Begravelse i Sundby. (Efterskrift til Politivennen)

Et uhyggeligt Optrin forefaldt ifølge "Dags-Telegraten" i Søndags paa Kirkegaarden paa Amagerbro. Da nemlig et temmelig stort Følge af Slægt og Venner til den bestemte Tid, Kl. 2, kom til den for en afdød Mands Lig bestemte Grav, fandt det - hvad der i og for sig er stødende nok - den frisk opkastede Grav fyldt med Vand, saa at det maatte vente, indtil Vandet var øst op; men endnu mere utilbørlig var det, at det, da man vilde sænke Ligkisten i Jorden, opdagedes, at Graven var gravet for kort, saa at Kisten ikke kunde komme ned; heller ikke ved at sænke den lidt paaskraa lykkedes det at faa den i Graven. Der blev tumlet og arbejdet, men det gik ikke, ja Graverkarlen, der syntes at være i en for Stedet temmelig oprømt Stemning, og hans Medhjælpere sprang endog op paa Kisten, for ved deres Vægt og Trampen derpaa at bringe den til at synke, men heri blev de bog snart forhindrede af Følget. Man blev da enig om at ty til Spaderne for at forlænge Graven, og imidlertid blev Kisten sat paa den ene Ende ned i Graven; hvilket Indtryk denne Situation gjorde paa den Afdødes tilstedeværende Enke, kan man let tænke sig! Man gravede altsaa, men Jorden skred ud, da man ikke gav sig Tid eller ikke havde Midler til at stive af; efter nogen Tids frugtesløst Arbejde kom man da til den Erkendelse, at det vilde være bedre at grave en helt ny Grav, og da Følget erklærede, at det ikke vilde gaa, før den Afdøde hvilede i sin Grav, anviste Graverkarlen et Sted, hvor man kunde opkaste en anden Grav. Arbejdet her ved begyndte da, men Jorden var blød og man havde ikke Materialier til at stive at med, saa at man efter nogle Timers Arbejde - Kl. var da 5 1/4, og Mørket var kaldet paa - maatte opgive at faa Liget jordet den Dag. Der blev da sendt Bud efter Graveren, som hurtig kom til Stede og meget beklagede, hvad der var slet, hvorefter han blev enig med den Afdødes Slægtninge at der ikke var Andet at gøre end at hensætte Liget i Ligkapellet til den følgende Dag. Man bar nu Kisten, som atter var bleven trukken op af Graven, til Kapellet, men efter Ankomsten dertil gjorde Følget en oprørende Opdagelse, idet det i det ene Hjørne af Rummet fandtes med Bræder afskildret - en Svinesti, i hvilken en Gris nok saa gemytlig kvægede sig af et Trug Svineføde. Opdagelsen syntes at være en Overraskelse for Graveren, ja selv for Graverkarlen - der ikke vilde kende del Mindste til Grisen - som nu maatte forlade sin lune Sti, før den paa en Mands Ryg allerede var paa Vejen til Politistationen for at afleveres som Hittegods; da kom han i Tanker om, at det var hans, og at han helst vilde være fri for at betale Optagelsespenge. Liget blev efter denne nye Forstyrrelse indfat i Kapellet og dette aflaaset af Graveren, hvorefter den Afdøde endelig i Mandags kom til Hvile i sin Grav.

(Socialisten 27. november 1873).

Tauber forulempet i Ringsted. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Tauber, der Ikke kan glæde tig ved nogen høj Grad al personlig Popularitet, befandt sig, fortælles der os, efter Valget mellem de Rejsende, der vare stegne ud paa Ringsted Banegaard. Han blev gjinkjendt og medtaget med et "Leve Fonnesbech, tre Hurraer", der afleveredes med mønsterværdig Præcision. Derefter foreslog en Anden strax: "Hs. Maj. Kongen level Ni Hurraer." Vældige Hurraer begyndte øjeblikkelig. Hr. Tauber beholdt ene Hatten paa. En Tilstedeværende tog den af ham, lod den deltage i de ni regulære Sving og leverede den derpaa tilbage til den forbløffede Ejermand.

(Dagbladet (København) 18. november 1873).

