11 september 2022

Lovisa Larsson. (Efterskrift til Politivennen)

Den 29. november 1872 druknede Lovisa Larsson sin dreng der blev født 7. oktover 1870, i Limfjorden. Overretten i Viborg stadfæstede i marts 1873 Fleskum Herredsrets livstidsdom for barnemord over Lovisa Larsson.


Livsstraf. Som igaar kortelig anført blev det svenske Fruentimmer Arrestantinden Lovisa Larsson af Høiesteret idømt Livsstraf for efter forudgaaaende Overlæg at have ombragt sit udenfor Ægteskab fødte, et Par Maaneder over to Aar gamle Barn. De nærmere Omstændigheder ved Sagen vare følgende: Da Arrrestantinden ikke erholdt nogensomhelst Understøttelse af Barnefaderen, maatte hun selv af sin Løn udrede Underholdspengene, der for det første Aar vare bestemte til 28 Rd. og til 34 Rd. for hvert af de følgende Aar, men da hun ikke, som hun havde lovet, den 1ste Novbr. f. A. betalte noget Afdrag paa Underholdspengene for det andet Aar, idet hun efter sin Forklaring havde maattet anvende hele sin Løn til Anskaffelse af nødvendige Klædningsstykker, og Barnets Pleieforældre, Huusfolk, den 18de f. M. krævede hende for et Afdrag, som hun ogsa i lovede at betale den 24de f. M., fattede hun samme Dag, idet hun overveiede, at hun sidst i August Maaned paany var bleven besvangret, og at hun ikke vilde kunne faae nogen Hjælp fra sine Slægtninge i Sverig, hvor hendes Moder, en fattig Huuskone, allerede havde et af Arrestantinden udenfor Ægteskab født Barn til Forsørgelse - den Beslutning, hvis hun ikke kunde faae Penge af sin nuværende Kjæreste, at aflive sit ovennævnte Barn ved at drukne det i Liimfjorden, idet hun tænkte paa den Maade lettest at kunne undgaae Opdagelse. Som Følge heraf og da hun erfarede, at hendes Kjæreste ingen Penge havde, gik hun den 24de November til Barnets Plejeforældre og erklærede, at hun endnu ikke faae sig istand til at betale sin Gjæld; men at hun nu havde bestemt sig til at føre Barnet til Sverig, hvor hun meente at kunne faae det anbragt hos sin Familie, og skjøndt Pleieforældrene, der havde faaet Barnet kjært, tilbød: at beholde det for 24 Rd. eller endog 20 Rd. om Aaret samt at eftergive hende, hvad hun skyldte dem, fastholdt hun sin Beslutning at ombringe Barnet og derved frigjøre sig for Byrden af dets Forsørgelse. Efterat have erholdt sin Huusbonds Tilladelse til at reise til Sverrig med sit Barn og afhentet dette hos Plejeforældrene samt efterat have tilbragt Natten mellem 28de og 29de November i et Huus og den 29de alene at have været i Aalborg, forlod hun omtrent Kl. 2 om Eftermiddagen bemeldte Huus med Barnet og gik ad en Vei ned ad Liimfjorden til, og da hun ved at see sig om, ikke bemærkede Nogen i Nærheden, som kunde iagttage hende, besluttede hun sig til, skjøndt det endnu var høilys Dag, at udføre sit Forsæt. Hun tog derfor sine Sko og Strømper af og afførte Barnet alle dets Klæder med Undtagelse af Skjorten i den Hensigt derved at gjøre dets Gjenkjendelse vanskeligere, hvorpaa hun tog det paa Armene og gik en 6 a 7 Favne ud i Fjorden, indtil Vandet naaede hende til Knæene og lagde derefter Barnet med Ansigtet nedad i Vandet, som strax lukkede sig over det, uden at det gav nogen Lyd fra sig. Efterat have udført Gjerningen, vadede hun tilbage til Stranden, idet hun to Gange saae sig om og første Gang saae Barnets ene Haand bevæge sig over Vandfladen, men skjøndt hun efter sin Forklaring allerede dengang fortrød Gjerningen, gjorde hun intet Forsøg paa at redde det, og da hun anden Gang saae tilbage, skjultes Barnet heelt af Vandet. Liget fandtes den 4de December paa Fjordgrunden af nogle Fiskere. De obducerende Lægers Erklæring gik ud paa, at medens der Intet var fundet, der kunde tyde paa en voldelig Medfart, var der derimod forefundet adskillige Tegn, som hævede det til Vished, at Barnet havde fundet sin Død i Vandet som Følge af Drukning. Efter det Anførte maatte det ansees for tilstrækkelig godtgjort, at Arrestantinden med Overlæg havde skilt det ommeldte Barn ved Livet, og Højesteret billigede derfor, at hun, der er 27 Aar gammel, ved de foregaaende Instantsers Domme i Henhold til Straffelovens 190 var ikjendt Livsstraf.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. maj 1873).


