Kaptajn Hallas (4): Kritik af Svendborg Fattigvæsen 1875. (Efterskrift til Politivennen)

I Svendborg Avis. Sydfyns Tidende fremkom i første halvdel af 1870'erne en række artikler underskrevet "C" som rettede en kritik af fattiggården i Svendborg og af dennes inspektør Hallas. Fx affødte et indlæg den 5. marts 1875 nedenstående debat. Læserbrevets indhold fremgår af såvel svar som gensvar.

Hr. Redaktør!

Da en Indsender, Hr. C., i "Sydfyenske Tidende" af 5te ds. har gjort mine til Byraadet indsendte Beretninger for 1874 om Byens Fattigvæsen, til Gjenstand for nogle Betragtninger, der indeholde endeel faktiske Urigtigheder, haaber jeg, at De ikke vil nægte mig Optagelsen af nedenstaaende Berigtigelse.

I min Beretning har jeg anført, at Administrationen har kostet 767 Rd. 64 sk, at Bekostningen for hvert Lem paa Fattiggaarden gjennemsnitlig har været 69 Rd. 58 sk, og at der til "andre Fattige" er udgivet til Beklædning 40 Rd. 86 sk til 13 Personer.

Heraf udleder Hr. C., 1) at Administrationen har kostet 776 Rd. 93 sk, 3) at Føden for hvert Lem paa Anstalten koster 18½ sk pr. Dag og 3) at 12 Lemmers Beklædning har kostet 46 Rd. 80 sk, medens de andre 10 Lemmer have maattet gaae med "Figenblade".

Alle tre Slutninger ere imidlertid fejlagtige. Den første Fejltagelse grunder sig øiensynlig paa en Fejllæsning og er uden Betydning, medens de to andre derimod ere af større Vigtighed. 

Naar jeg nemlig har anført, at hvert Individ paa Fattiggaarden gjennemsnitlig har kostet Byen 69 Rd. 58 sk, saa kan man ikke af dette Tal udregne, hvad Føden har kostet, thi det maa vel erindres, at Lemmerne arbeide og fortjene noget, og Beretningen siger jo tydelig nok, at dette Arbeide har indbragt 989 Rd. 56 sk, og ligeledes maa det erindres, at Kæmnerkassen har havt en Indtægt af ca. 200 Rd. af Fattiggaardslemmer, for hvilke der er bleven betalt af Private eller fremmede Kommuner. De 69 Rd. 58 sk ere altsaa den Underbalance, som Byen har paa hvert Fattiggaardslem; men vil Hr. C. vide hvad den koster hver Dag, da kan det ogsaa let udregnes af hvad der staaer i Beretningen. Der staaer nemlig, at Forpleiningen har kostet 2110 Rd. 80 sk og Eftermiddagskaffen 168 Rd. 18 sk. tilsammen 2279 Rd. 2 sk, hvilket er 21½ sk om Dagen pr. Individ.

Hvad endelig det tredie Punkt angaaer, da staaer der i Beretningen efter Udgifterne til Fattiggaarden, at der til andre Fattige er givet 46 Rd. 80 sk til Beklædning.

Disse Penge ere altsaa slet ikke givne til Lemmerne, men ere anvendte til Konfirmationsklæder og desl. Hvad der udgives til Klæder for Lemmerne retter sig efter, hvad der haves i Behold, og selv om der et enkelt Aar slet intet udgaves, kan man ikke slutte deraf, at Lemmerne gaae nøgne, men kun at man ikke har kjøbt nye Klæder, fordi man var tilstrækkelig forsynet.

Om Fattigvæsenet ledes humant eller ikke, er det ikke min Sag at dømme, men hvis Hr. C. virkelig interesserer sig for de Fattige, saa indbyder jeg ham og enhver anden Lysthavende til, at besøge Fattiggaarden, smage paa Maden, undersøge Klæderne og Sengene osv., han vil da selv kunne see, at Lemmerne have det en heel Deel bedre, end de havde det, før de kom derind, og at der ikke paa Forsørgelsesanstalten findes Nogen indlagt, som er der imod sin Villie.

Naar Hr. C. mener, at det sidste Aars Besparelse af ca. 846 Rd. er opnaaet paa de Fattiges Bekostning, saa viser dog Beretningen, at den forbedrede Status især hidrører derfra, at Arbejdsanstalten sidste Aar har indbragt 562 Rd, mere end i 1873, og at Refusionerne i 1874 have udgjort 212 Rd. mere end i 1873.

Hvis Hr. C. skulde mene, at et Menneske (og gamle Folk spise forresten mindre end unge) ikke kan bespises forsvarligt for 81 Rd. om Aaret, hvormeget mener Hr. C. da, at en almindelig Arbejderfamilie med 5-6 Børn vilde behøve aarligt alene til Føden. Et lille Regnestykke vil let overbevise Hr. C. om, at ikke blot en Arbeiderfamilie, men selv mangen en jevn Borgerfamilie ikke har Raad til at anvende mere paa Føden, og Hr. C. vil formentlig ogsaa indrømme, at hvor der koges for 28 paa een Gang, har man Maden billigere, end hvor der koges for nogle faa.

Svendborg den 8de Marts 1875.

Ærbødigst

F. Hallas.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 9. marts 1875).

Indsendt

Naar der skal være en fornuftig Mening i, at der aarlig af Administrationen offentliggjøres en Beretning om Fattigvæsenets Status, saa maa denne affattes saa tydeligt og klart, at den tjener til at veilede og ikke til at vildlede Skatteyderne og dette sidste mene vi, at den at Hr. Hallas i "Svendb. Amtst." af 2den Marts d. A. indrykkede Beretning har gjort, dels ved at postere de forskjellige Udgifter paa en Maade, som er tvetydig og dels ved ligefrem at undlade at optoge Udgiftsposter, som ere af en væsentlig Betydning for Sagens rette Bedømmelse.

Saaledes staar der med rene Ord, at Kosten pr. Person har kostet gjennemsnitlig 69 Rd. 58 sk, hvilket udgjør 18 1/3 sk daglig, og enhver, som læser Beretningen, maa absolut faae det Indtryk, at Kosten ikke har kostet mere end det anførte Beløb. Da der saa udtales en beskeden Tvivl om, at ordentlig Kost kan skaffes tilveie for denne Pris, saa stiger Beløbet pludselig til 21 ½ sk daglig pr. Person, men det skal udregnes først og dette beviser formentlig tilstrækkelig, hvor utydeligt Beretningen er affattet. Refusionerne (Tilbagebetalingerne) spille ogsaa en Rolle uden at det af Beretningen kan sees, hvorfra disse komme. I Hr. Hallas's Inserat af 8de ds. sees det imidlertid, at ca. 200 Rd. af disse er indkommet fra fremmede Kommuner og Private, saa at dette Beløb kun uegentlig har med Regnskabet at gjøre. Om Gjennemsnitstallet af Lemmerne 28 er udkommet ved Kommunens egne Lemmer, eller om de Fremmede ere medregnede, kan heller ikke sees af Beretningen. Til Beklædning af samtlige 28 Lemmer, er der ikke opført en eneste Skilling *), og skjøndt Hr. Hallas i sit Tilsvar af 8de ds. i dette Blad oplyser os om, at hvad der udgives til Klæder for Lemmerne, retter sig efter hvad der haves i Behold og selv om der et enkelt Aar slet intet udgives hertil, maa man ikke heraf slutte, at Lemmerne gaae nøgne eller klædes i Figenblade, men kun at man ikke har kjøbt nye Klæder, fordi man var tilstrækkelig forsynet. Heraf fremgaaer altsaa, at Beholdningen af Klæder til Lemmerne i det forløbne Aar har været saa stor, at man ikke har havt nødig at anvende en eneste Skilling til dette Brug.

