Lolland-Falster. (Efterskrift til Politivennen)

"Vi skulle elske vor Næste, saa at vi ikke alene komme ham til Hjælp i Sygdom og anden Legemsfare, men i det Hele søge at fremme hans Vel til Legem og Sjæl." Saaledes lyder til os Alle et af de store Bud i vor Religionslov, men hvor lidet der bliver agtet derpaa og handlet derefter, derom have vi mange og store Beviser. Vi skulle herved tillade os at fremføre et af de meest gjennemgribende, vi kjende, og som er passeret i den senere Tid.

Hos Gaardeier Hans Christoffersen Myssen i Bruntofte tjente en ung Pige. I Midten af forrige Maaned klagede hun gjentagne Gange over Ildebefindende, især om Natten, navnlig Værk i Siderne og i Ryggen. Natten mellem den 17de og 18de f. M. tog det Onde i den Grad Overhaand, at hun fandt sig nødsaget til at gaae ind i Stuen, hvor Manden og Konen sov, for at spørge, om de ikke vilde lade hente en Doktor, for hun kunde ikke nære sig for Værk og Pine. Hertil svarede Hans Myssen, at det kunde han ikke, for han skulde først til Smeden med Hestene og have dem skjærpede. Pigen maatte gaae med den Besked og tilbringe Natten som hun selv bedst kunde. I Løbet af Natten, Kl. 4, fødte hun et Barn uden nogen Menneskers Hjælp. Derefter gik hun atter ind i Stuen og spurgte, om de da ikke nu vilde hente Jordemoderen, for nu havde hun født et Barn. Denne Gang svarede Konen saaledes: "Saa skal Du bort herfra, og det skal være strax; vi kan ikke have Dig her i denne Tilstand og vil heller ikke." Pigen, der kjendte den faste og bestemte Mening, der laae i Konens Ord, og hørte med hvilket Eftertryk, de bleve udtalte, tænkte ved sig selv: "Vil dog Vorherre hjælpe mig, jeg kan komme herfra!" Manden, paa hvem Konens Ord formodentlig heller ikke saa ganske have været uden Virkning, var staaet op af Sengen og kommet ud og spandt et Par Heste for en Vogn, for i den Mellemtid havde Forholdene forandret sig saaledes, at Hans Myssens Heste nu ikke trængte til at blive skjærpede; nei, det gjaldt kun at komme afsted i en Hast. Vognen var nu forspændt; Pigen svøbte sit Barn ind i et Forklæde og tog det saaledes med sig til Vogns, Alt med egen Hjælp; en Dreng eller Karl kjørte saa Pigen fra Bruntofte til Sognets Fattighuus ved Tingsted, en Vejstrækning af en omtrent 3/4 Miil. Naar man nu husker paa, i hvilken Frost og Kulde og Blæst, uden nogen Indpakning, i den Tilstand, - for en rig Bonde at skille sig paa den Maade af med et fattigt Tjenestetyende, som han og Kone vare godt fornøjede med, hvordan mon de da vilde behandlet den, de mulig vare misfornøjede med! - Dersom Hans Myssens Kone havde, istedetfor at blive inde i sin Stue, taget et gammelt Lagen, en Pude eller et Hestedækken og gaaet dermed ud til Pigen og ladet hende benytte det til lidt Indpakning, saa havde hun dog dermed kommet hende lidt tilhjælp; men derimod paa den Maade, de have handlet, har Hans Myssen og Kone overladt deres Tjenestetyende til sig selv i hjælpelos Tilstand, og derved udsat baade Pigens og Barnets Liv og Lemmer og Helbred for en betydelig Fare.

Det skal bemærkes, at efter Anmodning til Pigen om at forklare sig om Sagen overeensstemmende med Sandheden, har hun afgivet Forklaring, som det her er nedskreven.

Til Advarsel for Andre, navnlig for dem, der ere blottede for Kjendskab til Tyendeloven, skal vi tillade os at meddele Følgende. Tyendeloven af 10de Mai 1854 siger i § 36: "Bliver et Tvende sygt og sengeliggende eller angreben af smitsom Sygdom, maa dets Flytning ikke finde Sted, om end Fardag er kommen, eller Tjenesten paa anden Maade er ophørt, førend i Kjøbstæderne en Læge og paa Landet enten en Læge eller, hvor en saadan ikke er tilkaldt, Sognepræsten, Sognefogden eller en Sogneforstander, erklærer at formene, at Flytningen kan skee uden Fare for Tyendets Helbred eller for Smittes Udbredelse. Hvis Husbonden, overtrædende denne Forskrift, skaffer den Syge ud af Huset, skal han straffes paa samme Maade, som i § 31 et bestemt, og desuden bare alle Omkostninger paa den Syges Pleie og Helbredelse." Slutningen af § 31 siger: "Derhos bør han efter Omstændighederne straffes med Bøder fra 5 til 100 Rdl. eller med simpelt Fængsel i indtil 4 Uger, saafremt han ikke efter andre Lovbestemmelser har forskyldt en større Straf." - Men saa kommer almindelig borgerlig Straffelov af 10de Februar 1866; dens § 107 siger: "Den, som udsætter et spædt Baen eller forlader en under hans Varetægt staaende Person i hjælpeløs Tilstand, straffes med Forbedringshuusarbeide eller under formildende Omstændigheder, navnlig hvis Gjerningen ikke har medført Fare for den Paagjældendes Liv eller Helbred, med Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel. Har Handlingen medført det udsatte Barns eller den forladte Persons Død eller en betydelig Legemsbeskadigelse (§ 204), uden at dette dog har været tilsigtet, kan Straffen stige til Tugthuusarbeide i 12 Aar."

Saasnart som det nu hos Pigen og Barnet kan vides, om de ved den ovenfor skildrede Handling bare faaet nogen Legemebeskadigelse eller ikke, saa ville vi haabe at det ærede Sogneraad, hvem det nærmest tilkommer at tage den Fattige i Forsvar, vil træffe Foranstaltninger til Sagens Paatale, saa Lovens strænge Retfærdighed kan gjøre sig gjældende.