Fra Ringsted Banegaard. Folketingsmand Tauber har tilskrevet By- og Herredsfoged Buchwald Følgende: I Søndags Aftes forefaldt paa Ringsted Banegaard et Optrin, som har fundet offentlig Omtale, blandt Andet i "Dagbladet" for 18de Novbr. (16de Spalte), af hvilket jeg vedlægger et Exemplar. Da imidlertid det nævnte Blads Beretning er ufuldstændig og derhos urigtig i sine Enkeltheder, hidsætter jeg en Fremstilling af det Forefaldne, saaledes som det efter min Opfattelse gik for sig.

I Søndags Aftes Kl. 8 3/4 kom jeg paa Reisen fra Slagelse til Kjøbenhavn til Ringsted Banegaard, hvor jeg stod af og gik ind for at tage en Bid Brød. Idet jeg gik gjennem 2den Klasses Ventesal, hørte jeg fra en Klynge Mennesker det Udraab: "Der er han!", men jeg gik ind i Beværtningsværelset uden at ændse det. Medens jeg sad ved Bordet og spiste, kom en midaldrende, velklædt Kjøbstadborger derind, stillede sig lige over for mig paa den modsatte Side af Bordet og tog Hatten af for mig, idet han gjentagende Gange sagde paa en udæskende Maade: "Godaften, Hr. Tauber, Godaften Hr. Tauber!" Jeg lettede min Hat for ham uden at svare og spiste rolig videre, hvorpaa han trak sig tilbage til Døren mellem de to Værelser. Her havde 3-4 Personer samlet sig for at iagttage den Scene, han gav, og alle visse førte nu, medens jeg spiste, en Samtale, som jeg paa Grund af Afstanden ikke kunde høre nøiagtig, men om hvilken jeg tydelig opfattede, at den, ligesom ogsaa de Gebærder, hvormed den ledsagedes, havde en mod mig demonstrativ Karakteer. Da jeg havde spist og vilde gaa ud gjennem Ventesalen, stimlede 6-8 Personer sammen om mig med den Hilsen: "Godaften, Hr. Tauber! Godaften, Hr. Tauber!" Jeg lod mit Blik løbe hen over dem og svarede: "Jeg kjender Dem ikke, mine Herrer!" hvorpaa jeg vilde gaa videre. Men en af dem traadte mig i Veien, og efter forskjellige krydsende Tilraab, saasom: "Det er det Samme!" "Vi kjende Dem godt!" udbragte En af dem et "Leve Fonnesbech". Under dette var jeg veget hen mod Døren, hvor jeg gjorde Front imod dem, da de paa en truende Maade trængte sig ind imod mig, svingende deres Hatte. Umiddelbart derpaa udbragtes et "Leve Ministeriet Holstein" (ikke "Leve Kongen", som "Dagbladet" lader sig fortælle), og i det Samme rev den først omtalte Mand Hatten af Hovedet paa mig og gav sig til at svinge med den. Jeg traadte hen imod ham, tog min Hat fra ham og sagde: "Hvem er De?" - "Det kan være Dem det Samme", svarede han. - ""Jeg vil vide det!" sagde jeg. "Troer De, jeg siger mit Navn til en Person som Dem?" svarede han. - "Da skal jeg nok faa det at vide", sagde jeg og gik hen til Værten, som stod bag sin Disk, og spurgte ham derom. Han røbede ringe Lyst til at sige mig det, og da jeg paa hans Opfordring vilde paavise Manden, havde denne forstukket sig og kom mig ikke mere for Øie, saa at jeg endnu ikke fik hans Navn at vide. De øvrige Personer vare imidlertid fulgte efter mig og begyndte paany med saadanne Tilraab som: "Vi skal vænne Dem af med at komme herind!" "De skal læres til at blive i Vognen!" "De maa ikke tro, at De faaer at vide, hvem vi er!" "De finder det vist uhyggeligt her!" Da disse sidste Ord raabtes mig ind i Ansigtet, svarede jeg, "at jeg havde seet Sligt for; jeg havde for befundet mig blandt den saakaldte fine Pøbel", hvorpaa jeg gik hen mod Udgangen, hvor jeg saa Stationsforvalteren i Færd med at lukke Dørene for at hindre Folk, der havde samlet sig paa Perronen, fra at trænge ind. Derimod gjorde han ikke Mine til at skride ind mod de Excesser, som for hans Øine foregik i Ventesalen. Jeg henvendte mig da til ham med de Ord: "De er jo Stationsforvalter her?" "Ja." "Saa opfordrer jeg Dem til at værge fredelige Reisende mod at blive insulterede her." "Hvem insulterer Dem?" "Det gjør disse Personer." "Hvem er de?" "Jeg kjender ikke deres Navne . . ." Mere fik jeg ikke sagt; ti i det Samme lod Damppiben og nødte mig til hurtigt at søge min Waggon. Det hele Optrin i Ventesalen varede 3-4 Minuter.

