Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Efter den udførlige Liste over Resultatet af Valgene i Løverdags til den tydske Rigsdag har Krüger-Bevtoft i den første Valgkreds (Haderslev Amt) seiret med 5377 St. over den tydske Candidat, Regjeringspræsident Bitter, der kun fik 1225. I den anden Valgkreds (Flensborg, Aabenraa, Graasteen) er der faldet 3189 St. paa Krüger, 3467 paa Professor Hinschius fra Berlin, 1284 St. paa den gamle Augustenborger Jørgen Bremer og 907 St. paa Socialdemokraten, Cigarmager Winter. Det maa dog bemærkes, at ovenstaaende Tal ikke ere definitive, da der mangler Efterretninger fra flere Landsogne. "Dvke." mener, at det vil komme til Omvalg i 2den Kreds mellem Krüger og Hinschius. - I den 4de slesvigske Kreds (Vestkysten fra Tønning til Tønder) var der afgivet 950 St. for Krüger og 918 for den tydske Candidat Wachs; men der fattedes Efterretninger fra Husum Amt. Uden Tvivl vil Wachs i denne Kreds seire med en saa stor Majoritet, at det ikke kommer til Omvalg.

"Dvk." af idag indeholder en livlig Beskrivelse af Valgdagens Hændelser i Haderslev. Bladet beretter, med hvilken Præcision begge Parter førte deres Tropper i Ilden. Tydskerne vare saa sikkre paa deres Seir, at de havde arrangeret Alt til et fakkeltog, som dog maatte opgives igjen, da Krüger fik de fleste Stemmer. Henad Aftenen forøvedes der Excesser imod Redacteur Hjort-Lorenzens Bolig, idet der først blev slaaet en Kjælderrude ind og senere (af Gadens Vægter Kling) kastet en stor Vognkjep ind i et af Værelserne, hvorved hele Vinduet knustes, Den tydske Valgcomitee havde om Morgenen ladet opslaae en Mængde røde og gule Placater, i hvilke Bitters Balg blev anbefalet paa det Varmeste.

I Flensborg hersker der i de danske Kredse stor Glæde over Valgseiren den 19de for Byens Vedkommende. I 1871 blev der kun afgivet 1231 St. for Krüger, iaar derimod 1400, altsaa 169 danske Stemmer flere. Ogsaa Landsbyerne i Flensborgs Omegn (Frøslev, Veibæk, Tvedskov, Bov osv.) have overveiende stemt i dansk Retning. Ogsaa Byerne Jarplund og Barderup i Oversø Sogn have givet Krüger Majoritet. "Flensb. Avis" bemærker i den Anledning: "Denne Linie synes saaledes at være det Naturskjel, udover hvilket den danske og nordiske Folkeaand ikke lader sig trænge tilbage."

"Dvke" skriver den 12te dS.: I de holsteenske Valg kredse seer det høist betænkeligt ud. Medens det preussisksindede og det angustenborgske Parti ligge i Haarene paa hinanden, have Socialdemokraterne arbeidet og ved Valget svunget sig op til en Betydning som ingensinde for. I ottende Kreds (Altona) maa Hasenclever fra Berlin, Formanden for den tydske Arbeiderforening, betragtes som valgt med henimod titusinde Stemmer, hvorimod Regjeringscandidaten Dr. Schleiden, som for tre Aar siden med Nød og neppe seirede over en socialdemokratisk Candidat, kun har faaet noget over 5000 St. I syvende Kreds (Kiel-Rendsborg) synes Socialdemokraten Hartmann ogsaa at have Udsigt til at blive valgt. I Kiel har han faaet absolut Majoritet, 2167 Stemmer, medens Regjeringscandidaten Hänel kun fik 1448 og Augustenborgeren Griebel 625. Ogsaa i Rendsborg har Hartmann seiret med 522 St. over Hänel med 454 og Griebel med 259. I femte Kreds (Itzehoe-Ditmarsken") optræder Socialdemokraten Winter imod Regjeringscandidaten Lorentzen og Auguslenborgeren Griebel. I Itzehoe har Winter absolut Majoritet mod 677 St. mod Lorentzens 346 og Griebels 253; i Wesselburen har derimod Lorentzen seiret med 291 mod 267 paa Winter og 86 paa Griebel; men i Brunsbüttel har atter Winter seirel med 136 St. mod 94 paa Griebel og 59 paa Lorentzen. Winter optræder ligeledes i sjette Kreds (Gluckstadt), hvor Regjeringscandidaten Beseler synes at have Udsigt til at fortrænge den tidligere augustenborgste Candidat Jensen. I Glückstadt har Beseler faaet 327, Winter 247 og Jensen 67 St., i Bramstedt har Beseler 270, Winter 160, Jensen 1 St. Endelig i niende Kreds (Neustadt-Pløn) har Augustenborgeren Reeder aldeles ingen Udsigter. Her har den tidligere Rigsdagsmand Seelig faaet Socialdemokraten Reimer imod sig. I Neustadt har Seelig seiret med 399 mod 304, i Heiligenhafen med 214 mod 82, i Lytzenburg med 179 mod 146, i Pløn med 281 mod 162, i Oldenburg med 307 mod 137.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. januar 1874).