Kraghave og Bruntofte, den 2den Marts 1875.
P. Ladefoged. Ole Andersen.

Bedes godbedsfuldt oplaget i "Stubbekjøbing Avis" og "Loll-Falst. Folketidende",

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 11. marts 1875).

Bruntofte, Tingsted Hans Christoffersen Myssen og Kirsten Christiansdatter

Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes?

I "Lollands-Falsters Stifts-Tidende" for 11te Marts findes indrykket et Inserat, hvori ankes over, at Gaardeier H. C. Myssen i Bruntofte har hjemkjørt en Pige, der var i hans Tjeneste, umiddelbart efter at hun havde født et Barn, og hvori til Slutning findes en Henstilling til Sogneraadet om at indanke Sagen for Retten.

Det er som Formand i dette Sogneraad og paa dettes Vegne, jeg finder mig tvungen til følgende Udtalelse.

Jeg skal forudskikke et Par Bemærkninger.

Først skal jeg aldeles ikke drage de 2 hæderlige Mænds ædle Bevæggrunde, som have underskrevet Inseratet, i Tvivl; og dernæst er det meget langt fra, at jeg eller noget Medlem af Sogneraadet billiger H. Myssens Adfærd, hvilket bestemt blev udtalt i Mødet den 10de ds.

Jeg skal dernæst bemærke, at Inseratet lider af adskillige Unøiagtigheder, sandsynligviis foraarsagede ved Pigens upaalidelige Forklaring. Efter H. Myssens gjentagne Erklæring vidste han intet af, at Pigen havde født Barnet, før hun med dette var sprungen op paa Vognen, og da han saae, hvorledes Sagen stod sig og sagde "I den Stilling kan Du ikke tage bort", erklærede hun: "Jo, det kan jeg godt, og jeg vil hjem nu."

Det var dernæst ikke Pigen formeent at benytte de Sengeklæder, der vare i hendes Kammer, hvilke hun ogsaa tildeels tog i Brug.

Endelig er det meget langt fra, at de vare fornøiede med Pigen, hvortil der nok heller ikke har været Grund.

Det burde dernæst ikke forties, at Pigen paa det meest Haardnakkede og lige til det sidste Øieblik benægtede at være frugtsommelig, hvilket som bekjendt berettiger Husbonden til uden Varsel at jage Tyendet af Tjeneste, men at hun saaledes har bedraget sin Husbonde og holdt ham for Nar, lige til Barnet var født, indeholder vel ingen Retfærdiggørelse, men en stor Undskyldning for Manden. Havde han vidst det, var hun forinden bleven fjernet.

Disse Bemærkninger ere Resultat af flere Samtaler baade med Manden og med Pigen,

Vil man sige, at H. Myssens Handlemaade kun vidner lidt om Hjerte for Tjenestepigen, skal jeg ikke benægte det; men jeg skal henstille, om det sørgelige og bittre Forhold, som desværre paa den senere Tid saa almindeligt har afløst det smukke og hjertelige Forhold mellem Husbonde og Tyende, ikke for en meget væsentlig Deel hidrører fra sidstnævnte.

Jeg skal dernæst henstille, om de, der med saa stor Sikkerhed fordømme Mandens Adfærd, ere ganske sikkre paa ikke under lignende Forhold at begaae en lignende Uret. Man tænke sig Manden uden Forestilling om, hvad der var hændet, netop kommen paa det Rene med, at Pigen skulde føde, med Vognen forspændt for nu at hente Jordemoderen, for det var nok nu Bestemmelsen, seende Pigen springe op paa Vognen med det nyfødte Barn, idet hun erklærer, at nu vil hun hjem - er det utilgiveligt, at han i Øieblikkets Forvirring ikke med sikker Raadsnarhed har formaaet at klare sig Faren og Ansvaret? Saasnart han var kommen til Besindelse, gik han ud for at kalde Vognen tilbage, men forsilde.

Foreløbig skal bemærkes, at Straffelovens § 197 er aldeles uanvendelig paa dette Tilfælde, der efter min Mening aldrig kunde fremkalde høiere Straf end Bøde. 

Disse Bemærkninger maae forudskikkes for Fremstillingen af Sogneraadets Forhold til Sagen.

Saasnart jeg modtog Underretning om Sagen, skrev jeg H. Myssen et meget alvorligt Brev til, hvori jeg vel venskabeligt, men bestemt foreholdt ham hans store Uret og uhyre Ansvar, og opfordrede ham til saa vidt muligt gjøre sin Uret mod Pigen god igjen.

Saavel han som hans Kone have siden været meget urolige og nedslaaede og have paa enhver Maade søgt at gjøre deres Uret mod Pigen, som vel at mærke ingen ulykkelige Følger har havt, god igjen. Han indrømmer uforbeholdent, at han har baaret sig urigtigt ad.

I Sogneraademødet den 10de ds. bragtes Sagen paa Bane af Formanden.

Efter at Alt, hvad der var foretaget i Sagen, var bleven meddeelt, deriblandt ogsaa, at Sagen var bleven fremstilt for Herredsfogden, og at H. Myssen for ham havde afgivet sin Forklaring, og efterat Sagen var udførlig debatteret, besluttede Sogneraadet med 7 Stemmer mod 1, idet een afholdt sig fra at stemme, at medens man maatte udtale sin Misbilligelse med H. Myssens Fremgangsmaade, og i Betragtning af, at Paatale intet kunde gavne Pigen, fandt man ikke Opfordring til at paaanke den omtalte Sag for Retten.

Hermed er Sogneraadets Forhold til nærværende Sag afgjort. Den offentlige Mening maa nu billige eller misbillige denne Afgørelse.

Taaderup, den 12te Marts 1875. Blicher.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 15. marts 1875).