Da dette insulterende Overfald paa mig, hvortil jeg ikke havde givet den fjerneste Foranledning, er foregaaet paa et offentligt Sted i Deres Jurisdiktion, opfordrer jeg Dem til at gjøre Samme til Gjenstand for en polittretlig Undersøgelse, om hvis Gang og Udfald jeg tør vente mig underrettet. Jeg har senere erfaret, at den Mand, som først gjorde Forsøg paa at vælte sig ind paa mig i Beværtningslokalet, og som senere rev Hatten af Hovedet paa mig, var Snedker Jensen fra Ringsted. Blandt de Øvrige var navnlig Glarmester Vermehren af Ringsted samt en ualmindelig høi, smal Mand (næsten 3 1/4 Alen lang), der efter Sigende skal høre til Cementfabriken "Hertha", de mest nærgaaende i Ord og Handling. Glarmester Vermehren var den, som trængte sig ind paa mig, da jeg var gaaet hen til Disken for at erfare Snedker Jensens Navn, og som der henvendte flere af de nævnte Udbrud til mig paa den anførte usømmelige Maade. Den samme Vermehren har ved en tidligere Lejlighed, en Gang i Sommer, søgt at vælte sig ind paa mig i den samme Ventesal, og angav da paa mit Spørgsmaal sit Navn som "Hansen"; men ved et Tilfælde erfarede jeg hans rette Navn inden Togets Afgang. Den omtalte lange Mand var ligeledes særlig ivrig for at trænge ind paa Livet af mig, og et af de anførte krydsende Tilraab ved Disken - jeg erindrer ikke nøiagttg hvilket - kom fra ham. Vidne til det Hele var Værten, og til den sidste Del deraf Stationsforvalter Olsen, hvilke sikkert kunne angive Navnene paa de øvrige Deltagere, som Alle maa antages at være fra Ringsted. Saa fremt der afgives Forklaringer, som i væsentlige Punkter afvige fra mit Ovenanførte, forbeholder jeg mig Yderligere."

Tauber tilføier endvidere Følgende: Idet jeg om det Forefaldne kan henholde mig til de i denne Skrivelse meddelte Oplysninger, overlader jeg rolig Dommen over denne Skandale til Almenheden og skal her kun tilføie et Par Ord til "Dagbladet". Dette Blad har i sin ovenfor (i "Sorø Amtst.") aftrykte Meddelelse ikke blot fremstillet Sagen efter en forvansket og hadefuld Beretning, men omtaler den oiensynlig i en bifaldende Tone. At Hr. Topsøe, der begik det berygtede Overfald paa Folketingsmand Steenstrup i Folketingets Forsal, finder personlig Tilstedsstillelse ved en saadan Færd, der er beslægtet med hans egen, kan ikke undre Nogen; men et alvorligere Tidens Tegner det, at en saadan Sag kan omtales paa slig Maade i et af Landets største Organer, og ligesaa sikkert er det, at dette insulterende Overfald paa mig er en Frugt af det systematiske Ære skænderi, som "Dagbladet" i Forening med andre Hovedstadsblade og deres Aflæggere og Eftersnakkere i Provindserne, har drevet imod mig, paa samme Maade som "Dagbladet" under sin forrige Redaktør bidrog til at fremkalde Nytaarsoptøierne 1866 imod Ministeriet Rotwitt.

