Skomagersvendenes Streike. (Efterskrift til Politivennen)

Om Skomagernes Strejke.

Af Louis Toucher.)

Man skulde tro, at naar en hel Befolkning igennem en Række af Aar havde set Udøverne af et enkelt Haandværk mere end alle andre blive traadt i Støvet, havde set dette arbejde fra den tidligste Morgen, indtil Midnat, under de usleste menneskelige Kaar, at naar en saadan Befolkning omsider saa dette Haandværk rejse sig og erklære: Nu er Byrden for tung, nu er Trykket uudholdeligt, maatte den simpleste Retfærdighedsfølelse tilsige den, at det er dens Pligt at støtte Fordringerne paa, at den flittige Arbejder i det Mindste bør kunne brødføde sig og sin Familie til Gengæld for sin Flid, og det saa meget mere, naar Produktet af hans Flid er en uomtvistelig og uundgaaelig Nødvendighedsartikel.

Igennem en lang Række af Aar har nu Københavns Befolkning været Vidne til de forfærdelige Kaar, hvorunder Skomagersvendene har maattet arbejde, og det er saa lidt undgaaet deres Opmærksomhed, at det neppe har været muligt for en gift Skomagersvend at finde en Bolig eller for en ugift at finde Logi, kun fordi man kendte deres Kaar og kun fordi den noble Del af Københavnerne, der med Dydens Harme vilde raabe Ak og Ve over En, naar man sagde, at de betragtede Armod som en Forbrydelse, dog, naar Alt kom til Alt, "kun nødig vilde have saa fattige Folk i Huset." - Den usleste Bolig i et mørkt Sidehus eller et faldefærdigt Baghus blev altid anset for under alle Omstændigheder at kunne bortlejes til en Skomager, hvis Arbejde dog netop trænger til Lys, og naar et Logi slet ikke kunde blive bortlejet til Andre, saa bekvemmede man sig med et beklagende Skuldertræk til at leje det ud til en Skomagersvend, der sad hjemme og arbejdede.

Og hvorledes har saa denne Befolkning optaget det, da Skomagersvendene nu omsider greb til "Fortvivlelsens Selvtægt" og gjorde Strejke? Har man set Spor af Medfølelse hos den eller hørt et eneste anbefalende Ord fra den eller dens Ordførere i Pressen? Nej, kun Udbrud af dvask Forbavselse eller fanatisk Fordummelse er kommet til Orde, den mest smudsige Beregning af, at Skotøjet vilde komme til at koste nogle faa Skillinger mere, har lamslaaet enhver retskaffen Følelse, selv hos dem, hvis Kaar er saaledes, at den forøgede Udgift vilde være fuldstændig umærkelig for dem; ikke en Eneste synes at have tænkt paa, at denne ringe forøgede Udgift for hver af dem vilde redde Tusinder af retskafne Familier ud af den sørgeligste Stilling.

Det er imidlertid ikke til at undres over, ti saa længe den heldigere stillede Del af vort Samsund endnu aldrig har set, hvortil Sult og Nød, hvortil Synet af en fortvivlet Hustru og en Flok grædende Børn kan drive Arbejderen, saa længe kan de kun med Gysen tænke paa, at saadanne Ting gaar for sig andre Steder og - med Ubarmhjertighed arbejde hen til, at det Samme bliver Tilfældet her.

Hvad man derimod kan undres over, og med Rette maa undres over. det er den Langsomhed, hvormed Arbejderne selv træder støttende til for de Strejkende. Vi ved saa godt som Nogen, at det ikke er den gode Villie, som fattes hos Arbejderne, og at om Kaarene end er smaa, saa bliver den fattige Mand dog aldrig saa fattig paa Følelse, at han ikke kan dele sit sidste Stykke Brød med en Broder, men vi ved ogsaa, at han fra gammel Tid og af gammel Slendrian er indsølet i et saadant Hang til Omstændelighed, at det aldeles dræber hans Kraft til at handle kraftigt og øjeblikkeligt. 