Hertugdømmerne. Som allerede imorges meddeelt, er Krüger-Bevtoft valgt i den første slesvigske Kreds med 11,931 St. imod 1970, der faldt paa Tydskernes Candidat, Bitter. "Dvke." bemærker dertil: "Det danske Fleertal i første Valgkreds er altsaa denne Gang lige saa stort som ved Valget den 12te Febr. 1867, nemlig 86:14 og kun lidet mindre end ved Valgene den 31te August 1867 og 4de Marts 1871, da det var 88:12. Tages der Hensyn til, at der i første Valgkreds opholder sig over halvtredietusinde tidligere preussiske, nu danske  Undersaatter, som have mistet deres Valgret siden sidste Valg, saa sees det klart, at de tilbageværende Vælgere have stemt i større Antal end nogensinde før." Med Hensyn til Valgene i Holsteen skriver samme Blad: I Holsteen vides med Sikkerhed to socialdemokratiske Rigsdagsmænd at være valgte, nemlig Hasenclever i ottende Kreds (Altona og Reimer i niende Kreds (Neustadt-Segeberg-Plön) I to andre Kredse vil det i alt Fald komme til Omvalg, nemlig i syvende Kreds (Kiel-Rendsborg) mellem Socialdemokraten Hartmann og Regjeringscandidaten Hänel, og i femte Kreds (Itzehoe-Ditmarsken) mellem Socialdemokraten Winter og Regjeringscandidaten Lorentzen. I begge Kredsene har den socialdemokratiske Candidat relativ Majoritet. Alene i sjette Kreds (Glückstadt-Pinneberg) er det lykkedes at sætte Regjeringscandidaten Beseler igjennem imod Socialdemokraten Winter, men kun med meget ringe Majoritet. De augustenborgste Candidater ere overalt i Holsteen faldne ynkelig igjennem. Ifølge en Opgjørelse i "Kieler Zeitung" skal der i hele Holsteen og Slesvig være afgivet 25,000 Stemmer paa Regjeringscandidater. 25,000 paa Socialdemokrater og 5000 paa Augustenborgere. Tallet paa danske Stemmer vil vise sig at være henved 20,000, saaledes at Antallet af de danske Slesvigere altsaa bliver henved en Fjerdedeel af hele Proindsens Befolkning, eller, da denne kan regnes til noget over 1 Million, omtrent 250,000.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1874).

Højremændene! (Efterskrift til Politivennen)

Væk med Højremændene! Det er rigtig morsomt at lægge Mærke til, hvorledes Højrepressen hyler over, at Venstrefolket alvorligt rejser sig for at udelukke Højremændene fra alle mulige Bestillinger, som har den allermindste Betydning. Naar Venstremændene gjøre dette, da gjøre de nemlig slet intet andet, end hvad Højremændene hidtil udelukkende have gjort paa alle mulige Punkter. Ministrene have været Højremænd, og ethvert Embede, enhver mulig Bestilling, som de have kunnet udnævne til, ere blevne besatte med Højremænd udelukkende. Titler (især Kammerraadstitlen), Ærestegn, Rang af hvad Navn nævnes kan, ere udelukkende tildelte Højremænd. Og saaledes er det gaaet lige ned til Sognefogder, Vurderings- og Taxationsmænd af alle mulige Slags. Man har maattet forbauses over, hvor snildt Højre har kunnet udpille enhver slavesindet, reaktionær Bonde for at paahænge ham et Ordenstegn eller udnævne ham til en eller anden Bestilling, hvorved der kunde være Ære, Indflydelse og Fortjeneste at hente. Jo mere reaktionær t. Ex. en Præst, Prokurator, Amtmand, Herredsfoged har været, jo vissere har han været paa Forfremmelse og Ophøjelse (vide Ridder Schrum i Svendborg!) Endogsaa til Embeder, hvor folkevalgte Myndigheder have betydelig Indflydelse paa Besættelsen, som f. Ex. Skolelærer-Embederne, have Højremændene hidtil vidst at kjøre saaledes omkring med Sagerne, at Højres Nikkedukker ere blevne foretrukne. Venstremændene have hidtil ladet Højremændene besætte Skolelærer-Embederne, saa at hidtil ufolkelige Lærere overalt ere blevne foretrukne for folkeligsindede. Højremændene ere gaaede saa vidt i deres Fanatisme imod Venstre, at endogsaa til ganske private, upolitiske Stillinger tilsidesætte de Venstremændene og fremtrække Højremændene. Se til vore tidligere oprettede Sparekasser og Banker! Se til de landøkonomiske Foreninger! Se til Valgene af Dommerne ved Dyrskuerne, Smørudstillingerne! Se til Dampskibsselskaber og andre Selskaber! Allesteder Højremænd eller Højremændenes Løbedrenge og Budbærere til Bestillingerne, især dem, der er noget at tjene ved! Man tør endogsaa paastaa, at Højremændenes Fanatisme og Egenraadighed er gaaet saa vidt, at Forslag til Lovforandringer i Dampskibsselskabers Love eller i Landboforeningernes Love, Vedtægter og Bestemmelser ere paa det mest glubende blevne bekæmpede af Højremændene, naar Forflagene have været stillede af Venstremænd. Man kunde eftervise denne Højremændenes Fanatisme og Ensidighed paa det tydeligste i alle mulige Retninger lige indtil den Glubenhed hvormed de ophøje enhver Bonde, som bliver Forræder imod Venstresagen. Saalænge Højre egenraadigen og egenmægtigen har kunnet gjøre det, saa fandt de det ganske i sin Orden. Og Venstremændene have hidtil været kortsynede (og dorske) nok til at finde sig deri. Men nu, da Venstremændene ere vaagnede og ville iskænke den Skaal for Højremændene, som disse hidtil have iskænket for Venstremændene - : ja saa hyle Højremændene og Højrepressen over denne forfærdelige Ugudelighed - som de hidtil have været ene om at udøve. Er det ikke nogle morsomme Fættere, de Højremænd?