Af et senere Nr. af "Sorø Amtst." sees det, at Hr. Tauber har faaet sit omhandlede Andragende til Herredsfogden i Ringsted, Hr. Buchwald, tilbagesendt, ledsaget af en Skrivelse, hvori denne erklærer, at han ikke finder Anledning til at anstille den begjærede offentlige Undersøgelse, men formener, at det maa blive Klagerens egen Sag at drage vedkommende Personer til Ansvar under en privat Politisag.

(Aarhus Amtstidende 24. november 1873).

Af "Sorø Amst" ses at den af Herr Tauber til Byfogden i Ringsted, Buchwald, indgivne Klage over nogle Personer, som overfaldt og forulempede Tauber paa Ringsted Banegaard, er bleven ham tilbagesendt, idet Byfogden mente, at det maatte blive Klagerens egen Sag at anlægge privat Sag imod de Personer, der havde fornærmet ham. - Det skulde blot have været nogle Arbejdere eller Venstremænd, der havde opført sig som Gadedrenge mod en Højremand, f. Eks. en Ministerkandidat, saa skulde vi have hørt et Hyl i Storborgerpressen saavel i København som Landet rundt. Om Byfogden i saa Tilfælde ogsaa havde fundet, at vedkommende Højremand (eventuelt Minister) skulde anlægge privat Sag imod Arbejderne? Nej, sikkert ikke! og dog har vi Lighed for Loven her i Landet, det vil sige: Paa Papiret.

(Socialisten 26. november 1873).

I januar 1874 blev snedkermester Jensen frikendt i Ringsted Byting, og dette skete også den 21. december 1874 ved den kgl. Landsover- samt hof- og stadsret.

Journalist og politiker Johannes Henrik Georg Tauber (1827-1892) blev omkring 1844 politisk interesseret, Carl Ploug og Fædrelandet, Dagbladet indtil 1855. Redaktør af Fyens Avis 1856–59. Juli 1863-februar 1864 medredaktør af Danevirke i Haderslev. 1866–69 redaktionssekretær ved Berlingske Tidende. Politisk bevægede han sig fra de nationalliberale til det nationale venstre. Han blev i 1869  valgt til folketinget (Horsenskredsen). I 1870 var han med ved dannelsen af det forenede venstre. 1871 købte han højrebladet Sorø Amtstidende der nu blev talerør for Venstre. I 1872 blev han valgt til Folketinget  i Slagelse, og igen 1873 og 1876. Hans politiske modstandere nægtede at avertere i hans blad. Han stiftede 1872 Vestsjællands Folkebank, der gik fallit 1877. Han blev ikke valgt 1879 i Slagelse, men samme år i Ruds Vedby. Som artiklen viser, var de nationalliberale forbitrede over hvad de opfattede som embedsmandssønnen og akademikeren der havde svigtet sin klasse.

Mere Oprør! (Efterskrift til Politivennen)

Hvis det ikke har været galt før, saa er det blevet det nu. Kongen har hjemsendt Folketinget, som ikke samstemmende med hans Raadgivere, og ny Valg ere udskrevne til den 14de Novbr. Det er under disse Omstændigheder naturligt, at hele Storborgerpartiet, navnlig Høirepressen, skummer i det vildeste Had og Raseri mod Modpartiet, Smaaborgerne, men især mod disses Ledere. Hvad har da Ministeriet gjort, spørges der om! Der kan svares, at det i visse Retninger har gjort meget for meget, i andre meget for lidt. Der sidder endnu Mand i Kongens Raad, som Enhver, der elsker sit Fædreland og sin Konge, oprigtig maatte ønske vare blevne fjernede derfra for godt 10 Aar siden. Hvad der er udrettet af disse Mænd og deres Tilhængere, det skal Historiens Aarbøger nok vide at opbevare til de sildigste Tider i sørgelig ihukommelse. Men hvad har Flertallet af Rigsdagens Medlemmer da gjort, spørges det ogsaa Slet ikke Andet, end at dette Flertal endelig har besluttet, at ville gjøre Ende paa det Parties Regimente, der - som sagt - har paaført os mere end nok af Ulykker. Men Allarmen og Spektaklen, som Vedkommende gjøre for at holde sig, er ogsaa frygtelig. Det, der nu er sket, bedrives af Storborgerpartiet som Begyndelsen til Oprør, ja næsten som et Saadant. Jeg troer, at dersom alle Helvedes Djævle vare løsladte, kunde det ikke afmales gaæere. Der har været talt om raa Pøbel, om Socialister, Kjæltringer og uopdragne og tølperagtige Slyngler af Arbeiderklassen. Men man maa rigtignok tilstaa, at den "fine Pøbel" i disse Dage overgaar langt den grove do. i Henseende til personlig Udskjælden og nederdrægtig Løgn og Bagvaskelse imod Modstanderne, eller dem, som de ikke kunne bruge for deres Planer. Og blandt dem, som heromkring maa holde allerhaardest for, er Skoleforstander Bjørnbak i Viby, Og hvorfor! Fordi han blotter Kjæltringestregerne hvor han finder dem, og fordi han ved sin sjeldne Fasthed og ufortrødne Arbejdsomhed virkelig er Partiets allerfarligste Fjende. Vore to andre her udkommende Blade hyle og skraale forfærdelig over Bjørnbak, saa at endog Folk, som før have sagt, at Bj. var alt for grov i sit Blad, nu selv indrømme, at Hine er langt grovere, end han nogensinde har været. De ere blevne i den Grad grove, at hvis Beskyldningerne virkelig vare sande, maatte B. for længe siden have siddet i Tugthuset. 

