Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

- Under en af Høiesteret idag paakjendt Justitssag var Arrestantinden Dorthea Cathrine Schøtt, Damms Enke, der i flere Aar havde staaet i Forhold til en herboende Grosserer, overbeviist om deels gjentagne Gange - efter hendes Paastand fra først af tilskyndet dertil af den paagjældende Grosserer - at have gjort sig skyldig i Forsøg paa Fosterfordrivelse, deels at have, da hun skammede sig ved at bringe et udenfor Ægteskab avlet Barn til Verden, besluttet, da hun mærkede at være frugtsommelig, at føde i Dølgsmaal og at dræbe Barnet, hvis det maatte blive født levende, hvilket sidste Forsæt hun ogsaa udførte ved under Fødselen at snøre et Seglgarn fast om Barnets Hals for at qvæle det og forhindre, at det skreg. Hun indsvøbte derpaa Barnets Liig i Paklærred, og saasnart hun kunde gaae ud, skaffede hun sig en Steen, lagde denne ind i Pakken, hvori Barnets Liig laa, og kastede derpaa samme en Aften ud i Peblingesøen, hvor det blev fundet af en Politibetjent. Skjøndt Sundhedscollegiet havde udtalt, at Aarsagen til Barnets Død ikke af de foreliggende Oplysninger kunde paavises, formeente dog Criminal- og Politiretten, at disse ikke have Føie til at betvivle, at Barnet, der af Sundhedscollegiet antoges at have været født fuldbaaret og at have levet og aandet, var afgaaet ved Døden paa Grund af Arrestantindens Anbringelse af Seglgarnet om dets Hals. Ved Criminal- og Politirettens Dom var Arrestantinden for begge fornævnte Forbrydelser anseet med Straf af Tugthuusarbeide i 6 Aar, hvilken Straf Høiesteret stadfæstede. (Drl. Td.).

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. oktober 1872).

Arbeidernes Byggeforening. (Efterskrift til Politivennen)

- Den almindelige Opmærksomhed er i de sidste Dage paa dobbelt Maade bleven henledet paa denne særdeles gavnlige Forening, deels derved, at de 22 nye, hensigtsmæssigt indrettede Huse, som Foreningen har opført i Nyboder, i Søndags vare til Eftersyn for Publicum, og deels ved, at Bestyrelsen har udgivet et lille Skrift, hvori der findes en meget velskreven og forstandig Redegjørelse for Foreningens Formaal og for Betydningen af disses Gjennemførelse. Idet vi erkjende den store Betydning af, at Sandsen for Selvhjælpen bestandigt klarere vækkes til Liv i Samfundet, og idet vi glæde os over, at den Tid nu synes at være kommen, da de forskjellige Bestræbelser, som have viist sig for ad denne Vei at bidrage til Arbejdernes lykkeligere Forhold ville kunne føre til gavnlige Resultater, skulle vi følge den Opfordring, som Bestyrelsen for den nævnte Forening har rettet til os om at bidrage til at udbrede Kundskaben om Foreningens Virksomhed, idet vi nedenfor skulle meddele nogle Enkeltheder af det fremkomne lille skrift og dertil knytte nogle Bemærkninger. 

