Fritzine Vilhelmine Caroline Jansen og Thora Marie Møller. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri. Under en af Kriminalretten paakendt Sag er tvende Arrestantinder Fritzine Vilhelmine Caroline Jansen, Olsens Hustru, og Thora Marie Møller, Busk's Hustru, af hvilke Sidstnævnte tidligere har været straffet for Tyveri, begge overbevist om at have gjort sig skyldige i en stor Mængde Butikstyverier. Der var en stiltiende Overenskomst mellem dem om at stjæle, hvor de kunde se Lejlighed dertil i Butikerne, og de fulgtes derfor som oftest ad enten alene i den bestemte Hensigt at bemægtige sig, hvad de kunde se deres Snit til, eller i Forbindelse hermed i det Øjemed at gøre Indkøb; det var en Aftale, at de delte Udbyttet af Tyverierne imellem sig, og denne Deling foregik undertiden, naar Genstandene var Smaating, paa Gaden, inden de var kommet hjem; kunde Genstanden ikke deles, skulde den af dem, der Intet fik, have Vederlag i, hvad der blev stjaalet en anden Gang. De beholdt og benyttede de fleste af Kosterne, og en stor Del af disse fandtes derfor i deres Besiddelse, da de blev anholdt. Enkelte af Tyverierne har de begaaet hver for sig, og deres Mænd havde været uvidende om Hustruernes Forbrydelser. Antallet af de Tyverier, de har begaaet i Forening, beløb sig til mellem 70 og 80 foruden et forsøgt Tyveri; hver for sig har de begaaet, Olsens Hustru 8 og Busks Hustru 10 Tyverier. 

“Fritzine Vilhelm: Caroline Jansen, Olsens Hustrue, født i Kbhn: den 30/12 47; straffet 17/3 74 med 1 1/4 Aar Forbdh: for 8 Boutikstyverier og Meddelagtighed i 70 til 80 Do hos Manufth: m: fl: Handlende. Mist: Prot: J. 362.” [1874]. Genealogisk Forlag.

De begyndte paa deres forbryderske Virksomhed i December Maaned 1872 og vedblev dermed, indtil de i August f. A. blev anholdt. De var ligesaa dristige som heldige i Udførelsen, og de hjemsøgte fornemmelig Manufakturhandlerne paa Østergade, Købmagergade og i Pilestræde. Værdien af det, de stjal i Forening, er ansat til 380 Rd., det Olsens Hustru har stjaalet alene til c. 8 Rd., [] det Busks Hustru har tilvendt sig alene til cirka 15 Rdlr., og med Undtagelse af ét Tyveri, som er begaaet i et aabentstaaende Lager, er de øvrige udført i de Bestjaalnes Butiker; de indskrænkede sig ikke altid til at stjæle én Gang paa samme Sted, men gentog undertiden Tyverierne i den samme Butik, uagtet de maatte frygte for, at Mistanken hvilede paa dem. Desuagtet er de ikke bleven grebet paa fersk Gerning mere end én Gang, nemlig ved det Forsøg, som gav Anledning til deres Anholdelse; mange Steder har de Handlende ikke engang savnet de stjaalne Koster. Disse havde undertiden en ikke ringe Værdi i et Stykke Kjoletøj er saaledes vurderet til 80 Rd. Arrestantinderne har begge gensidig beskyldt hinanden for at være Anstifter af deres forbryderske Virksomhed, og medens de ikke har kunnet opgive den egenlige Bevæggrund til denne, har de paa den anden Side erkendt, at det ikke har været Trang, der drev dem til at stjæle, og i Forhold til deres Stand synes de ogsaa at have været ganske heldig stillede. De idømtes hver især Straf af Forbedringshusarbejde, Busks Hustru i 18 Maaneder og Olsens Hustru i 15 Maaneder.

(Socialisten 21. marts 1874).

“Thora Marie Møller, Busks Hustrue; str: anden Gang 1874 med 1½ Aars Forbdharbeide for en Mængde Boutikstyverier, navnlig hos Manufakturhandlere. See mist: Prot: K. Pag 2.” “Istedgade -“. [1874]. Genealogisk Forlag.