Poul Høy Blicher (1822-1901) var præst på Femø 1860, Thingsted 1872 og Kjettinge (Maribo) 1879. Sammen med Thora Eudoxia Schwarts (1828-1912) havde han  på daværende tidspunkt 11 børn, hvoraf alle var født på Femø. 

Den social-kvindelige Forening. (Efterskrift til Politivennen)

I 1874 blev der dannet omkring 20 fagforeninger. Halvdelen af de nye fagforeninger havde ikke været med i Internationale. I december 1874 dannedes Den social-kvindelige Forening hvis formål var at samle kvindelige arbejdere i faglige foreninger, bl. a. syersker og kvindelige tobaksarbejdere. 

Ifølge Social-Demokraten 29. december 1874 afholdt Den social-kvindelige Forening et møde enten den 29. december 1874 eller den 5. januar 1875 i Nordvestvejs første Tvergade 50, 2. sal tv. "hvortil enhver frisindet Kvinde indbydes". Indbydere var "Flere Borgerinder". En lignende notits for den 20. januar 1875 på Solitudeveh 3, og herefter hver onsdag, også gennem hele februar måned. Den 3. marts 1875 var der en særlig opfordring "da en sag af vigtighed foreligger til diskussion". Fra marts afholdtes møder på Fælledvej 13, 1. over gården 

Den social - kvindelige Forening. Det til i Tirsdags Aftes bebudede Foredrag kunde ifølge Oplysninger af Formandinden ikke sinde Sted, derimod udviklede en æret Borger Foreningens Formaal. Dette var efter Foreningens Love hovedsagelig at samle de kvindelige Arbejdere i særlige Foreninger for hvert Fag, hvilket for Kvinder er ligesaa nødvendigt, som det er Manden, ti den kvindelige Arbejder bliver i Forhold meget slettere betalt for sit Arbejde, end Manden, noget som ikke burde finde Sted, og allerhelst maatte den ugifte Kvinde, endnu medens det [er] Tid, tage kraftig Haand i Hanke [med] for at løse den Knude, som i saa lang Tid med uforbederlig Haardhed har bundet os til Guldkalven; ti tidlig eller [silde] vil det Forsømte med en stærk tilbagevirkende Kraft komme til at ramme dem selv og deres Familie, og man maa [da] beklage, at den kvindelige Arbejder i sin Elendighed endnu ikke var vaagnet til Bevidsthed om sit egen Værd, saaledes at hun kunde hæve sig op til en mere jævnsidig Plads i Samfundet med Manden. Dernæst aabnedes en Diskussion hvori flere Medlemmer deltog, og man skiltes med det Haab, at Foreningen ville vise sig at være sin Opgave voksen.

(Social-Demokraten 2. marts 1875)

Den 8. marts med foredrag af centralbestyrelsens formand E. W. Klein over emnet "Kvindens opgave med hensyn til mandens kamp for erhvervelsen af sine rettigheder" - det blev holdt i Borgergade 69.

Den social kvindelige forening. I denne Forening holdt Madsen i Tirsdags Aftes et Foredrag for en ret talrig Tilhørerkreds, der mest bestod af Kvinder. Naar Foredragsholderen havde nydt den Ære at blive opfordret til i denne Forening at holde et Foredrag, saa fandt han det rigtig, at han valgte som Emne Kvindens Emancipation. Dog vilde han, før han indlod sig nærmere paa Detaillerne, omtale Foreningens Program, der indeholder den Sætning, at man vil arbejde hen til Oprettelsen af kvindelige Fagforeninger. Det er da et Spørgsmaal, om saadanne Foreninger overhovedet kunne anses for heldige, om man ikke hellere burde lade Kvinden blive Medlem af den Fagforening, der var oprettet for de mandlige Arbejdere i den Branche, hvortil de henhørte. Der kan endogsaa spørges om Fagforeninger overhovedet er heldige. Det sidste Spørgsmaal er saa ofte besvaret, at der vel nu ikke kan være Tvivl om det hensigtssvarende i denne Ordning. Men hvad derimod det første angaaer, da maa man, naar man gaaer ud fra Ordsproget, at Den, der har Skoen paa, ved bedst hvor den trykker, ogsaa anbefale de kvindelige Fagforeninger. Naar man endvidere efter Foreningens Program er saavel moralsk som retslig forpligtet til at understøtte hinanden indbyrdes, da er dette ganske vist socialistist, og han haabede, at Tiden vilde gøre det indlysende for Alle, at man selv høster Fordel af den Støtte, man yder det hele Samfund (det er Standen, hvortil man hører). Og har den arbejdende Stand først skabt kraftige og velorganiserede Foreninger, da vil del Kapitaltyranni _ denne Arbejderstandens Svøbe - forsvinde, ti da vil de store Kapitalmidler blive anvendt til bedre Samfundsgavn end den, at bortødsle Millioner for at kunne drive Krigsgalskab og at opretholde et kostbart Hof og hvad dermed staar i Forbindelse. Taleren gik dernæst over til at omtale de forskellige Stillinger, som Kvinden er kvalificeret til at indtage i Samfundet, ligesom han ogsaa priste de 2 Kantoner i Svejts og de 2 Fristater i Amerika, hvor man i de første har indrømmet Kvinden Valgret og i de sidste tillige Valgbarhed. Fremdeles sandt Taleren, at det særlig var Kvinden, der maatte støtte Manden i hans Kamp mod Kapitalen og de traditionelle Begreber, hvoraf Samfundet endnu styres. Taleren dadlede vedkommende Autoriteter stærkt, fordi man ikke sørgede for en bedre Oplysning blandt Proletariatet, ti det er først den fri, fælles og tvungne Undervisning, i der skal gøre hver Borger og Borgerinde til Socialist. Johansen havde derefter Ordet og udtalte, at han hellere vilde have hørt en Kvinde holde Foredrag, da det dog er Kvindens Pligt i en Forening som denne. Forøvrigt var han enig med Madsen og anbefalede stærkt Oprettelsen af kvindelige Fagforeninger. Efter Afsyngelsen af en Sang om de grove Hænders Nytte, af Herløffsee, skiltes man ad, veltilfredse med Aftenens Udbytte.

