, er ved egen af det iøvrigt Oplyste bestyrkede Tilstaaelse overbeviist at have gjort sig skyldig i den hende paasigtede Forbrydelse ved den 9de Mai d. A. efter foregaaende Overlæg at have i den Hensigt at skille sit den 2den April f. A. fødte Barn Georg Julius Johansen ved Livet lagt det om Aftenen Kl. mellem 11 og 12 i Vandet i Sortedamssø, hvor det den paafølgende Morgen af en Forbigaaende fandtes dødt, efter de obducerende Lægers Slutning omkommet ved Drukning.

Det ommeldte Barn havde Arrestantinden avlet, medens hun i Aaret 1870 tjente i Korsør, efter hendes Opgivende med en Matros Julius Johanssen, kaldet Stjerne, hvem det ogsaa af Øvrigheden blev paalagt at betale Underholdningsbidrag til Barnet, men uden at hun erholdt noget saadant af ham. Da hun, naar undtages det sædvanlige Bidrag fra den kongelige Fødselsstiftelse af 4 Mk. ugentlig i Barnets første Aar, ei heller faa anden Maade fik nogen Bistand til dets Underhold, maatte hun alene sørge for det, og dertil havde hun kun, hvad hun kunde erhverve som almindeligt Tjenestetyende. Imidlertid lykkedes det hende dog kun ved efterhaanden at pantsætte saagodt som Alt, hvad hun eiede, at skaffe de fornødne Penge tilveie, navnlig til Betalingen af de Personer, hos hvem hun anbragte Barnet i Pleie, lige indtil Midten af April Maaned d. A., da alle hendes Hjælpekilder vare opslupne. En Følge af den sidstommeldte Omstændighed blev, at Barnets daværende Pleiemoder, som ingen Betaling havde erholdt i 14 Dage, afleverede Barnet, formentlig den 4de Mai næstefter til Arrestantinden. Denne anmodede derpaa 4 forskjellige Personer om at tage sig af Barnet, indtil hun kunde faae en fast Tjeneste, hvad hun dengang ikke havde, men da ingen af disse vilde indlade sig derpaa uden Betaling, og hun ikke kunde beqvemme sig til at henvende sig til Fattigvæsenet, fordi hun ikke vilde udsætte sig for den Skam at blive sendt til fit Hjemsted, som det var hende sagt vilde blive Tilfældet, naar bun søgte Hjælp hos Fattigvæsenet, var det, at den Tanke opstod hos hende at dræbe sit Barn.

Med denne Tanke omgikkes hun i nogle Dage, indtil hun den 9de sidstnævnte Maaned tog den endelige Bestemmelse at drukne Barnet i fornævnte Sø, hvilket Forsæt hun derpaa, som ovenommeldt, udførte.

Efter de for saavidt fremkomne Oplysninger maa det antages, at Arrestantinden har næret stor Kjærlighed til sit Barn, at hun af yderste Evne har bestræbt sig for at skaffe det god Pleie og kun i Fortvivlelse over den aldeles hjælpeløse Forfatning, hvori hun befandt sig, er bleven bragt til at fatte Forsættet om at tage det af Dage, og efter hendes egen Forklaring, som der ingen Grund er til at forkaste, var det først efter en haard Kamp med sig selv, at hun udførte sit Forsæt. Arrestantinden, der er født den 28de November 1847 og ikke funden forhen straffet, vil imidlertid ikke kunne undgaae at dømmes til at straffes paa Livet i Medfør af Straffelovens § 190."

(Højesteretstidende nr. 18, 13. september 1872).

I oktober 1872 blev hun benådet af kongen og livsstraffen forvandlet til forbedringshusarbejde.

Hun blev den 13. maj 1877 gift i Frelsers Kirke, Christianshavn med skibstømrer Herman Peter Hermansen. I Folketællingen for 1890 boede de stadig på Christianshavn med 3-4 børn i Amagergade 33 som andetsteds på denne blog er temmelig indgående beskrevet i 1893. Artiklen kaldte ejendommen for "de fattiges boliger" og forholdene var ganske forfærdelige. I 1890 boede der 255 personer i ejendommen. Manden var indlagt på Kommunehospitalet. I Folketællingen 1921 var de flyttet til Almindeligt Hospital i Ryesgade. De må da have været omkring de 75 år gamle. Forholdene her er beskrevet i en artikel fra 1924 på denne blog.