Dansk Arbeidersamfund. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. P. F. Lundes Plan til en Omordning af Arbeiderforholdene i Danmark var tagen til Drøftelse i Dansk Arbeidersamfunds 1ste Kreds igaar Aftes. Forslagsstilleren gjorde kortelig Rede for Grundtrækkene i Planen - der som bekjendt gaaer ud paa ved Lov at sikkre enhver Arbeider fra det 30te Aar en Livrente, der skal stige med Aarene, og hvortil Midlerne skulle skaffes tilveie ved, at det paalægges Arbejdsgiverne at udrede 12½ pCt. af al den Arbeidsløn, de udbetale - og fremhævede, at han nu ikke længere stod ene med sin Paastand om, at Staten burde gribe ordnende ind i Arbejderforholdene, hvilken Anskuelse  var tiltraadt bl. A. af Høiesteretsadvocat Halkjær og i den seneste Tid af Doctor Krebs m. fl. Statsøkonomer, der samstemmede med Taleren deri, at den nuværende Ordning vilde vise sig at være aldeles uholdbar i Længden. Kredsens Formand, Folkethingsmand Lucianus Kofod, fremsatte endeel forskjellige Indvendinger imod Forslaget; han troede ikke, at de 12½ pCt. vilde forslaae til at dække de paaregnede Livrentebeløb, ligesom han antog det for givet, at en saadan Beskatning af Productionen vilde trykke denne og derigjennem Arbejderne, ja maaskee foranledige, at DrifsScapitalcrne vilde udvandre. I Modsætning til Forslagsstilleren var han silker paa, at Fattigvæsenet ved hans Plans Indførelse ikke vilde kunne afskaffes, hvorimod han indrømmede, at dets Byrder vel derved kunde blive noget lettede. Planens Giennemførelse ansaae han for overordentlig vanskelig, hvad der jo vistnok ikke var af størst Vigtighed ved Sagens Drøftelse, men som dog havde sin store Betydning. Taleren kunde vel ansee det for tænkeligt, at Planen kunde medføre et og andet Gode, naar den først var sat igang; men hvorledes dette kunde naaes under de nuværende Forhold, det kunde han ikke øine. Imod Planen og dens Gjennemførlighed optraadte fremdeles: Maskinarbeider Laurids Pedersen, der ikke kunde indsee, hvorledes man ved dens Hjælp skulde kunne skabe Menneskene bedre, end de ere, og paapegede, at Arbejderen nuomstunder i Reglen er utilbøielig til at offre Noget for at sikkre sin Alderdom; fremdeles Snedker Bruun, der holdt paa, at man ikke kunde afskaffe Fattigvæsenet, der maatte til, fordi der gaves mange dovne, dumme og slette Arbeidere; Maler Schiønning samt Landstingsmændene S. Pedersen, der udtalte, at Planen var bygget paa en Miskjendelse af den menneskelige Natur, og Sonne, der troede, at Planens Gjennemførelse vilde svække Arbeidernes Villie til at hjælpe sig selv, hvorimod han anbefalede Arbeiderne Nøisomhed, Sparsomhed og Arbejdsomhed som de bedste Midler til at forbedre deres Kaar; han vilde langt foretrække den af Hr. Christoffersen foreslaaede Ordning, ifølge hvilken man kun kom de Gamle til Hjælp, ligesom han ogsaa anbefalede Benyttelse af Arbeiderbanken, som han dog kunde ønske sat under Statens Tilsyn. De forskjellige Indvendinger bleve imødegaaede af Bogtrykker Lazarus, der fremhævede, at det især var igjennem Opdragelsen i det forbedrede Familiehjem, at Planens heldige Virkninger skulde vise sig, og at det for Samfundet gjaldt om at hidføre ønskelige Reformer ved Lov, naar det viste sig, at de ikke kunde naaes ad Frivillighedens Vei; Maskinarbejder Hansen, der under Henviisning til Professor Scharlings Artikler i "Dagbladet", udtalte, at vore Sparekasser ikke ydede fornøden Garanti for en Alderdomsforsørgelse, og af Forslagsstilleren, der sluttede med den Erklæring, at hans Plan ganske om vilde være overstadig, naar man uden den kunde stille Arbejderne saaledes, at de kunde sikkre deres Alderdom og bevæge dem til at gjøre dette frivilligt; kunde man ikke det, burde man dog indrømme, at Grundlaget for hans Plan var sundt, om end selve Planen ved Iværksættelsen maatte undergaae nogle Lempelser. Kl. 12 hævedes Mødet, der blev ledet af Maler P. Nielsen, med et Leve for den besindige Arbeider.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1874).

