Ulovlige Gibsere. (Efterskrift til Politivennen)

Uberettiget næringsbrug. I Følge Anmeldelse fra tre Gibsere her i Staden var Gibser Giuliano Brunichardi, i der tidligere er mulkteret for uberettiget Næringsbrug, sigtet for vedblivende at drive Forretninger uden Borgerskab. Denne Forretning bestaar i, at han dels forhandler Gibsvarer fra en Butik i Tordenskjoldsgade, dels lader en halv snes Mennesker løbe om og falbyde saadanne Varer. Forhandlingerne om denne Sag, der paabegyndtes i et tidligere Retsmøde, førtes ved Hjalp af en Tolk, da Tiltalte kun kunde udtrykke sig i det italienske Sprog. Tiltalte erkjendte i det første Møde, at Butiksforretningen drives for hans Regning, uden at han hertil har Borgerskab, hvorimod Varerne forfærdiges af ham selv i Forening med tre Brødre, Ismaelle, Angelo, og Andrea Brunichardi, samt 2 Fættere, Giovanni og Ubaldino Brunichardi. Det Udbytte eller Tab, som Butikssorretningen giver, vedkommer alene Giuliano Brunichardi. Derimod var han i Kompagni med de øvrige med Hensyn til den Handel, der er foregaaet ved Omløben. I Gaar forandrede Tiltalte Forklaringen derhen, at Andrea B. her i Byen kun har ombaaret og solgt enkelte Figurer, der forud vare bestilte, samt tilføjede, at Kompagniskabet mellem ham og hans 3 Brødre ogsaa omfatter Butikshandelen, der saaledes drives for alle 1 Brødres Regning. Dette Kompagniskab ansaa han berettiget uden særegen Adkomst, da Varerne efter hans Paastand kun kunde betragtes som Husflidsgjenstande. Der kunde imidlertid ikke tages Hensyn til denne hans Opfattelse af Forholdet, og da hverken Giuliano eller Angelo B. vilde rette for sig i Mindelighed, og da de to andre Brødre havde forladt Staden, og det kunde befrygtes, at de tvende tilbageblevne Brødre enten ved Bortrejse paa ubestemt Tid eller paa anden Maade kunde ville søge at forhale Sagens Afgjørelse og unddrage sig Ansvar, blev der strax afsagt Dom, ved hvilken Giuliano og Angelo B. bleve ansete med Bøder, der for førstnævntes Vedkommende i Betragtning af, i at han som bemærket tidligere er mulkteret for lignende Forseelser som den her omaandlede, bestemtes til 30 Kr., og for sidstnævnte til 15 Kr.; da de omtalte Fættere ved Sygdom vare forhindrede fra at møde i Retten, udsattes Sagens yderligere Afgjørelse indtil videre.

(Morgenbladet (København) 2. april 1875).

Uroligheder paa Holmen. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 10de Marts.) I et af mine tidligere Breve har jeg berettet om en vis Gjæring, der var paa Holmen iblandt Haandværkerne derude, foranlediget ved det derværende Polities noget irriterende Optræden ligeoverfor dem ved den daglige Visitation, hvilken Gjæring dog snart lagde sig igjen, da Værftschefen tog Parti, med Haandværkerne og viste Politiet tilbage til dets rette Enemærker. Dette har dog kun været som et Havblik før Stormen, thi Gjæringen er nu atter brudt ud og har antaget meget betydelige Dimensioner. Anledningen hertil er dog ikke paany given af Politiet, men af Marineministeriet. I de sidste Aar har det nemlig været Skik, hvergang vi naaede Marts Maaned, at Ministeriet gav Ordre til, at der skulde "overarbeides" paa Holmen, saa at Arbeidstiden blev forøget med to Timer. Grunden hertil skal efter Mesternes eget Sigende være den Høist mærkelige, at Ministeriet vil bruge de Penge, det har faaet til Arbeider paa Værftet, til sidste Skilling for ikke at have noget Overskud at tilbagelevere til Finantshovedkassen ved Finantsaarets Udløb, af Frygt, som det hedder, for at Rigsdagen da skulde bevilge et mindre Beløb paa den kommende Finantslov. Arbeiderne paa Værftet have i de senere Sar givet deres Uvillie tilkjende over dette "Overarbeide" paa en stedse meer og mere høirøstet Maade, og iaar er Bevægelsen nu saa stærk, at den grændser noget nær til Oprør og Mytteri. Den første Aften, det var i forrige Uge, da Overarbeidet skulde tage sin Begyndelse, nægtede saa godt som alle Haandværkerne at arbeide to Minuter endsige to Timer længere og de forlode Værkstederne for at begive sig ud af Holmen. Ved Udgangen til denne fandt de imidlertid opstillet omtrent alle Værftets Underofficerer med dragne Sabler og Politiet med dragne Stave. Dette var selvfølgeligt et temmelig stærkt Stykke at byde Haandværkere i vore Dage, men takket være den vore Arbeideres egne Ro og Selvbeherskelse kom det ikke til noget blodigt Sammenstød. De indskrænkede sig til paa en temmelig kategorisk Maade at forlange sig lukkede ud af Holmen, og efter at Værftschefen havde gjort nogle frugtesløse Forsøg  paa at tale Haandværkerne "tilrette", maatte han stikke Piben ind og lade Arbeiderne gaae, men dog ikke uden at han lod dem spadsere mellem en dobbelt Række af Underofficerer og Betjente. Arbeiderne toge denne Sag med stor Ro og Gemytlighed og marscherede ud af Holmen under "Socialistmarschen" og andre populaire Arier. Den næste Aften gjentog Scenen sig atter, man nægtede at arbeide og blev fulgt ud under "Bedækning" og saaledes gaaer det nu hver Aften. Hvad Enden skal blive derpaa, er ikte let at indsee, og Værftschefen befinder sig i en meget kritisk Situation, thi han kan befrygte, at Arbeiderne reent ud nægte at give Arbeide paa Holmen, dersom de vedblivende skulle tracteres paa denne Maade, som selvfølgeligt maa være meget krænkende for dem. Naar man veed, hvor daarligt Holmens Arbeidere ere aflagte, i Forhold til deres Colleger i Byen, hører en Arbejdsnedlæggelse derude ikke til de behagelige Ting for Ministeriet, isærdeleshed naar dette selv maa erkjende at have givet den første Anledning dertil, thi det er Virkelig temmelig ubilligt at forlange omtrent gratis "Overarbejde" af Arbeiderne i den Tid, hvori de ellers privat maae tjene det nødvendige Tilskud til deres knappe Løn.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 12. marts 1875).

