Om Skomagernes Strejke.
Af Louis Toucher.)
Man skulde tro, at naar en hel Befolkning igennem en Række af Aar havde set Udøverne af et enkelt Haandværk mere end alle andre blive traadt i Støvet, havde set dette arbejde fra den tidligste Morgen, indtil Midnat, under de usleste menneskelige Kaar, at naar en saadan Befolkning omsider saa dette Haandværk rejse sig og erklære: Nu er Byrden for tung, nu er Trykket uudholdeligt, maatte den simpleste Retfærdighedsfølelse tilsige den, at det er dens Pligt at støtte Fordringerne paa, at den flittige Arbejder i det Mindste bør kunne brødføde sig og sin Familie til Gengæld for sin Flid, og det saa meget mere, naar Produktet af hans Flid er en uomtvistelig og uundgaaelig Nødvendighedsartikel.
Igennem en lang Række af Aar har nu Københavns Befolkning været Vidne til de forfærdelige Kaar, hvorunder Skomagersvendene har maattet arbejde, og det er saa lidt undgaaet deres Opmærksomhed, at det neppe har været muligt for en gift Skomagersvend at finde en Bolig eller for en ugift at finde Logi, kun fordi man kendte deres Kaar og kun fordi den noble Del af Københavnerne, der med Dydens Harme vilde raabe Ak og Ve over En, naar man sagde, at de betragtede Armod som en Forbrydelse, dog, naar Alt kom til Alt, "kun nødig vilde have saa fattige Folk i Huset." - Den usleste Bolig i et mørkt Sidehus eller et faldefærdigt Baghus blev altid anset for under alle Omstændigheder at kunne bortlejes til en Skomager, hvis Arbejde dog netop trænger til Lys, og naar et Logi slet ikke kunde blive bortlejet til Andre, saa bekvemmede man sig med et beklagende Skuldertræk til at leje det ud til en Skomagersvend, der sad hjemme og arbejdede.
Og hvorledes har saa denne Befolkning optaget det, da Skomagersvendene nu omsider greb til "Fortvivlelsens Selvtægt" og gjorde Strejke? Har man set Spor af Medfølelse hos den eller hørt et eneste anbefalende Ord fra den eller dens Ordførere i Pressen? Nej, kun Udbrud af dvask Forbavselse eller fanatisk Fordummelse er kommet til Orde, den mest smudsige Beregning af, at Skotøjet vilde komme til at koste nogle faa Skillinger mere, har lamslaaet enhver retskaffen Følelse, selv hos dem, hvis Kaar er saaledes, at den forøgede Udgift vilde være fuldstændig umærkelig for dem; ikke en Eneste synes at have tænkt paa, at denne ringe forøgede Udgift for hver af dem vilde redde Tusinder af retskafne Familier ud af den sørgeligste Stilling.
Det er imidlertid ikke til at undres over, ti saa længe den heldigere stillede Del af vort Samsund endnu aldrig har set, hvortil Sult og Nød, hvortil Synet af en fortvivlet Hustru og en Flok grædende Børn kan drive Arbejderen, saa længe kan de kun med Gysen tænke paa, at saadanne Ting gaar for sig andre Steder og - med Ubarmhjertighed arbejde hen til, at det Samme bliver Tilfældet her.
Hvad man derimod kan undres over, og med Rette maa undres over. det er den Langsomhed, hvormed Arbejderne selv træder støttende til for de Strejkende. Vi ved saa godt som Nogen, at det ikke er den gode Villie, som fattes hos Arbejderne, og at om Kaarene end er smaa, saa bliver den fattige Mand dog aldrig saa fattig paa Følelse, at han ikke kan dele sit sidste Stykke Brød med en Broder, men vi ved ogsaa, at han fra gammel Tid og af gammel Slendrian er indsølet i et saadant Hang til Omstændelighed, at det aldeles dræber hans Kraft til at handle kraftigt og øjeblikkeligt.
En rask og hurtig Sammenslutning, blandt Arbejderne, ikke for at diskutere om at hjælpe, men for at hjælpe, vilde i Løbet af faa Dage tvinge Mestrene til at give efter, saa meget mere som deres Modstand i Virkeligheden kun er en Maske, de tager paa lige overfor deres Kunder, for bagefter at kunne paaberaabe sig at være tvungne af Svendene, og saa at tage dobbelt saa stor i en Fordel af Strejken som den, Svendene har opnaaet.