Foreningen begyndte som bekjendt ganske smaat, idet den ved sin Dannelse for neppe 7 Aar siden kun talte et Par Hundrede Medlemmer, der for største Delen vare Arbeidere i Burmeister & Wains Fabrik; nu tæller den over 3000 Medlemmer, og den har allerede opført 89 Huse for et samlet Beløb af 192,000 Rd., hvorhos Grundenes Værdi beløber sig til 35,600 Rd. Medlemmerne skulle forpligte sig til strax at gjøre et Indskud af 6 Mk., der betales ved Indtrædelsen enten paa eengang eller i 6 ugentlige Beløb, og dernæst forbinder ethvert Medlem sig til i 10 Aar at erlægge en ugentlig Betaling af 1 Mk., hvorfor han dog midlertidig under trængende Forhold kan fritages, og under visse Betingelser kan han fordre en Tilbagebetaling af det indestaaende Beløb, ligesom han kan overdrage sin Ret til et andet Medlem. For Foreningens Midler og for mulige Laan opføres der da Huse med Boliger for 1 eller 2 Familier, og om disse Huse trækkes der Lod blandt Foreningens samtlige Medlemmer. Den Vindende har at udrede: almindelig Rente af, hvad Huus og Grund har kostet, en overkommelig Afbetaling, Skatter, Assurance og Vedligeholdelse; han har Ret til Fremleie til Foreningens Medlemmer for den forud fastsatte Leie, og han kan erholde Skjøde paa Huset 10-Aarsdagen efter sammes Overtagelse. Som det vil sees heraf, har Foreningen nærmest dannet en Sparekasse, men dertil tillige knyttet Udsigten til ikke ubetydelige Fordele ved Deeltagelscn i et Lotteri, hvilket jo til alle Tider har udøvet megen Tiltrækning, og den har derhos aabnet en Mulighed for i saa stort Omfang at opføre Boliger, at den, hvis den talte fire Gange saa mange Medlemmer som nu, kunde bygge et eller to Huse for hver Uges Indtægt, Huse, der ville frembyde en sund og hyggelig Bolig til en forholdsviis meget billig Leie. Og at dette Maal maa kunne naaes, derom har Bestyrelsen med Rette godt Haab, thi alene blandt Arbejdere og Ligestillede findes der her i Staden langt flere end 12,000, som ere istand til at opspare 1 Rd. ugentlig. Hver Enkelt for sig, hedder det i Bestyrelsens Udtalelse, udretter dog Intet med sin Mark, men samlede blive disse til en Magt, og ved denne kunne vi her opnaae et af de største Goder, udfylde et overordentligt Savn.

Enhver, der tog Deel i den særdeles talrigt besøgte Generalforsamling, som Foreningen afholdt i Slutningen af Marts Maaned d. A., vil sikkert af den Udtalelse, som fremkom der fra Prof. E. Hornemann have bevaret en erindring om, i hvor høi Grad de Boliger, som i Reglen benyttes af den kjøbenhavnske Arbeiderstand, ere usunde og i de forskjelligste Retninger fordærvelige, og han vil fatte Betydningen af, at de Caserner, som findes i Baghuse med de usleste Gaardsrum, kunne ombyttes med et lignende lille hyggeligt, luftigt beliggende Huus som de, der nu findes i Nyboder. Naar Hygge i Hjemmet mangler, hedder det i det ovennævnte lille Skrift, da søger Familien udad; Drukfældighed, Usædelighed og Tomhed drage ind, den opvoxende Ungdom seer et slet Exempel, følger Sporet, og saaledes forringes Folkets Charakteer. En sund og god Bolig er derfor ei alene en Behagelighed, den er et overmaade stort Gode; ved den bevares Menneskets Sundhed, hæves og fremmes dets moralske og aandelige Udvikling. Er det derfor et Offer at afsee 1 Mk. om Ugen, da er Formaalet vel Offeret værd. Den ugentlige Mark er desuden ikke spildt, den er henlagt for 10 Aar, thi til den Tid faaes den, forøget med Renter og Rentes Rente, den vil da være voxet til over 100 Rd., der kunne fordres tilbage med en Maaneds Opsigelse. Foreningen er saaledes en Sparekasse, og som saadan vil den i Fremtiden kunne faae stor Betydning, men først og fremmest er den en Byggeforening, og paa dens Virksomhed i denne Retning maa Hovedvægten lægges. Man træffer ikke sjeldent Folk, som udtale den Mening, at denne Forening ikke passer for dem, at dens Huse kun ere for Arbeidere i streng Forstand osv. Saadanne Udtalelser vilde imidlertid ikke fremkomme, naar det i Almindelighed var blevet klart, at der her bør være Tale om en Samfundsinteresse, og at de reent egoistiske Motiver ikke alene kunne være bestemmende. Det staaer Enhver aabent ad denne Vei at række sin Hjælp uden i Virkeligheden at yde en Gave; idet han hjælper Andre ved al bidrage til at tilveiebringe Capital, hjælper han tillige sig selv, og vil, uden at han mærker synderligt dertil, efterhaanden have opsparet et ret anseeligt Beløb. At der for Øieblikket vil være særlig Trang til en udvidet Byggevirksomhed, kan ikke benægtes, og Rømningen af Pedermadsensgang behøver i saa Henseende alene at fremhæves. Vil man ret faae Syn for, i hvilken Grad der er Trang til luftige, lyse og fritliggende Boliger, behøver man kan at see hen til, hvorledes Forholdene have stillet sig i denne Gade, og hvorledes de desværre endnu tilnærmelsesviis stille sig i mange andre tætbebyggede og overfyldte Dele af Staden. Det er saaledes oplyst, at i de sidste Aar har mere end hveranden af Beboerne i Pedermadsensgang aarlig maattet søge Hjælp, hver fjerde maatte for Sygdom indlægges paa Hospitalerne, og hver 16de blev aarlig bortreven af Døden, hvorimod der f. Ex. i Lægeforeningens Boliger paa Østerfælled kun døde 1 af 37 eller 38 aarlig. At disse Forhold efterhaanden maa kunne forandres, tør man haabe, og hvis vore Medborgere i Almindelighed vilde støtte den Forening, der allerede efter den Tid, hvori den har bestaaet, har udfoldet en anerkjendelsesværdig Virksomhed, da tør det antages, at et særdeles betydeligt Antal af de Familier, der nu paa Grund af Ufred og Uhygge flytte fra den ene Caserne til den anden, vil kunne opnaae at faae sit eget Huus, og der i Ro kunne nyde det fredelige Hjeme uvurdeerlige Goder. Det bør dernæst fremhæves, at denne Forening, ligesom den gavnlige Forening for Alderdomsfriboliger, har havt et aabent Øie for det Ønskelige i, at dens Boliger ikke ligge samlede i enkelte Qvarterer, men at de spredes saameget som muligt. Husene ere da nu opførte i Meriansgade og Krusemyntegade, hvor begge Sider af Gaden bestaaer af de nye Boliger. i Salviegade, i Schønbergsgade i Frederiksberg Sogn og i Nygade og Brigadeveien paa Amager. De have to Vaaninger, hver i Reglen paa to Værelser, Kjøkken og Spisekammer, Loftsrum, samt et Kvistværelse. Hvis det ønskes, kan Huset ogsaa indrettes til Beboelse for 1 Familie og vil da rumme 4 a 5 Værelser med tilhørende Bekvemmeligheder. Med Undtagelse af Husene i Nyboder er hvert af de andre forsynet med Have. 