Vi have desværre ikke Hr. Hallas's Beretning for Aaret 1873 ved Haanden og kunne derfor ikke oplyse, hvor stor Udgiften til Klæder har været i bemeldte Aar, men Hr. Hallas er maaske saa god at oplyse os herom. Vi kunne imidlertid ikke tilbageholde vor Forundring over, at 28 Fattiglemmer kunne hjælpe dem igjennem et helt Aar med Beklædning, uden mindste Bekostning, ja vi maa endogsaa tilføie, at en saadan større Ophobning af Beklædningsgjenstande er en egen og paafaldende Oekonomi, som maaske kan være meget besparende, men vi forstaae den kun ikke. Har der nu i Beretningen fra 1873 eller maaske endogsaa fra tidligere Aar været gjort store Anskaffelser af Klæder og det hertil medgaaede Beløb er opført i det Aars Regnskab, i hvilket Anskaffelsen er skeet, saa er dette jo ligesaa urigtigt, som at undlade at føre en eneste Skilling til Udgift i et Aar. hvor Beklædningen er taget af Beholdningen fra tidligere Aar. - Gaaes der frem efter det samme Princip ved Fattiggaardens øvrige Administration, saa vil vist selv Hr. Hallas indrømme, at hans aarlige Beretninger ikke have den allermindste Værd, da Skatteyderne deraf ikke kunne faae noget Indblik i, hvorledes Fattigkassens Status er for det Aar Beretningen gjælder. Endvidere savne vi i Beretningen, som tidligere omtalt, en Meddelelse om, hvor stort et Beløb der medgaaer aarlig til Giældens Forrentning og Amortisation, som er stiftet til Fattiggaardens Opførelse og Montering. Denne Udgift er en af de største, der hviler paa Fattigkassen, og saalænge der ikke vides Besked herom, kan man hellerikke danne sig nogen bestemt Mening om og i hvilket Omfang der er gjort Besparelser.

I Foranstaaende have vi formentlig paaviist, at Beretningen er alt andet end veiledende, men at den endogsaa ved sine indviklede Poleringer og væsentlige Udeladelser er ligefrem vildledende; derimod kan man ikke væege sig for det Indtryk, at Hensigten med Beretningen idetmindste for en stor Del ogsaa er den, at fremstille den nye Inspektør-Institution i det meest rosenrøde Skjær, til egen og øvrige agerende Herrers Forherligelse.

I dette Blads Nr. 51 ere DHrr. Fattigforstandere optraadt med en knusende Protest og med en hel Del veritable Uartigheder imod den stakkels undertegnede, hvori de søge at godtgjøre, at Besparelserne ved Fattigvæsenet ikke ere fremkomne paa Humanitetens Bekostning og at Hr. Hallas's fortrinlige Administration har bragt Lykke og Velsignelse over Kommunen. At denne Virak vistnok smager ret delicat, kan gjerne være, men vi maa dog gjøre DHrr. opmærksom paa, at de herved paa en indirekte Maade give vor dygtige og nidkiære Borgmester en alvorlig Hib. Vi bede dem at fastholde i deres behagelige Erindring, at de Forretninger, som udføres af Hr. Hallas, paahvile i Embeds medfør Borgmesteren og naar de nu optræde saa rosende for Hr. Hallas, saa maa der nødvendigvis underforstaaes, at Borgmesteren ikke er istand til at udføre disse (sine) Forretninger lige saa godt som de nu udføres at Hr. Hallas. Vi finde os foranledigede til at nedlægge den bestemteste Protest imod en Insinuation som denne, idet vi ere fuldt og fast overbeviste om, at Borgmesteren vilde være istand til at frembringe de samme gode Resultater paa dette Omraade, som Hr. Hallas har frembragt, til Lykke og Velsignelse for Byen, og Bykassen vilde i saa Tilfælde ovenikjøbet, som en behagelig Tilgift, kunne stryge Lønnen m. m. til Fattiginspektøren ind.

Det synes forøvrigt, efter den Maade, paa hvilken DHrr. ere optraadte, at vore tidligere Bemærkninger have berørt dem paa et temmelig ømt Punkt, dog skulle vi gierne troe DHrr. paa deres Ord, at Besparelserne ikke ere fremkomne paa Humanitetens Bekostning, men ved denne Leilighed dog tillade os at bese DHrr. om godhedsfuldt at meddele os, hvormeget de i deres Humanitet have tilstaaet Skipper Rasmus Hansens Enke, ogsaa kaldet "Vintapperenken", i vel sidste ½ eller 1/4 Aar af hendes Liv og hvormeget der da atter blev afkortet hende, da hendes forfaldne Søn flyttede ind i hendes Lejlighed for at pleie hende i hendes sidste Levedage. Naar vi have modtaget denne Oplysning, kan det være muligt, at vi finde Anledning til at anstille nogle yderligere Betragtninger over Sagen. Naar DHr. endvidere opgiøre et Regnestykke, hvorefter en Arbeiderfamilie med Kone og 4 Børn skal fortjene 10 Mk. daglig eller 521 Rd. aarlig, for at berede sig og sine et ligesaa behageligt Liv, som der beredes Fattiglemmerne paa Fattighuset, saa er denne Beregning af en temmelig luftig Beskaffenhed. Vi maa giøre DHr. bekjendt med, hvis de ikke veed det iforveien, at de allerfleste Arbeiderfamiliers Børn bespises og beklædes ved velgjørende, bedre stillede Medborgeres Godgjørenhed og at de kun fordi de have deres Frihed, ere istand til at skaffe dem den væsentligste Del af deres Underhold paa denne Maade.

Dersom Arbejderfamilierne udenfor Fattiggaarden bleve desciplinerede paa samme Maade som Lemmerne paa Fattiggaarden og de udelukkende skulde leve af Mandens Dagløn, saa vilde den største Del, navnligen af Børnene for længe siden være sultede ihjel. Saaledes som dHr. have opgiort deres Regnestykke passer det ikke til de stedlige Forhold. Naar d.Hr. endvidere rette det Spørgsmaal til os, om vi have giort os det klart, hvor skadeligt det er at "udgyde" **) urigtige Fremstillinger om de Fattiges Behandling o. s. v.. saa skulle vi svare, at, saafremt der i det af os Fremsatte maatte findes Urigtigheder, saa ligger Skylden ikke hos os, men i Fattiginspektørens mangelfulde og vildledende Beretning, saa at deres Bebrejdelser i denne Retning ere feilagtig adresserede; iøvrigt skulle vi tilføie, at vi ere af den Mening, at det formilder den Fattiges Sind, naar han seer, at der er Nogen der taler hans Sag, naar man er af den Formening, at Alt ikke er som det burde være og dette troe vi, gavner langt mere end det skader. At vor Mening om Sagen, er dHr. Fattigforstandere ligegyldig, finde vi os i med christelig Taalmodighed. Naar vore øvrige Medborgeres Opmærksomhed er henledet paa den omhandlede Sag, er Hensigten med vore Artikler fuldstændig opnaaet. C

*) De 46 Ab. 80 sk ere jo anvendte til Konfirmationsklæder o. deSl.