Karel Sediwy: Den gamle Dok paa Kristianshavn. Illustreret Tidende nr. 1185, 11. juni 1882. Den lå ikke på Holmen, men giver måske et indtryk af håndværkere på den tid.

Lolland-Falster. (Efterskrift til Politivennen)

"Vi skulle elske vor Næste, saa at vi ikke alene komme ham til Hjælp i Sygdom og anden Legemsfare, men i det Hele søge at fremme hans Vel til Legem og Sjæl." Saaledes lyder til os Alle et af de store Bud i vor Religionslov, men hvor lidet der bliver agtet derpaa og handlet derefter, derom have vi mange og store Beviser. Vi skulle herved tillade os at fremføre et af de meest gjennemgribende, vi kjende, og som er passeret i den senere Tid.

Hos Gaardeier Hans Christoffersen Myssen i Bruntofte tjente en ung Pige. I Midten af forrige Maaned klagede hun gjentagne Gange over Ildebefindende, især om Natten, navnlig Værk i Siderne og i Ryggen. Natten mellem den 17de og 18de f. M. tog det Onde i den Grad Overhaand, at hun fandt sig nødsaget til at gaae ind i Stuen, hvor Manden og Konen sov, for at spørge, om de ikke vilde lade hente en Doktor, for hun kunde ikke nære sig for Værk og Pine. Hertil svarede Hans Myssen, at det kunde han ikke, for han skulde først til Smeden med Hestene og have dem skjærpede. Pigen maatte gaae med den Besked og tilbringe Natten som hun selv bedst kunde. I Løbet af Natten, Kl. 4, fødte hun et Barn uden nogen Menneskers Hjælp. Derefter gik hun atter ind i Stuen og spurgte, om de da ikke nu vilde hente Jordemoderen, for nu havde hun født et Barn. Denne Gang svarede Konen saaledes: "Saa skal Du bort herfra, og det skal være strax; vi kan ikke have Dig her i denne Tilstand og vil heller ikke." Pigen, der kjendte den faste og bestemte Mening, der laae i Konens Ord, og hørte med hvilket Eftertryk, de bleve udtalte, tænkte ved sig selv: "Vil dog Vorherre hjælpe mig, jeg kan komme herfra!" Manden, paa hvem Konens Ord formodentlig heller ikke saa ganske have været uden Virkning, var staaet op af Sengen og kommet ud og spandt et Par Heste for en Vogn, for i den Mellemtid havde Forholdene forandret sig saaledes, at Hans Myssens Heste nu ikke trængte til at blive skjærpede; nei, det gjaldt kun at komme afsted i en Hast. Vognen var nu forspændt; Pigen svøbte sit Barn ind i et Forklæde og tog det saaledes med sig til Vogns, Alt med egen Hjælp; en Dreng eller Karl kjørte saa Pigen fra Bruntofte til Sognets Fattighuus ved Tingsted, en Vejstrækning af en omtrent 3/4 Miil. Naar man nu husker paa, i hvilken Frost og Kulde og Blæst, uden nogen Indpakning, i den Tilstand, - for en rig Bonde at skille sig paa den Maade af med et fattigt Tjenestetyende, som han og Kone vare godt fornøjede med, hvordan mon de da vilde behandlet den, de mulig vare misfornøjede med! - Dersom Hans Myssens Kone havde, istedetfor at blive inde i sin Stue, taget et gammelt Lagen, en Pude eller et Hestedækken og gaaet dermed ud til Pigen og ladet hende benytte det til lidt Indpakning, saa havde hun dog dermed kommet hende lidt tilhjælp; men derimod paa den Maade, de have handlet, har Hans Myssen og Kone overladt deres Tjenestetyende til sig selv i hjælpelos Tilstand, og derved udsat baade Pigens og Barnets Liv og Lemmer og Helbred for en betydelig Fare.

Det skal bemærkes, at efter Anmodning til Pigen om at forklare sig om Sagen overeensstemmende med Sandheden, har hun afgivet Forklaring, som det her er nedskreven.

Til Advarsel for Andre, navnlig for dem, der ere blottede for Kjendskab til Tyendeloven, skal vi tillade os at meddele Følgende. Tyendeloven af 10de Mai 1854 siger i § 36: "Bliver et Tvende sygt og sengeliggende eller angreben af smitsom Sygdom, maa dets Flytning ikke finde Sted, om end Fardag er kommen, eller Tjenesten paa anden Maade er ophørt, førend i Kjøbstæderne en Læge og paa Landet enten en Læge eller, hvor en saadan ikke er tilkaldt, Sognepræsten, Sognefogden eller en Sogneforstander, erklærer at formene, at Flytningen kan skee uden Fare for Tyendets Helbred eller for Smittes Udbredelse. Hvis Husbonden, overtrædende denne Forskrift, skaffer den Syge ud af Huset, skal han straffes paa samme Maade, som i § 31 et bestemt, og desuden bare alle Omkostninger paa den Syges Pleie og Helbredelse." Slutningen af § 31 siger: "Derhos bør han efter Omstændighederne straffes med Bøder fra 5 til 100 Rdl. eller med simpelt Fængsel i indtil 4 Uger, saafremt han ikke efter andre Lovbestemmelser har forskyldt en større Straf." - Men saa kommer almindelig borgerlig Straffelov af 10de Februar 1866; dens § 107 siger: "Den, som udsætter et spædt Baen eller forlader en under hans Varetægt staaende Person i hjælpeløs Tilstand, straffes med Forbedringshuusarbeide eller under formildende Omstændigheder, navnlig hvis Gjerningen ikke har medført Fare for den Paagjældendes Liv eller Helbred, med Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel. Har Handlingen medført det udsatte Barns eller den forladte Persons Død eller en betydelig Legemsbeskadigelse (§ 204), uden at dette dog har været tilsigtet, kan Straffen stige til Tugthuusarbeide i 12 Aar."