(Social-Demokraten 15. marts 1875)

Den 31. marts 1875 afholdt foreningen ekstra generalforsamling på Solitudevej 3, med valg til bestyrelse og regnskab. Den 21. april 1875 var der indkaldt til møde i Stengade 11 i bagstuen, og her blev formandinden opfordret til at møde op, da hun ellers ville blive betragtet som fratrådt. Vigtige sager skulle foreligge. I april og maj fortsattes de ugentlige møder på forskellige steder i byen. Den 2. juni 1875 var der ekstraordinær generalforsamling. 

Mad. Grønbeck lykønskes
i Anledning af sin Fødselsdag d. 15. Juni.

Vi Dem ønske vil i Dag,
At De maa have det i Ro og Mag
Og glæde Dem ved Tanken om
At De til Verden kom.

Fra den social kvind. Forening

(Social-Demokraten 15. juni 1875).

Jeg har herved den Glæde at takke den ærede social-kvindelige Forening for den Hjælp, som er ydet mig ved Bestyrelsen, og tillige takkes de ærede Medlemmer, der saa velvillig har betænkt mig under min Sygdom.

Med Agtelse
Mad. Poulsen, Bagerg. 3. St.

(Social-Demokraten 15. juni 1875).

Notitserne kunne antyde at foreningen nu mere var af velgørende formål. De ugentlige møder fortsatte i juli til september 1875, indbudt af bestyrelsen. I oktober var kun kvindelige arbejdere indbudt til de ugentlige møder der nu var foredrag. Dette fortsatte helt til december 1875 hvor der 2. juledag blev afholdt en julefest/julebal hos hr. Andersen på Solitudevej 3. Den var indkaldt af mad. Hendriksen, Todesgade 14 st., mad. Johansen, Nørrebrogade 34, grønthandleren og mad. Larsen, Frederik d. 7.sgade 10, stuen. Herefter blev der stille om foreningen, bortset fra at det af en notits i Social-Demokraten 13. juni 1876 underskrevet Louis Pio (formand) hvori han takkede for at havde modtaget en gave til byggefonden på 10 kr i en aktie og 10 kr kontant. 

Iissituationen i Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Korsør skrives til os den 26de Febr. Aften. Postdampskibet "Fyen" afgik imorges Kl. 6 fra Korsør med Passagerer og Kjøbenhavns Aftenpost af 25de dennes, som lykkelig landsattes ved Iisbaad fra den faste Iiskant til Knudshoved omtrent Kl. 8 Formiddag, hvorpaa Skibet retournerede til Korsør omtrent Kl. 11 Form. med Hamborger og jydsk-fyensk Brevpost samt enkelte Passagerer. Kl. 10 1/4 Form. afgik "Esbern Snare" fra Korsør med Kjøbenhavns Morgenpost og ca. 50 Passagerer. Skibet mødte megen Iis, navnlig paa Vesterrenden, men naaede dog ind til den faste Iiskant ved Knudshoved. Før Landsætning imidlertid var paabegyndt, pressede Isen ved stormende Kuling af OSO, og haardt Søndenvande saa voldsomt paa Land, at det var nødvendigt iilsomt at retirere med Skibet for ikke at blive skruet iland paa Knudshoved, og det var ikke senere i Løbet af Dagen, trods mellem Kl 11 og 3 adskillige Forsøg gjordes, muligt atter at komme Land saa nær, at Communication med dette kunde tilvejebringes. Isen var ved haardt Søndenvande i voldsom Gang nordpaa, og skruedes ikke alene op paa Landgrunden, men laa Kl. 3, da alle yderligere Forsøg maatte ansees for frugtesløse, saa tæt pakket til midt paa Vesterrenden, at "Esbern Snare" kun med største Besvær atter naaede aabent Vande, og efter at have maattet retirere Nord om Sprogø for en meget svær, fast Iisflage, der kom drivende sydfra, omtrent Kl. 4 1/4 Eftm. naaede tilbage til Korsør med Posten og de skuffede Passagerer. "Fyen", der anden Gang var afgaaet fra Korsør med de Kl. 1 dertil ankomne Reisende og nogen Post, maatte ligeledes med uforrettet Sag gjøre Vendereise Nord om Sprogø og indkom i Havn omtrent samtidig med "Esbern Snare". Iistilstanden i Aften var, som alt pr. Telegram meddelet, saaledes: Vesterrenden aldeles fyldt med tildeels svær Skrueiis; paa Østerrenden endeel Sjapiis. Megen og tilsyneladende svær Iis i Anmarche sydfra, haard østlig Kuling med 3 Gr. Frost, stærkt Søndenvande.

En dansk Skonnert observeredes igaar Morges paa Vesterrenden i Beltet Nord for Sprogø, styrende mellem Isen sydefter. Da senere Isen kom ned paa den, saaes den vende og styre nordpaa, rimeligviis for Kallundborg, da den ikke kunde naar Korsør, der endnu er saa godt som iisfri.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. februar 1875).

Postdampskibe over Storebælt blev indsat i 1828.

Carl Neumann (1833-1891): Pantserskonnerten "Esbern Snare" ved Eckernförde. 1865. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Postforbindelsen over Store Belt. Hr. Redaktør! Tillad mig giennem Deres ærede Blad at henlede Opmærksomheden paa deu hensynsløse Maade, hvorpaa det rejsende Publikum behandles under de nuværende vanskelige Overfartsforhold i Beltet. Skylden maa vel navnlig paahvile Hr. Tobiesen, som den der leder Postvæsenets Anliggender, og som altsaa maa kunne træffe extraordinære Foranstaltninger, men ogsaa antagelig bør give Publikum fornøden Underretning i Tide.