**) For dHrs. egen og for de Fattiges Skyld, haabe vi, at deres Humanitet ikke staar ganske paa samme Standpunkt som deres Høflighed.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 16. marts 1875).

Læserbrevene affødte et sagsanlæg. Retten fandt i 1877 frem til nedenstående afgørelse:

I Svendborg Bythingsret den 19de f. M. afsagde Sættedommer, By- og Herredsfoged Aagaard af Faaborg Dom i Svendborg Byraads Sag imod Redaktør G. Petersen i Svendborg angaaende Ærefornærmelser, hvorved er kjendt for Ret:

"De ovenfor fremhævede i Tillæg til Bladet Svendborg Avis. Sydfyns Tidende for 2den November 1875, samt i Bladets Nr. 22, 30, 41 og 50, daterede henholdsvis 1ste, 12te og 28de Februar og 11te Marts 1876 indeholdte for Citantskabet Svendborg Byraad fornærmelige Ytringer bør døde og magtesløse at være, og bør Indstævnte, Redaktør G. Petersen af Svendborg, for sit i saa Henseende udviste Forhold til Statskassen bøde 100 eller, saafremt Bøden ikke fuldt betales, straffes med simpelt Fængsel i 15 Dage.

Saa bør Indstævnte ogsaa at betale til Citantskabet Sagens Omkostninger med ialt 60 Kr.

At efterkommes inden 13 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Aagaard."

De i Dommen fremhævede Ytringer. som kjendes døde og magtesløse, ere følgende:

A. I Artiklen i Bladet af 2den November 1875:

1) "Del ses endvidere, at Byen har været saa venlig at befrie Hr. J. P. Baagøe for Udgifterne ved et Kloakanlæg over hans Plads" ....

3) "Hr. Jernstøber Lauge er da heller ikke gaaet tomhændet ud af Raadets Forhandlinger, det ærede Raad har efter Formandens og Hr. Baagøee Anbefaling foræret ham 400 i Mulct, som skulde have været erlagte i Mulkt for Misligholdelse af en indgaaet Akkord" ....

B. I Artiklen af Bladet for 1ste Febr. 1876 skrives om Sygehuset:

1) "En Handlemaade, som vistnok maa betegnes som rask, men som ikke desto mindre lider af den Svaghed, at den er ligefrem ulovlig, og for hvilken der derfor maa kunne gjøres Ansvar gjældende mod rette Vedkommende ad Lovens Vej."

C. I Artiklen af Bladet for 12te Febr. f. A. skrives om Fattiginspektørens Beretning om Svendborg Fattigvæsen:

2) "Denne Beretning er udebleven iaar, og denne Udeblivelse har igjen forskaanet os for al denne Humbug, som var en nødvendig Følge, naar Beretningen skulde gjøre den tilsigtede Virkning" ....

3) For nu at holde Tingene gaaende ude paa Fattighuset, holder Kommunen en Økonom, som tillige er Værkmester, og en Inspektør, som varelager Borgmesterens Forretninger, og herfor bøder Kommunen aarlig mindst 1800 Kr. At en saadan Administration grænser nær op til Vanvidet, er noget, som ethvert fornuftigt Menneske kan sige sig selv, og at den er uforsvarlig lige over for Skatteyderne, derom ere de allerfleste ogsaa enige".

4) "I vor sidste Artikel have vi gjort Læserne bekjendt med, at Sygehusets Flytning ud til Fattiggaarden er ulovlig . . . .

7) "Tro vore regerende Aander virkelig, at den nuværende Tilstand kan opretholdes til evig Tid, og at man uden videre kan sætte Folk i Skat til Formaal. som ligge ganske udenfor Kommunens Interesse, f. Ex. betaler Hr. Assam 300 pCt. mere, end der betales andet Steds for det samme Arbejde, udgive 1800 Kr for at pleje Borgmesterens Magelighed, eftergive en Stormand 400 Kr, overtage ubestridte reale Byrder paa en privat Mands Ejendom osv., da formene vi, at deres Tro vil blive gjort til Skamme, thi hvad vilde man sige, naar Skatteyderne en skjøn Dag ligefrem negtede at udrede deres Andel hertil? Kan og vil man da inddrive Penge ved Exekution?"

D). I Artiklen af Bladet for 28. Febr. f. A.:

1) "Det første, der skete i Sygehussagen, var, at det gamle Sygehus blev nedrevet, og at et nyt blev etableret paa fuldkommen ulovIig Vis ude paa Fattiggaarden. Det næste Skridt var, at Hr. David kom ind og Doktor Møller ud som Læge ved Sygehuset, et Skridt, som, for at bruge et meget mildt Udtryk, saarede hele Byens BillighedsføIelse".

E. I Artiklen i Bladet for 11te Marts f.A. skrives om Ordningen af Fattigvæsenets Administration:

1) "Et bedre Bevis for dette Forholds vanvittige Ordning tro vi ikke lettelig vil kunne præsteres, og dersom vort ærede Byraad ikke vil gjøre sig komplet latterligt for det hele Land, er det virkelig paa høje Tid, at denne Branche af Administrationen undergaar en grundig Reform. Dette Uvæsen har nu bestaaet i 7 Aar og har altsaa kostet Byen en klækkelig Sum, som omtrent kan betragtes som kastet ud af Vinduet, og det synes os, at det hermed nu kan være nok for denne Gang" . . . 

Om Inddragelse af Fattiginspektørposten:

2) . . . "men hidtil har vort ærede Byraad lukket begge Øren for dette rimelige Forlangende, formodentlig i Haab om at kunne tie denne fatale Sag til Døde, men vi kunne forsikre det ærede Raad, at dette ikke skal lykkes det". -

3) "Hvad i al Verden har Skatteyderne, "Smaafolk indbefattede", dog for. at de udrede Omkostningerne ved Forretningens Førelse, som paahviler Borgmesteren, og som Etaten betaler ham for?"

Om Fattiginspektørposten:

4) "Det værste ved denne Sag er nu ikke en Gang de mange Penge, som saaledes kastes ud uden Nytte for Kommunen, men den Iægger en uoverstigelig Hindring i Vejen for en anden Reform, hvis Udsættelse bærer endnu langt sørgeligere Følger i sit Skjød end Bortkastelsen af en Pengesum, den forhindrer nemlig, at vi faae et anstændigt Sygehus, til hvilket Trangen er saa overmaade stor. Beretningen giver os et meget sørgeligt Indblik i denne Sag, langt sørgeligere endnu, end vi havde troet."