(Aarhus Amtstidende 7. januar 1874).

Højremændenes Hyl over Venstremændenes Bestræbelser for at værge sig overfor Højremændenes politiske Had og Fanatisme er ikke andet end det pureste Hykleri. Højremændene gjøre nemlig, have i mange, mange Tider gjort det samme, som Venstremændene nu endelig ere pidskede til at gjøre. Højremændene have i mange Aar ikke holdt Venstrebladene, og saasnart et Venstreblad har berørt en Ting, som Højremændene ikke have fundet Behag i, saa væk med det! Man vil vel nok behage at erindre, hvordan Højremændene i Aarhus stillede sig under den fransktydske Krig mod nærværende Blad. Jernstøber Frich begyndte, og saa kom Athenæum med Telegrafist Zahle i Spidsen, derefter Haandværkerforeningen med Arkitekt Lange og Hosekræmmer Christiansen og den store Mand Maler Kruse. Bladet skulde afsiges, ingen maatte avertere deri. - Hvordan stillede Hr. Broge sig, da han blev vred over vor Holdning i Dampskibssagen, da hans Modstand forhindrede, at det jydsk-engelske Dampskibsselskab fik et 3die Skib for 2/3 af den Pris, der nu maa gives for et? Strax afsagde han og hans Svigersøn Bladet, og han unddrog os sine Avertissementer for en Tid. Og saadan kunde vi opvise mange Exempler fra andre Omraader. - Højremændene søge at unddrage Venstremænd Næring og Bjergning, Arbejde og Fortjeneste, saa vidt de kunne. Men de gaa mere lunt tilværks dermed end Venstremændene. De tale ikke saa aabenlyst derom, men imellem hinanden er et Vink nok! de Fyre forstaa en halvkvæden Vise. De skrive ikke derom offentlig, men de udføre det i den mest storartede Maalestok i Virkeligheden. Men som Venstremændenes Færd er og bør være, aaben og ærlig, frit og med "aaben Pande", saa tales i det af Kongen i Dag givne Svar paa ogsaa i dette Stykke. Lad kun Verden vide hvad vi ville, nemlig ikke fede vore Modstandere og lade vore Venner sulte. Det er ikke andet, end hvad Højremændene gjøre i fuldeste Maal, og have længe gjort. De ikke alene lade være med at unde politiske Modstandere noget af, hvad de kunne unde dem, men de skade dem, saa vidt de kunne. I dette sidste ville vi ikke ligne dem. Vi ville ingen gjøre Fortræd; ti det er urigtigt, ja, det er mere, det er Synd. Vi ville kun for Fremtiden lade være med at hjælpe vore Modstandere til at gjøre os Skade og Fortræd og lønne dem for det oven i Kjæbet; ti det er Synd mod os selv. - Vi ville bære os rigtigere ad, nemlig hjælpe og belønne dem, der nære venligt Sind mod os, og som ere vore Venner og Medhjælpere. Vi kunne da vel nu forstaa saa meget, at vi ingen Venner faa, naar vi fede vore Fjender og lade vore Venner sulte og opædes af Højremændene. Hidindtil har der kun været Armod, Had og Forfølgelse at hente ved at tjene Venstremændene. Derimod har det været et Herreliv at tjene Højremændene; ti saa har man faaet Ære og Løn af Højremændene og af Venstremændene med. Nu ville vi forandre dette: lade Højremændene ene om at ære og lønne deres Tilhængere selv uden vor Hjælp; men vi ville alene lønne og ære vore Venner og Hjælpere.

(Aarhus Amtstidende 8. januar 1874).