Naar Hjælpen til de Strejkende kun flyder trægt og langsomt, saa forbliver Mestrenes Tvivl om, hvorvidt det dog maaske tilsidst vil lykkes dem at underkue Svendene, men træder Arbejderne hurtigt til og erklærer: saa og saa meget giver vi til, saa længe Strejken varer, - saa vil den være endt paa faa Dage, fordi Mestrene da ser, at de tidlig eller sent vil komme til at give efter, og Arbejderne vil i Virkeligheden komme til at yde langt Mindre, for at erhverve Sejren for deres Brødre.
Og ikke alene for deres Brødre, men ogsaa for dem selv, ti enhver vunden Strejke bærer Vejen til Sejr for den næste, og ingen Arbejder ved, om ikke den næste Strejke kan blive afgørende for hans og hans Børns Fremtid.
Derfor, Arbejdere, Tusinde og atter Tusinde af Eder vedtog ved det sidste Fælledmøde at understøtte enhver retfærdig Strejke, og ingen saadan kan være retfærdigere end Skomagernes nuværende, derfor vær hurtig til at handle, bag efter vil der være Tid nok til at diskutere
(Social-Demokraten 12. maj 1874).
Om Louis Toucher, se Morten Thing: Louis Toucher - en omstridt pioner: Louis Tou(s)cher (1821-1896) optræder som Corsarens redaktør 1843-1844 (som "stråmand"). Han var en af de første danske socialister sammen med bl. a. Frederik Dreier og P. F. Lunde. Han meldte sig i 1871 sammen med sin søn August ind i Internationale og skrev og holdt foredrag. I 1874 var sønnen med til at danne Den socialdemokratiske Forening Broderbaandet. Han døde af tuberkulose juni 1874. Efter de tre fængsledes frigivelse stod det klart at Louis Toucher og Pio var fjender, og han blev ekskluderet i oktober 1875, officielt for rengskabsfusk - hvad en senere undersøgelse viste at der ikke var. Han rejste så til Sydafrika i 1877 hvor han døde i 1896. Social-Demokraten skrev om dødsfaldet 1. september 1896.
Til samtlige Skomagersvende.
Eflerat Københavns Skomagersvende har gjort Alt, hvad der staar i deres Magt for at bevæge Mestrene til at betale efter den nye Priskurant og alle Forsøg er strandede paa Mestrenes Hovmod, ser vi os nødsaget til at nedlægge Arbejdet, og det er derfor vor Bøn til enhver Skomagersvend, saavel i Ind- som i Udlandet, ikke at rejse til København, saalænge denne Strejke varer. Vi anmoder ethvert indenlandsk arbejdervenligt Blad at optage dette og anbefale det til Skomagersvendenes Velvilje. Skomagersvendene i København har fælles Sag med alle andre Skomagersvende; mulige Bidrag til denne Strejkes Vedligeholdelse adresseres til
Strejkekomiteen,
Adelgade 27, Stuen o. G.
(Social-Demokraten 12. maj 1874).
Skomagerstrejken blev i den følgende tid dagligt fulgt af Social-Demokraten.
Under den nu stedfindende Arbeidsnedlæggelse blandt Skomagersvendene har det ikke været ganske let for det store Publicum at danne sig en grundet Mening om denne Sag, fordi det ikke tilstrækkeligt nøie kan kjende de fremsatte Fordringer og de Forhold, hvorunder der virkes.
Svendenes saakaldte Strikecomitee har vel gjennem forskjellige Bladartikler søgt at paavirke den offentlige Mening til Gunst for sig: men den uhildede Betragter har let kunnet sige sig selv, at naar Mestrene, der for ikke mere end et Par Aar siden indrømmede den dengang forlangte Forhøielse, nu paa en talrig besøgt Forsamling med Eenstemmighed have nægtet at gaae ind paa den nye Priiscourant, saa maa Grunden hertil søges i, at de opstillede Fordringer ere af den Beskaffenhed, at de ikke kunne antages.
Naar man sammenligner de Priser, der nu betales, med dem, der opstilles i den nye Priiscourant, vil man af nedenstaaende Sammenligning let see, at Forhøielsen netop for en stor Mængde courante Artikler beløber sig til 75 a 100 pCt.
For et Par Skaftestøvler 2 Rd. 3 Mk., Priiscouranten 4 Rd. 12 sk, er 80 pCt.
For et Par Støvlefødder 1 Rd. 5 Mk., Priiscouranten 3 Rd. 2 Mk. 13 sk, er 80pCt.