Sluttelig refererede Justitsministeren [Klein] en allerunderdanigst Forestilling angaaende Livsstrafs Eftergivelse for Lovisa Larsson.

Overensstemmende med Indstillingen behagede det Hans Majestæt allernaadigst at eftergive Lovisa Larsson den hende ved Høiesteretsdom af 5te d.M., for med Overlæg at have ombragt sit Barn, i Medfør af Straffelovens § 190 idømte Livsstraf, mod at hun hensættes til Tuglhusarbeide paa Livstid.

(Statsrådsmødet 23. maj 1873).

10 september 2022

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. Sorø, den 4de Januar (B. Av.) En Gaardmandsfamilie her i Jurisdiktionen, bestaaende af Mand, Kone, Datter og Svigermoder, hensidder for Tiden i den herværende Arrest, Datteren som mistænkt for Fødsel  i Dølgsmaal og Barnemord, og de Øvrige for Meddeelagtighed i disse Forbrydelser. Foranlediget ved de Rygter, som gik i Egnen i den sidste Tid, satte Politiet sig i Bevægelse, og da der ved den foreløbige Undersøgelse fremkom begrundet Mistanke, bleve alle de nævnte Personer i Torsdags anholdte omtrent samtidig, hvilket skete paa de forskjellige Steder, hvor de i Øieblikket opholdt sig, og videre Undersøgelse strax anstillet. Det lykkedes ogsaa samme Dag at bringe tilstede Liget af et nyfødt Barn, der blev fundet nedgravet nogle Tommer under Steengulvet i Gaardens Mælkekjælder i en temmelig opløst Tilstand, og Gårdmandsdatteren skal igaar have tilstaaet i Retten, at hun i Slutningen af November Maaned f. A. har født dette Barn og har ombragt det strax efter Fødselen, dog efter et før Fødselen fattet Forsæt.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 7. januar 1873).


Om der er tale om samme sag eller ej:

Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord. Ved Sorø Birks Extraret er der, ifølge "Sorø Avis", den 3die dS. afsagt Dom i en tidligere omtalt Sag, hvorunder en Gaardmandskone i Fjenneslev tiltaltes for Drab, hendes Datter for Fostermord eller Forsøg derpaa i Forbindelse med Fødsel i Dølgsmaal, og en Tjenestekarl for Utugt mod et Pigebarn samt Anvendelse af Trusler for at forskaffe sig Adgang til Utugt. Det er under Sagen oplyst, at da Datteren i afvigte November Maaned havde født et fuldbaaret Pigebarn, lagde hun strax dette i et til Sand bestemt Rum og dækkede lidt Sand over det. Moderen kom lidt senere ud og hørte Barnet græde under Sandet, og da i det Samme en Huusmand kom gaaende, dækkede hun, for at skjule Gjerningen, mere Sand over det, hvorved Barnet blev kvalt, og en halv Time efter bar hun Barnet op paa Loftet og skjulte det i en der staaende Kiste. Det er altsaa Moderen og ikke Datteren, der har dræbt Barnet, men af Datterens Forklaring fremgaaer det, at dette ogsaa vilde være omkommet ved den af hende brugte Fremgangsmaade, og at hun forud havde fattet det Forsæt at dræbe Fosteret, hvis dette blev født levende. Hvad Tjenestekarlen angaaer er det oplyst, at han stadig har staaet i utugtig Forbindelse med Datteren lige siden hun var 7 Aar gammel (hun er nu 19), og at han tildeels har brugt Trusler for at vedligeholde denne Forbindelse. Ved Dommen blev Moderen anseet med Tugthuusarbeide i 8 Aar, Datteren og Karlen med Forbedringshuusarbeide hver i 4 Aar.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 21. april 1873).