Hver Forsommer bortloddes de hvert Aar opførte Huse, og da man ifølge Foreningens Love mindst i et halvt Aar skal have været Medlem af Fareningen og mindst have indbetalt 10 Rd. i Bidrag, hvis man skal kunne deeltage i Bortlodningen, saa er det netop nu Tiden til at indmelde sig som Medlem, naar man vil deeltage i den kommende Bortlodning. At det er en virkelig Fordeel at vinde et saadant Huus, vil maaskee klarest fremgaae deraf, at der for Afstaaelsen af Retten er betalt fra 100-400 Rd. Dette Factum er tilstrækkeligt til at modbevise Sandheden af en Yttring, der paa Foreningens sidste Generalforsamling fremkom om, at den Vindende ikke med Fordeel vilde kunne overtage Huset. Medens Halvaarsleien af et Huus i Reglen er 33-42 Rd., gaaer Eierens Meerudgift, hvori Skatter Brandcontingent m m. ere indbefattede, fra 16 Rd. 3 Mk til 21 Rd. I Fremtiden, da Materialier og Arbejdsløn sandsynligviis ville holde sig i samme Høide som nu, ville husene ikke kunne bygges for den Priis som hidtil, og Leien for de fremtidige Huse maa derfor forhøies. - Om 26 Aar eller ved forøgede Afbetalinger forinden, bliver Huset da Eierens gjældfri Eiendom. Som alt nævnt, kan han imidlertid med Bestyrelsens Minde overdrage sin Ret til et andet ligestillet Medlem eller overlade Huset til Foreningen. Bestyrelsen maa dog lægge Medlemmerne paa Sinde, at de ved at afstaae Retten tit det ved Lodtrækningen dem tilfaldne Huus tillige give Afkald paa en, for de allerfleste let, eller dog i Regelen overkommelig Adgang til aarlig at forøge deres Capital og med Tiden at erhverve sig en Forsørgelse for de gamle Dage og en Arv for de Efterlevende, som ikke paa nogen Maade kan opnaaes med færre Anstrængelser og færre Opoffrelser; thi Huusleie skulle de dog udrede, hvor de saa boe.