Sophie Frederikke Bauer. (Efterskrift til Politivennen)

Indbrudstyveri. I April Maaned indløb der til Politiet forskjellige Anmeldelser om Tyverier, af hvilke to vare begaaede i det samme Sted i to paa hinanden følgende Dage. Efter de Oplysninger, der kom til Politiets Kundskab, rettedes Mistanken snart paa et ungt fruentimmer paa 19 Aar ved Navn Marie Sophie Frederikke Bauer, der trods sin unge Alder tidligere har været tre Gauge straffet, bl. A med Forbedringshusarbejde i eet Aar, og det viste sig snart, at man ikke havde taget fejl. Hun er Datter af hæderlige forældre og kom i sit 16de Aar en kort Tid til Tydskland Efter sin Hjemkomst tjente hun bl. A. hos en Handskemager i Næstved i Marts Maaned d. A.; allerede her begyndte hun at stjæle, hvor hun kunde se Lejlighed dertil, men det var dog først efter at hun havde taget Ophold her i Staden, at hun pludselig udviklede en ualmindelig virksom forbrydersk Tilbøjelighed. Hun begyndte med at tilvende sig et Lagen fra et uaflaaset Gjæsteværelse i Gjæstgivereaarden "Sjælland" hvor hun havde logeret Natten imellem den 6te og 6te April. Derefter begik hun i Løbet af et Par Uger 8 Tyverier i 7 forskjellige Ejendomme her i Staden. Hun udførte Tyverierne paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Kvistkamre ved Hjælp af falske Nøgler. Udbyttet af Tyverierne bestod i et Par Uhre, en stor Mængde Mands- og Fruentimmerklæder og nogle Guldsager m. m. til sit Værdi af i del Hele 222 Rdl. Skjønt Arrestantindens Ungdom talte noget til hendes Undskyldning, saa var der dog saa mange Omstændigheder tilstede af den Slags, Straffeloven nævner som kvalificerende ved Straffens Udmaaling, at hun ikke kunde undgaa en stræng straf. Ved Kriminalrettens Dom blev hun ansat efter Straffelovens § 228, § 229 Nr 4, 1ste Led, og § 180 med Forbedringshusarbejde i 3 Aar

(Fædrelandet 26. juli 1872)

“Marie Sophie Frederikke Bauer, født i Kbhn: d: 7/3 53; str: 3 Gange og senest med 1 Aars Forbdharbeide for en Mængde Leilighedstyverier og og Tyverier med falsk Nøgle. See mist: Prot: H. Pag 331.” [1871] Genealogisk Forlag.

Internationale smidt ud. (Efterskrift til Politivennen)

Internationale har atter maattet flytte noget hovedkulds, idet Foreningens Krofader, der er den egentlige Leier af Localet i Lille Kirkestræde, igaar har nægtet Bestyrelsen og Medlemmerne Adgang til Localet, Contoiret derunder indbefattet. Der har i længere Tid hersket et mindre godt Forhold mellem Værten og Foreningen, og det har et Par Gange endog været nærved, at et sammenkaldt og allerede begyndt Møde har maattet udsættes eller afbrydes, forbi Værten har nægtet at ville lade Gassen tænde, medmindre han fik idetmindste et Afdrag paa den skyldige Huusleie. Foreningen var, som igaar omtalt, opsagt til October Flyttedag, men allerede igaar fandt den Localets Døre lukkede, og al Adgang forbudt af Værten. Denne har for nogle Uger siden i Frederiksberg Allee etableret en Havebeværtning, hvor Internationales Medlemmer synes at have betragtet sig som selvskrevne privilegerede Gjæster til liden Glæde og Baade for andre Besøgende og for Værten. Forrige Søndag, da endeel af Foreningens Medlemmer havde tilbragt Aftenen sammen i Søndermarken, kom saaledes en større Flok af dem paa Hjemveien derfra ind i Haven, hvor de ved Sang og Spectakel saaledes forulempede de andre Gjæster, at Værten for at faae en Ende paa Skandalerne maatte bestemme sig til at ophøre med Beværtningen før den reglementerede Polititid. Da de samme Scener gjentoges i Søndags, har Værten, der ved disse Optøier taber en stor Deel af sin Fortjeneste, til Straf benyttede sig af, at Foreningen skylder ham endnu omtrent 100 Rd. af Huusleien, ikke blot som sagt nægtet den al fremtidig Adgang til Localet, for Gjælden er betalt, men derhos foreløbig lagt Beslag paa Foreningens i Localet værende Eiendele, blandt Andet Bestyrelsens Protocoller og Regnskabsbøger og - Fanen! Foreningen er nu foreløbigt tyet til sit gamle Locale i Kjælderen under Dandsesalonen Phønix i Helliggeiststræde; men Opholdet der bliver heller neppe af Varighed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juli 1872)

Internationale. Paa et Fællesmøde i Lørdags Aftes *) underrettede Formanden Foreningen om, at Lokalet var opsagt til førstkommende Flyttedag. Værten havde vel tilbudt at skaffe et andel Lokale, men da det blev et større Lokale, som kun vilde blive overladt Medlemmerne et Par Aftener om Ugen, troede han, man ikke burde gaa ind derpaa, men Foreningen selv leje et Lokale, hvis det var til at opdrive.

Der var imidlertid fremkommet et Forslag fra nogle Bygnings-Haandværkere om, at Foreningen arbejdede hen til selv at lade en Bygning opføre. Hvorvidt en saadan Plan lod sig udføre, vidste han ikke, da han var aldeles ukyndig i alt, hvad der angik slige Sager. Han havde imidlertid forhørt sig hos sagkyndige Mænd og faaet det Indtryk, at det vistnok vilde have sine Vanskeligheder med at bringe en saadan Plan til Udførelse. Da den iøvrigt var blevet godt optaget overalt, foreslog han, at der nedsattes en Komite under Bestyrelsens Kontrol for at se hvorvidt Planen kunde realiseres.