Hvem har da mon den virkelige Skyld for, at Folketinget blev stædigt og vilde raade sig selv lige med Et! Den rette Skyldige er naturligvis - Bjørnbak. Ja hvorfor ikke! Han har Skyld i Alting; at en Tønde Land Jordsmaal i de sidste Aar er steget med et Par hundrede Daler, at en Hest, en Ko, 1 p Smør, Kjød. Flæsk, Mælk, Kasse, Brændevin, Klæder og Sko osv. osv., er steget l/3 imod før, det har B. Skyld i. At en Karl, Pige, en "sølle Husmand" osv. vil have høiere Løn for at arbeide, det har B. Skyld i. At der stiftedes Foreninger i Udlandet af Arbeiderne, fremkaldt af Selvopholdelsesdriften og Nødvendigheden for ikke at sulte at ihjel, og at denne Bevægelse tilsidst ogsaa naaede hertil, kort sagt Alt skrives paa Regning. Jeg ved ikke, hvad man mest skal forundre sig over, enten over den frække Løgnagtighed, der fortæller sligt, eller den Dumhed, som troer det. Hvorfor rase vore Fjender med Løgn og Æreskænderi mod de Mænd, som have vakt os, og som gjøre Alt for at holde os vaagen? Fordi Hine helst selv vilde beholde al Magt. Saa raabes der i Kor, at nu vil man Kongen tillivs. Lutter Løgn - Kongen har ligesaa mange og lige saa tro Undersaatter iblandt os, som iblandt Storborgerpartiet. At slutte sig til os, den talrigste Del af Folket, tager Kongen visselig ingen Skade af. Der skraales om Brud paa Forfatningen. Ligeledes Løgn. Det er Storborgerpartiet selv, som truer denne. Dernæst vil man skræmme med Tilstanden i Spanien, med Kommunen i Paris, den røde Republik, Socialismen, Internationale. Løgn det Hele! Kort, man raaber i et forvirret Raab om Bismark, Bjørnbak, Socialisten, Aarhus Amtstidende, Skjærsliberen, Tugthuskandidater, Husmænd og Dagleiere, og underligt, om ikke Djævelen selv ogsaa bliver stilt op til ydermere Skræk, Men vi kan være overbevist om, at jo høiere Partiet skraaler des tættere er Kniven det for Struben, 