Saasnart som det nu hos Pigen og Barnet kan vides, om de ved den ovenfor skildrede Handling bare faaet nogen Legemebeskadigelse eller ikke, saa ville vi haabe at det ærede Sogneraad, hvem det nærmest tilkommer at tage den Fattige i Forsvar, vil træffe Foranstaltninger til Sagens Paatale, saa Lovens strænge Retfærdighed kan gjøre sig gjældende.

Kraghave og Bruntofte, den 2den Marts 1875.
P. Ladefoged. Ole Andersen.

Bedes godbedsfuldt oplaget i "Stubbekjøbing Avis" og "Loll-Falst. Folketidende",

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 11. marts 1875).

Bruntofte, Tingsted Hans Christoffersen Myssen og Kirsten Christiansdatter

Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes?

I "Lollands-Falsters Stifts-Tidende" for 11te Marts findes indrykket et Inserat, hvori ankes over, at Gaardeier H. C. Myssen i Bruntofte har hjemkjørt en Pige, der var i hans Tjeneste, umiddelbart efter at hun havde født et Barn, og hvori til Slutning findes en Henstilling til Sogneraadet om at indanke Sagen for Retten.

Det er som Formand i dette Sogneraad og paa dettes Vegne, jeg finder mig tvungen til følgende Udtalelse.

Jeg skal forudskikke et Par Bemærkninger.

Først skal jeg aldeles ikke drage de 2 hæderlige Mænds ædle Bevæggrunde, som have underskrevet Inseratet, i Tvivl; og dernæst er det meget langt fra, at jeg eller noget Medlem af Sogneraadet billiger H. Myssens Adfærd, hvilket bestemt blev udtalt i Mødet den 10de ds.

Jeg skal dernæst bemærke, at Inseratet lider af adskillige Unøiagtigheder, sandsynligviis foraarsagede ved Pigens upaalidelige Forklaring. Efter H. Myssens gjentagne Erklæring vidste han intet af, at Pigen havde født Barnet, før hun med dette var sprungen op paa Vognen, og da han saae, hvorledes Sagen stod sig og sagde "I den Stilling kan Du ikke tage bort", erklærede hun: "Jo, det kan jeg godt, og jeg vil hjem nu."

Det var dernæst ikke Pigen formeent at benytte de Sengeklæder, der vare i hendes Kammer, hvilke hun ogsaa tildeels tog i Brug.

Endelig er det meget langt fra, at de vare fornøiede med Pigen, hvortil der nok heller ikke har været Grund.

Det burde dernæst ikke forties, at Pigen paa det meest Haardnakkede og lige til det sidste Øieblik benægtede at være frugtsommelig, hvilket som bekjendt berettiger Husbonden til uden Varsel at jage Tyendet af Tjeneste, men at hun saaledes har bedraget sin Husbonde og holdt ham for Nar, lige til Barnet var født, indeholder vel ingen Retfærdiggørelse, men en stor Undskyldning for Manden. Havde han vidst det, var hun forinden bleven fjernet.

Disse Bemærkninger ere Resultat af flere Samtaler baade med Manden og med Pigen,

Vil man sige, at H. Myssens Handlemaade kun vidner lidt om Hjerte for Tjenestepigen, skal jeg ikke benægte det; men jeg skal henstille, om det sørgelige og bittre Forhold, som desværre paa den senere Tid saa almindeligt har afløst det smukke og hjertelige Forhold mellem Husbonde og Tyende, ikke for en meget væsentlig Deel hidrører fra sidstnævnte.

Jeg skal dernæst henstille, om de, der med saa stor Sikkerhed fordømme Mandens Adfærd, ere ganske sikkre paa ikke under lignende Forhold at begaae en lignende Uret. Man tænke sig Manden uden Forestilling om, hvad der var hændet, netop kommen paa det Rene med, at Pigen skulde føde, med Vognen forspændt for nu at hente Jordemoderen, for det var nok nu Bestemmelsen, seende Pigen springe op paa Vognen med det nyfødte Barn, idet hun erklærer, at nu vil hun hjem - er det utilgiveligt, at han i Øieblikkets Forvirring ikke med sikker Raadsnarhed har formaaet at klare sig Faren og Ansvaret? Saasnart han var kommen til Besindelse, gik han ud for at kalde Vognen tilbage, men forsilde.

Foreløbig skal bemærkes, at Straffelovens § 197 er aldeles uanvendelig paa dette Tilfælde, der efter min Mening aldrig kunde fremkalde høiere Straf end Bøde. 

Disse Bemærkninger maae forudskikkes for Fremstillingen af Sogneraadets Forhold til Sagen.

Saasnart jeg modtog Underretning om Sagen, skrev jeg H. Myssen et meget alvorligt Brev til, hvori jeg vel venskabeligt, men bestemt foreholdt ham hans store Uret og uhyre Ansvar, og opfordrede ham til saa vidt muligt gjøre sin Uret mod Pigen god igjen.

Saavel han som hans Kone have siden været meget urolige og nedslaaede og have paa enhver Maade søgt at gjøre deres Uret mod Pigen, som vel at mærke ingen ulykkelige Følger har havt, god igjen. Han indrømmer uforbeholdent, at han har baaret sig urigtigt ad.

I Sogneraademødet den 10de ds. bragtes Sagen paa Bane af Formanden.

Efter at Alt, hvad der var foretaget i Sagen, var bleven meddeelt, deriblandt ogsaa, at Sagen var bleven fremstilt for Herredsfogden, og at H. Myssen for ham havde afgivet sin Forklaring, og efterat Sagen var udførlig debatteret, besluttede Sogneraadet med 7 Stemmer mod 1, idet een afholdt sig fra at stemme, at medens man maatte udtale sin Misbilligelse med H. Myssens Fremgangsmaade, og i Betragtning af, at Paatale intet kunde gavne Pigen, fandt man ikke Opfordring til at paaanke den omtalte Sag for Retten.