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 4. april 1877).

Selv om Petersen således tabte sagerne, ser det dog ud til at byrådet alligevel lod sig influere af kritikken, idet regnskaberne for fattiggården de følgende år tilsyneladende blev mere gennemskuelige. Se offentliggørelsen af dem i aviserne, som oftest i marts måned.

Den social-kvindelige Forening. (Efterskrift til Politivennen)

I 1874 blev der dannet omkring 20 fagforeninger. Halvdelen af de nye fagforeninger havde ikke været med i Internationale. I december 1874 dannedes Den social-kvindelige Forening hvis formål var at samle kvindelige arbejdere i faglige foreninger, bl. a. syersker og kvindelige tobaksarbejdere. 

Ifølge Social-Demokraten 29. december 1874 afholdt Den social-kvindelige Forening et møde enten den 29. december 1874 eller den 5. januar 1875 i Nordvestvejs første Tvergade 50, 2. sal tv. "hvortil enhver frisindet Kvinde indbydes". Indbydere var "Flere Borgerinder". En lignende notits for den 20. januar 1875 på Solitudeveh 3, og herefter hver onsdag, også gennem hele februar måned. Den 3. marts 1875 var der en særlig opfordring "da en sag af vigtighed foreligger til diskussion". Fra marts afholdtes møder på Fælledvej 13, 1. over gården 

Den social - kvindelige Forening. Det til i Tirsdags Aftes bebudede Foredrag kunde ifølge Oplysninger af Formandinden ikke sinde Sted, derimod udviklede en æret Borger Foreningens Formaal. Dette var efter Foreningens Love hovedsagelig at samle de kvindelige Arbejdere i særlige Foreninger for hvert Fag, hvilket for Kvinder er ligesaa nødvendigt, som det er Manden, ti den kvindelige Arbejder bliver i Forhold meget slettere betalt for sit Arbejde, end Manden, noget som ikke burde finde Sted, og allerhelst maatte den ugifte Kvinde, endnu medens det [er] Tid, tage kraftig Haand i Hanke [med] for at løse den Knude, som i saa lang Tid med uforbederlig Haardhed har bundet os til Guldkalven; ti tidlig eller [silde] vil det Forsømte med en stærk tilbagevirkende Kraft komme til at ramme dem selv og deres Familie, og man maa [da] beklage, at den kvindelige Arbejder i sin Elendighed endnu ikke var vaagnet til Bevidsthed om sit egen Værd, saaledes at hun kunde hæve sig op til en mere jævnsidig Plads i Samfundet med Manden. Dernæst aabnedes en Diskussion hvori flere Medlemmer deltog, og man skiltes med det Haab, at Foreningen ville vise sig at være sin Opgave voksen.

(Social-Demokraten 2. marts 1875)

Den 8. marts med foredrag af centralbestyrelsens formand E. W. Klein over emnet "Kvindens opgave med hensyn til mandens kamp for erhvervelsen af sine rettigheder" - det blev holdt i Borgergade 69.

Den social kvindelige forening. I denne Forening holdt Madsen i Tirsdags Aftes et Foredrag for en ret talrig Tilhørerkreds, der mest bestod af Kvinder. Naar Foredragsholderen havde nydt den Ære at blive opfordret til i denne Forening at holde et Foredrag, saa fandt han det rigtig, at han valgte som Emne Kvindens Emancipation. Dog vilde han, før han indlod sig nærmere paa Detaillerne, omtale Foreningens Program, der indeholder den Sætning, at man vil arbejde hen til Oprettelsen af kvindelige Fagforeninger. Det er da et Spørgsmaal, om saadanne Foreninger overhovedet kunne anses for heldige, om man ikke hellere burde lade Kvinden blive Medlem af den Fagforening, der var oprettet for de mandlige Arbejdere i den Branche, hvortil de henhørte. Der kan endogsaa spørges om Fagforeninger overhovedet er heldige. Det sidste Spørgsmaal er saa ofte besvaret, at der vel nu ikke kan være Tvivl om det hensigtssvarende i denne Ordning. Men hvad derimod det første angaaer, da maa man, naar man gaaer ud fra Ordsproget, at Den, der har Skoen paa, ved bedst hvor den trykker, ogsaa anbefale de kvindelige Fagforeninger. Naar man endvidere efter Foreningens Program er saavel moralsk som retslig forpligtet til at understøtte hinanden indbyrdes, da er dette ganske vist socialistist, og han haabede, at Tiden vilde gøre det indlysende for Alle, at man selv høster Fordel af den Støtte, man yder det hele Samfund (det er Standen, hvortil man hører). Og har den arbejdende Stand først skabt kraftige og velorganiserede Foreninger, da vil del Kapitaltyranni _ denne Arbejderstandens Svøbe - forsvinde, ti da vil de store Kapitalmidler blive anvendt til bedre Samfundsgavn end den, at bortødsle Millioner for at kunne drive Krigsgalskab og at opretholde et kostbart Hof og hvad dermed staar i Forbindelse. Taleren gik dernæst over til at omtale de forskellige Stillinger, som Kvinden er kvalificeret til at indtage i Samfundet, ligesom han ogsaa priste de 2 Kantoner i Svejts og de 2 Fristater i Amerika, hvor man i de første har indrømmet Kvinden Valgret og i de sidste tillige Valgbarhed. Fremdeles sandt Taleren, at det særlig var Kvinden, der maatte støtte Manden i hans Kamp mod Kapitalen og de traditionelle Begreber, hvoraf Samfundet endnu styres. Taleren dadlede vedkommende Autoriteter stærkt, fordi man ikke sørgede for en bedre Oplysning blandt Proletariatet, ti det er først den fri, fælles og tvungne Undervisning, i der skal gøre hver Borger og Borgerinde til Socialist. Johansen havde derefter Ordet og udtalte, at han hellere vilde have hørt en Kvinde holde Foredrag, da det dog er Kvindens Pligt i en Forening som denne. Forøvrigt var han enig med Madsen og anbefalede stærkt Oprettelsen af kvindelige Fagforeninger. Efter Afsyngelsen af en Sang om de grove Hænders Nytte, af Herløffsee, skiltes man ad, veltilfredse med Aftenens Udbytte.

(Social-Demokraten 15. marts 1875)

Den 31. marts 1875 afholdt foreningen ekstra generalforsamling på Solitudevej 3, med valg til bestyrelse og regnskab. Den 21. april 1875 var der indkaldt til møde i Stengade 11 i bagstuen, og her blev formandinden opfordret til at møde op, da hun ellers ville blive betragtet som fratrådt. Vigtige sager skulle foreligge. I april og maj fortsattes de ugentlige møder på forskellige steder i byen. Den 2. juni 1875 var der ekstraordinær generalforsamling. 

Mad. Grønbeck lykønskes
i Anledning af sin Fødselsdag d. 15. Juni.

Vi Dem ønske vil i Dag,
At De maa have det i Ro og Mag
Og glæde Dem ved Tanken om
At De til Verden kom.