En rask og hurtig Sammenslutning, blandt Arbejderne, ikke for at diskutere om at hjælpe, men for at hjælpe, vilde i Løbet af faa Dage tvinge Mestrene til at give efter, saa meget mere som deres Modstand i Virkeligheden kun er en Maske, de tager paa lige overfor deres Kunder, for bagefter at kunne paaberaabe sig at være tvungne af Svendene, og saa at tage dobbelt saa stor i en Fordel af Strejken som den, Svendene har opnaaet.

Naar Hjælpen til de Strejkende kun flyder trægt og langsomt, saa forbliver Mestrenes Tvivl om, hvorvidt det dog maaske tilsidst vil lykkes dem at underkue Svendene, men træder Arbejderne hurtigt til og erklærer: saa og saa meget giver vi til, saa længe Strejken varer, - saa vil den være endt paa faa Dage, fordi Mestrene da ser, at de tidlig eller sent vil komme til at give efter, og Arbejderne vil i Virkeligheden komme til at yde langt Mindre, for at erhverve Sejren for deres Brødre.

Og ikke alene for deres Brødre, men ogsaa for dem selv, ti enhver vunden Strejke bærer Vejen til Sejr for den næste, og ingen Arbejder ved, om ikke den næste Strejke kan blive afgørende for hans og hans Børns Fremtid.

Derfor, Arbejdere, Tusinde og atter Tusinde af Eder vedtog ved det sidste Fælledmøde at understøtte enhver retfærdig Strejke, og ingen saadan kan være retfærdigere end Skomagernes nuværende, derfor vær hurtig til at handle, bag efter vil der være Tid nok til at diskutere

(Social-Demokraten 12. maj 1874).

Richard Louis Emil Touschr, f. Touscher (11.7.1821-4.8.1896) xylograf, litograf, forfatter (Ved dåben: Touscher, Richard Ludvig Emil Anden navneform: Toucher, Louis). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Om Louis Toucher, se Morten Thing: Louis Toucher - en omstridt pioner: Louis Tou(s)cher (1821-1896) optræder som Corsarens redaktør 1843-1844 (som "stråmand"). Han var en af de første danske socialister sammen med bl. a. Frederik Dreier og P. F. Lunde. Han meldte sig i 1871 sammen med sin søn August ind i Internationale og skrev og holdt foredrag. I 1874 var sønnen med til at danne Den socialdemokratiske Forening Broderbaandet. Han døde af tuberkulose juni 1874. Efter de tre fængsledes frigivelse stod det klart at Louis Toucher og Pio var fjender, og han blev ekskluderet i oktober 1875, officielt for rengskabsfusk - hvad en senere undersøgelse viste at der ikke var. Han rejste så til Sydafrika i 1877 hvor han døde i 1896. Social-Demokraten skrev om dødsfaldet 1. september 1896.

Til samtlige Skomagersvende.

Eflerat Københavns Skomagersvende har gjort Alt, hvad der staar i deres Magt for at bevæge Mestrene til at betale efter den nye Priskurant og alle Forsøg er strandede paa Mestrenes Hovmod, ser vi os nødsaget til at nedlægge Arbejdet, og det er derfor vor Bøn til enhver Skomagersvend, saavel i Ind- som i Udlandet, ikke at rejse til København, saalænge denne Strejke varer. Vi anmoder ethvert indenlandsk arbejdervenligt Blad at optage dette og anbefale det til Skomagersvendenes Velvilje. Skomagersvendene i København har fælles Sag med alle andre Skomagersvende; mulige Bidrag til denne Strejkes Vedligeholdelse adresseres til 

Strejkekomiteen,
Adelgade 27, Stuen o. G.

(Social-Demokraten 12. maj 1874).

Skomagerstrejken blev i den følgende tid dagligt fulgt af Social-Demokraten.

Under den nu stedfindende Arbeidsnedlæggelse blandt Skomagersvendene har det ikke været ganske let for det store Publicum at danne sig en grundet Mening om denne Sag, fordi det ikke tilstrækkeligt nøie kan kjende de fremsatte Fordringer og de Forhold, hvorunder der virkes.

Svendenes saakaldte Strikecomitee har vel gjennem forskjellige Bladartikler søgt at paavirke den offentlige Mening til Gunst for sig: men den uhildede Betragter har let kunnet sige sig selv, at naar Mestrene, der for ikke mere end et Par Aar siden indrømmede den dengang forlangte Forhøielse, nu paa en talrig besøgt Forsamling med Eenstemmighed have nægtet at gaae ind paa den nye Priiscourant, saa maa Grunden hertil søges i, at de opstillede Fordringer ere af den Beskaffenhed, at de ikke kunne antages.