Højremændenes Kneb. Naar Højremændene bygge Bygninger, stifte Selskaber m. v., saa ere deres Blade og Budbringere færdige at skrige Halsen itu af Glæde og Roes over, hvor dejligt saadan noget er, hvor roesværdigt det er, hvilken mageløs Nytte, det er til, hvad de stille an. Og de Venstremænd, der ville hjælpe Højremændene med deres Skibe, Foreninger, Fællesbygninger m. v., det er, rent ud sagt, nogle dejlige Mennesker. Naar derimod Venstremænd paa egen Haand, uden enten at spørge Højremændene om Lov, eller uden at stille Højremændene i Spidsen derfor, ville oprette noget, det være sig Foreninger, Aktieselskaber til Bygning af Skibe. Forsamlingshuse eller sligt, saa hyle Højremændene i vilden Sky over, at man kan finde paa noget saa daarligt og taabeligt, noget saa skadeligt og unyttigt. Saadan gaar det nu med Foreningsbygningen i Aarhus. Uagtet det jo i enhver Henseende er lige saa godt, at en stor og anselig Foreningsbygning opføres, som at Dampskibene til Farten paa Kjøbenhavn og paa England byggedes, som da Børsen og Haandværkerforeningen byggedes, og hvorover alle glædedes, og hvortil Landboernes Penge vare saa rigeligt tilstede, saa ved man nu ikke, hvad man skal finde paa for at forhindre Foreningsbygningen. Da der ingensomhelst fornuftig Grund af god Beskaffenhed er til at være derimod, saa kan det ikke være anden end den: man ønsker, at Venstremændene skulle tigge om Husly til Møder hos Højremændene, og man ønsker, at Højremændene kunne forbyde Venstremænd at samles, naar det er mest nødvendigt. Vi faa se, om Venstremændene ville være Højremændenes Slaver.

(Aarhus Amtstidende 14. januar 1874).

Der hentydes det forsamlingsbygningen, det senere "Østergades Hotel". Det var især på højskole- og Venstremanden Lars Bjørnbaks initiativ. Trods højlydte protester fra borgerskabet, lykkedes det at rejse penge blandt gårdmænd, husmænd, håndværkere og småhandlende. Forsamlingsbygningen var tegnet af arkitekten Vilhelm Carl Puck. Da den var opført, hånede Højre-avisen Aarhus Stifts-Tidende bygningen som "et vidtløftigt sammensurium". Bygningen indeholdt en sal med plads til ca. 1.700 mennesker. Spisesalen nedenunder havde plads til ca. 400 personer. Bygningen stod ikke tilbage for borgerskabets huse. Efter protester og trods bevaringsværdighed, blev bygningen nedrevet i 2009.

Begravelse i Sundby. (Efterskrift til Politivennen)

Et uhyggeligt Optrin forefaldt ifølge "Dags-Telegraten" i Søndags paa Kirkegaarden paa Amagerbro. Da nemlig et temmelig stort Følge af Slægt og Venner til den bestemte Tid, Kl. 2, kom til den for en afdød Mands Lig bestemte Grav, fandt det - hvad der i og for sig er stødende nok - den frisk opkastede Grav fyldt med Vand, saa at det maatte vente, indtil Vandet var øst op; men endnu mere utilbørlig var det, at det, da man vilde sænke Ligkisten i Jorden, opdagedes, at Graven var gravet for kort, saa at Kisten ikke kunde komme ned; heller ikke ved at sænke den lidt paaskraa lykkedes det at faa den i Graven. Der blev tumlet og arbejdet, men det gik ikke, ja Graverkarlen, der syntes at være i en for Stedet temmelig oprømt Stemning, og hans Medhjælpere sprang endog op paa Kisten, for ved deres Vægt og Trampen derpaa at bringe den til at synke, men heri blev de bog snart forhindrede af Følget. Man blev da enig om at ty til Spaderne for at forlænge Graven, og imidlertid blev Kisten sat paa den ene Ende ned i Graven; hvilket Indtryk denne Situation gjorde paa den Afdødes tilstedeværende Enke, kan man let tænke sig! Man gravede altsaa, men Jorden skred ud, da man ikke gav sig Tid eller ikke havde Midler til at stive af; efter nogen Tids frugtesløst Arbejde kom man da til den Erkendelse, at det vilde være bedre at grave en helt ny Grav, og da Følget erklærede, at det ikke vilde gaa, før den Afdøde hvilede i sin Grav, anviste Graverkarlen et Sted, hvor man kunde opkaste en anden Grav. Arbejdet her ved begyndte da, men Jorden var blød og man havde ikke Materialier til at stive at med, saa at man efter nogle Timers Arbejde - Kl. var da 5 1/4, og Mørket var kaldet paa - maatte opgive at faa Liget jordet den Dag. Der blev da sendt Bud efter Graveren, som hurtig kom til Stede og meget beklagede, hvad der var slet, hvorefter han blev enig med den Afdødes Slægtninge at der ikke var Andet at gøre end at hensætte Liget i Ligkapellet til den følgende Dag. Man bar nu Kisten, som atter var bleven trukken op af Graven, til Kapellet, men efter Ankomsten dertil gjorde Følget en oprørende Opdagelse, idet det i det ene Hjørne af Rummet fandtes med Bræder afskildret - en Svinesti, i hvilken en Gris nok saa gemytlig kvægede sig af et Trug Svineføde. Opdagelsen syntes at være en Overraskelse for Graveren, ja selv for Graverkarlen - der ikke vilde kende del Mindste til Grisen - som nu maatte forlade sin lune Sti, før den paa en Mands Ryg allerede var paa Vejen til Politistationen for at afleveres som Hittegods; da kom han i Tanker om, at det var hans, og at han helst vilde være fri for at betale Optagelsespenge. Liget blev efter denne nye Forstyrrelse indfat i Kapellet og dette aflaaset af Graveren, hvorefter den Afdøde endelig i Mandags kom til Hvile i sin Grav.