Fra den social kvind. Forening

(Social-Demokraten 15. juni 1875).

Jeg har herved den Glæde at takke den ærede social-kvindelige Forening for den Hjælp, som er ydet mig ved Bestyrelsen, og tillige takkes de ærede Medlemmer, der saa velvillig har betænkt mig under min Sygdom.

Med Agtelse
Mad. Poulsen, Bagerg. 3. St.

(Social-Demokraten 15. juni 1875).

Notitserne kunne antyde at foreningen nu mere var af velgørende formål. De ugentlige møder fortsatte i juli til september 1875, indbudt af bestyrelsen. I oktober var kun kvindelige arbejdere indbudt til de ugentlige møder der nu var foredrag. Dette fortsatte helt til december 1875 hvor der 2. juledag blev afholdt en julefest/julebal hos hr. Andersen på Solitudevej 3. Den var indkaldt af mad. Hendriksen, Todesgade 14 st., mad. Johansen, Nørrebrogade 34, grønthandleren og mad. Larsen, Frederik d. 7.sgade 10, stuen. Herefter blev der stille om foreningen, bortset fra at det af en notits i Social-Demokraten 13. juni 1876 underskrevet Louis Pio (formand) hvori han takkede for at havde modtaget en gave til byggefonden på 10 kr i en aktie og 10 kr kontant. 

Iissituationen i Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Korsør skrives til os den 26de Febr. Aften. Postdampskibet "Fyen" afgik imorges Kl. 6 fra Korsør med Passagerer og Kjøbenhavns Aftenpost af 25de dennes, som lykkelig landsattes ved Iisbaad fra den faste Iiskant til Knudshoved omtrent Kl. 8 Formiddag, hvorpaa Skibet retournerede til Korsør omtrent Kl. 11 Form. med Hamborger og jydsk-fyensk Brevpost samt enkelte Passagerer. Kl. 10 1/4 Form. afgik "Esbern Snare" fra Korsør med Kjøbenhavns Morgenpost og ca. 50 Passagerer. Skibet mødte megen Iis, navnlig paa Vesterrenden, men naaede dog ind til den faste Iiskant ved Knudshoved. Før Landsætning imidlertid var paabegyndt, pressede Isen ved stormende Kuling af OSO, og haardt Søndenvande saa voldsomt paa Land, at det var nødvendigt iilsomt at retirere med Skibet for ikke at blive skruet iland paa Knudshoved, og det var ikke senere i Løbet af Dagen, trods mellem Kl 11 og 3 adskillige Forsøg gjordes, muligt atter at komme Land saa nær, at Communication med dette kunde tilvejebringes. Isen var ved haardt Søndenvande i voldsom Gang nordpaa, og skruedes ikke alene op paa Landgrunden, men laa Kl. 3, da alle yderligere Forsøg maatte ansees for frugtesløse, saa tæt pakket til midt paa Vesterrenden, at "Esbern Snare" kun med største Besvær atter naaede aabent Vande, og efter at have maattet retirere Nord om Sprogø for en meget svær, fast Iisflage, der kom drivende sydfra, omtrent Kl. 4 1/4 Eftm. naaede tilbage til Korsør med Posten og de skuffede Passagerer. "Fyen", der anden Gang var afgaaet fra Korsør med de Kl. 1 dertil ankomne Reisende og nogen Post, maatte ligeledes med uforrettet Sag gjøre Vendereise Nord om Sprogø og indkom i Havn omtrent samtidig med "Esbern Snare". Iistilstanden i Aften var, som alt pr. Telegram meddelet, saaledes: Vesterrenden aldeles fyldt med tildeels svær Skrueiis; paa Østerrenden endeel Sjapiis. Megen og tilsyneladende svær Iis i Anmarche sydfra, haard østlig Kuling med 3 Gr. Frost, stærkt Søndenvande.

En dansk Skonnert observeredes igaar Morges paa Vesterrenden i Beltet Nord for Sprogø, styrende mellem Isen sydefter. Da senere Isen kom ned paa den, saaes den vende og styre nordpaa, rimeligviis for Kallundborg, da den ikke kunde naar Korsør, der endnu er saa godt som iisfri.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. februar 1875).

Postdampskibe over Storebælt blev indsat i 1828.

Carl Neumann (1833-1891): Pantserskonnerten "Esbern Snare" ved Eckernförde. 1865. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Postforbindelsen over Store Belt. Hr. Redaktør! Tillad mig giennem Deres ærede Blad at henlede Opmærksomheden paa deu hensynsløse Maade, hvorpaa det rejsende Publikum behandles under de nuværende vanskelige Overfartsforhold i Beltet. Skylden maa vel navnlig paahvile Hr. Tobiesen, som den der leder Postvæsenets Anliggender, og som altsaa maa kunne træffe extraordinære Foranstaltninger, men ogsaa antagelig bør give Publikum fornøden Underretning i Tide.

I Fredags Aftes Kl. 7 skulde en Slægtning af mig tiltræde en Rejse til Jylland. Da det nu ikke er hver Mands Sag at foretage en forgæves og kostbar Rejse til Korsør for personlig at saa Besked om Beltets Tilstand, søgte vi Kl. 5 efter det lovede Opslag paa Kjøbenhavns Banegaards Afgangsstations. Her fandtes imidlertid intet offenliggjort ved den Tid, og kun ved at henvende os i Postkontoret fik vi underhaanden udleveret et Telegram til Gennemlæsning, som var afsendt Kl. 1,5 Min. Efterm. fra Korsør. Hvorfor var nu dette Telegram ikke opslaaet flere Timer tidligere, saa at de Rejsende derefter kunde tage deres Bestemmelse? Telegrammet indeholdt den Oplysning, at "Esbern Snare" var afgaaet Kl 8 3/4 Morgen med Brevposten og 55 Passagerer og havde med Besvær ilandsat Brevposterne ved Knudshoved. Hvorvidt de 55 Rejsende vare komne i Land omtaltes ikke. Dampskibet "Fyen" var afgaaet Kl. 11 med ca. 30 Rejsende og Brevposterne fra Morgentoget, men der meldtes intet om, hvorvidt Landstigningen var lykkedes. Af Morgenaviserne for i Lørdags erfarede man først, at "Esbern Snare" allerede var returneret til Korsør Kl. 3½ Efterm. med Rejsende og Poster fra Fyensiden, altsaa maatte de 55 Passagerer jo være komne i Land, men hvorfor blev dette ikke strax telegraferet til Kjøbenhavn? Saadanne Meddelelser ere netop af Betydning for de Rejsende, da Hotellerne under Forhold som de nuværende ofte ere overfyldte, og den Rejsende saaledes er udsat for den dobbelte Ubehagelighed, at være hindret i sin Rejse og at have Vanskelighed ved at komme under Tag. Af sidstnævnte Telegram erfarede man endvidere, at "Fyen" var returneret til Korsør Kl. 5 med de 30 Rejsende, og alle disse Ting, der væsenlig have Betydning for den Rejsende, som skal afsted Kl. 7, blive først telegraferede hertil Kl. 6 1/4. Min Slægtning rejste, uvis om han kunde faa Plads i Hotellet, og uvis om han kunde slippe over Beltet. Af et Privatteleqram, som indtraf samtidig med det ovenfor omtalte og meddeltes i Bladene, fik man at vide, at Ruten Aarhus-Kallundborg i Fredags var i regelmæssig Gang, medens "Fyen" forgæves sejlede omkring i Store Belt for at landsætte sine 30 Rejsende. Hvorfor blev det nu ikke øjeblikkelig bekjendtgjort af Postbestyrelsen, at denne Rute var aaben, og hvorfor dirigeres der ikke en Dampbaad til Kollundborg for at assistere "Malmø"?