Hermed er Sogneraadets Forhold til nærværende Sag afgjort. Den offentlige Mening maa nu billige eller misbillige denne Afgørelse.

Taaderup, den 12te Marts 1875. Blicher.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 15. marts 1875).

Poul Høy Blicher (1822-1901) var præst på Femø 1860, Thingsted 1872 og Kjettinge (Maribo) 1879. Sammen med Thora Eudoxia Schwarts (1828-1912) havde han  på daværende tidspunkt 11 børn, hvoraf alle var født på Femø. 

Kaptajn Hallas (4): Kritik af Svendborg Fattigvæsen 1875. (Efterskrift til Politivennen)

I Svendborg Avis. Sydfyns Tidende fremkom i første halvdel af 1870'erne en række artikler underskrevet "C" som rettede en kritik af fattiggården i Svendborg og af dennes inspektør Hallas. Fx affødte et indlæg den 5. marts 1875 nedenstående debat. Læserbrevets indhold fremgår af såvel svar som gensvar.

Hr. Redaktør!

Da en Indsender, Hr. C., i "Sydfyenske Tidende" af 5te ds. har gjort mine til Byraadet indsendte Beretninger for 1874 om Byens Fattigvæsen, til Gjenstand for nogle Betragtninger, der indeholde endeel faktiske Urigtigheder, haaber jeg, at De ikke vil nægte mig Optagelsen af nedenstaaende Berigtigelse.

I min Beretning har jeg anført, at Administrationen har kostet 767 Rd. 64 sk, at Bekostningen for hvert Lem paa Fattiggaarden gjennemsnitlig har været 69 Rd. 58 sk, og at der til "andre Fattige" er udgivet til Beklædning 40 Rd. 86 sk til 13 Personer.

Heraf udleder Hr. C., 1) at Administrationen har kostet 776 Rd. 93 sk, 3) at Føden for hvert Lem paa Anstalten koster 18½ sk pr. Dag og 3) at 12 Lemmers Beklædning har kostet 46 Rd. 80 sk, medens de andre 10 Lemmer have maattet gaae med "Figenblade".

Alle tre Slutninger ere imidlertid fejlagtige. Den første Fejltagelse grunder sig øiensynlig paa en Fejllæsning og er uden Betydning, medens de to andre derimod ere af større Vigtighed. 

Naar jeg nemlig har anført, at hvert Individ paa Fattiggaarden gjennemsnitlig har kostet Byen 69 Rd. 58 sk, saa kan man ikke af dette Tal udregne, hvad Føden har kostet, thi det maa vel erindres, at Lemmerne arbeide og fortjene noget, og Beretningen siger jo tydelig nok, at dette Arbeide har indbragt 989 Rd. 56 sk, og ligeledes maa det erindres, at Kæmnerkassen har havt en Indtægt af ca. 200 Rd. af Fattiggaardslemmer, for hvilke der er bleven betalt af Private eller fremmede Kommuner. De 69 Rd. 58 sk ere altsaa den Underbalance, som Byen har paa hvert Fattiggaardslem; men vil Hr. C. vide hvad den koster hver Dag, da kan det ogsaa let udregnes af hvad der staaer i Beretningen. Der staaer nemlig, at Forpleiningen har kostet 2110 Rd. 80 sk og Eftermiddagskaffen 168 Rd. 18 sk. tilsammen 2279 Rd. 2 sk, hvilket er 21½ sk om Dagen pr. Individ.

Hvad endelig det tredie Punkt angaaer, da staaer der i Beretningen efter Udgifterne til Fattiggaarden, at der til andre Fattige er givet 46 Rd. 80 sk til Beklædning.

Disse Penge ere altsaa slet ikke givne til Lemmerne, men ere anvendte til Konfirmationsklæder og desl. Hvad der udgives til Klæder for Lemmerne retter sig efter, hvad der haves i Behold, og selv om der et enkelt Aar slet intet udgaves, kan man ikke slutte deraf, at Lemmerne gaae nøgne, men kun at man ikke har kjøbt nye Klæder, fordi man var tilstrækkelig forsynet.

Om Fattigvæsenet ledes humant eller ikke, er det ikke min Sag at dømme, men hvis Hr. C. virkelig interesserer sig for de Fattige, saa indbyder jeg ham og enhver anden Lysthavende til, at besøge Fattiggaarden, smage paa Maden, undersøge Klæderne og Sengene osv., han vil da selv kunne see, at Lemmerne have det en heel Deel bedre, end de havde det, før de kom derind, og at der ikke paa Forsørgelsesanstalten findes Nogen indlagt, som er der imod sin Villie.

Naar Hr. C. mener, at det sidste Aars Besparelse af ca. 846 Rd. er opnaaet paa de Fattiges Bekostning, saa viser dog Beretningen, at den forbedrede Status især hidrører derfra, at Arbejdsanstalten sidste Aar har indbragt 562 Rd, mere end i 1873, og at Refusionerne i 1874 have udgjort 212 Rd. mere end i 1873.

Hvis Hr. C. skulde mene, at et Menneske (og gamle Folk spise forresten mindre end unge) ikke kan bespises forsvarligt for 81 Rd. om Aaret, hvormeget mener Hr. C. da, at en almindelig Arbejderfamilie med 5-6 Børn vilde behøve aarligt alene til Føden. Et lille Regnestykke vil let overbevise Hr. C. om, at ikke blot en Arbeiderfamilie, men selv mangen en jevn Borgerfamilie ikke har Raad til at anvende mere paa Føden, og Hr. C. vil formentlig ogsaa indrømme, at hvor der koges for 28 paa een Gang, har man Maden billigere, end hvor der koges for nogle faa.

Svendborg den 8de Marts 1875.