For at bunde et Par Damestøvler 1 Rd. 1 Mk.,
Priiscourantcn 2Rd. 1 Mk. 8 sk, er 100 pCt.
For Reparationer og Børnefodtøi det Dobbelte af hvad nu gives, er 100 pCt.
Svendene have nu søgt at motivere denne Forhøielse ved at henvise til den daarlige Priis, de hidtil have erholdt for deres Arbeide. Det staaer imidlertid fast, at Arbeidslønnen nu er omtrent 30 pCt. høiere, end den var for 2 Aar siden, saa at den dog synes at have holdt ret godt Skridt med Tiden. Hertil kommer endnu, at Ugelønnen for de dygtige Svende varierer fra 8 Rd. og indtil 12 Rd. og undertiden er høiere, idet der her som i alle andre Fag er stor Forskjel paa den Flid og Duelighed, der udvises af de forskjellige Arbejdere. For at undgaae den Mislighed, at alle Arbejderne, uanseet deres Dygtighed, skulde have samme Betaling, have Skomagersvendene inddeelt Mestrene i 3 Klasser; men da den Procentforhøielse, der kræves, er den samme i alle tre Klasser, har Inddelingen ikke stort at betyde, og hvem skal desuden fastsætte den Klasse, til hvilken hver enkelt Mester eller hans Arbeide hører?
Der høres imidlertid ofte den Bemærkning, at Mestrene jo kunne tage sig Forhøielsen let, idet det naturligviis ikke vilde blive dem, men Forbrugerne, Publicum, der til Syvende og Sidst kom til at betale denne. Mon Svendene ret skulde have overveiet, hvad de her sige? Ere de virkelig saa ubekjendte med Forholdene i deres eget Fag, at de ikke vide, at naar der til den Stigen af Raamaterialier, som har fundet Sted, endnu kommer en Forhøielse i Arbeidslønnen som den, de her forlange, vil det blive umuligt at holde den fremmede Concurrence ude af Markedet? Aar for Aar tiltager Indførselen af fremmed Fodtøi, men naar vi selv begunstige denne ved at vanskeliggjøre Betingelserne for vor egen Tilvirkning, vil del tilsidst ende med, at denne bukker under.
Det er saa almindeligt under Nutidens gjærende Arbejderforhold, at Arbejderne søge at give det Udseende af, at hos Mestrene kunne de ikke vente nogen Imødekommen; hvad de ville opnaae, maae de tilkjæmpe sig. Vi kunne forsikkre, at der blandt Skomagermesterne, skjøndt de, som i det Foregaaende udtalt, ikke kunne gaae ind paa de opstillede Fordringer, er et velvilligt Sind tilstede for deres Arbejdere, og disse vide ogsaa nok selv, hvor ofte Mestrene paa Tider, hvor det var knapt med Bestillinger, have søgt at holde deres Svende i Arbeide, forat disse ikke skulde blive brødløse, skjøndt Opgaven undertiden kunde være vanskelig nok. At denne velvillige Stemning ikke er bleven svækket trods de Exempler, der haves paa, at Svende have forladt deres ufuldførte Arbeide hos Mestre, for hvem de have arbeidet i mange Aar, derpaa vil man finde et Beviis i den Omstændighed, at Mestrene gierne vilde vise Svendene Imødekommenhed; men dette kan efter for fulde Overbeviisning kun skee mellem hver enkelt Mester og hans Svende, og i det Factum, at Arbeidet efterhaanden bliver gjenoptaget hos flere og flere Mestere efter særlige Overeenskomster, see vi et Beviis paa Rigtigheden heraf.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. maj 1874).
(Nægtet Optagelse i "Berl. Td.")
Bestyrelsen for Skomagerlauget har i en Artikel i "Berl. Td." i forrige Uge givet en Fremstilling af Forholdet mellem Mester og Svend i Skomagerfaget, som i høj Grad trænger til en Berigtigelse.
Artiklen begynder med at fortælle, at Svendene fordrer Arbejdslønnen forhøjet med 75 til 100 pCt. Dette er, mildest talt, en grov Fordrejelse at de faktiske Forhold, og de Eksempler, der anføres som Beviser, beviser mindre end Intet, idet de, nærmere besete, fører til et helt modsat Resultat af det tilsigtede. Det maa jo nemlig staa klart for "den uhildede Betragter", at naar man ved Procentberegningen anfører den højeste Arbejdsløn, der fordres, saa maa man, for at denne kan blive korrekt, ogsaa sammenligne den med den højeste, som nu gives, da man jo ellers udsætter sig for at faa fejlagtige Facitter ud; det har den ærede Bestyrelse imidlertid ikke gjort.