Kongens Fødselsdag. (Efterskrift til Politivennen)

Fra den offentlige Politiret.

- - -

Den 8de d. M. om Aftenen, da der afholdtes Tappenstreg i Anledning af Hs. Maj. Kongens Fødselsdag, var en meget stor Menneskemasse samlet paa Kongens Nytorv, og der blev fløitet og sunget endeel; men der forefaldt dog ikke anden Uorden af Betydenhed, end at en til Afløsningen hørende Soldat, der fra Torvet passerede ind til Gitterporten ved Hovedvagten, blev afskaaren fra sine Kammerater og blev dygtig klemt samt i nogen Tid forhindret fra at komme ind ad storten, ved hvilken Leilighed han mistede sin Bajonet og fil Gehæng, der dog senere blev rakt ind over Gitteret. Efterat Musiken var ophørt, trak en stor Menneskesværm, der for Størstedelen bestod af Drenge og halvvoxne Personer, under Afsyngelse af Socialistmarchen og andre Sange, igjennem Ny Adelgade, Grønnegade, Gothersgade, Kronprindsessegade, Sølvgade, Østervold, Grønningen, Norgesgade, Kongens Nytorv, Østergade, Høibroplads, Læderstræde osv. til Nytorv. I Læderstræde blev der slaaet en Rude itu hos Marskandiser Israel. Paa Nytorv svingede endeel af Sværmen hen ad Arrestbygningen til og skreg paa "Pio". Blandt disse Høirøstede var Snedkerlærling Peter Emanuel Andersen, som blev anholdt af Politiet, der ligeledes anholdt en svensk Stolemagerlærling Bengt Stolt, som vilde forhindre den Førtes Anholdelse. Stolt fandtes i Besiddelse af en i Læder indsyet Jernkugle af ½ Pds. Vægt, som han erkjendte at have forsynet sig med "for at bruge den til at slaae med, hvis Nogen vilde slaae ham". Den øvrige paa Torvet forsamlede Mængde blev kort efter splittet ad af Politiet, dog ikke førend Betjentene havde gjort Anvendelse af deres Stave, og efter den Tid forefaldt ingen Uordener af Betydenhed. De to Anholdte bleve endnu samme Dags Aften demitterede, men maatte Igaar i den offentlige Politiret vedtage at bøde hver 5 Rdl.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. april 1873).

09 september 2022

Carl Würtz' sidste dage i Internationale. (Efterskrift til Politivennen)