Publikum er vant til at døje en Del af Embedsmændene og er ogsaa godt vænnet til at finde sig i meget, men at der aldeles ikke i Tide gives Publikum den fornødne Oplysning, og ikke foretages nogetsomhelst tilfredsstillende i saadanne extraordinære Tilfælde, er en Hensynsløshed, der søger sin Lige. -x-.

(Morgenbladet (København) 2. marts 1875).

Berlingske rapporterede hver dag i den følgende tid om issituationen. Nedenfor bringes nogle af disse rapporter.

Fra Korsør skrives den 3die Marts til os: Iistilstanden i Beltet er ikke undergaaet nogen væsentlig Forandring siden Igaar. Vesterrenden er fremdeles pakket fuld af Iis, der henimod Aften har begyndt at tage Gang for Nordenvande, og "Fyen" sidder endnu fast paa samme Sled som igaarmorges. Paa Østerrenden var imorges betydelig Natiis, men iaften synes den største Deel af samme at være borte, og Passagen mellem her og Sprogø er saa nogenlunde fri, at Iisbaadene uden Gene have kunnet udføre denne Deel af deres Fart. 

6 Joller afgik imorges fra Knudshoved med jydsk-fyenske og hamborgske Post af 28de Febr. og 1ste og 2den ds. og ere iaften naaede iland ved Halskov, hvorfra Brevsækkene strax førtes ind her til Byen. Ingen Reisende medfulgte. Den største Deel af Vesterrenden tilbagelagde Baadene over Isen der var fast nok til at bære dem paa retkjøl; da de nærmede sig Vesterrevet paa Sprogø, fandtes Isen mere ufarbar, men fra Øen og til Halssov seilede de i næsten heelt aabent Vand. Fra Halskov blev saavel Aften- som Morgenposten uden Besvær i Løbet af Formiddagen overført til Sprogø, men de Forsøg, der fra Øen gjordes paa at bringe dem samt samtlige der sig befindende Poster og Reisende videre, mislykkedes, og efter flere Timers Arbeide i Isen ud for Vesterrevet maatte Baadene Kl. 3 opgive Forsøgene for idag og retournere. Der henligger nu paa Sprogø henimod 40 Rejsende og samtlige kjøbenhavnske og svensk-norske Poster, der ere ankomne til Korsør siden den lste om Morgenen. Her i Byen vente circa 60-70 Reisende paa at befordres videre, og Antallet paa den fyenske Side er sikkert ikke stort mindre.

Der gjordes igaar Forsøg paa at frie Postdampskibet "Fyen" ud af den Iis, i hvilken den sidder sammenskruet, ved Hjælp af undersøiske Miner, der anbragtes i forskjellig Afstand fra Skibet med det Maal at sprænge Islaget, men uagtet Sprængningen foretoges med stor Præcision og Dygtighed - ledet af Lieutn. Bardenfleth - opnaaedes intet tilfredsstillende Resultat, da Skibet sidder i favnetykke Opskruninger. Dets Stilling er imidlertid fremdeles nogenlunde farefri, og kan der gjøres Noget for paany at bringe det i aabent Vand kan man være overbeviist om, at Skibets energiske Fører, Capt. Elmqvist, der alene af Pligtiver for at bringe Post og Reisende frem, er kommen i Klemme, ikke vil undlade noget Middel, der kan give Haab om gunstigt Resultat. 

"Esbern Snare" har ikke været ude idag. Som alt berørt i et af mine tidligere Breve, fik det forleden under Forsøgene paa - efterat have landsat Post - atter at arbeide sig gjennem den svære Iis, et mindre Havari paa Skruen, og under Arbeidet igaar med at komme "Fyen" til Undsætning blev Skaden yderligere forøget. Stor synes den ikke - den bestod nemlig kun i, at Bladene paa den svære Metalskrue vare blevne noget bøiede og Spidsen af den ene Flig gaaet tabt - men den var dog meget følelig, eftersom den reducerede Skibets Kraft med næsten 1/3, og det var derfor sikkert i Publicums velforstaaede Interesse, at man idag lod Skibet ligge stille for at faae Skruen udbedret. Jeg har netop nu været nede at see til Skibet, der i den korte Tid, det har været i Tjeneste hernede, er blevet Publikums, og særlig de Reisendes, erklærede Yndling, og jeg troer at kunne give al ønskelig Garanti for, at det imorgen tidlig, maaske endog før Daggry, vil være klart til atter at optage sine Farter. Efter hvad Føreren har meddeelt mig, skal det arbeide fortrinligt i Isen, men, som jeg alt igaar tilskrev Dem, den Ils, som Strømmen her i Beltet kan pakke sammen, kan være formeget selv for det kraftigste Pandserskib, endsige da for en forholdsviis lille Baad som "Esbern Snare".

Vinden er iaften falden mere nordlig end de foregaaende Dage, og Strømmen er stiftet. Muligviis giver dette en Forandring til det Bedre i Iistilstanden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. marts 1875).