Naar man sammenligner de Priser, der nu betales, med dem, der opstilles i den nye Priiscourant, vil man af nedenstaaende Sammenligning let see, at Forhøielsen netop for en stor Mængde courante Artikler beløber sig til 75 a 100 pCt.

For et Par Skaftestøvler 2 Rd. 3 Mk., Priiscouranten 4 Rd. 12 sk, er 80 pCt.
For et Par Støvlefødder 1 Rd. 5 Mk., Priiscouranten 3 Rd. 2 Mk. 13 sk, er 80pCt.
For at bunde et Par Damestøvler 1 Rd. 1 Mk.,
Priiscourantcn 2Rd. 1 Mk. 8 sk, er 100 pCt.

For Reparationer og Børnefodtøi det Dobbelte af hvad nu gives, er 100 pCt.

Svendene have nu søgt at motivere denne Forhøielse ved at henvise til den daarlige Priis, de hidtil have erholdt for deres Arbeide. Det staaer imidlertid fast, at Arbeidslønnen nu er omtrent 30 pCt. høiere, end den var for 2 Aar siden, saa at den dog synes at have holdt ret godt Skridt med Tiden. Hertil kommer endnu, at Ugelønnen for de dygtige Svende varierer fra 8 Rd. og indtil 12 Rd. og undertiden er høiere, idet der her som i alle andre Fag er stor Forskjel paa den Flid og Duelighed, der udvises af de forskjellige Arbejdere. For at undgaae den Mislighed, at alle Arbejderne, uanseet deres Dygtighed, skulde have samme Betaling, have Skomagersvendene inddeelt Mestrene i 3 Klasser; men da den Procentforhøielse, der kræves, er den samme i alle tre Klasser, har Inddelingen ikke stort at betyde, og hvem skal desuden fastsætte den Klasse, til hvilken hver enkelt Mester eller hans Arbeide hører?

Der høres imidlertid ofte den Bemærkning, at Mestrene jo kunne tage sig Forhøielsen let, idet det naturligviis ikke vilde blive dem, men Forbrugerne, Publicum, der til Syvende og Sidst kom til at betale denne. Mon Svendene ret skulde have overveiet, hvad de her sige? Ere de virkelig saa ubekjendte med Forholdene i deres eget Fag, at de ikke vide, at naar der til den Stigen af Raamaterialier, som har fundet Sted, endnu kommer en Forhøielse i Arbeidslønnen som den, de her forlange, vil det blive umuligt at holde den fremmede Concurrence ude af Markedet? Aar for Aar tiltager Indførselen af fremmed Fodtøi, men naar vi selv begunstige denne ved at vanskeliggjøre Betingelserne for vor egen Tilvirkning, vil del tilsidst ende med, at denne bukker under.

Det er saa almindeligt under Nutidens gjærende Arbejderforhold, at Arbejderne søge at give det Udseende af, at hos Mestrene kunne de ikke vente nogen Imødekommen; hvad de ville opnaae, maae de tilkjæmpe sig. Vi kunne forsikkre, at der blandt Skomagermesterne, skjøndt de, som i det Foregaaende udtalt, ikke kunne gaae ind paa de opstillede Fordringer, er et velvilligt Sind tilstede for deres Arbejdere, og disse vide ogsaa nok selv, hvor ofte Mestrene paa Tider, hvor det var knapt med Bestillinger, have søgt at holde deres Svende i Arbeide, forat disse ikke skulde blive brødløse, skjøndt Opgaven undertiden kunde være vanskelig nok. At denne velvillige Stemning ikke er bleven svækket trods de Exempler, der haves paa, at Svende have forladt deres ufuldførte Arbeide hos Mestre, for hvem de have arbeidet i mange Aar, derpaa vil man finde et Beviis i den Omstændighed, at Mestrene gierne vilde vise Svendene Imødekommenhed; men dette kan efter for fulde Overbeviisning kun skee mellem hver enkelt Mester og hans Svende, og i det Factum, at Arbeidet efterhaanden bliver gjenoptaget hos flere og flere Mestere efter særlige Overeenskomster, see vi et Beviis paa Rigtigheden heraf.