(Socialisten 27. november 1873).

Tauber forulempet i Ringsted. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Tauber, der Ikke kan glæde tig ved nogen høj Grad al personlig Popularitet, befandt sig, fortælles der os, efter Valget mellem de Rejsende, der vare stegne ud paa Ringsted Banegaard. Han blev gjinkjendt og medtaget med et "Leve Fonnesbech, tre Hurraer", der afleveredes med mønsterværdig Præcision. Derefter foreslog en Anden strax: "Hs. Maj. Kongen level Ni Hurraer." Vældige Hurraer begyndte øjeblikkelig. Hr. Tauber beholdt ene Hatten paa. En Tilstedeværende tog den af ham, lod den deltage i de ni regulære Sving og leverede den derpaa tilbage til den forbløffede Ejermand.

(Dagbladet (København) 18. november 1873).

Fra Ringsted Banegaard. Folketingsmand Tauber har tilskrevet By- og Herredsfoged Buchwald Følgende: I Søndags Aftes forefaldt paa Ringsted Banegaard et Optrin, som har fundet offentlig Omtale, blandt Andet i "Dagbladet" for 18de Novbr. (16de Spalte), af hvilket jeg vedlægger et Exemplar. Da imidlertid det nævnte Blads Beretning er ufuldstændig og derhos urigtig i sine Enkeltheder, hidsætter jeg en Fremstilling af det Forefaldne, saaledes som det efter min Opfattelse gik for sig.

I Søndags Aftes Kl. 8 3/4 kom jeg paa Reisen fra Slagelse til Kjøbenhavn til Ringsted Banegaard, hvor jeg stod af og gik ind for at tage en Bid Brød. Idet jeg gik gjennem 2den Klasses Ventesal, hørte jeg fra en Klynge Mennesker det Udraab: "Der er han!", men jeg gik ind i Beværtningsværelset uden at ændse det. Medens jeg sad ved Bordet og spiste, kom en midaldrende, velklædt Kjøbstadborger derind, stillede sig lige over for mig paa den modsatte Side af Bordet og tog Hatten af for mig, idet han gjentagende Gange sagde paa en udæskende Maade: "Godaften, Hr. Tauber, Godaften Hr. Tauber!" Jeg lettede min Hat for ham uden at svare og spiste rolig videre, hvorpaa han trak sig tilbage til Døren mellem de to Værelser. Her havde 3-4 Personer samlet sig for at iagttage den Scene, han gav, og alle visse førte nu, medens jeg spiste, en Samtale, som jeg paa Grund af Afstanden ikke kunde høre nøiagtig, men om hvilken jeg tydelig opfattede, at den, ligesom ogsaa de Gebærder, hvormed den ledsagedes, havde en mod mig demonstrativ Karakteer. Da jeg havde spist og vilde gaa ud gjennem Ventesalen, stimlede 6-8 Personer sammen om mig med den Hilsen: "Godaften, Hr. Tauber! Godaften, Hr. Tauber!" Jeg lod mit Blik løbe hen over dem og svarede: "Jeg kjender Dem ikke, mine Herrer!" hvorpaa jeg vilde gaa videre. Men en af dem traadte mig i Veien, og efter forskjellige krydsende Tilraab, saasom: "Det er det Samme!" "Vi kjende Dem godt!" udbragte En af dem et "Leve Fonnesbech". Under dette var jeg veget hen mod Døren, hvor jeg gjorde Front imod dem, da de paa en truende Maade trængte sig ind imod mig, svingende deres Hatte. Umiddelbart derpaa udbragtes et "Leve Ministeriet Holstein" (ikke "Leve Kongen", som "Dagbladet" lader sig fortælle), og i det Samme rev den først omtalte Mand Hatten af Hovedet paa mig og gav sig til at svinge med den. Jeg traadte hen imod ham, tog min Hat fra ham og sagde: "Hvem er De?" - "Det kan være Dem det Samme", svarede han. - ""Jeg vil vide det!" sagde jeg. "Troer De, jeg siger mit Navn til en Person som Dem?" svarede han. - "Da skal jeg nok faa det at vide", sagde jeg og gik hen til Værten, som stod bag sin Disk, og spurgte ham derom. Han røbede ringe Lyst til at sige mig det, og da jeg paa hans Opfordring vilde paavise Manden, havde denne forstukket sig og kom mig ikke mere for Øie, saa at jeg endnu ikke fik hans Navn at vide. De øvrige Personer vare imidlertid fulgte efter mig og begyndte paany med saadanne Tilraab som: "Vi skal vænne Dem af med at komme herind!" "De skal læres til at blive i Vognen!" "De maa ikke tro, at De faaer at vide, hvem vi er!" "De finder det vist uhyggeligt her!" Da disse sidste Ord raabtes mig ind i Ansigtet, svarede jeg, "at jeg havde seet Sligt for; jeg havde for befundet mig blandt den saakaldte fine Pøbel", hvorpaa jeg gik hen mod Udgangen, hvor jeg saa Stationsforvalteren i Færd med at lukke Dørene for at hindre Folk, der havde samlet sig paa Perronen, fra at trænge ind. Derimod gjorde han ikke Mine til at skride ind mod de Excesser, som for hans Øine foregik i Ventesalen. Jeg henvendte mig da til ham med de Ord: "De er jo Stationsforvalter her?" "Ja." "Saa opfordrer jeg Dem til at værge fredelige Reisende mod at blive insulterede her." "Hvem insulterer Dem?" "Det gjør disse Personer." "Hvem er de?" "Jeg kjender ikke deres Navne . . ." Mere fik jeg ikke sagt; ti i det Samme lod Damppiben og nødte mig til hurtigt at søge min Waggon. Det hele Optrin i Ventesalen varede 3-4 Minuter.