Würtz paa Reise. Würtz hjemsøgte i Løverdags igjen Næstved for at see at faae dannet en Afdeling af Internationale. Mødet, der var besøgt af saa Mange, som Lokalet kunde rumme, aabnedes af Würtz med den Erklæring, at han ikke vilde holde noget Foredrag, men at det Spørgsmaal skulde drøftes, hvorvidt det var gavnligt for Arbejderne at faae oprettet en Afdeling af Internationale der i Byen. Indledningen til den paatænkte Diskussion optog imidlertid næsten hele Aftenen, og da Würtz endelig, efter i 7 Kvarteer at have givet det sædvanlige Opkog af de noksom bekjendte socialistiske Troessætninger til Bedste, spurgte, om nogen af de Tilstedeværende havde Noget at yttre, var der Ingen, som forlangte Ordet. Om den over de tre Socialistførere fældede Dom erklærede W. ifølge "Næstv. Av.", at han fandt Dommen ikke for streng; man maatte have Agtelse for de nu engang bestaaende Love , og enhver ny Idees Gjennemførelse krævede næsten altid, at Banebryderne faldt som Offer. Man dandsede ikke paa Roser, naar man var de Fattiges Talsmand. Men saaledes havde det altid været; Jesus, som jo ogsaa havde været de Fattiges og Forladtes Talsmand, havde maattet bukke under for Farisæernes Hævn, og Pio, Brix og Geleff maatte nu bukke under for vor Tids Farisæere, "Storborgerne". Det vilde vel heller ikke vare længe, inden han (Taleren) stødte Følehornene af sig, men et Par Aars Tugthuusstraf vilde ikke være til nogen Skade; man havde faa Tid til at undfange nye Ideer. Würtz's Foredrag var som sagt denne Gang meget spagfærdigt og det lønnedes derfor ogsaa kun med svage Bifaldsyttringer, hvilket for en Deel hidrørte fra, at Tilhørerne denne Gang ikke udelukkende bestod af hans Tilhængere. Det var naturligviis under Trykket af den i Socialistsagen faldne Dom, at den ellers saa "frygtelige" Cigarmager Würtz udtalte sig saa moderat. Sluttelig opfordrede han Lysthavende til at indtræde i Internationale, hvilken Opfordring senere - sandsynligviis ved en Bolle Punsch - skal være efterkommet af en halv Snees Personer. Mødet sluttedes med et for Cigarmager Würtz udbragt Levr, som besvaredes meget svagt af en ringe Deel af Tilhørerne.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 3. april 1873)


Internationale. Den internationale Arbejderforenings offentlige Discussionsmøder have i den senere Tid, hvor velvalgte, fra et socialistisk Standpunkt betragtet, de foreliggende Emner f. Ex. "om Selvhjælp", "Hvorledes kan Arbeideren bedst gavne de fængslede Føreres Sag?" - o. l. end have været, kun samlet en meget lille Tilhørerkreds, og Discussionen har været baade kort og mat. Grunden hertil ligger navnlig i den øjensynlig trykkede Stemning, som er fremkaldt ved den Dom, der er overgaaet de fængslede Førere. Discussionsmødet i Lørdags Aftes var ogsaa svagt besøgt, men blev dog livligere end de nærmest foregaaende ved, at Handelsbetjent Koppel, efter at kort Foredrag havde Indledet Forhandlingerne om Socialisme og Communisme, tog Ordet imod Socialismen og dens vigtigste Læresætninger, hvad der selvfølgelig foranledigede flere af Internationales Talere til at imødegaae ham. Ogsaa den tidligere Kredsformand Würtz talte, navnlig dog for at meddele, at han samme Aften havde frasagt sin sin Stilling som ansvarhavende Redacteur af "Socialisten" (som nu udkommer under Ansvar af en Typograph Hansen), og at han ligeledes havde nedlagt det ham af Sectionsformændene betroede Hverv som omreisende Agitator. Yderligere Udtalelser om sig selv blev ham afskaaret af Dirigenten. Stemningen er i det Hele i Øieblikket saa afgjort imod Würtz, at han, endnu for kort Tid siden den mægtige Enehersker og det meest populaire og afholdte Medlem i Foreningen, senere paa Aftenen, da man efter Mødets Slutning samledes nedenunder i Forsamlingslokalet, var Gjenstand for de bittreste Udtryk af den almindelige Misfornøjelse og sluttelig næsten med Magt blev tvungen til at fjerne sig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. april 1873)Internationale. Paa en igaar Aftes i Dandsesalonen "Phønix" afholdt Generalforsamling, der talte et Par Hundrede Medlemmer, blev det efter Forslag af Bestyrelsen med aldeles overvejende Majoritet vedtaget at excludere d'Hrr. Würtz og Weiss af Foreningen paa Grund af, at Würtz havde erklæret sig for en Fjende af Louis Pio og altsaa maatte være en Modstander af Socialismen og Internationale, og fordi han og Weiss ikke have villet eller kunnet aflægge klart og tilfredsstillende Regnskab for Foreningens Pengevæsen for den Tid, de bestyrede det. Bestyrelsen havde ogsaa stillet Forstag om at excludere de for forsøgt Pengeafpresning tiltalte Medlemmer, Corfitzen og Jantzen, men Afstemning herom udsattes, indtil der er faldet Dom i Sagen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. april 1873).