Ærbødigst

F. Hallas.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 9. marts 1875).

Indsendt

Naar der skal være en fornuftig Mening i, at der aarlig af Administrationen offentliggjøres en Beretning om Fattigvæsenets Status, saa maa denne affattes saa tydeligt og klart, at den tjener til at veilede og ikke til at vildlede Skatteyderne og dette sidste mene vi, at den at Hr. Hallas i "Svendb. Amtst." af 2den Marts d. A. indrykkede Beretning har gjort, dels ved at postere de forskjellige Udgifter paa en Maade, som er tvetydig og dels ved ligefrem at undlade at optoge Udgiftsposter, som ere af en væsentlig Betydning for Sagens rette Bedømmelse.

Saaledes staar der med rene Ord, at Kosten pr. Person har kostet gjennemsnitlig 69 Rd. 58 sk, hvilket udgjør 18 1/3 sk daglig, og enhver, som læser Beretningen, maa absolut faae det Indtryk, at Kosten ikke har kostet mere end det anførte Beløb. Da der saa udtales en beskeden Tvivl om, at ordentlig Kost kan skaffes tilveie for denne Pris, saa stiger Beløbet pludselig til 21 ½ sk daglig pr. Person, men det skal udregnes først og dette beviser formentlig tilstrækkelig, hvor utydeligt Beretningen er affattet. Refusionerne (Tilbagebetalingerne) spille ogsaa en Rolle uden at det af Beretningen kan sees, hvorfra disse komme. I Hr. Hallas's Inserat af 8de ds. sees det imidlertid, at ca. 200 Rd. af disse er indkommet fra fremmede Kommuner og Private, saa at dette Beløb kun uegentlig har med Regnskabet at gjøre. Om Gjennemsnitstallet af Lemmerne 28 er udkommet ved Kommunens egne Lemmer, eller om de Fremmede ere medregnede, kan heller ikke sees af Beretningen. Til Beklædning af samtlige 28 Lemmer, er der ikke opført en eneste Skilling *), og skjøndt Hr. Hallas i sit Tilsvar af 8de ds. i dette Blad oplyser os om, at hvad der udgives til Klæder for Lemmerne, retter sig efter hvad der haves i Behold og selv om der et enkelt Aar slet intet udgives hertil, maa man ikke heraf slutte, at Lemmerne gaae nøgne eller klædes i Figenblade, men kun at man ikke har kjøbt nye Klæder, fordi man var tilstrækkelig forsynet. Heraf fremgaaer altsaa, at Beholdningen af Klæder til Lemmerne i det forløbne Aar har været saa stor, at man ikke har havt nødig at anvende en eneste Skilling til dette Brug.

Vi have desværre ikke Hr. Hallas's Beretning for Aaret 1873 ved Haanden og kunne derfor ikke oplyse, hvor stor Udgiften til Klæder har været i bemeldte Aar, men Hr. Hallas er maaske saa god at oplyse os herom. Vi kunne imidlertid ikke tilbageholde vor Forundring over, at 28 Fattiglemmer kunne hjælpe dem igjennem et helt Aar med Beklædning, uden mindste Bekostning, ja vi maa endogsaa tilføie, at en saadan større Ophobning af Beklædningsgjenstande er en egen og paafaldende Oekonomi, som maaske kan være meget besparende, men vi forstaae den kun ikke. Har der nu i Beretningen fra 1873 eller maaske endogsaa fra tidligere Aar været gjort store Anskaffelser af Klæder og det hertil medgaaede Beløb er opført i det Aars Regnskab, i hvilket Anskaffelsen er skeet, saa er dette jo ligesaa urigtigt, som at undlade at føre en eneste Skilling til Udgift i et Aar. hvor Beklædningen er taget af Beholdningen fra tidligere Aar. - Gaaes der frem efter det samme Princip ved Fattiggaardens øvrige Administration, saa vil vist selv Hr. Hallas indrømme, at hans aarlige Beretninger ikke have den allermindste Værd, da Skatteyderne deraf ikke kunne faae noget Indblik i, hvorledes Fattigkassens Status er for det Aar Beretningen gjælder. Endvidere savne vi i Beretningen, som tidligere omtalt, en Meddelelse om, hvor stort et Beløb der medgaaer aarlig til Giældens Forrentning og Amortisation, som er stiftet til Fattiggaardens Opførelse og Montering. Denne Udgift er en af de største, der hviler paa Fattigkassen, og saalænge der ikke vides Besked herom, kan man hellerikke danne sig nogen bestemt Mening om og i hvilket Omfang der er gjort Besparelser.

I Foranstaaende have vi formentlig paaviist, at Beretningen er alt andet end veiledende, men at den endogsaa ved sine indviklede Poleringer og væsentlige Udeladelser er ligefrem vildledende; derimod kan man ikke væege sig for det Indtryk, at Hensigten med Beretningen idetmindste for en stor Del ogsaa er den, at fremstille den nye Inspektør-Institution i det meest rosenrøde Skjær, til egen og øvrige agerende Herrers Forherligelse.

I dette Blads Nr. 51 ere DHrr. Fattigforstandere optraadt med en knusende Protest og med en hel Del veritable Uartigheder imod den stakkels undertegnede, hvori de søge at godtgjøre, at Besparelserne ved Fattigvæsenet ikke ere fremkomne paa Humanitetens Bekostning og at Hr. Hallas's fortrinlige Administration har bragt Lykke og Velsignelse over Kommunen. At denne Virak vistnok smager ret delicat, kan gjerne være, men vi maa dog gjøre DHrr. opmærksom paa, at de herved paa en indirekte Maade give vor dygtige og nidkiære Borgmester en alvorlig Hib. Vi bede dem at fastholde i deres behagelige Erindring, at de Forretninger, som udføres af Hr. Hallas, paahvile i Embeds medfør Borgmesteren og naar de nu optræde saa rosende for Hr. Hallas, saa maa der nødvendigvis underforstaaes, at Borgmesteren ikke er istand til at udføre disse (sine) Forretninger lige saa godt som de nu udføres at Hr. Hallas. Vi finde os foranledigede til at nedlægge den bestemteste Protest imod en Insinuation som denne, idet vi ere fuldt og fast overbeviste om, at Borgmesteren vilde være istand til at frembringe de samme gode Resultater paa dette Omraade, som Hr. Hallas har frembragt, til Lykke og Velsignelse for Byen, og Bykassen vilde i saa Tilfælde ovenikjøbet, som en behagelig Tilgift, kunne stryge Lønnen m. m. til Fattiginspektøren ind.