Efter at Flere havde udtalt sig baade for og imod besluttede man at nedsætte et Udvalg, bestaaende af følgende Medlemmer; Sterl, Forsberg, Lynnel, Willumsen, Gravesen, Hertz, Wulf, Schrøder, Giessing, Pflug, Jensen.

Ved Behandlingen af Spørgsmaalet, om man burde arbejde hen til Oprettelsen af en fælles Strejkekasse, eller om hvert Fag burde have sin egen under en fælles Overbestyrelse, vedtoges det efter nogen Diskussion at sammenkalde de forskellige Fagsektioner, og da forhøre, hvorvidt Stemningen, som det lod til, var for Oprettelsen af en saadan fælles Kasse.

*) Da Adgangen til Konteret blev mig nægtet, har jeg ikke før idag set mig istand til at levere noget Referat af Lørdagsmødet. Medlemmerne har imidlertid intet tabt derved, idet de har havt Lejlighed til at se det, saavel som alt andet, hvad der angaar Foreningen, blive radbrækket i de øvrige Blade.

C. Würtz.

(Socialisten 10. juli 1872)

Den adstadige "Berl. Tid." slaar vældig ud i Anledning af, at Foreningen har forandret Lokale. Efter en (røver-) historisk Fremstilling af Foreningens Forhold til dens "Krofader", som bærer umiskendelige Spor af at have samme hæderlige Ophavsmand som den infame og ondskabsfulde Løgn om Underslæbet paa 700 Rd., omtaler det "værdige" Organ Foreningens Søndagsudflugt saaledes: "En større Flok (!) kom paa Hjemvejen ind i Haven, hvor de ved Sang og Spektakel (!) saaledes forulempede (!) de andre Gæster, at Værten for at saa en Ende paa Skandalerne (!) maatte (!) bestemme sig til at ophore med Beværtningen for den reglementerede Polititid". "B. T." lader til at have optaget Konkurrencen i at lyve med "F. A.", ti der findes i det citerede Stykke mindst to Løgne i hver Linje. Det er jo Alt, hvad man kan forlange! Tillige søger Bladet at insinuere, at "Krofader" har sat til paa Forretningen, mens han vitterlig har tjent Tusinder, men det behøver "Berlingskes Læsere" jo ikke at vide! Forøvrigt er det klart, at Bladet er ligesaa uvidende, som et nyfødt Lam om de sande Motiver til Værtens uforskammede Handlemaade. - Det er endelig ret betegnende at se et Blad, hvis Redaktør er eller skulde forestille Jurist, skrive, at Værten "til Straf for disse Optøier" benyttende sig af et Mellemværende "foreløbig har lagt Beslag paa Foreningens Ejendele, bl. A. Bestyrelsens Protokoller og Regnskabsboger og - Fanen!" just som om Værten her paa egen Haand kunde straffe eller beslaglægge! Man skal virkelig lede længe efter en saa grov Mangel paa de tarveligste, juridiske Forkundskaber og en saa tyk Uvidenhed om Straffelovens Bestemmelser. Vi skal iøvrigt imorgen komme tilbage tit en nærmere Omtale af Værtens Fremfærd.

(Socialisten 12. juli 1872)

I et referat i Socialisten dagen efter fra et diskussionsmøde i Internationale blev nævnt at "værten": Det var anden gang at Hendriksen havde udvirket at foreningen måtte flytte. Bestyrelsen havde været uvidende om den mindre gældspost. At medlemmerne skulle have gjort optøjer var løgn.Redaktionslokalet angives i Socialisten herefter at være Ravnsborggade 21.

Internationale holdt i Torsdags Aftes i Kjælderen under Dandsesalonen "Phønix" et af 200-300 Medlemmer besøgt Discussionsmøde, der som saadant ikke frembød stor Interesse, men paa hvilket Formanden, Hr. Würtz, i Modsætning til, hvad der i Bladene er fremkommet om Foreningens Gjæld til Værten i Kirkestræde, paastod, at Foreningen i det Høieste skylder bemeldte Vært 5 Rd., idet der paa Leien til 1ste Juli d. A. 225 Rd. er betalt 220 Ro. Lukningen af Localet, under Paaskud af, at Foreningen skylder ham 100 Rd., skal derfor kun være Chicane fra Værtens Side. Cigarmager Corfixen drog yderligere tilfelts mod Værten, idet han oplyste og bad Pressens Referenter om at offentliggjøre - hvad der dog ikke synes at være særligt graverende for Værten - at denne selv oprindelig har været Cigarmager og skylder Cigarmagerforeningen, at han har kunnet overtage en Beværtning. Han vilde nu snart blive udstødt af Cigarmagerforeningen og forhaabentlig ligeledes af Internationale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. juli 1872).