Den 22de Mai 1874.

Bestyrelsen for Skomagerlauget.

P. Dalberg. S. N. Knapp. H. Lassen. Oldermand. A. Falslev. J. C. Balling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. maj 1874).

(Nægtet Optagelse i "Berl. Td.") 

Bestyrelsen for Skomagerlauget har i en Artikel i "Berl. Td." i forrige Uge givet en Fremstilling af Forholdet mellem Mester og Svend i Skomagerfaget, som i høj Grad trænger til en Berigtigelse.

Artiklen begynder med at fortælle, at Svendene fordrer Arbejdslønnen forhøjet med 75 til 100 pCt. Dette er, mildest talt, en grov Fordrejelse at de faktiske Forhold, og de Eksempler, der anføres som Beviser, beviser mindre end Intet, idet de, nærmere besete, fører til et helt modsat Resultat af det tilsigtede. Det maa jo nemlig staa klart for "den uhildede Betragter", at naar man ved Procentberegningen anfører den højeste Arbejdsløn, der fordres, saa maa man, for at denne kan blive korrekt, ogsaa sammenligne den med den højeste, som nu gives, da man jo ellers udsætter sig for at faa fejlagtige Facitter ud; det har den ærede Bestyrelse imidlertid ikke gjort.

Et af Eksemplerne er at der nu betales 1 Rd. 1 Mk. for Damestøvler, og dette er forsaavidt rigtigt, d. v. s. naar Talen er om enkeltsaalede Støvler med en almindelig Hæl, men rigtignok ikke naar det gælder det af Priskuranten tagne Eksempel, der i denne staar anført som "dobbeltsaalede med franske Hæle", for hvilke der bevisligt er betalt 10 Mk., og sammenlignes denne Løn med den i Priskuranten fordrede (2 Rd 1 Mk. 8 Sk.), saa vil hverken "den hildede eller uhildede Betragter" kunne paastaa. at der fordres 50 endsige 100 (!) pCt. Jeg vil for Pladsens Skyld lade dette ene Eksempel, der tilstrækkeligt karakteriserer den ærede Bestyrelses Forsøg paa at bevise med Tal, være nok og vender mig til det næste Punkt i Procentforhøjelsen.

Det er ligefrem latterligt af Mestrenes Tillidsmænd at paastaa: at "da denne er ens for alle tre Klasser har Inddelingen ikke stort at betyde", da Enhver jo maa kunne indsee at den, som Udiører det grove, eller om man hellere vil, det simple Arbeide, ligesaaqodt trænger til at faa sine Kaar forbedrede, som den, der udfører det senere dito, og netop denne Procentberegning bevirker jo, at Forholdet mellem de forskellige Mesteres forskellige Priser kan vedblive at være det samme som hidtil, hvorimod det vilde være uretfærdigt, at forlange mere af den Ene end af den Anden, da hin jo saa vilde se sig nødsaget til at tage en højere Pris for sit Produkt end denne.

Bestyrelsen anfører, at "en dygtig Svend" kan tjene fra 8 til 13 Rd. "og derover" om Ugen, men hvad den ikke anfører er: at "en dygtig Svend" for at holde en saadan Ugeløn maa arbejde 14 til 16 Timer "og derover" daglig, og at dette ikke kan holdes ud i ret mange Aar, er jeg forvisset om at Ingen bedre ved end netop den ærede Laugsbestyrelse. Hvad Konkurrencen med Udlandet angaar, skal jeg henvise til et tidligere Numer af "Berlingske Tidende", hvori det anføres: at medens Raaprodukterne er stegne med 50 pCt., er Ind- førselen af færdigt Skotøj stegen med 25 pCt., men naar dette er rigtigt, saa er jo Indførselen aftaget og ikke tiltaget, ti det er indlysende, at naar Raaprodukterne stiger her, saa er det fordi de forud er stegne i Udlandet, og saa maatte Indførselen, hvis den var tiltaget, være stegen med over 50 pCt., medens den nu absolut maa være aftager med 25 pCt., og da Arbejdslønnen er højere end her saavel i Tyskland, som Sverrig, saa savner den Frygt, at vor Produktion skulde "bukke under" for Udlandets dito, enhver antagelig Grund.