Dansk arbejdersamfund var stiftet i oktober 1871 bl.a. af Lucianus Kofod. Mens Rimestad havde erklæret at arbejderne var bedre stillet og der ikke trængtes til flere store forandringer i samfundsordenen, mente Lucianus Kofod at det ikke var tilfældet. Han skal have forsøgt at blive redaktør ved Socialisten, men Pio ville ikke afgive hvervet. Han stiftede så i stedet den antisocialistiske reformbevægelse Dansk Arbejdersamfund med det formål at sammenslutte alle ikke-socialistiske arbejderforeninger. Foreningen havde ved starten 1.700 medlemmer, væsentligt fra den broderlige Arbejderklasses Hjælpeforening. Disse medlemmer var imidlertid ikke aktive og mødte ikke op til samfundets møder m.m. De udgav bladet "Arbeideren". Samfundet eksisterede indtil omkring slutningen af marts, begyndelsen af april 1874.

Skrædermester dømt for at fornærme Politiet. (Efterskrift til Politivennen).

Fornærmelser mod Politiet. Den 6te Aug. f. A. om Formiddagen havde der samlet sig en ikke ubetydelig Menneskemasse ved Colonnaden ved Christiansborg Slot i Anledning af, at Høiestertsdommen over de saakaldte Socialistførere Pio, Brix og Geleff ventedes afsagt. Blandt Mængden befandt der sig en i Frederiksborg Sogn boende Skrædermcster, og af det herværende Polities Personale var beordret at være tilstede for at opretholde Orden en Overbetjent, der var iført Uniform, og to Inspectionsbetjente m. fl. Betjente. Uden at der ved denne Leilighed havde fundet noget Sammenstød Sted mellem Skrædermesteren og Betjentene, rakte Førstnævnte sin Tunge ud, idet hans Blik var rettet mod de Sidste, og gjorde tillige en anden usømmelig Gebærde, som vakte den tilstedeværende Folkemængdes lydelige Latter. Da Skrædermesteren i Anledning af denne Adfærd mødte i den offentlige Politiret, var hans Opførsel her saaledes, at den paadrog ham en Bøde af 10 Rd. , idet han paa Dommerens Spørgsmaal, om han vilde afgjøre Sagen i Mindelighed eller foretrække retslig Afgjørelse, begyndte at anføre tydske Citater, og efterat Sagen derpaa, forsaavidt angik Spørgsmaalet om Fornærmelser imod Politiet, var henviist til criminalretlig Behandling, fastholdt Tiltalte under hele Undersøgelsen, at han ikke ved sin Adfærd under sit Ophold ved Colonnaden havde tilsigtet at fornærme Politiet og nægtede overhovedet at have seet Politibetjente tilstede, førend han efterat have udført de omtalte Bevægelser blev tiltalt af Overbetjenten. Den Forklaring, hvorved han søgte at godtgjøre, at hans Fagter ikke indeholdt nogen Yttring af Haan, var imidlertid usandsynlig og vaklende, og ligesom der, efter hvad der oplystes om Afstanden og de stedlige Forhold, ikke kunde være nogen Tvivl om, at Tiltaltes Foregivende om først at have bemærket Politiets Tilstedeværelse, da han tiltaltes af Overpolitibetjenten, var usand, saaldes gik Vidneforklaringerne ud paa, at det var Tiltaltes Hensigt ved de omhandlede Fagter at vise Ringeagt imod Politiet, og at denne Hensigt traadte saa aldeles bestemt for Dagen, at intet fornuftigt Menneske kunde nære Tvivl i saa Henseende, og idet Criminalretten skjønnede det tilstrækkelig godtgjort, at Tiltalte havde gjort sig skyldig i den ham paasigtede Brøde, idømte den ham efter Straffelovens § 101 cfr. 100 en Statskassen tilfaldende Bøde af 50 Rd. eller i Mangel af denne Bødes fulde Betaling simpelt Fængsel i 14 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. marts 1874).

Brev fra Kolding. (Efterskrift til Politivennen)

(Arbeidernes Stilling i det sydlige Jylland under den nuværende Dyrtid. Børnenes Underviisning. Fabrikvirksomhed i det Smaa. Sparecontoirer og Sygekasser. Ugelønnen og Værtshusene. Jord til Arbeiderboliger.)

Den 27de Febr. 1874.

Der har i den senere Tid været lidt Bevægelse paa Arbeidersagens Omraade her i Kolding, navnlig med det Spørgsmaal for Øie: Ved hvilke Midler vil man være istand til at raade Bod paa den Trang, som i den arbeidsknappe Tid uomtvistelig er tilstede i Arbeiderstanden? Der er saaledes i den seneste Tid givet Arbejderforeningens Medlemmer Villighed til at indkjøbe Brød og Svineaffald c: Hoved, Ryg, Been osv. , til betydeligt nedsat Priis, og nu have to Mænd realiseret en i længere Tid næret Plan: For et yderst billigt Vederlag at tilbyde trængende Arbejdere et lille Jordstykke til Havedyrkning. Der tilbydes 500 Qv.-Alen Jord i Leie for l Rd. aarlig, og i dette Jordstykke kan f. Ex. nedlægges c. 4 Skpr Kartofler.

Det er nu ikke sjeldent Tilfældet, at Mange søge at bortraisonnere Arbeiderspørgsmaalet med, at det Røre, som nu viser sig overalt i den saakaldte fjerde Stand, er ugrundet. Der siges kort og godt, at Arbejderne ere umættelige og at Trangen ingenlunde er saa stor, som man giver den Udseende af at være. Spørgsmaalet er imidlertid paa Bane. Trang og Misfornøielse træffer man overalt; hvadenten nu Trangen er selvforskyldt eller ikke, Misfornøjelsen berettiget eller uberettiget, saa, næst at undersøge de factiske Forhold bliver det nødvendigt, hvis Undersøgelsen giver det Resultat, at der virkelig er en betydelig Trang tilstede, da paa bedste Maade at søge den afhjulpen. For denne Byes Vedkommende kan det nu ikke nægtes, at der ikke behøves synderlig Undersøgelse til forat faae constateret en virkelig, endog i de fleste Tilfælde ei selvforskyldt Trang, og det er vel i mange andre Byer som her, saa det gjælder nærmest om at paapege Midler, hvorved en hjælpsom Haand rækkes Arbeiderne.

Arbeiderstanden har et billigt Krav paa at faae sit Arbeide lønnet saaledes, at den i Virkeligheden kan leve af sine Hænders Gjerning. Et andet Spørgsmaal er det, om Arbeiderne i Virkeligheden ville faae det bedre derved; thi det kommer an paa, hvorledes Fortjenesten bruges. Ikke alle Steder anvendes de suurt erhvervede Skillinger paa en fornuftig Maade; hvorofte seer man ikke, at en stor Deel af Ugens Fortjeneste, som blev udbetalt Løverdag Aften, ødes bort om Søndagen til Sviir og andre letsindige og daarlige Forlystelser.

Ikte Alt er Arbeidsgivernes Skyld, og dog skal jeg villigt indrømme, at ikke alle Arbeidsgivere tage et fornødent Hensyn til deres Arbeidere; i et herværende lokalt Blad har jeg seet forskjellige Lønningssatser for Arbeidere opgivne med den Erklæring, at de vare rigelige - maaskee i nogle Henseender, men ikke i alle. En Arbeider med Familie kan ikke leve af 5 Mk. 8 sk om Dagen uden at føle Næringssorg. Regnestykket er let at gjøre. En Kones Arbeide skulde den lange Dag igjennem ikke være mere end 2 a 3 Mk. værd; det er ufatteligt!

Vi føle Alle uden Undtagelse, at det sidste Par Aar i denne Henseende have stillet betydeligt større Krav til vor Pung, end førhen. Det er et nøiagtigt Regnestykke, at en Familie, som 1871 levede for 25 Rd om Maaneden, nu neppe kan komme ud af det med 30 Rd, og der er ingen Udsigt til, at det vil blive billigere at leve; tvertimod føler man Frygt for, at det vil blive endnu dyrere; thi alle Fornødenheder stige jo stadig i Priis. For Arbeiderne er det endnu dyrere at live, fordi de som oftest maa kjøbe deres Fødemidler i smaa Vægtdele, og det er jo en bekjendt Sag, at jo mindre man kjøber, desto dyrere og ofte ringere er det.

Det er nu langtfra min Tanke, endog blot tilnærmelsesviis at kunne give Svar paa det Spørgsmaal: Ved hvilke Midler kan man komme Arbeiderne til Hjælp i deres ofte høist fortrykte Stilling? Men da jeg ofte, saagodtsom daglig, kommer i Berøring med forskjellige Arbeidere og saaledes har havt rig Leilighed til at see, hvor det er, "Skoen trykker", saa troer jeg, at kunne paapege nogle Midler - lad dem end være smaae og tage sig uanselige ud - , ved hvilke der kan ydes Arbejderen, saavel directe som indirecte, en god Haandsrækning. - Først og fremmest holder jeg paa, at Arbeidernes Børn faae en ordentlig Skolegang. De maae have Heeldagsunderviisning og, saavidt som muligt er, undervises og opdrages med det Maal for Øie, at de allerfleste af dem blive Haandværkere. Ogsaa af Hensyn hertil sætter jeg Priis paa, at Børnene øves i Haandens Gjerning; det vil med andre Ord sige, at der gives Børnene udenfor Skoletiden Adgang til at lære forskjellig Syssel paa dertil indrettede Værksteder. Ogsaa Pigebørnene bør lære Andet og Mere end at sye og strikke.

For de Børn, som paa Grund af Fattigdom i Hjemmet nødvendigviis skulle arbeide for at tjene Noget til Hjælp til deres Livsfornødenheder, bør der enten af Communen eller ved en større Forening - Aktieselskab eller hvorledes man nu troer bedst al kunne indrette det - oprettes et Slags Fabriksvirksomhed i det Smaa, hvorved Børnene paa en sund og hensigtsmæssig Maade beskjæftiges i Fritiden for at tjene en lille Hjælpeskilling. Udentvivl findes der mange forskjellige Sorter Arbeide, som Børn kunne beskjæftiges ved, uden at der fordres store Capitaler for at sætte Saadant i Gang. Selvfølgelig maa man fortrinsviis vælge saadanne Ting, som ere let afsættelige, thi ved Siden af at Børnene lære at bestille Noget, er det ogsaa af Vigtighed, at et Barn over Tiaars Alderen kan tjene fra 5 til 8 Mk. ugentlig.

Det maae ansees fordærveligt for Børn, saavel i legemlig som sandelig Henseende, at arbeide 5-6 Timer i Træk paa Uldspinderier, Tobaksfabriker o. l. St., da Raastoffet ubetinget maa ansees for at virke svækkende paa Børnenes Legeme og i høi Grad maa sløve Aandsevnerne, saa Barnet efter en saadan Arbeidstid i Reglen er uskikket til at modtage nogen Underviisning. Kjøbstædernes Friskoler maae i denne Henseende kunne give factiske Oplysninger, som fuldstændig vise, hvorledes de fabrikarbeidende Børn ere stilllede ligeoverfor Skolens berettigede Krav til dem.

Dernæst er det af Vigtighed, at Arbeiderne endog i de korte Vinterdage faae en saadan Dagløn, at de, om end meget tarveligt, kunne faae det daglige Brød. Saavidt jeg har kunnet forskaffe mig Oplysninger i denne Henseende, er jeg kommen til det Resultat, at Dagleierne i Vintermaanederne kun have 4 Mk. 4 sk daglig. Der behøves ikke Meget til at godtgjøre, at en Arbejderfamilie paa 5-6 Medlemmer umulig kan leve af denne Fortjeneste. Nu er det rigtignok saa, at der midt i Vintertiden de fleste Steder slet intet Arbeide er at faae, men at Arbejdsgiverne ofte af et menneskekjærligt Hensyn see til at give deres Dagleiere Noget at bestille i de korteste Dage for at hjælpe lidt paa dem; derfor er Daglønnen knappere i den Tid. Hvor det er saa, vil det uden Tvivl være rigtigt, at Communerne udbyde Arbeide. Det er i Tiden fra December til Marts, at det kniber; men det er dog ofte Tilfældet, at Veiret tilsteder Udførelsen af mange forskjellige Arbeider ude, som Forbedring af Veie omkring Byerne, Forarbeidning af Jord til Plantninger, Anlæg af nye Veie, Opfyldning og Regulering af Byggegrunde, Steenslagning og meget Andet. Det synes mig at være meget bedre, at Byerne paa denne Maade komme Arbeiderne til Hjælp end ved ligefrem at yde de meest Trængende, som Nøden driver til at bede om Bistand, nogen Fattighjælp. Mange ansee en Fattigunderstøttelse som saa nedsættende i Medborgeree Dom, at det for dem ikke stiller sig synderlig bedre, end om de havde været Friheden berøvet for en eller anden vanærende Handling. Det er en Selvfølge, at saadant offentligt Arbeide kun skal tilbydes trængende Arbeidere i den meest arbeidsløse Tid fra December til Marts. I den øvrige Tid af Aaret faae Arbeiderne en ret anstændig Sagløn, ofte vel endog saa rigelig, at der kan blive en lille Smule tilovers.

For at disse Smuler ikke skulle gaae tabte, vilde det være hensigtsmæssigt, at der i Byerne og paa enhver større Arbeidsplads i Nærheden af Arbeidernes Boliger blev aabnet nogle Sparecontoirer, hvor enhver undværlig Fiirskilling kunde sættes ind, og en lille Sum saaledes kunde samles til den trange Tid. Det vil ogsaa være hensigsmæssigt, om alle større Skoler i Lighed med, hvad der er skeet ved en større offentlig Skole paa Christianshavn, giver Børnene Leilighed til at sammenspare de mange Smaaskillinger, de saa ofte fortjene, deels ved ugentligt Arbeide, deels ved tilfældigt Arbeide, som Byærinder o. desl.

Dernæst er det af stor Vigtighed, at Interessen mere vækkes for de store Goder, som Sygekasseindretningen yder sine Medlemmer. Det maa komme dertil, at alle Arbeidere gjøre Indskud i en velordnet Sygekasse, saaledes som Arbejderforeningens her i Byen formeentlig er. Derved holdes Nøden fra Døren i den allersørgeligste Tid af en Arbeiders Liv, den nemlig, da Sygdom holder ham hjemme og gjør det umuligt for ham at udføre nogetsomhelst Arbeide. Naar han kan faae 4-6 Rd. om Ugen i Sygehjælp, saa drives han dog ikke til af denne Grund at tye til Fattigvæsenet.

Et stort Samfundsonde er den talløse Mængde af Værtshuse, som nu findes selv i de mindste Byer. Her i Kolding, troer jeg, er langt over et halvt Hundrede Værtshuse. Hvilken Fristelse er det ikke for den Mand, der fra Kl. 4 om Morgenen til Kl. 7-8 om Aftenen er beskjæftiget med strengt legemligt Arbeide, een, ja. flere Gange om Dagen at tye hen til et tæt ved værende Værtshuus for at vederkvæge sig ved en Snaps eller to og en Flaske Øl. For de fleste Arbeidere bliver dette til en Vane, og den er kostbar; thi man maa vel huske paa, at hvad der saaledes nydes i eller fra Værtshusene, er Extraforpleining. Den almindelige Ration af en halv Pægl Brændeviin og en Pot Øl føres med den tørre Kost til Arbejdsstedet om Morgenen. Ville vi see, hvad en saadan Extraforpleining koster mangen Arbeider Aaret rundt, saa faae vi slet ikke saa lille en Sum ud. Lad Arbeidsdagene være 300; hver Dag koster 7 Skilling. c: 2 Snapse og en Flaske Treskillingsøl, altsaa 21 Rd. 5 Mk. 4 sk. I Sandhed, en stor Sum at svare, fristede ikke Værtshusene Arbeiderne til at sætte den til. Bladene have meddeelt, at  Politiet hist og her har sat en Grændse for Antallet af Værtshuse. Kunde de ad lovlig Vei indskrænkes endeel, vilde del være et stort Gode. Det er statistisk godtgjort, at der her i Landet findes Kjøbstæder med en Folkemængde af 4- 5000 Indbyggere, der have 60-80 Værtshuusholdere, altsaa eet Værtshuus for 62 Mennesker, hvoraf da den største Deel er Kvinder og Børn.