I Fredags Aftes Kl. 7 skulde en Slægtning af mig tiltræde en Rejse til Jylland. Da det nu ikke er hver Mands Sag at foretage en forgæves og kostbar Rejse til Korsør for personlig at saa Besked om Beltets Tilstand, søgte vi Kl. 5 efter det lovede Opslag paa Kjøbenhavns Banegaards Afgangsstations. Her fandtes imidlertid intet offenliggjort ved den Tid, og kun ved at henvende os i Postkontoret fik vi underhaanden udleveret et Telegram til Gennemlæsning, som var afsendt Kl. 1,5 Min. Efterm. fra Korsør. Hvorfor var nu dette Telegram ikke opslaaet flere Timer tidligere, saa at de Rejsende derefter kunde tage deres Bestemmelse? Telegrammet indeholdt den Oplysning, at "Esbern Snare" var afgaaet Kl 8 3/4 Morgen med Brevposten og 55 Passagerer og havde med Besvær ilandsat Brevposterne ved Knudshoved. Hvorvidt de 55 Rejsende vare komne i Land omtaltes ikke. Dampskibet "Fyen" var afgaaet Kl. 11 med ca. 30 Rejsende og Brevposterne fra Morgentoget, men der meldtes intet om, hvorvidt Landstigningen var lykkedes. Af Morgenaviserne for i Lørdags erfarede man først, at "Esbern Snare" allerede var returneret til Korsør Kl. 3½ Efterm. med Rejsende og Poster fra Fyensiden, altsaa maatte de 55 Passagerer jo være komne i Land, men hvorfor blev dette ikke strax telegraferet til Kjøbenhavn? Saadanne Meddelelser ere netop af Betydning for de Rejsende, da Hotellerne under Forhold som de nuværende ofte ere overfyldte, og den Rejsende saaledes er udsat for den dobbelte Ubehagelighed, at være hindret i sin Rejse og at have Vanskelighed ved at komme under Tag. Af sidstnævnte Telegram erfarede man endvidere, at "Fyen" var returneret til Korsør Kl. 5 med de 30 Rejsende, og alle disse Ting, der væsenlig have Betydning for den Rejsende, som skal afsted Kl. 7, blive først telegraferede hertil Kl. 6 1/4. Min Slægtning rejste, uvis om han kunde faa Plads i Hotellet, og uvis om han kunde slippe over Beltet. Af et Privatteleqram, som indtraf samtidig med det ovenfor omtalte og meddeltes i Bladene, fik man at vide, at Ruten Aarhus-Kallundborg i Fredags var i regelmæssig Gang, medens "Fyen" forgæves sejlede omkring i Store Belt for at landsætte sine 30 Rejsende. Hvorfor blev det nu ikke øjeblikkelig bekjendtgjort af Postbestyrelsen, at denne Rute var aaben, og hvorfor dirigeres der ikke en Dampbaad til Kollundborg for at assistere "Malmø"?

Publikum er vant til at døje en Del af Embedsmændene og er ogsaa godt vænnet til at finde sig i meget, men at der aldeles ikke i Tide gives Publikum den fornødne Oplysning, og ikke foretages nogetsomhelst tilfredsstillende i saadanne extraordinære Tilfælde, er en Hensynsløshed, der søger sin Lige. -x-.

(Morgenbladet (København) 2. marts 1875).

Berlingske rapporterede hver dag i den følgende tid om issituationen. Nedenfor bringes nogle af disse rapporter.

Fra Korsør skrives den 3die Marts til os: Iistilstanden i Beltet er ikke undergaaet nogen væsentlig Forandring siden Igaar. Vesterrenden er fremdeles pakket fuld af Iis, der henimod Aften har begyndt at tage Gang for Nordenvande, og "Fyen" sidder endnu fast paa samme Sled som igaarmorges. Paa Østerrenden var imorges betydelig Natiis, men iaften synes den største Deel af samme at være borte, og Passagen mellem her og Sprogø er saa nogenlunde fri, at Iisbaadene uden Gene have kunnet udføre denne Deel af deres Fart. 

6 Joller afgik imorges fra Knudshoved med jydsk-fyenske og hamborgske Post af 28de Febr. og 1ste og 2den ds. og ere iaften naaede iland ved Halskov, hvorfra Brevsækkene strax førtes ind her til Byen. Ingen Reisende medfulgte. Den største Deel af Vesterrenden tilbagelagde Baadene over Isen der var fast nok til at bære dem paa retkjøl; da de nærmede sig Vesterrevet paa Sprogø, fandtes Isen mere ufarbar, men fra Øen og til Halssov seilede de i næsten heelt aabent Vand. Fra Halskov blev saavel Aften- som Morgenposten uden Besvær i Løbet af Formiddagen overført til Sprogø, men de Forsøg, der fra Øen gjordes paa at bringe dem samt samtlige der sig befindende Poster og Reisende videre, mislykkedes, og efter flere Timers Arbeide i Isen ud for Vesterrevet maatte Baadene Kl. 3 opgive Forsøgene for idag og retournere. Der henligger nu paa Sprogø henimod 40 Rejsende og samtlige kjøbenhavnske og svensk-norske Poster, der ere ankomne til Korsør siden den lste om Morgenen. Her i Byen vente circa 60-70 Reisende paa at befordres videre, og Antallet paa den fyenske Side er sikkert ikke stort mindre.

Der gjordes igaar Forsøg paa at frie Postdampskibet "Fyen" ud af den Iis, i hvilken den sidder sammenskruet, ved Hjælp af undersøiske Miner, der anbragtes i forskjellig Afstand fra Skibet med det Maal at sprænge Islaget, men uagtet Sprængningen foretoges med stor Præcision og Dygtighed - ledet af Lieutn. Bardenfleth - opnaaedes intet tilfredsstillende Resultat, da Skibet sidder i favnetykke Opskruninger. Dets Stilling er imidlertid fremdeles nogenlunde farefri, og kan der gjøres Noget for paany at bringe det i aabent Vand kan man være overbeviist om, at Skibets energiske Fører, Capt. Elmqvist, der alene af Pligtiver for at bringe Post og Reisende frem, er kommen i Klemme, ikke vil undlade noget Middel, der kan give Haab om gunstigt Resultat. 