Et af Eksemplerne er at der nu betales 1 Rd. 1 Mk. for Damestøvler, og dette er forsaavidt rigtigt, d. v. s. naar Talen er om enkeltsaalede Støvler med en almindelig Hæl, men rigtignok ikke naar det gælder det af Priskuranten tagne Eksempel, der i denne staar anført som "dobbeltsaalede med franske Hæle", for hvilke der bevisligt er betalt 10 Mk., og sammenlignes denne Løn med den i Priskuranten fordrede (2 Rd 1 Mk. 8 Sk.), saa vil hverken "den hildede eller uhildede Betragter" kunne paastaa. at der fordres 50 endsige 100 (!) pCt. Jeg vil for Pladsens Skyld lade dette ene Eksempel, der tilstrækkeligt karakteriserer den ærede Bestyrelses Forsøg paa at bevise med Tal, være nok og vender mig til det næste Punkt i Procentforhøjelsen.
Det er ligefrem latterligt af Mestrenes Tillidsmænd at paastaa: at "da denne er ens for alle tre Klasser har Inddelingen ikke stort at betyde", da Enhver jo maa kunne indsee at den, som Udiører det grove, eller om man hellere vil, det simple Arbeide, ligesaaqodt trænger til at faa sine Kaar forbedrede, som den, der udfører det senere dito, og netop denne Procentberegning bevirker jo, at Forholdet mellem de forskellige Mesteres forskellige Priser kan vedblive at være det samme som hidtil, hvorimod det vilde være uretfærdigt, at forlange mere af den Ene end af den Anden, da hin jo saa vilde se sig nødsaget til at tage en højere Pris for sit Produkt end denne.
Bestyrelsen anfører, at "en dygtig Svend" kan tjene fra 8 til 13 Rd. "og derover" om Ugen, men hvad den ikke anfører er: at "en dygtig Svend" for at holde en saadan Ugeløn maa arbejde 14 til 16 Timer "og derover" daglig, og at dette ikke kan holdes ud i ret mange Aar, er jeg forvisset om at Ingen bedre ved end netop den ærede Laugsbestyrelse. Hvad Konkurrencen med Udlandet angaar, skal jeg henvise til et tidligere Numer af "Berlingske Tidende", hvori det anføres: at medens Raaprodukterne er stegne med 50 pCt., er Ind- førselen af færdigt Skotøj stegen med 25 pCt., men naar dette er rigtigt, saa er jo Indførselen aftaget og ikke tiltaget, ti det er indlysende, at naar Raaprodukterne stiger her, saa er det fordi de forud er stegne i Udlandet, og saa maatte Indførselen, hvis den var tiltaget, være stegen med over 50 pCt., medens den nu absolut maa være aftager med 25 pCt., og da Arbejdslønnen er højere end her saavel i Tyskland, som Sverrig, saa savner den Frygt, at vor Produktion skulde "bukke under" for Udlandets dito, enhver antagelig Grund.
Hvad endelig Mestrenes Imødekommen angaar, da vilde det være urigtig at benægte, at der blandt dem findes mange humane og liberale Mænd. men paa den anden Side kan det ejheller benægtes, at der gives langt flere, hvis Humanitet er af en mere end problematisk Natur; jeg kan i saa Henseende tale af personlig Erfaring: Jeg kom ifjor i Marts Maaned til at arbejde for en herværende Mester, som den Gang gav 5 Mk. for at bunde et Par Damestøvler, og senere forhøjedes Betalingen til 5 Mk. 8 Sk., men et Par Dage efter Nytaar forelagde han mig en Priskurant, hvorefter jeg i "den daarlige Tid" skulde have 4 Mk. 12 Sk for Støvler han hidtil havde betalt med 5 Mk. 8 Sk. Det var saaledes omtrent 16 pCt. han trak mig af, naturligvis ene og alene for at jeg, som den ærede Laugsbestyrelse saa humant udtrykker sig, ikke skulde blive brødløs. Det er kun et Eksempel, men det er langtfra enestaaende, og det er navnlig for at forebygge Sligt at en bestemt Priskurant ønskes udført.
(Social-Demokraten 28. maj 1874).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar