Fattigforsørgelse paa Landet. (Efterskrift til Politivennen).

Bestyreren af Snesere Sognes Fattiggaard (Præstø Amt), Hr. Christen Pedersen, har udgivet den nævnte Fattiggaards Regnskab for 1874, ledsagede af forskjellige derhen hørende Oplysninger om Fattigvæsenet i Almindelighed. Da Fattigforsørgelsen er et af Tidens brændende Spørgsmaal, skulle vi meddele et Uddrag af den nævnte Beretning, som indeholder adskillige Bidrag til Bedømmelsen af de i de senere Aar fremstaaede Fattiggaarde.

Snesere Sogns Fattiggaard, hvis samlede Areal er 35 Tdr. L. med en Besætning af 2 Heste og 9 Køer, kjøbtes og indrettedes i 1869 og staar Kommunen i c. 30,000 Rd., hvoraf de 24,000 Rd. tilvejebragtes ved Laan, der forrentes med c. 5 pCt. (dette siges ikke udtrykkelig i Beretningen, men Renten opføres med 1250 Rd.). Værdien af den hele Produktion i 1874 angives til 2057 Rd., hvoraf der er solgt for 690 Rd. medens Resten er brugt i Husholdningen. Af Udgifterne andrage Renter af Kjøbesummen 1250 Rd., Skatter og Afgifter 250 Rd.; Driftsomkastninger opføres med 511 Rd. - tilsammen 2020 Rd. Heri er imidlertid ikke medregnet Udgifter til Vedligeholdelse og Fornyelse af Bygninger og Inventar. Hertil er medgaaet 130 Rd., men det ses ikke, hvor stor en Del af denne Sum, der vedkommer Gaarden, som Avlsbrug.

Regnes Halvdelen af de 139 Rd., endvidere Halvdelen af Bestyrerens Pengeløn (ialt 250 Rd.) samt endelig 200 Rd., der opføres som Værdien af Lemmernes Arbejde ved Driften, til Udgift for Avlsbruget, ville Udgifterne ved Gaardens Drift uden Hensyn til dens Egenskab af Fattiganstalt løbe op til 2,415 Rd., hvorefter der vilde være en Underballance af 358 Rd. Om en saadan virkelig er til Stede, fremgaar ikke klart af Regnskabet; men efter de i øvrigt meddelte Oplysninger synes det dog at være Tilfældet. Til Husholdningen er der nemlig af Gaardens egne Frembringelser brugt for 1,157 Rd. og Kommunen har ydet et Tilskud af 1,544 Rd., tilsammen ca. 2700 Rd., men Udgiften til Kost, Klæders Vedligeholdelse; Lys, Brændsel m. v. til 33 Lemmer anslaas kun til 2,256 Rd, Forskjellen mellem disse to Summer, 344 Rd,. svarer omtrent til det Underskud, som Gaardens Drift formodes at have givet.

Hermed er imidlertid ikke afgjort det Spørgsmaal, om Kommunen paa anden Maade kunde have forsørget sine fattige billigere, naar Forsørgelsen skulde være ligesaa god som den nu er. Desværre indeholder Beretningen ikke tilstrækkelig Oplysning om, hvilken Indflydelse Fattiggaarden har haft paa Kommunens Fattigudgifter. I de 4 Aar, 1865-68, som gik forud for Gaardens Oprettelse, udgjorde Kommunens Fattigudgifter i Gjennemsnit 2,269 Rd. aarlig, hvorimod Gjennemsnitsudgiften i de 6 Aar, Fattiggaarden har bestaaet, har været 4,148 Rd.; men da det ikke oplyses, hvor mange Fattige Kommunen aarlig har haft under Forsørgelse, kan det ikke ses, om det er den nye Forsørgelsesmaade, der har forårsaget den betydelige Merudgift. Vel synes dette at være Tilfældet, eftersom det i Beretningen hedder, at Afgangen i de seneste Aar stedse har været større end Tilgangen. Dermed er det dog ingenlunde godtgjort, at Fattiggaarden er en mindre økonomisk Forsørgelsesmaade; thi bortset fra, at det ikke oplyses, hvor stor Af- og Tilgangen har været, eller i hvor mange Aar Afgangen har været større end Tilgangen, maa det erindres, dels at Udgifterne ganske naturlig maa blive uforholdsmæssig store, inden en saadan Gaards Drift gjennemgaaende er ordnet efter de særegne Forhold, som dens Bestemmelse medfører, dels at den omhandlede Gaard ved Indkjøbet var i en alt andet end god Tilstand, endelig, at den betydelige Prisstigning just falder i de Aar, Gaarden har bestaaet. og navnlig paa en Tid, da der maatte foretages betydelige Extraarbejder baade ved Marken og Bygningerne. Men selv om det skulde vise sig, hvad Hr. Chr. I Pedersen dog ikke tror er Tilfældet, at Faltiggaarde ere en forholdsvis dyr Forsørgelse, bør dette ikke komme i Betragtning, saafremt det kan gjælde i Almindelighed, hvad Hr. E. P. udtaler om Snesere Fattiggaard. at den har stiftet megen Nytte i moralsk Henseende, "idet vore Fattige have faaet langt bedre Underhold og Pleje, end der paa anden Maade kunde ydes dem, ligesom ogsaa vore Børn faa en bedre Opdragelse end tidligere, da de, søbende om paa Gaden eller strejfende om for at betle, lede total Mangel paa Opdragelse." 

---

(Morgenbladet (København) 16. juni 1875. Forkortet. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Om Snesere Fattiggaard, skriver Bestyreren bl. A., at Hensigten ikke var at bringe umiddelbar Pengefordel; thi det stod alt forud klart, at Anlægets Kostbarhed vilde medføre store Udgifter i den nærmeste Fremtid, medens Fordelen heraf vilde komme en fjernere Fremtid til Gode. Det var derimod med en for de Fattige velvillig Stemning i Sognet, langt mere om at tilvejebringe et Hjem for Fattige og Forladte, hvor disse, frie for Næringssorger, under en omhyggelig Pleiemoders Omsorg kunde henleve Resten af deres Dage, samtidigt med, at de forladte Børn saa vidt muligt opdrages til nyttige Medlemmer af Samfundet. Det tør siges, at det er en vitterlig Kiendsgjerning, at de allerfleste af de Gamle har fundet sig særdeles vel under de deværende Forhold, idet de, uden at være underkastet de mangehaande Regler, der som oftest tænkes uadskillelige fra enhver offenlig Anstalt, efter Haands vænnes til den nødvendige Orden og regelmæssige Levemaade, Noget, der øiensynlig øver en heldig Indflydelse paa dem og fremmer deres Velvære ogsaa i legemlig Henseende. De Gamle og Krøblinger, Blinde og Lamme, føler sig knyttet til Fattiggaarden og dennes Husmoder ligesom med et Familiebaand og viser mer eller mindre barnlig Hengivenhed for denne og søger Trost hos hende mod mangehaande mødende Tilfælde. Kun ganske enkelte Gamle har haft Tilbøielighed til Misnøie og Opsætsighed, og disse har stedse været Saadanne, der under ingen Omstandigheder kunde være til Freds, eller ogsaa de ved et tidligere omstrejfende Liv har faat Afsmag for en rolig og ordenlig Levemaade. 

Hvad de enkelte Yngre angaar, som nu og da er indkomne paa Fattiggaarden, har dette i Regelen været legemlig eller sandelig svage Personer, der som saadanne tidligere har været Gjenstand for deres Omgivelsers Spot og ofte ublide Omgang, for hvem Fattiggaarden aabenbart var et passende Hjem. Men for saa vidt disse blot var nogenlunde arbeidsføre, har de, følende det Tillokkende ved et mere ubundet Liv, snart atter forladt Fattiggaarden, for som Tyende at ernære sig selv. Men saadanne Yngre behandles paa Fattiggaarden med lignende Mildhed som de Gamle, uagtet man især andet Steds fra har hørt paastaat, at der skulde skjelnes skarpt mellem værdige og uværdige Trængende, at Fattiggaarden skulde have 2 Afdelinger, en til Hine og en anden til Disse, og hver Afdeling skulde have sin særegne Behandling. Selv bortset fra det aldeles Upraktiske ved et saadant dobbelt System, vilde Sligt ikke kunne iværksættes uden stor moralsk Uret, netop fordi vi Mennesker ikke er i Stand til at skjelne mellem Værdig og Uværdig. Der behøves imidlertid ikke meget Kjendskab til Menneskene for at indse, at mangen En, der passerer for værdig Trængende, kun er i Besiddelse af en, ofte paa Feighed grundet, beregnende Snilhed og krybende Sledskhed, og derved har bevaret et gunstigt Omdømme, om han end gaar svanger med Planer, en forstokket Forbryder værdige, og omvendt, den aabenbart Faldne, den af Samfundet og den Enkelte Afskyte kan, trods sine maaske stærke Lidenskaber, endnu være ædle Følelser og Forsætter, der, hvis den havde mødt en tilsvarende Modtagelse, vilde holdt ham oppe under de Lidenskabers Storme, der altfor sædvanlig atter bliver Saadannes Fordærv.

At imidlertid saadanne af Straffeanstalten løsladte Personer kunde vise saadan Opførsel, at deres Ophold paa Fattiggården endog ligefrem virker skadelig paa dennes øvrige Beboere, det har vi haft Erfaring for; men i saa Tilfælde er Vedkommende indtinget paa Amtets Tvangsarbeidsanstalt for der blant Ligesindede at underkastes de Regler, som Forholdene der Steds gjør nødvendige. Men naar ovenfor er paapeget det her herskende Mildhedens System og det velvillige Forhold mellem os og vore Fattige, da har dette Forhold for en væsenlig Del sin Grund i, at Sognets Beboere, de mer og mindre Bemidlede, gjennemgaaeode stedse har vist Velvillie overfor dette de Fattiges Hjem, har paa mange Maader, endog ved privat Opofrelse, støttet Fattiggaarden og indvirket heldigt paa Forholdet mellem os og vore Fattige. Kun ganske undtagelsesvis er af enkelte Beboere, af Mangel paa Sagkundskab og god Villie, forsøgt en modsat Indvirkning. Og endelig, hvad der er af særlig Betydning for hele Forretningens Gang, vore nærmeste Overordnede har stadig været sagkyndige og dygtig, Mænd, der uden at være hildet af smaalige Hensyn, havde det Heles Vel for Øie. Det bør anføree, at da Jordlodden her toges i Brug, da var den i en aldeles forsømt Tilstand, men da kom Sognets Jordbrugere beredvillig og ved Pløining og Harvning hjalp de til at raade Bod paa de værste Ulemper. Sogneraadet har ogsaa stedse ladet det være sig magtpaaliggeode at fremme vort Avlsbrug. Jorden blev saaledes fuldstændig drainet allerede det første Aar og indkjøbdes forholdsvis Betydeligt af kunstig Gjødning og endelig opfodres i Regelen al den avlede Vaarsæd til Kreaturerne, for ikke alene at vedligeholde men saa vidt mulig ogsaa at øge Jordens Produktionsevne. Følgerne af disse Bestræbelser har været, at Jordlodden i kort Tid kom i en nogenlunde god Kulturstand, saaledes at de Fattige hovedsagelig kunde underholdes af de her avlede Produkter. Ved Oprettelsen af ny Fattiggaarde har ofte været fremført den Paastand, at Jordlod hertil er uhensigtsvarende, og derfor fordyrer Anlæget betydeligt. Men henved 700 Kr. kan her paaregnes som ren Indtægt af Avlsbruget. Dersom Jordlodden ikke havdes, og derfor alle Fødemidler skulde kjøbes, vilde Prisen sandsynligvis blive høiere; thi det blev vanskeligt at faa leveret Mælk, Smør, Ost m. m. Naar hertil føies, at vore mandlige Lemmer stedse er saadanne, som fra Ungdommen kun er vant til Jordbrug og ukjendt med alt Haandværksarbeide, er svagtseende og i det Hele taget ubehjælpsomme til noget som helst Haandarbeid, ligesom de derfor ogsaa langt heller sysler efter Evne med at grave, tærske og lignende tilvante Arbejder, - saa er i mine Tanker Jordlodden at foretrække fremfor at undvære denne. 

Men om end Fattiggaarden, efter alt det Anførte, i det Hele taget kan siges at opfylde sin Hensigt: at forsørge de Fattige paa en hensigtssvarende Maade, saa kan alligevel Forsørgelsesspørgsmaalet ingenlunde siges at være løst ved almindelig Indførelse af Fattiggaardssystemet; thi naar vore Gamle befinder sig vel her og ikke ønsker noget bedre Hjem, idet de med Lethed har indordnet sig uden det paa Fattiggaarden uundgaalige Formynderskab, saa har dette sin Grund deri, at de har henlevet deres fleste Aar i en Tid vidt forskjellig fra Nutiden, en Tid, hvor Arbejdsgiveren betragtedes som sine Arbeideres faderlige Ven og Beskytter. Dette patriarkalske Forhold, hvori den Overordnede stod til sine Undergivne, var jo det Gjennemgaaende i alle daværende Forhold; det havde vundet Hævd gjennem Tiderne og passede til Datiden. Men under Folkets politiske Vækkelse, da endog den "simple" Mand kaldtes til at deltage i Styrelse af Kommune og Stat, da Frihed blev det Løsen, der vakde det i politisk Forstand slumrende, det umyndige Folk, da kunde dette nedarvede Forhold ikke holde sig. En ny Tingenes Tilstand paafulgde; mangt et stammende og hæmmende Baand maatte opløses eller briste, og forhen ukjendte Kræfter kom i virksomhed. 

De store Fremskridt paa Agerdyrkningens og Industriens Omraade bærer noksom Vidne om, at Menneskeaanden i dennes Almindelighed arbejder med Held paa at gjort sig Jordens og Naturens Kræfter underdanige; og under dette almindelige Kapløb, hvor det enkelte Individs Stemme blev hørt og eventuelt øvede sin Indflydelse, maatte selvfølgelig en vis Selvfølelse komme tilstede. Men under denne Forandring af Tiderne opvoxede en ny Slægt, ogsaa af Arbeidere med ganske andre Anskuelser og herpaa grundede Fordringer til Live; Fordringer, om hvis Berettigelse der vel atter og atter kan haves forskjellige Meninger, men at de er til Stede lader sig ikke negte. Den individuelle Selvstændighedsfølelse er fremvoxet af Frihedslivets Sædekorn, og det, der i vore Dage bringer Arbeideren til ved Anstrengelse at forsørge sig og Sine, er ikke saa meget Følelsen af moralsk Pligt, som dette, at han som Statsborger og myndig Mand kan i om saadan hævde sin Tilværelse. For denne den ny Slægts Arbeidere skulde der gjøres noget Mere.

Til denne deres Stræben efter størst mulig Uafhængighed skulde Samfundet yde Hjælp; thi det ligger lige saa meget i dettes som i Arbejderens egen Interesse. Den for alle Parter heldigste Maade at fremme denne Sag paa vilde upaatvivlelig være, ved i Sognevis oprettede, af Stat og Kommune understøttede Alderdomsforsørgelseskasser at tilbyde Arbejderen Adgang til en Slags Pension, imod at han som Interessent indskød et fjerdingaarligt Indskud, af hvis selvvalgte Størrelse Pensionens Størrelse selvfølgelig maatte være afhængig. Men Kommunen burde i Forhold til sin Opofrelse have Tilskud af Staten, ligesom ogsaa denne under alle Omstændigheder indestod for det Interessenterne tillagte Udbytte, men derfor ogsaa førte Tilsyn med, at den enkelte Kommune holdt sig visse almengjeldende Bestemmelser efterrettelig. Slig Foranstaltning vilde i mine Tanker mægtigt bidrage til at løse Arbeiderspørgsmaalet; thi Arbejderen vil da have Valget mellem enten ved Flid og Sparsomhed at holde sig oppe og ved et lille Indskud sikre sin Alderdom, eller modløs at give tabt og ty til Fattigvæsenet. De Fattige vilde paa denne Maade dele sig af sig selv i 2 Dele, og de, som da kom paa Fattiggaarden, blev, efter Haanden som Systemet fandt Indgang og Tiltro, kun saadanne svage eller uselvstændige Stakler, for hvem Fattiggaarden og dens Formynderskab er en Velgjerning. 

Det er i Øvrigt glædeligt, at den omhandlede Sag paa senere Tid har fundet Talsmænd i Rigsdagen, og at man der har Øie for dennes almenvigtige Goder. Allerede det, at Sagen er blevet paaagtet i den lovgivende Forsamling og synes at finde Tilslutning, har ganske vist bragt Glæde i Tusinder af Huse."

(Folketidenden 1. juli 1875. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Mord i Dronninglund. (Efterskrift til Politivennen).

Mordet i Dronninglund Sogn. Om denne skrækkelige Begivenhed har "Nordj. Folkebl." fra en Meddeler, der kom til Stede umiddelbart efter Mordet, modtaget følgende Beretning. I Søndags Morges vare nogle Folk sysselsatte med at grave Lyngtørv i en kort Afstand fra Bolleskov. De bleve pludselig opmærksomme paa, at fra et af Husene der, tilhørende Peder Nielsen Sieg, kom Konen løbende ud og ligesom søgte at naa hen til dem; lige i Hælene paa hende kom Manden, og de saa, hvorledes han slog efter hende, og at hun faldt i en Afstand af omtrent 50 Alen fra Husets Lade. Folkene løb nu alt, hvad de kunde, for at redde Konen, idet de mente, at det var en Knippel, han slog efter hende med. Det var imidlertid en Hakkelsekniv, og saasnart Konen var falden, gav han sig til at hugge løs paa hende og skilte Hovedel heelt fra Kroppen. Han greb derpaa Hovedet i udstrakt Haand og viste det frem for Karlene, der først nu saa, hvad der var sket. Karlene løb nu tilbage for at hente deres Spader, da de ikke turde nærme sig med de blotte Hænder; imidlertid var han gaaet tilbage ind i Laden, havde lukket alle Døre og Porten og huggede løs derinde paa Alt med Kniven samt raabte og skreg som en Besat. Der kom nu flere Folk til. Porten blev sprængt, og med en Brandhage, som blev kastet om Benene paa ham, blev han reven omkuld, overmandet og bunden. Han var aldeles rasende, saa at han, liggende paa Ryggen, bed omkring sig, kastede sig pludselig om paa Maven og bed i Græset, tog Munden fuld af Jord og Halm osv. Han rystede og dirrede over hele Kroppen, Øinene lynede i Hovedet, og man kom uvilkaarlig til at tænke paa en Djævlebesættelse, thi det var som om en ond Aand sled i ham. Da Meddeleren spurgte ham, hvorfor han havde forøvet den skrækkelige Gjerning, fragik han det ikke, men raabte, at han kunde ikke andet; Satan havde befalet ham det, og det var for hendes Nysgjærrigheds Skyld. Konen havde nemlig villet see efter ham inde i Laden, da hun var bange, at han skulde tage Livet af sig; thi han havde om Natten og om Morgenen baaret sig ad som en gal Mand: alle Døre og Vinduer havde han tættet med Gødning, et Hul havde han tilstoppet med grøn Rug, og Folk havde om Morgenen seet ham løbe om med grønne Rugstraa i Munden. Med Fanden har han altid haft meget at bestille; saaledes var han i Juli Maaned ifjor aldeles forvirret i 8 Dage, lagde Halmstraa over Kors for Fanden Stuen rundt; undertiden meente han da at see Fanden staa et eller andet Sted. "men du skal blive ude", sagde han, men tilføiede dog undertiden: "Ja, ja kom saa ind." Og hele denne Tilstand, hvori han saa længe har befunden sig, skriver sig vistnok alene fra Brændeviin. Naar han havde nok deraf, var han især rasende, og efter Naboernes Udsagn har han i de sidste 10 Dage før Mordet drukket 13 Potter Brændeviin. Gjerningen maa vel derfor nok siges at være fuldbyrdet i Deliriumsraseri, men han kjendte dog alle Folk, da han bunden blev sat paa Vognen, der skulde føre ham til Arresthuset i Sæby, og han kunde svare paa flere Spørgsmaal meget fornuftig, men saa atter noget forvirret derimellem. Han burde jo vistnok allerede for længe siden have varet gjort uskadelig, men Konen har aldrig villet gaa ind herpaa endskjønt hun har døiet meget med ham. De levede ikke i smaa Omstændigheder, men havde et Fæstehuus, hvorpaa de holdt 6 Kreaturer og et Par Faar; Konen havde været gift tidligere og haft Barn i første ægteskab, medens det andet Ægteskab var barnløst. - Hun er forfærdelig lemlæstet; i Ryggen har hun faaet Flænger paa 4 a 5 Tommers Længde og 2 meget dybe, den ene helt igjennem Skulderbladet; Undermunden er fraskaaren hovedet og hænger ved Halsen, løse Tænder og Kjødtrævler laa endnu paa Gjerningsstedet, da Distriktslægen undersøgte det. Det er en Selvfølge, at denne Begivenhed har vakt almindelig Rædsel paa Egnen, selv ogsaa hos andre Drukkenboldte der, og det kunde maaskee være at den i det Mindste for en Tid kan tjene til Skræk og Advarsel for disse.

(Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 15. juni 1875).

Mordet skete 6. juni 1875. Afhøring af vidner og drabsmand foregik få dage efter. Retsmøder foregik i slutningen af juni til august, og Peder Nielsen Sieg fastholdt at mordet på konen Mette Christensdatter var pga. Fanden. Sundhedskololegiet mente at han havde vist umiskendelige tegn på sindsforvirring med hallucinationer, men kunne ikke bekræfte distriktslæges mistanke om at det skyldtes delirium tremens. Kollegiet mente i øvrigt at han måtte anses for at være en for samfundet farlig person. Ved dommen 23. december 1875 blev han kendt skyldig, men fritaget for straf da han havde været sindssyg. Derimod skulle han indsættes i livsvarig forvaring. Han blev herefter indsat på Mariager Pleje- og Arbejdsanstalt hvor han døde 1. november 1899, 72 år gammel. 

Køer i Gotersgade. (Efterskrift til Politivennen)

Politiet opfordres til at tage sig en lille Smule af Færselsforholdene i Gotersgade, der i denne Tid medens Gasrørerne nedlægges, er ikke saa lidt besværlige, navnlig for Fodgængere.

Navnlig bør det efter vor Mening paa ingen Maade tillades, at der drives Kreaturer gennem denne stærkt befærdede Gade, saa længe den er underkastet det nuværende Arbejde. Det var et ligefremt oprørende Syn at se hvorledes en Driver i Torsdags Eftermiddag trak af med fem eller seks Køer der var sammenkoblede saaledes, at de var nødt til at gaa Side om Side. Paa Strækningen fra Landemærket til Møntergave var Gaden paa den ene Side opfyldt af en Jordvold, dannet af det opkastede Fyld, endvidere laa der store Stenbunker langs hele Strækningen, medens den anden Side indtoges af de store Jernrør. Hist og her holdt eller færdedes Vogne eller henlaa andre Forhindringer. Gennem hele dette Kaos blev de ulykkelige Køer trukne afsted, snart snublende over Stene, snart glidende ud paa det dem uvante Jernspor. Forskrækkede over alle disse Genvordigheder klemte de stakkels Dyr hverandre og styrtede halv vilde afsted, hvilket naturligvis kun bidrog til at gere dem Gangen endnu besværligere, ti de Yderste pressede af al Kraft paa de Mellemste, saa at disse næsten blev baarne, og altsaa ikke kunde faa sikkert Fodfæste. Den vedholdende Regn bidrog naturligvis sit til at gøre Transporten besværlig, og ved hvert andel Skridt saa man et eller to af de yderste Kreaturer ligge i en Stenbunke, hvorfra de kun med megen Besvær kunde rejse sig igen, men mere blev halet med af de Andre. Dette passerede Kl. 6½, men Kl. 8 gentog det samme oprørende Syn sig med en anden Drift Kvæg. Men der var det for den personlige Sikkerhed mindre Beroligende ved denne Drift, at den bestod af Tyre, der som bekendt meget let tager Herredømmet fra deres Vogtere, naar de bliver irriterede. Scenen i Peder Skramsgade forleden Dag vidner tilstrækkelig om hvad der kan befrygtes under slige Omstændigheder. Disse Tyre var sammenkoblede paa samme Maade som Køerne, og lige saa mange i Tal. Afsted gik det over Stok og Sten! Snart laa en Tyr i en Stendynge, snart var en anden kommen op at ride paa et af de store Jernrør; snart gled de, ligesom Køerne, ud i Sporet, medens de gjordes endnu mere forstyrredes af Drivernes idelige Tilraab og Stokkeslag.

Det var et Held, som ikke skyldtes Driverne eller det fraværende Politi, at de ophidsede Tyr ikke fulgte deres ulykkelige Medskabningers Eksempel, som forleden blev mishandlet i Peder Skramsgade.

I Beboernes, i det færdende Publikums Interesse, som ogsaa af Hensyn til de stakkels Kreaturer opfordrer vi Politiet til at paase, at Kreaturtransport ikke finder Sted gennem Gotersgade, saa længe det nuværende Rørlægningarbejde vedvarer, ligesom vi betragter det som givet, at Politiet fremtidig, naar en Gade eller Strækning skal ligge under Arbejde, forhindrer at slige Scener gentager sig, som de, der i Torsdags foregik i Gotersgade. 

(Social-Demokraten 13. juni 1875).

Grundlovsdag 1875. (Efterskrift til Politivennen)

Grundlovsfesterne begynde at glide ud af de officielle Hænder, og maaske er dette ganske heldigt, ligesom det paa sine Steder er det eneste naturlige. Naar saaledes - for at blive paa "Pladsen" - Kjøbenhavnerne Aaret rundt af deres egne Blade erfare, at Grundloven har belemret os med Institutioner (f. Ex. Folketinget) af højst tvivlsom Værd, saa vil ingen med Føje kunne undre sig over, at Kommunalbestyrelsen finder det hensigtsmæssigst at lade Grundlovsglæden blive indenfor "mindre Kredse". Det fortjener Paaskjønnelse, om Kjøbenhavn efter i Fjor at have forvexlet Grundloven med Tivoli og Hr. Rimestad med Etablissementets sædvanlige Aktører, lægger en Dæmper paa sin Grundlovsglæde, giver den et Udtryk, som kan svare til Glædens indre Spagfærdighed; det er et smukt Vidnesbyrd om den sunde Sans, som vi alle bør unde hinanden Besiddelsen af, og om den for os alle fælles Sky for at falde ind under Latteren. Den gode Erkjendelse er gaaet videre. De fleste af Kjøbstæderne, der ikke med deres gode Villie ere et Hestehoved bagefter Kjøbenhavn som politisk Stad, have ligesom Kjøbenhavn tænkt paa at lade dem om Grundlovsfester, som føle Trang til saadanne. I Randers Byraads Møde i Fredags erkjendte Borgmesteren saaledes i Følge V. Av., at "Festen vilde vinde i Friskhed og Naturlighed", naar Byraadet ikke befattede sig med den. Raadet syntes i det hele at dele denne Opfattelse og besluttede derfor ikke officielt at træffe Foranstaltninger til en Grundlovsfests Afholdelse, hvorimod man jo nok vilde mindes Dagens Betydning ved Flagning samt ved Musik paa "Skovbakken". Heller ikke i Aalborg synes Byraadet at være festlig stemt. "Aalb. Stiftst." meddeler nemlig, at "Arbejderforeningen af 1865" agter at stille sig i Spidsen for en Grundlovsfest, "for saa vidt Byraadet eller den tidligere Komitee ikke endnu maatte i denne Henseende give Livstegn fra sig." I Ribe har i Følge s. Bl. den der valgte Komitee frasagt sig sil Hværv paa Grund af den ringe Tilslutning, dog ikke, mener Bladet, forbi Ribe staar tilbage i Frihedssind. - Det kan beklages, at Autoriteterne end ikke ere saa meget med, at de med Udbytte kunne røgte et Hværv, der ligger saa naturligt for dem som Foranstaltninger til en Grundlovsfest; men er Sagen gleden dem ud af Hænderne, er det godt at de ikke befatte sig med den; Tabet derved er let forvundet, saa meget lettere, som der blandt selve Befolkningen udentvivl findes ti for een, som med Glæde ville sørge for, at Grundlovsdagen bliver mindet paa en Maade, der svarer til dens Betydning.

(Morgenbladet (København) 1. juni 1875).

Grundlovsdagen feiredes heri Staden foruden ved de tidligere omtalte, af Communalbestyrelsen foranstaltede Leiligheder endvidere ved særlige Fester af forskjellige Foreninger. 

Deeltagerne i de saakaldte frie Fagforeningers Fest ordnede sig efter at vare ankomne pr. Jernbane til Klampenborg her paany i en Procession og droge med deres Faner og Musikcorps til Festpladsen ved den slesvigske Steen, som de naaede Kl 7. Her var der reist en med rødt Tøi og Grønt smykket Tribune, der foroven i en opgaaende Sol bar ""Socialistens" Motto: "Ingen Rettigheder uden Pligter, ingen Pligter uden Rettigheder", og foran i tre adskilte Felter Ordene: "Frihed", "Lighed", "Broderskab". Samtidig med Festtoget ankom d'Hrr. Pio, Brix og Geleff til Vogns og hilsedes med levende, vedholdende Hurraraab. Festcomiteens Formand aabnede derefter Festen ved, efter at have budt Deeltagerne Velkommen, at oplæse en "Hilsen til Arbeiderne" fra Pio og Brix, der "efter den Behandling, de i 3 Aar have varet underkastede, ikke saae sig istand til mundtlig at opfylde den dem paaholdende Forpligtelse, at takke de danske Arbeidere for den dem viste Deeltagelse". Denne Hilsen, der sluttede med Løftet om, "at de heelt og udeelt ville vie deres Liv og Kraft, deres Evner og til Arbeidersagen", modtoges med stormende Jubel. Efterat derpaa en Hr. Andersen havde indtaget Dirigentpladsen talte Hr. Geleff om Grundloven, navnlig om dens Bestemmelser angaeende forsamlingsfriheden. Grundloven var i og for sig god, naar det, den indeholdt, blot blev opfyldt og overholdt; han sluttede med at udbringe et af den talrige Forsamling istemt: "Leve Grundloven". Derefter talte Hr. L. Toucher om Socialismen, Hørdum om Arbeidernes Fordringer, Mundberg for Kvinden og sluttelig Centralcomiteens Formand, Klein, om Centralisationen. Mellem Talerne blev der afsunget Sange, saa at den alvorlige Deel af Festen, skjøndt ingen af Talerne maatte tale i meer end et Qvarteer, først var endt Kl. omtr. 9, hvorefter Festen sluttedes ved at Deeltagerne deels toge ned til Bakken, deels spredte sig i Skoven.

- - -

Om Grundlovsdagens Festligholdelse i Kolding have vi modtaget følgende Brev fra vor Meddeler: Vor Byes "staaende Udvalg for Afholdelsen af Grundlovsfester i Kolding" bekjendtgjorde for nogle Dage siden, at det ikke fandt Anledning til iaar at indbyde til nogen særlig Grundlovsfest, da der uden dets Medvirkning fra anden Side var truffet Foranstaltninger i saa Henseende. Dog har Udvalget Omsorg for, at et Musikcorps drog om Morgenen igjennem de flagsmykkede Gader. Om Eftermiddagen afholdtes der en improviseret Grundlovsfest i den af Cancelliraad Kralund til Colding Commune skjænkede Lystskov "Marielund" kort ved Byen. Festen var meget vellykket og oplivedes af Fredericia Brigademusikcorps, som var kommen hertil i denne Anledning.

Den ovenfor omtalte Opfordring til en Grundlovsfest her i Kolding var udgaaet fra 60 Mænd, navnlig Folk, der i det Væsentlige slutte sig til det forenede Venstre. Man samledes paa Torvet og drog herfra i Procession med Musik til Konsul Graus Anlæg "Katrinelund", hvor Festen holdtes. Efterat Festcomiteens Formand, Consul Grøn, havde budt Forsamlingen Velkommen, holdt Folkethingsmand Berg Tale for Grundloven, en Gave, som vi skulde elske, holde høit i Ære og værne om. Folkets Kjærlighed til Grundloven skulde vise sin Styrke ved at bruge Valgretten langt mere end hidtil. Man havde truet med provisoriske Finantslove; men provisoriske Finantslove vare et Spøgelse, som man ikke behøvede at frygte for; thi der var Ingen mere, som troede paa Spøgelser. Forsamlingsfriheden, en af de kostelige Gaver, som var given os, var hist og her bleven truet, fordi Folket paa de forskjellige Steder havde holdt Møder om Søndagen. Taleren gad dog nok seet, om Øvrigheden for Alvor vilde forbyde politiske Sammenkomster om Søndagen; gjorde den det, ja saa maa man gaae hjem igjen, thi Øvrighedens Forskrifter skal man vise lydighed, og saa samledes man om Mandagen; men samtidig maatte man saa henvende sig til Justitsministeren for at faae den Grundlovsfortolkning klaret, der tilstedede Forbud mod Folkemøder om Søndagen. Taleren troede da, at det snart vilde vise sig, at Grundloven havde givet Folket Forsamlingsfrihed uden Hensyn til hvad Dag saadant berammedes til. Vor Grundlov, skjøndt stærkt beskaaren, indeholdt efter Talerens Mening Spiren til Fremvæxt. Havde Folket den rette Kjærlighed til Frihedens Gave, vilde det vide at pleie disse Spirer, saa at de kunde voxe til Velsignelse for Folket.

For Fædrelandet talte Folkethingsmand Buch, for Sangen Sadelmager Hansen, for Sønderjyderne Gaardeier Holst fra Sandbjerggaard, for Modersmaalet Redacteur Jørgensen og for Frederik den Syvendes Minde Lærer Høgmark fra Stoutrup.

Til Slutning afsang Sangforeningen "Brage" en Sang til "det forenede Venstre" af Bjørnstjerne Bjørnson, hvortil Berg knyttede nogle Bemærkninger om det Meget, B. Bjørnson havde udrettet for den folkelige Sag i Norden. Taleren udbragte et Leve for Nordens største Digter. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juni 1875).

Henad Kl. 2 samledes Arbejderne paa St. Annæ Plads for derfra i et Antal af vel omtr. 4000, med en halv Snes Musikkorps og henved 50 Faner at drage gjennem Byen til Jernvejsstationen. I Tavshed og med sænkede Faner passerede Processionen forbi Frederik den syvendes Rytterstatue, paa hvis Fodstykke der henlagdes en Krans, ad Frederiksholms Kanal, Raadhusstræde og Frederiksberggade til Jernvejsstationen, hvorfra Toget i Løbet af et Par Timer befordredes til Klampenborg. Her opstillede Foreningerne sig langs ven til den slesvigske Sten førende Vej, og satte sig omtr. Kl. 6 i Bevægelse, efter at Politiet havde forment Pio, Brix og Geleff at passere til Vogns gjennem de lange Rækker. Hvor stor Mængden var, som omtr. Kl. 7 var samlet om den festlig smykkede Talerstol, have vi intet sikkert Skjøn over, men utvivlsomt maatte Forsamlingen tælles efter Titusinder. Saasnart man fik Øje paa d'Hrr. Pio, Brix og Geleff, som havde taget Plads paa Talerstolen, bleve disse fremkaldte og modtoges en for en, som de traadte frem, med stormende Bifaldsraab. Festkomiteens Formand, Hr. Holm, bød Velkommen og oplæste derpaa svigende Hilsen til Arbejderne, som Pio og Brix endnu vare for afkræftede til at fremføre mundtlig:

"Hilsen til Arbejderne.

Efter femten Maaneders Varetægtsarrest i Kjøbenhavns Tyvehuller, efter nitten Maaneders aandssløvende Cellefængsel i Vridsløse Forbedringshus ere vi omsider med undergravet Helbred og ødelagt Nervesystem blevne gjengivne til Lyset og Friheden.

Det paaligger os som vor første Pligt efter vor Frigivelse, at takke de danske Arbejdere for den Deltagelse i vor Skjæbne, som de ved enhver Lejlighed have lagt for Dagen, og da den Behandling, som vi i 3 Aar have været underkastede, har medført, at kun en af os i Dag vil se sig i Stand til at opfylde denne Forpligtelse mundtlig, ere vi andre to blevne enige om ved en skriftlig Henvendelse at forsøge paa at afbetale en Del af vor Taknemlighedsgjæld.

Da vi for fire Aar siden begyndte Kampen for den fjerde Stands Frigjørelse, vare vi os fuldt vel bevidste, hvilket uhyre Arbejde vi paatog os, og hvor ubetydelige vore Kræfter vare i Forhold dertil. Men vi stolede den Gang ligesom nu paa en Hjælper, der nok skulde overtage Broderparten af Besværligheden ved Gjennemførelsen af vor retfærdige Sag, og denne Hjælper var den danske Arbejderstand.

Vi ventede ganske vist ikke, at Arbejderne med Vaaben i Haand skulde omstyrte det bestaaende og uddele Samfundets Formue i lige Parter for derefter at forøde det let erhvervede i Fraadseri og Drukkenskab. Dette er kun en taabelig og meningsløs Løgn, opspundet af vore Fjender.

Men vi ventede og haabede, at den Sæd, vi havde bidraget til at udsprede, skulde bære Frugt, at Arbejderne vilde vaagne til Bevidsthed om deres Pligter mod dem selv og deres Børn, at de vilde hævde deres Selvstændighed og Uafhængighed og begynde den lovlige, fredelige Kamp for det Herredømme i Samfundet, som naturlig bør tilfalde dets arbejdende, værdiskabende Medlemmer.

Med dyb Glæde hørte vi derfor i vort stille Fængsel Rygterne om, hvorledes det ene Fag efter det andet sluttede sig sammen til Modstandsforeninger mod Kapitalens Overgreb, og om hvorledes Arbejderne selv i Tale, i Sang og i Skrift klart og forstandig tolkede deres Ønsker og meddelte hverandre deres Tanker. Thi kommer det først dertil, at Sandheden ikke længere er noget udenad lært, men noget indvendig følt, kommer det først dertil, at hele den fjerde Stand, enig og resolut, naar som en Mur mod Storborgernes Anmasselser, jo, da er Modstanden brudt, da er Sejren vunden, da vil der ikke længere blive Tale om Fængsel og Forfølgelse mod Sandhedens Forkæmpere, da kommer Turen til os at stævne Ting og holde Dom!

Men vil der end maaske løbe en Del Vand i Stranden endnu, inden den Tid kommer, saa kunne Arbejderne dog være stolte af, hvad der allerede er udrettet, thi den samme Sag, som i England og Tyskland og andre Lande har kæmpet sig møjsommelig frem i Løbet af flere Menneskealdere, har her i Løbet af faa Aar faaet en Udvikling, som tvinger alle politiske og religiøse Partier til at tage Hensyn til den. Og medens vore udenlandske Brødre ved fortvivlede Striker og store Pengeofre have maattet tilkjæmpe sig hvert Skridt henimod en taaleligere Tilstand, have Danmarks Arbeidere i de sidste Aar naaet os, om end langtfra ikke tilfredsstillende eller tilstrækkelig, saa dog følelig Forbedring i Lønningsvilkaarene, et Resultat, der hvor lille det end er. dog netop i Begyndelsen af Kampen bliver af tidobbelt Betydning, da det viser selv de ligegyldige, at den Vej, den er slaaet ind paa, er den rette, ligesom det styrker Modet og opflammer Villien til at trænge længere frem paa Selvstændighedens og Velværets Bane.

Frejdige og med rolig Samvittighed saa vi derfor vor sørgelige Skjæbne i Møde, og uden Anger eller Vaklen betraadte vi det uhyggelige Fængsel, der for en Række af Aar var bestemt til at være vort Opholdssted. Men vilde end Bevidstheden om vort Hværv og vor Pligt i Forbindelse med de jævnlige Efterretninger om Lærens voxende Udbredelse have været tilstrækkelig til al holde vort Mod oppe i Ulykkens Time, saa var dette dog ikke vor eneste Trøst.

I de ensomme Fængselstimer, naar Tiden sniger sig saa langsom hen, som var den ved at give Plads for Evigheden, naar Øjet trættes ved at stirre paa de snevre Cellevægge, da kommer Tanken om de fjærne, men deltagende Venner Pligtfølelsen til Hjælp; da svinder Bitterheden fra Hjærtet og Utaalmodigheden fra Sindet, da omvikler Erindringen og Haabet de tykke Jernstænger med duftende Blomster, da fyldes Fantasiens lystige Hal med de kjære Billeder af dem, for hvis Lykke og Velvære man strider, hvis Bifald man er stolt af, og i hvis Hjærter man ønsker at bo!

Saa aflægge vi da herved vor hjærtelige, vor dybfølte Tak til alle arbejdende Medborgerinder og Medborgere, en Tak for hver opmuntrende Linie, vi have modtaget, en Tak for hver venlig Tanke, de have sendt os. Med Guld og Gaver formaa vi ikke at vise vor Taknemlighed, men en Ting have vi, som vi kunne give: vort I Liv og vor Kraft, vore Evner og vor Villie; og selv i denne Kapitalernes og Guldets Tidsalder turde det dog endnu have nogen Betydning, naar et Menneskeliv helt og udelt sættes som Indsats for en ædel Sag!

Den 5te Juni 1875.

Med socialistisk Haandslag og Hilsen

Harald Brix. Louis Pio."

Derefter talte Geleff, modtaget og jævnlig afbrudt af Bifald, for Grundloven, idet han navnlig fremhævede Nødvendigheden af at holde paa alle Grundlovens Paragrafer, baade dem om Bevillingsretten og Forsamlingsfriheden (49 og 88) og derhos Løfteparagraferne særlig den, som lover Indførelse af Offenlighed og Mundtlighed i Retsplejen; thi af Erfaring vidste han, at der ikke i hele Verden, end ikke i Tyrkiet og Rusland, existerede en værre Retspleje end den danske. Træskærer L. Toucher talte for Socialismen som en Lære, der vilde Ret for alle. Skomager Hørdum om Arbejdernes Fordringer i politisk og økonomisk Henseende, fhv. Kbm. Mundberg for Kvindens Frigjørelse og E.W.Klein, Formand for Fagforeningernes Centralbestyrelse, for Sammenslutning mellem alle Arbejdere, hvorefter Tømrer Sørensen, Horsens, bragte en Hilsen fra de jydske Fagforeninger. Hermed var den officielle Del af Festen til Ende, og Deltagerne nød nu en Stund paa bedste Maade Livet i det grønne.

(Morgenbladet (København) 8. juni 1875).

Mordet paa Thyrsting Mark. (Efterskrift til Politivennen)

Natten mellem 9. og 10. maj 1875 begik en tjenestepige mord på en 75-årig aftægtskvinde.

Mordet paa Thyrsting Mark. Den tidligere omtalt, myrdede Aftægtskone, Christine Nielsen, skulde have en temmelig stor Aftægt af Søren Laursen Kragsigs Ejendom paa Thyrsting Mark, og hun vilde have Alt. hvad der tilkom hende, og have det i forsvarlige Varer. Søren L. Kragsigs Kone, Henrikke Nielsen, stod i det Væsentlige for Styrelsen af Forholdene hjemme, da Kragsig altid er meget fraværende, ofte i Uger ad Gangen. (Han er Uhrmager og gaaer omkring og reparerer simple Stueuhre i Husene hos Folk i Omegnen.) Først for et Aarttid siden fik Kragsig den Ejendom, hvoraf Aftægten udredes, men hans Kone og Aftægtskonen kom snart i Uenighed og fjendtlig Stemning mod hinanden. De vare begge meget heftige og vanskelige, begge vist nok noget urimelige, dog er der ingen Tvivl om, at hvad der bødes Aftægtskonen, ikke var som det skulde være. Kragsigs' Datter, Nielsine Sørensen, 24 Aar gl., som for et Par Maaneder siden kom i Tjeneste paa Provstlund, var hjemme hos Forældrene i Vinter og vidste derfor god Besked om den Byrd, Aftægtskonen var for Forældrene, og den daglige Krig, den gav Anledning til. Hun og Moderen havde tidligere talt om, at det var godt om Aftægtskonen kunde dø, og hun havde da tilbudt at ville gjøre det af med hende. Da der den 1ste ds skulde leveres Aftægtskonen nogle Præstationer, bleve en Del af disse atter kasserede. Skjøndt Kragsigs Kone vist nok selv indsaa, at dette var berettiget, blev hun dog herover heftig forbittret, beklagede sig for Naboen og Enhver, hun traf paa, over Aftægtskonens Urimelighed og udtalte, at hun ikke kunde udholde at være sammen med hende. Dagen før Kristi Himmelfartsdag gik hun hen til Datteren paa Provstlund og overtalte denne til at dræbe Aftægtskonen. Under et opdigtet Paaskud fik Datteren Tilladelse til at gaa hjem den næstpaafølgende Lørdag Eftermiddag og at være borte til Søndag Middag. Kragsigs Kone skulde da sørge for, at der ikke var Andre i Huset end Aftægtskonen, hvilket hun ogsaa gjorde. Hendes Mand, vidste hun, skulde Lørdag Eftermiddag til Østeregnen efter Halm, kjørende med deres Stude, saa at han neppe kunde komme hjem for næste Morgen. Selv gjorde hun sig et Ærinde til Nørhoved, hvor hun blev Natten over, og saaledes var kun tilbage det yngste Barn, en Dreng paa Aar. Denne sendte hun hen til Peder Sandvads paa Thyrsting Mark og bad om, at han om Natten maatte ligge hos sin der tjenende ældre Broder, fordi hverken hun eller hendes Mand kunde komme hjem den Nat. Datteren Nielsine, der er noget svag paa Synet (hun gaaer med Briller) og som tillige synes at have været noget sygelig, fandtes usædvanlig livlig og tilfreds, efter at Moderen havde været hos hende og det var bestemt, at hun skulde hjem. Men efterhaanden som Tiden nærmede sig, syntes hun mindre oplagt til Rejsen og hun forhalede endog Afrejsen Lørdag Eftermiddag saaledes, at hun flere Gange af hendes Omgivelser blev spurgt, om hun ikke snart vilde afsted. Hun ankom til Forældrenes Hjem meget sent Lørdag Aften, og efter at hun havde overbevist sig om. at der Ingen var hjemme i Forældrenes Lejlighed, bankede hun paa hos Aftægtskonen. hvem hun fortalte, at der Ingen var hjemme, hvorefter Aftægtskonen tilbød hende, at hun kunde ligge hos hende samt stod op og lukkede hende ind. Hun lagde sig derefter paaklædt paa Sengen hos Aftægtskonen, men kunde dog ikke den Nat bestemme sig til at dræbe hende. Hun følte Ulyst og Ængstelse. Faderen kom hjem ved Daggry Søndag Morgen og Moderen henad Formiddagen. Da hun blev ene med Moderen, bildte hun denne ind, at Mordet ikke var bleven udført, fordi hun var bleven syg paa Hjemvejen, men lovede, at det nu skulde ske den paafølgende Aften eller Nat, naar hun da igjen kunde blive ene i Huset med Aftægtskonen. Dette lod sig ogsaa ordne, thi Kragsig skulde netop Søndag Eftermiddag til Træden, for at betale nogle Penge og gjøre nogle Uhre i Stand, og Konen tog sig til Ærinde, at ville hen ad Aften over til Lauding til en Skræderpige. og hun vilde da med det samme besøge sin Søn, der er Skræder og boer i Dauding. For at være sikker paa, at Manden ikke skulde komme for tidligt hjem, bad hun ham gaa fra Træden over Dauding og tage hende med hjem. Den lille Dreng blev atter sendt til Peder Sandvads. Mod Aftægtskonen var man hele denne Søndag meget venlig og opmærksom, trakterede hende med Mad og Kaffe, som om man vilde gjøre hende tryg. Om Datteren Nielsine hed det, at hun, da hun ikke var rigtig rask, ikke vilde gaa længere end til Bræstenbro Søndag Aften, da hun saa haabede derfra let at kunne komme til at kjøre til Provstlund lejlighedsvis næste Morgen. Hun behøvede derfor ikke at gaa saa tidligt. Hun forblev hjemme, efter at Moderen henimod Aften var gaaet til Dauding, og trakterede endnu efter den Tid Aftægtskonen, der malkede og trak Faarene hjem, med en Kop Kaffe. Efter at Aftægtskonen var gaaet tilsengs, hvilket dog blev temmelig sent, da hun havde for Skik ofte at være sildigt oppe, gik hun til hendes Vinduer og fortalt, hende, at hun ikke var kommen afsted til Bræstenbro endnu, fordi det regnede, og bad hende, om hun ikke maatte sidde ind, hos hende, indtil hendes Forældre kom hjem. Aftægtskonen stod ogsaa strax op og lukkede hende ind, men lagde sig derpaa igjen til Sengs. Nielsine Sørensen satte sig derpaa ned ind, i Stuen, hvor Aftægtskonen laa uden at tale videre med hende. Da hun mærkede, at Aftægtskonen var falden i Søvn, gik hun hen til Sengen og kvalte hende nu uden at hun gjorde videre Modstand, idet hun med den ene Haand tog hende kraftigt om Halsen over Struben og med den anden Haand holdt hende for Munden. Hun siger, at Aftægtskonen kun udstødte ganske faa Skrig og Klagelyd. Hun mener, at hun neppe en Gang rigtig vaagnede til Bevidsthed, inden hun var død. Da hun mærkede, at Aftægtskonen var død, forlod hun hendes Stue, lukkede Døren udvendigt og gik ud og lagde sig i Forældrenes Lejlighed. Da Moderen kom hjem om Morgenen, meddelte hun hende, at det nu var sket, og Moderen sørgede derefter for, at Døren til Aftægtskonens Lejlighed blev aflukket indvendigt fra med en for Yderdøren værende Skodde, idet hun efterat have skoddet Døren gik fra Aftægslejligheden over Loftet, for at det skulde se ud som om Ingen kunde have været inde hos Aftægskonen om Natten, og som om denne dog pludseligt var død en naturlig Død. Kragsig kom først hjem Mandag Formiddag mellem Kl. 8 og 9. og da en Nabokone, der var kommen derind, spurgte om Aftægtskonen var hjemme i Dag, var det først, at hendes Død blev bekjendt. Man svarede, at man ikke endnu i Dag havde hørt Noget til hende; derefter gik man til Vinduet og kaldte paa hende uden at faa Svar. Kragsig vilde nu strax have Døren brækket op for at se, hvorledes det hængte sammen, men den tilstedeværende Kone (Nabokone) tilraadede ham at tilkalde en Nabo, og dette skete da ogsaa. hvorefter man fandt Aftægtskonens Lig liggende uklædt regelmæssigt i Sengen, uden andre Tegn paa udvortes Vold end nogle Smaapletter omkring Munden og nogle Skrammer som af Tryk paa Halsen. Kragsig selv er vistnok uden Skyld i Forbrydelsen, i ethvert Fald paastaa baade hans Kone og Datter samt han selv dette. Datteren synes ogsaa at være gaaet modstræbende til Forbrydelsen. Da Moderen paa Provstlund begyndte at tale med hende herom, foreslog hun at forgive Aftægtskonen. Aftægtskonen var 75 Aar gl., men var en rask og stærk Kone. Kragsigs Kone er 53 Aar gl.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. maj 1875).

Paadømt Mordsag. Ved en ved Viborg Landsoverret den 6te ds. paadømt Justitssag, hvoraf Dommens Resultat i al Korthed alt er refereret i "Jyllandsposten", og under hvilken Nielsine Sørensen er tiltalt for efter Tilskyndelse af og foregaaende Aftale med Moderen, Henrikke Nielsdatter, at have Natten mellem den 9de og 10de Maj d. A. ved Kvælning aflivet den 75aarige Aftægtskone, Christine Nielsen af Thyrsting, ere de nærmere Omstændigheder ved bemeldte Daad i det Væsentige følgende:

Efter at Henrikke Nielsdatters Mand havde tilbyttet sig en Ejendom i Thyrsting, paa hvilken der hvilede en ikke ubetydelig Aftægt til ovennævnte Christine Nielsen, opstod der snart et spændt og daarligt Forhold mellem navnlig Henrikke Nielsdatter og Aftægtskonen, der i øvrigt efter Sagens Oplysninger skal have været noget vanskelig og urimelig. Efter at der jævnlig havde fundet Sammenstød Sted mellem Aftægtskonen og Henrikke Nielsdatter, beklagede denne sig ved slige Lejligheder derover til sin Datter Nielsine Sørensen, og ytrede navnlig hver Gang, at hun ikke længer kunde holde det ud sammen med Christine Nielsen, og at en af dem maatte fjærnes, hvortil Datteren, der troede, at Moderen dermed mente, at hun vilde tage sig selv afdage, ytrede, at hun kendte en, der nok skulde gjøre det af med Aftægtskonen, idet hun derved mente sig selv, medens Moderen antog at hun derved sigtede til en Karl, med hvem Datteren havde foregivet at være forlovet; dog blev der ikke ved denne Lejlighed truffet nogen bestemt Aftale om naar og hvorledes Gerningen skulde udføres; men Datteren havde opfattet det Forefaldne, som om der var truffet den Aftale, at Aftægtskonen skulde dræbes engang, naar passende Lejlighed dertil tilbød sig. Datteren fortrød imidlertid snart det Moderen givne Løfte, og, i den Tro, at denne skulde glemme alt, naar hun kom længere bort fra Hjemmet, paatog hun sig en Tjeneste 3 Mil fra sit Hjem. Men desuagtet kom Moderen en Dag i Slutningen af April hen til hende, og. idet hun gjentagende beklagede sig over Forholdet med Aftægtkonen, bragte hun atter dennes Drab paa Bane, og der blev nu truffet den bestemte Aftale, at Konen skulde aflives, men hverken Tiden eller Maaden, paa hvilken dette skulde ske, blev dog bestemt ved denne Lejlighed, hvilket først blev bestemt den 5te Maj, paa hvilken Dag Moderen atter kom hen til Datteren, og ytrede til denne i Samtalens Løb, at det nu var bedst, at det blev gjort af med Aftægtskonen, og det blev desaarsag aftalt, at Mordet skulde udøves Natten mellem den 8de og 9de Maj, og at Moderen skulde sørge sar, at saavel hun som Manden den Nat vare fraværende fra Hjemmet. Hvad Drabsmaaden angaar, da foreslog Datteren Forgivelse - efter hendes Udsagn, fordi hun nødig selv vilde lægge Haand paa Aftægtskonen - , men denne Maade modsatte Moderen sig og foreslog i Stedet - ved en betegnende Gestus - at anvende Kvælning, navnlig af den Grund, at denne Dødsaarsag vanskeligst kunde opdages, idet hun hertil føjede den udtrykkelige Betingelse, at Datteren ikke selv maatte udføre Gjerningen.

I Henhold til ovenstaaende Aftale fik Nielsine Sørensen nu Tilladelse til at maatte gaa hjem, men nølede, da hun følte stør Ulyst til at udføre Gjerningen, saa længe med at begive sig paa Vej, at hun først naaede Hjemmet henimod Midnat, og efter at hun havde forvisset sig om, at der ingen vor hjemme, gik hun hen til Aftægtslejligheden og kaldte paa Aftægtskonen, der lukkede hende ind og tilbød hende, at hun maatte opholde sig hos hende, til Forældrene kom hjem. Hun lagde sig da paaklædt hos henne, men formaaede af Frygt ikke at udvise nogen Voldshandling lige over for denne, og der blev derfor intet af Drabet den Nat, hvorover Moderen blev meget vred, og af Frygt for dennes Vrede lovede Datteren nu, at Gjerningen skulde blive udført den paafølgende Nat, naar Moderen saa vilde sørge for, at alle ligeledes den Nat vare borte fra Hjemmet. Om Aftenen, efter at Aftægtskonen var gaaet til Sengs, bankede nu Nielsine Sørensen atter paa hos hende, der ogsaa lukkede hende ind og tillod hende at forblive i Stuen, til Forældrene kom hjem, hvorpaa Aftægtskonen atter gik til Sengs, medens Nielsine Sørensen satte sig ved Vinduet, hvor hun, selv efter at Christine Nielsen atter var falden i Søvn, forblev siddende, da hun, ligeledes den Nat af Frygt, ikke turde lægge Haand paa Aftægtskonen, - indtil hun henved Midnatstid hørte sin Moders Stemme udenfor i Gaarden Hun blev nu bange for Moderens Vrede, hvis hun ikke udførte Udaaden, og gik derfor straks hen til Sengen, greb Konen med den venstre Haand fast om Halsen, medens hun med den højre Haand først tog Konen i Haaret og trykkede hendes Hoved fast ned imod Puden, og derpaa, da Konen, som i øvrigt ikke rigtigt vaagnede, gav nogle Skrig og klagende Lyd fra sig, klemte hende med denne Haand stærkt om Munden, for at hindre hende i at skrige, hvorpaa Aftægtskonen, der næsten ingen Modstand gjorde, blev liggende aldeles stille. Saasnart Nielsine Sørensen - der var angst og bestyrtet under Gjerningens Udførelse og var i en saadan Stemning, at hun ikke ret kan erindre det Passerede - bemærkede, at Christine Nielsen var død, forlod hun straks Aftægtsboligen og begav sig pur Vejen til Bræstenbro Kro, hvor hun agtede at overnatte; men paa Grund at Sygdom maatte hun vende om og gik til Sengs i sit Hjem, hvor hun laa, da Moderen om Morgenen kom hjem.

Som Motiv til ovenmeldte Mord har Henrikke Nielsdatter navnlig angivet, at hun ikke kunde udholde Samlivet med Aftægtskonen, og at det derimod ikke var for at frigjøres for Aftægtsbyrden, for hvis Skyld det aldrig kunde falde hende ind at faa Konen ryddet af Vejen, naar hun ellers havde været ordentlig og skikkelig, og hun tilføjede derhos, at hvis hun havde vidst, at Datteren selv vilde udføre Gjerningen, havde hun hellere opgivet det Hele, da hun ikke vilde have, at hendes Datter skulde udføre slig en Gjerning. Hun har imidlertid lige saa vel som Datteren - der har udsagt, at hun udførte Gjerningen efter Tilskyndelse af Moderen og for at befri hende for en Person, med hvem Livet bestandig var en Plage; men hun indrømmer dog ogsaa, at hun selv var vred paa den Myrdede, fordi denne en Gang skal have fremsat urigtige Beskyldninger mod hende, og hun kunde heller ikke nægte at have havt egen Fordel ved Forældrenes bedre Formuesomstændigheder som Følge af Aftægtens Ophør for Øje, idet hun i saa Fald havde faaet Løfte paa større Hjælp hjemmefra - forbrudt Udøvelsen af Drabet paa Christine Nielsen

Ved Underretsdommen ere Arrestantinderne, - af hvilke Nielsine Sørensen er født den 28de December 1850 og Henrikke Nielsdatter den 7de Februar 1823, og som ikke tidligere have været straffede - ansete efter Straffelovens § 190, for Henrikke Nielsdatters Vedkommende sammenholdt med §§ 52 og 54 og ere de begge dømte til at straffes paa Livet, hvilken Dom er stadfæstes ved Overrettens Dom af 6te d. M., og vil Udfaldet sandsynligvis blive det samme ved den eventuelle Højesteretsdom.

(Jyllandsposten 15. december 1875).

Som forventet stadfæstede Højesteret den 7. marts 1876 overrettens dom. Og som kotyme var, blev de blev begge benådet. 

Henrikke Nielsdatter (7. februar 1823 til 5. februar 1891) var 28. juli 1889 til 27. august 1889 hun indlagt på Kommunehospitalet. Hun blev løsladt 8. april 1890 fra fængslet efter kongelig resolution af 31. marts 1890. Hun havde 10 børn med Søren Laursen, Krasig. De var født mellem 1846 og 1866. 

Datteren Nielsine Sørensen var født 28. december 1850 og døde 20. maj 1932 på Forsørgelsesanstalten, Fabrikvej 2 i Horsens, 81 år gammel.