"Esbern Snare" har ikke været ude idag. Som alt berørt i et af mine tidligere Breve, fik det forleden under Forsøgene paa - efterat have landsat Post - atter at arbeide sig gjennem den svære Iis, et mindre Havari paa Skruen, og under Arbeidet igaar med at komme "Fyen" til Undsætning blev Skaden yderligere forøget. Stor synes den ikke - den bestod nemlig kun i, at Bladene paa den svære Metalskrue vare blevne noget bøiede og Spidsen af den ene Flig gaaet tabt - men den var dog meget følelig, eftersom den reducerede Skibets Kraft med næsten 1/3, og det var derfor sikkert i Publicums velforstaaede Interesse, at man idag lod Skibet ligge stille for at faae Skruen udbedret. Jeg har netop nu været nede at see til Skibet, der i den korte Tid, det har været i Tjeneste hernede, er blevet Publikums, og særlig de Reisendes, erklærede Yndling, og jeg troer at kunne give al ønskelig Garanti for, at det imorgen tidlig, maaske endog før Daggry, vil være klart til atter at optage sine Farter. Efter hvad Føreren har meddeelt mig, skal det arbeide fortrinligt i Isen, men, som jeg alt igaar tilskrev Dem, den Ils, som Strømmen her i Beltet kan pakke sammen, kan være formeget selv for det kraftigste Pandserskib, endsige da for en forholdsviis lille Baad som "Esbern Snare".

Vinden er iaften falden mere nordlig end de foregaaende Dage, og Strømmen er stiftet. Muligviis giver dette en Forandring til det Bedre i Iistilstanden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. marts 1875).

Fra Korsør skrives til os den 5te Marts: Tæt Taage forhindrede imorges "Esbern Snare" fra at afgaae til bestemt Klokkeslet; thi naar Taage, denne Hindring for al Seilads, træder i Forbindelse med et solidt Islag, gjør den ligefrem al fornuftig Navigering til en Umulighed, eftersom man under disse Omstændigheder hverken kan beregne sin Plads ved Loddet eller ved Skibets Fart, de to Factorer, hos hvilke Sømanden ellers siges at søge Trøst, naar han, paa Grund uf Tykning, ikke kan see at finde Vei. Da "Esbern Snare" altsaa ikke var disponibel, blev man nødt til at tage sin Tilflugt til Isbaadene, for hvilke Farvandets Dybde ikke spiller nogen Rolle, og op ad Formiddagen afgik herfor en halv Snees Baade og Joller, medhavende Post og et ikke ringe Antal Passagerer, fra begge Sider. De fyenske Baade vare saa heldige at finde Sprogø og derfra henimod Aften at naae Halskov; Baadene fra Sjælland gik det derimod ikke saa godt; de flakkede længe omkring i Taagen og vare sluttelig glade ved at kunne naae tilbage til deres Udgangssted, fra hvilket saa "Esbern Snare", da Luften henimod Kl. 2 blev noget opklarende, afhentede dem og tog dem paa Slæb, for først at slippe dem efter sikkert og vel at have fat dem fast i Landisen under Knudshoved Til dette Punkt, som man kom paa 1/9 Qvartmiil nær lossede "Esbern Snare" sin Post og omtrent 50 Passagerer, og fra dette retournerede Skibet atter til Korsør henimod Kl 6, medbringende c. 25 Reisende og endeel Post. Da de 8 Baade, som afgik fra Halskov, medbragte en betydelig Pakkepost og de 10 fyenske Baade ligeledes vare godt tilladede, blev der altsaa udvexlet idag et ikke ringe Qvantum Gods mellem de forskjellige Stationer, og ville Forholdene imorgen og iovermorgen ikke være altfor ugunstige, er der grundet Haab om, at man vil kunne komme à jour med al den Post, der ved de sidste Dages uheldige Isforhold er bleven opbunket paa begge Isbaadsfartens Endestationer. Veiret har idag, naar undtaget Taagen, været særdeles smukt og godt. Det har været fuld- kommen Stille, og Strømmen har været gunstig for Spredningen af Isen, der idag aldeles ikke har frembudt nogen Hindring for Landsætning paa den fyenske Kyst, da den har været "staaende", det vil sige fast til ½ til 1 Qvartmil fra Land. Der findes vel endnu betydelig Driviis paa Vesterrenden, og den første østlige Vind vil atter pakke de tilstedeværende Masser op mod Landet og besværliggjøre Sejladsen, men paa den anden Side kan man jo nu med lige saa megen Grund vente, at Kulingen vil falde vestlig, og i saa Fald vil Isen i Beltet snart have ophørt at spille en Rolle. Paa Østerrenden saaes imorges en betydelig Mængde Natiis, der generede Iisbaadene i ikke ringe Grad, men henimod Aften var den, efter Forlydende, aftagen betydelig i Styrke, og da Kulden iaften kun er ringe (- 2 Gr.), vil der forhaabentlig ikke danne sig meget mere til imorgen. "Fyen" sidder vedvarende indeklemt i Isen, men ifølge Meddelelser fra Knudshoved skal denne dog være lindet endeel omkring Skibet, saa at Udsigterne til snarlig Forløsning synes at være tiltagne.