Det synes forøvrigt, efter den Maade, paa hvilken DHrr. ere optraadte, at vore tidligere Bemærkninger have berørt dem paa et temmelig ømt Punkt, dog skulle vi gierne troe DHrr. paa deres Ord, at Besparelserne ikke ere fremkomne paa Humanitetens Bekostning, men ved denne Leilighed dog tillade os at bese DHrr. om godhedsfuldt at meddele os, hvormeget de i deres Humanitet have tilstaaet Skipper Rasmus Hansens Enke, ogsaa kaldet "Vintapperenken", i vel sidste ½ eller 1/4 Aar af hendes Liv og hvormeget der da atter blev afkortet hende, da hendes forfaldne Søn flyttede ind i hendes Lejlighed for at pleie hende i hendes sidste Levedage. Naar vi have modtaget denne Oplysning, kan det være muligt, at vi finde Anledning til at anstille nogle yderligere Betragtninger over Sagen. Naar DHr. endvidere opgiøre et Regnestykke, hvorefter en Arbeiderfamilie med Kone og 4 Børn skal fortjene 10 Mk. daglig eller 521 Rd. aarlig, for at berede sig og sine et ligesaa behageligt Liv, som der beredes Fattiglemmerne paa Fattighuset, saa er denne Beregning af en temmelig luftig Beskaffenhed. Vi maa giøre DHr. bekjendt med, hvis de ikke veed det iforveien, at de allerfleste Arbeiderfamiliers Børn bespises og beklædes ved velgjørende, bedre stillede Medborgeres Godgjørenhed og at de kun fordi de have deres Frihed, ere istand til at skaffe dem den væsentligste Del af deres Underhold paa denne Maade.

Dersom Arbejderfamilierne udenfor Fattiggaarden bleve desciplinerede paa samme Maade som Lemmerne paa Fattiggaarden og de udelukkende skulde leve af Mandens Dagløn, saa vilde den største Del, navnligen af Børnene for længe siden være sultede ihjel. Saaledes som dHr. have opgiort deres Regnestykke passer det ikke til de stedlige Forhold. Naar d.Hr. endvidere rette det Spørgsmaal til os, om vi have giort os det klart, hvor skadeligt det er at "udgyde" **) urigtige Fremstillinger om de Fattiges Behandling o. s. v.. saa skulle vi svare, at, saafremt der i det af os Fremsatte maatte findes Urigtigheder, saa ligger Skylden ikke hos os, men i Fattiginspektørens mangelfulde og vildledende Beretning, saa at deres Bebrejdelser i denne Retning ere feilagtig adresserede; iøvrigt skulle vi tilføie, at vi ere af den Mening, at det formilder den Fattiges Sind, naar han seer, at der er Nogen der taler hans Sag, naar man er af den Formening, at Alt ikke er som det burde være og dette troe vi, gavner langt mere end det skader. At vor Mening om Sagen, er dHr. Fattigforstandere ligegyldig, finde vi os i med christelig Taalmodighed. Naar vore øvrige Medborgeres Opmærksomhed er henledet paa den omhandlede Sag, er Hensigten med vore Artikler fuldstændig opnaaet. C

*) De 46 Ab. 80 sk ere jo anvendte til Konfirmationsklæder o. deSl.

**) For dHrs. egen og for de Fattiges Skyld, haabe vi, at deres Humanitet ikke staar ganske paa samme Standpunkt som deres Høflighed.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 16. marts 1875).

Læserbrevene affødte et sagsanlæg. Retten fandt i 1877 frem til nedenstående afgørelse:

I Svendborg Bythingsret den 19de f. M. afsagde Sættedommer, By- og Herredsfoged Aagaard af Faaborg Dom i Svendborg Byraads Sag imod Redaktør G. Petersen i Svendborg angaaende Ærefornærmelser, hvorved er kjendt for Ret:

"De ovenfor fremhævede i Tillæg til Bladet Svendborg Avis. Sydfyns Tidende for 2den November 1875, samt i Bladets Nr. 22, 30, 41 og 50, daterede henholdsvis 1ste, 12te og 28de Februar og 11te Marts 1876 indeholdte for Citantskabet Svendborg Byraad fornærmelige Ytringer bør døde og magtesløse at være, og bør Indstævnte, Redaktør G. Petersen af Svendborg, for sit i saa Henseende udviste Forhold til Statskassen bøde 100 eller, saafremt Bøden ikke fuldt betales, straffes med simpelt Fængsel i 15 Dage.

Saa bør Indstævnte ogsaa at betale til Citantskabet Sagens Omkostninger med ialt 60 Kr.

At efterkommes inden 13 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Aagaard."

De i Dommen fremhævede Ytringer. som kjendes døde og magtesløse, ere følgende:

A. I Artiklen i Bladet af 2den November 1875:

1) "Del ses endvidere, at Byen har været saa venlig at befrie Hr. J. P. Baagøe for Udgifterne ved et Kloakanlæg over hans Plads" ....

3) "Hr. Jernstøber Lauge er da heller ikke gaaet tomhændet ud af Raadets Forhandlinger, det ærede Raad har efter Formandens og Hr. Baagøee Anbefaling foræret ham 400 i Mulct, som skulde have været erlagte i Mulkt for Misligholdelse af en indgaaet Akkord" ....

B. I Artiklen af Bladet for 1ste Febr. 1876 skrives om Sygehuset:

1) "En Handlemaade, som vistnok maa betegnes som rask, men som ikke desto mindre lider af den Svaghed, at den er ligefrem ulovlig, og for hvilken der derfor maa kunne gjøres Ansvar gjældende mod rette Vedkommende ad Lovens Vej."

C. I Artiklen af Bladet for 12te Febr. f. A. skrives om Fattiginspektørens Beretning om Svendborg Fattigvæsen:

2) "Denne Beretning er udebleven iaar, og denne Udeblivelse har igjen forskaanet os for al denne Humbug, som var en nødvendig Følge, naar Beretningen skulde gjøre den tilsigtede Virkning" ....