Binder man sig da til ugentlig for 10 Aar at henlægge 1 Mk., tilveiebringer man en Capital af 100 Rd., der vil kunne være en meget god Hjælp for en Confirmand, for en Søn eller en Datter, der sendes fra Hjemmet, eller til Udstyr for den, der selv skal grundlægge et Hjem, og Forældre kunne saaledes ad denne Vei for deres Børn sammenspare en Sum, der let vil tilvejebringes, netop fordi man har et Baand paa sig til at betale det lidet følelige ugentlige Bidrag. Ved et Medlems Dødsfald udbetales derhos det Opsparede til enhver Tid uden nogensomhelst Afkortning, og Contrabogens Indhold bliver derved altid til en Begravelseshjælp. Fremdeles maa det fremhæves, at saalænge der gives Medlemmer, der ville leie Foreningens Boliger, have disse Fortrinsret. De have derhos Udsigt til paa billig Maade at erhverve sig et Huus, og selv om de som Eiere have en noget større Udgift end som Leiere, betale de dog med denne Meerudgift i Forhold til Boligens Godhed og Beskaffenhed kun en gangbar Leie, og Huset bliver da for Eieren et særdeles gavnligt Middel til at sammenspare; der bliver, som Bestyrelsen udtrykker sig, selv til en Sparekasse, og medens den ugentlig indbetalte Mark kun voxer med Renter og Rentes Rente, afbetales Huset med Eierens egen og Leierens Leie, saa at han sluttelig, naar han efter 26 Aars Forløb eier Huset gjældfrit, i det Hele ikke har betalt synderlig mere end Halvdelen af Husets sande Værdi, og denne vil sikkert i Tidernes Løb forøges. Sluttelig skulle vi meddele, at Foreningen er i Besiddelse af et Hjælpefond, der i sin Tid blev grundlagt ved Overskudet af det Gavebrev, ved hvilket Etatsraad Holmblad overdrog Foreningen en betydelig Grund mellem Nygade paa Amager og Brigadeveien. Dette Fond, der senere ved flere Gaver er voxet til ca. 6500 Rd., er bestemt til at yde Hjælp til Huuseiere blandt Byggeforeningens Medlemmer og dernæst ogsaa til saadanne Medlemmer, der uden egen Skyld under Udførelsen af deres Arbeide maatte tilsætte deres Førlighed og blive Krøblinge.

Vi rette herved en indtrængende Opfordring til saa talrigt som muligt at indtræde i denne Forening, hvis Belysning selvfølgelig først i fuldt Maal vil kunne naaes, naar den tæller et meget stort Antal Medlemmer. Vi rette ikke alene denne Opfordring til dem, der i det Hele ere tarveligt stillede i Samfundet, men som dog uden føleligt Savn ville kunne overkomme at opfylde de Forpligtelser, som de ved Indtrædelse i Foreningen paatage sig, men vi rette den ogsaa til de bedre Stillede blandt vore Medborgere, som ville indsee, at de ved deres Indtrædelse baade directe og indirecte kunne bidrage til at forebygge nogle af de for ethvert Samfund farligste Onder ved at Skabe sunde og gode Hjem, hvis forædlende Indflydelse vil kunne gjøre sig gjældende paa de forskjelligste Maader.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. oktober 1872).