Der er nu ombord 170 Mand daglig til Tjeneste ved Iisbaadene og Jollerne her paa Stationen. Da hver Mand lønnes med 6 Kroner om Pagen (Jolleføreren og Togførerne have endda mere) og extra Douceur for hver lykkelig fuldført Tour, vil man kunne indsee, hvor bekosteligt et Apparat den hele Iisbaadefart er for Postvæsenet, og maa end enhver Reisende betale 8 Kroner for at komme fra Knudshoved til Halskov eller omvendt, saa vil det dog være indlysende, at ved den nuværende Fart spinder Staten ingen Silke, saameget mere som den, foruden de omtalte 170 Mand, endvidere maae bekoste Udgifterne til Postdampskibene osv. osv. Det er derfor et Held for Postkassen, at vi ikke hver Vinter have Iistransport, og hvad de Reisende angaaer, - ja, da troer jeg ogsaa at kunne sige, at det er et Held for dem; thi om end en Iistransport for een Gangs Skyld kan være ret interessant, behagelig er den sandelig som Regel ikke.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1875).

Den 10. marts 1875 forsvandt isen meget hurtigt fra Storebælt og overfarten blev normal igen. De første storebæltsfærger H/F Korsør og H/F Nyborg blev indsat 1. december 1883.

Isskrueningen i Taarbæk Havn den 6te Marts 1875. Efter en Skizze af Premierlieutenant G. E. Fugl. Illustreret Tidende nr. 807, 14. marts 1875.

Carl Sacht. (Efterskrift til Politivennen).

Den første redaktør af Social-Demokraten Anton Mundberg blev efterfulgt af Carl Sacht, der også udgav vittighedsbladet, ugemagasinet "Figaro" fra 1. februar 1873. I oktober 1873 blev der anlagt sag mod ham for majestætsfornærmelse i anledning af at have bragt en sang om afsløringshøjtideligheden.

I august 1874 tiltrådte Sacht som redaktør af Social-Demokraten (se dette blad fra 11. august 1874). Han fortsatte som redaktør af "Figaro". I september 1874 blev der anlagt sag efter straffelovens § 90 (majestætsfornærmelser mod kongen) for en "Fædrelandshistorie" i "Figaro". 

I en længere artikel om denne sag i "Social-Demokraten" 4. oktober 1874 stod bl. a. om anklagerne:

Dommeren begyndte nemlig med at oplæse for mig et Stykke, der staar i "Figaro"s Nr. 34 og hvori der forekommer en Samtale, i hvilken en "Hr. Chistiansen" adspørges, om han har gjort gode Forretninger paa Island, og hvori han fortæller, at han vil lade sine Børn lære det islandske Sprog, hvilket atter besvares med, at han først burde lære dem at tale Dansk. Dette mente Dommeren at være sigtet til Kong Kristian den 9de, Jeg erklærede, at jeg aldrig havde tænkt mig Muligheden af, at Tanken paa Kongen kunde henføres herpaa, men Dommeren fortalte mig da, hvad jeg aldrig har havt nogen Anelse om, at Hans Majestæt ifølge nogle Bladreferater, skal under sit Ophold paa Island have ytret, at hans Børn eller Børnebørn skulde lære det islandske Sprog. - I en "Fædrelandshistorie" i nævnte Blads samme Numer findes en Udtalelse om, at Admiral Peder Galt, efter Slaget ved Fehmern, da han blev beordret til udfor Kielerfjord at passe paa den svenske Flaade, havde baaret sig galt ad, idet han ligesom Overkommandoen paa Als i 1864 havde sovet; det hedder nu videre, at naar det havde været i vore Tider og Peder Galt blot havde været en god nationalliberal Mand, som troede, at "Allah Christian var stor og Klein hans Profet", saa vilde han være bleven spyttet i Knaphullet, og derved vilde den Historie have været forbi. Her vilde Dommeren atter paastaa, at jeg med "Allah Christian" havde ment Hans Majestæt Kongen, men ligesaa vist som jeg unægtelig i Øjeblikket ikke bestemt kunde erindre, til hvem jeg havde sigtet, idet jeg ikke tillægger "Figaro" nogensomhelst politiske Betydning og aldrig har tænkt, at man vilde bryde sig om de kaaade eller vittige Udtalelser i et saadant Blad, ligesaa vist har jeg bestemt ikke sigtet til Kongen, men, som jeg ytrede, vist mere til Konseilpræsidenten. 

Tilsyneladende var der sket en uregelmæssighed idet Sacht først fik at vide at der var anlagt sag mod ham da alt var færdigt til doms, og at selv forsvareren ikke havde ladet ham noget vide. Den 19. oktober 1874 blev Sacht ved Kriminal- og Politiretten idømt 6 måneders simpelt fængsel. 

Til mine Venner og Meningsfæller!

Som de veed, havde jeg en 6 Maaneders "Udenlandsrejse" tilgode, hvis Tiltrædelse blev forhalet paa Grund af Familieforhold i Hjemmet. Endskønt disse endnu ikke var jevnede og endskønt min Hustru netop i disse Dage laa paa Sygelejet og trængte til Trøst og Opmuntring, sendte man nu Bud efter mig, ti "Majestætsforbrydelsens" store Synd skulde afsones. Da jeg imidlertid havde en til Vished grændsende Formodning for, at jeg ikke i de 6 Maaneder vilde blive en Smule loyalere end jeg er, ja, da jeg følte, at jeg baade i Fængslet vilde udsætte Resten af mit svækkede Helbred og endnu mere føle Bitterheden af i 1875 at skulle indespærres som en Forbryder, fordi jeg havde udtalt en Vittighed, der "kunde antages at sigte til Kongen", saa foretrak jeg at rejse bort, for i et fremmed Land at bryde mig en ny Bane. Med blødende Hjerte er jeg gaaet i Landflygtighed, men jeg trøster mig ved Tanken om, ad Aare at kunde vende tilbage, ti det vil vel heldigvis ikke vare længe, før Signalerne forandres i Danmark. Lad mine Modstandere nu kalde det Fejghed, at jeg er rejst, det gør intet, ti mit Helbred er mig kærere, og jeg haaber endnu engang at skulle tale et Ord med for Arbejdernes retfærdige Sag. Nu kan jeg kun bede Arbejderne om, hvad jeg saa ofte har udtalt, at slutte sig sammen og at være enige. De vil, de maa sejre, saa vist som Sandhed og Retfærdighed altid vil bryde sin Vej, selv om det gaar igennem Trængsler og møder haard Modstand. Gid jeg langt fra Hjemmet maa kunne have den Glæde at høre vor ædle Sag fremmes, gid at den Tid ikke maa være fjern, da det at tale den Undertryktes Sag, ikke betragtes som en Forbrydelse, men som en hæderlig Gerning, da det, at udtale sin Mening om en Embedsmand - selv om han er den højeste i Landet - ikke dømmes med adskillige Maaneders Fængsel. Leve Louis Pio! Leve hans gode Værk! Leve hver trofast Socialdemokrat.