Et lille Raad vil jeg give mine Meningsfæller, som ere svage i Troen: I skulle ikke tro et eneste Ord af alt Dette, Sandheden er, at der er slet ingen Fare paafærde. Møder for Alting Alle paa Valgdagen, hvor Enhver skal give Møde, og rend ikke andre Steder hen. Og skulde Nogen være i Tvivl om, hvem han skal give sin Stemme, da kan Vedkommende nemt hjælpes ud af den Forlegenhed. Vi skal stemme paa den Mand, eller de Mænd, som det Parti, jeg ovenfor har beskreven, rakker allerstærkest ned paa, og skjælder allerstærkest ud; saa tage vi virkelig ikke feil. Og et Raad endnu til dem af mine Læsere, som ville stemme paa en Venstremand, En, der siger Nei til Finantsloven! Faar først at vide til Visse, om Eders Navne ere paa Valglisten, inden I opgive, hvem I stemme paa. Det kunde ellers let hænde, at naar I først have nævnet Kandidaten, Eders Navn da ikke er til at finde af den Vedkommende. Derimod kan en Høirekandidats Vælgeres Navne langt lettere findes, især i Aarhus Amts 2den Valgkreds; vi lode os godt tage ved Næsen i 1866. Det maa vi for Guds Skyld ikke gjøre mere.

E, Sk. Hr. Gaardeier og Sognefoged Jens Andersen Gott i Faarup har igjen for nylig udgydt af sin Visdomspose i Jyllandsposten Nr. 252. Jens Andersen bliver vel snart, tænker jeg, for Jyllandsposten, hvad Konsul Mørk nu er for Stiftstidenden. Hr. Hoffmeyer behøver virkelig ikke at sjenere sig derved, for siden Vorherre kaldte Propr Folsach til Ristrup heden, kan Hr. I. A. G. i Faarup godt betragtes som første Storborger i Faarup og Sabro Sogne. Onde Tunger sige rigtignok, at det ikke er Hr. A. selv, som skriver disse gyldne Ord, hvorunder hans Navn pranger, og man nævner iblandt Flere ogsaa en vis Amtstuefuldmægtig. Men jeg har bandet paa, at dette Rygte vistnok farer med Usandhed. En Amtstuefuldmægtig, der tillige indtager andre betroede Stillinger, maa absolut være en skrivekyndig Mand, og af en saadan Mand maatte man jo altsaa kunne vente en langt bedre Stil. Imod at Skribenten skulde være Hr. J. A. G. selv har man anført, at den som paatager sig saa rørende og ukaldet at præke Fred, Fordragelighed, Forsoning, Dyd og Moral, ja i Sommer i Hundedagene gav gode Raad, Altsammen især for Bjørnbak, jo maatte have saa særdeles pænt Mel i sin Pose i alle de anførte Hensender.

Brabrand Mark, den 4de November 1873.

Niels Pedersen Nørgaard.

Husmand.

(Aarhus Amtstidende 12. november 1873).