Det vilde dernæst være i alle Arbeideres Interesse, der fik Ugeløn, at denne blev dem udbetalt om Mandagen og ikke om Løverdagen. Meningen med dette Forslag er selvfølgelig ikke at sætte Arbejderne under Umyndighedsvilkaar, men ligefrem at forskaane dem for den Fristelse, der unægtelig ligger i Løverdag Aften at faae Ugelønnen udbetalt og saa den næste Morgen vaagne op til en Fridag. Ak, paa den Fridag gaaer ofte en heel Uges Fortjeneste i Løbet. Hvormeget bedre vilde det ikke være for dem, der kun have Lidt, ikke at være udsat for denne Fristelse, men derimod Mandag Aften at faae Lønnen, Tirsdag Morgen igjen at gaae paa Arbeidc for at tjene Mere til. 

Naar der saa ikke alene her i Byen, men ogsaa i andre Kjøbstæder, hvor der findes en trængende Befolkning, blev udlagt Jord til Arbejderboliger, som opførtes tidssvarende og udleiedes saaledes, at Beboerne i selve Leieafgiften, som maatte staae i et passende Forhold til Fortjenesten, betalte Afdrag paa den Sum, Huset havde kostet at opføre, og Arbeiderne saaledes for hver Halvaarsleie, der blev betalt, mere og mere bleve Eiere af det beboede Sted, saa vilde ogsaa dette Foretagende i en væsentlig Grad forbedre de Livsvilkaar, hvorunder Arbeiderne for Tiden leve her i Byen, ligesom ogsaa Sands for Reenlighed og Hygge i en væsentlig Grad derved vilde fremmes; thi Arbejderen fik saa at see, at hans Arbeide gav Mere af sig, end (ofte knapt nok) det daglige Brød, og i Tidens Løb vilde han faae Kjærlighed til det af ham beboede Sted. Og jeg er overbeviist om, at eftersom Aarene skred frem, vilde han ved god Økonomi og utrættelig Flid stræbe efter hver Flyttedag at betale Mere, for desto snarere at kunne sige: Dette Huus er mit; ved mine Hænders Gjerning har jeg fortjent enhver Stilling, det har kostet at opføre.

Maatte jeg nu ved disse Linier, som ere en Frugt af mine Undersøgelser og Betragtninger af Arbeidersagen her i Byen, bidrage en Smile til, at Forholdene her som andre Steder, maae finde virksomme og sagkyndige Ledere til en nogenlunde tilfredsstillende Ordning af den, saa er min Hensigt med at sende "Berlingske Tidendes" ærede Redaction dette Brev med Bøn om Plads for det, naaet. m.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1874).

Rubens Dampvæveri. (Efterskrift til Politivennen)