Den 25de Febr. 1875.

Med socialistisk Hilsen

Carl Sacht.

(Social-Demokraten 26. februar 1875).

Det hjalp ikke at rejse til Sverige. Ifølge Social-Demokraten 28. februar 1875 blev Sacht anholdt i Helsingborg og blev ført til København, til de svenske avisers moro over dansk politis nidkærhed. Han blev indsat i straffeanstalten på Christianshavn. Her søgte han om benådning og fik i slutningen af april 1875 eftergivet resten af sin straf mod at han forlod landet, eller blev væk indtil straftiden var overstået. Det fik hans anseelse i socialdemokratiske kredse til at falde. 

Han oprettede vekselerfirmaet C. G. Sacht & Komp der fik højesteretsdom for at være fuldkommen lovlig og hæderlig (marts 1879). Det fortsatte imidlertid (indtil i hvert fald 1896), bl.a. med at sælge. præmieobligationer i Sverige og Norge. Firmaet gik konkurs i september 1883.

Sacht blev efterfulgt af V. T. Holst som redaktør på Social-Demokraten, og han blev kort tid efter afløst af barber Søren Larsen. Myndighederne var lykkes ved gentagne forfølgelser af redaktørerne at hæmme bladets virksomhed. Først i juli 1875 da Louis Pio, Brix og Geleff vendte tilbage efter deres løsladelse, blev der skabt mere ro om avisen.

Sacht døde den 20. september 1909 på Skodsborg Sanatorium af en nyresygdom. Bisættelsen fandt sted på Bispebjerg Krematorium. Firmaet fortsatte med Vera Christine Jakobine Marie Sacht som ansvarlig indehaver, mens Ida Margrethe Peters Bodin havde prokura i hvert fald indtil 1913.

Kirkegaardene i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Borgerrepræsentanternes Møde

Mandagen den 15de Februar Kl. 6.

- - -

Sluttelig foretoges Udvalgsindstillingen i Sagen om den vestre Kirkegaard. Den anbefaledes af Herholdt, der haabede, at den foreslaaede Commission maatte være det første Skridt til en Omordning af de kjøbenhavnske Kirkegaardsforhold. Howitz vilde henlede Commissionens Opmærksomhed paa Spørgsmaalet om Ligbrænding, hvorom han nærmere henviste til Prof. Hornemanns Foredrag om denne Sag, ligesom dennes Forslag om at de dække Ligene med et Lag Kulpulver fortiente Opmærksomhed. Bille bemærkede, at det i et Land med fri Religionsøvelse var særlig urimeligt, at Kirkegaardene vare henlagt under Kirken som ikke havde andet med dem at gjøre end selve Jordpaakastelsen. De burde være underlagt Communalbestyrelsen, og han beklagede, at denne ikke, da Sagen om Erhvervelse af den nye Kirkegaard forhandledes, bestemtere havde hævdet dens reent communale Side, hvad den foreliggende Udvalgsbetænkning nu gjorde. Ogsaa han anbefalede Ligbrænding, som han troede ogsaa vilde blive billigere end den nuværende Begravelsesmaade, der var urimelig dyr. Hvis Ligbrændingen paa Grund af Hindringer, hentede fra æsthetiske Hensyn, ikke skulde lade sig giennemføre, vilde han anbefale at gaae over til den ogsaa andetsteds drøftede Begravelsesmaade, efter hvilken Ligene bragtes i mere umiddelbar Berøring med Jorden og ikke henlaa saalænge, inden de jordedes. Herforth gjorde gjældende, at det, dengang der blev forhandlet om Erhvervelsen af vestre Kirkegaard, ikke havde været muligt at gjennemføre, hvad Bille havde ønsket, ligesom Kirkerne efter Lovgivningen kunde forlange Begravelsespladser anviste. Hvad der gjorde Begravelserne saa kostbare, var den Luxus, der anvendtes ved dem. I sanitair Henseende havde Ligbrændingen store Fordele. Borgmester Hansen oplyste, at Afgifterne ved Begravelser ikke vare høie. Man burde vistnok arbeide hen til, at Kirkegaardene bleve reent communale Institutioner, men det vilde møde den Vanskelighed, at de kiøbenhavnske Kirker, der vare meget fattige, for en Deel levede af Kirkegaardene. Gædeken antog, at Ligbrændingen efterhaanden vilde trænge igjennem, da den i sanitair Henseende frembød særdeles store Fordele. Han vilde henlede Commissionens Opmærksomhed paa det Ønskelige i at komme bort fra Begravelser paa Assistentskirkegaarden, der ved sin Beliggenhed udsatte de omliggende Qvarterer for store Farer giennem Drikkevandets Inficering. Meldahl haabede at Commissionen vilde have Øie for den Betydning som smukt anlagte Kirkegaarde havde, og den nye vestre Kirkegaard frembød i den Retning særdeles gunstige Betingelser. Efter mindre Bemærkninger af Lehmann og Herforth vedtoges Udvalgets Indstilling enst.

Kl. 9 lukkedes Dørene.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. februar 1875. Uddrag).