Hvad endelig Mestrenes Imødekommen angaar, da vilde det være urigtig at benægte, at der blandt dem findes mange humane og liberale Mænd. men paa den anden Side kan det ejheller benægtes, at der gives langt flere, hvis Humanitet er af en mere end problematisk Natur; jeg kan i saa Henseende tale af personlig Erfaring: Jeg kom ifjor i Marts Maaned til at arbejde for en herværende Mester, som den Gang gav 5 Mk. for at bunde et Par Damestøvler, og senere forhøjedes Betalingen til 5 Mk. 8 Sk., men et Par Dage efter Nytaar forelagde han mig en Priskurant, hvorefter jeg i "den daarlige Tid" skulde have 4 Mk. 12 Sk for Støvler han hidtil havde betalt med 5 Mk. 8 Sk. Det var saaledes omtrent 16 pCt. han trak mig af, naturligvis ene og alene for at jeg, som den ærede Laugsbestyrelse saa humant udtrykker sig, ikke skulde blive brødløs. Det er kun et Eksempel, men det er langtfra enestaaende, og det er navnlig for at forebygge Sligt at en bestemt Priskurant ønskes udført.

Frederik Rasmussen

Skomagersvend.

(Social-Demokraten 28. maj 1874).

Kvindeligt slaveri. (Efterskrift til Politivennen)

Vi omtalte for nogen Tid siden, at den almindelige Dagløn for Koner, som af Arbejdskontorerne i København anvises til Rengøring, Vask og andet anstrængende Arbejde for Familjer, er 35 Sk. for 12 Timers Arbejde, men de faar dog Kost, den være nu af mere eller mindre god beskaffenhed. Vi  troede den Gang, at disse Arbejdskoner var nogle os de daarligst stillede af Alle, som med legemligt Arbejde behøver at tjene deres daglige Brød, men desværre har vi taget fejl; der gives virkelig her i København og Omegn Arbejdersker. som har en endnu uslere Dagløn. Vi har nemlig i disse Dage i Bladene set Avertissementer om, at Koner, vante til Havearbejde, kunde faa Beskæftigelse, og ved at forhøre os om Arbejdslønnen har vi faaet at vide, at denne er 2 Mk. 12 Sk. a højst 3 Mk paa egen Kost for 12 Timers Arbejde! Det Havearbejde, hvortil Kvinder anvendes, bestaar i Gravning, Kartoffellægning, Lugning og deslige, ofte i daarligt Vejr, Regn og Blæst. Naar en Havekone ikke paa nogle faa Dage skal samle sig en Sygdom, som undergraver Sundheden, saa maa hun være varmt paaklædt og spise kraftig Mad, men hvorledes er dette mulig med en saa ussel Dagløn? Hun er jo nødt til at sulte sig frem, følgelig kan hun kun forrette et daarligt Arbejde. Det vilde derfor ikke alene være en menneskekærlig, men en klog Handling af D'hrr. Arbejdskøbere at give deres Arbejdersker en stærk Kost, som bevarer deres Kræfter og Sundhed ; de vil da saa mere og bedre Arbejde udrettet Den mandlige Arbejdsklasses Stilling er - takket være Socialismen i den senere Tid noget forbedret. Min den arbejdende Kvinde er ubestridelig endnu en mishandlet Slavinde, er uigendriveligt Bevis tor, at den Civilisation, hvormed vor Tid praler, kun er Barbari og intet Andet. K.

(Socialisten 19. april 1874).

Stank i Aarhus. (Efterskrift til Politivennen)

(Forlangt indrykket.)