Hvorledes man sulter ihjel i København. Da der i "Socialisten" for den 27de ds. skrives, at 100 af de mindst lønnede kvindelige Arbejdere paa Hr. Rubens Dampvæveri ved Rolighedsvejen i Gennemsnit har en ugenlig Indtægt af fra 1 til 3 Rd, skal jeg tillade mig at oplyse, at dette er saa langt fra at være Usandhed, at mere end en af disse Trælkvinder har endnu mindre end l Rigsdaler i ugenlig Indtægt med 11 Timers strengt dagligt Arbejde. Grunden hertil er, som "Socialisten" rigtig bemærker, det slette Materiale, men ogsaa, at Vævene er opslidte, saa at de enten gaar i Stykker, eller pludselig staar stille, hvorefter Arbejdersken maa vente til Svenden faar Tid at reparere Væven, som maaske atter standser om nogle faa Minutter. Den nye Vævermester er en Tysker og forstaar næsten ikke er Ord af hvad Svende og Væversker siger til ham, og det Hele er saa usselt ordnet, at Væve staar flere Uger med Garn paa, inden de kommer i Brug, hvoraf Følgen er, at Traadene, som har ligget stærkede saa lang Tid, er halvt raadne og springer af, saa at selv duelige Væversker, som er saa uheldig at faa slige Væve, ikke kan fortjene mere end 8 til 12 Skilling daglig. Naar de klager, affærdiges de enten med en Hovedrysten af Tyskeren, som enten ikke forstaar eller ikke vil forstaa dem, eller ogsaa trøster Svendene dem med, at det bliver bedre til Sommeren, naar de nye Væve kommer i Gang. Dette er jo en herlig Trøst for de stakkels Arbejdersker, som længe forinden er sultede ihjel, hvis de ved bliver at arbejde paa Sultefabriken, som den i Almindelighed kaldes af Arbejderne. Hr. Ruben har imidlertid opfundet en snild Maade at holde sine Trælinder under Aaget paa. Alle andre Arbejdere faar om Lørdagen Betaling for det Arbejde, de har udført i Ugens Løb, men Hr. Ruben betaler kun for det Arbejde, som er færdigt til Onsdag Aften, det, som bliver færdigt de tre sidste Dage af Ugen, betales ikke før den paafølgende Uge. Følgen heraf er, at de fattige Væversker altid har et lille Tilgodehavende indestaaende hos den rige Fabrikherre og for ikke at gaa glip heraf, bliver de ved at arbejde og sulte Uge efter Uge, ti hvis de ophører med Arbejdet uden at opsige 14 Dage i Forvejen, taber de al Ret til deres Tilgodehavende. Naar altsaa Arbejderskerne har staaet i 8 Dage med en Fortjeneste af 8 til 12 Sk om Dagen, saa skal hun enten tabe Halvdelen heraf eller blive ved paa samme Maade endnu i 14 Dage for at saa disse usle Skillinger. Flertallet af Væverskerne er svenske Koner og Piger, som har ladet sig hidlokke af den glimrende Udsigt til en ugentlig , Indtægt af fra 5 til 9 Rigsdaler; men der vil nu ogsaa i svenske Blade blive optaget en Advarsel imod Slaveriet paa det Rubenske Tampvæveri.

Naar man ikke vidste, at Nutidens Diplomater anse sig selv for kun at være til for at glimre ved Hofballer, saa skulde man næsten forundre sig over, at den svenske Minister ikke gør det Ringeste for at hjælpe sine ulykkelige Landsmandinder. For 2 eller 3 Aar siden advarede den svenske Konsul i Kiel i svenske Blade sine Landsmænd imod at tage Arbejde i Schleswig-Holstein og beviste ved Fakta, at de der bleve mishandlede; hvorfor kan da ikke den svenske Minisier her eller nogen af Konsulerne skaffe sig Underretning om de fattige Væverskers Forhold? Svenskerne har jo Ord for at være ridderlige mod alle Kvinder, gælder dette ikke ogsaa for de Fattiges Vedkommende? S-Y.

(Socialisten 1. marts 1874).

I en senere artikel (Socialisten 25. marts 1874) uddybede avisen beskrivelsen: direktør Trepkas luksusvilla på Frederiksberg med tjenestetyende viste Rubens rigelige aflønning af ham for hans optræden 4-6 timer daglig. Ligeledes at Rubens lokkede nye arbejdere til ved at henvise til de få "lokkeduer" som fik mellem 3 og 5 Rd. ugentlig. Endelig at Rubens ikke havde udbetalt erstatning for slette materialer der gjorde at man ikke kunne arbejde.

Rubens Dampvæveri på Rolighedsvej 8 var sammen med Gørtz i Ribe nogle af de største dampvæverier i Danmark med hhv. 200 og 120 væve (1871). Desuden havde Crome og Goldschmidt i 1866 anlagt en fabrik i Horsens med arbejdskraft af 2-300 tugthusfanger. I januar 1875 annoncerede fabrikken efter væverpiger i forbindelse med anskaffelsen af nye væve. I marts 1876 nedbrændte fabrikken og de ca. 300 arbejdere blev brødløse. 

Rubens Klædefabrik blev opført af fabrikant I. H. Ruben (1789-1868) i 1857. Den lå på hjørnet af Rolighedsvej og Falkoner Allé. På sit højeste havde den omkring 500 ansatte. Den var overtaget af Rubens søn, Bernhard Ruben (1829-1896) efter faderens død i 1868. Han fik genopbygget fabrikken efter branden 1876 i moderniseret udgave. Enken Ida Ruben, f. Coppel (1845-1913) overtog efter hans død 1896 firmaet, der 1901 overtoges af sønnen Carl Ruben (1876-1968). Den blev nedrevet i 1927. I 1936 opførtes ejendommen Hostrups Have.