Fra Korsør skrives til os den 5te Marts: Tæt Taage forhindrede imorges "Esbern Snare" fra at afgaae til bestemt Klokkeslet; thi naar Taage, denne Hindring for al Seilads, træder i Forbindelse med et solidt Islag, gjør den ligefrem al fornuftig Navigering til en Umulighed, eftersom man under disse Omstændigheder hverken kan beregne sin Plads ved Loddet eller ved Skibets Fart, de to Factorer, hos hvilke Sømanden ellers siges at søge Trøst, naar han, paa Grund uf Tykning, ikke kan see at finde Vei. Da "Esbern Snare" altsaa ikke var disponibel, blev man nødt til at tage sin Tilflugt til Isbaadene, for hvilke Farvandets Dybde ikke spiller nogen Rolle, og op ad Formiddagen afgik herfor en halv Snees Baade og Joller, medhavende Post og et ikke ringe Antal Passagerer, fra begge Sider. De fyenske Baade vare saa heldige at finde Sprogø og derfra henimod Aften at naae Halskov; Baadene fra Sjælland gik det derimod ikke saa godt; de flakkede længe omkring i Taagen og vare sluttelig glade ved at kunne naae tilbage til deres Udgangssted, fra hvilket saa "Esbern Snare", da Luften henimod Kl. 2 blev noget opklarende, afhentede dem og tog dem paa Slæb, for først at slippe dem efter sikkert og vel at have fat dem fast i Landisen under Knudshoved Til dette Punkt, som man kom paa 1/9 Qvartmiil nær lossede "Esbern Snare" sin Post og omtrent 50 Passagerer, og fra dette retournerede Skibet atter til Korsør henimod Kl 6, medbringende c. 25 Reisende og endeel Post. Da de 8 Baade, som afgik fra Halskov, medbragte en betydelig Pakkepost og de 10 fyenske Baade ligeledes vare godt tilladede, blev der altsaa udvexlet idag et ikke ringe Qvantum Gods mellem de forskjellige Stationer, og ville Forholdene imorgen og iovermorgen ikke være altfor ugunstige, er der grundet Haab om, at man vil kunne komme à jour med al den Post, der ved de sidste Dages uheldige Isforhold er bleven opbunket paa begge Isbaadsfartens Endestationer. Veiret har idag, naar undtaget Taagen, været særdeles smukt og godt. Det har været fuld- kommen Stille, og Strømmen har været gunstig for Spredningen af Isen, der idag aldeles ikke har frembudt nogen Hindring for Landsætning paa den fyenske Kyst, da den har været "staaende", det vil sige fast til ½ til 1 Qvartmil fra Land. Der findes vel endnu betydelig Driviis paa Vesterrenden, og den første østlige Vind vil atter pakke de tilstedeværende Masser op mod Landet og besværliggjøre Sejladsen, men paa den anden Side kan man jo nu med lige saa megen Grund vente, at Kulingen vil falde vestlig, og i saa Fald vil Isen i Beltet snart have ophørt at spille en Rolle. Paa Østerrenden saaes imorges en betydelig Mængde Natiis, der generede Iisbaadene i ikke ringe Grad, men henimod Aften var den, efter Forlydende, aftagen betydelig i Styrke, og da Kulden iaften kun er ringe (- 2 Gr.), vil der forhaabentlig ikke danne sig meget mere til imorgen. "Fyen" sidder vedvarende indeklemt i Isen, men ifølge Meddelelser fra Knudshoved skal denne dog være lindet endeel omkring Skibet, saa at Udsigterne til snarlig Forløsning synes at være tiltagne.

Der er nu ombord 170 Mand daglig til Tjeneste ved Iisbaadene og Jollerne her paa Stationen. Da hver Mand lønnes med 6 Kroner om Pagen (Jolleføreren og Togførerne have endda mere) og extra Douceur for hver lykkelig fuldført Tour, vil man kunne indsee, hvor bekosteligt et Apparat den hele Iisbaadefart er for Postvæsenet, og maa end enhver Reisende betale 8 Kroner for at komme fra Knudshoved til Halskov eller omvendt, saa vil det dog være indlysende, at ved den nuværende Fart spinder Staten ingen Silke, saameget mere som den, foruden de omtalte 170 Mand, endvidere maae bekoste Udgifterne til Postdampskibene osv. osv. Det er derfor et Held for Postkassen, at vi ikke hver Vinter have Iistransport, og hvad de Reisende angaaer, - ja, da troer jeg ogsaa at kunne sige, at det er et Held for dem; thi om end en Iistransport for een Gangs Skyld kan være ret interessant, behagelig er den sandelig som Regel ikke.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1875).

Den 10. marts 1875 forsvandt isen meget hurtigt fra Storebælt og overfarten blev normal igen. De første storebæltsfærger H/F Korsør og H/F Nyborg blev indsat 1. december 1883.

Isskrueningen i Taarbæk Havn den 6te Marts 1875. Efter en Skizze af Premierlieutenant G. E. Fugl. Illustreret Tidende nr. 807, 14. marts 1875.

Carl Sacht. (Efterskrift til Politivennen).

Den første redaktør af Social-Demokraten Anton Mundberg blev efterfulgt af Carl Sacht, der også udgav vittighedsbladet, ugemagasinet "Figaro" fra 1. februar 1873. I oktober 1873 blev der anlagt sag mod ham for majestætsfornærmelse i anledning af at have bragt en sang om afsløringshøjtideligheden.

I august 1874 tiltrådte Sacht som redaktør af Social-Demokraten (se dette blad fra 11. august 1874). Han fortsatte som redaktør af "Figaro". I september 1874 blev der anlagt sag efter straffelovens § 90 (majestætsfornærmelser mod kongen) for en "Fædrelandshistorie" i "Figaro". 

I en længere artikel om denne sag i "Social-Demokraten" 4. oktober 1874 stod bl. a. om anklagerne:

Dommeren begyndte nemlig med at oplæse for mig et Stykke, der staar i "Figaro"s Nr. 34 og hvori der forekommer en Samtale, i hvilken en "Hr. Chistiansen" adspørges, om han har gjort gode Forretninger paa Island, og hvori han fortæller, at han vil lade sine Børn lære det islandske Sprog, hvilket atter besvares med, at han først burde lære dem at tale Dansk. Dette mente Dommeren at være sigtet til Kong Kristian den 9de, Jeg erklærede, at jeg aldrig havde tænkt mig Muligheden af, at Tanken paa Kongen kunde henføres herpaa, men Dommeren fortalte mig da, hvad jeg aldrig har havt nogen Anelse om, at Hans Majestæt ifølge nogle Bladreferater, skal under sit Ophold paa Island have ytret, at hans Børn eller Børnebørn skulde lære det islandske Sprog. - I en "Fædrelandshistorie" i nævnte Blads samme Numer findes en Udtalelse om, at Admiral Peder Galt, efter Slaget ved Fehmern, da han blev beordret til udfor Kielerfjord at passe paa den svenske Flaade, havde baaret sig galt ad, idet han ligesom Overkommandoen paa Als i 1864 havde sovet; det hedder nu videre, at naar det havde været i vore Tider og Peder Galt blot havde været en god nationalliberal Mand, som troede, at "Allah Christian var stor og Klein hans Profet", saa vilde han være bleven spyttet i Knaphullet, og derved vilde den Historie have været forbi. Her vilde Dommeren atter paastaa, at jeg med "Allah Christian" havde ment Hans Majestæt Kongen, men ligesaa vist som jeg unægtelig i Øjeblikket ikke bestemt kunde erindre, til hvem jeg havde sigtet, idet jeg ikke tillægger "Figaro" nogensomhelst politiske Betydning og aldrig har tænkt, at man vilde bryde sig om de kaaade eller vittige Udtalelser i et saadant Blad, ligesaa vist har jeg bestemt ikke sigtet til Kongen, men, som jeg ytrede, vist mere til Konseilpræsidenten. 

Tilsyneladende var der sket en uregelmæssighed idet Sacht først fik at vide at der var anlagt sag mod ham da alt var færdigt til doms, og at selv forsvareren ikke havde ladet ham noget vide. Den 19. oktober 1874 blev Sacht ved Kriminal- og Politiretten idømt 6 måneders simpelt fængsel. 

Til mine Venner og Meningsfæller!