3) For nu at holde Tingene gaaende ude paa Fattighuset, holder Kommunen en Økonom, som tillige er Værkmester, og en Inspektør, som varelager Borgmesterens Forretninger, og herfor bøder Kommunen aarlig mindst 1800 Kr. At en saadan Administration grænser nær op til Vanvidet, er noget, som ethvert fornuftigt Menneske kan sige sig selv, og at den er uforsvarlig lige over for Skatteyderne, derom ere de allerfleste ogsaa enige".

4) "I vor sidste Artikel have vi gjort Læserne bekjendt med, at Sygehusets Flytning ud til Fattiggaarden er ulovlig . . . .

7) "Tro vore regerende Aander virkelig, at den nuværende Tilstand kan opretholdes til evig Tid, og at man uden videre kan sætte Folk i Skat til Formaal. som ligge ganske udenfor Kommunens Interesse, f. Ex. betaler Hr. Assam 300 pCt. mere, end der betales andet Steds for det samme Arbejde, udgive 1800 Kr for at pleje Borgmesterens Magelighed, eftergive en Stormand 400 Kr, overtage ubestridte reale Byrder paa en privat Mands Ejendom osv., da formene vi, at deres Tro vil blive gjort til Skamme, thi hvad vilde man sige, naar Skatteyderne en skjøn Dag ligefrem negtede at udrede deres Andel hertil? Kan og vil man da inddrive Penge ved Exekution?"

D). I Artiklen af Bladet for 28. Febr. f. A.:

1) "Det første, der skete i Sygehussagen, var, at det gamle Sygehus blev nedrevet, og at et nyt blev etableret paa fuldkommen ulovIig Vis ude paa Fattiggaarden. Det næste Skridt var, at Hr. David kom ind og Doktor Møller ud som Læge ved Sygehuset, et Skridt, som, for at bruge et meget mildt Udtryk, saarede hele Byens BillighedsføIelse".

E. I Artiklen i Bladet for 11te Marts f.A. skrives om Ordningen af Fattigvæsenets Administration:

1) "Et bedre Bevis for dette Forholds vanvittige Ordning tro vi ikke lettelig vil kunne præsteres, og dersom vort ærede Byraad ikke vil gjøre sig komplet latterligt for det hele Land, er det virkelig paa høje Tid, at denne Branche af Administrationen undergaar en grundig Reform. Dette Uvæsen har nu bestaaet i 7 Aar og har altsaa kostet Byen en klækkelig Sum, som omtrent kan betragtes som kastet ud af Vinduet, og det synes os, at det hermed nu kan være nok for denne Gang" . . . 

Om Inddragelse af Fattiginspektørposten:

2) . . . "men hidtil har vort ærede Byraad lukket begge Øren for dette rimelige Forlangende, formodentlig i Haab om at kunne tie denne fatale Sag til Døde, men vi kunne forsikre det ærede Raad, at dette ikke skal lykkes det". -

3) "Hvad i al Verden har Skatteyderne, "Smaafolk indbefattede", dog for. at de udrede Omkostningerne ved Forretningens Førelse, som paahviler Borgmesteren, og som Etaten betaler ham for?"

Om Fattiginspektørposten:

4) "Det værste ved denne Sag er nu ikke en Gang de mange Penge, som saaledes kastes ud uden Nytte for Kommunen, men den Iægger en uoverstigelig Hindring i Vejen for en anden Reform, hvis Udsættelse bærer endnu langt sørgeligere Følger i sit Skjød end Bortkastelsen af en Pengesum, den forhindrer nemlig, at vi faae et anstændigt Sygehus, til hvilket Trangen er saa overmaade stor. Beretningen giver os et meget sørgeligt Indblik i denne Sag, langt sørgeligere endnu, end vi havde troet."

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 4. april 1877).

Selv om Petersen således tabte sagerne, ser det dog ud til at byrådet alligevel lod sig influere af kritikken, idet regnskaberne for fattiggården de følgende år tilsyneladende blev mere gennemskuelige. Se offentliggørelsen af dem i aviserne, som oftest i marts måned.

Den social-kvindelige Forening. (Efterskrift til Politivennen)

I 1874 blev der dannet omkring 20 fagforeninger. Halvdelen af de nye fagforeninger havde ikke været med i Internationale. I december 1874 dannedes Den social-kvindelige Forening hvis formål var at samle kvindelige arbejdere i faglige foreninger, bl. a. syersker og kvindelige tobaksarbejdere. 

Ifølge Social-Demokraten 29. december 1874 afholdt Den social-kvindelige Forening et møde enten den 29. december 1874 eller den 5. januar 1875 i Nordvestvejs første Tvergade 50, 2. sal tv. "hvortil enhver frisindet Kvinde indbydes". Indbydere var "Flere Borgerinder". En lignende notits for den 20. januar 1875 på Solitudeveh 3, og herefter hver onsdag, også gennem hele februar måned. Den 3. marts 1875 var der en særlig opfordring "da en sag af vigtighed foreligger til diskussion". Fra marts afholdtes møder på Fælledvej 13, 1. over gården 

Den social - kvindelige Forening. Det til i Tirsdags Aftes bebudede Foredrag kunde ifølge Oplysninger af Formandinden ikke sinde Sted, derimod udviklede en æret Borger Foreningens Formaal. Dette var efter Foreningens Love hovedsagelig at samle de kvindelige Arbejdere i særlige Foreninger for hvert Fag, hvilket for Kvinder er ligesaa nødvendigt, som det er Manden, ti den kvindelige Arbejder bliver i Forhold meget slettere betalt for sit Arbejde, end Manden, noget som ikke burde finde Sted, og allerhelst maatte den ugifte Kvinde, endnu medens det [er] Tid, tage kraftig Haand i Hanke [med] for at løse den Knude, som i saa lang Tid med uforbederlig Haardhed har bundet os til Guldkalven; ti tidlig eller [silde] vil det Forsømte med en stærk tilbagevirkende Kraft komme til at ramme dem selv og deres Familie, og man maa [da] beklage, at den kvindelige Arbejder i sin Elendighed endnu ikke var vaagnet til Bevidsthed om sit egen Værd, saaledes at hun kunde hæve sig op til en mere jævnsidig Plads i Samfundet med Manden. Dernæst aabnedes en Diskussion hvori flere Medlemmer deltog, og man skiltes med det Haab, at Foreningen ville vise sig at være sin Opgave voksen.