Würtz erklærede efterfølgende at han trak sig ud af det politiske arbejde for at hellige sig sit erhverv, at rulle cigarer. Bl. a. i sit hjem, Springgade 24, 2. sal til gaden. Han optrådt dog bl.a. på et arbejdermøde den 29. april 1873. Ved Hof- og Stadsretten blev Würtz maj 1873 sammen med maskinarbejderne Weiss, H. F. F. Christensen, snedkersvend Greisen, kommandersergent Conrad Jansen og cigarmager Chr. W. Korfitzen dømt for fornærmelige sigtelser mod Københavns politidirektør Crone. Bøden lød på 200 Rd. per person, alternativt simpelt fængsel i 60 dage. "Socialisten" iværksatte efterfølgende en støtteindsamling til de seks personer. 

Dommen over de 6 Arbejdere.

- - - -

I det Arbejdermøde, der holdtes i Salonen "Føniks" i Lørdags Aftes, fandt Dommen den Modtagelse, den fortjente, og der blev med Rette sagt, at man vanskelig skal kunne finde Magen til den i den danske Retshistorie. Forsamlingen udtalte med Enstemmighed sin Beklagelse over at vore Love er saa tvetydig affattede, at det ikke er muligt for en Arbejder at vide, hvad der er tilladt og hvad der er forbudt. Det udtaltes endvidere, at enhver Arbejder bør yde sit Bidrag til at lette Dommens Byrde for de Dømte, og det er vor indstændige Opfordring til alle Arbejdere at lægge sig denne Udtalelse paa Sinde. De 6 Mænd, der underskrev Andragendet til Kongen, har modtaget Bemyndigelse dertil af over 2000 Arbejdere, som i den Anledning var samlede til et Møde den 4de November forrige Aar; de 6 Mænd har saaledes kun udført, hvad deres Kammerater overdrog dem, og enhver Arbejder har en moralsk Forpligtelse til at yde sin Skærv for at lette de Domfældte Følgerne af en Dom, der sigter paa hele Arbejderstanden, sigter paa at tilintetgøre Enhver, der taler Arbejdernes Sag. Vi vil ikte anbefale Arbejderne at lade noget særligt Fortrin blive den ene eller den anden af de 6 Dømte til Del; de har alle gjort deres Pligt, da de paatog sig at bringe Arbejderstandens Klager frem for Kongen, og hvor forskellig end Sympatien kan være for de 6 Mænd, tror vi det dog stemmende med den rette Opfattelse af de Broderlighedens Baand, der bør knytte os Alle sammen, at anbefale Arbejderne at give deres Skærv til alle 6 Arbejdere i Forening. Det er ikke vor Forventning, at der skulde kunne indkomme saa meget, at man kan befri alle 6 Mænd fra Fængselsstraf, men vi er overbeviste om, at alle Arbejdere saavel i som udenfor København vil indse, at her er en Lejlighed, hvor det gælder at vise Broderlighed i Gerning, gælder at protestere imod Dommens Haardhed, og vi venter, at der vil indgaa saa meget, at vi vil kunne holde den værste Nød borte fra de Fængsledes Familier i de to Maaneder, Bøderne afsones.

- - - -

(Socialisten 15. maj 1873. Uddrag).