Kvindens Frigørelse. (Efterskrift til Politivennen)

"Alle Menneskers Tilfredshed og Velvære" er Socialismens store Formaal - et Formaal, der, uagtet sin Skønhed og Højhjertethed, dog har vundet saa mange Modstandere. Og hvad kan Grunden hertil være? Bornerthed, Sneverhjertethed og fremhyklet Mistillid danner de Skranker, der truer vor Frihed og hemmer al Udvikling; men saavist vort Formaal er overensstemmende med Sandheden, saavist skal og maa det sejre - lad da Kapitalmagten bygge Barikader af Guld, erhvervet ved Arbejderens Fattigdom og Nød - lad Professorerne opfinde Systemer af filistrøse og bornerte Talemaader - disse Systemer skal falde, disse Barrikader skal omstyrtes. Socialismens Formaal er al bringe Lykke og Velsignelse i det Hjem, hvor syr den redelige og stræbsomme Arbejder, uagtet al sit Slid og al sin Anstreengelse, traf en fortvivlet Hustru og forsultede Børn. Saaledes kan og skal det ikke vedblive at være. Vi forlanger Frigørelse fra denne unaturlige Tilstand.

Naar vi da har sat os Frigørelse af alle ulovligt undertrykte og forladte Medmennesker til Formaal, naar det er den frie Udvikling af alle de Kræfter, der findes i Samfundet vi fordrer, da er det ogsaa vor Pligt at kæmpe for Kvindens Frigørelse. De praktiske Vanskeligheder, der her stiller sig i Vejen for denne Sags fuldstændige Gennemførelse, er vi ingenlunde blinde for; men det ved vi, at kan Praksis i saa mange Aar opstille og bevare et System, der aabenbart har gjort Kvindens hele Samfundsstilling til en Trældomstilstand, saa kan Teorien om, at alle Mennesker har lige Adgang til Livets Goder, ogsaa omstyrte denne forældede og barbariske Praksis. Naar den asiatiske Hersker, den tyrkiske Sultan, kun bruger Kvinden som et Legetøj for sine Lyster, da staar han i Virkeligheden langt over den civiliserede Europæer, der paalægger Kvinden saa mange Pligter, medens han samtidig derover hende alle Rettigheder, nej saa hellere betragte hende som et Redskab, uden Ret og uden Pligt, end at berøve et frit Væsen Frihedens dyrebareste Klenodie, medens man vælter centnertunge Pligter paa hende, som man er fræk nok til at kalde det svage Køn, og saa fordre, at hun skal være det stærke. Den sande Kvinde vil bære Byrder; men samtidig forlanger hun sine Rettigheder som Menneske. Herfor kæmper Socialismen, idet den opstiller sit Motto: Ingen Pligter uden Rettighed, og derfor kæmper den for Kvindens Frigørelse - Emancipationens store Tanke er ogsaa dens.

Vi ser allerede Fruer og Frøkner rynke paa Næsen ved slig en Tanke - I Stakler, som saaledes er hildede i Fordommens Lænker, at I ikke kan se, hvad vor Mening er. Tror I maaske, at Emancipationen skal udslette Kvindeligheden?

Nej, Kvindelighed er og skal vedblive at være Kvindens skønneste Pryd; denne bly Optræden, den skønne Følelse for hver Lidendes Klage, denne storartede Begejstring for hver ophøjet Ide - det skal aldrig svinde bort, tvertimod, det skal vinde i Kraft ved Emancipationsideens Gennemførelse; ti, som Sagerne nu staar, kan Kvinden ikke tilfulde give sine rige Tanker den Flugt og Begejstring, som hun ønsker og begærer ældgamle Fordomme, Verdens Forhaanelser kuer ofte hendes Mod og holder hendes Tanker i Fængsel; det er haardt at bryde med gammel Vane, det er tungt at skulle høre Haan og Foragt netop paa de Steder, som giver sig Udseende af at være - Dannelsens" Forkæmpere - nej dobbelt bør den Kvinde æres og agtes, der ej frygter for at bryde Fordommens Skranker og udsætte sig for Oppositionens Haan. Netop Emancipationens Gennemførelse vil løsne de Baand, der hæmmer den begavede Kvindes Virkekraft, den vil give hende Lejlighed til at udvikle og frugtbargøre alle de Evner, som netop Kvindelighed har givet hende som Fortrin for Manden.