Ved et af Byraadets Møder i sidste Efteraar, da Pladserne ved Grønlund vare under Debat, brugte Hr, Schjødt Udtrykket "Sammensurium". Dette Udtryk var for os Grønlændere ikke meget løftende, men noget gribende. Ved nøjere at orientere sig, vil imidlertid enhver finde, at Hr. Schjødt ikke har saa ganske Uret. Naar man passerer den vestlige Side af Grønland, bliver man greven af en kvælende Damp, som opstiger af nogle Kjældervinduer paa den der liggende Cikoriefabrik. Ved derimod at passere Viadukten under Jernbanen, ser man istedetfor Tjæreboder og Kulpladser den nylig anlagte Planlage, og den smukt restaurerede Badeanstalt, og tror, "Sammensuriet" har en Ende; men ved at vende sig mod Øst, faar man strax Lugten af raadent Tang og en Fornemmelse af, at Badeanstaltens Besøgende i denne Sommer vil komme til at bade sig i en Mudderpøl, da Gas- og Saltværkets Udbygninger i Havet forhindre Strømmen i at rage det raadne Tang bort, undtagen med nordost Storm og meget højt Vande. Fremdeles kommer Vejerboden med dennes Omgivelser: Kostalden, Svinestalden og Guanooplaget, og man skulde tro at vare bleven hensat i en af Konstantinopels Forstæder. Forskjellen er blot, at Svinene og Rollerne ere levende og ikke ligge helt døde i Snavset paa Gaden. Det var ønskeligt om Sundhedskommissionen en Gang vilde tage dette interessante Sted i Øjesyn. For Beboerne er del en Umulighed at aabne et Vindue, idet man med østlig Vind strax har en blandet Lugt af raadent Tang, Svin, Guano o. desl.

Den varme Sommertid staar nu for Døren, som vi næsten med Gru maa tænke paa, naar ikke Byraadet ser efter i Skabene, og der maaske finder et Forslag til en ordentlig Brolægning af Svinestaldene og deres bundløse Omgivelser. Da Havet ligger saa nær, vil det fornødne Afløb for Smuds og Vand let tilvejebringes. Stanken, som hidrører fra Guanooplaget, kunde maaske forhindres ved at lukke de ituslagne Vinduer og satte lange Lufttræktør paa Huset. I Haabet om, at vedkommende Myndighed af Hensyn til Grønlændernes Helbred vil falle lige saa rask en Beslutning angaaende denne Sag, som Byraadet viste med Hensyn til Belysningen af Pavillonen i Risskov, slutter

en Grønlænder.

(Aarhus Amtstidende 17. april 1874).

 

Grønland var et gadenavn i Aarhus anlagt ca. 1817 . Den lå på et inddæmmet sted hvor en mole havde medført store materialeaflejringer, og hvor man anlagde affaldspladser på de opskyllede sandarealer - og hvor der efterhånden groede græs. Her var blevet anlagt gasværk (1854), jernbane (1862) og senere elværk (1901), samt industri: skibsbyggeri, tømmergård, rebslageri og saltkogeri, og et trankogeri (1834-1850erne). Alligevel havde man anlagt Aarhus Søbadeanstalt i 1848. I starten privat, men fra 1885 overtaget af Aarhus Kommune. Området blev opslugt af de stadig udvidelser af belysningsvæsnet og forbrændingsanstalten. 

Brev fra Rønne. (Efterskrift til Politivennen)

Slutn. af Marts 1874: "Den første Udførsel af reen, bornholmsk Feldspath fandt Sted idag til Rusland, nemlig ved Skon. "Dannebrog", Capt. Lerche til Riga. Ligesom der heraf, saavelsom af Kaolin (stemmet hvidt Leer til Porcellainsfabrikation) fra Fabriken ved Buskegaarden (begyndt sin Virksomhed i Decbr. 1871), ifjor oftere udførtes Ladninger til Tydskland, er der altsaa Udsigt til ogsaa at finde et Marked for vore Mineralier i Rusland. Af den med Kvarts blandede Feldspath (Feldspathsteen) er der i de sidste to Aar udskibet ca. 8000 Centner aarlig til Glasværkerne ved Kastrup og Helsingør. I samme Tidsrum er der til samme udskibet Mergelsteen ca. 3000 Tdr. aarlig, begge for at anvendes til Glasfabrikation, og af denne sidste udførtes den første Ladning til fremmed Sted, nemlig Helsingborg, den 21de d. M., ligeledes for at anvendes til Glasfabrikation. Den første Udførsel af disse to Mineralier begyndte i mindre Partier 1871 til Kastrup og Helsingør. Paafaldende synes det, at det rene Feldspath herfra, som i Tydskland bliver anvendt til Porcellalnsfabrikation, ikke ogsaa anvendes til samme Brug i Kjøbenhavn, hvortil Intet deraf udføres, derimod megen Kaolin. At Begjæret efter Kaolin maa være større end Produktionen, kan man slutte af, at der ifjor blev kjøbt tvende Eiendomme (beliggende ligesom Buskegaarden ca. 1/4 Miil fra Rønne) Rabekkegaard og Kanegaard, hvis Jordarealer indeholde mægtige kaolinholdige Lerlag, og at der af Kjøberne af disse Eiendomme iaar er blevet stiftet et Selskab, kaldet "Kaolin-Industriselskabet paa Bornholm", som vil oprette en Fabrik til ikke alene ud af den i de nævnte Eiendommes Jordbund værende hvide Leer at producere Kaolin, men ogsaa færdig Masse til Porcellainsfabrikation og endvidere Chamotte. Dets vigtigste Interessenter boe i Kjøbenhavn, Hamborg og Lybæk.