På et møde den 30. maj 1873 arrangeret af Internationales bestyrelse med over 1.000 deltagere i Phønix blev der opfordret til at indsamle støtte til Pio m. fl. Würtz viste sig nu og sagde at han havde siddet arresteret i 21 dage og han og familien ligeledes lidt for sagen. Würtz var siden 1860 gift med Anne Helvig Larsdatter og de havde 4 sønner. Han blev imidlertid mødt med tilråb som "Stik ham en ud", "riv ham ned" og han måtte under beskyttelse forlade lokalet. I slutningen af juni 1873 gik et rygte om at han var rejst til USA. I august 1873 kom der en stribe forbud mod den allerede i forvejen stærkt svækkede forening, bl. a. mod brug af røde faner i det offentlige.

07 september 2022

Frøken Elisa Falkenskjold (1793-1872). (Efterskrift til Politivennen)

 Se også indslaget om Kjøbenhavns Tjenestepigehjem andetsted på denne blog.

Frøken Falkenskjold.

Frøken Elisabeth Falkenskjold, som døde i slutningen af forrige Aar, var kjendt og elsket i en viid Kreds, som den, der paa mange Maader havde understøttet en Mængde Trængende. Frøken Falkenskjold var født 1794 paa Sæbygaard, som hendes Fader, Oberst Falkenskjold, eiede, og her tilbragte hun sin Barndom; hendes Fader, der var en begavet og meget energisk Mand, skal have havt megen Indflydelse poa Datterens Udvikling. Han er død for over et halvt Aarhundrede siden, men lige til sin Død bevarede Frøken Falkenskjold levende Mindet om ham og fulgte altid trolig den Formaning, hun saa ofte omtalte, at han havde givet hende: "Lad alle dine Handlinger vare aabenlyse, saa at dit Liv bliver som en aaben Bog."

Da Oberst Falkenskjold solgte Sæbygaard, flyttede han med sin Familie til Sophienberg ved Hørsholm, hvor han døde. Paa den Tid var Frøken Falkenskjold 25 Aar gammel; kort efter sin Faders Død flyttede hun med sin Moder til Kjøbenhavn, hvor hun, med Undtagelse af nogle Aars Ophold i Helsingør, bestandig siden, paa korte Undtagelser nær, opholdt sig.

Familien Falkenskjolds oprindelige Navn skal have været Dyssel; under Frederik den Fjerde bleve to Brødre Dyssel adlede til Belønning for et for Landet farefuldt Øieblik, og rigtige Syn paa Forholdene at have beviist Landet en stor Tjeneste: de bleve kaldte Falkenskjold, som Hentydning til, at de vare i Besiddelse af et Falkeblik og ved deres Mod være blvne et Skjold for Landet.