Lader os engang betragte Kvindens nuværende Stilling og lad os se, om hun virkelig kan kaldes fri. Er Kvinden bleven gift, nyder hun ikke andre "Rettigheder" end Pligterne at være Barnepige for sine Børn og Husholderske for sin Mand, tildeles der hende nogle Rettigheder, da er det kun Rettigheder af Mandens "Naade og Barmhjertighed." Og denne Tilstand betragtes endda som den bedste en stakkels Kvinde kan opnaa her i Livet - efter Ægteskab tragter de 90 af 100 Kvinder, som fulgte hermed Livets højeste Goder; i den Grad har forældede Fordomme indesluttet Kvinden i sine Lænker: gift Dig, og Du er "forsørget" - det er Maalet. Man beskylder os for Materialisme - men det er Eder, Undertrykkerne af al menneskelig Ret og Frihed, der præker Materialismens reneste Lære. Ja, for Kvinden idetmindste er hele Verden at betragte som en stor Forsørgelsesanstalt, der tilmed yder en - ussel Forsørgelse. Hun kan arbejde fra den tidligste Morgen til den sildigste Aften og hun kan ikke fortjene saameget, at hun blot kan leve. Den fattige Sypige iler fra Herskab til Herskab, for at faa det Smule Arbejde, der tilbydes hende; foragteligt kastes den usle Fortjeneste hen til hende; hun har arbejdet den hele Dag, opslidt sine Kræfter; hendes livlige, opvakte Aand er Hemmet under disse materielle Beskæftigelser; det Materielle tvinger Roden hende til stadig at give sig af med, og den Tid, der levnes hende til sandelig Beskæftigelse, er saare ringe, ja ingen. Dette bør være anderledes. Staten bør sørge for, at Kvinden kan faa en Uddannelse af de rige Evner, hun uden Tvivl er i Besiddelse af. Staten bør sørge for, at disse Evner kan frugtbargøres i Statens Tjeneste, og at Kvindens Arbejde betales og ikke skambydes. Saaledes er det nu - det er umuligt for hende at at leve paa en hæderlig Maade; men uagtet Enhver, der er begavet med sund Fornuft, kan indse dette, saa fordømmes dog den Kvinde, hvem Nøden driver til Selvopofrelse - netop hende bør saavel Stat som Private tage sig af. Men hvor langtfra er dette ikke Tilfælde. Der er i disse Dage en Plan igære om en Understøttelse for gamle Sypiger. "Hæderlige" Mænd og Kvinder har stillet sig i Spidsen for at danne denne "paridisiske" Tilstand for disse gamle Kvinder; men for at opnaa dette "uvurderlige Gode" forlanger disse "ædle" Stiftere, at vedkommende Sypige aldrig maa have stødt an mod Moralens Love - "den af Eder, som finder sig selv uskyldig, han kaster den første Sten" siger vi, mon disse rige, "menneskekærlige" Matadorer aldrig selv har været med til at lægge Snarer for Kvinden; mon de ikke kan indse, hvortil Sult og Nød kan drive en Kvinde; ernærer hun sig redeligt og arbejder fra Morgen til Aften, er Sult hendes Løn - hvilken Udvej har hun da?

Det vil heraf ses, at Kvindens nuværende Stilling er utaalelig, og Samfundet begaar en Forbrydelse ved længere at ville modsætte sig de Skridt, der maatte fremkomme til at forbedre Kvindens Stilling. Maatte da den Tid ikke være fjern, da vi kan sige, at den oplyste og dannede Kvinde er Mandens og Samfundets bedste Støtte, der findes i Sandhed saa mange gode Kræfter skjulte hos Kvinden, at de kan være til Nytte og Glæde for Samfundet. Nu stjæler Nød og Undertrykkelse, forenet med Haan og Foragt, disse gode Kræfter. Saaledes kan og skal det ikke vedblive at vare.

(Socialisten 16. oktober 1872).

På omtrent samme tidspunkt fandt en international kvindekonference sted i Wien (den tredje af slagsen). På denne blev der talt for at der kvinderne skulle have adgang til universitetet, til statstjenester og at der skulle oprettes kvindelige industriskoler m.m. I Danmark fik kvinder ret til at få adgang til universitetet den 25. juni 1875. Der var dog nogle begrænsninger: de ikke fik adgang til den lærde skole og derfor måtte læse til studentereksamen privat. De fik ikke adgang til teologisk embedseksamen og heller ikke adgang til statens embeder. Endelig fik de ikke adgang til universitetets stipendiemidler. Nielsine Nielsen var den første kvindelige akademiker, hun startede i 1877 og blev færdig i 1885.