Granitsteen er ogsaa et af vore Mineralier, som er et vigtig Udførselsproduct, hvis Udførsel er gammel, om end ikke saa gammel til Udlandet som til Indlandet. Alle Byerne her udføre dem; fra Nexø udføres til Riga og Preussen; fra Allinge og Hasle til Tydskland, meest som tilhugne Bygnings- og Bordursteen, dog ogsaa som Brosteen. At Indlandet, og navnlig Kjøbenhavn, forbruger en Mængde deraf er bekjendt nok. Betydeligst er dog dens Bearbeidelse i Steenbruddene ved Klippegaard. Stubbegaard og Torvegaard (beliggende ca. 1/4 Miil fra Rønne) og dens Udførsel fra Rønne. Denne Art Granit, der kun findes i Knudsker Sogn og hvis Udseende (blaagraa) saavel er det smukkeste, ligesom ogsaa dens Qvalitet er den meest passelige, ikke for haard og ikke for blød, er den meest efterspurgte. Fremdeles fortjener at omtales den graa Leer, hvorpaa Øen er rig, hvis Udførsel til Indlandet er meget stor, og som mulig ogsaa kan blive et Udførselsproduct til Udlandet. Hidtil er den rigtignok kun bleven udført til nogle faa udenlandske Pladser, hvoriblandt til et Par bornholmsk Fajance producerende Fabriker ved Timmernabben og Oscarshamn, som drives af Bornholmere, og nogle enkelte andre Steder i Sverig, som Speculationen har holdt skjult.

Ligesom Agerbruget i de senere Aar har taget et stort Opsving ved en almindelig Anvendelse af de kunstige Gjødningsstoffer, og det dyrkede Jordareal aarlig er og bliver udvidet ved Opdyrkning af Hede og Bortrydning af Granitsteen, hvorved Produktionen af Sæd og andre Landmandsproducter er bleven større i en ganske betydelig Grad, saaledes bidrager naturligviis ogsaa Afsætningen af de nye og den store Afsætning af de gamle Mineralier til Øens materielle Velværes Stigen, hvilket paa mange Maader tilkjendegiver sig i det daglige Liv sammenlignet med tidligere.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. april 1874).

De nævnte råstoffer granit og kaolin kendes ikke fra det øvrige Danmark. I et område øst for Rønne er  granit delvist forvitret til kaolin. Grundfjeldets indhold af feldspat blev omdannet til det hvide lermineral kaolinit. Kineserne havde indtil 1708 monopol på at fremstille hvidt porcelæn, men så fandt man i Europa ud af at bruge kaolinit. På Bornholm blev det fundet 1755 ved Grødby Å, i 1775 ved Nygård øst for Rønne. Samme år blev den Kongelige Danske Porcelains Fabrik. Kaolinen fra Grødby Å blev brugt til finere porcelæn, mens Nygård-kaolinen især brugt til fremstilling af flaskepropper. Brugen af bornholmsk kaolin faldt indtil 1870erne idet porcelænsfabrikken gik over til udenlandsk kaolin. Men i 1870'erne forbedredes produktionsmetoden på Bornholm, og den blev da brugt til papirfremstilling og ildfaste sten. Bornholmsk kaolin blev i 1900-tallet udkonkurreret af udenlandsk kaolin. Under Anden Verdenskrig fik den en kort genopblomstring ved fremstilling af sæbe.