Som de veed, havde jeg en 6 Maaneders "Udenlandsrejse" tilgode, hvis Tiltrædelse blev forhalet paa Grund af Familieforhold i Hjemmet. Endskønt disse endnu ikke var jevnede og endskønt min Hustru netop i disse Dage laa paa Sygelejet og trængte til Trøst og Opmuntring, sendte man nu Bud efter mig, ti "Majestætsforbrydelsens" store Synd skulde afsones. Da jeg imidlertid havde en til Vished grændsende Formodning for, at jeg ikke i de 6 Maaneder vilde blive en Smule loyalere end jeg er, ja, da jeg følte, at jeg baade i Fængslet vilde udsætte Resten af mit svækkede Helbred og endnu mere føle Bitterheden af i 1875 at skulle indespærres som en Forbryder, fordi jeg havde udtalt en Vittighed, der "kunde antages at sigte til Kongen", saa foretrak jeg at rejse bort, for i et fremmed Land at bryde mig en ny Bane. Med blødende Hjerte er jeg gaaet i Landflygtighed, men jeg trøster mig ved Tanken om, ad Aare at kunde vende tilbage, ti det vil vel heldigvis ikke vare længe, før Signalerne forandres i Danmark. Lad mine Modstandere nu kalde det Fejghed, at jeg er rejst, det gør intet, ti mit Helbred er mig kærere, og jeg haaber endnu engang at skulle tale et Ord med for Arbejdernes retfærdige Sag. Nu kan jeg kun bede Arbejderne om, hvad jeg saa ofte har udtalt, at slutte sig sammen og at være enige. De vil, de maa sejre, saa vist som Sandhed og Retfærdighed altid vil bryde sin Vej, selv om det gaar igennem Trængsler og møder haard Modstand. Gid jeg langt fra Hjemmet maa kunne have den Glæde at høre vor ædle Sag fremmes, gid at den Tid ikke maa være fjern, da det at tale den Undertryktes Sag, ikke betragtes som en Forbrydelse, men som en hæderlig Gerning, da det, at udtale sin Mening om en Embedsmand - selv om han er den højeste i Landet - ikke dømmes med adskillige Maaneders Fængsel. Leve Louis Pio! Leve hans gode Værk! Leve hver trofast Socialdemokrat.

Den 25de Febr. 1875.

Med socialistisk Hilsen

Carl Sacht.

(Social-Demokraten 26. februar 1875).

Det hjalp ikke at rejse til Sverige. Ifølge Social-Demokraten 28. februar 1875 blev Sacht anholdt i Helsingborg og blev ført til København, til de svenske avisers moro over dansk politis nidkærhed. Han blev indsat i straffeanstalten på Christianshavn. Her søgte han om benådning og fik i slutningen af april 1875 eftergivet resten af sin straf mod at han forlod landet, eller blev væk indtil straftiden var overstået. Det fik hans anseelse i socialdemokratiske kredse til at falde. 

Han oprettede vekselerfirmaet C. G. Sacht & Komp der fik højesteretsdom for at være fuldkommen lovlig og hæderlig (marts 1879). Det fortsatte imidlertid (indtil i hvert fald 1896), bl.a. med at sælge. præmieobligationer i Sverige og Norge. Firmaet gik konkurs i september 1883.

Sacht blev efterfulgt af V. T. Holst som redaktør på Social-Demokraten, og han blev kort tid efter afløst af barber Søren Larsen. Myndighederne var lykkes ved gentagne forfølgelser af redaktørerne at hæmme bladets virksomhed. Først i juli 1875 da Louis Pio, Brix og Geleff vendte tilbage efter deres løsladelse, blev der skabt mere ro om avisen.

Sacht døde den 20. september 1909 på Skodsborg Sanatorium af en nyresygdom. Bisættelsen fandt sted på Bispebjerg Krematorium. Firmaet fortsatte med Vera Christine Jakobine Marie Sacht som ansvarlig indehaver, mens Ida Margrethe Peters Bodin havde prokura i hvert fald indtil 1913.

Kirkegaardene i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Borgerrepræsentanternes Møde

Mandagen den 15de Februar Kl. 6.

- - -

Sluttelig foretoges Udvalgsindstillingen i Sagen om den vestre Kirkegaard. Den anbefaledes af Herholdt, der haabede, at den foreslaaede Commission maatte være det første Skridt til en Omordning af de kjøbenhavnske Kirkegaardsforhold. Howitz vilde henlede Commissionens Opmærksomhed paa Spørgsmaalet om Ligbrænding, hvorom han nærmere henviste til Prof. Hornemanns Foredrag om denne Sag, ligesom dennes Forslag om at de dække Ligene med et Lag Kulpulver fortiente Opmærksomhed. Bille bemærkede, at det i et Land med fri Religionsøvelse var særlig urimeligt, at Kirkegaardene vare henlagt under Kirken som ikke havde andet med dem at gjøre end selve Jordpaakastelsen. De burde være underlagt Communalbestyrelsen, og han beklagede, at denne ikke, da Sagen om Erhvervelse af den nye Kirkegaard forhandledes, bestemtere havde hævdet dens reent communale Side, hvad den foreliggende Udvalgsbetænkning nu gjorde. Ogsaa han anbefalede Ligbrænding, som han troede ogsaa vilde blive billigere end den nuværende Begravelsesmaade, der var urimelig dyr. Hvis Ligbrændingen paa Grund af Hindringer, hentede fra æsthetiske Hensyn, ikke skulde lade sig giennemføre, vilde han anbefale at gaae over til den ogsaa andetsteds drøftede Begravelsesmaade, efter hvilken Ligene bragtes i mere umiddelbar Berøring med Jorden og ikke henlaa saalænge, inden de jordedes. Herforth gjorde gjældende, at det, dengang der blev forhandlet om Erhvervelsen af vestre Kirkegaard, ikke havde været muligt at gjennemføre, hvad Bille havde ønsket, ligesom Kirkerne efter Lovgivningen kunde forlange Begravelsespladser anviste. Hvad der gjorde Begravelserne saa kostbare, var den Luxus, der anvendtes ved dem. I sanitair Henseende havde Ligbrændingen store Fordele. Borgmester Hansen oplyste, at Afgifterne ved Begravelser ikke vare høie. Man burde vistnok arbeide hen til, at Kirkegaardene bleve reent communale Institutioner, men det vilde møde den Vanskelighed, at de kiøbenhavnske Kirker, der vare meget fattige, for en Deel levede af Kirkegaardene. Gædeken antog, at Ligbrændingen efterhaanden vilde trænge igjennem, da den i sanitair Henseende frembød særdeles store Fordele. Han vilde henlede Commissionens Opmærksomhed paa det Ønskelige i at komme bort fra Begravelser paa Assistentskirkegaarden, der ved sin Beliggenhed udsatte de omliggende Qvarterer for store Farer giennem Drikkevandets Inficering. Meldahl haabede at Commissionen vilde have Øie for den Betydning som smukt anlagte Kirkegaarde havde, og den nye vestre Kirkegaard frembød i den Retning særdeles gunstige Betingelser. Efter mindre Bemærkninger af Lehmann og Herforth vedtoges Udvalgets Indstilling enst.

Kl. 9 lukkedes Dørene.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. februar 1875. Uddrag).