Falsk Angivelse for Politiet m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Den 7de Juli d. A. om Morgenen Kl. 5½ blev en ung 16 Aar gammel Pige af en Politibetjent truffen siddende paa en Trappe i Balsamgaden og af ham anholdt og bragt til Politistationen. Til den i Anledning af denne hendes Anholdelse optagne Rapport forklarede hun, at Grunden til, at hun havde taget Ophold paa Gaden var den, at hun i sit Hjem, hvor hun sagde, hun ikke havde været i de 4 sidste Døgn, ikke kunde være i Fred for sin Stedfader, der i længere Tid havde udviist et strafværdigt Forhold imod hende. Efterat hun, der ved sin anførte Sigtelse selv havde vedgaaet sig skyldig i et saadant Forhold, var bleven arresteret og for Retten gjennem flere Forhører stadigt havde fastholdt sit ovenanførte Paasagn imod bemeldte hendes Stedfader, der som Følge heraf var bleven belagt med Varetægtsarrest, hvorfra han først efter omtrent 3 Ugers Forløb blev løsladt, tilstod hun omsider for Forhørsdommeren, at hendes mod Stedfaderen fremførte Sigtelse var aldeles usandfærdig og grundløs, hvilket ogsaa  under Sagen blev oplyst. Som Bevæggrund til dette sit Forhold havde Arrestantinden forklaret, at hun, der efterat hun havde forladt den Tjeneste, hvori hun sidst havde været, førte et omflakkende Liv og derfor ventede at blive anholdt af Politiet, frygtede for, al dette i saa Fald vilde bringe hende til Stedfaderen, hos hvem hun for enhver Priis vilde undgaae at have Ophold, fordi han var streng imod hende, hvorfor hun ogsaa allerede før sin Anholdelse havde besluttet at fremkomme med den falske Angivelse for derved tillige at opvække Stedfaderens Vrede mod hende i den Grad, at han ingensinde oftere skulde tillade hende at være i hans Hjem. Derimod paastod hun, at hun ikke havde fremført den ovenanførte falske Angivelse for at hævne sig paa Stedfaderen, eller at hun iforveien havde indseet, hvad Følgerne af denne Angivelse vilde blive. Efterat Arrestantinden var bleven løsladt af Arresten, begik hun 4 Tyverier paa forskjellige Steder, bl. A. under et Ophold hos en Dame for at søge Tjeneste, hvorfor hun paany blev anholdt og arresteret, ligesom hun ogsaa havde overtraadt et hende af Politiet givet Tilhold. Som Følge heraf blev Arrestantinden ved Criminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens §§ 225, 228 og 180, jvfr. §§ 37 og 21, med 60 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1872).

Balsamgade er nutidens Olfert Fischers Gade.

Dybbøl- og Alsmonumentet 30. september 1872. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Den 30te Septbr. fandt Afsløringen af de tydske Seiersmonumenter Sted paa Dybbølbanken og i Arnkilsøre. General Manstein holdt Festtalen, i hvilken han roste de slesvig-holsteenske Soldaters Tapperhed og udtalte det Haab, at det Baand, som knyttede Hertugdømmerne til Tydskland, bestandig maatte blive fastere og inderligere. Højtideligheden sluttede med Kanonsalver og et Leve for den tydske Keiser. Dybbølmonumentet er 70 Fod høit, en ottekantet Obelisk af guulgraa Sandsteen med architektoniske Forsiringer i gothisk Stiil; øverst er der anbragt en Muurkrone med det saakaldte "Düppelkreuz". Obelisken er prydet med 4 Reliefs, hvoraf det første bærer Indskriften: "Til varigt Minde om de ved Stormen paa Dybbølskandserne d. 18de April 1864 seirrigt Faldne"; det andet forestiller General Ravens Død; det tredie fremstiller Artillerister, som lade deres Kanoner, det fjerde en Kampscene mellem danske og preussiske Soldater. Mindesmærket i Arnkilsøre er af samme Form og Høide, ligeledes prydet med 4 Reliefs, hvoraf det ene fremstiller det preussiske Krigsraad før Overgangen til Als den 29de Juni 1864. Man seer her Portraiterne af Prinds Friedrich Carl, Moltke, Bittenfeld, Blumenthal, Vogel v. Falkenstein, Podbielski, Manstein, Göben o. fl.