Da dette insulterende Overfald paa mig, hvortil jeg ikke havde givet den fjerneste Foranledning, er foregaaet paa et offentligt Sted i Deres Jurisdiktion, opfordrer jeg Dem til at gjøre Samme til Gjenstand for en polittretlig Undersøgelse, om hvis Gang og Udfald jeg tør vente mig underrettet. Jeg har senere erfaret, at den Mand, som først gjorde Forsøg paa at vælte sig ind paa mig i Beværtningslokalet, og som senere rev Hatten af Hovedet paa mig, var Snedker Jensen fra Ringsted. Blandt de Øvrige var navnlig Glarmester Vermehren af Ringsted samt en ualmindelig høi, smal Mand (næsten 3 1/4 Alen lang), der efter Sigende skal høre til Cementfabriken "Hertha", de mest nærgaaende i Ord og Handling. Glarmester Vermehren var den, som trængte sig ind paa mig, da jeg var gaaet hen til Disken for at erfare Snedker Jensens Navn, og som der henvendte flere af de nævnte Udbrud til mig paa den anførte usømmelige Maade. Den samme Vermehren har ved en tidligere Lejlighed, en Gang i Sommer, søgt at vælte sig ind paa mig i den samme Ventesal, og angav da paa mit Spørgsmaal sit Navn som "Hansen"; men ved et Tilfælde erfarede jeg hans rette Navn inden Togets Afgang. Den omtalte lange Mand var ligeledes særlig ivrig for at trænge ind paa Livet af mig, og et af de anførte krydsende Tilraab ved Disken - jeg erindrer ikke nøiagttg hvilket - kom fra ham. Vidne til det Hele var Værten, og til den sidste Del deraf Stationsforvalter Olsen, hvilke sikkert kunne angive Navnene paa de øvrige Deltagere, som Alle maa antages at være fra Ringsted. Saa fremt der afgives Forklaringer, som i væsentlige Punkter afvige fra mit Ovenanførte, forbeholder jeg mig Yderligere."

Tauber tilføier endvidere Følgende: Idet jeg om det Forefaldne kan henholde mig til de i denne Skrivelse meddelte Oplysninger, overlader jeg rolig Dommen over denne Skandale til Almenheden og skal her kun tilføie et Par Ord til "Dagbladet". Dette Blad har i sin ovenfor (i "Sorø Amtst.") aftrykte Meddelelse ikke blot fremstillet Sagen efter en forvansket og hadefuld Beretning, men omtaler den oiensynlig i en bifaldende Tone. At Hr. Topsøe, der begik det berygtede Overfald paa Folketingsmand Steenstrup i Folketingets Forsal, finder personlig Tilstedsstillelse ved en saadan Færd, der er beslægtet med hans egen, kan ikke undre Nogen; men et alvorligere Tidens Tegner det, at en saadan Sag kan omtales paa slig Maade i et af Landets største Organer, og ligesaa sikkert er det, at dette insulterende Overfald paa mig er en Frugt af det systematiske Ære skænderi, som "Dagbladet" i Forening med andre Hovedstadsblade og deres Aflæggere og Eftersnakkere i Provindserne, har drevet imod mig, paa samme Maade som "Dagbladet" under sin forrige Redaktør bidrog til at fremkalde Nytaarsoptøierne 1866 imod Ministeriet Rotwitt.

Af et senere Nr. af "Sorø Amtst." sees det, at Hr. Tauber har faaet sit omhandlede Andragende til Herredsfogden i Ringsted, Hr. Buchwald, tilbagesendt, ledsaget af en Skrivelse, hvori denne erklærer, at han ikke finder Anledning til at anstille den begjærede offentlige Undersøgelse, men formener, at det maa blive Klagerens egen Sag at drage vedkommende Personer til Ansvar under en privat Politisag.

(Aarhus Amtstidende 24. november 1873).

Af "Sorø Amst" ses at den af Herr Tauber til Byfogden i Ringsted, Buchwald, indgivne Klage over nogle Personer, som overfaldt og forulempede Tauber paa Ringsted Banegaard, er bleven ham tilbagesendt, idet Byfogden mente, at det maatte blive Klagerens egen Sag at anlægge privat Sag imod de Personer, der havde fornærmet ham. - Det skulde blot have været nogle Arbejdere eller Venstremænd, der havde opført sig som Gadedrenge mod en Højremand, f. Eks. en Ministerkandidat, saa skulde vi have hørt et Hyl i Storborgerpressen saavel i København som Landet rundt. Om Byfogden i saa Tilfælde ogsaa havde fundet, at vedkommende Højremand (eventuelt Minister) skulde anlægge privat Sag imod Arbejderne? Nej, sikkert ikke! og dog har vi Lighed for Loven her i Landet, det vil sige: Paa Papiret.

(Socialisten 26. november 1873).

I januar 1874 blev snedkermester Jensen frikendt i Ringsted Byting, og dette skete også den 21. december 1874 ved den kgl. Landsover- samt hof- og stadsret.

Journalist og politiker Johannes Henrik Georg Tauber (1827-1892) blev omkring 1844 politisk interesseret, Carl Ploug og Fædrelandet, Dagbladet indtil 1855. Redaktør af Fyens Avis 1856–59. Juli 1863-februar 1864 medredaktør af Danevirke i Haderslev. 1866–69 redaktionssekretær ved Berlingske Tidende. Politisk bevægede han sig fra de nationalliberale til det nationale venstre. Han blev i 1869  valgt til folketinget (Horsenskredsen). I 1870 var han med ved dannelsen af det forenede venstre. 1871 købte han højrebladet Sorø Amtstidende der nu blev talerør for Venstre. I 1872 blev han valgt til Folketinget  i Slagelse, og igen 1873 og 1876. Hans politiske modstandere nægtede at avertere i hans blad. Han stiftede 1872 Vestsjællands Folkebank, der gik fallit 1877. Han blev ikke valgt 1879 i Slagelse, men samme år i Ruds Vedby. Som artiklen viser, var de nationalliberale forbitrede over hvad de opfattede som embedsmandssønnen og akademikeren der havde svigtet sin klasse.

Mere Oprør! (Efterskrift til Politivennen)

Hvis det ikke har været galt før, saa er det blevet det nu. Kongen har hjemsendt Folketinget, som ikke samstemmende med hans Raadgivere, og ny Valg ere udskrevne til den 14de Novbr. Det er under disse Omstændigheder naturligt, at hele Storborgerpartiet, navnlig Høirepressen, skummer i det vildeste Had og Raseri mod Modpartiet, Smaaborgerne, men især mod disses Ledere. Hvad har da Ministeriet gjort, spørges der om! Der kan svares, at det i visse Retninger har gjort meget for meget, i andre meget for lidt. Der sidder endnu Mand i Kongens Raad, som Enhver, der elsker sit Fædreland og sin Konge, oprigtig maatte ønske vare blevne fjernede derfra for godt 10 Aar siden. Hvad der er udrettet af disse Mænd og deres Tilhængere, det skal Historiens Aarbøger nok vide at opbevare til de sildigste Tider i sørgelig ihukommelse. Men hvad har Flertallet af Rigsdagens Medlemmer da gjort, spørges det ogsaa Slet ikke Andet, end at dette Flertal endelig har besluttet, at ville gjøre Ende paa det Parties Regimente, der - som sagt - har paaført os mere end nok af Ulykker. Men Allarmen og Spektaklen, som Vedkommende gjøre for at holde sig, er ogsaa frygtelig. Det, der nu er sket, bedrives af Storborgerpartiet som Begyndelsen til Oprør, ja næsten som et Saadant. Jeg troer, at dersom alle Helvedes Djævle vare løsladte, kunde det ikke afmales gaæere. Der har været talt om raa Pøbel, om Socialister, Kjæltringer og uopdragne og tølperagtige Slyngler af Arbeiderklassen. Men man maa rigtignok tilstaa, at den "fine Pøbel" i disse Dage overgaar langt den grove do. i Henseende til personlig Udskjælden og nederdrægtig Løgn og Bagvaskelse imod Modstanderne, eller dem, som de ikke kunne bruge for deres Planer. Og blandt dem, som heromkring maa holde allerhaardest for, er Skoleforstander Bjørnbak i Viby, Og hvorfor! Fordi han blotter Kjæltringestregerne hvor han finder dem, og fordi han ved sin sjeldne Fasthed og ufortrødne Arbejdsomhed virkelig er Partiets allerfarligste Fjende. Vore to andre her udkommende Blade hyle og skraale forfærdelig over Bjørnbak, saa at endog Folk, som før have sagt, at Bj. var alt for grov i sit Blad, nu selv indrømme, at Hine er langt grovere, end han nogensinde har været. De ere blevne i den Grad grove, at hvis Beskyldningerne virkelig vare sande, maatte B. for længe siden have siddet i Tugthuset. 

Hvem har da mon den virkelige Skyld for, at Folketinget blev stædigt og vilde raade sig selv lige med Et! Den rette Skyldige er naturligvis - Bjørnbak. Ja hvorfor ikke! Han har Skyld i Alting; at en Tønde Land Jordsmaal i de sidste Aar er steget med et Par hundrede Daler, at en Hest, en Ko, 1 p Smør, Kjød. Flæsk, Mælk, Kasse, Brændevin, Klæder og Sko osv. osv., er steget l/3 imod før, det har B. Skyld i. At en Karl, Pige, en "sølle Husmand" osv. vil have høiere Løn for at arbeide, det har B. Skyld i. At der stiftedes Foreninger i Udlandet af Arbeiderne, fremkaldt af Selvopholdelsesdriften og Nødvendigheden for ikke at sulte at ihjel, og at denne Bevægelse tilsidst ogsaa naaede hertil, kort sagt Alt skrives paa Regning. Jeg ved ikke, hvad man mest skal forundre sig over, enten over den frække Løgnagtighed, der fortæller sligt, eller den Dumhed, som troer det. Hvorfor rase vore Fjender med Løgn og Æreskænderi mod de Mænd, som have vakt os, og som gjøre Alt for at holde os vaagen? Fordi Hine helst selv vilde beholde al Magt. Saa raabes der i Kor, at nu vil man Kongen tillivs. Lutter Løgn - Kongen har ligesaa mange og lige saa tro Undersaatter iblandt os, som iblandt Storborgerpartiet. At slutte sig til os, den talrigste Del af Folket, tager Kongen visselig ingen Skade af. Der skraales om Brud paa Forfatningen. Ligeledes Løgn. Det er Storborgerpartiet selv, som truer denne. Dernæst vil man skræmme med Tilstanden i Spanien, med Kommunen i Paris, den røde Republik, Socialismen, Internationale. Løgn det Hele! Kort, man raaber i et forvirret Raab om Bismark, Bjørnbak, Socialisten, Aarhus Amtstidende, Skjærsliberen, Tugthuskandidater, Husmænd og Dagleiere, og underligt, om ikke Djævelen selv ogsaa bliver stilt op til ydermere Skræk, Men vi kan være overbevist om, at jo høiere Partiet skraaler des tættere er Kniven det for Struben, 

Et lille Raad vil jeg give mine Meningsfæller, som ere svage i Troen: I skulle ikke tro et eneste Ord af alt Dette, Sandheden er, at der er slet ingen Fare paafærde. Møder for Alting Alle paa Valgdagen, hvor Enhver skal give Møde, og rend ikke andre Steder hen. Og skulde Nogen være i Tvivl om, hvem han skal give sin Stemme, da kan Vedkommende nemt hjælpes ud af den Forlegenhed. Vi skal stemme paa den Mand, eller de Mænd, som det Parti, jeg ovenfor har beskreven, rakker allerstærkest ned paa, og skjælder allerstærkest ud; saa tage vi virkelig ikke feil. Og et Raad endnu til dem af mine Læsere, som ville stemme paa en Venstremand, En, der siger Nei til Finantsloven! Faar først at vide til Visse, om Eders Navne ere paa Valglisten, inden I opgive, hvem I stemme paa. Det kunde ellers let hænde, at naar I først have nævnet Kandidaten, Eders Navn da ikke er til at finde af den Vedkommende. Derimod kan en Høirekandidats Vælgeres Navne langt lettere findes, især i Aarhus Amts 2den Valgkreds; vi lode os godt tage ved Næsen i 1866. Det maa vi for Guds Skyld ikke gjøre mere.

E, Sk. Hr. Gaardeier og Sognefoged Jens Andersen Gott i Faarup har igjen for nylig udgydt af sin Visdomspose i Jyllandsposten Nr. 252. Jens Andersen bliver vel snart, tænker jeg, for Jyllandsposten, hvad Konsul Mørk nu er for Stiftstidenden. Hr. Hoffmeyer behøver virkelig ikke at sjenere sig derved, for siden Vorherre kaldte Propr Folsach til Ristrup heden, kan Hr. I. A. G. i Faarup godt betragtes som første Storborger i Faarup og Sabro Sogne. Onde Tunger sige rigtignok, at det ikke er Hr. A. selv, som skriver disse gyldne Ord, hvorunder hans Navn pranger, og man nævner iblandt Flere ogsaa en vis Amtstuefuldmægtig. Men jeg har bandet paa, at dette Rygte vistnok farer med Usandhed. En Amtstuefuldmægtig, der tillige indtager andre betroede Stillinger, maa absolut være en skrivekyndig Mand, og af en saadan Mand maatte man jo altsaa kunne vente en langt bedre Stil. Imod at Skribenten skulde være Hr. J. A. G. selv har man anført, at den som paatager sig saa rørende og ukaldet at præke Fred, Fordragelighed, Forsoning, Dyd og Moral, ja i Sommer i Hundedagene gav gode Raad, Altsammen især for Bjørnbak, jo maatte have saa særdeles pænt Mel i sin Pose i alle de anførte Hensender.

Brabrand Mark, den 4de November 1873.

Niels Pedersen Nørgaard.

Husmand.

(Aarhus Amtstidende 12. november 1873).