Politi mod Forsamling. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, den 3die November 1873. Igaar overraskede "Socialisten" med en af Formanden for den demokratiske Arbejderforening, Snedker S. Pihl, underskreven Opfordring til Kjøbenhavns Arbejdere om at møde idag Kl. 12 paa Slotspladsen udenfor Kristiansborg Slot, for at støtte Indgivelsen til Kongen af en paa et Arbeidermøde paa Nørrefælled vedtagen Adresse om Benaadning af de tidligere Arbeiderførere Pio, Brix og Geleff. Denne Adresse blev kort efter Vedtagelsen overbragt Kronprindsen, som da førte Regeringen i Kongens Fraværelse, men den blev ikke modtaget, da Kronprindsen anmodede Overbringerne om at afvente Kongens Hjemkomst. Efter denne blev det imidlertid Vedkommende betydet, at Adressen maatte indgives igjennem Justitsminister Klein. Da Arbeiderne imidlertid ikke troede at kunne vente noget godt Resultat ved Justitsministerens Mellemkomst, var det at Pihl udstedte sit Opraab igaar for at Kongen - der gav offentlig Audients idag paa Kristiansborg Slot fra Kl. 11-1 - kunde se, at det var et i Arbeiderbefolkningen almindelig næret Ønske, som Adressen var et Udtryk for, og skal det have varet hans Hensigt under den offentlige Audients at faa Adressen overleveret til Kongen. Igaar Formiddags Kl. 11, da Pihl stod i Begreb med at tage med Banen for at deltage i et offentligt Møde paa Landet, blev han imidlertid anholdt paa Banegaarden af Politiinspektør Hertz og ført til Raad- og Domhuset, hvor han foreløbig sidder under Anholdelse for senere at blive sat under Tiltale for formentlige Fornærmelser mod Kongen. I Morgenbladene bekjendtgjorde derhos Politidirektøren, at en Sammenstimlen paa Slotspladsen ikke vilde blive taalt, hvorfor Enhver advaredes mod at indfinde, sig der til den nævnte Tid. Om nu denne Bekjendtgjørelse ikke er bleven tilstrækkelig kundbar eller ikke er bleven respekteret, veed jeg ikke, men saameget er vist, at der noget over Kl. 12 samledes ikke faa større Grupper paa Slotspladsen, uden dog i mindste Maade at forstyrre Roligheden. Politiet, der var meget talrigt tilstede, fandt imidlertid her en ønskelig Leilighed til at øve deres Myndighed; de begyndte derfor at drive Massen foran sig fra Høibro langs Kanalen til Holmensbro, men dette gik dog fredelig af, da Mængden meget villig lod sig drive afsted. Efter at den var kommen over Holmens Bro, synes det, som om den vilde tage en lille Oprejsning ved Afsyngelsen af Socialisternes Marsch og Hurraraab for Pio, Brix og Geleff, og dette var da ogsaa den tilstedeværende myndige Politiinspektør Clausen formeget. Paa Kommandoordet "Træk Stavene og slaa løs!" foer den betydelige Politistyrke ind blandt de Tilstedeværende, satte efter dem i fuld Fart og slog saa kraftig løs med de tunge Politistave, at Mange bleve betydeligt saarede, navnlig i Hovedet, som Betjentene særlig syntes at bruge som Skive for deres Slag. Det var imidlertid ikke blot dem, der havde været med paa Slotspladsen, som maatte bøde saa haardt, men ogsaa de, der befandt sig "Ved Stranden", da Indhugget skete, bleve revne med i Sværmen og undgik vel heller ikke enkeltvis ved flauende Argumenter at blive mindet om, at det under visse Forhold kan være farligt at færdes paa Gaden i lovligt Ærinde. Det Stormløb, som Betjentene anstillede, var det umuligt at slippe fra i den stærke Trængsel, og Slagene haglede da ned over Skyldige og Uskyldige i Flæng; ja selv Damer bleve ikke skaanede. En gammel graahaaret Arbeider, som neppe vilde eller kunde gjøre stor Kvalm, saa Meddeleren heraf navnlig blive saa ilde tilredt, at det var en Ynk at se, idet der blev ham tilføiet flere større Saar i Hovedet, fra hvilke Blodet strømmede ned over hans Ansigt og Klæder og tilredte ham frygtelig.

(Aarhus Amtstidende 4. november 1873).

Kvindeligt Tyvepar. (Efterskrift til Politivennen)

Christiane Vilh. Andersen blev ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret 23. januar 1863 dømt for bedrageligt forhold. Sagen blev også behandlet i Højesteret. Hun omtaltes der som våbenmester Jensens enke. Hun optræder i forbryderalbum for 1865:

“Christiane Vilh: Andersen, Vaabenmester Jensens Enke, født i Kbhvn d: 26/11 19; hun er straffet 2 Gange i Slesvig med V: og B: i 6 G: 5 D: for Tyveri og Bedrageri og ifølge Høiesteretsdom af 11/6 63 str: med 2 Aars Forbdharbeide for Bedrageri med laante Sengeklæder. – 108”. [1865]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Et par år efter dukkede så Caroline Charlotte Høidal op i aviserne:

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten.

Da en i Blancogade boende Enkefrue en Eftermiddag vilde forlade sin Lejlighed, blev hun opmærksom paa, at en fra Trappegangen til hendes Sovekammer førende Dør, der altid pleiede at være aflaaset, stod paa Klem, hvorfor hun antog, at en Uvedkommende havde aaabnet den. Da hun derpaa skubbede den op, traf hun et Fruentimmer staaende bag Døren inde i Soveværelset, og da hun ved Eftersyn i Værelset savnede et Sølv-Cylinderuhr og 26 Rdl., som vare udtagne af en Tegnebog samt en Portemonnaie med nogle Smaapenge m. m., afkrævede hun Fruentimmeret disse Ting, hvilke denne ogsaa udleverede tilligemed en falsk Nøgle. Ved en tilkaldt Politibetjents Foranstaltning blev Fruentimmeret, der var en tidligere straffet Person, nemlig Arrestantinden Caroline Charlotte Høidal, strax anholdt og bragt paa Politistationen.