(Social-Demokraten 2. marts 1875)

Den 8. marts med foredrag af centralbestyrelsens formand E. W. Klein over emnet "Kvindens opgave med hensyn til mandens kamp for erhvervelsen af sine rettigheder" - det blev holdt i Borgergade 69.

Den social kvindelige forening. I denne Forening holdt Madsen i Tirsdags Aftes et Foredrag for en ret talrig Tilhørerkreds, der mest bestod af Kvinder. Naar Foredragsholderen havde nydt den Ære at blive opfordret til i denne Forening at holde et Foredrag, saa fandt han det rigtig, at han valgte som Emne Kvindens Emancipation. Dog vilde han, før han indlod sig nærmere paa Detaillerne, omtale Foreningens Program, der indeholder den Sætning, at man vil arbejde hen til Oprettelsen af kvindelige Fagforeninger. Det er da et Spørgsmaal, om saadanne Foreninger overhovedet kunne anses for heldige, om man ikke hellere burde lade Kvinden blive Medlem af den Fagforening, der var oprettet for de mandlige Arbejdere i den Branche, hvortil de henhørte. Der kan endogsaa spørges om Fagforeninger overhovedet er heldige. Det sidste Spørgsmaal er saa ofte besvaret, at der vel nu ikke kan være Tvivl om det hensigtssvarende i denne Ordning. Men hvad derimod det første angaaer, da maa man, naar man gaaer ud fra Ordsproget, at Den, der har Skoen paa, ved bedst hvor den trykker, ogsaa anbefale de kvindelige Fagforeninger. Naar man endvidere efter Foreningens Program er saavel moralsk som retslig forpligtet til at understøtte hinanden indbyrdes, da er dette ganske vist socialistist, og han haabede, at Tiden vilde gøre det indlysende for Alle, at man selv høster Fordel af den Støtte, man yder det hele Samfund (det er Standen, hvortil man hører). Og har den arbejdende Stand først skabt kraftige og velorganiserede Foreninger, da vil del Kapitaltyranni _ denne Arbejderstandens Svøbe - forsvinde, ti da vil de store Kapitalmidler blive anvendt til bedre Samfundsgavn end den, at bortødsle Millioner for at kunne drive Krigsgalskab og at opretholde et kostbart Hof og hvad dermed staar i Forbindelse. Taleren gik dernæst over til at omtale de forskellige Stillinger, som Kvinden er kvalificeret til at indtage i Samfundet, ligesom han ogsaa priste de 2 Kantoner i Svejts og de 2 Fristater i Amerika, hvor man i de første har indrømmet Kvinden Valgret og i de sidste tillige Valgbarhed. Fremdeles sandt Taleren, at det særlig var Kvinden, der maatte støtte Manden i hans Kamp mod Kapitalen og de traditionelle Begreber, hvoraf Samfundet endnu styres. Taleren dadlede vedkommende Autoriteter stærkt, fordi man ikke sørgede for en bedre Oplysning blandt Proletariatet, ti det er først den fri, fælles og tvungne Undervisning, i der skal gøre hver Borger og Borgerinde til Socialist. Johansen havde derefter Ordet og udtalte, at han hellere vilde have hørt en Kvinde holde Foredrag, da det dog er Kvindens Pligt i en Forening som denne. Forøvrigt var han enig med Madsen og anbefalede stærkt Oprettelsen af kvindelige Fagforeninger. Efter Afsyngelsen af en Sang om de grove Hænders Nytte, af Herløffsee, skiltes man ad, veltilfredse med Aftenens Udbytte.

(Social-Demokraten 15. marts 1875)

Den 31. marts 1875 afholdt foreningen ekstra generalforsamling på Solitudevej 3, med valg til bestyrelse og regnskab. Den 21. april 1875 var der indkaldt til møde i Stengade 11 i bagstuen, og her blev formandinden opfordret til at møde op, da hun ellers ville blive betragtet som fratrådt. Vigtige sager skulle foreligge. I april og maj fortsattes de ugentlige møder på forskellige steder i byen. Den 2. juni 1875 var der ekstraordinær generalforsamling. 

Mad. Grønbeck lykønskes
i Anledning af sin Fødselsdag d. 15. Juni.

Vi Dem ønske vil i Dag,
At De maa have det i Ro og Mag
Og glæde Dem ved Tanken om
At De til Verden kom.

Fra den social kvind. Forening

(Social-Demokraten 15. juni 1875).

Jeg har herved den Glæde at takke den ærede social-kvindelige Forening for den Hjælp, som er ydet mig ved Bestyrelsen, og tillige takkes de ærede Medlemmer, der saa velvillig har betænkt mig under min Sygdom.

Med Agtelse
Mad. Poulsen, Bagerg. 3. St.

(Social-Demokraten 15. juni 1875).

Notitserne kunne antyde at foreningen nu mere var af velgørende formål. De ugentlige møder fortsatte i juli til september 1875, indbudt af bestyrelsen. I oktober var kun kvindelige arbejdere indbudt til de ugentlige møder der nu var foredrag. Dette fortsatte helt til december 1875 hvor der 2. juledag blev afholdt en julefest/julebal hos hr. Andersen på Solitudevej 3. Den var indkaldt af mad. Hendriksen, Todesgade 14 st., mad. Johansen, Nørrebrogade 34, grønthandleren og mad. Larsen, Frederik d. 7.sgade 10, stuen. Herefter blev der stille om foreningen, bortset fra at det af en notits i Social-Demokraten 13. juni 1876 underskrevet Louis Pio (formand) hvori han takkede for at havde modtaget en gave til byggefonden på 10 kr i en aktie og 10 kr kontant.