Ifølge "Dybbølsposten" sporedes der ingensomhelst Deeltagelse i Felten fra Befolkningens Side, idet kun nogle enkelte nysgjerrige Personer saaes at passere Broen over Alssund, uagtet der den Dag ikke blev betalt Bropenge. Om Eftermiddagen var der af Regjeringen foranstaltet en Diner i "Holsteinske Huus". Festen havde en udelukkende militair Charakteer, og de i Flensborg, Aabenraa, Tønder, Sønderborg og Haderslev af Communalbestyrelserne valgte Deputationer saavelsom de forskjellige Sangforeninger, som havde paatænkt at forherlige Festen med deres Nærværelse, maatte blive hjemme, da Militairet ikke ønskede at see dem. Forøvrigt led Festen betydeligt under de gentagne Regnbyger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. oktober 1872).

Flensborg, 1. oktober Afsløringen af ​​Dybbøl- og Als-monumentet, som fandt sted i går, havde en strengt militær karakter: kanonsalut, tale af den kommanderende general, overdragelse af regeringskommissæren, tale af militærpræsten, militærmusik, hurra for kejseren. Officererne og mændene fra 9. Armékorps, der havde Düppel- og Alsenkorpset, over 600 mand, var inviteret og mødte op. Senere blev det også erfaret, at overpræsidenten, præsidenten for appelretten, regeringen og distriktsadministratorerne var blevet inviteret. Ifølge almindelig logik var andre ikke inviteret; deputationen af ​​slesvigske byer der gerne ville have vist deres taknemmelighed over for de helte, der ved deres udseende var faldet for landets befrielse, og som allerede var bestemt, havde derfor ikke lejlighed til at komme med og blev hjemme. Sangforeningerne kunne også spare deres sange. Således blev en fest, der ville have vist indbyggerne i provinsen Preussens store fortjenester og mindet dem om deres pligter, med bemærkelsesværdig forretningsmæssighed, en fest, som folk i Slesvig glædede sig til trods de sidste dages forfærdelige vejr, til en fest med rent militære ceremonier.

Flensburg, 1. Okt. Die gestern stattgehabte Einwehung des Düppel- und Alsendenkmals hatte einen streng militärischen Charakter: Kanonensalut, Ansprache des kommandierenden Generals, Uebergabe durch den Kommissär der Regierung, Rede des Militärgeistlichen, Militärmusik, Hoch auf den Kaiser. Vom 9. Armeekorps waren die Offiziere und Mannschaften, welche das Düppel- und Alsenkreuz hatten, über 600 Mann, geladen und erschienen. Nachher erfuhr man auch, dass der Oberpräsident, der Präsident des Appellationsgerichts, die Regierung und die Landräthe geladen waren. Nach gemeiner Logik waren also andere nicht geladen, die Deputation Schleswig'scher Städte, welche gerne durch ihr Erscheinen den für des Landes Befreiuung gefallenen Helden ihre Dankbarkeit bezeugt hätten und schon bestimmt waren, hatten daher keine Luft, sich aufzudrängen, und blieben zu Hause. Auch die Gesangvereine konnten ihre Lieder sparen. So wurde mit merkwürdiger Geschäftlichkeit ein Fest, das den Bewohnern der Provinz die so hohen Verdienste Preussens vor Augen geführt und sie an ihre Pflichten erinnert hätte, ein Fest, auf dessen Begehung man sich in Schleswig trotz der heillosen Witterung der letzten Tage freute, zur Feierlichkeit mit rein militärischem Ceremoniel verwandelt. 

(Süddeutscher Telegraph : Münchner Abendzeitung 5. oktober1872)

Dybbøl- og Alsmonumentet. Illustration fra Die Gartenlaube: illustrirtes Familienblatt, nr. 44 1872. I dette nummer fandtes også en detaljeret beskrivelse af monumentets detaljer.