Frøken Falkenskjold var blandt dem som oprettede Kjøbenhavns Tjenestepigehjem, en Stiftelse, som hun havde stor Interesse for; i 3 Aar var hun dens Bestyrerinde med Opoffrelse af hele sin sædvanlige Leveviis, og hendes Virksomhed i denne Stilling var til stor Velsignelse. Med et Sind, der i Kjærlighed var vendt mod Alle, stedse beredt til at bringe Offre, med en fast Villie og en høi Grad af Skarpsindighed, foirenet med en sjelden praktisk Dygtighed, var hun vel skikket til at være en Trøst og Hjælp for dem, som søgte en Tilflugt i Pigehjemmet. Det er imidlertid ei alene de Mange, som have tjendt hende her, der ville mindes hende med Taknemmelighed, men mange Andre, for hvem hun har ræret en trofast Støtte. Hun svigtede ikke paa Modgangens Dag, men var i Sandhed nærværende med sin Gjerning og sit Ord. Hvilke Offre var hun ikke istand til at bringe! hun, som aldrig tænkte paa at skaane sig selv, og hvor velgjørende kunde ikke hendes kjærlige, veltalende Ord virke paa det nedbøjede Sind! I den glade Stund kunde sikkert Ingen glade sig mere levende med de Glade end hun, og hun forstod i en mærkelig Grad den Unges Glæde og Sorg saavelsom den Gamles. Hun havde gjennem et langt Liv bevaret Ungdommens Livskraft og Fylde, saa at man i hendes høie Alderdom med Sandhed kunde sige, at hun med en Modenhed til al afslutte sit Liv som Faa, forbandt tilstrækkelig Kraft til at begynde Livet paany. - Ligesaa kjærlig, som hun kunde være, ligesaa streng kunde hun ogsaa være, med lige saa stor Iver, som hun stred for det Gode, stred hun mod det Daarlige og Slette, som hun traf paa, hvilket Alumnerne i Pigehjemmet ofte have maattet føle. Hendes Ord kunde ofte være som et skarpt Sværd, og det ramte, hvad det vilde ramme, thi hendes Skarpsindighed lod hende altid finde det rette Sted og det træffende Ord, og der var i saadanne Øieblikke en Myndighed i hendes Blik og i hendes Skikkelse, som kun den er i Besiddelse af, der ei alene har Evnen til at bruge Ordet, men ogsaa "Gjerningens tause, men sanddru Veltalenhed." Hun havde kun eet Maal, hun vilde det Gode i Sandhed; kun derefter stræbte hun og der var i denne hendes Stræben ingen egenkjærlig Tanke om Gjemjæld eller Higen efter Medborgeres gode Omdømme; hun søgte ligesaa lidt deres Roes som hun frygtede deres Dadel. Naar hun havde besluttet sig til en eller anden Kjærligheds Gjerning, som hendes Venner frygtede for vilde gaae over hendes Kræfter og derfor søgte at overtale hende til at opgive, saaledes som Tilfældet var, da hun besluttede sig til at overtoge Bestyrelsen af Pigehjemmet, yttrede hun gjerne: "Jo, jeg vil det, for ellers bliver Gud vred paa mig," og saa vidste man, at hun havde taget en Beslutning, som hun i Sandhed vilde holde fadt ved, hvad Møie og Besvær det end skuld koste hende. Og havde hun heldigt sat Et eller Andet igjennem, glemte hun aldrig at give Gud Æren, afvisende al Anerkjendelse med de Ord: "det er Gud, der har føiet det saaledes." En levende Tro fulgte hende gjennem hele Livet; i Enfold modtog hun Ordet og gjorde derefter. Med en fast Forvisning om, at alle Livets Tilstillelser komme fra et tjenligt Forsyn, som leder Alt til det Bedste, tog hun ogsaa Lidelse og Sorg med kjærlig Hengivenhed i Guds Villie. Som hun havde været t Livet, saaledes var hun paa sit Dødsleie. Da hun følte Døden nærme sig, yttrede hun: "Er det Guds Villie, at jeg nu skat døe, saa døer jeg gjerne; men er det hans Villie, at jeg skal leve længere endnu, saa vil jeg ogsaa gjerne leve." Da Dødskampen allerede var begyndt og hun vidste, at det var den sidste Strid, hun stred, var hun endnu kjærligt betænkt paa, at der efter hendes Død maatte blive draget Omsorg for de Trængende, hun havde ydet Hjælp, og at de forskjellige Gjældsbeviser, hun havde ihænde, maatte blive tilintetgjorte. I Tro paa Gud, i Kjærlighed til ham og sine Medmennesker, i Haab om en evig Salighed forlod denne rige Sjæl roligt dette Liv.

Hendes Skjæbne havde ei ført hende ind i flere Forhold, hvor hendes ualmindelige Begavelse havde kunnet vise sig paa en for Verden iøinefaldende Maade; men Alle, der have kjendt hende, ville have modtaget det Indtryk, at denne selvstændige Personlighed netop ved vanskelige Afgjørelser vilde have været paa sin Plads. Hendes Navn vil ikke findes i Historien, men hun, der offrede sit hele Liv for Andre, vil dog ikke blive glemt, og Pigehjemmct, som hun helligede en saa stor Deel af sine Kræfter, vil sikkert i Ord og Gjerning blive støttet af dem, der bevare Mindet om Frøken Falkenskjold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1873).


Elisabeth (Elisa) Birgitte Falkenskjold (23. februar 1793 - 24. november 1872). Hun blev begravet på Hørsholm kirkegård hvor også forældrene lå begravet.