Efter hvad der under Forhøret ifølge Arrestantindens Tilstaaelse blev oplyst, havde hun i Løbet af et Par Maaneder i indeværende Aar forøvet 11 Tyverier her i Staden, der have været forbundne med Indbrud om Dagen, idet hun ved Hjælp af falske Nøgler havde skaffet sig Indgang i aflaaasede Værelser, og sammesteds tilvendt sig forskjellige Klædningsstykker, Uhre, Prætiosa m. v. til en samlet Værdi af 115 Rdl. 58 hk.

I samme Tidsrum havde Arrestantinden paa 8 i 9 forskjellige Steder stjaalet Nøgler, som sad i Dørene udvendig, og som hun tilvendte sig, for senere ved Leilighed at benytte dem, hvilkel hun ogsaa tildels har gjort.

Arreslantinden, der er 44 Aar gl., har 3 Gange tidligere været straffet for Tyveri, senest ved Høiesteretsdom af 10de Mai 1866. Ved Criminal- og Politirettens Dom blev hun nu anseet efter Straffelovens § 232 for 4de Gang forøvet Tyveri, sammenholdt med § 229 Nr. 4 1ste Led, med 6 Aars Tugthusarbeide.

(Fædrelandet 20. december 1867).

De to må have indledt et samarbejde:

En kvindelig Kvistkammertyv. En Eftermiddag i Juni d. A. bemærkede en ved Nørrevold i Kjøbenhavn boende Dame, at et Fruentimmer var ifærd med at aabne Døren til et Pulterkammer paa den Gang, hvor Damen boede. Denne antog strax. at det var en Tyv, der forsagte at gjøre Indbrud med en Nøgle, og vilde derfor anholde Tyven; men da hun greb fat i hende, rev hun sig løs og ilede ned ad Trappen, men efterlod sit Shawl, som Damen beholdt i Haanden. Ved Hjalp af Shawlet og det opgivne Signalement lykkedes det Politiet at opdage Tyven, Caroline Charlotte Højdal, der 4 Gange tidligere er straffet for Tyveri, senest med Tugthusarbejde i 5 Aar. Siden Januar d. A., i da hun blev løsladt efter udstaaet Straf, har hun gjort sig skyldig i en Rakke af Indbrudstyverier paa Kvistværelser, som hun i Reglen aabnede med sin Stuedørsnøgle, og ved disse Tyverier tilvendte hun sig en stor Del Klædningsstykker til en Værdi af omtrent 54 Rd. Hun logerede hos Christiane Vilhelmine Andersen, Jensens Enke, der ligeledes tidligere har været straffet, og bragte de stjaalne Koster hjem til hende, som uagtet hun vidste, at de vare stjaalne, pantsatte dem og selv beholdt Pengene, medens hun til Gjengiæld underholdt Højdal. Enken Jensen havde endvidere uden Vedkommendes Vidende og Villie pantsat forstjellige Klædningsstykker, Duge m. v., som vare leverede hende til Laans eller Forvaring. Ved Kriminalretten bleve de Begge dømte til Tugthusarbejde, Højdal i 8 Aar. Jensens Enke i 2 Aar.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 11. november 1873)

“Caroline Charlotte Høidahl, født og hjemmeh: i Kbhn:; str: flere Gange og navnlig med 5 Aars Tugthus for Indbrudstyverier med falsk Nøgle i Værelser og [en] mængde Leilighedst: Mist: Prot: G. Pag 29.” [1873]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Ovenstående foto fra 1873 må være taget i forbindelse med de omtalte sager, men at hun fortsatte, fremgår af at hun igen dukkede op i forbryderalbum for 1881. Der står at hun senest er straffet med 8 års forbedringshus:

“Caroline Charlotte Høidahl, født her 16/12 43; i mange Aar str: navnlig for T: med f: N: i Beboelsesleilighed og paa Qvistk:; sidst 8 Aar Tugth:. Mist: Prot: G. 29. 317”. [1881]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.