Fritzine Vilhelmine Caroline Jansen og Thora Marie Møller. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri. Under en af Kriminalretten paakendt Sag er tvende Arrestantinder Fritzine Vilhelmine Caroline Jansen, Olsens Hustru, og Thora Marie Møller, Busk's Hustru, af hvilke Sidstnævnte tidligere har været straffet for Tyveri, begge overbevist om at have gjort sig skyldige i en stor Mængde Butikstyverier. Der var en stiltiende Overenskomst mellem dem om at stjæle, hvor de kunde se Lejlighed dertil i Butikerne, og de fulgtes derfor som oftest ad enten alene i den bestemte Hensigt at bemægtige sig, hvad de kunde se deres Snit til, eller i Forbindelse hermed i det Øjemed at gøre Indkøb; det var en Aftale, at de delte Udbyttet af Tyverierne imellem sig, og denne Deling foregik undertiden, naar Genstandene var Smaating, paa Gaden, inden de var kommet hjem; kunde Genstanden ikke deles, skulde den af dem, der Intet fik, have Vederlag i, hvad der blev stjaalet en anden Gang. De beholdt og benyttede de fleste af Kosterne, og en stor Del af disse fandtes derfor i deres Besiddelse, da de blev anholdt. Enkelte af Tyverierne har de begaaet hver for sig, og deres Mænd havde været uvidende om Hustruernes Forbrydelser. Antallet af de Tyverier, de har begaaet i Forening, beløb sig til mellem 70 og 80 foruden et forsøgt Tyveri; hver for sig har de begaaet, Olsens Hustru 8 og Busks Hustru 10 Tyverier. 

“Fritzine Vilhelm: Caroline Jansen, Olsens Hustrue, født i Kbhn: den 30/12 47; straffet 17/3 74 med 1 1/4 Aar Forbdh: for 8 Boutikstyverier og Meddelagtighed i 70 til 80 Do hos Manufth: m: fl: Handlende. Mist: Prot: J. 362.” [1874]. Genealogisk Forlag.

De begyndte paa deres forbryderske Virksomhed i December Maaned 1872 og vedblev dermed, indtil de i August f. A. blev anholdt. De var ligesaa dristige som heldige i Udførelsen, og de hjemsøgte fornemmelig Manufakturhandlerne paa Østergade, Købmagergade og i Pilestræde. Værdien af det, de stjal i Forening, er ansat til 380 Rd., det Olsens Hustru har stjaalet alene til c. 8 Rd., [] det Busks Hustru har tilvendt sig alene til cirka 15 Rdlr., og med Undtagelse af ét Tyveri, som er begaaet i et aabentstaaende Lager, er de øvrige udført i de Bestjaalnes Butiker; de indskrænkede sig ikke altid til at stjæle én Gang paa samme Sted, men gentog undertiden Tyverierne i den samme Butik, uagtet de maatte frygte for, at Mistanken hvilede paa dem. Desuagtet er de ikke bleven grebet paa fersk Gerning mere end én Gang, nemlig ved det Forsøg, som gav Anledning til deres Anholdelse; mange Steder har de Handlende ikke engang savnet de stjaalne Koster. Disse havde undertiden en ikke ringe Værdi i et Stykke Kjoletøj er saaledes vurderet til 80 Rd. Arrestantinderne har begge gensidig beskyldt hinanden for at være Anstifter af deres forbryderske Virksomhed, og medens de ikke har kunnet opgive den egenlige Bevæggrund til denne, har de paa den anden Side erkendt, at det ikke har været Trang, der drev dem til at stjæle, og i Forhold til deres Stand synes de ogsaa at have været ganske heldig stillede. De idømtes hver især Straf af Forbedringshusarbejde, Busks Hustru i 18 Maaneder og Olsens Hustru i 15 Maaneder.

(Socialisten 21. marts 1874).

“Thora Marie Møller, Busks Hustrue; str: anden Gang 1874 med 1½ Aars Forbdharbeide for en Mængde Boutikstyverier, navnlig hos Manufakturhandlere. See mist: Prot: K. Pag 2.” “Istedgade -“. [1874]. Genealogisk Forlag.